Ophævelse af afgørelse om optagelse af forhandling (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ophævelse af afgørelse om optagelse af
forhandling (* 1)
År 1995, den 8. marts afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.
94-31.076 Danmarks Apotekerforening ctr. Konkurrencerådet sålydende:
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 19. maj 1994 har advokat Niels Fisch-Thomsen på vegne
Danmarks Apotekerforening klaget over en af Konkurrencerådet den 27. april
1994 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 11 har
besluttet, at der skal optages forhandlinger med klageren med henblik på at
få ophævet eller ændret nogle bestemmelser i dennes vedtægter, herunder §§ 1,
stk. 2, og 3, stk. 1.
Klageren har påstået afgørelsen ophævet for så vidt angår de nævnte
bestemmelser.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Sagen har været mundtligt forhandlet.
2.a Konkurrencerådets skrivelse af 27. april 1994 er sålydende:
»Som det vil være foreningen bekendt, har advokat Bjørn
Høberg-Petersen på vegne apoteker (S) . . . henvendt sig til
Konkurrencerådet med en række spørgsmål, der vedrører foreningens vedtægter
set i relation til konkurrenceloven.
Anledningen til henvendelsen er den af foreningen foranledigede kollegiale
sag mod apoteker (S) for i strid med vedtægterne at have indgået en
distributionsaftale med Medivet ApS om formidling af bonus til dyrlæger, og
er en opfølgning af en tidligere henvendelse med baggrund i samme kollegiale
sag.
Den første henvendelse fra advokat Bjørn Høberg-Petersen endte foreløbigt
med den af Konkurrencerådet fremsendte skrivelse af 15. juni 1993 til
Danmarks Apotekerforening.
Det fremgik heraf, at rådet under henvisning til den af
Sundhedsministeriet netop da udstedte bekendtgørelse om reklame for
Læs alt
lægemidler fandt, at Medivets bonusformidling til dyrlægerne herefter ville
blive anset for ulovlig og at aftalen mellem (S) og Medivet ville falde væk.
Rådet fandt, at en opretholdelse af den kollegiale sag herefter ville angå
historiske forhold og derved ikke i sig selv udgøre en aktuel
konkurrencebegrænsning, som rådet kunne gribe ind over for.
Det blev imidlertid samtidig meddelt foreningen, at sagen havde henledt
Konkurrencerådets opmærksomhed på en række bestemmelser i foreningens
vedtægter, som efter en umiddelbar betragtning forekom betænkelige i relation
til konkurrencelovens bestemmelser, hvilket rådet agtede at tage op i en mere
generel sammenhæng på et senere tidspunkt.
Den fornyede henvendelse fra (S)»sadvokat hvoraf bl.a. fremgår, at
den kollegiale sag mod apotekeren opretholdes, har foranlediget
Konkurrencerådet til at gennemgå foreningens vedtægter og praktiseringen
heraf i lyset af konkurrencelovens bestemmelser.
I følge konkurrencelovens § 11 kan Konkurrencerådet, hvis det finder, at
der på et markedsområde foreligger en konkurrencebegrænsning, der medfører
eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen og dermed
effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser m.v.
eller begrænsninger i erhvervsfriheden, søge de skadelige virkninger bragt
til ophør ved forhandling.
Endvidere kan rådet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1, udstede
påbud, som kan omfatte hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser,
bestemmelser og forretningsbetingelser, hvis de skadelige virkninger, der er
nævnt i § 11, ikke kan bringes til ophør ved forhandling.
Danmarks Apotekerforenings vedtægter blev behandlet på Konkurrencerådets
møde den 27. april 1994.
Konkurrencerådet besluttede, at der i medfør af konkurrencelovens § 11
optages forhandling med Danmarks Apotekerforening med henblik på at få
ophævet eller ændret de konkurrencebegrænsende bestemmelser i § 1, stk. 2, §
2, § 3, § 5, § 6, § 9 og §10, i foreningens vedtægter.
Endvidere besluttede rådet, at da Danmarks Apotekerforenings praktisering
af foreningens vedtægters § 1, stk. 2, § 2, stk. 2 litra c) og d), stk. 4 og
7 samt § 3, stk. 1 i forbindelse med den konkrete sag mod (S) udgør en
konkurrencebegrænsning, som medfører eller vil kunne medføre de i
konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger, skal der optages
forhandlinger med Danmarks Apotekerforening om at bringe dette til ophør om
nødvendigt med pålæg efter konkurrencelovens § 12, stk. 1.
Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at de nævnte paragraffer i Danmarks
Apotekerforenings vedtægter indebærer konkurrencebegrænsninger, som medfører
eller vil kunne medføre sådanne skadelige virkninger som omtalt i
konkurrencelovens § 11.
Der er herved lagt vægt på, at det er et gennemgående træk i foreningens
vedtægter - dels i formuleringen, men ikke mindst i praktiseringen - at
foreningen går længere i retning af at begrænse konkurrencen end det allerede
er sket via lovgivningen på området.
I den anledning skal Konkurrencerådet herved i medfør af konkurrencelovens
§ 11 indkalde foreningen til en forhandling som nævnt ovenfor. . . .
. . . ».
2.b De omtvistede bestemmelser i »Vedtægter for Danmarks
Apotekerforening« er sålydende:
» § 1. . . .
Stk. 2.
Det er en enhver apotekers pligt at iagttage god faglig etik og udvise god
kollegial adfærd. I tvivlstilfælde bør apotekeren ved henvendelse til
kredsbestyrelsen eller foreningen forvisse sig om, at han ikke ved sine
handlinger eller undladelser kommer i strid med god faglig etik eller
kollegialitet. . . .
§ 3. PRISER OG RABAT M.V.
Stk. 1.
For lægemidler gælder udelukkende priser og rabatter som er fastsat af
Sundhedsministeren (Medicintaksten). . . . ». 2.c Under
ankebehandlingen har Sundhedsministeriet den 25. maj 1994 skrevet således til
Medivet:
»I skrivelse af 6. november 1992 meddelte Sundhedsministeriet
Danmarks Apotekerforening og Den Danske Dyrlægeforening, at den af Medivet
etablerede bonusordning for dyrlægers indkøb af receptpligtige lægemidler
efter ministeriets opfattelse var uforenelig med apotekerlovgivningens
prisfastsættelsesregler, eftersom ordningen reelt var udtryk for en general
nedsættelse af apoteksudsalgspriserne for det af Medivet tilbudte sortiment,
når dette blev indkøbt på (S).
I brevet erkendte Sundhedsministeriet samtidigt, at lovgivningen på
området ikke var entydig, og at omgåelse af reglerne ikke var
strafsanktioneret.
Ministeriet orienterede endvidere om, at regeringen agtede at fremsætte
lovforslag om ændring af lægemiddellovens reklameregler. Efter de bebudede
regler ville det blive forbudt i salgsfremmende øjemed at yde, tilbyde eller
love medicinalpersoner præmier, økonomiske fordele eller naturalier, med
mindre der alene ville være tale om naturalier af ubetydelig værdi, som står
i forbindelse med udøvelsen af de pågældendes læge - , tandlæge - , dyrlæge
-eller farmaceutvirksomhed.
De bebudede regler blev gennemført med virkning fra den 1. juni 1993 ved
Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 24. maj 1993 om reklame for
lægemidler. Det blev endvidere i reglerne fastsat, at rabatter med videre
ikke måtte tilbydes eller ydes til andre end den direkte køber af et
lægemiddel.
I skrivelse af 23. august 1993 bekræftede Sundhedsministeriet overfor
Deres advokat, at den direkte årsag til, at Sundhedsministeriet havde anmodet
Dem om at ophøre med udbetaling af bonus i forbindelse med Deres
distributionsaftale med (S) var, at bonusudbetalingen var i strid med
reklamebekendtgørelsens paragraf 7, stk. 3, hvorefter rabatter ikke må ydes,
tilbydes, eller loves andre end den direkte køber af et lægemiddel.
Sundhedsministeriet tilkendegav samtidig i skrivelsen af 23. august 1993,
at det efter ministeriets opfattelse ville være lovligt, såfremt Medivet
udbetalte dyrlægernes opsparede tilgodehavender i perioden frem til og med
den 2. juni 1993.
Sidstnævnte tilkendegivelse ændrer ikke ministeriets opfattelse af, at den
af Medivet etablerede og i perioden frem til den 2. juni 1993 praktiserede
bonusudbetalingsordning ikke er forenelig med apotekerlovgivningen, således
som denne opfattelse er kommet til udtryk i den nævnte skrivelse af 6.
november 1992 fra Sundhedsministeriet. Med tilkendegivelsen i skrivelsen af
23. august 1993 har ministeriet derfor alene ønsket at gøre opmærksom på, at
ministeriet ikke agtede at rejse sag, såfremt Medivet til dyrlægerne
udbetalte bonus, der var opsparet i perioden op til den 2. juni 1993. Som
nævnt var det ministeriets vurdering, at en sådan udbetaling ikke var
strafsanktioneret.
Til Deres orientering vedlægges lov nr. 332 af 4. maj 1994 om ændring af
lov om apoteksvirksomhed. Det fremgår af loven, at det er forbudt at yde,
tilbyde, udlodde, love eller modtage rabatter med videre, herunder
omkostningsbegrundede rabatter i forbindelse med salg af apoteksforbeholdte
lægemidler til apotekere og apotekspersonale. Det fremgår endvidere af
bemærkningerne til loven, at det vil blive betragtet som en omgåelse af
loven, såfremt en leverandør af både apoteksforbeholdte lægemidler og
frihandelsvarer yder en apoteker rabat på frihandelsvarer, der overstiger den
i branchen sædvanlige rabat på de omhandlede varer.«
2.d Det hed i § 22, stk. 2, i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 61
af 22. februar 1985 om beregning af apotekernes priser ved salg til
forbrugerne af lægemidler, hvis forhandling er forbeholdt apoteker, udstedt
med hjemmel i loven om apoteksvirksomhed § 44:
»Stk. 2. Ved afregning med distribuerende eller dispenserende
dyrlæger for lægemiddelleverancer skal der ydes dyrlægen en rabat på 5 pct.
af det beløb, som regningen fra apoteket til vedkommende dyrlæge lyder på
efter fradrag af merværdiafgift.«
For så vidt angår distribuerende læger fandtes en rabatbestemmelse i § 22,
stk. 1.
Bekendtgørelsen blev ophævet ved og erstattet af Sundhedsministeriets
bekendtgørelse nr. 105 af 18. februar 1992. Ved denne bekendtgørelse
bortfaldt den nævnte adgang til at yde dyrlæger rabatter, og der indførtes
samtidig en adgang for dyrlæger til ved videreudlevering at opkræve et gebyr
på indtil 5% af registerprisen. (Rabatbestemmelsen blev opretholdt for så
vidt angår distribuerende læger.)
2.e Konkurrencerådet har i skrivelse af 28. juni 1994 til ankenævnet
sammenfattende bl.a. oplyst følgende om sagens baggrund:
» . . . Konkurrencerådet har modtaget en henvendelse fra
(S)»s advokat hvori der stilles en række spørgsmål om hvorvidt nærmere
angivne bestemmelser i Danmarks Apotekerforenings vedtægter er forenelige med
konkurrenceloven.
Anledningen hertil er en kollegial sag, som Danmarks Apotekerforening har
rejst mod apoteker (S).
Den kollegiale sag føres ved den i henhold til apotekerforeningens
vedtægter nedsatte kollegiale ret, og vedrører påstande om, at apoteker (S)
overtræder visse bestemmelser vedrørende priser og markedsføring i Danmarks
Apotekerforenings vedtægter.
Henvendelsen fra (S)»s advokat var samtidig en anmodning om at
genoptage en tidligere klage over Danmarks Apotekerforenings vedtægter, der
blev behandlet på Konkurrencerådets forretningsudvalgs møde den 2. juni 1993.
Baggrunden for klagen og anmodningen om at genoptage sagen - hvortil var
knyttet en række supplerende spørgsmål til Konkurrencerådet - var og er den
af forretningsudvalget på mødet den 2. juni 1993 behandlede sag vedrørende en
distributionsaftale mellem medicinalgrossisten Medivet ApS og (S). Aftalen
indebærer bl.a. bonusformidling fra Medivet til de dyrlæger, der køber
veterinærpræparater hos (S), hvilket apotekerforeningen mener indebærer en
overtrædelse af foreningens vedtægter.
Den af Danmarks Apotekerforening foranledigede kollegialsag mod (S) er
iværksat bl.a. med henvisning til de bestemmelser i foreningens vedtægter,
der i medfør af § 44 i Lov om Apoteksvirksomhed fastslår, at udelukkende
priser og rabatter for lægemidler, som er fastsat af sundhedsministeren, er
gældende (Medicintaksten).
Apotekerlovgivningen forudsætter, at forbrugerpriserne - herunder priserne
for veterinære lægemidler - skal være ens i hele landet.
Sundhedsministeriet har som kommentar til distributionsaftalen tidligere
meddelt, at den pågældende bonusordning er uforenelig med
apotekerlovgivningens prisfastsættelsesregler, men har samtidig erkendt, at
lovgivningen på dette område ikke er entydig, og at omgåelse af reglerne ikke
er strafsanktioneret.
En ændring af lægemiddellovens reklamebestemmelser og en bekendtgørelse
fra Sundhedsministeriet herom til ikrafttræden den 3. juni 1993 medførte, at
det pågældende arrangement herefter af forretningsudvalget blev betragtet som
ulovligt i henhold til lægemiddelloven.
Sundhedsministeriet har indirekte fastslået, at bonusordningen - forstået
i forhold til lægemiddellovens reklamebestemmelser og Sundhedsministeriets
bekendtgørelse herom var lovlig indtil 3. juni 1993, idet ministeriet har
meddelt Medivet, at bonusudbetalingen kan finde sted for køb frem til denne
dato.
På denne baggrund fandt forretningsudvalget, at distributionsaftalen måtte
antages at ville falde væk, og at en opretholdelse af kollegialsagen herefter
alene ville angå historiske forhold.
Forretningsudvalget fandt imidlertid også, at sagen satte fokus på en
række bestemmelser i Danmarks Apotekerforenings vedtægter og den mulige
praktisering heraf, der for en umiddelbar betragtning måtte forekomme
betænkelige i relation til konkurrenceloven, og at spørgsmålet om foreningens
vedtægter derfor burde tages op i en mere generel sammenhæng. . . .
».
2.f Danmarks Apotekerforening Kollegiale Ret har den 5. juli 1994 afsagt
kendelse i sagen Danmarks Apotekerforening mod apoteker (S).
Den Kollegiale Ret udtalte bl.a.:
»Vedtægternes § 3, stk. 1, har ikke noget selvstændigt indhold i
forhold til apotekerlovens § 44 og medicintaksten. Den Kollegiale Ret anser
sig imidlertid i medfør af § 20 i love for Danmarks Apotekerforening for
kompetent til selvstændigt at afgøre, om et medlem har udvist en adfærd, der
bør sanktioneres i henhold til lovenes § 24. . . .
Den Kollegiale Ret finder, at apoteker (S) groft har tilsidesat den ham
som medlem af Danmarks Apotekerforening påhvilende pligt til at iagttage god
faglig etik og udvise god kollegial adfærd, og at han således tillige har
overtrådt vedtægternes § 1, stk. 2, . . .
For overtrædelserne af vedtægternes § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1, idømmes
der i medfør af lovenes § 24 apoteker (S) en bøde på 40.000 kr., der
tilfalder Danmarks Apotekerforenings Understøttelsesfond. Apoteker (S) skal
endvidere i delvise sagsomkostninger betale 20.000 kr. til Danmarks
Apotekerforening.«
2.g Spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i § 7, stk. 3, i bekendtgørelse
nr. 328 af 24. maj 1993 om reklame for lægemidler har fornøden hjemmel i
lægemiddelloven (lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 som ændret ved
lov nr. 280 af 6. maj 1993), har af (S)»s advokat været forelagt
Folketingets Ombudsmand, der i redegørelse af 13. oktober 1994 har udtalt
bl.a.:
»Bestemmelsen i reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 3, medfører at
rabatter og lignende der ikke er omfattet af forbudet i stk. 1, kun kan ydes
til den direkte køber af et lægemiddel. Bestemmelsen indebærer således at
også omkostningsrelaterede rabatter forbydes til andre end den direkte køber.
. . .
Det er herefter min opfattelse at Sundhedsministeriet ved forbudet mod at
ellers lovlige rabatter ikke kan ydes andre end den direkte køber af et
lægemiddel, er gået videre end der er dækning for i bemyndigelsen i lovens §
26, stk. 3. Jeg har herved endvidere lagt vægt på at bestemmelsen i
bekendtgørelsens § 7, stk. 3 må siges at indebære et ganske vidtgående
indgreb vedrørende muligheden for at yde de nævnte fordele til
medicinalpersoner. I overensstemmelse med almindelige offentligretlige regler
må hjemlen i et sådant tilfælde være klar, . . .
Det skal dog understreges at der, som ovenfor anført, i forarbejderne til
lægemiddellovens § 26, stk. 3, efter min opfattelse er holdepunkter for at
begrebet »omkostningsrelateret rabat« må forstås snævert. Det har
imidlertid ligget uden for rammerne af min undersøgelse at komme ind på det
spørgsmål om de rabatter der er blevet ydet fra Medivet ApS til de pågældende
dyrlæger på den baggrund faktisk kan siges at være omkostningsrelaterede.
Det er sammenfattende min opfattelse at bestemmelsen i § 7, stk. 3 i
Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 24. maj 1993 ikke har
tilstrækkelig hjemmel i § 26, stk. 3 i lægemiddelloven (lovbekendtgørelse nr.
452 af 10. juni 1992 som ændret ved lov nr. 280 af 6. maj 1993).
Det følger heraf at Sundhedsministeriets krav (fremsat i brev af 1. juli
1993) om at Medivet ApS's bonusudbetaling til dyrlægerne skulle ophøre, efter
min opfattelse ikke kunne støttes på bekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Jeg har i den anledning henstillet til Sundhedsministeriet at man
genoptager sagen vedrørende Medivets bonusudbetaling og træffer en nu (ny?)
afgørelse på baggrund af det jeg har anført.
Jeg har samtidig anmodet Sundhedsministeriet om at foranledige - evt. ved
en ændring af bekendtgørelsen om reklame for lægemidler - at hjemmelsmanglen
afhjælpes.'
2.h Sundhedsministeriet har herefter i skrivelse af 25. oktober 1994 til
Medivet ApS' advokat meddelt, at ministeriet har taget Ombudsmandens
redegørelse og opfattelse til efterretning.
2.i Konkurrencerådet har den 11. november 1994 meddelt Danmarks
Apotekerforening pålæg om ikke at praktisere § 1, stk. 2, i foreningens
vedtægter i konkurrencebegrænsende øjemed og at ophæve § 3, stk. 1. Dette
pålæg har Danmarks Apotekerforening indbragt for ankenævnet. Anken af pålæget
er ikke behandlet sammen med nærværende ankesag.
3. Klagerens argumentation
Klageren har anført, at Konkurrencerådet som følge af konkurrencelovens §
2, nr. 1, har savnet kompetence til at træffe beslutning om at indlede
forhandlinger efter lovens § 11 vedrørende klagerens vedtægters §§ 1, stk. 2,
og 3, stk. 1.
Det er i konkurrencelovens § 2, nr. 1, 2. pkt., bestemt, at bl.a. § 11
ikke gælder for erhvervsvirksomhed, hvis udøvelse i henhold til særlig
hjemmel bestemmes eller godkendes af det offentlige, i det omfang det
pågældende forhold er offentligt reguleret. Apoteksvirksomhed er reguleret i
lov om apoteksvirksomhed. Regler for beregning af apotekernes priser ved salg
til forbrugerne af lægemidler, hvis forhandling er forbeholdt apoteker,
fastsættes i henhold til apotekerlovens § 44 af sundhedsministeren. Sådanne -
detaljerede - regler er fastsat i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 105
af 18. februar 1992 om beregning af forbrugerpriser på lægemidler, hvis
forhandling er forbeholdt apoteker (»Medicintaksten«) med senere
ændringer.
§ 3, stk. 1, i klagerens vedtægter fastslår ikke andet og mere, end at
»for lægemidler gælder udelukkende priser og rabatter som er fastsat af
Sundhedsministeren (Medicintaksten).« Bestemmelsen vedrører således
apotekernes pligt til at overholde og respektere - og at afstå fra omgåelser
af - den for lægemiddelpriser ved salg til forbruger nøje i bekendtgørelse
fastsatte offentlige regulering, Medicintaksten. Herved er reguleret, hvilke
rabatter en apoteker kan - og skal - give på medicinleverancer. Rabatter, som
ikke er hjemlet i Medicintaksten, er ikke lovlige. Det er ganske vist en
konkurrencebegrænsning, men den er bestemt ved lov med det formål at sikre
ens forbrugerpriser på lægemidler overalt i landet.
Rådet er frataget muligheden for at foretage indgreb heroverfor, da der på
området er en offentlig regulering som sådan. Konkurrencerådet har
overskredet sin kompetence, da forholdet er udtømmende reguleret af
Sundhedsministeriet. Det følger således direkte af konkurrencelovens § 2, nr.
1, at rådet har savnet hjemmel til at bringe konkurrencelovens § 11 i
anvendelse over for klagerens vedtægters § 3, stk. 1.
Vedtægternes § 3, stk. 1, er den centrale bestemmelse i den kollegiale sag
mod apoteker (S). Efter klagerens opfattelse har ankesagen fra sin første
begyndelse sit udspring i denne sag og er derfor baggrunden for
Konkurrencerådets indgreb.
Vedtægternes § 1, stk. 2, fastslår alene i en generel formulering, at
»Det er enhver apotekers pligt at iagttage god faglig etik og udvise god
kollegial adfærd«. Den eneste begrundelse for at søge denne helt
sædvanlige og i sin formulering tilforladelige vedtægtsbestemmelse inddraget
under en § 11 forhandling må fra rådets side være den omstændighed, at
klageren i den kollegiale sag mod apoteker (S) har inddraget dennes
overtrædelse af også vedtægternes § 1, stk. 2. Bestemmelsen er imidlertid
påberåbt vedrørende ganske det samme faktum som § 3, stk. 1. Det var
klagerens opfattelse, at apoteker (S) havde undladt at iagttage god faglig
etik og god kollegial adfærd ved - trods gentagne og alvorlige advarsler fra
klageren - at have handlet i strid med apotekerlovens prisfastsættelsessystem
i den hensigt at tilvende sig hele eller en meget stor del af den omsætning
af veterinærmedicin, som hidtil - i fuld overensstemmelse med og som en
konsekvens af apotekerlovens system -har ligget spredt på et stort antal
apoteker, navnlig i landdistrikterne. Bestemmelsen er i Den Kollegiale Rets
praksis kun anvendt denne ene gang som et supplement til § 3, stk.1, og under
skærpende omstændigheder.
Konkurrencerådet har udlagt klagerens hovedanbringende under den
kollegiale sag forkert, når det siges, at klageren skulle indlægge
selvstændige, videregående konkurrence-begrænsingsforpligtelser i
vedtægternes §§ 3, stk. 1, og 1, stk. 2, ud over, hvad der følger af
apotekerloven. Klageren har over for Konkurrencerådet præciseret meget nøje,
at klageren i den kollegiale sag alene påberåbte sig og disciplinærforfulgte
apoteker (S) for at have »gjort sig skyldig i en markant overtrædelse (i
form af omgåelse) af apotekerlovens § 44 og sundhedsministerens med hjemmel
heri udstedte bekendtgørelse om lægemiddelpriser ved salg til forbruger
(»Medicintaksten«) og for derved at have overtrådt vedtægternes §
3, stk. 1, hvis eneste indhold er en pligt for apotekerne til at overholde de
af sundhedsministeren fastsatte bestemmelser om priser og rabatter
(Medicintaksten).
Sundhedsministeren har udtalt, at bonusordningen var uforenelig med
apotekerlovens prisfastsættelsessystem og har i skrivelse af 25. maj 1994
fasthold dette. Tidligere udsagn vedrører ikke bonusordningens forhold til
apotekerloven og fastslår således ikke, hverken direkte eller indirekte, at
denne skulle have været lovlig indtil den 3. juni 1993. Disse udsagn vedrører
alene forholdet til lægemiddelloven og reklamebekendtgørelsen, som klageren
imidlertid ikke har påberåbt sig, hverken for så vidt angår (S)»s
disciplinærsag eller for så vidt angår rådets manglende indgrebsbeføjelser
som følge af konkurrencelovens § 2, nr. 1. Reklamebekendtgørelsen er udstedt
med hjemmel i lægemiddelloven og således ikke apotekerloven. I vedtægternes §
3, stk. 1, er der ikke henvist til reklamebekendtgørelsen, men til
Medicintaksten. I den kollegiale sag har apoteker (S) ganske vist henvist til
reklamebekendtgørelsen, hvilket har fået Konkurrencerådet til at inddrage
disse bestemmelser. Der er imidlertid tale om en misfortolkning.
Det fremgår af Den Kollegiale Rets kendelse, at § 3, stk.1, ikke har et
selvstændigt indhold. Konkurrencebegrænsningerne er fastsat af
Sundhedsministeriet. Retten har lagt ministeriets fortolkning til grund og
har kun disciplinærsanktioneret gældende ret og dermed vedtægterne.
Apotekerstanden kan på ingen måde sammenlignes med andre liberale erhverv.
Ingen andre liberale erhverv har - så vidt klageren er orienteret - et
lovbestemt forbud mod pris- (og ra-bat-) konkurrence.
4. Konkurrencerådets argumentation
Konkurrencerådet har anført, at bestemmelserne i klagerens vedtægters §§
1, stk. 2, og 3, stk. 1 - lige såvel som de øvrige upåklagede
vedtægtsbestemmelser - indebærer konkurrencebegrænsninger, som medfører eller
vil kunne medføre sådanne skadelige virkninger som omtalt i konkurrencelovens
§ 11. Det er et gennemgående træk i foreningens vedtægter - dels i
formuleringen, men ikke mindst i praktiseringen - at klageren går længere i
retning af at begrænse konkurrencen, end det allerede er sket via
lovgivningen på området.
Bestemmelsen i konkurrencelovens § 2, 2. pkt., afskærer ikke generelt
rådet fra at gøre indgreb efter § 11 over for en offentligt reguleret
virksomhed. Kun de forhold, der er offentligt reguleret, er omfattet af
begrænsningen i bestemmelsen.
Den omstændighed, at en bestemmelse i apotekerforeningens vedtægter
henviser til lovgivningskrav, fører ikke nødvendigvis til den slutning, at
konkurrenceloven ikke gælder her. Det må i hvert enkelt tilfælde bero på en
vurdering af, om det pågældende forhold er reguleret af anden lov. I
klagerens vedtægters § 3, stk. 1, er der henvist til sundhedsministerens
kompetence vedrørende fastlæggelsen af priser og rabatter for lægemidler.
Praktiseringen af denne bestemmelse udelukker på det nærmeste alle former for
rabat- og bonusordninger, hvilket begrænser konkurrencen ud over, hvad der er
hjemmel for i anden lov.
Det kan således ikke være en forenings opgave at gribe ind over for
konkurrencebegrænsninger, der medfører eller vil kunne medføre skadelige
virkninger, hvis disse ikke direkte er et resultat af anden lovgivning.
Sundhedsministeriet har givet udtryk for, at bonusordningen ikke er forenelig
med apotekerloven. Den efterfølgende erkendelse af, at lovgivningen herom
ikke er entydig, burde derfor have medført en afklaring på ministeriets
foranledning.
Det kan således ikke være foreningens opgave - under henvisning til egne
vedtægtsbestemmelser - at afgøre, hvorvidt apotekerlovens § 44 er overtrådt,
og ad den vej optræde på den kompetente myndigheds vegne, hvis opgave det er
at regulere det pågældende forhold.
Sundhedsministeriets skrivelse af 25. maj 1994 til Medivet ApS efterlader
det indtryk, at såfremt apotekerloven regulerer alle former for, hvad der må
ydes af rabat og bonus, ville en henvisning til en senere forekommet ændring
af lægemiddelloven ikke være påtrængende, ligesom det for at forhindre
fremtidige rabat- og bonustiltag synes unødvendigt at ændre lægemiddellovens
reklamebestemmelser. Rådet er opmærksom på, at Sundhedsministeriets
lovhenvisning i skrivelsen til Medivet ApS om bonusarrangementets lovlighed
alene vedrører lægemiddelloven og reklamebekendtgørelsen.
Sundhedsministeriets meddelelse til Medivet ApS om, at bonusordningen efter
ministeriets opfattelse ikke er forenelig med apotekerloven, efterlader
imidlertid et lidt mere sløret indtryk, når det efterfølgende i samme
skrivelse erkendes, at lovgivningen på området ikke var entydig, og at en
omgåelse ikke var strafsanktioneret. Ændringen af lægemiddelloven og
reklamebekendtgørelsen synes at forfølge et ønske om at præcisere
bestemmelserne om bl.a. rabatgivning, som tilsyneladende ikke fremgik
entydigt af den dagældende apotekerlov.
Vedtægternes § 1, stk. 2, ser tilforladelig ud, og rådet har intet at
indvende imod, at medlemmerne skal iagttage god faglig etik og udvise god
kollegial adfærd. Rådes afgørelse omhandler da også alene det forhold, at der
med bestemmelsens aktuelle praktisering forhindres enhver form for
konkurrence mellem apotekerne. Dette ses eksemplificeret i den kollegiale
sag, hvor klageren under påberåbelse af denne bestemmelse søgte det, der
betragtes som overtrædelse af andre bestemmelser, bragt til ophør ved at
henvise til bestemmelsen om etik og adfærd.
Det forhold, at overtrædelse af Medicintaksten ikke er strafsanktioneret,
berettiger ikke klageren til at sikre sine medlemmers overholdelse gennem et
disciplinæransvar. Spørgsmålet om overholdelse af lovgivningen må alene være
en sag mellem Sundhedsministeriet og den enkelte apoteker. I givet fald må
spørgsmålet forelægges domstolene.
Folketingets Ombudsmand har i sin redegørelse af 13. oktober 1994
behandlet spørgsmålet om lovligheden af omkostningsrelateret rabat. I
redegørelsen fremgår grundlaget for sagen klart. Det må således være
Sundhedsministeriet, der skal reagere, og det tilkommer ikke klageren at
overreferere ministeriet.
Med sin afgørelse har rådet ønsket at hindre klageren i at praktisere
vedtægternes § 1, stk. 2, i kombination med andre bestemmelser på en måde,
der i praksis afskærer medlemmerne fra i øvrigt lovlige konkurrencemæssige
tiltag. Efter rådets opfattelse er bestemmelsen praktiseret på en sådan måde
i sagen mod apoteker (S).
Det kan ikke tilkomme klageren at fortolke rækkevidden af lovreguleringer
på området. En henvisning til, at apotekerstanden ikke kan sammenlignes med
andre liberale erhverv, der ikke har et lovbestemt forbud mod
priskonkurrence, er derfor ikke relevant. En lovregulering på en række
områder bør ikke resultere i, at klageren med henvisning til egne
bestemmelser forhindrer eventuel lovlig konkurrencemæssig adfærd.
Konkurrencerådet har tidligere taget stilling til regulering inden for
andre liberale erhverv. Rådet har truffet beslutning om, at der skulle
forhandles med en række af disse erhverv om ændring eller ophævelse af en
række bestemmelser i kollegiale vedtægter.
Klagerens vedtægter svarer på en række punkter til vedtægter gældende for
disse erhverv og indeholder således i vidt omfang de samme typer
konkurrencebegrænsninger. Det er endvidere således, at branchens struktur- og
omsætningsforhold, i måske endnu større omfang end tilfældet er for de øvrige
erhverv, er lovreguleret - først og fremmest via apotekerloven og
lægemiddelloven. Der er imidlertid et gennemgående træk i klagerens vedtægter
- dels i formuleringen, men ikke mindst i praktiseringen - at man i denne
sektor går længere i retning af at indskrænke udfoldelsesmulighederne, end
der lovgivningsmæssigt er belæg for.
5. Ankenævnets bemærkninger
I overensstemmelse med indholdet af § 3, stk. 1, i klagerens vedtægter har
klageren alene gjort gældende, at »Medicintaksten« - bekendtgørelse
nr. 105 af 18. februar 1992 om beregning af forbrugerpriser på lægemidler,
hvis forhandling er forbeholdt apoteker, udstedt med hjemmel i § 44 i loven
om apoteksvirksomhed - undergiver prisforholdene vedrørende apotekernes
forhandling af lægemidler en fuldstændig offentlig regulering, således at
Konkurrencerådet i medfør af konkurrencelovens § 2, nr. 1, har været afskåret
fra at træffe afgørelse over for klageren efter lovens § 11 som sket med
hensyn til vedtægternes § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1. For ankenævnets
afgørelse af nærværende klagesag er det herefter unødvendigt at tage
stilling, om sådan offentlig regulering muligt tillige måtte følge af § 7
stk. 3, i reklamebekendtgørelsen, udstedt med hjemmel i lægemiddelloven -
bekendtgørelse nr. 328 af 24. maj 1993 om reklame for lægemidler, jf.
(navnlig) § 26, stk. 3, i loven om lægemidler - og det er for ankenævnets
afgørelse derfor også uden betydning, både at Folketingets Ombudsmand den 13.
oktober 1994 har udtalt som sin opfattelse, at reklamebekendtgørelsens § 7,
stk. 3, ikke har tilstrækkelig hjemmel i lægemiddellovens § 26, stk. 3, og at
Sundhedsministeriet i sin skrivelse af 25. oktober 1994 har taget
Folketingets Ombudsmands opfattelse til efterretning.
I overensstemmelse med Sundhedsministeriets skrivelser af 25. maj 1994 og
i øvrigt med henvisning til, hvad klageren har anført, må ankenævnet lægge
til grund, at Medicintaksten, hvis hjemmelsgrundlag er ubestridt, indebærer
en fiksering af medicinpriserne, der - fraset bekendtgørelsens § 24 om,
hvilke rabatter der i givet fald skal ydes over for læger, hvilken
bestemmelse er uden betydning for afgørelsen af nærværende sag - udelukker
anvendelsen af rabatter. For så vidt kan det altså fastslås, at der
foreligger en offentlig regulering af prisforholdene, der i medfør af
konkurrencelovens § 2, nr. 1, udelukker Konkurrencerådet fra at foretage
indgreb som påklaget.
Spørgsmålet er herefter alene, om det forhold, at denne offentlige
regulering af medicinpriserne ikke er blevet forbundet med offentlige
sanktioner, indebærer, at klagerens foreningsretlige sanktionering af
Medicintaksten gennem vedtægternes § 14, jf. § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1,
rækker ud over den offentlige regulering på en sådan måde, at denne
foreningsretlige sanktionsmulighed ikke på samme måde som selve
Medicintaksten omfattes af konkurrencelovens § 2, nr. 1, og derfor muliggør
rådets indgrebsbeføjelse efter lovens § 11.
Ankenævnet finder, at klageren, således som det er sket ved vedtægternes §
14, jf. § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1, åbenbart er berettiget til at kræve af
sine medlemmer, at de overholder den i bekendtgørelsesform fastsatte
Medicintakst, og at denne adgang for klageren ikke indebærer nogen regulering
af medicinpriserne ud over den offentlige regulering. Ankenævnet finder
således, at det i hvert fald i et tilfælde som det foreliggende, hvor der er
tale om offentlige regler gældende for en afgrænset kreds af
erhvervsdrivende, der efter loven om apoteksvirksomhed yderligere kun kan
udøve deres erhverv efter særlig offentlig bevilling, i forhold til
konkurrencelovens § 2, nr. 1, er uden betydning for fastlæggelsen af den
offentlige regulerings omfang, at denne regulering ikke er blevet
sanktioneret af det offentlige. Klageren må efter de almindelige
foreningsretlige regler kunne kræve af sine medlemmer, at de overholder de
for faget gældende love og offentlige forskrifter, herunder Medicintaksten,
uden at denne adgang kan tilsidesættes efter konkurrencelovens § 11.
Da ankenævnet efter det således anførte finder, at der, i det omfang
Konkurrencerådets afgørelse er påklaget, foreligger en offentlig regulering,
der efter konkurrencelovens § 2, nr. 1, udelukker rådet fra at foretage
indgreb efter lovens § 11 som sket, tager ankenævnet klagerens påstand til
følge som nedenfor bestemt.
Konkurrencerådets afgørelse af 27. april 1994 ophæves i det omfang, denne
afgørelse vedrører §1, stk. 2, og § 3, stk. 1, i klagerens vedtægter.
Klageafgiften skal tilbagebetales klageren.
Officielle noter
(* 1) Konkurrencerådet:
Dokumentation 1995-2, s. 271-287
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Dansk Sportsdykker Forbund ctr. Konkurrencerådet Retsinformation · 22. april 1999
- Sag om, hvorvidt sagsøgeren i 2003 og 2004 har indtaget en dominerende stilling på markedet for distribution af adresseløse forsendelser i Danmark og i bekræftende fald, om sagsøgeren har overtrådt forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling m.m. Domsdatabasen · 21. december 2007
- Optagelse af forhandling i henhold til konkurrencelovens § 11 med Den Almindelige Danske Lægeforening om liberalisering af begrænsninger i medlemmernes reklameringsadgang. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Henvendelse til offentlig myndighed om konkurrencebegrænsninger - diskriminering (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Anmeldelsespligt i henhold til konkurrencelovens § 5 (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Stadfæstelse af Konkurrencerådets afgørelse om optagelse af forhandling med Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Påbud om ophævelse af lokal takstaftale for ejendomsmæglere. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Afvisning af klage (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Indgreb over for dyrlægernes kollegiale regler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringspålæg inden for hårde hvidevarer opretholdt (* 1) Retsinformation · 24. september 1997