Spring til indhold

Retsinformation

Prøvelse af skønsmæssige afgørelser - af Ankechef Kirsten Geisler fra Den Sociale Ankestyrelsen - bistandsloven - kommuner - skønsmæssig afgørelser (* 2)

KEN nr 19213 af 31/07/1993Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Prøvelse af skønsmæssige afgørelser - af

Ankechef Kirsten Geisler fra Den Sociale Ankestyrelsen - bistandsloven -

kommuner - skønsmæssig afgørelser (* 2)

Inden for bistandslovens område er der imidlertid en begrænsning i

hovedreglen, hvorefter ankeinstanserne kun kan tilsidesætte kommunernes

skønsmæssige afgørelser, hvis de er ulovlige eller åbenbart urimelige. Reglen

står i § 15, stk. 5, og har været gældende siden 1. januar 1992. Før denne

dato fandtes en lidt mindre stram bestemmelse om prøvelsesbegrænsning i

forretningsordenerne for Ankestyrelsen og for amtsankenævnene, idet ordet

»åbenbart« ikke var med.

Ved at bestemmelsen blev optaget i selve loven og ved at formuleringen

blev strammet, er der sat fokus på spørgsmålet om ankeinstansernes

skønsprøvelse. Lektor Lis Sejr fra Århus Universitet har behandlet emnet i

flere artikler, og kommunerne har i vid udstrækning påberåbt sig bestemmelsen

over for ankeinstanserne i forbindelse med bistandslovssager. De sociale nævn

har således i en række sager taget stilling til bestemmelsens rækkevidde, og

Ankestyrelsen har indtil nu behandlet 8 sager, hvor spørgsmålet har været

inde i billedet.

Teorien

Lis Sejr har i sine artikler påpeget, at ankeinstanserne også med

bestemmelsen i § 15, stk. 5, i kraft af de almindeligt gældende

forvaltningsretlige principper kan (og skal) efterprøve en række elementer i

forbindelse med skønsmæssige afgørelser.

Regelfortolkning

Desuden har Lis Sejr fremhævet, at begrænsningen kun gælder afgørelser,

der er truffet efter egentlige skønsmæssige bestemmelser, som f.eks.

bistandslovens § 46, og ikke hvor der er tale om såkaldte vage og elastiske

bestemmelser, f.eks. udtrykket »uforsvarlig økonomi« i § 26, nr. 1.

I det sidstnævnte tilfælde vil udfyldningen af, hvad der ligger i udtrykket

være regelfortolkning og ikke skønsudøvelse, og ankeinstanserne kan derfor

Læs alt

fuldt ud efterprøve kommunens fortolkning. Sådanne tilfælde falder med andre

ord slet ikke ind under § 15, stk. 5.

Skønsmæssige afgørelser

Også når der er tale om egentlige skønsmæssige bestemmelser kan

ankeinstanserne som først nævnt efterprøve en række elementer i forbindelse

med afgørelsen:

Formelle fejl

For det første kan det efterprøves, om der er sket fejl i den måde, sagen

er behandlet på - såkaldte formelle fejl. Hvis kommunen f.eks. har indhentet

indtægtsoplysninger fra andre end ansøgeren i en § 46-sag, og hvis de viser,

at ansøgeren har højere indtægter, end han selv har oplyst, så er der efter

forvaltningslovens § 19 pligt til at oplyse parten, det vil sige ansøgeren,

om det og give ham eller hende mulighed for at kommentere det. Hvis

myndigheden undlader at partshøre, behøver det ikke konkret at få indflydelse

på afgørelsens indhold, men ankeinstanserne kan fuldt ud efterprøve, om der

er sket en formel fejl - også selv om afgørelsen ikke konkret kan siges at

have fået et åbentbart urimeligt udfald. Det, der efterprøves, er altså ikke

selve skønnet, men om der er sket formelle fejl, der kan have betydning for

det grundlag, som den skønsmæssige afgørelse er truffet på. Tilsvarende

gælder f.eks. inhabilitet, f.eks. at den, der træffer afgørelsen er

nærtbeslægtet med ansøgeren. Desuden kan det efterprøves, om sagen er

tilstrækkeligt oplyst, eller om af-

gørelsen er truffet på et mangelfuldt eller forkert grundlag.

Almene juridiske spørgsmål

For det andet kan ankeinstanserne ud over formelle fejl afprøve såkaldte

almene juridiske spørgsmål, det vil sige regler, som ikke findes i selve

bistandsloven, men som alligevel kan få betydning for indholdet af en

afgørelse, f.eks. de almindelige forældelsesregler. Det er nok ikke noget,

man ofte vil komme ud for i forbindelse med skønsmæssige afgørelser om

tildeling af ydelser.

Kriterier

For det tredje kan ankeinstanserne efterprøve, om de kriterier, der har

dannet grundlag for afgørelsen, er lovlige. Skønnet er altså aldrig helt frit

i den forstand, at kommunen helt frit kan vælge, hvad man vil lægge vægt på.

Ankeinstanserne kan også tage stilling til, hvilke kriterier der skal indgå i

den konkrete vurdering, om alle relevante kriterier er inddraget i

vurderingen, og om prioriteringen mellem de valgte kriterier er foregået i

overensstemmelse med almindelige retsprincipper, f.eks. lighedsprincippet.

Det kan også efterprøves, om der overhovedet er udøvet et skøn, eller om der

er udstedt ufravigelige interne regler f.eks. om aldrig at yde hjælp til

enkeltudgifter over et vist beløb. Man må ikke sætte skønnet ud af kraft, når

loven siger, at der skal udøves et skøn. Dermed er det ikke sagt, at man ikke

må have interne tommelfingerregler, men det skal altid konkret vurderes, om

de skal fraviges i den enkelte sag.

Ankestyrelsens praksis

Som nævnt ovenfor har Ankestyrelsen indtil nu behandlet 8 sager, hvor §

15, stk. 5, har været ført i marken.

Nedenfor resumeres 4 af de behandlede sager, som belyser 4 af de

problemstillinger, som er beskrevet ovenfor.

Grænsen mellem skøn og fortolkning

Afgørelsen vedrører reglen i § 43, stk. 2. Ankestyrelsen fandt, at et

ulønnet praktikophold i en institution kunne indgå i en erhvervsplan, der

sigtede mod optagelse på socialpædagogseminarium, da praktikken kunne få

afgørende indflydelse på optagelsesmulighederne. Der kunne således ydes

bruttorevalideringsydelse i praktikperioden. Ankeinstanserne kunne efterprøve

afgørelsen fuldt ud, da der ikke var tale om en skønsmæssig afgørelse, men om

fastlæggelsen af den rigtige anvendelse af en retsregel - altså fortolkning.

Afgørelsen er udsendt som sag nr 1 i SM O-39-93.

Beslutningsgrundlaget for en skønsmæssig afgørelse

Afgørelsen vedrører § 43, stk. 2, 3. punktum, og pkt. 47, nr. 6, i

vejledningen om hjælp efter kap. 10. Ankestyrelsen fandt, at kommunens

begrundelse for afslag på hjælp til en studierejse - at revalidenden var

indtægtsdækket gennem bevilling af en § 43-ydelse -byggede på den fejlagtige

antagelse, at der kan indlægges en økonomisk behovsvurdering i udøvelsen af

skønnet. Der var tale om en skønsmæssig bestemmelse, men skønnet var udøvet

på et fejlagtigt grundlag, og dette kan ankeinstanserne efterprøve fuldt ud.

Afgørelsen er udsendt som SM O-44-93.

Kommunens skøn er ikke ulovligt eller åbenbart urimeligt

Afgørelsen vedrører § 46a og kontanthjælpsvejledningens pkt. 25, jf. pkt.

22. Ankestyrelsen fandt, at kommunens afslag på at yde en dyrere

tandbehandling, men tilbud om hjælp til en ny tandbro af samme slags som den

hidtidige, nu ødelagte bro, ikke var ulovligt eller åbenbart urimeligt, da

den tilbudte behandling måtte anses for fagligt forsvarlig. Der var tale om

en skønsmæssig afgørelse, og skønnet kunne kun tilsidesættes, hvis det var

ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Afgørelsen vil snarest blive udsendt som SM.

Skønnet er åbenbart urimeligt

Afgørelsen vedrører bistandslovens § 43, stk. 2. En kommune gav afslag på

at yde hjælp til dækning af transportudgifter i egen bil til og fra Ålborg

Universitetscenter (ca. 75 km fra hjemmet), til specielt indrettet bilsæde og

til edb-udstyr til en gift revalidend med 3 børn, men tilbød at betale leje

af værelse i Ålborg og en ugentlig hjemrejse. Ankestyrelsen fandt, at det ud

fra revalidendens personlige og familiemæssige forhold var åbenbart urimeligt

at henvise ham til at tage ophold i Ålborg under den 3-årige uddannelse i

datalogi. Der var tale om en skønsmæssig afgørelse, men den kunne

tilsidesættes, fordi skønnet fandtes åbenbart urimeligt.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter