Bekendtgørelse af lov om lægemidler (Lægemiddelloven)
Gældende udgave: LBK nr 339 af 15/03/2023
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Anvendt i 4 afgørelser
Retsinformation 3, Klagenævn (Nævnenes Hus) 1
De nyeste afgørelser
- Kendelse er berigtiget den 13. december 2002. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. oktober 2002
- ulovlig reklame - overtrædelse af lægemiddelloven § 26 Retsinformation · 25. september 1997
- KODIMAGNYL ikke forveksleligt med KODAK, KODA eller Kodak A/S. Retsinformation · 24. september 1997
- Ophævelse af afgørelse om optagelse af forhandling (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.
Teksten
Bekendtgørelse af lov om lægemidler
(Lægemiddelloven)
Herved bekendtgøres lov om lægemidler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 med de ændringer, der følger af
lov nr. 280 af 6. maj 1993, lov nr. 916 af 8. december 1993, lov nr. 333 af
4. maj 1994, lov nr. 380 af 18. maj 1994 og lov nr. 439 af 14. juni 1995.
Kapitel 1
Lovens område
§ 1. Loven omfatter varer, som er bestemt til at
tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, erkende, lindre, behandle
eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke
legemsfunktioner (lægemidler).
Stk. 2. Lovens regler om lægemidler omfatter også
svangerskabsforebyggende midler.
§ 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
loven eller visse af dens bestemmelser skal anvendes på varer, der uden at
være omfattet af § 1, stk. 1, skal anvendes til forebyggelse, erkendelse og
behandling af sygdomme (medicinske utensilier) samt til erkendelse af
svangerskab.
§ 3. Loven omfatter ikke levneds- og nydelsesmidler,
foder, varer til udvortes brug alene med kosmetisk formål samt kosttilskud og
fodertilskud til dyr (vitaminer, mineraler m. v.). Sundhedsministeren kan
efter forhandling med miljøministeren og landbrugsministeren inddrage de
nævnte varer under lovens område, såfremt særlige egenskaber eller uheldige
virkninger ved anvendelse af dem gør det påkrævet.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan undtage bestemte varer
eller varegrupper, der er omfattet af § 1, helt eller delvis fra loven samt
fastsætte regler for sådanne undtagelser. Antiparasitære midler til dyr samt
jern- og vitaminpræparater til dyr undtages fra lovens § 5.
§ 3 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler, der
Læs alt
er nødvendige for anvendelsen her i landet af EF-forordninger om forhold, der
er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
loven eller visse af dens bestemmelser ikke finder anvendelse på lægemidler,
der er godkendt eller skal godkendes til markedsføring i Den Europæiske Union
efter regler fastlagt herom af Rådet for Den Europæiske Union, og kan
fastsætte regler for sådanne undtagelser.
Kapitel 2
Almindelige regler om lægemidler
§ 4. Regler om lægemidlers kvalitet fastsættes af
Sundhedsstyrelsen i form af en farmakope eller lignende.
§ 5. Forhandling af lægemidler til forbrugerne må kun
ske gennem apoteker, medmindre andet er fastsat i lovgivningen eller i regler
fastsat af sundhedsministeren.
Stk. 2. I det omfang, forhandlingen ikke er omfattet af
stk. 1, kan Sundhedsstyrelsen fastsætte regler om, hvilke lægemidler, der kun
må udleveres efter udleveringsforskrifter fra læger, tandlæger eller
dyrlæger, og om forskrifternes affattelse m. v. samt regler for udlevering.
Stk. 3. Veterinærdirektoratets repræsentanter har mod
behørig dokumentation og uden retskendelse adgang til virksomheder, der har
Sundhedsstyrelsens tilladelse efter § 8 til at forhandle foderlægemidler til
dyr eller fisk. Veterinærdirektoratets repræsentanter kan kræve at få
fremvist og udleveret kopi af bestillingssedler på foderlægemidler, der er
ordineret af en dyrlæge.
§ 6. Et lægemiddels navn må ikke være vildledende med
hensyn til varens sammensætning, virkning eller egenskaber iøvrigt, og det må
ikke være egnet til at fremkalde forveksling med andre lægemidler.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om
lægemidlers pakningsstørrelse, indlægsseddel, etiketter og emballage og kan
stille krav til enkelte lægemidler herom.
Stk. 3. På etiketter for farmaceutiske specialiteter,
jf. kap. 4, skal det af Sundhedsstyrelsen fastsatte fællesnavn for det
pågældende lægemiddel angives let læseligt og med mindst halvt så store
typer, som anvendes til angivelse af lægemidlets eventuelle særnavn.
§ 7. Sundhedsstyrelsen kan forbyde forhandling og
udlevering samt pålægge fabrikanter eller importører at tilbagekalde
restlagre af et lægemiddel, der
1) stammer fra en virksomhed, der ikkehar Sundhedsstyrelsens tilladelse
efter § 8, stk. 1, eller som ikke vil medvirke ved Sundhedsstyrelsens kontrol
efter § 9,
2) ikke er af konstant sammensætning, hvis indholdsstoffer mangler den
fornødne kvalitet, eller som iøvrigt ikke fremstilles på betryggende måde,
3) ikke svarer til det, der angives på etiket o. lign.,
4) har et andet indhold eller anvendelsesområde end angivet,
5) ved normal anvendelse medfører bivirkninger, der står i misforhold til
den tilsigtede medicinske virkning eller frembyder fare af sundhedsmæssig
art,
6) kan fratages markedsføringstilladelsen i medfør af § 20, stk. 1.
Stk. 2. Forbyder Sundhedsstyrelsen med øjeblikkelig
virkning forhandling og udlevering af et lægemiddel, underretter
Sundhedsstyrelsen senest den følgende dag Det Europæiske Agentur for
Lægemiddelvurdering herom.
§ 7 a. Oplysninger m. v., som Sundhedsstyrelsen får
kendskab til eller kommer i besiddelse af i forbindelse med kontrolvirksomhed
og godkendelse af lægemidler i henhold til denne lov eller bestemmelser
udstedt i medfør af loven, kan anvendes til kontrol med og godkendelse af
andre lægemidler, herunder parallelimporterede lægemidler, samt i forbindelse
med godkendelse af og kontrol med kliniske afprøvninger af andre lægemidler.
Kapitel 3
Godkendelse og kontrol med virksomheder
§ 8. Der må ikke fremstilles, indføres, udføres,
forhandles, udleveres, fordeles eller emballeres lægemidler uden
Sundhedsstyrelsens tilladelse. Der må ikke uden Sundhedsstyrelsens tilladelse
foretages toksikologiske og farmakologiske forsøg (ikkekliniske forsøg) med
henblik på at vurdere lægemidlers sikkerhed til brug for anmeldelse af
kliniske afprøvninger, ansøgning om markedsføringstilladelse eller
vedligeholdelse af markedsføringstilladelse.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler for
teknisk ledelse, faglig kundskab, indretning og drift for virksomheder, der
har tilladelse efter stk. 1.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan betinge og tidsbegrænse
tilladelser efter stk. 1. Sundhedsstyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse,
hvis betingelserne for tilladelsen ikke opfyldes, eller hvis virksomheden
overtræder regler, der er fastsat af Sundhedsstyrelsen i henhold til stk. 2.
Stk. 4. Reglen i stk. 1 gælder ikke for
1) sygehuses og andre behandlende institutioners omgang med lægemidler,
som skal bruges i behandlingen,
2) lægers, dyrlægers og tandlægers indkøb, opbevaring, fordeling og
udlevering af lægemidler til brug i praksis,
3) private personers omgang med lægemidler til eget forbrug.
Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om den
omgang med lægemidler, der er nævnt i stk. 4.
§ 9. Sundhedsstyrelsen kontrollerer virksomheder, der
har tilladelse efter § 8, stk. 1. Kontrollen omfatter lægemidlernes indhold,
sammensætning, kvalitet, opbevaring og den måde, hvorpå lægemidlerne
fremstilles, forhandles og udleveres.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsens repræsentanter har mod
behørig legitimation og uden retskendelse adgang til virksomhederne.
Sundhedsstyrelsen kan udtage eller kræve udleveret prøver af lægemidler og
stoffer, der er anvendt til disses fremstilling. Den kan kræve alle
oplysninger, som er nødvendige for kontrolvirksomheden.
Stk. 3. Virksomheder, der fremstiller, indfører,
udfører, oplagrer, forhandler, udleverer, fordeler eller emballerer
lægemidler og disse virksomheders foreninger og brancheorganisationer skal
efter regler fastsat af sundhedsministeren give sundhedsministeren
oplysninger i maskinlæsbar stand om omsætning m. v. af lægemidler.
Sundhedsministeren kan bestemme, at de pågældende oplysninger skal gives til
en anden myndighed. Sundhedsministeren eller den myndighed, som
sundhedsministeren udpeger til at modtage oplysningerne, kan offentliggøre
oplysningerne.
Stk. 4. De virksomheder og foreninger m.v., der er
nævnt i stk. 3, skal endvidere efter anmodning fra Sundhedsstyrelsen give
Sundhedsstyrelsen oplysninger i maskinlæsbar stand om omsætning m. v. af
lægemidler. Sundhedsministeren kan bestemme, at Sundhedsstyrelsen kan
offentliggøre oplysningerne.
Stk. 5. Virksomheder, der har tilladelse til
fremstilling og udførsel af lægemidler, skal efter anmodning give
Sundhedsstyrelsen oplysning om årsagen til, at der ikke er ansøgt om
markedsføringstilladelse til et lægemiddel.
Stk. 6. Virksomheder, der har tilladelse efter § 8,
stk. 1, samt apoteker er forpligtet til at føre optegnelser over omgang m. v.
med lægemidler. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler herfor.
§ 10. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om
afgift for behandlingen af ansøgning efter § 8, stk. 1, og for
Sundhedsstyrelsens kontrol efter § 9, stk. 1.
Kapitel 3 a
Visse stoffer til veterinær anvendelse
§ 10 a. Virksomheder, herunder apoteker og dyrlæger,
må ikke fremstille, indføre, udføre, oplagre, forhandle, udlevere, fordele,
emballere, besidde eller råde over stoffer, som kan anvendes som
veterinærmedicinske præparater, og som har nærmere af Sundhedsstyrelsen
opregnede egenskaber, medmindre virksomheden forud har indgivet anmeldelse
til Sundhedsstyrelsen og har modtaget kvittering herfor. Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved anmeldelse m. v.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også for
produkter, hvori et eller flere af de pågældende stoffer indgår som en
bestanddel.
Stk. 3. Private personer må ikke erhverve, besidde
eller råde over stoffer og produkter, der er omfattet af stk. 1, medmindre
stoffet eller produktet er erhvervet gennem en virksomhed, der har indgivet
anmeldelse til Sundhedsstyrelsen og har modtaget kvittering herfor, jf. stk.
1. Stofferne og produkterne må ikke indgives dyr eller anvendes på dyr og må
ikke overdrages eller videresælges.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om
udlevering og forhandling af de stoffer og produkter, der er omfattet af stk.
1, herunder at udlevering kun kan finde sted efter rekvisition påtegnet af
den lokale politimester. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om
rekvisitionens affattelse og indhold samt om private personers pligt til at
opbevare genpart af rekvisitionen.
§ 10 b. Sundhedsstyrelsen opretter et register over
virksomheder, der anmelder sig i henhold til § 10 a, stk. 1.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte virksomheder er forpligtede
til at føre nøjagtige optegnelser over alle transaktioner med de pågældende
stoffer og produkter. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler herom.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
de i stk. 1 nævnte virksomheder skal betale et gebyr til hel eller delvis
dækning af Sundhedsstyrelsens omkostninger i forbindelse med oprettelse af
registret og ajourføring heraf.
§ 10 c. Sundhedsstyrelsen kontrollerer virksomheder,
der er omfattet af §10 a, stk. 1, samt de af virksomhederne efter § 10 b,
stk. 2, førte optegnelser.
Stk. 2. Efter forhandling med den pågældende minister
kan sundhedsministeren fastsætte regler om andre myndigheders eller
institutioners medvirken ved varetagelse af kontrolopgaver efter stk. 1.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
de i stk. 1 nævnte virksomheder skal betale et årligt gebyr til hel eller
delvis dækning af myndighedernes omkostninger i forbindelse med kontrollen
efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Repræsentanter for kontrolmyndigheden har til
enhver tid mod legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og
private ejendomme og lokaliteter samt adgang til at udtage prøver af stoffer
og produkter m. v. Der kan kræves alle oplysninger, der er nødvendige for
kontrolvirksomheden.
Kapitel 4
Farmaceutiske specialiteter
§ 11. Kapitel 4 omfatter lægemidler, der er bestemt
til at forhandles og udleveres til forbrugeren i fremstillerens originale
pakning under et af fremstilleren valgt navn (farmaceutiske specialiteter).
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
kapitlet eller visse af dets bestemmelser skal anvendes på lægemidler, der er
bestemt til dyr, og som ikke er specialiteter.
Stk. 3. Kapitlet omfatter ikke lægemidler, som er
fremstillet på apotek til den enkelte patient, og som forhandles og udleveres
fra et apotek under angivelse af deklaration og uden anden form for
navneangivelse (magistrelt fremstillede lægemidler).
§ 12. Dyrlæger, der har etableret sig i en af de
øvrige stater, som har ratificeret eller tiltrådt Aftalen om Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde, kan efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte
regler her til landet medbringe farmaceutiske specialiteter, der ikke er
godkendt til markedsføring her i landet efter § 13, til brug for dyr den
pågældende har i behandling, såfremt sammensætningen af den farmaceutiske
specialitet kvantitativt og kvalitativt svarer til et af Sundhedsstyrelsen
godkendt lægemiddel. Veterinære sera og vacciner må dog ikke medbringes efter
bestemmelsen i 1. pkt.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om
indførsel af foderlægemidler fremstillet af forblandinger, der er tilladt i
en af de øvrige stater, som har ratificeret eller tiltrådt Aftalen om Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, såfremt forblandingen kvantitativt og
kvalitativt svarer til en af Sundhedsstyrelsen godkendt forblanding.
§ 13. Farmaceutiske specialiteter må kun sælges eller
udleveres, når specialiteten enten er godkendt ved en
markedsføringstilladelse fra Sundhedsstyrelsen eller er godkendt til
markedsføring i Den Europæiske Union efter regler fastlagt herom af Rådet for
Den Europæiske Union, jf. dog § 25, stk. 1-3.
§ 13 a. Sundhedsstyrelsen fører et register over de
lægemidler, som ansøges godkendt og som godkendes ved en
markedsføringstilladelse efter reglerne i dette kapitel.
§ 14. Ansøgning om markedsføringstilladelse til en
farmaceutisk specialitet skal indeholde oplysning om den person eller
virksomhed, som Sundhedsstyrelsen kan rette henvendelse til vedrørende
ansøgningen og specialiteten.
Stk. 2. En ansøger til eller indehaver af en
markedsføringstilladelse, der ikke har bopæl i et land, der har ratificeret
eller tiltrådt Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal
have en repræsentant med bopæl her i landet.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om
Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgninger om markedsføringstilladelse, om
Sundhedsstyrelsens behandling af sager efter § 7 og § 20 og om de
oplysninger, der skal ledsage en ansøgning om markedsføringstilladelse.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan til brug ved behandlingen
af en sag om en markedsføringstilladelse kræve udleveret nødvendige
oplysninger, dokumenter, lægemiddelprøver og prøver af stoffer, der indgår i
lægemidlet.
§ 15. Bortset fra de lægemidler, der er nævnt i stk.
2, skal følgende betingelser være opfyldt for udstedelse af en
markedsføringstilladelse til en farmaceutisk specialitet:
1) den skal være fremstillet i en virksomhed, der råder over fornøden
faglig kundskab, og hvis indretning og drift anses at sikre betryggende
fremstilling af denne specialitet,
2) den skal være af tilfredsstillende beskaffenhed og skal i
sammenligning med allerede godkendte specialiteter være formålstjenlig i
sundhedsmæssig henseende,
3) den må ikke ved normal anvendelse medføre bivirkninger, der står i
misforhold til den tilsigtede virkning eller frembyder fare af sundhedsmæssig
art,
4) det farmaceutiske, farmakologiske, toksikologiske og kliniske arbejde
skal være således oplyst og dokumenteret, at det må anses for rimeligt og
forsvarligt, at varen frigives til anvendelse i overensstemmelse med de i
ansøgningen anførte indikationer, og
5) den øgede sundhedsmæssige risiko, der måtte foreligge, hvis den
farmaceutiske specialitet indeholder flere aktive bestanddele, skal
dokumenteres at være uvæsentlig i forhold til den terapeutiske værdi, som
kombinationspræparatet frembyder.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om
udstedelse af en markedsføringstilladelse til følgende lægemidler:
1) Naturlægemidler.
2) Homøopatiske lægemidler.
3) Vitamin- og mineralpræparater.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter, hvilke
betingelser ud over de i stk. 1 nævnte, der skal være opfyldt, for at et
radioaktivt lægemiddel kan opnå en markedsføringstilladelse fra
Sundhedsstyrelsen.
§ 15 a. Indehaveren af en markedsføringstilladelse
skal tage hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling og indføre de
ændringer, der er nødvendige for, at lægemidlet kan fremstilles og
kontrolleres efter almindeligt anerkendte videnskabelige metoder.
§ 16. En markedsføringstilladelse er gyldig i 5 år.
Den kan forlænges med 5 år ad gangen, når indehaveren af tilladelsen indgiver
ansøgning herom senest 3 måneder før tilladelsens udløb.
§ 16 a. Et lægemiddel kan kun godkendes og
markedsføringstilladelsen til et allerede godkendt lægemiddel kun forlænges,
hvis lægemidlets mærkning og indlægsseddel er udformet i overensstemmelse med
de herom gældende regler.
§ 17. Sundhedsstyrelsen kan, når særlige
omstændigheder gør det påkrævet, knytte betingelser til
markedsføringstilladelsen.
§ 18. En farmaceutisk specialitet skal forhandles og
udleveres under et af Sundhedsstyrelsen godkendt navn, som efter ansøgerens
valg enten kan være særnavn eller et af Sundhedsstyrelsen fastsat fællesnavn
med tilføjelse af indehaveren af markedsføringstilladelsens firmanavn eller
-mærke.
§ 19. Indehaveren af en markedsføringstilladelse skal
føre optegnelser over formodede og konstaterede bivirkninger samt stille
disse optegnelser til rådighed for Sundhedsstyrelsen efter regler, der er
nærmere fastsat af Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. Konstateres alvorlige bivirkninger af en
farmaceutisk specialitet eller fejl i produktionen, skal indehaveren af
markedsføringstilladelsen omgående underrette Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler
om virksomhedernes pligt til at råde over en særlig bivirkningssagkyndig,
herunder om denne sagkyndiges faglige kundskab og virksomhedsområde.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
Sundhedsstyrelsens indsamling og behandling af oplysninger om bivirkninger og
kan fastsætte regler om medicinalpersoners pligt til at indberette
oplysninger om bivirkninger til Sundhedsstyrelsen.
§ 20. Sundhedsstyrelsen kan tilbagekalde en
markedsføringstilladelse for en farmaceutisk specialitet, hvis
1) specialitetens sammensætning eller udseende ændres uden
Sundhedsstyrelsens tilladelse,
2) betingelser for markedsføringstilladelsen ikke opfyldes,
3) specialiteten ikke længere opfylder gældende krav til godkendelse af
lægemidler, herunder at specialiteten eller fremstillingen af denne ikke er
tilpasset den tekniske og videnskabelige udvikling,
4) specialiteten forhandles, udleveres eller etiketteres i strid med
reglerne i §§ 7 og 18 og med regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2,
5) der for specialiteten ikke længere er en repræsentant med bopæl i et
land, der har ratificeret eller tiltrådt Aftalen om Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, jf. § 14, stk. 2,
6) specialiteten indebærer fare for miljøet.
Stk. 2. Ved anmodning om tilbagekaldelse af en
markedsføringstilladelse og ved tilbagekaldelse af restlagre samt ved
midlertidigt eller permanent ophør af markedsføringen har indehaveren af
markedsføringstilladelsen pligt til at underrette Sundhedsstyrelsen om
årsagen, hvis ophøret vedrører lægemidlets effektivitet eller beskyttelse af
folkesundheden.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen underretter Det Europæiske
Agentur for Lægemiddelvurdering, såfremt der indledes sager om
tilbagekaldelse af en markedsføringstilladelse.
§ 20 a. Sundhedsstyrelsen udsteder, tilbagekalder
eller foretager de nødvendige ændringer i en markedsføringstilladelse i
overensstemmelse med Den Europæiske Unions afgørelser truffet efter reglerne
i direktiverne om den decentrale godkendelsesprocedure. Sundhedsstyrelsen
træffer afgørelse i sådanne sager inden 30 dage efter Unionens afgørelse.
Sundhedsstyrelsen underretter herefter Europa-Kommissionen, Udvalget for
Farmaceutiske Specialiteter og Udvalget for Veterinærlægemidler herom.
§ 21. Sundhedsministeren fastsætter regler om afgift
for behandling af ansøgninger om markedsføringstilladelse og om forlængelse i
medfør af § 16 samt om afgifter for kontrol med specialiteter, der er dækket
af en markedsføringstilladelse.
Stk. 2. Afgifter i henhold til regler, fastsat efter
stk. 1 eller efter § 10, kan inddrives ved udpantning.
§ 21 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om
opkrævning af gebyr for udstedelse af eksportcertifikater for lægemidler.
§ 22. Sundhedsstyrelsen skal underrettes om priser på
apoteksforbeholdte farmaceutiske specialiteter og ændringer heri, senest 14
dage før de skal træde i kraft. Sundhedsministeren kan bestemme, at
Sundhedsstyrelsen skal underrette apotekerne om forbrugerprisen på
farmaceutiske specialiteter. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte
regler om, at Sundhedsstyrelsen skal underrettes om prisen på visse grupper
af farmaceutiske specialiteter, der er undtaget fra apoteksforbehold.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
apotekerne ikke underrettes om priserne på farmaceutiske specialiteter, der
ikke kan leveres af indehaveren af en markedsføringstilladelse eller dennes
repræsentant, og kan herunder fastsætte pligt for indehaveren af en
markedsføringstilladelse eller dennes repræsentant til at underrette
Sundhedsstyrelsen, såfremt en farmaceutisk specialitet ikke kan leveres.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens anvendelse af de i stk. 1
nævnte oplysninger indebærer ikke nogen godkendelse af priserne.
Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om
gebyr for anmeldelse af priser efter stk. 1, 1. pkt., og for
Sundhedsstyrelsens underretning til apotekerne om forbrugerpriser efter stk.
1, 2. pkt.
§ 22 a. Hver enkelt lægemiddelpakning skal være
forsynet med et entydigt varenummer.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler
om varenumre, herunder om regler om undtagelse af visse lægemiddelgrupper fra
bestemmelsen i stk. 1.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen tildeler den enkelte
lægemiddelpakning et varenummer efter anmodning fra fremstilleren af
lægemidlet eller fra indehaveren af markedsføringstilladelsen til lægemidlet.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan for en aftalt periode
overlade den opgave, der er nævnt i stk. 3, til en privat institution eller
lignende, der påtager sig de af Sundhedsstyrelsen fastsatte vilkår herfor.
Overtrædes vilkår, kan Sundhedsstyrelsen fratage institutionen eller
organisationen den tildelte opgave.
Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter regler om
betaling for tildeling af varenummer efter stk. 3. Den institution eller
organisation, der er nævnt i stk. 4, kan opkræve betaling for tildeling af
varenumre efter stk. 3.
§ 23. Konkurrencerådet fører tilsyn med de af
lægemiddelproducenter, -importører og -grossister beregnede priser i
overensstemmelse med de forskrifter, som gælder for rådets virksomhed.
§ 23 a. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde
undtage bestemte lægemidler eller lægemiddelgrupper fra §§ 13-22.
Kapitel 5
Klinisk afprøvning
Salg eller udlevering af lægemidler til særlige formål
§ 24. Kliniske afprøvninger af lægemidler skal
anmeldes til Sundhedsstyrelsen af den læge, tandlæge eller dyrlæge, der
forestår afprøvningen (den forsøgsansvarlige). Kliniske afprøvninger af
lægemidler skal tillige anmeldes af lægemidlets fremstiller eller dennes
repræsentant, såfremt
1) afprøvningen vedrører et lægemiddel, der ikke har
markedsføringstilladelse,
2) afprøvningen vedrører et lægemiddel, der har markedsføringstilladelse,
men som ønskes afprøvet på en ikke godkendt indikation, eller
3) afprøvningen udføres i samarbejde med lægemidlets fremstiller eller
dennes repræsentant.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde
tillade, at anmeldelse fra lægemidlets fremstiller eller dennes repræsentant
undlades.
Stk. 3. Anmeldere og medanmeldere af kliniske
afprøvninger, der ikke har bopæl i et land, der har ratificeret eller
tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal have en
repræsentant med bopæl her i landet.
Stk. 4. Kliniske afprøvninger af lægemidler må først
påbegyndes, når Sundhedsstyrelsen har meddelt tilladelse hertil.
Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan stille vilkår for
afprøvningen og kan på ethvert tidspunkt kræve den standset eller ændret.
Stk. 6. Den forsøgsansvarlige skal samtidig med
anmeldelsen til Sundhedsstyrelsen underrette lægemidlets fremstiller eller
dennes repræsentant om anmeldelsen. Efter afslutning af afprøvningen skal den
pågældende på anmodning fra lægemidlets fremstiller eller dennes repræsentant
underrette denne om resultatet af afprøvningen.
Stk. 7. Den forsøgsansvarlige skal omgående underrette
Sundhedsstyrelsen, hvis der under afprøvningen optræder
1) alvorlige bivirkninger, medmindre Sundhedsstyrelsen i forbindelse med
godkendelsen af afprøvningen i særlige tilfælde bestemmer andet, eller
2) alvorlige hændelser, medmindre Sundhedsstyrelsen i særlige tilfælde
bestemmer andet.
Stk. 8. Ved afprøvningens afslutning skal den
forsøgsansvarlige indsende resultaterne af afprøvningen til
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 9. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om
oplysninger i og behandling af anmeldelser af kliniske afprøvninger.
Stk. 10. Sundhedsministeren bemyndiges til at lade
Sundhedsstyrelsen opkræve et gebyr til hel eller delvis dækning af
Sundhedsstyrelsens udgifter ved behandling af ansøgninger om godkendelse af
samt kontrol med kliniske afprøvninger og for virksomhedsgodkendelse til
udførelse af toksikologiske og farmakologiske forsøg i henhold til § 8, stk.
1.
Stk. 11. Sundhedsstyrelsen kan kontrollere enhver, der
udfører eller har udført kliniske afprøvninger af lægemidler.
Sundhedsstyrelsens repræsentanter har mod behørig legitimation og uden
retskendelse adgang til virksomhederne, sygehusene, praksis o. lign.
Sundhedsstyrelsen kan kræve alle oplysninger, der er nødvendige for
kontrolvirksomheden. Sundhedsstyrelsen har adgang til indsigt i
patientjournaler o. lign., såfremt patienten eller forsøgspersonen i
forbindelse med deltagelsen i forsøget skriftligt er informeret om
Sundhedsstyrelsens journaladgang.
§ 25. Lægemidler kan sælges eller udleveres til
klinisk afprøvning, der er godkendt i henhold til § 24.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde
tillade salg eller udlevering i begrænset mængde af lægemidler, som ikke er
markedsført i Danmark, til andre formål end kliniske afprøvninger.
Stk. 3. Statens Seruminstitut og statens veterinære
serumlaboratorier kan i særlige tilfælde i begrænset mængde forhandle eller
udlevere sera, vacciner, specifikke immunglobuliner og andre immunologiske
testpræparater, der ikke har markedsføringstilladelse. Hver forhandling eller
udlevering skal indberettes til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen
fastsætter regler om, hvordan indberetningen skal foretages. Det kan
bestemmes, at indberetningen skal foretages i maskinlæsbar stand.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om
distribution i henhold til stk. 1 og 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte
særlige vilkår i medfør af stk. 2 og kan tilbagekalde tilladelser, hvis
vilkår ikke overholdes, eller såfremt der optræder alvorlige bivirkninger.
Kapitel 6
Reklame for lægemidler m.v.
§ 26. Reklame for et lægemiddel skal være
fyldestgørende og saglig. Oplysninger i reklamen skal være i overensstemmelse
med det af Sundhedsstyrelsen godkendte resume af lægemidlets egenskaber.
Stk. 2. Reklamen må ikke være vildledende eller
overdrive lægemidlets egenskaber.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler
om reklame m.v. for lægemidler.
§ 27. Der må ikke reklameres over for offentligheden
for lægemidler, som
1) er receptpligtige,
2) er uegnede til anvendelse, uden at patienten forinden har søgt læge
med henblik på diagnosticering eller overvågning af behandlingen, eller
3) er omfattet af lov om euforiserende stoffer.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan give fagblade for
sundhedspersonale med særlig interesse for anvendelsen af lægemidler
tilladelse til at bringe reklamer for de i stk. 1 nævnte lægemidler.
Stk. 3. Forbudet i stk. 1 omfatter ikke
vaccinationskampagner, som er godkendt af Sundhedsstyrelsen.
§ 27 a. Der må ikke reklameres for lægemidler i
fjernsynet.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om, at
det i særlige tilfælde er tilladt at reklamere for lægemidler i fjernsynet.
§ 27 b. Der må ikke reklameres for lægemidler, som
ikke lovligt kan forhandles eller udleveres her i landet.
§ 27 c. Der må ikke reklameres for magistrelle
lægemidler.
§ 28. Der må ikke vederlagsfrit udleveres lægemidler
til offentligheden. Sundhedsstyrelsen kan dog give tilladelse til
vederlagsfri udlevering af lægemidler til offentligheden, hvis udleveringen
ikke sker i reklameøjemed.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om
vederlagsfri udlevering af lægemidler til medicinalpersoner.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om den
virksomhed, der udøves af lægemiddelkonsulenter.
§ 29. Indehaveren af en markedsføringstilladelse skal
opbevare et eksemplar af alle reklamer for et lægemiddel. Sammen med reklamen
skal der opbevares oplysninger om, hvor, hvornår og hvordan reklamen har
været anvendt, herunder hvem den er sendt eller udleveret til,
distributionsmåden, og hvilke tidsskrifter og lign. den har været bragt i.
Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte materiale skal opbevares i
2 år.
Stk. 3. Hvis en anden end indehaveren af en
markedsføringstilladelse reklamerer for et lægemiddel, påhviler pligten efter
stk. 1 og 2 den for reklamen ansvarlige.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan kræve alle nødvendige
oplysninger med henblik på at kontrollere, at reklamering for et lægemiddel
er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel og med regler
udstedt i medfør af § 26, stk. 3, § 27 a, stk. 2, eller § 28, stk. 2 og 3.
§ 30. Sundhedsstyrelsen kan kræve, at reklamering,
som er i strid med §§ 26-29 eller med regler udstedt i medfør af § 26, stk.
3, § 27 a, stk. 2, eller § 28, stk. 2, bringes til ophør.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan kræve, at den ansvarlige
for en ulovlig reklame offentliggør en efter stk. 1 truffet afgørelse eller
en berigtigelse af reklamen. Sundhedsstyrelsen kan bestemme
offentliggørelsens form og indhold, herunder hvor den skal finde sted.
§ 30 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om,
at Sundhedsstyrelsen på begæring skal afgive udtalelse om sit syn på
lovligheden af påtænkte reklameforanstaltninger, herunder om gebyr for
afgivelse af udtalelser.
§ 31. Der må ikke direkte eller indirekte reklameres
over for offentligheden med, at andre varer end lægemidler forebygger,
lindrer eller er virksomme imod sygdomme eller sygdomssymptomer eller iøvrigt
har en medicinsk eller medicinsk-biologisk virkning.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om, at
det i særlige tilfælde er tilladt at reklamere med, at andre varer end
lægemidler har en virkning som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Ordet apotek må ikke benyttes i reklamer for
ikke apoteksforbeholdte lægemidler eller andre varer end lægemidler,
medmindre den for reklamen ansvarlige kan dokumentere, at varen i
almindelighed forhandles på landets apoteker.
Information om lægemidler
§ 32. Sundhedsministeren kan pålægge
Sundhedsstyrelsen at informere læger og eventuelt andre medicinalpersoner om
lægemidler efter nærmere fastsatte regler.
Stk. 2. Til brug for informationsvirksomheden kan
Sundhedsstyrelsen anvende alle oplysninger, som fremgår af ansøgninger om
markedsføringstilladelse til farmaceutiske specialiteter, og som er påkrævet
af hensyn til informationen.
Stk. 3. Hvis den, der ansøger om en
markedsføringstilladelse, i forbindelse med afgivelsen af oplysninger over
for Sundhedsstyrelsen angiver, at nogle af disse anses for
forretningshemmeligheder, kan de pågældende oplysninger kun anvendes til
informationsvirksomheden, når afgørende sundhedsmæssige hensyn taler herfor,
og først efter at den, der ansøger om en markedsføringstilladelse, har haft
lejlighed til at udtale sig om Sundhedsstyrelsens udkast til
informationsmateriale.
Stk. 4. De i stk. 2, jf. stk. 3, nævnte oplysninger kan
efter sundhedsministerens nærmere bestemmelser udleveres til Den almindelige
danske Lægeforening til brug for dennes informationsvirksomhed.
Kapitel 7
Forskellige lægemiddelnævn
§ 33. Farmakopenævnet, der består af højst 6
medlemmer, afgiver indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager om krav til
lægemidlers kvalitet, jf. § 4.
§ 34. Registreringsnævnet, der består af højst 13
medlemmer, afgiver indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager om ansøgning om
og tilbagekaldelse af markedsføringstilladelser til farmaceutiske
specialiteter og om kliniske afprøvninger af lægemidler.
§ 35. Bivirkningsnævnet, der består af højst 5
medlemmer, indsamler oplysninger om lægemidlers bivirkninger og afgiver
indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager herom.
§ 36. (Ophævet).
§ 37. (Ophævet).
§ 38. Medlemmerne af de i §§ 33-36 omhandlede nævn
beskikkes for 4 år ad gangen af sundhedsministeren efter indstilling fra
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan henlægge yderligere
opgaver til nævnene.
Stk. 3. Nævnene kan indhente udtalelser fra særligt
sagkyndige.
Stk. 4. Med sundhedsministerens godkendelse kan der
under nævnene nedsættes stående udvalg. Til medlemmer af disse kan
sundhedsministeren beskikke personer, som ikke er medlemmer af nævnene.
§ 39. Sundhedsministeren kan fastsætte
forretningsorden for de i §§ 33-38 omhandlede nævn og udvalg.
Stk. 2. Nævnenes og udvalgenes medlemmer må ikke være
økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som fremstiller, importerer eller
forhandler lægemidler.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan i særlige tilfælde gøre
undtagelser fra kravet i stk. 2.
§ 40. Medlemmer af de i §§ 33-38 omhandlede nævn og
udvalg og sagkyndige, som afgiver erklæringer til nævnene, er under ansvar
efter borgerlig straffelovs §§ 152 og 264 b forpligtet til over for alle
uvedkommende at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende
om.
§ 40 a. Det Veterinære Vaccineudvalg, der består af 5
medlemmer, som udnævnes af Landbrugsministeren, rådgiver Sundhedsstyrelsen i
sager om vacciner, sera og andre lægemidler, der er bestemt til veterinær
anvendelse eller kan anvendes veterinært.
Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter udvalgets
forretningsorden.
Stk. 3. § 38, stk. 3, og § 40 finder anvendelse på Det
Veterinære Vaccineudvalg.
Apotekervarenævnet
§ 41. Apotekervarenævnet rådgiver Sundhedsstyrelsen
om dennes indstilling til sundhedsministeren om, hvilke lægemidler der helt
eller delvis skal kunne forhandles uden for apotekerne, jf. § 5.
Stk. 2. Apotekervarenævnet består af 10 medlemmer, som
beskikkes for 4 år ad gangen af sundhedsministeren. Ministeren udpeger
formanden og næstformanden. Af de øvrige medlemmer beskikkes 7 efter
indstilling fra henholdsvis Dansk Handel & Service, Danmarks
Apotekerforening, Forbrugerrådet, Dansk Industri, Det Danske Handelskammer,
Foreningen af danske Medicinfabrikker og Statens Husholdningsråd samt 1 efter
indstilling fra De samvirkende danske Landboforeninger, Landbrugsraadet og
Danske Husmandsforeninger i forening.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte forretningsorden for
nævnet.
Reklamenævnet
§ 42. I sager om reklame for lægemidler kan
Sundhedsstyrelsen rådføre sig med Reklamenævnet.
Stk. 2. Reklamenævnet består af 9 medlemmer, som
beskikkes for 4 år ad gangen af sundhedsministeren. Ministeren udpeger
formanden og næstformanden. De øvrige 7 medlemmer beskikkes efter indstilling
fra henholdsvis Danske Reklamebureauers Brancheforening, Den almindelige
danske Lægeforening, Den Danske Dyrlægeforening, Forbrugerrådet, Foreningen
af danske Medicinfabrikker, Helsebranchens Leverandørforening og
Medicinimportørforeningen.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte
forretningsorden for nævnet.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen offentliggør en årlig
beretning om nævnets virksomhed.
Kapitel 8
Forskellige bestemmelser
§ 43. Ved overenskomst med fremmed stat kan det
vedtages, at farmaceutiske specialiteter, der har markedsføringstilladelse i
udlandet, ligestilles med farmaceutiske specialiteter, der har
markedsføringstilladelse i Danmark. Sådan overenskomst kan kun indgås under
forudsætning af gensidighed og af, at den fremmede stats krav til
markedsføringstilladelser og kontrol er ligeværdige med denne lovs krav.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan ved afgørelse af, om
betingelserne for meddelelse af markedsføringstilladelse som farmaceutisk
specialitet foreligger, godtage vurderinger, som med samme formål har fundet
sted ved tilsvarende myndighed i andet land eller ved international
institution.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan tillægge kontrol og
inspektion, foretaget af et andet lands myndigheder af udenlandske
virksomheder, der fremstiller lægemidler, samme virkning, som om den var
foretaget her i landet.
Kapitel 9
Strafbestemmelser
§ 44. Medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der
1) overtræder § 5, § 6, stk. 1 og 3, § 8, stk. 1, § 10 a, stk. 1-3, § 10
b, stk. 2, § 13, § 19, § 20, stk. 3, § 22 a, stk. 1, § 24, stk. 1 og 4, § 26,
stk. 1 og 2, § 27, stk. 1, § 27 a, stk. 1, § 27 b, § 27 c, § 28, stk. 1, §
29, stk. 1-3, eller § 31, stk. 1 og 3, eller EF-forordninger om lægemidler og
lægemiddelvirksomheder.
2) tilsidesætter vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse
i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,
3) overtræder forbud, der er nedlagt efter § 6, stk. 2, eller § 7, eller
4) undlader at efterkomme et påbud eller en oplysningspligt, der har
hjemmel i § 5, stk. 3, 2. pkt., § 6, stk. 2, § 7, § 9, stk. 2, 3, 4, 5 eller
6, § 10 c, stk. 4, § 14, stk. 4, § 19, stk. 1, § 24, stk. 5, 7 eller 8, § 29,
stk. 4, eller § 30.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i henhold til
loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,
andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant
bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten,
kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Kapitel 10
Ikrafttrædelses-, ændrings- og
overgangsbestemmelser
Lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 indeholder følgende
ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 45. Loven træder i kraft den 1. januar 1976, dog
kan den i § 32, jf. § 37, omhandlede information om lægemidler ikke
iværksættes før den 1. januar 1977.
§§ 46-48. (Overgangsbestemmelser, udeladt her).
§ 49. Lægemidler, som omfattes af § 11, stk. 1, og
som uden at være registreret var i handelen den 1. januar 1976, skal søges
optaget i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister inden 1. juli 1976. I
særlige tilfælde kan Sundhedsstyrelsen forlænge fristen.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte lægemidler optages uden
prøvelse og uden betaling af ansøgningsafgift i specialitetsregistret,
såfremt de er optaget i de ved lovens ikrafttræden gældende udgaver af
officielle monografisamlinger. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde
tillade, at andre lægemidler optages uden prøvelse og uden betaling af
ansøgningsafgift.
Stk. 3. Ansøgning om tilladelse efter § 8 fra
virksomheder, som 1. januar 1976 fremstillede, indførte, udførte, oplagrede,
fordelte eller emballerede lægemidler, skal indsendes til Sundhedsstyrelsen
inden den 1. juli 1976.
§ 50. De lægemidler, der ved lovens ikrafttræden er
optaget i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister, kan kun slettes efter
reglerne i denne lov.
§ 51. (Overgangsbestemmelse, udeladt her).
§ 52. Loven gælder ikke for Færøerne. Lov nr. 194 af
23. marts 1992 (* 1) om ændring af lov om lægemidler og lov om
apoteksvirksomhed indeholder følgende bestemmelser:
§ 3
Loven træder i kraft den 1. april 1992.
§ 4
Bestemmelser om lægemidler omfattet af § 15, stk. 2 og 3, (jf.
bekendtgørelse nr. 340 af 30. juni 1978 om undtagelse fra lov om lægemidler
af homøopatiske lægemidler, der udleveres efter recept, bekendtgørelse nr.
341 af 30. juni 1978 om undtagelse fra lov om lægemidler af visse lægemidler,
som ikke har skadelige virkninger for brugerne, bekendtgørelse nr. 342 af 30.
juni 1978 om undtagelse fra lov om lægemidler af visse vitamin- og
mineralpræparater og bekendtgørelse nr. 356 af 7. juli 1978 om radioaktive
lægemidler m. m.) forbliver i kraft, indtil de afløses af regler udstedt i
medfør af denne lov.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov nr. 280 af 6. maj 1993 (*
2) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 4. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen
i Lovtidende.
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov
nr. 916 af 8. december 1993 vedrører § 44, stk. 2, 2. pkt., idet loven
indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 4. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.
Stk. 2. I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr.
452 af 10. juni 1992, som ændret ved lov nr. 280 af 6. maj 1993, ophæves §
44, stk. 2, 2. pkt.
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bestemmelsen i §§ 10 a, 10 b og 10 c er indsat ved og § 44, stk. 1, nr. 1 og
4, er ændret ved lov nr. 333 af 4. maj 1994, som indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen
i Lovtidende (*
3). Lov nr. 380 af 18. maj 1994 (* 4) indeholder følgende
ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov
nr. 439 af 14. juni 1995 (* 5) indeholder følgende ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser:
§ 3. Loven træder i kraft den 1. juli 1995.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan tillade, at et
magistrelt lægemiddel, der fremstilles og forhandles på et apotek på
tidspunktet for denne lovs ikrafttræden, og som er omfattet af § 13, stk. 2,
i lov om apoteksvirksomhed som affattet ved denne lovs § 2, nr. 9 (* 6),
fortsat kan fremstilles og forhandles i en periode efter den 1. juli 1995,
dog ikke længere end til 1. juli 1997.
§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Sundhedsministeriet, den 28. juli 1995,
Yvonne Herløv Andersen
/ Charlotte Christiansen
Officielle noter
(* 1) Lov nr. 194 af 23. marts 1992 vedrører følgende bestemmelser:
§§ 3, stk. 2, 5, stk. 2, 6, stk. 2, 9, stk. 2-4, 10 a, 12, 13, 14, stk.
3-4, 15, 19, stk. 1, 20, stk. 2, 23 a, 24, 25, stk. 1 og 3, 28, stk. 1, nr.
5, 42, stk. 2, 44, stk. 1-3, og overalt i loven ordet
»indenrigsministeren«.
(* 2) Lov nr. 280 af 6. maj 1993 vedrører følgende bestemmelser:
§§ 9, stk. 3, 1. pkt., 16 a, 21 a, 22, stk. 1 og 3, 25, stk. 3-5, kapitel
6, §§ 37, 38, stk. 1, 2. pkt., 41, stk. 2, 42 og 44, stk. 1.
(* 3) Lov nr. 333 af 4. maj 1994 blev bragt i Lovtidende den 5. maj 1994
og trådte således i kraft den 6. maj 1994.
(* 4) Lov nr. 380 af 18. maj 1994 vedrører følgende bestemmelser:
§§ 3 a, 7, stk. 1, nr. 6, og stk. 2, 12, stk. 1-2, 13, 14, 15, stk. 1-3,
15 a, 16, 16 a, 17, 18, 19, 20, 20 a, 21, stk. 1, 24, stk. 1, nr. 1 og 2, og
stk. 9, 25, stk. 3, 29, stk. 1 og 3, 32, stk. 2 og 3, 34, 39, stk. 2, 43,
stk. 1-2, og 44, stk. 1, nr. 1.
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådsdirektiv 93/39
(EF-Tidende L 214/22), Rådsdirektiv 93/40 (EF-Tidende L 214/31) og
Rådsdirektiv 93/41 (EF-Tidende L 214/40).
(* 5) Lov nr. 439 af 14. juni 1995 vedrører følgende bestemmelser:
§§ 5, stk. 3, 2. pkt., 7, stk. 1, nr. 3, 7 a, 8, stk. 1, 2. pkt., 9, stk.
2-5, 12, stk. 1-2, 13 a, 20, stk. 1, nr. 4 og 5, 22, stk. 1, 3. pkt., 22,
stk. 2, 22 a, 23 a, 24, stk. 3, stk. 7, stk. 8, stk. 10 og stk. 11, 25, stk.
3, 1.-2. pkt., 25, stk. 4, 26, stk. 3, 41, stk. 2, 3. pkt., 44, stk. 1, nr. 1
og 4, og overskriften til kapitel 3 a.
(* 6) § 2, nr. 9, henviser til lov om apoteksvirksomhed og har følgende
indhold:
»I § 13 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Apoteker må ikke fremstille og forhandle magistrelle
lægemidler, der kan erstattes af lægemidler, for hvilke der er udstedt
markedsføringstilladelse.«
Lignende dokumenter
- 1995 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ERSTATNING FOR LÆGEMIDDELSKADER Retsinformation · 20. december 1995
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Rozès fremsat den 5. oktober 1983. — Straffesag mod Leendert van Bennekom. EU-domme · 5. oktober 1983
- 1996 LSF 159 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MEDICINSK UDSTYR(REKLAME M.V.) Retsinformation · 16. juni 1997
- 1992 LSF 108 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LÆGEMIDLER M.V. (* 1) (REKLAME M.V.) Retsinformation · 6. maj 1993
- 1994 LSF 261 FORSLAG TIL LOV OM ERSTATNING FOR LÆGEMIDDELSKADER Retsinformation · 17. maj 1995
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat N. Jääskinen fremsat den 29. september 2011. — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen. EU-domme · 29. september 2011