Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om lægemidler (Lægemiddelloven)

Ikke gældende siden 14. december 2005 LBK nr 656 af 28/07/1995LovbekendtgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet8. august 1995

Gældende udgave: LBK nr 339 af 15/03/2023

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 4 afgørelser

Retsinformation 3, Klagenævn (Nævnenes Hus) 1

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om lægemidler

(Lægemiddelloven)

Herved bekendtgøres lov om lægemidler, jf.

lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 med de ændringer, der følger af

lov nr. 280 af 6. maj 1993, lov nr. 916 af 8. december 1993, lov nr. 333 af

4. maj 1994, lov nr. 380 af 18. maj 1994 og lov nr. 439 af 14. juni 1995.

Kapitel 1

Lovens område

§ 1. Loven omfatter varer, som er bestemt til at

tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, erkende, lindre, behandle

eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke

legemsfunktioner (lægemidler).

Stk. 2. Lovens regler om lægemidler omfatter også

svangerskabsforebyggende midler.

§ 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at

loven eller visse af dens bestemmelser skal anvendes på varer, der uden at

være omfattet af § 1, stk. 1, skal anvendes til forebyggelse, erkendelse og

behandling af sygdomme (medicinske utensilier) samt til erkendelse af

svangerskab.

§ 3. Loven omfatter ikke levneds- og nydelsesmidler,

foder, varer til udvortes brug alene med kosmetisk formål samt kosttilskud og

fodertilskud til dyr (vitaminer, mineraler m. v.). Sundhedsministeren kan

efter forhandling med miljøministeren og landbrugsministeren inddrage de

nævnte varer under lovens område, såfremt særlige egenskaber eller uheldige

virkninger ved anvendelse af dem gør det påkrævet.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan undtage bestemte varer

eller varegrupper, der er omfattet af § 1, helt eller delvis fra loven samt

fastsætte regler for sådanne undtagelser. Antiparasitære midler til dyr samt

jern- og vitaminpræparater til dyr undtages fra lovens § 5.

§ 3 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler, der

Læs alt

er nødvendige for anvendelsen her i landet af EF-forordninger om forhold, der

er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at

loven eller visse af dens bestemmelser ikke finder anvendelse på lægemidler,

der er godkendt eller skal godkendes til markedsføring i Den Europæiske Union

efter regler fastlagt herom af Rådet for Den Europæiske Union, og kan

fastsætte regler for sådanne undtagelser.

Kapitel 2

Almindelige regler om lægemidler

§ 4. Regler om lægemidlers kvalitet fastsættes af

Sundhedsstyrelsen i form af en farmakope eller lignende.

§ 5. Forhandling af lægemidler til forbrugerne må kun

ske gennem apoteker, medmindre andet er fastsat i lovgivningen eller i regler

fastsat af sundhedsministeren.

Stk. 2. I det omfang, forhandlingen ikke er omfattet af

stk. 1, kan Sundhedsstyrelsen fastsætte regler om, hvilke lægemidler, der kun

må udleveres efter udleveringsforskrifter fra læger, tandlæger eller

dyrlæger, og om forskrifternes affattelse m. v. samt regler for udlevering.

Stk. 3. Veterinærdirektoratets repræsentanter har mod

behørig dokumentation og uden retskendelse adgang til virksomheder, der har

Sundhedsstyrelsens tilladelse efter § 8 til at forhandle foderlægemidler til

dyr eller fisk. Veterinærdirektoratets repræsentanter kan kræve at få

fremvist og udleveret kopi af bestillingssedler på foderlægemidler, der er

ordineret af en dyrlæge.

§ 6. Et lægemiddels navn må ikke være vildledende med

hensyn til varens sammensætning, virkning eller egenskaber iøvrigt, og det må

ikke være egnet til at fremkalde forveksling med andre lægemidler.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om

lægemidlers pakningsstørrelse, indlægsseddel, etiketter og emballage og kan

stille krav til enkelte lægemidler herom.

Stk. 3. På etiketter for farmaceutiske specialiteter,

jf. kap. 4, skal det af Sundhedsstyrelsen fastsatte fællesnavn for det

pågældende lægemiddel angives let læseligt og med mindst halvt så store

typer, som anvendes til angivelse af lægemidlets eventuelle særnavn.

§ 7. Sundhedsstyrelsen kan forbyde forhandling og

udlevering samt pålægge fabrikanter eller importører at tilbagekalde

restlagre af et lægemiddel, der

1) stammer fra en virksomhed, der ikkehar Sundhedsstyrelsens tilladelse

efter § 8, stk. 1, eller som ikke vil medvirke ved Sundhedsstyrelsens kontrol

efter § 9,

2) ikke er af konstant sammensætning, hvis indholdsstoffer mangler den

fornødne kvalitet, eller som iøvrigt ikke fremstilles på betryggende måde,

3) ikke svarer til det, der angives på etiket o. lign.,

4) har et andet indhold eller anvendelsesområde end angivet,

5) ved normal anvendelse medfører bivirkninger, der står i misforhold til

den tilsigtede medicinske virkning eller frembyder fare af sundhedsmæssig

art,

6) kan fratages markedsføringstilladelsen i medfør af § 20, stk. 1.

Stk. 2. Forbyder Sundhedsstyrelsen med øjeblikkelig

virkning forhandling og udlevering af et lægemiddel, underretter

Sundhedsstyrelsen senest den følgende dag Det Europæiske Agentur for

Lægemiddelvurdering herom.

§ 7 a. Oplysninger m. v., som Sundhedsstyrelsen får

kendskab til eller kommer i besiddelse af i forbindelse med kontrolvirksomhed

og godkendelse af lægemidler i henhold til denne lov eller bestemmelser

udstedt i medfør af loven, kan anvendes til kontrol med og godkendelse af

andre lægemidler, herunder parallelimporterede lægemidler, samt i forbindelse

med godkendelse af og kontrol med kliniske afprøvninger af andre lægemidler.

Kapitel 3

Godkendelse og kontrol med virksomheder

§ 8. Der må ikke fremstilles, indføres, udføres,

forhandles, udleveres, fordeles eller emballeres lægemidler uden

Sundhedsstyrelsens tilladelse. Der må ikke uden Sundhedsstyrelsens tilladelse

foretages toksikologiske og farmakologiske forsøg (ikkekliniske forsøg) med

henblik på at vurdere lægemidlers sikkerhed til brug for anmeldelse af

kliniske afprøvninger, ansøgning om markedsføringstilladelse eller

vedligeholdelse af markedsføringstilladelse.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler for

teknisk ledelse, faglig kundskab, indretning og drift for virksomheder, der

har tilladelse efter stk. 1.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan betinge og tidsbegrænse

tilladelser efter stk. 1. Sundhedsstyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse,

hvis betingelserne for tilladelsen ikke opfyldes, eller hvis virksomheden

overtræder regler, der er fastsat af Sundhedsstyrelsen i henhold til stk. 2.

Stk. 4. Reglen i stk. 1 gælder ikke for

1) sygehuses og andre behandlende institutioners omgang med lægemidler,

som skal bruges i behandlingen,

2) lægers, dyrlægers og tandlægers indkøb, opbevaring, fordeling og

udlevering af lægemidler til brug i praksis,

3) private personers omgang med lægemidler til eget forbrug.

Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om den

omgang med lægemidler, der er nævnt i stk. 4.

§ 9. Sundhedsstyrelsen kontrollerer virksomheder, der

har tilladelse efter § 8, stk. 1. Kontrollen omfatter lægemidlernes indhold,

sammensætning, kvalitet, opbevaring og den måde, hvorpå lægemidlerne

fremstilles, forhandles og udleveres.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsens repræsentanter har mod

behørig legitimation og uden retskendelse adgang til virksomhederne.

Sundhedsstyrelsen kan udtage eller kræve udleveret prøver af lægemidler og

stoffer, der er anvendt til disses fremstilling. Den kan kræve alle

oplysninger, som er nødvendige for kontrolvirksomheden.

Stk. 3. Virksomheder, der fremstiller, indfører,

udfører, oplagrer, forhandler, udleverer, fordeler eller emballerer

lægemidler og disse virksomheders foreninger og brancheorganisationer skal

efter regler fastsat af sundhedsministeren give sundhedsministeren

oplysninger i maskinlæsbar stand om omsætning m. v. af lægemidler.

Sundhedsministeren kan bestemme, at de pågældende oplysninger skal gives til

en anden myndighed. Sundhedsministeren eller den myndighed, som

sundhedsministeren udpeger til at modtage oplysningerne, kan offentliggøre

oplysningerne.

Stk. 4. De virksomheder og foreninger m.v., der er

nævnt i stk. 3, skal endvidere efter anmodning fra Sundhedsstyrelsen give

Sundhedsstyrelsen oplysninger i maskinlæsbar stand om omsætning m. v. af

lægemidler. Sundhedsministeren kan bestemme, at Sundhedsstyrelsen kan

offentliggøre oplysningerne.

Stk. 5. Virksomheder, der har tilladelse til

fremstilling og udførsel af lægemidler, skal efter anmodning give

Sundhedsstyrelsen oplysning om årsagen til, at der ikke er ansøgt om

markedsføringstilladelse til et lægemiddel.

Stk. 6. Virksomheder, der har tilladelse efter § 8,

stk. 1, samt apoteker er forpligtet til at føre optegnelser over omgang m. v.

med lægemidler. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler herfor.

§ 10. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om

afgift for behandlingen af ansøgning efter § 8, stk. 1, og for

Sundhedsstyrelsens kontrol efter § 9, stk. 1.

Kapitel 3 a

Visse stoffer til veterinær anvendelse

§ 10 a. Virksomheder, herunder apoteker og dyrlæger,

må ikke fremstille, indføre, udføre, oplagre, forhandle, udlevere, fordele,

emballere, besidde eller råde over stoffer, som kan anvendes som

veterinærmedicinske præparater, og som har nærmere af Sundhedsstyrelsen

opregnede egenskaber, medmindre virksomheden forud har indgivet anmeldelse

til Sundhedsstyrelsen og har modtaget kvittering herfor. Sundhedsstyrelsen

fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved anmeldelse m. v.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også for

produkter, hvori et eller flere af de pågældende stoffer indgår som en

bestanddel.

Stk. 3. Private personer må ikke erhverve, besidde

eller råde over stoffer og produkter, der er omfattet af stk. 1, medmindre

stoffet eller produktet er erhvervet gennem en virksomhed, der har indgivet

anmeldelse til Sundhedsstyrelsen og har modtaget kvittering herfor, jf. stk.

1. Stofferne og produkterne må ikke indgives dyr eller anvendes på dyr og må

ikke overdrages eller videresælges.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om

udlevering og forhandling af de stoffer og produkter, der er omfattet af stk.

1, herunder at udlevering kun kan finde sted efter rekvisition påtegnet af

den lokale politimester. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om

rekvisitionens affattelse og indhold samt om private personers pligt til at

opbevare genpart af rekvisitionen.

§ 10 b. Sundhedsstyrelsen opretter et register over

virksomheder, der anmelder sig i henhold til § 10 a, stk. 1.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte virksomheder er forpligtede

til at føre nøjagtige optegnelser over alle transaktioner med de pågældende

stoffer og produkter. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at

de i stk. 1 nævnte virksomheder skal betale et gebyr til hel eller delvis

dækning af Sundhedsstyrelsens omkostninger i forbindelse med oprettelse af

registret og ajourføring heraf.

§ 10 c. Sundhedsstyrelsen kontrollerer virksomheder,

der er omfattet af §10 a, stk. 1, samt de af virksomhederne efter § 10 b,

stk. 2, førte optegnelser.

Stk. 2. Efter forhandling med den pågældende minister

kan sundhedsministeren fastsætte regler om andre myndigheders eller

institutioners medvirken ved varetagelse af kontrolopgaver efter stk. 1.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at

de i stk. 1 nævnte virksomheder skal betale et årligt gebyr til hel eller

delvis dækning af myndighedernes omkostninger i forbindelse med kontrollen

efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Repræsentanter for kontrolmyndigheden har til

enhver tid mod legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og

private ejendomme og lokaliteter samt adgang til at udtage prøver af stoffer

og produkter m. v. Der kan kræves alle oplysninger, der er nødvendige for

kontrolvirksomheden.

Kapitel 4

Farmaceutiske specialiteter

§ 11. Kapitel 4 omfatter lægemidler, der er bestemt

til at forhandles og udleveres til forbrugeren i fremstillerens originale

pakning under et af fremstilleren valgt navn (farmaceutiske specialiteter).

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at

kapitlet eller visse af dets bestemmelser skal anvendes på lægemidler, der er

bestemt til dyr, og som ikke er specialiteter.

Stk. 3. Kapitlet omfatter ikke lægemidler, som er

fremstillet på apotek til den enkelte patient, og som forhandles og udleveres

fra et apotek under angivelse af deklaration og uden anden form for

navneangivelse (magistrelt fremstillede lægemidler).

§ 12. Dyrlæger, der har etableret sig i en af de

øvrige stater, som har ratificeret eller tiltrådt Aftalen om Det Europæiske

Økonomiske Samarbejdsområde, kan efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte

regler her til landet medbringe farmaceutiske specialiteter, der ikke er

godkendt til markedsføring her i landet efter § 13, til brug for dyr den

pågældende har i behandling, såfremt sammensætningen af den farmaceutiske

specialitet kvantitativt og kvalitativt svarer til et af Sundhedsstyrelsen

godkendt lægemiddel. Veterinære sera og vacciner må dog ikke medbringes efter

bestemmelsen i 1. pkt.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om

indførsel af foderlægemidler fremstillet af forblandinger, der er tilladt i

en af de øvrige stater, som har ratificeret eller tiltrådt Aftalen om Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, såfremt forblandingen kvantitativt og

kvalitativt svarer til en af Sundhedsstyrelsen godkendt forblanding.

§ 13. Farmaceutiske specialiteter må kun sælges eller

udleveres, når specialiteten enten er godkendt ved en

markedsføringstilladelse fra Sundhedsstyrelsen eller er godkendt til

markedsføring i Den Europæiske Union efter regler fastlagt herom af Rådet for

Den Europæiske Union, jf. dog § 25, stk. 1-3.

§ 13 a. Sundhedsstyrelsen fører et register over de

lægemidler, som ansøges godkendt og som godkendes ved en

markedsføringstilladelse efter reglerne i dette kapitel.

§ 14. Ansøgning om markedsføringstilladelse til en

farmaceutisk specialitet skal indeholde oplysning om den person eller

virksomhed, som Sundhedsstyrelsen kan rette henvendelse til vedrørende

ansøgningen og specialiteten.

Stk. 2. En ansøger til eller indehaver af en

markedsføringstilladelse, der ikke har bopæl i et land, der har ratificeret

eller tiltrådt Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal

have en repræsentant med bopæl her i landet.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om

Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgninger om markedsføringstilladelse, om

Sundhedsstyrelsens behandling af sager efter § 7 og § 20 og om de

oplysninger, der skal ledsage en ansøgning om markedsføringstilladelse.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan til brug ved behandlingen

af en sag om en markedsføringstilladelse kræve udleveret nødvendige

oplysninger, dokumenter, lægemiddelprøver og prøver af stoffer, der indgår i

lægemidlet.

§ 15. Bortset fra de lægemidler, der er nævnt i stk.

2, skal følgende betingelser være opfyldt for udstedelse af en

markedsføringstilladelse til en farmaceutisk specialitet:

1) den skal være fremstillet i en virksomhed, der råder over fornøden

faglig kundskab, og hvis indretning og drift anses at sikre betryggende

fremstilling af denne specialitet,

2) den skal være af tilfredsstillende beskaffenhed og skal i

sammenligning med allerede godkendte specialiteter være formålstjenlig i

sundhedsmæssig henseende,

3) den må ikke ved normal anvendelse medføre bivirkninger, der står i

misforhold til den tilsigtede virkning eller frembyder fare af sundhedsmæssig

art,

4) det farmaceutiske, farmakologiske, toksikologiske og kliniske arbejde

skal være således oplyst og dokumenteret, at det må anses for rimeligt og

forsvarligt, at varen frigives til anvendelse i overensstemmelse med de i

ansøgningen anførte indikationer, og

5) den øgede sundhedsmæssige risiko, der måtte foreligge, hvis den

farmaceutiske specialitet indeholder flere aktive bestanddele, skal

dokumenteres at være uvæsentlig i forhold til den terapeutiske værdi, som

kombinationspræparatet frembyder.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om

udstedelse af en markedsføringstilladelse til følgende lægemidler:

1) Naturlægemidler.

2) Homøopatiske lægemidler.

3) Vitamin- og mineralpræparater.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter, hvilke

betingelser ud over de i stk. 1 nævnte, der skal være opfyldt, for at et

radioaktivt lægemiddel kan opnå en markedsføringstilladelse fra

Sundhedsstyrelsen.

§ 15 a. Indehaveren af en markedsføringstilladelse

skal tage hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling og indføre de

ændringer, der er nødvendige for, at lægemidlet kan fremstilles og

kontrolleres efter almindeligt anerkendte videnskabelige metoder.

§ 16. En markedsføringstilladelse er gyldig i 5 år.

Den kan forlænges med 5 år ad gangen, når indehaveren af tilladelsen indgiver

ansøgning herom senest 3 måneder før tilladelsens udløb.

§ 16 a. Et lægemiddel kan kun godkendes og

markedsføringstilladelsen til et allerede godkendt lægemiddel kun forlænges,

hvis lægemidlets mærkning og indlægsseddel er udformet i overensstemmelse med

de herom gældende regler.

§ 17. Sundhedsstyrelsen kan, når særlige

omstændigheder gør det påkrævet, knytte betingelser til

markedsføringstilladelsen.

§ 18. En farmaceutisk specialitet skal forhandles og

udleveres under et af Sundhedsstyrelsen godkendt navn, som efter ansøgerens

valg enten kan være særnavn eller et af Sundhedsstyrelsen fastsat fællesnavn

med tilføjelse af indehaveren af markedsføringstilladelsens firmanavn eller

-mærke.

§ 19. Indehaveren af en markedsføringstilladelse skal

føre optegnelser over formodede og konstaterede bivirkninger samt stille

disse optegnelser til rådighed for Sundhedsstyrelsen efter regler, der er

nærmere fastsat af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. Konstateres alvorlige bivirkninger af en

farmaceutisk specialitet eller fejl i produktionen, skal indehaveren af

markedsføringstilladelsen omgående underrette Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler

om virksomhedernes pligt til at råde over en særlig bivirkningssagkyndig,

herunder om denne sagkyndiges faglige kundskab og virksomhedsområde.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

Sundhedsstyrelsens indsamling og behandling af oplysninger om bivirkninger og

kan fastsætte regler om medicinalpersoners pligt til at indberette

oplysninger om bivirkninger til Sundhedsstyrelsen.

§ 20. Sundhedsstyrelsen kan tilbagekalde en

markedsføringstilladelse for en farmaceutisk specialitet, hvis

1) specialitetens sammensætning eller udseende ændres uden

Sundhedsstyrelsens tilladelse,

2) betingelser for markedsføringstilladelsen ikke opfyldes,

3) specialiteten ikke længere opfylder gældende krav til godkendelse af

lægemidler, herunder at specialiteten eller fremstillingen af denne ikke er

tilpasset den tekniske og videnskabelige udvikling,

4) specialiteten forhandles, udleveres eller etiketteres i strid med

reglerne i §§ 7 og 18 og med regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2,

5) der for specialiteten ikke længere er en repræsentant med bopæl i et

land, der har ratificeret eller tiltrådt Aftalen om Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde, jf. § 14, stk. 2,

6) specialiteten indebærer fare for miljøet.

Stk. 2. Ved anmodning om tilbagekaldelse af en

markedsføringstilladelse og ved tilbagekaldelse af restlagre samt ved

midlertidigt eller permanent ophør af markedsføringen har indehaveren af

markedsføringstilladelsen pligt til at underrette Sundhedsstyrelsen om

årsagen, hvis ophøret vedrører lægemidlets effektivitet eller beskyttelse af

folkesundheden.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen underretter Det Europæiske

Agentur for Lægemiddelvurdering, såfremt der indledes sager om

tilbagekaldelse af en markedsføringstilladelse.

§ 20 a. Sundhedsstyrelsen udsteder, tilbagekalder

eller foretager de nødvendige ændringer i en markedsføringstilladelse i

overensstemmelse med Den Europæiske Unions afgørelser truffet efter reglerne

i direktiverne om den decentrale godkendelsesprocedure. Sundhedsstyrelsen

træffer afgørelse i sådanne sager inden 30 dage efter Unionens afgørelse.

Sundhedsstyrelsen underretter herefter Europa-Kommissionen, Udvalget for

Farmaceutiske Specialiteter og Udvalget for Veterinærlægemidler herom.

§ 21. Sundhedsministeren fastsætter regler om afgift

for behandling af ansøgninger om markedsføringstilladelse og om forlængelse i

medfør af § 16 samt om afgifter for kontrol med specialiteter, der er dækket

af en markedsføringstilladelse.

Stk. 2. Afgifter i henhold til regler, fastsat efter

stk. 1 eller efter § 10, kan inddrives ved udpantning.

§ 21 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om

opkrævning af gebyr for udstedelse af eksportcertifikater for lægemidler.

§ 22. Sundhedsstyrelsen skal underrettes om priser på

apoteksforbeholdte farmaceutiske specialiteter og ændringer heri, senest 14

dage før de skal træde i kraft. Sundhedsministeren kan bestemme, at

Sundhedsstyrelsen skal underrette apotekerne om forbrugerprisen på

farmaceutiske specialiteter. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte

regler om, at Sundhedsstyrelsen skal underrettes om prisen på visse grupper

af farmaceutiske specialiteter, der er undtaget fra apoteksforbehold.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at

apotekerne ikke underrettes om priserne på farmaceutiske specialiteter, der

ikke kan leveres af indehaveren af en markedsføringstilladelse eller dennes

repræsentant, og kan herunder fastsætte pligt for indehaveren af en

markedsføringstilladelse eller dennes repræsentant til at underrette

Sundhedsstyrelsen, såfremt en farmaceutisk specialitet ikke kan leveres.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsens anvendelse af de i stk. 1

nævnte oplysninger indebærer ikke nogen godkendelse af priserne.

Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om

gebyr for anmeldelse af priser efter stk. 1, 1. pkt., og for

Sundhedsstyrelsens underretning til apotekerne om forbrugerpriser efter stk.

1, 2. pkt.

§ 22 a. Hver enkelt lægemiddelpakning skal være

forsynet med et entydigt varenummer.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler

om varenumre, herunder om regler om undtagelse af visse lægemiddelgrupper fra

bestemmelsen i stk. 1.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen tildeler den enkelte

lægemiddelpakning et varenummer efter anmodning fra fremstilleren af

lægemidlet eller fra indehaveren af markedsføringstilladelsen til lægemidlet.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan for en aftalt periode

overlade den opgave, der er nævnt i stk. 3, til en privat institution eller

lignende, der påtager sig de af Sundhedsstyrelsen fastsatte vilkår herfor.

Overtrædes vilkår, kan Sundhedsstyrelsen fratage institutionen eller

organisationen den tildelte opgave.

Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter regler om

betaling for tildeling af varenummer efter stk. 3. Den institution eller

organisation, der er nævnt i stk. 4, kan opkræve betaling for tildeling af

varenumre efter stk. 3.

§ 23. Konkurrencerådet fører tilsyn med de af

lægemiddelproducenter, -importører og -grossister beregnede priser i

overensstemmelse med de forskrifter, som gælder for rådets virksomhed.

§ 23 a. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde

undtage bestemte lægemidler eller lægemiddelgrupper fra §§ 13-22.

Kapitel 5

Klinisk afprøvning

Salg eller udlevering af lægemidler til særlige formål

§ 24. Kliniske afprøvninger af lægemidler skal

anmeldes til Sundhedsstyrelsen af den læge, tandlæge eller dyrlæge, der

forestår afprøvningen (den forsøgsansvarlige). Kliniske afprøvninger af

lægemidler skal tillige anmeldes af lægemidlets fremstiller eller dennes

repræsentant, såfremt

1) afprøvningen vedrører et lægemiddel, der ikke har

markedsføringstilladelse,

2) afprøvningen vedrører et lægemiddel, der har markedsføringstilladelse,

men som ønskes afprøvet på en ikke godkendt indikation, eller

3) afprøvningen udføres i samarbejde med lægemidlets fremstiller eller

dennes repræsentant.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde

tillade, at anmeldelse fra lægemidlets fremstiller eller dennes repræsentant

undlades.

Stk. 3. Anmeldere og medanmeldere af kliniske

afprøvninger, der ikke har bopæl i et land, der har ratificeret eller

tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal have en

repræsentant med bopæl her i landet.

Stk. 4. Kliniske afprøvninger af lægemidler må først

påbegyndes, når Sundhedsstyrelsen har meddelt tilladelse hertil.

Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan stille vilkår for

afprøvningen og kan på ethvert tidspunkt kræve den standset eller ændret.

Stk. 6. Den forsøgsansvarlige skal samtidig med

anmeldelsen til Sundhedsstyrelsen underrette lægemidlets fremstiller eller

dennes repræsentant om anmeldelsen. Efter afslutning af afprøvningen skal den

pågældende på anmodning fra lægemidlets fremstiller eller dennes repræsentant

underrette denne om resultatet af afprøvningen.

Stk. 7. Den forsøgsansvarlige skal omgående underrette

Sundhedsstyrelsen, hvis der under afprøvningen optræder

1) alvorlige bivirkninger, medmindre Sundhedsstyrelsen i forbindelse med

godkendelsen af afprøvningen i særlige tilfælde bestemmer andet, eller

2) alvorlige hændelser, medmindre Sundhedsstyrelsen i særlige tilfælde

bestemmer andet.

Stk. 8. Ved afprøvningens afslutning skal den

forsøgsansvarlige indsende resultaterne af afprøvningen til

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 9. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om

oplysninger i og behandling af anmeldelser af kliniske afprøvninger.

Stk. 10. Sundhedsministeren bemyndiges til at lade

Sundhedsstyrelsen opkræve et gebyr til hel eller delvis dækning af

Sundhedsstyrelsens udgifter ved behandling af ansøgninger om godkendelse af

samt kontrol med kliniske afprøvninger og for virksomhedsgodkendelse til

udførelse af toksikologiske og farmakologiske forsøg i henhold til § 8, stk.

1.

Stk. 11. Sundhedsstyrelsen kan kontrollere enhver, der

udfører eller har udført kliniske afprøvninger af lægemidler.

Sundhedsstyrelsens repræsentanter har mod behørig legitimation og uden

retskendelse adgang til virksomhederne, sygehusene, praksis o. lign.

Sundhedsstyrelsen kan kræve alle oplysninger, der er nødvendige for

kontrolvirksomheden. Sundhedsstyrelsen har adgang til indsigt i

patientjournaler o. lign., såfremt patienten eller forsøgspersonen i

forbindelse med deltagelsen i forsøget skriftligt er informeret om

Sundhedsstyrelsens journaladgang.

§ 25. Lægemidler kan sælges eller udleveres til

klinisk afprøvning, der er godkendt i henhold til § 24.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde

tillade salg eller udlevering i begrænset mængde af lægemidler, som ikke er

markedsført i Danmark, til andre formål end kliniske afprøvninger.

Stk. 3. Statens Seruminstitut og statens veterinære

serumlaboratorier kan i særlige tilfælde i begrænset mængde forhandle eller

udlevere sera, vacciner, specifikke immunglobuliner og andre immunologiske

testpræparater, der ikke har markedsføringstilladelse. Hver forhandling eller

udlevering skal indberettes til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen

fastsætter regler om, hvordan indberetningen skal foretages. Det kan

bestemmes, at indberetningen skal foretages i maskinlæsbar stand.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om

distribution i henhold til stk. 1 og 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte

særlige vilkår i medfør af stk. 2 og kan tilbagekalde tilladelser, hvis

vilkår ikke overholdes, eller såfremt der optræder alvorlige bivirkninger.

Kapitel 6

Reklame for lægemidler m.v.

§ 26. Reklame for et lægemiddel skal være

fyldestgørende og saglig. Oplysninger i reklamen skal være i overensstemmelse

med det af Sundhedsstyrelsen godkendte resume af lægemidlets egenskaber.

Stk. 2. Reklamen må ikke være vildledende eller

overdrive lægemidlets egenskaber.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler

om reklame m.v. for lægemidler.

§ 27. Der må ikke reklameres over for offentligheden

for lægemidler, som

1) er receptpligtige,

2) er uegnede til anvendelse, uden at patienten forinden har søgt læge

med henblik på diagnosticering eller overvågning af behandlingen, eller

3) er omfattet af lov om euforiserende stoffer.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan give fagblade for

sundhedspersonale med særlig interesse for anvendelsen af lægemidler

tilladelse til at bringe reklamer for de i stk. 1 nævnte lægemidler.

Stk. 3. Forbudet i stk. 1 omfatter ikke

vaccinationskampagner, som er godkendt af Sundhedsstyrelsen.

§ 27 a. Der må ikke reklameres for lægemidler i

fjernsynet.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om, at

det i særlige tilfælde er tilladt at reklamere for lægemidler i fjernsynet.

§ 27 b. Der må ikke reklameres for lægemidler, som

ikke lovligt kan forhandles eller udleveres her i landet.

§ 27 c. Der må ikke reklameres for magistrelle

lægemidler.

§ 28. Der må ikke vederlagsfrit udleveres lægemidler

til offentligheden. Sundhedsstyrelsen kan dog give tilladelse til

vederlagsfri udlevering af lægemidler til offentligheden, hvis udleveringen

ikke sker i reklameøjemed.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om

vederlagsfri udlevering af lægemidler til medicinalpersoner.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om den

virksomhed, der udøves af lægemiddelkonsulenter.

§ 29. Indehaveren af en markedsføringstilladelse skal

opbevare et eksemplar af alle reklamer for et lægemiddel. Sammen med reklamen

skal der opbevares oplysninger om, hvor, hvornår og hvordan reklamen har

været anvendt, herunder hvem den er sendt eller udleveret til,

distributionsmåden, og hvilke tidsskrifter og lign. den har været bragt i.

Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte materiale skal opbevares i

2 år.

Stk. 3. Hvis en anden end indehaveren af en

markedsføringstilladelse reklamerer for et lægemiddel, påhviler pligten efter

stk. 1 og 2 den for reklamen ansvarlige.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan kræve alle nødvendige

oplysninger med henblik på at kontrollere, at reklamering for et lægemiddel

er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel og med regler

udstedt i medfør af § 26, stk. 3, § 27 a, stk. 2, eller § 28, stk. 2 og 3.

§ 30. Sundhedsstyrelsen kan kræve, at reklamering,

som er i strid med §§ 26-29 eller med regler udstedt i medfør af § 26, stk.

3, § 27 a, stk. 2, eller § 28, stk. 2, bringes til ophør.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan kræve, at den ansvarlige

for en ulovlig reklame offentliggør en efter stk. 1 truffet afgørelse eller

en berigtigelse af reklamen. Sundhedsstyrelsen kan bestemme

offentliggørelsens form og indhold, herunder hvor den skal finde sted.

§ 30 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om,

at Sundhedsstyrelsen på begæring skal afgive udtalelse om sit syn på

lovligheden af påtænkte reklameforanstaltninger, herunder om gebyr for

afgivelse af udtalelser.

§ 31. Der må ikke direkte eller indirekte reklameres

over for offentligheden med, at andre varer end lægemidler forebygger,

lindrer eller er virksomme imod sygdomme eller sygdomssymptomer eller iøvrigt

har en medicinsk eller medicinsk-biologisk virkning.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om, at

det i særlige tilfælde er tilladt at reklamere med, at andre varer end

lægemidler har en virkning som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Ordet apotek må ikke benyttes i reklamer for

ikke apoteksforbeholdte lægemidler eller andre varer end lægemidler,

medmindre den for reklamen ansvarlige kan dokumentere, at varen i

almindelighed forhandles på landets apoteker.

Information om lægemidler

§ 32. Sundhedsministeren kan pålægge

Sundhedsstyrelsen at informere læger og eventuelt andre medicinalpersoner om

lægemidler efter nærmere fastsatte regler.

Stk. 2. Til brug for informationsvirksomheden kan

Sundhedsstyrelsen anvende alle oplysninger, som fremgår af ansøgninger om

markedsføringstilladelse til farmaceutiske specialiteter, og som er påkrævet

af hensyn til informationen.

Stk. 3. Hvis den, der ansøger om en

markedsføringstilladelse, i forbindelse med afgivelsen af oplysninger over

for Sundhedsstyrelsen angiver, at nogle af disse anses for

forretningshemmeligheder, kan de pågældende oplysninger kun anvendes til

informationsvirksomheden, når afgørende sundhedsmæssige hensyn taler herfor,

og først efter at den, der ansøger om en markedsføringstilladelse, har haft

lejlighed til at udtale sig om Sundhedsstyrelsens udkast til

informationsmateriale.

Stk. 4. De i stk. 2, jf. stk. 3, nævnte oplysninger kan

efter sundhedsministerens nærmere bestemmelser udleveres til Den almindelige

danske Lægeforening til brug for dennes informationsvirksomhed.

Kapitel 7

Forskellige lægemiddelnævn

§ 33. Farmakopenævnet, der består af højst 6

medlemmer, afgiver indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager om krav til

lægemidlers kvalitet, jf. § 4.

§ 34. Registreringsnævnet, der består af højst 13

medlemmer, afgiver indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager om ansøgning om

og tilbagekaldelse af markedsføringstilladelser til farmaceutiske

specialiteter og om kliniske afprøvninger af lægemidler.

§ 35. Bivirkningsnævnet, der består af højst 5

medlemmer, indsamler oplysninger om lægemidlers bivirkninger og afgiver

indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager herom.

§ 36. (Ophævet).

§ 37. (Ophævet).

§ 38. Medlemmerne af de i §§ 33-36 omhandlede nævn

beskikkes for 4 år ad gangen af sundhedsministeren efter indstilling fra

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan henlægge yderligere

opgaver til nævnene.

Stk. 3. Nævnene kan indhente udtalelser fra særligt

sagkyndige.

Stk. 4. Med sundhedsministerens godkendelse kan der

under nævnene nedsættes stående udvalg. Til medlemmer af disse kan

sundhedsministeren beskikke personer, som ikke er medlemmer af nævnene.

§ 39. Sundhedsministeren kan fastsætte

forretningsorden for de i §§ 33-38 omhandlede nævn og udvalg.

Stk. 2. Nævnenes og udvalgenes medlemmer må ikke være

økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som fremstiller, importerer eller

forhandler lægemidler.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan i særlige tilfælde gøre

undtagelser fra kravet i stk. 2.

§ 40. Medlemmer af de i §§ 33-38 omhandlede nævn og

udvalg og sagkyndige, som afgiver erklæringer til nævnene, er under ansvar

efter borgerlig straffelovs §§ 152 og 264 b forpligtet til over for alle

uvedkommende at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende

om.

§ 40 a. Det Veterinære Vaccineudvalg, der består af 5

medlemmer, som udnævnes af Landbrugsministeren, rådgiver Sundhedsstyrelsen i

sager om vacciner, sera og andre lægemidler, der er bestemt til veterinær

anvendelse eller kan anvendes veterinært.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter udvalgets

forretningsorden.

Stk. 3. § 38, stk. 3, og § 40 finder anvendelse på Det

Veterinære Vaccineudvalg.

Apotekervarenævnet

§ 41. Apotekervarenævnet rådgiver Sundhedsstyrelsen

om dennes indstilling til sundhedsministeren om, hvilke lægemidler der helt

eller delvis skal kunne forhandles uden for apotekerne, jf. § 5.

Stk. 2. Apotekervarenævnet består af 10 medlemmer, som

beskikkes for 4 år ad gangen af sundhedsministeren. Ministeren udpeger

formanden og næstformanden. Af de øvrige medlemmer beskikkes 7 efter

indstilling fra henholdsvis Dansk Handel & Service, Danmarks

Apotekerforening, Forbrugerrådet, Dansk Industri, Det Danske Handelskammer,

Foreningen af danske Medicinfabrikker og Statens Husholdningsråd samt 1 efter

indstilling fra De samvirkende danske Landboforeninger, Landbrugsraadet og

Danske Husmandsforeninger i forening.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte forretningsorden for

nævnet.

Reklamenævnet

§ 42. I sager om reklame for lægemidler kan

Sundhedsstyrelsen rådføre sig med Reklamenævnet.

Stk. 2. Reklamenævnet består af 9 medlemmer, som

beskikkes for 4 år ad gangen af sundhedsministeren. Ministeren udpeger

formanden og næstformanden. De øvrige 7 medlemmer beskikkes efter indstilling

fra henholdsvis Danske Reklamebureauers Brancheforening, Den almindelige

danske Lægeforening, Den Danske Dyrlægeforening, Forbrugerrådet, Foreningen

af danske Medicinfabrikker, Helsebranchens Leverandørforening og

Medicinimportørforeningen.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte

forretningsorden for nævnet.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen offentliggør en årlig

beretning om nævnets virksomhed.

Kapitel 8

Forskellige bestemmelser

§ 43. Ved overenskomst med fremmed stat kan det

vedtages, at farmaceutiske specialiteter, der har markedsføringstilladelse i

udlandet, ligestilles med farmaceutiske specialiteter, der har

markedsføringstilladelse i Danmark. Sådan overenskomst kan kun indgås under

forudsætning af gensidighed og af, at den fremmede stats krav til

markedsføringstilladelser og kontrol er ligeværdige med denne lovs krav.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan ved afgørelse af, om

betingelserne for meddelelse af markedsføringstilladelse som farmaceutisk

specialitet foreligger, godtage vurderinger, som med samme formål har fundet

sted ved tilsvarende myndighed i andet land eller ved international

institution.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan tillægge kontrol og

inspektion, foretaget af et andet lands myndigheder af udenlandske

virksomheder, der fremstiller lægemidler, samme virkning, som om den var

foretaget her i landet.

Kapitel 9

Strafbestemmelser

§ 44. Medmindre højere straf er forskyldt efter den

øvrige lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der

1) overtræder § 5, § 6, stk. 1 og 3, § 8, stk. 1, § 10 a, stk. 1-3, § 10

b, stk. 2, § 13, § 19, § 20, stk. 3, § 22 a, stk. 1, § 24, stk. 1 og 4, § 26,

stk. 1 og 2, § 27, stk. 1, § 27 a, stk. 1, § 27 b, § 27 c, § 28, stk. 1, §

29, stk. 1-3, eller § 31, stk. 1 og 3, eller EF-forordninger om lægemidler og

lægemiddelvirksomheder.

2) tilsidesætter vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse

i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,

3) overtræder forbud, der er nedlagt efter § 6, stk. 2, eller § 7, eller

4) undlader at efterkomme et påbud eller en oplysningspligt, der har

hjemmel i § 5, stk. 3, 2. pkt., § 6, stk. 2, § 7, § 9, stk. 2, 3, 4, 5 eller

6, § 10 c, stk. 4, § 14, stk. 4, § 19, stk. 1, § 24, stk. 5, 7 eller 8, § 29,

stk. 4, eller § 30.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i henhold til

loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant

bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten,

kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Kapitel 10

Ikrafttrædelses-, ændrings- og

overgangsbestemmelser

Lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 indeholder følgende

ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 45. Loven træder i kraft den 1. januar 1976, dog

kan den i § 32, jf. § 37, omhandlede information om lægemidler ikke

iværksættes før den 1. januar 1977.

§§ 46-48. (Overgangsbestemmelser, udeladt her).

§ 49. Lægemidler, som omfattes af § 11, stk. 1, og

som uden at være registreret var i handelen den 1. januar 1976, skal søges

optaget i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister inden 1. juli 1976. I

særlige tilfælde kan Sundhedsstyrelsen forlænge fristen.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte lægemidler optages uden

prøvelse og uden betaling af ansøgningsafgift i specialitetsregistret,

såfremt de er optaget i de ved lovens ikrafttræden gældende udgaver af

officielle monografisamlinger. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde

tillade, at andre lægemidler optages uden prøvelse og uden betaling af

ansøgningsafgift.

Stk. 3. Ansøgning om tilladelse efter § 8 fra

virksomheder, som 1. januar 1976 fremstillede, indførte, udførte, oplagrede,

fordelte eller emballerede lægemidler, skal indsendes til Sundhedsstyrelsen

inden den 1. juli 1976.

§ 50. De lægemidler, der ved lovens ikrafttræden er

optaget i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister, kan kun slettes efter

reglerne i denne lov.

§ 51. (Overgangsbestemmelse, udeladt her).

§ 52. Loven gælder ikke for Færøerne. Lov nr. 194 af

23. marts 1992 (* 1) om ændring af lov om lægemidler og lov om

apoteksvirksomhed indeholder følgende bestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. april 1992.

§ 4

Bestemmelser om lægemidler omfattet af § 15, stk. 2 og 3, (jf.

bekendtgørelse nr. 340 af 30. juni 1978 om undtagelse fra lov om lægemidler

af homøopatiske lægemidler, der udleveres efter recept, bekendtgørelse nr.

341 af 30. juni 1978 om undtagelse fra lov om lægemidler af visse lægemidler,

som ikke har skadelige virkninger for brugerne, bekendtgørelse nr. 342 af 30.

juni 1978 om undtagelse fra lov om lægemidler af visse vitamin- og

mineralpræparater og bekendtgørelse nr. 356 af 7. juli 1978 om radioaktive

lægemidler m. m.) forbliver i kraft, indtil de afløses af regler udstedt i

medfør af denne lov.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov nr. 280 af 6. maj 1993 (*

2) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 4. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen

i Lovtidende.

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov

nr. 916 af 8. december 1993 vedrører § 44, stk. 2, 2. pkt., idet loven

indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 4. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr.

452 af 10. juni 1992, som ændret ved lov nr. 280 af 6. maj 1993, ophæves §

44, stk. 2, 2. pkt.

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bestemmelsen i §§ 10 a, 10 b og 10 c er indsat ved og § 44, stk. 1, nr. 1 og

4, er ændret ved lov nr. 333 af 4. maj 1994, som indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen

i Lovtidende (*

3). Lov nr. 380 af 18. maj 1994 (* 4) indeholder følgende

ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov

nr. 439 af 14. juni 1995 (* 5) indeholder følgende ikrafttrædelses- og

overgangsbestemmelser:

§ 3. Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan tillade, at et

magistrelt lægemiddel, der fremstilles og forhandles på et apotek på

tidspunktet for denne lovs ikrafttræden, og som er omfattet af § 13, stk. 2,

i lov om apoteksvirksomhed som affattet ved denne lovs § 2, nr. 9 (* 6),

fortsat kan fremstilles og forhandles i en periode efter den 1. juli 1995,

dog ikke længere end til 1. juli 1997.

§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Sundhedsministeriet, den 28. juli 1995,

Yvonne Herløv Andersen

/ Charlotte Christiansen

Officielle noter

(* 1) Lov nr. 194 af 23. marts 1992 vedrører følgende bestemmelser:

§§ 3, stk. 2, 5, stk. 2, 6, stk. 2, 9, stk. 2-4, 10 a, 12, 13, 14, stk.

3-4, 15, 19, stk. 1, 20, stk. 2, 23 a, 24, 25, stk. 1 og 3, 28, stk. 1, nr.

5, 42, stk. 2, 44, stk. 1-3, og overalt i loven ordet

»indenrigsministeren«.

(* 2) Lov nr. 280 af 6. maj 1993 vedrører følgende bestemmelser:

§§ 9, stk. 3, 1. pkt., 16 a, 21 a, 22, stk. 1 og 3, 25, stk. 3-5, kapitel

6, §§ 37, 38, stk. 1, 2. pkt., 41, stk. 2, 42 og 44, stk. 1.

(* 3) Lov nr. 333 af 4. maj 1994 blev bragt i Lovtidende den 5. maj 1994

og trådte således i kraft den 6. maj 1994.

(* 4) Lov nr. 380 af 18. maj 1994 vedrører følgende bestemmelser:

§§ 3 a, 7, stk. 1, nr. 6, og stk. 2, 12, stk. 1-2, 13, 14, 15, stk. 1-3,

15 a, 16, 16 a, 17, 18, 19, 20, 20 a, 21, stk. 1, 24, stk. 1, nr. 1 og 2, og

stk. 9, 25, stk. 3, 29, stk. 1 og 3, 32, stk. 2 og 3, 34, 39, stk. 2, 43,

stk. 1-2, og 44, stk. 1, nr. 1.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådsdirektiv 93/39

(EF-Tidende L 214/22), Rådsdirektiv 93/40 (EF-Tidende L 214/31) og

Rådsdirektiv 93/41 (EF-Tidende L 214/40).

(* 5) Lov nr. 439 af 14. juni 1995 vedrører følgende bestemmelser:

§§ 5, stk. 3, 2. pkt., 7, stk. 1, nr. 3, 7 a, 8, stk. 1, 2. pkt., 9, stk.

2-5, 12, stk. 1-2, 13 a, 20, stk. 1, nr. 4 og 5, 22, stk. 1, 3. pkt., 22,

stk. 2, 22 a, 23 a, 24, stk. 3, stk. 7, stk. 8, stk. 10 og stk. 11, 25, stk.

3, 1.-2. pkt., 25, stk. 4, 26, stk. 3, 41, stk. 2, 3. pkt., 44, stk. 1, nr. 1

og 4, og overskriften til kapitel 3 a.

(* 6) § 2, nr. 9, henviser til lov om apoteksvirksomhed og har følgende

indhold:

»I § 13 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Apoteker må ikke fremstille og forhandle magistrelle

lægemidler, der kan erstattes af lægemidler, for hvilke der er udstedt

markedsføringstilladelse.«

Lignende dokumenter