Spring til indhold

Retsinformation

Tendenser i ankenævnenes afgørelser efter bistandsloven - serviceydelser - biler -boligindretning - betaling i døgninstitution - lov om social bistand § 58, stk. 6, § 59, § 100 - lov om social service § 99, § 102, § 52

KEN nr 60017 af 31/08/1998Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet31. august 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Tendenser i ankenævnenes

afgørelser efter bistandsloven - serviceydelser - biler -

boligindretning - betaling i døgninstitution - lov om social bistand

§ 58, stk. 6, § 59, § 100 - lov om social service

§ 99, § 102, § 52

Serviceydelser

(Artikel af fuldmægtig Niels-Henrik Dam, Den Sociale Ankestyrelse)

Biler

bistandslovens § 58, stk. 6. (nu servicelovens § 99)

Et nævn har indsendt 3 afgørelser, hvor

ansøgere er bevilget udvidet støtte, med henblik på

medbringelse af minicrosser. Minicrosseren blev betragtet som alternativ til

el-kørestol. Der var i alle tre sager tale om ansøgere med

muskelsvindlidelser, og alle tre ansøgere havde en gangdistance. I to

ud af de tre sager havde nævnets sekretariat indstillet til afslag

på udvidet støtte. Ankestyrelsen har ikke truffet principielle

afgørelser om dette spørgsmål, men som regel antages det,

at minicrosseren er et alternativ til bil i nærmiljøet - og ikke

et alternativ til en el-kørestol - hvorfor ønske om

medbringelse af minicrosser normalt ikke vil kunne udløse udvidet

støtte. Det må således anses for tvivlsomt om

afgørelserne er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis.

På baggrund af disse tre sager vil Ankestyrelsen herefter være

opmærksom på, om vi modtager sager om dette

spørgsmål, der er egnede til principiel behandling.

Et nævn har indsendt en afgørelse, hvor der

bevilges motorkabinevarmer. I afgørelsen er henvist til SM O-13-85,

hvor der blev bevilget kabinevarmer, men givet afslag på motor og

kabinevarmer. I den konkrete sag var ansøgeren komplet lammet i arme

og ben, bortset fra muskelaktivitet i dele af højre arm, således

Læs alt

at ansøger kunne styre en el-kørestol. Hun havde tendens til

urinvejsinfektioner. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at

motor-kabinevarmeren kun var 200 kr. dyrere end kabinevarmer. Sahva havde

endvidere udtalt, at der var nogle fordele ved en motor-kabinevarmer i stedet

for en kabinevarmer, idet en kabinevarmer ikke kunne indstilles sådan

at temperaturen i kabinen er konstant hele tiden. Ansøger i den

konkrete sag syntes at være dårligere end ansøger i SM

O-13-85, idet hun ikke selv skulle føre bilen. Ankestyrelsen har ikke

ret mange sager om (motor)kabinevarmere, og det er sjældent at

Ankestyrelsen finder ansøgere berettigede. Ydelser efter bilbkg. § 9

beror på et konkret skøn, og på denne baggrund synes der

ikke at være grundlag for at kritisere den indsendte afgørelse.

På baggrund af denne sag og den teknologiske udvikling, der

(formentlig) har fundet sted siden 1985, vil Ankestyrelsen i fremtiden

være opmærksom på sager, der kan behandles principielt med

henblik på supplering/ændring af SM O-13-85.

Et nævn har indsendt en sag, hvor en 9-årig

dreng blev bevilget støtte til køb af bil. Han havde ikke

nedsat gangfunktion, men var et såkaldt DAMP-barn, der ved bustransport

råbte af andre passagerer, skabte sig, skreg og lignende. Han havde

kørselsordning til og fra skole. Han havde en 4-årig lillebror,

der muligvis også havde en hjerneskade. Motorisk blev han dog betragtet

som alderssvarende. Moderen var alene med disse to børn. Nævnets

sekretariat indstillede til afslag. I SM O-98-85 er der 8 sager om

ansøgere med forskellige psykiske lidelser, og i alle sager blev der

givet afslag på bilstøtte. Ankestyrelsen har ikke taget

principielt stilling til sager vedr. børn der er urolige eller

besværlige at medbringe i offentlige transportmidler pga. aparte

opførsel og lignende. Ankestyrelsen har dog så vidt vides altid

givet afslag i denne type sager. Selvom sagen er noget speciel pga.

lillebroderens handicap, er afgørelsen derfor formentlig i strid med

Ankestyrelsens praksis.

Et nævn har indsendt en sag om en ansøger,

der fik bevilget tilskud til særlig indretning til indbygning i hans

nuværende bil, der var fra 1994. Kommunen klagede over

afgørelsen. Bilforhandleren havde oplyst, at indretningen ville koste

120.000 kr., og ville være "næsten umulig". Bilinspektøren

havde udtalt at ændringen ikke ville kunne fungere uden problemer.

Kommunen ankede. På baggrund af de nye oplysninger ændrede

nævnet afgørelsen og fandt nu, at der kunne ydes tilskud til

særlig indretning i en nyere bil, hvor den særlige indretning

hensigtsmæssigt kunne fungere og var økonomisk forsvarlig at

foretage. Ankestyrelsen har haft en tilsvarende sag, hvor vi på

baggrund af oplysninger fra bilforhandler og bilimportør genoptog

sagen og ændrede den tidligere bevilling af automatisk transmission.

Sagen understreger, at det i disse sager er vigtigt at indhente sagkyndige

udtalelser før afgørelse træffes.

Et nævn har indsendt en afgørelse, hvor der

er bevilget trivselsbil på baggrund af total incontinens til en

59-årig kvinde. Det er tvivlsomt om denne afgørelse er i

overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, når det drejer sig om en

trivselsbil, og når der ikke er tale om egentligt ganghandicap.

Boligindretning

bistandslovens § 59 (nu servicelovens § 102)

I en indsendt sag ændrede nævnet kommunens

afslag, hvorefter der blev bevilget støtte til forbedringer af

adgangsforholdene for en kørestolsbruger til en lejlighed i stueplan.

Nævnet hjemviste sagen til udredning af bedste og billigste

løsning.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt

på, at kommunen ikke lovligt kan afslå at yde hjælp efter §

59, alene under henvisning til at boligen ikke var handicapegnet, og at

familien derfor burde flytte.

Som begrundelse henviste nævnet til loven og

cirkulæret samt den administrative praksis, der kommer til udtryk i

Ankestyrelsens afgørelser, hvor det såkaldte frie boligvalg er

fastslået.

Afgørelsen synes i overensstemmelse med bl.a. SM

O-108-94 og SM O-109-94.

I en anden sag ændrede nævnet kommunens

afgørelse, hvorefter en ansøger fik bevilget hjælp til

opsætning af 2 elektriske døråbnere. Det var oplyst, at

ansøger var kørestolsbruger og ikke længere kunne

åbne dørene til den ejendom ansøger boede i, da

dørene havde fået opsat nye dørpumper.

Kommunen mente, at den ikke havde hjemmel til at

påbyde ændring af dørpumperne, og at problemet skulle

løses mellem lejer og udlejer, da boligselskabet burde være

ansvarlig for at alle borgere, også børn, ældre og

svagelige kunne benytte de almindelige adgangsveje til boligerne.

Afgørelsen synes i overensstemmelse med SM O-38-87

og SM O-57-96.

I en tredie sag ændrede næv- net kommunens

afgørelse, hvorefter der blev bevilget hjælp til etablering af

en el-trappelift.

Det var oplyst, at ansøger var alene med et

13-årigt handicappet barn, der var kørestolsbruger samt 2 mindre

børn. Ansøgningen var begrundet i, at ansøger ikke

længere kunne bære datteren de 8 trappetrin ned fra boligen til

gadeplan.

Nævnet fandt at etablering af el-trappelift

måtte anses for nødvendig, da den skønnedes i høj

grad at kunne formindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget

hjem. Nævnet fandt, at der med el-liften var tale om ikke blot en

optimal løsning, men i den konkrete situation også en

nødvendig løsning.

I en fjerde sag ændrede næv- net kommunens

afgørelse, hvorefter der blev bevilget hjælp til nedrivning af

vægge, fjernelse af dørtrin samt indlæggelse af gulvvarme

i badeværelset.

Det var oplyst, at ansøger var alene med

tvillingedrenge, hvoraf den ene led af muskel-svind, herunder nedsat

lungefunktion. Det forventedes, at drengen ville få behov for

el-kørestol, ståstativ, gangstativ, pandastol samt klapvogn/

manuel kørestol.

Nævnet fandt på baggrund af oplysningerne om

bevægelinierne i lejligheden, at nedrivning af vægge og fjernelse

af dørtrin måtte anses for nødvendig for at gøre

boligen bedre egnet som opholdssted.

For så vidt angik gulvvarme lagde nævnet

vægt på, at den nedsatte lungefunktion nødvendiggjorde

høj ensartet temperatur samt oplysninger om badeværelsets

beskaffenhed ( 2,90 meter til loftet og 3,5 meter mellem radiatorvæg og

badekarvæg ).

I en femte sag fandt nævnet, at en kommune ikke var

berettiget til at stille vilkår om, at et nyt kreditforeningslån

kun kunne optages mod, at et eventuelt nettoprovenu anvendtes til hel eller

delvis indfrielse af et lån ydet efter bistandslovens § 59.

Nævnet lagde til grund, at der efter reglerne vedr.

indretning af bolig ikke kunne stilles yderligere vilkår, end at et

lån forfaldt til betaling ved ejerskifte.

Afgørelsen er i overensstemmelse med SM O-58-85 og

SM O-2-91.

Betaling vedr. døgninstitution

bistandslovens § 100 (nu servicelovens § 52)

En 15-årig dreng blev indlagt på

børnepsykiatrisk afdeling, hvor man fandt at han var psykotisk og

havde et absolut og akut behandlingsbehov. Han opholdt sig herefter på

et behandlingshjem. Kommunen havde sat moderen i forældrebetaling med

et nedsat beløb. Nævnet fandt, at der forelå et

udpræget behandlingsmæssigt sigte med døgnopholdet, og

fritog derfor moderen for forældrebetaling.

Dette er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis,

jf. SM O-4-82, O-24-85 og O-40-91. Ankestyrelsen ser fra tid til anden sager

om, hvornår der foreligger udpræget behandlingsmæssigt

sigte, og Ankestyrelsen ville gerne antage sager til supplering af især

SM O-24-85, men indtil nu har ingen af de modtagne sager været

egnede.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter