Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser vedrørende serviceloven - af fuldmægtig Niels Henrik Dam

KEN nr 9739 af 30/06/1999Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet8. juni 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte

nævnsafgørelser vedrørende serviceloven - af

fuldmægtig Niels Henrik Dam

Ankestyrelsen har i 1998 og begyndelsen af 1999 fået

tilsendt et stort antal afgørelser fra nævnene, på de

områder, der nu er omfattet af serviceloven. På grund af stort

arbejdspres i Ankestyrelsen har styrelsen ikke løbende haft mulighed

for at følge op på disse afgørelser i det omfang, som vi

kunne ønske. Ankestyrelsen skal dog anmode nævnene om fortsat at

indsende interessante afgørelser, da det er af væsentlig

betydning for Ankestyrelsen, bl.a. når Ankestyrelsen skal afgøre

hvilke sager der skal antages til behandling i Ankestyrelsen.

Hjælpemidler m.v.

Ankestyrelsen har modtaget to nævnsafgørelser

vedrørende en såkaldt Christiania Ladcykel. Den ene sag

drejede sig om en familie med tre børn. Det ene barn på ca. 8

år led af svære spastiske lammelser. Familien ønskede en

ladcykel til transport af det handicappede barn, således at han kunne

være med på cykelture til familie og venner, samt ud i naturen.

Nævnet stadfæstede afslaget efter bistandslovens § 58 (nu

servicelovens § 97), men fandt at der var tale om en merudgift efter

bistandslovns § 48 (nu servicelovens § 28). Nævnet fandt, at

en ladcykel var nødvendig for at barnet i rimeligt omfang kunne

deltage i familiens dagligdag. Behovet kunne således ikke dækkes

via kassebil og kørestole. Ved beregningen af merudgiften skulle der

fratrækkes et beløb svarende til prisen på en almindelig

cykel af god kvalitet, passende for en 8 års dreng.

Den anden afgørelse vedrørte en yngre

kvinde, der ønskede en Christiania Ladcykel. Kommunen havde anset

cyklen for et forbrugsgode efter servicelovens § 98, og havde derfor

Læs alt

ydet 50% af udgiften, men nævnet ændrede denne afgørelse

og bevilgede hele udgiften til cyklen efter reglerne om hjælpemidler.

Nævnet lagde vægt på at ansøger var berettiget til

en cykel til afhjælpning af handicappet. Nævnet lagde også

vægt på vedkommendes alder, og på at vedkommende

ønskede en bestemt cykel, som ikke var dyrere end de cykler kommunen

almindeligvis bevilger. Begrundelsen for at anse cyklen for et

hjælpemiddel var nærmere, at cyklen i dette tilfælde alene

ville fungere som et hjælpemiddel på linie med andre

hjælpemidler til afhjælpning af den nedsatte funktionsevne. Det

ville således ikke være en anvendelse af cyklen, der lå ud

over anvendelsen som hjælpemiddel.

Ankestyrelsen har antaget sidstnævnte sag til

behandling, da den er anset for at være af generel betydning. Sagen er

antaget med henblik på afklaring af, hvorvidt man kan bevilge et

standardprodukt, der er fremstillet med henblik på den almindelige

befolkning som målgruppe, som et hjælpemiddel efter servicelovens

§ 97, eller om sådanne produkter skal betragtes som forbrugsgoder,

der i givet fald bevilges efter servicelovens § 98, herunder om eventuel

anvendelse af servicelovens § 98, stk. 4 og 6. Nævnet har i et

brev til Ankestyrelsen præciseret afgørelsen, idet nævnets

mening var at cyklen i dette tilfælde alene ville fungere som et

hjælpemiddel på linie med de egentlige hjælpemidler, og

cyklen skulle derfor bevilges som om den var et hjælpemiddel,

altså efter reglen i § 98, stk. 6.

Et nævn har indsendt en afgørelse

vedrørende tilskud til Prismebriller. Sagen vedrørte en

yngre kvinde, som siden barnealderen havde haft samsynsproblemer på

grund af skelen. Hun var blevet opereret 3 gange, og efter den seneste

operation i 1998, havde hun fortsat tendens til indadskelen med dobbeltsyn.

Der var herefter ikke indikation for yderligere operation. Hun var ordineret

prismebriller af styrken 4 prismedioptrier. Statens Øjenklinik havde

afgivet en udtalelse, hvorefter tilfældet ikke var så

svært, at det var omfattet af loven, idet der primært var

tænkt på svære tilstande med høje

prismeværdier. Nævnet ændrede kommunens afgørelse,

og fandt ansøger berettiget til de ansøgte prismebriller.

Nævnet fandt, at der var tale om sygdomsbetinget dobbeltsyn uden

mulighed for operativ korrektion. Nævnet fandt at udtalelsen i

socialministeriets vejledning af 5. marts 1998, hvorefter "hjælpemidlet

vil ofte være enten en okklusionslinse eller briller med stærk

prismevirkning", vedrører et eksempel på støtte og ikke

en begrænsning. Der er endvidere udelukkende tale om vejledende

retningslinjer.

Ankestyrelsen skal bemærke at sager

vedrørende tilskud til briller/kontaktlinser ofte er ganske

vanskelige. Ankestyrelsen har for nylig haft lejlighed til at tage stilling

til 4 sager vedrørende dette emne. Sagerne er offentliggjort i SM

O-88-98. Sag nr. 4 vedrørte fortolkningen af udtrykket

"sygdomsbetinget dobbeltsyn uden mulighed for operativ korrektion". Sagen

drejede sig om en person, der på det ene øje havde behov for en

kontaktlinse med styrke +13,50. Ankestyrelsen lagde vægt på en

udtalelse fra Statens Øjenklinik, hvorefter der her ikke var tale om

sygdomsbetinget dobbeltsyn, men alene tale om at der på grund af optisk

synsforskel mellem de to øjne dannes synsindtryk af forskellig

størrelse. Ankestyrelsen har endvidere netop antaget en sag

vedrørende hjælp til prismebriller. Sagen er antaget med henblik

på afklaring af, om et medfødt dobbeltsyn kan betegnes som

sygdomsbetinget. Da der i bekendtgørelsen er oplistet nogle meget

specifikke krav til hvornår man kan yde hjælp til

briller/kontaktlinser, er det meget vigtigt at kommuner og nævn

sørger for at indhente tilstrækkelige oplysninger

vedrørende lidelsen, og hvilken type brille/kontaktlinse der er tale

om. Derudover kan det i en række tilfælde være

nødvendigt at indhente en udtalelse fra Statens Øjenklinik, der

har en særlig ekspertise på dette område.

Biler

Et nævn har indsendt en afgørelse

vedrørende en 73-årig mand med en alvorlig ryglidelse.

Gangdistancen var oplyst til 15 meter. Han kunne ikke benytte offentlige

transportmidler. Han havde kørselsbehov i forbindelse med

indkøb, familiebesøg og forskellige fritidsaktiviteter.

Kommunen havde givet afslag på vægtafgiftsfritagelse med

henvisning til, at han var kompenseret med andre transportmidler, samt

boligens centrale placering. Nævnet ændrede denne

afgørelse og lagde bl.a. vægt på at ansøger levede

en aktiv tilværelse og havde et transportbehov, som efter nævnets

vurdering ikke var tilgodeset ved el-scooter og andre hjælpemidler

eller ved boligens centrale placering.

Ankestyrelsen har tidligere i en artikel i "Nyt fra

Ankestyrelsen" nr. 5/98. beskrevet Ankestyrelsens praksis vedrørende

bilstøtte til ældre. I denne forbindelse kan det også

nævnes, at Ankestyrelsen har antaget en sag med henblik på

afklaring af betydningen af den ændrede formulering af

bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2, sammenholdt med Ankestyrelsens

hidtidige praksis.

Ankestyrelsen har modtaget en afgørelse fra et

nævn vedrørende en person, der var lam fra livet og nedefter.

Hun havde tidligere fået udvidet støtte til en Nissan Sunny, og

søgte nu ordinær udskiftning. Kommunen havde foretaget en

afprøvning, og fundet frem til, at en Mazda 323 til en pris af kr.

178.383 (inklusive servostyring og automatgear) var den billigste og bedst

egnede bil. Under sagens behandling i nævnet bad nævnet kommunen

om at afprøve en kassebil. Kommunen oplyste, at ansøger ikke

ønskede en kassebil. Kommunen oplyste endvidere, at en Ford Transit

(kassebil) med standardindretning kostede kr. 136.282,50. Hertil kom

særlig indretning til en pris af kr. 141.548, altså ialt kr.

277.830,50. Nævnets sekretariat anførte, at en Ford Transit er

den billigste bil, og indstillede til bevilling af denne. Nævnet

bevilgede imidlertid den af kommunen indstillede Mazda.

Sagen vedrører en fortolkning af hvad der skal

forstås ved udtrykket "billigste og bedst egnede bil", i

bilbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Ankestyrelsen har gennem tiden

fået en række spørgsmål vedrørende

forståelse af denne bestemmelse, men Ankestyrelsen har aldrig haft

lejlighed til at tage principiel stilling til spørgsmålet. Efter

Ankestyrelsens opfattelse kan man dog ved fortolkningen hente en vis

støtte i bilbekendtgørelsens § 6, stk. 4, hvorefter:

"Særlige indretninger, som bilen efterfølgende forsynes med

på grund af ansøgerens helbredstilstand, ydes som tilskud, jf.

§ 9". Dette synes, sammenholdt med ordlyden af § 6, stk. 2

"lånet efter stk. 1..", at tale for, at man skal se på prisen

før efterfølgende særlige indretninger, når det

skal vurderes, hvilken bil der er billigst. Dette er også i

overensstemmelse med de udtalelser Ankestyrelsen tidligere er kommet med.

Nævnets afgørelse må derfor nok anses for ikke at

være ganske i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. Resultatet

er dog ikke helt utvivlsomt, ligesom det i en række tilfælde ikke

vil være samfundsøkonomisk fornuftigt. Ankestyrelsen vil derfor

i fremtiden være meget opmærksom på sager, der egner sig

til at behandle dette spørgsmål principielt.

Boligindretning

Ankestyrelsen har modtaget 2 sager vedrørende

fjernelse af badekar og etablering af bruseniche efter

bistandslovens § 59 (nu servicelovens § 102). Den ene sag

vedrørte en 76-årig gift mand med to knæproteser. Han

kunne ikke længere benytte badekarret. Kommunen havde derfor tilbudt

ham en badetaburet, således at han kunne bade på gulvet, hvor der

var afløb. Nævnet ændrede kommunens afgørelse, og

lagde bl.a. vægt på de helbredsmæssige oplysninger og de

snævre pladsforhold i badeværelset. Nævnet fandt ved

afgørelsen, at fjernelse af badekar og etablering af niche må

anses for nødvendigt med henblik på at afhjælpe eller i

betydelig grad formindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget

hjem.

Den anden sag vedrørte en enlig 59-årig, som

led af følger efter polio. Kommunen gav afslag på fjernelse af

siddebadekar og etablering af bruseplads. Kommunen vurderede ikke, at det

ansøgte var nødvendigt, da der var afløb i gulvet og god

plads til en badetaburet. Nævnet ændrede afgørelsen og

pålagde kommunen at fjerne badekarret og etablere bruseniche, jf.

bistandslovens § 59. Nævnet lagde vægt på, at

ansøger ikke havde mulighed for at benytte sit badekar til bad.

Nævnet lagde endvidere vægt på det betydelige dokumenterede

balancebesvær, og ansøger ville derfor ikke være i stand

til at tørre gulvet forsvarligt, hvis ansøger

badede på en badetaburet foran håndvasken,

eller på toilettet.

Ankestyrelsen har ingen praksis på dette

område, og afgørelserne strider næppe mod reglerne, men

der synes at være en uensartet praksis på dette område.

Ankestyrelsen har fx afvist at behandle en sag fra et nævn, der havde

stadfæstet kommunens afgørelse om ikke at fjerne badekarret og

etablere bruseniche. Nævnet bemærkede, at ansøger havde

mulighed for at komme i bad uden brug af badekar. Nævnet lagde

vægt på, at der var afløb i gulvet, og at generne ved at

gulvet blev vådt vil kunne afhjælpes på anden måde,

fx ved brug af skridsikker måtte.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter