EØS. Attest E 303. Genoptagelse. Fortolkning af 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1, litra a. 1, litra a. Medlemmet M var berettiget til en attest E 303, selvom hun havde arbejdet 49 timer i 4-ugers-perioden forud for afrejsen til Frankrig. Dispensation i medfør af forordningens artikel 69, stk. 2, sidste led, for for sen hjemkomst til Danmark efter udløb af attest E 303
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
EØS.
Attest E 303. Genoptagelse. Fortolkning af 4-ugers-kravet i artikel 69, stk.
1,
litra a. 1, litra a. Medlemmet M var berettiget til en attest E 303, selvom
hun
havde arbejdet 49 timer i 4-ugers-perioden forud for afrejsen til Frankrig.
Dispensation i medfør af forordningens artikel 69, stk. 2,
sidste led, for for sen hjemkomst til Danmark efter udløb af attest E 303
Den 9. september 2004 traf Arbejdsmarkedets Ankenævn afgørelse om,
at De ikke var berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Frankrig
fra den 3. november 2003 (nævnssag med j.nr. 2004-1-0012).
Som meddelt Dem ved brev af den 21. februar 2005 har
Arbejdsmarkedets Ankenævn besluttet at genoptage Deres sag.
Ankenævnet har behandlet Deres sag på møde den 10. marts 2005.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De var berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i
Frankrig fra den 3. november 2003 til den 2. februar 2004.
Det forhold, at De fik udbetalt feriedagpenge i attestperioden,
berører ikke Deres ret til at få udbetalt EØS-dagpenge for disse dage.
Ankenævnet forlænger den frist, inden for hvilken De efter udløbet
af den attest E 303, De med denne afgørelse er blevet berettiget til, skulle
være hjemvendt til Danmark (2. februar 2004) til den 30. april 2004.
B E G R U N D E L S E
Retten til en attest E 303
med afrejsedato den 3.november 2003
Artikel 69 i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 har til mål at
medvirke til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed i overensstemmelse
med
artikel 42 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab, jf. præmis 25 i
Læs alt
EF-Domstolens dom af den 21. februar 2002 i sag C-215/00,
Arbetsmarknadsstyrelsen
mod Petra Rydergård (Rydergård-dommen – refereret under afsnit 6.
Regler).
I medfør af artikel 69 kan De som arbejdsløs arbejdstager, uden at
miste retten til danske dagpenge, rejse til Frankrig (eller andre EØS-lande)
for at søge beskæftigelse, uden at De i denne periode behøver at stille Dem
til
rådighed for den danske Arbejdsformidling, selvom dette ifølge de danske
regler
er en betingelse for at modtage danske dagpenge, jf. præmis 17 i
Rydergård-dommen. I forhold til Dem er bestemmelsen en selvstændig EU-baseret
undtagelse fra de danske regler, der giver Dem en rettighed, som De ellers
ikke
ville have haft i medfør af de danske regler. For at De kan opnå denne
rettighed, skal betingelserne i artikel 69 være opfyldt, jf. præmis 18 i
Rydergård-dommen.
Af artikel 69, stk. 1, litra a fremgår, at en helt arbejdsløs
arbejdstager, der opfylder de i den danske lovgivning foreskrevne betingelser
for ret til danske dagpenge, og som rejser til et andet EØS-land for at søge
beskæftigelse dér, bevarer sin ret til danske dagpenge, hvis hun har været
tilmeldt som arbejdssøgende og har stået til rådighed for Arbejdsformidlingen
i
Danmark i mindst 4 uger, efter at hun blev arbejdsløs (4-ugers-kravet).
Ankenævnet bemærker, at vurderingen af, hvorvidt De stod til
rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark, skal foretages på grundlag af de
danske regler herom. Det skal f.eks. undersøges, om tabet af retten til
(supplerende)
dagpenge i de perioder frem til Deres afrejse, hvor De var i midlertidig
beskæftigelse, i henhold til dansk lovgivning udelukker, at De kunne
betragtes
som om, at De stod til rådighed for Arbejdsformidlingen, jf. præmis 26 og 27
i
Rydergård-dommen.
For som fuldtidsforsikret a-kasse-medlem at være berettiget til
(supplerende) dagpenge er det efter de danske regler en betingelse, at man
skal
være tilmeldt Arbejdsformidlingen. Man skal endvidere stå til rådighed for at
kunne overtage et af Arbejdsformidlingen anvist fuldtidsarbejde dagen efter,
at
arbejdet er tilbudt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 og § 62. De var
som dimittend tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende siden den 30.
december 1998. Under Deres kortvarige beskæftigelser i perioden forud for den
ansøgte afrejsedato, der ikke var omfattet af noget opsigelsesvarsel,
frameldte
De Dem ikke Arbejdsformidlingen, og De stod således til rådighed for at
overtage et af Arbejdsformidlingen anvist fuldtidsarbejde, dagen efter, at
det var
blevet tilbudt. Under beskæftigelsen opfyldte De således forordningens
betingelser om at have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til
rådighed for Arbejdsformidlingen.
4-ugers-kravet i forordningens artikel 69, stk. 1, litra a, har
blandt andet til formål at gøre det muligt for myndighederne i afrejselandet
(i
dette tilfælde Danmark) at sikre sig, at arbejdstageren virkelig er
arbejdsløs,
dels at tilbyde den arbejdsløse beskæftigelse, inden han for medlemsstatens
regning
tager af sted for at søge beskæftigelse i en anden EØS-medlemsstat, jf.
præmis
30 i Rydergård-dommen.
For at dette mål kan nås, er det ikke nødvendigt at kræve, at
perioden på fire uger er uafbrudt. Det er tilstrækkeligt, at De stod til
rådighed for Arbejdsformidlingen i en samlet periode på mindst 4 uger, efter
at
De blev arbejdsløs. Ankenævnet skal i denne forbindelse bemærke, at det
henhører under de danske myndigheders kompetence, på grundlag af danske
regler,
at fastsætte det tidspunkt, der skal betragtes som arbejdsløshedens
begyndelse,
jf. præmis 31 i Rydergård-dommen.
Ankenævnet finder, at Deres arbejdsløshed begyndte, da De meldte
Dem ledig på Arbejdsformidlingen som dimittend den 30. december 1998. Selvom
De
i perioden frem til Deres afrejse, havde midlertidige beskæftigelser af
kortere
varighed, så var De efter nævnets opfattelse, i henhold til såvel de danske
regler som i henhold til forordningen, at betragte som arbejdsløs. Forud for
afrejsedatoen den 3. november 2003 havde De været arbejdsløs og stået til
rådighed for Arbejdsformidlingen i sammenlagt 4 uger.
Ankenævnet bemærker, at beskæftigelserne i perioden forud for
Deres afrejse medførte en reduktion i Deres ret til dagpenge for den periode,
De arbejdede, men ikke i øvrigt medførte bortfald af Deres generelle
dagpengeret.
På afrejsedagen (begyndelsesdatoen for Deres attest E 303) opfyldte De
således
betingelserne for ret til danske dagpenge. På afrejsedagen havde De nul
timers
beskæftigelse og var derfor på denne dag helt arbejdsløs.
På denne baggrund finder Ankenævnet, at De på afrejsedatoen den 3.
november 2003 opfyldte betingelserne i forordningens artikel 69, stk. 1,
litra
a. Efter Ankenævnets opfattelse var De derfor berettiget til en attest E 303
under arbejdssøgning i Frankrig fra den 3. november 2003.
Ankenævnet har noteret sig, at De i perioden fra den 3. til den
22. november 2003 fik udbetalt feriedagpenge. Nævnet finder ikke, at dette
skal
have betydning for Deres ret til EØS-dagpenge i attestperioden, idet De må
formodes ikke at ville have ansøgt om feriedagpenge, hvis De oprindeligt
havde
fået udstedt en attest E 303 for perioden.
Dispensation i medfør af
forordningens artikel 69, stk. 2, sidste led:
Ankenævnet har noteret sig, at De først tilmeldte Dem
Arbejdsformidlingen i Danmark den 30. april 2004, dvs. cirka 2 måneder efter
udløbet af den attest-periode, De ansøgte om. I medfør af artikel 69, stk. 2,
andet led i forordningen betyder det som udgangspunkt, at De ved Deres
tilbagevenden til Danmark havde mistet enhver ret til danske dagpenge.
I medfør af artikel 69, stk. 2, sidste led kan den kompetente
danske myndighed forlænge den frist, inden for hvilken, De skulle være vendt
tilbage til Danmark. Ankenævnet finder, at der er grundlag for at forlænge
den
frist, inden for hvilken De skulle være hjemvendt til Danmark.
Ankenævnet har herved lagt vægt på, at direktoratet (og dengang
også nævnet) oprindeligt fortolkede 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1,
litra
a på en anden måde, hvilket medførte, at De ikke havde mulighed for at agere
som om, De var blevet vejledt i forbindelse med en udstedt attest E 303. Hvis
De havde fået udstedt en attest E 303 inden Deres afrejse, var De også blevet
vejledt om konsekvenserne af hjemvenden til Danmark efter udløbet af
gyldighedsperioden for Deres attest E 303 (tab af dagpengeret og reglen om
nyt
beskæftigelseskrav for genopnåelse af dagpengeret).
Ankenævnet finder, at det må have formodningen for sig, at De, på
baggrund af en sådan vejledning, ville være vendt til bage til Danmark (og
have
tilmeldt Dem Arbejdsformidlingen) inden attestperiodens udløb. Nævnet finder
derfor, at De skal stilles som sådan, og at fristen for hjemvenden til
Danmark
og tilmelding til Arbejdsformidlingen skal forlænges til den 30. april 2004,
hvor De tilmeldte Dem Arbejdsformidlingen i Danmark.
***
Ankenævnet ændrer hermed Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 30.
oktober 2003 og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse af den 9. september
2004.
Ankenævnet har samtidigt hermed anmodet Arbejdsdirektoratet om at
foranledige EØS-dagpenge udbetalt til Dem for perioden den 3. november 2003
og
til og med den 2. februar 2004.
Ankenævnet har i den forbindelse lagt Deres oplysning til grund
om, at De ikke opnåede beskæftigelse under sit ophold i Frankrig. Der er
således ikke grundlag for, at der skal ske fradrag i udbetalingen af Deres
EØS-dagpenge i attest-perioden.
Erstatning
Hvis De mener, at De på grund af Arbejdsdirektoratets vejledning
og handlinger i øvrigt har lidt et tab, skal ankenævnet henvise Dem til at
anlægge et civilt søgsmål mod Arbejdsdirektoratet ved domstolene.
Ankenævnet henviser til
–
Artikel 69, stk. 1 og
stk. 2 i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale
sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres
familiemedlemmer,
der flytter inden for Fællesskabet,
–
Artikel 83 i Rådets Forordning
(EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af
forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på
arbejdstagere,
selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden
for
Fællesskabet
(Gennemførelsesforordningen),
–
EF-Domstolens dom af den 21. februar 2002 i
sag C-215/00, Arbetsmarknadsstyrelsen mod Petra Rydergård, Samling af
Afgørelser 2002, side I-01817ff (Rydergård-dommen), og
–
§ 57 og § 62 i Lov om
arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august
2003.
På ankenævnets vegne
X X
Fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de
følgende sider.
Kopi til:
X A-kasse
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
” Af afsnittet ”Betingelser for at få en attest E 303” i
vejledningen til ansøgningen fremgår:
” .
De skal sammenlagt have
været tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og have stået til
rådighed i mindst 4 uger, efter De sidst blev ledig (4-ugers-kravet). Ferie
og
arbejde kan ikke medregnes til 4-ugers-kravet.”
De har på ansøgningen om attest E 303 oplyst, at De har haft et
arbejdsforhold ved S Symfoniorkester den 10. oktober 2003.
Den 21. oktober 2003 meddelte vi Dem, at De ikke var berettiget
til en attest E 303, hvis De fastholdt den 3. november 2003 som nøjagtig
afrejsedato fra Danmark, da De ikke opfylder 4-ugers-kravet. Vi bad Dem om at
kontakte direktoratet.
Den 25. oktober 2003 har De skriftligt klaget over direktoratets
krav om udsættelse af Deres afrejsedato. Det fremgår af Deres brev bl.a., at
De
har været tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldt ledig og stået til rådihed
for
arbejdsmarkedet, hvorfor De står uforstående over for dette krav.
Videre fremgår det, at De som freelancemusiker ikke har faste
arbejdsforhold, men arbejder, når der er brug for Dem til koncerter eller
lignende. Det gælder derfor om at opbygge et netværk, så koncerterne kan
akkumulere. Koncerterne her og der er således et led i opbygning af et
netværk,
men ikke tale om faste arbejdsforhold.
Det fremgår også, at De ikke synes det er rimeligt, at Deres
forsøg på at udvide Deres netværk og dermed Deres arbejdsmuligheder ved
arbejdssøgning i udlandet eventuelt skal reducere Deres arbejdsmuligheder her
i
landet.
Endelig fremgår det, at det forekommer Dem helt forkert, hvis De
skulle have sagt nej til koncerter i måneden inden Deres afrejse eller
eventuelt skulle skubbe Deres afrejse for at opnå en måned, hvor De ingenting
foretager Dem, for at sikre Dem muligheden for en attest E 303”.
2. Arbejdsdirektoratets
afgørelse
Direktoratet traf den 30. oktober 2003 denne afgørelse:
”De har ikke ret til en attest E 303 under arbejdssøgning i Frankrig
fra den 3. november 2003.
Begrundelse
Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at De ikke opfylder
4-ugers-kravet på det ansøgte afrejsetidspunkt den 3. november 2003.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at De har haft et
arbejdsforhold den 10. oktober.
Vi har også lagt vægt på, at det, af afsnittet ”Betingelser for at
få en attest E 303” i vejledningen til ansøgningen fremgår:
” .
De skal sammenlagt have
været tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og have stået til
rådighed i mindst 4 uger, efter De sidst blev ledig (4-ugers-kravet). Ferie
og
arbejde kan ikke medregnes til 4-ugers-kravet.”
Det følger af artikel 69, stk. 1, litra a) i forordning (EØF) nr.
1408/71, at en betingelse for at kunne få dagpenge med til udlandet er, at
man
før sin afrejse har været tilmeldt som arbejdssøgende og har stået til
rådighed
for arbejdsformidlingen (AF) i mindst fire uger, efter at man blev
arbejdsløs.
Ifølge direktoratets praksis, som fremgår af vejledning nr. 140 af
14. september 1999 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS-landene,
anses en person for arbejdsløs fra det tidspunkt, hvor personen afslutter sin
seneste beskæftigelse.
Direktoratet finder ikke grundlag for at dispensere fra
4-ugers-kravet.”.
3. Klagen til ankenævnet
I Deres klage modtaget i Arbejdsdirektoratet den 27. november 2003
skrev De følgende:
”Jeg har været tilmeldt arbejdsformidlingen som fuldt ledig og
stået til rådighed for arbejdsmarkedet, og jeg står derfor uforstående over
for
dette krav. Min seneste faste beskæftigelse (studie) ophørte i december 1998.
I min situation som freelancemusiker har jeg ikke faste
arbejdsforhold, men arbejder når der er brug for mig til koncerter eller
lignende, det være sig i et orkester eller hos en organist, som ønsker at
opføre et værk med saxofon, etc. Det gælder derfor om at opbygge et netværk,
så
koncerterne kan akkumulere.
Der er altså tale om en koncert her og der som led i opbygningen
af et netværk, men ikke tale om faste arbejdsforhold. Og jeg ophører ikke med
at være tilmeldt arbejdsformidlingen eller stå til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Det netværk, som jeg bygger op, og som gerne med tiden skulle
blive stort, er baseret på mine præstationer ved koncerterne og i særdeleshed
ved, at jeg er til rådighed for de jobs, som bliver mig tilbudt. Jeg synes
derfor ikke, det er rimeligt, at mine forsøg på at udvide mit netværk og
dermed
mine arbejdsmuligheder ved arbejdsøgning i udlandet eventuelt skal reducere
mine arbejdsmuligheder her i landet. Endvidere vil de kontakter jeg får i
Frankrig også give mig flere arbejdsmuligheder i Danmark, enten i form af
turnéer, værker som jeg kan uropføre eller ensembler/dirigenter som ønsker at
arbejde med mig.
Jeg har lagt min arbejdssøgning i udlandet i en periode, hvor jeg
kan se, at der ikke forekommer brug af saxofon i orkestrene eller andre
ensembler i mit netværk i Danmark, altså i en periode hvor jeg ikke risikerer
at miste jobs ved at tage væk. Det forekommer mig derfor helt forkert, hvis
jeg
skulle have sagt nej til koncerter i måneden inden min afrejse eller
eventuelt
skal skubbe min afrejse for at opnå en måned, hvor jeg ingenting foretager
mig,
for at sikre mig muligheden for attest E 303.”
4. Arbejdsdirektoratets
bemærkninger til klagen
Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 6. januar 2004:
”Direktoratet sender klage over afgørelse af 30. oktober 2003.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet
anledning til at ændre afgørelsen.”
5. Nyt efter klagen
På møde den 9. september 2004 traf Arbejdsmarkedets Ankenævn følgende
afgørelse (nævnssag nr. 2004-1-0012):
”De var ikke berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i
Frankrig fra den 3. november 2003.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund,
–
at De ansøgte om en
attest E 303 med afrejsedato den 3. november 2003,
–
at De i mindst 4 uger
forud for den 3. november 2003 var tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldt
ledig
og arbejdssøgende,
–
at De den 10. oktober
2003 var i beskæftigelse hos Sjællands Symfoniorkester, og
–
at Arbejdsdirektoratet
ved brev af den 21. oktober 2003 meddelte Dem, at De tidligst ville kunne
rejse
ud af Danmark og bevare Deres ret til dagpenge, hvis De udskød Deres udrejse
til den 8. november 2003 (5 dage),
Af artikel 69, stk. 1, litra a i Rådets Forordning (EØF) nr.
1408/71 fremgår, at en helt arbejdsløs arbejdstager, der opfylder de i den
danske lovgivning foreskrevne betingelser for ret til danske dagpenge, og som
rejser til et andet EØS-land for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret
til
danske dagpenge, hvis han/hun har været tilmeldt som arbejdssøgende og har
stået til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark i mindst 4 uger, efter
at
han/hun blev arbejdsløs.
Ankenævnet bemærker, at det henhører under de danske myndigheders
kompetence på grundlag af danske regler at fastsætte det tidspunkt, der skal
betragtes som arbejdsløshedens begyndelse. Ankenævnet er enig med
Arbejdsdirektoratet
i, at De skal anses for arbejdsløs, fra det tidspunkt, hvor De afsluttede
Deres
seneste beskæftigelse.
Da De var i beskæftigelse den 10. oktober 2003 begyndte Deres
arbejdsløshed den 11. oktober 2003. Den i forordningens artikel 69, stk. 1,
litra a nævnte 4-ugers-frist udløb den 7. november 2003, hvorfor De først var
berettiget
til en attest E 303 med afrejsedato den 8. november 2003.
De har i Deres klage anført, at det forekommer helt forkert, at De
skulle have sagt nej til koncert-jobs i måneden inden Deres afrejse eller
have udskudt
Deres afrejse for at sikre Dem ret til en attest E 303.
4-ugers-fristen i forordningens artikel 69, stk. 1, litra a, har
blandt andet til formål at gøre det muligt for myndighederne i afrejselandet
(i
dette tilfælde Danmark) at sikre sig, at arbejdstageren virkelig er
arbejdsløs,
dels at tilbyde den arbejdsløse beskæftigelse, inden han/hun for
medlemsstatens
regning tager af sted for at søge beskæftigelse i en anden medlemsstat.
I medfør af artikel 69 kan De som arbejdsløs arbejdstager, uden at
miste retten til danske dagpenge, rejse til Frankrig (eller andre EØS-lande)
for at søge beskæftigelse, uden at De i denne periode behøver at stille Dem
til
rådighed for den danske arbejdsformidling, selvom dette ifølge de danske
regler
er en betingelse for at modtage danske dagpenge. I forhold til Dem er
bestemmelsen
en selvstændig EU-baseret undtagelse fra de danske regler, der giver Dem en
rettighed, som De ellers ikke ville have haft i medfør af de danske regler.
For
at De kan opnå denne rettighed, skal betingelserne i artikel 69 imidlertid
være
opfyldt.
Af artikel 69, stk. 1 fremgår, at retten til at tage danske
dagpenge med sig til andre EØS-lande kun tilkommer arbejdstagere, der har
været
helt
arbejdsløse i hele den i artikel
69, stk. 1, litra a nævnte 4-ugers-frist. På den ansøgte afrejsedato den 3.
november 2003 opfyldte De ikke betingelsen om at have været helt arbejdsløs i
mindst 4 uger, idet De havde været i beskæftigelse den 10. oktober 2003. De
var
derfor ikke berettiget til at få udstedt en attest E 303 fra og med den 3.
november 2003.
Ifølge artikel 69, stk. 1, litra a, 2. punktum, kan de danske
myndigheder give samtykke til, at den arbejdsløse rejser inden udløbet af
4-ugers-fristen nævnt i artikel 69, stk. 1, litra a. Efter sin praksis har
Ankenævnet dispenseret fra 4-ugers-fristen, i tilfælde, hvor et medlem er
flyttet med sin ægtefælle eller samlever i forbindelse med dennes overtagelse
af varigt arbejde i et andet EØS-land. Ankenævnet finder i denne sag ikke
noget
grundlag for at dispensere fra 4-ugers-fristen.
Ankenævnet henviser til artikel 69, stk. 1, litra a i Rådets
Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på
arbejdstagere,
selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden
for
Fællesskabet.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 30.
oktober 2003.”
Ved brev af den 21. februar 2005 meddelte sekretariatet for
Arbejdsmarkedets Ankenævn Dem, at nævnet i sager vedrørende attest E 303
efterfølgende har ændret praksis og på den baggrund ad egen drift havde
besluttet at genoptage Deres sag.
Den 22. februar 2005 har Arbejdsformidlingen til nævnssekretariatet
oplyst, at De (der havde været tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldt ledig
siden den 30. december 1998) den 2. december 2003 afmeldte Dem
Arbejdsformidlingen
(ingen forklaringstekst i systemet), og at De tilmeldte sig
Arbejdsformidlingen
igen den 30. april 2004.
Sekretariatet har den 21. og 22. februar 2005 kontaktet Deres
a-kasse for at få oplyst yderligere om forløbet i Deres sag. Kassen har
tilsendt nævnssekretariatet yderligere materiale.
Af Deres dagpengekort fremgår, at De i 4-ugers-perioden forud for
den ansøgte afrejsedato den 3. november 2003 var beskæftiget 35 timer ved S
Symfoniorkester, 3 timer i H-by Kirke, 3 timer i O-by Kirke og 8 timer med en
CD-indspilning – i alt 49 timer.
De var ifølge dagpengekortet ikke i beskæftigelse den 3. november
2003 og modtog feriedagpenge fra den 3. november og til og med den 20.
november
2003.
Det fremgår endvidere, at De ved ansøgning dateret den 27. oktober
2003 ansøgte om feriedagpenge.
Kassen har endvidere oplyst, at De rejste til Frankrig fra 3. november
2003. De afmeldte Dem a-kassen den 1. december 2003. De meddelte kassen om
Deres flytning til Frankrig. De var herefter i Frankrig frem til den 29.
april
2004 og den 30. april gentilmeldte De Dem Arbejdsformidlingen og orienterede
kassen om Deres hjemkomst.
Af et notat fra kassen fremgår, at De fik afslag på en attest E
303 fra Arbejdsdirektoratet 2 dage inden De skulle af sted, at De
ville
af sted til Frankrig og havde købt
flybillet til Frankrig med afrejse den 3. november 2003 og havde fundet et
sted
at bo i Paris.
Den 23. februar 2005 har De til nævnssekretariatet oplyst, at De, efter at
det stod Dem klart, at
De ikke kunne komme af sted på en attest E 303 den 3. november 2003, fik det
råd fra a-kassen, at De kunne tage ferie med feriedagpenge for på den måde at
få lidt penge med til Frankrig.
Efter udløbet
af Deres ferie tilmeldte De Dem Arbejdsformidlingen i Frankrig og var
tilmeldt
i hele den periode, De opholdt Dem i Frankrig. De oplyste, at De ikke opnåede
beskæftigelse
i Frankrig på noget tidspunkt i perioden, men at De fik skabt Dem et godt
netværk under opholdet. De oplyste, at hun lånte penge for at klare opholdet
økonomisk.
Den 28.
februar 2005 har sekretariatet fra Dem modtaget dokumentation for, at De den
25. november 2003 blev tilmeldt den franske arbejdsformidling (ANPE og
ASSEDIC). Der foreligger også et brev fra den franske arbejdsformidling
dateret
den 4. maj 2004, hvoraf det fremgår, at arbejdsformidlingen bekræfter at have
modtaget Deres oplysning om, at De skiftede bopæl.
6. Regler
Rådets forordning (EØF) nr.
1408/71 af den 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på
arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der
flytter inden for Fællesskabet
KAPITEL 6
ARBEJDSLØSHED
Afdeling 2
Arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat end den kompetente
stat
Artikel 69
Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser
1.
En helt arbejdsløs
arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en
medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som
rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér,
bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for
følgende
grænser:
a)
han skal før sin afrejse
have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til
rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger,
efter at han blev arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller
den
kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet
af denne frist
;
b)
han
skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de
medlemsstater, han rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol;
denne betingelse anses for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen,
såfremt denne sker inden syv dage efter det tidspunkt, da den pågældende er
ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har
forladt; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor
eller
den kompetente institution forlænge denne frist;
c)
retten
til ydelser bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det
tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for
arbejdsformidlingen
i den stat, han har forladt, dog således at det samlede tidsrum, for hvilket
der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket den
pågældende har ret til ydelser i medfør af den nævnte stats lovgivning; hvor
det drejer sig om en sæsonarbejder, er dette tidsrum yderligere begrænset til
den resterende del af den sæson, for hvilken han er ansat.
2.
Såfremt den pågældende
vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af den periode, i
hvilken
han efter bestemmelserne i stk. 1, litra c), har ret til ydelser, er han
fortsat
berettiget til ydelser efter denne stats lovgivning; såfremt han ikke vender
tilbage til den kompetente stat inden udløbet af nævnte periode, mister han
enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning; i undtagelsestilfælde
kan
det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution
forlænge denne frist.
Forordning (EØF) nr. 574/72
af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr.
1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere,
selvstændige
erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for
Fællesskabet
KAPITEL 6
YDELSER VED ARBEJDSLØSHED
Gennemførelse af forordningens artikel 69
Artikel 83
Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser, når den
arbejdsløse rejser til en anden medlemsstat
1.
For at bevare sin ret
til ydelser skal den i forordningens artikel 69, stk. 1, omhandlede
arbejdsløse
for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en attest,
hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende fortsat har
ret
til ydelser på de i stk. 1, litra b), i den nævnte artikel fastsatte vilkår.
Den kompetente institution skal i denne attest navnlig angive:
a)
størrelsen af den
ydelse, der efter den kompetente stats lovgivning skal udbetales den
arbejdsløse
b)
det tidspunkt, hvorfra
den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i
den
kompetente stat
c)
den frist, der er
indrømmet efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra b), for tilmelding
som
arbejdssøgende i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst
d)
det længste tidsrum,
hvori retten til ydelser kan bevares efter forordningens artikel 69, stk. 1,
litra c)
e)
forhold, der kan ændre
retten til ydelser.
2.
En arbejdsløs, der
agter at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, skal
før
sin afrejse anmode om at få udstedt den i stk. 1 omhandlede attest.
Fremlægger
den arbejdsløse ikke nævnte attest, retter institutionen på det sted, hvortil
han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe
den.
Arbejdsformidlingen i den kompetente stat skal sikre sig, at den arbejdsløse
er
underrettet om de forpligtelser, der påhviler ham i medfør af forordningens
artikel 69 og denne artikel.
3.
[ ]
EF-Domstolens dom af den 21. februar 2002 i sag C-215/00,
Arbetsmarknadsstyrelsen
mod Petra Rydergård, Samling af Afgørelser 2002, side I-01817ff:
Sagen handlede om fortolkningen af 4-ugers-kravet i artikel 69,
stk. 1, litra a. Uddrag af dommen:
17.
Det bemærkes, at efter
artikel 69 i forordning nr. 1408/71 kan en arbejdsløs arbejdstager uden at
miste retten til ydelser ved arbejdsløshed i den kompetente stat i en bestemt
periode rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse, uden at han
behøver at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente
stat, selv om en forpligtelse hertil måtte være fastsat i den nationale
lovgivning (dom af 19.6.1980, forenede sager 41/79, 121/79 og 796/79, Testa
m.fl., Sml. s. 1979, præmis 4).
18.
Denne bestemmelse er
ikke blot en foranstaltning til samordning af de nationale regler vedrørende
social sikring. I forhold til den arbejdstager, der benytter sig af den, er
bestemmelsen en selvstændig undtagelse fra den interne rets regler, og den
skal
fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne, uanset hvordan de nationale
lovgivninger om bevarelse eller fortabelse af retten til ydelser ved
arbejdsløshed er indrettet (Testa-dommen, præmis 5).
19.
Det følger heraf, at de
betingelser, der er fastsat i artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 1408/71,
skal forstås som udtømmende, og at det ikke er tilladt for medlemsstaternes
kompetente myndigheder at fastsætte yderligere betingelser.
20.
Denne konstatering
betyder imidlertid ikke, at det er ufornødent at henholde sig enten til den
nationale ret i den medlemsstat, som den arbejdsløse forlader, eller til den
nationale ret i den medlemsstat, som han rejser til, med henblik på at
efterprøve, om visse af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse,
er
opfyldt.
21.
Dette er bl.a.
tilfældet for så vidt angår den betingelse, der er fastsat i artikel 69, stk.
1, litra b), i forordning nr. 1408/71, hvorefter arbejdstageren skal
underkaste
sig arbejdsformidlingens kontrol i den medlemsstat, han rejser til.
22.
Det samme gør sig
gældende med hensyn til den betingelse, der er fastsat i artikel 69, stk. 1,
litra c), i forordning nr. 1408/71, hvorefter det samlede tidsrum, for
hvilket
der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket
arbejdstageren har ret til ydelserne i henhold til lovgivningen i den
medlemsstat, som han har forladt.
23.
Efterprøvelsen af disse
betingelser forudsætter nødvendigvis anvendelsen af dels lovbestemmelser i
den
medlemsstat, som arbejdstageren rejser til, der regulerer
arbejdsformidlingernes
kontrol med de arbejdsløse, og dels lovbestemmelser i den medlemsstat, som
den
arbejdsløse har forladt, der regulerer varigheden af tidsrummet for hvilket,
der kan tilkendes ydelser ved arbejdsløshed. Disse bestemmelser kan være
forskellige
fra medlemsstat til medlemsstat uden for så vidt at være til hinder for en
ensartet anvendelse af artikel 69 i forordning nr. 1408/71.
24.
Forordningens artikel
69, stk. 1, litra a), hvorefter arbejdstageren skal have været tilmeldt som
arbejdssøgende og have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den
kompetente stat i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, skal ses i
denne sammenhæng.
25.
Den ensartede
anvendelse af denne bestemmelse i alle medlemsstaterne - der gør det muligt
at
nå bestemmelsens mål, som består i at medvirke til at sikre arbejdskraftens
frie bevægelighed i overensstemmelse med artikel 42 EF - kræver ikke, at
proceduren i forbindelse med tilmeldelse af en arbejdstager som
arbejdssøgende
og spørgsmålet om, på hvilke betingelser han skal anses for at have stået til
rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat, er reguleret på en
ensartet måde i alle medlemsstaterne.
26.
Det følger heraf, at
vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt en person har stået til rådighed for
arbejdsformidlingen i den kompetente medlemsstat, skal foretages ifølge denne
stats relevante bestemmelser. I hovedsagen skal den forelæggende ret bl.a.
undersøge, om tabet af retten til dagpenge i den periode, hvor den pågældende
oppebærer midlertidig forældreydelse, i henhold til svensk lovgivning
udelukker, at den pågældende arbejdstager i den periode kan betragtes, som om
han står til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat.
27.
Det første spørgsmål
skal derfor besvares med, at bedømmelsen af, på hvilke betingelser en person
kan anses for at have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den
kompetente stat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 69, stk.
1, litra a), i forordning nr. 1408/71, skal foretages på grundlag af national
ret i denne stat.
Det andet spørgsmål
28.
Som fastslået i præmis
19 i denne dom er artikel 69 i forordning nr. 1408/71 i forhold til de
arbejdstagere, der benytter sig af bestemmelsen, en selvstændig undtagelse
fra
national ret, der skal fortolkes ensartet, og de betingelser, der er fastsat
for anvendelse af denne undtagelse, skal anses for at være udtømmende.
29.
Artikel 69, stk. 1,
litra a), i forordning nr. 1408/71 fastsætter imidlertid alene en periode på
mindst fire uger, efter at arbejdstageren blev arbejdsløs, hvori han skal stå
til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat.
30.
Denne betingelse har
bl.a. til formål at gøre det muligt for myndighederne i den første stat dels
at
sikre sig, at arbejdstageren virkelig er arbejdsløs, dels at tilbyde ham
beskæftigelse, før han for medlemsstatens regning tager af sted for at søge
beskæftigelse i en anden medlemsstat.
31.
For at dette mål kan
nås er det ikke nødvendigt at kræve, at perioden på fire uger er uafbrudt.
Det
er derimod tilstrækkeligt, at den arbejdssøgende har stået til rådighed for
arbejdsformidlingen i den kompetente stat i en samlet periode på mindst fire
uger, efter han er blevet arbejdsløs. Det henhører under de nationale
myndigheder i hvert tilfælde på grundlag af national ret at fastsætte det
tidspunkt, der skal betragtes som arbejdsløshedens begyndelse, og at sikre
sig,
at denne varighed er nået, idet de bl.a. skal tage højde for det svar, der
blev
givet på det første spørgsmål (dvs. ved anvendelse af national ret
(Ankenævnets
tilføjelse)).
32.
Det andet spørgsmål
skal derfor besvares med, at artikel 69, stk. 1, litra a), i forordning nr.
1408/71 skal fortolkes således, at en arbejdssøgende for at kunne bevare
retten
til ydelser ved arbejdsløshed, som omhandlet i denne bestemmelse, skal have
stået til rådighed for den kompetente stats arbejdsformidling i en samlet
periode på mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, uanset om denne
periode har været afbrudt.
[ ]
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Regeringsrätten ved
kendelse af 3. maj 2000, for ret:
1)
Bedømmelsen af, på
hvilke betingelser en person kan anses for at have stået til rådighed for
arbejdsformidlingen i den kompetente stat i den forstand, hvori udtrykket er
anvendt i artikel 69, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71
af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på
arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der
flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning
(EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, skal foretages på grundlag af national
ret
i denne stat.
2)
Artikel 69, stk. 1,
litra a), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning
nr.
118/97, skal fortolkes således, at en arbejdssøgende for at kunne bevare
retten
til ydelser ved arbejdsløshed, som omhandlet i denne bestemmelse, skal have
stået til rådighed for den kompetente stats arbejdsformidling i en samlet
periode på mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, uanset om denne
periode har været afbrudt.
Lov om
arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august
2003:
§ 57.
Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er
ledigt, jf. dog kapitel 11 b. Dagpenge kan ikke udbetales for
ledighedsperioder, hvor medlemmet er berettiget til en dagpengegodtgørelse
fra
arbejdsgiveren, jf. § 84, medmindre andet følger af regler fastsat af
direktøren for Arbejdsdirektoratet i medfør af § 84, stk. 11.
Stk. 2.
[ ]
Stk. 3.
[ ]
Stk. 4.
Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted,
hvis den ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
Tilmelding
skal ske, når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten
med
Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden.
Stk. 5.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter
efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om de
dagpengemæssige
konsekvenser af manglende kontakt til Arbejdsformidlingen, samt i hvilke
tilfælde manglende tilmelding ikke skal have dagpengemæssige konsekvenser.
Stk. 6.
[ ]
§ 62.
Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem,
som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være
til
rådighed, at medlemmet
1) er aktivt arbejdssøgende,
2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel,
3) kan og vil deltage i kontaktforløb og tilbud efter lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats, og
4) giver arbejdsformidlingen de oplysninger, som er
nødvendige for, at medlemmet kan formidles arbejde og gives tilbud efter lov
om
en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2.
Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,
1) som er sygt eller i øvrigt ude af stand til at påtage
sig arbejde af normalt omfang,
2) som aftjener værnepligt eller unddrager sig denne,
3) som ved domstols- eller administrativ afgørelse er
berøvet sin frihed, eller som unddrager sig frihedsberøvelse,
4)som forsørges på institution, eller
5) som af anden grund ikke står til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Stk. 3.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter
efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af
bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan herunder fastsættes nærmere
bestemmelser om
1) de betingelser, et medlem skal opfylde for at kunne
anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,
2) medlemmets kontakt med arbejdsløshedskassen,
arbejdsformidlingen og andre aktører i forbindelse med den aktive
beskæftigelsespolitik, samt
3) tab af dagpengeret som følge af manglende rådighed og
generhvervelse af dagpengeret.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Manglende tilmelding til AF Retsinformation · 16. januar 2006
- Selvforskyldt ledig, arbejdsophør uden begæring af dagpenge, regelanvendelse Retsinformation · 14. juni 2002
- Beskæftigelseskrav, arbejde i udlandet, fuld tid, afmelding AF Retsinformation · 4. april 2009
- Udeblivelse fra grundregistreringsmøde Retsinformation · 30. januar 2003
- Udeblivelse fra et møde på AF den 12. januar 2006 2 indkaldelser til møde på AF henholdsvis den 12. og 13. januar 2006 sendt i samme konvolut - genetablering af kontakten ved fremmøde den 13. Retsinformation · 1. november 2006
- Ophør/vægring samt rådighed Retsinformation · 20. maj 2003
Lignende dokumenter
- Medlemmet anset for at være udrejst fra Danmark i forbindelse med start af periode med arbejdssøgning i Frankrig i 3 måneder, dokumentationskrav Retsinformation · 20. januar 2009
- Attest E 303, fremrykket afrejsetidspunkt meddelt efter afrejse, men før attestudstedelse Retsinformation · 10. oktober 2002
- EØS. Medlemmet, der var fulgt med sin kone til Schweiz, havde ansøgt om en attest E 303 efter sin udrejse fra Danmark, men fik dispensation fra kravet om, at ansøgningen skulle have været indgivet inden udrejsen fra Danmark, idet a-kassen havde vejledt medlemmet forkert. Endvidere gaves dispensation for, at medlemmet i attest-perioden ikke var tilmeldt den offentlige arbejdsformidling i Schweiz Retsinformation · 16. januar 2006
- EØS Retsinformation · 25. juli 2003
- Vejledning af april 1997 om EF-regler om social sikring Hæfte 6 Ydelser ved arbejdsløshed Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen Retsinformation · 1. oktober 1997
- Betingelser for ret til attest E 303 - 4-ugerskravet og karensperiode Retsinformation · 10. oktober 2002