Spring til indhold

Retsinformation

Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1)

KEN nr 60430 af 10/11/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1)

År 1994, den 10. november afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.

93-32.741 Det Danske Advokatsamfund ctr. Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 19. maj 1993 har advokat Johan Schluter på vegne Det

Danske Advokatsamfund klaget over en af Konkurrencerådet den 21. april 1993

truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 11 har

besluttet, at der skal optages forhandling med Det Danske Advokatsamfund med

henblik på at søge de skadelige virkninger af de vejledende salærtakster og

af de begrænsede muligheder for prisannoncering bragt til ophør.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2.a Konkurrencerådets afgørelse af 21. april 1993 er sålydende:

»Konkurrencerådet har behandlet Det Danske Advokatsamfunds vejledende

»Salærtakster for advokater«, og prisannonceringsbestemmelserne i

Advokatrådets »Regler om god Advokatskik.« Det drejer sig om

punkterne 2.6.1 h) om, at størrelsen af et takstbestemt salær kun må angives,

såfremt det anføres, at taksten er vejledende, og 2.6.2 d) om, at reklamering

ikke må indeholde prisangivelser bortset fra de ovennævnte vejledende salærer

i Advokatrådets regler om god advokatskik. Såvel »Salærtakster for

advokater« som »Regler om god Advokatskik« er anmeldt til

Konkurrencerådet i henhold til konkurrencelovens § 5. . . .

Konkurrencerådet finder, at Advokatsamfundets vejledende salærtakstsystem

og de begrænsede muligheder for prisannoncering, der fremgår af de kollegiale

regler, medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte

skadelige virkninger.

Rådet lægger herved vægt på, at Advokatsamfundets vejledende salærtakster

medfører en normering af prisdannelsen, der fører til en ensartet prisadfærd

og en neutralisering af priskonkurrencen. De vejledende salærtakster blokerer

Læs alt

herved for en udvikling, hvor de enkelte virksomheder motiveres til at

fastsætte priser, der svarer til egne omkostningsforhold og deres egen

vurdering af markedsforholdene. Derved hæmmes en effektivitetsbaseret

udvikling af erhvervsstrukturen, hvor de virksomheder, der er mest effektive,

fortrænger de mindre effektive.

Konkurrencerådet finder ikke, at de af Advokatsamfundet fremførte

argumenter kan begrunde en opretholdelse af de vejledende salærtakster.

Man skal derfor i henhold til bestemmelsen i konkurrencelovens § 11 optage

forhandling med Det Danske Advokatsamfund med henblik på at søge de skadelige

virkninger af de vejledende salærtakster og de begrænsede muligheder for

prisannoncering bragt til ophør. . . . ».

I rådets afgørelse henvises i øvrigt til den sagsfremstilling, der var

udarbejdet forud for rådets afgørelse.

Det hedder indledningsvis i denne sagsfremstilling bl.a.:

»På baggrund af rådets beslutning den 12. december 1990 færdiggjorde

sekretariatet i foråret 1992 en større undersøgelse af de konkurrencemæssige

virkninger af de offentlige og privatretlige reguleringer inden for de

liberale erhverv. Undersøgelsen, der blev forelagt rådet i mødet den 29.

april 1992, viste bl.a., at prisfastsættelsen i de liberale erhverv ofte

søges reguleret gennem de respektive brancheforeningers prisvejledning.

Det blev på den baggrund besluttet, at der skulle foretages en særskilt

undersøgelse af det vejledende takstsystem for bl.a. landinspektører og

advokater. I Rådsmødet den 3. marts 1993 . . . besluttede rådet, at

der skulle optages § 11-forhandling med landinspektørerne for at få ophævet

de vejledende honorarregler.

På de liberale erhvervs område indledte Konkurrencerådet desuden i

efteråret 1992 forhandlinger med Dansk Ejendomsmæglerforening om branchens

takstsystem. Disse forhandlinger resulterede i, at takster på

ejendomsformidlingsområdet er ophørt fra 1. januar 1993.

Konkurrencerådet har endvidere siden 1990 taget stilling til vejledende

prislister for en række håndværksfag, hvilket har medført, at der i dag ikke

længere findes brancheprislister inden for håndværkssektoren. Senest har

konkurrenceankenævnet stadfæstet afgørelserne, der pålagde Danske Malermestre

og Glarmesterlauget i Danmark at ophøre med at udsende prislister.

Samtlige af de af Konkurrencerådet rejste sager om kollektiv

prisfastsættelse har sit analytiske udgangspunkt i de konkurrencemæssige

konsekvenser af horisontal prisvejledning, . . . ».

2.b »Salærtakster for advokater« er pr. 1. juli 1993 sålydende

(uddrag):

»I medfør af rpl. § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve et højere

vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses som rimeligt. De nedennævnte

salærtakster fastsætter vejledende regler for salærberegningen for en række

centrale og typiske advokatydelser. Disse takster vil ud fra en

gennemsnitsbetragtning føre til et rimeligt salær for en normal advokatmæssig

behandling af en typisk sag på det pågældende område. Ved fastsættelsen af

salæret for den enkelte sag kan advokaten derfor fravige taksterne i

opadgående og nedadgående retning, hvor nævnte forudsætning ikke er til

stede, eller hvor særlige forhold i øvrigt gør dette rimeligt, og under

ansvar over for advokatmyndighederne, jfr. rpl. § 146 og følgende.

En række advokatydelser er ikke omfattet af en vejledende takst. I disse

tilfælde beregnes et konkret, rimeligt salær, idet der tages hensyn til en

række forskellige forhold, herunder arbejdets art og omfang og det dermed

forbundne ansvar, sagsgenstandens størrelse, sagens betydning for klienten,

den medgåede tid og det opnåede resultat.

I. Procedure . . .

II. Møder i fogedret ved udlæg og indsættelsesforretninger . . .

III. Inkasso . . .

IV. Dødsboer og bodeling mellem ægtefæller . . .

VI. Overdragelse af fast ejendom . . .

VIII. Lånesager m.v. vedr. fast ejendom . . . ».

På Det ordinære Advokatmøde den 12. juni 1993 blev det besluttet at

bemyndige Advokatrådet til inden Det ordinære Advokatmøde i 1995 at ophæve

afsnit VI og VIII i salærtaksterne. (Det bemærkes, at der pr. 1. november

1994 er udarbejdet nye salærtakster for overdragelse af fast ejendom.)

2.c De omtvistede bestemmelser i »Regler om god advokatskik« er

sålydende:

» 2.6. Individuel reklamering.

2.6.1 . En advokat må i sin reklamering alene angive følgende:

. . .

h) Størrelsen af et takstbestemt salær incl. moms, såfremt det anføres, at

taksten er vejledende. . . .

2.6.2. Reklamering i henhold til punkt 2.6.1. må ikke . .

.

d) indeholde prisangivelser bortset fra de efter 2.6.1 h) tilladte.«

3. I kendelse af 18. december 1978 (MTM 1978 s. 603 ff) udtalte

ankenævnet:

»Advokatrådets nye regler om reklamering og annoncering betegner en

vis liberalisering i forhold til de tidligere regler. Denne liberalisering er

dog ikke meget vidtgående. Det tillades således ikke advokater i reklamer at

gøre opmærksom på hidtidig beskæftigelse med eller interesse for sagsområder

inden for almen praksis, ligesom reklamering ikke må gøres særligt

fremtrædende.

Nævnet finder således - ligesom monopoltilsynet og biintervenienten,

advokat Jerry Osbak - at den liberalisering, der er sket, er beskeden. Der er

imidlertid inden for liberale erhverv en tradition for tilbageholdenhed i

brug af reklamer, og hensynet til at undgå vildledning af publikum taler

efter nævnets opfattelse med styrke for at opretholde en betydelig

tilbageholdenhed. En almindelig annoncering om sagsområder inden for almen

praksis kan for det retssøgende publikum kun have begrænset værdi, og

hensynet til at lette nyetablerede advokaters oparbejdning af en praksis kan

ikke alene danne grundlag for et indgreb efter monopollovens § 11 over for de

af Advokatrådet vedtagne regler om reklamering.

Hvad specielt angår prisavertering er der almindelig tradition for, at de

liberale erhverv ikke averterer med priser. Det må antages at hænge sammen

med, at det inden for disse erhverv er vanskeligt at beskrive den ydelse, der

opnås for en bestemt averteret pris. Gennemførelsen af en mere aktiv

priskonkurrence ville således rejse betydningsfulde spørgsmål om beskrivelsen

af ydelserne og om sikring af deres lødighed. Prissætningen for en betydelig

del af advokaternes ydelser ved generelle takster er udtryk for fastsættelsen

af priser, som gennemsnitligt udgør et passende vederlag, og vil således

vanskeligt kunne forenes med en adgang til frit at avertere enkelte ydelser

til lavere priser end de fastsatte takster.

Nævnet finder derfor, at det vil være overvejende betænkeligt at forkaste

det eksisterende forbud mod prisavertering, der på den anførte baggrund ikke

kan anses for at have de urimelige virkninger, der er anført i monopollovens

§ 11. Nævnet har herved ikke taget stilling til den gældende bestemmelse om,

at taksterne ikke generelt må fraviges i nedadgående retning, der må anses

for en del af det samlede takstsystem.

Nævnet finder herefter, at den del af Advokatrådets kollegiale regler, der

har været til behandling under denne sag, ikke har urimelige virkninger som

anført i monopollovens § 11. Der vil derfor ikke være grundlag for at optage

yderligere forhandling mellem monopoltilsynet og Advokatrådet om ændring af

reglerne.«

4. Klagerens argumentation

4.a Klageren har anført, at det udtrykkeligt fremgår af klagerens

vedtægter, at det almindelige advokatmøde vedtager salærtakster. Vedtægterne

er godkendt af justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 143, stk. 4,

og det er således justitsministeren, der med hjemmel i retsplejeloven har

bestemt, at der skal være salærtakster for advokater. Dette er ikke i samme

direkte grad tilfældet for så vidt angår prisannonceringsbestemmelserne.

»Regler for god advokatskik« har imidlertid udtrykkelig hjemmel i

de af justitsministeren godkendte vedtægter.

Det følger således af retsplejeloven og de i medfør heraf udstedte

retsforskrifter, at alene advokatmyndighederne har kompetence til at

fastsætte generelle salærtakster for advokater. Det følger ligeledes af

retsplejeloven, jf. lovens kapitel 15 b, at alene Advokatnævnet er kompetent

til at tage stilling til advokaternes overholdelse af bestemmelsen i lovens §

126, stk.1, om god advokatskik, hvorunder hører advokaters prisannoncering.

Advokatnævnet er i øvrigt herved ikke bundet af »Regler for god

advokatskik«.

På denne baggrund har Konkurrencerådet ikke kompetence til at tage

stilling til salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne. I hvert fald

er Konkurrencerådet afskåret fra at gribe ind over for disse takster og

bestemmelser i henhold til konkurrencelovens §§ 11 - 14, jf. lovens § 2, nr.

1, 2. pkt. Rådet er således henvist til i givet fald at rette henvendelse til

justitsministeren i medfør af lovens § 15.

Rådet afgjorde i marts 1990, at salærtaksterne og »Regler om god

advokatskik« var anmeldelsespligtige i henhold til konkurrencelovens §

5. Klageren havde imidlertid ikke nogen anledning til at anke denne

afgørelse, og den kan derfor ikke være bindende for retsanvendelsen i

nærværende sag, ligesom de to sager ikke umiddelbart har noget med hinanden

at gøre.

4.b Konkurrencerådet kan kun beslutte at indlede en forhandling, hvis der

på et markedsområde foreligger en konkurrencebegrænsning, der medfører eller

vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen og dermed

effektiviteten i produktion og omsætning af varer eller tjenesteydelser m.v.

eller begrænsninger i erhvervsfriheden, jf. konkurrencelovens § 11. Det må

også kræves, at der i kraft af konkurrencebegrænsningen udøves eller vil

kunne udøves dominerende indflydelse på det pågældende markedsområde.

De omtvistede bestemmelser er begrundet i rimelighedshensyn og praktiske

grunde. I denne situation, hvor bestemmelser uden konkurrenceretligt sigte er

båret af andre anerkendelsesværdige hensyn, må der stilles særligt store krav

til beviset for skadelige virkninger. Konkurrencerådets bemærkninger om de

skadelige virkninger af salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne

indskrænker sig imidlertid til en konstatering uden nærmere dokumentation

for, at der skulle være konstateret skadelige virkninger. Rådets

argumentation vedrørende prisnormering, effektivitetsbetinget udvikling af

erhvervsstrukturen etc. er skrivebordsbetragtninger, som er uden sammenhæng

med, hvordan markedet for advokatydelser faktisk fungerer.

Konkurrencen blandt advokater har ud fra tradition og forholdets natur

ikke ydelsens pris som hovedparameter. Klienternes valg af advokat er i vidt

omfang et tillidsspørgsmål, hvor personligt kendskab, faglig dygtighed og

særlige erfaringer udgør hovedparametrene. Konkurrencen inden for

advokaterhvervet føres således først og fremmest på kvalitet, og

salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne har ingen mærkbar

indvirkning på konkurrencen. Konkurrencen inden for advokatbranchen er i

forvejen særdeles effektiv, hvorfor der ikke herudover også er behov for

priskonkurrence. Man kan i det hele taget ikke forestille sig, at

prisannoncering vil skabe en mere effektiv konkurrence inden for

advokatbranchen, idet prisangivelserne ikke entydigt kan angive, hvilken

ydelse den anførte pris dækker. Prissammenligninger vil således være meget

vanskelige at foretage.

Prisannonceringsbestemmelserne i »Regler om god advokatskik«

pkt. 2.6.1, litra h), og 2.6.2, litra d), medfører ingen

konkurrencebegrænsninger med deraf følgende skadelige virkninger for

konkurrencen og effektiviteten. Disse bestemmelser er ikke fastsat med

henblik på begrænsning af konkurrencen, men af hensyn til overholdelse af

standarden om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Det er ikke

i overensstemmelse med god advokatskik at annoncere med priser uden nogen

ydelsesbeskrivelse. Prisannonceringsbestemmelserne er således en udmøntning

af retsplejelovens § 126, stk. 1, om god advokatskik.

Baggrunden for, at en advokat i sin reklamering alene må angive størrelsen

af et takstbestemt salær, er den, at advokatens ydelser alene er beskrevet

inden for de områder, der er dækket af salærtaksterne. Klienterne i

almindelighed og privatklienterne i særdeleshed har ingen forudsætninger for

at bedømme eller hos tredjemand eller myndighederne at få oplyst, hvad man

med rimelighed vil kunne forvente af advokatydelsens omfang. Annoncering med

pris uden den ydelsesbeskrivelse, som findes inden for de takstbestemte

områder, kan derfor give klienterne en falsk fornemmelse af, hvilket arbejde

den annoncerede pris dækker, og dermed være mere vildledende end vejledende.

4.c Ankenævnet har i kendelse af 18. december 1978 afvist at gribe ind

over for klagerens salærtakster og de hertil knyttede reklameringsregler i

klagerens kollegiale vedtægt. Konkurrencerådet har ikke sandsynliggjort, at

de af ankenævnet dengang fremhævede forhold ikke længere skulle gøre sig

gældende.

En lang række forhold taler fortsat med styrke for at opretholde

salærtaksterne og reklameringsreglerne. Overgangen fra monopolloven og pris-

og avanceloven til konkurrenceloven giver ikke i sig selv grundlag for en

fornyet vurdering af salærtaksterne og reklameringsreglerne. Hensynet til

klienterne i almindelighed og privatklienterne i særdeleshed taler for, at

der alene kan averteres med prisen på ydelser inden for de takstbestemte

områder.

Salærtaksterne giver en høj grad af gennemsigtighed og forudsigelighed,

hvilket i særdeleshed er hensigtsmæssigt for advokatydelser, som indgår

forudsætningsvis ved en lang række kontraheringer. Salærtaksterne sikrer på

en række områder, at der afregnes i overensstemmelse med reglen i

retsplejelovens § 126, stk. 2. Inden for de af salærtaksterne omfattede

områder vil en timesatsfakturering sjældent og kun tilfældigvis udmunde i et

rimeligt vederlag. Salærtaksterne er alene vejledende, hvilket indebærer, at

den enkelte advokat kan og efter omstændighederne skal fravige taksterne i

nedadgående retning, ligesom det er muligt under særlige omstændigheder at

fravige taksterne i opadgående retning. Salærtaksterne er således ikke som

anført af Konkurrencerådet i realiteten bindende.

4.d Salærtaksternes afsnit I - IV har en vis judiciel karakter, idet

taksterne anvendes af domstolene og myndighederne til at tilkende og godkende

omkostninger m.v. En ophævelse af denne del af salærtaksterne vil indebære,

at domstolene efter samråd med klageren vil være nødsaget til at fastsætte et

nyt sæt vejledende salærtakster, da domstolene under alle omstændigheder vil

have behov for mere generelle regler ved fastsættelse af sagsomkostninger.

Nødvendigheden af et takstsystem forstærkes af den omstændighed, at adgangen

til appel af omkostningsfastsættelsen i retssager er begrænset.

Det er ikke som forudsat af Konkurrencerådet muligt at sætte vandtætte

skotter mellem salærer baseret på salærtaksterne og salærer fastsat af

domstolene og offentlige myndigheder. Konkurrencerådets afgørelse rammer

derfor ikke alene salærtaksterne, men også den salærfastsættelse, der

foretages af domstolene og offentlige myndigheder. Det er således ikke

korrekt, når det anføres, at såfremt der ikke findes vejledende salærtakster,

må domstolene benytte et andet grundlag. Domstolene vil nødvendigvis fortsat

skulle arbejde på grundlag af vejledende salærtakster.

Til det af Konkurrencerådet anførte om, at Dommerforeningen i tilfælde af

en ophævelse af klagerens salærtakster vil være indstillet på at finde et

andet grundlag for udarbejdelsen af sin sagsomkostningsliste, bemærkes, at

dette nye grundlag fortsat vil være et takstsystem, som nærmere må drøftes

med klageren. I hele den vestlige verden er der tradition for, at advokaters

salærberegning inden for retssagsområdet er reguleret og baseret på et

takstsystem.

I øjeblikket er forholdet det, at domstolenes vejledende

omkostningstakster fuldt ud følger klagerens salærtakster, idet man dog af

praktiske grunde indregner retsgebyr og foretager visse afrundinger.

Taksterne følges ikke slavisk i de enkelte sager, hvilket skyldes, at

omkostningsfastsættelsen ved domstolene er judiciel, og taksterne derfor kun

kan være vejledende: men heri adskiller domstolenes takster sig ikke fra

klagerens, som også kan fraviges i den konkrete sag. I øvrigt er selve det

forhold, at domstolene følger klagerens salærtakster, udtryk for, at disse

takster fører til rimelige resultater i det enkelte tilfælde.

Hertil kommer, at domstolene kun tager stilling til, hvilket

sagsomkostningsbeløb den tabende part skal betale til den vindende part. Ved

en ophævelse af klagerens salærtakster vil salæret til den tabende parts

advokat ikke kunne fastsættes i henhold til et takstsystem. Dette skaber en

uønsket asymmetri i retssystemet. Endvidere kan taksternes bortfald blive en

barriere for gennemførelse af små sager, hvor salæret må forventes at stige

mest.

Hele området for retshjælpsforsikring og dækning af udgifter til

advokatbistand i forbindelse hermed bygger også på salærtaksterne. En

ophævelse af salærtaksterne vil medføre en række uheldige konsekvenser og

vanskeligheder på området for retshjælpsforsikringer. I dag baserer

forsikringsselskaberne godtgørelsen af advokatudgifter på salærtaksterne,

hvorfor en ophævelse af taksterne vil undergrave

retshjælpsforsikringsinstituttet til skade for forsikringstagerne. Dette vil

særligt gøre sig gældende i mindre sager, hvor advokaternes krav om

honorering ud fra frit fastsatte parametre på et typisk højere beløb end

takstmæssigt salær næppe vil blive honoreret af forsikringsselskaberne.

4.e Salærtaksernes afsnit VI og VIII sikrer, at der alene tages et i

forhold til ydelsens værdi rimeligt honorar i særdeleshed ved mindre

ejendomshandler, hvor en timesatsfakturering ville indebære en højere pris

for ydelsen. I øvrigt har Advokatrådet udnyttet den på Det ordinære

Advokatmøde i 1993 givne bemyndigelse til en delvis ophævelse af

salærtaksternes afsnit VI og VIII. Efter den 1. november 1994 vil

salærtaksterne ud over de judicielle takster i afsnit I - IV således kun

indeholde nogle få bestemmelser inden for området fast ejendom. Disse

bestemmelser har karakter af reminiscenser og må forventes ophævet inden for

en overskuelig fremtid.

Erfaringerne fra ophævelsen af taksterne for ejendomsmæglere viser, at der

er sket betydelige prisstigninger i salæret til ejendomsmæglere for handler

med mindre ejendomme, og at der sker større anvendelse end hidtil af lokale

salæraftaler. Salærtaksterne har således også en social baggrund og funktion,

og der er så stærke grunde til fastsættelse af vejledende salærtakster, at

dette bør ske på landsplan i stedet for ved lokale aftaler, som for den

enkelte bruger er mindre gennemsigtige end landsdækkende aftaler.

Sammenfattende er salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne

velbegrundede ud fra hensyn, som er overordnet konkurrenceretlige hensyn,

således at de ikke kan anfægtes af konkurrencemyndighederne - selv ikke hvis

de havde indvirkning på konkurrencen, og selv ikke hvis konkurrencelovens §

2, nr. 1, 2. pkt. ikke fandt anvendelse.

Herudover er Konkurrencerådets afgørelse udtryk for en ensidig vægtning af

konkurrenceretlige hensyn og helt uden forståelse for advokaterne som en del

af retsplejen. Retsordenen kan ikke være tjent med advokatvirksomheder som

rene discountbutikker. Advokatvirksomheder er noget særligt, jf. herved også

Justitsministeriets klare afvisning af Konkurrencerådets § 15-henvendelse om

advokaters pligt til at være medlem af Advokatsamfundet.

5. Konkurrencerådets argumentation

5.a Rådet har anført, at konkurrenceloven er en generel erhvervslov, som

omfatter alle sektorer, herunder de liberale erhverv. Rådet traf på sit møde

den 14. marts 1990 afgørelse om anmeldelsespligt efter konkurrencelovens § 5,

stk. 1, for klagerens salærtakster og »Regler om god advokatskik«.

Denne afgørelse, som indebærer, at de pågældende bestemmelser er omfattet af

konkurrenceloven, blev meddelt klageren den 29. marts 1990. Afgørelsen blev

ikke påklaget til ankenævnet.

Klagerens salærtakster og »Regler om god advokatskik« er ikke i

konkurrencelovens forstand offentligt reguleret. Lovens § 2, nr. 1, 2. pkt.,

finder således ikke anvendelse, og der er derfor hjemmel til indgreb efter §§

11 - 14. De af klageren anførte bestemmelser i retsplejeloven medfører ikke,

at der er tale om offentlig regulering, men alene, at salærtaksterne

fastsættes eller ophæves af det almindelige advokatmøde, og at Advokatrådet

udarbejder retningslinier for god advokatskik. Konkurrencerådet bestrider

ikke, at det er organer under Advokatsamfundet, der behandler konkrete klager

over salærberegning, hvorved bemærkes, at der på en række områder ikke er

aftalt salærer, uden at dette medfører, at klageinstanserne ikke kan tage

stilling til klager.

5.b Klagerens vejledende salærtakstsystem og de kollegiale bestemmelser om

prisannoncering medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11

nævnte skadelige virkninger.

Det vejledende takstsystem er en horisontal prisaftale, som omfatter ca.

50% af advokaternes omsætning. Takstsystemet medfører en normering af

prisdannelsen, der fører til ensartet prisadfærd og dermed en neutralisering

af priskonkurrencen. Herved blokeres der for en udvikling, hvor den enkelte

advokat motiveres til at fastsætte salærer, der svarer til egne omkostninger

og egen vurdering af markedsforholdene. En effektivitetsbaseret udvikling af

erhvervsstrukturen, hvor de advokater, der er mest effektive, fortrænger de

mindre effektive fra markedet, vil ikke finde sted. Dette skyldes, at

forskelle i omkostningsforhold ikke slår igennem ved prisfastsættelsen, og

kunderne derfor ikke har de valg, der kan styre en effektivitetsbaseret

udvikling. Efter en ophævelse af salærtaksterne vil annoncering med de

vejledende salærer ikke længere være mulig, og prisannoncering vil herefter

ifølge de kollegiale regler slet ikke kunne finde sted. Advokaterne vil

således ikke have mulighed for at gøre omverdenen bekendt med deres priser,

hvilket forringer forbrugernes muligheder for at træffe fornuftige valg af

advokat. Den mulighed for effektivisering og billiggørelse, der kan opnås

ved, at forbrugerne modtager disse oplysninger, er dermed ikke stede, og

samtidig begrænses konkurrencen mellem advokaterne, når den enkelte ikke må

annoncere med sine priser.

Det forhold, at der i henhold til retsplejeloven er tillagt Advokatnævnet

sanktionsmuligheder over for advokaters adfærd - herunder deres

prisfastsættelse - i relation til de af klageren vedtagne kollegiale regler,

indebærer i kombination med det lovbestemte medlemskab af Advokatsamfundet,

at klagerens vedtagelser i ganske særlig grad har dominerede indflydelse på

det relevante markedsområde, dvs. markedet for advokatydelser.

Til det af klageren anførte om, at konkurrencen mellem advokater har

kvalitet som hovedparameter, bemærkes følgende: Konkurrencelovens formål er

at fremme konkurrencen og effektiviteten i erhvervslivet. Det vejledende

salærtakstsystem har sat priskonkurrencen ud af kraft og udgør dermed en

skadelig konkurrencebegrænsning. Baggrunden for, at rådet ønsker

salærtaksterne ophævet, er netop, at de enkelte advokater skal have mulighed

for at konkurrere på en række parametre, herunder også pris.

Rådets afgørelse indebærer ikke, at der er pligt til at annoncere med

pris. Det vil netop være op til den enkelte advokat at afgøre, om vedkommende

ønsker at benytte sig af muligheden for annoncering med pris. Det bemærkes

herved, at konkurrence på pris ikke udelukker konkurrence på kvalitet, jf.

ankenævnets kendelse af 23. marts 1993 (j.nr. 92-62.713 Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer ctr. Konkurrencerådet).

Det er ikke nødvendigt for at overholde retsplejelovens § 126, stk. 1, at

advokaterne hindres i at tilkendegive deres priser over for omverden. Der er

ikke noget problem i, at advokater ved prisannoncering samtidigt

tilkendegiver ydelsens omfang. Advokatydelser adskiller sig ikke herved fra

tjenesteydelser inden for andre liberale erhverv, hvor det også kan være

svært på forhånd at beskrive ydelsen.

5.c Til det af klageren anførte om ankenævnets kendelse af 18. december

1978 bemærkes, at konkurrenceloven sætter effektivitet og erhvervsfrihed som

mål, og det dynamiske perspektiv betones. Heri ligger en anden vægtfordeling

i målsætningen end under monopolloven. Horisontale prisbindinger og

begrænsninger i den enkeltes adgang til at reklamere er mere klart stridende

mod lovgivningens målsætninger, end det var under monopolloven.

Salærtaksterne kan kun fraviges, hvis særlige grunde betinger det i den

konkrete situation. En advokat kan ikke generelt fravige salærtaksterne.

Taksterne er således i realiteten bindende.

5.d Til det af klageren anførte om, at salærtaksternes afsnit I-IV har

judiciel karakter, bemærkes, at hvis der ikke findes vejledende salærtakster,

må domstolene benytte et andet grundlag for afgørelser om sagsomkostninger.

Dommerforeningen har over for rådet erklæret, at der ikke vil opstå særlige

problemer ved en ophævelse af salærtaksterne, idet man er indstillet på at

finde et andet grundlag for udarbejdelsen af sin sagsomkostningsliste. Dette

vil i øvrigt blive undersøgt nærmere i forbindelse med de forestående §

11-forhandlinger med klageren. Det kan endvidere oplyses, at i Norge og

Sverige fastsætter de respektive brancheforeninger ikke vejledende takster.

Der er en afgørende konkurrenceretlig forskel i vurderingen af vejledende

takster afhængig af, om de er fastsat af Dommerforeningen eller af klageren.

De af Dommerforeningen fastsatte vejledende takster er rettet mod de dommere,

der skal anvende dem, mens klagerens takster fastsættes af de advokater, der

skal oppebære salærerne. Der kan i den forbindelse henvises til ankenævnets

kendelse af 16. juli 1986 (MTM 1986 Kendelser og Domme s. 182 ff).

Til det af klageren anførte om, at en ophævelse af salærtaksterne kan

blive en barriere for gennemførelse af små sager, bemærkes, at

Forbrugerrådet, som er en bedre eksponent for den almindelige forbrugers

interesser end klageren, er af den opfattelse, at der i salærtakstsystemet

ikke er nogen sammenhæng mellem pris og arbejdsindsats.

Til det af klageren anførte om udviklingen inden for

ejendomsmæglerbranchen bemærkes, at rådet nu har grebet ind over for de

lokale prisaftaler, idet disse viste sig at have de i konkurrencelovens § 11

nævnte skadelige virkninger for konkurrencen.

6. Ankenævnets bemærkninger.

Uanset Justitsministeriets godkendelse af hjemmelsgrundlaget for de

vejledende salærtakster er taksternes størrelse m.v. reelt vedtaget af

advokaterne alene. Det forhold, at Justitsministeriet i henhold til

retsplejelovens § 143, stk. 4, har godkendt Advokatsamfundets vedtægter, og

at det i disse vedtægter er bestemt, at salærtaksterne vedtages på det

almindelige advokatmøde, indebærer derfor ikke, at salærtaksterne dermed er

blevet undergivet en sådan offentlig regulering, at Konkurrencerådet som

følge af konkurrencelovens § 2, nr. 1, 2. pkt., er afskåret fra at træffe

afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger i medfør af konkurrencelovens

§§ 11-14. Det samme må antages at gælde for så vidt angår de omtvistede

prisannonceringsbestemmelser i »Regler om god advokatskik« punkt

2.6.1.h) og 2.6.2.d).

I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 1, er den tabende part i en

retssag i almindelighed pligtig at erstatte modparten de udgifter, som sagen

har påført modparten. Ved afgørelsen af størrelsen af de sagsomkostninger,

der herefter skal tilkendes den vindende part, må domstolene lægge afgørende

vægt på, hvilket salær den vindende parts advokat kan forventes at ville

afkræve sin klient, og herved har domstolene naturligt måttet tage

udgangspunkt i de vejledende salærtakster. Det forhold, at domstolene ved

afgørelser om sagsomkostninger i meget udstrakt grad gør brug af de af

advokaterne ensidigt vedtagne vejledende salærtakster - og den praktiske

lettelse, som advokaternes salærtakster således medfører for domstolenes

omkostningsafgørelser - er imidlertid uden betydning for afgørelsen af, om

Konkurrencerådet har haft hjemmel i konkurrencelovens § 11 til at beslutte,

at der skal optages forhandling med klageren om disse takster. - Heller ikke

for så vidt angår domstolenes anvendelse af salærtaksterne i foged- og

konkurssager m.v., jf. f.eks. retsplejelovens § 503 og konkurslovens § 239,

kan dette forhold tillægges betydning for rådets indgrebsbeføjelser efter

konkurrenceloven.

Som det tidligere er fastslået af ankenævnet - jf. navnlig nævnets

kendelse af 5. juli 1993 (j.nr. 92-31.254 Den Almindelig Danske Lægeforening

ctr. Konkurrencerådet) - indtager de liberale erhverv ikke nogen særstilling

ifølge konkurrenceloven, og uanset hvilken betydning der må tillægges det,

klageren har anført om konkurrenceforholdende i advokatbranchen, må

ankenævnet tiltræde, at vejledende takstsystemer inden for de liberale

erhverv, herunder også advokatbranchen, kan medføre samme normering af

prisdannelsen og dermed neutralisering af priskonkurrencen, som det for så

vidt angår prislister m.v. er antaget med hensyn til håndværkssektoren.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som Konkurrencerådet har anført, må

ankenævnet tiltræde, at der i konkurrencelovens § 11 har været fornøden

hjemmel for rådets beslutning om, at der skal optages forhandling med

klageren med henblik på at søge de skadelige virkninger af de vejledende

salærtakster og af de begrænsede muligheder for prisannoncering bragt til

ophør.

Ankenævnet stadfæster derfor rådets afgørelse.

Herefter bestemmes:

Konkurrencerådets afgørelse af 21. april 1993 stadfæstes.

Birgit Grodal Jens Fejø

Poul Sørensen

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Konkurrenceankenævnet, den 10. november 1994.

Jens Denckert

Sekr.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1994-4, s. 394-497

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter