Spring til indhold

Retsinformation

EØS. Attest E 303. Genoptagelse. Fortolkning af 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1, litra a. 1, litra a. Medlemmet M var berettiget til en attest E 303, selvom hun havde arbejdet 49 timer i 4-ugers-perioden forud for afrejsen til Frankrig. Dispensation i medfør af forordningens artikel 69, stk. 2, sidste led, for for sen hjemkomst til Danmark efter udløb af attest E 303

KEN nr 9874 af 15/03/2005Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. februar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

EØS.

Attest E 303. Genoptagelse. Fortolkning af 4-ugers-kravet i artikel 69, stk.

1,

litra a. 1, litra a. Medlemmet M var berettiget til en attest E 303, selvom

hun

havde arbejdet 49 timer i 4-ugers-perioden forud for afrejsen til Frankrig.

Dispensation i medfør af forordningens artikel 69, stk. 2,

sidste led, for for sen hjemkomst til Danmark efter udløb af attest E 303

Den 9. september 2004 traf Arbejdsmarkedets Ankenævn afgørelse om,

at De ikke var berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Frankrig

fra den 3. november 2003 (nævnssag med j.nr. 2004-1-0012).

Som meddelt Dem ved brev af den 21. februar 2005 har

Arbejdsmarkedets Ankenævn besluttet at genoptage Deres sag.

Ankenævnet har behandlet Deres sag på møde den 10. marts 2005.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De var berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i

Frankrig fra den 3. november 2003 til den 2. februar 2004.

Det forhold, at De fik udbetalt feriedagpenge i attestperioden,

berører ikke Deres ret til at få udbetalt EØS-dagpenge for disse dage.

Ankenævnet forlænger den frist, inden for hvilken De efter udløbet

af den attest E 303, De med denne afgørelse er blevet berettiget til, skulle

være hjemvendt til Danmark (2. februar 2004) til den 30. april 2004.

B E G R U N D E L S E

Retten til en attest E 303

med afrejsedato den 3.november 2003

Artikel 69 i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 har til mål at

medvirke til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed i overensstemmelse

med

artikel 42 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab, jf. præmis 25 i

Læs alt

EF-Domstolens dom af den 21. februar 2002 i sag C-215/00,

Arbetsmarknadsstyrelsen

mod Petra Rydergård (Rydergård-dommen – refereret under afsnit 6.

Regler).

I medfør af artikel 69 kan De som arbejdsløs arbejdstager, uden at

miste retten til danske dagpenge, rejse til Frankrig (eller andre EØS-lande)

for at søge beskæftigelse, uden at De i denne periode behøver at stille Dem

til

rådighed for den danske Arbejdsformidling, selvom dette ifølge de danske

regler

er en betingelse for at modtage danske dagpenge, jf. præmis 17 i

Rydergård-dommen. I forhold til Dem er bestemmelsen en selvstændig EU-baseret

undtagelse fra de danske regler, der giver Dem en rettighed, som De ellers

ikke

ville have haft i medfør af de danske regler. For at De kan opnå denne

rettighed, skal betingelserne i artikel 69 være opfyldt, jf. præmis 18 i

Rydergård-dommen.

Af artikel 69, stk. 1, litra a fremgår, at en helt arbejdsløs

arbejdstager, der opfylder de i den danske lovgivning foreskrevne betingelser

for ret til danske dagpenge, og som rejser til et andet EØS-land for at søge

beskæftigelse dér, bevarer sin ret til danske dagpenge, hvis hun har været

tilmeldt som arbejdssøgende og har stået til rådighed for Arbejdsformidlingen

i

Danmark i mindst 4 uger, efter at hun blev arbejdsløs (4-ugers-kravet).

Ankenævnet bemærker, at vurderingen af, hvorvidt De stod til

rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark, skal foretages på grundlag af de

danske regler herom. Det skal f.eks. undersøges, om tabet af retten til

(supplerende)

dagpenge i de perioder frem til Deres afrejse, hvor De var i midlertidig

beskæftigelse, i henhold til dansk lovgivning udelukker, at De kunne

betragtes

som om, at De stod til rådighed for Arbejdsformidlingen, jf. præmis 26 og 27

i

Rydergård-dommen.

For som fuldtidsforsikret a-kasse-medlem at være berettiget til

(supplerende) dagpenge er det efter de danske regler en betingelse, at man

skal

være tilmeldt Arbejdsformidlingen. Man skal endvidere stå til rådighed for at

kunne overtage et af Arbejdsformidlingen anvist fuldtidsarbejde dagen efter,

at

arbejdet er tilbudt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 og § 62. De var

som dimittend tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende siden den 30.

december 1998. Under Deres kortvarige beskæftigelser i perioden forud for den

ansøgte afrejsedato, der ikke var omfattet af noget opsigelsesvarsel,

frameldte

De Dem ikke Arbejdsformidlingen, og De stod således til rådighed for at

overtage et af Arbejdsformidlingen anvist fuldtidsarbejde, dagen efter, at

det var

blevet tilbudt. Under beskæftigelsen opfyldte De således forordningens

betingelser om at have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til

rådighed for Arbejdsformidlingen.

4-ugers-kravet i forordningens artikel 69, stk. 1, litra a, har

blandt andet til formål at gøre det muligt for myndighederne i afrejselandet

(i

dette tilfælde Danmark) at sikre sig, at arbejdstageren virkelig er

arbejdsløs,

dels at tilbyde den arbejdsløse beskæftigelse, inden han for medlemsstatens

regning

tager af sted for at søge beskæftigelse i en anden EØS-medlemsstat, jf.

præmis

30 i Rydergård-dommen.

For at dette mål kan nås, er det ikke nødvendigt at kræve, at

perioden på fire uger er uafbrudt. Det er tilstrækkeligt, at De stod til

rådighed for Arbejdsformidlingen i en samlet periode på mindst 4 uger, efter

at

De blev arbejdsløs. Ankenævnet skal i denne forbindelse bemærke, at det

henhører under de danske myndigheders kompetence, på grundlag af danske

regler,

at fastsætte det tidspunkt, der skal betragtes som arbejdsløshedens

begyndelse,

jf. præmis 31 i Rydergård-dommen.

Ankenævnet finder, at Deres arbejdsløshed begyndte, da De meldte

Dem ledig på Arbejdsformidlingen som dimittend den 30. december 1998. Selvom

De

i perioden frem til Deres afrejse, havde midlertidige beskæftigelser af

kortere

varighed, så var De efter nævnets opfattelse, i henhold til såvel de danske

regler som i henhold til forordningen, at betragte som arbejdsløs. Forud for

afrejsedatoen den 3. november 2003 havde De været arbejdsløs og stået til

rådighed for Arbejdsformidlingen i sammenlagt 4 uger.

Ankenævnet bemærker, at beskæftigelserne i perioden forud for

Deres afrejse medførte en reduktion i Deres ret til dagpenge for den periode,

De arbejdede, men ikke i øvrigt medførte bortfald af Deres generelle

dagpengeret.

På afrejsedagen (begyndelsesdatoen for Deres attest E 303) opfyldte De

således

betingelserne for ret til danske dagpenge. På afrejsedagen havde De nul

timers

beskæftigelse og var derfor på denne dag helt arbejdsløs.

På denne baggrund finder Ankenævnet, at De på afrejsedatoen den 3.

november 2003 opfyldte betingelserne i forordningens artikel 69, stk. 1,

litra

a. Efter Ankenævnets opfattelse var De derfor berettiget til en attest E 303

under arbejdssøgning i Frankrig fra den 3. november 2003.

Ankenævnet har noteret sig, at De i perioden fra den 3. til den

22. november 2003 fik udbetalt feriedagpenge. Nævnet finder ikke, at dette

skal

have betydning for Deres ret til EØS-dagpenge i attestperioden, idet De må

formodes ikke at ville have ansøgt om feriedagpenge, hvis De oprindeligt

havde

fået udstedt en attest E 303 for perioden.

Dispensation i medfør af

forordningens artikel 69, stk. 2, sidste led:

Ankenævnet har noteret sig, at De først tilmeldte Dem

Arbejdsformidlingen i Danmark den 30. april 2004, dvs. cirka 2 måneder efter

udløbet af den attest-periode, De ansøgte om. I medfør af artikel 69, stk. 2,

andet led i forordningen betyder det som udgangspunkt, at De ved Deres

tilbagevenden til Danmark havde mistet enhver ret til danske dagpenge.

I medfør af artikel 69, stk. 2, sidste led kan den kompetente

danske myndighed forlænge den frist, inden for hvilken, De skulle være vendt

tilbage til Danmark. Ankenævnet finder, at der er grundlag for at forlænge

den

frist, inden for hvilken De skulle være hjemvendt til Danmark.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at direktoratet (og dengang

også nævnet) oprindeligt fortolkede 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1,

litra

a på en anden måde, hvilket medførte, at De ikke havde mulighed for at agere

som om, De var blevet vejledt i forbindelse med en udstedt attest E 303. Hvis

De havde fået udstedt en attest E 303 inden Deres afrejse, var De også blevet

vejledt om konsekvenserne af hjemvenden til Danmark efter udløbet af

gyldighedsperioden for Deres attest E 303 (tab af dagpengeret og reglen om

nyt

beskæftigelseskrav for genopnåelse af dagpengeret).

Ankenævnet finder, at det må have formodningen for sig, at De, på

baggrund af en sådan vejledning, ville være vendt til bage til Danmark (og

have

tilmeldt Dem Arbejdsformidlingen) inden attestperiodens udløb. Nævnet finder

derfor, at De skal stilles som sådan, og at fristen for hjemvenden til

Danmark

og tilmelding til Arbejdsformidlingen skal forlænges til den 30. april 2004,

hvor De tilmeldte Dem Arbejdsformidlingen i Danmark.

***

Ankenævnet ændrer hermed Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 30.

oktober 2003 og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse af den 9. september

2004.

Ankenævnet har samtidigt hermed anmodet Arbejdsdirektoratet om at

foranledige EØS-dagpenge udbetalt til Dem for perioden den 3. november 2003

og

til og med den 2. februar 2004.

Ankenævnet har i den forbindelse lagt Deres oplysning til grund

om, at De ikke opnåede beskæftigelse under sit ophold i Frankrig. Der er

således ikke grundlag for, at der skal ske fradrag i udbetalingen af Deres

EØS-dagpenge i attest-perioden.

Erstatning

Hvis De mener, at De på grund af Arbejdsdirektoratets vejledning

og handlinger i øvrigt har lidt et tab, skal ankenævnet henvise Dem til at

anlægge et civilt søgsmål mod Arbejdsdirektoratet ved domstolene.

Ankenævnet henviser til

–

Artikel 69, stk. 1 og

stk. 2 i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres

familiemedlemmer,

der flytter inden for Fællesskabet,

–

Artikel 83 i Rådets Forordning

(EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af

forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på

arbejdstagere,

selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden

for

Fællesskabet

(Gennemførelsesforordningen),

–

EF-Domstolens dom af den 21. februar 2002 i

sag C-215/00, Arbetsmarknadsstyrelsen mod Petra Rydergård, Samling af

Afgørelser 2002, side I-01817ff (Rydergård-dommen), og

–

§ 57 og § 62 i Lov om

arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august

2003.

På ankenævnets vegne

X X

Fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de

følgende sider.

Kopi til:

X A-kasse

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

” Af afsnittet ”Betingelser for at få en attest E 303” i

vejledningen til ansøgningen fremgår:

” .

De skal sammenlagt have

været tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og have stået til

rådighed i mindst 4 uger, efter De sidst blev ledig (4-ugers-kravet). Ferie

og

arbejde kan ikke medregnes til 4-ugers-kravet.”

De har på ansøgningen om attest E 303 oplyst, at De har haft et

arbejdsforhold ved S Symfoniorkester den 10. oktober 2003.

Den 21. oktober 2003 meddelte vi Dem, at De ikke var berettiget

til en attest E 303, hvis De fastholdt den 3. november 2003 som nøjagtig

afrejsedato fra Danmark, da De ikke opfylder 4-ugers-kravet. Vi bad Dem om at

kontakte direktoratet.

Den 25. oktober 2003 har De skriftligt klaget over direktoratets

krav om udsættelse af Deres afrejsedato. Det fremgår af Deres brev bl.a., at

De

har været tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldt ledig og stået til rådihed

for

arbejdsmarkedet, hvorfor De står uforstående over for dette krav.

Videre fremgår det, at De som freelancemusiker ikke har faste

arbejdsforhold, men arbejder, når der er brug for Dem til koncerter eller

lignende. Det gælder derfor om at opbygge et netværk, så koncerterne kan

akkumulere. Koncerterne her og der er således et led i opbygning af et

netværk,

men ikke tale om faste arbejdsforhold.

Det fremgår også, at De ikke synes det er rimeligt, at Deres

forsøg på at udvide Deres netværk og dermed Deres arbejdsmuligheder ved

arbejdssøgning i udlandet eventuelt skal reducere Deres arbejdsmuligheder her

i

landet.

Endelig fremgår det, at det forekommer Dem helt forkert, hvis De

skulle have sagt nej til koncerter i måneden inden Deres afrejse eller

eventuelt skulle skubbe Deres afrejse for at opnå en måned, hvor De ingenting

foretager Dem, for at sikre Dem muligheden for en attest E 303”.

2. Arbejdsdirektoratets

afgørelse

Direktoratet traf den 30. oktober 2003 denne afgørelse:

”De har ikke ret til en attest E 303 under arbejdssøgning i Frankrig

fra den 3. november 2003.

Begrundelse

Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at De ikke opfylder

4-ugers-kravet på det ansøgte afrejsetidspunkt den 3. november 2003.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at De har haft et

arbejdsforhold den 10. oktober.

Vi har også lagt vægt på, at det, af afsnittet ”Betingelser for at

få en attest E 303” i vejledningen til ansøgningen fremgår:

” .

De skal sammenlagt have

været tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og have stået til

rådighed i mindst 4 uger, efter De sidst blev ledig (4-ugers-kravet). Ferie

og

arbejde kan ikke medregnes til 4-ugers-kravet.”

Det følger af artikel 69, stk. 1, litra a) i forordning (EØF) nr.

1408/71, at en betingelse for at kunne få dagpenge med til udlandet er, at

man

før sin afrejse har været tilmeldt som arbejdssøgende og har stået til

rådighed

for arbejdsformidlingen (AF) i mindst fire uger, efter at man blev

arbejdsløs.

Ifølge direktoratets praksis, som fremgår af vejledning nr. 140 af

14. september 1999 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS-landene,

anses en person for arbejdsløs fra det tidspunkt, hvor personen afslutter sin

seneste beskæftigelse.

Direktoratet finder ikke grundlag for at dispensere fra

4-ugers-kravet.”.

3. Klagen til ankenævnet

I Deres klage modtaget i Arbejdsdirektoratet den 27. november 2003

skrev De følgende:

”Jeg har været tilmeldt arbejdsformidlingen som fuldt ledig og

stået til rådighed for arbejdsmarkedet, og jeg står derfor uforstående over

for

dette krav. Min seneste faste beskæftigelse (studie) ophørte i december 1998.

I min situation som freelancemusiker har jeg ikke faste

arbejdsforhold, men arbejder når der er brug for mig til koncerter eller

lignende, det være sig i et orkester eller hos en organist, som ønsker at

opføre et værk med saxofon, etc. Det gælder derfor om at opbygge et netværk,

så

koncerterne kan akkumulere.

Der er altså tale om en koncert her og der som led i opbygningen

af et netværk, men ikke tale om faste arbejdsforhold. Og jeg ophører ikke med

at være tilmeldt arbejdsformidlingen eller stå til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Det netværk, som jeg bygger op, og som gerne med tiden skulle

blive stort, er baseret på mine præstationer ved koncerterne og i særdeleshed

ved, at jeg er til rådighed for de jobs, som bliver mig tilbudt. Jeg synes

derfor ikke, det er rimeligt, at mine forsøg på at udvide mit netværk og

dermed

mine arbejdsmuligheder ved arbejdsøgning i udlandet eventuelt skal reducere

mine arbejdsmuligheder her i landet. Endvidere vil de kontakter jeg får i

Frankrig også give mig flere arbejdsmuligheder i Danmark, enten i form af

turnéer, værker som jeg kan uropføre eller ensembler/dirigenter som ønsker at

arbejde med mig.

Jeg har lagt min arbejdssøgning i udlandet i en periode, hvor jeg

kan se, at der ikke forekommer brug af saxofon i orkestrene eller andre

ensembler i mit netværk i Danmark, altså i en periode hvor jeg ikke risikerer

at miste jobs ved at tage væk. Det forekommer mig derfor helt forkert, hvis

jeg

skulle have sagt nej til koncerter i måneden inden min afrejse eller

eventuelt

skal skubbe min afrejse for at opnå en måned, hvor jeg ingenting foretager

mig,

for at sikre mig muligheden for attest E 303.”

4. Arbejdsdirektoratets

bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 6. januar 2004:

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 30. oktober 2003.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet

anledning til at ændre afgørelsen.”

5. Nyt efter klagen

På møde den 9. september 2004 traf Arbejdsmarkedets Ankenævn følgende

afgørelse (nævnssag nr. 2004-1-0012):

”De var ikke berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i

Frankrig fra den 3. november 2003.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund,

–

at De ansøgte om en

attest E 303 med afrejsedato den 3. november 2003,

–

at De i mindst 4 uger

forud for den 3. november 2003 var tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldt

ledig

og arbejdssøgende,

–

at De den 10. oktober

2003 var i beskæftigelse hos Sjællands Symfoniorkester, og

–

at Arbejdsdirektoratet

ved brev af den 21. oktober 2003 meddelte Dem, at De tidligst ville kunne

rejse

ud af Danmark og bevare Deres ret til dagpenge, hvis De udskød Deres udrejse

til den 8. november 2003 (5 dage),

Af artikel 69, stk. 1, litra a i Rådets Forordning (EØF) nr.

1408/71 fremgår, at en helt arbejdsløs arbejdstager, der opfylder de i den

danske lovgivning foreskrevne betingelser for ret til danske dagpenge, og som

rejser til et andet EØS-land for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret

til

danske dagpenge, hvis han/hun har været tilmeldt som arbejdssøgende og har

stået til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark i mindst 4 uger, efter

at

han/hun blev arbejdsløs.

Ankenævnet bemærker, at det henhører under de danske myndigheders

kompetence på grundlag af danske regler at fastsætte det tidspunkt, der skal

betragtes som arbejdsløshedens begyndelse. Ankenævnet er enig med

Arbejdsdirektoratet

i, at De skal anses for arbejdsløs, fra det tidspunkt, hvor De afsluttede

Deres

seneste beskæftigelse.

Da De var i beskæftigelse den 10. oktober 2003 begyndte Deres

arbejdsløshed den 11. oktober 2003. Den i forordningens artikel 69, stk. 1,

litra a nævnte 4-ugers-frist udløb den 7. november 2003, hvorfor De først var

berettiget

til en attest E 303 med afrejsedato den 8. november 2003.

De har i Deres klage anført, at det forekommer helt forkert, at De

skulle have sagt nej til koncert-jobs i måneden inden Deres afrejse eller

have udskudt

Deres afrejse for at sikre Dem ret til en attest E 303.

4-ugers-fristen i forordningens artikel 69, stk. 1, litra a, har

blandt andet til formål at gøre det muligt for myndighederne i afrejselandet

(i

dette tilfælde Danmark) at sikre sig, at arbejdstageren virkelig er

arbejdsløs,

dels at tilbyde den arbejdsløse beskæftigelse, inden han/hun for

medlemsstatens

regning tager af sted for at søge beskæftigelse i en anden medlemsstat.

I medfør af artikel 69 kan De som arbejdsløs arbejdstager, uden at

miste retten til danske dagpenge, rejse til Frankrig (eller andre EØS-lande)

for at søge beskæftigelse, uden at De i denne periode behøver at stille Dem

til

rådighed for den danske arbejdsformidling, selvom dette ifølge de danske

regler

er en betingelse for at modtage danske dagpenge. I forhold til Dem er

bestemmelsen

en selvstændig EU-baseret undtagelse fra de danske regler, der giver Dem en

rettighed, som De ellers ikke ville have haft i medfør af de danske regler.

For

at De kan opnå denne rettighed, skal betingelserne i artikel 69 imidlertid

være

opfyldt.

Af artikel 69, stk. 1 fremgår, at retten til at tage danske

dagpenge med sig til andre EØS-lande kun tilkommer arbejdstagere, der har

været

helt

arbejdsløse i hele den i artikel

69, stk. 1, litra a nævnte 4-ugers-frist. På den ansøgte afrejsedato den 3.

november 2003 opfyldte De ikke betingelsen om at have været helt arbejdsløs i

mindst 4 uger, idet De havde været i beskæftigelse den 10. oktober 2003. De

var

derfor ikke berettiget til at få udstedt en attest E 303 fra og med den 3.

november 2003.

Ifølge artikel 69, stk. 1, litra a, 2. punktum, kan de danske

myndigheder give samtykke til, at den arbejdsløse rejser inden udløbet af

4-ugers-fristen nævnt i artikel 69, stk. 1, litra a. Efter sin praksis har

Ankenævnet dispenseret fra 4-ugers-fristen, i tilfælde, hvor et medlem er

flyttet med sin ægtefælle eller samlever i forbindelse med dennes overtagelse

af varigt arbejde i et andet EØS-land. Ankenævnet finder i denne sag ikke

noget

grundlag for at dispensere fra 4-ugers-fristen.

Ankenævnet henviser til artikel 69, stk. 1, litra a i Rådets

Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på

arbejdstagere,

selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden

for

Fællesskabet.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 30.

oktober 2003.”

Ved brev af den 21. februar 2005 meddelte sekretariatet for

Arbejdsmarkedets Ankenævn Dem, at nævnet i sager vedrørende attest E 303

efterfølgende har ændret praksis og på den baggrund ad egen drift havde

besluttet at genoptage Deres sag.

Den 22. februar 2005 har Arbejdsformidlingen til nævnssekretariatet

oplyst, at De (der havde været tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldt ledig

siden den 30. december 1998) den 2. december 2003 afmeldte Dem

Arbejdsformidlingen

(ingen forklaringstekst i systemet), og at De tilmeldte sig

Arbejdsformidlingen

igen den 30. april 2004.

Sekretariatet har den 21. og 22. februar 2005 kontaktet Deres

a-kasse for at få oplyst yderligere om forløbet i Deres sag. Kassen har

tilsendt nævnssekretariatet yderligere materiale.

Af Deres dagpengekort fremgår, at De i 4-ugers-perioden forud for

den ansøgte afrejsedato den 3. november 2003 var beskæftiget 35 timer ved S

Symfoniorkester, 3 timer i H-by Kirke, 3 timer i O-by Kirke og 8 timer med en

CD-indspilning – i alt 49 timer.

De var ifølge dagpengekortet ikke i beskæftigelse den 3. november

2003 og modtog feriedagpenge fra den 3. november og til og med den 20.

november

2003.

Det fremgår endvidere, at De ved ansøgning dateret den 27. oktober

2003 ansøgte om feriedagpenge.

Kassen har endvidere oplyst, at De rejste til Frankrig fra 3. november

2003. De afmeldte Dem a-kassen den 1. december 2003. De meddelte kassen om

Deres flytning til Frankrig. De var herefter i Frankrig frem til den 29.

april

2004 og den 30. april gentilmeldte De Dem Arbejdsformidlingen og orienterede

kassen om Deres hjemkomst.

Af et notat fra kassen fremgår, at De fik afslag på en attest E

303 fra Arbejdsdirektoratet 2 dage inden De skulle af sted, at De

ville

af sted til Frankrig og havde købt

flybillet til Frankrig med afrejse den 3. november 2003 og havde fundet et

sted

at bo i Paris.

Den 23. februar 2005 har De til nævnssekretariatet oplyst, at De, efter at

det stod Dem klart, at

De ikke kunne komme af sted på en attest E 303 den 3. november 2003, fik det

råd fra a-kassen, at De kunne tage ferie med feriedagpenge for på den måde at

få lidt penge med til Frankrig.

Efter udløbet

af Deres ferie tilmeldte De Dem Arbejdsformidlingen i Frankrig og var

tilmeldt

i hele den periode, De opholdt Dem i Frankrig. De oplyste, at De ikke opnåede

beskæftigelse

i Frankrig på noget tidspunkt i perioden, men at De fik skabt Dem et godt

netværk under opholdet. De oplyste, at hun lånte penge for at klare opholdet

økonomisk.

Den 28.

februar 2005 har sekretariatet fra Dem modtaget dokumentation for, at De den

25. november 2003 blev tilmeldt den franske arbejdsformidling (ANPE og

ASSEDIC). Der foreligger også et brev fra den franske arbejdsformidling

dateret

den 4. maj 2004, hvoraf det fremgår, at arbejdsformidlingen bekræfter at have

modtaget Deres oplysning om, at De skiftede bopæl.

6. Regler

Rådets forordning (EØF) nr.

1408/71 af den 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på

arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der

flytter inden for Fællesskabet

KAPITEL 6

ARBEJDSLØSHED

Afdeling 2

Arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat end den kompetente

stat

Artikel 69

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser

1.

En helt arbejdsløs

arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en

medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som

rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér,

bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for

følgende

grænser:

a)

han skal før sin afrejse

have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til

rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger,

efter at han blev arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller

den

kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet

af denne frist

;

b)

han

skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de

medlemsstater, han rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol;

denne betingelse anses for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen,

såfremt denne sker inden syv dage efter det tidspunkt, da den pågældende er

ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har

forladt; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor

eller

den kompetente institution forlænge denne frist;

c)

retten

til ydelser bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det

tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for

arbejdsformidlingen

i den stat, han har forladt, dog således at det samlede tidsrum, for hvilket

der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket den

pågældende har ret til ydelser i medfør af den nævnte stats lovgivning; hvor

det drejer sig om en sæsonarbejder, er dette tidsrum yderligere begrænset til

den resterende del af den sæson, for hvilken han er ansat.

2.

Såfremt den pågældende

vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af den periode, i

hvilken

han efter bestemmelserne i stk. 1, litra c), har ret til ydelser, er han

fortsat

berettiget til ydelser efter denne stats lovgivning; såfremt han ikke vender

tilbage til den kompetente stat inden udløbet af nævnte periode, mister han

enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning; i undtagelsestilfælde

kan

det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution

forlænge denne frist.

Forordning (EØF) nr. 574/72

af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr.

1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere,

selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for

Fællesskabet

KAPITEL 6

YDELSER VED ARBEJDSLØSHED

Gennemførelse af forordningens artikel 69

Artikel 83

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser, når den

arbejdsløse rejser til en anden medlemsstat

1.

For at bevare sin ret

til ydelser skal den i forordningens artikel 69, stk. 1, omhandlede

arbejdsløse

for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en attest,

hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende fortsat har

ret

til ydelser på de i stk. 1, litra b), i den nævnte artikel fastsatte vilkår.

Den kompetente institution skal i denne attest navnlig angive:

a)

størrelsen af den

ydelse, der efter den kompetente stats lovgivning skal udbetales den

arbejdsløse

b)

det tidspunkt, hvorfra

den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i

den

kompetente stat

c)

den frist, der er

indrømmet efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra b), for tilmelding

som

arbejdssøgende i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst

d)

det længste tidsrum,

hvori retten til ydelser kan bevares efter forordningens artikel 69, stk. 1,

litra c)

e)

forhold, der kan ændre

retten til ydelser.

2.

En arbejdsløs, der

agter at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, skal

før

sin afrejse anmode om at få udstedt den i stk. 1 omhandlede attest.

Fremlægger

den arbejdsløse ikke nævnte attest, retter institutionen på det sted, hvortil

han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe

den.

Arbejdsformidlingen i den kompetente stat skal sikre sig, at den arbejdsløse

er

underrettet om de forpligtelser, der påhviler ham i medfør af forordningens

artikel 69 og denne artikel.

3.

[ ]

EF-Domstolens dom af den 21. februar 2002 i sag C-215/00,

Arbetsmarknadsstyrelsen

mod Petra Rydergård, Samling af Afgørelser 2002, side I-01817ff:

Sagen handlede om fortolkningen af 4-ugers-kravet i artikel 69,

stk. 1, litra a. Uddrag af dommen:

17.

Det bemærkes, at efter

artikel 69 i forordning nr. 1408/71 kan en arbejdsløs arbejdstager uden at

miste retten til ydelser ved arbejdsløshed i den kompetente stat i en bestemt

periode rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse, uden at han

behøver at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente

stat, selv om en forpligtelse hertil måtte være fastsat i den nationale

lovgivning (dom af 19.6.1980, forenede sager 41/79, 121/79 og 796/79, Testa

m.fl., Sml. s. 1979, præmis 4).

18.

Denne bestemmelse er

ikke blot en foranstaltning til samordning af de nationale regler vedrørende

social sikring. I forhold til den arbejdstager, der benytter sig af den, er

bestemmelsen en selvstændig undtagelse fra den interne rets regler, og den

skal

fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne, uanset hvordan de nationale

lovgivninger om bevarelse eller fortabelse af retten til ydelser ved

arbejdsløshed er indrettet (Testa-dommen, præmis 5).

19.

Det følger heraf, at de

betingelser, der er fastsat i artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 1408/71,

skal forstås som udtømmende, og at det ikke er tilladt for medlemsstaternes

kompetente myndigheder at fastsætte yderligere betingelser.

20.

Denne konstatering

betyder imidlertid ikke, at det er ufornødent at henholde sig enten til den

nationale ret i den medlemsstat, som den arbejdsløse forlader, eller til den

nationale ret i den medlemsstat, som han rejser til, med henblik på at

efterprøve, om visse af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse,

er

opfyldt.

21.

Dette er bl.a.

tilfældet for så vidt angår den betingelse, der er fastsat i artikel 69, stk.

1, litra b), i forordning nr. 1408/71, hvorefter arbejdstageren skal

underkaste

sig arbejdsformidlingens kontrol i den medlemsstat, han rejser til.

22.

Det samme gør sig

gældende med hensyn til den betingelse, der er fastsat i artikel 69, stk. 1,

litra c), i forordning nr. 1408/71, hvorefter det samlede tidsrum, for

hvilket

der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket

arbejdstageren har ret til ydelserne i henhold til lovgivningen i den

medlemsstat, som han har forladt.

23.

Efterprøvelsen af disse

betingelser forudsætter nødvendigvis anvendelsen af dels lovbestemmelser i

den

medlemsstat, som arbejdstageren rejser til, der regulerer

arbejdsformidlingernes

kontrol med de arbejdsløse, og dels lovbestemmelser i den medlemsstat, som

den

arbejdsløse har forladt, der regulerer varigheden af tidsrummet for hvilket,

der kan tilkendes ydelser ved arbejdsløshed. Disse bestemmelser kan være

forskellige

fra medlemsstat til medlemsstat uden for så vidt at være til hinder for en

ensartet anvendelse af artikel 69 i forordning nr. 1408/71.

24.

Forordningens artikel

69, stk. 1, litra a), hvorefter arbejdstageren skal have været tilmeldt som

arbejdssøgende og have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den

kompetente stat i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, skal ses i

denne sammenhæng.

25.

Den ensartede

anvendelse af denne bestemmelse i alle medlemsstaterne - der gør det muligt

at

nå bestemmelsens mål, som består i at medvirke til at sikre arbejdskraftens

frie bevægelighed i overensstemmelse med artikel 42 EF - kræver ikke, at

proceduren i forbindelse med tilmeldelse af en arbejdstager som

arbejdssøgende

og spørgsmålet om, på hvilke betingelser han skal anses for at have stået til

rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat, er reguleret på en

ensartet måde i alle medlemsstaterne.

26.

Det følger heraf, at

vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt en person har stået til rådighed for

arbejdsformidlingen i den kompetente medlemsstat, skal foretages ifølge denne

stats relevante bestemmelser. I hovedsagen skal den forelæggende ret bl.a.

undersøge, om tabet af retten til dagpenge i den periode, hvor den pågældende

oppebærer midlertidig forældreydelse, i henhold til svensk lovgivning

udelukker, at den pågældende arbejdstager i den periode kan betragtes, som om

han står til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat.

27.

Det første spørgsmål

skal derfor besvares med, at bedømmelsen af, på hvilke betingelser en person

kan anses for at have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den

kompetente stat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 69, stk.

1, litra a), i forordning nr. 1408/71, skal foretages på grundlag af national

ret i denne stat.

Det andet spørgsmål

28.

Som fastslået i præmis

19 i denne dom er artikel 69 i forordning nr. 1408/71 i forhold til de

arbejdstagere, der benytter sig af bestemmelsen, en selvstændig undtagelse

fra

national ret, der skal fortolkes ensartet, og de betingelser, der er fastsat

for anvendelse af denne undtagelse, skal anses for at være udtømmende.

29.

Artikel 69, stk. 1,

litra a), i forordning nr. 1408/71 fastsætter imidlertid alene en periode på

mindst fire uger, efter at arbejdstageren blev arbejdsløs, hvori han skal stå

til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat.

30.

Denne betingelse har

bl.a. til formål at gøre det muligt for myndighederne i den første stat dels

at

sikre sig, at arbejdstageren virkelig er arbejdsløs, dels at tilbyde ham

beskæftigelse, før han for medlemsstatens regning tager af sted for at søge

beskæftigelse i en anden medlemsstat.

31.

For at dette mål kan

nås er det ikke nødvendigt at kræve, at perioden på fire uger er uafbrudt.

Det

er derimod tilstrækkeligt, at den arbejdssøgende har stået til rådighed for

arbejdsformidlingen i den kompetente stat i en samlet periode på mindst fire

uger, efter han er blevet arbejdsløs. Det henhører under de nationale

myndigheder i hvert tilfælde på grundlag af national ret at fastsætte det

tidspunkt, der skal betragtes som arbejdsløshedens begyndelse, og at sikre

sig,

at denne varighed er nået, idet de bl.a. skal tage højde for det svar, der

blev

givet på det første spørgsmål (dvs. ved anvendelse af national ret

(Ankenævnets

tilføjelse)).

32.

Det andet spørgsmål

skal derfor besvares med, at artikel 69, stk. 1, litra a), i forordning nr.

1408/71 skal fortolkes således, at en arbejdssøgende for at kunne bevare

retten

til ydelser ved arbejdsløshed, som omhandlet i denne bestemmelse, skal have

stået til rådighed for den kompetente stats arbejdsformidling i en samlet

periode på mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, uanset om denne

periode har været afbrudt.

[ ]

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Regeringsrätten ved

kendelse af 3. maj 2000, for ret:

1)

Bedømmelsen af, på

hvilke betingelser en person kan anses for at have stået til rådighed for

arbejdsformidlingen i den kompetente stat i den forstand, hvori udtrykket er

anvendt i artikel 69, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71

af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på

arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der

flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning

(EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, skal foretages på grundlag af national

ret

i denne stat.

2)

Artikel 69, stk. 1,

litra a), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning

nr.

118/97, skal fortolkes således, at en arbejdssøgende for at kunne bevare

retten

til ydelser ved arbejdsløshed, som omhandlet i denne bestemmelse, skal have

stået til rådighed for den kompetente stats arbejdsformidling i en samlet

periode på mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, uanset om denne

periode har været afbrudt.

Lov om

arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august

2003:

§ 57.

Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er

ledigt, jf. dog kapitel 11 b. Dagpenge kan ikke udbetales for

ledighedsperioder, hvor medlemmet er berettiget til en dagpengegodtgørelse

fra

arbejdsgiveren, jf. § 84, medmindre andet følger af regler fastsat af

direktøren for Arbejdsdirektoratet i medfør af § 84, stk. 11.

Stk. 2.

[ ]

Stk. 3.

[ ]

Stk. 4.

Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted,

hvis den ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.

Tilmelding

skal ske, når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten

med

Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden.

Stk. 5.

Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter

efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om de

dagpengemæssige

konsekvenser af manglende kontakt til Arbejdsformidlingen, samt i hvilke

tilfælde manglende tilmelding ikke skal have dagpengemæssige konsekvenser.

Stk. 6.

[ ]

§ 62.

Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem,

som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være

til

rådighed, at medlemmet

1) er aktivt arbejdssøgende,

2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel,

3) kan og vil deltage i kontaktforløb og tilbud efter lov

om en aktiv beskæftigelsesindsats, og

4) giver arbejdsformidlingen de oplysninger, som er

nødvendige for, at medlemmet kan formidles arbejde og gives tilbud efter lov

om

en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2.

Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

1) som er sygt eller i øvrigt ude af stand til at påtage

sig arbejde af normalt omfang,

2) som aftjener værnepligt eller unddrager sig denne,

3) som ved domstols- eller administrativ afgørelse er

berøvet sin frihed, eller som unddrager sig frihedsberøvelse,

4)som forsørges på institution, eller

5) som af anden grund ikke står til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Stk. 3.

Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter

efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af

bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan herunder fastsættes nærmere

bestemmelser om

1) de betingelser, et medlem skal opfylde for at kunne

anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,

2) medlemmets kontakt med arbejdsløshedskassen,

arbejdsformidlingen og andre aktører i forbindelse med den aktive

beskæftigelsespolitik, samt

3) tab af dagpengeret som følge af manglende rådighed og

generhvervelse af dagpengeret.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter