Selvforskyldt ledighed, gentagelsesvirkning.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Selvforskyldt ledighed, gentagelsesvirkning.
Vedrørende XX, cpr.nr. XX, Deres j.nr. XX.
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den
XX
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
XX skal anses for selvforskyldt ledig ved sine
arbejdsophør henholdsvis den 14. juni 2001 og den 30. juni 2001. XX skal for
hvert arbejdsforhold idømmes en karantæne på 3 uger. Arbejdsophørene skal
ikke
tillægges gentagelsesvirkning i forbindelse med XXs ledigmeldelse den 5. juli
2001.
Ad
arbejdsophøret den 14.juni 2001
Ankenævnet har lagt til grund, at XX fra den 1.
maj 2001 til den 14. juni 2001 var i beskæftigelse som smørrebrødsjomfru 32
timer ugentlig hos XX.
Ankenævnet har lagt vægt på, at XX selv opsagde
sin stilling hos XX
for at tiltræde
arbejde som smørrebrødjomfru hos XX den 15. juni 2001, hvor hun var
garanteret
beskæftigelse 16 timer ugentlig.
Ankenævnet finder, at XX ved at opsige sit
arbejde hos XX, hvor hun arbejdede 32 timer om ugen for at overtage arbejde
med
garanteret beskæftigelse 16 timer ugentlig hos XX, skal anses for
selvforskyldt
ledig pr. 15 juni 2001. XXs søgte ikke dagpenge i forbindelse med
arbejdsophøret hos XX den 14. juni 2001, men meldte sig ledig den 5. juli
Læs alt
2001.
Ankenævnet har været opmærksom på, at XX
faktisk arbejdede 68 timer under ansættelsen hos XX fra 15. juni 2001 til 30.
juni 2001, men det afgørende for, om et medlem skal anses for selvforskyldt
ledig i forbindelse med et arbejdsophør er imidlertid, hvor mange timer den
pågældende var ansat til at arbejde.
Opsiger et medlem sit arbejde for at overtage
arbejde, hvor den pågældende er sikret et færre antal timer ifølge
ansættelsesaftale, anses medlemmet for selvforskyldt ledig.
Efter § 2, stk. 4, i direktoratets
bekendtgørelse af 19. september 2001, der trådte i kraft den 1. oktober
2001 § 2, anses et medlem ikke for omfattet
af reglerne om selvforskyldt ledighed, hvis medlemmet ophører i et arbejde
uden
at bede om ydelser fra kassen i 3 måneder efter ophøret.
Da direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19.
september 2001 om selvforskyldt ledighed trådte i kraft den 1. oktober 2001,
og
da bekendtgørelsen ikke indeholder særlige overgangsbestemmelser i relation
til
arbejdsophør, der har fundet sted forud for ikrafttrædelsesdatoen og under
omstændigheder, som i den foreliggende sag, er det ankenævnets opfattelse, at
de lempeligere sanktionsbestemmelser i forbindelse med arbejdsophør uden
begæring af dagpenge kan anvendes ved afgørelsen af denne sag.
Ankenævnet har lagt til grund, at XX ophørte i
sit arbejde hos XX den 14. juni 2001, og at hun anmodede om udbetaling af
dagpenge den 5. juli 2001.
Da XX har begæret dagpenge eller anden ydelse
fra kassen inden for 3 måneder efter arbejdsophøret, ville hun ikke blive
hjulpet af reglerne om selvforskyldt ledighed i direktoratets bekendtgørelse
nr. 826 af 19. september 2001, og hun må anses for selvforskyldt ledig
vurderet
efter denne bekendtgørelses regler.
Ad
arbejdsophøret den 30. juni 2001
Ankenævnet har lagt til grund, at XX selv sagde
sin stilling som smørrebrødsjomfru hos XX op den 30. juni 2001 og at hun
begrundede opsigelsen med, at hun var blevet alene og derfor var flyttet til
sin mor i XX. XX meldte sig ledig den 5. juli 2001.
Ankenævnet finder, at XX opsagde sin stilling
hos XX af personlige grunde. Der er efter reglerne i bekendtgørelse om
selvforskyldt ledighed ikke tale om gyldige grunde. XX er derfor
selvforskyldt
ledig i forbindelse med arbejdsophøret den 30. juni 2001 hos XX.
Ad
gentagelsesvirkning
Ankenævnet har lagt til grund, at kassen først i
forbindelse med XX ledigmeldelse den 5. juli 2001 blev bekendt med såvel
hendes
første som andet arbejdsophør. XX har således ikke modtaget nogen afgørelse
og
dermed ingen vejledning i forbindelse med det første arbejdsophør.
Ankenævnet er derfor ikke enig i, at XX skal
udelukkes fra dagpenge på grund af sit 2. selvforskyldte arbejdsophør inden
for
12 måneder.
Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på,
at XX ikke i forbindelse med sit første arbejdsophør den 14. juni 2001 blev
vejledt om gentagelsesvirkningen.
Det forhold, at XX i forbindelse med en
afgørelse om selvforskyldt ledighed i 1998 blev vejledt om
gentagelsesvirkning,
kan ikke tillægges den betydning, at hun anses for vejledt i forbindelse med
arbejdsophøret den 14. juni 2001, idet der er gået ca. 3 år siden denne
vejledning. Det kan ikke med rette forventes, at hun kan huske vejledningen
om,
at hun kan risikere en gentagelsesvirkning ved to selvforskyldte arbejdsophør
inden for 12 måneder.
Størrelsen
af karantæne på grund af selvforskyldt ledighed
Ifølge direktoratets afgørelse af
21. december 2001 skulle XX have en effektiv
karantæne på 5 uger på grund af selvforskyldt ledighed.
Den 11. december 2002 vedtog Folketinget
imidlertid at ændre reglerne om selvforskyldt ledighed
med virkning fra den 1. januar 2003 (L 60),
lov nr. 1035 af 17. december 2002. Med ændringen af loven gennemførtes en
lempelse
af reglerne om selvforskyldt ledighed, idet der pålægges den samme sanktion,
3
uger, uanset hvilken sanktionsbelagt handling, der er udført, bortset fra
gentagelsestilfælde.
Da ændringsloven såvel som
ændringsbekendtgørelse nr. 1202 af 18. december 2002 til bekendtgørelse nr.
826
af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed ikke indeholder en særlig
overgangsregel, er det ankenævnets opfattelse, at det er den lempeligere
sanktionsregel,
der skal anvendes ved afgørelsen af denne sag.
Ankenævnet begrunder denne opfattelse med, at
sagen først bliver endeligt afgjort, efter at de nye og lempeligere
sanktionsregler er trådt i kraft, og at det i praksis antages, at
regelændringer, der indebærer lempelser i forhold til tidligere gældende
sanktionsregler, skal anvendes på sager, der ikke er endeligt afgjort forud
for
reglernes ikrafttræden, hvis andet ikke er bestemt.
Ankenævnet finder således, at XXs to
arbejdsophør alene skal sanktioneres med 3 ugers effektiv karantæne for hvert
arbejdsophør.
Ad
kassens bemærkninger om hjemmel
Ankenævnet finder ikke, at
arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1 med sin formulering skal forstås
så snævert, som af kassen anført. Ifølge kassen skal bestemmelsen alene
anvendes, når der er tale om umiddelbar ledigmeldelse og anmodning om
udbetaling af dagpenge mv. efter et arbejdsophør.
Lovbestemmelsen har gennem tiderne haft stort
set samme ordlyd som i dag. Begrebet "ledighed" har altid indgået i
bestemmelsen, ligesom "udbetaling af ydelser" har været en del af
teksten. Sammenhængen mellem disse begreber er og har været, at der ikke kan
udbetales ydelser til et medlem, hvis ledighed skyldes et ufyldestgørende
arbejdsophør. Man har med disse regler villet sikre sig, at et
ufyldestgørende
arbejdsophør blev sanktioneret.
Der er ikke i lovbemærkningerne hverken nu eller
tidligere anført bemærkninger, der giver holdepunkt for en fortolkning af §
63,
stk. 1 som af kassen anført.
§ 63 skulle ifølge kassen alene give en ramme,
som gav mulighed for at regulere ledigmeldelse og anmodning om udbetaling af
ydelser, som skete i umiddelbar forbindelse med et ufyldestgørende
arbejdsophør.
Af de almindelige lovbemærkninger i forbindelse
med lovændringen pr. 1. januar 1989, ad § 63, fremgår det, at der i
forbindelse
med arbejdsophør uden fyldestgørende grund pålægges en karantæne på 5 uger, i
hvilke medlemmet ikke kan få dagpenge udbetalt.
Det er uomtvistet, at der er tale om en effektiv
karantæne. Med en effektiv karantæne har man som udgangspunkt villet sikre,
at
et medlem ikke kunne unddrage sig karantænen ved at undlade at begære
dagpenge.
Meningen var, at et arbejdsophør uden fyldestgørende grund skulle have
dagpengemæssige konsekvenser.
Ankenævnet finder ikke, at ordlyden af § 63,
stk. 1 afskærer nærmere regler, hvorefter et medlem, som ikke begærer
dagpenge
i forbindelse med et arbejdsophør, anses for selvforskyldt ledig.
Når det af
bestemmelsen i § 63, stk. 1 fremgår, at dagpenge ikke kan udbetales,
hvis "ledigheden" skyldes ...
skal dette efter ankenævnets opfattelse forstås, således at der ikke kan
udbetales dagpenge mv., når og hvis medlemmet (på grund af ledighed) vælger
at
anmode om udbetaling af ydelser. Bestemmelsen sigter ikke alene til det
forhold, at medlemmet umiddelbart i forbindelse med et arbejdsophør uden
fyldestgørende grund melder sig ledig og anmoder om dagpenge.
Også udbetaling af dagpenge m.v.
på et senere tidspunkt
vil efter sekretariatets opfattelse være
omfattet.
Ankenævnet henviser til § 63, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni
2001,
samt direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om
selvforskyldt ledighed, § 1, stk. 1 og 3, § 4, § 17, § 21, § 24, § 26, § 27.
Der henvises samtidig til direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19.
september
2001, § 2, stk. 4, samt direktoratets ændringsbekendtgørelse nr. 1202 af 18.
december 2002, § 39, stk. 1. Begge sidstnævnte bekendtgørelser om
selvforskyldt
ledighed.
Ankenævnet ændrer således direktoratets
afgørelse af
21. december 2001 for så
vidt angår spørgsmålet om gentagelsesvirkning.
På
ankenævnets vegne
XX
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige
grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
XX
Arbejdsdirektoratet
1.
Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne
måde:
" Det fremgår af en ledighedserklæring, som
medlemmet har underskrevet den 9. juli 2001,
at medlemmet var ansat som smørrebrødsjomfru hos
XX fra den 22. januar 2001 til den 30. april 2001, og
at hun selv opsagde dette arbejde, fordi hun
havde fundet andet arbejde.
Det fremgår af en anden ledighedserklæring, som
medlemmet også har
underskrevet den 9. juli 2001,
at hun var ansat som smørrebrødsjomfru hos XX
fra den 1. maj 2001 til den 14. juni 2001,
at hun selv opsagde dette arbejde, og
at hun tilmeldte sig AF som ledig den 5. juli
2001.
Det fremgår af en tredje ledighedserklæring, som
medlemmet også har
underskrevet den 9. juli 2001,
at
hun var ansat som smørrebrødsjomfru hos XX fra den 15. juni 2001 til den 30.
juni 2001,
at
hun selv opsagde dette arbejde, fordi hun ville flytte til XX, og
at
hun tilmeldte sig AF som ledig den 5. juli 2001.
For så vidt angår arbejdsophøret hos XX den 14.
juni 2001 er det oplyst, at medlemmet havde været ansat hos XX med 32 timer
pr.
uge,
at
hun sagde arbejdet op, fordi hun kunne stXX ved XX, hvor der var en masse at
lave,
at
XX skriftligt kun kunne garantere medlemmet 16 timer pr. uge, men
at
hun mundtligt havde fået oplyst, at da der var travlt, ville hun kunne få
fuld
tid, og
at
hun fra den fra 15. juni til den 30. juni 2001 havde 68 arbejdstimer.
A-kassen har oplyst, at den fra XX har fået
bekræftet,
at
medlemmet havde næsten fuld tid i juni måned, og
at
XX ville have brugt medlemmet meget, hvis hun havde vist sig som en stabil
arbejdskraft.
XX afviste dog at have stillet medlemmet noget
bestemt i udsigt ud over 16 timer pr. uge.
For så vidt angår arbejdsophøret hos XX den 30.
juni 2001 er det oplyst,
at
medlemmet sagde arbejdet op, fordi hun flyttede fra København til XX.
Medlemmet
har ifølge a-kassen forklaret, at hun blev alene og derfor måtte flytte til
sin
mor i XX, og at hun på grund af transport og problemer med aflevering af barn
sagde arbejdet op.
A-kassen har oplyst, at medlemmet ikke bad om
dagpenge efter arbejdsophøret den 14. juni 2001, og at hun først bad om
dagpenge, da hun meldte sig ledig på AF den 5. juli 2001.
A-kassen traf den 29. oktober 2001 afgørelse om,
at
medlemmet var selvforskyldt ledig i forbindelse med hendes arbejdsophør hos
XX
den 14. juni 2001 og hos XX den 30. juni 2001,
at
hun således var selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12
måneder, og
at
hun derfor skulle udelukkes fra retten til dagpenge fra den l. juli 2001 og
indtil hun har haft beskæftigelse i nærmere fastsat omfang.
A-kassen har med brev af 5. november 2001 klaget
over afgørelsen på
medlemmets vegne og sendt sagens akter til
direktoratet.
A-kassen har i klagen bl.a. anført,
at
de regler, som afgørelsen er truffet efter, ikke har den fornødne
hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven,
at
afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler, og
at
arbejdsophøret den 14. juni 2001 ikke vedrører arbejdsløsheds-
forsikringen, da medlemmet ikke søgte og ikke
havde til hensigt at søge dagpenge efter ophøret.
A-kassen har i klagen desuden oplyst,
at
medlemmet i september 1999 havde et arbejdsophør, der var begrundet i sygdom
og
graviditetsgener,
at
hun efter dette arbejdsophør først fik dagpenge for ugerne 37-39/00,
at
hun vendte tilbage til arbejdsmarkedet den 13. september 2000,
at
hun fik dagpenge for ugerne1-3/01 efter et arbejdsophør, der skyldtes
udløb af et sygevikariat, og
at
hun herefter først har bedt om dagpenge fra den 5. juli 2001.
Direktoratet har ved telefonisk henvendelse til
a-kassen den 20. december 2001 fået oplyst, at a-kassen den 17. marts 1998
traf
afgørelse om, at
medlemmet var selvforskyldt ledig, og at det af
afgørelsen fremgik, at hun mistede retten til dagpenge, hvis hun blev
selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder.".
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2.
Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 21. december 2001 denne
afgørelse:
"XX er selvforskyldt ledig som følge af
opsigelsen af arbejdet hos XX.
XX skal derfor have en effektiv karantæne på 5
uger. Karantænen har virkning fra den 15. juni 2001.
XX er selvforskyldt ledig som følge af
opsigelsen af arbejdet hos XX.
XX mister derfor retten til dagpenge fra den 1.
juli 2001.
XX kan igen få dagpenge, når hun har haft
ordinært arbejde i mere end 300 timer (fuldtidsforsikret) eller i mindst 150
(deltidsforsikret) i en periode på 10 uger, eller når hun i mindst 26 uger
uafbrudt har drevet ustøttet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt
omfang.
Begrundelse
Det følger af § 63, stk. 1, nr. 2, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., at der ikke må udbetales dagpenge til et
medlem,
hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden gyldig (fyldestgørende) grund er
ophørt med sit arbejde.
Det fremgår endvidere at lovens § 63, stk. 5, at
direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet
fastsætter de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i § 63, stk.
1-4.
Disse regler var fastsat i den dagældende
bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed
(bekendtgørelsen).
Det følger at bekendtgørelsen, at når medlemmet
har opsagt et arbejde,
anses medlemmet som hovedregel for selv at være
skyld i, at pågældende er blevet ledig. Der henvises til § 4, stk. 1, i
bekendtgørelsen.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og
3, at bekendtgørelsens
regler omfatter arbejdsophør efter egen
opsigelse, og at bekendtgørelsens
regler også finder anvendelse, selv om medlemmet
undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret.
Medlemmet er dog ikke selv skyld i ledigheden,
hvis der har været en
gyldig grund til opsigelsen. De gyldige grunde
er udtømmende nævnt i
§ 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på,
at
XX (medlemmet) var ansat hos XX med
32 timer pr. uge,
at
hun ophørte i
dette arbejde den 14. juni 2001 for at stXX ved XX den 15. juni 2001, og
at
hun hos XX kun var garanteret 16
timer pr. uge.
Det følger af § 17, stk. 1, nr. 1, i
bekendtgørelsen, at et medlem ikke skal anses for selvforskyldt ledig, hvis
medlemmet ophører i et arbejde for at overtage et andet varigt arbejde, som
har
samme eller højere ugentlig timetal end det tidligere arbejde, eller som har
et
omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge (dvs. mere end
29,6 timer pr. uge).
Da medlemmet ophørte i et arbejde
med 32 timer pr. uge for at overtage et
arbejde, hvor hun kun var garanteret 16 timer pr. uge, opfylder medlemmet
ikke
betingelserne i bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1. Dette ændres ikke af,
at
hun fra 15. juni til den 30. juni 2001 faktisk havde 68 arbejdstimer.
Medlemmet ses i øvrigt ikke at have haft en
gyldig grund efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos
XX.
Direktoratet vurderer således, at medlemmet er
selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos XX.
Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne
på 5 uger fra den 15. juni 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i
bekendtgørelsen.
Direktoratet har ved afgørelsen endvidere lagt
vægt på, at medlemmet sagde sit arbejde hos XX op den 30. juni 2001, fordi
hun
blev alene og derfor måtte flytte til sin mor i XX.
Dette er ikke en gyldig grund til at sige et
arbejde op. Medlemmet ses i øvrigt ikke at have haft en gyldig grund efter
bekendtgørelsens § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos XX.
Direktoratet vurderer således, at medlemmet også
er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos XX.
Et medlem, som bliver selvforskyldt ledig 2
gange inden for 12 måneder, kan ikke få dagpenge
("gentagelsesvirkningen"). Der henvises til § 27, stk. 1, i
bekendtgørelsen.
Medlemmet er efter det oplyste vejledt om
"gentagelsesvirkningen", idet det af a-kassens afgørelse af 17.
marts
1998 fremgik, at medlemmet var selvforskyldt ledig, og at hun ville miste
retten til dagpenge, hvis hun blev selvforskyldt ledig to gange inden for 12
måneder.
Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at
friholde medlemmet fra "gentagelsesvirkningen".
Medlemmet mister derfor retten til dagpenge fra
den 1. juli 2001.
Medlemmet kan igen få dagpenge, når hun har haft
ordinært arbejde i mere end 300 timer (fuldtidsforsikret) eller i mindst 150
(deltidsforsikret) i en periode på 10 uger, eller når hun i mindst 26 uger
uafbrudt har drevet ustøttet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt
omfang. Der henvises til § 27, stk. 2-4, i bekendtgørelsen.
Det er direktoratets opfattelse, at det har
været en klar forudsætning ved udformningen af
arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 63, at arbejdsophør, herunder gentagne arbejdsophør, der ikke er
fyldestgørende begrundet, generelt skal have dagpengemæssige konsekvenser for
medlemmerne.
Det er derfor direktoratets opfattelse, at
bekendtgørelsen ligger inden for
rammen
og forudsæt-ningerne for arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.
Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at
gå ind i principielle forvaltningsretlige betragt-ninger i forbindelse med
afgørelsen af nærværende sag.".
3.
Klagen til ankenævnet den 10. januar 2002
"A-kassen skal på vegne af XX anke
direktoratets afgørelse af 21. december 2001 til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
A-kassen fastholder i sin helhed indholdet i vores ankeskrivelse af 5.
november
2001 til Arbejdsdirektoratet. Den vedlægges i kopi,
Anken
Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes om - på
baggrund af sagsfremstillingen neden for - at ændre direktoratets afgørelse
af
21. december 2001 så det anerkendes:
At XXs skift af arbejde den 14. juni 2001 ikke
vedrører arbejdsløshedsforsikringen, da der ikke har været ledighed i henhold
til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 i forbindelse med jobskiftet.
At der derfor ikke er hjemmel i
arbejdsløshedsforsikringsloven for at pålægge XX en effektiv karantæne med
gentagelsesvirkning for jobskiftet den 14. juni 2001.
At det er således alene er årsagen til
ledigheden ved medlemmets ledigmeldelse og begæring af dagpenge den 5. juli
2001, der skal vurderes for selvforskyldt ledighed i henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.
At XX alene skal pålægges en effektiv karantæne
på 5 uger på baggrund af den selvforskyldte ledighed ved ophøret den 30. juni
2001 fra virksomheden XX i Allerød.
A-kassens
anbringender
A-kassen skal gøre gældende, at
Arbejdsdirektoratet og arbejdsløshedsforsikringen ikke har en legitim adgang
til blande sig i arbejdsløshedsforsikredes arbejdsophør eller jobskifter, som
ikke fører til ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Det vil
sige tilmelding til AF som arbejdssøgende og begæring om udbetalinger.
XXs jobskifte den 14. juni 2001 har ikke ført
til ledighed. Når direktoratet med bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed
og
den konkrete afgørelse pålægger vort medlem en effektiv karantæne på 5 uger i
med gentagelsesvirkning for et jobskifte, som ikke involverer
arbejdsløshedsforsikringen, så kan det ikke begrundes i en
beskyttelsesinteresse mod misbrug af arbejdsløshedsforsikringen.
Indgrebet har alene arbejdsretlig karakter og
har som virkning at de arbejdsløshedsforsikredes aftalefrihed på
arbejdsmarkedet
indskrænkes på en måde, som ikke kan retfærdiggøres og ikke har den fornødne
lovhjemmel i lov om arbejdsløshedsforsikring.
Der er tale om et angreb på aftalefriheden på
arbejdsmarkedet, som heller ikke kan legitimeres ud fra gældende arbejdsret
eller almindelig aftaleret. Der er således en almindelig og uindskrænket ret
til at skifte job. På arbejdsmarkedet er det alene et spørgsmål om
efterlevelse
af indgåede aftaler -herunder opsigelsesvarsler.
Arbejdsdirektoratet eller
arbejdsløshedsforsikringen er ikke berettiget til at lave regler for ophør og
jobskifte, der ikke på nogen måde berører arbejdsløshedsforsikringen. Når
Arbejdsdirektoratet pålægger vort medlem en effektiv karantæne, på 5 uger med
gentagelsesvirkning for et jobskifte, der ikke fører til ledighed og
begæringer
om udbetalinger fra a-kassen, så kan direktoratet ikke henvise til en legitim
beskyttelsesinteresse for arbejdsløshedsforsikringen. Tilbage står alene, at
der er tale om en sanktion for at skifte arbejde. Ingen af arbejdsmarkedets
pXXr - om nogen overhovedet ud over Arbejdsdirektoratet - finder sådanne
sanktioner forenelige med arbejdsmarkedets funktion eller aftalefriheden. Der
er tale om arbejdsretlige funktioner som på alle mulige måder udgør et
fremmedlegeme i gældende aftaleret og arbejdsret på arbejdsmarkedet.
XX bliver først ledig den 5. juli 2001. Årsagen
til ledigheden er ikke det omhandlede jobskifte, men alene sociale
begivenheder
i medlemmet liv.
Det tilhører arbejdsløshedsforsikringens
legitime beskyttelsesinteresse at undersøge årsagen til ledigheden ved
begæring
om udbetalinger. Arbejdsløshedsforsikringen er ikke et "tag selv
bord". Der er en forebyggende selvrisiko i form af karantæneregler
forbundet med selvforskyldt ledighed. Men den legitime interesse er først til
stede, når vore arbejdsløshedsforsikrede medlemmer rent faktisk melder sig
ledige og arbejdssøgende hos AF og begærer udbetalinger fra a-kassen. For XX
er
det den 5. juli 2001.
Årsagen til XXs ledighed den 5, juli 2001 er, at
hun blev alene med sit barn og fandt sig nødsaget til at flytte. Årsagen til
ledighed er på ingen måde at finde i jobskiftet den 14. juni 2001. Det er
uden
betydning for ledigheden indtræden. Ledigheden ville være indtrådt uanset
dette. Jobskiftet kan således ikke begrunde en effektiv karantæne på 5 uger
med
gentagelsesvirkning fra den 15. juni 2001.
Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes således om at
omstøde Arbejdsdirektoratets afgørelse 21. december 2001.
Til
Arbejdsdirektoratets begrundelser
Om regelgrundlaget
Arbejdsdirektoratet henviser således til
retsgrundlaget i arbejdsløshedsforsikringsloven i begrundelsen for
afgørelsen:
"Det følger af § 63, stk. 1, nr. 2, i lov
om arbejdsløshedsforsikring m.v., at der ikke må udbetales dagpenge til et
medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden gyldig (fyldestgørende)
grund
er ophørt med sit arbejde."
Helt præcist er de relevante dele af § 63
formuleret således:
"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et
medlem, hvis ledighed skyldes,
1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår
et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller
arbejdsløshedskassen,
2) at medlemmet uden fyldestgørende grund
ophører med sit arbejde,
3) at medlemmet afskediges af en grund, der
væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller -."
Som det fremgår af første sætning i paragraffen,
så er forudsætningen for dens anvendelse at der skal udbetales dagpenge:
"Dagpenge må ikke udbetales..." Dermed forudsættes også, at en af
de
forudgående paragraffer er efterlevet, nemlig § 57:
" § 57. Dagpenge kan kun udbetales til et
medlem, som er ledigt, jf. dog kapitel II b.
Stk. 4, Udbetaling af dagpenge kan kun finde
sted, hvis den ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
Tilmelding skal ske, når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde
kontakten med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden."
§ 57 definerer ledighed i
arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.
§ 63 anvendes således, når medlemmer af
arbejdsløshedsforsikringen er tilmeldt AF Som arbejdssøgende og skal have
udbetalt dagpenge. Det er først da, at arbejdsløshedsforsikringens
beskyttelsesinteresse er til stede. Da skal årsagen til ledigheden
undersøges.
Direktoratet henviser til
bemyndigelsesbestemmelserne i § 63, stk. 5, som siger, at direktøren for
Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter de
nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i § 63, stk. 1-4.
Dette er ikke en bemyndigelse, der gør
direktøren og/eller Landsarbejdsrådet til lovgivere. Ingen over og ingen ved
siden af Folketinget, Reglerne skal følge lovgrundlaget og skal kunne henvise
til en direkte hjemmel i loven for opstillede regler. Især da når de
indskrænker rettigheder,
Bekendtgørelsen kan således ikke bruges til at
udvide § 63's anvendelsesområde ud over lovens bestemmelser til også at
gælde,
hvor der ikke skal udbetales dagpenge og ikke er ledighed. Bekendtgørelsen
savner således hjemmel i loven til at fastslå, at det afgørende ikke er, om
man
er ledig og skal have udbetalt
dagpenge, men alene om man er medlem af arbejdsløshedsforsikringen.
Magtfordrejningen fremkommer netop fordi lovens
forudsætninger i § 63 (og § 57) ikke respekteres. A-kassen erkender som vist
med den meddelte afgørelse til medlemmet, at bekendtgørelsen er givet med det
indhold som direktoratet beskriver således i begrundelsen:
"Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk.
1 og 3, at bekendtgørelsens regler omfatter arbejdsophør efter egen
opsigelse,
og at bekendtgørelsens regler også finder anvendelse, selv om medlemmet
undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret."
Men a-kassen erkender også, at der ikke er
hjemmel i loven for denne udformning af bekendtgørelsen og for direktoratets
afgørelse. Loven står over bekendtgørelsen i den retlige trinfølge. Derfor
skal
direktoratet også påvise hvor der hentes hjemmel i loven for den meget
vidtgående udformning af bekendtgørelsen, der bringer forvaltningen på kant
med
retsforholdene på arbejdsmarkedet.
Om det direktoratet lægger vægt på.
Direktoratet fremfører følgende:
"Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt
på, at XX (medlemmet) var ansat hos XX med 32 timer pr. uge, at hun ophørte i
dette arbejde den 14, juni 2001 for at stXX ved XX den 15. juni 2001, og at
hun
hos XX kun var garanteret 16 timer pr. uge.
Det følger af § 17, stk. 1, nr. 1, 1
bekendtgørelsen, at et medlem ikke anses for selvforskyldt ledig, hvis
medlemmet ophører i et arbejde for at overtage et andet varigt arbejde, som
har
samme eller højere ugentligt timetal end det tidligere arbejde, eller som har
et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge- (dvs. mere
end
29,6 timer pr. uge).
Da medlemmet ophørte i et arbejde med 32 timer
pr. uge for at overtage et arbejde, hvor hun kun var garanteret 16 timer pr.
uge, opfylder medlemmet ikke betingelserne i bekendtgørelsens § 17, stk. 1,
nr.
1. Dette ændres ikke af, at hun fra 15. juni til 30. juni 2001 faktisk havde
68
arbejdstimer.
Medlemmet ses i øvrigt ikke at have haft en
gyldig grund efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos
XX."
For det første må kassen til dette fremføre, at
det ikke er forsvarligt at bruge forhold, som muligvis..,
måske
..., vil kunne ... give ret til dagpenge, til at iværksætte
sanktioner, som fratager et medlem retten til dagpenge, uden at det faktisk
er
konstateret, at forholdene rent faktisk fører til krav om dagpenge. Det er
ude
af trit med
proportionalitetsprincippet i
forvaltningsretten
.
A-kassen er enig i, at
havde
arbejdsforholdet ved XX kørt videre og
havde
virksomheden på et tidspunkt gjort brug af den begrænsede
garanti på 16. timer pr. uge, og
havde
medlemmet i denne forbindelse tilmeldt sig AF som arbejdssøgende, indgivet
ledighedserklæring og begæret dagpenge udbetalt, så ville der være grundlag
for
at konstatere selvforskyldt ledighed på dette tidspunkt, da ledigheden ikke
skyldes opsigelse fra arbejdsgiverens side, men det begrænsede garanterede
timetal i ansættelsesforholdet.
Men det
har ikke været tilfældet.
Indtil direktoratet kan påvise en sådan reelt
eksisterende beskyttelsesinteresse mod, at arbejdsløshedsforsikringen skal
bære
risikoen ved medlemmets jobskifte i form af, at der faktisk skal udbetales
dagpenge, så er sanktioner mod jobskiftet indgreb i alle andre retsforhold på
arbejdsmarkedet. Indgreb i medlemmets personlige integritet i forhold til
selv
at vurdere, om ønsket om det pågældende arbejde, set i forhold til den
eventuelle risiko for arbejdsløshed, tilsiger hende at løbe risikoen. Indgreb
i
friheden til at opsige arbejde for at overtage et andet - til kort sagt at
gøre
brug af arbejdsmarkedet. Indførelse af
stavnsbinding
m.m.
Direktoratets bekendtgørelse og afgørelser
griber forvridende ind i retsforholdene på arbejdsmarkedet, hvor
forudsætningen
netop er, at arbejdsløshedsforsikringen skal være neutral.
Men der har altså ikke været tale om ledighed i
henhold til lovens § 57 i forbindelse med jobskiftet den 14. juni 2001. Der
har
ikke været anmodet om dagpenge som en følge af den lavere
beskæftigelsesgaranti
i det ny arbejdsforhold, Timetallet har rent faktisk været større i perioden
indtil den begivenhed i medlemmets private forhold, som førte til ledighed
fra
fuldtidsarbejde.
Arbejdsløshedsforsikringslovens forudsætninger
for anvendelse af § 63 på jobskiftet har ikke været opfyldt.
Om direktoratets manglende vilje til at
gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger.
Uden at vise hvad direktoratet begrunder sin
opfattelse på, så fremføres følgende:
"Det er direktoratets opfattelse, at det
har været en klar forudsætning ved udformningen af
arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder gentagne
arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet, generelt skal have
dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne."
Intet kan være mere forkert.
Arbejdsløshedsforsikringen
skal ikke
behandle arbejdsophør!
Arbejdsløshedsforsikringen skal behandle
spørgsmål om selvforskyldt ledighed - med vægt på ledighed -
når og hvis der skal udbetales dagpenge.
Det er ikke gentagne arbejdsophør, men gentagne
tilfælde af
selvforskyldt ledighed
,
der er til behandling i arbejdsløshedsforsikringen, Det er ikke spørgsmålet
om
arbejdsophør
, men om medlemmerne
gentagne gange inden for 12 måneder
er
selvforskyldt i at måtte tilmelde sig AF som arbejdssøgende og begære
udbetalinger.
Det er økonomisk smerteligt for medlemmerne, til
skade for medlemmernes personlige integritet på arbejdsmarkedet og for
arbejdsmarkedets funktion, at direktoratet hverken kan se eller forstå denne
forskel.
I betragtning af de økonomiske konsekvenser for
XX finder A-kassen, at det er uforsvarligt når direktoratet lakonisk meddeler
følgende:
"Direktoratet finder derfor ikke grundlag
for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse
med afgørelsen af nærværende sag."
A-kassen kan ikke se, at direktoratet har
underkastet hverken den omhandlede bekendtgørelse eller den konkrete
afgørelse
prøvelser i forhold til de afgørende forvaltningsretlige principper, som er
fremført af kassen i ankeskrivelsen af 5. november 2001."
4.
Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen den 6. februar 2002
"Direktoratet sender klage over afgørelse
af 21. december 2001.
A-kassen klager på medlemmets vegne over, at
medlemmet anses for selvforskyldt ledig i forbindelse med et jobskift den 14.
juni 2001.
Til de i klagen anførte synspunkter skal
direktoratet bemærke følgende:
Reglerne i arbejdsløshedsforsikringen antaster
ikke aftaleretten på arbejdsmarkedet. Lønmodtagere og arbejdsgivere kan indgå
eller opsige arbejdsaftaler, som de vil i overensstemmelse med kollektive
overenskomster eller individuelle aftaler. Lønmodtagere kan skifte job, hvis
De
ønsker det.
Arbejdsløshedsforsikringsloven og
bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed regulerer alene, hvad betydning
arbejdsophør eller jobskift har i relation til retten til at få
arbejdsløshedsdagpenge, der er en ydelse, som i væsentligt omfang er
skattefinansieret, og som ydes til dækning af indkomsttab som følge af
uforskyldt ledighed.
At en lønmodtager følger en kollektiv
overenskomst eller individuel aftale i forbindelse med et arbejdsophør eller
jobskift, er derfor ikke ensbetydende med, at arbejdsophøret eller jobskiftet
ikke kan få dagpengemæssige konsekvenser for medlemmet.
I bemærkningerne til forslaget til lov nr. 840
af 21. december 1988 om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og af lov om en
arbejdmarkedsuddannelsesfond tales der i relation til lovens § 63 om
ufyldestgørende arbejdsophør. Det anføres således i de almindelige
bemærkninger, afsnit II, pkt. j:
"Efter de gældende regler om arbejdsophør
medfører ufyldestgørende arbejdsophør, at medlemmet mister retten til
dagpenge
i 5 uger. Ved gentagelse inden for en 12. måneders periode udelukkes
medlemmet
fra dagpenge indtil medlemmet har haft 5 ugers arbejde. Der er altså tale om
samme virkning for
medlemmet, som når
der statueres manglende rådighed.
Det er hensigten at stadfæste i
rådighedsbekendtgørelsen, at flere
afbrydelser af arbejdsforhold uden fyldestgørende grund skal medføre
manglende rådighed, hvilket i realiteten ikke indebærer nogen ændring for
medlemmerne, som allerede efter gældende regler udelukkes fra
dagpengeretten."
Der henvises i disse bemærkninger til de gyldige
(fyldestgørende) grunde. Der nævnes ikke andre forbehold som fx at det kun er
arbejdsophør i forbindelse med anmodning om dagpenge.
Endvidere kædes gentagne arbejdsophør snævert
sammen med rådighedsreglerne og -sanktionerne.
Det er på denne baggrund direktoratets
opfattelse, at det har været en klar forudsætning ved udformningen af
arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder gentagne
arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet, generelt skal have
dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne.
Det er derfor fortsat direktoratets opfattelse,
at dagældende bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt
ledighed ligger inden for den rammen og forudsætningerne for
arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.
Direktoratet skal videre bemærke, at § 57 i
arbejdsløshedsforsikringsloven ikke definerer, hvad der skal forstås ved
ledighed i loven. § 57 angiver alene i stk. 1 og 4, at det er en betingelse
for
at få dagpenge, at medlemmet er ledigt og tilmeldt AF som arbejdssøgende.
Der er til gengæld i bekendtgørelsen om
selvforskyldt ledighed fastsat regler om de dagpengemæssige konsekvenser af
arbejdsophør, der er ufyldestgørende (dvs. selvforskyldt ledighed).
Direktoratet finder derfor fortsat ikke grundlag
for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse
med afgørelsen af nærværende sag.
Der er i øvrigt ikke kommet nye oplysninger, der
giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen."
5.
Nyt efter klagen
Arbejdsløshedskassen
den 14. februar 2002.
"A-kassen skal i det følgende fremkomme med
vores kommentarer til Arbejdsdirektoratets fremsendelsesskrivelse til
Arbejdsmarkedets Ankenævn i Arbejdsdirektoratets afgørelse af 21. december
2001.
Direktoratets skrivelse indeholder bemærkninger
til
1. Arbejdsløshedsforsikringsreglemes forhold til
aftalefriheden på arbejdsmarkedet
2. Ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens
forstand.
3. Hjemmelen for udformning af bekendtgørelsen,
som ligger til grund for sagens afgørelse.
Afslutningsvis skal arbejdsløshedskassen vise
kassens konklusioner i forhold til sagens afgørelse.
1. Forholdet til aftalefriheden på
arbejdsmarkedet.
Direktoratet hævder på side 1, at de omhandlede
regler i arbejdsløshedsforsikringen ikke antaster aftaleretten på
arbejdsmarkedet. Uanset at direktoratet fastholder, at
arbejdsløshedsforsikringen også skal behandle og sanktionere arbejdsophør,
f.eks. i forbindelse med jobskifte, der ikke fører til anmodning om dagpenge.
Det forhold, at medlemmet ifølge de uhjemlede
regler pålægges en karantæne for et jobskifte, som på ingen måde har haft
indflydelse på den indtrådte ledighed eller været årsag til behovet for at
begære arbejdsløshedsdagpenge, viser med al uønsket tydelighed, at der er
tale
om indgreb i aftalefriheden på arbejdsmarkedet.
Medlemmet skifter arbejde den 14. juni 2001.
Medlemmet arbejder fuld tid såvel før som efter den 14. juni 2001. Medlemmet
begærer ikke arbejdsløshedsdagpenge på baggrund af jobskiftet. Jobskiftet er
ikke årsag til ledigheden.
Uanset at der ikke kan eller skal udbetales
arbejdsløshedsdagpenge på baggrund jobskiftet, så pålægges medlemmet en
karantæne. Arbejdsdirektoratet har på intet tidspunkt begrundet hvilket
formål
der forfølges med denne karantæne med gentagelsesvirkning.
Da der ikke kan eller skal udbetales dagpenge på
grund af dette jobskifte, kan der ikke henvises til en beskyttelsesinteresse
for arbejdsløshedsforsikringen som grundlag for karantænen.
Hvad er så formålet? Direktoratet vil
forhåbentlig ikke påstå, at indgrebet i medlemmets velerhvervede rettigheder
er
formålsløst?
Sanktioner pålægges sædvanligvis for at fremme
en alternativ adfærd i forhold til den udviste.
Medlemmet har ikke så meget som tænkt på
arbejdsløshedsdagpenge i forbindelse med jobskiftet. Medlemmet har ikke
begæret
arbejdsløshedsdagpenge begrundet af jobskiftet. Der er ikke en adfærd at
ændre
her.
Så må det jo være resten af medlemmets adfærd,
der skal ændres. Men den tilhører aftalefriheden på arbejdsmarkedet.
Arbejdsdirektoratet anvender
beskyttelsesinteressen i arbejdsløshedsforsikringen på forhold, hvor den ikke
er til stede. Det er anvendelse af regler uden for deres område. Det kaldes
magtfordrejning.
XX har overtaget et arbejde på fuld tid ved
jobskiftet. Arbejdsgiveren tilbyder så meget arbejde som muligt, men tør
åbenbart ikke garantere mere end 16 timer pr. uge. XX satser på, at der
alligevel faktisk vil blive tale om fuldtidsarbejde, og det har altså også
været tilfældet.
Ansættelsen indebærer,
- at XX kontraktretligt påtager sig en
arbejdsforpligtigelse op til fuld tid
- at arbejdsgiveren så vidt muligt tilbyder
arbejde til fuld tid
- at arbejdsgiveren som minimum kontraktretligt
garanterer 16 timer pr. uge.
Direktoratets sanktion må foreløbigt vurderes at
rette sig mod, at XX har valgt at løbe en risiko for at få et arbejde, der
har
hendes interesse. Ingen kan spå om fremtiden. Kun fremtiden ville kunne vise,
om der reelt er tale om en risiko. Og kun fremtiden ville kunne vise, hvad
medlemmet vælger at gøre, hvis der i en enkelt uge eller to viser sig at være
færre arbejdstimer og mulighed for at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Det
kan jo ikke afgøres på forhånd, at XX vil anmode om dagpenge i den situation.
Direktoratet venter ikke på dette. Direktoratet
tager eventuelle sorger på forskud og meddeler, uanset at arbejdet har været
til fuld tid og ikke har givet anledning til tilmelding til
Arbejdsformidlingen
og begæring om dagpenge, at der skal pålægges en karantæne med
gentagelsesvirkning.
En karantæne, der øger risikoen ved XXs
dispositioner i et omfang, som XX med god grund ikke har haft forestillinger
om. XX forventer med god grund, at der først kan konstateres eventuel
selvforskyldt ledighed i det
øjeblik
hun rent faktisk melder sig
ledig ved AF og begærer dagpenge. Før er arbejdsløshedsforsikringen ikke
blandet ind i XX forhold.
Direktoratet pålægger XX en karantæne begrundet
i, at hun har brugt sin personlige integritet og aftalefrihed på
arbejdsmarkedet til at løbe en risiko, for at få et arbejde hun ønsker sig.
Det
er den klare konsekvens. XXs brug af sin personlige integritet og
aftalefrihed
på arbejdsmarkedet er den direkte årsag til, at direktoratet pålægger XX en
karantæne, der er ensbetydende med, at selvforskyldt ledighed inden for de
efterfølgende 12 måneder ikke "kun" betyder en effektiv karantæne,
men direkte fremrykning til et arbejdskrav på 300 timer inden for 10 uger.
Uanset hvor mange krumspring direktoratet vil
forsøge sig med, så er der tale om en sanktion uanset at der ikke tale om
ledighed, men skift af arbejde. En sanktion vendt mod indgåelse af
ansættelsesaftaler med et garanteret timetal på mindre end fuld tid, men med
den klare hensigt at der skal være arbejde til fuld tid.
Risikoen for XX m.fl. øges ganske betydeligt. I
den almindelige retsopfattelse vedrørende arbejdsløshedsforsikringen er det
den
berettigede forventning, at sanktioner for selvforskyldt ledighed forudsætter
at der er tale om ledighed. Det strider mod den almindelige retsopfattelse at
et og samme arbejdsforhold - som dette - kan give anledning til to karantæner
uanset at det ikke har givet anledning til udbetaling af dagpenge. En
karantæne
for at overtage arbejdsforholdet - jobskifte - og en karantæne for at ophøre
i
det. Sker det som her inden for 12 måneder, så er resultatet direkte
fratagelse
af dagpengeretten indtil opfyldelse af arbejdskravet på 300 timer inden for
10
uger.
Direktoratets sanktion er vendt mod indgåelse af
ansættelsesaftaler med variabel arbejdstid, men ( rettet: med ) et garanteret
timetal pr. uge. Det afgørende i direktoratets regel er ikke om der skal
udbetales dagpenge. Det afgørende er, at aftalen indgås. Derfor retter det
sig
også direkte mod aftalefriheden på arbejdsmarkedet og ikke mod forekomsten af
selvforskyldt ledighed.
Uanset utallige opfordringer nægter direktoratet
at stille de afgørende forvaltningsretlige spørgsmål til den viste praksis,
som
netop skal forebygge at magtfordrejning indtræder. Det er meget betænkeligt.
Før eller siden kommer direktoratet til at tage stilling til spørgsmålet.
2. Ledighed i
arbejdsløshedsforsikringslovens forstand
Direktoratet bemærker,
"... at § 57 i
arbejdsløshedsforsikringsloven ikke definerer, hvad der skal forstås ved
ledighed i loven. § 57 angiver alene i stk. 1 og 4, at det er en betingelse
for
at få dagpenge, at medlemmet er ledigt og tilmeldt AF som
arbejdssøgende,"
Og......må a-kassen så spørge?
Det er oplagt, at direktoratet leder efter en
bredere definition som kan legitimere, at reglerne anvendes blot et medlem
frigør sig af arbejdsforpligtigelse i en ansættelsesaftale.
Men det er ikke
arbejdsløshedsforsikringens område og skal ikke være det.
Arbejdsløshedsforsikringens område er at
regulere hvad der skal gælde i tilfælde af ledighed i form af tilmelding til
AF
og begæring om ydelser. Sådan som det også kommer til udtryk i § 2 i den
omhandlede bekendtgørelses afsnit om begreber:
"§ 2. Ved "ledige medlemmer"
forstås i denne bekendtgørelse medlemmer,
som er tilmeldt AF som ledige,
eller som ledige modtager dagpenge
eller anden ydelse, som
arbejdsløshedskassen udbetaler."
Understregningerne er a-kassens.
Det forekommer a-kassen, at denne
begrebsdefinition i høj grad bygger på indholdet i lovens § 57.
3.
Hjemmelsspørgsmålet
3.a. Den formelle lovtekst og
retskildehierakiet
Arbejdsdirektoratet henviser - i et forsøg på at
påvise eksistensen af en hjemmel til at pålægge karantæner, hvor der ikke er
ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand og begæring om
arbejdsløshedsdagpenge - til bemærkninger til det lovforslag, som blev til
lov
nr. 840 af 21. december 1988.
A-kassen skal kvittere for, at
arbejdsdirektoratet ses at have ledt efter en mulighed for at statuere den
forudsatte hjemmel i loven for det belastende indgreb i medlemmets
rettigheder.
Det fremførte tager a-kassen som udtryk for, at
det er hvad direktoratet har kunnet finde til støtte for den af direktoratet
hævdede hjemmel. Når a-kassen således i det følgende tilbageviser denne
henvisning, så må det erkendes, at direktoratet ikke som krævet i
forvaltningsretten kan henvise til en klar lovgivet hjemmel for at foretage
så
belastende indgreb i de arbejdsløshedsforsikredes rettigheder, som
bekendtgørelsen og direktoratets afgørelse er udtryk for,
A-kassen skal konstatere, at det ikke er
lykkedes for direktoratet, med henvisningen til lovforslaget, som lå til
grund
for lov nr. 840 af 21. december 1988.
For det første rangerer den
formelle lovtekst
i retskildehierakiet over bemærkningerne til
loven. Netop lov nr. 840 af 21. december 1998 tydeliggør anvendelsen af
arbejdsløshedsforsikringsloveris § 63. Som et nyt første punktum i den
direkte
lovtekst indsættes med loven følgende nye tekst:
"§
63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,
..."
Mere tydeligt kan det ikke siges, at § 63 først
finder anvendelse når ledigheden rent faktisk er indtrådt og der skal
udbetales
dagpenge.
Den formelle lovtekst tilbageviser
arbejdsdirektoratets brug af lovforslaget.
Hvis der opstår ledighed og skal udbetales
dagpenge, så er det spørgsmålet hvorvidt ledigheden er selvforskyldt, der
skal
behandles og afgøres. Det er ikke spørgsmålet om medlemmet har haft en gyldig
grund til at skifte job, men om medlemmet er selvforskyldt i en ledighed, når
den indtræder.
§ 63 skal således ikke anvendes på medlemmets
jobskifte den 14. juni 2001, da der ikke skal udbetales dagpenge/supplerende
dagpenge i forhold til dette. Der er ikke tale om ledighed og derfor heller
ikke anledning til at undersøge årsagen til en begivenhed, som ikke er
indtruffet.
Direktoratets anvendelse af bemærkningerne til
lovforslaget aflives således af den direkte lovtekst i forslaget.
3A Der er ikke belæg for direktoratets
brug af bemærkningerne til lovforslaget
Der er desuden ikke belæg for direktoratets brug
af bemærkningerne.
Direktoratet mangler stadig at påvise den
fornødne hjemmel for § 1, stk. 1 i den omhandlede bekendtgørelse:
"§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter
medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der ophører i et lønarbejde efter
afskedigelse eller egen opsigelse."
I arbejdsløshedsforsikringsloven er der kun
hjemmel til at behandle spørgsmål om der skal udbetales ydelser for perioder,
hvor ledigheden er selvforskyldt. Brug af arbejdsløshedsforsikringen i
sådanne
situationer udløser selvrisiko. Gentagne tilfælde af selvrisiko inden for 12
måneder udløser større selvrisiko. Det er en betingelse at der rent faktisk
skal udbetales for sådanne perioder.
- Direktoratets urigtige præsentation af
og anvendelse af bemærkningerne
Direktoratet kommer med følgende pastand om
bemærkningernes relatering:
"I bemærkningerne til forslaget til lov nr.
840 tales der i relation til lovens § 63 om ufyldestgørende arbejdsophør. Det
anføres således i de almindelige bemærkninger, afsnit Il, pkt. J:"
Derefter følger citering af bemærkningerne.
Direktoratet undlader at præcisere, at
overskriften for pkt. j i
lovforslagets
almindelige bemærkninger ser således ud:
"Ad
pkt.
j. Revision af rådighedsbestemmelserne..."
Punktet omhandler i sin helhed udelukkende
planer vedrørende
revision af
rådighedsbekendtgørelsen
. Hen over den vedlagte udskrift af pkt. j i sin
helhed på godt fire A4 sider er § 63 kun omhandlet med følgende godt 11/2
linie:
"Der er herudover foretaget nogle tekniske
ændringer af § 63, jf. bemærkningerne til forslagets enkelte
bestemmelser."
Det er således direkte forkert, når direktoratet
påstår, at punktet relaterer sig til § 63 og således skulle kunne bruges til
at
udlede indholdet i § 63.
Det er hverken formålet eller realiteten i pkt.
j i bemærkningene
til det omhandlede
lovforslag. Det diskuterer en revision af rådighedsbestemmelserne
under ledighedsforløb
i
arbejdsløshedsforsikringsloven på baggrund af forhandlinger mellem den
daværende regering og Socialdemokratiet. Altså hvor ledigheden rent faktisk
er
indtrådt og der udbetales dagpenge. Det er forudsætningen. Vi citerer:
"Formålet med revisionen af bekendtgørelsen
er at give arbejdsløshedskasserne et redskab til løbende at holde sig
orienteret om den lediges aktiviteter for derved bedre at kunne målrette
informations- og vejledningsindsatsen mod den lediges individuelle behov,
Hensigten er endvidere dels at gøre reglerne mere præcise og overskuelige, så
medlemmerne har mulighed for at gøre sig bekendt med
sine pligter og
rettigheder under ledighedsforløbet
, og dels at indskærpe
rådighedsforpligtelsen over for medlemmerne og forbedre kassens muligheder
for
at vurdere om rådighedsforpligtelsen er opfyldt."
Understregningen er a-kassens. Også
rådighedsforpligtelsen er knyttet til ledighed og ledighedsforløb i
arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Dagpengeretten er betinget af
ledighed og rådighed for arbejdsmarkedet.
- Udelukkende sammenligning/vurdering af
sanktioner - ikke behandling af hvornår de pålægges.
Formålet med de af direktoratet fremførte
bemærkninger til lovforslaget er i teksten i et umiddelbart forudgående
afsnit
begrundet således:
"Med henblik på at præcisere
rådighedsforpligtelsen skal det ved revisionen af rådighedsbekendtgørelsen
klargøres i hvilke situationer, der som udgangspunkt skal statueres manglende
rådighed."
Sidste afsnit af det af direktoratet citerede
knytter direkte til dette:
"Det er hensigten at stadfæste i
rådighedsbekendtgørelsen, at flere afbrydelser af arbejdsforhold uden
fyldestgørende grund skal medføre manglende rådighed, hvilket i realiteten
ikke
indebærer nogen ændring for medlemmerne, som allerede efter gældende regler
udelukkes fra dagpengeretten."
Dette vises umiddelbart forinden i det af
direktoratet citerede:
"Efter de gældende regler om arbejdsophør
medfører ufyldestgørende arbejdsophør, at medlemmet mister retten til
dagpenge
i 5 uger. Ved gentagelse inden for en 12 måneders periode udelukkes medlemmet
fra dagpenge indtil medlemmet har haft 5 ugers arbejde. Der er altså tale om
samme virkning for medlemmet, som når der statueres manglende rådighed."
Forslagsstillerens ærinde er altså at vise
harmoni mellem sanktionerne uanset om de meddeles som følge af manglende
rådighed eller som følge af gentagne tilfælde af selvforskyldt ledighed. At
sanktionen skal være den samme ved revisionen.
Det er spørgsmålet om harmoni i
sanktionsbestemmelserne, der er til behandling.
Et meget relevant spørgsmål, som vi skal vende
tilbage til.
Da det på ingen måde er spørgsmålet om hvornår
arbejdsløshedsforsikringen kan siges at have et berettiget sanktionsformål,
der
er til behandling, er der ingen anledning til at forslagsstillerne skulle
behandle dette spørgsmål. Der er ikke anledning til i forslagets bemærkninger
at behandle forbehold vedrørende hvilke situationer der konkret berettiger
til
sanktionering i arbejdsløshedsforsikringen.
Derfor kan Arbejdsdirektoratet heller ikke bruge
det til noget som helst, at
sådanne
forbehold ikke er nævnt.
Der er ganske enkelt ikke anledning til det. Det
er ikke til behandling. Derfor kan direktoratet heller ikke påkalde sig
støtte
i dette til det uhjemlede indhold i bekendtgørelsen, der ligger til grund for
afgørelsen af nærværende sag,
Det taler for sig selv, at det er alt hvad
direktoratet har været i stand til at henvise til i forbindelse med det
almindelige krav om udtrykkelig hjemmel for belastende indgreb i borgernes
rettigheder.
- Forbeholdene i den efterfølgende
faktiske revision af rådighedsbekendtgørelsen
At der i bemærkningerne til lovforslaget ikke er
fremført forbehold med hensyn til hvilke ophør, der skal sanktioneres, er
således ikke et udtryk for, at de ikke findes. Der refereres i bemærkningerne
til lovforslaget blot til gældende retstilstand, som var og er i
overensstemmelse med det af a-kassen fremførte i ankesagen.
Det fremgår da også ganske tydeligt af
resultatet af den faktiske revision i 1989 af rådighedsbekendtgørelsen på
baggrund af bemærkningerne til lov nr. 840 af 21. december 1988:
Bekendtgørelse
nr. 315 af 17. maj 1989 om et arbejdsløshedskassemedlems
rådighedsforpligtelse
og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed.
Bekendtgørelsen respekterer den af a-kassen
fremførte retstilstand.
Bekendtgørelsen er opdelt i tre kapitler:
- Kapitel I - Rådighedsforpligtelsen. - § §
1-20.
- Kapitel 2 - Selvforskyldt ledighed - §§ 21-30.
- Kapitel 3 - Ikrafttræden m.v. - § 3 1.
De dele vedrørende revisionen af
rådighedsbekendtgørelsen, som direktoratet søger at legitimere forvaltningen
med, er indarbejdet § 13, nr. 1), i Kapitel 1,
som er opdelt i følgende underafsnit
:
<
Kapitel 1
>
Rådighedsforpligtelsen - §§ 1-2.
>
Aktiv arbejdssøgende - § 3.
>
Overtagelse af arbejde - §§4-6.
>
Jobsøgningsskema - § 7.
>
Oplysningspligt - § 8.
>
Rådighedsvurdering-§§9-11.
>
Udbetaling af dagpenge - §§ 12-15.
>
Særlige regler - §§ 16-19.
>
Frigørelsesattest - § 20.
Den forudsatte revision er altså indarbejdet i
afsnittet
Udbetaling af dagpenge
. Det
er helt i overensstemmelse med det af kassen fremførte om
arbejdsløshedsforsikringens legitime beskyttelsesinteresser kun er til stede,
når der skal udbetales dagpenge.
Bestemmelsen er indarbejdet i afsnittet
Udbetaling af dagpenge i § 13
og er
formuleret således:
"§ 13. Et medlem anses ikke for at stå til
rådighed, hvis:
1) medlemmet 2 gange inden for 12 måneder
har mistet retten til dagpenge
på grund
af selvforskyldt ledighed, jf. §§ 21 og 22, medmindre medlemmet begge gange
har mistet retten til dagpenge
i henhold
til § 23, stk. 2."
Markeringerne er a-kassens.
Forudsætningen er altså:
- at der konkret er dagpengeret,
- at dagpengeretten gøres gældende gennem
tilmelding til AF og begæring om dagpenge, og
- at dagpengeretten herefter er mistet på grund
af selvforskyldt ledighed.
Altså i det hele den opfattelse af
retstilstanden, som a-kassen har fremlagt og gør gældende i ankesagen.
3.c. Sammenfattende om direktoratets
henvisninger til bemærkninger til lov nr. 840 af 21. december 1988
Arbejdsdirektoratets brug af bemærkningerne til
omtalte lov tilbagevises således af mindst tre forhold:
1. Direktoratets fremstilling harmonerer ikke
med tydeliggørelsen i den formelle
lovtekst i § 63 i selv samme lovforslag og vedtagne lov af anvendelsen
af § 63, nemlig når der faktisk skal udbetales dagpenge og skal tages
stilling
til, om ledigheden er selvforskyldt,
2. At direktoratets fomål med anvendelsen af
bemærkningerne til lovforslaget er helt
andet
end
den sammenhæng bemærkningerne er givet i. Der er således ikke belæg for
at påstå, at lovgiverne skulle have behov for at markere
forbehold i situationen, som forudsat af
direktoratet.
3. Også den efterfølgende faktiske revision af
rådighedsbekendtgørelsen i 1989 viser, at den af kassen hævdede retstilstand
respekteres og den af direktoratet hævdede retstilstand ikke har nogen plads.
Direktoratet har ikke kunnet henvise til andre
retskilder til støtte for den af direktoratet fremførte opfattelse af
retstilstanden.
4. A-kassens konklusion
Sammenfattende må a-kassen fastholde, at XX
først er ledig ved ophøret den 30. juni 2001 fra virksomheden XX. Der er ikke
ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand i forbindelse med
jobskiftet den 14. juni 2001.
Først med XXs tilmelding til Arbejdsformidlingen
den 5. juli 2001 og efterfølgende indgivelse af ledighedserklæring til
arbejdsløshedskassen skal årsagen til XXs ledighed undersøges.
Årsagen til XXs ledighed er en social
begivenhed, som ikke betragtes som fyldestgørende grund i
arbejdsløshedsforsikringen. Der er ikke konkurrerende årsager til ledigheden.
XX skal således alene pålægges en effektiv
karantæne i forbindelse med ophøret fra XX den 30. juni 2001 med
gentagelsesvirkning ved ny selvforskyldt inden for de efterfølgende 12
måneder.
Den af arbejdsdirektoratet fastholdte afgørelse
indebærer stærk disharmoni mellem resultatet af en rådighedsvurdering af XX
på
tidspunktet for ledighedens indtræden. XX har i den grad været aktivt
arbejdssøgende og selv sørget for at komme ud af arbejdsløshed, at
opstillingen
af det resulterende arbejdskrav af direktoratets afgørelse er helt uden
proportion.
Direktoratets afgørelse er på alle måder forkert
og a-kassen skal endnu en gang anmode Arbejdsmarkedets Ankenævn om at omstøde
den."
Direktoratet
den 24. juni 2002.
"Arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 er -
som mange andre bestemmelser i loven - i høj grad en rammebestemmelse.
Det følger af § 63, stk. 1, bl.a., at der ikke
må udbetales dagpenge til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden
fyldestgørende grund ophører med sit arbejde.
§ 63 indeholder intet om, hvor længe der ikke må
udbetales dagpenge til et sådant medlem, eller hvilke krav medlemmet skal
opfylde for igen at kunne få dagpenge.
§ 63 indeholder heller intet om, hvad der skal
anses for fyldestgørende grunde til at ophøre med et arbejde. (Bortset fra at
der i § 63, stk. 4, er en bestemmelse om, at et medlem uden dagpengemæssige
konsekvenser kan nægte at medvirke til udvikling og produktion af
krigsmateriel).
Det er derimod i en bemyndigelsesbestemmelse i §
63, stk. 5, fastsat, at det er direktøren for Arbejdsdirektoratet, der efter
forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter de nærmere regler for anvendelse
af § 63. Disse nærmere bestemmelser er nu fastsat i bekendtgørelse om
selvforskyldt ledighed.
Det har i en lang periode været forudsat ved
ændringer af arbejdsløshedsforsikringloven og ved udarbejdelsen af
bekendtgørelser med regler om selvforskyldt ledighed, at gentagne
arbejdsophør
uden en fyldestgørende grund medfører, at medlemmet mister retten til
dagpenge,
og at de nærmere regler herom kunne fastsættes i en bekendtgørelse.
Det er dette, som den af direktoratet citerede
bemærkning fra forslaget til lov nr. 840 af 21. december 1988 er udtryk for.
Direktoratet skal endvidere bemærke, at der
efter de arbejdsophør, som er behandlet i direktoratets bekendtgørelse, er
trådt en ny bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed i kraft,
Det skal videre bemærkes, at selv om de
omhandlede arbejdsophør blev bedømt efter den nu gældende bekendtgørelse om
selvforskyldt ledighed, ville det ikke ændre direktoratets afgørelse.
Det af XX A-kasse anførte giver i øvrigt ikke
direktoratet anledning til yderligere bemærkninger."
Arbejdsløshedskassen
anførte den 21. august 2002.
"A-kassen har modtaget direktoratets
bemærkninger til vores brev af 14. februar 2002 og Ankenævnets anmodning om
kassens eventuelle bemærkninger hertil. A-kassen skal fremkomme med disse i
det
følgende.
A-kassen skal dele kommentarerne op efter
indholdet på henholdsvis side 1 og side 2 af Arbejdsdirektoratets brev. I
modsætning til arbejdsdirektoratet, så føler vi os forpligtiget til at
forholde
os til det, som vores modpart fremfører.
Til Arbejdsdirektoratets begreb:
"Rammebestemmelse"
Arbejdsdirektoratet fremfører følgende:
"Arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 er -
som mange andre bestemmelser i loven - i høj grad en rammebestemmelse."
A-kassen er ikke uenig i, at
arbejdsløshedsforsikringsloven på mange områder en "rammelov", men
vi
må erkende, at vores forståelse af dette er en helt anden end direktoratets.
Hvad enten man taler om "rammeaftaler", "rammebeløb",
"rammebestemmelser" eller "rammelove", så er der tale om
bestemmelse af en "ramme" inden for hvilken der kan disponeres.
En "rammeaftale" fastlægger alene
nogle almene principper og
inden for disses ramme
må der så suppleres
med aftaler om detaljer.
Et "rammebeløb" fastlægger et samlet
beløb og
inden for denne
ramme kan der så disponeres.
Det samme gælder for såvel "rammelove"
som "rammebestemmelser": Der angives rammer for brugen af lovene og
bestemmelserne. Dette beskæftiger forvaltningsretten sig meget med og det har
a-kassen også gjort i vores ankeskrivelser.
Vi anklager således Arbejdsdirektoratet for at
bruge såvel loven om arbejdsløshedsforsikring som samme lovs § 63 uden for
deres "rammer".
Det er vores klare fornemmelse og vurdering af
direktoratets praksis, at direktoratet bruger begrebet "rammer" på
en
helt anden måde, nemlig som frihed til at bestemme hvad som helst og at den
givne bemyndigelse således er uden "rammer". Det er netop
problemet.
Det er ikke forsvarligt. Det kan indebære
magtfordrejning og gør det i nærværende sag.
I vores brev af 14. februar 2002 forholder vi os
i afsnit 2 og 3 jo netop til de givne "rammer" i lovgivningen og
påviser at direktoratet bruger lovgivningen uden for de givne
"rammer".
Direktoratet henviser til
bemyndigelsesbestemmelsen i § 63, stk. 5:
"Det er derimod i en
bemyndigelsesbestemmelse i § 63, stk. 5, fastsat, at det er direktøren for
Arbejdsdirektoratet, der efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter
de
nærmere regler for anvendelsen af § 63. Disse nærmere bestemmelser er nu
fastsat
i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed."
A-kassen anfægter selvfølgelig ikke denne
bemyndigelsesbestemmelse, men vi anfægter at direktoratet igen og igen
undlader
at forholde sig til "rammerne" for denne bemyndigelse og alene
fokuserer på bemyndigelsen. Og nu igen i dette brev af 24. juni 2002 gør det.
A-kassen skal gerne gentage vores præcisering af
"rammebestemmelseme" i § 63 i præambelen i paragraffen:
" § 63. Dagpenge må ikke udbetales til et
medlem, hvis ledighed skyldes,
"Rammerne" for brugen af § 63 er
således for det første medlemmer, for det andet at medlemmerne er ledige og
endelig at der er tale om ledige medlemmer der skal have udbetalt dagpenge.
Det
er i det hele taget "rammerne" for arbejdsløshedsforsikringsloven.
Det er "rammerne" for arbejdsløshedsforsikringens legitime
beskyttelsesinteresser.
Når direktoratet så med påstået hjemmel i § 63
begynder at udstede detaljerede regler for "selvforskyldt
ledighed",
hvor der ikke er den forudsatte ledighed, så overskrides
"rammebestemmelsen" i § 63 og "rammelovens" rammer.
Direktoratet tager simpelthen ikke "rammerne" alvorligt. Og en
sådan
praksis er aldeles ikke medholdelig og slet ikke ved belastende afgørelser,
hvor kravet er, at der skal kunne henvises til en klar lovhjemmel.
Til "forudsætningerne" ved
ændringer af arbejdsløshedsforsikringsloven og ved udarbejdelsen af
bekendtgørelser med regler om selvforskyldt ledighed.
På side 2 fremfører Arbejdsdirektoratet bl.a.
følgende:
"Det har i en lang periode været forudsat
ved ændringer af arbejdsløshedsforsikringsloven og ved udarbejdelsen af
bekendtgørelser med regler om selvforskyldt ledighed, at gentagne
arbejdsophør
uden fyldestgørende grund medfører, at medfører, at medlemmet mister retten
til
dagpenge, og at de nærmere regler herom kunne fastsættes i en
bekendtgørelse."
Det er en noget "luftig" begrundelse
for at praktisere karantæne og gentagelsesvirkning for begivenheder, som ikke
har berørt arbejdsløshedsforsikringen. Som sagt fordrer belastende afgørelse
en
klar lovhjemmel. Det er den forudsatte retssikkerhed for borgerne og således
også for medlemmer af arbejdsløshedsforsikringen.
Er der her tale om Arbejdsdirektoratets
fornemmelser for "forudsætninger" og hvem har i givet fald skabt
disse fornemmelser? Kan og skal belastende afgørelser nu baseres på
fornemmelser for "forudsætninger" eller på en klar lovhjemmel?
Arbejdsdirektoratet henviser kun til
bemærkningerne fra lovforslaget til lov nr. 840 af 21. december 1988 som
udtryk
for sådanne "forudsætninger". A-kassen har allerede taget stilling
til direktoratets brug af disse bemærkninger på side 4 og 5 i vores brev af
14.
februar 2002. Som vist så var det med lov nr. 840 af 21. december 1988 at
lovgiverne i folketinget udstyrede § 63 med den oven for viste
"præambel" der angiver "rammerne" for anvendelsen af
"rammebestemmelsen":
"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et
medlem, hvis ledighed skyldes,
Denne klare præcisering af "rammerne"
i den direkte lovtekst i lov nr. 840 af 21. december 1988 kan ikke
"overrules" af direktoratets løsagtige brug af bemærkninger til
lovforslaget, som vi ligeledes har dokumenteret det i vores brev af 14.
februar
2002 med vedlæggelse af bemærkningerne til det omhandlede lovforslag.
A-kassen må nødvendigvis konkludere, at
Arbejdsdirektoratet ikke er i stand til at påvise den fornødne hjemmel for
udformningen af bekendtgørelserne og for den belastende afgørelse over for
XX.
Det er så op til Arbejdsmarkedets Ankenævn at
påvise den fornødne hjemmel. I modsat fald må Ankenævnet omgøre direktoratets
afgørelse til fordel for XX.
A-kassen er kommet med en saglig og grundig
fremstilling af, hvorfor der ikke er den fornødne hjemmel for direktoratets
bekendtgørelse og afgørelse.
Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes således igen
om at ændre direktoratets afgørelse af 21. december 2001 så det anerkendes:
At XXs skift af arbejde den 14. juni 2001 ikke
vedrører arbejdsløshedsforsikringen, da der ikke har været ledighed i henhold
til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 i forbindelse med jobskiftet.
At der derfor ikke er hjemmel i
arbejdsløshedsforsikringsloven for at pålægge XX en effektiv karantæne med
gentagelelsesvirkning for jobskiftet den 14. juni 2001.
At det er således alene er årsagen til
ledigheden ved medlemmets ledigmeldelse og begæring af dagpenge den 5. juli
2001, der skal vurderes for selvforskyldt ledighed i henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.
At XX alene skal pålægges en effektiv karantæne
på 5 uger på baggrund af den selvforskyldte ledighed ved ophøret den 30. juni
2001 fra virksomheden XX i XX."
6.
Regler
Lov
om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni
2001
§
63
. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis
ledighed skyldes,
1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår
et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller
arbejdsløshedskassen,
2) at medlemmet uden fyldestgørende grund
ophører med sit arbejde,
3) at medlemmet afskediges af en grund, der
væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller
4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår
at medvirke til udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan,
afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en individuel handlingsplan
efter
lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller afslår eller afbryder en
uddannelse, som Arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for
beskæftigelse.
Stk. 2. ...
Stk. 5. Direktøren for
Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet
de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 samt om de
dagpengemæssige konsekvenser over for medlemmerne som følge af stk. 1-4.
Direktoratets
bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed:
§
1.
Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en
arbejdsløsheds-
kasse, der ophører i et lønarbejde efter
afskedigelse eller egen opsigelse.
Stk. 2.
...
Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter også ledige
medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, og medlemmer, som i forbindelse med
ledighed undlader at anmode om dagpenge eller anden ydelse, som
arbejdsløshedskassen
udbetaler.
Stk. 4. ...
Kapitel
2
§
3.
.......
§
4.
Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis
medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. § 21.
Stk. 2. ...
§
17.
Der skal ikke ske registrering af selvforskyldt
ledighed i tilfælde, hvor et medlem ophører med sit arbejde i forbindelse med
1) overtagelse af andet varigt arbejde, der ikke
gives offentligt løntilskud til, med samme eller højere ugentlige timetal,
eller et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge,
2) overtagelse af arbejde, der er formidlet af
medlemmets arbejdsløshedskasse eller AF efter reglerne i
Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats,
3) påbegyndelse af uddannelse af mindst 1 års
varighed eller
4) påbegyndelse af selvstændig virksomhed mere
end midlertidigt og i væsentligt omfang.
Stk. 2. ...
§
21.
Gyldige grunde, jf. §§4,5,7 og 9-13 er:
1)
Helbred
2)
Transport
3)
Pasning af familie
4)
Efterløn
5)
Deltidsforsikredes arbejdstid
6)
Tab af supplerende dagpenge
7)
Tab af supplerende dagpenge -
frigørelsesattest
8)
Arbejde i udlandet
9)
Produktion af krigsmateriel
10)
Støtte efter lov om social service til pasning
af handicappet barn eller døende nærtstående og efter lov om dagpenge ved
sygdom eller fødsel til pasning af alvorligt sygt barn
11)
Arbejdspladsen
12)
Ægtefælleflytning
13)
Fratrædelsesordning
14)
Fysisk vold
15)
Det formidlede arbejde
§
24.
Et medlem, der er selvforskyldt ledig i medfør
af §§ 4-6 og 9,
pålægges 5 ugers effektiv karantæne, jf. dog
stk. 2 og § 27.
Stk. 2. ...
§
26.
En effektiv karantæne kan kun afvikles i
perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge eller en
anden ydelse, som
arbejdsløshedskassen udbetaler.
Stk. 2. Karantænen har virkning fra dagen efter
afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør, jf. dog stk. 3-5.
Stk. 3. ...
Stk. 6.
Den effektive karantæne anses for udstået, hvis karantænen ikke er afviklet
senest 3 måneder efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør.
Stk. 7. ...
§
27.
Et medlem, der 2 gange inden for de seneste 12
måneder er blevet selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-13, kan ikke få
dagpenge.
Direktoratets
vejledning til bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed
Til § 1 stk. 3
Bestemmelsen omfatter medlemmer, som ikke har
ret til dagpenge, f.eks. fordi de er pålagt en sanktion i form af en effektiv
karantæne eller et arbejdskrav, eller fordi de endnu ikke har været medlem af
en arbejdsløshedskasse i et år. Bestemmelsen omfatter også medlemmer, der
ikke
har ret til dagpenge i medfør af §§ 30-34 i bekendtgørelse om rådighed.
Medlemmer, der i en periode ikke har ret til
dagpenge på grund af manglende rådighed, f.eks. fordi medlemmet er syg,
opholder sig i udlandet, eller ikke kan overtage arbejde med dags varsel, er
ikke omfattet af bestemmelsen i den periode, hvor medlemmet ikke anses for at
stå til rådighed. Tilsvarende gælder for medlemmer, der er pålagt et
arbejdskrav, som følge af manglende rådighed.
For så vidt angår rådighed i forbindelse med
afholdelse af ferie henvises til vejledningen til §§ 12-16 samt til § 15 i
bekendtgørelse om rådighed.
For så vidt angår medlemmer, der midlertidigt
opholder sig i Danmark på en anden adresse end den, de har meddelt
arbejdsløshedskassen og Arbejdsformidlingen (AF), henvises til § 5 i
bekendtgørelse om rådighed.
Til § 17
'Andet varigt arbejde'
Som 'varigt arbejde' anses arbejde i Danmark
eller udlandet, der forventes at blive af mere end 5 ugers varighed. Det er
forudsætningerne på tidspunktet for opsigelsen med hensyn til varigheden af
det
fremtidige arbejde, der lægges til grund.
Hvis et fuldtidsforsikret medlem, der f.eks.
arbejder 20 timer om ugen, ophører med arbejdet for at overtage et andet
arbejde på 25 timer om ugen, skal medlemmet ikke registreres for
selvforskyldt
ledighed, selv om det nye arbejde vil kunne give medlemmet ret til
supplerende
dagpenge, idet medlemmet overtager arbejde med et højere ugentligt timetal.
Ved overtagelse af arbejde med et lavere
ugentligt timetal, er det en betingelse, at det nye arbejde ikke har et
omfang,
der vil kunne give medlemmet ret til supplerende dagpenge. Vurderingen heraf
sker på grundlag af mindsteudbetalingsreglen, jf. bekendtgørelse om
supplerende
dagpenge. Det er uden betydning, om medlemmet af andre grunde end
mindsteudbetalingsreglen ikke ville være berettiget til supplerende dagpenge,
f.eks. fordi arbejdsgiveren ikke vil udstede frigørelsesattest.)
Direktoratets
bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvfor-
skyldt
ledighed
§
1.
Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter
medlemmer af en a-kasse, som:
1) ophører i et arbejde efter afskedigelse eller
egen opsigelse, eller
2) ...
...
Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter ledige medlemmer,
som ikke har ret til dagpenge, eller som ved ledighed ikke beder om dagpenge
eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler, jf. dog § 2.
...
§
2.
Reglerne om selvforskyldt ledighed og
konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i denne bekendtgørelse omfatter
ikke:
1) ...
2) ...
3) ...
4) Ophør i arbejde eller i tilbud efter en
handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.,
hvis
medlemmet i 3 måneder efter ophøret ikke beder om ydelser, der udbetales af
a-kassen, eller deltager i tilbud efter lov om en aktiv
arbejdsmarkedspolitik.
5) Ophør i et arbejde eller i tilbud efter en
handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.,
hvis
medlemmet den første hverdag efter ophøret begynder i arbejde af mere end 5
ugers varighed. Ved ophør i arbejde er det desuden en betingelse, at det nye
arbejde er på samme eller højere ugentlige timetal, eller et omfang, der ikke
kan give ret til supplerende dagpenge.
6) ...
7) ...
8) ...
...
Kapitel
2
§
3.
Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis
medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. kap. 3. Dette gælder
også, hvis medlemmet opsiger arbejdet i en periode, hvor medlemmet:
...
Kapitel
3
Gyldige grunde
§
14.
En gyldig grund skal foreligge på det
tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde, et tilbud efter en
handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.
...
Helbred
....
Arbejdspladsen
§
25.
Et medlem kan opsige et arbejde, hvis
almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte
med
arbejdet.
Stk. 2.
Det er et krav, at medlemmet har henvendt sig til arbejdsgiveren for at få
løst
de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud om omskoling m.v. eller ophør i
et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan.
...
Karantæner
...
§
40.
Et medlem skal have 5 ugers karantæne, hvis
medlemmet er selvforskyldt ledig efter §§ 3-5 og 8, jf. dog stk. 2 og § 44.
...
Placering af karantæner
§
42.
En karantæne har virkning fra den dag, hvor et
medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en handlingsplan eller en
uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., jf. dog stk. 3-5. Ved
ophør
har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.
...
Forældelse og afvikling af karantæner
§
43
.
En
karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor et medlem ellers ville have ret
til
dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler.
Stk. 2.
En karantæne er udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder
efter det tidspunkt, hvor den får virkning i forbindelse med et afslag eller
et
ophør. ...
...
Gentagelsesvirkning og arbejdskrav
§
44.
Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet
2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig efter
§§
3-11.
...
Stk. 5.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i ganske særlige tilfælde bestemme, at
et medlem ikke mister retten til dagpenge efter stk. 1, hvis medlemmet ikke
tidligere er blevet vejledt herom. Hvis medlemmet ikke mister retten til
dagpenge efter stk. 1, skal medlemmet have en karantæne efter § 39, § 40
eller
§ 41 for hver af de gange, medlemmet er blevet selvforskyldt ledig.
...
Ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.
§
48.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober
2001.
Stk. 2.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om
selvforskyldt
ledighed.
§
49.
Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens
medlemmet er på orlov til børnepasning efter den før 1. januar 2001 gældende
lov om orlov, får karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor
medlemmet ophører med orloven.
Stk. 2. Bliver et medlem selvforskyldt ledig,
mens medlemmet er på orlov til uddannelse som lønmodtager eller selvstændig
erhvervsdrivende efter den før 1. januar 2001 gældende lov om orlov, får
karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med
orloven.
Direktoratets
bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed nr.
1202
af 18. december 2002
”§ 39. Et medlem skal have 3 ugers karantæne,
hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf.
dog
§ 44.
...
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar
2003.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Selvforskyldt ledig, arbejdsophør uden begæring af dagpenge, regelanvendelse Retsinformation · 14. juni 2002
- Ophør med selvstændig virksomhed Retsinformation · 23. juli 2002
- Ophør med selvstændig virksomhed, karenstid, selskab, konkurs Retsinformation · 27. december 2002
Lignende dokumenter
- Selvforskyldt ledig, arbejdsophør uden begæring af dagpenge, regelanvendelse Retsinformation · 14. juni 2002
- Gentagelsesvirkning på grund af 2 arbejdsophør Retsinformation · 29. januar 2002
- Stop for dagpenge, anmeldelse af 3. mand, refusion Retsinformation · 28. februar 2006
- Selvforskyldt ledighed, svig Retsinformation · 16. januar 2006
- 5 ugers karantæne selvforskyldt ledighed Retsinformation · 17. juni 2002
- Selvforskyldt ledighed Retsinformation · 16. januar 2006