Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt boligstøtteloven - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 84 ophævet 6 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 28 ophævet 8 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 71 ophævet 7 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 66 ophævet 2 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 98 ophævet 10 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 102 ophævet 8 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 87 ophævet 2 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 103 a ophævet
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 89 ophævet
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 97 ophævet 13 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 109 e ophævet 3 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 109 ophævet 3 afgørelser
Teksten
Nyt
fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt
boligstøtteloven
- af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen
I det følgende refereres nogle afgørelser, som ankestyrelsen har
modtaget inden for servicelovens og boligstøttelovens område i perioden fra
15.
april 2003 til ca. 1. januar 2004.
Vedrørende servicelovens § 28 om merudgiftsydelse
Et nævn har indsendt 10 sager vedrørende driftsudgifter i
forbindelse med befordring i handicapbil.
Sagerne vedrørte alle samme kommune. Kommunen havde på baggrund
af SM C-11-01 og SM C-15-00 udsendt nye retningslinier, idet kommunen tolkede
SM´erne således, at der ikke længere kunne ydes hjælp til den fulde dækning
af
driftsudgifter eksempelvis forsikring og serviceeftersyn til handicapbil
efter
lov om social service § 28. Kommunen fandt, at der kun var mulighed for
hjælp til dækning af forskellen mellem driftsudgifterne for en almindelig bil
og for en særlig stor bil.
Nævnet fandt, at udgangspunktet i SM C-11-01 og SM C-15-00 var,
at udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring,
benzin, reparationer, vask m.v. skulle brugeren selv afholde, idet
handicappede
generelt ikke kunne siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund
af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere. Hvis en
familie f.eks. som følge af barnets nedsatte funktionsevne havde en
ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil kunne eventuelle
ekstraudgifter
anses som en merudgift ved barnets forsørgelse. I begge SM-tilfælde havde
Læs alt
familien haft en anden bil før.
Nævnet henviste endvidere til Socialministeriets vejledning om
sociale tilbud til børn og unge med handicap nr. 43 af 5. marts 1998, pkt. 57
og 58, hvor det af pkt. 58 fremgik, at i ganske særlige situationer kunne der
ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring
af
et barn/ung med nedsat funktionsevne eller lidelse i familiens egen bil. Det
ville især gælde en situation, hvor familien havde en bil alene til
befordring
af barnet den unge. Det ville også gælde hvis det kunne sandsynliggøres, at
familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov
som
følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det ville
endvidere gælde den situation, hvor familien havde en ekstraordinær stor og
driftmæssig kostbar bil som følge af barnets/ den unges nedsatte
funktionsevne
eller lidelse.
Nævnet havde i forbindelse med behandlingen af sagerne indhentet
en udtalelse fra Ankestyrelsen, hvor vi bl.a. udtalte, at styrelsen ikke
havde
taget principiel stilling til den situation, hvor en familie havde en bil
alene
til befordring af et barn, ligesom der ikke var taget stilling til den
situation,
hvor det var sandsynliggjort at familien ikke ville have bil, hvis der ikke
var
et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap.
Nævnet fandt, at Ankestyrelsens offentliggjorte praksis ikke
udelukkede, at der fortsat i særlige tilfælde kunne ydes hjælp til den fulde
betaling af driftsudgifter til handicapbil i særlige situationer, jf.
Socialministeriets vejledning pkt. 58. Der skulle foretages en konkret
vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Alle 10 afgørelser var truffet i overensstemmelse med denne
opfattelse eller hjemvist til afklaring af, om det kunne sandsynliggøres, at
familien ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som
følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen er enig med nævnet i, at Ankestyrelsens
offentliggjorte praksis vedrørende driftsudgifter til bil ikke udelukker, at
der efter en konkret vurdering kan ydes hjælp til driftsudgifter i ovennævnte
særlige situationer.
Vedrørende merudgifter til computer
Et nævn havde truffet afgørelse om afslag på hjælp til en
computer som merudgift efter servicelovens § 28. Barnet var ca. 2 ½ år,
da
kommunen traf afgørelse. Barnet led af en muskelsvindslidelse og var meget
ofte
indlagt på sygehuset på grund af betydelige vejrtræknings- og
ernæringsmæssige
problemer. Lidelsen bevirkede, at han var meget muskelsvag og derfor skulle
have hjælp til alt, hvad han foretog sig. Han havde ikke kræfter til at løfte
legetøj medmindre det var meget let. Drengen var normalt begavet. Familien
havde ikke computer i hjemmet og søgte udelukkende computer til brug for
sønnen.
Nævnet lagde vægt på, at computeren skulle benyttes til leg og
indlæring, ligesom den skulle give mulighed for socialt samvær med andre
børn.
Nævnet lagde til grund for sin afgørelse, at barnet kunne
anvende en almindelig computer til disse formål.
Nævnet fandt, at en computer i dag var et så almindeligt
forbrugsgode, at det anskaffedes af alle familier, der havde behov herfor.
Nævnet
fandt derfor ikke, at der var tale om en merudgift ved forsørgelsen af
barnet.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har bemærket sig, at der ved afgørelsen ikke er
draget sammenligninger med den foreliggende praksis, jf. SM O-34-99 og SM
C-14-01 og SM C-9-01.
I SM O-14-01 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en computer
til et 8-årigt barn med spastisk tetraplegi ikke kunne anses for at være en
nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ankestyrelsen fandt, at barnet ikke
havde
behov for en computer til eget personligt brug. Ankestyrelsen lagde endvidere
vægt på, at 82% af børnefamilierne med børn i alderen fra 7-15 år (1998)
havde
computer i hjemmet.
I SM O-34-99 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en almindelig
computer til eget personligt brug for en 8-årig autistisk dreng efter en
konkret vurdering kunne anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet kun var 8 år, at der ikke var en
computer i hjemmet, og at computeren skulle anvendes til barnets eget
personlige
brug til delvis beskæftigelse i fritiden for at mindske belastende adfærd i
hjemmet. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at selvom 82 % af
børnefamilierne med børn i alderen 7-15 år havde en computer i hjemmet, så
havde kun 16 % af drenge i alderen 7-9 år i dag (1998) en computer til eget
brug. Der var derfor ikke tale om et »almindeligt« forbrugsgode, når
computeren
skulle anvendes til barnets eget personlige brug. (Der var indhentet
oplysninger fra Danmarks Statistik 1998 og Socialforskningsinstituttet 1999).
I SM C-9-01 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en computer med
tilbehør til et 5-årigt barn med spastisk tetraplegi ikke kunne anses som et
hjælpemiddel/forbrugsgode eller som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen.
Ankestyrelsen fandt, at computeren skulle benyttes til at udvikle og træne
barnets evne til at kommunikere – og ikke til at afhjælpe varige følger
af den
nedsatte funktionsevne eller til beskæftigelse i fritiden.
Ankestyrelsen fandt, at serviceloven var sekundær i forhold til
folkeskolens forpligtelse til at tilbyde specialpædagogisk bistand til
småbørn
med sprog- eller talevanskeligheder.
Ankestyrelsen finder ikke, at nævnets begrundelse i den
indsendte afgørelse er i overensstemmelse med praksis. Nævnets begrundelse
udelukker efter Ankestyrelsens opfattelse, at der vil kunne ydes hjælp til
almindelig computer efter servicelovens § 28, hvilket ovennævnte praksis
ikke er udtryk for. Nævnet burde derfor have foretaget en konkret vurdering
af
barnets behov herunder behovet for en almindelig computer til eget personligt
brug.
Vedrørende servicelovens § 66 om husvilde
En ansøger, der indtil oktober 2002 havde boet i A-kommune
tilmeldte sig fra samme dato en c/o adresse hos en nevø i B kommune, hvor hun
i
februar 2003 anmodede B kommune om midlertidig indkvartering, da hun ikke
længere kunne bo hos nevøen.
Af grundlaget for afgørelsen fremgik, at ansøger havde boet hos
en kæreste i C kommune, der var voldelig og havde truet hende. Hun havde
anmodet B kommune om midlertidig indkvartering. Hun havde boet hos nevøen i
en
periode og derefter hos forskellige bekendte og kunne ikke længere bo hos
nevøen.
Nævnet gav kommunen medhold i at ansøger ikke var berettiget til
midlertidig indkvartering efter servicelovens § 66. Nævnet fandt, at
ansøger måtte have vidst, at der var tale om en midlertidig løsning, da hun
flyttede til B-kommune. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at hendes
boligproblem var akut opstået.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende kunnet vurdere
afgørelsens rigtighed. Af Socialministeriets informationsbrev af 12. maj 2003
om fortolkningen af husvildebegrebet og anvendelsen af § 66 i lov om
social service fremgår det bl.a., at det er ministeriets opfattelse, at
personer tilmeldt c/o adresse ikke er umiddelbart omfattet, når lejemålet
ophører, idet boligproblemet ikke er akut opstået, men forudsigeligt. I
vurderingen af sagen kan der tages hensyn til varigheden af opholdet på c/o
adresse.
Ankestyrelsen finder, at nævnet burde have klarlagt de forskellige
ophold nærmere og foretaget en konkret vurdering heraf, herunder spørgsmålet
om, hvilken kommune, der var rette opholdskommune.
Vedrørende servicelovens § 71 om personlig hjælp
omsorg og pleje m.v.
En kommune havde udarbejdet nye kvalitetsstandarder for
hjemmehjælp, som efterfølgende blev godkendt af byrådet.
Kvalitetsstandarderne lød således:
Borgere, der havde behov for personlig eller praktisk bistand af
hjemmeplejen, ville blive funktionsvurderet af en visitator fra
bestillerteamet. Funktionsvurderingen skete på 8 funktionsområder.
1)
Personlig pleje
(personlig hygiejne af- og påklædning, toiletbesøg)
2)
Spise og drikke
3)
Mobilitet
4)
Daglig husførelse
5)
Aktivitet
6)
Socialt
samvær/ensomhed/netværk
7)
Mental og psykisk
tilstand
8)
Akut/kronisk sygdom/handicaps
samt
et 9. vurderingsområde, hvor boligens egnethed i forhold til
borgeren vurderedes ud fra: Boligens indflydelse på borgerens samlede
funktionsevne.
Borgerne funktionsvurderedes med deres eventuelle hjælpemidler.
Ud fra det samlede billede af funktionsniveauet og boligens egnethed ville
borgeren blive tildelt en af plejepakkerne og/eller en af servicepakkerne.
Begge de indsendte afgørelser drejede sig om personer, der havde
fået frataget tidligere bevilget hjælp som følge af de nye
kvalitetsstandarder.
Kommunens begrundelse for ophør af hjemmehjælpen var, at
ansøgerens funktionsniveau efter en konkret vurdering ikke var nedsat så
meget,
at det opfyldte de ændrede betingelser i kommunens kvalitetsstandard for at
få
bevilget praktisk hjemmehjælp.
Nævnet bemærkede i begge afgørelser indledningsvist, at det var
nævnets opfattelse, at kommunens kvalitetsstandard om praktisk hjælp var i
overensstemmelse med servicelovens § 71.
Det var dog nævnets opfattelse, at kommunen ikke havde foretaget
en konkret vurdering i forhold til den enkelte person. Nævnet lagde vægt på,
at
kommunen ikke ud fra en konkret vurdering af personens helbredsmæssige
forhold
havde taget stilling til, om pågældende var i stand til selv at støvsuge,
vaske
gulv, gøre badeværelset rent og selv ordne vasketøjet m.m., men alene havde
taget stilling til at ansøger ikke havde fire områder i kategorien »Borgeren
klarer stort set selv«.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvalitetsstandarden med
formuleringen »udgangspunkt« forudsatte, at der skulle foretages en helt
konkret vurdering i forhold til den enkelte person.
Nævnet hjemviste sagerne til kommunen til fornyet vurdering og
afgørelse.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at vi er enige i
nævnets hjemvisning og begrundelsen herfor.
Det er samtidig Ankestyrelsens opfattelse, at
kvalitetsstandarden på det foreliggende må anses for ikke at være i
overensstemmelse med serviceloven og praksis, idet den bl.a. sammenkæder
kriterier, som ikke kan gøres til betingelse for hinanden, jf. SM C-17-99,
sag
nr. 2 og 3 og 4. I sag nr. 2 og 3 fandt Ankestyrelsen, at vedtagne kriterier,
hvorefter man tillige skulle være fundet berettiget til bistand til daglig
personlig hjælp og pleje for at få praktisk bistand til rengøring ikke var i
overensstemmelse med serviceloven. I sag nr. 4 fandt Ankestyrelsen, at et
vurderet funktionsniveau ikke kunne medføre afslag på praktisk hjælp, når det
klart fremgik af oplysningerne, at ingen var i stand til at udføre det, der
søgtes om hjælp til.
I en sag havde en kommune besluttet, at en ansøger ikke længere
skulle tilbydes hjælp til rengøring, jf. servicelovens § 71. Ansøger var
51 år og led af sclerose. Ansøger arbejdede 3 timer dagligt i et skånejob
indenfor kontorfaget. Sygdommen var fremadskridende og kræfterne blev færre.
Det var vigtigt for ansøgers livskvalitet at bevare tilknytningen til
arbejdsmarkedet så længe som muligt. Ansøger havde modtaget hjælp i 5 år.
Kommunen havde foretaget en vurdering af ansøgers samlede ressourcer set i
forhold til kommunens nye serviceniveau. I vurderingen lagde kommunen vægt
på,
at ansøger selv varetog alle opgaver omkring sin personlige hygiejne og
spisesituation, samt at hun var tilknyttet arbejdsmarkedet.
Nævnet hjemviste sagen til kommunen med henblik på at foretage
en fornyet vurdering af ansøgers konkrete behov eller støtte til nødvendige
praktiske opgaver i hjemmet, jf. servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2 og
stk.
2, hvor der ved vurderingen skulle tages udgangspunkt i ansøgers konkrete
mulighed
for selv - helt eller delvist – at varetage nødvendige rengøringsopgaver
i sit
hjem samtidig med, at ansøger fortsat bevarede sit skånejob.
Nævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at det ikke efter
nævnets opfattelse kunne tillægges afgørende vægt ved en afgørelse om hjælp
og
støtte til rengøring, om ansøger selv kunne varetage alle opgaver omkring sin
personlige hygiejne og spisesituation. Der var dermed ikke foretaget en
konkret
selvstændig vurdering af, hvad hun i forhold til sit handicap var i stand til
at klare af rengøringsopgaver.
Det var endvidere nævnets opfattelse, at Folketinget i aftalen
fra 2002 om den fremtidige beskæftigelsespolitik (med udgangspunkt i
regeringens handlingsplan »Flere i arbejde«) havde tilkendegivet, at der
skulle
gøres en ekstra indsats for at få de svageste (ledige) bedre integreret på
arbejdsmarkedet. Med regeringens lovforslag nr. 193 2002/2003 til lov om
aktiv
beskæftigelsesindsats, som siden er trådt i kraft 1. juli 2003, var reglerne
om
skånejob flyttet over i lov om aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter det var
formålet med loven at bidrage til et velfungerende arbejdsmarked ved at
støtte
personer, der på grund af begrænsninger i arbejdsevnen havde særlige behov
for
at få hjælp til at få arbejde.
Nævnet fandt herefter, at det på samme måde måtte tillægges vægt
at støtte personer i skånejob til i videst muligt omfang at bevare et
skånejob,
evt. ved at yde nødvendig støtte efter f.eks. servicelovens regler om bl.a.
hjemmehjælp til rengøring. Kommunen burde derfor ved sin afgørelse om
hjemmehjælp til rengøringsopgaver inddrage hensynet til, at ansøger skulle
have
tilstrækkeligt overskud i hverdagen til at kunne bevare sit skånejob.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende hjemmehjælp til personer
i skånejob. Ankestyrelsen vurderer umiddelbart at afgørelsen er rigtig.
Vedrørende servicelovens § 84 om merudgiftsydelse til
voksne (som ændret 1. januar 2003)
En sag drejede sig om en ansøger som var diabetiker. Det var
oplyst, at ansøger var under uddannelse og modtog SU. Ansøger havde som følge
af sin diabetes ansøgt om dækning af merudgifter til diætkost, insulin,
transport og lærebøger. Kommunen havde givet afslag på ansøgningen, idet
ansøger
ikke efter kommunens vurdering var omfattet af personkredsen i servicelovens
§ 84.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afslag på hjælp efter
servicelovens § 84. Nævnet fandt ikke, at ansøger var omfattet af
personkredsen i servicelovens § 84. Nævnet fandt således på baggrund af
en
konkret vurdering af de foreliggende oplysninger om ansøgers helbredsmæssige
forhold ikke, at ansøgers lidelse i form af diabetes Type 1 på
afgørelsestidspunktet medførte at der måtte sættes ind med betydelige
hjælpeforanstaltninger for at ansøger kunne opnå en tilnærmelsesvis normal
tilværelse.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har alene begrænset praksis vedrørende
fortolkningen af personkredsen i den nye § 84 i lov om social service.
Der
henvises til SM C-59-03, hvor Ankestyrelsen fandt, at en ansøger med cøliaki
var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.
I forhold til den konkrete problemstilling kan det imidlertid
oplyses, at Ankestyrelsen har antaget 2 sager til principiel behandling, hvor
ansøgerne bl.a. som følge af diabetes har ansøgt om hjælp til dækning af
merudgifter. Ankestyrelsen forventer at træffe afgørelse i de antagne sager i
løbet af et par måneder.
En sag drejede sig om en ansøger som havde søgt om hjælp til
dækning af merudgifter til tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med
deltagelse
i et kursus for pårørende til hjerneskadede.
Såvel kommune som nævn gav afslag på hjælp til tabt
arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 84. Nævnet havde begrundet
afgørelsen med at tab af indtægt ikke var en nødvendig merudgift efter
servicelovens § 84.
Ankestyrelsens bemærkninger
Nævnets afgørelse er i overensstemmelse med Ankestyrelsens
(senere) offentliggjorte praksis. Der henvises til afgørelsen refereret i SM
C-55-03, hvor Ankestyrelsen har fastslået, at der ikke kan ydes hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 84.
Vedrørende servicelovens § 87 om beskyttet
beskæftigelse
Et nævn tiltrådte en kommunes afgørelse om, at en ansøgers
ophold på et beskyttet værksted R skulle ophøre. Ansøger havde været der i 11
år. Ansøger var 63 år og modtog højeste førtidspension.
Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens
vurdering af, at deltagelse i kommunens tilbud T kunne tilgodese ansøgers
behov
for aktivitet m.v. Ved afgørelsen var der lagt vægt på, at kommunen havde
foretaget en konkret og individuel vurdering af tilbuddet set i lyset af
ansøgers behov. Der var således lagt vægt på, at Dagklubben T var beregnet
for
personer, der gjorde brug af amtets værksteder og dagcentre. Kommunen mente,
at
dagklubben i vid udstrækning kunne sammenlignes med R´s værkstedstilbud. Det
var således kommunens vurdering, at ansøger efter kort tid ville falde til i
T´s dagklub.
Nævnet var opmærksom på, at ansøger og lederen på R ikke var
enig i, at de 2 tilbud var sammenlignelige, men nævnet fandt ikke, at
kommunen
havde anvendt ulovlige kriterier ved bedømmelsen. Det faldt i øvrigt uden for
nævnets kompetence, at tage stilling til det generelle serviceniveau, jfr.
retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.
Ankestyrelsens bemærkninger
Det kan ikke ses af afgørelsen om det beskyttede værksted er i
amtskommunalt regi.
Det bemærkes, at vi for nyligt (december 2003) har truffet
afgørelse vedrørende afgørelseskompetence i forbindelse med beskyttet
beskæftigelse i et amtskommunalt beskæftigelsestilbud, jf. servicelovens
§ 87,
stk. 3. Afgørelsen blev imidlertid ikke offentliggjort.
I sidstnævnte afgørelse fandt Ankestyrelsen, at kommunens
afgørelse om opsigelse af en ansøger fra et amtskommunalt værkstedshus led af
en væsentlig kompetencemangel. Hvis kommunen var af den opfattelse, at
ansøgers
behov for beskæftigelse m.v. kunne varetages via kommunens egne tilbud, måtte
kommunen udarbejde en indstilling om opsigelse fra værkstedshuset og
videresende denne indstilling til Amtet til afgørelse.
Ankestyrelsen fandt, at opsigelse af brugerne fra Amtets
værkstedshus krævede – ligesom visitation til stedet – en afgørelse
fra amtet
på baggrund af en indstilling fra hjemkommunen.
Ankestyrelsen kan i øvrigt henvise til SM C-24-03 vedrørende
afgørelseskompetence i forbindelse med en lignende problemstilling for så
vidt
angår amtskommunale boformer.
Vedrørende servicelovens § 89 om aflønning i beskyttet
beskæftigelse.
Ankestyrelsen har modtaget 2 nævnsafgørelser vedrørende
nedsættelse af timelønnen i beskyttet beskæftigelse fra henholdsvis 12 til 7
kr. og fra 25 til 18 kr. i timen.
Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte
amtets afgørelser. I begge sager henviste nævnet til retssikkerhedslovens
§ 69,
hvorefter nævnet kunne efterprøve retlige spørgsmål. Nævnet kunne dog kun
tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelser, hvis det udøvede skøn kunne
anses for ulovligt eller åbenbart urimeligt.
Begrundelsen for afgørelserne var, at det var nævnets
opfattelse, at amtet i sin vurdering af lønfastsættelsen havde inddraget de
nødvendige hensyn til arbejdets sværhedsgrad, præstation, kvalitet,
punktlighed/fremmøde og samarbejdsevne.
I afgørelsen vedrørende nedsættelsen fra 12 til 7 kr. i timen
lagde nævnet vægt på, at amtet havde vurderet, at ansøgers præstation,
punktlighed/fremmøde og samarbejdsevne lå i den nederste del af skalaen fra
1-10, hvor 10 var den bedste vurdering, og at amtet havde vurderet at
kvaliteten af ansøgers arbejde lå på middel.
I afgørelsen vedrørende nedsættelsen fra 25 til 18 kr. i timen
havde nævnet lagt vægt på, at amtet havde vurderet, at ansøgers præstation og
kvalitet af arbejdet lå på middel i en skala fra 1-10, hvor 10 var den bedste
vurdering, og at ansøgers samarbejdsevne lå i den nederste del af skalaen fra
1-10. Nævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøger efter det oplyste
havde et højt arbejdstempo, kunne medføre andet resultat, idet nævnet herved
havde lagt vægt på, at det efter det oplyste kun var i perioder, at ansøger
havde et højt arbejdstempo.
Det fremgik af amtets brev til ansøgerne, at udgangspunktet var
normalt arbejde inden for pågældendes arbejde. Normalt vurderedes som en
gennemsnitlig arbejdsindsats for personer i ordinær beskæftigelse.
Vurderingen
10 opnåedes kun i meget særlige tilfælde.
Amtet havde endvidere oplyst, at der hidtil ikke havde været
nogen retningslinier for lønfastsættelse, og at lønnen hidtil havde været
fastsat tilfældigt og mundtligt. Amtet havde slutteligt i brevet til nævnet
oplyst, at indtægten ved beskyttet beskæftigelse lå mellem 5 og 27 kr.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ikke kendskab til sager af denne karakter.
Ankestyrelsen har alene kunnet vurdere sagerne på baggrund af de
foreliggende afgørelser samt grundlaget herfor. Ankestyrelsen har således
ikke
kunnet vurdere, hvorvidt amtets afgørelser var udtryk for et rimeligt
individuelt skøn. Af afgørelserne fremgår ikke, hvad udgangspunktet for
lønnen
ved 10 er. Det fremgår heller ikke om vurderingerne for alle kriterierne er
lagt sammen til et gennemsnit eller om alle kriterier vægter lige meget.
Afgørelserne ses heller ikke sammenholdt med § 1 i Socialministeriets
bekendtgørelse om aflønning m.v. og støtte til befordrings udgifter i
beskyttet
beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og i aktivitets- og
samværstilbud.
Ankestyrelsen finder derfor på det foreliggende, at nævnet
eventuelt burde have intensiveret sin prøvelse af amtskommunens afgørelser og
herunder søgt sagerne bedre belyst. Ankestyrelsen har ingen praksis
vedrørende
aflønning i beskyttet beskæftigelse og ville formentlig have antaget
sagen/sagerne
til principiel behandling, såfremt de havde været indbragt for Ankestyrelsen.
Vedrørende servicelovens §§ 97 og 98 om
hjælpemidler og forbrugsgoder
Et nævn var enig med kommunen i, at der ikke kunne ydes hjælp
til en glaskeramisk kogeplade efter bestemmelsen i servicelovens § 98,
stk. 1, 2. pkt. om sædvanligt indbo.
Ansøger oplevede efter operation i nedre del af ryggen samt
mistanke om diskusprolaps i nakken tiltagende kraftnedsættelse og
føleforstyrrelser strålende ud i begge arme primært i højre arm og ligeledes
kraftnedsættelse og føleforstyrrelser i benene. Ansøger var flyttet til
handicapvenlig bolig, hvor der imidlertid var el-kogeplader, som ikke var i
niveau med bordet. Ansøger anførte, at hun ikke kunne løfte gryder fra komfur
til bord og ej heller fra plade til plade.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at der var tale om et
almindeligt forbrugsgode, der normalt indgik i sædvanligt indbo, jf.
servicelovens § 98, stk. 1, 2. punktum og § 18, stk. 5 i
Socialministeriets
bekendtgørelse af 20. marts 2003 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder
efter serviceloven.
Ankestyrelsens bemærkninger
Nævnets begrundelse synes ikke at være i overensstemmelse med
retningslinierne i SM C-23-01, hvor Ankestyrelsen fandt, at en stol, som
kunne
købes hos en almindelig møbelforhandler ikke alene af den grund kunne anses
for
at være »sædvanligt indbo«, hvortil der ikke kunne ydes hjælp.
Det afhang af en konkret vurdering i forhold til det ansøgte
forbrugsgode, om forbrugsgodet havde en væsentlig handicapkompenserende
funktion for en varigt nedsat funktionsevne.
Der måtte således konkret lægges vægt på, om det ansøgte
forbrugsgode skønnedes specielt egnet eller indrettet til at tilgodese
funktionsnedsættelsen/lidelsen, eller i øvrigt skønnedes udformet til i
væsentlig grad at kompensere for følgerne af lidelsen eller et specifikt
handicap.
Hvis betingelserne om væsentlighed m.v. er opfyldt er
hovedreglen, at der kan ydes hjælp til forbrugsgoder, som forhandles bredt
med
henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. En mindre del
af forbrugsgoder – dem der er så almindelige, at de normalt indgår i
sædvanligt
indbo – kan der dog ikke ydes hjælp til.
Ankestyrelsen finder ikke, at der ved den trufne afgørelse er
foretaget en konkret vurdering i overensstemmelse med SM C-23-01.
Vedrørende servicelovens § 102 om boligændringer
Ansøger var grundet dissemineret sclerose kørestolsbruger. Den
daværende bolig var uegnet til en kørestolsbruger. Oprindeligt ønskede
familien
at forblive i boligen, men da løsningen med ændring af boligen ikke ville
blive
optimal, byggede familien et nyt hus. Ansøger blev kompenseret for et udvidet
bruttoareal som følge af handicappet.
Ved købet var familien bekendt med at trægulve til
kørestolsbruger var et lettere underlag at køre på, men valgte at købe
gulvtæppe. Af økonomiske årsager havde de derfor selv valgt en anden
billigere
løsning ved at købe huset med en anden gulvbelægning. Af
byggeentreprisekontrakten fremgik det, at hele huset skulle være med
trægulve.
Kommunen fandt ikke, at et tæppebelagt gulv var velegnet for en
kørestolsbruger. Kommunen henviste til, at ansøger – trods viden herom
– selv
havde valgt den billige løsning i form af tæppebelagt gulv, for herefter at
søge differencen udbetalt af kommunen (for så vidt angik
soveværelse/køkken/stue. Ansøger betalte selv for differencen i
gæsteværelset,
idet ansøger også ønskede trægulv i dette rum). Efter kommunens skøn kunne
der
have været valgt en anden billigere løsning – og ligeså god løsning som
trægulve – f.eks. et glat underlag i form af laminatgulve.Trægulve
skønnedes
ikke at være en nødvendig merudgift og en særlig indretning af boligen, der
kunne bevilges efter § 102, stk. 1. Af kommunens oplysninger fremgik, at
i
kvadratmeterprisen for en ny bolig indgik gulvbelægning, og der var derfor
ikke
vurderet på materialevalg ved valg af gulvbelægning.
Nævnet fandt ikke, at et tæppebelagt gulv i køkken, soveværelse
og stue var en faglig forsvarlig løsning for indretning af bolig for en
kørestolsbruger.
Nævnet kunne dog ikke på det foreliggende pålægge kommunen at
udbetale ansøger differencen mellem trægulv og tæppebelagt gulv, idet der i
henhold til servicelovens § 102, stk. 1 kun kunne ydes støtte til
indretninger, der var nødvendige. Hvis det var muligt at finde en billigere -
men dog stadig en fagligt forsvarlig løsning – var det denne, der skulle
finde
anvendelse.
Sagen hjemvistes derfor til kommunen med henblik på
stillingtagen til, om ansøger i stedet for tæppebelagt gulv kunne have valgt
en
anden og billigere løsning end trægulv, f.eks. i form af laminatgulv.
Kommunen
måtte herefter vurdere, om valget af et fagligt forsvarligt gulv var dyrere
end
et tæppebelagt gulv og herefter træffe afgørelse efter servicelovens
§ 102,
stk. 1.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen finder, at afgørelsen på det foreliggende
umiddelbart synes at være i strid med principperne i SM O-70-88 og SM
O-10-98.
Ankestyrelsen ville formentligt have optaget sagen til principiel behandling,
såfremt den havde været indbragt for Ankestyrelsen.
Ifølge SM O-70-88 kunne der ikke ydes hjælp til merudgifter ved
særlig indretning af et nyopført hus, så det blev egnet som opholdssted for
et
multihandicappet barn, der var permanent kørestolsbruger. Familien havde
bygget
et hus på 145 kvadratmeter, men da det fra Hjælpemiddeltjenesten var oplyst,
at
et hus på 105 kvadratmeter opfyldte de krav, en familie med 1 handicappet
barn
kunne stille, blev hjælpen begrænset til et beløb, svarende til udgiften til
indretning af et hus på 105 kvadratmeter.
Der kunne ikke ydes hjælp til merudgifter til køb af en særlig
dyr byggegrund eller til opførelse af en carport, ligesom der blev givet
afslag
på hjælp til merudgifter til udvendig flisebelægning.
Ifølge SM O-10-98 kunne der ikke ydes hjælp til opsætning af en
brusekabine i en lejlighed uden bad.
Begrundelsen var, at der var tale om en modernisering. Der kunne
heller ikke ydes hjælp i form af differencen mellem en almindelig og en
handicapvenlig brusekabine.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter ordlyden af
bestemmelsen skulle ydes den fulde økonomiske nødvendige hjælp til
boligændring
og indretning.
Vedrørende servicelovens § 103 a om pasning af
nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom
En sag drejede sig om en mand, der var radikalt opereret for
kræft i munden. Ved operationen var tænderne i undermunden fjernet. Der var
transplanteret hud fra underarmen. I den første måned skulle han sondemades
og
havde i øvrigt behov for konstant pleje/overvågning. Der var ved
udskrivningen
ikke planer om supplerende behandling. Efter aftale med ægtefællen blev
manden
udskrevet til eget hjem og ikke til lokalt sygehus. 1 måned efter
udskrivningen
skønnedes manden, at kunne klare sig uden konstant hjælp. Manden modtog
efterfølgende talepædagogisk bistand og kom fortsat til undersøgelse på
hospitalet. Ægtefællen søgte løn fra kommunen under pasning af manden i en
kort
periode efter udskrivningen, jf. servicelovens § 103a.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen med den begrundelse, at
der ikke var tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller
indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Nævnet pålagde kommunen at ansætte ægtefællen til
pasningsopgaverne i forbindelse med mandens sygdom. Begrundelsen for
afgørelsen
var, at ansøger og ægtefællen var omfattet af personkredsen i
lovbestemmelsen.
Nævnet lagde til grund, at ægtefællen havde tilknytning til
arbejdsmarkedet og ønskede at påtage sig pasningsopgaven. Endvidere lagde
nævnet til grund, at mandens kræftlidelse måtte anses for en indgribende og
langvarig lidelse, der efter plejefasen havde et efterforløb af længere
varighed. Endelig blev det lagt til grund at alternativet til pasning i
hjemmet
var døgnpleje udenfor hjemmet og at plejebehovet svarede til fuld tid.
Ankestyrelsens bemærkninger
Det fremgår Socialministeriet orienteringsskrivelse af 6.
september 2002 om lov om ændring af lov om social service (ansættelse til
pasning af nærtstående med handicap m.v.), at de personer, der er omfattet af
denne pasningsordning, kan være både børn og voksne med betydelig og varig
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse. Dvs. at personkredsen er den samme, som efter § 29
kan
udløse ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste (børn) eller kan få et
beløb
til at ansætte et familiemedlem til pasning efter § 76, stk. 2 (voksne).
Det fremgår af Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om
Sociale tilbud til børn og unge med handicap punkt 96 i afsnittet om tabt
arbejdsfortjeneste, at målgruppen som udgangspunkt er familier med børn og
unge
med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med
indgribende kronisk eller langvarig lidelse, jf. pkt. 42 og 43 i kapitel 8 om
merudgifter.
Af pkt. 42 fremgår at indgribende lidelse betyder, at lidelsen
skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige
tilværelse.
Om langvarig lidelse fremgår, at i praksis lægges der vægt på,
om lidelsen skønnes at vare et år eller mere, men det er dog ikke udelukket,
at
yde støtte, selv om lidelsen kan forventes at vare mindre end 1 år.
Ankestyrelsen har ingen praksis, der omfatter ovennævnte
problematik. Ankestyrelsen har på det foreliggende ingen bemærkninger til
afgørelsen, men ville dog formentligt have antaget sagen såfremt den havde
været indbragt for styrelsen til principiel behandling til belysning af
efterhandling og efterbehandlingsperiodens længde i forbindelse med
fortolkning
af langvarig lidelse,
Vedrørende servicelovens § 109 e om optagelse i
særlige botilbud uden samtykke
Ankestyrelsen har modtaget 1 afgørelse om flytning fra et bo- og
naboskab til et andet bo- og naboskab, da det første skulle nedlægges.
Nævnet fandt, at uanset årsagen til flytningen, så krævede en
eventuel optagelse i det nye botilbud uden samtykke en forudgående afgørelse
af
det sociale nævn, jf. dagældende § 109 e og § 109g. Nævnet fandt
derfor, at indgrebets lovlighed forudsatte, at betingelserne i servicelovens
§ 109
e, jf. § 109 g var opfyldt.
Nævnet bemærkede, at der ikke ifølge ordlyden af lovbestemmelserne
i servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse, sås at være hjemmel til at
undtage flytning fra magtanvendelsesreglernes anvendelsesområde ved
nedlæggelse
af en institution.
Nævnet fandt endvidere, at fortolkningen understøttedes af pkt.
12.2 i Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 (nu
Socialministeriets vejledning af 19. december 2003, pkt. 86) om
magtanvendelse
og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne og SM C-26-01.
Det fremgik således bl.a. af vejledningens punkt 12.2 at forud
for optagelse i et botilbud eller i plejehjem/plejebolig skal der som
udgangspunkt ske en visitation hertil i overensstemmelse med
retssikkerhedslovens bestemmelser bl.a. om klageadgang. Dette er tilfældet
uanset om pågældende hidtil har boet i eget hjem eller i et andet botilbud.
Herudover kan der alene træffes afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud
uden pågældendes samtykke efter § 109 e, som også gælder ved flytning
mellem forskellige botilbud.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende anvendelse af
magtanvendelsesreglerne i forbindelse med nedlæggelse af hidtidigt botilbud
og
flytning til et andet botilbud. Ankestyrelsen har en sag til behandling
vedrørende samme problematik, som bliver afgjort i nærmeste fremtid.
Vedrørende boligstøtteloven
Vedrørende § 8a om formuetillæg.
Et nævn har truffet afgørelse om, at en kommune skulle se bort
fra et beløb på ca. 200.000 kr. af ejendomsværdien af en ansøgers sommerhus i
forbindelse med beregningen af boligstøtte.
Nævnet fandt, at der ved opgørelsen af formuen, jf.
bekendtgørelse nr. 994 af 8. november 2000 (om opgørelse af formue til
beregning af individuel boligstøtte) § 2, stk. 1, nr. 3, jf. § 1,
stk. 1, nr. 7, skulle ses bort fra det nævnte beløb vedrørende ejendomsværdi
af
sommerhus, da det fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at en udbetalt erstatning
på ca. 200.000 kr. fortsat bestod, og at midlerne derfra var anbragt i
ansøgerens sommerhus.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren for nogle år siden fik udbetalt
et éngangsbeløb som følge af personskade efter loven om
arbejdsskadeforsikring,
og at dette beløb indgik ved køb af et gældfrit sommerhus.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at tage
principiel/generel stilling til det rejste spørgsmål. Vi er imidlertid
interesserede i at antage sager til afklaring af sammenhængen mellem
bekendtgørelsens
§ 1 om, hvad der indgår i boligstøttemodtagerens formue og § 2,
hvorefter der ved opgørelse af formue bortses fra erstatning for tab af
erhvervsevne mv., der udbetales som følge af personskade efter forskellige
erstatningslove.
Vedrørende § 40 om ansøgning og udbetaling
Et nævn har truffet afgørelse om, at en ansøger var berettiget
til boligstøtte fra indflytningen den 1. august, jf. boligstøttelovens
§ 40,
stk. 2, hvorefter kommunen, uanset om ansøgeren hidtil har modtaget støtte
til
anden bolig, kan lade boligstøtten udbetale med virkning fra
indflytningsdagen,
når denne ikke ligger mere end en måned efter ansøgningen.
Nævnet henviste til, at ansøgeren i august måned i forbindelse
med indflytning i ny bolig pr. 1. august ansøgte kommunen om boligstøtte til
den nye bolig. Kommunen modtog først i midten af september ansøgningsskemaet
i
udfyldt form. Kommunen havde oplyst over for nævnet, at man betragtede
tidspunktet for afleveringen af ansøgningsskemaet i udfyldt form som
ansøgningstidspunktet. Kommunen anså derfor midten af september som
tidspunktet
for indgivelse af ansøgning.
Nævnet henviste til Ankestyrelsens praksis, jf. SM O-81-98, hvorefter
ansøgningstidspunktet som udgangspunkt er det tidspunkt, hvor ansøgeren
retter
henvendelse til kommunen og får udleveret et ansøgningsskema, og at det ikke
må
medføre skadesvirkning for ansøgeren, at kommunen har tilrettelagt
arbejdsgangen således, at ansøgning kræver flere henvendelser, fx i form af
udfyldning og aflevering af et ansøgningsskema. For at fastholde
ansøgningstidspunktet skal ansøgeren dog følge ansøgningen op inden for
rimelig
tid.
Nævnet fandt herefter, at ansøgeren ved at aflevere det udfyldte
skema i midten af september havde fastholdt ansøgningstidspunktet i august
måned, idet ansøgningsskemaet var afleveret inden for rimelig tid, henset til
at kommunen ikke havde givet en nærmere frist for aflevering af
ansøgningsskemaet.
Nævnet fandt således, at tidspunktet for ansøgerens henvendelse til kommunen
i
august måned skulle betragtes som ansøgningstidspunktet. Da ansøgeren derfor
havde søgt om boligstøtte inden for den første måned efter indflytningen,
fandt
nævnet, at pågældende var berettiget til boligstøtte fra indflytningsdatoen
den
1. august.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen er umiddelbart ikke uenig i afgørelsen. Det
bemærkes dog, at SM O-81-98 vedrørte en ansøgning om kontanthjælp, og
Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at tage principiel stilling til det
tilsvarende spørgsmål for så vidt angår boligstøtte, herunder betydningen af
boligstøttelovens § 41, stk. 1, hvorefter kommunen kan bestemme, at der
skal anvendes en særlig ansøgningsblanket ved ansøgning om boligstøtte.
Ankestyrelsen er derfor interesseret i at antage en tilsvarende sag om
boligstøtte.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven samt retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Nyt fra Ankestyrelsen - hjælp til boligændring og boligskift - af fuldmægtig Helle Østergaard Stisen Retsinformation · 11. november 2002
- Nyt fra Ankestyrelsen tendenser i indsendte afgørelser efter serviceloven af fuldmægtig Inge Henriksen Retsinformation · 29. august 2001
- Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser vedrørende serviceloven - af fuldmægtig Niels Henrik Dam Retsinformation · 8. juni 1999
- Nyt fra Ankestyrelsen - computer som en merudgift ved forsørgelsen - og som hjælpemiddel - af fuldmægtig Bodil Irgens Hansen Retsinformation · 8. juni 1999
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Inge Henriksen Retsinformation · 11. november 2002
Lignende dokumenter
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005) Retsinformation · 1. februar 2006
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven samt retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Vejledning om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse Retsinformation · 22. december 2017
- Ankestyrelsens principafgørelse 60-16 om serviceeftersyn - lift - hjælperudgifter - merudgifter Retsinformation · 24. september 2016
- Ny antagelsespraksis i Ankestyrelsen - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4, november 2004) Retsinformation · 25. januar 2005
- Ankestyrelsens principafgørelse 70-17 om merudgifter - transport – bil - driftsudgifter Retsinformation · 21. september 2017