Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt boligstøtteloven - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen

KEN nr 9207 af 30/04/2004Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet29. april 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt

fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt

boligstøtteloven

- af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen

I det følgende refereres nogle afgørelser, som ankestyrelsen har

modtaget inden for servicelovens og boligstøttelovens område i perioden fra

15.

april 2003 til ca. 1. januar 2004.

Vedrørende servicelovens § 28 om merudgiftsydelse

Et nævn har indsendt 10 sager vedrørende driftsudgifter i

forbindelse med befordring i handicapbil.

Sagerne vedrørte alle samme kommune. Kommunen havde på baggrund

af SM C-11-01 og SM C-15-00 udsendt nye retningslinier, idet kommunen tolkede

SM´erne således, at der ikke længere kunne ydes hjælp til den fulde dækning

af

driftsudgifter eksempelvis forsikring og serviceeftersyn til handicapbil

efter

lov om social service § 28. Kommunen fandt, at der kun var mulighed for

hjælp til dækning af forskellen mellem driftsudgifterne for en almindelig bil

og for en særlig stor bil.

Nævnet fandt, at udgangspunktet i SM C-11-01 og SM C-15-00 var,

at udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring,

benzin, reparationer, vask m.v. skulle brugeren selv afholde, idet

handicappede

generelt ikke kunne siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund

af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere. Hvis en

familie f.eks. som følge af barnets nedsatte funktionsevne havde en

ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil kunne eventuelle

ekstraudgifter

anses som en merudgift ved barnets forsørgelse. I begge SM-tilfælde havde

Læs alt

familien haft en anden bil før.

Nævnet henviste endvidere til Socialministeriets vejledning om

sociale tilbud til børn og unge med handicap nr. 43 af 5. marts 1998, pkt. 57

og 58, hvor det af pkt. 58 fremgik, at i ganske særlige situationer kunne der

ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring

af

et barn/ung med nedsat funktionsevne eller lidelse i familiens egen bil. Det

ville især gælde en situation, hvor familien havde en bil alene til

befordring

af barnet den unge. Det ville også gælde hvis det kunne sandsynliggøres, at

familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov

som

følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det ville

endvidere gælde den situation, hvor familien havde en ekstraordinær stor og

driftmæssig kostbar bil som følge af barnets/ den unges nedsatte

funktionsevne

eller lidelse.

Nævnet havde i forbindelse med behandlingen af sagerne indhentet

en udtalelse fra Ankestyrelsen, hvor vi bl.a. udtalte, at styrelsen ikke

havde

taget principiel stilling til den situation, hvor en familie havde en bil

alene

til befordring af et barn, ligesom der ikke var taget stilling til den

situation,

hvor det var sandsynliggjort at familien ikke ville have bil, hvis der ikke

var

et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap.

Nævnet fandt, at Ankestyrelsens offentliggjorte praksis ikke

udelukkede, at der fortsat i særlige tilfælde kunne ydes hjælp til den fulde

betaling af driftsudgifter til handicapbil i særlige situationer, jf.

Socialministeriets vejledning pkt. 58. Der skulle foretages en konkret

vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Alle 10 afgørelser var truffet i overensstemmelse med denne

opfattelse eller hjemvist til afklaring af, om det kunne sandsynliggøres, at

familien ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som

følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er enig med nævnet i, at Ankestyrelsens

offentliggjorte praksis vedrørende driftsudgifter til bil ikke udelukker, at

der efter en konkret vurdering kan ydes hjælp til driftsudgifter i ovennævnte

særlige situationer.

Vedrørende merudgifter til computer

Et nævn havde truffet afgørelse om afslag på hjælp til en

computer som merudgift efter servicelovens § 28. Barnet var ca. 2 ½ år,

da

kommunen traf afgørelse. Barnet led af en muskelsvindslidelse og var meget

ofte

indlagt på sygehuset på grund af betydelige vejrtræknings- og

ernæringsmæssige

problemer. Lidelsen bevirkede, at han var meget muskelsvag og derfor skulle

have hjælp til alt, hvad han foretog sig. Han havde ikke kræfter til at løfte

legetøj medmindre det var meget let. Drengen var normalt begavet. Familien

havde ikke computer i hjemmet og søgte udelukkende computer til brug for

sønnen.

Nævnet lagde vægt på, at computeren skulle benyttes til leg og

indlæring, ligesom den skulle give mulighed for socialt samvær med andre

børn.

Nævnet lagde til grund for sin afgørelse, at barnet kunne

anvende en almindelig computer til disse formål.

Nævnet fandt, at en computer i dag var et så almindeligt

forbrugsgode, at det anskaffedes af alle familier, der havde behov herfor.

Nævnet

fandt derfor ikke, at der var tale om en merudgift ved forsørgelsen af

barnet.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har bemærket sig, at der ved afgørelsen ikke er

draget sammenligninger med den foreliggende praksis, jf. SM O-34-99 og SM

C-14-01 og SM C-9-01.

I SM O-14-01 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en computer

til et 8-årigt barn med spastisk tetraplegi ikke kunne anses for at være en

nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ankestyrelsen fandt, at barnet ikke

havde

behov for en computer til eget personligt brug. Ankestyrelsen lagde endvidere

vægt på, at 82% af børnefamilierne med børn i alderen fra 7-15 år (1998)

havde

computer i hjemmet.

I SM O-34-99 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en almindelig

computer til eget personligt brug for en 8-årig autistisk dreng efter en

konkret vurdering kunne anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet kun var 8 år, at der ikke var en

computer i hjemmet, og at computeren skulle anvendes til barnets eget

personlige

brug til delvis beskæftigelse i fritiden for at mindske belastende adfærd i

hjemmet. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at selvom 82 % af

børnefamilierne med børn i alderen 7-15 år havde en computer i hjemmet, så

havde kun 16 % af drenge i alderen 7-9 år i dag (1998) en computer til eget

brug. Der var derfor ikke tale om et »almindeligt« forbrugsgode, når

computeren

skulle anvendes til barnets eget personlige brug. (Der var indhentet

oplysninger fra Danmarks Statistik 1998 og Socialforskningsinstituttet 1999).

I SM C-9-01 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en computer med

tilbehør til et 5-årigt barn med spastisk tetraplegi ikke kunne anses som et

hjælpemiddel/forbrugsgode eller som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen fandt, at computeren skulle benyttes til at udvikle og træne

barnets evne til at kommunikere – og ikke til at afhjælpe varige følger

af den

nedsatte funktionsevne eller til beskæftigelse i fritiden.

Ankestyrelsen fandt, at serviceloven var sekundær i forhold til

folkeskolens forpligtelse til at tilbyde specialpædagogisk bistand til

småbørn

med sprog- eller talevanskeligheder.

Ankestyrelsen finder ikke, at nævnets begrundelse i den

indsendte afgørelse er i overensstemmelse med praksis. Nævnets begrundelse

udelukker efter Ankestyrelsens opfattelse, at der vil kunne ydes hjælp til

almindelig computer efter servicelovens § 28, hvilket ovennævnte praksis

ikke er udtryk for. Nævnet burde derfor have foretaget en konkret vurdering

af

barnets behov herunder behovet for en almindelig computer til eget personligt

brug.

Vedrørende servicelovens § 66 om husvilde

En ansøger, der indtil oktober 2002 havde boet i A-kommune

tilmeldte sig fra samme dato en c/o adresse hos en nevø i B kommune, hvor hun

i

februar 2003 anmodede B kommune om midlertidig indkvartering, da hun ikke

længere kunne bo hos nevøen.

Af grundlaget for afgørelsen fremgik, at ansøger havde boet hos

en kæreste i C kommune, der var voldelig og havde truet hende. Hun havde

anmodet B kommune om midlertidig indkvartering. Hun havde boet hos nevøen i

en

periode og derefter hos forskellige bekendte og kunne ikke længere bo hos

nevøen.

Nævnet gav kommunen medhold i at ansøger ikke var berettiget til

midlertidig indkvartering efter servicelovens § 66. Nævnet fandt, at

ansøger måtte have vidst, at der var tale om en midlertidig løsning, da hun

flyttede til B-kommune. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at hendes

boligproblem var akut opstået.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende kunnet vurdere

afgørelsens rigtighed. Af Socialministeriets informationsbrev af 12. maj 2003

om fortolkningen af husvildebegrebet og anvendelsen af § 66 i lov om

social service fremgår det bl.a., at det er ministeriets opfattelse, at

personer tilmeldt c/o adresse ikke er umiddelbart omfattet, når lejemålet

ophører, idet boligproblemet ikke er akut opstået, men forudsigeligt. I

vurderingen af sagen kan der tages hensyn til varigheden af opholdet på c/o

adresse.

Ankestyrelsen finder, at nævnet burde have klarlagt de forskellige

ophold nærmere og foretaget en konkret vurdering heraf, herunder spørgsmålet

om, hvilken kommune, der var rette opholdskommune.

Vedrørende servicelovens § 71 om personlig hjælp

omsorg og pleje m.v.

En kommune havde udarbejdet nye kvalitetsstandarder for

hjemmehjælp, som efterfølgende blev godkendt af byrådet.

Kvalitetsstandarderne lød således:

Borgere, der havde behov for personlig eller praktisk bistand af

hjemmeplejen, ville blive funktionsvurderet af en visitator fra

bestillerteamet. Funktionsvurderingen skete på 8 funktionsområder.

1)

Personlig pleje

(personlig hygiejne af- og påklædning, toiletbesøg)

2)

Spise og drikke

3)

Mobilitet

4)

Daglig husførelse

5)

Aktivitet

6)

Socialt

samvær/ensomhed/netværk

7)

Mental og psykisk

tilstand

8)

Akut/kronisk sygdom/handicaps

samt

et 9. vurderingsområde, hvor boligens egnethed i forhold til

borgeren vurderedes ud fra: Boligens indflydelse på borgerens samlede

funktionsevne.

Borgerne funktionsvurderedes med deres eventuelle hjælpemidler.

Ud fra det samlede billede af funktionsniveauet og boligens egnethed ville

borgeren blive tildelt en af plejepakkerne og/eller en af servicepakkerne.

Begge de indsendte afgørelser drejede sig om personer, der havde

fået frataget tidligere bevilget hjælp som følge af de nye

kvalitetsstandarder.

Kommunens begrundelse for ophør af hjemmehjælpen var, at

ansøgerens funktionsniveau efter en konkret vurdering ikke var nedsat så

meget,

at det opfyldte de ændrede betingelser i kommunens kvalitetsstandard for at

få

bevilget praktisk hjemmehjælp.

Nævnet bemærkede i begge afgørelser indledningsvist, at det var

nævnets opfattelse, at kommunens kvalitetsstandard om praktisk hjælp var i

overensstemmelse med servicelovens § 71.

Det var dog nævnets opfattelse, at kommunen ikke havde foretaget

en konkret vurdering i forhold til den enkelte person. Nævnet lagde vægt på,

at

kommunen ikke ud fra en konkret vurdering af personens helbredsmæssige

forhold

havde taget stilling til, om pågældende var i stand til selv at støvsuge,

vaske

gulv, gøre badeværelset rent og selv ordne vasketøjet m.m., men alene havde

taget stilling til at ansøger ikke havde fire områder i kategorien »Borgeren

klarer stort set selv«.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvalitetsstandarden med

formuleringen »udgangspunkt« forudsatte, at der skulle foretages en helt

konkret vurdering i forhold til den enkelte person.

Nævnet hjemviste sagerne til kommunen til fornyet vurdering og

afgørelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at vi er enige i

nævnets hjemvisning og begrundelsen herfor.

Det er samtidig Ankestyrelsens opfattelse, at

kvalitetsstandarden på det foreliggende må anses for ikke at være i

overensstemmelse med serviceloven og praksis, idet den bl.a. sammenkæder

kriterier, som ikke kan gøres til betingelse for hinanden, jf. SM C-17-99,

sag

nr. 2 og 3 og 4. I sag nr. 2 og 3 fandt Ankestyrelsen, at vedtagne kriterier,

hvorefter man tillige skulle være fundet berettiget til bistand til daglig

personlig hjælp og pleje for at få praktisk bistand til rengøring ikke var i

overensstemmelse med serviceloven. I sag nr. 4 fandt Ankestyrelsen, at et

vurderet funktionsniveau ikke kunne medføre afslag på praktisk hjælp, når det

klart fremgik af oplysningerne, at ingen var i stand til at udføre det, der

søgtes om hjælp til.

I en sag havde en kommune besluttet, at en ansøger ikke længere

skulle tilbydes hjælp til rengøring, jf. servicelovens § 71. Ansøger var

51 år og led af sclerose. Ansøger arbejdede 3 timer dagligt i et skånejob

indenfor kontorfaget. Sygdommen var fremadskridende og kræfterne blev færre.

Det var vigtigt for ansøgers livskvalitet at bevare tilknytningen til

arbejdsmarkedet så længe som muligt. Ansøger havde modtaget hjælp i 5 år.

Kommunen havde foretaget en vurdering af ansøgers samlede ressourcer set i

forhold til kommunens nye serviceniveau. I vurderingen lagde kommunen vægt

på,

at ansøger selv varetog alle opgaver omkring sin personlige hygiejne og

spisesituation, samt at hun var tilknyttet arbejdsmarkedet.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen med henblik på at foretage

en fornyet vurdering af ansøgers konkrete behov eller støtte til nødvendige

praktiske opgaver i hjemmet, jf. servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2 og

stk.

2, hvor der ved vurderingen skulle tages udgangspunkt i ansøgers konkrete

mulighed

for selv - helt eller delvist – at varetage nødvendige rengøringsopgaver

i sit

hjem samtidig med, at ansøger fortsat bevarede sit skånejob.

Nævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at det ikke efter

nævnets opfattelse kunne tillægges afgørende vægt ved en afgørelse om hjælp

og

støtte til rengøring, om ansøger selv kunne varetage alle opgaver omkring sin

personlige hygiejne og spisesituation. Der var dermed ikke foretaget en

konkret

selvstændig vurdering af, hvad hun i forhold til sit handicap var i stand til

at klare af rengøringsopgaver.

Det var endvidere nævnets opfattelse, at Folketinget i aftalen

fra 2002 om den fremtidige beskæftigelsespolitik (med udgangspunkt i

regeringens handlingsplan »Flere i arbejde«) havde tilkendegivet, at der

skulle

gøres en ekstra indsats for at få de svageste (ledige) bedre integreret på

arbejdsmarkedet. Med regeringens lovforslag nr. 193 2002/2003 til lov om

aktiv

beskæftigelsesindsats, som siden er trådt i kraft 1. juli 2003, var reglerne

om

skånejob flyttet over i lov om aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter det var

formålet med loven at bidrage til et velfungerende arbejdsmarked ved at

støtte

personer, der på grund af begrænsninger i arbejdsevnen havde særlige behov

for

at få hjælp til at få arbejde.

Nævnet fandt herefter, at det på samme måde måtte tillægges vægt

at støtte personer i skånejob til i videst muligt omfang at bevare et

skånejob,

evt. ved at yde nødvendig støtte efter f.eks. servicelovens regler om bl.a.

hjemmehjælp til rengøring. Kommunen burde derfor ved sin afgørelse om

hjemmehjælp til rengøringsopgaver inddrage hensynet til, at ansøger skulle

have

tilstrækkeligt overskud i hverdagen til at kunne bevare sit skånejob.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende hjemmehjælp til personer

i skånejob. Ankestyrelsen vurderer umiddelbart at afgørelsen er rigtig.

Vedrørende servicelovens § 84 om merudgiftsydelse til

voksne (som ændret 1. januar 2003)

En sag drejede sig om en ansøger som var diabetiker. Det var

oplyst, at ansøger var under uddannelse og modtog SU. Ansøger havde som følge

af sin diabetes ansøgt om dækning af merudgifter til diætkost, insulin,

transport og lærebøger. Kommunen havde givet afslag på ansøgningen, idet

ansøger

ikke efter kommunens vurdering var omfattet af personkredsen i servicelovens

§ 84.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afslag på hjælp efter

servicelovens § 84. Nævnet fandt ikke, at ansøger var omfattet af

personkredsen i servicelovens § 84. Nævnet fandt således på baggrund af

en

konkret vurdering af de foreliggende oplysninger om ansøgers helbredsmæssige

forhold ikke, at ansøgers lidelse i form af diabetes Type 1 på

afgørelsestidspunktet medførte at der måtte sættes ind med betydelige

hjælpeforanstaltninger for at ansøger kunne opnå en tilnærmelsesvis normal

tilværelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har alene begrænset praksis vedrørende

fortolkningen af personkredsen i den nye § 84 i lov om social service.

Der

henvises til SM C-59-03, hvor Ankestyrelsen fandt, at en ansøger med cøliaki

var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.

I forhold til den konkrete problemstilling kan det imidlertid

oplyses, at Ankestyrelsen har antaget 2 sager til principiel behandling, hvor

ansøgerne bl.a. som følge af diabetes har ansøgt om hjælp til dækning af

merudgifter. Ankestyrelsen forventer at træffe afgørelse i de antagne sager i

løbet af et par måneder.

En sag drejede sig om en ansøger som havde søgt om hjælp til

dækning af merudgifter til tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med

deltagelse

i et kursus for pårørende til hjerneskadede.

Såvel kommune som nævn gav afslag på hjælp til tabt

arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 84. Nævnet havde begrundet

afgørelsen med at tab af indtægt ikke var en nødvendig merudgift efter

servicelovens § 84.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets afgørelse er i overensstemmelse med Ankestyrelsens

(senere) offentliggjorte praksis. Der henvises til afgørelsen refereret i SM

C-55-03, hvor Ankestyrelsen har fastslået, at der ikke kan ydes hjælp til

dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 84.

Vedrørende servicelovens § 87 om beskyttet

beskæftigelse

Et nævn tiltrådte en kommunes afgørelse om, at en ansøgers

ophold på et beskyttet værksted R skulle ophøre. Ansøger havde været der i 11

år. Ansøger var 63 år og modtog højeste førtidspension.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens

vurdering af, at deltagelse i kommunens tilbud T kunne tilgodese ansøgers

behov

for aktivitet m.v. Ved afgørelsen var der lagt vægt på, at kommunen havde

foretaget en konkret og individuel vurdering af tilbuddet set i lyset af

ansøgers behov. Der var således lagt vægt på, at Dagklubben T var beregnet

for

personer, der gjorde brug af amtets værksteder og dagcentre. Kommunen mente,

at

dagklubben i vid udstrækning kunne sammenlignes med R´s værkstedstilbud. Det

var således kommunens vurdering, at ansøger efter kort tid ville falde til i

T´s dagklub.

Nævnet var opmærksom på, at ansøger og lederen på R ikke var

enig i, at de 2 tilbud var sammenlignelige, men nævnet fandt ikke, at

kommunen

havde anvendt ulovlige kriterier ved bedømmelsen. Det faldt i øvrigt uden for

nævnets kompetence, at tage stilling til det generelle serviceniveau, jfr.

retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.

Ankestyrelsens bemærkninger

Det kan ikke ses af afgørelsen om det beskyttede værksted er i

amtskommunalt regi.

Det bemærkes, at vi for nyligt (december 2003) har truffet

afgørelse vedrørende afgørelseskompetence i forbindelse med beskyttet

beskæftigelse i et amtskommunalt beskæftigelsestilbud, jf. servicelovens

§ 87,

stk. 3. Afgørelsen blev imidlertid ikke offentliggjort.

I sidstnævnte afgørelse fandt Ankestyrelsen, at kommunens

afgørelse om opsigelse af en ansøger fra et amtskommunalt værkstedshus led af

en væsentlig kompetencemangel. Hvis kommunen var af den opfattelse, at

ansøgers

behov for beskæftigelse m.v. kunne varetages via kommunens egne tilbud, måtte

kommunen udarbejde en indstilling om opsigelse fra værkstedshuset og

videresende denne indstilling til Amtet til afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at opsigelse af brugerne fra Amtets

værkstedshus krævede – ligesom visitation til stedet – en afgørelse

fra amtet

på baggrund af en indstilling fra hjemkommunen.

Ankestyrelsen kan i øvrigt henvise til SM C-24-03 vedrørende

afgørelseskompetence i forbindelse med en lignende problemstilling for så

vidt

angår amtskommunale boformer.

Vedrørende servicelovens § 89 om aflønning i beskyttet

beskæftigelse.

Ankestyrelsen har modtaget 2 nævnsafgørelser vedrørende

nedsættelse af timelønnen i beskyttet beskæftigelse fra henholdsvis 12 til 7

kr. og fra 25 til 18 kr. i timen.

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte

amtets afgørelser. I begge sager henviste nævnet til retssikkerhedslovens

§ 69,

hvorefter nævnet kunne efterprøve retlige spørgsmål. Nævnet kunne dog kun

tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelser, hvis det udøvede skøn kunne

anses for ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Begrundelsen for afgørelserne var, at det var nævnets

opfattelse, at amtet i sin vurdering af lønfastsættelsen havde inddraget de

nødvendige hensyn til arbejdets sværhedsgrad, præstation, kvalitet,

punktlighed/fremmøde og samarbejdsevne.

I afgørelsen vedrørende nedsættelsen fra 12 til 7 kr. i timen

lagde nævnet vægt på, at amtet havde vurderet, at ansøgers præstation,

punktlighed/fremmøde og samarbejdsevne lå i den nederste del af skalaen fra

1-10, hvor 10 var den bedste vurdering, og at amtet havde vurderet at

kvaliteten af ansøgers arbejde lå på middel.

I afgørelsen vedrørende nedsættelsen fra 25 til 18 kr. i timen

havde nævnet lagt vægt på, at amtet havde vurderet, at ansøgers præstation og

kvalitet af arbejdet lå på middel i en skala fra 1-10, hvor 10 var den bedste

vurdering, og at ansøgers samarbejdsevne lå i den nederste del af skalaen fra

1-10. Nævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøger efter det oplyste

havde et højt arbejdstempo, kunne medføre andet resultat, idet nævnet herved

havde lagt vægt på, at det efter det oplyste kun var i perioder, at ansøger

havde et højt arbejdstempo.

Det fremgik af amtets brev til ansøgerne, at udgangspunktet var

normalt arbejde inden for pågældendes arbejde. Normalt vurderedes som en

gennemsnitlig arbejdsindsats for personer i ordinær beskæftigelse.

Vurderingen

10 opnåedes kun i meget særlige tilfælde.

Amtet havde endvidere oplyst, at der hidtil ikke havde været

nogen retningslinier for lønfastsættelse, og at lønnen hidtil havde været

fastsat tilfældigt og mundtligt. Amtet havde slutteligt i brevet til nævnet

oplyst, at indtægten ved beskyttet beskæftigelse lå mellem 5 og 27 kr.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke kendskab til sager af denne karakter.

Ankestyrelsen har alene kunnet vurdere sagerne på baggrund af de

foreliggende afgørelser samt grundlaget herfor. Ankestyrelsen har således

ikke

kunnet vurdere, hvorvidt amtets afgørelser var udtryk for et rimeligt

individuelt skøn. Af afgørelserne fremgår ikke, hvad udgangspunktet for

lønnen

ved 10 er. Det fremgår heller ikke om vurderingerne for alle kriterierne er

lagt sammen til et gennemsnit eller om alle kriterier vægter lige meget.

Afgørelserne ses heller ikke sammenholdt med § 1 i Socialministeriets

bekendtgørelse om aflønning m.v. og støtte til befordrings udgifter i

beskyttet

beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og i aktivitets- og

samværstilbud.

Ankestyrelsen finder derfor på det foreliggende, at nævnet

eventuelt burde have intensiveret sin prøvelse af amtskommunens afgørelser og

herunder søgt sagerne bedre belyst. Ankestyrelsen har ingen praksis

vedrørende

aflønning i beskyttet beskæftigelse og ville formentlig have antaget

sagen/sagerne

til principiel behandling, såfremt de havde været indbragt for Ankestyrelsen.

Vedrørende servicelovens §§ 97 og 98 om

hjælpemidler og forbrugsgoder

Et nævn var enig med kommunen i, at der ikke kunne ydes hjælp

til en glaskeramisk kogeplade efter bestemmelsen i servicelovens § 98,

stk. 1, 2. pkt. om sædvanligt indbo.

Ansøger oplevede efter operation i nedre del af ryggen samt

mistanke om diskusprolaps i nakken tiltagende kraftnedsættelse og

føleforstyrrelser strålende ud i begge arme primært i højre arm og ligeledes

kraftnedsættelse og føleforstyrrelser i benene. Ansøger var flyttet til

handicapvenlig bolig, hvor der imidlertid var el-kogeplader, som ikke var i

niveau med bordet. Ansøger anførte, at hun ikke kunne løfte gryder fra komfur

til bord og ej heller fra plade til plade.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der var tale om et

almindeligt forbrugsgode, der normalt indgik i sædvanligt indbo, jf.

servicelovens § 98, stk. 1, 2. punktum og § 18, stk. 5 i

Socialministeriets

bekendtgørelse af 20. marts 2003 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder

efter serviceloven.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets begrundelse synes ikke at være i overensstemmelse med

retningslinierne i SM C-23-01, hvor Ankestyrelsen fandt, at en stol, som

kunne

købes hos en almindelig møbelforhandler ikke alene af den grund kunne anses

for

at være »sædvanligt indbo«, hvortil der ikke kunne ydes hjælp.

Det afhang af en konkret vurdering i forhold til det ansøgte

forbrugsgode, om forbrugsgodet havde en væsentlig handicapkompenserende

funktion for en varigt nedsat funktionsevne.

Der måtte således konkret lægges vægt på, om det ansøgte

forbrugsgode skønnedes specielt egnet eller indrettet til at tilgodese

funktionsnedsættelsen/lidelsen, eller i øvrigt skønnedes udformet til i

væsentlig grad at kompensere for følgerne af lidelsen eller et specifikt

handicap.

Hvis betingelserne om væsentlighed m.v. er opfyldt er

hovedreglen, at der kan ydes hjælp til forbrugsgoder, som forhandles bredt

med

henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. En mindre del

af forbrugsgoder – dem der er så almindelige, at de normalt indgår i

sædvanligt

indbo – kan der dog ikke ydes hjælp til.

Ankestyrelsen finder ikke, at der ved den trufne afgørelse er

foretaget en konkret vurdering i overensstemmelse med SM C-23-01.

Vedrørende servicelovens § 102 om boligændringer

Ansøger var grundet dissemineret sclerose kørestolsbruger. Den

daværende bolig var uegnet til en kørestolsbruger. Oprindeligt ønskede

familien

at forblive i boligen, men da løsningen med ændring af boligen ikke ville

blive

optimal, byggede familien et nyt hus. Ansøger blev kompenseret for et udvidet

bruttoareal som følge af handicappet.

Ved købet var familien bekendt med at trægulve til

kørestolsbruger var et lettere underlag at køre på, men valgte at købe

gulvtæppe. Af økonomiske årsager havde de derfor selv valgt en anden

billigere

løsning ved at købe huset med en anden gulvbelægning. Af

byggeentreprisekontrakten fremgik det, at hele huset skulle være med

trægulve.

Kommunen fandt ikke, at et tæppebelagt gulv var velegnet for en

kørestolsbruger. Kommunen henviste til, at ansøger – trods viden herom

– selv

havde valgt den billige løsning i form af tæppebelagt gulv, for herefter at

søge differencen udbetalt af kommunen (for så vidt angik

soveværelse/køkken/stue. Ansøger betalte selv for differencen i

gæsteværelset,

idet ansøger også ønskede trægulv i dette rum). Efter kommunens skøn kunne

der

have været valgt en anden billigere løsning – og ligeså god løsning som

trægulve – f.eks. et glat underlag i form af laminatgulve.Trægulve

skønnedes

ikke at være en nødvendig merudgift og en særlig indretning af boligen, der

kunne bevilges efter § 102, stk. 1. Af kommunens oplysninger fremgik, at

i

kvadratmeterprisen for en ny bolig indgik gulvbelægning, og der var derfor

ikke

vurderet på materialevalg ved valg af gulvbelægning.

Nævnet fandt ikke, at et tæppebelagt gulv i køkken, soveværelse

og stue var en faglig forsvarlig løsning for indretning af bolig for en

kørestolsbruger.

Nævnet kunne dog ikke på det foreliggende pålægge kommunen at

udbetale ansøger differencen mellem trægulv og tæppebelagt gulv, idet der i

henhold til servicelovens § 102, stk. 1 kun kunne ydes støtte til

indretninger, der var nødvendige. Hvis det var muligt at finde en billigere -

men dog stadig en fagligt forsvarlig løsning – var det denne, der skulle

finde

anvendelse.

Sagen hjemvistes derfor til kommunen med henblik på

stillingtagen til, om ansøger i stedet for tæppebelagt gulv kunne have valgt

en

anden og billigere løsning end trægulv, f.eks. i form af laminatgulv.

Kommunen

måtte herefter vurdere, om valget af et fagligt forsvarligt gulv var dyrere

end

et tæppebelagt gulv og herefter træffe afgørelse efter servicelovens

§ 102,

stk. 1.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen finder, at afgørelsen på det foreliggende

umiddelbart synes at være i strid med principperne i SM O-70-88 og SM

O-10-98.

Ankestyrelsen ville formentligt have optaget sagen til principiel behandling,

såfremt den havde været indbragt for Ankestyrelsen.

Ifølge SM O-70-88 kunne der ikke ydes hjælp til merudgifter ved

særlig indretning af et nyopført hus, så det blev egnet som opholdssted for

et

multihandicappet barn, der var permanent kørestolsbruger. Familien havde

bygget

et hus på 145 kvadratmeter, men da det fra Hjælpemiddeltjenesten var oplyst,

at

et hus på 105 kvadratmeter opfyldte de krav, en familie med 1 handicappet

barn

kunne stille, blev hjælpen begrænset til et beløb, svarende til udgiften til

indretning af et hus på 105 kvadratmeter.

Der kunne ikke ydes hjælp til merudgifter til køb af en særlig

dyr byggegrund eller til opførelse af en carport, ligesom der blev givet

afslag

på hjælp til merudgifter til udvendig flisebelægning.

Ifølge SM O-10-98 kunne der ikke ydes hjælp til opsætning af en

brusekabine i en lejlighed uden bad.

Begrundelsen var, at der var tale om en modernisering. Der kunne

heller ikke ydes hjælp i form af differencen mellem en almindelig og en

handicapvenlig brusekabine.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter ordlyden af

bestemmelsen skulle ydes den fulde økonomiske nødvendige hjælp til

boligændring

og indretning.

Vedrørende servicelovens § 103 a om pasning af

nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom

En sag drejede sig om en mand, der var radikalt opereret for

kræft i munden. Ved operationen var tænderne i undermunden fjernet. Der var

transplanteret hud fra underarmen. I den første måned skulle han sondemades

og

havde i øvrigt behov for konstant pleje/overvågning. Der var ved

udskrivningen

ikke planer om supplerende behandling. Efter aftale med ægtefællen blev

manden

udskrevet til eget hjem og ikke til lokalt sygehus. 1 måned efter

udskrivningen

skønnedes manden, at kunne klare sig uden konstant hjælp. Manden modtog

efterfølgende talepædagogisk bistand og kom fortsat til undersøgelse på

hospitalet. Ægtefællen søgte løn fra kommunen under pasning af manden i en

kort

periode efter udskrivningen, jf. servicelovens § 103a.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen med den begrundelse, at

der ikke var tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

eller

indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Nævnet pålagde kommunen at ansætte ægtefællen til

pasningsopgaverne i forbindelse med mandens sygdom. Begrundelsen for

afgørelsen

var, at ansøger og ægtefællen var omfattet af personkredsen i

lovbestemmelsen.

Nævnet lagde til grund, at ægtefællen havde tilknytning til

arbejdsmarkedet og ønskede at påtage sig pasningsopgaven. Endvidere lagde

nævnet til grund, at mandens kræftlidelse måtte anses for en indgribende og

langvarig lidelse, der efter plejefasen havde et efterforløb af længere

varighed. Endelig blev det lagt til grund at alternativet til pasning i

hjemmet

var døgnpleje udenfor hjemmet og at plejebehovet svarede til fuld tid.

Ankestyrelsens bemærkninger

Det fremgår Socialministeriet orienteringsskrivelse af 6.

september 2002 om lov om ændring af lov om social service (ansættelse til

pasning af nærtstående med handicap m.v.), at de personer, der er omfattet af

denne pasningsordning, kan være både børn og voksne med betydelig og varig

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller

langvarig lidelse. Dvs. at personkredsen er den samme, som efter § 29

kan

udløse ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste (børn) eller kan få et

beløb

til at ansætte et familiemedlem til pasning efter § 76, stk. 2 (voksne).

Det fremgår af Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om

Sociale tilbud til børn og unge med handicap punkt 96 i afsnittet om tabt

arbejdsfortjeneste, at målgruppen som udgangspunkt er familier med børn og

unge

med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med

indgribende kronisk eller langvarig lidelse, jf. pkt. 42 og 43 i kapitel 8 om

merudgifter.

Af pkt. 42 fremgår at indgribende lidelse betyder, at lidelsen

skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige

tilværelse.

Om langvarig lidelse fremgår, at i praksis lægges der vægt på,

om lidelsen skønnes at vare et år eller mere, men det er dog ikke udelukket,

at

yde støtte, selv om lidelsen kan forventes at vare mindre end 1 år.

Ankestyrelsen har ingen praksis, der omfatter ovennævnte

problematik. Ankestyrelsen har på det foreliggende ingen bemærkninger til

afgørelsen, men ville dog formentligt have antaget sagen såfremt den havde

været indbragt for styrelsen til principiel behandling til belysning af

efterhandling og efterbehandlingsperiodens længde i forbindelse med

fortolkning

af langvarig lidelse,

Vedrørende servicelovens § 109 e om optagelse i

særlige botilbud uden samtykke

Ankestyrelsen har modtaget 1 afgørelse om flytning fra et bo- og

naboskab til et andet bo- og naboskab, da det første skulle nedlægges.

Nævnet fandt, at uanset årsagen til flytningen, så krævede en

eventuel optagelse i det nye botilbud uden samtykke en forudgående afgørelse

af

det sociale nævn, jf. dagældende § 109 e og § 109g. Nævnet fandt

derfor, at indgrebets lovlighed forudsatte, at betingelserne i servicelovens

§ 109

e, jf. § 109 g var opfyldt.

Nævnet bemærkede, at der ikke ifølge ordlyden af lovbestemmelserne

i servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse, sås at være hjemmel til at

undtage flytning fra magtanvendelsesreglernes anvendelsesområde ved

nedlæggelse

af en institution.

Nævnet fandt endvidere, at fortolkningen understøttedes af pkt.

12.2 i Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 (nu

Socialministeriets vejledning af 19. december 2003, pkt. 86) om

magtanvendelse

og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne og SM C-26-01.

Det fremgik således bl.a. af vejledningens punkt 12.2 at forud

for optagelse i et botilbud eller i plejehjem/plejebolig skal der som

udgangspunkt ske en visitation hertil i overensstemmelse med

retssikkerhedslovens bestemmelser bl.a. om klageadgang. Dette er tilfældet

uanset om pågældende hidtil har boet i eget hjem eller i et andet botilbud.

Herudover kan der alene træffes afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud

uden pågældendes samtykke efter § 109 e, som også gælder ved flytning

mellem forskellige botilbud.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende anvendelse af

magtanvendelsesreglerne i forbindelse med nedlæggelse af hidtidigt botilbud

og

flytning til et andet botilbud. Ankestyrelsen har en sag til behandling

vedrørende samme problematik, som bliver afgjort i nærmeste fremtid.

Vedrørende boligstøtteloven

Vedrørende § 8a om formuetillæg.

Et nævn har truffet afgørelse om, at en kommune skulle se bort

fra et beløb på ca. 200.000 kr. af ejendomsværdien af en ansøgers sommerhus i

forbindelse med beregningen af boligstøtte.

Nævnet fandt, at der ved opgørelsen af formuen, jf.

bekendtgørelse nr. 994 af 8. november 2000 (om opgørelse af formue til

beregning af individuel boligstøtte) § 2, stk. 1, nr. 3, jf. § 1,

stk. 1, nr. 7, skulle ses bort fra det nævnte beløb vedrørende ejendomsværdi

af

sommerhus, da det fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at en udbetalt erstatning

på ca. 200.000 kr. fortsat bestod, og at midlerne derfra var anbragt i

ansøgerens sommerhus.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren for nogle år siden fik udbetalt

et éngangsbeløb som følge af personskade efter loven om

arbejdsskadeforsikring,

og at dette beløb indgik ved køb af et gældfrit sommerhus.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at tage

principiel/generel stilling til det rejste spørgsmål. Vi er imidlertid

interesserede i at antage sager til afklaring af sammenhængen mellem

bekendtgørelsens

§ 1 om, hvad der indgår i boligstøttemodtagerens formue og § 2,

hvorefter der ved opgørelse af formue bortses fra erstatning for tab af

erhvervsevne mv., der udbetales som følge af personskade efter forskellige

erstatningslove.

Vedrørende § 40 om ansøgning og udbetaling

Et nævn har truffet afgørelse om, at en ansøger var berettiget

til boligstøtte fra indflytningen den 1. august, jf. boligstøttelovens

§ 40,

stk. 2, hvorefter kommunen, uanset om ansøgeren hidtil har modtaget støtte

til

anden bolig, kan lade boligstøtten udbetale med virkning fra

indflytningsdagen,

når denne ikke ligger mere end en måned efter ansøgningen.

Nævnet henviste til, at ansøgeren i august måned i forbindelse

med indflytning i ny bolig pr. 1. august ansøgte kommunen om boligstøtte til

den nye bolig. Kommunen modtog først i midten af september ansøgningsskemaet

i

udfyldt form. Kommunen havde oplyst over for nævnet, at man betragtede

tidspunktet for afleveringen af ansøgningsskemaet i udfyldt form som

ansøgningstidspunktet. Kommunen anså derfor midten af september som

tidspunktet

for indgivelse af ansøgning.

Nævnet henviste til Ankestyrelsens praksis, jf. SM O-81-98, hvorefter

ansøgningstidspunktet som udgangspunkt er det tidspunkt, hvor ansøgeren

retter

henvendelse til kommunen og får udleveret et ansøgningsskema, og at det ikke

må

medføre skadesvirkning for ansøgeren, at kommunen har tilrettelagt

arbejdsgangen således, at ansøgning kræver flere henvendelser, fx i form af

udfyldning og aflevering af et ansøgningsskema. For at fastholde

ansøgningstidspunktet skal ansøgeren dog følge ansøgningen op inden for

rimelig

tid.

Nævnet fandt herefter, at ansøgeren ved at aflevere det udfyldte

skema i midten af september havde fastholdt ansøgningstidspunktet i august

måned, idet ansøgningsskemaet var afleveret inden for rimelig tid, henset til

at kommunen ikke havde givet en nærmere frist for aflevering af

ansøgningsskemaet.

Nævnet fandt således, at tidspunktet for ansøgerens henvendelse til kommunen

i

august måned skulle betragtes som ansøgningstidspunktet. Da ansøgeren derfor

havde søgt om boligstøtte inden for den første måned efter indflytningen,

fandt

nævnet, at pågældende var berettiget til boligstøtte fra indflytningsdatoen

den

1. august.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er umiddelbart ikke uenig i afgørelsen. Det

bemærkes dog, at SM O-81-98 vedrørte en ansøgning om kontanthjælp, og

Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at tage principiel stilling til det

tilsvarende spørgsmål for så vidt angår boligstøtte, herunder betydningen af

boligstøttelovens § 41, stk. 1, hvorefter kommunen kan bestemme, at der

skal anvendes en særlig ansøgningsblanket ved ansøgning om boligstøtte.

Ankestyrelsen er derfor interesseret i at antage en tilsvarende sag om

boligstøtte.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter