Spring til indhold

Retsinformation

Leveringspålæg inden for hårde hvidevarer opretholdt (* 1)

KEN nr 60434 af 12/12/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Leveringspålæg inden for hårde hvidevarer

opretholdt (* 1)

År 1994, den 12. december afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.

94-19.822 Gram A/S ctr. Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse 22. marts 1994 har Gram A/S klaget over en af

Konkurrencerådet den 24. februar 1994 truffet afgørelse, hvorved rådet i

medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 2, påbød klageren at genoptage

leveringen til Jysk Hvidevarelager med rabatvilkår som for kæder uden

grossistfunktion.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Konkurrencerådets skrivelse af 24. februar 1994 er sålydende:

»Konkurrencerådet har afsluttet sin vurdering af selskabets udspil

til fremtidige rabatvilkår for Jysk Hvidevarelager. Der henvises til

forhandlinger herom den 3. januar 1994, jf. konkurrencelovens § 11, samt

efterfølgende brevveksling.

Konkurrencerådet skal hermed udstede påbud til Gram A/S i henhold til

Konkurrencelovens § 12, stk. 2, om at genoptage leveringen til Jysk

Hvidevarelager med rabatvilkår, der som minimum svarer til den

»strakskreditering« (indgangsbonus,

sikkerhedsbonus/afslutningsrabat), der ydes til kæder uden særlig

grossistfunktion (som El-Køb og Hvidevare-Gruppen), samt i øvrigt at

sidestille Jysk Hvidevarelagers samhandelsvilkår med tilsvarende

detailvirksomheder på markedet, uanset kædetilknytning.

Påbuddet har øjeblikkelig virkning.

Konkurrencerådets beslutning begrundes med følgende:

I brev af 21. januar 1994 har selskabet meddelt, at man ikke finder

grundlag for at fravige de generelle (og i forhold til tidligere uændrede)

Læs alt

betingelser for fremtidig samhandel med Jysk Hvidevarelager.

Konkurrencerådet må derfor konstatere, at forhandlingerne, hvorved der

tilsigtedes en ligestilling af Jysk Hvidevarelager med sammenlignelige

kædeforhandlere, ikke har ført til noget acceptabelt resultat, og de påpegede

skadelige virkninger af selskabets rabatpolitik over for Jysk Hvidevarelager

har således ikke kunnet bringes til ophør.

Selskabets fastholdelse af den betydelige rabatdifferentiering indebærer,

at Jysk Hvidevarelager fortsat vil være stillet ulige i konkurrencen i

forhold til andre detailvirksomheder 53 og dermed udsat for en urimelig

konkurrencemæssige begrænsning 53 og Konkurrencerådet finder ikke, at

selskabet er fremkommet med en saglig og rimelig dokumentation for

rabatdifferentieringen.

For så vidt angår den af selskabet anførte disponeringsfordel ved

samhandel med kædeforhandlere, er det Konkurrencerådets opfattelse, at det er

sikkerheden omkring den forventede afsætning 53 og ikke kvantiteten som sådan

53 der er afgørende. En årsaftale med en uafhængig forhandler, hvor der

ligeledes fastsættes købsmål, må derfor med tilsvarende fordel kunne

inddrages i produktionsplanlægningen.

Konkurrencerådet lægger vægt på, at der i selskabets rabatsystem reelt

ikke er tale om præstationsbestemte rabatter, men i højere grad om rabatter,

der baseres på årskøb af en størrelse, som i realiteten kun kan opnås ved at

sammenlægge de enkelte forhandleres individuelle køb, som det sker for

kædernes vedkommende.

Ved en sammenligning med forhandlere tilknyttet El-Køb og

Hvidevare-Gruppen (der ikke som El-Salg har en sideløbende grossistfunktion,

men hvis funktioner stort set begrænser sig til gennemfakturering) må det

konstateres, at selv forhandlere med en betydeligt lavere omsætning end Jysk

Hvidevarelager opnår langt højere rabatter alene på grund af deres

kædetilknytning. . . . ».

2.b Rådet har i skrivelse af 4. maj 1994 til ankenævnet bl.a. oplyst

følgende om rådets beslutningsgrundlag:

»Konkurrencerådet modtog i efteråret 1992 en klage fra Jysk

Hvidevarelager i Tved, Thisted, over, at en række leverandører, herunder Gram

A/S, havde gjort fortsat levering af deres produkter betinget af væsentligt

ændrede vilkår.

Årsagen til de ændrede leveringsvilkår, der havde givet sig udslag i

markante prisstigninger, var, at Jysk Hvidevarelager ikke længere ønskede at

deltage i en af de såkaldt frivillige kæder.

Konkurrencerådet fandt, at klageren havde en væsentlig erhvervsmæssig

interesse i fortsat at kunne forhandle 53 og prismæssigt konkurrere på 53 de

pågældende leverandørers produkter . . . .

Selv om nogle af (de) 5 leverandørernes markedsandel enkeltvis betragtet

næppe kunne anses for at udgøre nogen dominans, og selv om der ikke forelå

nogen egentlig aftale mellem parterne, fandt rådet, at der ud fra virkningen

af deres ensartede, negative adfærd var tale om en sådan kollektivt

dominerende indflydelse, at der burde foretages en helhedsbedømmelse . .

. .

Konkurrencerådets tidligere analyser af markedet for store

husholdningsapparater havde bl.a. vist, at leverandørernes priskonkurrence

føres på de rabat- og bonusydelser, som de 3 »frivillige« kæder og

de 3 kapitalkæder, der eksisterer på detailsiden årligt forhandler sig frem

til. Ydelserne baseres på en række forskelligartede og ofte uigennemskuelige

kriterier.

Også de oplysninger, der indhentedes i forbindelse med den konkrete sag,

viste at de rabatter, som ydes til kæderne, kun i meget lille omfang ydes for

at kompensere for overtagne funktioner. Leverandørernes rabatydelser baseres

hovedsageligt på årskøb af en størrelse, som i realiteten kun kan opnås ved

at sammenlægge de enkelte kædeforhandleres individuelle køb, og i den

konkrete sag var der ikke tale om, at klagerens udtræden af kædesamarbejdet

»belastede« leverandørerne i større omfang, end da han var medlem

. . . .

Konkurrencerådet fandt, at den ensartede, negative adfærd, som de

pågældende leverandører udøvede over for Jysk Hvidevarelager, medførte en

urimelig konkurrencebegrænsning, som omhandlet i konkurrencelovens § 11, og

besluttede derfor at optage forhandlinger med leverandørerne med henblik på

at skabe mere rimelige og objektive pris- og rabatvilkår, der kunne

sidestille klageren med de øvrige detailvirksomheder på markedet. . .

. »

3. Klagerens argumentation

Klageren har anført, at de tilbudte leveringsvilkår ikke er skadelige for

Jysk Hvidevarelager. Større samhandel giver større disponeringsfordele. Hvis

der ikke var kædesamarbejde, ville der ikke være nogen disponeringsfordele.

Følgelig vil prisen for alle generelt være højere og dermed til skade for

forbrugerne. Det er således ikke kædetilknytningen i sig selv, der giver

rabatten. Kædetilknytningen og det store køb giver den for klageren

uomtvistelige fordel, at man kan få billigere råvarer/råleverancer.

Arbejdskraften kan udnyttes optimalt til fordel for såvel de ansatte som

klageren. Der kan ansættes personale i produktionen i tillid til en sikker

afsætning. Erfaringen viser, at en for kort periodisk ansættelse af

produktionsmedarbejdere indebærer et effektivitetstab på mellem 2% og 5%. Det

er af væsentlig betydning, at maskinparken udnyttes optimalt. Sammenholdt med

sæsonudsving indebærer dette, at klageren i et vist omfang er nødsaget til at

føre lager året rundt. En sådan lagerføring medfører, at størrelsen af den

aftalte samhandel er meget væsentlig, ligesom lagerfaciliteter og

transportfaciliteter kan udnyttes på en langt mere effektiv måde.

I henhold til konkurrencelovens § 1 skal effektiviteten i produktion og

omsætning af varer og tjenesteydelser fremmes. Rådet har imidlertid kun set

på den rene effektivitet og alene i relation til omsætningen hos en

detailforretning, men ikke i relation til produktionen, som er det centrale

for klageren. Hertil kommer, at det er rådet, som skal påvise eller

sandsynliggøre, at der foreligger en konkurrencebegrænsning, der medfører

eller vil kunne medføre skadelige virkninger. Rådet har ikke påvist, at de

foreliggende aftaler med indkøbskæder om rabatter ikke er begrundet i, at det

samlede køb giver disponeringfordele og derved fremmer produktiviteten og

omsætningen af varer.

Rådets påbud er effektivitetshæmmende i den forstand, at det betyder en

forpligtelse til at sælge til enhver forhandler med de rabatter, som gives

til store aftagere. Disponeringsfordelen kan anskues ved, at der i Danmark

distribueres ca. 100.000 emner pr. år fra klageren. Hvis disse 100.000 emner

skulle fordeles på de aktuelle forhandlere, ca. 1.200, ville det føre til, at

klageren skulle operere med 1.200 kunder, der skulle aftage i gennemsnit 80

stk. pr. år. Når det samtidig tages i betragtning, at klageren opererer med

ca. 40 modeller inden for fryseskabe, kummer og køleskabe, vil det sige, at

hver forhandler skulle have 2 emner af hver model pr. år.

Rådet har anført, at afgørelsen er truffet på grundlag af de skadelige

virkninger, som en ensartet negativ adfærd fra en række leverandører

medfører. Der er tale om flere leverandører, formentlig oprindelig 5

leverandører til Jydsk Hvidevarelager: men det er kun klageren, der har anket

dette påbud. Ved vurderingen af de skadelig virkninger kan klagerens

markedsandel på ca. 30 % ikke bevirke dominerende indflydelse.

Hertil kommer, at der med indførelse af kravet i konkurrencelovens § 11 om

dominerende indflydelse er tale om en skærpelse. Under monopolloven krævedes

blot en væsentlig indflydelse.

4. Konkurrencerådets argumentation

Konkurrencerådet har anført, at der foreligger skadelige virkninger for

Jydsk Hvidevarelager, der har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at

kunne forhandle klagerens produkter. På køle-/fryseområdet har klageren en

markedsandel på ca. 30%, og klagerens mærke er indarbejdet i de danske

forbrugeres bevidsthed. De forringede rabatvilkår over for Jysk

Hvidevarelager og de deraf følgende konkurrencemæssigt ulige vilkår vil

medføre skadelige virkninger, som omhandlet i konkurrencelovens §§ 11 og 12.

Der er ikke en tilstrækkelig begrundelse for rabatdifferentieringen. De

frivillige kæders hovedfunktion 53 som mellemled mellem leverandør og

forhandler 53 består i gennemfakturering. Kun i begrænset omfang varetages

andre funktioner som samlet indkøb, distribution og lagerføring. Al

ordreafgivelse og levering sker direkte mellem leverandør og den enkelte

forhandler.

Den fordel, der ligger i at kunne planlægge produktionen, herunder indkøb

af råvarer, udnyttelse af arbejdskraft, lagerfaciliteter m.v., opnås gennem

en sikkerhed for den forventede omsætning. Ellers ville afsætningsmængden

afspejles i faktiske rabatforskelle mellem de enkelte kæder, der

volumenmæssigt er meget forskellige. Dette ses ikke at være tilfældet.

En årsaftale med en uafhængig forhandler, hvor der ligeledes fastsættes

købsmål, må på samme måde kunne inddrages i planlægningen, uden at dette

virker hæmmende for virksomhedens effektivitet. Rådet har i den forbindelse

henvist til klagerens udsagn i brev af 21. januar 1994, hvor der siges:

»Samarbejde med kæder o.lign. giver reelt ingen administrativ besparelse

set i relation til de kommunikationsmidler, der står til rådighed (EDB, EDI

m.m.)».

Den påberåbte disponeringsfordel kan følgelig ikke anses som et sagligt og

rimeligt argument for rabatdifferentiering. Rådets påbud kan derfor ikke

virke effektivitetshæmmende eller medføre skadelige virkninger for klagerens

produktion eller for klagerens omsætning i øvrigt.

Med en markedsandel på omkring 30% køle-/fryseprodukter, som ikke

umiddelbart kan substitueres af andre produkter inden for kategorien store

husholdningsapparater, må klageren isoleret set anses for alene at have en

dominerende indflydelse.

Der ligger en helhedsbetragtning bag vurderingen af den dominerende

indflydelse på det relevante marked for køle-/fryseprodukter. Ud over selve

andelens størrelse, markedsstrukturen og klagerens markedsadfærd, er der i

vurderingen bl.a. indgået produkternes karakter af mærkevarer, der er godt

indarbejdede i den pris- og kvalitetsbevidste forbrugers bevidsthed. Der er

således ikke tale om et marked med kortvarige, hyppigt skiftende

markedspositioner, hvilket afspejles af, at klagerens markedsandel har kunnet

fastholdes gennem en årrække 53 også efter gennemførelsen af det indre

marked.

5. Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet tiltræder i det hele af de grunde, der er anført af

Konkurrencerådet, at der i konkurrencelovens § 12, stk. 2, jf. § 11, er

hjemmel til at meddele påbud til klageren som sket.

Ankenævnet stadfæster derfor rådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 24. februar 1994 stadfæstes.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1995-1, s. 30-36

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter