Selvforskyldt ledig, arbejdsophør uden begæring af dagpenge, regelanvendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring § 63 ophævet 25 afgørelser
- Lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring § 57 ophævet 24 afgørelser
- Lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring § 53 ophævet 18 afgørelser
- Lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring § 62 ophævet 24 afgørelser
Teksten
Selvforskyldt ledig, arbejdsophør uden
begæring af dagpenge, regelanvendelse
Ankenævnet har behandlet kassens klage på vegne af XXX, cpr.
nr. XXX over direktoratets afgørelse om sanktioner i forbindelse med
arbejdsophør på møde den 21. marts 2002.
Ankenævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
Ankenævnet bemærker indledningsvis, at der efter direktoratets
afgørelse af 28. juni 2001 og oversendelsen af sagen til
ankenævnet den 19. juli 2001 er trådt en ny bekendtgørelse
om selvforskyldt ledighed i kraft.
Da direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om
selvforskyldt ledighed trådte i kraft den 1. oktober 2001, og da
bekendtgørelsen ikke indeholder særlige overgangsbestemmelser i
relation til arbejdsophør, der har fundet sted forud for
ikrafttrædelsesdatoen og under omstændigheder, som i den
foreliggende sag, er det ankenævnets opfattelse, at det er de
lempeligere bestemmelser om arbejdsophør uden begæring af
dagpenge i den nugældende bekendtgørelse, der skal anvendes ved
afgørelsen af denne sag.
Ankenævnet begrunder denne opfattelse med, at sagen først
bliver endeligt afgjort efter at de nye og lempeligere regler er trådt
i kraft, og at det i praksis antages, at regelændringer, der
indebærer lempelser i forhold til tidligere gældende regler, skal
anvendes på sager, der ikke er endeligt afgjort forud for reglernes
ikrafttræden, hvis andet ikke er bestemt.
Under anvendelse af den nugældende bekendtgørelse om
selvforskyldt ledighed finder ankenævnet:
xxx´s arbejdsophør ved Pizzeria og Grillbar den 31. maj 2000, er
ikke omfattet af reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af
Læs alt
selvforskyld ledighed i direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19.
september 2001. xxx skal derfor ikke pålægges 5 ugers effektiv
karantæne fra den 1. juni 2000 i forbindelse med dette
ophør.
xxx må anses som selvforskyldt ledig i forbindelse med
arbejdsophøret hos xxx den 8. oktober 2000, hvorfor han for dette
arbejdsophør skal pålægges 5 ugers effektiv
karantæne med virkning fra den 9. oktober 2000.
Arbejdsophøret ved Pizzeria og Grillbar
Ankenævnet lægger ved denne del af afgørelsen til
grund, at xxx opsagde arbejdet ved Pizzeria og Grillbar pr. 1. juni 2000,
fordi han ønskede at holde en længere ferie, dels for egne
optjente feriepenge og dels for egen regning. Ankenævnet lægger
videre til grund, at xxx ikke begærede dagpenge eller anden ydelse fra
kassen i 3 måneder efter dette arbejdsophør
Ankenævnet lægger ved afgørelsen vægt på,
at et medlem, der ophører i et arbejde uden at bede om ydelser, der
udbetales af kassen, i 3 måneder efter ophøret, ikke er omfattet
af reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af selvforskyldt
ledighed i direktoratets nugældende bekendtgørelse nr. 826 af
19. september 2001 om selvforskyldt ledighed (herefter benævnt:
bekendtgørelsen). Der henvises herved til § 2, nr. 4, i
bekendtgørelsen.
xxx´s ophør ved xxx pizzeria og Grillbar den 31. maj 2000, skal
således ikke vurderes eller sanktioneres efter bekendtgørelsens
regler, da han først meldte sig ledig og begærede dagpenge mere
end 3 måneder efter ophøret.
Da den væsentligste del af kassens klage vedrører vurderingen
af dette ophør i henhold til den tidligere gældende
bekendtgørelses regler, og da der med den nugældende bestemmelse
i bekendtgørelsens § 2, nr. 4, er sket en ændring, der i vidt
omfang imødekommer kassens hovedindvending mod vurderingen af dette
ophør, finder ankenævnet ikke anledning til at gå ind i en
mere generel drøftelse af hjemlen til at sanktionere ophøret
efter de tidligere gældende regler.
Arbejdsophøret ved xxx
Ankenævnet lægger ved denne del af afgørelsen til
grund, at xxx den 13. august 2000 påbegyndte arbejde ved xxx, og at han
selv sagde dette arbejde op den 8. oktober 2000, da han følte sig
dårligt behandlet og udsat for racisme.
Videre lægger ankenævnet til grund, at Xxx den 9. oktober 2000
fik midlertidig ansættelse ved sin tidligere arbejdsgiver, Xxx Pizzeria
og Grillbar, at han blev opsagt fra dette arbejde den 31. oktober 2000, da
der ikke var mere arbejde til ham, og at han den 2. november 2000 meldte sig
ledig og begærede dagpenge.
Ankenævnet lægger ved vurderingen af arbejdsophøret ved
Xxx vægt på, at Xxx selv opsagde arbejdet pr. 8. oktober 2000
uden af have forsøgt at opnå en løsning på de
problemer, som har angav som årsag til opsigelsen. Xxx begrundede
opsigelsen med, at han følte sig dårligt behandlet og udsat for
racisme. Efter det oplyste henvendte han sig ikke til arbejdsgiveren for at
søge problemerne løst, fordi han mente, at det ikke ville
føre til noget. Betingelserne for at anse ophøret for
fyldestgørende begrundet i medfør af bestemmelsen i
bekendtgørelsens § 25, stk. 1 og 2, er dermed ikke opfyldt.
Ankenævnet har i den forbindelse noteret sig, at Xxx overfor
direktoratet har frabedt sig, at direktoratet indhentede yderligere
oplysninger til brug for sagsbehandlingen.
Den omstændighed, at Xxx umiddelbart efter arbejdsophøret den
9. oktober 2000 påbegyndte arbejde hos sin tidligere arbejdsgiver, Xxx
Pizzeria og Grillbar, kan heller ikke medføre, at ophøret hos
Xxx ikke skal omfattes af reglerne om selvforskyldt ledighed i medfør
af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 2, nr. 5.
Der henvises herved til, at det er en betingelse for, at henføre
ophøret under bekendtgørelsens § 2, nr. 5, at medlemmet den
første hverdag efter ophøret begynder i arbejde af mere end 5
ugers varighed. Da Xxx Pizzeria og Grillbar til sagen har oplyst, at Xxx i
forbindelse med arbejdets påbegyndelse blev orienteret om, at der var
tale om midlertidig ansættelse, og da Xxx ophørte med arbejdet i
Xxx Pizzeria og Grillbar den 31. oktober 2000, finder § 2, nr. 5 ikke
anvendelse.
Da der ikke var en gyldig grund til arbejdsophøret den 8. oktober
2000, må Xxx anses for at være selvforskyldt ledig i forbindelse
med ophøret, og han skal derfor pålægges 5 ugers effektiv
karantæne fra den 9. oktober 2000.
Da Xxx´s arbejdsophør ved Xxx Pizzeria og Grillbar ikke er omfattet
af bekendtgørelsens regler og derfor ikke sanktioneres, bortfalder
spørgsmålet om gentagelsesvirkning i forbindelse med
ophøret ved Xxx.
Derimod vil Xxx hvis han igen bliver selvforskyldt ledig inden for 12
måneder efter ophøret ved Xxx miste retten til dagpenge i
medfør af gentagelsesvirkningen.
Ankenævnet henviser herved til lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. § 63, stk. 1, nr. 2 og stk. 5. Der
henvises desuden til direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19.
september 2001om selvforskyldt ledighed, § 2, nr. 4 og 5, § 3, stk. 1, § 25,
stk. 1 og 2, § 40, stk. 1, § 42, stk. 1, § 43, stk. 1 og 2, og § 48.
Ankenævnet ændrer derfor direktoratets afgørelse,
således at Xxx alene skal registreres for selvforskyldt ledighed i
forbindelse med arbejdsophøret ved Xxx, og pålægges 5
ugers effektiv karantæne for ophøret.
Afslutningsvis bemærkes, at ankenævnet alene behandler
konkrete klagesager i det omfang, det er fastsat i lovgivningen. Ved
behandlingen af de konkrete sager foretager ankenævnet en
fuldstændig efterprøvelse af såvel rets- som
skønsspørgsmål, herunder hjemmelsspørgsmål,
af relevans for afgørelsen af den konkrete sag. Det falder derimod som
udgangspunkt uden for nævnets kompetence, at udøve vejledende og
responderende virksomhed af mere generel karakter i forbindelse med de
enkelte sagers behandling.
På ankenævnets vegne
xxx
xx
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag
på de følgende sider.
Kopi til:
Xxx
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"Medlemmet blev indmeldt i a-kassen den 1. september 1996.
Medlemmet opsagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria og Grillbar med virkning
fra den 1. juni 2000.
Det foreligger oplyst, at opsigelsen skyldtes, at medlemmet ønskede
at holde en længere ferie.
Fra den 1. juni 2000 til den 13. august 2000 holdt medlemmet optjent ferie
samt fri for egen regning.
Fra den 14. august 2000 til den 8. oktober 2000 var medlemmet
beskæftiget hos Xxx.
Medlemmet har oplyst, at han selv valgte at sige op, fordi han
følte sig dårligt behandlet og udsat for racisme hos Xxx.
Medlemmet har endvidere ifølge a-kassen uddybende forklaret,
at
chefen, formanden og kollegaerne ikke kommunikerede med
medlemmet på samme måde, som de gjorde indbyrdes,
at
chefen ofte talte med de ansatte, men sjældent med
medlemmet,
at
kollegaerne afviste at hjælpe medlemmet, når han
havde problemer med maskinerne,
at
dette gjorde, at medlemmet arbejdede i sine pauser, fordi det
ikke var rart at være sammen med de andre,
at
han derfor til sidst valgte at sige arbejdet op, og at han ikke
havde taget problemet om med chefen, fordi chefen var ligesom alle de
andre.
Fra den 9. oktober 2000 til den 31. oktober 2000 var medlemmet
beskæftiget hos Xxx Pizzeria og Grillbar.
Arbejdsgiveren har om ansættelsen oplyst,
at
medlemmet var midlertidigt ansat fra den 9. oktober 2000 til den
31. oktober 2000,
at
omsætningen i virksomheden ikke gav grundlag for en
længere ansættelsesperiode, og
at
medlemmet vidste besked om, at der var tale om en midlertidig
ansættelse.
Medlemmet har oplyst, at han ikke ved ansættelsen var klar over, at
han ville blive afskediget den 31. oktober 2000.
Den 2. november 2000 meldte medlemmet sig ledig for første gang og
anmodede om dagpenge.
Den 23. februar 2001 traf a-kassen afgørelse om, at medlemmet
skulle udelukkes fra ret til dagpenge fra den 9. oktober 2000, fordi han var
blevet selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder. A-kassen
henviste herved til arbejdsophørene den 31. maj 2000 og den 8. oktober
2000. Det fremgår videre af afgørelsen, at medlemmet er
udelukket fra dagpenge, indtil han har haft mere end 300 timers
ordinært arbejde inden for 10 uger eller har drevet selvstændig
virksomhed uden offentlig støtte i mindst 26 uger.
A-kassen har med brev af 24. april 2001 klaget over afgørelsen
på medlemmets vegne og sendt sagens akter til direktoratet.
A-kassen har i klagen bl.a. anført,
at
de regler, som afgørelsen er truffet, efter ikke har den
fornødne hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven,
at
afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de
forvaltningsretlige regler,
at
arbejdsophøret den 30. maj 2000 ikke vedrører
arbejdsløshedsforsikringen, da medlemmet ikke søgte og ikke
havde til hensigt at søge dagpenge efter ophøret,
at
det må være fyldestgørende grund til at
ophøre i et arbejdsforhold, hvis der ikke kan opnås garantier
fra arbejdsgiveren mod racistisk chikane,
at
der kan være grund til, at et medlem ikke har lyst til
eller forventninger til at få forholdene ændret gennem en
henvendelse til arbejdsgiveren, og
at
der derfor ikke er rimeligt, at medlemmet alene skal bære
risikoen ved arbejdsophøret.
Direktoratet har ved telefonisk henvendelse til a-kassen den 26. juni 2000
fået oplyst, at medlemmet forud for arbejdsophøret den 8.
oktober 2000 ikke er blevet vejledt om, at et medlem mister retten til
dagpenge, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig to gange inden for 12
måneder (den såkaldte gentagelsesvirkning)."
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 28. juni 2001 denne afgørelse:
"Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af
arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.
Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger.
Karantænen har virkning fra den 1. juni 2001.
Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af
arbejdet hos Xxx.
Medlemmet skal derfor have endnu en effektiv karantæne på 5
uger. Denne karantæne har virkning fra den 9. oktober 2000.
Begrundelse
Det følger af § 63, stk. 1, nr. 2, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., at der ikke må udbetales dagpenge
til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden gyldig
(fyldestgørende) grund er ophørt med sit arbejde.
Det fremgår endvidere at lovens § 63, stk. 5, at direktøren
for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet
fastsætter de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i §
63, stk. 1-4.
Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december
1998 om selvforskyldt ledighed (bekendtgørelsen).
Det følger at bekendtgørelsen, at når medlemmet har
opsagt et arbejde, anses medlemmet som hovedregel for selv at være
skyld i, at pågældende er blevet ledig. Der henvises til § 4,
stk. 1, i bekendtgørelsen.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 3, at
bekendtgørelsens regler omfatter arbejdsophør efter egen
opsigelse, og at bekendtgørelsens regler også finder anvendelse,
selv om medlemmet undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret.
Medlemmet er dog ikke selv skyld i ledigheden, hvis der har været en
gyldig grund til opsigelsen. De gyldige grunde er udtømmende
nævnt i § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at
medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria & Grillbar op den 31. maj
2000.
Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han ønskede at holde en
længere ferie. Han holdt efter det oplyste ferie og fri for egen
regning fra den 1. juni 2000 til den 13. august 2000. Det at ville holde en
længere ferie er ikke en gyldig grund til at opsige sit arbejde efter §
21, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter §
21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.
Direktoratet vurderer således, at medlemmet er selvforskyldt ledig
som følge af opsigelsen af arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar .
Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra
den 1. juni 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i
bekendtgørelsen.
Direktoratet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på,
at medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx op den 8. oktober 2000.
Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han oplevede racisme på
arbejdspladsen, og fordi han følte, at han ikke blev behandlet
ordentligt. Han har forklaret, at han ikke tog problemet op med din chef,
fordi denne var ligesom alle de andre.
Det følger af § 21, stk. 1, nr. 11, at medlemmet kan opsige
arbejdet, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet
ikke skal fortsætte med arbejdet. Medlemmet skal have henvendt sig til
arbejdsgiveren for at opnå en løsning på de opståede
problemer eventuelt gennem den faglige organisation
Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter §
21, stk. 1, nr. 11, til at opsige arbejdet hos Xxx.
Direktoratet lægger herved vægt på, at
arbejdsgiveren ikke ses at have misligholdt ansættelsesforholdet,
at det ikke er dokumenteret, at medlemmet på arbejdspladsen er
blevet behandlet på en måde, der strider mod arbejdsretlige
principper, og at medlemmet efter det oplyste ikke har henvendt sig
til arbejdsgiveren for at opnå en løsning på de
opståede problemer.
Direktoratet vurderer, at medlemmet heller ikke har haft en anden gyldig
grund efter § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx.
Direktoratet vurderer således, at medlemmet er selvforskyldt ledig
som følge af opsigelsen af arbejdet hos Xxx den 8. oktober 2000.
Det følger dog af bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1, at
der ikke skal ske registrering af selvforskyldt ledighed, hvis medlemmet
ophører med sit arbejde i forbindelse med overtagelse af andet varigt
arbejde. Varigt arbejde er arbejde, der forventes at blive af mere end 5
ugers varighed.
Direktoratet lægger vægt på, at det foreligger oplyst,
at medlemmet var beskæftiget hos Xxx Pizzeria & Grillbar fra
den 9. oktober 2000 til den 31. oktober 2000, at medlemmet vidste
besked om, at der var tale om en midlertidig ansættelse, og at
ansættelsen ikke var planlagt til at vare mere end 5 uger.
Medlemmet opfylder derfor ikke betingelserne for at være omfattet af
§ 17, stk. 1, i ekendtgørelsen.
Et medlem, som bliver selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12
måneder, kan ikke få dagpenge ("gentagelsesvirkningen"). Der
henvises til § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Da medlemmet efter det oplyste ikke er vejledt om "gentagelsesvirkningen"
forud for arbejdsophøret den 8. oktober 2000, finder direktoratet
efter en konkret vurdering, at medlemmet ikke skal miste retten til dagpenge
fra den 9. oktober 2000.
Medlemmet pålægges derimod en effektiv karantæne
på 5 uger fra den 9. oktober 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i
bekendtgørelsen.
Det bemærkes, at en effektiv karantæne kun kan afvikles i
perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge
eller en anden ydelse fra a-kassen, og at effektiv karantæne anses for
udstået, hvis den ikke er afviklet senest 3 måneder efter
arbejdsophøret. Der henvises til § 26, stk. 1 og 6, i
bekendtgørelsen.
* * * * * * *
De regler, der er henvist til ovenfor, er gengivet i afsnittet "Regler"
nedenfor."
Efter klagevejledningen anførte direktoratet:
"Øvrige bemærkninger
Det er direktoratets opfattelse, at bekendtgørelse nr. 1073 af 21.
december 1998 om selvforskyldt ledighed er udstedt i overensstemmelse med
hjemlen i § 63, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og at
bekendtgørelsens indhold ligger inden for den ret vide ramme, der
fremgår af bestemmelsen i lovens § 63, stk. 1.
Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i
principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med
afgørelsen af nærværende sag."
3. Klagen til ankenævnet
I klagen til ankenævnet af 11. juni 2001 anførte kassen
på vegne af medlemmet ifølge fuldmagt:
"Vedr. vort medlem Xxx, cpr.nr. xxx.
A-kassen skal anke Arbejdsdirektoratets afgørelse af 28. juni 2001
vedrørende vort ovennævnte medlem til Arbejdsmarkedets
Ankenævn.
Arbejdsdirektoratets afgørelse er truffet på baggrund af
A-kassens anke af 24. april 2001 på vegne af vort medlem af A-kassens
egen tidligere nødtvungne afgørelse.
Det fremgår af Arbejdsdirektoratets afgørelse, at
direktoratet ikke har fundet at ville give medhold i anken. Anken af 24.
april 2001 opretholdes således i sin helhed.
1. Anken
Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes om at ændre
Arbejdsdirektoratets afgørelse af 28. juni 2001 således
at
Xxx efter omstændighederne ikke alene skal bære
risikoen i forbindelse med skift af arbejde den 8. oktober 2000, og
at
det præciseres, at Xxx ophør for at holde ferie og
fri for egen regning den 30. maj 2000 og frem til 14. august 2000 ikke
vedrører arbejdsløshedsforsikringen og at der således
ikke er nogen adkomst til at bruge arbejdsløshedsforsikringen til at
pålægge Xxx en effektiv karantæne på 5 uger fra den
1. juni 2000.
A-kassen skal i det følgende fremkomme med bemærkninger til
Arbejdsdirektoratets afgørelse.
2. Arbejdsdirektoratet ignorerer problemerne.
Som det fremgår af A-kassens oprindelige anke af 24. april 2001,
så har A-kassen anket på vegne af vort medlem, fordi der efter
A-kassen opfattelse er alvorlige forvaltningsretlige problemer med at
administrere efter de i § 1 givne retningslinier i Arbejdsdirektoratets
bekendtgørelse nr. 1073 af 2 1. december 1998 om selvforskyldt
ledighed.
Det fremgår i den grad af A-kassens anke, at vi har måttet
træffe afgørelse på trods af kassens principielle
opfattelse. På trods af de omfattende forvaltningsretlige problemer,
som fremstilles i anken.
A-kassen ankede på vegne af vort medlem i den klare forventning, at
de viste forvaltningsretlige problemer måtte få den ansvarlige
forvaltningsmyndighed til nøje at overveje forholdene.
Denne forventning er blevet skuffet.
A-kassen kan konstatere, at Arbejdsdirektoratet har registreret indholdet
i anken. Det fremgår af følgende på side 5/9 i AD's
sagsfremstilling:
A-kassen har i klagen bl.a. fremført,
at
de regler, som afgørelsen er truffet efter, ikke har den
fornødne hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven,
at
afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de
forvaltningsretlige regler,
at
arbejdsophøret den 30. maj 2000 ikke vedrører
arbejdsløshedsforsikringen, da medlemmet ikke søgte og ikke
havde til hensigt at søge dagpenge efter ophøret,
....
Det giver åbenbart ikke AD anledning til en nøjere behandling
af det forvaltningsretlige i selve sagsfremstillingen. Vi skal helt om til
det løst hængende afsnit øvrige bemærkninger
på side 8/9 i AD's afgørelse for at finde bare et strejf af
behandling af det af A-kassen fremførte:
Det er direktoratets opfattelse, at bekendtgørelsen nr. 1073 af
21. december 1998 om selvforskyldt ledighed er udstedt i overensstemmelse med
hjemlen i § 63, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og at
bekendtgørelsens indhold ligger indenfor den ret vide ramme, der
fremgår cif bestemmelsen i lovens § 63, stk. I.
Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i
principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med
afgørelsen af nærværende sag.
A-kassen finder ikke denne behandling af det principielle indhold i anken
forsvarlig. Medlemmet har krav på, at Arbejdsdirektoratet legitimerer
sit indgreb i dispositioner, som tilhører hans personlige
integritet.
Arbejdsdirektoratet er retligt forpligtiget til at vurdere de
forvaltningsretlige principper, som fremføres i anken. Direktoratet
kan ikke tillade sig blot at afvise at gå ind i principielle
forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med afgørelsen af
nærværende sag.
AD finder, at bekendtgørelsens indhold ligger inden for den ret
vide ramme, der fremgår af bestemmelsen i lovens § 63, stk. I.
A-kassen skal til dette fremføre, at den enkelte paragrafs ret vide
rammer ikke kan berettige at loven anvendes uden for sit område,
nemlig sikring mod arbejdsløshed med udbetaling af ydelser ved
ledighed.
Loven giver ikke adgang til at gribe adfærdsregulerende ind i
medlemmers integritet, når de ikke er ledige. Medlemmet er ikke ledig
fra den 31. maj 2000 og frem til ledigmeldelsen den 1. november 2000.
Fra den 2. november 2000 erklærer medlemmet sig for ledig gennem
tilmelding til Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, indgivelse af
ledighedserklæring og dagpengekort til A-kassen for at modtage
dagpenge.
Arbejdsløshedsforsikringen har en legitim interesse i at behandle
årsagen til ledigheden pr. 1. november 2000 med henblik på at
konstatere, om den kan siges at være selvforskyldt, Da materialerne i
sagen viser, at arbejdsophøret den 31. oktober 2000 er i en på
forhånd oplyst midlertidig beskæftigelse, som er overtaget efter
ophør den 8. oktober 2000 fra et varigt arbejde, så har
arbejdsløshedsforsikringen en legitim interesse i at undersøge,
om der har været gyldig grund til at skifte varigt arbejde ud med en
mere usikker beskæftigelse, med risiko for og reelt indtrådt
belastning af arbejdsløshedsforsikringen.
Her er tale om ledighed, der fører til begæring om dagpenge
fra arbejdsløshedsforsikringen. Det er ikke tilfældet den 1.
juni 2000.
3. Hjemmelsspørgsmålet
3.0: Den formelle lovs princip
Overskriften henfører til det anerkendte forvaltningsretlige
princip, at forvaltningsmyndighederne er bundet til at overholde lovene under
udøvelse af deres virksomhed og følgelig ikke kan træffe
afgørelser, der er uforenelig med loven. Loven må ikke bruges
uden for lovens område og forvaltningsmyndigheden skal i sidste instans
kunne henvise til den paragraf, som giver hjemmel for den meddelte
afgørelse.
3.1: Til lovens gyldighedsområde
AD har ikke vist, at lov om arbejdsløshedsforsikring kan bruges til
at pålægge medlemmer karantæne fordi de - uden at blande
arbejdsløshedsforsikringen ind i forholdet - opsiger deres arbejde for
at holde ferie eller fri for egen regning. A-kassen viser på side 5 i
anken , at det ligger uden for lovens gyldighedsområde.
A-kassen skal behandle dette yderligere.
Arbejdsløshedsforsikringen er i henhold til loven en frivillig
forsikringsordning som administreres af A-kasserne som private foreninger.
A-kasserne har ifølge loven alene til formål at sikre
medlemmerne økonomisk kompensation for tab af indtægt som
følge af ledighed.
Kapitel 7
Anerkendte arbejdsløshedskasser
Anerkendelse
§ 30. Ved en arbejdsløshedskasse forstås i denne lov en
forening enten af lønmodtagere eller af selvstændige
erhvervsdrivende, der har sluttet sig sammen alene med det formål at
sikre sig økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.
Arbejdsløshedsforsikringens formål er udelukkende at sikre
medlemmerne økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.
Lovens område er medlemmernes forhold under ledighed.
Lovens område er ikke at blande sig i medlemmernes
dispositioner på arbejdsmarkedet i perioder, hvor de ikke er
ledige.
Lovens område og formål er ikke at blande sig i, om
medlemmerne vælger at være til rådighed for arbejdsmarkedet
eller holde fri for egen regning.
Lovens område er ikke at blande sig med karantæner i
medlemmernes begrundelser for deres opsigelse af arbejde i perioder, hvor de
ikke er ledige. Disse forhold er reguleret aftaleretligt og i kollektive
aftaler. Disse forhold. behandles andre steder i "den danske model".
Dette ligger i lovens formål og gyldighedsområde.
Det fremgår også af den måde Folketinget har bygget
loven op på.
3.2: Til den formelle lovtekst.
3.2.1: Lovparagraffernes betingede gyldighedsområde
Arbejdsløshedsforsikringsloven er bygget således op, at de
enkelte kapitler og paragraffer bygger på indholdet i de
forudgående kapitler og paragraffer. De senere kapitler og paragraffer
er betinget af indholdet i de første. Det fremgår af opbygningen
i kapitler og af teksten i de enkelte paragraffer i kapitlerne. Denne
følgerække er således med til at bestemme anvendelsen af
de enkelte paragraffer. Hvilke betingelser forudsættes opfyldt for at
paragraffen kan komme i anvendelse.
Denne struktur er særligt tydelig i lovens kapitel 10:
Betingelser for ret til dagpenge. §§ 53-65.
Først opstilles betingelser for ret til dagpenge i §§ 53-62
og derefter opstilles regler for udbetaling af dagpenge i §§ 63-65 for
perioder, hvor der skal udbetales dagpenge på baggrund af en
opnået ret og begæring om dagpenge. §§ 63-65 forudsætter
således, at der foreligger en situation, hvor der skal udbetales
dagpenge. Reglerne gælder når der skal udbetales
ydelser. Det er arbejdsløshedsforsikringens interesseområde.
Der skal være ret til og begæringen om udbetaling af ydelser.
I det følgende skal lovens kapitel 10 anvendes af A-kassen efter
sit indhold på medlemmets forhold i forbindelse med den
karantæne, som AD pålægger medlemmet med virkning fra den
1. juni 2000.
3.2.2: §§ 53-62
Medlemmet opsiger sit arbejde og ophører den 30. maj 2000 for at
holde en længere ferie for optjente feriepenge og for egen regning.
Medlemmet ønsker ikke ydelser fra
arbejdsløshedsforsikringen og henvender sig følgelig ikke
til arbejdsløshedskassen.
Medlemmet ønsker ikke at være ledig og til rådighed
for arbejdsmarkedet og henvender sig derfor ikke til
Arbejdsformidlingen.
Medlemmet ønsker først at være til rådighed for
arbejdsmarkedet den 14. august 2000 og overtager varigt arbejde ved
virksomheden xxx fra dette tidspunkt. Uden at have været ledig.
I perioderne indtil 2. november 2000 er der selvfølgelig en
række regler i §§ 53-62 i arbejdsløshedsforsikringsloven der
fastslår, at der ikke er adgang til at modtage dagpenge. Det er givet,
at der ikke er eller kan konstateres dagpengeret for medlemmet:
1. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt. 1
2. Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er
tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Tilmelding skal ske,
når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten
med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden.2
3. Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet
står til rådighed for arbejdsmarkedet.3
4. Indplacering i dagpengeperioden sker - såvel for
ydelses- som for referenceperioden - fra det tidspunkt, hvor medlemmet
anmoder om og herefter får udbetalt dagpenge. Et medlem, der er
udelukket fra ret til dagpenge som følge af effektiv karantæne,
indplaceres fra det tidspunkt, hvor medlemmet ville have været
berettiget til ydelse, hvis medlemmet ikke havde været udelukket fra
ret til dagpenge.4
Ad 1.og 2.: Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er
ledigt
Ledig er et medlem, som
i
er uden retlige arbejdsforpligtigelser og
i
ønsker arbejde, og
i
er tilmeldt AF som arbejdssøgende og
i
har indgivet ledighedserklæring til A-kassen.
Medlemmet opfylder ikke samtlige disse betingelser før den 2.
november 2000 efter arbejdsophøret den 31. oktober 2000:
i
Først her møder medlemmet frem hos AF og melder sig ledig
og arbejdssøgende.
i
Først den 2. november 2000 indgiver medlemmet
ledighedserklæring til A-kassen.
i
Først med dagpengekortet af 19. november 2000 begærer
medlemmet udbetalt dagpenge fra og med den 2. november 2000.
I § 2 i afsnittet Begreber i bekendtgørelse om selvforskyldt
ledighed5 definerer AD hvad direktoratet forstår ved "ledige
medlemmer"
§ 2. Ved "ledige medlemmer" forstås i denne bekendtgørelse
medlemmer, som er tilmeldt AF som ledige, eller som ledige modtager dagpenge
eller en anden ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler.
Da medlemmet heller ikke opfylder disse betingelser for at kunne betragtes
som ledigt, turde det være helt klart, at medlemmet helt i
overensstemmelse med egen opfattelse og handlinger ikke er ledigt og
følgelig heller ikke har ret til dagpenge i henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 57.
_________________
1
§ 57, stk. 1. Lov nr. 114 af 24. marts 1970 om
arbejdsløshedsforsikring m.v. Jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli
2000.
2
§ 57, stk. 4. Lov nr. 114 af 24. marts 1970 om
arbejdsløshedsforsikring m.v. Jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli
2000.
3
§ 62, stk. 1. Lov nr. 114 af 24. marts 1970 om
arbejdsløshedsforsikring m.v. Jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli 2000. Og
§ 2 i Dir. For Arbejdsløshedsforsikr. Bek. nr. 1353 af 20. december
2000 om rådighed.
4
§ 7. Dir. For Arbejdsløshedsforsikr. Bek. nr. 1355 af
20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og
aktivperiode
5
Dir. For Arbejdsløshedsforsikr. Bek. nr. 1073 af 21.
december 1998 om selvforskyldt ledighed
Ad 3.: Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet
står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Medlemmet har udtrykkeligt ikke ønsket at stå til
rådighed for arbejdsmarkedet. Medlemmet har derfor hverken tilmeldt sig
AF eller opretholdt kontakt med AF før medlemmet var ledig,
arbejdssøgende og begærede dagpenge udbetalt den 2. november
2000.
Der har således ikke været adgang til at modtage dagpenge
eller anledning for A-kassen til at udbetale dagpenge før efter den 2.
november 2000.
Der har ikke før dette, tidspunkt været anledning til at
overveje om der kunne udbetales dagpenge efter § 63, da medlemmet ikke har
været ledig på noget tidspunkt og ikke har ønsket at
være til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ad 4.: Indplacering i dagpengeperioden sker - såvel for ydelses-
som for referenceperioden - fra det tidspunkt, hvor medlemmet anmoder om og
herefter får udbetalt dagpenge
Det følger af de ovenstående forhold, at der ikke har
været grundlag for at foretage en indplacering af medlemmet i
dagpengeperioden før den 2. november 2000, da medlemmet ikke tidligere
har ønsket at anmode om og herefter få udbetalt dagpenge.
Der har ej heller været anmodet om eller udbetalt andre ydelser fra
A-kassen.
Der har således ikke været anledning til at foretage
indplacering i dagpengeperioden tidligere og ikke været anledning til
hverken at overveje en karantæne efter § 63, til at pålægge
en sådan eller til at afvikle en sådan.
3.2.3: §§ 63-65
AD hævder, at § 63, stk. 1 har ret vide rammer uden at begrunde, at
de skulle være så vide, at de giver AD ret til at
pålægge medlemmer karantæner for en bestemt adfærd,
uanset at de ikke er ledige. A-kassen skal nedenfor fremlægge kassens
fortolkning af paragraffen set i dens indplacering i lovens helhed og ud fra
den formelle tekst i paragraffen.
§ 63 ser således ud:
§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed
skyldes,
1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende
arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller
arbejdsløshedskassen,
2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit
arbejde,
3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan
tilregnes medlemmet, eller
4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke
til udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan, afslår
eller afbryder et tilbud i henhold til en individuel handlingsplan efter lov
om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller afslår eller afbryder en
uddannelse, som Arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for
beskæftigelse.
Stk. 1 indledes med at beskrive situationen for paragraffens anvendelse:
Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes
...
Forudsætningen i lovteksten for anvendelsen af paragraffen er
således
i
at der er konstateret ret til dagpenge, og
i
at der er tale om ledighed, og
i
at der skal udbetales dagpenge.
Første sætning i § 63 forudsætter at ledigheden aktuelt
er indtrådt og er efterfulgt af en begæring om dagpenge. Ved
begæringen om dagpenge skal det vurderes hvad ledigheden skyldes.
Disse forudsætninger er ikke til stede i den konkrete sag. Medlemmet
er ikke ledig 1. juni 2001, hvor AD i afgørelsen meddeler:
Afgørelse
Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelse af
arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.
Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger.
Karantænen har virkning fra den 1 juni 2001. (A-kassen går uden
videre ud fra at AD mener 2000).
At holde ferie og fri for egen regning er ikke at være ledig.
Medlemmet går fra ferie og fri for egen regning direkte i varig
beskæftigelse uden ledighed. Medlemmet er først ledig den l.
november 2000, og først her kommer
arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 ind i billedet.
4. Ikke den nødvendige hjemmel i § 63 og
magtfordrejning
Når § 63 i første sætning i lovteksten har som
forudsætning for sin anvendelse, at der skal udbetales dagpenge, og at
der er tale om ledighed, så kan stk. 5 i paragraffen
selvfølgelig ikke bruges til at udstede en bekendtgørelse med
et indhold i § 1, der overskrider paragraffens anvendelse.
Paragraffen kan ikke bruges til at give følgende regel i § 1, stk.
1 i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed:
§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en
arbejdsløshedskasse, der ophører i et lønarbejde efter
afskedigelse eller egen opsigelse.
Såvel den formelle lovtekst som lovens gyldighedsområde
overskrides med denne udformning af bekendtgørelsen. Det skaber
tillige omfattende problemer vedrørende angreb på medlemmernes
personlige integritet, som ikke kan retfærdiggøres. Der er
tale om magtfordrejning.
Det er forhold, som Arbejdsdirektøren og Arbejdsdirektoratet burde
være opmærksomme på. Især når
opmærksomheden direkte henledes her på i ankesager.
5. Forvaltningsrettens proportionalitetsprincip
Proportionalitetsprincippet drejer sig om, at der skal være et
rimeligt forhold mellem mål/formål med indgrebet i medlemmets
forhold og midlerne der bringes i anvendelse til at gennemføre
formålet.
Som direktoratet har udformet reglerne i bekendtgørelsen
indebærer det, at A-kassen er nødt til at træffe
afgørelsen om, at medlemmet havde mistet dagpengeretten første
gang medlemmet gør brug af den. A-kassen er nødt til at
pålægge medlemmet et arbejdskrav som følge af
gentagelsesvirkningen.
A-kassen kan ikke dispensere.
Et forhold, som ikke vedrører arbejdsløshedsforsikringen,
omfattes af karantænebestemmelserne og gentagelsesvirkningen, uanset at
medlemmets manglende interesse i at være til rådighed for
arbejdsmarkedet og reglerne i arbejdsløshedsforsikringen
indebærer, at der aldrig vil komme dagpenge til udbetaling.
Uanset at medlemmet ikke har ønsket og ikke har sørget for
at kunne få dagpenge eller andre ydelser, så behandles hans
ophør den 31. maj 2000 som om han havde gjort det. Han straffes for
noget han aldrig har tænkt på. Prisen er, at han udelukkes fra
selve formålet med arbejdsløshedsforsikringen: sikring af
økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.
Det er en straf, der er helt uden proportion med, at medlemmet kun en gang
kan konstateres ledig og dagpengesøgende, nemlig den 2. november
2000.
Det ændres ikke af, at direktoratet ikke finder at ville give den
uberettigede karantæne fra den 1. juni 2000 gentagelsesvirkning, men
dispenserer. Der er netop kun tale om en dispensation, og udelukkende fordi
direktoratet dog ikke kan forsvare, at der gives de omfattende konsekvenser i
tilfælde, hvor medlemmet ikke er informeret om karantænen. og
gentagelsesvirkningen på forhånd.
Er medlemmerne gjort bekendt med karantænen for deres prioriteringer
i deres liv, og dermed med gentagelsesvirkningen, så udløses
konsekvenser helt uden proportionalitet.
Både karantænen og en eventuel gentagelsesvirkning er uden
proportionalitet.
6. Indgrebets formål
Formålet med at pålægge medlemmet en karantæne fra
den 1. juni 2000 kan selvfølgelig kun være, at få
medlemmet til at afstå fra at handle som han gjorde på dette
tidspunkt.
Indgrebet kan kun have til hensigt at få medlemmet til at
afstå fra at holde ferie og fri for egen regning i en lidt
længere periode, som en arbejdsgiver ikke vil acceptere.
Er det arbejdsgivernes interesser eller arbejdsløshedsforsikringens
der forfølges med afgørelsen?
Det kan ikke påvises, at hans handling har påført
arbejdsløshedsforsikringen nogen risiko. Derfor står
arbejdsgivernes interesser alene tilbage.
Arbejdsløshedsforsikringen skal være neutral her.
Det er ikke tilfældet. Loven bliver brugt uden for dens
gyldighedsområde til at gribe ind i forhold, der tilhører
området for medlemmernes personlige integritet.
Ingrebet har til sigte at belægge medlemmernes opsigelse af deres
arbejde med sanktioner i arbejdsløshedsforsikringen uanset at denne
ikke er inde i billedet.
Direktoratets praksis skaber generelle sanktioner i
arbejdsløshedsforsikringen mod medlemmers opsigelse af deres arbejde
uanset at de ikke begærer dagpenge eller andre ydelser. Der er tale om
utidig indblanding i arbejdsmarkedsforhold. Det kommer også til udtryk
på side 2 i direktoratets begrundelse for afgørelsen af 28. juni
2001:
Det følger at bekendtgørelsen, at når medlemmet har
opsagt et arbejde, anses medlemmet som hovedregel for selv at være
skyld i, at pågældende er blevet ledig. Der henvises til § 4,
stk. 1, i bekendtgørelsen.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. I og 3, at
bekendtgørelsens regler omfatter arbejdsophør efter egen
opsigelse, og at bekendtgørelsens regler også finder anvendelse,
selv om medlemmet undlader at anmode om dagpenge efter
arbejdsophøret.
Medlemmet er dog ikke selv skyld i ledigheden, hvis der har været en
gyldig grund til opsigelsen. De gyldige grunde er udtømmende
nævnt i § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at
medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria & Grillbar op den 31. maj
2000.
Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han ønskede at holde en
længere ferie. Han holdt efter det oplyste ferie og fri for egen
regning fra den 1.juni 2000 til den 13. august 2000. Det at ville holde en
længere ferie er ikke en gyldig grund til at opsige sit arbejde efter §
21, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter §
21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.
Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra
den 1. juni 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i
bekendtgørelsen.
Karantænen meddeles på trods af, at det som vist oven for
klart fremgår, at medlemmet ikke ønsker at opfylde betingelserne
for ret til dagpenge i arbejdsløshedsforsikringslovens kapitel 10.
Medlemmet gør intet for at opnå dagpenge eller andre
ydelser.
Medlemmet må efter direktoratets afgørelse ikke uden
konsekvenser for arbejdsløshedsforsikringen kunne opsige et
arbejdsforhold for at prioritere andre ting i sit liv i en periode og for
derefter at vende tilbage til arbejdsmarkedet uden at forholdet på
nogen måde berører arbejdsløshedsforsikringen,
Direktoratet har med bekendtgørelsens udformning indført
tvangsforanstaltninger vendt mod de arbejdsløshedsforsikrede alene
fordi de er arbejdsløshedsforsikrede. Uanset om
arbejdsløshedsforsikringen er involveret skabes et generelt
sanktionssystem, hvor medlemmerne bliver pålagt karantæne som
arbejdsgiverne måske gerne generelt ser indført i de
arbejdsretlige normer, men nok må erkende ikke kan opnås tiden
Arbejdsdirektoratets bistand.
Der er tale om et brud med arbejdsløshedsforsikringens forudsatte
neutralitet.
Der er tale om magtfordrejning."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
I oversendelsesbrevet til ankenævnet af 19. juli 2001
bemærkede direktoratet:
"Vedr.: Xxx, cpr. nr. xxx
Direktoratet sender klage over afgørelse af 28. juni 2001.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til
at ændre afgørelsen.
Til de i klagen anførte synspunkter skal direktoratet bemærke
følgende:
Ved § 2, nr. 4, i lov nr. 840 af 21. december 1988 om ændring af lov
om arbejdstilbud til ledige, af lov om arbejdsformidling og
arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om en
arbejdsmarkedsuddannelsesfond blev § 63 i
arbejdsløshedsforsikringsloven ændret og moderniseret.
I bemærkningerne til lovforslaget (almindelige bemærkninger,
afsnit II, pkt. j) er bl.a. anført:
"Efter de gældende regler om arbejdsophør medfører
ufyldestgørende arbejdsophør, at medlemmet mister retten til
dagpenge i 5 uger. Ved gentagelse inden for en 12 måneders periode
udelukkes medlemmet fra dagpenge indtil medlemmet har haft 5 ugers arbejde.
Der er altså tale om samme virkning for medlemmet, som når der
statueres manglende rådighed.
Det er hensigten at stadfæste i
rådighedsbekendtgørelsen, at flere afbrydelser af arbejdsforhold
uden fyldestgørende grund skal medføre manglende
rådighed, hvilket i realiteten ikke indebærer nogen ændring
for medlemmerne, som allerede efter gældende regler udelukkes fra
dagpengeretten."
Der henvises i disse bemærkninger til de gyldige
(fyldestgørende) grunde. Der nævnes ikke andre forbehold som fx
at det kun er arbejdsophør i forbindelse med anmodning om
dagpenge.
Endvidere kædes gentagne arbejdsophør snævert sammen
med rådighedsreglerne og -sanktionerne.
Det er på denne baggrund direktoratets opfattelse, at det har
været en klar forudsætning ved udformningen af
arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder
gentagne arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet,
generelt skal have dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne.
Det er derfor fortsat direktoratets opfattelse, at bekendtgørelse
nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed ligger inden for
rammen og forudsætningerne for arbejdsløshedsforsikringslovens §
63.
Direktoratet finder derfor fortsat ikke grundlag for at gå ind i
principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse med
afgørelsen af nærværende sag.
Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.
Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen."
5. Nyt efter klagen
Xxx Arbejdsløshedskasse fremsendte i brev af 7. september 2001
yderligere bemærkninger til sagen.
I brevet anførte kassen:
" Vedr. Xxx, Cpr.nr. xxx.
A-kassen skal i det følgende på baggrund af
Arbejdsdirektoratets fremsendelsesskrivelse af 19. juli 2001 til
Arbejdsmarkedets Ankenævn fremkomme med yderligere præciseringer
af, hvorfor A-kassen finder, at direktoratets afgørelse og
udformningen af bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed er ulovlig
og udtryk for magtfordrejning.
Ud fra et hensyn til vore medlemmers retssikkerhed er det meget
beklageligt, at Arbejdsdirektoratet fortsat vægrer sig mod at gå
ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger, da sådanne i
allerhøjeste grad stiller spørgsmålstegn ved
forvaltningen af nærværende sag.
A-kassen finder således stadig ikke, at direktoratets
afgørelse lever op til hverken legalitetsprincippet eller
retsgrundsætningerne for skønsudøvelse i
forvaltningsretten6. Det er direktoratets ansvar at sikre dette,
men det bliver så nu overladt til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Skærpet hjemmelskrav
Kravet om, at der skal være lovhjemmel for forvaltningens handlinger
udgør en retssikkerhed og retsbeskyttelse for borgerne, som ikke
må sættes ud af kraft af forvaltningsmyndigheden.
Kravet om lovhjemmel betyder, at forvaltningen skal kunne legitimere sig
gennem henvisning til en formel lovbestemmelse.
Det er et ledende synspunkt i forvaltningsretten, at jo mere
dybtgående forvaltningen gør indgreb i borgernes frihed og
forhold, des sikrere må den påkaldte hjemmel være.
A-kassen finder, at det skærpede hjemmelskrav gør sig
gældende i nærværende sag.
____________________
6
A-kassen kan blandt andet henvise til
"Kapitel 4. Saglige krav" i Forvaltningsret Almindelige
emner", Institut for Offentlig Ret, Aarhus Universitet, Juristforbundets
Forlag.
Direktoratets henvisning til de almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. 55 fremsat den 13. oktober 1988 kan ikke opfylde kravet om
skærpet lovhjemmel. Den formelle lovtekst, lovens
formål/gyldighedsområde og gangen i retsforskrifterne i loven
modsiger direktoratets udlægning. Kassen skal nedenfor behandle
direktoratets henvisning grundigere.
Såvel direktoratets afgørelse som den omhandlede
bekendtgørelse strider mod arbejdsløshedsforsikringslovens
indhold.
Arbejdsdirektoratet er forvaltningsretligt forpligtet til at efterleve
forvaltningsrettens grundsætninger i tolkningen af retstilstanden.
Lovens gyldighedsområde - ledighed
Enhver lov har et defineret formål og område for sin
gyldighed. Det følger af dette, at loven ikke kan bruges udenfor
lovens gyldighedsområde. Der kan ikke hentes hjemmel i loven til at
udstede retsforskrifter for forhold, som ligger uden for lovens
gyldighedsområde. En lovs gyldighedsområde må bestemmes
udfra selve lovens tekst og indhold, Folketingets forarbejder til loven og
markerede forudsætninger i Folketingets behandlinger af loven.
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. har, som det også
følger af navnet, sikring mod følger af arbejdsløshed
som lovens gyldighedsområde. Sikring af ydelser i tilfælde af
ledighed. Dette gyldighedsområde er også markeret i selve
lovteksten, som i den grad drejer sig om at etablere organisation og ydelser
til sikring mod ledighed. Lovens formål og område er
således sikring mod ledighed.
Det har været og er en forudsætning for den lovregulerede
arbejdsløshedsforsikring, at den skal optræde neutralt i forhold
til arbejdsmarkedets parter og deres interessemodsætninger. Adgangen
til ydelser ved ledighed eller indskrænkninger i adgangen til ydelser
må ikke virke til gunst for en af parterne i deres
interessekonflikter,
Ikke legitime beskyttelsesinteresser
Arbejdsløshedsforsikringen har kun en legitim adgang til at tage
stilling til arbejdsmarkedets parters adfærd over for hinanden ud fra
en beskyttelsesinteresse mod misbrug af ydelser efter loven. På grund
af finansieringen af ydelserne har det offentlige en klar interesse i at
beskytte sig mod misbrug gennem betingelser for ret til dagpenge.
Men heller ikke denne interesse kan bruges uden for lovens område.
Det er således en klar forudsætning at beskyttelsesinteressen kan
påvises helt konkret at være til stede, når og hvis
beskyttelsesreglerne bringes i anvendelse over for medlemmer af
arbejdsløshedsforsikringen.
Beskyttelsesinteresserne imod misbrug tilgodeses på to måder i
arbejdsløshedsforsikringsloven:
I. Gennem regler om betingelser for ret til ydelser overhovedet -
bl.a. krav om ledighed og rådighed.
2. Gennem regler om begrænsninger i adgangen til ydelser
når retten til ydelser er til stede - bl.a. vedrørende
årsagen til ledigheden.
Derfor er gangen i loven da også, at først behandles
betingelserne for adgang til at modtage ydelser overhovedet. Man kan jo ikke
misbruge en ret, man ikke har. Det er således en meget effektiv sikring
mod misbrug og der er selvfølgelig ikke brug for flere, når
retten til ydelser er udelukket på forhånd.
Når retten til ydelser er til stede, så behandles bl.a.
spørgsmålet om hvilke konsekvenser det skal have, at være
selvforskyldt i behovet for de ydelser, man søger som medlem af
arbejdsløshedsforsikringen. Til denne beskyttelsesinteresse
hører selvfølgelig, at det ikke er acceptabelt at man gang
på gang inden for kortere tid selvforskyldt søger om
ydelser.
I loven kommer disse beskyttelsesinteresser til udtryk i kapitel 10
vedrørende "Betingelser for ret til dagpenge", §§ 53-65. Der er bl.a.
i disse paragraffer indeholdt klare lovgivne regler, der udelukker medlemmer
fra ret til dagpenge. Når medlemmerne er udelukket/ekskluderet fra
retten til dagpenge, så er de selvfølgelig også udelukket
fra at misbruge dagpengene. Det er en ret effektiv beskyttelse mod
misbrug.
En sådan effektiv beskyttelse mod misbrug er således i forhold
til nærværende sag indeholdt i
arbejdsløshedsforsikringslovens § 57:
§ 57.
Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt
. ......
Stk. 4. Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er
tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Tilmelding skal ske,
når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten
med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden.
....
I overensstemmelse med denne formelle lovtekst i § 57 har AD i bek. nr.
1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed, § 2 defineret begrebet
"ledige medlemmer" således:
§ 2. Ved "ledige medlemmer" forstås i denne bekendtgørelse
medlemmer, som er tilmeldt AF som ledige, eller som ledige
modtager dagpenge eller en anden ydelse, som
arbejdsløshedskassen udbetaler.
Ledigheden vises ved at tilmelde sig AF som ledig eller ved at modtage
dagpenge eller anden ydelse som ledig.
Medlemmet har ikke været ledig
Vort medlem har således ikke været ledig forud for ledigheden
pr. 2. november 2000. Vort medlem har været ekskluderet fra retten
til dagpenge forud for dette tidspunkt.
Vort medlem har ekskluderet sig selv fra retten til ydelser ved at undlade
at tilmelde sig AF som ledig og undlade at søge dagpenge. Det har
overhovedet ikke været vort medlems hensigt.
Medlemmet har følgelig hverken været i kontakt med AF eller
A-kassen. Medlemmet har hverken tilmeldt sig AF som arbejdssøgende
eller indgivet ledighedserklæring til A-kassen med anmodning om
dagpengekort til brug for udbetaling af ydelser.
Arbejdsløshedsforsikringen har ikke legitime beskyttelsesinteresser
at gøre gældende overfor vort medlem.
De efterfølgende paragraffer - §§ 58-65 - i
arbejdsløshedsforsikringsloven baserer sig på situationer, hvor
de forudgående betingelser for ret til dagpenge er opfyldt, herunder
betingelserne i § 57. Der forudsættes ledighed i
arbejdsløshedslovens forstand. En gennemlæsning af paragrafferne
vil vise det.
Da vort medlem ikke opfylder og ikke har haft intentioner om at opfylde
betingelserne i § 57, kommer §§ 58-65 ikke i betragtning i forhold til hans
ophør i arbejdet ved Xxx Pizzeria og Grillbar den 31. maj 2000.
Emnet i § 63: Ledighedens årsag - ikke arbejdsophør
Forudsætningerne for anvendelse af § 63 i
arbejdsløshedsforsikringsloven på vort medlems forhold den 31.
maj 2000 er ikke til stede. Der er ingen beskyttelsesinteresse at gøre
gældende, da vort medlem er udelukket fra ret til dagpenge i henhold
til § 57 i loven. Medlemmet er ikke ledigt.
§ 63 er hjemmelsgrundlaget i loven for AD's bekendtgørelser om
selvforskyldt ledighed. Kan § 63 ikke finde anvendelse på vort medlems
forhold den 31. maj 2000, så kan bekendtgørelserne om
selvforskyldt ledighed selvfølgelig heller ikke finde anvendelse.
A-kassen skal for tydelighedens skyld behandle selve lovteksten i § 63
endnu en gang. Det fremgår med al ønskelig tydelighed allerede i
paragraffens stk. 1, at paragraffens forudsætning er, at retten til
dagpenge er til stede i henhold til § 57. Det forudsættes således
for det første, at der er tale om ledighed i henhold til § 57
(markeret med fede typer af A-kassen) og for det andet at der skal udbetales
dagpenge.
§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis
ledighed skyldes,
1)
at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende
arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller
arbejdsløshedskassen,
2)
at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit
arbejde,
3)
at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes
medlemmet, eller
Det er to klare forudsætninger der skal være til stede for at
arbejdsløshedsforsikringen kan hævde at have en
beskyttelsesinteresse at gøre gældende og for at
arbejdsløshedsforsikringen overhovedet kan legitimere at tage stilling
til spørgsmålet om fyldestgørende grund.
Anvendes § 63 og bekendtgørelsen på trods heraf, så
anvendes de således uden for lovens område og der er tale om
magtfordrejning. Det er tilfældet, når AD på trods
af det viste ovenfor fastholder at ville tage stilling til, at vort medlem er
selvforskyldt ledig uanset at der ikke er tale om ledighed.
AD har som vist ingen legitim ret til at tage stilling til vort medlems
arbejdsophør den 31. maj 2000.
AD har ingen adkomst til at behandle og sanktionere
arbejdsophør. Det er alene et forhold mellem
ansættelsesforholdets parter og kun som sidebemærkning skal det
slås fast, at alle aftaleretlige forhold har været efterlevet af
medlemmet.
AD har alene adkomst til at behandle og sanktionere selvforskyldt
ledighed. Altså spørgsmålet om årsagen til
ledigheden. Det er årsagen til ledigheden, der sanktioneres i
arbejdsløshedsforsikringen. Ikke arbejdsophøret som
sådan. Det fremgår direkte af lovteksten: Dagpenge må
ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes ... Det
er selvforskyldt ledighed, der sanktioneres, ikke selvforskyldt
arbejdsophør. Ledigheden er det afgørende.
Det er da også den korrekte titel for bekendtgørelsen.
Indholdet skal respektere lovens forudsætninger.
Magtfordrejning med forsæt
Desværre må A-kassen konstatere, at direktoratets
magtfordrejning må antages at finde sted med forsæt. Det må
vi udlægge af AD's sparsomme reaktioner i sagen,
Først siger direktoratet i selve afgørelsesteksten i
afgørelsen af 28. juni 2001 uberettiget, at
"Medlemmet er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af
arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.
Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger.
Karantænen har virkning fra den I. juni 2001."
Medlemmet er som vist ikke ledigt den 1. juni 2001 og det er helt
uberettiget at AD påstår, at medlemmet er selvforskyldt
ledig.
Det er et arbejdsophør og ikke selvforskyldt ledighed
direktoratet behandler.
Arbejdsophøret er helt uden betydning for den senere ledigmeldelse
og begæring om dagpenge. Medlemmet sørger selv for varigt
arbejde efter at have holdt ferie og fri for egen regning. Ophøret kan
ikke på nogen måde vises at have en legitim interesse for
arbejdsløshedsforsikringen.
For det andet har AD til fremsendelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn
været helt tilbage til lovforslag nr. 55 (fremsat af daværende
arbejdsminister Henning Dyremose den 13. oktober 1988) for at hente en
retskilde til begrundelse for, at behandle og sanktionere
arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed.
A-kassen skal vurdere denne retskilde som sådan neden for.
Endelig fremfører AD vedholdende at man
ikke finder
grundlag for at indgå i principielle forvaltningsretlige betragtninger
i forbindelse med afgørelsen af nærværende sag.
Proportionalitetsprincippet
I dette princip i forvaltningsretten ligger at forvaltningens (forudsatte)
sagligt begrundede indgreb over for borgeren skal stå i et rimeligt
forhold til formålet, og at et mere bebyrdende indgreb ikke må
benyttes, når et mindre bebyrdende indgreb er tilstrækkeligt.
Også dette princip er selvfølgelig forpligtende for AD,
såvel som for andre forvaltningsmyndigheder. En efterprøvelse af
det kan være belærende, også for AD.
I princippet indgår således følgende temaer:
i
Formålet med indgrebet?
i
Er indgrebet sagligt begrundet?
i
Står indgrebet i rimeligt forhold til formålet?
i
Burde et mindre bebyrdende indgreb sættes i stedet?
Formålet med indgrebet
Formålet med at pålægge medlemmer af
arbejdsløshedsforsikringen effektive karantæner efter
bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed er som vist ovenfor
begrundet i et beskyttelseshensyn mod misbrug af
arbejdsløshedsdagpenge. Temaet er ledighed og årsagen
til ledigheden. Man må som forsikret ikke bare kunne vælge at
blive ledig og hæve dagpenge.
Er det så også formålet med Arbejdsdirektoratets
afgørelse om en effektiv karantæne på 5 uger for
arbejdsophøret den 31. maj 2000?
Indgrebet i forhold til medlemmets arbejdsophør den 1. juni 2000
kommer først efter medlemmets ledigmeldelse den 2. november 2000. Det
sene tidspunkt skyldes som vist at medlemmet ikke har ledigmeldt sig og ikke
har søgt dagpenge før han betragtede sig selv som ledig.
Arbejdsløshedsforsikringen har således af gode grunde ikke
kunnet konstatere noget ophør den 1. juni 2000, da
arbejdsløshedsforsikringen ikke har været inddraget af medlemmet
og medlemmet ikke har ønsket arbejdsløshedsforsikringen
inddraget.
Medlemmet holder egen optjent ferie og fri for egen regning fra den 1.
juni 2000 til den 13. august 2000, hvor han overtager varigt arbejde i en
anden virksomhed. Medlemmet arbejder også længere i denne nye
virksomhed end den gældende grænse for varigt arbejde i
arbejdsløshedsforsikringen - 5 uger.
Medlemmet har hverken ønsket eller haft behov for at gøre
brug af arbejdsløshedsforsikringen.
Ophøret den 1. juni 2000 for at holde ferie og fri for egen regning
kan på ingen måde påvises at berøre
arbejdsløshedsforsikringen.
Ikke desto mindre træffer AD den 28. juni 2001 afgørelse om,
at medlemmet er selvforskyldt ledig den 1. juni og skal have en effektiv
karantæne på 5 uger fra denne dato.
Direktoratet kan på afgørelsestidspunktet konstatere, at den
effektive karantæne ikke kan komme til at løbe fra dette
tidspunkt, da medlemmet som en følge af hans egne valg i egen
integritet ikke har givet anledning til indplacering i en dagpengeret
på dette tidspunkt.
Alligevel pålægger AD medlemmet en 5 ugers effektiv
karantæne med følgende begrundelse:
Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at
medlemmet sagde sit arbejde hos Xxx Pizzeria & Grillbar op den 31. maj
2000.
Medlemmet sagde arbejdet op, fordi han ønskede at holde en
længere ferie. Han holdt efter det oplyste ferie og fri for egen
regning fra den I. juni 2000 til den 13. august 2000. Det at ville holde en
længere ferie er ikke en gyldig grund til at opsige sit arbejde efter §
21, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Direktoratet vurderer, at medlemmet ikke har haft en gyldig grund efter §
21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos Xxx Pizzeria & Grillbar.
Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne på 5 uger fra
den 1. juni 2001, jf. § 24, stk. I. og § 26, stk. 2, i
bekendtgørelsen.
Hvad siger forløbet om formålet med AD's indgreb overfor
medlemmet?
Da både arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 og medlemmets
adfærd udelukker brug af arbejdsløshedsforsikringen, kan der
ikke påvises andet formål med indgrebet end det,
at få medlemmet til at afstå fra at sige et arbejde op for
at holde fri for egen regning.
Er indgrebet sagligt begrundet?
Det er svært at finde den saglige begrundelse for indgrebet.
Direktoratet begynder at regulere, hvad man må og ikke må
på arbejdsmarkedet, når man er medlem af
arbejdsløshedsforsikringen uanset at dette ligger uden for
arbejdsløshedsforsikringens gyldighedsområde og uden for
direktoratets jurisdiktion.
Medlemmet har helt overholdt spillereglerne på arbejdsmarkedet og
efterlevet aftaleretlige forpligtigelser. Arbejdsdirektoratet blander sig i
arbejdsmarkedsforholdene for de arbejdsløshedsforsikrede med
sanktioner vendt mod en adfærd, som er helt legal på
arbejdsmarkedet og af de fleste heldigvis bliver betragtet som en del af den
personlige frihed, nemlig retten til at holde fri for egen regning.
Denne personlige frihed antaster direktoratet med dets forvaltning af
arbejdsløshedsforsikringsloven og tager Folketinget til indtægt
for den forvaltningen.
Det er oplagt at den effektive karantæne ikke kan blive effektiv i
den periode, hvor medlemmet holder fri for egen regning og derfor ikke skal
have arbejdsløshedsdagpenge. Karantænen gives derfor ikke for at
hindre misbrug af arbejdsløshedsdagpenge, for det kan som sagt
på afgørelsestidspunktet konstateres, at der ikke er et
sådant misbrug og at arbejdsløshedsforsikringen slet ikke har
været inde i billedet.
Karantænen gives i disse tilfælde primært af hensyn til
gentagelsesvirkningen inden for 12 måneder. Det vil sige, at medlemmets
brug af sin personlige frihed uden at ligge nogen til last, af
Arbejdsdirektoratet bruges til at fratage medlemmet ret til dagpenge, hvis
der indenfor 12 måneder efter arbejdsophøret den 31. maj 2000
måtte forekomme selvforskyldt ledighed eller for den sags skyld en
tilsvarende brug af den personlige frihed.
Der savnes ikke alene en saglig begrundelse; det er en direkte
krænkelse af retsbevidstheden - og altså af retssikkerheden.
Står indgrebet i rimeligt forhold til formålet?
Det eneste formål, der som vist kan udledes, er, at få
medlemmet til at afstå fra at bruge sin personlige frihed til - uden at
være til last for nogen - at holde fri for egen regning i en
periode.
Det er svært at få øje på nogen, der har
fået krænket deres interesser ved medlemmets handling.
i
Ophøret fra Xxx Pizzeria og Grillbar er aftalemæssigt i
orden. Det danske arbejdsmarked og den danske model indeholder ikke
tvangsarbejde, med sanktioner mod at ophøre i et arbejdsforhold efter
ønske og aftale.
i
Medlemmet har selv betalt for sin frihed til at holde fri for egen
regning.
i
Medlemmet har selv sørget for varigt arbejde
efterfølgende.
Ikke desto mindre mener Arbejdsdirektoratet, at der skulle være en
hjemlet ret og vel nærmest pligt i arbejdsløshedsforsikringen
til at sanktionere medlemmets adfærd med 5 ugers effektiv
karantæne med gentagelsesvirkning. Medlemmets handlinger skal
altså om ikke andet føre til en kraftig trussel over hovedet de
næste 12 måneder efter ophøret for at holde fri for egen
regning.
Det gælder uanset at direktoratet i den konkrete sag under afsnittet
Begrundelse afstår fra gentagelsesvirkningen:
"Et medlem, som bliver selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12
måneder, kan ikke fa dagpenge ("gentagelsesvirkningen"). Der henvises
til § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Da medlemmet efter det oplyste ikke er vejledt om "gentagelsesvirkningen"
forud for arbejdsophøret den 8. oktober 2000, finder direktoratet
efter en konkret vurdering, at medlemmet ikke skal miste retten til dagpenge
fra den 9. oktober 2000."
Har medlemmet været vejledt, så vil gentagelsesvirkningen
være en realitet. Sigtet med bekendtgørelse og direktoratets
afgørelse er, at gentagelsesvirkningen skal være der.
Signalet fra direktoratet i afgørelsen er, at arbejdsophør
for at holde ferie og fri for egen regning uden at være til belastning
for nogen skal være forbundet mindst med gentagelsesvirkning efter
bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed. Virkningen vil
selvfølgelig være en påvirkning af medlemmerne i retning
af at afstå fra at gøre brug af deres personlige frihed til at
prioritere en oplevelse i deres liv, uanset at ingen kan påvises at
have en legitim beskyttelsesinteresse mod at de bruger denne frihed.
Efter direktoratets udformning af bekendtgørelsen kan A-kasserne
ikke gøre andet end at træffe afgørelse om
gentagelsesvirkning. Kun Arbejdsdirektoratet kan lave "efter en konkret
vurdering"- afgørelser.
Medlemmerne vil således i sådanne situationer umiddelbart
blive stillet over for indgreb, der er helt ude af proportion og savner en
saglig begrundelse.
Der er ingen sikkerhed for, at indgrebene ankes.
Burde et mindre bebyrdende indgreb sættes i stedet?
Der burde slet ikke foretages indgreb efter bekendtgørelse om
selvforskyldt ledighed, da der som vist ikke har været tale om ledighed
og ikke kan påvises en beskyttelsesinteresse, der kan begrunde et
indgreb.
Arbejdsdirektoratets retskilde
Til bestyrkelse af, at Arbejdsdirektoratet har den fornødne hjemmel
til at behandle arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt
ledighed, fremlægger direktoratet et par afsnit fra punkt J:
Revision af rådighedsbestemmelserne (§ 63 og § 65) de
almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 55 fremsat den 16. oktober
1988 af daværende Arbejdsminister Henning Dyremose.
A-kassen vedlægger en fuldstændig gengivelse af teksten i
lovforslaget knyttet til dette punkt j. Der er ikke belæg for at bruge
de to afsnit, som Arbejdsdirektoratet fremfører til støtte for,
at direktoratet skulle have hjemmel til at behandle og sanktionere
arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed. Der er
intet grundlag for at fastslå, at formuleringen regler om
arbejdsophør ikke er forstået inden for det overordnede tema
i § 63, nemlig årsagen til ledigheden.
Hvis lige nøjagtig dette lovforslag - og for den sags skyld senere
lovforslag - skulle kunne tages til indtægt af direktoratet for
behandlingen af arbejdsophør og ikke kun selvforskyldt ledighed,
så måtte dette også komme til udtryk i den direkte
lovtekst, som bemærkninger knytter an til. I lovforslaget er indeholdt
følgende forslag til ny udformning af § 63:
"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed
skyldes,
1) ..........."
Ledighed er stadig forudsætningen for at Arbejdsdirektoratet har en
legitim grund til indgreb.
Der er således ikke påvist den fornødne hjemmel for
Arbejdsdirektoratet forvaltning og udformning af bekendtgørelsen."
I forlængelse af bemærkningerne til sagen vedlagde kassen en
fuldstændig gengivelse af teksten fra lovforslag nr. 55, fremsat den
13. oktober 1988 om revision af bl.a. rådighedsbestemmelserne i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000
§ 63.
Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed
skyldes,
1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et
passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller
arbejdsløshedskassen,
2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med
sit arbejde,
3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan
tilregnes medlemmet, eller
4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at
medvirke til udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan,
afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en individuel
handlingsplan efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller afslår
eller afbryder en uddannelse, som Arbejdsformidlingen vurderer vil øge
mulighederne for beskæftigelse.
Stk. 2. ...
...
Stk. 5. Direktøren for
Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med
Landsarbejdsrådet de nærmere regler for anvendelse af
bestemmelserne i stk. 1-4 samt om de dagpengemæssige konsekvenser over
for medlemmerne som følge af stk. 1-4.
(Ovennævnte bestemmelse er uændret i seneste
lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001)
Direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 1073 af 21.
december 1998 om selvforskyldt ledighed:
§ 1.
Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en
arbejdsløshedskasse, der ophører i et lønarbejde efter
afskedigelse eller egen opsigelse.
Stk. 2. ...
Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter også ledige
medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, og medlemmer, som i forbindelse med
ledighed undlader at anmode om dagpenge eller anden ydelse, som
arbejdsløshedskassen udbetaler.
Stk. 4. ...
§ 4.
Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et
arbejde uden en gyldig grund, jf. § 21.
Stk. 2. ...
§ 17.
Der skal ikke ske registrering af selvforskyldt ledighed i
tilfælde, hvor et medlem ophører med sit arbejde i forbindelse
med
1) overtagelse af andet varigt arbejde, der ikke gives offentligt
løntilskud til, med samme eller højere ugentlige timetal, eller
et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge,
2) overtagelse af arbejde, der er formidlet af medlemmets
arbejdsløshedskasse eller AF efter reglerne i Arbejdsmarkedsstyrelsens
bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats,
3) påbegyndelse af uddannelse af mindst 1 års varighed
eller
4) påbegyndelse af selvstændig virksomhed mere end
midlertidigt og i væsentligt omfang.
Stk. 2. ...
§ 21.
Gyldige grunde, jf. §§ 4, 5, 7 og 9-13, er:
1) Helbred
. ...
...
11) Arbejdspladsen
Et medlem kan opsige arbejdet, hvis almindelige arbejdsretlige
principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet.
Medlemmet skal have henvendt sig til arbejdsgiveren for at opnå en
løsning på de opståede problemer eventuelt gennem den
faglige organisation
...
§ 24.
Et medlem, der er selvforskyldt ledig i medfør af §§
4-6 og 9, pålægges 5 ugers effektiv karantæne, jf. dog stk.
2 og § 27.
..
§ 26.
En effektiv karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor
medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge eller en anden
ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler.
Stk. 2. Karantænen har virkning fra dagen efter
afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør, jf. dog stk.
3-5.
...
Stk. 6. Den effektive karantæne anses for
udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder
efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør.
...
§ 27.
Et medlem, der 2 gange inden for de seneste 12 måneder
er blevet selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-13, kan ikke få
dagpenge.
...
(Den ovenfor citerede bekendtgørelse var gældende på
tidspunktet for medlemmets arbejdsophør, men blev ophævet ved
ikrafttræden af nugældende bekendtgørelse nr.826 af 19.
september 2001om selvforskyldt ledighed, der trådte i kraft den 1.
oktober 2001)
Direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om
selvforskyldt ledighed
§ 1.
Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af
en a-kasse, som:
1) ophører i et arbejde efter afskedigelse eller egen
opsigelse, eller
2) ...
...
Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter ledige medlemmer, som ikke har ret
til dagpenge, eller som ved ledighed ikke beder om dagpenge eller en anden
ydelse, som a-kassen udbetaler, jf. dog § 2.
...
§ 2.
Reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af
selvforskyldt ledighed i denne bekendtgørelse omfatter ikke:
1) ...
2) ...
3) ...
4) Ophør i arbejde eller i tilbud efter en handlingsplan eller
en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., hvis medlemmet i 3
måneder efter ophøret ikke beder om ydelser, der udbetales af
a-kassen, eller deltager i tilbud efter lov om en aktiv
arbejdsmarkedspolitik.
5) Ophør i et arbejde eller i tilbud efter en handlingsplan
eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., hvis medlemmet
den første hverdag efter ophøret begynder i arbejde af mere end
5 ugers varighed. Ved ophør i arbejde er det desuden en betingelse, at
det nye arbejde er på samme eller højere ugentlige timetal,
eller et omfang, der ikke kan give ret til supplerende dagpenge.
6) ...
7) ...
8) ...
...
§ 3.
Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et
arbejde uden en gyldig grund, jf. kap. 3. Dette gælder også, hvis
medlemmet opsiger arbejdet i en periode, hvor medlemmet:
...
Kapitel 3
Gyldige grunde
§ 14.
En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor
et medlem afslår eller opsiger et arbejde, et tilbud efter en
handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.
...
Helbred
....
Arbejdspladsen
§ 25.
Et medlem kan opsige et arbejde, hvis almindelige
arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte
med arbejdet.
Stk. 2. Det er et krav, at medlemmet har henvendt sig til
arbejdsgiveren for at få løst de opståede problemer
eventuelt gennem den faglige organisation.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved
ophør i et tilbud om omskoling m.v. eller ophør i et tilbud
efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan.
...
Karantæner
...
§ 40. Et medlem skal have 5 ugers karantæne, hvis medlemmet
er selvforskyldt ledig efter §§ 3-5 og 8, jf. dog stk. 2 og § 44.
...
Placering af karantæner
§ 42.
En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem
afslår et arbejde eller et tilbud efter en handlingsplan eller en
uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., jf. dog stk. 3-5. Ved
ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret,
jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.
...
Forældelse og afvikling af karantæner
§ 43.
En karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor et
medlem ellers ville have ret til dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen
udbetaler.
Stk. 2. En karantæne er udstået, hvis karantænen ikke er
afviklet senest 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den får
virkning i forbindelse med et afslag eller et ophør. ...
...
Gentagelsesvirkning og arbejdskrav
§ 44.
Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet 2 gange
inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig efter §§
3-11.
...
Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i ganske
særlige tilfælde bestemme, at et medlem ikke mister retten til
dagpenge efter stk. 1, hvis medlemmet ikke tidligere er blevet vejledt herom.
Hvis medlemmet ikke mister retten til dagpenge efter stk. 1, skal medlemmet
have en karantæne efter § 39, § 40 eller § 41 for hver af de gange,
medlemmet er blevet selvforskyldt ledig.
...
Ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.
§ 48.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober
2001.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1073 af 21.
december 1998 om selvforskyldt ledighed.
§ 49.
Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens medlemmet er
på orlov til børnepasning efter den før 1. januar 2001
gældende lov om orlov, får karantænen tidligst virkning fra
det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med orloven.
Stk. 2. Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens medlemmet er på
orlov til uddannelse som lønmodtager eller selvstændig
erhvervsdrivende efter den før 1. januar 2001 gældende lov om
orlov, får karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor
medlemmet ophører med orloven.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- EØS. Attest E 303. Genoptagelse. Fortolkning af 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1, litra a. 1, litra a. Medlemmet M var berettiget til en attest E 303, selvom hun havde arbejdet 49 timer i 4-ugers-perioden forud for afrejsen til Frankrig. Dispensation i medfør af forordningens artikel 69, stk. 2, sidste led, for for sen hjemkomst til Danmark efter udløb af attest E 303 Retsinformation · 1. februar 2006
- Af, jobplan, sygdom, ej rettidigt meldt afbud, mobiltelefon, nedbrud Retsinformation · 31. januar 2006
- Rådighed Retsinformation · 31. januar 2006
- Sanktion ved samtidig foreliggende selvforskyldt arbejdsophør i arbejdstilbud og manglende rådighed Retsinformation · 24. september 1997
- Selvforskyldt ledighed, gentagelsesvirkning. Retsinformation · 1. marts 2004
- Ophør med selvstændig virksomhed Retsinformation · 23. juli 2002
Lignende dokumenter
- Ophør/vægring samt rådighed Retsinformation · 20. maj 2003
- Gentagelsesvirkning på grund af 2 arbejdsophør Retsinformation · 29. januar 2002
- Selvforskyldt ledighed, gentagelsesvirkning. Retsinformation · 1. marts 2004
- Selvforskyldt ledighed Retsinformation · 25. juli 2003
- Selvforskyldt ledighed. Afbrydelse af handlingsplan. Retsinformation · 30. januar 2003
- Betingelser for ret til attest E 303 - 4-ugerskravet og mellemperiode Retsinformation · 10. oktober 2002