Spring til indhold

Retsinformation

Anmeldelsespligt i henhold til konkurrencelovens § 5 (* 1)

KEN nr 60425 af 11/01/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Anmeldelsespligt i henhold til konkurrencelovens

§ 5 (* 1)

År 1994, den 11. januar afsagde Konkurrenceankenævnet i sagerne

henholdsvis j.nr. 92-62.218 Gramex og j.nr. 92-62.814 KODA ctr.

Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 27. oktober 1992 har advokat Johan Schluter på vegne

Gramex og ved skrivelse af 6. oktober 1993 har KODA påklaget en af

konkurrencerådet den 30. september 1992 truffet afgørelse, hvorved rådet

fandt en aftale mellem på den ene side Turistvognmændenes Landsforening og på

den anden side KODA og Gramex anmeldelsespligtig i.h.t. konkurrencelovens §

5. Den påklagede afgørelse blev truffet i forbindelse med, at Lyngby

Turistfart havde klaget til Konkurrencerådet over stigning i afgifterne til

KODA og Gramex.

Klagerne har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Under sagens behandling har ankenævnet bestemt, at en anmodning fra

klagerne om, at klagen skulle tillægges opsættende virkning, kunne

imødekommes.

Sagerne har været mundtligt forhandlet under et i ankenævnet.

2. Konkurrencerådets ligelydende skrivelser til klagerne er sålydende:

»...

Af afgørelsen til Lyngby Turistfart fremgår det, at Konkurrencerådet

tillægger den pågældende aftale om opkrævning af vederlag for busområdet

dominerende indflydelse og at den derfor er anmeldelsespligtig i henhold til

konkurrencelovens § 5.

Det lægges herved til grund, at det relevante marked efter det oplyste er

afspilning af ophavsretbeskyttet musik i busser, at KODA har en

eneretsbevilling og Gramex er godkendt som fællesorgan til at opkræve

vederlag, samt at aftalen fastlægger nærmere regler for vederlagets størrelse

Læs alt

og opkrævning.

Af konkurrencelovens § 5, stk. 3 fremgår det at aftaler der er

anmeldelsespligtige, men som ikke inden 14 dage er anmeldt til

Konkurrencerådet er ugyldige.

Aftalen mellem KODA/Gramex og Turistvognmændenes Landsforening er indgået

den 16. juni 1992 og indsendt den 15. september 1992. Den er ikke anmeldt

rettidigt, hvorfor den er ugyldig. Der foreligger mulighed for anmeldelse

efter ratihabering. ...«.

3. Advokat Schluter har i procesindlæg bl.a. beskrevet henholdsvis Gramex

og KODA således:

Gramex' eksistens hviler på bestemmelsen i ophavsretslovens § 47, stk. 1,

der har følgende ordlyd:

»Når grammofonplader eller andre indretninger, på hvilke lyd er

overført, inden for det i § 46 nævnte tidsrum anvendes til lydradio- eller

fjernsynsudsendelse eller i erhvervsmæssigt øjemed bruges ved andre

offentlige fremførelser, har såvel fremstilleren som de udøvende kunstnere,

hvis fremførelser gengives, krav på vederlag. Har to eller flere kunstnere

samvirket ved fremførelsen, kan de kun i fællesskab gøre vederlagskravet

gældende. De udøvende kunstneres ret kan kun gøres gældende gennem

fremstilleren eller gennem et af ministeren for kulturelle anliggender

godkendt fællesorgan for fremstillerne og de udøvende kunstnere.«

Gramex har siden 1963 af Kulturministeriet været godkendt som det organ,

der på vegne af såvel fremstillerne som de udøvende kunstnere i henhold til

ophavsretslovens § 47 opkræver vederlag for offentlig fremførelse af

fonogrammer.

Ophavsretslovens § 47 hviler på et tvangslicensprincip, hvorefter

rettighedshaverne - de udøvende kunstnere og fonogramfremstillerne - ikke kan

modsætte sig brugen af fonogrammerne, men blot har et heraf flydende

vederlagskrav, som opkræves og fordeles af Gramex. Der fordres således ikke

samtykke fra eller nogen forudgående aftale med rettighedshaverne og/eller

Gramex for anvendelse af fonogrammer.

Herved adskiller Gramex sig fra KODA, som har en egentlig eneret for de af

KODA forvaltede rettigheder. Til forskel fra KODA har Gramex som følge af

tvangslicensprincippet ikke rådighed over sin »ydelse«, som frit

kan anvendes af tredjemand uden mulighed for Gramex for at hindre

anvendelsen.

Gramex fungerer alene som fuldmægtig for rettighedshaverne med henblik på

opkrævning og fordeling af det i ophavsretslovens § 47, stk. 1, jfr. §§ 59 og

60, angivne vederlag. Gramex oppebærer intet overskud af sin forvaltning og

har ingen formue.

KODA har siden 1926 på vegne komponister, tekstforfattere og musikforlag

forestået opkrævningen og fordelingen af vederlag for fremførelse af

musikværker.

Musikværkerne er beskyttet efter ophavsretslovens § 2, og de

rettighedshavere, som KODA repræsenterer, er således indehavere af egentlige

enerettigheder til de pågældende musikvæker. Dette medfører, at KODA som

repræsentant for rettighedshaverne skal give samtykke til offentlig

fremførelse af musikværkerne. KODA's arbejdsopgaver for rettighedshaverne er

således at indgå aftale med brugerne om offentlig fremførelse af musikværker

- i det omfang disse er beskyttet efter ophavsretslovens § 2, jfr. § 43 -

samt at foretage opkrævning og fordeling af de heraf flydende vederlag.

KODA's eksistens og virke er nu i det hele baseret på lov nr. 409 af 13.

juni 1990 om den kulturelle fond og om visse bevillinger på ophavsområdet §

4, som har følgende ordlyd:

»Erhvervsmæssig eller andelsmæssig forretningsvirksomhed, hvorved en

repræsentant for indehaveren af ophavsretten eller en kontraktsmæssig

indehaver af denne ret afslutter kontrakter om offentlig fremførelse af et

dramatisk værk eller musikværk, der er beskyttet efter lov om ophavsretten

til litterære og kunstneriske værker, kræver tilladelse fra kulturministeren.

Ministeren kan fastsætte nærmere vilkår for tilladelsen.

Kontrakter, der er indgået i strid med stk. 1, er ugyldige.«

4. Klagernes argumentation

Klagerne har anført, at deres virksomhed ikke er omfattet af

konkurrenceloven, og at aftalen mellem klagerne på den ene side og

Turistvognmændenes Landsforening på den anden side derfor ikke er

anmeldelsespligtig i henhold til lovens § 5.

Rådet kan ikke med hjemmel i konkurrencelovens § 4, stk. 4, lovligt

delegere beslutningskompetencen til Konkurrencerådets sekretariat. Afgørelsen

skulle således have været truffet af Konkurrencerådet og ikke af

sekretariatet. Den af sekretariatet trufne beslutning har heller ikke hjemmel

i hverken Industriministeriets bekendtgørelse nr. 886 fra 23. december 1989

om Konkurrencerådet eller de af Konkurrencerådet på møde den 17. januar 1990

fastsatte retningslinier for sekretariatets virksomhed.

Denne sags principielle karakter burde have stået sekretariatet klart.

Sekretariatet har været uberettiget til at kunne træffe afgørelsen under

henvisning til en tidligere sag fra 1990 om KODA's takstpolitik. I den sag

indgik ikke nogen vurdering af, om KODA's aftaler med brugere af musikværker

skulle være anmeldelsespligtige efter konkurrencelovens § 5. Sagerne kan

derfor ikke sammenlignes, og rådet har således ikke tidligere taget stilling

til de spørgsmål, der rejses i denne sag om grænserne mellem ophavsret og

konkurrenceret. Afgrænsningen heraf med den deraf mulige anmeldelsespligt har

stor betydning for klagerne og er af juridisk karakter. Afgørelse af sådanne

principielle spørgsmål bør ikke delegeres til rådets sekretariat, men bør

træffes af rådet selv. Der er netop ikke tale om sagsforberedelse eller

sædvanlig administration af loven, som er forhold, der kan varetages af

sekretariatet.

Hverken Gramex eller KODA er erhvervsdrivende i konkurrencelovens

forstand.

Det kan udledes af konkurrencelovens formål om at fremme konkurrencen,

jfr. § 1, at KODA ikke er omfattet af loven, da det uagtet overgangen fra

monopollov til konkurrencelov fortsat er gældende, at forvaltningen inden for

det område af ophavsretten, som KODA forestår, skal ske efter

eneretsbevilling. Hverken markedsstransparens eller andre for

konkurrencemyndighederne mulige indgreb efter konkurrenceloven vil have nogen

som helst virkning på konkurrencen inden for dette marked, idet KODA i

henhold til eneretsbevilling ingen konkurrenter har.

KODA har ingen formue og fungerer alene som fuldmægtig for

rettighedshaverne med henblik på forvaltning i forbindelse med offentlig

fremførelse af musikværker.

KODA's aktivitetsområde kan ikke sidestilles med køb eller salg af varer

eller ydelser, og KODA kan derfor ikke karakteriseres som en

erhvervsvirksomhed eller en sammenslutning af erhvervsdrivende, jf.

konkurrencelovens § 2.

Tilsvarende gælder for Gramex, der heller ingen formue har og alene

fungerer som fuldmægtig for rettighedshaverne med henblik på opkrævning af

vederlag. Gramex' aktiviteter kan i hvert fald ikke sidestilles med køb eller

salg af varer eller ydelser.

Særligt vedrørende Gramex:

Aftalen med Turistvognmændenes Landsforening angår i al væsentlighed alene

spørgsmålet om størrelsen af vederlaget. Såfremt der ikke var opnået enighed

herom, skulle spørgsmålet om vederlagets størrelse efter anmodning fra en af

parterne afgøres af Tvangslicensnævnet ved endelig administrativ afgørelse,

jfr. ophavsretslovens § 54, stk. 1. Tvangslicensnævnet er således

enekompentent på dette område. Dette udelukker, at Konkurrencerådet skulle

være kompetent til at bestemme, at aftaler mellem Gramex og nogen brugere af

fonogrammer skulle være anmeldelsespligtige. Det forhold, at det lykkedes

uden Tvangslicensnævnets mellemkomst at komme til enighed om størrelsen af

vederlaget, gør ikke dermed Konkurrencerådet kompetent.

I ophavsretsloven er fastsat særlige bestemmelser om anmeldelsespligt, som

udelukker anmeldelsespligt efter § 5 i konkurrenceloven. Gramex må ganske

sidestilles med virksomheder, der omfattes af elforsyningsloven eller

varmeforsyningsloven, og som ifølge forarbejderne til konkurrenceloven ikke

skal anmelde aftaler over for Konkurrencerådet.

Gramex er underlagt regler om tvangslicens og har således

»leveringspligt«. Derimod er det helt frivilligt for eksempelvis

turistvognmænd, om disse vil anvende beskyttede fonogrammer. Der kan derfor

ikke tillægges aftalen mellem Gramex og Turistvognmændenes Landsforening

dominerende indflydelse, da denne alene vedrører størrelsen af vederlaget,

hvorimod den enkelte turistvognmand selv bestemmer, om der skal spilles

beskyttede fonogrammer.

Den indgåede aftale indebærer ikke, at der udøves eller vil kunne udøves

dominerende indflydelse på selve det markedsområde, som rådet har valgt.

Aftalen giver ikke Gramex yderligere potentielle muligheder for at udøve

dominerende indflydelse. Gramex forvalter det i ophavsretslovens § 47, stk.

1, jfr. §§ 59 og 60, nævnte vederlagskrav som den eneste institution i

Danmark, og dette vederlagskrav er uafhængigt af, om der består nogen aftale

om vederlagets størrelse med brugerne eller ej. Gramex'

»markedsstyrke« er således ganske uafhængig af indgåelse af aftaler

om størrelsen af vederlaget med brugerne, men er alene et resultat af

beskyttelsen af visse fonogrammer i medfør af ophavsretslovens § 47.

Konkurrencelovgivningen kan ikke og bør ikke have indflydelse på sådanne

rettigheder.

Særligt vedrørende KODA:

KODA må i lighed med, hvad der gælder for Gramex, kunne sidestilles med

virksomheder, der er omfattet af eksempelvis elforsyningsloven eller

varmeforsyningsloven. Det er, i lighed med hvad der gælder for

elforsyningsvirksomheders anmeldelsespligt til Elprisudvalget, en

gyldighedsbetingelse for KODA's tarifaftaler, at de anmeldes til

Kulturministeriet.

KODA forelægger alle indgåede tarifaftaler for Kulturministeriet.

Aftalerne er derfor undergivet de almindelige regler om aktindsigt i

offentlighedsloven. For KODA gælder der således regler, som medfører fuld

gennemsigtighed. Dermed er det i konkurrencelovens § 5 tilsigtede formål

opfyldt for samtlige tarifaftaler, som KODA har indgået med brugere af

musikværker. Dette gør sig også gældende for aftalen mellem KODA/Gramex og

Turistvognmændenes Landsforening, som er godkendt af Kulturministeriet ved

skrivelse af 26. juni 1992.

De rettigheder, som KODA på vegne komponisterne og forfatterne forvalter,

er egentlige enerettigheder i medfør af ophavsretslovens § 2. Aftalen mellem

KODA/Gramex og Turistvognmændenes Landsforening kan derfor ikke tillægges

»dominerende indflydelse«. KODA har ingen »konkurrenter«,

og da de af KODA forvaltede rettigheder i forvejen er enerettigheder,

indebærer aftalen med Turistvognmændenes Landsforening ingen selvstændig

mulighed for KODA for at udøve dominerende indflydelse.

Markedet for afspilning af ophavsbeskyttet musik i busser er i øvrigt et

så beskedent marked, at det falder helt uden for Konkurrencerådets opgaver at

beskæftige sig nærmere hermed.

5. Konkurrencerådets argumentation

Konkurrencerådet har anført, at aftalen mellem KODA/Gramex og

Turistvognmændenes Landsorganisation kan udøve dominerende indflydelse på

markedet for afspilning af musik i busser. Der er lagt til grund, at der kan

afgrænses et marked for afspilning af ophavsretsbeskyttet musik i busser.

KODA har eneret på området, og Gramex er det godkendte fællesorgan for

opkrævning. Den indgåede aftale indeholder specifikke regler for vederlagenes

størrelse og betaling.

Afgørelsen er truffet i overensstemmelse med § 4, stk. 2, i

bekendtgørelsen om Konkurrencerådet og de af rådet fastlagte retningslinier

for sekretariatets virksomhed.

KODA's stilling i forhold til konkurrenceloven har i 1990 været genstand

for en konkurrenceretlig vurdering, herunder af KODA53s takstpolitik. Rådet

fandt, at KODA's takstpolitik var omfattet af konkurrenceloven, men at §§

11-14 ikke kunne bringes i anvendelse. KODA kan karakteriseres som et retligt

monopol, der varetager komponisternes fremførelsesrettigheder. Den normale

udnyttelse af den i medfør af ophavsretsloven hjemlede ophavsret er en legal

eneret, som ikke kan angribes ud fra konkurrenceretten. Derimod gælder dette

ikke for så vidt angår den kollektiviserede udnyttelse af den enkeltes

ophavsrettigheder, idet denne udnyttelse ikke reguleres af ophavsretsloven.

Ved rådets behandling dengang blev der ikke truffet særskilt afgørelse om

anmeldelsespligt af de omhandlede takster, men ved en konkurrenceretlig

vurdering fandt man sådanne virkninger, at der var anledning til henvendelse

efter konkurrencelovens § 15.

Gramex's stilling afviger fra KODA's: men som udgangspunkt kan der

anlægges tilsvarende konkurrenceretlige synspunkter som for KODA. Der er ikke

anledning til at gå nærmere ind på forskellene, allerede fordi der foreligger

en aftale, og det er denne, der er fundet anmeldelsespligtig i henhold til

konkurrencelovens § 5.

Tvangslicensnævnets kompetence i henhold til ophavsretsloven anfægtes

ikke. Denne kompetence udelukker imidlertid ikke, at rådet kan træffe

afgørelse om henvendelse efter lovens § 15 eller om anmeldelsespligt efter §

5 som sket.

KODA's virksomhed er omfattet af konkurrencelovens § 2, idet

konkurrenceloven, jf. bemærkningerne til konkurrencelovens §§ 1 og 2,

»omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed«, og idet

»erhvervsmæssig omsætning af fordringer, immaterielle rettigheder og

fast ejendom (er) omfattet af loven«.

Anmeldelsesreglerne for el- og varmevirksomheder kan ikke tillægges

betydning. Der foreligger ikke i konkurrenceloven holdepunkter for en sådan

sammenligning.

Aftalen giver KODA og Gramex mulighed for at udøve dominerende

indflydelse. Rådets afgørelse beror på en samlet vurdering af aftalens

virkninger på det afgrænsede markedsområde ud fra bl.a. aftaleparternes

styrke og indholdet af den foreliggende aftale. En aftales markedsmæssige

indflydelse kan ikke bedømmes alene ud fra dens indhold uden også at tage

hensyn til aftaleparternes stilling. KODA er tildelt en legal eneret, og

Gramex er det af Kulturministeriet godkendte fællesorgan for opkrævning. Der

kan således ikke lovligt afspilles beskyttet musik i busser uden tilladelse

fra og betaling til disse to virksomheder. Selve aftalen fastlægger takster

ved en bestemt tarif ud fra antallet af pladser i busserne. Der er regler om

betaling og indberetning, og der er indgået en særskilt samarbejdsaftale om

indkassering af vederlag fra medlemmer af Turistmændenes Landsforening med en

tilhørende godtgørelse til Landsforeningen.

Kulturministeriet er tillagt tilsynsopgaver i forhold til KODA's

virksomhed, og KODA's kontrakter vil ikke være gyldige uden godkendelse.

Konkurrenceloven omfatter imidlertid al erhvervsvirksomhed. Rådet kan blot

ikke bringe bestemmelserne i konkurrencelovens §§ 11-14 i anvendelse for

erhvervsvirksomheder, hvis udøvelse bestemmes eller godkendes af det

offentlige i henhold til særlig hjemmel, således som det er tilfældet for

KODA's takster. Rådet vil dog ud fra lovens øvrige bestemmelser skulle søge

at fremme konkurrencen og dermed effektiviteten ved størst mulig

gennemsigtighed om konkurrenceforhold m.v. også på sådanne af det offentlige

i øvrigt regulerede områder. Herunder gælder bl.a. en anmeldelsespligt for

aftaler med dominerende indflydelse og offentlighed omkring sådanne aftaler.

Gramex er ved lovgivningen tillagt en særlig stilling til at gøre

rettighedshavernes krav gældende. Den stilling, der i henhold til

ophavsretslovens bestemmelser er tildelt Gramex, afviger fra KODA's.

Afgørelsen vedrører imidlertid ikke Gramex' aftaler generelt, men alene

aftalen med Turistvognmændenes Landsforening. Denne aftale må bedømmes som en

helhed og skal ikke deles op i en aftale med KODA og en anden med Gramex.

KODA er i ophavsretslovens tillagt en eneret. Gramex er godkendt som

fællesorgan for opkrævning af kunstnernes vederlagskrav i henhold til samme

lov. Med denne aftale fastlægges, at der ikke kan ske afregning for vederlag

med den ene organisation, uden at den anden samtidig opnår sin aftalte i

lovgivningen forudsatte betaling. Herved styrkes KODA og Gramex stilling hver

for sig, og aftalens indflydelse på det relevante marked vil i hvert fald

ikke blive mindre ved, at virksomhederne går sammen.

Ved gennemførelsen af konkurrenceloven blev der taget stilling til, om

andre myndigheders tilsagn skulle kunne fritage fra anmeldelsespligt i

henhold til konkurrencelovens § 5. Det blev præciseret, at en sådan

fritagelse kun skulle gælde for el- og varmeforsyningsvirksomheder, da der i

lovene for disse virksomheder er fastsat tilsvarende særlige bestemmelser.

Den almindelige offentlighed i forvaltningen vil ikke give tilstrækkelig

gennemsigtighed om konkurrenceforhold. Konkurrenceloven sigter mod at fremme

konkurrencen gennem størst mulig gennemsigtighed om disse forhold. Der vil

således kunne være naturlig anledning til at tage stilling til, hvilke

oplysninger der skal være offentligt tilgængelige, og til, hvorledes denne

gennemsigtighed skal søges fremmet. Denne bedømmelse vil kunne foretages af

Rådet.

Ved konkurrencelovens vedtagelse blev det overvejet, om rådet ikke skulle

kunne kræve oplysninger udleveret fra virksomheder m.v., hvis oplysningerne i

forvejen var almindeligt tilgængelige eller kunne fås fra andre myndigheder.

Dette blev dog afvist med den begrundelse, at det ikke var praktisk af

afskære rådet fra at hente oplysninger direkte fra kilden, og at denne adgang

ville give en sikkerhed for korrekthed gennem strafbestemmelserne i

konkurrencelovens § 20, stk. 1, nr. 2. Disse bemærkninger er i lovens

forarbejder knyttet til § 6.

Rådet har ikke taget stilling til, om KODA's respektive Gramex' aftaler

generelt skulle være anmeldelsespligtige. Det må afgøres fra aftale til

aftale. Anmeldelsespligten påhviler parterne, men de vil kunne forelægge

tvivlstilfælde for rådet.

6. Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet tiltræder i det hele af de grunde, der er anført af

Konkurrencerådet, at rådet i forbindelse med sin tidligere henvendelse efter

konkurrencelovens § 15 har truffet en sådan principiel afgørelse vedrørende

klagernes forhold til loven, at rådets sekretariat allerede af denne grund

har haft kompetence til at træffe den nu påklagede afgørelse over for

klagerne.

Ankenævnet finder, at klagernes virksomhed med hensyn til indgåelse af en

aftale som den foreliggende, hvorved der sikres rettighedshaverne vederlag

for brugen af fonogrammer, klart må anses for erhvervsvirksomhed, således som

denne betegnelse er anvendt i lovens § 2, nr. 1, og at der ved aftalen udøves

en dominerende indflydelse på det omhandlede markedsområde, jf. § 5, stk. 1.

Da aftalen med Turistvognmændenes Landsorganisation herefter har skullet

anmeldes til rådet, og da det for afgørelsen af anmeldelsespligten efter § 5,

stk. 1, er uden betydning, om og i hvilket omfang klagernes virksomhed er

reguleret af anden lovgivning, stadfæster ankenævnet rådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 30. september 1992 stadfæstes.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1994-1, s. 13-21

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter