Spring til indhold

Retsinformation

Optagelse af forhandling i henhold til konkurrencelovens § 11 med Den Almindelige Danske Lægeforening om liberalisering af begrænsninger i medlemmernes reklameringsadgang. (* 1)

KEN nr 60542 af 05/07/1993Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Optagelse af forhandling i henhold til

konkurrencelovens § 11 med Den Almindelige Danske Lægeforening om

liberalisering af begrænsninger i medlemmernes reklameringsadgang. (* 1)

År 1993, 5. juli, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 92-31.254

Den Almindelige Danske Lægeforening ctr. Konkurrencerådet sålydende

K E N D E L S E:

1. Ved skrivelse af 27. maj 1992 har Den Almindelige Danske Lægeforening

klaget over en af Konkurrencerådet den 4. maj 1992 truffet afgørelse, hvorved

rådet fandt, at nogle bestemmelser i foreningens kollegiale regler vil kunne

medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger, således at

der skulle optages forhandling med henblik på at søge disse virkninger bragt

til ophør.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2.a. Konkurrencerådets skrivelse af 4. maj 1992 er sålydende:

»Konkurrencerådet har i mødet den 29. april 1992 behandlet

foreningens kollegiale regler, som er anmeldt til Konkurrencerådet i henhold

til konkurrencelovens § 5.

Behandlingen er sket som en del af en generel vurdering af de offentligt

og privatretligt fastsatte bestemmelser, der regulerer erhvervsudøvelsen i de

liberale erhverv...

I behandlingen er indgået foreningens tidligere fremsendte redegørelse for

en række bestemmelser i de kollegiale regler.

Konkurrencerådet vedtog, at følgende bestemmelser i de kollegiale regler

for læger medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte

skadelige virkninger: § 14, stk. 3, vedrørende udsendelse af meddelelser og

brochurer, og §§ 15 og 16 vedrørende annoncering iøvrigt, og at der i medfør

af bestemmelserne i lovens § 11 skal optages forhandling med henblik på at

søge de skadelige virkninger bragt til ophør.

Læs alt

Rådet lagde ved afgørelsen vægt på, at markedsføringsbestemmelser af

ovennævnte type begrænser konkurrencen mellem medlemmerne. Samtidig virker de

strukturbevarende og utidssvarende i relation til de behov, som

samfundsudviklingen har skabt med deraf følgende skadelige virkninger for

effektiviteten. Endvidere vanskeliggøres nyetableringer...

Konkurrencerådet vil på et senere tidspunkt (sandsynligvis efter

sommerferien) vende tilbage med henblik på fastsættelse af mødetidspunktet.

Samtidig ønskes en orienterende drøftelse med foreningen med henblik på en

afklaring af, om bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 13, stk. 2,

vedrørende amanuenser eller vikarer vil kunne medføre de i konkurrencelovens

§ 11 nævnte skadelige virkninger, og om på hvilke områder prisannoncering vil

kunne have nogen effekt, dvs i hvilket omfang der ikke er aftalt takster med

Sygesikringens Forhandlingsudvalg. ...«.

2.b. De omhandlede kollegiale bestemmelser (med bemærkninger) er

sålydende:

»§ 14 Annoncering over for kolleger.

Annoncering er tilladt uden indskrænkninger i danske eller fællesnordiske

lægevidenskabelige tidskrifter.

Stk. 2. I tvivlstilfælde afgør hovedbestyrelsen, om et tids skrift

skal anses for et lægeviedenskabeligt tidsskrift.

Stk. 3. Udsendelse af meddelelser og brochurer og lignende til

offentlige myndigheder og private institutioner eller til en ubestemt kreds

af personer, der ikke er medlem af Lægeforeningen, er ikke tilladt.

Bemærkninger:

Bestemmelsen udelukker ikke udsendelse af informationsmateriale til

særlige grupper af Lægeforeningens medlemmer, f. eks. praktiserende læger. §

14, stk. 3, udelukker derimod, at læger kan udarbejde brochurer med henblik

på at markedsføre deres behandlingstilbud over for forsikringsselskaber,

offentlige myndigheder eller særlige grupper af befolkningen.

§ 15 Annoncering over for offentligheden.

Uden for fagpressen er annoncering kun tilladt i danske dag- og ugeblade.

Sådan annoncering kan omfatte nedsættelse, flytning, bortrejse, hjemkomst,

sygdom, helbredelse, vikariat, ændring af adresse, konsultationstid eller

telefonnummer.

Stk. 2. Annoncering må herudover kun indeholde den specielle

meddelelse, der ønskes offentliggjort med fornøden angivelse af navn, titel

og det speciale, lægen virker i.

Stk. 3. Annoncering om nedsættelse eller flytning er kun tilladt

15 gange inden for et tidsrum af 2 måneder. Annoncering med andre meddelelser

er kun tilladt 3 gange inden for et tilsvarende tidsrum.

Stk. 4. Annoncer må kun indtage en enkelt spaltes bredde. Særlig

fremhævning ved streger, rammer, uforholdsmæssigt store typer eller lignende

må ikke finde sted.

Bemærkninger:

§ 15 angiver rammerne for lægers annoncering over for offentligheden, det

vil sige i dag- og ugeblade, elektroniske medier m.v.

§ 16. Anden annoncering.

Annoncering i telefonbøger, vejvisere m.v. samt angivelse af særlige

meddelelser på receptblanketter og kuverter m.v. må kun finde sted med samme

begrænsninger som angivet i § 15.

Stk. 2. Gadetavler og skilte må kun udformes med de begrænsninger,

der er angivet i § 15. Gadetavler og skilte må kun anbringes på den ejendom,

hvor lægen har konsultation eller klinik, og må hverken ved usædvanlig

størrelse, form eller anbringelsesmåde have et reklamemæssigt præg.

Stk. 3. Den lokale kredsforenings bestyrelse kan udarbejde

retningslinier, der afviger fra denne bestemmelse.«.

2.c. I et notat til rådsmøde den 29. april 1992 er bl.a. anført:

»En lang række liberale erhverv er underlagt regler, som griber ind i

den frie konkurrence - og dermed hindrer den størst mulige effektivitet i

omsætningen af de tjenesteydelser, som disse erhverv leverer. Der opretholdes

herved en uhensigtsmæssig erhvervsstruktur. Reglerne kan være såvel

offentligt fastsatte regler som kollegiale, etiske regler fastsat af de

respektive brancheforeninger.

I en række tilfælde virker de bestemmelser, som er fastsat i de kollegiale

regler som supplerende eller udbyggende til de konkurrenceregulerende

bestemmelser inden for de respektive erhverv, som er indeholdt i

særlovgivningen.

Der er tale om regler, der måske nok i et vist omfang kan være rimeligt

begrundede, men som går ud over, hvad der kan anses for nødvendigt for at

erhvervene kan udøves på forsvarlig vis, og som skaber urimelige

indskrænkninger i den fri erhvervsudøvelse m.v., med de i konkurrencelovens §

11 nævnte skadelige virkninger til følge.

Indskrænkningerne i erhvervsfriheden kan typisk gå på begrænsninger i

etableringsfriheden og begrænsninger i den erhvervsdrivendes adgang til at

kunne disponere frit, f. eks. markedsføre sig, fastsætte sit honorar eller

konkurrere mere direkte om kunderne med skift af rådgiver m.v. til følge.

Det skal dog nævnes, at såvel for den offentlige regulerings vedkommende

som for en lang række af de bestemmelser, der er fastsat i foreningernes

kollegiale og etiske regler, er langt de fleste regler baseret på saglige,

objektive, rimelige og konsekvent gennemførte kriterier på områder, hvor det

kan vise sig nødvendigt at lade konkurrencehensynet vige for andre og mere

tungtvejende politiske hensyn, f. eks. krav til uddannelsesmæssig baggrund og

sikkerhed, der er nødvendige for at sikre en forsvarlig

erhvervsudøvelse.«.

3. Klagerens argumentation.

Klageren har anført, at konkurrencelovens §§ 11-14 ikke finder anvendelse

på de kollektive regler på grund af den nære tilknytning til den offentlige

regulering, jf. konkurrencelovens § 2, samt at betingelserne for at anvende

konkurrencelovens § 11 ikke er til stede.

96% af sygdomsbehandlingen i Danmark sker gennem alment praktiserende

læger i henhold til aftaler indgået med den offentlige sygesikring.

Patienterne er sikret i gruppe 1 eller gruppe 2.

Gruppe 2 sikrede har frit lægevalg mod en vis egenbetaling, som fastsættes

af lægen. For patienter i denne gruppe har lægen fri adgang til at fastsætte

honoraret.

For patienter i gruppe 1 er lægehjælp gratis, men også for denne gruppe er

der en vis valgfrihed. Der er frit valg mellem de praktiserende speciallæger,

når der foreligger en henvisning fra almenlægen. Endvidere kan lægeskift nu

finde sted på et hvilket som helst tidspunkt af året, dog med en binding i 6

måneder.

Alle borgere har således mulighed for frit lægevalg.

Selv om brancheforeningsvedtægter normalt vil være reguleret af

bestemmelsen i konkurrencelovens § 2, er dette ikke tilfældet med foreningens

vedtægter på grund af disses nære tilknytning til den offentlige regulering

på området. Klageren har herved på nævnets forespørgsel oplyst, at

gennemsnitligt 90% af de praktiserende lægers indtægt er undergivet aftaler

med den offentlige sygesikring.

Bestemmelserne i foreningsvedtægtens § 14, stk. 3, §§ 15 og 16 har ikke

skadelig virkning på konkurrencen. De har til formål at sikre, at

lægestandens markedsføring af behandlingstilbud sker på en etisk forsvarlig

måde. Herved forhindres, at befolkningen vildledes til at underkaste sig

useriøs behandling med diverse mirakelkure. På et så følsomt område som

sygdomsbehandling er der behov for en vis forbrugerbeskyttelse. En sådan

beskyttelse yder den gældende forbrugerlovgivning ikke i fornødent omfang.

Derfor må bestemmelserne anses for en vigtig forudsætning for opretholdelse

af befolkningens tillid ikke alene til den danske lægestand, men til det

danske sundhedsvæsen som helhed.

Der er således en betydelig nyttevirkning af bestemmelserne, og en

helhedsbedømmelse må føre til, at nyttevirkningen tillægges størst vægt.

Der er i det hele taget tale om objektive og rimelige bestemmelser, der

ikke giver grundlag for indgreb i henhold til konkurrencelovens § 11, og som

i mangel af anden tilstrækkelig regulering må opretholdes i almenhedens

interesse.

Lægevirksomhed kan ikke sammenlignes med anden erhvervsvirksomhed. Der er

ved lægevirksomhed, hvor der er tale om en »gratisydelse«, behov

for en økonomisk styring for at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af

ressourcerne.

Ved offentlig sygesikring er det nødvendigt med begrænsninger. Der må

sikres en styring af antallet af ydere og af, at disses organisationsmæssige

tilknytning fastholdes. Kun herved sikres overholdelse af de

overenskomstmæssige forpligtelser og de i henhold hertil aftalte økonomiske

rammer.

Klageren har endelig anført, at der under den tidligere monopollov var

praksis for at anerkende reklameringsrestriktioner inden for liberale

erhverv, og denne praksis er der ikke grundlag for at ændre som følge af

konkurrencelovens gennemførelse.

4. Konkurrencerådets argumentation.

Konkurrencerådet har anført, at sagen drejer sig om klagerens

annonceringsregler m.m.. Forholdene til den offentlige sygesikring er i den

relation uden relevans. Det er således ikke klagerens overenskomst med

sygesikringen, der er grebet ind overfor.

Rådets afgørelse retter sig ikke mod forhold, der er omfattet af

overenskomsten med det offentlige, men mod brancheforeningsvedtagelser.

Konkurrencelovens § 2 undtager ikke disse, og konkurrencelovens §§ 11-14

finder således anvendelse på de omhandlede bestemmelser om lægers

annoncering.

De i bestemmelserne indeholdte formkrav begrænser konkurrencen på en sådan

måde, at de medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11

nævnte skadelige virkninger for konkurrencen og dermed effektiviteten, idet

incitamentet til effektivitetsforbedringer formindskes, hvis det ikke kan

meddeles omverdenen.

Klagerens retningslinier for medlemmernes annoncering og for i øvrigt at

meddele sig til offentligheden er således særdeles detaljerede med hensyn til

såvel form som indhold. Det er ikke det forhold, at klageren har fastsat

rammer for medlemmernes muligheder for at meddele sig over for befolkningen,

som i sig selv er fundet skadelig for konkurrencen, men karakteren af de i

rammerne fastsatte krav. Reglerne begrænser det enkelte medlems mulighed for

at påkalde sig omverdenens opmærksomhed, hvilket vil have særlig stor

betydning ved nyetablering.

Det er ikke sandsynliggjort, at liberalisering eller ophævelse af de i de

kollegiale regler stillede formkrav til medlemmernes annoncering m.m. vil

forøge mulighederne for at vildlede den kreds, annonceringen retter sig imod.

Det afgørende i den henseende er de ydelser, der fremgår af f.eks. en

annonce. Bestemmelserne om, i hvilke blade en annonce må bringes, hvor mange

spalter den må indtage, hvilke typer der skal anvendes, hvor ofte den må

bringes, hvilken form og størrelse et skilt må have, og hvor det må

anbringes, lægger unødvendige hindringer i vejen for den enkelte læges

mulighed for at påkalde sig opmærksomhed. Det samme gælder bestemmelsen om,

at der ikke må sendes meddelelser til offentlige myndigheder eller en

ubestemt kreds af personer.

Ifølge § 15 må der alene oplyses om praktiske forhold, og bestemmelsen

forhindrer angivelse af andre oplysninger vedrørende kvalifikationer,

klinikforhold eller lignende. Den eneste kvalifikation, der må angives, er

lægens speciale. Det er f.eks. ikke tilladt at angive, hvilke områder lægen

har særlig interesse, erfaring eller uddannelse i, hvis lægen ikke virker som

egentlig specialist på det pågældende område. Oplysninger om særlige

behandlingsmetoder eller om, at man kun beskæftiger sig med nærmere angivne

sygdomme eller lidelser, er ikke tilladt, ligesom oplysninger om andre

særlige forhold f.eks. vedrørende klinikken er udelukket. Bestemmelsen i § 15

forhindrer den seriøse forbrugeroplysning, som sætter forbrugeren i stand til

at opsøge den ekspertise, der er brug for i den konkrete situation.

Konkurrencen begrænses mellem klagerens medlemmer, når det enkelte medlem

ikke kan fremhæve egne særlige kvalifikationer, og det medfører de i

konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger for konkurrencen.

Bestemmelsen vil således være til hinder for, at den effektivisering og

billiggørelse, der kan opnås som følge af specialisering, meddeles til

forbrugeren, og bidrager herved til en fastlåsning af markedsstrukturen og

effektivitetsudviklingen.

Bestemmelserne i lægeloven og markedsføringsloven retter sig mod

vildledende annoncering. Ifølge lægelovens § 21 må en læges reklamer ikke

være egnet til at vække urigtige forestillinger med hensyn til

kvalifikationer eller behandlingsmåder, og markedsføringslovens § 2

bestemmer, at der ikke i markedsføringen må anvendes urigtige, vildledende

eller urimeligt mangelfulde angivelser. Anden lovgivning varetager således i

tilstrækkeligt omfang hensynet til den forbrugerbeskyttelse, som klageren

påråber sig.

5. Ankenævnets bemærkninger:

De liberale erhverv indtager ikke nogen særstilling ifølge

konkurrenceloven, og de særlige hensyn til forbrugerbeskyttelse inden for

sundhedssektoren, som klageren har påberåbt sig til støtte for at opretholde

de omtvistede kollegiale regler, må antages i fornødent omfang at være

varetaget i den øvrige lovgivning, herunder især markedsføringslovens

almindelige bestemmelser og den særlige regel om reklamering i lægelovens §

21.

På denne baggrund tiltræder ankenævnet, at de kollegiale reglers §§ 14-16

vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger, og

at der derfor i denne bestemmelse har været hjemmel til at bestemme, at der

skal optages forhandling med klageren for at søge de skadelige virkninger

bragt til ophør.

Særligt vedrørende konkurrencelovens § 2 bemærkes, at for så vidt angår

den del, ca. 10%, af klagerens medlemmers indtægt, der ikke er undergivet

aftale med den offentlige sygesikring, hindrer denne bestemmelse ikke indgreb

efter lovens § 11. Men heller ikke for så vidt angår indtægten i øvrigt,

findes der at være en sammenhæng mellem overenskomsten med det offentlige og

de kollegiale vedtægter, der i medfør af lovens § 2 kan begrunde, at § 11

ikke finder anvendelse.

Efter det anførte stadfæster ankenævnet Konkurrencerådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 4. maj 1992 stadfæstes.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1993-2, s. 175-182

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter