Sanktion ved samtidig foreliggende selvforskyldt arbejdsophør i arbejdstilbud og manglende rådighed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Sanktion ved samtidig foreliggende selvforskyldt
arbejdsophør i arbejdstilbud og manglende rådighed
Et medlem, der havde været i jobtilbud på en teknisk skole i perioden 1. -
30. juni 1989, blev opsagt på grund af arbejdets art.
Medlemmet oplyste ved personligt fremmøde i arbejdsløshedskassen, at
arbejdet var fysisk hårdt, da han led af dårlig ryg. Medlemmet havde ikke
forsøgt at påtale dette over for arbejdsgiveren, men havde sygemeldt sig.
Medlemmets læge havde imidlertid ikke villet give ham en sygemelding, da han
mente, at medlemmet intet fejlede. Medlemmet havde nu meddelt
arbejdsformidlingen, at han havde dårlig ryg.
Arbejdsgiveren oplyste, at medlemmet før ansættelsen blev orienteret om
arbejdsopgaverne ved skolen, herunder at der ofte forekom flytteopgaver og
lignende, der krævede fysiske anstrengelser. Medlemmet blev forespurgt, om
han havde nogen form for fysiske skavanker. Over for arbejdsgiveren havde
medlemmet bedyret, at han var sund og frisk, og at han udmærket kunne tåle
fysisk arbejde. Kort efter ansættelsen meldte medlemmet sig syg med ondt i
ryggen. Arbejdsgiveren bad om en lægeerklæring på en eventuel rygskade, men
modtog en almindelig sygeerklæring på kort tids sygdom. Ved en efterfølgende
telefonsamtale havde medlemmet meddelt arbejdsgiveren, at han mente, at
arbejdet var for hårdt for ham, hvorfor der var enighed om, at han ikke
skulle komme mere. Den sidste arbejdsdag var den 19. juni 1989. Medlemmet
oppebar dog løn til den 30. juni 1989.
Arbejdsløshedskassen fandt, at da medlemmet var ophørt i et arbejdstilbud,
ansås han ikke for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, hvorfor han blev
udelukket fra dagpenge, indtil han havde haft mere end 300 timers arbejde i
en periode på 10 uger.
Medlemmet klagede til direktoratet over denne afgørelse. Medlemmet
anførte, at han var indstillet på at tage jobbet, idet han troede, at det var
kortvarigt. Han blev tilknyttet 5 tekniske skoler, som skulle have flyttet en
del. Der var således tale om mere fysisk hårdt arbejde, end han nogensinde
Læs alt
kunne have forestillet sig. Medlemmet havde haft dårlig ryg i 5 år og bl.a.
været i behandling for denne på Glostrup Hospital. Efter ca. 19 dage i
arbejdstilbuddet begyndte hans ryg at give smerter. Medlemmet henvendte sig
derfor hos sin læge med henblik på indhentelse af den specielle
lægeerklæring, som arbejdsgiveren havde anmodet om. Medlemmets læge havde
ferie i denne periode, og han måtte i stedet kontakte hans vikar, som var
medlemmet fuldstændig ubekendt. Vikaren ønskede ikke at gå ind i
problematikken omkring medlemmets ryggener, og derfor fik arbejdsgiveren i
første omgang en sygemelding af kortere varighed.
Medlemmet anførte videre, at efter hans læges ferieophør kontaktede han
ham med henblik på den specielle lægeerklæring, som arbejdsgiveren havde
anmodet om. Da medlemmet følte sig en del forulempet af lægen, valgte han
desværre at forlade denne og klinikken uden at have fået en lægeerklæring og
uden at have været klar over konsekvenserne. Siden problemerne med ryggen
opstod, havde medlemmet løbende holdt arbejdsformidlingen orienteret herom.
Medlemmet anførte videre, at han ikke kendte de danske regler
tilstrækkeligt. Han følte ikke, at han havde fået den rådgivning, som bl.a.
kunne have oplyst ham om konsekvenserne af hans sygefravær. Medlemmet
betragtede sig ikke som ophørt, men snarere som sygemeldt, og var indstillet
på andet jobtilbud. Hvis hans anke ikke gik igennem, anmodede han om, at hans
ankebrev eventuelt kunne få opsættende virkning, således at hans sag kunne
blive revurderet, såfremt han fremskaffede dokumentation for, at hans ryg var
for dårlig til det jobtilbud, han havde på de 5 tekniske skoler.
Arbejdsløshedskassen meddelte efterfølgende medlemmet, at han endvidere
var ikendt 5 ugers karantæne i forbindelse med arbejdsophøret.
Ved personligt fremmøde i direktoratet afleverede medlemmet lægeerklæring
af 21. november 1989. Det fremgik af lægeerklæringen, at medlemmet første
gang pådrog sig akut lændehold i 1985. Der blev på daværende tidspunkt
foretaget en røntgenfotografering, som viste skævhed svarende til rygsøjlen.
Medlemmet blev anbefalet optræning med svømning og lignende. Han blev senere
behandlet fysiurgisk med massage. Det sidste notat vedrørende rygsmerter var
fra den 14. november 1986. Medlemmet havde henvendt sig hos sin tidligere
læge den 21. juni 1989 med hold over lænden, angiveligt forårsaget af
arbejdet ved den tekniske skole, hvor medlemmet fungerede som arbejdsmand med
flytning af møbler og rengøring. Medlemmets tidligere læge havde afslået
sygemeldingen.
Det fremgik videre af lægeerklæringen, at lægen ved undersøgelsen den 21.
november 1989 havde fundet, at der var en rygskævhed og iøvrigt god funktion
af ryggen. Der var ingen kraftnedsættelse af benene, og der var normal hæle-
og tågang og ingen neurologiske forstyrrelser. Lægens diagnose var således
rygskævhed. På baggrund af det foreliggende havde lægen vanskeligt ved at
udtale sig om, hvorvidt medlemmet havde en ryglidelse, der ville have
betydning for erhvervsevnen, således at medlemmet kun kunne varetage
ikke-rygbelastende arbejde.
Efter at være forelagt lægeerklæringen udtalte arbejdsløshedskassen, at
medlemmet var indmeldt i arbejdsløshedskassen den 1. marts 1986 med
dagpengeret fra den 1. marts 1987. Medlemmet var blevet pålagt 5 ugers
karantæne på grund af selvforskyldt ledighed fra den 1. oktober 1986, idet
han var udeblevet i et arbejdsforhold. I perioden 1. marts - 15. september
1986 havde medlemmet haft 1.120 faktiske arbejdstimer, og han havde ikke
været i arbejde siden ledigmeldelsen og frem til arbejdstilbuddets start.
Endvidere havde medlemmet ikke over for arbejdsformidlingen oplyst, at der
skulle tages specielle hensyn til hans ryg.
Det var arbejdsløshedskassens opfattelse, at når medlemmet i 2 1/2 år ikke
havde haft arbejde, skulle han ind i en tilpasningsperiode, for at musklerne
kunne tilpasse sig en ny arbejdssituation. Arbejdsløshedskassen henviste til,
at medlemmets første henvendelse til lægen medførte, at denne ikke mente, at
der var noget i vejen for, at han kunne fortsætte med at arbejde.
Arbejdsløshedskassen fandt ikke, at der var grundlag for at ændre den trufne
afgørelse.
Direktoratet fandt, at medlemmet var blevet afskediget med en grund, der
væsentligst kunne tilregnes ham, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 63,
stk. 1, nr. 3, og direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 26,
stk. 1.
Direktoratet fandt herudover, at medlemmet måtte antages at være ophørt
med arbejdet den 19. juni 1989, og at karantænen løb fra denne dato, idet
medlemmet fra dette tidspunkt måtte anses for frigjort fra
ansættelsesforholdet.
Direktoratet lagde vægt på, at det ikke af den lægelige dokumentation
fremgik, at medlemmet var tilrådet at ophøre i arbejdstilbuddet. Direktoratet
henviste til medlemmets læges udtalelse af 21. november 1989, til at
medlemmet ikke forud for arbejdsophøret i arbejdstilbuddet havde oplyst over
for arbejdsformidlingen, at der skulle tages specielle hensyn til hans ryg,
samt til at han var gjort bekendt med arbejdets karakter ved en samtale på
arbejdsstedet, inden han accepterede arbejdstilbuddet.
Iøvrigt kunne direktoratet henvise til, at medlemmets første henvendelse
til lægen medførte, at denne ikke mente, at der var noget i vejen for, at han
kunne fortsætte med at arbejde.
Direktoratet henviste endvidere til § 11, nr. 5, i direktoratets
bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 og § 4, stk. 1.
Direktoratet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af
arbejdsløshedskassen udøvede skøn, hvorefter medlemmet ikke ansås for at være
til rådighed for arbejdsmarkedet.
Medlemmet kunne derfor først igen få ret til dagpenge, når han havde haft
mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger, jf.
arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, nr. 5, og § 14, stk. 2, i
ovennævnte bekendtgørelse.
Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på medlemmets hidtidige tilknytning
til arbejdsmarkedet, herunder, at han ikke, siden han ledigmeldte sig den 1.
oktober 1986, selv havde kunnet skaffe sig arbejde, sammenholdt med årsagen
til arbejdsophøret i arbejdstilbuddet, samt at det ikke af den lægelige
dokumentation fremgik, at han var tilrådet at ophøre i arbejdstilbuddet.
Direktoratet bemærkede, at medlemmets ret til dagpenge herefter iøvrigt
ville afhænge af, om han opfyldte arbejdsløshedsforsikringslovens øvrige
betingelser for ret til dagpenge, herunder bestemmelsen i
arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, ifølge hvilken ret til dagpenge er
afhængig af, at medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge har haft
arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets
fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 18 måneder.
Direktoratet tilføjede, at man som medlem af en arbejdsløshedskasse selv
var forpligtet til at holde sig orienteret om de gældende regler vedrørende
dagpengeret m.v. i arbejdsløshedsforsikringsloven og arbejdstilbudsloven samt
de dertil knyttede cirkulærer og andre forskrifter.
Ved indankningen den 15. januar 1990 anførte medlemmets advokat:
»Jeg gør på min klients vegne gældende, at den trufne afgørelse er
forkert, idet en afgørelse med så alvorlige konsekvenser for min klient
forudsætter, at der foreligger klar og utvetydig dokumentation for de
forhold, der påberåbes som årsag til såvel bestemmelsen om karantæne som
dagpengeret.
Sådan klar og utvetydig dokumentation foreligger ikke.
Det fremgår ubestridt af sagen, herunder af sagsfremstillingen i
direktoratets skrivelse af 2. januar 1990, at min klient gennem længere tid
har lidt af en ryglidelse, herunder at lidelsen har været til stede forud for
påbegyndelsen af ansættelsesforholdet på den tekniske skole.
Det bestrides, at der fra ansættelsesstedets side på nogen som helst måde
er givet oplysning om, at det tilbudte arbejde indebar hårdt krævende fysisk
arbejde. Sådan underretning burde helt klart have været givet under hensyn
til, at min klient i 2 1/2 år ikke har haft arbejde, således at min klient
skulle igennem tilpasningsperioden, såfremt der blev tilbudt arbejde af hårdt
fysisk karakter. Det fremgår, at arbejdsløshedskassen har erklæret sig enig
heri.
Det er ukorrekt, at der fra lægelig side foreligger erklæring om, at min
klient kunne fortsætte i det tilbudte arbejde.
Tværtimod har min klient fået lægelig attestation af kortvarig
sygemelding, idet særlig undersøgelse og specialerklæring er henvist til
gennemførelse hos min klients egen læge af den vikarierende læge, der i
første omgang undersøgte min klient.
Jeg finder det er uden betydning for sagen, hvorvidt den efterfølgende
erklæring er indhentet fra min klients tidligere læge, eller den læge, der
rent faktisk kom til at foretage undersøgelsen.
Denne læges erklæring kan iøvrigt ikke anses som en tilstrækkelig
afvisning af, at min klient har den påberåbte ryglidelse.
Jeg bemærker for god ordens skyld, at oplysningen i lægens erklæring om,
at tidligere læge havde afvist sygemelding er ukorrekt, idet denne bygger på
en fejlopfattelse af min klients mundtlige oplysninger.
Som anført ovenfor blev der fra tidligere læge afgivet en kortvarig
sygemelding, idet der herudover skete henvisning til yderligere undersøgelse
hos sædvanlig læge.«
Ankenævnet tiltrådte med den af direktoratet givne begrundelse, at
medlemmet først igen kan få ret til dagpenge, når han har haft mere end 300
timers arbejde i en periode på 10 uger, fordi han uden fyldestgørende grund
er ophørt i et arbejdstilbud, jf. den anførte bekendtgørelses § 13, nr. 4.
Ankenævnet fandt imidlertid, at den ikendte karantæne på 5 uger burde
ophæves, idet der med reglen i bekendtgørelsens § 13, nr. 4, var gjort
endeligt op med sanktionsspørgsmålet i et tilfælde som det foreliggende.
Ankenævnet ændrede for så vidt Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.
Officielle noter
Ingen.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Af, jobplan, sygdom, ej rettidigt meldt afbud, mobiltelefon, nedbrud Retsinformation · 31. januar 2006
- Rådighed Retsinformation · 31. januar 2006
- Selvforskyldt ledig, arbejdsophør uden begæring af dagpenge, regelanvendelse Retsinformation · 14. juni 2002
- Forældelse af efterbetalingskrav. Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- 17.2018 (Denne sag drejer sig om efterbetaling af løn mv. og godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. november 2018
- 04.2025 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 20. februar 2026
- 34.2025 (Denne sag drejer sig om ophævelse af uddannelsesaftalen og godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, ligebehandlingsloven, forskelsbehandlingsloven, databeskyttelsesforordningen og ansættelsesbevisloven) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. juni 2026
- 60.2020 (Denne sag drejer sig navnlig om ophævelse af uddannelsesaftalen som følge af sygdom, om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, erstatning for løn i opsigelsesperioden efter funktionærlovens § 3 og om erstatning efter erstatningsansvarsloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. februar 2022
- Manglende refusion for dagpenge udbetalt med urette - Gentagelsesvirkning ved selvforskyldt ledighed Retsinformation · 26. februar 2001
- Sagsnummer 06.2017 (afsagt den 18.maj 2017) (Denne sag drejer sig navnlig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen, erstatning efter funktionærlovens § 3 og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. maj 2017