Spring til indhold

Retsinformation

Selvforskyldt ledighed, gentagelsesvirkning.

KEN nr 10325 af 09/09/2003Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Selvforskyldt ledighed, gentagelsesvirkning.

Vedrørende XX, cpr.nr. XX, Deres j.nr. XX.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den

XX

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

XX skal anses for selvforskyldt ledig ved sine

arbejdsophør henholdsvis den 14. juni 2001 og den 30. juni 2001. XX skal for

hvert arbejdsforhold idømmes en karantæne på 3 uger. Arbejdsophørene skal

ikke

tillægges gentagelsesvirkning i forbindelse med XXs ledigmeldelse den 5. juli

2001.

Ad

arbejdsophøret den 14.juni 2001

Ankenævnet har lagt til grund, at XX fra den 1.

maj 2001 til den 14. juni 2001 var i beskæftigelse som smørrebrødsjomfru 32

timer ugentlig hos XX.

Ankenævnet har lagt vægt på, at XX selv opsagde

sin stilling hos XX

for at tiltræde

arbejde som smørrebrødjomfru hos XX den 15. juni 2001, hvor hun var

garanteret

beskæftigelse 16 timer ugentlig.

Ankenævnet finder, at XX ved at opsige sit

arbejde hos XX, hvor hun arbejdede 32 timer om ugen for at overtage arbejde

med

garanteret beskæftigelse 16 timer ugentlig hos XX, skal anses for

selvforskyldt

ledig pr. 15 juni 2001. XXs søgte ikke dagpenge i forbindelse med

arbejdsophøret hos XX den 14. juni 2001, men meldte sig ledig den 5. juli

Læs alt

2001.

Ankenævnet har været opmærksom på, at XX

faktisk arbejdede 68 timer under ansættelsen hos XX fra 15. juni 2001 til 30.

juni 2001, men det afgørende for, om et medlem skal anses for selvforskyldt

ledig i forbindelse med et arbejdsophør er imidlertid, hvor mange timer den

pågældende var ansat til at arbejde.

Opsiger et medlem sit arbejde for at overtage

arbejde, hvor den pågældende er sikret et færre antal timer ifølge

ansættelsesaftale, anses medlemmet for selvforskyldt ledig.

Efter § 2, stk. 4, i direktoratets

bekendtgørelse af 19. september 2001, der trådte i kraft den 1. oktober

2001 § 2, anses et medlem ikke for omfattet

af reglerne om selvforskyldt ledighed, hvis medlemmet ophører i et arbejde

uden

at bede om ydelser fra kassen i 3 måneder efter ophøret.

Da direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19.

september 2001 om selvforskyldt ledighed trådte i kraft den 1. oktober 2001,

og

da bekendtgørelsen ikke indeholder særlige overgangsbestemmelser i relation

til

arbejdsophør, der har fundet sted forud for ikrafttrædelsesdatoen og under

omstændigheder, som i den foreliggende sag, er det ankenævnets opfattelse, at

de lempeligere sanktionsbestemmelser i forbindelse med arbejdsophør uden

begæring af dagpenge kan anvendes ved afgørelsen af denne sag.

Ankenævnet har lagt til grund, at XX ophørte i

sit arbejde hos XX den 14. juni 2001, og at hun anmodede om udbetaling af

dagpenge den 5. juli 2001.

Da XX har begæret dagpenge eller anden ydelse

fra kassen inden for 3 måneder efter arbejdsophøret, ville hun ikke blive

hjulpet af reglerne om selvforskyldt ledighed i direktoratets bekendtgørelse

nr. 826 af 19. september 2001, og hun må anses for selvforskyldt ledig

vurderet

efter denne bekendtgørelses regler.

Ad

arbejdsophøret den 30. juni 2001

Ankenævnet har lagt til grund, at XX selv sagde

sin stilling som smørrebrødsjomfru hos XX op den 30. juni 2001 og at hun

begrundede opsigelsen med, at hun var blevet alene og derfor var flyttet til

sin mor i XX. XX meldte sig ledig den 5. juli 2001.

Ankenævnet finder, at XX opsagde sin stilling

hos XX af personlige grunde. Der er efter reglerne i bekendtgørelse om

selvforskyldt ledighed ikke tale om gyldige grunde. XX er derfor

selvforskyldt

ledig i forbindelse med arbejdsophøret den 30. juni 2001 hos XX.

Ad

gentagelsesvirkning

Ankenævnet har lagt til grund, at kassen først i

forbindelse med XX ledigmeldelse den 5. juli 2001 blev bekendt med såvel

hendes

første som andet arbejdsophør. XX har således ikke modtaget nogen afgørelse

og

dermed ingen vejledning i forbindelse med det første arbejdsophør.

Ankenævnet er derfor ikke enig i, at XX skal

udelukkes fra dagpenge på grund af sit 2. selvforskyldte arbejdsophør inden

for

12 måneder.

Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på,

at XX ikke i forbindelse med sit første arbejdsophør den 14. juni 2001 blev

vejledt om gentagelsesvirkningen.

Det forhold, at XX i forbindelse med en

afgørelse om selvforskyldt ledighed i 1998 blev vejledt om

gentagelsesvirkning,

kan ikke tillægges den betydning, at hun anses for vejledt i forbindelse med

arbejdsophøret den 14. juni 2001, idet der er gået ca. 3 år siden denne

vejledning. Det kan ikke med rette forventes, at hun kan huske vejledningen

om,

at hun kan risikere en gentagelsesvirkning ved to selvforskyldte arbejdsophør

inden for 12 måneder.

Størrelsen

af karantæne på grund af selvforskyldt ledighed

Ifølge direktoratets afgørelse af

21. december 2001 skulle XX have en effektiv

karantæne på 5 uger på grund af selvforskyldt ledighed.

Den 11. december 2002 vedtog Folketinget

imidlertid at ændre reglerne om selvforskyldt ledighed

med virkning fra den 1. januar 2003 (L 60),

lov nr. 1035 af 17. december 2002. Med ændringen af loven gennemførtes en

lempelse

af reglerne om selvforskyldt ledighed, idet der pålægges den samme sanktion,

3

uger, uanset hvilken sanktionsbelagt handling, der er udført, bortset fra

gentagelsestilfælde.

Da ændringsloven såvel som

ændringsbekendtgørelse nr. 1202 af 18. december 2002 til bekendtgørelse nr.

826

af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed ikke indeholder en særlig

overgangsregel, er det ankenævnets opfattelse, at det er den lempeligere

sanktionsregel,

der skal anvendes ved afgørelsen af denne sag.

Ankenævnet begrunder denne opfattelse med, at

sagen først bliver endeligt afgjort, efter at de nye og lempeligere

sanktionsregler er trådt i kraft, og at det i praksis antages, at

regelændringer, der indebærer lempelser i forhold til tidligere gældende

sanktionsregler, skal anvendes på sager, der ikke er endeligt afgjort forud

for

reglernes ikrafttræden, hvis andet ikke er bestemt.

Ankenævnet finder således, at XXs to

arbejdsophør alene skal sanktioneres med 3 ugers effektiv karantæne for hvert

arbejdsophør.

Ad

kassens bemærkninger om hjemmel

Ankenævnet finder ikke, at

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1 med sin formulering skal forstås

så snævert, som af kassen anført. Ifølge kassen skal bestemmelsen alene

anvendes, når der er tale om umiddelbar ledigmeldelse og anmodning om

udbetaling af dagpenge mv. efter et arbejdsophør.

Lovbestemmelsen har gennem tiderne haft stort

set samme ordlyd som i dag. Begrebet "ledighed" har altid indgået i

bestemmelsen, ligesom "udbetaling af ydelser" har været en del af

teksten. Sammenhængen mellem disse begreber er og har været, at der ikke kan

udbetales ydelser til et medlem, hvis ledighed skyldes et ufyldestgørende

arbejdsophør. Man har med disse regler villet sikre sig, at et

ufyldestgørende

arbejdsophør blev sanktioneret.

Der er ikke i lovbemærkningerne hverken nu eller

tidligere anført bemærkninger, der giver holdepunkt for en fortolkning af §

63,

stk. 1 som af kassen anført.

§ 63 skulle ifølge kassen alene give en ramme,

som gav mulighed for at regulere ledigmeldelse og anmodning om udbetaling af

ydelser, som skete i umiddelbar forbindelse med et ufyldestgørende

arbejdsophør.

Af de almindelige lovbemærkninger i forbindelse

med lovændringen pr. 1. januar 1989, ad § 63, fremgår det, at der i

forbindelse

med arbejdsophør uden fyldestgørende grund pålægges en karantæne på 5 uger, i

hvilke medlemmet ikke kan få dagpenge udbetalt.

Det er uomtvistet, at der er tale om en effektiv

karantæne. Med en effektiv karantæne har man som udgangspunkt villet sikre,

at

et medlem ikke kunne unddrage sig karantænen ved at undlade at begære

dagpenge.

Meningen var, at et arbejdsophør uden fyldestgørende grund skulle have

dagpengemæssige konsekvenser.

Ankenævnet finder ikke, at ordlyden af § 63,

stk. 1 afskærer nærmere regler, hvorefter et medlem, som ikke begærer

dagpenge

i forbindelse med et arbejdsophør, anses for selvforskyldt ledig.

Når det af

bestemmelsen i § 63, stk. 1 fremgår, at dagpenge ikke kan udbetales,

hvis "ledigheden" skyldes ...

skal dette efter ankenævnets opfattelse forstås, således at der ikke kan

udbetales dagpenge mv., når og hvis medlemmet (på grund af ledighed) vælger

at

anmode om udbetaling af ydelser. Bestemmelsen sigter ikke alene til det

forhold, at medlemmet umiddelbart i forbindelse med et arbejdsophør uden

fyldestgørende grund melder sig ledig og anmoder om dagpenge.

Også udbetaling af dagpenge m.v.

på et senere tidspunkt

vil efter sekretariatets opfattelse være

omfattet.

Ankenævnet henviser til § 63, i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni

2001,

samt direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om

selvforskyldt ledighed, § 1, stk. 1 og 3, § 4, § 17, § 21, § 24, § 26, § 27.

Der henvises samtidig til direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19.

september

2001, § 2, stk. 4, samt direktoratets ændringsbekendtgørelse nr. 1202 af 18.

december 2002, § 39, stk. 1. Begge sidstnævnte bekendtgørelser om

selvforskyldt

ledighed.

Ankenævnet ændrer således direktoratets

afgørelse af

21. december 2001 for så

vidt angår spørgsmålet om gentagelsesvirkning.

På

ankenævnets vegne

XX

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige

grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

XX

Arbejdsdirektoratet

1.

Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne

måde:

" Det fremgår af en ledighedserklæring, som

medlemmet har underskrevet den 9. juli 2001,

at medlemmet var ansat som smørrebrødsjomfru hos

XX fra den 22. januar 2001 til den 30. april 2001, og

at hun selv opsagde dette arbejde, fordi hun

havde fundet andet arbejde.

Det fremgår af en anden ledighedserklæring, som

medlemmet også har

underskrevet den 9. juli 2001,

at hun var ansat som smørrebrødsjomfru hos XX

fra den 1. maj 2001 til den 14. juni 2001,

at hun selv opsagde dette arbejde, og

at hun tilmeldte sig AF som ledig den 5. juli

2001.

Det fremgår af en tredje ledighedserklæring, som

medlemmet også har

underskrevet den 9. juli 2001,

at

hun var ansat som smørrebrødsjomfru hos XX fra den 15. juni 2001 til den 30.

juni 2001,

at

hun selv opsagde dette arbejde, fordi hun ville flytte til XX, og

at

hun tilmeldte sig AF som ledig den 5. juli 2001.

For så vidt angår arbejdsophøret hos XX den 14.

juni 2001 er det oplyst, at medlemmet havde været ansat hos XX med 32 timer

pr.

uge,

at

hun sagde arbejdet op, fordi hun kunne stXX ved XX, hvor der var en masse at

lave,

at

XX skriftligt kun kunne garantere medlemmet 16 timer pr. uge, men

at

hun mundtligt havde fået oplyst, at da der var travlt, ville hun kunne få

fuld

tid, og

at

hun fra den fra 15. juni til den 30. juni 2001 havde 68 arbejdstimer.

A-kassen har oplyst, at den fra XX har fået

bekræftet,

at

medlemmet havde næsten fuld tid i juni måned, og

at

XX ville have brugt medlemmet meget, hvis hun havde vist sig som en stabil

arbejdskraft.

XX afviste dog at have stillet medlemmet noget

bestemt i udsigt ud over 16 timer pr. uge.

For så vidt angår arbejdsophøret hos XX den 30.

juni 2001 er det oplyst,

at

medlemmet sagde arbejdet op, fordi hun flyttede fra København til XX.

Medlemmet

har ifølge a-kassen forklaret, at hun blev alene og derfor måtte flytte til

sin

mor i XX, og at hun på grund af transport og problemer med aflevering af barn

sagde arbejdet op.

A-kassen har oplyst, at medlemmet ikke bad om

dagpenge efter arbejdsophøret den 14. juni 2001, og at hun først bad om

dagpenge, da hun meldte sig ledig på AF den 5. juli 2001.

A-kassen traf den 29. oktober 2001 afgørelse om,

at

medlemmet var selvforskyldt ledig i forbindelse med hendes arbejdsophør hos

XX

den 14. juni 2001 og hos XX den 30. juni 2001,

at

hun således var selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12

måneder, og

at

hun derfor skulle udelukkes fra retten til dagpenge fra den l. juli 2001 og

indtil hun har haft beskæftigelse i nærmere fastsat omfang.

A-kassen har med brev af 5. november 2001 klaget

over afgørelsen på

medlemmets vegne og sendt sagens akter til

direktoratet.

A-kassen har i klagen bl.a. anført,

at

de regler, som afgørelsen er truffet efter, ikke har den fornødne

hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven,

at

afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler, og

at

arbejdsophøret den 14. juni 2001 ikke vedrører arbejdsløsheds-

forsikringen, da medlemmet ikke søgte og ikke

havde til hensigt at søge dagpenge efter ophøret.

A-kassen har i klagen desuden oplyst,

at

medlemmet i september 1999 havde et arbejdsophør, der var begrundet i sygdom

og

graviditetsgener,

at

hun efter dette arbejdsophør først fik dagpenge for ugerne 37-39/00,

at

hun vendte tilbage til arbejdsmarkedet den 13. september 2000,

at

hun fik dagpenge for ugerne1-3/01 efter et arbejdsophør, der skyldtes

udløb af et sygevikariat, og

at

hun herefter først har bedt om dagpenge fra den 5. juli 2001.

Direktoratet har ved telefonisk henvendelse til

a-kassen den 20. december 2001 fået oplyst, at a-kassen den 17. marts 1998

traf

afgørelse om, at

medlemmet var selvforskyldt ledig, og at det af

afgørelsen fremgik, at hun mistede retten til dagpenge, hvis hun blev

selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder.".

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2.

Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 21. december 2001 denne

afgørelse:

"XX er selvforskyldt ledig som følge af

opsigelsen af arbejdet hos XX.

XX skal derfor have en effektiv karantæne på 5

uger. Karantænen har virkning fra den 15. juni 2001.

XX er selvforskyldt ledig som følge af

opsigelsen af arbejdet hos XX.

XX mister derfor retten til dagpenge fra den 1.

juli 2001.

XX kan igen få dagpenge, når hun har haft

ordinært arbejde i mere end 300 timer (fuldtidsforsikret) eller i mindst 150

(deltidsforsikret) i en periode på 10 uger, eller når hun i mindst 26 uger

uafbrudt har drevet ustøttet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt

omfang.

Begrundelse

Det følger af § 63, stk. 1, nr. 2, i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., at der ikke må udbetales dagpenge til et

medlem,

hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden gyldig (fyldestgørende) grund er

ophørt med sit arbejde.

Det fremgår endvidere at lovens § 63, stk. 5, at

direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet

fastsætter de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i § 63, stk.

1-4.

Disse regler var fastsat i den dagældende

bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed

(bekendtgørelsen).

Det følger at bekendtgørelsen, at når medlemmet

har opsagt et arbejde,

anses medlemmet som hovedregel for selv at være

skyld i, at pågældende er blevet ledig. Der henvises til § 4, stk. 1, i

bekendtgørelsen.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og

3, at bekendtgørelsens

regler omfatter arbejdsophør efter egen

opsigelse, og at bekendtgørelsens

regler også finder anvendelse, selv om medlemmet

undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret.

Medlemmet er dog ikke selv skyld i ledigheden,

hvis der har været en

gyldig grund til opsigelsen. De gyldige grunde

er udtømmende nævnt i

§ 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på,

at

XX (medlemmet) var ansat hos XX med

32 timer pr. uge,

at

hun ophørte i

dette arbejde den 14. juni 2001 for at stXX ved XX den 15. juni 2001, og

at

hun hos XX kun var garanteret 16

timer pr. uge.

Det følger af § 17, stk. 1, nr. 1, i

bekendtgørelsen, at et medlem ikke skal anses for selvforskyldt ledig, hvis

medlemmet ophører i et arbejde for at overtage et andet varigt arbejde, som

har

samme eller højere ugentlig timetal end det tidligere arbejde, eller som har

et

omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge (dvs. mere end

29,6 timer pr. uge).

Da medlemmet ophørte i et arbejde

med 32 timer pr. uge for at overtage et

arbejde, hvor hun kun var garanteret 16 timer pr. uge, opfylder medlemmet

ikke

betingelserne i bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1. Dette ændres ikke af,

at

hun fra 15. juni til den 30. juni 2001 faktisk havde 68 arbejdstimer.

Medlemmet ses i øvrigt ikke at have haft en

gyldig grund efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos

XX.

Direktoratet vurderer således, at medlemmet er

selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos XX.

Medlemmet skal derfor have en effektiv karantæne

på 5 uger fra den 15. juni 2001, jf. § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2, i

bekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen endvidere lagt

vægt på, at medlemmet sagde sit arbejde hos XX op den 30. juni 2001, fordi

hun

blev alene og derfor måtte flytte til sin mor i XX.

Dette er ikke en gyldig grund til at sige et

arbejde op. Medlemmet ses i øvrigt ikke at have haft en gyldig grund efter

bekendtgørelsens § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos XX.

Direktoratet vurderer således, at medlemmet også

er selvforskyldt ledig som følge af opsigelsen af arbejdet hos XX.

Et medlem, som bliver selvforskyldt ledig 2

gange inden for 12 måneder, kan ikke få dagpenge

("gentagelsesvirkningen"). Der henvises til § 27, stk. 1, i

bekendtgørelsen.

Medlemmet er efter det oplyste vejledt om

"gentagelsesvirkningen", idet det af a-kassens afgørelse af 17.

marts

1998 fremgik, at medlemmet var selvforskyldt ledig, og at hun ville miste

retten til dagpenge, hvis hun blev selvforskyldt ledig to gange inden for 12

måneder.

Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at

friholde medlemmet fra "gentagelsesvirkningen".

Medlemmet mister derfor retten til dagpenge fra

den 1. juli 2001.

Medlemmet kan igen få dagpenge, når hun har haft

ordinært arbejde i mere end 300 timer (fuldtidsforsikret) eller i mindst 150

(deltidsforsikret) i en periode på 10 uger, eller når hun i mindst 26 uger

uafbrudt har drevet ustøttet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt

omfang. Der henvises til § 27, stk. 2-4, i bekendtgørelsen.

Det er direktoratets opfattelse, at det har

været en klar forudsætning ved udformningen af

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 63, at arbejdsophør, herunder gentagne arbejdsophør, der ikke er

fyldestgørende begrundet, generelt skal have dagpengemæssige konsekvenser for

medlemmerne.

Det er derfor direktoratets opfattelse, at

bekendtgørelsen ligger inden for

rammen

og forudsæt-ningerne for arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.

Direktoratet finder derfor ikke grundlag for at

gå ind i principielle forvaltningsretlige betragt-ninger i forbindelse med

afgørelsen af nærværende sag.".

3.

Klagen til ankenævnet den 10. januar 2002

"A-kassen skal på vegne af XX anke

direktoratets afgørelse af 21. december 2001 til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

A-kassen fastholder i sin helhed indholdet i vores ankeskrivelse af 5.

november

2001 til Arbejdsdirektoratet. Den vedlægges i kopi,

Anken

Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes om - på

baggrund af sagsfremstillingen neden for - at ændre direktoratets afgørelse

af

21. december 2001 så det anerkendes:

At XXs skift af arbejde den 14. juni 2001 ikke

vedrører arbejdsløshedsforsikringen, da der ikke har været ledighed i henhold

til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 i forbindelse med jobskiftet.

At der derfor ikke er hjemmel i

arbejdsløshedsforsikringsloven for at pålægge XX en effektiv karantæne med

gentagelsesvirkning for jobskiftet den 14. juni 2001.

At det er således alene er årsagen til

ledigheden ved medlemmets ledigmeldelse og begæring af dagpenge den 5. juli

2001, der skal vurderes for selvforskyldt ledighed i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.

At XX alene skal pålægges en effektiv karantæne

på 5 uger på baggrund af den selvforskyldte ledighed ved ophøret den 30. juni

2001 fra virksomheden XX i Allerød.

A-kassens

anbringender

A-kassen skal gøre gældende, at

Arbejdsdirektoratet og arbejdsløshedsforsikringen ikke har en legitim adgang

til blande sig i arbejdsløshedsforsikredes arbejdsophør eller jobskifter, som

ikke fører til ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Det vil

sige tilmelding til AF som arbejdssøgende og begæring om udbetalinger.

XXs jobskifte den 14. juni 2001 har ikke ført

til ledighed. Når direktoratet med bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed

og

den konkrete afgørelse pålægger vort medlem en effektiv karantæne på 5 uger i

med gentagelsesvirkning for et jobskifte, som ikke involverer

arbejdsløshedsforsikringen, så kan det ikke begrundes i en

beskyttelsesinteresse mod misbrug af arbejdsløshedsforsikringen.

Indgrebet har alene arbejdsretlig karakter og

har som virkning at de arbejdsløshedsforsikredes aftalefrihed på

arbejdsmarkedet

indskrænkes på en måde, som ikke kan retfærdiggøres og ikke har den fornødne

lovhjemmel i lov om arbejdsløshedsforsikring.

Der er tale om et angreb på aftalefriheden på

arbejdsmarkedet, som heller ikke kan legitimeres ud fra gældende arbejdsret

eller almindelig aftaleret. Der er således en almindelig og uindskrænket ret

til at skifte job. På arbejdsmarkedet er det alene et spørgsmål om

efterlevelse

af indgåede aftaler -herunder opsigelsesvarsler.

Arbejdsdirektoratet eller

arbejdsløshedsforsikringen er ikke berettiget til at lave regler for ophør og

jobskifte, der ikke på nogen måde berører arbejdsløshedsforsikringen. Når

Arbejdsdirektoratet pålægger vort medlem en effektiv karantæne, på 5 uger med

gentagelsesvirkning for et jobskifte, der ikke fører til ledighed og

begæringer

om udbetalinger fra a-kassen, så kan direktoratet ikke henvise til en legitim

beskyttelsesinteresse for arbejdsløshedsforsikringen. Tilbage står alene, at

der er tale om en sanktion for at skifte arbejde. Ingen af arbejdsmarkedets

pXXr - om nogen overhovedet ud over Arbejdsdirektoratet - finder sådanne

sanktioner forenelige med arbejdsmarkedets funktion eller aftalefriheden. Der

er tale om arbejdsretlige funktioner som på alle mulige måder udgør et

fremmedlegeme i gældende aftaleret og arbejdsret på arbejdsmarkedet.

XX bliver først ledig den 5. juli 2001. Årsagen

til ledigheden er ikke det omhandlede jobskifte, men alene sociale

begivenheder

i medlemmet liv.

Det tilhører arbejdsløshedsforsikringens

legitime beskyttelsesinteresse at undersøge årsagen til ledigheden ved

begæring

om udbetalinger. Arbejdsløshedsforsikringen er ikke et "tag selv

bord". Der er en forebyggende selvrisiko i form af karantæneregler

forbundet med selvforskyldt ledighed. Men den legitime interesse er først til

stede, når vore arbejdsløshedsforsikrede medlemmer rent faktisk melder sig

ledige og arbejdssøgende hos AF og begærer udbetalinger fra a-kassen. For XX

er

det den 5. juli 2001.

Årsagen til XXs ledighed den 5, juli 2001 er, at

hun blev alene med sit barn og fandt sig nødsaget til at flytte. Årsagen til

ledighed er på ingen måde at finde i jobskiftet den 14. juni 2001. Det er

uden

betydning for ledigheden indtræden. Ledigheden ville være indtrådt uanset

dette. Jobskiftet kan således ikke begrunde en effektiv karantæne på 5 uger

med

gentagelsesvirkning fra den 15. juni 2001.

Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes således om at

omstøde Arbejdsdirektoratets afgørelse 21. december 2001.

Til

Arbejdsdirektoratets begrundelser

Om regelgrundlaget

Arbejdsdirektoratet henviser således til

retsgrundlaget i arbejdsløshedsforsikringsloven i begrundelsen for

afgørelsen:

"Det følger af § 63, stk. 1, nr. 2, i lov

om arbejdsløshedsforsikring m.v., at der ikke må udbetales dagpenge til et

medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden gyldig (fyldestgørende)

grund

er ophørt med sit arbejde."

Helt præcist er de relevante dele af § 63

formuleret således:

"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et

medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår

et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller

arbejdsløshedskassen,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund

ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der

væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller -."

Som det fremgår af første sætning i paragraffen,

så er forudsætningen for dens anvendelse at der skal udbetales dagpenge:

"Dagpenge må ikke udbetales..." Dermed forudsættes også, at en af

de

forudgående paragraffer er efterlevet, nemlig § 57:

" § 57. Dagpenge kan kun udbetales til et

medlem, som er ledigt, jf. dog kapitel II b.

Stk. 4, Udbetaling af dagpenge kan kun finde

sted, hvis den ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.

Tilmelding skal ske, når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde

kontakten med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden."

§ 57 definerer ledighed i

arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

§ 63 anvendes således, når medlemmer af

arbejdsløshedsforsikringen er tilmeldt AF Som arbejdssøgende og skal have

udbetalt dagpenge. Det er først da, at arbejdsløshedsforsikringens

beskyttelsesinteresse er til stede. Da skal årsagen til ledigheden

undersøges.

Direktoratet henviser til

bemyndigelsesbestemmelserne i § 63, stk. 5, som siger, at direktøren for

Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter de

nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i § 63, stk. 1-4.

Dette er ikke en bemyndigelse, der gør

direktøren og/eller Landsarbejdsrådet til lovgivere. Ingen over og ingen ved

siden af Folketinget, Reglerne skal følge lovgrundlaget og skal kunne henvise

til en direkte hjemmel i loven for opstillede regler. Især da når de

indskrænker rettigheder,

Bekendtgørelsen kan således ikke bruges til at

udvide § 63's anvendelsesområde ud over lovens bestemmelser til også at

gælde,

hvor der ikke skal udbetales dagpenge og ikke er ledighed. Bekendtgørelsen

savner således hjemmel i loven til at fastslå, at det afgørende ikke er, om

man

er ledig og skal have udbetalt

dagpenge, men alene om man er medlem af arbejdsløshedsforsikringen.

Magtfordrejningen fremkommer netop fordi lovens

forudsætninger i § 63 (og § 57) ikke respekteres. A-kassen erkender som vist

med den meddelte afgørelse til medlemmet, at bekendtgørelsen er givet med det

indhold som direktoratet beskriver således i begrundelsen:

"Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk.

1 og 3, at bekendtgørelsens regler omfatter arbejdsophør efter egen

opsigelse,

og at bekendtgørelsens regler også finder anvendelse, selv om medlemmet

undlader at anmode om dagpenge efter arbejdsophøret."

Men a-kassen erkender også, at der ikke er

hjemmel i loven for denne udformning af bekendtgørelsen og for direktoratets

afgørelse. Loven står over bekendtgørelsen i den retlige trinfølge. Derfor

skal

direktoratet også påvise hvor der hentes hjemmel i loven for den meget

vidtgående udformning af bekendtgørelsen, der bringer forvaltningen på kant

med

retsforholdene på arbejdsmarkedet.

Om det direktoratet lægger vægt på.

Direktoratet fremfører følgende:

"Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt

på, at XX (medlemmet) var ansat hos XX med 32 timer pr. uge, at hun ophørte i

dette arbejde den 14, juni 2001 for at stXX ved XX den 15. juni 2001, og at

hun

hos XX kun var garanteret 16 timer pr. uge.

Det følger af § 17, stk. 1, nr. 1, 1

bekendtgørelsen, at et medlem ikke anses for selvforskyldt ledig, hvis

medlemmet ophører i et arbejde for at overtage et andet varigt arbejde, som

har

samme eller højere ugentligt timetal end det tidligere arbejde, eller som har

et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge- (dvs. mere

end

29,6 timer pr. uge).

Da medlemmet ophørte i et arbejde med 32 timer

pr. uge for at overtage et arbejde, hvor hun kun var garanteret 16 timer pr.

uge, opfylder medlemmet ikke betingelserne i bekendtgørelsens § 17, stk. 1,

nr.

1. Dette ændres ikke af, at hun fra 15. juni til 30. juni 2001 faktisk havde

68

arbejdstimer.

Medlemmet ses i øvrigt ikke at have haft en

gyldig grund efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, til at opsige arbejdet hos

XX."

For det første må kassen til dette fremføre, at

det ikke er forsvarligt at bruge forhold, som muligvis..,

måske

..., vil kunne ... give ret til dagpenge, til at iværksætte

sanktioner, som fratager et medlem retten til dagpenge, uden at det faktisk

er

konstateret, at forholdene rent faktisk fører til krav om dagpenge. Det er

ude

af trit med

proportionalitetsprincippet i

forvaltningsretten

.

A-kassen er enig i, at

havde

arbejdsforholdet ved XX kørt videre og

havde

virksomheden på et tidspunkt gjort brug af den begrænsede

garanti på 16. timer pr. uge, og

havde

medlemmet i denne forbindelse tilmeldt sig AF som arbejdssøgende, indgivet

ledighedserklæring og begæret dagpenge udbetalt, så ville der være grundlag

for

at konstatere selvforskyldt ledighed på dette tidspunkt, da ledigheden ikke

skyldes opsigelse fra arbejdsgiverens side, men det begrænsede garanterede

timetal i ansættelsesforholdet.

Men det

har ikke været tilfældet.

Indtil direktoratet kan påvise en sådan reelt

eksisterende beskyttelsesinteresse mod, at arbejdsløshedsforsikringen skal

bære

risikoen ved medlemmets jobskifte i form af, at der faktisk skal udbetales

dagpenge, så er sanktioner mod jobskiftet indgreb i alle andre retsforhold på

arbejdsmarkedet. Indgreb i medlemmets personlige integritet i forhold til

selv

at vurdere, om ønsket om det pågældende arbejde, set i forhold til den

eventuelle risiko for arbejdsløshed, tilsiger hende at løbe risikoen. Indgreb

i

friheden til at opsige arbejde for at overtage et andet - til kort sagt at

gøre

brug af arbejdsmarkedet. Indførelse af

stavnsbinding

m.m.

Direktoratets bekendtgørelse og afgørelser

griber forvridende ind i retsforholdene på arbejdsmarkedet, hvor

forudsætningen

netop er, at arbejdsløshedsforsikringen skal være neutral.

Men der har altså ikke været tale om ledighed i

henhold til lovens § 57 i forbindelse med jobskiftet den 14. juni 2001. Der

har

ikke været anmodet om dagpenge som en følge af den lavere

beskæftigelsesgaranti

i det ny arbejdsforhold, Timetallet har rent faktisk været større i perioden

indtil den begivenhed i medlemmets private forhold, som førte til ledighed

fra

fuldtidsarbejde.

Arbejdsløshedsforsikringslovens forudsætninger

for anvendelse af § 63 på jobskiftet har ikke været opfyldt.

Om direktoratets manglende vilje til at

gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger.

Uden at vise hvad direktoratet begrunder sin

opfattelse på, så fremføres følgende:

"Det er direktoratets opfattelse, at det

har været en klar forudsætning ved udformningen af

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder gentagne

arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet, generelt skal have

dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne."

Intet kan være mere forkert.

Arbejdsløshedsforsikringen

skal ikke

behandle arbejdsophør!

Arbejdsløshedsforsikringen skal behandle

spørgsmål om selvforskyldt ledighed - med vægt på ledighed -

når og hvis der skal udbetales dagpenge.

Det er ikke gentagne arbejdsophør, men gentagne

tilfælde af

selvforskyldt ledighed

,

der er til behandling i arbejdsløshedsforsikringen, Det er ikke spørgsmålet

om

arbejdsophør

, men om medlemmerne

gentagne gange inden for 12 måneder

er

selvforskyldt i at måtte tilmelde sig AF som arbejdssøgende og begære

udbetalinger.

Det er økonomisk smerteligt for medlemmerne, til

skade for medlemmernes personlige integritet på arbejdsmarkedet og for

arbejdsmarkedets funktion, at direktoratet hverken kan se eller forstå denne

forskel.

I betragtning af de økonomiske konsekvenser for

XX finder A-kassen, at det er uforsvarligt når direktoratet lakonisk meddeler

følgende:

"Direktoratet finder derfor ikke grundlag

for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse

med afgørelsen af nærværende sag."

A-kassen kan ikke se, at direktoratet har

underkastet hverken den omhandlede bekendtgørelse eller den konkrete

afgørelse

prøvelser i forhold til de afgørende forvaltningsretlige principper, som er

fremført af kassen i ankeskrivelsen af 5. november 2001."

4.

Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen den 6. februar 2002

"Direktoratet sender klage over afgørelse

af 21. december 2001.

A-kassen klager på medlemmets vegne over, at

medlemmet anses for selvforskyldt ledig i forbindelse med et jobskift den 14.

juni 2001.

Til de i klagen anførte synspunkter skal

direktoratet bemærke følgende:

Reglerne i arbejdsløshedsforsikringen antaster

ikke aftaleretten på arbejdsmarkedet. Lønmodtagere og arbejdsgivere kan indgå

eller opsige arbejdsaftaler, som de vil i overensstemmelse med kollektive

overenskomster eller individuelle aftaler. Lønmodtagere kan skifte job, hvis

De

ønsker det.

Arbejdsløshedsforsikringsloven og

bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed regulerer alene, hvad betydning

arbejdsophør eller jobskift har i relation til retten til at få

arbejdsløshedsdagpenge, der er en ydelse, som i væsentligt omfang er

skattefinansieret, og som ydes til dækning af indkomsttab som følge af

uforskyldt ledighed.

At en lønmodtager følger en kollektiv

overenskomst eller individuel aftale i forbindelse med et arbejdsophør eller

jobskift, er derfor ikke ensbetydende med, at arbejdsophøret eller jobskiftet

ikke kan få dagpengemæssige konsekvenser for medlemmet.

I bemærkningerne til forslaget til lov nr. 840

af 21. december 1988 om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og af lov om en

arbejdmarkedsuddannelsesfond tales der i relation til lovens § 63 om

ufyldestgørende arbejdsophør. Det anføres således i de almindelige

bemærkninger, afsnit II, pkt. j:

"Efter de gældende regler om arbejdsophør

medfører ufyldestgørende arbejdsophør, at medlemmet mister retten til

dagpenge

i 5 uger. Ved gentagelse inden for en 12. måneders periode udelukkes

medlemmet

fra dagpenge indtil medlemmet har haft 5 ugers arbejde. Der er altså tale om

samme virkning for

medlemmet, som når

der statueres manglende rådighed.

Det er hensigten at stadfæste i

rådighedsbekendtgørelsen, at flere

afbrydelser af arbejdsforhold uden fyldestgørende grund skal medføre

manglende rådighed, hvilket i realiteten ikke indebærer nogen ændring for

medlemmerne, som allerede efter gældende regler udelukkes fra

dagpengeretten."

Der henvises i disse bemærkninger til de gyldige

(fyldestgørende) grunde. Der nævnes ikke andre forbehold som fx at det kun er

arbejdsophør i forbindelse med anmodning om dagpenge.

Endvidere kædes gentagne arbejdsophør snævert

sammen med rådighedsreglerne og -sanktionerne.

Det er på denne baggrund direktoratets

opfattelse, at det har været en klar forudsætning ved udformningen af

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, at arbejdsophør, herunder gentagne

arbejdsophør, der ikke er fyldestgørende begrundet, generelt skal have

dagpengemæssige konsekvenser for medlemmerne.

Det er derfor fortsat direktoratets opfattelse,

at dagældende bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt

ledighed ligger inden for den rammen og forudsætningerne for

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.

Direktoratet skal videre bemærke, at § 57 i

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke definerer, hvad der skal forstås ved

ledighed i loven. § 57 angiver alene i stk. 1 og 4, at det er en betingelse

for

at få dagpenge, at medlemmet er ledigt og tilmeldt AF som arbejdssøgende.

Der er til gengæld i bekendtgørelsen om

selvforskyldt ledighed fastsat regler om de dagpengemæssige konsekvenser af

arbejdsophør, der er ufyldestgørende (dvs. selvforskyldt ledighed).

Direktoratet finder derfor fortsat ikke grundlag

for at gå ind i principielle forvaltningsretlige betragtninger i forbindelse

med afgørelsen af nærværende sag.

Der er i øvrigt ikke kommet nye oplysninger, der

giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen."

5.

Nyt efter klagen

Arbejdsløshedskassen

den 14. februar 2002.

"A-kassen skal i det følgende fremkomme med

vores kommentarer til Arbejdsdirektoratets fremsendelsesskrivelse til

Arbejdsmarkedets Ankenævn i Arbejdsdirektoratets afgørelse af 21. december

2001.

Direktoratets skrivelse indeholder bemærkninger

til

1. Arbejdsløshedsforsikringsreglemes forhold til

aftalefriheden på arbejdsmarkedet

2. Ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens

forstand.

3. Hjemmelen for udformning af bekendtgørelsen,

som ligger til grund for sagens afgørelse.

Afslutningsvis skal arbejdsløshedskassen vise

kassens konklusioner i forhold til sagens afgørelse.

1. Forholdet til aftalefriheden på

arbejdsmarkedet.

Direktoratet hævder på side 1, at de omhandlede

regler i arbejdsløshedsforsikringen ikke antaster aftaleretten på

arbejdsmarkedet. Uanset at direktoratet fastholder, at

arbejdsløshedsforsikringen også skal behandle og sanktionere arbejdsophør,

f.eks. i forbindelse med jobskifte, der ikke fører til anmodning om dagpenge.

Det forhold, at medlemmet ifølge de uhjemlede

regler pålægges en karantæne for et jobskifte, som på ingen måde har haft

indflydelse på den indtrådte ledighed eller været årsag til behovet for at

begære arbejdsløshedsdagpenge, viser med al uønsket tydelighed, at der er

tale

om indgreb i aftalefriheden på arbejdsmarkedet.

Medlemmet skifter arbejde den 14. juni 2001.

Medlemmet arbejder fuld tid såvel før som efter den 14. juni 2001. Medlemmet

begærer ikke arbejdsløshedsdagpenge på baggrund af jobskiftet. Jobskiftet er

ikke årsag til ledigheden.

Uanset at der ikke kan eller skal udbetales

arbejdsløshedsdagpenge på baggrund jobskiftet, så pålægges medlemmet en

karantæne. Arbejdsdirektoratet har på intet tidspunkt begrundet hvilket

formål

der forfølges med denne karantæne med gentagelsesvirkning.

Da der ikke kan eller skal udbetales dagpenge på

grund af dette jobskifte, kan der ikke henvises til en beskyttelsesinteresse

for arbejdsløshedsforsikringen som grundlag for karantænen.

Hvad er så formålet? Direktoratet vil

forhåbentlig ikke påstå, at indgrebet i medlemmets velerhvervede rettigheder

er

formålsløst?

Sanktioner pålægges sædvanligvis for at fremme

en alternativ adfærd i forhold til den udviste.

Medlemmet har ikke så meget som tænkt på

arbejdsløshedsdagpenge i forbindelse med jobskiftet. Medlemmet har ikke

begæret

arbejdsløshedsdagpenge begrundet af jobskiftet. Der er ikke en adfærd at

ændre

her.

Så må det jo være resten af medlemmets adfærd,

der skal ændres. Men den tilhører aftalefriheden på arbejdsmarkedet.

Arbejdsdirektoratet anvender

beskyttelsesinteressen i arbejdsløshedsforsikringen på forhold, hvor den ikke

er til stede. Det er anvendelse af regler uden for deres område. Det kaldes

magtfordrejning.

XX har overtaget et arbejde på fuld tid ved

jobskiftet. Arbejdsgiveren tilbyder så meget arbejde som muligt, men tør

åbenbart ikke garantere mere end 16 timer pr. uge. XX satser på, at der

alligevel faktisk vil blive tale om fuldtidsarbejde, og det har altså også

været tilfældet.

Ansættelsen indebærer,

- at XX kontraktretligt påtager sig en

arbejdsforpligtigelse op til fuld tid

- at arbejdsgiveren så vidt muligt tilbyder

arbejde til fuld tid

- at arbejdsgiveren som minimum kontraktretligt

garanterer 16 timer pr. uge.

Direktoratets sanktion må foreløbigt vurderes at

rette sig mod, at XX har valgt at løbe en risiko for at få et arbejde, der

har

hendes interesse. Ingen kan spå om fremtiden. Kun fremtiden ville kunne vise,

om der reelt er tale om en risiko. Og kun fremtiden ville kunne vise, hvad

medlemmet vælger at gøre, hvis der i en enkelt uge eller to viser sig at være

færre arbejdstimer og mulighed for at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Det

kan jo ikke afgøres på forhånd, at XX vil anmode om dagpenge i den situation.

Direktoratet venter ikke på dette. Direktoratet

tager eventuelle sorger på forskud og meddeler, uanset at arbejdet har været

til fuld tid og ikke har givet anledning til tilmelding til

Arbejdsformidlingen

og begæring om dagpenge, at der skal pålægges en karantæne med

gentagelsesvirkning.

En karantæne, der øger risikoen ved XXs

dispositioner i et omfang, som XX med god grund ikke har haft forestillinger

om. XX forventer med god grund, at der først kan konstateres eventuel

selvforskyldt ledighed i det

øjeblik

hun rent faktisk melder sig

ledig ved AF og begærer dagpenge. Før er arbejdsløshedsforsikringen ikke

blandet ind i XX forhold.

Direktoratet pålægger XX en karantæne begrundet

i, at hun har brugt sin personlige integritet og aftalefrihed på

arbejdsmarkedet til at løbe en risiko, for at få et arbejde hun ønsker sig.

Det

er den klare konsekvens. XXs brug af sin personlige integritet og

aftalefrihed

på arbejdsmarkedet er den direkte årsag til, at direktoratet pålægger XX en

karantæne, der er ensbetydende med, at selvforskyldt ledighed inden for de

efterfølgende 12 måneder ikke "kun" betyder en effektiv karantæne,

men direkte fremrykning til et arbejdskrav på 300 timer inden for 10 uger.

Uanset hvor mange krumspring direktoratet vil

forsøge sig med, så er der tale om en sanktion uanset at der ikke tale om

ledighed, men skift af arbejde. En sanktion vendt mod indgåelse af

ansættelsesaftaler med et garanteret timetal på mindre end fuld tid, men med

den klare hensigt at der skal være arbejde til fuld tid.

Risikoen for XX m.fl. øges ganske betydeligt. I

den almindelige retsopfattelse vedrørende arbejdsløshedsforsikringen er det

den

berettigede forventning, at sanktioner for selvforskyldt ledighed forudsætter

at der er tale om ledighed. Det strider mod den almindelige retsopfattelse at

et og samme arbejdsforhold - som dette - kan give anledning til to karantæner

uanset at det ikke har givet anledning til udbetaling af dagpenge. En

karantæne

for at overtage arbejdsforholdet - jobskifte - og en karantæne for at ophøre

i

det. Sker det som her inden for 12 måneder, så er resultatet direkte

fratagelse

af dagpengeretten indtil opfyldelse af arbejdskravet på 300 timer inden for

10

uger.

Direktoratets sanktion er vendt mod indgåelse af

ansættelsesaftaler med variabel arbejdstid, men ( rettet: med ) et garanteret

timetal pr. uge. Det afgørende i direktoratets regel er ikke om der skal

udbetales dagpenge. Det afgørende er, at aftalen indgås. Derfor retter det

sig

også direkte mod aftalefriheden på arbejdsmarkedet og ikke mod forekomsten af

selvforskyldt ledighed.

Uanset utallige opfordringer nægter direktoratet

at stille de afgørende forvaltningsretlige spørgsmål til den viste praksis,

som

netop skal forebygge at magtfordrejning indtræder. Det er meget betænkeligt.

Før eller siden kommer direktoratet til at tage stilling til spørgsmålet.

2. Ledighed i

arbejdsløshedsforsikringslovens forstand

Direktoratet bemærker,

"... at § 57 i

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke definerer, hvad der skal forstås ved

ledighed i loven. § 57 angiver alene i stk. 1 og 4, at det er en betingelse

for

at få dagpenge, at medlemmet er ledigt og tilmeldt AF som

arbejdssøgende,"

Og......må a-kassen så spørge?

Det er oplagt, at direktoratet leder efter en

bredere definition som kan legitimere, at reglerne anvendes blot et medlem

frigør sig af arbejdsforpligtigelse i en ansættelsesaftale.

Men det er ikke

arbejdsløshedsforsikringens område og skal ikke være det.

Arbejdsløshedsforsikringens område er at

regulere hvad der skal gælde i tilfælde af ledighed i form af tilmelding til

AF

og begæring om ydelser. Sådan som det også kommer til udtryk i § 2 i den

omhandlede bekendtgørelses afsnit om begreber:

"§ 2. Ved "ledige medlemmer"

forstås i denne bekendtgørelse medlemmer,

som er tilmeldt AF som ledige,

eller som ledige modtager dagpenge

eller anden ydelse, som

arbejdsløshedskassen udbetaler."

Understregningerne er a-kassens.

Det forekommer a-kassen, at denne

begrebsdefinition i høj grad bygger på indholdet i lovens § 57.

3.

Hjemmelsspørgsmålet

3.a. Den formelle lovtekst og

retskildehierakiet

Arbejdsdirektoratet henviser - i et forsøg på at

påvise eksistensen af en hjemmel til at pålægge karantæner, hvor der ikke er

ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand og begæring om

arbejdsløshedsdagpenge - til bemærkninger til det lovforslag, som blev til

lov

nr. 840 af 21. december 1988.

A-kassen skal kvittere for, at

arbejdsdirektoratet ses at have ledt efter en mulighed for at statuere den

forudsatte hjemmel i loven for det belastende indgreb i medlemmets

rettigheder.

Det fremførte tager a-kassen som udtryk for, at

det er hvad direktoratet har kunnet finde til støtte for den af direktoratet

hævdede hjemmel. Når a-kassen således i det følgende tilbageviser denne

henvisning, så må det erkendes, at direktoratet ikke som krævet i

forvaltningsretten kan henvise til en klar lovgivet hjemmel for at foretage

så

belastende indgreb i de arbejdsløshedsforsikredes rettigheder, som

bekendtgørelsen og direktoratets afgørelse er udtryk for,

A-kassen skal konstatere, at det ikke er

lykkedes for direktoratet, med henvisningen til lovforslaget, som lå til

grund

for lov nr. 840 af 21. december 1988.

For det første rangerer den

formelle lovtekst

i retskildehierakiet over bemærkningerne til

loven. Netop lov nr. 840 af 21. december 1998 tydeliggør anvendelsen af

arbejdsløshedsforsikringsloveris § 63. Som et nyt første punktum i den

direkte

lovtekst indsættes med loven følgende nye tekst:

"§

63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

..."

Mere tydeligt kan det ikke siges, at § 63 først

finder anvendelse når ledigheden rent faktisk er indtrådt og der skal

udbetales

dagpenge.

Den formelle lovtekst tilbageviser

arbejdsdirektoratets brug af lovforslaget.

Hvis der opstår ledighed og skal udbetales

dagpenge, så er det spørgsmålet hvorvidt ledigheden er selvforskyldt, der

skal

behandles og afgøres. Det er ikke spørgsmålet om medlemmet har haft en gyldig

grund til at skifte job, men om medlemmet er selvforskyldt i en ledighed, når

den indtræder.

§ 63 skal således ikke anvendes på medlemmets

jobskifte den 14. juni 2001, da der ikke skal udbetales dagpenge/supplerende

dagpenge i forhold til dette. Der er ikke tale om ledighed og derfor heller

ikke anledning til at undersøge årsagen til en begivenhed, som ikke er

indtruffet.

Direktoratets anvendelse af bemærkningerne til

lovforslaget aflives således af den direkte lovtekst i forslaget.

3A Der er ikke belæg for direktoratets

brug af bemærkningerne til lovforslaget

Der er desuden ikke belæg for direktoratets brug

af bemærkningerne.

Direktoratet mangler stadig at påvise den

fornødne hjemmel for § 1, stk. 1 i den omhandlede bekendtgørelse:

"§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter

medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der ophører i et lønarbejde efter

afskedigelse eller egen opsigelse."

I arbejdsløshedsforsikringsloven er der kun

hjemmel til at behandle spørgsmål om der skal udbetales ydelser for perioder,

hvor ledigheden er selvforskyldt. Brug af arbejdsløshedsforsikringen i

sådanne

situationer udløser selvrisiko. Gentagne tilfælde af selvrisiko inden for 12

måneder udløser større selvrisiko. Det er en betingelse at der rent faktisk

skal udbetales for sådanne perioder.

- Direktoratets urigtige præsentation af

og anvendelse af bemærkningerne

Direktoratet kommer med følgende pastand om

bemærkningernes relatering:

"I bemærkningerne til forslaget til lov nr.

840 tales der i relation til lovens § 63 om ufyldestgørende arbejdsophør. Det

anføres således i de almindelige bemærkninger, afsnit Il, pkt. J:"

Derefter følger citering af bemærkningerne.

Direktoratet undlader at præcisere, at

overskriften for pkt. j i

lovforslagets

almindelige bemærkninger ser således ud:

"Ad

pkt.

j. Revision af rådighedsbestemmelserne..."

Punktet omhandler i sin helhed udelukkende

planer vedrørende

revision af

rådighedsbekendtgørelsen

. Hen over den vedlagte udskrift af pkt. j i sin

helhed på godt fire A4 sider er § 63 kun omhandlet med følgende godt 11/2

linie:

"Der er herudover foretaget nogle tekniske

ændringer af § 63, jf. bemærkningerne til forslagets enkelte

bestemmelser."

Det er således direkte forkert, når direktoratet

påstår, at punktet relaterer sig til § 63 og således skulle kunne bruges til

at

udlede indholdet i § 63.

Det er hverken formålet eller realiteten i pkt.

j i bemærkningene

til det omhandlede

lovforslag. Det diskuterer en revision af rådighedsbestemmelserne

under ledighedsforløb

i

arbejdsløshedsforsikringsloven på baggrund af forhandlinger mellem den

daværende regering og Socialdemokratiet. Altså hvor ledigheden rent faktisk

er

indtrådt og der udbetales dagpenge. Det er forudsætningen. Vi citerer:

"Formålet med revisionen af bekendtgørelsen

er at give arbejdsløshedskasserne et redskab til løbende at holde sig

orienteret om den lediges aktiviteter for derved bedre at kunne målrette

informations- og vejledningsindsatsen mod den lediges individuelle behov,

Hensigten er endvidere dels at gøre reglerne mere præcise og overskuelige, så

medlemmerne har mulighed for at gøre sig bekendt med

sine pligter og

rettigheder under ledighedsforløbet

, og dels at indskærpe

rådighedsforpligtelsen over for medlemmerne og forbedre kassens muligheder

for

at vurdere om rådighedsforpligtelsen er opfyldt."

Understregningen er a-kassens. Også

rådighedsforpligtelsen er knyttet til ledighed og ledighedsforløb i

arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Dagpengeretten er betinget af

ledighed og rådighed for arbejdsmarkedet.

- Udelukkende sammenligning/vurdering af

sanktioner - ikke behandling af hvornår de pålægges.

Formålet med de af direktoratet fremførte

bemærkninger til lovforslaget er i teksten i et umiddelbart forudgående

afsnit

begrundet således:

"Med henblik på at præcisere

rådighedsforpligtelsen skal det ved revisionen af rådighedsbekendtgørelsen

klargøres i hvilke situationer, der som udgangspunkt skal statueres manglende

rådighed."

Sidste afsnit af det af direktoratet citerede

knytter direkte til dette:

"Det er hensigten at stadfæste i

rådighedsbekendtgørelsen, at flere afbrydelser af arbejdsforhold uden

fyldestgørende grund skal medføre manglende rådighed, hvilket i realiteten

ikke

indebærer nogen ændring for medlemmerne, som allerede efter gældende regler

udelukkes fra dagpengeretten."

Dette vises umiddelbart forinden i det af

direktoratet citerede:

"Efter de gældende regler om arbejdsophør

medfører ufyldestgørende arbejdsophør, at medlemmet mister retten til

dagpenge

i 5 uger. Ved gentagelse inden for en 12 måneders periode udelukkes medlemmet

fra dagpenge indtil medlemmet har haft 5 ugers arbejde. Der er altså tale om

samme virkning for medlemmet, som når der statueres manglende rådighed."

Forslagsstillerens ærinde er altså at vise

harmoni mellem sanktionerne uanset om de meddeles som følge af manglende

rådighed eller som følge af gentagne tilfælde af selvforskyldt ledighed. At

sanktionen skal være den samme ved revisionen.

Det er spørgsmålet om harmoni i

sanktionsbestemmelserne, der er til behandling.

Et meget relevant spørgsmål, som vi skal vende

tilbage til.

Da det på ingen måde er spørgsmålet om hvornår

arbejdsløshedsforsikringen kan siges at have et berettiget sanktionsformål,

der

er til behandling, er der ingen anledning til at forslagsstillerne skulle

behandle dette spørgsmål. Der er ikke anledning til i forslagets bemærkninger

at behandle forbehold vedrørende hvilke situationer der konkret berettiger

til

sanktionering i arbejdsløshedsforsikringen.

Derfor kan Arbejdsdirektoratet heller ikke bruge

det til noget som helst, at

sådanne

forbehold ikke er nævnt.

Der er ganske enkelt ikke anledning til det. Det

er ikke til behandling. Derfor kan direktoratet heller ikke påkalde sig

støtte

i dette til det uhjemlede indhold i bekendtgørelsen, der ligger til grund for

afgørelsen af nærværende sag,

Det taler for sig selv, at det er alt hvad

direktoratet har været i stand til at henvise til i forbindelse med det

almindelige krav om udtrykkelig hjemmel for belastende indgreb i borgernes

rettigheder.

- Forbeholdene i den efterfølgende

faktiske revision af rådighedsbekendtgørelsen

At der i bemærkningerne til lovforslaget ikke er

fremført forbehold med hensyn til hvilke ophør, der skal sanktioneres, er

således ikke et udtryk for, at de ikke findes. Der refereres i bemærkningerne

til lovforslaget blot til gældende retstilstand, som var og er i

overensstemmelse med det af a-kassen fremførte i ankesagen.

Det fremgår da også ganske tydeligt af

resultatet af den faktiske revision i 1989 af rådighedsbekendtgørelsen på

baggrund af bemærkningerne til lov nr. 840 af 21. december 1988:

Bekendtgørelse

nr. 315 af 17. maj 1989 om et arbejdsløshedskassemedlems

rådighedsforpligtelse

og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed.

Bekendtgørelsen respekterer den af a-kassen

fremførte retstilstand.

Bekendtgørelsen er opdelt i tre kapitler:

- Kapitel I - Rådighedsforpligtelsen. - § §

1-20.

- Kapitel 2 - Selvforskyldt ledighed - §§ 21-30.

- Kapitel 3 - Ikrafttræden m.v. - § 3 1.

De dele vedrørende revisionen af

rådighedsbekendtgørelsen, som direktoratet søger at legitimere forvaltningen

med, er indarbejdet § 13, nr. 1), i Kapitel 1,

som er opdelt i følgende underafsnit

:

<

Kapitel 1

>

Rådighedsforpligtelsen - §§ 1-2.

>

Aktiv arbejdssøgende - § 3.

>

Overtagelse af arbejde - §§4-6.

>

Jobsøgningsskema - § 7.

>

Oplysningspligt - § 8.

>

Rådighedsvurdering-§§9-11.

>

Udbetaling af dagpenge - §§ 12-15.

>

Særlige regler - §§ 16-19.

>

Frigørelsesattest - § 20.

Den forudsatte revision er altså indarbejdet i

afsnittet

Udbetaling af dagpenge

. Det

er helt i overensstemmelse med det af kassen fremførte om

arbejdsløshedsforsikringens legitime beskyttelsesinteresser kun er til stede,

når der skal udbetales dagpenge.

Bestemmelsen er indarbejdet i afsnittet

Udbetaling af dagpenge i § 13

og er

formuleret således:

"§ 13. Et medlem anses ikke for at stå til

rådighed, hvis:

1) medlemmet 2 gange inden for 12 måneder

har mistet retten til dagpenge

på grund

af selvforskyldt ledighed, jf. §§ 21 og 22, medmindre medlemmet begge gange

har mistet retten til dagpenge

i henhold

til § 23, stk. 2."

Markeringerne er a-kassens.

Forudsætningen er altså:

- at der konkret er dagpengeret,

- at dagpengeretten gøres gældende gennem

tilmelding til AF og begæring om dagpenge, og

- at dagpengeretten herefter er mistet på grund

af selvforskyldt ledighed.

Altså i det hele den opfattelse af

retstilstanden, som a-kassen har fremlagt og gør gældende i ankesagen.

3.c. Sammenfattende om direktoratets

henvisninger til bemærkninger til lov nr. 840 af 21. december 1988

Arbejdsdirektoratets brug af bemærkningerne til

omtalte lov tilbagevises således af mindst tre forhold:

1. Direktoratets fremstilling harmonerer ikke

med tydeliggørelsen i den formelle

lovtekst i § 63 i selv samme lovforslag og vedtagne lov af anvendelsen

af § 63, nemlig når der faktisk skal udbetales dagpenge og skal tages

stilling

til, om ledigheden er selvforskyldt,

2. At direktoratets fomål med anvendelsen af

bemærkningerne til lovforslaget er helt

andet

end

den sammenhæng bemærkningerne er givet i. Der er således ikke belæg for

at påstå, at lovgiverne skulle have behov for at markere

forbehold i situationen, som forudsat af

direktoratet.

3. Også den efterfølgende faktiske revision af

rådighedsbekendtgørelsen i 1989 viser, at den af kassen hævdede retstilstand

respekteres og den af direktoratet hævdede retstilstand ikke har nogen plads.

Direktoratet har ikke kunnet henvise til andre

retskilder til støtte for den af direktoratet fremførte opfattelse af

retstilstanden.

4. A-kassens konklusion

Sammenfattende må a-kassen fastholde, at XX

først er ledig ved ophøret den 30. juni 2001 fra virksomheden XX. Der er ikke

ledighed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand i forbindelse med

jobskiftet den 14. juni 2001.

Først med XXs tilmelding til Arbejdsformidlingen

den 5. juli 2001 og efterfølgende indgivelse af ledighedserklæring til

arbejdsløshedskassen skal årsagen til XXs ledighed undersøges.

Årsagen til XXs ledighed er en social

begivenhed, som ikke betragtes som fyldestgørende grund i

arbejdsløshedsforsikringen. Der er ikke konkurrerende årsager til ledigheden.

XX skal således alene pålægges en effektiv

karantæne i forbindelse med ophøret fra XX den 30. juni 2001 med

gentagelsesvirkning ved ny selvforskyldt inden for de efterfølgende 12

måneder.

Den af arbejdsdirektoratet fastholdte afgørelse

indebærer stærk disharmoni mellem resultatet af en rådighedsvurdering af XX

på

tidspunktet for ledighedens indtræden. XX har i den grad været aktivt

arbejdssøgende og selv sørget for at komme ud af arbejdsløshed, at

opstillingen

af det resulterende arbejdskrav af direktoratets afgørelse er helt uden

proportion.

Direktoratets afgørelse er på alle måder forkert

og a-kassen skal endnu en gang anmode Arbejdsmarkedets Ankenævn om at omstøde

den."

Direktoratet

den 24. juni 2002.

"Arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 er -

som mange andre bestemmelser i loven - i høj grad en rammebestemmelse.

Det følger af § 63, stk. 1, bl.a., at der ikke

må udbetales dagpenge til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden

fyldestgørende grund ophører med sit arbejde.

§ 63 indeholder intet om, hvor længe der ikke må

udbetales dagpenge til et sådant medlem, eller hvilke krav medlemmet skal

opfylde for igen at kunne få dagpenge.

§ 63 indeholder heller intet om, hvad der skal

anses for fyldestgørende grunde til at ophøre med et arbejde. (Bortset fra at

der i § 63, stk. 4, er en bestemmelse om, at et medlem uden dagpengemæssige

konsekvenser kan nægte at medvirke til udvikling og produktion af

krigsmateriel).

Det er derimod i en bemyndigelsesbestemmelse i §

63, stk. 5, fastsat, at det er direktøren for Arbejdsdirektoratet, der efter

forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter de nærmere regler for anvendelse

af § 63. Disse nærmere bestemmelser er nu fastsat i bekendtgørelse om

selvforskyldt ledighed.

Det har i en lang periode været forudsat ved

ændringer af arbejdsløshedsforsikringloven og ved udarbejdelsen af

bekendtgørelser med regler om selvforskyldt ledighed, at gentagne

arbejdsophør

uden en fyldestgørende grund medfører, at medlemmet mister retten til

dagpenge,

og at de nærmere regler herom kunne fastsættes i en bekendtgørelse.

Det er dette, som den af direktoratet citerede

bemærkning fra forslaget til lov nr. 840 af 21. december 1988 er udtryk for.

Direktoratet skal endvidere bemærke, at der

efter de arbejdsophør, som er behandlet i direktoratets bekendtgørelse, er

trådt en ny bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed i kraft,

Det skal videre bemærkes, at selv om de

omhandlede arbejdsophør blev bedømt efter den nu gældende bekendtgørelse om

selvforskyldt ledighed, ville det ikke ændre direktoratets afgørelse.

Det af XX A-kasse anførte giver i øvrigt ikke

direktoratet anledning til yderligere bemærkninger."

Arbejdsløshedskassen

anførte den 21. august 2002.

"A-kassen har modtaget direktoratets

bemærkninger til vores brev af 14. februar 2002 og Ankenævnets anmodning om

kassens eventuelle bemærkninger hertil. A-kassen skal fremkomme med disse i

det

følgende.

A-kassen skal dele kommentarerne op efter

indholdet på henholdsvis side 1 og side 2 af Arbejdsdirektoratets brev. I

modsætning til arbejdsdirektoratet, så føler vi os forpligtiget til at

forholde

os til det, som vores modpart fremfører.

Til Arbejdsdirektoratets begreb:

"Rammebestemmelse"

Arbejdsdirektoratet fremfører følgende:

"Arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 er -

som mange andre bestemmelser i loven - i høj grad en rammebestemmelse."

A-kassen er ikke uenig i, at

arbejdsløshedsforsikringsloven på mange områder en "rammelov", men

vi

må erkende, at vores forståelse af dette er en helt anden end direktoratets.

Hvad enten man taler om "rammeaftaler", "rammebeløb",

"rammebestemmelser" eller "rammelove", så er der tale om

bestemmelse af en "ramme" inden for hvilken der kan disponeres.

En "rammeaftale" fastlægger alene

nogle almene principper og

inden for disses ramme

må der så suppleres

med aftaler om detaljer.

Et "rammebeløb" fastlægger et samlet

beløb og

inden for denne

ramme kan der så disponeres.

Det samme gælder for såvel "rammelove"

som "rammebestemmelser": Der angives rammer for brugen af lovene og

bestemmelserne. Dette beskæftiger forvaltningsretten sig meget med og det har

a-kassen også gjort i vores ankeskrivelser.

Vi anklager således Arbejdsdirektoratet for at

bruge såvel loven om arbejdsløshedsforsikring som samme lovs § 63 uden for

deres "rammer".

Det er vores klare fornemmelse og vurdering af

direktoratets praksis, at direktoratet bruger begrebet "rammer" på

en

helt anden måde, nemlig som frihed til at bestemme hvad som helst og at den

givne bemyndigelse således er uden "rammer". Det er netop

problemet.

Det er ikke forsvarligt. Det kan indebære

magtfordrejning og gør det i nærværende sag.

I vores brev af 14. februar 2002 forholder vi os

i afsnit 2 og 3 jo netop til de givne "rammer" i lovgivningen og

påviser at direktoratet bruger lovgivningen uden for de givne

"rammer".

Direktoratet henviser til

bemyndigelsesbestemmelsen i § 63, stk. 5:

"Det er derimod i en

bemyndigelsesbestemmelse i § 63, stk. 5, fastsat, at det er direktøren for

Arbejdsdirektoratet, der efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætter

de

nærmere regler for anvendelsen af § 63. Disse nærmere bestemmelser er nu

fastsat

i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed."

A-kassen anfægter selvfølgelig ikke denne

bemyndigelsesbestemmelse, men vi anfægter at direktoratet igen og igen

undlader

at forholde sig til "rammerne" for denne bemyndigelse og alene

fokuserer på bemyndigelsen. Og nu igen i dette brev af 24. juni 2002 gør det.

A-kassen skal gerne gentage vores præcisering af

"rammebestemmelseme" i § 63 i præambelen i paragraffen:

" § 63. Dagpenge må ikke udbetales til et

medlem, hvis ledighed skyldes,

"Rammerne" for brugen af § 63 er

således for det første medlemmer, for det andet at medlemmerne er ledige og

endelig at der er tale om ledige medlemmer der skal have udbetalt dagpenge.

Det

er i det hele taget "rammerne" for arbejdsløshedsforsikringsloven.

Det er "rammerne" for arbejdsløshedsforsikringens legitime

beskyttelsesinteresser.

Når direktoratet så med påstået hjemmel i § 63

begynder at udstede detaljerede regler for "selvforskyldt

ledighed",

hvor der ikke er den forudsatte ledighed, så overskrides

"rammebestemmelsen" i § 63 og "rammelovens" rammer.

Direktoratet tager simpelthen ikke "rammerne" alvorligt. Og en

sådan

praksis er aldeles ikke medholdelig og slet ikke ved belastende afgørelser,

hvor kravet er, at der skal kunne henvises til en klar lovhjemmel.

Til "forudsætningerne" ved

ændringer af arbejdsløshedsforsikringsloven og ved udarbejdelsen af

bekendtgørelser med regler om selvforskyldt ledighed.

På side 2 fremfører Arbejdsdirektoratet bl.a.

følgende:

"Det har i en lang periode været forudsat

ved ændringer af arbejdsløshedsforsikringsloven og ved udarbejdelsen af

bekendtgørelser med regler om selvforskyldt ledighed, at gentagne

arbejdsophør

uden fyldestgørende grund medfører, at medfører, at medlemmet mister retten

til

dagpenge, og at de nærmere regler herom kunne fastsættes i en

bekendtgørelse."

Det er en noget "luftig" begrundelse

for at praktisere karantæne og gentagelsesvirkning for begivenheder, som ikke

har berørt arbejdsløshedsforsikringen. Som sagt fordrer belastende afgørelse

en

klar lovhjemmel. Det er den forudsatte retssikkerhed for borgerne og således

også for medlemmer af arbejdsløshedsforsikringen.

Er der her tale om Arbejdsdirektoratets

fornemmelser for "forudsætninger" og hvem har i givet fald skabt

disse fornemmelser? Kan og skal belastende afgørelser nu baseres på

fornemmelser for "forudsætninger" eller på en klar lovhjemmel?

Arbejdsdirektoratet henviser kun til

bemærkningerne fra lovforslaget til lov nr. 840 af 21. december 1988 som

udtryk

for sådanne "forudsætninger". A-kassen har allerede taget stilling

til direktoratets brug af disse bemærkninger på side 4 og 5 i vores brev af

14.

februar 2002. Som vist så var det med lov nr. 840 af 21. december 1988 at

lovgiverne i folketinget udstyrede § 63 med den oven for viste

"præambel" der angiver "rammerne" for anvendelsen af

"rammebestemmelsen":

"§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et

medlem, hvis ledighed skyldes,

Denne klare præcisering af "rammerne"

i den direkte lovtekst i lov nr. 840 af 21. december 1988 kan ikke

"overrules" af direktoratets løsagtige brug af bemærkninger til

lovforslaget, som vi ligeledes har dokumenteret det i vores brev af 14.

februar

2002 med vedlæggelse af bemærkningerne til det omhandlede lovforslag.

A-kassen må nødvendigvis konkludere, at

Arbejdsdirektoratet ikke er i stand til at påvise den fornødne hjemmel for

udformningen af bekendtgørelserne og for den belastende afgørelse over for

XX.

Det er så op til Arbejdsmarkedets Ankenævn at

påvise den fornødne hjemmel. I modsat fald må Ankenævnet omgøre direktoratets

afgørelse til fordel for XX.

A-kassen er kommet med en saglig og grundig

fremstilling af, hvorfor der ikke er den fornødne hjemmel for direktoratets

bekendtgørelse og afgørelse.

Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodes således igen

om at ændre direktoratets afgørelse af 21. december 2001 så det anerkendes:

At XXs skift af arbejde den 14. juni 2001 ikke

vedrører arbejdsløshedsforsikringen, da der ikke har været ledighed i henhold

til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 i forbindelse med jobskiftet.

At der derfor ikke er hjemmel i

arbejdsløshedsforsikringsloven for at pålægge XX en effektiv karantæne med

gentagelelsesvirkning for jobskiftet den 14. juni 2001.

At det er således alene er årsagen til

ledigheden ved medlemmets ledigmeldelse og begæring af dagpenge den 5. juli

2001, der skal vurderes for selvforskyldt ledighed i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63.

At XX alene skal pålægges en effektiv karantæne

på 5 uger på baggrund af den selvforskyldte ledighed ved ophøret den 30. juni

2001 fra virksomheden XX i XX."

6.

Regler

Lov

om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni

2001

§

63

. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis

ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår

et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller

arbejdsløshedskassen,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund

ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der

væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller

4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår

at medvirke til udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan,

afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en individuel handlingsplan

efter

lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller afslår eller afbryder en

uddannelse, som Arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for

beskæftigelse.

Stk. 2. ...

Stk. 5. Direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet

de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 samt om de

dagpengemæssige konsekvenser over for medlemmerne som følge af stk. 1-4.

Direktoratets

bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed:

§

1.

Denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en

arbejdsløsheds-

kasse, der ophører i et lønarbejde efter

afskedigelse eller egen opsigelse.

Stk. 2.

...

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter også ledige

medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, og medlemmer, som i forbindelse med

ledighed undlader at anmode om dagpenge eller anden ydelse, som

arbejdsløshedskassen

udbetaler.

Stk. 4. ...

Kapitel

2

§

3.

.......

§

4.

Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis

medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. § 21.

Stk. 2. ...

§

17.

Der skal ikke ske registrering af selvforskyldt

ledighed i tilfælde, hvor et medlem ophører med sit arbejde i forbindelse med

1) overtagelse af andet varigt arbejde, der ikke

gives offentligt løntilskud til, med samme eller højere ugentlige timetal,

eller et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge,

2) overtagelse af arbejde, der er formidlet af

medlemmets arbejdsløshedskasse eller AF efter reglerne i

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats,

3) påbegyndelse af uddannelse af mindst 1 års

varighed eller

4) påbegyndelse af selvstændig virksomhed mere

end midlertidigt og i væsentligt omfang.

Stk. 2. ...

§

21.

Gyldige grunde, jf. §§4,5,7 og 9-13 er:

1)

Helbred

2)

Transport

3)

Pasning af familie

4)

Efterløn

5)

Deltidsforsikredes arbejdstid

6)

Tab af supplerende dagpenge

7)

Tab af supplerende dagpenge -

frigørelsesattest

8)

Arbejde i udlandet

9)

Produktion af krigsmateriel

10)

Støtte efter lov om social service til pasning

af handicappet barn eller døende nærtstående og efter lov om dagpenge ved

sygdom eller fødsel til pasning af alvorligt sygt barn

11)

Arbejdspladsen

12)

Ægtefælleflytning

13)

Fratrædelsesordning

14)

Fysisk vold

15)

Det formidlede arbejde

§

24.

Et medlem, der er selvforskyldt ledig i medfør

af §§ 4-6 og 9,

pålægges 5 ugers effektiv karantæne, jf. dog

stk. 2 og § 27.

Stk. 2. ...

§

26.

En effektiv karantæne kan kun afvikles i

perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge eller en

anden ydelse, som

arbejdsløshedskassen udbetaler.

Stk. 2. Karantænen har virkning fra dagen efter

afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3. ...

Stk. 6.

Den effektive karantæne anses for udstået, hvis karantænen ikke er afviklet

senest 3 måneder efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør.

Stk. 7. ...

§

27.

Et medlem, der 2 gange inden for de seneste 12

måneder er blevet selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-13, kan ikke få

dagpenge.

Direktoratets

vejledning til bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed

Til § 1 stk. 3

Bestemmelsen omfatter medlemmer, som ikke har

ret til dagpenge, f.eks. fordi de er pålagt en sanktion i form af en effektiv

karantæne eller et arbejdskrav, eller fordi de endnu ikke har været medlem af

en arbejdsløshedskasse i et år. Bestemmelsen omfatter også medlemmer, der

ikke

har ret til dagpenge i medfør af §§ 30-34 i bekendtgørelse om rådighed.

Medlemmer, der i en periode ikke har ret til

dagpenge på grund af manglende rådighed, f.eks. fordi medlemmet er syg,

opholder sig i udlandet, eller ikke kan overtage arbejde med dags varsel, er

ikke omfattet af bestemmelsen i den periode, hvor medlemmet ikke anses for at

stå til rådighed. Tilsvarende gælder for medlemmer, der er pålagt et

arbejdskrav, som følge af manglende rådighed.

For så vidt angår rådighed i forbindelse med

afholdelse af ferie henvises til vejledningen til §§ 12-16 samt til § 15 i

bekendtgørelse om rådighed.

For så vidt angår medlemmer, der midlertidigt

opholder sig i Danmark på en anden adresse end den, de har meddelt

arbejdsløshedskassen og Arbejdsformidlingen (AF), henvises til § 5 i

bekendtgørelse om rådighed.

Til § 17

'Andet varigt arbejde'

Som 'varigt arbejde' anses arbejde i Danmark

eller udlandet, der forventes at blive af mere end 5 ugers varighed. Det er

forudsætningerne på tidspunktet for opsigelsen med hensyn til varigheden af

det

fremtidige arbejde, der lægges til grund.

Hvis et fuldtidsforsikret medlem, der f.eks.

arbejder 20 timer om ugen, ophører med arbejdet for at overtage et andet

arbejde på 25 timer om ugen, skal medlemmet ikke registreres for

selvforskyldt

ledighed, selv om det nye arbejde vil kunne give medlemmet ret til

supplerende

dagpenge, idet medlemmet overtager arbejde med et højere ugentligt timetal.

Ved overtagelse af arbejde med et lavere

ugentligt timetal, er det en betingelse, at det nye arbejde ikke har et

omfang,

der vil kunne give medlemmet ret til supplerende dagpenge. Vurderingen heraf

sker på grundlag af mindsteudbetalingsreglen, jf. bekendtgørelse om

supplerende

dagpenge. Det er uden betydning, om medlemmet af andre grunde end

mindsteudbetalingsreglen ikke ville være berettiget til supplerende dagpenge,

f.eks. fordi arbejdsgiveren ikke vil udstede frigørelsesattest.)

Direktoratets

bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvfor-

skyldt

ledighed

§

1.

Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter

medlemmer af en a-kasse, som:

1) ophører i et arbejde efter afskedigelse eller

egen opsigelse, eller

2) ...

...

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter ledige medlemmer,

som ikke har ret til dagpenge, eller som ved ledighed ikke beder om dagpenge

eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler, jf. dog § 2.

...

§

2.

Reglerne om selvforskyldt ledighed og

konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i denne bekendtgørelse omfatter

ikke:

1) ...

2) ...

3) ...

4) Ophør i arbejde eller i tilbud efter en

handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.,

hvis

medlemmet i 3 måneder efter ophøret ikke beder om ydelser, der udbetales af

a-kassen, eller deltager i tilbud efter lov om en aktiv

arbejdsmarkedspolitik.

5) Ophør i et arbejde eller i tilbud efter en

handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.,

hvis

medlemmet den første hverdag efter ophøret begynder i arbejde af mere end 5

ugers varighed. Ved ophør i arbejde er det desuden en betingelse, at det nye

arbejde er på samme eller højere ugentlige timetal, eller et omfang, der ikke

kan give ret til supplerende dagpenge.

6) ...

7) ...

8) ...

...

Kapitel

2

§

3.

Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis

medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. kap. 3. Dette gælder

også, hvis medlemmet opsiger arbejdet i en periode, hvor medlemmet:

...

Kapitel

3

Gyldige grunde

§

14.

En gyldig grund skal foreligge på det

tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde, et tilbud efter en

handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v.

...

Helbred

....

Arbejdspladsen

§

25.

Et medlem kan opsige et arbejde, hvis

almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte

med

arbejdet.

Stk. 2.

Det er et krav, at medlemmet har henvendt sig til arbejdsgiveren for at få

løst

de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation.

Stk. 3.

Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud om omskoling m.v. eller ophør i

et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan.

...

Karantæner

...

§

40.

Et medlem skal have 5 ugers karantæne, hvis

medlemmet er selvforskyldt ledig efter §§ 3-5 og 8, jf. dog stk. 2 og § 44.

...

Placering af karantæner

§

42.

En karantæne har virkning fra den dag, hvor et

medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en handlingsplan eller en

uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling m.v., jf. dog stk. 3-5. Ved

ophør

har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.

...

Forældelse og afvikling af karantæner

§

43

.

En

karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor et medlem ellers ville have ret

til

dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler.

Stk. 2.

En karantæne er udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder

efter det tidspunkt, hvor den får virkning i forbindelse med et afslag eller

et

ophør. ...

...

Gentagelsesvirkning og arbejdskrav

§

44.

Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet

2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig efter

§§

3-11.

...

Stk. 5.

Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i ganske særlige tilfælde bestemme, at

et medlem ikke mister retten til dagpenge efter stk. 1, hvis medlemmet ikke

tidligere er blevet vejledt herom. Hvis medlemmet ikke mister retten til

dagpenge efter stk. 1, skal medlemmet have en karantæne efter § 39, § 40

eller

§ 41 for hver af de gange, medlemmet er blevet selvforskyldt ledig.

...

Ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.

§

48.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober

2001.

Stk. 2.

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om

selvforskyldt

ledighed.

§

49.

Bliver et medlem selvforskyldt ledig, mens

medlemmet er på orlov til børnepasning efter den før 1. januar 2001 gældende

lov om orlov, får karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor

medlemmet ophører med orloven.

Stk. 2. Bliver et medlem selvforskyldt ledig,

mens medlemmet er på orlov til uddannelse som lønmodtager eller selvstændig

erhvervsdrivende efter den før 1. januar 2001 gældende lov om orlov, får

karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med

orloven.

Direktoratets

bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed nr.

1202

af 18. december 2002

”§ 39. Et medlem skal have 3 ugers karantæne,

hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf.

dog

§ 44.

...

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar

2003.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter