Spring til indhold

Retsinformation

Gentagelsesvirkning på grund af 2 arbejdsophør

AFG nr 12523 af 06/04/2001AfgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet29. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Gentagelsesvirkning på grund af 2

arbejdsophør

De har i brev af 17. august 2000 klaget over Arbejdsdirektoratets

(tidligere Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen)

afgørelse af 26. juli 2000 om tab af dagpengeret på grund af

selvforskyldt ledighed.

Sagen har været behandlet på ankenævnets møde den

5. april 2001.

Der blev truffet følgende

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet finder, at De ved Deres arbejdsophør den 5. maj

2000 er selvforskyldt ledig. De har derfor ikke ret til dagpenge i 5 uger fra

den 6. maj 2000. Arbejdsophøret skal ikke tillægges

gentagelsesvirkning.

Begrundelsen for afgørelsen er følgende:

De er selvforskyldt ledig i forbindelse med Deres arbejdsophør den

30. november 1999 hos XXX, idet De sagde Deres arbejde op uden en gyldig

grund. Der er herved lagt vægt på, at De sagde Deres arbejde op

på grund af forskellige forventninger, som var ved at "slide"

Dem op. De forsøgte imidlertid ikke ved opsigelsen at få andet

arbejde på arbejdspladsen. Der foreligger heller ikke lægelig

dokumentation for, at De på grund af Deres helbred ikke eller kun med

vanskelighed kunne udføre arbejdet. Ankenævnet finder derfor, at

De ikke har en gyldig grund efter bekendtgørelse nr. 1073 af 21.

december 1998 om selvforskyldt ledighed § 21, stk. 1, nr. 1.

De er også selvforskyldt ledig i forbindelse med Deres

arbejdsophør den 5. maj 2000 hos XXX Skole. Der er herved lagt

vægt på, at De sagde arbejdet op, fordi De ikke fungerede

tilfredsstillende i sammenhængen med de mange børn.

Ad gentagelsesvirkning

Læs alt

Efter reglerne skulle arbejdsophøret den 5. maj 2000 derfor

medføre, at De blev udelukket fra dagpenge indtil De havde haft mere

end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger (gentagelsesvirkningen).

Dette fremgår af § 27 i ovennævnte bekendtgørelse.

Ankenævnet finder imidlertid, at kassen ikke i forbindelse med Deres

arbejdsophør den 30. november 1999 har vejledt Dem

tilstrækkeligt. Der er herved lagt vægt på, at kassen ikke

traf en skriftlig afgørelse, og at kassen ikke - da De ved 2

lejligheder i januar 2000 havde kontakt til kassen - vejledte Dem om reglerne

vedrørende gentagelsesvirkningen ved selvforskyldt ledighed.

Ankenævnet finder derfor, at De skal stilles som om, De havde modtaget

en korrekt vejledning af kassen.

Ankenævnet har noteret sig, at kassen med brev af 12. august 1996

sendte Dem pjecen "Om at være selvforskyldt ledig", hvoraf

reglerne om gentagelsesvirkningen fremgik. Ankenævnet vurderer dog, at

dette ikke kan bevirke, at De ikke kan anses for at være i begrundet

god tro med hensyn til reglerne om gentagelsesvirkning. Der er herved lagt

vægt på, at pjecen blev sendt til Dem 4 år forinden som led

i et vejledningsafsnit i et brev om rådighed og ikke drejede sig om,

hvordan De skulle forholde Dem ved arbejdsophør.

Arbejdsophøret skal derfor ikke medføre gentagelsesvirkning

men alene 5 ugers karantæne.

Ankenævnet henviser til § 63, stk. 1, nr. 2 i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 4, stk. 1, § 17, og § 24, stk. 1 i

direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om

selvforskyldt ledighed samt Arbejdsministeriets vejledning nr. 217 af 7.

december 1994 om almindelige krav til arbejdsløshedskassernes

(afdelingernes) sagsbehandling og afgørelser.

Ankenævnet ændrer således delvist direktoratets

afgørelse.

På ankenævnets vegne

XXX

XX

På de følgende sider kan De læse om det

faktiske grundlag og retsgrundlaget, som sagen er afgjort efter.

Kopi til:

XXX

XXX

1. Sagsforløb

Sagsfremstillingen som den fremgår af

direktoratets afgørelse:

"Det fremgår af Deres ansættelsesaftale

med XXX bl.a., at De blev ansat som XXX den 1. september 1998, og at

arbejdstiden var på 37 timer om ugen.

De oplyste på en ledighedserklæring af 13.

januar 2000, at De havde været ansat som XXX hos XXX fra den 1.

september 1998 til den 31. december 1999. De opsagde Deres stilling den 30.

november 1999.

De opsagde ifølge ledighedserklæringen

arbejdet på grund af forskellige forventninger, som var ved at

"slide" Dem op.

Det fremgår af sagens akter, at De henvendte Dem i a-kassen den 13.

januar 2000, og at De ved samtalen tilkendegav, at De havde fået et

arbejde på nedsat tid. A-kassen vejledte Dem i den forbindelse om

reglerne for frigørelsesattest og supplerende dagpenge.

Det fremgår af Deres ansættelsesbrev af 1. februar 2000 hos

XXX Skole, at De blev ansat som medarbejder i pasningsordningen fra den 1.

februar 2000, og at arbejdstiden var på 23 timer om ugen.

De oplyste på en ledighedserklæring af 12. maj 2000, at De

havde været ansat som XXX hos XXX Skole fra den 1. februar 2000 til den

5. maj 2000. De opsagde Deres stilling den 31. marts 2000, fordi De ikke

fungerede tilfredsstillende i sammenhængen med de mange

børn.

Det fremgår af sagens akter, at De ikke bad om supplerende dagpenge,

imens De arbejdede som XXX hos XXX Skole.

I brev af 16. maj 2000 traf a-kassen afgørelse om, at De ikke kunne

få dagpenge, fordi De 2 gange inden for 12 måneder var blevet

selvforskyldt ledig.

A-kassen traf også afgørelse om, at De først kunne

få dagpenge igen, når De havde haft mere end 300 timers

ustøttet arbejde i en periode på 10 uger.

De klagede i et brev af 12. juni 2000 til direktoratet over a-kassens

afgørelse, da De mente, at a-kassen ikke havde givet Dem oplysninger

om gældende regler på området om, at De var selvforskyldt

ledig 2 gange. De oplyste også, at De ville indsende yderligere

materiale.

I et brev af 19. juni 2000 sendte De en uddybende klage til

direktoratet.

De anførte bl.a., at De blev ansat som XXX den 1. september 1998

hos XXX, hvilket var et ønskejob. De anførte videre, at De

efterhånden fik problemer med at varetage jobbet på grund af det

dårlige psykiske arbejdsmiljø. I modsætning til Deres

kolleger blev De kun sat på projekter, hvor De arbejdede alene, og

samtidig blev De udsat for massiv kritik, og Deres ønsker om at blive

sat på andre projekter, hvor der var flere konsulenter, vandt ikke

gehør hos Deres chef. Dette var ellers vigtigt for Dem, fordi det

ville have givet Dem mulighed for at lære af Deres kolleger og dermed

undgå kritik.

De anførte endvidere, at De flere gange blev syg i kortere

perioder, og da Deres tilstand blev synlig for Deres omgivelser, tog Deres

kolleger initiativ til at bringe problemet frem i lyset ved en samtale med

Dem. Dette blev derefter forelagt Deres chef. Efter aftale med Deres chef

skulle Deres arbejdspres sættes ned i en periode, men bl.a. på

grund af, at en kollega sagde op, lykkedes dette kun reelt i en uges tid,

hvorefter arbejdspresset var lige så højt som tidligere. De

diskuterede også nedsat arbejdstid og hjemmearbejde med Deres chef,

hvilket dog ikke kunne lade sig gøre. De anførte også, at

en placering i en anden afdeling efter Deres opfattelse var udelukket, da

dette ville involvere personaleafdelingen, som tidligere havde udvist

manglende diskretion i personalesager, hvilket selvsagt kunne skade Deres

arbejdsforhold. Da Deres chef i november 1999 pålagde Dem endnu flere

arbejdsopgaver blev det psykiske pres for stort, og De så Dem derfor

nødsaget til at opsige arbejdet med henblik på et mindre

belastende arbejde.

De anførte derudover, at De ikke klagede over a-kassens

afgørelse om 5 ugers karantæne for selvforskyldt ledighed

på grund af manglende psykisk overskud, og fordi Deres

økonomiske situation så ud til at kunne bære det. De

anførte derudover, at De i januar 2000 havde nogle vikartimer på

XXX Skole, og at De i februar 2000 fik fastansættelse på 23 timer

om ugen. Da De allerede fik arbejde under karantæneperioden, modtog De

ikke dagpenge.

Den 13. januar 2000 havde De en samtale med en konsulent i a-kassen om et

karriereskift både som ingeniør og ikke-ingeniør. Den 28.

januar 2000 meddelte De telefonisk til a-kassen, at De havde fået et

nyt arbejde, og det blev aftalt, at det var tilstrækkeligt, at det

skete telefonisk, og at De heller ikke behøvede at indsende et

dagpengekort eller søge om supplerende dagpenge, hvis De ikke

ønskede dette. De anførte herefter, at a-kassen hverken ved

samtalen den 13. januar 2000 eller den 28. januar 2000 eller i det hele

taget, inden afgørelsen blev truffet, oplyste Dem om reglerne om tab

af dagpengeret, som følge af gentagen selvforskyldt ledighed inden for

12 måneder.

De anførte desuden, at jobbet hos XXX Skole stillede langt

større udfordringer end forventet, og at De manglende

pædagogiske kvalifikationer til at varetage jobbet på en

måde, der var betryggende for børnene. De opsagde derfor jobbet

og meldte Dem arbejdsløs på AF den 10. maj 2000.

Den 15. maj 2000 blev De kontaktet telefonisk af a-kassen, som oplyste Dem

om afgørelsen. De fik under denne samtale at vide, at a-kassen ikke

havde noteret, at De havde været i arbejde, og at a-kassen

administrerede oplysningspligten således, at tab af dagpengeret blev

oplyst ved indsendelsen af dagpengekort, ved begæring af supplerende

dagpenge og ved oplysning om påbegyndt arbejde.

De anførte yderligere, at a-kassen således havde undladt at

oplyse Dem om de regler, der gjaldt ved en gentagen selvforskyldt ledighed.

De kendte regler om 5 ugers karantæne, men De havde aldrig før

den 16. maj 2000 hørt om reglerne om tab af dagpengeret. De

anførte i den sammenhæng, at det var klart, at De trods

omstændighederne omkring Deres job hos XXX Skole både havde

kunnet og villet foretage andre valg, hvis De havde kendt reglerne.

De anførte endelig, at selv om De oprindeligt ikke havde anket

afgørelsen, var det Deres opfattelse, at De ikke var selvforskyldt

ledig ved den første karantæne, da De kun havde det valg at

opsige Deres arbejde for at tage vare på Deres helbred.

De mente på den baggrund, at da sagen netop vedrørte en

gentagelsesvirkning, var det rimeligt, at der blev foretaget en ny og samlet

vurdering af de to karantæner, uanset ankefristen.

I brev af 7. juli 2000 fastholdt a-kassen efter en ny vurdering af sagen

sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet. A-kassen oplyste i

oversendelsesbrevet bl.a., at man mente, at De ikke havde en gyldig grund til

at opsige Deres arbejde hos XXX, fordi det ikke var dokumenteret ved en

lægeerklæring, at De var nødt til at opsige arbejdet

på (grund) af Deres helbred, og fordi De ikke havde forsøgt at

få andet arbejde på arbejdspladsen, inden De opsagde

arbejdet.

A-kassen beklagede, at der ikke var truffet en skriftlig afgørelse

i forbindelse med Deres arbejdsophør hos XXX.

Den 12. juli 2000 bad direktoratet a-kassen om at oplyse, om De tidligere

var blevet vejledt om gentagelsesvirkningen.

I brev af 18. juli 2000 oplyste a-kassen bl.a., at man den 12. august 1996

sendte et ledighedsbrev til Dem, og at De ikke blev vejledt om

gentagelsesvirkningen i den forbindelse, da De ikke var selvforskyldt ledig.

Vedlagt brevet var dog direktoratets pjece "Om at være

selvforskyldt ledig".

A-kassen oplyste også, at De ikke på noget tidspunkt

før januar 2000 var blevet vejledt om gentagelsesvirkningen, da De

ikke tidligere havde været selvforskyldt ledig.

Det fremgår af pjecen "Om at være selvforskyldt

ledig" under punkt 5 om "Gentagelsesvirkning": "Hvis du 2

gange inden for 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig, kan du ikke

få dagpenge, før du har haft arbejde af et vist omfang, se punkt

9". Det fremgår af pjecens punkt 9 under overskriften

"Hvornår kan du få dagpenge igen?", bl.a. at:

"Hvis du mister retten til dagpenge, fordi a-kassen vurderer, at du ikke

står til rådighed, eller fordi du har været selvforskyldt

ledig 2 gange inden for 12 måneder, kan du igen få ret til

dagpenge, hvis du: Som fuldtidsforsikret medlem har haft ustøttet

arbejde i mere end 300 timer i en periode på 10 uger.""

Ankenævnets sekretariat er enig i direktoratets

sagsfremstilling.

2. Direktoratets afgørelse

Direktoratet traf den 26. juli 2000 følgende

afgørelse:

"De kan ikke få dagpenge fra den 6. maj 2000,

fordi De 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet

selvforskyldt ledig.

De kan igen få dagpenge, når De har haft mere

end 300 timers ustøttet arbejde i en periode på 10 uger.

***

Direktoratet finder, at det er beklageligt, at a-kassen

ikke vejledte Dem om gentagelsesvirkningen, da De henvendte Dem den 13.

januar 2000 og oplyste, at De havde fået et arbejde på nedsat

tid.

Begrundelse

Når De har opsagt et arbejde, anses De som

hovedregel for selv at være skyld i, at De blev ledig.

Se § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1073 af 21.

december 1998 om selvforskyldt ledighed (bekendtgørelsen).

De er dog ikke selv skyld i ledigheden, hvis der har

været en gyldig grund til opsigelsen. Gyldige grunde vil som hovedregel

have relation til arbejdsmarkedet og vil ikke være personlige grunde.

Alle de gyldige grunde er nævnt i § 21, stk. 1, i

bekendtgørelsen.

Det er lagt til grund, at De er fuldtidsforsikret medlem

af a-kassen.

Direktoratet vurderer, at De ikke havde en gyldig grund

efter § 21, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelsen, til at opsige arbejdet

hos XXX den 30. november 1999. De blev derfor selvforskyldt ledig den 1.

januar 2000.

Der er i den forbindelse lagt vægt på Deres

oplysninger om, at en placering i en anden afdeling efter Deres opfattelse

var udelukket, da dette ville involvere personaleafdelingen, som tidligere

havde udvist manglende diskretion i personalesager, og at det ikke er

dokumenteret ved en lægeerklæring, at De var nødt til at

opsige arbejdet på af Deres helbred.

Der er videre lagt vægt på, at De selv opsagde

arbejdet som XXX hos XXX Skole den 31. marts 2000 og fratrådte den 5.

maj 2000.

Deres begrundelse for at opsige arbejdet hos XXX Skole var, at arbejdet

stillede langt større udfordringer end forventet, at De manglede

pædagogiske kvalifikationer til at varetage arbejdet på en

måde, der var betryggende for børnene, og at De derfor ikke

fungerede tilfredsstillende i sammenhængen med de mange

børn.

Der er endelig lagt vægt på, at De i

forbindelse med a-kassens godkendelsesbrev af 12. august 1996 fik tilsendt

pjecen "Om at være selvforskyldt ledig", og at det klart

fremgik af pjecen, at hvis De blev selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12

måneder, kunne De først få dagpenge igen, når De

havde haft mere end 300 timers ustøttet arbejde i en periode på

10 uger.

Direktoratet vurderer, at De ikke havde en gyldig grund

til at opsige arbejdet hos XXX Skole, og at De opsagde arbejdet af personlige

grunde.

De kan derfor ikke få dagpenge fra den 6. maj 2000,

fordi De 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet

selvforskyldt ledig. Se § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen.

De kan igen få dagpenge, når De har haft mere

end 300 timers ustøttet arbejde i en periode på 10 uger. Se §

27, stk. 2, i bekendtgørelsen."

3. Klagen til ankenævnet

Kassen har i brev af 18. august 2000 fremsendt Deres

klage af 17. august 2000, idet kassen har bemærket, at kassen

støtter Dem i klagen.

Det fremgår bl.a. af Deres klage, at De var bekendt med reglerne om

5 ugers karantæne og var forberedt på en afgørelse i

forhold hertil, men at De ikke havde kendskab til reglerne om

gentagelsesvirkning. Afgørelsen havde store økonomiske

konsekvenser for Dem, og hvis De havde haft kendskab til reglen, både

kunne og ville De have truffet andre valg.

De anførte, at pjecen "Om at være selvforskyldt

ledig" var vedlagt et brev, og sendt til Dem for 4 år siden og

meget før de ansættelser, der var tale om i sagen. Oplysningerne

var alene givet i form af pjecen og ikke som personligt rettede oplysninger,

fx i brevet. Pjecen indeholdt desuden mange andre informationer, som var

irrelevante for Dem. De var desuden flyttet siden De modtog brevet, og havde

ikke længere den nævnte pjece.

De anførte endvidere, at såfremt ankenævnet fastholder

afgørelsen, ville en a-kasse som konsekvens kunne opfylde sin

generelle oplysningspligt blot ved en række pjecer, når et medlem

indmeldes som medlem. Dette var efter Deres opfattelse ikke lovens intention,

specielt ikke i sager med større konsekvenser.

Kassen bemærkede i brevet af 18. august 2000, at kassen ved

oversendelsen af Deres klage til direktoratet havde indstillet, at

direktoratet ophævede gentagelsesvirkningen, med henvisning til at De

ikke var blevet vejledt om gentagelsesvirkningen i forbindelse med Deres

første selvforskyldte arbejdsophør i januar 2000.

Direktoratet havde imidlertid lagt vægt på, at De i

forbindelse med kassens godkendelsesbrev af 12. august 1996 havde fået

tilsendt pjecen "Om at være selvforskyldt ledig", hvor

reglerne om gentagelsesvirkning var beskrevet.

Det var kassens opfattelse, at direktoratets afgørelse om

gentagelsesvirkning ikke var proportional i forhold til, at De ikke var

blevet vejledt om gentagelsesvirkningen i forbindelse med det første

arbejdsophør.

Kassen fandt det herudover retssikkerhedsmæssigt betænkeligt,

at direktoratet lagde vægt på, at De i 1996 havde modtaget en

pjece, hvor reglerne om gentagelsesvirkning var beskrevet.

Kassen bemærkede, at pjecen blev sendt vedlagt et almindeligt

godkendelsesbrev, og at oplysningerne (vejledningen) alene blev givet i form

af pjecen og ikke i selve brevet.

Kassen bemærkede endvidere, at De ikke på noget tidspunkt

før januar 2000 var blevet selvforskyldt ledig, og således

på intet tidspunkt konkret var blevet vejledt om gentagelses-

virkningen.

Endelig bemærkede kassen, at De hele tiden havde anført, at

De var bekendt med reglerne om 5 ugers karantæne og var forberedt

på en afgørelse om karantæne, og at De, hvis De havde haft

kendskab til reglerne om gentagelsesvirkning, både havde kunnet og

villet handle anderledes.

Kassen anmodede på denne baggrund ankenævnet om at

ophæve afgørelsen om gentagelsesvirkning.

4. Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet fandt ved oversendelsen af sagen til

ankenævnet den 7. september 2000 ikke grundlag for at ændre

afgørelsen af 26. juli 2000.

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Gældende regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 592 af 14. juli 1999

§ 63.

Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

hvis ledighed skyldes,

...

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund

ophører med sit arbejde,

...

Stk. 5.

Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet de

nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 samt om de

dagpengemæssige konsekvenser over for medlemmerne som følge af

stk. 1-4.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om

selvforskyldt ledighed

Opsigelse af arbejde

§ 4.

Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis

medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. § 21.

Situationer, hvor et medlem ikke skal anses for

selvforskyldt ledig

§ 17.

Der skal ikke ske registrering af

selvforskyldt ledighed i tilfælde, hvor et medlem ophører med

sit arbejde i forbindelse med

1) overtagelse af andet varigt arbejde, der ikke gives offentligt

løntilskud til, med samme eller højere ugentlige timetal, eller

et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge,

2) overtagelse af arbejde, der er formidlet af medlemmets

arbejdsløshedskasse eller AF efter reglerne i Arbejdsmarkedsstyrelsens

bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats,

3) påbegyndelse af uddannelse af mindst 1 års varighed

eller

4) påbegyndelse af selvstændig virksomhed mere end

midlertidigt og i væsentligt omfang.

...

Gyldige grunde

§ 21.

Gyldige grunde, jf. §§ 4, 5, 7 og

9-13, er:

1) Helbred

Et medlem kan afslå eller opsige arbejdet, hvis der er

lægelig dokumentation for,

a) at medlemmet på opsigelsestidspunktet på grund af sit

helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller

b) at arbejdet på opsigelsestidspunktet forventes at

medføre, at der opstår eller sker en forværring af

helbredsmæssige problemer, herunder problemer i forbindelse med

graviditet.

Ved opsigelse er det en betingelse, at medlemmet har forsøgt at

få andet arbejde på arbejdspladsen.

11) Arbejdspladsen

Et medlem kan opsige arbejdet, hvis almindelige

arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte

med arbejdet. Medlemmet skal have henvendt sig til arbejdsgiveren for at

opnå en løsning på de opståede problemer eventuelt

gennem den faglige organisation.

Stk. 3.

Den gyldige grund skal foreligge på

det tidspunkt, hvor medlemmet afslår eller ophører i arbejdet,

tilbudet m.v. Ved ophør må den gyldige grund ikke være en

afledt følge af en handling, medlemmet har foretaget efter eget

valg.

Karantæner

§ 24. Et medlem, der er selvforskyldt ledig i

medfør af §§ 4-6 og 9, pålægges 5 ugers effektiv

karantæne, jf. dog stk. 2 og § 27.

...

Afvikling af karantæner

§ 26. En effektiv karantæne kan kun afvikles i

perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge

eller en anden ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler.

Stk. 2.

Karantænen har virkning fra dagen

efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør, jf. dog

stk. 3-5.

...

Stk. 6.

Den effektive karantæne anses for

udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder

efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør.

Stk. 7.

Karantænen anses endvidere for udstået, hvis et

medlem efter afslaget eller ophøret har haft ustøttet

beskæftigelse i et omfang, der for fuldtidsforsikrede udgør

mindst 185 timer. For deltidsforsikrede er kravet 5 gange den gennemsnitlige

ugentlige arbejdstid, opgjort på grundlag af beskæftigelsen i den

periode, der danner grundlag for beregningen af medlemmets dagpengesats.

Gentagelsesvirkning og arbejdskrav

§ 27.

Et medlem, der 2 gange inden for de seneste 12 måneder

er blevet selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-13, kan ikke få

dagpenge.

Stk. 2.

Et fuldtidsforsikret medlem kan igen få dagpenge,

når medlemmet har haft mere end 300 timers arbejde i en periode

på 10 uger. Det er en betingelse, at arbejdet er udbudt på

almindelige løn- og arbejdsvilkår, og at der ikke er givet

offentlige løntilskud til arbejdet.

Uddrag af Arbejdsministeriets vejledning nr. 217 af 7. december 1994 om

almindelige krav til arbejdsløshedskassernes (afdelingernes)

sagsbehandling og afgørelser

9. Krav til bebyrdende afgørelser

A. Indledning

Arbejdsløshedskasserne skal altid skriftligt

underrette medlemmerne, hvis der sker begrænsninger i retten til

ydelser fra kassen og medlemskab af kassen.

Det vil f.eks. sige, at et medlem, der i forbindelse med

et arbejdsophør udelukkes fra dagpenge, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, skal underrettes herom af

arbejdsløshedskassen.

Det bemærkes, at de følgende retningslinjer

også gælder, selv om der er tale om sager, hvor medlemmet har

klaget til arbejdsløshedskassen (afdelingen) over en truffet

afgørelse eller sager, der er opstået i forbindelse med

direktoratets tilsynsvirksomhed.

Der gælder herefter følgende almindelige

krav, hvis der er tale om afgørelser, der ikke fuldt ud giver

medlemmerne medhold, og hvis allerede udbetalte ydelser kræves

tilbagebetalt af medlemmerne (bebyrdende afgørelser):

B. Skriftlig afgørelse

Afgørelsen skal være skriftlig, dateret og

underskrevet. Afgørelsen skal også være udformet på

arbejdsløshedskassens brevpapir.

Afgørelsen skal stiles til det enkelte medlem eller

dennes repræsentant, og afgørelsen må kun vedrøre

et enkelt medlem.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter