Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - forbrugsgoder efter servicelovens § 98 - af fuldmægtig Britta Maar

KEN nr 10525 af 31/08/1999Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet1. oktober 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - forbrugsgoder efter

servicelovens § 98 - af fuldmægtig Britta Maar

Ankestyrelsen har afgjort 4 principielle sager om

bevilling af forbrugsgoder med handicapkompenserende funktioner, og har i den

forbindelse taget stilling til, hvorvidt der i de enkelte tilfælde var

tilknyttet en egenbetaling til bevillingen jf. servicelovens § 98, stk.

4 eller hvorvidt § 98, stk. 6 skulle finde anvendelse, således at

egenbetaling ikke skulle finde sted.

To af sagerne drejede sig om forbrugsgoder i form af

computere til blinde. Sagerne var antaget med henblik på afklaring af,

hvorvidt en computer med standard software, CD-Rom drev, modem m.v. må

antages at have en egentlig forbrugsgodeværdi for en synshandicappet

ydelsesmodtager, eller hvorvidt dette forbrugsgode reelt ikke kan antages at

have anden funktion end at være et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var tale om

forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som hjælpemiddel til at

afhjælpe en nedsat funktionsevne. Der var således knyttet en 50%

egenbetaling til bevillingen.

Den tredie af sagerne vedrørte bevilling af en

kassettebåndoptager af mærket Philips AQ 6455 til en stærkt

svagtsynet. Sagen var antaget med henblik på afklaring af, hvorvidt en

kassettebåndoptager, som almindeligvis anvendes af synshandicappede,

der har behov for afspilning af lydbøger eller lydbreve i alle

tilfælde falder ind under § 19, stk. 5 i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af

hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Den sidste sag vedrørte en Christiania Ladcykel til

en ung kvinde med højresidig lammelse og spasticitet. Denne sag var

bl.a. antaget med henblik på afklaring af en eventuel anvendelse af

servicelovens § 98, stk. 4 og 6.

Læs alt

I de to sidstnævnte sager

(kassettebåndoptageren og Christiania Ladcykel) fandt Ankestyrelsen

derimod, at der var tale om forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som

hjælpemidler, hvorefter de fulde anskaffelsesudgifter betales af

kommunen.

De helt centrale bestemmelser i alle fire sager var

servicelovens § 98, stk. 6, jf. bekendtgørelsens § 19, stk.

3. Ankestyrelsen har fortolket bestemmelserne i overensstemmelse med

kompensationsprincippet. Det følger heraf, at personer med nedsat

funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af

deres nedsatte funktionsevne, jf. pkt. 9 i Socialministeriets vejledning af

5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning

m.v.

Afgørende for om et forbrugsgode udelukkende

fungerer som et hjælpemiddel findes på denne baggrund at

være et spørgsmål om, hvorvidt der også for den

handicappede er en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet,

således at den handicappede ville blive overkompenseret ved

bevillingen, eller hvorvidt forbrugsgodet alene kompenserer for den nedsatte

funktionsevne.

Ankestyrelsen har iøvrigt lagt følgende

fortolkning af servicelovens § 98 til grund

Udgangspunkt og hovedregel vedrørende bevilling af

forbrugsgoder er - udover at ansøger selvfølgelig skal

være omfattet af personkredsen i servicelovens § 97, stk. 1 -, at

forbrugsgodet fungerer som et hjælpemiddel der i væsentlig grad

kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i

væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse, eller er

nødvendig for, at den pågældende kan udøve et

erhverv.

Dernæst må der ikke være tale om et

forbrugsgode, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Eksempler

på sådanne forbrugsgoder fremgår af § 19, stk. 5 i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om

ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97

og 98. Sådanne forbrugsgoder kan der slet ikke ydes hjælp

til.

Konstateres det herefter, at forbrugsgodet kan bevilges

udgør hjælpen 50% af prisen på et almindeligt

standardprodukt af den pågældende art. Der kan iøvrigt kun

ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr. Der er således som

hovedregel knyttet 50% egenbetaling til bevilling af et forbrugsgode som

handicapkompenserende hjælpemiddel. Det vil imidlertid altid være

nødvendigt tillige at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt

forbrugsgodet udover at fungerer som et hjælpemiddel til at

afhjælpe en nedsat funktionsevne tillige har en

"forbrugsgodeværdi". Såfremt forbrugsgodet må antages at

have en sådan forbrugsgodeværdi, skal der foretages en konkret

skønsmæssig vurdering af, hvorvidt ansøger har mulighed

for at udnytte (helt eller delvist) og dermed få gavn af denne

forbrugsgodeværdi. Er dette tilfældet finder hovedreglen om 50%

egenbetaling anvendelse.

Såfremt der ikke er anden udnyttelse af

forbrugsgodet end at fungere som hjælpemiddel, betales derimod de fulde

anskaffelsesudgifter af kommunen/amtskommunen.

Dette gør sig tillige gældende i de

tilfælde, hvor forbrugsgodet godt nok har nogle andre eventuelt flere

funktioner end at afhjælpe en nedsat funk-ionsevne, men hvor

ansøger på grund af sin nedsatte funktionsevne ikke har mulighed

for at udnytte disse funktioner. Med andre ord: i de tilfælde hvor der

er en forbrugsgodeværdi, som ansøger slet ikke kan udnytte,

betales de fulde anskaffelsesudgifter ligeledes.

Afgørelserne vil snarest blive udsendt som Social

Meddelelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter