Spring til indhold

Retsinformation

Selvforskyldt ledig, arbejdsophør uden begæring af dagpenge, regelanvendelse

KEN nr 9269 af 25/03/2002Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet14. juni 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Selvforskyldt ledig, arbejdsophør uden

begæring af dagpenge, regelanvendelse

Ankenævnet har behandlet kassens klage på vegne af XXX, cpr.

nr. XXX over direktoratets afgørelse om sanktioner i forbindelse med

arbejdsophør på møde den 21. marts 2002.

Ankenævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet bemærker indledningsvis, at der efter direktoratets

afgørelse af 28. juni 2001 og oversendelsen af sagen til

ankenævnet den 19. juli 2001 er trådt en ny bekendtgørelse

om selvforskyldt ledighed i kraft.

Da direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om

selvforskyldt ledighed trådte i kraft den 1. oktober 2001, og da

bekendtgørelsen ikke indeholder særlige overgangsbestemmelser i

relation til arbejdsophør, der har fundet sted forud for

ikrafttrædelsesdatoen og under omstændigheder, som i den

foreliggende sag, er det ankenævnets opfattelse, at det er de

lempeligere bestemmelser om arbejdsophør uden begæring af

dagpenge i den nugældende bekendtgørelse, der skal anvendes ved

afgørelsen af denne sag.

Ankenævnet begrunder denne opfattelse med, at sagen først

bliver endeligt afgjort efter at de nye og lempeligere regler er trådt

i kraft, og at det i praksis antages, at regelændringer, der

indebærer lempelser i forhold til tidligere gældende regler, skal

anvendes på sager, der ikke er endeligt afgjort forud for reglernes

ikrafttræden, hvis andet ikke er bestemt.

Under anvendelse af den nugældende bekendtgørelse om

selvforskyldt ledighed finder ankenævnet:

xxx´s arbejdsophør ved Pizzeria og Grillbar den 31. maj 2000, er

ikke omfattet af reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af

Læs alt

selvforskyld ledighed i direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19.

september 2001. xxx skal derfor ikke pålægges 5 ugers effektiv

karantæne fra den 1. juni 2000 i forbindelse med dette

ophør.

xxx må anses som selvforskyldt ledig i forbindelse med

arbejdsophøret hos xxx den 8. oktober 2000, hvorfor han for dette

arbejdsophør skal pålægges 5 ugers effektiv

karantæne med virkning fra den 9. oktober 2000.

Arbejdsophøret ved Pizzeria og Grillbar

Ankenævnet lægger ved denne del af afgørelsen til

grund, at xxx opsagde arbejdet ved Pizzeria og Grillbar pr. 1. juni 2000,

fordi han ønskede at holde en længere ferie, dels for egne

optjente feriepenge og dels for egen regning. Ankenævnet lægger

videre til grund, at xxx ikke begærede dagpenge eller anden ydelse fra

kassen i 3 måneder efter dette arbejdsophør

Ankenævnet lægger ved afgørelsen vægt på,

at et medlem, der ophører i et arbejde uden at bede om ydelser, der

udbetales af kassen, i 3 måneder efter ophøret, ikke er omfattet

af reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af selvforskyldt

ledighed i direktoratets nugældende bekendtgørelse nr. 826 af

19. september 2001 om selvforskyldt ledighed (herefter benævnt:

bekendtgørelsen). Der henvises herved til § 2, nr. 4, i

bekendtgørelsen.

xxx´s ophør ved xxx pizzeria og Grillbar den 31. maj 2000, skal

således ikke vurderes eller sanktioneres efter bekendtgørelsens

regler, da han først meldte sig ledig og begærede dagpenge mere

end 3 måneder efter ophøret.

Da den væsentligste del af kassens klage vedrører vurderingen

af dette ophør i henhold til den tidligere gældende

bekendtgørelses regler, og da der med den nugældende bestemmelse

i bekendtgørelsens § 2, nr. 4, er sket en ændring, der i vidt

omfang imødekommer kassens hovedindvending mod vurderingen af dette

ophør, finder ankenævnet ikke anledning til at gå ind i en

mere generel drøftelse af hjemlen til at sanktionere ophøret

efter de tidligere gældende regler.

Arbejdsophøret ved xxx

Ankenævnet lægger ved denne del af afgørelsen til

grund, at xxx den 13. august 2000 påbegyndte arbejde ved xxx, og at han

selv sagde dette arbejde op den 8. oktober 2000, da han følte sig

dårligt behandlet og udsat for racisme.

Videre lægger ankenævnet til grund, at Xxx den 9. oktober 2000

fik midlertidig ansættelse ved sin tidligere arbejdsgiver, Xxx Pizzeria

og Grillbar, at han blev opsagt fra dette arbejde den 31. oktober 2000, da

der ikke var mere arbejde til ham, og at han den 2. november 2000 meldte sig

ledig og begærede dagpenge.

Ankenævnet lægger ved vurderingen af arbejdsophøret ved

Xxx vægt på, at Xxx selv opsagde arbejdet pr. 8. oktober 2000

uden af have forsøgt at opnå en løsning på de

problemer, som har angav som årsag til opsigelsen. Xxx begrundede

opsigelsen med, at han følte sig dårligt behandlet og udsat for

racisme. Efter det oplyste henvendte han sig ikke til arbejdsgiveren for at

søge problemerne løst, fordi han mente, at det ikke ville

føre til noget. Betingelserne for at anse ophøret for

fyldestgørende begrundet i medfør af bestemmelsen i

bekendtgørelsens § 25, stk. 1 og 2, er dermed ikke opfyldt.

Ankenævnet har i den forbindelse noteret sig, at Xxx overfor

direktoratet har frabedt sig, at direktoratet indhentede yderligere

oplysninger til brug for sagsbehandlingen.

Den omstændighed, at Xxx umiddelbart efter arbejdsophøret den

9. oktober 2000 påbegyndte arbejde hos sin tidligere arbejdsgiver, Xxx

Pizzeria og Grillbar, kan heller ikke medføre, at ophøret hos

Xxx ikke skal omfattes af reglerne om selvforskyldt ledighed i medfør

af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 2, nr. 5.

Der henvises herved til, at det er en betingelse for, at henføre

ophøret under bekendtgørelsens § 2, nr. 5, at medlemmet den

første hverdag efter ophøret begynder i arbejde af mere end 5

ugers varighed. Da Xxx Pizzeria og Grillbar til sagen har oplyst, at Xxx i

forbindelse med arbejdets påbegyndelse blev orienteret om, at der var

tale om midlertidig ansættelse, og da Xxx ophørte med arbejdet i

Xxx Pizzeria og Grillbar den 31. oktober 2000, finder § 2, nr. 5 ikke

anvendelse.

Da der ikke var en gyldig grund til arbejdsophøret den 8. oktober

2000, må Xxx anses for at være selvforskyldt ledig i forbindelse

med ophøret, og han skal derfor pålægges 5 ugers effektiv

karantæne fra den 9. oktober 2000.

Da Xxx´s arbejdsophør ved Xxx Pizzeria og Grillbar ikke er omfattet

af bekendtgørelsens regler og derfor ikke sanktioneres, bortfalder

spørgsmålet om gentagelsesvirkning i forbindelse med

ophøret ved Xxx.

Derimod vil Xxx hvis han igen bliver selvforskyldt ledig inden for 12

måneder efter ophøret ved Xxx miste retten til dagpenge i

medfør af gentagelsesvirkningen.

Ankenævnet henviser herved til lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. § 63, stk. 1, nr. 2 og stk. 5. Der

henvises desuden til direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19.

september 2001om selvforskyldt ledighed, § 2, nr. 4 og 5, § 3, stk. 1, § 25,

stk. 1 og 2, § 40, stk. 1, § 42, stk. 1, § 43, stk. 1 og 2, og § 48.

Ankenævnet ændrer derfor direktoratets afgørelse,

således at Xxx alene skal registreres for selvforskyldt ledighed i

forbindelse med arbejdsophøret ved Xxx, og pålægges 5

ugers effektiv karantæne for ophøret.

Afslutningsvis bemærkes, at ankenævnet alene behandler

konkrete klagesager i det omfang, det er fastsat i lovgivningen. Ved

behandlingen af de konkrete sager foretager ankenævnet en

fuldstændig efterprøvelse af såvel rets- som

skønsspørgsmål, herunder hjemmelsspørgsmål,

af relevans for afgørelsen af den konkrete sag. Det falder derimod som

udgangspunkt uden for nævnets kompetence, at udøve vejledende og

responderende virksomhed af mere generel karakter i forbindelse med de

enkelte sagers behandling.

På ankenævnets vegne

xxx

xx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag

på de følgende sider.

Kopi til:

Xxx

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"Medlemmet blev indmeldt i a-kassen den 1. september 1996.

Medlemmet opsagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria og Grillbar med virkning

fra den 1. juni 2000.

Det foreligger oplyst, at opsigelsen skyldtes, at medlemmet ønskede

at holde en længere ferie.

Fra den 1. juni 2000 til den 13. august 2000 holdt medlemmet optjent ferie

samt fri for egen regning.

Fra den 14. august 2000 til den 8. oktober 2000 var medlemmet

beskæftiget hos Xxx.

Medlemmet har oplyst, at han selv valgte at sige op, fordi han

følte sig dårligt behandlet og udsat for racisme hos Xxx.

Medlemmet har endvidere ifølge a-kassen uddybende forklaret,

at

chefen, formanden og kollegaerne ikke kommunikerede med

medlemmet på samme måde, som de gjorde indbyrdes,

at

chefen ofte talte med de ansatte, men sjældent med

medlemmet,

at

kollegaerne afviste at hjælpe medlemmet, når han

havde problemer med maskinerne,

at

dette gjorde, at medlemmet arbejdede i sine pauser, fordi det

ikke var rart at være sammen med de andre,

at

han derfor til sidst valgte at sige arbejdet op, og at han ikke

havde taget problemet om med chefen, fordi chefen var ligesom alle de

andre.

Fra den 9. oktober 2000 til den 31. oktober 2000 var medlemmet

beskæftiget hos Xxx Pizzeria og Grillbar.

Arbejdsgiveren har om ansættelsen oplyst,

at

medlemmet var midlertidigt ansat fra den 9. oktober 2000 til den

31. oktober 2000,

at

omsætningen i virksomheden ikke gav grundlag for en

længere ansættelsesperiode, og

at

medlemmet vidste besked om, at der var tale om en midlertidig

ansættelse.

Medlemmet har oplyst, at han ikke ved ansættelsen var klar over, at

han ville blive afskediget den 31. oktober 2000.

Den 2. november 2000 meldte medlemmet sig ledig for første gang og

anmodede om dagpenge.

Den 23. februar 2001 traf a-kassen afgørelse om, at medlemmet

skulle udelukkes fra ret til dagpenge fra den 9. oktober 2000, fordi han var

blevet selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder. A-kassen

henviste herved til arbejdsophørene den 31. maj 2000 og den 8. oktober

2000. Det fremgår videre af afgørelsen, at medlemmet er

udelukket fra dagpenge, indtil han har haft mere end 300 timers

ordinært arbejde inden for 10 uger eller har drevet selvstændig

virksomhed uden offentlig støtte i mindst 26 uger.

A-kassen har med brev af 24. april 2001 klaget over afgørelsen

på medlemmets vegne og sendt sagens akter til direktoratet.

A-kassen har i klagen bl.a. anført,

at

de regler, som afgørelsen er truffet, efter ikke har den

fornødne hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven,

at

afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de

forvaltningsretlige regler,

at

arbejdsophøret den 30. maj 2000 ikke vedrører

arbejdsløshedsforsikringen, da medlemmet ikke søgte og ikke

havde til hensigt at søge dagpenge efter ophøret,

at

det må være fyldestgørende grund til at

ophøre i et arbejdsforhold, hvis der ikke kan opnås garantier

fra arbejdsgiveren mod racistisk chikane,

at

der kan være grund til, at et medlem ikke har lyst til

eller forventninger til at få forholdene ændret gennem en

henvendelse til arbejdsgiveren, og

at

der derfor ikke er rimeligt, at medlemmet alene skal bære

risikoen ved arbejdsophøret.

Direktoratet har ved telefonisk henvendelse til a-kassen den 26. juni 2000

fået oplyst, at medlemmet forud for arbejdsophøret den 8.

oktober 2000 ikke er blevet vejledt om, at et medlem mister retten til

dagpenge, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig to gange inden for 12

måneder (den såkaldte gentagelsesvirkning)."

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 28. juni 2001 denne afgørelse:

"Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af

arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger.

Karantænen har virkning fra den 1. juni 2001.

Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af

arbejdet hos Xxx.

Medlemmet skal derfor have endnu en effektiv karantæne på 5

uger. Denne karantæne har virkning fra den 9. oktober 2000.

Begrundelse

Det følger af § 63, stk. 1, nr. 2, i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., at der ikke må udbetales dagpenge

til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden gyldig

(fyldestgørende) grund er ophørt med sit arbejde.

Det fremgår endvidere at lovens § 63, stk. 5, at direktøren

for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet

fastsætter de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i §

63, stk. 1-4.

Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december

1998 om selvforskyldt ledighed (bekendtgørelsen).

Det følger at bekendtgørelsen, at når medlemmet har

opsagt et arbejde, anses medlemmet som hovedregel for selv at være

skyld i, at pågældende er blevet ledig. Der henvises til § 4,

stk. 1, i bekendtgørelsen.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 3, at

bekendtgørelsens regler omfatter arbejdsophør efter egen

opsigelse, og at bekendtgørelsens regler også finder anvendelse,

selv om medlemmet undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret.

Medlemmet er dog ikke selv skyld i ledigheden, hvis der har været en

gyldig grund til opsigelsen. De gyldige grunde er udtømmende

nævnt i § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at

medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria & Grillbar op den 31. maj

2000.

Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han ønskede at holde en

længere ferie. Han holdt efter det oplyste ferie og fri for egen

regning fra den 1. juni 2000 til den 13. august 2000. Det at ville holde en

længere ferie er ikke en gyldig grund til at opsige sit arbejde efter §

21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter §

21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.

Direktoratet vurderer således, at medlemmet er selvforskyldt ledig

som følge af opsigelsen af arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar .

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra

den 1. juni 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i

bekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på,

at medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx op den 8. oktober 2000.

Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han oplevede racisme på

arbejdspladsen, og fordi han følte, at han ikke blev behandlet

ordentligt. Han har forklaret, at han ikke tog problemet op med din chef,

fordi denne var ligesom alle de andre.

Det følger af § 21, stk. 1, nr. 11, at medlemmet kan opsige

arbejdet, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet

ikke skal fortsætte med arbejdet. Medlemmet skal have henvendt sig til

arbejdsgiveren for at opnå en løsning på de opståede

problemer eventuelt gennem den faglige organisation

Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter §

21, stk. 1, nr. 11, til at opsige arbejdet hos Xxx.

Direktoratet lægger herved vægt på, at

arbejdsgiveren ikke ses at have misligholdt ansættelsesforholdet,

at det ikke er dokumenteret, at medlemmet på arbejdspladsen er

blevet behandlet på en måde, der strider mod arbejdsretlige

principper, og at medlemmet efter det oplyste ikke har henvendt sig

til arbejdsgiveren for at opnå en løsning på de

opståede problemer.

Direktoratet vurderer, at medlemmet heller ikke har haft en anden gyldig

grund efter § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx.

Direktoratet vurderer således, at medlemmet er selvforskyldt ledig

som følge af opsigelsen af arbejdet hos Xxx den 8. oktober 2000.

Det følger dog af bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1, at

der ikke skal ske registrering af selvforskyldt ledighed, hvis medlemmet

ophører med sit arbejde i forbindelse med overtagelse af andet varigt

arbejde. Varigt arbejde er arbejde, der forventes at blive af mere end 5

ugers varighed.

Direktoratet lægger vægt på, at det foreligger oplyst,

at medlemmet var beskæftiget hos Xxx Pizzeria & Grillbar fra

den 9. oktober 2000 til den 31. oktober 2000, at medlemmet vidste

besked om, at der var tale om en midlertidig ansættelse, og at

ansættelsen ikke var planlagt til at vare mere end 5 uger.

Medlemmet opfylder derfor ikke betingelserne for at være omfattet af

§ 17, stk. 1, i ekendtgørelsen.

Et medlem, som bliver selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12

måneder, kan ikke få dagpenge ("gentagelsesvirkningen"). Der

henvises til § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Da medlemmet efter det oplyste ikke er vejledt om "gentagelsesvirkningen"

forud for arbejdsophøret den 8. oktober 2000, finder direktoratet

efter en konkret vurdering, at medlemmet ikke skal miste retten til dagpenge

fra den 9. oktober 2000.

Medlemmet pålægges derimod en effektiv karantæne

på 5 uger fra den 9. oktober 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i

bekendtgørelsen.

Det bemærkes, at en effektiv karantæne kun kan afvikles i

perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge

eller en anden ydelse fra a-kassen, og at effektiv karantæne anses for

udstået, hvis den ikke er afviklet senest 3 måneder efter

arbejdsophøret. Der henvises til § 26, stk. 1 og 6, i

bekendtgørelsen.

* * * * * * *

De regler, der er henvist til ovenfor, er gengivet i afsnittet "Regler"

nedenfor."

Efter klagevejledningen anførte direktoratet:

"Øvrige bemærkninger

Det er direktoratets opfattelse, at bekendtgørelse nr. 1073 af 21.

december 1998 om selvforskyldt ledighed er udstedt i overensstemmelse med

hjemlen i § 63, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og at

bekendtgørelsens indhold ligger inden for den ret vide ramme, der

fremgår af bestemmelsen i lovens § 63, stk. 1.

Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i

principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med

afgørelsen af nærværende sag."

3. Klagen til ankenævnet

I klagen til ankenævnet af 11. juni 2001 anførte kassen

på vegne af medlemmet ifølge fuldmagt:

"Vedr. vort medlem Xxx, cpr.nr. xxx.

A-kassen skal anke Arbejdsdirektoratets afgørelse af 28. juni 2001

vedrørende vort ovennævnte medlem til Arbejdsmarkedets

Ankenævn.

Arbejdsdirektoratets afgørelse er truffet på baggrund af

A-kassens anke af 24. april 2001 på vegne af vort medlem af A-kassens

egen tidligere nødtvungne afgørelse.

Det fremgår af Arbejdsdirektoratets afgørelse, at

direktoratet ikke har fundet at ville give medhold i anken. Anken af 24.

april 2001 opretholdes således i sin helhed.

1. Anken

Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes om at ændre

Arbejdsdirektoratets afgørelse af 28. juni 2001 således

at

Xxx efter omstændighederne ikke alene skal bære

risikoen i forbindelse med skift af arbejde den 8. oktober 2000, og

at

det præciseres, at Xxx ophør for at holde ferie og

fri for egen regning den 30. maj 2000 og frem til 14. august 2000 ikke

vedrører arbejdsløshedsforsikringen og at der således

ikke er nogen adkomst til at bruge arbejdsløshedsforsikringen til at

pålægge Xxx en effektiv karantæne på 5 uger fra den

1. juni 2000.

A-kassen skal i det følgende fremkomme med bemærkninger til

Arbejdsdirektoratets afgørelse.

2. Arbejdsdirektoratet ignorerer problemerne.

Som det fremgår af A-kassens oprindelige anke af 24. april 2001,

så har A-kassen anket på vegne af vort medlem, fordi der efter

A-kassen opfattelse er alvorlige forvaltningsretlige problemer med at

administrere efter de i § 1 givne retningslinier i Arbejdsdirektoratets

bekendtgørelse nr. 1073 af 2 1. december 1998 om selvforskyldt

ledighed.

Det fremgår i den grad af A-kassens anke, at vi har måttet

træffe afgørelse på trods af kassens principielle

opfattelse. På trods af de omfattende forvaltningsretlige problemer,

som fremstilles i anken.

A-kassen ankede på vegne af vort medlem i den klare forventning, at

de viste forvaltningsretlige problemer måtte få den ansvarlige

forvaltningsmyndighed til nøje at overveje forholdene.

Denne forventning er blevet skuffet.

A-kassen kan konstatere, at Arbejdsdirektoratet har registreret indholdet

i anken. Det fremgår af følgende på side 5/9 i AD's

sagsfremstilling:

A-kassen har i klagen bl.a. fremført,

at

de regler, som afgørelsen er truffet efter, ikke har den

fornødne hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven,

at

afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de

forvaltningsretlige regler,

at

arbejdsophøret den 30. maj 2000 ikke vedrører

arbejdsløshedsforsikringen, da medlemmet ikke søgte og ikke

havde til hensigt at søge dagpenge efter ophøret,

....

Det giver åbenbart ikke AD anledning til en nøjere behandling

af det forvaltningsretlige i selve sagsfremstillingen. Vi skal helt om til

det løst hængende afsnit øvrige bemærkninger

på side 8/9 i AD's afgørelse for at finde bare et strejf af

behandling af det af A-kassen fremførte:

Det er direktoratets opfattelse, at bekendtgørelsen nr. 1073 af

21. december 1998 om selvforskyldt ledighed er udstedt i overensstemmelse med

hjemlen i § 63, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og at

bekendtgørelsens indhold ligger indenfor den ret vide ramme, der

fremgår cif bestemmelsen i lovens § 63, stk. I.

Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i

principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med

afgørelsen af nærværende sag.

A-kassen finder ikke denne behandling af det principielle indhold i anken

forsvarlig. Medlemmet har krav på, at Arbejdsdirektoratet legitimerer

sit indgreb i dispositioner, som tilhører hans personlige

integritet.

Arbejdsdirektoratet er retligt forpligtiget til at vurdere de

forvaltningsretlige principper, som fremføres i anken. Direktoratet

kan ikke tillade sig blot at afvise at gå ind i principielle

forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med afgørelsen af

nærværende sag.

AD finder, at bekendtgørelsens indhold ligger inden for den ret

vide ramme, der fremgår af bestemmelsen i lovens § 63, stk. I.

A-kassen skal til dette fremføre, at den enkelte paragrafs ret vide

rammer ikke kan berettige at loven anvendes uden for sit område,

nemlig sikring mod arbejdsløshed med udbetaling af ydelser ved

ledighed.

Loven giver ikke adgang til at gribe adfærdsregulerende ind i

medlemmers integritet, når de ikke er ledige. Medlemmet er ikke ledig

fra den 31. maj 2000 og frem til ledigmeldelsen den 1. november 2000.

Fra den 2. november 2000 erklærer medlemmet sig for ledig gennem

tilmelding til Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, indgivelse af

ledighedserklæring og dagpengekort til A-kassen for at modtage

dagpenge.

Arbejdsløshedsforsikringen har en legitim interesse i at behandle

årsagen til ledigheden pr. 1. november 2000 med henblik på at

konstatere, om den kan siges at være selvforskyldt, Da materialerne i

sagen viser, at arbejdsophøret den 31. oktober 2000 er i en på

forhånd oplyst midlertidig beskæftigelse, som er overtaget efter

ophør den 8. oktober 2000 fra et varigt arbejde, så har

arbejdsløshedsforsikringen en legitim interesse i at undersøge,

om der har været gyldig grund til at skifte varigt arbejde ud med en

mere usikker beskæftigelse, med risiko for og reelt indtrådt

belastning af arbejdsløshedsforsikringen.

Her er tale om ledighed, der fører til begæring om dagpenge

fra arbejdsløshedsforsikringen. Det er ikke tilfældet den 1.

juni 2000.

3. Hjemmelsspørgsmålet

3.0: Den formelle lovs princip

Overskriften henfører til det anerkendte forvaltningsretlige

princip, at forvaltningsmyndighederne er bundet til at overholde lovene under

udøvelse af deres virksomhed og følgelig ikke kan træffe

afgørelser, der er uforenelig med loven. Loven må ikke bruges

uden for lovens område og forvaltningsmyndigheden skal i sidste instans

kunne henvise til den paragraf, som giver hjemmel for den meddelte

afgørelse.

3.1: Til lovens gyldighedsområde

AD har ikke vist, at lov om arbejdsløshedsforsikring kan bruges til

at pålægge medlemmer karantæne fordi de - uden at blande

arbejdsløshedsforsikringen ind i forholdet - opsiger deres arbejde for

at holde ferie eller fri for egen regning. A-kassen viser på side 5 i

anken , at det ligger uden for lovens gyldighedsområde.

A-kassen skal behandle dette yderligere.

Arbejdsløshedsforsikringen er i henhold til loven en frivillig

forsikringsordning som administreres af A-kasserne som private foreninger.

A-kasserne har ifølge loven alene til formål at sikre

medlemmerne økonomisk kompensation for tab af indtægt som

følge af ledighed.

Kapitel 7

Anerkendte arbejdsløshedskasser

Anerkendelse

§ 30. Ved en arbejdsløshedskasse forstås i denne lov en

forening enten af lønmodtagere eller af selvstændige

erhvervsdrivende, der har sluttet sig sammen alene med det formål at

sikre sig økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.

Arbejdsløshedsforsikringens formål er udelukkende at sikre

medlemmerne økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.

Lovens område er medlemmernes forhold under ledighed.

Lovens område er ikke at blande sig i medlemmernes

dispositioner på arbejdsmarkedet i perioder, hvor de ikke er

ledige.

Lovens område og formål er ikke at blande sig i, om

medlemmerne vælger at være til rådighed for arbejdsmarkedet

eller holde fri for egen regning.

Lovens område er ikke at blande sig med karantæner i

medlemmernes begrundelser for deres opsigelse af arbejde i perioder, hvor de

ikke er ledige. Disse forhold er reguleret aftaleretligt og i kollektive

aftaler. Disse forhold. behandles andre steder i "den danske model".

Dette ligger i lovens formål og gyldighedsområde.

Det fremgår også af den måde Folketinget har bygget

loven op på.

3.2: Til den formelle lovtekst.

3.2.1: Lovparagraffernes betingede gyldighedsområde

Arbejdsløshedsforsikringsloven er bygget således op, at de

enkelte kapitler og paragraffer bygger på indholdet i de

forudgående kapitler og paragraffer. De senere kapitler og paragraffer

er betinget af indholdet i de første. Det fremgår af opbygningen

i kapitler og af teksten i de enkelte paragraffer i kapitlerne. Denne

følgerække er således med til at bestemme anvendelsen af

de enkelte paragraffer. Hvilke betingelser forudsættes opfyldt for at

paragraffen kan komme i anvendelse.

Denne struktur er særligt tydelig i lovens kapitel 10:

Betingelser for ret til dagpenge. §§ 53-65.

Først opstilles betingelser for ret til dagpenge i §§ 53-62

og derefter opstilles regler for udbetaling af dagpenge i §§ 63-65 for

perioder, hvor der skal udbetales dagpenge på baggrund af en

opnået ret og begæring om dagpenge. §§ 63-65 forudsætter

således, at der foreligger en situation, hvor der skal udbetales

dagpenge. Reglerne gælder når der skal udbetales

ydelser. Det er arbejdsløshedsforsikringens interesseområde.

Der skal være ret til og begæringen om udbetaling af ydelser.

I det følgende skal lovens kapitel 10 anvendes af A-kassen efter

sit indhold på medlemmets forhold i forbindelse med den

karantæne, som AD pålægger medlemmet med virkning fra den

1. juni 2000.

3.2.2: §§ 53-62

Medlemmet opsiger sit arbejde og ophører den 30. maj 2000 for at

holde en længere ferie for optjente feriepenge og for egen regning.

Medlemmet ønsker ikke ydelser fra

arbejdsløshedsforsikringen og henvender sig følgelig ikke

til arbejdsløshedskassen.

Medlemmet ønsker ikke at være ledig og til rådighed

for arbejdsmarkedet og henvender sig derfor ikke til

Arbejdsformidlingen.

Medlemmet ønsker først at være til rådighed for

arbejdsmarkedet den 14. august 2000 og overtager varigt arbejde ved

virksomheden xxx fra dette tidspunkt. Uden at have været ledig.

I perioderne indtil 2. november 2000 er der selvfølgelig en

række regler i §§ 53-62 i arbejdsløshedsforsikringsloven der

fastslår, at der ikke er adgang til at modtage dagpenge. Det er givet,

at der ikke er eller kan konstateres dagpengeret for medlemmet:

1. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt. 1

2. Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er

tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Tilmelding skal ske,

når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten

med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden.2

3. Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet

står til rådighed for arbejdsmarkedet.3

4. Indplacering i dagpengeperioden sker - såvel for

ydelses- som for referenceperioden - fra det tidspunkt, hvor medlemmet

anmoder om og herefter får udbetalt dagpenge. Et medlem, der er

udelukket fra ret til dagpenge som følge af effektiv karantæne,

indplaceres fra det tidspunkt, hvor medlemmet ville have været

berettiget til ydelse, hvis medlemmet ikke havde været udelukket fra

ret til dagpenge.4

Ad 1.og 2.: Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er

ledigt

Ledig er et medlem, som

i

er uden retlige arbejdsforpligtigelser og

i

ønsker arbejde, og

i

er tilmeldt AF som arbejdssøgende og

i

har indgivet ledighedserklæring til A-kassen.

Medlemmet opfylder ikke samtlige disse betingelser før den 2.

november 2000 efter arbejdsophøret den 31. oktober 2000:

i

Først her møder medlemmet frem hos AF og melder sig ledig

og arbejdssøgende.

i

Først den 2. november 2000 indgiver medlemmet

ledighedserklæring til A-kassen.

i

Først med dagpengekortet af 19. november 2000 begærer

medlemmet udbetalt dagpenge fra og med den 2. november 2000.

I § 2 i afsnittet Begreber i bekendtgørelse om selvforskyldt

ledighed5 definerer AD hvad direktoratet forstår ved "ledige

medlemmer"

§ 2. Ved "ledige medlemmer" forstås i denne bekendtgørelse

medlemmer, som er tilmeldt AF som ledige, eller som ledige modtager dagpenge

eller en anden ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler.

Da medlemmet heller ikke opfylder disse betingelser for at kunne betragtes

som ledigt, turde det være helt klart, at medlemmet helt i

overensstemmelse med egen opfattelse og handlinger ikke er ledigt og

følgelig heller ikke har ret til dagpenge i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 57.

_________________

1

§ 57, stk. 1. Lov nr. 114 af 24. marts 1970 om

arbejdsløshedsforsikring m.v. Jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli

2000.

2

§ 57, stk. 4. Lov nr. 114 af 24. marts 1970 om

arbejdsløshedsforsikring m.v. Jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli

2000.

3

§ 62, stk. 1. Lov nr. 114 af 24. marts 1970 om

arbejdsløshedsforsikring m.v. Jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli 2000. Og

§ 2 i Dir. For Arbejdsløshedsforsikr. Bek. nr. 1353 af 20. december

2000 om rådighed.

4

§ 7. Dir. For Arbejdsløshedsforsikr. Bek. nr. 1355 af

20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og

aktivperiode

5

Dir. For Arbejdsløshedsforsikr. Bek. nr. 1073 af 21.

december 1998 om selvforskyldt ledighed

Ad 3.: Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet

står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medlemmet har udtrykkeligt ikke ønsket at stå til

rådighed for arbejdsmarkedet. Medlemmet har derfor hverken tilmeldt sig

AF eller opretholdt kontakt med AF før medlemmet var ledig,

arbejdssøgende og begærede dagpenge udbetalt den 2. november

2000.

Der har således ikke været adgang til at modtage dagpenge

eller anledning for A-kassen til at udbetale dagpenge før efter den 2.

november 2000.

Der har ikke før dette, tidspunkt været anledning til at

overveje om der kunne udbetales dagpenge efter § 63, da medlemmet ikke har

været ledig på noget tidspunkt og ikke har ønsket at

være til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ad 4.: Indplacering i dagpengeperioden sker - såvel for ydelses-

som for referenceperioden - fra det tidspunkt, hvor medlemmet anmoder om og

herefter får udbetalt dagpenge

Det følger af de ovenstående forhold, at der ikke har

været grundlag for at foretage en indplacering af medlemmet i

dagpengeperioden før den 2. november 2000, da medlemmet ikke tidligere

har ønsket at anmode om og herefter få udbetalt dagpenge.

Der har ej heller været anmodet om eller udbetalt andre ydelser fra

A-kassen.

Der har således ikke været anledning til at foretage

indplacering i dagpengeperioden tidligere og ikke været anledning til

hverken at overveje en karantæne efter § 63, til at pålægge

en sådan eller til at afvikle en sådan.

3.2.3: §§ 63-65

AD hævder, at § 63, stk. 1 har ret vide rammer uden at begrunde, at

de skulle være så vide, at de giver AD ret til at

pålægge medlemmer karantæner for en bestemt adfærd,

uanset at de ikke er ledige. A-kassen skal nedenfor fremlægge kassens

fortolkning af paragraffen set i dens indplacering i lovens helhed og ud fra

den formelle tekst i paragraffen.

§ 63 ser således ud:

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed

skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende

arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller

arbejdsløshedskassen,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit

arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan

tilregnes medlemmet, eller

4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke

til udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan, afslår

eller afbryder et tilbud i henhold til en individuel handlingsplan efter lov

om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller afslår eller afbryder en

uddannelse, som Arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for

beskæftigelse.

Stk. 1 indledes med at beskrive situationen for paragraffens anvendelse:

Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes

...

Forudsætningen i lovteksten for anvendelsen af paragraffen er

således

i

at der er konstateret ret til dagpenge, og

i

at der er tale om ledighed, og

i

at der skal udbetales dagpenge.

Første sætning i § 63 forudsætter at ledigheden aktuelt

er indtrådt og er efterfulgt af en begæring om dagpenge. Ved

begæringen om dagpenge skal det vurderes hvad ledigheden skyldes.

Disse forudsætninger er ikke til stede i den konkrete sag. Medlemmet

er ikke ledig 1. juni 2001, hvor AD i afgørelsen meddeler:

Afgørelse

Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelse af

arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger.

Karantænen har virkning fra den 1 juni 2001. (A-kassen går uden

videre ud fra at AD mener 2000).

At holde ferie og fri for egen regning er ikke at være ledig.

Medlemmet går fra ferie og fri for egen regning direkte i varig

beskæftigelse uden ledighed. Medlemmet er først ledig den l.

november 2000, og først her kommer

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 ind i billedet.

4. Ikke den nødvendige hjemmel i § 63 og

magtfordrejning

Når § 63 i første sætning i lovteksten har som

forudsætning for sin anvendelse, at der skal udbetales dagpenge, og at

der er tale om ledighed, så kan stk. 5 i paragraffen

selvfølgelig ikke bruges til at udstede en bekendtgørelse med

et indhold i § 1, der overskrider paragraffens anvendelse.

Paragraffen kan ikke bruges til at give følgende regel i § 1, stk.

1 i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed:

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en

arbejdsløshedskasse, der ophører i et lønarbejde efter

afskedigelse eller egen opsigelse.

Såvel den formelle lovtekst som lovens gyldighedsområde

overskrides med denne udformning af bekendtgørelsen. Det skaber

tillige omfattende problemer vedrørende angreb på medlemmernes

personlige integritet, som ikke kan retfærdiggøres. Der er

tale om magtfordrejning.

Det er forhold, som Arbejdsdirektøren og Arbejdsdirektoratet burde

være opmærksomme på. Især når

opmærksomheden direkte henledes her på i ankesager.

5. Forvaltningsrettens proportionalitetsprincip

Proportionalitetsprincippet drejer sig om, at der skal være et

rimeligt forhold mellem mål/formål med indgrebet i medlemmets

forhold og midlerne der bringes i anvendelse til at gennemføre

formålet.

Som direktoratet har udformet reglerne i bekendtgørelsen

indebærer det, at A-kassen er nødt til at træffe

afgørelsen om, at medlemmet havde mistet dagpengeretten første

gang medlemmet gør brug af den. A-kassen er nødt til at

pålægge medlemmet et arbejdskrav som følge af

gentagelsesvirkningen.

A-kassen kan ikke dispensere.

Et forhold, som ikke vedrører arbejdsløshedsforsikringen,

omfattes af karantænebestemmelserne og gentagelsesvirkningen, uanset at

medlemmets manglende interesse i at være til rådighed for

arbejdsmarkedet og reglerne i arbejdsløshedsforsikringen

indebærer, at der aldrig vil komme dagpenge til udbetaling.

Uanset at medlemmet ikke har ønsket og ikke har sørget for

at kunne få dagpenge eller andre ydelser, så behandles hans

ophør den 31. maj 2000 som om han havde gjort det. Han straffes for

noget han aldrig har tænkt på. Prisen er, at han udelukkes fra

selve formålet med arbejdsløshedsforsikringen: sikring af

økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.

Det er en straf, der er helt uden proportion med, at medlemmet kun en gang

kan konstateres ledig og dagpengesøgende, nemlig den 2. november

2000.

Det ændres ikke af, at direktoratet ikke finder at ville give den

uberettigede karantæne fra den 1. juni 2000 gentagelsesvirkning, men

dispenserer. Der er netop kun tale om en dispensation, og udelukkende fordi

direktoratet dog ikke kan forsvare, at der gives de omfattende konsekvenser i

tilfælde, hvor medlemmet ikke er informeret om karantænen. og

gentagelsesvirkningen på forhånd.

Er medlemmerne gjort bekendt med karantænen for deres prioriteringer

i deres liv, og dermed med gentagelsesvirkningen, så udløses

konsekvenser helt uden proportionalitet.

Både karantænen og en eventuel gentagelsesvirkning er uden

proportionalitet.

6. Indgrebets formål

Formålet med at pålægge medlemmet en karantæne fra

den 1. juni 2000 kan selvfølgelig kun være, at få

medlemmet til at afstå fra at handle som han gjorde på dette

tidspunkt.

Indgrebet kan kun have til hensigt at få medlemmet til at

afstå fra at holde ferie og fri for egen regning i en lidt

længere periode, som en arbejdsgiver ikke vil acceptere.

Er det arbejdsgivernes interesser eller arbejdsløshedsforsikringens

der forfølges med afgørelsen?

Det kan ikke påvises, at hans handling har påført

arbejdsløshedsforsikringen nogen risiko. Derfor står

arbejdsgivernes interesser alene tilbage.

Arbejdsløshedsforsikringen skal være neutral her.

Det er ikke tilfældet. Loven bliver brugt uden for dens

gyldighedsområde til at gribe ind i forhold, der tilhører

området for medlemmernes personlige integritet.

Ingrebet har til sigte at belægge medlemmernes opsigelse af deres

arbejde med sanktioner i arbejdsløshedsforsikringen uanset at denne

ikke er inde i billedet.

Direktoratets praksis skaber generelle sanktioner i

arbejdsløshedsforsikringen mod medlemmers opsigelse af deres arbejde

uanset at de ikke begærer dagpenge eller andre ydelser. Der er tale om

utidig indblanding i arbejdsmarkedsforhold. Det kommer også til udtryk

på side 2 i direktoratets begrundelse for afgørelsen af 28. juni

2001:

Det følger at bekendtgørelsen, at når medlemmet har

opsagt et arbejde, anses medlemmet som hovedregel for selv at være

skyld i, at pågældende er blevet ledig. Der henvises til § 4,

stk. 1, i bekendtgørelsen.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. I og 3, at

bekendtgørelsens regler omfatter arbejdsophør efter egen

opsigelse, og at bekendtgørelsens regler også finder anvendelse,

selv om medlemmet undlader at anmode om dagpenge efter

arbejdsophøret.

Medlemmet er dog ikke selv skyld i ledigheden, hvis der har været en

gyldig grund til opsigelsen. De gyldige grunde er udtømmende

nævnt i § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at

medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria & Grillbar op den 31. maj

2000.

Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han ønskede at holde en

længere ferie. Han holdt efter det oplyste ferie og fri for egen

regning fra den 1.juni 2000 til den 13. august 2000. Det at ville holde en

længere ferie er ikke en gyldig grund til at opsige sit arbejde efter §

21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter §

21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra

den 1. juni 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i

bekendtgørelsen.

Karantænen meddeles på trods af, at det som vist oven for

klart fremgår, at medlemmet ikke ønsker at opfylde betingelserne

for ret til dagpenge i arbejdsløshedsforsikringslovens kapitel 10.

Medlemmet gør intet for at opnå dagpenge eller andre

ydelser.

Medlemmet må efter direktoratets afgørelse ikke uden

konsekvenser for arbejdsløshedsforsikringen kunne opsige et

arbejdsforhold for at prioritere andre ting i sit liv i en periode og for

derefter at vende tilbage til arbejdsmarkedet uden at forholdet på

nogen måde berører arbejdsløshedsforsikringen,

Direktoratet har med bekendtgørelsens udformning indført

tvangsforanstaltninger vendt mod de arbejdsløshedsforsikrede alene

fordi de er arbejdsløshedsforsikrede. Uanset om

arbejdsløshedsforsikringen er involveret skabes et generelt

sanktionssystem, hvor medlemmerne bliver pålagt karantæne som

arbejdsgiverne måske gerne generelt ser indført i de

arbejdsretlige normer, men nok må erkende ikke kan opnås tiden

Arbejdsdirektoratets bistand.

Der er tale om et brud med arbejdsløshedsforsikringens forudsatte

neutralitet.

Der er tale om magtfordrejning."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

I oversendelsesbrevet til ankenævnet af 19. juli 2001

bemærkede direktoratet:

"Vedr.: Xxx, cpr. nr. xxx

Direktoratet sender klage over afgørelse af 28. juni 2001.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til

at ændre afgørelsen.

Til de i klagen anførte synspunkter skal direktoratet bemærke

følgende:

Ved § 2, nr. 4, i lov nr. 840 af 21. december 1988 om ændring af lov

om arbejdstilbud til ledige, af lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om en

arbejdsmarkedsuddannelsesfond blev § 63 i

arbejdsløshedsforsikringsloven ændret og moderniseret.

I bemærkningerne til lovforslaget (almindelige bemærkninger,

afsnit II, pkt. j) er bl.a. anført:

"Efter de gældende regler om arbejdsophør medfører

ufyldestgørende arbejdsophør, at medlemmet mister retten til

dagpenge i 5 uger. Ved gentagelse inden for en 12 måneders periode

udelukkes medlemmet fra dagpenge indtil medlemmet har haft 5 ugers arbejde.

Der er altså tale om samme virkning for medlemmet, som når der

statueres manglende rådighed.

Det er hensigten at stadfæste i

rådighedsbekendtgørelsen, at flere afbrydelser af arbejdsforhold

uden fyldestgørende grund skal medføre manglende

rådighed, hvilket i realiteten ikke indebærer nogen ændring

for medlemmerne, som allerede efter gældende regler udelukkes fra

dagpengeretten."

Der henvises i disse bemærkninger til de gyldige

(fyldestgørende) grunde. Der nævnes ikke andre forbehold som fx

at det kun er arbejdsophør i forbindelse med anmodning om

dagpenge.

Endvidere kædes gentagne arbejdsophør snævert sammen

med rådighedsreglerne og -sanktionerne.

Det er på denne baggrund direktoratets opfattelse, at det har

været en klar forudsætning ved udformningen af

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder

gentagne arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet,

generelt skal have dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne.

Det er derfor fortsat direktoratets opfattelse, at bekendtgørelse

nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed ligger inden for

rammen og forudsætningerne for arbejdsløshedsforsikringslovens §

63.

Direktoratet finder derfor fortsat ikke grundlag for at gå ind i

principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med

afgørelsen af nærværende sag.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.

Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen."

5. Nyt efter klagen

Xxx Arbejdsløshedskasse fremsendte i brev af 7. september 2001

yderligere bemærkninger til sagen.

I brevet anførte kassen:

" Vedr. Xxx, Cpr.nr. xxx.

A-kassen skal i det følgende på baggrund af

Arbejdsdirektoratets fremsendelsesskrivelse af 19. juli 2001 til

Arbejdsmarkedets Ankenævn fremkomme med yderligere præciseringer

af, hvorfor A-kassen finder, at direktoratets afgørelse og

udformningen af bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed er ulovlig

og udtryk for magtfordrejning.

Ud fra et hensyn til vore medlemmers retssikkerhed er det meget

beklageligt, at Arbejdsdirektoratet fortsat vægrer sig mod at gå

ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger, da sådanne i

allerhøjeste grad stiller spørgsmålstegn ved

forvaltningen af nærværende sag.

A-kassen finder således stadig ikke, at direktoratets

afgørelse lever op til hverken legalitetsprincippet eller

retsgrundsætningerne for skønsudøvelse i

forvaltningsretten6. Det er direktoratets ansvar at sikre dette,

men det bliver så nu overladt til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Skærpet hjemmelskrav

Kravet om, at der skal være lovhjemmel for forvaltningens handlinger

udgør en retssikkerhed og retsbeskyttelse for borgerne, som ikke

må sættes ud af kraft af forvaltningsmyndigheden.

Kravet om lovhjemmel betyder, at forvaltningen skal kunne legitimere sig

gennem henvisning til en formel lovbestemmelse.

Det er et ledende synspunkt i forvaltningsretten, at jo mere

dybtgående forvaltningen gør indgreb i borgernes frihed og

forhold, des sikrere må den påkaldte hjemmel være.

A-kassen finder, at det skærpede hjemmelskrav gør sig

gældende i nærværende sag.

____________________

6

A-kassen kan blandt andet henvise til

"Kapitel 4. Saglige krav" i Forvaltningsret Almindelige

emner", Institut for Offentlig Ret, Aarhus Universitet, Juristforbundets

Forlag.

Direktoratets henvisning til de almindelige bemærkninger til

lovforslag nr. 55 fremsat den 13. oktober 1988 kan ikke opfylde kravet om

skærpet lovhjemmel. Den formelle lovtekst, lovens

formål/gyldighedsområde og gangen i retsforskrifterne i loven

modsiger direktoratets udlægning. Kassen skal nedenfor behandle

direktoratets henvisning grundigere.

Såvel direktoratets afgørelse som den omhandlede

bekendtgørelse strider mod arbejdsløshedsforsikringslovens

indhold.

Arbejdsdirektoratet er forvaltningsretligt forpligtet til at efterleve

forvaltningsrettens grundsætninger i tolkningen af retstilstanden.

Lovens gyldighedsområde - ledighed

Enhver lov har et defineret formål og område for sin

gyldighed. Det følger af dette, at loven ikke kan bruges udenfor

lovens gyldighedsområde. Der kan ikke hentes hjemmel i loven til at

udstede retsforskrifter for forhold, som ligger uden for lovens

gyldighedsområde. En lovs gyldighedsområde må bestemmes

udfra selve lovens tekst og indhold, Folketingets forarbejder til loven og

markerede forudsætninger i Folketingets behandlinger af loven.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. har, som det også

følger af navnet, sikring mod følger af arbejdsløshed

som lovens gyldighedsområde. Sikring af ydelser i tilfælde af

ledighed. Dette gyldighedsområde er også markeret i selve

lovteksten, som i den grad drejer sig om at etablere organisation og ydelser

til sikring mod ledighed. Lovens formål og område er

således sikring mod ledighed.

Det har været og er en forudsætning for den lovregulerede

arbejdsløshedsforsikring, at den skal optræde neutralt i forhold

til arbejdsmarkedets parter og deres interessemodsætninger. Adgangen

til ydelser ved ledighed eller indskrænkninger i adgangen til ydelser

må ikke virke til gunst for en af parterne i deres

interessekonflikter,

Ikke legitime beskyttelsesinteresser

Arbejdsløshedsforsikringen har kun en legitim adgang til at tage

stilling til arbejdsmarkedets parters adfærd over for hinanden ud fra

en beskyttelsesinteresse mod misbrug af ydelser efter loven. På grund

af finansieringen af ydelserne har det offentlige en klar interesse i at

beskytte sig mod misbrug gennem betingelser for ret til dagpenge.

Men heller ikke denne interesse kan bruges uden for lovens område.

Det er således en klar forudsætning at beskyttelsesinteressen kan

påvises helt konkret at være til stede, når og hvis

beskyttelsesreglerne bringes i anvendelse over for medlemmer af

arbejdsløshedsforsikringen.

Beskyttelsesinteresserne imod misbrug tilgodeses på to måder i

arbejdsløshedsforsikringsloven:

I. Gennem regler om betingelser for ret til ydelser overhovedet -

bl.a. krav om ledighed og rådighed.

2. Gennem regler om begrænsninger i adgangen til ydelser

når retten til ydelser er til stede - bl.a. vedrørende

årsagen til ledigheden.

Derfor er gangen i loven da også, at først behandles

betingelserne for adgang til at modtage ydelser overhovedet. Man kan jo ikke

misbruge en ret, man ikke har. Det er således en meget effektiv sikring

mod misbrug og der er selvfølgelig ikke brug for flere, når

retten til ydelser er udelukket på forhånd.

Når retten til ydelser er til stede, så behandles bl.a.

spørgsmålet om hvilke konsekvenser det skal have, at være

selvforskyldt i behovet for de ydelser, man søger som medlem af

arbejdsløshedsforsikringen. Til denne beskyttelsesinteresse

hører selvfølgelig, at det ikke er acceptabelt at man gang

på gang inden for kortere tid selvforskyldt søger om

ydelser.

I loven kommer disse beskyttelsesinteresser til udtryk i kapitel 10

vedrørende "Betingelser for ret til dagpenge", §§ 53-65. Der er bl.a.

i disse paragraffer indeholdt klare lovgivne regler, der udelukker medlemmer

fra ret til dagpenge. Når medlemmerne er udelukket/ekskluderet fra

retten til dagpenge, så er de selvfølgelig også udelukket

fra at misbruge dagpengene. Det er en ret effektiv beskyttelse mod

misbrug.

En sådan effektiv beskyttelse mod misbrug er således i forhold

til nærværende sag indeholdt i

arbejdsløshedsforsikringslovens § 57:

§ 57.

Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt

. ......

Stk. 4. Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er

tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Tilmelding skal ske,

når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten

med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden.

....

I overensstemmelse med denne formelle lovtekst i § 57 har AD i bek. nr.

1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed, § 2 defineret begrebet

"ledige medlemmer" således:

§ 2. Ved "ledige medlemmer" forstås i denne bekendtgørelse

medlemmer, som er tilmeldt AF som ledige, eller som ledige

modtager dagpenge eller en anden ydelse, som

arbejdsløshedskassen udbetaler.

Ledigheden vises ved at tilmelde sig AF som ledig eller ved at modtage

dagpenge eller anden ydelse som ledig.

Medlemmet har ikke været ledig

Vort medlem har således ikke været ledig forud for ledigheden

pr. 2. november 2000. Vort medlem har været ekskluderet fra retten

til dagpenge forud for dette tidspunkt.

Vort medlem har ekskluderet sig selv fra retten til ydelser ved at undlade

at tilmelde sig AF som ledig og undlade at søge dagpenge. Det har

overhovedet ikke været vort medlems hensigt.

Medlemmet har følgelig hverken været i kontakt med AF eller

A-kassen. Medlemmet har hverken tilmeldt sig AF som arbejdssøgende

eller indgivet ledighedserklæring til A-kassen med anmodning om

dagpengekort til brug for udbetaling af ydelser.

Arbejdsløshedsforsikringen har ikke legitime beskyttelsesinteresser

at gøre gældende overfor vort medlem.

De efterfølgende paragraffer - §§ 58-65 - i

arbejdsløshedsforsikringsloven baserer sig på situationer, hvor

de forudgående betingelser for ret til dagpenge er opfyldt, herunder

betingelserne i § 57. Der forudsættes ledighed i

arbejdsløshedslovens forstand. En gennemlæsning af paragrafferne

vil vise det.

Da vort medlem ikke opfylder og ikke har haft intentioner om at opfylde

betingelserne i § 57, kommer §§ 58-65 ikke i betragtning i forhold til hans

ophør i arbejdet ved Xxx Pizzeria og Grillbar den 31. maj 2000.

Emnet i § 63: Ledighedens årsag - ikke arbejdsophør

Forudsætningerne for anvendelse af § 63 i

arbejdsløshedsforsikringsloven på vort medlems forhold den 31.

maj 2000 er ikke til stede. Der er ingen beskyttelsesinteresse at gøre

gældende, da vort medlem er udelukket fra ret til dagpenge i henhold

til § 57 i loven. Medlemmet er ikke ledigt.

§ 63 er hjemmelsgrundlaget i loven for AD's bekendtgørelser om

selvforskyldt ledighed. Kan § 63 ikke finde anvendelse på vort medlems

forhold den 31. maj 2000, så kan bekendtgørelserne om

selvforskyldt ledighed selvfølgelig heller ikke finde anvendelse.

A-kassen skal for tydelighedens skyld behandle selve lovteksten i § 63

endnu en gang. Det fremgår med al ønskelig tydelighed allerede i

paragraffens stk. 1, at paragraffens forudsætning er, at retten til

dagpenge er til stede i henhold til § 57. Det forudsættes således

for det første, at der er tale om ledighed i henhold til § 57

(markeret med fede typer af A-kassen) og for det andet at der skal udbetales

dagpenge.

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis

ledighed skyldes,

1)

at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende

arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller

arbejdsløshedskassen,

2)

at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit

arbejde,

3)

at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes

medlemmet, eller

Det er to klare forudsætninger der skal være til stede for at

arbejdsløshedsforsikringen kan hævde at have en

beskyttelsesinteresse at gøre gældende og for at

arbejdsløshedsforsikringen overhovedet kan legitimere at tage stilling

til spørgsmålet om fyldestgørende grund.

Anvendes § 63 og bekendtgørelsen på trods heraf, så

anvendes de således uden for lovens område og der er tale om

magtfordrejning. Det er tilfældet, når AD på trods

af det viste ovenfor fastholder at ville tage stilling til, at vort medlem er

selvforskyldt ledig uanset at der ikke er tale om ledighed.

AD har som vist ingen legitim ret til at tage stilling til vort medlems

arbejdsophør den 31. maj 2000.

AD har ingen adkomst til at behandle og sanktionere

arbejdsophør. Det er alene et forhold mellem

ansættelsesforholdets parter og kun som sidebemærkning skal det

slås fast, at alle aftaleretlige forhold har været efterlevet af

medlemmet.

AD har alene adkomst til at behandle og sanktionere selvforskyldt

ledighed. Altså spørgsmålet om årsagen til

ledigheden. Det er årsagen til ledigheden, der sanktioneres i

arbejdsløshedsforsikringen. Ikke arbejdsophøret som

sådan. Det fremgår direkte af lovteksten: Dagpenge må

ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes ... Det

er selvforskyldt ledighed, der sanktioneres, ikke selvforskyldt

arbejdsophør. Ledigheden er det afgørende.

Det er da også den korrekte titel for bekendtgørelsen.

Indholdet skal respektere lovens forudsætninger.

Magtfordrejning med forsæt

Desværre må A-kassen konstatere, at direktoratets

magtfordrejning må antages at finde sted med forsæt. Det må

vi udlægge af AD's sparsomme reaktioner i sagen,

Først siger direktoratet i selve afgørelsesteksten i

afgørelsen af 28. juni 2001 uberettiget, at

"Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af

arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger.

Karantænen har virkning fra den I. juni 2001."

Medlemmet er som vist ikke ledigt den 1. juni 2001 og det er helt

uberettiget at AD påstår, at medlemmet er selvforskyldt

ledig.

Det er et arbejdsophør og ikke selvforskyldt ledighed

direktoratet behandler.

Arbejdsophøret er helt uden betydning for den senere ledigmeldelse

og begæring om dagpenge. Medlemmet sørger selv for varigt

arbejde efter at have holdt ferie og fri for egen regning. Ophøret kan

ikke på nogen måde vises at have en legitim interesse for

arbejdsløshedsforsikringen.

For det andet har AD til fremsendelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn

været helt tilbage til lovforslag nr. 55 (fremsat af daværende

arbejdsminister Henning Dyremose den 13. oktober 1988) for at hente en

retskilde til begrundelse for, at behandle og sanktionere

arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed.

A-kassen skal vurdere denne retskilde som sådan neden for.

Endelig fremfører AD vedholdende at man

ikke finder

grundlag for at indgå i principielle forvaltningsretlige betragtninger

i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag.

Proportionalitetsprincippet

I dette princip i forvaltningsretten ligger at forvaltningens (forudsatte)

sagligt begrundede indgreb over for borgeren skal stå i et rimeligt

forhold til formålet, og at et mere bebyrdende indgreb ikke må

benyttes, når et mindre bebyrdende indgreb er tilstrækkeligt.

Også dette princip er selvfølgelig forpligtende for AD,

såvel som for andre forvaltningsmyndigheder. En efterprøvelse af

det kan være belærende, også for AD.

I princippet indgår således følgende temaer:

i

Formålet med indgrebet?

i

Er indgrebet sagligt begrundet?

i

Står indgrebet i rimeligt forhold til formålet?

i

Burde et mindre bebyrdende indgreb sættes i stedet?

Formålet med indgrebet

Formålet med at pålægge medlemmer af

arbejdsløshedsforsikringen effektive karantæner efter

bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed er som vist ovenfor

begrundet i et beskyttelseshensyn mod misbrug af

arbejdsløshedsdagpenge. Temaet er ledighed og årsagen

til ledigheden. Man må som forsikret ikke bare kunne vælge at

blive ledig og hæve dagpenge.

Er det så også formålet med Arbejdsdirektoratets

afgørelse om en effektiv karantæne på 5 uger for

arbejdsophøret den 31. maj 2000?

Indgrebet i forhold til medlemmets arbejdsophør den 1. juni 2000

kommer først efter medlemmets ledigmeldelse den 2. november 2000. Det

sene tidspunkt skyldes som vist at medlemmet ikke har ledigmeldt sig og ikke

har søgt dagpenge før han betragtede sig selv som ledig.

Arbejdsløshedsforsikringen har således af gode grunde ikke

kunnet konstatere noget ophør den 1. juni 2000, da

arbejdsløshedsforsikringen ikke har været inddraget af medlemmet

og medlemmet ikke har ønsket arbejdsløshedsforsikringen

inddraget.

Medlemmet holder egen optjent ferie og fri for egen regning fra den 1.

juni 2000 til den 13. august 2000, hvor han overtager varigt arbejde i en

anden virksomhed. Medlemmet arbejder også længere i denne nye

virksomhed end den gældende grænse for varigt arbejde i

arbejdsløshedsforsikringen - 5 uger.

Medlemmet har hverken ønsket eller haft behov for at gøre

brug af arbejdsløshedsforsikringen.

Ophøret den 1. juni 2000 for at holde ferie og fri for egen regning

kan på ingen måde påvises at berøre

arbejdsløshedsforsikringen.

Ikke desto mindre træffer AD den 28. juni 2001 afgørelse om,

at medlemmet er selvforskyldt ledig den 1. juni og skal have en effektiv

karantæne på 5 uger fra denne dato.

Direktoratet kan på afgørelsestidspunktet konstatere, at den

effektive karantæne ikke kan komme til at løbe fra dette

tidspunkt, da medlemmet som en følge af hans egne valg i egen

integritet ikke har givet anledning til indplacering i en dagpengeret

på dette tidspunkt.

Alligevel pålægger AD medlemmet en 5 ugers effektiv

karantæne med følgende begrundelse:

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at

medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria & Grillbar op den 31. maj

2000.

Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han ønskede at holde en

længere ferie. Han holdt efter det oplyste ferie og fri for egen

regning fra den I. juni 2000 til den 13. august 2000. Det at ville holde en

længere ferie er ikke en gyldig grund til at opsige sit arbejde efter §

21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter §

21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra

den 1. juni 2001, jf. § 24, stk. I. og § 26, stk. 2, i

bekendtgørelsen.

Hvad siger forløbet om formålet med AD's indgreb overfor

medlemmet?

Da både arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 og medlemmets

adfærd udelukker brug af arbejdsløshedsforsikringen, kan der

ikke påvises andet formål med indgrebet end det,

at få medlemmet til at afstå fra at sige et arbejde op for

at holde fri for egen regning.

Er indgrebet sagligt begrundet?

Det er svært at finde den saglige begrundelse for indgrebet.

Direktoratet begynder at regulere, hvad man må og ikke må

på arbejdsmarkedet, når man er medlem af

arbejdsløshedsforsikringen uanset at dette ligger uden for

arbejdsløshedsforsikringens gyldighedsområde og uden for

direktoratets jurisdiktion.

Medlemmet har helt overholdt spillereglerne på arbejdsmarkedet og

efterlevet aftaleretlige forpligtigelser. Arbejdsdirektoratet blander sig i

arbejdsmarkedsforholdene for de arbejdsløshedsforsikrede med

sanktioner vendt mod en adfærd, som er helt legal på

arbejdsmarkedet og af de fleste heldigvis bliver betragtet som en del af den

personlige frihed, nemlig retten til at holde fri for egen regning.

Denne personlige frihed antaster direktoratet med dets forvaltning af

arbejdsløshedsforsikringsloven og tager Folketinget til indtægt

for den forvaltningen.

Det er oplagt at den effektive karantæne ikke kan blive effektiv i

den periode, hvor medlemmet holder fri for egen regning og derfor ikke skal

have arbejdsløshedsdagpenge. Karantænen gives derfor ikke for at

hindre misbrug af arbejdsløshedsdagpenge, for det kan som sagt

på afgørelsestidspunktet konstateres, at der ikke er et

sådant misbrug og at arbejdsløshedsforsikringen slet ikke har

været inde i billedet.

Karantænen gives i disse tilfælde primært af hensyn til

gentagelsesvirkningen inden for 12 måneder. Det vil sige, at medlemmets

brug af sin personlige frihed uden at ligge nogen til last, af

Arbejdsdirektoratet bruges til at fratage medlemmet ret til dagpenge, hvis

der indenfor 12 måneder efter arbejdsophøret den 31. maj 2000

måtte forekomme selvforskyldt ledighed eller for den sags skyld en

tilsvarende brug af den personlige frihed.

Der savnes ikke alene en saglig begrundelse; det er en direkte

krænkelse af retsbevidstheden - og altså af retssikkerheden.

Står indgrebet i rimeligt forhold til formålet?

Det eneste formål, der som vist kan udledes, er, at få

medlemmet til at afstå fra at bruge sin personlige frihed til - uden at

være til last for nogen - at holde fri for egen regning i en

periode.

Det er svært at få øje på nogen, der har

fået krænket deres interesser ved medlemmets handling.

i

Ophøret fra Xxx Pizzeria og Grillbar er aftalemæssigt i

orden. Det danske arbejdsmarked og den danske model indeholder ikke

tvangsarbejde, med sanktioner mod at ophøre i et arbejdsforhold efter

ønske og aftale.

i

Medlemmet har selv betalt for sin frihed til at holde fri for egen

regning.

i

Medlemmet har selv sørget for varigt arbejde

efterfølgende.

Ikke desto mindre mener Arbejdsdirektoratet, at der skulle være en

hjemlet ret og vel nærmest pligt i arbejdsløshedsforsikringen

til at sanktionere medlemmets adfærd med 5 ugers effektiv

karantæne med gentagelsesvirkning. Medlemmets handlinger skal

altså om ikke andet føre til en kraftig trussel over hovedet de

næste 12 måneder efter ophøret for at holde fri for egen

regning.

Det gælder uanset at direktoratet i den konkrete sag under afsnittet

Begrundelse afstår fra gentagelsesvirkningen:

"Et medlem, som bliver selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12

måneder, kan ikke fa dagpenge ("gentagelsesvirkningen"). Der henvises

til § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Da medlemmet efter det oplyste ikke er vejledt om "gentagelsesvirkningen"

forud for arbejdsophøret den 8. oktober 2000, finder direktoratet

efter en konkret vurdering, at medlemmet ikke skal miste retten til dagpenge

fra den 9. oktober 2000."

Har medlemmet været vejledt, så vil gentagelsesvirkningen

være en realitet. Sigtet med bekendtgørelse og direktoratets

afgørelse er, at gentagelsesvirkningen skal være der.

Signalet fra direktoratet i afgørelsen er, at arbejdsophør

for at holde ferie og fri for egen regning uden at være til belastning

for nogen skal være forbundet mindst med gentagelsesvirkning efter

bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed. Virkningen vil

selvfølgelig være en påvirkning af medlemmerne i retning

af at afstå fra at gøre brug af deres personlige frihed til at

prioritere en oplevelse i deres liv, uanset at ingen kan påvises at

have en legitim beskyttelsesinteresse mod at de bruger denne frihed.

Efter direktoratets udformning af bekendtgørelsen kan A-kasserne

ikke gøre andet end at træffe afgørelse om

gentagelsesvirkning. Kun Arbejdsdirektoratet kan lave "efter en konkret

vurdering"- afgørelser.

Medlemmerne vil således i sådanne situationer umiddelbart

blive stillet over for indgreb, der er helt ude af proportion og savner en

saglig begrundelse.

Der er ingen sikkerhed for, at indgrebene ankes.

Burde et mindre bebyrdende indgreb sættes i stedet?

Der burde slet ikke foretages indgreb efter bekendtgørelse om

selvforskyldt ledighed, da der som vist ikke har været tale om ledighed

og ikke kan påvises en beskyttelsesinteresse, der kan begrunde et

indgreb.

Arbejdsdirektoratets retskilde

Til bestyrkelse af, at Arbejdsdirektoratet har den fornødne hjemmel

til at behandle arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt

ledighed, fremlægger direktoratet et par afsnit fra punkt J:

Revision af rådighedsbestemmelserne (§ 63 og § 65) de

almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 55 fremsat den 16. oktober

1988 af daværende Arbejdsminister Henning Dyremose.

A-kassen vedlægger en fuldstændig gengivelse af teksten i

lovforslaget knyttet til dette punkt j. Der er ikke belæg for at bruge

de to afsnit, som Arbejdsdirektoratet fremfører til støtte for,

at direktoratet skulle have hjemmel til at behandle og sanktionere

arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed. Der er

intet grundlag for at fastslå, at formuleringen regler om

arbejdsophør ikke er forstået inden for det overordnede tema

i § 63, nemlig årsagen til ledigheden.

Hvis lige nøjagtig dette lovforslag - og for den sags skyld senere

lovforslag - skulle kunne tages til indtægt af direktoratet for

behandlingen af arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed,

så måtte dette også komme til udtryk i den direkte

lovtekst, som bemærkninger knytter an til. I lovforslaget er indeholdt

følgende forslag til ny udformning af § 63:

"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed

skyldes,

1) ..........."

Ledighed er stadig forudsætningen for at Arbejdsdirektoratet har en

legitim grund til indgreb.

Der er således ikke påvist den fornødne hjemmel for

Arbejdsdirektoratet forvaltning og udformning af bekendtgørelsen."

I forlængelse af bemærkningerne til sagen vedlagde kassen en

fuldstændig gengivelse af teksten fra lovforslag nr. 55, fremsat den

13. oktober 1988 om revision af bl.a. rådighedsbestemmelserne i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000

§ 63.

Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed

skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et

passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller

arbejdsløshedskassen,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med

sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan

tilregnes medlemmet, eller

4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at

medvirke til udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan,

afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en individuel

handlingsplan efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller afslår

eller afbryder en uddannelse, som Arbejdsformidlingen vurderer vil øge

mulighederne for beskæftigelse.

Stk. 2. ...

...

Stk. 5. Direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med

Landsarbejdsrådet de nærmere regler for anvendelse af

bestemmelserne i stk. 1-4 samt om de dagpengemæssige konsekvenser over

for medlemmerne som følge af stk. 1-4.

(Ovennævnte bestemmelse er uændret i seneste

lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001)

Direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 1073 af 21.

december 1998 om selvforskyldt ledighed:

§ 1.

Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en

arbejdsløshedskasse, der ophører i et lønarbejde efter

afskedigelse eller egen opsigelse.

Stk. 2. ...

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter også ledige

medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, og medlemmer, som i forbindelse med

ledighed undlader at anmode om dagpenge eller anden ydelse, som

arbejdsløshedskassen udbetaler.

Stk. 4. ...

§ 4.

Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et

arbejde uden en gyldig grund, jf. § 21.

Stk. 2. ...

§ 17.

Der skal ikke ske registrering af selvforskyldt ledighed i

tilfælde, hvor et medlem ophører med sit arbejde i forbindelse

med

1) overtagelse af andet varigt arbejde, der ikke gives offentligt

løntilskud til, med samme eller højere ugentlige timetal, eller

et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge,

2) overtagelse af arbejde, der er formidlet af medlemmets

arbejdsløshedskasse eller AF efter reglerne i Arbejdsmarkedsstyrelsens

bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats,

3) påbegyndelse af uddannelse af mindst 1 års varighed

eller

4) påbegyndelse af selvstændig virksomhed mere end

midlertidigt og i væsentligt omfang.

Stk. 2. ...

§ 21.

Gyldige grunde, jf. §§ 4, 5, 7 og 9-13, er:

1) Helbred

. ...

...

11) Arbejdspladsen

Et medlem kan opsige arbejdet, hvis almindelige arbejdsretlige

principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet.

Medlemmet skal have henvendt sig til arbejdsgiveren for at opnå en

løsning på de opståede problemer eventuelt gennem den

faglige organisation

...

§ 24.

Et medlem, der er selvforskyldt ledig i medfør af §§

4-6 og 9, pålægges 5 ugers effektiv karantæne, jf. dog stk.

2 og § 27.

..

§ 26.

En effektiv karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor

medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge eller en anden

ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler.

Stk. 2. Karantænen har virkning fra dagen efter

afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør, jf. dog stk.

3-5.

...

Stk. 6. Den effektive karantæne anses for

udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder

efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør.

...

§ 27.

Et medlem, der 2 gange inden for de seneste 12 måneder

er blevet selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-13, kan ikke få

dagpenge.

...

(Den ovenfor citerede bekendtgørelse var gældende på

tidspunktet for medlemmets arbejdsophør, men blev ophævet ved

ikrafttræden af nugældende bekendtgørelse nr.826 af 19.

september 2001om selvforskyldt ledighed, der trådte i kraft den 1.

oktober 2001)

Direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om

selvforskyldt ledighed

§ 1.

Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af

en a-kasse, som:

1) ophører i et arbejde efter afskedigelse eller egen

opsigelse, eller

2) ...

...

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter ledige medlemmer, som ikke har ret

til dagpenge, eller som ved ledighed ikke beder om dagpenge eller en anden

ydelse, som a-kassen udbetaler, jf. dog § 2.

...

§ 2.

Reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af

selvforskyldt ledighed i denne bekendtgørelse omfatter ikke:

1) ...

2) ...

3) ...

4) Ophør i arbejde eller i tilbud efter en handlingsplan eller

en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., hvis medlemmet i 3

måneder efter ophøret ikke beder om ydelser, der udbetales af

a-kassen, eller deltager i tilbud efter lov om en aktiv

arbejdsmarkedspolitik.

5) Ophør i et arbejde eller i tilbud efter en handlingsplan

eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., hvis medlemmet

den første hverdag efter ophøret begynder i arbejde af mere end

5 ugers varighed. Ved ophør i arbejde er det desuden en betingelse, at

det nye arbejde er på samme eller højere ugentlige timetal,

eller et omfang, der ikke kan give ret til supplerende dagpenge.

6) ...

7) ...

8) ...

...

§ 3.

Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et

arbejde uden en gyldig grund, jf. kap. 3. Dette gælder også, hvis

medlemmet opsiger arbejdet i en periode, hvor medlemmet:

...

Kapitel 3

Gyldige grunde

§ 14.

En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor

et medlem afslår eller opsiger et arbejde, et tilbud efter en

handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.

...

Helbred

....

Arbejdspladsen

§ 25.

Et medlem kan opsige et arbejde, hvis almindelige

arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte

med arbejdet.

Stk. 2. Det er et krav, at medlemmet har henvendt sig til

arbejdsgiveren for at få løst de opståede problemer

eventuelt gennem den faglige organisation.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved

ophør i et tilbud om omskoling m.v. eller ophør i et tilbud

efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan.

...

Karantæner

...

§ 40. Et medlem skal have 5 ugers karantæne, hvis medlemmet

er selvforskyldt ledig efter §§ 3-5 og 8, jf. dog stk. 2 og § 44.

...

Placering af karantæner

§ 42.

En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem

afslår et arbejde eller et tilbud efter en handlingsplan eller en

uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., jf. dog stk. 3-5. Ved

ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret,

jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.

...

Forældelse og afvikling af karantæner

§ 43.

En karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor et

medlem ellers ville have ret til dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen

udbetaler.

Stk. 2. En karantæne er udstået, hvis karantænen ikke er

afviklet senest 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den får

virkning i forbindelse med et afslag eller et ophør. ...

...

Gentagelsesvirkning og arbejdskrav

§ 44.

Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet 2 gange

inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig efter §§

3-11.

...

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i ganske

særlige tilfælde bestemme, at et medlem ikke mister retten til

dagpenge efter stk. 1, hvis medlemmet ikke tidligere er blevet vejledt herom.

Hvis medlemmet ikke mister retten til dagpenge efter stk. 1, skal medlemmet

have en karantæne efter § 39, § 40 eller § 41 for hver af de gange,

medlemmet er blevet selvforskyldt ledig.

...

Ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.

§ 48.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober

2001.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1073 af 21.

december 1998 om selvforskyldt ledighed.

§ 49.

Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens medlemmet er

på orlov til børnepasning efter den før 1. januar 2001

gældende lov om orlov, får karantænen tidligst virkning fra

det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med orloven.

Stk. 2. Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens medlemmet er på

orlov til uddannelse som lønmodtager eller selvstændig

erhvervsdrivende efter den før 1. januar 2001 gældende lov om

orlov, får karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor

medlemmet ophører med orloven.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter