Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Inge Henriksen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 28 ophævet 8 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 97 ophævet 13 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 29 ophævet 4 afgørelser
- Straffeloven § 49 6 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 73 ophævet 2 afgørelser
- Straffuldbyrdelsesloven § 78 10 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 91 ophævet
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 98 ophævet 10 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 1 ophævet
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 104 ophævet 2 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 107 ophævet
Teksten
Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i
afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Inge Henriksen
Forældrebetaling - § 15
Sagen vedrørte tilbagebetaling af
forældrebetaling med tilbagevirkende kraft som følge af, at en
forælder med tilbagevirkende kraft fik udbetalt en
pensionsforsikring.
Nævnet fandt, at det afgørende var i hvilken
periode pensionsudbetalingen var gældende og ikke hvornår ydelsen
konkret blev udbetalt.
Ankestyrelsen finder at afgørelsen er i
overensstemmelse med § 13, stk. 2 i bekendtgørelsen om
forældrebetaling for ophold i dagtilbud for børn, hvor der
findes hjemmel til at regulere med tilbagevirkende kraft.
Merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste - §§ 28
og 29
Sag nr. 1
Et nævn fandt ikke grundlag for at ændre en
kommunes afgørelse, hvorefter en ansøger ikke var berettiget
til at få dækket merudgifter på 1.060 kr. om måneden
til sondemad til ansøgers 1-årige barn som en merudgift efter
servicelovens § 28.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt
på udgiftens størrelse og det forhold, at sondemaden skulle
erstatte sædvanlig kost. Nævnet fandt ikke, at der var tale om en
merudgift i forhold til udgifterne til raske børns kost. Nævnet
fandt således ikke tilstrækkeligt grundlag for at
tilsidesætte kommunens vurdering, hvorefter ansøgerens udgifter
til sondemad ikke var større end sædvanlige kostudgifter.
Ankestyrelsens kommentarer
Læs alt
Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Ankestyrelsen
finder umiddelbart, at udgiften til sondemad, der erstatter sædvanlig
kost, vil kunne anses for at være en nødvendig merudgift i det
omfang, udgiften overstiger omkostningerne til kost til raske børn
på samme alder.
Ankestyrelsen har bemærket, at det fremgår af
afgørelsen, at ansøgeren har henvist til, at i følge
Forbrugerstyrelsens Familiebudget er udgiften til normal kost for børn
på 1-2 år 612 kr. månedligt (478 kr. ved discountkost). Der
kan henvises til pkt.51 og pkt. 52 i vejledningen om sociale tilbud til
børn og unge med handicap.
Sag nr. 2
Et nævn fandt ikke, at der kunne ydes
økonomisk støtte efter servicelovens § 28 til udgifter i
forbindelse med optræning/behandling af et barn efter
Doman-metoden.
Under hensyn til at der ikke var grundlag for at yde
hjælp efter servicelovens § 28 fandtes ansøger heller ikke
berettiget til fuld lønkompensation i forbindelse med
træning/behandling efter Doman-metoden.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt
på, at de ansøgte udgifter til træning/behandling efter
Doman -metoden ikke kunne betragtes som nødvendige merudgifter ved
forsørgelsen af barnet.
Nævnet lagde særligt vægt på, at
Sundhedsstyrelsen ud fra en bred sundhedsfaglig vurdering ikke kan
støtte genoptræning efter Doman-metoden og at det offentlige
havde tilrettelagt et relevant behandlings- og undervisningstilbud for
barnet.
Nævnet lagde endvidere nogen vægt på, at
kommunallægen ikke kunne udelukke, at den kraftige fysiske
påvirkning ville kunne medføre astma gener hos barnet og at
kommunens børne- og unge rådgivning havde henvist til risikoen
for social afsondring.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen har antaget 2 sager om dækning af
merudgifter efter servicelovens § 28 i forbindelse med optræning
efter Doman-metoden. Sagerne forventes afgjort om ca. 2 måneder.
Sag nr. 3
Et nævn fandt ikke, at der kunne ydes hjælp
til dækning af udgifter til hjælpetimer efter servicelovens
§ 28 og tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i
forbindelse med behandling af et hjerneskadet barn efter Doman-metoden.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt
på, at udgiften til en hjælper, der skulle assistere ved
behandling af barnet efter Doman-metoden, var en behandlingsudgift og ikke en
merudgift ved forsørgelsen. Der var derfor ikke hjemmel i § 28
til at dække udgiften.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at de
lægelige oplysninger i sagen ikke godtgjorde, at behandling efter
Doman-metoden kan betragtes som en anerkendt behandling i Danmark.
Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at det var mest
hensigtsmæssigt og en nødvendig følge af barnets
handicap, at barnet blev passet i hjemmet for at blive behandlet efter
Doman-metoden.
Ankestyrelsens kommentar
Der henvises til bemærkningerne vedrørende
sag nr. 2.
Sag nr. 4
Nævnet fandt ikke, at ansøger var berettiget
til at få udbetalt den hidtidige tabte arbejdsfortjeneste i en
afviklingsperiode på 3 måneder.
Nævnet lagde vægt på, at kommunen i brev
af 14. oktober 1999 havde bevilget ansøger tabt arbejdsfortjeneste i
perioden 18. oktober 1999 30. juni 2000, at det af bevillingen fremgik at
ansøger derefter efter aftale skulle påtage sig et deltidsjob og
at den tabte arbejdsfortjeneste herefter skulle udgøre et supplement
til deltidslønnen.
Nævnet fandt herefter, at det lå klart at
bevillingen ophørte den 30. juni 2000 og bevillingen på tabt
arbejdsfortjeneste for 37 timer ugentligt skulle derfor ikke tages op til
fornyet vurdering.
Nævnet anførte, at der ikke, når
hjælpeperiodens længde er kendt, er samme behov for at få
en afviklingsperiode, hvor man kan indstille sig på den nye situation.
Der er derfor ikke i disse situationer grundlag for at udbetale fortsat
hjælp i en afviklingsperiode.
Nævnet bemærkede endvidere, at § 13, stk.
2 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse efter
§ 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter
§ 29 i lov om social service, ikke forudsætter, at ansøger
er enig i kommunens bevilling, men derimod, at der er tale om, at kommunen
har fastsat en klar afgrænset bevillingsperiode.
Ankestyrelsens kommentarer
Det fremgår af § 13 stk. 1, i
Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse mv., at der ydes
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i 3 måneder
efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage
hjælpen er bortfaldet.
Det følger herefter af § 13, stk. 2, at reglen
i stk.1, ikke gælder, når modtageren har truffet aftale med
kommunalbestyrelsen om, at hjælpen ydes i en på forhånd
fastsat periode eller når afviklingsperioden efter modtagerens
ønske fastsættes til en kortere periode.
Ankestyrelsen har tidligere i sagen refereret i SM
0-101-98 taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt
lønkompensation der af administrative grunde var bevilget for en
bestemt periode, hvorefter bevillingen skulle tages op til en ny vurdering,
var omfattet af lovgivningens bestemmelse om hjælp i en
afviklingsperiode på 3 måneder.
Umiddelbart er Ankestyrelsen enig i resultatet af
nævnets afgørelse. Ankestyrelsen er dog ikke enig i den af
nævnet anførte fortolkning af bekendtgørelsens § 13,
stk. 2. Det følger således af § 13, stk. 2, at det er en
forudsætning, at der foreligger en aftale mellem ansøger og
kommune om at hjælpen ydes i en på forhånd fastsat
periode.
Det er Ankestyrelsens umiddelbare opfattelse, at det
forhold, at hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er
bevilget for en afgrænset periode ikke i sig selv medfører, at
der kan anses for at være truffet en aftale mellem kommune og
ansøger.
Personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. samt
hjælpeordning - §§ 71 - 77
Sag nr. 1
En kommune afslog anmodning om fortsat morgenpleje efter
reglerne om hjemmehjælp efter § 71, efter at en mand havde
fået bevilget en udvidelse af hjælpeordning efter § 77 med
36 timer pr. uge mod tidligere 21 timer pr. uge.
Nævnet hjemviste sagen til fornyet vurdering og
behandling i kommunen under henvisning til punkt 70 i Socialministeriets
vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap, hvoraf det
fremgår, at hjælpeordning efter § 77 kan kombineres med
andre hjælpeforanstaltninger, f.eks. personlig hjælp, omsorg,
pleje m.v., dog kun i det omfang pågældende selv fortrækker
det.
Nævnet havde lagt vægt på, at manden
udtalte, at han var indforstået med, at timerne til hjemmeplejen efter
§ 71 ville gå fra i udmålingen af hjælp efter
§ 77 til personlig hjælper.
Nævnet fandt, at kommunen skulle foretage en ny
samlet vurdering i sagen og herunder konkret forholde sig til bevilling af
hjemmehjælp til morgenpleje sammenholdt med en reduceret bevilling
efter § 77 til hjælpetimer.
Ankestyrelsen kommentarer
Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Ankestyrelsen
er enig i nævnets henvisning til punkt 70 i Socialministeriets
vejledning.
Sag nr. 2
Et nævn tiltrådte en kommunes afslag på
personlig hjælp og pleje efter § 71 samt hjælp efter
§ 73 til en 19-årig kvinde som fortsat boede hjemme hos sin mor.
Kvinden modtog højeste førtidspension på grund af mental
retardering i middelsvær grad samt en atypisk form for autisme.
Nævnet fandt det ikke udelukket, at kvinden kunne
optrænes til at klare personlige fornødenheder i væsentlig
videre omfang end det, som for øjeblikket var tilfældet.
Nævnet fandt på baggrund af kvindens
afhængighedsforhold til moderen og de hjemlige forhold, at en
sådan eventuel opøvelse af færdighederne mest
hensigtsmæssig skulle foregå i en dagforanstaltning uden for
hjemmet.
Nævnet opfordrede kvinden til at indgå i et
positivt samarbejde med kommunen om tilbudte foranstaltninger, som eventuelt
kan forbedre funktionsniveauet.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Umiddelbart
finder Ankestyrelsen afgørelsen korrekt.
Kontaktperson § 73
Sag nr. 1
Sagen drejede sig om en 22-årig mand, der havde haft
hashmisbrug siden 10. klasse. Dette misbrug ophørte og manden overgik
herefter til et overforbrug af alkohol.
Nævnet fandt, at manden var berettiget til
støtte i form af en kontaktperson efter servicelovens § 73.
Nævnet fandt, at manden havde særlige sociale problemer, som
gjorde, at han havde behov for støtte. Nævnet lagde vægt
på, at manden efter det oplyste havde haft et ret massivt hashmisbrug
ledsaget af alkoholmisbrug og at han måtte antages at være i
risiko for tilbagefald.
Manden havde forsat behov for støtte til praktiske
ting i hverdagen, støtte til at passe teknisk skole, som han snart
skulle starte på, til at få styrket sit selvværd samt til
at opbygge et netværk.
Nævnet fandt, at støtten til manden ikke
kunne stoppe ved den behandling han havde fået ved amtets
behandlingscenter, men at det netop var påkrævet at følge
op med en kommunal indsats for at rette op på de forhold, der havde
medvirket til at gøre manden behandlingskrævende og
revalideringsberettiget.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Af
Socialministeriet vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap, pkt.
5.3, fremgår det, at formålet med indsatsen bl.a. er, at brugeren
kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner.
Umiddelbart finder Ankestyrelsen afgørelsen korrekt.
Hjælp til døvblinde - § 79
Drejede sig om en 70-årig døvblind, der havde
fået afslag på bevilling af hjælp til dækning af
udgifter til rejse og ophold til en særlig kontaktperson for
døvblinde under ophold i udlandet.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet fandt ikke, at der var beskrevet sådanne særlige
forhold, at der i forbindelse med De nordiske mesterskaber i skak for
døvblinde ville være grundlag for at pålægge
kommunen at betale kontaktpersonens rejse- og opholdsudgifter.
Nævnet gjorde samtidig opmærksom på, at
kommunen ikke generelt kan beslutte, at der ikke ydes tilskud til en
kontaktpersons rejse/opholdsudgifter til skakstævner og
udenlandsrejser, men kun til løntimer, idet der i hvert enkelt
tilfælde må foretages en konkret vurdering. Der henvistes til
Ankestyrelsens snævre praksis i SM C-41-00.
Ankestyrelsens kommentarer
Umiddelbart finder Ankestyrelsen at afgørelsen er i
overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, jf. ovennævnte SM.
Endvidere kan henvises til SM C-13-00 og SM C-16-00.
Dækning af merudgifter - § 84, stk. 1
Sag nr. 1
Sagen drejede sig om en 30-årig kvinde, der af
Sundhedsstyrelsen havde fået bevilget hjælp til en operation i
udlandet på grund af epilepsi.
Moderen havde søgt om bevilling af tabt
arbejdsfortjeneste, idet behandlingen og rejsen var betinget af, at kvinden
havde en ledsager med på turen, der havde kendskab til hendes
epileptiske anfald. Staten afholdt udgiften til behandlingen, ophold på
hospitalet og eventuel operation, medens amtet betalte rejsen, kost og ophold
for kvinden samt for en ledsager.
Nævnet fandt, at kvinden var omfattet af
personkredsen i § 84, stk.1, som følge af epilepsi.
Da behandlingen i udlandet var betinget af, at kvinden
havde moderen med som ledsager, fandt nævnet, at den udgift som kvinden
eventuel måtte afholde til moderen, kunne anses for at være en
nødvendig merudgift ved forsørgelsen.
Sagen blev hjemvist til kommunen med henblik på en
stillingtagen til merudgiftens omfang for kvinden.
Nævnet lagde vægt på, at det ikke var
udelukket, at der kunne ydes hjælp efter § 84, stk. 1, til
dækning af de udgifter, som kvinden måtte have, som følge
af at behandlingen i udlandet krævede, at hun havde en ledsager
med.
Ankestyrelsens kommentarer
Nævnets afgørelse ses ikke at være i
overensstemmelse med SM O-112-96.
Midlertidigt botilbud - § 91
En 21-årig mand var idømt en
fængselsstraf. Kriminalforsorgen søgte kommunen om betaling af
institutionsophold, således han kunne anbringes efter straffelovens
§ 49, stk. 2, som alternativ til almindeligt fængsel, begrundet i
mandens alder samt hans massive personlige, adfærdsmæssige og
intellektuelle problemer. Kommunen afslog at betale for
institutionsopholdet.
Nævnet stadfæstede kommunens afslag.
Nævnet var enig med Kriminalforsorgen i, at det
på baggrund af oplysningerne om mandens særlige sociale
problemer ville være relevant, at han blev anbragt på en
særlig institution som alternativ til afsoning i almindeligt
fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1(før 1.
juli 2001 straffelovens § 49, stk. 2), jf. servicelovens § 91.
Under hensyn til, at omkostningerne ved den af
Kriminalforsorgen foreslåede anbringelse måtte anses for at
være uforholdsmæssigt store i forhold til, hvad der kunne
opnås ved alternativ anbringelse, fandt nævnet imidlertid ikke,
at kommunen kunne være forpligtet til denne anbringelse.
Kriminalforsorgen måtte, hvis ønsket om alternativ afsoning
fastholdtes, finde en anden passende anbringelse.
Ankestyrelsens kommentarer
Nævnets afgørelse ses umiddelbart ikke at
være i overensstemmelse med SM O-84-87, hvorefter visitationen til
ophold på en institution (og finansiering af udgifterne til opholdet)
skal ske ud fra en vurdering af personens behov. Der kan endvidere henvises
til SM O-21-99.
Hjælpemidler og forbrugsgoder - §§ 97 og
98
Sag nr. 1
Sagen vedrørte en ansøgning om
synshandicapkompenserende EDB-udstyr i form af computer med microsoft office
2000-pakke, printer, scanner med tilhørende scannerprogram,
skærmlæseprogram jaws og talesyntese infovox til en blind kvinde,
der boede alene.
Amtskommunen meddelte afslag på det ansøgte,
idet dette ikke skønnedes væsentligt i en sådan grad som
forudsat i § 97, stk. 1, i lov om social service.
Kommunen lagde vægt på, at kvindens behov for
læsning af bøger, tidsskrifter m.v. kunne tilgodeses ved
lån af bånd, ligesom telefon- og adresselister,
indkøbssedler, egne notater og almindelig korrespondance ligeledes
kunne tilgodeses ved hjælp af henholdsvis bånd samt tale
såvel telefonisk som ved personlig kontakt.
Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling og
afgørelse, da amtskommunens afgørelse efter nævnets
opfattelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag.
Nævnet fandt, at der til brug for vurderingen af det
ansøgtes væsentlighed ud over ansøgningens oplysninger
om, hvad det ansøgte skulle anvendes til, burde have været
tilvejebragt en bredere beskrivelse af kvindens samlede situation, der
belyste, hvordan hun klarede sin dagligdag.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets
afgørelse. Sagen, der er valgt ud blandt flere sager om bevilling af
synshandicapkompenserende EDB-udstyr, som Ankestyrelsen har modtaget,
illustrerer at der i hver enkelt sag skal foretages en samlet konkret
vurdering af ansøgerens situation.
Ankestyrelsen har for nylig truffet afgørelse i en
lignende sag, hvor ansøgerens aktivitetsniveau også blev
inddraget. Afgørelsen er offentliggjort ved SM C-23-02.
Sag nr. 2
Sagen vedrørte en ansøgning om bevilling af
håndledsskinner til en pige, der led af spastisk lammelse.
Kommunen meddelte afslag med den begrundelse, at man havde
rettet henvendelse til sygehuset, der havde oplyst, at skinnerne skulle
bruges til forsøgsvis at rette håndleddene ud samt for at
undgå yderligere kontraktur. Kommunen henviste videre til, at der efter
§ 97 i lov om social service ikke kan ydes hjælp til
behandlende/forebyggende hjælpemidler.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse,
idet nævnet fandt, at der var tale om et behandlingsredskab, hvortil
der ikke kunne ydes hjælp efter § 97, stk. 1, i lov om social
service.
Det var nævnets vurdering, at
håndledsskinnerne måtte anses for at være et
behandlingsredskab, hvor vurderingen af behov, behandling og
opfølgning af behandling, herunder udlån og bevilling,
henhørte under sygehusvæsenet.
Nævnet lagde vægt på de lægelige
oplysninger i sagen, hvorefter pigen havde svære deformiteter af begge
arme, der var meget svære at rette ud, men at man for at undgå
sammentrækninger ville forsøge brug af håndledsskinner,
som ville være til permanent brug for at forhindre fremtidige
operationer på begge albuer og hænder.
Selv om lidelsen således var varig, og brug af
skinnerne var permanent, fandt nævnet, at der var tale om et
behandlingsredskab, også selv om brugen af skinnerne skulle tilsigte en
funktionsforbedring, idet det primære formål med brugen var
forebyggende for at forhindre fremtidige operationer.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen har antaget en sag til behandling med
henblik på belysning af afgrænsningen mellem behandlingsredskaber
og hjælpemidler, herunder en vurdering af oplysningsgrundlaget,
vedrørende en oppustelig tommelortose (en luftfyldt pude anbragt
på toppen af en skinne, som skal benyttes hver nat med det
primære formål at forebygge kontraktur af hånden). Sagen
forventes afgjort indenfor ca. 1 måned.
Sag nr. 3
Sagen vedrørte bl.a. en ansøgning om
bevilling af en vaskemaskine til en mand, der var kørestolsbruger
på grund af paraplegi.
Behovet for vaskemaskine var begrundet med, at behovet for
at vaske var større end for andre i almindelighed. På grund af
inkontinens havde ansøgeren større behov for vask.
Kommunen meddelte afslag på det ansøgte med
den begrundelse, at ansøgerens behov for vaskemaskine ikke var
forskelligt fra andre borgere i området, der måtte anskaffe en
vaskemaskine, idet der ikke fandtes møntvask i området.
Nævnet stadfæstede kommunens afslag, idet
nævnet fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til vaskemaskine
som et hjælpemiddel, jf. § 97 i lov om social service.
Nævnet lagde vægt på, at en vaskemaskine måtte anses
som et forbrugsgode, der normalt indgår i sædvanligt indbo, jf.
lovens § 98, stk. 1, idet mere end 3/4 af de danske husstande var i
besiddelse af en vaskemaskine.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen har antaget en lignende sag til principiel
behandling med henblik på afklaring af, om et forbrugsgode i form af en
vaskemaskine kan betragtes som sædvanligt indbo, herunder om det har
betydning, hvorvidt ansøgeren bor i ejerbolig eller i lejerbolig.
Sagen forventes afgjort indenfor ca. 1 måned.
Sag nr. 4
Sagen vedrørte en ansøgning om bevilling af
en Capisco-stol til en kvinde, der ville benytte stolen til aflastning af
ryggen, således at hun kunne sidde ned ind imellem, at maden blev
tilberedt, og således at hun kunne sidde ned og spise sammen med resten
af familien.
Kommunen bevilgede økonomisk tilskud til
anskaffelse af en Capisco-stol efter § 98 i lov om social service, jf.
§ 19, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af
hjælpemidler og forbrugsgoder. Bevillingen omfattede et
økonomisk tilskud på et beløb svarende til 50% af prisen
på en Capisco-stol af almindelig standard.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at den
ansøgte stol var et forbrugsgode, der var fremstillet med den
almindelige befolkning som målgruppe.
Nævnet var enig med kommunen i, at den
ansøgte Capisco-stol var at betragte som et forbrugsgode.
Nævnet lagde herved vægt på, at stolen,
der kunne købes i kontorforsyningsforretninger, indgik i firmaets
brochure over produkterne i HÅG-systemet. Det fremgik heraf, at
Capisco-stolen var en stol, der gav stor bevægelsesfrihed, og som kunne
indstilles både højt og lavt.
Nævnet anførte videre, at efter § 98,
stk. 4, i lov om social service udgør hjælpen til køb af
forbrugsgoder 50% af prisen for et standardprodukt af den
pågældende art. Af lovens § 98, stk. 5, fremgår det,
at hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt
med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt,
betaler kommunen de nødvendige merudgifter.
Nævnet fandt, at standardprisen på en
arbejds-/spisestuestol kunne sættes til ca. 2000 kr. Standardprisen
på Capisco-stolen var 5781 kr. Nævnet fandt derfor, at
ansøgerens egenbetaling i forbindelse med anskaffelse af stolen var
1000 kr.
Ankestyrelsens kommentarer
Sagen illustrerer vanskelighederne ved beregning af
egenbetalingens størrelse ved bevilling af forbrugsgoder i de
tilfælde, hvor forbrugsgodet er dyrere end et almindeligt
standardprodukt.
Ankestyrelsen har ikke tidligere behandlet en lignende
sag, men er umiddelbart enig i nævnets afgørelse. Ankestyrelsen
skal herved henvise til pkt. 41, i vejledningen om støtte til
hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.
Heraf fremgår bl.a., at for at undgå, at
modtageren påføres merudgifter som følge af den nedsatte
funktionsevne, ydes der, foruden støtten på 50% af prisen
på et almindeligt standardprodukt, hjælp til betaling af de
nødvendige merudgifter i form af betaling af forskellen mellem prisen
på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede
og billigste produkt med særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med
særlig indretning.
Sag nr. 5
Sagen vedrørte en ansøgning om
økonomisk hjælp til en Lympa Press Mini med lang støvle
med 12 luftkamre og 12 luftslanger i henhold til § 97 i lov om social
service. Ansøgningen var begrundet med, at ansøgeren havde
svær lymfødem med pakydermi.
Kommunen meddelte afslag på det ansøgte med
den begrundelse, at der var tale om et behandlingsredskab, hvortil udgifterne
skulle afholdes af sygehusvæsenet. Kommunen henviste til afsnit A, pkt.
3, i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om
afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af
sygehusvæsenet.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse og
fandt, at ansøgeren havde ret til økonomisk hjælp til det
ansøgte , jf. § 97, stk. 1, i lov om social service. Nævnet
lagde vægt på, at ansøgeren havde fået en
funktionsbedring ved kombinationsbehandling med lymfepres mini og
kompressionsstrømper.
Nævnet lagde til grund, at Lympa Press Mini
både kunne bruges som behandlingsredskab og som hjælpemiddel ved
lymfødem. Kompliceret med sårdannelse ville det kunne bruges som
et behandlingsredskab til at mindske hævelsen og derved få
såret til at hele. Ved kronisk tilstand med lymfødem kunne det
bruges som hjælpemiddel, hvor det kunne reducere omfanget af den
pågældende ekstremitet og derved afhjælpe de varige
følger af den nedsatte funktionsevne.
Nævnet fandt på denne baggrund efter en
konkret vurdering, at Lympa Press Mini i ansøgerens tilfælde
måtte anses for at være et hjælpemiddel, der i
væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen har ikke tidligere behandlet en tilsvarende
sag, men er umiddelbart enig i nævnets afgørelse. Til yderligere
illustration af afgrænsningen mellem hjælpemidler og
behandlingsredskaber kan nævnes Ankestyrelsens afgørelse vedr.
en kugledyne, som er offentliggjort i SM C-7-01.
Støtte til køb af bil - § 99
Sag nr. 1
En ansøger var tilkendt udvidet støtte til
køb af bil i form af en Toyota Yaris. Ansøger ønskede,
at anskaffe en Hyundai Elantra, der var dyrere end den bevilgede bil og
så selv betale differencen.
Nævnet tiltrådte amtskommunens
afgørelse om afslag på anvendelse af billånet til
køb af den dyrere bil Huyndai Elantra. Nævnet lagde vægt
på, at en Toyota Yaris ansås for at være den bedst og
billigst egnede bil.
Nævnet lagde Hjælpemiddelcentralens rapporter
om afprøvninger af Toyota Yaris og Hyundai Elantra til grund ved
afgørelsen. Nævnet lagde især vægt på, at
Hjælpemiddelcentralen havde vurderet, at en bedre egnet bil til
ansøger ville være en kassebil, hvor ansøger kunne stige
ind siddende i sin kørestol. Ansøger havde dog ikke
ønsket en sådan bil.
Ankestyrelsens kommentarer
Oftest gives der efter praksis tilladelse til, at en
ansøger selv betaler prisdifferencen og køber en anden dyrere
bil end den billigst bedst egnede efter bilbekendtgørelsens § 6.
I denne sag har nævnet tilsyneladende ikke fundet at egnethedskriteriet
ved køb af en dyrere bil var opfyldt ved. Ankestyrelsen er umiddelbart
enig i nævnets afgørelse.
Sag nr. 2
En amtskommune gav afslag på bilstøtte til en
psykomotorisk retarderet ung mand med den begrundelse, at ansøger
havde selvstændig gangfunktion, og at gangdistancen med ledsager ikke
var begrænset.
Amtet vurderede, at ansøger kunne benytte
offentlige transportmidler med ledsagelse, hvor han fik fuld
opmærksomhed. Endvidere vurderede amtet, at kørsels-behovet
(bl.a. til specialskole) mere hensigtsmæssigt tilgodesås ved
andre ordninger, fx. taxa med ledsager.
Nævnet fandt ansøger berettiget til udvidet
støtte til køb af bil. Nævnet lagde vægt på
de lægelige oplysninger, hvorefter ansøger var psyko~motorisk
retarderet. Ansøgers psykiske handicap medførte adfærd
præget af impulsudbrud. Han var svært motorisk urolig og kunne
ikke færdes uden ledsager.
Nævnet lagde ved afgørelsen især
vægt på, at ansøgers adfærd måtte anses for
så voldsom og uforudsigelig, at det reelt måtte være
næsten umuligt at medtage ham i offentlige transportmid~ler.
Sag nr. 3
En 13-årig dreng led af Angelman syndrom. På
grund af drengens psykiske funktionsniveau var der nærmere beskrevne
problemer med at benytte offentlige transportmid~ler. Han var også
grovmotorisk og finmotorisk handicappet. Gangen var bredsporet og vuggende
samt klodset, når den foregik uden hjælpemidler. Ansøger
var dagligt i aflastning om eftermiddagen, en aften om ugen og hver anden
weekend. Var tidligere bevilget støtte til køb af bil.
Amtskommunen gav afslag på bilstøtte med den
begrundelse, at når ansøger var motiveret, havde han en lang
gangdistance, og han var i stand til at anvende offentlige transportmidler
med voksne.
Nævnet fandt, at drengen var berettiget til
bilstøtte. Efter nævnets vurdering forelå der en så
væsentlig varig nedsættelse af drengens funktionsevne, at han
ville have meget vanskeligt ved at benytte offentlige transportmidler, selv i
følge med andre.
Nævnet lagde vægt på at:
- drengen led af Angelman syndrom og var ude af stand til at tage vare
på sig selv
- han var meget grænseoverskridende
- han funktionsmæssigt havde betydelige adfærdsproblemer
blandt andre mennesker, idet han var hyperaktiv, kunne spytte folk i ansigtet
og generelt udviste påfaldende adfærd
- det fremgik, at hvis han begyndte at kede sig under kørslen
kunne han finde på, at tage sko, strømper og evt. mere af sit
tøj af og der skulle meget kraftig opfordring og megen motivation til
at få ham til at tage det på igen
- han ikke altid var motiveret for at gå, hvilket i sig selv
kunne stille store krav på det pædagogiske område,
også når henses til hans konstitution sammen-holdt med hans
mentale udviklingstrin.
Ankestyrelsens kommentar
Ankestyrelsen har i maj måned antaget
ovennævnte sag til principiel behandling.
Sag nr. 4
En mor til et handicappet barn, var i 1999 bevilget
tilskud til køreunder-visning i op til 30 timer.
Efterfølgende blev der ansøgt om yderligere
køretimer, idet hendes kørelærer vurderede, at hun ville
få behov for dette. Om ansøgers kørsel var det bl.a.
oplyst, at hun havde haft i alt 18 køretimer og i modsætning til
flertallet fortsat ikke var i stand til at betjene bilen. Ansøger
havde ingen føling med hverken bilen eller pedalerne.
Nævnet tiltrådte amtskommunens
afgørelse om afslag på tilskud til yderligere
køretimer.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det
fandtes meget tvivlsomt, om ansøger ville kunne erhverve
kørekort selv efter 70-100 timer.
Nævnet lagde vægt på, at
kørelæreren havde oplyst, at ansøger ikke kunne betjene
bilen som forventet efter 18 køretimer, og at ansøger havde
behov for yderligere 50-70 timer uden, at det dog var sikkert, at
kørekort kunne erhverves.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at en
anden kørelærer havde oplyst, at ansøgers evner som
bilist var meget ringe, og at det med forbehold for forbedringer var hans
opfattelse, at ansøger havde behov for i alt 80-100
køretimer.
Ankestyrelsens kommentarer
Spørgsmålet om antal af køretimer
må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Ankestyrelsen
er umiddelbart enig i nævnets afgørelse, jf. punkt 99 i
vejledningen støtte til hjælpemidler, biler og boligindretning
m.v..
Boligindretning efter § 102
Sag nr. 1
Sagen drejede sig om afslag på bevilling af en
elevator som boligindretning efter § 102, stk. 1.
Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet
vurdering og afgørelse.
Årsag var, at ansøgningen om støtte
specielt til en elevator til husets stuer ikke var vurderet i forhold praksis
beskrevet i vejledningen om støtte til hjælpemidler, biler,
boligindregning m.v.
Nævnet fandt, at der forelå et
ufuldstændigt beslutningsgrundlag og henviste til officialmaksimen.
Nævnet anførte, at i tilfælde af at der
er tale om mere bekostelige boligændringer som f.eks. etablering af
elevator, påhviler det således kommunen at undersøge, om
en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af
boligforholdene kan tilvejebringes ved en flytning.
Nævnet lagde til grund, at en ansøger som
udgangspunkt måtte kunne færdes i hele huset (og ikke kun i
køkken/alrum), og at indretninger, der sigter på at skabe adgang
til boligens stuer derfor normalt vil være nødvendige for at
gøre boligen egnet som opholdssted.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen har ikke umiddelbart bemærkninger til
afgørelsen.
Sag nr. 2
Sagen drejede sig om hjælp til en elektrisk
døråbner til en havedør til en handicappet, der ikke selv
kunne åbne døren.
Kommunen afslog at bevilge hjælp til en elektrisk
døråbner efter § 102, stk. 1. Kommunen fandt, at da kvinden
fik døgnpleje, kunne hun komme ud, når hjemmehjælperen var
i hjemmet.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse.
Nævnet fandt, at en elektrisk døråbner til
havedøren var nødvendig, idet kvinden ellers ikke ville kunne
benytte haven.
Nævnet fandt, at såfremt hjemmehjælperne
skulle åbne/lukke havedøren, ville kvinden være
afhængig af at komme ud i haven på bestemte tidspunkter.
Nævnet henviste til formålet i servicelovens
§ 1, stk. 2, og fandt, at det ansøgte ville lette kvindens
daglige tilværelse og forbedre hendes livskvalitet.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets
afgørelse.
Pasning af døende - § 104
Sag nr. 1
Sagen drejede sig om en mand, der havde fået
konstateret kræftsygdom med metastaser og som følge deraf den
18. oktober 2000 havde fået bevilget hjælp efter § 104,
således at hans hustru kunne passe ham i eget hjem, indtil han
døde.
Kommunen traf herefter afgørelse om, at
plejevederlaget ville ophøre den 30.4.2001. Begrundelsen var, at egen
læge havde oplyst, at manden ikke længere var
plejekrævende.
Nævnet pålagde kommunen, at fortsætte
udbetalingen af plejevederlaget efter § 104.
Nævnet fandt, at der efter en lægelig
vurdering fortsat var multiple knoglemetastaser og helt klart progression i
sygdommen. Mandens kunne rent faktisk meget mindre, end han tidligere var i
stand til fysisk og prognosen var fortsat dårlig.
Nævnet havde lagt til grund, at der ikke var
overensstemmelse mellem lovens ord og formuleringen i socialministeriets
vejledning pkt. 249 i Sociale tilbud til ældre m.fl.. Ordvalget i
lovens § 104 er »passe en
nærtstående« og i
vejledningen er »at den
døende er plejekrævende «.
Nævnet fandt, at formuleringen i servicelovens
§ 104 skulle ses i sammenhæng med ophørsbestemmelsen i
§ 106 og fandt derfor på baggrund af en samlet vurdering af sagen,
at kommunen ikke havde haft grundlag for at lade udbetalingen af
plejevederlaget ophøre med henvisning til, at manden som følge
af en ændret og bedre smertebehandling ikke længere var
plejekrævende. Nævnet fandt, at ordet »plejekrævende« ikke skulle forstås i en snæver forstand.
Ankestyrelsens kommentarer
Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager og har i
øvrigt ingen bemærkninger.
Hjælp til medicin m.v. til døende -
§ 107
Sag nr. 1
Et nævn stadfæstede kommunens afslag på
betaling af to lægeregninger til en mand, der i terminalfasen blev
passet i eget hjem.
Nævnet fandt, at der ikke var hjemmel i
servicelovens § 107 til at dække udgifter til
lægebesøg. Nævnet var opmærksom på, at manden
derved blev påført en udgift, som han ikke ville have haft under
indlæggelse på sygehus, men nævnet henviste til, at manden
var i sygesikringsgruppe 2 med der af følgende egenbetaling for
lægehjælp.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager, men er
umiddelbart enig i nævnets afgørelse.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven samt retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser vedrørende serviceloven - af fuldmægtig Niels Henrik Dam Retsinformation · 8. juni 1999
- Nyt fra Ankestyrelsen - computer som en merudgift ved forsørgelsen - og som hjælpemiddel - af fuldmægtig Bodil Irgens Hansen Retsinformation · 8. juni 1999
- Nyt fra Ankestyrelsen - hjælp til boligændring og boligskift - af fuldmægtig Helle Østergaard Stisen Retsinformation · 11. november 2002
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt boligstøtteloven - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen Retsinformation · 29. april 2004
- Ankestyrelsens principafgørelse C-39-05 om afgørelseskompetence - anbringelse uden for hjemmet - alternativ afsoning Retsinformation · 11. juli 2013
Lignende dokumenter
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven samt retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005) Retsinformation · 1. februar 2006
- Vejledning om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelse og deres familier (Delvejledning 6 af 6 til barnets lov) Retsinformation · 7. juni 2024
- Ankestyrelsens principafgørelse 79-16 om merudgifter - beregning - tilbagevirkende kraft - ansøgningstidspunkt - omberegning Retsinformation · 18. november 2016
- Tendenser i ankenævnenes afgørelser efter bistandsloven - serviceydelser - biler -boligindretning - betaling i døgninstitution - lov om social bistand § 58, stk. 6, § 59, § 100 - lov om social service § 99, § 102, § 52 Retsinformation · 31. august 1998
- Ankestyrelsens principmeddelelse 47-19 om behandlingsmæssigt fripladstilskud - behandlingsmæssige grunde - betydelig og varigt nedsat funktionsevne - almindeligt dagtilbud - særligt dagtilbud Retsinformation · 12. oktober 2019