Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Konkurrenceloven § 11 74 afgørelser
- Retsplejeloven § 126 551 afgørelser
- Konkurrenceloven § 5 34 afgørelser
- Retsplejeloven § 143 53 afgørelser
- Konkurrenceloven § 14 14 afgørelser
- Konkurrenceloven § 2 18 afgørelser
- Retsplejeloven § 312 94 afgørelser
- Retsplejeloven § 503 10 afgørelser
- Konkursloven § 239 13 afgørelser
Teksten
Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1)
År 1994, den 10. november afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.
93-32.741 Det Danske Advokatsamfund ctr. Konkurrencerådet sålydende:
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 19. maj 1993 har advokat Johan Schluter på vegne Det
Danske Advokatsamfund klaget over en af Konkurrencerådet den 21. april 1993
truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 11 har
besluttet, at der skal optages forhandling med Det Danske Advokatsamfund med
henblik på at søge de skadelige virkninger af de vejledende salærtakster og
af de begrænsede muligheder for prisannoncering bragt til ophør.
Klageren har påstået afgørelsen ophævet.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Sagen har været mundtligt forhandlet.
2.a Konkurrencerådets afgørelse af 21. april 1993 er sålydende:
»Konkurrencerådet har behandlet Det Danske Advokatsamfunds vejledende
»Salærtakster for advokater«, og prisannonceringsbestemmelserne i
Advokatrådets »Regler om god Advokatskik.« Det drejer sig om
punkterne 2.6.1 h) om, at størrelsen af et takstbestemt salær kun må angives,
såfremt det anføres, at taksten er vejledende, og 2.6.2 d) om, at reklamering
ikke må indeholde prisangivelser bortset fra de ovennævnte vejledende salærer
i Advokatrådets regler om god advokatskik. Såvel »Salærtakster for
advokater« som »Regler om god Advokatskik« er anmeldt til
Konkurrencerådet i henhold til konkurrencelovens § 5. . . .
Konkurrencerådet finder, at Advokatsamfundets vejledende salærtakstsystem
og de begrænsede muligheder for prisannoncering, der fremgår af de kollegiale
regler, medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte
skadelige virkninger.
Rådet lægger herved vægt på, at Advokatsamfundets vejledende salærtakster
medfører en normering af prisdannelsen, der fører til en ensartet prisadfærd
og en neutralisering af priskonkurrencen. De vejledende salærtakster blokerer
Læs alt
herved for en udvikling, hvor de enkelte virksomheder motiveres til at
fastsætte priser, der svarer til egne omkostningsforhold og deres egen
vurdering af markedsforholdene. Derved hæmmes en effektivitetsbaseret
udvikling af erhvervsstrukturen, hvor de virksomheder, der er mest effektive,
fortrænger de mindre effektive.
Konkurrencerådet finder ikke, at de af Advokatsamfundet fremførte
argumenter kan begrunde en opretholdelse af de vejledende salærtakster.
Man skal derfor i henhold til bestemmelsen i konkurrencelovens § 11 optage
forhandling med Det Danske Advokatsamfund med henblik på at søge de skadelige
virkninger af de vejledende salærtakster og de begrænsede muligheder for
prisannoncering bragt til ophør. . . . ».
I rådets afgørelse henvises i øvrigt til den sagsfremstilling, der var
udarbejdet forud for rådets afgørelse.
Det hedder indledningsvis i denne sagsfremstilling bl.a.:
»På baggrund af rådets beslutning den 12. december 1990 færdiggjorde
sekretariatet i foråret 1992 en større undersøgelse af de konkurrencemæssige
virkninger af de offentlige og privatretlige reguleringer inden for de
liberale erhverv. Undersøgelsen, der blev forelagt rådet i mødet den 29.
april 1992, viste bl.a., at prisfastsættelsen i de liberale erhverv ofte
søges reguleret gennem de respektive brancheforeningers prisvejledning.
Det blev på den baggrund besluttet, at der skulle foretages en særskilt
undersøgelse af det vejledende takstsystem for bl.a. landinspektører og
advokater. I Rådsmødet den 3. marts 1993 . . . besluttede rådet, at
der skulle optages § 11-forhandling med landinspektørerne for at få ophævet
de vejledende honorarregler.
På de liberale erhvervs område indledte Konkurrencerådet desuden i
efteråret 1992 forhandlinger med Dansk Ejendomsmæglerforening om branchens
takstsystem. Disse forhandlinger resulterede i, at takster på
ejendomsformidlingsområdet er ophørt fra 1. januar 1993.
Konkurrencerådet har endvidere siden 1990 taget stilling til vejledende
prislister for en række håndværksfag, hvilket har medført, at der i dag ikke
længere findes brancheprislister inden for håndværkssektoren. Senest har
konkurrenceankenævnet stadfæstet afgørelserne, der pålagde Danske Malermestre
og Glarmesterlauget i Danmark at ophøre med at udsende prislister.
Samtlige af de af Konkurrencerådet rejste sager om kollektiv
prisfastsættelse har sit analytiske udgangspunkt i de konkurrencemæssige
konsekvenser af horisontal prisvejledning, . . . ».
2.b »Salærtakster for advokater« er pr. 1. juli 1993 sålydende
(uddrag):
»I medfør af rpl. § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve et højere
vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses som rimeligt. De nedennævnte
salærtakster fastsætter vejledende regler for salærberegningen for en række
centrale og typiske advokatydelser. Disse takster vil ud fra en
gennemsnitsbetragtning føre til et rimeligt salær for en normal advokatmæssig
behandling af en typisk sag på det pågældende område. Ved fastsættelsen af
salæret for den enkelte sag kan advokaten derfor fravige taksterne i
opadgående og nedadgående retning, hvor nævnte forudsætning ikke er til
stede, eller hvor særlige forhold i øvrigt gør dette rimeligt, og under
ansvar over for advokatmyndighederne, jfr. rpl. § 146 og følgende.
En række advokatydelser er ikke omfattet af en vejledende takst. I disse
tilfælde beregnes et konkret, rimeligt salær, idet der tages hensyn til en
række forskellige forhold, herunder arbejdets art og omfang og det dermed
forbundne ansvar, sagsgenstandens størrelse, sagens betydning for klienten,
den medgåede tid og det opnåede resultat.
I. Procedure . . .
II. Møder i fogedret ved udlæg og indsættelsesforretninger . . .
III. Inkasso . . .
IV. Dødsboer og bodeling mellem ægtefæller . . .
VI. Overdragelse af fast ejendom . . .
VIII. Lånesager m.v. vedr. fast ejendom . . . ».
På Det ordinære Advokatmøde den 12. juni 1993 blev det besluttet at
bemyndige Advokatrådet til inden Det ordinære Advokatmøde i 1995 at ophæve
afsnit VI og VIII i salærtaksterne. (Det bemærkes, at der pr. 1. november
1994 er udarbejdet nye salærtakster for overdragelse af fast ejendom.)
2.c De omtvistede bestemmelser i »Regler om god advokatskik« er
sålydende:
» 2.6. Individuel reklamering.
2.6.1 . En advokat må i sin reklamering alene angive følgende:
. . .
h) Størrelsen af et takstbestemt salær incl. moms, såfremt det anføres, at
taksten er vejledende. . . .
2.6.2. Reklamering i henhold til punkt 2.6.1. må ikke . .
.
d) indeholde prisangivelser bortset fra de efter 2.6.1 h) tilladte.«
3. I kendelse af 18. december 1978 (MTM 1978 s. 603 ff) udtalte
ankenævnet:
»Advokatrådets nye regler om reklamering og annoncering betegner en
vis liberalisering i forhold til de tidligere regler. Denne liberalisering er
dog ikke meget vidtgående. Det tillades således ikke advokater i reklamer at
gøre opmærksom på hidtidig beskæftigelse med eller interesse for sagsområder
inden for almen praksis, ligesom reklamering ikke må gøres særligt
fremtrædende.
Nævnet finder således - ligesom monopoltilsynet og biintervenienten,
advokat Jerry Osbak - at den liberalisering, der er sket, er beskeden. Der er
imidlertid inden for liberale erhverv en tradition for tilbageholdenhed i
brug af reklamer, og hensynet til at undgå vildledning af publikum taler
efter nævnets opfattelse med styrke for at opretholde en betydelig
tilbageholdenhed. En almindelig annoncering om sagsområder inden for almen
praksis kan for det retssøgende publikum kun have begrænset værdi, og
hensynet til at lette nyetablerede advokaters oparbejdning af en praksis kan
ikke alene danne grundlag for et indgreb efter monopollovens § 11 over for de
af Advokatrådet vedtagne regler om reklamering.
Hvad specielt angår prisavertering er der almindelig tradition for, at de
liberale erhverv ikke averterer med priser. Det må antages at hænge sammen
med, at det inden for disse erhverv er vanskeligt at beskrive den ydelse, der
opnås for en bestemt averteret pris. Gennemførelsen af en mere aktiv
priskonkurrence ville således rejse betydningsfulde spørgsmål om beskrivelsen
af ydelserne og om sikring af deres lødighed. Prissætningen for en betydelig
del af advokaternes ydelser ved generelle takster er udtryk for fastsættelsen
af priser, som gennemsnitligt udgør et passende vederlag, og vil således
vanskeligt kunne forenes med en adgang til frit at avertere enkelte ydelser
til lavere priser end de fastsatte takster.
Nævnet finder derfor, at det vil være overvejende betænkeligt at forkaste
det eksisterende forbud mod prisavertering, der på den anførte baggrund ikke
kan anses for at have de urimelige virkninger, der er anført i monopollovens
§ 11. Nævnet har herved ikke taget stilling til den gældende bestemmelse om,
at taksterne ikke generelt må fraviges i nedadgående retning, der må anses
for en del af det samlede takstsystem.
Nævnet finder herefter, at den del af Advokatrådets kollegiale regler, der
har været til behandling under denne sag, ikke har urimelige virkninger som
anført i monopollovens § 11. Der vil derfor ikke være grundlag for at optage
yderligere forhandling mellem monopoltilsynet og Advokatrådet om ændring af
reglerne.«
4. Klagerens argumentation
4.a Klageren har anført, at det udtrykkeligt fremgår af klagerens
vedtægter, at det almindelige advokatmøde vedtager salærtakster. Vedtægterne
er godkendt af justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 143, stk. 4,
og det er således justitsministeren, der med hjemmel i retsplejeloven har
bestemt, at der skal være salærtakster for advokater. Dette er ikke i samme
direkte grad tilfældet for så vidt angår prisannonceringsbestemmelserne.
»Regler for god advokatskik« har imidlertid udtrykkelig hjemmel i
de af justitsministeren godkendte vedtægter.
Det følger således af retsplejeloven og de i medfør heraf udstedte
retsforskrifter, at alene advokatmyndighederne har kompetence til at
fastsætte generelle salærtakster for advokater. Det følger ligeledes af
retsplejeloven, jf. lovens kapitel 15 b, at alene Advokatnævnet er kompetent
til at tage stilling til advokaternes overholdelse af bestemmelsen i lovens §
126, stk.1, om god advokatskik, hvorunder hører advokaters prisannoncering.
Advokatnævnet er i øvrigt herved ikke bundet af »Regler for god
advokatskik«.
På denne baggrund har Konkurrencerådet ikke kompetence til at tage
stilling til salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne. I hvert fald
er Konkurrencerådet afskåret fra at gribe ind over for disse takster og
bestemmelser i henhold til konkurrencelovens §§ 11 - 14, jf. lovens § 2, nr.
1, 2. pkt. Rådet er således henvist til i givet fald at rette henvendelse til
justitsministeren i medfør af lovens § 15.
Rådet afgjorde i marts 1990, at salærtaksterne og »Regler om god
advokatskik« var anmeldelsespligtige i henhold til konkurrencelovens §
5. Klageren havde imidlertid ikke nogen anledning til at anke denne
afgørelse, og den kan derfor ikke være bindende for retsanvendelsen i
nærværende sag, ligesom de to sager ikke umiddelbart har noget med hinanden
at gøre.
4.b Konkurrencerådet kan kun beslutte at indlede en forhandling, hvis der
på et markedsområde foreligger en konkurrencebegrænsning, der medfører eller
vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen og dermed
effektiviteten i produktion og omsætning af varer eller tjenesteydelser m.v.
eller begrænsninger i erhvervsfriheden, jf. konkurrencelovens § 11. Det må
også kræves, at der i kraft af konkurrencebegrænsningen udøves eller vil
kunne udøves dominerende indflydelse på det pågældende markedsområde.
De omtvistede bestemmelser er begrundet i rimelighedshensyn og praktiske
grunde. I denne situation, hvor bestemmelser uden konkurrenceretligt sigte er
båret af andre anerkendelsesværdige hensyn, må der stilles særligt store krav
til beviset for skadelige virkninger. Konkurrencerådets bemærkninger om de
skadelige virkninger af salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne
indskrænker sig imidlertid til en konstatering uden nærmere dokumentation
for, at der skulle være konstateret skadelige virkninger. Rådets
argumentation vedrørende prisnormering, effektivitetsbetinget udvikling af
erhvervsstrukturen etc. er skrivebordsbetragtninger, som er uden sammenhæng
med, hvordan markedet for advokatydelser faktisk fungerer.
Konkurrencen blandt advokater har ud fra tradition og forholdets natur
ikke ydelsens pris som hovedparameter. Klienternes valg af advokat er i vidt
omfang et tillidsspørgsmål, hvor personligt kendskab, faglig dygtighed og
særlige erfaringer udgør hovedparametrene. Konkurrencen inden for
advokaterhvervet føres således først og fremmest på kvalitet, og
salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne har ingen mærkbar
indvirkning på konkurrencen. Konkurrencen inden for advokatbranchen er i
forvejen særdeles effektiv, hvorfor der ikke herudover også er behov for
priskonkurrence. Man kan i det hele taget ikke forestille sig, at
prisannoncering vil skabe en mere effektiv konkurrence inden for
advokatbranchen, idet prisangivelserne ikke entydigt kan angive, hvilken
ydelse den anførte pris dækker. Prissammenligninger vil således være meget
vanskelige at foretage.
Prisannonceringsbestemmelserne i »Regler om god advokatskik«
pkt. 2.6.1, litra h), og 2.6.2, litra d), medfører ingen
konkurrencebegrænsninger med deraf følgende skadelige virkninger for
konkurrencen og effektiviteten. Disse bestemmelser er ikke fastsat med
henblik på begrænsning af konkurrencen, men af hensyn til overholdelse af
standarden om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Det er ikke
i overensstemmelse med god advokatskik at annoncere med priser uden nogen
ydelsesbeskrivelse. Prisannonceringsbestemmelserne er således en udmøntning
af retsplejelovens § 126, stk. 1, om god advokatskik.
Baggrunden for, at en advokat i sin reklamering alene må angive størrelsen
af et takstbestemt salær, er den, at advokatens ydelser alene er beskrevet
inden for de områder, der er dækket af salærtaksterne. Klienterne i
almindelighed og privatklienterne i særdeleshed har ingen forudsætninger for
at bedømme eller hos tredjemand eller myndighederne at få oplyst, hvad man
med rimelighed vil kunne forvente af advokatydelsens omfang. Annoncering med
pris uden den ydelsesbeskrivelse, som findes inden for de takstbestemte
områder, kan derfor give klienterne en falsk fornemmelse af, hvilket arbejde
den annoncerede pris dækker, og dermed være mere vildledende end vejledende.
4.c Ankenævnet har i kendelse af 18. december 1978 afvist at gribe ind
over for klagerens salærtakster og de hertil knyttede reklameringsregler i
klagerens kollegiale vedtægt. Konkurrencerådet har ikke sandsynliggjort, at
de af ankenævnet dengang fremhævede forhold ikke længere skulle gøre sig
gældende.
En lang række forhold taler fortsat med styrke for at opretholde
salærtaksterne og reklameringsreglerne. Overgangen fra monopolloven og pris-
og avanceloven til konkurrenceloven giver ikke i sig selv grundlag for en
fornyet vurdering af salærtaksterne og reklameringsreglerne. Hensynet til
klienterne i almindelighed og privatklienterne i særdeleshed taler for, at
der alene kan averteres med prisen på ydelser inden for de takstbestemte
områder.
Salærtaksterne giver en høj grad af gennemsigtighed og forudsigelighed,
hvilket i særdeleshed er hensigtsmæssigt for advokatydelser, som indgår
forudsætningsvis ved en lang række kontraheringer. Salærtaksterne sikrer på
en række områder, at der afregnes i overensstemmelse med reglen i
retsplejelovens § 126, stk. 2. Inden for de af salærtaksterne omfattede
områder vil en timesatsfakturering sjældent og kun tilfældigvis udmunde i et
rimeligt vederlag. Salærtaksterne er alene vejledende, hvilket indebærer, at
den enkelte advokat kan og efter omstændighederne skal fravige taksterne i
nedadgående retning, ligesom det er muligt under særlige omstændigheder at
fravige taksterne i opadgående retning. Salærtaksterne er således ikke som
anført af Konkurrencerådet i realiteten bindende.
4.d Salærtaksternes afsnit I - IV har en vis judiciel karakter, idet
taksterne anvendes af domstolene og myndighederne til at tilkende og godkende
omkostninger m.v. En ophævelse af denne del af salærtaksterne vil indebære,
at domstolene efter samråd med klageren vil være nødsaget til at fastsætte et
nyt sæt vejledende salærtakster, da domstolene under alle omstændigheder vil
have behov for mere generelle regler ved fastsættelse af sagsomkostninger.
Nødvendigheden af et takstsystem forstærkes af den omstændighed, at adgangen
til appel af omkostningsfastsættelsen i retssager er begrænset.
Det er ikke som forudsat af Konkurrencerådet muligt at sætte vandtætte
skotter mellem salærer baseret på salærtaksterne og salærer fastsat af
domstolene og offentlige myndigheder. Konkurrencerådets afgørelse rammer
derfor ikke alene salærtaksterne, men også den salærfastsættelse, der
foretages af domstolene og offentlige myndigheder. Det er således ikke
korrekt, når det anføres, at såfremt der ikke findes vejledende salærtakster,
må domstolene benytte et andet grundlag. Domstolene vil nødvendigvis fortsat
skulle arbejde på grundlag af vejledende salærtakster.
Til det af Konkurrencerådet anførte om, at Dommerforeningen i tilfælde af
en ophævelse af klagerens salærtakster vil være indstillet på at finde et
andet grundlag for udarbejdelsen af sin sagsomkostningsliste, bemærkes, at
dette nye grundlag fortsat vil være et takstsystem, som nærmere må drøftes
med klageren. I hele den vestlige verden er der tradition for, at advokaters
salærberegning inden for retssagsområdet er reguleret og baseret på et
takstsystem.
I øjeblikket er forholdet det, at domstolenes vejledende
omkostningstakster fuldt ud følger klagerens salærtakster, idet man dog af
praktiske grunde indregner retsgebyr og foretager visse afrundinger.
Taksterne følges ikke slavisk i de enkelte sager, hvilket skyldes, at
omkostningsfastsættelsen ved domstolene er judiciel, og taksterne derfor kun
kan være vejledende: men heri adskiller domstolenes takster sig ikke fra
klagerens, som også kan fraviges i den konkrete sag. I øvrigt er selve det
forhold, at domstolene følger klagerens salærtakster, udtryk for, at disse
takster fører til rimelige resultater i det enkelte tilfælde.
Hertil kommer, at domstolene kun tager stilling til, hvilket
sagsomkostningsbeløb den tabende part skal betale til den vindende part. Ved
en ophævelse af klagerens salærtakster vil salæret til den tabende parts
advokat ikke kunne fastsættes i henhold til et takstsystem. Dette skaber en
uønsket asymmetri i retssystemet. Endvidere kan taksternes bortfald blive en
barriere for gennemførelse af små sager, hvor salæret må forventes at stige
mest.
Hele området for retshjælpsforsikring og dækning af udgifter til
advokatbistand i forbindelse hermed bygger også på salærtaksterne. En
ophævelse af salærtaksterne vil medføre en række uheldige konsekvenser og
vanskeligheder på området for retshjælpsforsikringer. I dag baserer
forsikringsselskaberne godtgørelsen af advokatudgifter på salærtaksterne,
hvorfor en ophævelse af taksterne vil undergrave
retshjælpsforsikringsinstituttet til skade for forsikringstagerne. Dette vil
særligt gøre sig gældende i mindre sager, hvor advokaternes krav om
honorering ud fra frit fastsatte parametre på et typisk højere beløb end
takstmæssigt salær næppe vil blive honoreret af forsikringsselskaberne.
4.e Salærtaksernes afsnit VI og VIII sikrer, at der alene tages et i
forhold til ydelsens værdi rimeligt honorar i særdeleshed ved mindre
ejendomshandler, hvor en timesatsfakturering ville indebære en højere pris
for ydelsen. I øvrigt har Advokatrådet udnyttet den på Det ordinære
Advokatmøde i 1993 givne bemyndigelse til en delvis ophævelse af
salærtaksternes afsnit VI og VIII. Efter den 1. november 1994 vil
salærtaksterne ud over de judicielle takster i afsnit I - IV således kun
indeholde nogle få bestemmelser inden for området fast ejendom. Disse
bestemmelser har karakter af reminiscenser og må forventes ophævet inden for
en overskuelig fremtid.
Erfaringerne fra ophævelsen af taksterne for ejendomsmæglere viser, at der
er sket betydelige prisstigninger i salæret til ejendomsmæglere for handler
med mindre ejendomme, og at der sker større anvendelse end hidtil af lokale
salæraftaler. Salærtaksterne har således også en social baggrund og funktion,
og der er så stærke grunde til fastsættelse af vejledende salærtakster, at
dette bør ske på landsplan i stedet for ved lokale aftaler, som for den
enkelte bruger er mindre gennemsigtige end landsdækkende aftaler.
Sammenfattende er salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne
velbegrundede ud fra hensyn, som er overordnet konkurrenceretlige hensyn,
således at de ikke kan anfægtes af konkurrencemyndighederne - selv ikke hvis
de havde indvirkning på konkurrencen, og selv ikke hvis konkurrencelovens §
2, nr. 1, 2. pkt. ikke fandt anvendelse.
Herudover er Konkurrencerådets afgørelse udtryk for en ensidig vægtning af
konkurrenceretlige hensyn og helt uden forståelse for advokaterne som en del
af retsplejen. Retsordenen kan ikke være tjent med advokatvirksomheder som
rene discountbutikker. Advokatvirksomheder er noget særligt, jf. herved også
Justitsministeriets klare afvisning af Konkurrencerådets § 15-henvendelse om
advokaters pligt til at være medlem af Advokatsamfundet.
5. Konkurrencerådets argumentation
5.a Rådet har anført, at konkurrenceloven er en generel erhvervslov, som
omfatter alle sektorer, herunder de liberale erhverv. Rådet traf på sit møde
den 14. marts 1990 afgørelse om anmeldelsespligt efter konkurrencelovens § 5,
stk. 1, for klagerens salærtakster og »Regler om god advokatskik«.
Denne afgørelse, som indebærer, at de pågældende bestemmelser er omfattet af
konkurrenceloven, blev meddelt klageren den 29. marts 1990. Afgørelsen blev
ikke påklaget til ankenævnet.
Klagerens salærtakster og »Regler om god advokatskik« er ikke i
konkurrencelovens forstand offentligt reguleret. Lovens § 2, nr. 1, 2. pkt.,
finder således ikke anvendelse, og der er derfor hjemmel til indgreb efter §§
11 - 14. De af klageren anførte bestemmelser i retsplejeloven medfører ikke,
at der er tale om offentlig regulering, men alene, at salærtaksterne
fastsættes eller ophæves af det almindelige advokatmøde, og at Advokatrådet
udarbejder retningslinier for god advokatskik. Konkurrencerådet bestrider
ikke, at det er organer under Advokatsamfundet, der behandler konkrete klager
over salærberegning, hvorved bemærkes, at der på en række områder ikke er
aftalt salærer, uden at dette medfører, at klageinstanserne ikke kan tage
stilling til klager.
5.b Klagerens vejledende salærtakstsystem og de kollegiale bestemmelser om
prisannoncering medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11
nævnte skadelige virkninger.
Det vejledende takstsystem er en horisontal prisaftale, som omfatter ca.
50% af advokaternes omsætning. Takstsystemet medfører en normering af
prisdannelsen, der fører til ensartet prisadfærd og dermed en neutralisering
af priskonkurrencen. Herved blokeres der for en udvikling, hvor den enkelte
advokat motiveres til at fastsætte salærer, der svarer til egne omkostninger
og egen vurdering af markedsforholdene. En effektivitetsbaseret udvikling af
erhvervsstrukturen, hvor de advokater, der er mest effektive, fortrænger de
mindre effektive fra markedet, vil ikke finde sted. Dette skyldes, at
forskelle i omkostningsforhold ikke slår igennem ved prisfastsættelsen, og
kunderne derfor ikke har de valg, der kan styre en effektivitetsbaseret
udvikling. Efter en ophævelse af salærtaksterne vil annoncering med de
vejledende salærer ikke længere være mulig, og prisannoncering vil herefter
ifølge de kollegiale regler slet ikke kunne finde sted. Advokaterne vil
således ikke have mulighed for at gøre omverdenen bekendt med deres priser,
hvilket forringer forbrugernes muligheder for at træffe fornuftige valg af
advokat. Den mulighed for effektivisering og billiggørelse, der kan opnås
ved, at forbrugerne modtager disse oplysninger, er dermed ikke stede, og
samtidig begrænses konkurrencen mellem advokaterne, når den enkelte ikke må
annoncere med sine priser.
Det forhold, at der i henhold til retsplejeloven er tillagt Advokatnævnet
sanktionsmuligheder over for advokaters adfærd - herunder deres
prisfastsættelse - i relation til de af klageren vedtagne kollegiale regler,
indebærer i kombination med det lovbestemte medlemskab af Advokatsamfundet,
at klagerens vedtagelser i ganske særlig grad har dominerede indflydelse på
det relevante markedsområde, dvs. markedet for advokatydelser.
Til det af klageren anførte om, at konkurrencen mellem advokater har
kvalitet som hovedparameter, bemærkes følgende: Konkurrencelovens formål er
at fremme konkurrencen og effektiviteten i erhvervslivet. Det vejledende
salærtakstsystem har sat priskonkurrencen ud af kraft og udgør dermed en
skadelig konkurrencebegrænsning. Baggrunden for, at rådet ønsker
salærtaksterne ophævet, er netop, at de enkelte advokater skal have mulighed
for at konkurrere på en række parametre, herunder også pris.
Rådets afgørelse indebærer ikke, at der er pligt til at annoncere med
pris. Det vil netop være op til den enkelte advokat at afgøre, om vedkommende
ønsker at benytte sig af muligheden for annoncering med pris. Det bemærkes
herved, at konkurrence på pris ikke udelukker konkurrence på kvalitet, jf.
ankenævnets kendelse af 23. marts 1993 (j.nr. 92-62.713 Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer ctr. Konkurrencerådet).
Det er ikke nødvendigt for at overholde retsplejelovens § 126, stk. 1, at
advokaterne hindres i at tilkendegive deres priser over for omverden. Der er
ikke noget problem i, at advokater ved prisannoncering samtidigt
tilkendegiver ydelsens omfang. Advokatydelser adskiller sig ikke herved fra
tjenesteydelser inden for andre liberale erhverv, hvor det også kan være
svært på forhånd at beskrive ydelsen.
5.c Til det af klageren anførte om ankenævnets kendelse af 18. december
1978 bemærkes, at konkurrenceloven sætter effektivitet og erhvervsfrihed som
mål, og det dynamiske perspektiv betones. Heri ligger en anden vægtfordeling
i målsætningen end under monopolloven. Horisontale prisbindinger og
begrænsninger i den enkeltes adgang til at reklamere er mere klart stridende
mod lovgivningens målsætninger, end det var under monopolloven.
Salærtaksterne kan kun fraviges, hvis særlige grunde betinger det i den
konkrete situation. En advokat kan ikke generelt fravige salærtaksterne.
Taksterne er således i realiteten bindende.
5.d Til det af klageren anførte om, at salærtaksternes afsnit I-IV har
judiciel karakter, bemærkes, at hvis der ikke findes vejledende salærtakster,
må domstolene benytte et andet grundlag for afgørelser om sagsomkostninger.
Dommerforeningen har over for rådet erklæret, at der ikke vil opstå særlige
problemer ved en ophævelse af salærtaksterne, idet man er indstillet på at
finde et andet grundlag for udarbejdelsen af sin sagsomkostningsliste. Dette
vil i øvrigt blive undersøgt nærmere i forbindelse med de forestående §
11-forhandlinger med klageren. Det kan endvidere oplyses, at i Norge og
Sverige fastsætter de respektive brancheforeninger ikke vejledende takster.
Der er en afgørende konkurrenceretlig forskel i vurderingen af vejledende
takster afhængig af, om de er fastsat af Dommerforeningen eller af klageren.
De af Dommerforeningen fastsatte vejledende takster er rettet mod de dommere,
der skal anvende dem, mens klagerens takster fastsættes af de advokater, der
skal oppebære salærerne. Der kan i den forbindelse henvises til ankenævnets
kendelse af 16. juli 1986 (MTM 1986 Kendelser og Domme s. 182 ff).
Til det af klageren anførte om, at en ophævelse af salærtaksterne kan
blive en barriere for gennemførelse af små sager, bemærkes, at
Forbrugerrådet, som er en bedre eksponent for den almindelige forbrugers
interesser end klageren, er af den opfattelse, at der i salærtakstsystemet
ikke er nogen sammenhæng mellem pris og arbejdsindsats.
Til det af klageren anførte om udviklingen inden for
ejendomsmæglerbranchen bemærkes, at rådet nu har grebet ind over for de
lokale prisaftaler, idet disse viste sig at have de i konkurrencelovens § 11
nævnte skadelige virkninger for konkurrencen.
6. Ankenævnets bemærkninger.
Uanset Justitsministeriets godkendelse af hjemmelsgrundlaget for de
vejledende salærtakster er taksternes størrelse m.v. reelt vedtaget af
advokaterne alene. Det forhold, at Justitsministeriet i henhold til
retsplejelovens § 143, stk. 4, har godkendt Advokatsamfundets vedtægter, og
at det i disse vedtægter er bestemt, at salærtaksterne vedtages på det
almindelige advokatmøde, indebærer derfor ikke, at salærtaksterne dermed er
blevet undergivet en sådan offentlig regulering, at Konkurrencerådet som
følge af konkurrencelovens § 2, nr. 1, 2. pkt., er afskåret fra at træffe
afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger i medfør af konkurrencelovens
§§ 11-14. Det samme må antages at gælde for så vidt angår de omtvistede
prisannonceringsbestemmelser i »Regler om god advokatskik« punkt
2.6.1.h) og 2.6.2.d).
I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 1, er den tabende part i en
retssag i almindelighed pligtig at erstatte modparten de udgifter, som sagen
har påført modparten. Ved afgørelsen af størrelsen af de sagsomkostninger,
der herefter skal tilkendes den vindende part, må domstolene lægge afgørende
vægt på, hvilket salær den vindende parts advokat kan forventes at ville
afkræve sin klient, og herved har domstolene naturligt måttet tage
udgangspunkt i de vejledende salærtakster. Det forhold, at domstolene ved
afgørelser om sagsomkostninger i meget udstrakt grad gør brug af de af
advokaterne ensidigt vedtagne vejledende salærtakster - og den praktiske
lettelse, som advokaternes salærtakster således medfører for domstolenes
omkostningsafgørelser - er imidlertid uden betydning for afgørelsen af, om
Konkurrencerådet har haft hjemmel i konkurrencelovens § 11 til at beslutte,
at der skal optages forhandling med klageren om disse takster. - Heller ikke
for så vidt angår domstolenes anvendelse af salærtaksterne i foged- og
konkurssager m.v., jf. f.eks. retsplejelovens § 503 og konkurslovens § 239,
kan dette forhold tillægges betydning for rådets indgrebsbeføjelser efter
konkurrenceloven.
Som det tidligere er fastslået af ankenævnet - jf. navnlig nævnets
kendelse af 5. juli 1993 (j.nr. 92-31.254 Den Almindelig Danske Lægeforening
ctr. Konkurrencerådet) - indtager de liberale erhverv ikke nogen særstilling
ifølge konkurrenceloven, og uanset hvilken betydning der må tillægges det,
klageren har anført om konkurrenceforholdende i advokatbranchen, må
ankenævnet tiltræde, at vejledende takstsystemer inden for de liberale
erhverv, herunder også advokatbranchen, kan medføre samme normering af
prisdannelsen og dermed neutralisering af priskonkurrencen, som det for så
vidt angår prislister m.v. er antaget med hensyn til håndværkssektoren.
Herefter og i øvrigt af de grunde, som Konkurrencerådet har anført, må
ankenævnet tiltræde, at der i konkurrencelovens § 11 har været fornøden
hjemmel for rådets beslutning om, at der skal optages forhandling med
klageren med henblik på at søge de skadelige virkninger af de vejledende
salærtakster og af de begrænsede muligheder for prisannoncering bragt til
ophør.
Ankenævnet stadfæster derfor rådets afgørelse.
Herefter bestemmes:
Konkurrencerådets afgørelse af 21. april 1993 stadfæstes.
Birgit Grodal Jens Fejø
Poul Sørensen
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Konkurrenceankenævnet, den 10. november 1994.
Jens Denckert
Sekr.
Officielle noter
(* 1) Konkurrencerådet:
Dokumentation 1994-4, s. 394-497
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Optagelse af forhandling i henhold til konkurrencelovens § 11 med Den Almindelige Danske Lægeforening om liberalisering af begrænsninger i medlemmernes reklameringsadgang. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Anmeldelsespligt i henhold til konkurrencelovens § 5 (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Prisliste m.m. vedr. pressefotos i freelance medfører skadelige virkninger (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Sag om, hvorvidt sagsøgeren i 2003 og 2004 har indtaget en dominerende stilling på markedet for distribution af adresseløse forsendelser i Danmark og i bekræftende fald, om sagsøgeren har overtrådt forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling m.m. Domsdatabasen · 21. december 2007
- Henvendelse til offentlig myndighed om konkurrencebegrænsninger - diskriminering (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Anmeldelse - brancheforeningsvedtagelser (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
Lignende dokumenter
- Påbud om ophævelse af lokal takstaftale for ejendomsmæglere. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse kollegiale regler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Indgreb over for dyrlægernes kollegiale regler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Aftale om salærdeling anmeldelsespligtig (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Optagelse af forhandling i henhold til konkurrencelovens § 11 med Den Almindelige Danske Lægeforening om liberalisering af begrænsninger i medlemmernes reklameringsadgang. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af Konkurrencerådets afgørelse om optagelse af forhandling med Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997