Spring til indhold

Retsinformation

Ophævelse af afgørelse om optagelse af forhandling (* 1)

KEN nr 50847 af 08/03/1995Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ophævelse af afgørelse om optagelse af

forhandling (* 1)

År 1995, den 8. marts afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.

94-31.076 Danmarks Apotekerforening ctr. Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 19. maj 1994 har advokat Niels Fisch-Thomsen på vegne

Danmarks Apotekerforening klaget over en af Konkurrencerådet den 27. april

1994 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 11 har

besluttet, at der skal optages forhandlinger med klageren med henblik på at

få ophævet eller ændret nogle bestemmelser i dennes vedtægter, herunder §§ 1,

stk. 2, og 3, stk. 1.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet for så vidt angår de nævnte

bestemmelser.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2.a Konkurrencerådets skrivelse af 27. april 1994 er sålydende:

»Som det vil være foreningen bekendt, har advokat Bjørn

Høberg-Petersen på vegne apoteker (S) . . . henvendt sig til

Konkurrencerådet med en række spørgsmål, der vedrører foreningens vedtægter

set i relation til konkurrenceloven.

Anledningen til henvendelsen er den af foreningen foranledigede kollegiale

sag mod apoteker (S) for i strid med vedtægterne at have indgået en

distributionsaftale med Medivet ApS om formidling af bonus til dyrlæger, og

er en opfølgning af en tidligere henvendelse med baggrund i samme kollegiale

sag.

Den første henvendelse fra advokat Bjørn Høberg-Petersen endte foreløbigt

med den af Konkurrencerådet fremsendte skrivelse af 15. juni 1993 til

Danmarks Apotekerforening.

Det fremgik heraf, at rådet under henvisning til den af

Sundhedsministeriet netop da udstedte bekendtgørelse om reklame for

Læs alt

lægemidler fandt, at Medivets bonusformidling til dyrlægerne herefter ville

blive anset for ulovlig og at aftalen mellem (S) og Medivet ville falde væk.

Rådet fandt, at en opretholdelse af den kollegiale sag herefter ville angå

historiske forhold og derved ikke i sig selv udgøre en aktuel

konkurrencebegrænsning, som rådet kunne gribe ind over for.

Det blev imidlertid samtidig meddelt foreningen, at sagen havde henledt

Konkurrencerådets opmærksomhed på en række bestemmelser i foreningens

vedtægter, som efter en umiddelbar betragtning forekom betænkelige i relation

til konkurrencelovens bestemmelser, hvilket rådet agtede at tage op i en mere

generel sammenhæng på et senere tidspunkt.

Den fornyede henvendelse fra (S)»sadvokat hvoraf bl.a. fremgår, at

den kollegiale sag mod apotekeren opretholdes, har foranlediget

Konkurrencerådet til at gennemgå foreningens vedtægter og praktiseringen

heraf i lyset af konkurrencelovens bestemmelser.

I følge konkurrencelovens § 11 kan Konkurrencerådet, hvis det finder, at

der på et markedsområde foreligger en konkurrencebegrænsning, der medfører

eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen og dermed

effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser m.v.

eller begrænsninger i erhvervsfriheden, søge de skadelige virkninger bragt

til ophør ved forhandling.

Endvidere kan rådet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1, udstede

påbud, som kan omfatte hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser,

bestemmelser og forretningsbetingelser, hvis de skadelige virkninger, der er

nævnt i § 11, ikke kan bringes til ophør ved forhandling.

Danmarks Apotekerforenings vedtægter blev behandlet på Konkurrencerådets

møde den 27. april 1994.

Konkurrencerådet besluttede, at der i medfør af konkurrencelovens § 11

optages forhandling med Danmarks Apotekerforening med henblik på at få

ophævet eller ændret de konkurrencebegrænsende bestemmelser i § 1, stk. 2, §

2, § 3, § 5, § 6, § 9 og §10, i foreningens vedtægter.

Endvidere besluttede rådet, at da Danmarks Apotekerforenings praktisering

af foreningens vedtægters § 1, stk. 2, § 2, stk. 2 litra c) og d), stk. 4 og

7 samt § 3, stk. 1 i forbindelse med den konkrete sag mod (S) udgør en

konkurrencebegrænsning, som medfører eller vil kunne medføre de i

konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger, skal der optages

forhandlinger med Danmarks Apotekerforening om at bringe dette til ophør om

nødvendigt med pålæg efter konkurrencelovens § 12, stk. 1.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at de nævnte paragraffer i Danmarks

Apotekerforenings vedtægter indebærer konkurrencebegrænsninger, som medfører

eller vil kunne medføre sådanne skadelige virkninger som omtalt i

konkurrencelovens § 11.

Der er herved lagt vægt på, at det er et gennemgående træk i foreningens

vedtægter - dels i formuleringen, men ikke mindst i praktiseringen - at

foreningen går længere i retning af at begrænse konkurrencen end det allerede

er sket via lovgivningen på området.

I den anledning skal Konkurrencerådet herved i medfør af konkurrencelovens

§ 11 indkalde foreningen til en forhandling som nævnt ovenfor. . . .

. . . ».

2.b De omtvistede bestemmelser i »Vedtægter for Danmarks

Apotekerforening« er sålydende:

» § 1. . . .

Stk. 2.

Det er en enhver apotekers pligt at iagttage god faglig etik og udvise god

kollegial adfærd. I tvivlstilfælde bør apotekeren ved henvendelse til

kredsbestyrelsen eller foreningen forvisse sig om, at han ikke ved sine

handlinger eller undladelser kommer i strid med god faglig etik eller

kollegialitet. . . .

§ 3. PRISER OG RABAT M.V.

Stk. 1.

For lægemidler gælder udelukkende priser og rabatter som er fastsat af

Sundhedsministeren (Medicintaksten). . . . ». 2.c Under

ankebehandlingen har Sundhedsministeriet den 25. maj 1994 skrevet således til

Medivet:

»I skrivelse af 6. november 1992 meddelte Sundhedsministeriet

Danmarks Apotekerforening og Den Danske Dyrlægeforening, at den af Medivet

etablerede bonusordning for dyrlægers indkøb af receptpligtige lægemidler

efter ministeriets opfattelse var uforenelig med apotekerlovgivningens

prisfastsættelsesregler, eftersom ordningen reelt var udtryk for en general

nedsættelse af apoteksudsalgspriserne for det af Medivet tilbudte sortiment,

når dette blev indkøbt på (S).

I brevet erkendte Sundhedsministeriet samtidigt, at lovgivningen på

området ikke var entydig, og at omgåelse af reglerne ikke var

strafsanktioneret.

Ministeriet orienterede endvidere om, at regeringen agtede at fremsætte

lovforslag om ændring af lægemiddellovens reklameregler. Efter de bebudede

regler ville det blive forbudt i salgsfremmende øjemed at yde, tilbyde eller

love medicinalpersoner præmier, økonomiske fordele eller naturalier, med

mindre der alene ville være tale om naturalier af ubetydelig værdi, som står

i forbindelse med udøvelsen af de pågældendes læge - , tandlæge - , dyrlæge

-eller farmaceutvirksomhed.

De bebudede regler blev gennemført med virkning fra den 1. juni 1993 ved

Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 24. maj 1993 om reklame for

lægemidler. Det blev endvidere i reglerne fastsat, at rabatter med videre

ikke måtte tilbydes eller ydes til andre end den direkte køber af et

lægemiddel.

I skrivelse af 23. august 1993 bekræftede Sundhedsministeriet overfor

Deres advokat, at den direkte årsag til, at Sundhedsministeriet havde anmodet

Dem om at ophøre med udbetaling af bonus i forbindelse med Deres

distributionsaftale med (S) var, at bonusudbetalingen var i strid med

reklamebekendtgørelsens paragraf 7, stk. 3, hvorefter rabatter ikke må ydes,

tilbydes, eller loves andre end den direkte køber af et lægemiddel.

Sundhedsministeriet tilkendegav samtidig i skrivelsen af 23. august 1993,

at det efter ministeriets opfattelse ville være lovligt, såfremt Medivet

udbetalte dyrlægernes opsparede tilgodehavender i perioden frem til og med

den 2. juni 1993.

Sidstnævnte tilkendegivelse ændrer ikke ministeriets opfattelse af, at den

af Medivet etablerede og i perioden frem til den 2. juni 1993 praktiserede

bonusudbetalingsordning ikke er forenelig med apotekerlovgivningen, således

som denne opfattelse er kommet til udtryk i den nævnte skrivelse af 6.

november 1992 fra Sundhedsministeriet. Med tilkendegivelsen i skrivelsen af

23. august 1993 har ministeriet derfor alene ønsket at gøre opmærksom på, at

ministeriet ikke agtede at rejse sag, såfremt Medivet til dyrlægerne

udbetalte bonus, der var opsparet i perioden op til den 2. juni 1993. Som

nævnt var det ministeriets vurdering, at en sådan udbetaling ikke var

strafsanktioneret.

Til Deres orientering vedlægges lov nr. 332 af 4. maj 1994 om ændring af

lov om apoteksvirksomhed. Det fremgår af loven, at det er forbudt at yde,

tilbyde, udlodde, love eller modtage rabatter med videre, herunder

omkostningsbegrundede rabatter i forbindelse med salg af apoteksforbeholdte

lægemidler til apotekere og apotekspersonale. Det fremgår endvidere af

bemærkningerne til loven, at det vil blive betragtet som en omgåelse af

loven, såfremt en leverandør af både apoteksforbeholdte lægemidler og

frihandelsvarer yder en apoteker rabat på frihandelsvarer, der overstiger den

i branchen sædvanlige rabat på de omhandlede varer.«

2.d Det hed i § 22, stk. 2, i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 61

af 22. februar 1985 om beregning af apotekernes priser ved salg til

forbrugerne af lægemidler, hvis forhandling er forbeholdt apoteker, udstedt

med hjemmel i loven om apoteksvirksomhed § 44:

»Stk. 2. Ved afregning med distribuerende eller dispenserende

dyrlæger for lægemiddelleverancer skal der ydes dyrlægen en rabat på 5 pct.

af det beløb, som regningen fra apoteket til vedkommende dyrlæge lyder på

efter fradrag af merværdiafgift.«

For så vidt angår distribuerende læger fandtes en rabatbestemmelse i § 22,

stk. 1.

Bekendtgørelsen blev ophævet ved og erstattet af Sundhedsministeriets

bekendtgørelse nr. 105 af 18. februar 1992. Ved denne bekendtgørelse

bortfaldt den nævnte adgang til at yde dyrlæger rabatter, og der indførtes

samtidig en adgang for dyrlæger til ved videreudlevering at opkræve et gebyr

på indtil 5% af registerprisen. (Rabatbestemmelsen blev opretholdt for så

vidt angår distribuerende læger.)

2.e Konkurrencerådet har i skrivelse af 28. juni 1994 til ankenævnet

sammenfattende bl.a. oplyst følgende om sagens baggrund:

» . . . Konkurrencerådet har modtaget en henvendelse fra

(S)»s advokat hvori der stilles en række spørgsmål om hvorvidt nærmere

angivne bestemmelser i Danmarks Apotekerforenings vedtægter er forenelige med

konkurrenceloven.

Anledningen hertil er en kollegial sag, som Danmarks Apotekerforening har

rejst mod apoteker (S).

Den kollegiale sag føres ved den i henhold til apotekerforeningens

vedtægter nedsatte kollegiale ret, og vedrører påstande om, at apoteker (S)

overtræder visse bestemmelser vedrørende priser og markedsføring i Danmarks

Apotekerforenings vedtægter.

Henvendelsen fra (S)»s advokat var samtidig en anmodning om at

genoptage en tidligere klage over Danmarks Apotekerforenings vedtægter, der

blev behandlet på Konkurrencerådets forretningsudvalgs møde den 2. juni 1993.

Baggrunden for klagen og anmodningen om at genoptage sagen - hvortil var

knyttet en række supplerende spørgsmål til Konkurrencerådet - var og er den

af forretningsudvalget på mødet den 2. juni 1993 behandlede sag vedrørende en

distributionsaftale mellem medicinalgrossisten Medivet ApS og (S). Aftalen

indebærer bl.a. bonusformidling fra Medivet til de dyrlæger, der køber

veterinærpræparater hos (S), hvilket apotekerforeningen mener indebærer en

overtrædelse af foreningens vedtægter.

Den af Danmarks Apotekerforening foranledigede kollegialsag mod (S) er

iværksat bl.a. med henvisning til de bestemmelser i foreningens vedtægter,

der i medfør af § 44 i Lov om Apoteksvirksomhed fastslår, at udelukkende

priser og rabatter for lægemidler, som er fastsat af sundhedsministeren, er

gældende (Medicintaksten).

Apotekerlovgivningen forudsætter, at forbrugerpriserne - herunder priserne

for veterinære lægemidler - skal være ens i hele landet.

Sundhedsministeriet har som kommentar til distributionsaftalen tidligere

meddelt, at den pågældende bonusordning er uforenelig med

apotekerlovgivningens prisfastsættelsesregler, men har samtidig erkendt, at

lovgivningen på dette område ikke er entydig, og at omgåelse af reglerne ikke

er strafsanktioneret.

En ændring af lægemiddellovens reklamebestemmelser og en bekendtgørelse

fra Sundhedsministeriet herom til ikrafttræden den 3. juni 1993 medførte, at

det pågældende arrangement herefter af forretningsudvalget blev betragtet som

ulovligt i henhold til lægemiddelloven.

Sundhedsministeriet har indirekte fastslået, at bonusordningen - forstået

i forhold til lægemiddellovens reklamebestemmelser og Sundhedsministeriets

bekendtgørelse herom var lovlig indtil 3. juni 1993, idet ministeriet har

meddelt Medivet, at bonusudbetalingen kan finde sted for køb frem til denne

dato.

På denne baggrund fandt forretningsudvalget, at distributionsaftalen måtte

antages at ville falde væk, og at en opretholdelse af kollegialsagen herefter

alene ville angå historiske forhold.

Forretningsudvalget fandt imidlertid også, at sagen satte fokus på en

række bestemmelser i Danmarks Apotekerforenings vedtægter og den mulige

praktisering heraf, der for en umiddelbar betragtning måtte forekomme

betænkelige i relation til konkurrenceloven, og at spørgsmålet om foreningens

vedtægter derfor burde tages op i en mere generel sammenhæng. . . .

».

2.f Danmarks Apotekerforening Kollegiale Ret har den 5. juli 1994 afsagt

kendelse i sagen Danmarks Apotekerforening mod apoteker (S).

Den Kollegiale Ret udtalte bl.a.:

»Vedtægternes § 3, stk. 1, har ikke noget selvstændigt indhold i

forhold til apotekerlovens § 44 og medicintaksten. Den Kollegiale Ret anser

sig imidlertid i medfør af § 20 i love for Danmarks Apotekerforening for

kompetent til selvstændigt at afgøre, om et medlem har udvist en adfærd, der

bør sanktioneres i henhold til lovenes § 24. . . .

Den Kollegiale Ret finder, at apoteker (S) groft har tilsidesat den ham

som medlem af Danmarks Apotekerforening påhvilende pligt til at iagttage god

faglig etik og udvise god kollegial adfærd, og at han således tillige har

overtrådt vedtægternes § 1, stk. 2, . . .

For overtrædelserne af vedtægternes § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1, idømmes

der i medfør af lovenes § 24 apoteker (S) en bøde på 40.000 kr., der

tilfalder Danmarks Apotekerforenings Understøttelsesfond. Apoteker (S) skal

endvidere i delvise sagsomkostninger betale 20.000 kr. til Danmarks

Apotekerforening.«

2.g Spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i § 7, stk. 3, i bekendtgørelse

nr. 328 af 24. maj 1993 om reklame for lægemidler har fornøden hjemmel i

lægemiddelloven (lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 som ændret ved

lov nr. 280 af 6. maj 1993), har af (S)»s advokat været forelagt

Folketingets Ombudsmand, der i redegørelse af 13. oktober 1994 har udtalt

bl.a.:

»Bestemmelsen i reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 3, medfører at

rabatter og lignende der ikke er omfattet af forbudet i stk. 1, kun kan ydes

til den direkte køber af et lægemiddel. Bestemmelsen indebærer således at

også omkostningsrelaterede rabatter forbydes til andre end den direkte køber.

. . .

Det er herefter min opfattelse at Sundhedsministeriet ved forbudet mod at

ellers lovlige rabatter ikke kan ydes andre end den direkte køber af et

lægemiddel, er gået videre end der er dækning for i bemyndigelsen i lovens §

26, stk. 3. Jeg har herved endvidere lagt vægt på at bestemmelsen i

bekendtgørelsens § 7, stk. 3 må siges at indebære et ganske vidtgående

indgreb vedrørende muligheden for at yde de nævnte fordele til

medicinalpersoner. I overensstemmelse med almindelige offentligretlige regler

må hjemlen i et sådant tilfælde være klar, . . .

Det skal dog understreges at der, som ovenfor anført, i forarbejderne til

lægemiddellovens § 26, stk. 3, efter min opfattelse er holdepunkter for at

begrebet »omkostningsrelateret rabat« må forstås snævert. Det har

imidlertid ligget uden for rammerne af min undersøgelse at komme ind på det

spørgsmål om de rabatter der er blevet ydet fra Medivet ApS til de pågældende

dyrlæger på den baggrund faktisk kan siges at være omkostningsrelaterede.

Det er sammenfattende min opfattelse at bestemmelsen i § 7, stk. 3 i

Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 24. maj 1993 ikke har

tilstrækkelig hjemmel i § 26, stk. 3 i lægemiddelloven (lovbekendtgørelse nr.

452 af 10. juni 1992 som ændret ved lov nr. 280 af 6. maj 1993).

Det følger heraf at Sundhedsministeriets krav (fremsat i brev af 1. juli

1993) om at Medivet ApS's bonusudbetaling til dyrlægerne skulle ophøre, efter

min opfattelse ikke kunne støttes på bekendtgørelsens § 7, stk. 3.

Jeg har i den anledning henstillet til Sundhedsministeriet at man

genoptager sagen vedrørende Medivets bonusudbetaling og træffer en nu (ny?)

afgørelse på baggrund af det jeg har anført.

Jeg har samtidig anmodet Sundhedsministeriet om at foranledige - evt. ved

en ændring af bekendtgørelsen om reklame for lægemidler - at hjemmelsmanglen

afhjælpes.'

2.h Sundhedsministeriet har herefter i skrivelse af 25. oktober 1994 til

Medivet ApS' advokat meddelt, at ministeriet har taget Ombudsmandens

redegørelse og opfattelse til efterretning.

2.i Konkurrencerådet har den 11. november 1994 meddelt Danmarks

Apotekerforening pålæg om ikke at praktisere § 1, stk. 2, i foreningens

vedtægter i konkurrencebegrænsende øjemed og at ophæve § 3, stk. 1. Dette

pålæg har Danmarks Apotekerforening indbragt for ankenævnet. Anken af pålæget

er ikke behandlet sammen med nærværende ankesag.

3. Klagerens argumentation

Klageren har anført, at Konkurrencerådet som følge af konkurrencelovens §

2, nr. 1, har savnet kompetence til at træffe beslutning om at indlede

forhandlinger efter lovens § 11 vedrørende klagerens vedtægters §§ 1, stk. 2,

og 3, stk. 1.

Det er i konkurrencelovens § 2, nr. 1, 2. pkt., bestemt, at bl.a. § 11

ikke gælder for erhvervsvirksomhed, hvis udøvelse i henhold til særlig

hjemmel bestemmes eller godkendes af det offentlige, i det omfang det

pågældende forhold er offentligt reguleret. Apoteksvirksomhed er reguleret i

lov om apoteksvirksomhed. Regler for beregning af apotekernes priser ved salg

til forbrugerne af lægemidler, hvis forhandling er forbeholdt apoteker,

fastsættes i henhold til apotekerlovens § 44 af sundhedsministeren. Sådanne -

detaljerede - regler er fastsat i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 105

af 18. februar 1992 om beregning af forbrugerpriser på lægemidler, hvis

forhandling er forbeholdt apoteker (»Medicintaksten«) med senere

ændringer.

§ 3, stk. 1, i klagerens vedtægter fastslår ikke andet og mere, end at

»for lægemidler gælder udelukkende priser og rabatter som er fastsat af

Sundhedsministeren (Medicintaksten).« Bestemmelsen vedrører således

apotekernes pligt til at overholde og respektere - og at afstå fra omgåelser

af - den for lægemiddelpriser ved salg til forbruger nøje i bekendtgørelse

fastsatte offentlige regulering, Medicintaksten. Herved er reguleret, hvilke

rabatter en apoteker kan - og skal - give på medicinleverancer. Rabatter, som

ikke er hjemlet i Medicintaksten, er ikke lovlige. Det er ganske vist en

konkurrencebegrænsning, men den er bestemt ved lov med det formål at sikre

ens forbrugerpriser på lægemidler overalt i landet.

Rådet er frataget muligheden for at foretage indgreb heroverfor, da der på

området er en offentlig regulering som sådan. Konkurrencerådet har

overskredet sin kompetence, da forholdet er udtømmende reguleret af

Sundhedsministeriet. Det følger således direkte af konkurrencelovens § 2, nr.

1, at rådet har savnet hjemmel til at bringe konkurrencelovens § 11 i

anvendelse over for klagerens vedtægters § 3, stk. 1.

Vedtægternes § 3, stk. 1, er den centrale bestemmelse i den kollegiale sag

mod apoteker (S). Efter klagerens opfattelse har ankesagen fra sin første

begyndelse sit udspring i denne sag og er derfor baggrunden for

Konkurrencerådets indgreb.

Vedtægternes § 1, stk. 2, fastslår alene i en generel formulering, at

»Det er enhver apotekers pligt at iagttage god faglig etik og udvise god

kollegial adfærd«. Den eneste begrundelse for at søge denne helt

sædvanlige og i sin formulering tilforladelige vedtægtsbestemmelse inddraget

under en § 11 forhandling må fra rådets side være den omstændighed, at

klageren i den kollegiale sag mod apoteker (S) har inddraget dennes

overtrædelse af også vedtægternes § 1, stk. 2. Bestemmelsen er imidlertid

påberåbt vedrørende ganske det samme faktum som § 3, stk. 1. Det var

klagerens opfattelse, at apoteker (S) havde undladt at iagttage god faglig

etik og god kollegial adfærd ved - trods gentagne og alvorlige advarsler fra

klageren - at have handlet i strid med apotekerlovens prisfastsættelsessystem

i den hensigt at tilvende sig hele eller en meget stor del af den omsætning

af veterinærmedicin, som hidtil - i fuld overensstemmelse med og som en

konsekvens af apotekerlovens system -har ligget spredt på et stort antal

apoteker, navnlig i landdistrikterne. Bestemmelsen er i Den Kollegiale Rets

praksis kun anvendt denne ene gang som et supplement til § 3, stk.1, og under

skærpende omstændigheder.

Konkurrencerådet har udlagt klagerens hovedanbringende under den

kollegiale sag forkert, når det siges, at klageren skulle indlægge

selvstændige, videregående konkurrence-begrænsingsforpligtelser i

vedtægternes §§ 3, stk. 1, og 1, stk. 2, ud over, hvad der følger af

apotekerloven. Klageren har over for Konkurrencerådet præciseret meget nøje,

at klageren i den kollegiale sag alene påberåbte sig og disciplinærforfulgte

apoteker (S) for at have »gjort sig skyldig i en markant overtrædelse (i

form af omgåelse) af apotekerlovens § 44 og sundhedsministerens med hjemmel

heri udstedte bekendtgørelse om lægemiddelpriser ved salg til forbruger

(»Medicintaksten«) og for derved at have overtrådt vedtægternes §

3, stk. 1, hvis eneste indhold er en pligt for apotekerne til at overholde de

af sundhedsministeren fastsatte bestemmelser om priser og rabatter

(Medicintaksten).

Sundhedsministeren har udtalt, at bonusordningen var uforenelig med

apotekerlovens prisfastsættelsessystem og har i skrivelse af 25. maj 1994

fasthold dette. Tidligere udsagn vedrører ikke bonusordningens forhold til

apotekerloven og fastslår således ikke, hverken direkte eller indirekte, at

denne skulle have været lovlig indtil den 3. juni 1993. Disse udsagn vedrører

alene forholdet til lægemiddelloven og reklamebekendtgørelsen, som klageren

imidlertid ikke har påberåbt sig, hverken for så vidt angår (S)»s

disciplinærsag eller for så vidt angår rådets manglende indgrebsbeføjelser

som følge af konkurrencelovens § 2, nr. 1. Reklamebekendtgørelsen er udstedt

med hjemmel i lægemiddelloven og således ikke apotekerloven. I vedtægternes §

3, stk. 1, er der ikke henvist til reklamebekendtgørelsen, men til

Medicintaksten. I den kollegiale sag har apoteker (S) ganske vist henvist til

reklamebekendtgørelsen, hvilket har fået Konkurrencerådet til at inddrage

disse bestemmelser. Der er imidlertid tale om en misfortolkning.

Det fremgår af Den Kollegiale Rets kendelse, at § 3, stk.1, ikke har et

selvstændigt indhold. Konkurrencebegrænsningerne er fastsat af

Sundhedsministeriet. Retten har lagt ministeriets fortolkning til grund og

har kun disciplinærsanktioneret gældende ret og dermed vedtægterne.

Apotekerstanden kan på ingen måde sammenlignes med andre liberale erhverv.

Ingen andre liberale erhverv har - så vidt klageren er orienteret - et

lovbestemt forbud mod pris- (og ra-bat-) konkurrence.

4. Konkurrencerådets argumentation

Konkurrencerådet har anført, at bestemmelserne i klagerens vedtægters §§

1, stk. 2, og 3, stk. 1 - lige såvel som de øvrige upåklagede

vedtægtsbestemmelser - indebærer konkurrencebegrænsninger, som medfører eller

vil kunne medføre sådanne skadelige virkninger som omtalt i konkurrencelovens

§ 11. Det er et gennemgående træk i foreningens vedtægter - dels i

formuleringen, men ikke mindst i praktiseringen - at klageren går længere i

retning af at begrænse konkurrencen, end det allerede er sket via

lovgivningen på området.

Bestemmelsen i konkurrencelovens § 2, 2. pkt., afskærer ikke generelt

rådet fra at gøre indgreb efter § 11 over for en offentligt reguleret

virksomhed. Kun de forhold, der er offentligt reguleret, er omfattet af

begrænsningen i bestemmelsen.

Den omstændighed, at en bestemmelse i apotekerforeningens vedtægter

henviser til lovgivningskrav, fører ikke nødvendigvis til den slutning, at

konkurrenceloven ikke gælder her. Det må i hvert enkelt tilfælde bero på en

vurdering af, om det pågældende forhold er reguleret af anden lov. I

klagerens vedtægters § 3, stk. 1, er der henvist til sundhedsministerens

kompetence vedrørende fastlæggelsen af priser og rabatter for lægemidler.

Praktiseringen af denne bestemmelse udelukker på det nærmeste alle former for

rabat- og bonusordninger, hvilket begrænser konkurrencen ud over, hvad der er

hjemmel for i anden lov.

Det kan således ikke være en forenings opgave at gribe ind over for

konkurrencebegrænsninger, der medfører eller vil kunne medføre skadelige

virkninger, hvis disse ikke direkte er et resultat af anden lovgivning.

Sundhedsministeriet har givet udtryk for, at bonusordningen ikke er forenelig

med apotekerloven. Den efterfølgende erkendelse af, at lovgivningen herom

ikke er entydig, burde derfor have medført en afklaring på ministeriets

foranledning.

Det kan således ikke være foreningens opgave - under henvisning til egne

vedtægtsbestemmelser - at afgøre, hvorvidt apotekerlovens § 44 er overtrådt,

og ad den vej optræde på den kompetente myndigheds vegne, hvis opgave det er

at regulere det pågældende forhold.

Sundhedsministeriets skrivelse af 25. maj 1994 til Medivet ApS efterlader

det indtryk, at såfremt apotekerloven regulerer alle former for, hvad der må

ydes af rabat og bonus, ville en henvisning til en senere forekommet ændring

af lægemiddelloven ikke være påtrængende, ligesom det for at forhindre

fremtidige rabat- og bonustiltag synes unødvendigt at ændre lægemiddellovens

reklamebestemmelser. Rådet er opmærksom på, at Sundhedsministeriets

lovhenvisning i skrivelsen til Medivet ApS om bonusarrangementets lovlighed

alene vedrører lægemiddelloven og reklamebekendtgørelsen.

Sundhedsministeriets meddelelse til Medivet ApS om, at bonusordningen efter

ministeriets opfattelse ikke er forenelig med apotekerloven, efterlader

imidlertid et lidt mere sløret indtryk, når det efterfølgende i samme

skrivelse erkendes, at lovgivningen på området ikke var entydig, og at en

omgåelse ikke var strafsanktioneret. Ændringen af lægemiddelloven og

reklamebekendtgørelsen synes at forfølge et ønske om at præcisere

bestemmelserne om bl.a. rabatgivning, som tilsyneladende ikke fremgik

entydigt af den dagældende apotekerlov.

Vedtægternes § 1, stk. 2, ser tilforladelig ud, og rådet har intet at

indvende imod, at medlemmerne skal iagttage god faglig etik og udvise god

kollegial adfærd. Rådes afgørelse omhandler da også alene det forhold, at der

med bestemmelsens aktuelle praktisering forhindres enhver form for

konkurrence mellem apotekerne. Dette ses eksemplificeret i den kollegiale

sag, hvor klageren under påberåbelse af denne bestemmelse søgte det, der

betragtes som overtrædelse af andre bestemmelser, bragt til ophør ved at

henvise til bestemmelsen om etik og adfærd.

Det forhold, at overtrædelse af Medicintaksten ikke er strafsanktioneret,

berettiger ikke klageren til at sikre sine medlemmers overholdelse gennem et

disciplinæransvar. Spørgsmålet om overholdelse af lovgivningen må alene være

en sag mellem Sundhedsministeriet og den enkelte apoteker. I givet fald må

spørgsmålet forelægges domstolene.

Folketingets Ombudsmand har i sin redegørelse af 13. oktober 1994

behandlet spørgsmålet om lovligheden af omkostningsrelateret rabat. I

redegørelsen fremgår grundlaget for sagen klart. Det må således være

Sundhedsministeriet, der skal reagere, og det tilkommer ikke klageren at

overreferere ministeriet.

Med sin afgørelse har rådet ønsket at hindre klageren i at praktisere

vedtægternes § 1, stk. 2, i kombination med andre bestemmelser på en måde,

der i praksis afskærer medlemmerne fra i øvrigt lovlige konkurrencemæssige

tiltag. Efter rådets opfattelse er bestemmelsen praktiseret på en sådan måde

i sagen mod apoteker (S).

Det kan ikke tilkomme klageren at fortolke rækkevidden af lovreguleringer

på området. En henvisning til, at apotekerstanden ikke kan sammenlignes med

andre liberale erhverv, der ikke har et lovbestemt forbud mod

priskonkurrence, er derfor ikke relevant. En lovregulering på en række

områder bør ikke resultere i, at klageren med henvisning til egne

bestemmelser forhindrer eventuel lovlig konkurrencemæssig adfærd.

Konkurrencerådet har tidligere taget stilling til regulering inden for

andre liberale erhverv. Rådet har truffet beslutning om, at der skulle

forhandles med en række af disse erhverv om ændring eller ophævelse af en

række bestemmelser i kollegiale vedtægter.

Klagerens vedtægter svarer på en række punkter til vedtægter gældende for

disse erhverv og indeholder således i vidt omfang de samme typer

konkurrencebegrænsninger. Det er endvidere således, at branchens struktur- og

omsætningsforhold, i måske endnu større omfang end tilfældet er for de øvrige

erhverv, er lovreguleret - først og fremmest via apotekerloven og

lægemiddelloven. Der er imidlertid et gennemgående træk i klagerens vedtægter

- dels i formuleringen, men ikke mindst i praktiseringen - at man i denne

sektor går længere i retning af at indskrænke udfoldelsesmulighederne, end

der lovgivningsmæssigt er belæg for.

5. Ankenævnets bemærkninger

I overensstemmelse med indholdet af § 3, stk. 1, i klagerens vedtægter har

klageren alene gjort gældende, at »Medicintaksten« - bekendtgørelse

nr. 105 af 18. februar 1992 om beregning af forbrugerpriser på lægemidler,

hvis forhandling er forbeholdt apoteker, udstedt med hjemmel i § 44 i loven

om apoteksvirksomhed - undergiver prisforholdene vedrørende apotekernes

forhandling af lægemidler en fuldstændig offentlig regulering, således at

Konkurrencerådet i medfør af konkurrencelovens § 2, nr. 1, har været afskåret

fra at træffe afgørelse over for klageren efter lovens § 11 som sket med

hensyn til vedtægternes § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1. For ankenævnets

afgørelse af nærværende klagesag er det herefter unødvendigt at tage

stilling, om sådan offentlig regulering muligt tillige måtte følge af § 7

stk. 3, i reklamebekendtgørelsen, udstedt med hjemmel i lægemiddelloven -

bekendtgørelse nr. 328 af 24. maj 1993 om reklame for lægemidler, jf.

(navnlig) § 26, stk. 3, i loven om lægemidler - og det er for ankenævnets

afgørelse derfor også uden betydning, både at Folketingets Ombudsmand den 13.

oktober 1994 har udtalt som sin opfattelse, at reklamebekendtgørelsens § 7,

stk. 3, ikke har tilstrækkelig hjemmel i lægemiddellovens § 26, stk. 3, og at

Sundhedsministeriet i sin skrivelse af 25. oktober 1994 har taget

Folketingets Ombudsmands opfattelse til efterretning.

I overensstemmelse med Sundhedsministeriets skrivelser af 25. maj 1994 og

i øvrigt med henvisning til, hvad klageren har anført, må ankenævnet lægge

til grund, at Medicintaksten, hvis hjemmelsgrundlag er ubestridt, indebærer

en fiksering af medicinpriserne, der - fraset bekendtgørelsens § 24 om,

hvilke rabatter der i givet fald skal ydes over for læger, hvilken

bestemmelse er uden betydning for afgørelsen af nærværende sag - udelukker

anvendelsen af rabatter. For så vidt kan det altså fastslås, at der

foreligger en offentlig regulering af prisforholdene, der i medfør af

konkurrencelovens § 2, nr. 1, udelukker Konkurrencerådet fra at foretage

indgreb som påklaget.

Spørgsmålet er herefter alene, om det forhold, at denne offentlige

regulering af medicinpriserne ikke er blevet forbundet med offentlige

sanktioner, indebærer, at klagerens foreningsretlige sanktionering af

Medicintaksten gennem vedtægternes § 14, jf. § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1,

rækker ud over den offentlige regulering på en sådan måde, at denne

foreningsretlige sanktionsmulighed ikke på samme måde som selve

Medicintaksten omfattes af konkurrencelovens § 2, nr. 1, og derfor muliggør

rådets indgrebsbeføjelse efter lovens § 11.

Ankenævnet finder, at klageren, således som det er sket ved vedtægternes §

14, jf. § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1, åbenbart er berettiget til at kræve af

sine medlemmer, at de overholder den i bekendtgørelsesform fastsatte

Medicintakst, og at denne adgang for klageren ikke indebærer nogen regulering

af medicinpriserne ud over den offentlige regulering. Ankenævnet finder

således, at det i hvert fald i et tilfælde som det foreliggende, hvor der er

tale om offentlige regler gældende for en afgrænset kreds af

erhvervsdrivende, der efter loven om apoteksvirksomhed yderligere kun kan

udøve deres erhverv efter særlig offentlig bevilling, i forhold til

konkurrencelovens § 2, nr. 1, er uden betydning for fastlæggelsen af den

offentlige regulerings omfang, at denne regulering ikke er blevet

sanktioneret af det offentlige. Klageren må efter de almindelige

foreningsretlige regler kunne kræve af sine medlemmer, at de overholder de

for faget gældende love og offentlige forskrifter, herunder Medicintaksten,

uden at denne adgang kan tilsidesættes efter konkurrencelovens § 11.

Da ankenævnet efter det således anførte finder, at der, i det omfang

Konkurrencerådets afgørelse er påklaget, foreligger en offentlig regulering,

der efter konkurrencelovens § 2, nr. 1, udelukker rådet fra at foretage

indgreb efter lovens § 11 som sket, tager ankenævnet klagerens påstand til

følge som nedenfor bestemt.

Konkurrencerådets afgørelse af 27. april 1994 ophæves i det omfang, denne

afgørelse vedrører §1, stk. 2, og § 3, stk. 1, i klagerens vedtægter.

Klageafgiften skal tilbagebetales klageren.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1995-2, s. 271-287

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter