Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Inge Henriksen

KEN nr 9551 af 31/10/2002Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet11. november 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i

afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Inge Henriksen

Forældrebetaling - § 15

Sagen vedrørte tilbagebetaling af

forældrebetaling med tilbagevirkende kraft som følge af, at en

forælder med tilbagevirkende kraft fik udbetalt en

pensionsforsikring.

Nævnet fandt, at det afgørende var i hvilken

periode pensionsudbetalingen var gældende og ikke hvornår ydelsen

konkret blev udbetalt.

Ankestyrelsen finder at afgørelsen er i

overensstemmelse med § 13, stk. 2 i bekendtgørelsen om

forældrebetaling for ophold i dagtilbud for børn, hvor der

findes hjemmel til at regulere med tilbagevirkende kraft.

Merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste - §§ 28

og 29

Sag nr. 1

Et nævn fandt ikke grundlag for at ændre en

kommunes afgørelse, hvorefter en ansøger ikke var berettiget

til at få dækket merudgifter på 1.060 kr. om måneden

til sondemad til ansøgers 1-årige barn som en merudgift efter

servicelovens § 28.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt

på udgiftens størrelse og det forhold, at sondemaden skulle

erstatte sædvanlig kost. Nævnet fandt ikke, at der var tale om en

merudgift i forhold til udgifterne til raske børns kost. Nævnet

fandt således ikke tilstrækkeligt grundlag for at

tilsidesætte kommunens vurdering, hvorefter ansøgerens udgifter

til sondemad ikke var større end sædvanlige kostudgifter.

Ankestyrelsens kommentarer

Læs alt

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Ankestyrelsen

finder umiddelbart, at udgiften til sondemad, der erstatter sædvanlig

kost, vil kunne anses for at være en nødvendig merudgift i det

omfang, udgiften overstiger omkostningerne til kost til raske børn

på samme alder.

Ankestyrelsen har bemærket, at det fremgår af

afgørelsen, at ansøgeren har henvist til, at i følge

Forbrugerstyrelsens Familiebudget er udgiften til normal kost for børn

på 1-2 år 612 kr. månedligt (478 kr. ved discountkost). Der

kan henvises til pkt.51 og pkt. 52 i vejledningen om sociale tilbud til

børn og unge med handicap.

Sag nr. 2

Et nævn fandt ikke, at der kunne ydes

økonomisk støtte efter servicelovens § 28 til udgifter i

forbindelse med optræning/behandling af et barn efter

Doman-metoden.

Under hensyn til at der ikke var grundlag for at yde

hjælp efter servicelovens § 28 fandtes ansøger heller ikke

berettiget til fuld lønkompensation i forbindelse med

træning/behandling efter Doman-metoden.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt

på, at de ansøgte udgifter til træning/behandling efter

Doman -metoden ikke kunne betragtes som nødvendige merudgifter ved

forsørgelsen af barnet.

Nævnet lagde særligt vægt på, at

Sundhedsstyrelsen ud fra en bred sundhedsfaglig vurdering ikke kan

støtte genoptræning efter Doman-metoden og at det offentlige

havde tilrettelagt et relevant behandlings- og undervisningstilbud for

barnet.

Nævnet lagde endvidere nogen vægt på, at

kommunallægen ikke kunne udelukke, at den kraftige fysiske

påvirkning ville kunne medføre astma gener hos barnet og at

kommunens børne- og unge rådgivning havde henvist til risikoen

for social afsondring.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har antaget 2 sager om dækning af

merudgifter efter servicelovens § 28 i forbindelse med optræning

efter Doman-metoden. Sagerne forventes afgjort om ca. 2 måneder.

Sag nr. 3

Et nævn fandt ikke, at der kunne ydes hjælp

til dækning af udgifter til hjælpetimer efter servicelovens

§ 28 og tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i

forbindelse med behandling af et hjerneskadet barn efter Doman-metoden.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt

på, at udgiften til en hjælper, der skulle assistere ved

behandling af barnet efter Doman-metoden, var en behandlingsudgift og ikke en

merudgift ved forsørgelsen. Der var derfor ikke hjemmel i § 28

til at dække udgiften.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at de

lægelige oplysninger i sagen ikke godtgjorde, at behandling efter

Doman-metoden kan betragtes som en anerkendt behandling i Danmark.

Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at det var mest

hensigtsmæssigt og en nødvendig følge af barnets

handicap, at barnet blev passet i hjemmet for at blive behandlet efter

Doman-metoden.

Ankestyrelsens kommentar

Der henvises til bemærkningerne vedrørende

sag nr. 2.

Sag nr. 4

Nævnet fandt ikke, at ansøger var berettiget

til at få udbetalt den hidtidige tabte arbejdsfortjeneste i en

afviklingsperiode på 3 måneder.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen i brev

af 14. oktober 1999 havde bevilget ansøger tabt arbejdsfortjeneste i

perioden 18. oktober 1999 30. juni 2000, at det af bevillingen fremgik at

ansøger derefter efter aftale skulle påtage sig et deltidsjob og

at den tabte arbejdsfortjeneste herefter skulle udgøre et supplement

til deltidslønnen.

Nævnet fandt herefter, at det lå klart at

bevillingen ophørte den 30. juni 2000 og bevillingen på tabt

arbejdsfortjeneste for 37 timer ugentligt skulle derfor ikke tages op til

fornyet vurdering.

Nævnet anførte, at der ikke, når

hjælpeperiodens længde er kendt, er samme behov for at få

en afviklingsperiode, hvor man kan indstille sig på den nye situation.

Der er derfor ikke i disse situationer grundlag for at udbetale fortsat

hjælp i en afviklingsperiode.

Nævnet bemærkede endvidere, at § 13, stk.

2 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse efter

§ 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter

§ 29 i lov om social service, ikke forudsætter, at ansøger

er enig i kommunens bevilling, men derimod, at der er tale om, at kommunen

har fastsat en klar afgrænset bevillingsperiode.

Ankestyrelsens kommentarer

Det fremgår af § 13 stk. 1, i

Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse mv., at der ydes

hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i 3 måneder

efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage

hjælpen er bortfaldet.

Det følger herefter af § 13, stk. 2, at reglen

i stk.1, ikke gælder, når modtageren har truffet aftale med

kommunalbestyrelsen om, at hjælpen ydes i en på forhånd

fastsat periode eller når afviklingsperioden efter modtagerens

ønske fastsættes til en kortere periode.

Ankestyrelsen har tidligere i sagen refereret i SM

0-101-98 taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt

lønkompensation der af administrative grunde var bevilget for en

bestemt periode, hvorefter bevillingen skulle tages op til en ny vurdering,

var omfattet af lovgivningens bestemmelse om hjælp i en

afviklingsperiode på 3 måneder.

Umiddelbart er Ankestyrelsen enig i resultatet af

nævnets afgørelse. Ankestyrelsen er dog ikke enig i den af

nævnet anførte fortolkning af bekendtgørelsens § 13,

stk. 2. Det følger således af § 13, stk. 2, at det er en

forudsætning, at der foreligger en aftale mellem ansøger og

kommune om at hjælpen ydes i en på forhånd fastsat

periode.

Det er Ankestyrelsens umiddelbare opfattelse, at det

forhold, at hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er

bevilget for en afgrænset periode ikke i sig selv medfører, at

der kan anses for at være truffet en aftale mellem kommune og

ansøger.

Personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. samt

hjælpeordning - §§ 71 - 77

Sag nr. 1

En kommune afslog anmodning om fortsat morgenpleje efter

reglerne om hjemmehjælp efter § 71, efter at en mand havde

fået bevilget en udvidelse af hjælpeordning efter § 77 med

36 timer pr. uge mod tidligere 21 timer pr. uge.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet vurdering og

behandling i kommunen under henvisning til punkt 70 i Socialministeriets

vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap, hvoraf det

fremgår, at hjælpeordning efter § 77 kan kombineres med

andre hjælpeforanstaltninger, f.eks. personlig hjælp, omsorg,

pleje m.v., dog kun i det omfang pågældende selv fortrækker

det.

Nævnet havde lagt vægt på, at manden

udtalte, at han var indforstået med, at timerne til hjemmeplejen efter

§ 71 ville gå fra i udmålingen af hjælp efter

§ 77 til personlig hjælper.

Nævnet fandt, at kommunen skulle foretage en ny

samlet vurdering i sagen og herunder konkret forholde sig til bevilling af

hjemmehjælp til morgenpleje sammenholdt med en reduceret bevilling

efter § 77 til hjælpetimer.

Ankestyrelsen kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Ankestyrelsen

er enig i nævnets henvisning til punkt 70 i Socialministeriets

vejledning.

Sag nr. 2

Et nævn tiltrådte en kommunes afslag på

personlig hjælp og pleje efter § 71 samt hjælp efter

§ 73 til en 19-årig kvinde som fortsat boede hjemme hos sin mor.

Kvinden modtog højeste førtidspension på grund af mental

retardering i middelsvær grad samt en atypisk form for autisme.

Nævnet fandt det ikke udelukket, at kvinden kunne

optrænes til at klare personlige fornødenheder i væsentlig

videre omfang end det, som for øjeblikket var tilfældet.

Nævnet fandt på baggrund af kvindens

afhængighedsforhold til moderen og de hjemlige forhold, at en

sådan eventuel opøvelse af færdighederne mest

hensigtsmæssig skulle foregå i en dagforanstaltning uden for

hjemmet.

Nævnet opfordrede kvinden til at indgå i et

positivt samarbejde med kommunen om tilbudte foranstaltninger, som eventuelt

kan forbedre funktionsniveauet.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Umiddelbart

finder Ankestyrelsen afgørelsen korrekt.

Kontaktperson § 73

Sag nr. 1

Sagen drejede sig om en 22-årig mand, der havde haft

hashmisbrug siden 10. klasse. Dette misbrug ophørte og manden overgik

herefter til et overforbrug af alkohol.

Nævnet fandt, at manden var berettiget til

støtte i form af en kontaktperson efter servicelovens § 73.

Nævnet fandt, at manden havde særlige sociale problemer, som

gjorde, at han havde behov for støtte. Nævnet lagde vægt

på, at manden efter det oplyste havde haft et ret massivt hashmisbrug

ledsaget af alkoholmisbrug og at han måtte antages at være i

risiko for tilbagefald.

Manden havde forsat behov for støtte til praktiske

ting i hverdagen, støtte til at passe teknisk skole, som han snart

skulle starte på, til at få styrket sit selvværd samt til

at opbygge et netværk.

Nævnet fandt, at støtten til manden ikke

kunne stoppe ved den behandling han havde fået ved amtets

behandlingscenter, men at det netop var påkrævet at følge

op med en kommunal indsats for at rette op på de forhold, der havde

medvirket til at gøre manden behandlingskrævende og

revalideringsberettiget.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Af

Socialministeriet vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap, pkt.

5.3, fremgår det, at formålet med indsatsen bl.a. er, at brugeren

kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner.

Umiddelbart finder Ankestyrelsen afgørelsen korrekt.

Hjælp til døvblinde - § 79

Drejede sig om en 70-årig døvblind, der havde

fået afslag på bevilling af hjælp til dækning af

udgifter til rejse og ophold til en særlig kontaktperson for

døvblinde under ophold i udlandet.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt ikke, at der var beskrevet sådanne særlige

forhold, at der i forbindelse med De nordiske mesterskaber i skak for

døvblinde ville være grundlag for at pålægge

kommunen at betale kontaktpersonens rejse- og opholdsudgifter.

Nævnet gjorde samtidig opmærksom på, at

kommunen ikke generelt kan beslutte, at der ikke ydes tilskud til en

kontaktpersons rejse/opholdsudgifter til skakstævner og

udenlandsrejser, men kun til løntimer, idet der i hvert enkelt

tilfælde må foretages en konkret vurdering. Der henvistes til

Ankestyrelsens snævre praksis i SM C-41-00.

Ankestyrelsens kommentarer

Umiddelbart finder Ankestyrelsen at afgørelsen er i

overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, jf. ovennævnte SM.

Endvidere kan henvises til SM C-13-00 og SM C-16-00.

Dækning af merudgifter - § 84, stk. 1

Sag nr. 1

Sagen drejede sig om en 30-årig kvinde, der af

Sundhedsstyrelsen havde fået bevilget hjælp til en operation i

udlandet på grund af epilepsi.

Moderen havde søgt om bevilling af tabt

arbejdsfortjeneste, idet behandlingen og rejsen var betinget af, at kvinden

havde en ledsager med på turen, der havde kendskab til hendes

epileptiske anfald. Staten afholdt udgiften til behandlingen, ophold på

hospitalet og eventuel operation, medens amtet betalte rejsen, kost og ophold

for kvinden samt for en ledsager.

Nævnet fandt, at kvinden var omfattet af

personkredsen i § 84, stk.1, som følge af epilepsi.

Da behandlingen i udlandet var betinget af, at kvinden

havde moderen med som ledsager, fandt nævnet, at den udgift som kvinden

eventuel måtte afholde til moderen, kunne anses for at være en

nødvendig merudgift ved forsørgelsen.

Sagen blev hjemvist til kommunen med henblik på en

stillingtagen til merudgiftens omfang for kvinden.

Nævnet lagde vægt på, at det ikke var

udelukket, at der kunne ydes hjælp efter § 84, stk. 1, til

dækning af de udgifter, som kvinden måtte have, som følge

af at behandlingen i udlandet krævede, at hun havde en ledsager

med.

Ankestyrelsens kommentarer

Nævnets afgørelse ses ikke at være i

overensstemmelse med SM O-112-96.

Midlertidigt botilbud - § 91

En 21-årig mand var idømt en

fængselsstraf. Kriminalforsorgen søgte kommunen om betaling af

institutionsophold, således han kunne anbringes efter straffelovens

§ 49, stk. 2, som alternativ til almindeligt fængsel, begrundet i

mandens alder samt hans massive personlige, adfærdsmæssige og

intellektuelle problemer. Kommunen afslog at betale for

institutionsopholdet.

Nævnet stadfæstede kommunens afslag.

Nævnet var enig med Kriminalforsorgen i, at det

på baggrund af oplysningerne om mandens særlige sociale

problemer ville være relevant, at han blev anbragt på en

særlig institution som alternativ til afsoning i almindeligt

fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1(før 1.

juli 2001 straffelovens § 49, stk. 2), jf. servicelovens § 91.

Under hensyn til, at omkostningerne ved den af

Kriminalforsorgen foreslåede anbringelse måtte anses for at

være uforholdsmæssigt store i forhold til, hvad der kunne

opnås ved alternativ anbringelse, fandt nævnet imidlertid ikke,

at kommunen kunne være forpligtet til denne anbringelse.

Kriminalforsorgen måtte, hvis ønsket om alternativ afsoning

fastholdtes, finde en anden passende anbringelse.

Ankestyrelsens kommentarer

Nævnets afgørelse ses umiddelbart ikke at

være i overensstemmelse med SM O-84-87, hvorefter visitationen til

ophold på en institution (og finansiering af udgifterne til opholdet)

skal ske ud fra en vurdering af personens behov. Der kan endvidere henvises

til SM O-21-99.

Hjælpemidler og forbrugsgoder - §§ 97 og

98

Sag nr. 1

Sagen vedrørte en ansøgning om

synshandicapkompenserende EDB-udstyr i form af computer med microsoft office

2000-pakke, printer, scanner med tilhørende scannerprogram,

skærmlæseprogram jaws og talesyntese infovox til en blind kvinde,

der boede alene.

Amtskommunen meddelte afslag på det ansøgte,

idet dette ikke skønnedes væsentligt i en sådan grad som

forudsat i § 97, stk. 1, i lov om social service.

Kommunen lagde vægt på, at kvindens behov for

læsning af bøger, tidsskrifter m.v. kunne tilgodeses ved

lån af bånd, ligesom telefon- og adresselister,

indkøbssedler, egne notater og almindelig korrespondance ligeledes

kunne tilgodeses ved hjælp af henholdsvis bånd samt tale

såvel telefonisk som ved personlig kontakt.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling og

afgørelse, da amtskommunens afgørelse efter nævnets

opfattelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag.

Nævnet fandt, at der til brug for vurderingen af det

ansøgtes væsentlighed ud over ansøgningens oplysninger

om, hvad det ansøgte skulle anvendes til, burde have været

tilvejebragt en bredere beskrivelse af kvindens samlede situation, der

belyste, hvordan hun klarede sin dagligdag.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets

afgørelse. Sagen, der er valgt ud blandt flere sager om bevilling af

synshandicapkompenserende EDB-udstyr, som Ankestyrelsen har modtaget,

illustrerer at der i hver enkelt sag skal foretages en samlet konkret

vurdering af ansøgerens situation.

Ankestyrelsen har for nylig truffet afgørelse i en

lignende sag, hvor ansøgerens aktivitetsniveau også blev

inddraget. Afgørelsen er offentliggjort ved SM C-23-02.

Sag nr. 2

Sagen vedrørte en ansøgning om bevilling af

håndledsskinner til en pige, der led af spastisk lammelse.

Kommunen meddelte afslag med den begrundelse, at man havde

rettet henvendelse til sygehuset, der havde oplyst, at skinnerne skulle

bruges til forsøgsvis at rette håndleddene ud samt for at

undgå yderligere kontraktur. Kommunen henviste videre til, at der efter

§ 97 i lov om social service ikke kan ydes hjælp til

behandlende/forebyggende hjælpemidler.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse,

idet nævnet fandt, at der var tale om et behandlingsredskab, hvortil

der ikke kunne ydes hjælp efter § 97, stk. 1, i lov om social

service.

Det var nævnets vurdering, at

håndledsskinnerne måtte anses for at være et

behandlingsredskab, hvor vurderingen af behov, behandling og

opfølgning af behandling, herunder udlån og bevilling,

henhørte under sygehusvæsenet.

Nævnet lagde vægt på de lægelige

oplysninger i sagen, hvorefter pigen havde svære deformiteter af begge

arme, der var meget svære at rette ud, men at man for at undgå

sammentrækninger ville forsøge brug af håndledsskinner,

som ville være til permanent brug for at forhindre fremtidige

operationer på begge albuer og hænder.

Selv om lidelsen således var varig, og brug af

skinnerne var permanent, fandt nævnet, at der var tale om et

behandlingsredskab, også selv om brugen af skinnerne skulle tilsigte en

funktionsforbedring, idet det primære formål med brugen var

forebyggende for at forhindre fremtidige operationer.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har antaget en sag til behandling med

henblik på belysning af afgrænsningen mellem behandlingsredskaber

og hjælpemidler, herunder en vurdering af oplysningsgrundlaget,

vedrørende en oppustelig tommelortose (en luftfyldt pude anbragt

på toppen af en skinne, som skal benyttes hver nat med det

primære formål at forebygge kontraktur af hånden). Sagen

forventes afgjort indenfor ca. 1 måned.

Sag nr. 3

Sagen vedrørte bl.a. en ansøgning om

bevilling af en vaskemaskine til en mand, der var kørestolsbruger

på grund af paraplegi.

Behovet for vaskemaskine var begrundet med, at behovet for

at vaske var større end for andre i almindelighed. På grund af

inkontinens havde ansøgeren større behov for vask.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte med

den begrundelse, at ansøgerens behov for vaskemaskine ikke var

forskelligt fra andre borgere i området, der måtte anskaffe en

vaskemaskine, idet der ikke fandtes møntvask i området.

Nævnet stadfæstede kommunens afslag, idet

nævnet fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til vaskemaskine

som et hjælpemiddel, jf. § 97 i lov om social service.

Nævnet lagde vægt på, at en vaskemaskine måtte anses

som et forbrugsgode, der normalt indgår i sædvanligt indbo, jf.

lovens § 98, stk. 1, idet mere end 3/4 af de danske husstande var i

besiddelse af en vaskemaskine.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har antaget en lignende sag til principiel

behandling med henblik på afklaring af, om et forbrugsgode i form af en

vaskemaskine kan betragtes som sædvanligt indbo, herunder om det har

betydning, hvorvidt ansøgeren bor i ejerbolig eller i lejerbolig.

Sagen forventes afgjort indenfor ca. 1 måned.

Sag nr. 4

Sagen vedrørte en ansøgning om bevilling af

en Capisco-stol til en kvinde, der ville benytte stolen til aflastning af

ryggen, således at hun kunne sidde ned ind imellem, at maden blev

tilberedt, og således at hun kunne sidde ned og spise sammen med resten

af familien.

Kommunen bevilgede økonomisk tilskud til

anskaffelse af en Capisco-stol efter § 98 i lov om social service, jf.

§ 19, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af

hjælpemidler og forbrugsgoder. Bevillingen omfattede et

økonomisk tilskud på et beløb svarende til 50% af prisen

på en Capisco-stol af almindelig standard.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at den

ansøgte stol var et forbrugsgode, der var fremstillet med den

almindelige befolkning som målgruppe.

Nævnet var enig med kommunen i, at den

ansøgte Capisco-stol var at betragte som et forbrugsgode.

Nævnet lagde herved vægt på, at stolen,

der kunne købes i kontorforsyningsforretninger, indgik i firmaets

brochure over produkterne i HÅG-systemet. Det fremgik heraf, at

Capisco-stolen var en stol, der gav stor bevægelsesfrihed, og som kunne

indstilles både højt og lavt.

Nævnet anførte videre, at efter § 98,

stk. 4, i lov om social service udgør hjælpen til køb af

forbrugsgoder 50% af prisen for et standardprodukt af den

pågældende art. Af lovens § 98, stk. 5, fremgår det,

at hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt

med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt,

betaler kommunen de nødvendige merudgifter.

Nævnet fandt, at standardprisen på en

arbejds-/spisestuestol kunne sættes til ca. 2000 kr. Standardprisen

på Capisco-stolen var 5781 kr. Nævnet fandt derfor, at

ansøgerens egenbetaling i forbindelse med anskaffelse af stolen var

1000 kr.

Ankestyrelsens kommentarer

Sagen illustrerer vanskelighederne ved beregning af

egenbetalingens størrelse ved bevilling af forbrugsgoder i de

tilfælde, hvor forbrugsgodet er dyrere end et almindeligt

standardprodukt.

Ankestyrelsen har ikke tidligere behandlet en lignende

sag, men er umiddelbart enig i nævnets afgørelse. Ankestyrelsen

skal herved henvise til pkt. 41, i vejledningen om støtte til

hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Heraf fremgår bl.a., at for at undgå, at

modtageren påføres merudgifter som følge af den nedsatte

funktionsevne, ydes der, foruden støtten på 50% af prisen

på et almindeligt standardprodukt, hjælp til betaling af de

nødvendige merudgifter i form af betaling af forskellen mellem prisen

på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede

og billigste produkt med særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med

særlig indretning.

Sag nr. 5

Sagen vedrørte en ansøgning om

økonomisk hjælp til en Lympa Press Mini med lang støvle

med 12 luftkamre og 12 luftslanger i henhold til § 97 i lov om social

service. Ansøgningen var begrundet med, at ansøgeren havde

svær lymfødem med pakydermi.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte med

den begrundelse, at der var tale om et behandlingsredskab, hvortil udgifterne

skulle afholdes af sygehusvæsenet. Kommunen henviste til afsnit A, pkt.

3, i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om

afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af

sygehusvæsenet.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og

fandt, at ansøgeren havde ret til økonomisk hjælp til det

ansøgte , jf. § 97, stk. 1, i lov om social service. Nævnet

lagde vægt på, at ansøgeren havde fået en

funktionsbedring ved kombinationsbehandling med lymfepres mini og

kompressionsstrømper.

Nævnet lagde til grund, at Lympa Press Mini

både kunne bruges som behandlingsredskab og som hjælpemiddel ved

lymfødem. Kompliceret med sårdannelse ville det kunne bruges som

et behandlingsredskab til at mindske hævelsen og derved få

såret til at hele. Ved kronisk tilstand med lymfødem kunne det

bruges som hjælpemiddel, hvor det kunne reducere omfanget af den

pågældende ekstremitet og derved afhjælpe de varige

følger af den nedsatte funktionsevne.

Nævnet fandt på denne baggrund efter en

konkret vurdering, at Lympa Press Mini i ansøgerens tilfælde

måtte anses for at være et hjælpemiddel, der i

væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke tidligere behandlet en tilsvarende

sag, men er umiddelbart enig i nævnets afgørelse. Til yderligere

illustration af afgrænsningen mellem hjælpemidler og

behandlingsredskaber kan nævnes Ankestyrelsens afgørelse vedr.

en kugledyne, som er offentliggjort i SM C-7-01.

Støtte til køb af bil - § 99

Sag nr. 1

En ansøger var tilkendt udvidet støtte til

køb af bil i form af en Toyota Yaris. Ansøger ønskede,

at anskaffe en Hyundai Elantra, der var dyrere end den bevilgede bil og

så selv betale differencen.

Nævnet tiltrådte amtskommunens

afgørelse om afslag på anvendelse af billånet til

køb af den dyrere bil Huyndai Elantra. Nævnet lagde vægt

på, at en Toyota Yaris ansås for at være den bedst og

billigst egnede bil.

Nævnet lagde Hjælpemiddelcentralens rapporter

om afprøvninger af Toyota Yaris og Hyundai Elantra til grund ved

afgørelsen. Nævnet lagde især vægt på, at

Hjælpemiddelcentralen havde vurderet, at en bedre egnet bil til

ansøger ville være en kassebil, hvor ansøger kunne stige

ind siddende i sin kørestol. Ansøger havde dog ikke

ønsket en sådan bil.

Ankestyrelsens kommentarer

Oftest gives der efter praksis tilladelse til, at en

ansøger selv betaler prisdifferencen og køber en anden dyrere

bil end den billigst bedst egnede efter bilbekendtgørelsens § 6.

I denne sag har nævnet tilsyneladende ikke fundet at egnethedskriteriet

ved køb af en dyrere bil var opfyldt ved. Ankestyrelsen er umiddelbart

enig i nævnets afgørelse.

Sag nr. 2

En amtskommune gav afslag på bilstøtte til en

psykomotorisk retarderet ung mand med den begrundelse, at ansøger

havde selvstændig gangfunktion, og at gangdistancen med ledsager ikke

var begrænset.

Amtet vurderede, at ansøger kunne benytte

offentlige transportmidler med ledsagelse, hvor han fik fuld

opmærksomhed. Endvidere vurderede amtet, at kørsels-behovet

(bl.a. til specialskole) mere hensigtsmæssigt tilgodesås ved

andre ordninger, fx. taxa med ledsager.

Nævnet fandt ansøger berettiget til udvidet

støtte til køb af bil. Nævnet lagde vægt på

de lægelige oplysninger, hvorefter ansøger var psyko~motorisk

retarderet. Ansøgers psykiske handicap medførte adfærd

præget af impulsudbrud. Han var svært motorisk urolig og kunne

ikke færdes uden ledsager.

Nævnet lagde ved afgørelsen især

vægt på, at ansøgers adfærd måtte anses for

så voldsom og uforudsigelig, at det reelt måtte være

næsten umuligt at medtage ham i offentlige transportmid~ler.

Sag nr. 3

En 13-årig dreng led af Angelman syndrom. På

grund af drengens psykiske funktionsniveau var der nærmere beskrevne

problemer med at benytte offentlige transportmid~ler. Han var også

grovmotorisk og finmotorisk handicappet. Gangen var bredsporet og vuggende

samt klodset, når den foregik uden hjælpemidler. Ansøger

var dagligt i aflastning om eftermiddagen, en aften om ugen og hver anden

weekend. Var tidligere bevilget støtte til køb af bil.

Amtskommunen gav afslag på bilstøtte med den

begrundelse, at når ansøger var motiveret, havde han en lang

gangdistance, og han var i stand til at anvende offentlige transportmidler

med voksne.

Nævnet fandt, at drengen var berettiget til

bilstøtte. Efter nævnets vurdering forelå der en så

væsentlig varig nedsættelse af drengens funktionsevne, at han

ville have meget vanskeligt ved at benytte offentlige transportmidler, selv i

følge med andre.

Nævnet lagde vægt på at:

- drengen led af Angelman syndrom og var ude af stand til at tage vare

på sig selv

- han var meget grænseoverskridende

- han funktionsmæssigt havde betydelige adfærdsproblemer

blandt andre mennesker, idet han var hyperaktiv, kunne spytte folk i ansigtet

og generelt udviste påfaldende adfærd

- det fremgik, at hvis han begyndte at kede sig under kørslen

kunne han finde på, at tage sko, strømper og evt. mere af sit

tøj af og der skulle meget kraftig opfordring og megen motivation til

at få ham til at tage det på igen

- han ikke altid var motiveret for at gå, hvilket i sig selv

kunne stille store krav på det pædagogiske område,

også når henses til hans konstitution sammen-holdt med hans

mentale udviklingstrin.

Ankestyrelsens kommentar

Ankestyrelsen har i maj måned antaget

ovennævnte sag til principiel behandling.

Sag nr. 4

En mor til et handicappet barn, var i 1999 bevilget

tilskud til køreunder-visning i op til 30 timer.

Efterfølgende blev der ansøgt om yderligere

køretimer, idet hendes kørelærer vurderede, at hun ville

få behov for dette. Om ansøgers kørsel var det bl.a.

oplyst, at hun havde haft i alt 18 køretimer og i modsætning til

flertallet fortsat ikke var i stand til at betjene bilen. Ansøger

havde ingen føling med hverken bilen eller pedalerne.

Nævnet tiltrådte amtskommunens

afgørelse om afslag på tilskud til yderligere

køretimer.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det

fandtes meget tvivlsomt, om ansøger ville kunne erhverve

kørekort selv efter 70-100 timer.

Nævnet lagde vægt på, at

kørelæreren havde oplyst, at ansøger ikke kunne betjene

bilen som forventet efter 18 køretimer, og at ansøger havde

behov for yderligere 50-70 timer uden, at det dog var sikkert, at

kørekort kunne erhverves.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at en

anden kørelærer havde oplyst, at ansøgers evner som

bilist var meget ringe, og at det med forbehold for forbedringer var hans

opfattelse, at ansøger havde behov for i alt 80-100

køretimer.

Ankestyrelsens kommentarer

Spørgsmålet om antal af køretimer

må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Ankestyrelsen

er umiddelbart enig i nævnets afgørelse, jf. punkt 99 i

vejledningen støtte til hjælpemidler, biler og boligindretning

m.v..

Boligindretning efter § 102

Sag nr. 1

Sagen drejede sig om afslag på bevilling af en

elevator som boligindretning efter § 102, stk. 1.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet

vurdering og afgørelse.

Årsag var, at ansøgningen om støtte

specielt til en elevator til husets stuer ikke var vurderet i forhold praksis

beskrevet i vejledningen om støtte til hjælpemidler, biler,

boligindregning m.v.

Nævnet fandt, at der forelå et

ufuldstændigt beslutningsgrundlag og henviste til officialmaksimen.

Nævnet anførte, at i tilfælde af at der

er tale om mere bekostelige boligændringer som f.eks. etablering af

elevator, påhviler det således kommunen at undersøge, om

en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af

boligforholdene kan tilvejebringes ved en flytning.

Nævnet lagde til grund, at en ansøger som

udgangspunkt måtte kunne færdes i hele huset (og ikke kun i

køkken/alrum), og at indretninger, der sigter på at skabe adgang

til boligens stuer derfor normalt vil være nødvendige for at

gøre boligen egnet som opholdssted.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke umiddelbart bemærkninger til

afgørelsen.

Sag nr. 2

Sagen drejede sig om hjælp til en elektrisk

døråbner til en havedør til en handicappet, der ikke selv

kunne åbne døren.

Kommunen afslog at bevilge hjælp til en elektrisk

døråbner efter § 102, stk. 1. Kommunen fandt, at da kvinden

fik døgnpleje, kunne hun komme ud, når hjemmehjælperen var

i hjemmet.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at en elektrisk døråbner til

havedøren var nødvendig, idet kvinden ellers ikke ville kunne

benytte haven.

Nævnet fandt, at såfremt hjemmehjælperne

skulle åbne/lukke havedøren, ville kvinden være

afhængig af at komme ud i haven på bestemte tidspunkter.

Nævnet henviste til formålet i servicelovens

§ 1, stk. 2, og fandt, at det ansøgte ville lette kvindens

daglige tilværelse og forbedre hendes livskvalitet.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets

afgørelse.

Pasning af døende - § 104

Sag nr. 1

Sagen drejede sig om en mand, der havde fået

konstateret kræftsygdom med metastaser og som følge deraf den

18. oktober 2000 havde fået bevilget hjælp efter § 104,

således at hans hustru kunne passe ham i eget hjem, indtil han

døde.

Kommunen traf herefter afgørelse om, at

plejevederlaget ville ophøre den 30.4.2001. Begrundelsen var, at egen

læge havde oplyst, at manden ikke længere var

plejekrævende.

Nævnet pålagde kommunen, at fortsætte

udbetalingen af plejevederlaget efter § 104.

Nævnet fandt, at der efter en lægelig

vurdering fortsat var multiple knoglemetastaser og helt klart progression i

sygdommen. Mandens kunne rent faktisk meget mindre, end han tidligere var i

stand til fysisk og prognosen var fortsat dårlig.

Nævnet havde lagt til grund, at der ikke var

overensstemmelse mellem lovens ord og formuleringen i socialministeriets

vejledning pkt. 249 i Sociale tilbud til ældre m.fl.. Ordvalget i

lovens § 104 er »passe en

nærtstående« og i

vejledningen er »at den

døende er plejekrævende «.

Nævnet fandt, at formuleringen i servicelovens

§ 104 skulle ses i sammenhæng med ophørsbestemmelsen i

§ 106 og fandt derfor på baggrund af en samlet vurdering af sagen,

at kommunen ikke havde haft grundlag for at lade udbetalingen af

plejevederlaget ophøre med henvisning til, at manden som følge

af en ændret og bedre smertebehandling ikke længere var

plejekrævende. Nævnet fandt, at ordet »plejekrævende« ikke skulle forstås i en snæver forstand.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager og har i

øvrigt ingen bemærkninger.

Hjælp til medicin m.v. til døende -

§ 107

Sag nr. 1

Et nævn stadfæstede kommunens afslag på

betaling af to lægeregninger til en mand, der i terminalfasen blev

passet i eget hjem.

Nævnet fandt, at der ikke var hjemmel i

servicelovens § 107 til at dække udgifter til

lægebesøg. Nævnet var opmærksom på, at manden

derved blev påført en udgift, som han ikke ville have haft under

indlæggelse på sygehus, men nævnet henviste til, at manden

var i sygesikringsgruppe 2 med der af følgende egenbetaling for

lægehjælp.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager, men er

umiddelbart enig i nævnets afgørelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter