Partshøring - Af ankechef Kirsten Geisler (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Partshøring - Af ankechef Kirsten Geisler (* 1)
I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/1996 påpegede Ankestyrelsen, hvor vigtigt
det er for borgernes retssikkerhed, at kommuner og statsamter er opmærksomme
på forvaltningslovens regler. I denne artikel fortsættes gennemgangen af
forvaltningslovens væsentligste garantier for god sagsbehandling.
Af ankechef Kirsten Geisler
I forvaltningslovens § 19, stk. 1, er der fastsat en pligt for offentlige
myndigheder til at gøre en part bekendt med oplysninger, som man ikke kan
antage, at parten ved, at myndigheden er i besiddelse af, i visse nærmere
bestemte tilfælde.
Det gælder, når der er tale om bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, disse er til ugunst for parten og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse.
I så fald må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten
bekendt med oplysningerne, og har givet denne lejlighed til at komme med en
udtalelse - partshøring.
Der kan sættes en frist for afgivelsen af udtalelsen.
Efter lovens § 19, stk. 2, er der nogle undtagelser til reglen om
partshøring. Dem kommer jeg ind på efter behandlingen af hovedreglen i § 19,
stk. 1.
I justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven fra 1986 står der,
at indførelse af regler om partshøring på myndighedens initiativ har til
formål at sikre, at den, der er part i en forvaltningssag, får lejlighed til
at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden
sagen afgøres.
Dette er af betydning både for at få eventuelle korrektioner til de
pågældende oplysninger, så at afgørelsesgrundlaget bliver korrekt og for at
styrke tillidsforholdet mellem borgerne og forvaltningsmyndighederne.
Hvilke typer af oplysninger er der pligt til at partshøre over?
De typer af oplysninger, som nævnes her, er i sagens natur dem, der typisk
Læs alt
forekommer i sociale sager, da det er dem Ankestyrelsen har erfaring med.
Ofte vil det være åbenbart, at nye oplysninger er omfattet af
partshøringspligten.
Hvis en person fx har søgt førtidspension på grund af bl.a. en knælidelse,
og socialforvaltningen under sagens behandling indhenter et udskrivningsbrev
fra et sygehus, hvor ansøgeren er blevet opereret med et velfungerende knæ
til følge, så er denne oplysning vedrørende sagens faktiske omstændigheder i
relation til pensionsansøgningen til ugunst for ansøgeren og også af
væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Der må altså ikke træffes afgørelse inden ansøgeren er gjort bekendt med
oplysningerne og har haft lejlighed til at udtale sig herom.
Det gælder selv om ansøgeren selv måtte have gjort opmærksom på, at han
eller hun skulle opereres og har opfordret forvaltningen til at indhente
oplysninger herom.
Praksis viser, at der kan være tilfælde, der giver anledning til tvivl.
Ombudsmanden har i en rapport om en egen-drift undersøgelse af 100
principielle sager i Ankestyrelsen fundet eksempler på, at Ankestyrelsen ikke
havde overholdt partshøringsforpligtelsen og fandt, at dette bl.a. havde
sammenhæng med, at der ikke var tilrettelagt procedurer, der skabte sikkerhed
for overholdelse af partshøringsforpligtelsen.
Dette er nok rigtigt i et vist omfang, men nogle af tilfældene må
tilskrives, at Ankestyrelsen ikke havde opfattet den pågældende type
oplysninger som omfattet af partshøringspligten.
Som eksempel herpå kan nævnes udtalelser om retlige spørgsmål fra andre
myndigheder, når udtalelsen relaterer sig til den konkrete sag, medmindre
udtalelsen er af uvæsentlig betydning for afgørelsen.
En indhentet udtalelse fra en anden myndighed om fortolkningen af en regel
i relation til en konkret sag skal altså - hvis den er af væsentlig betydning
for sagens afgørelse - sendes til partshøring.
Generelle lovfortolkningsbidrag fra andre myndigheder, er der derimod ikke
pligt til at partshøre over.
En anden type oplysninger, som efter Ombudsmandens opfattelse skal sendes
til partshøring er speciallægeerklæringer, uanset om konklusionen i
erklæringen støtter partens sag eller ikke, idet en speciallægeerklæring
efter Ombudsmandens opfattelse er af så væsentlig betydning for sager, hvis
afgørelse afhænger af en helbredsvurdering, at ansøgeren bør gøres bekendt
med erklæringen og have mulighed for at kommentere den. Det gælder også, hvis
erklæringen er foranlediget indsendt af parten selv, fx ved at pågældende har
bedt sin læge om at sende en kopi af en erklæring til myndigheden, medmindre
det klart fremgår, at parten kender indholdet.
Generelt kan om typen af oplysninger, der skal partshøres over siges, at
det afgørende er, om oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til
at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at
skaffe klarhed over sagens faktiske omstændigheder, jf. John Vogter,
Kommenteret forvaltningslov, 1992, side 238.
På baggrund bl.a. af Ombudsmandens rapport strammede Ankestyrelsen de
interne procedurer for sagsbehandlingen op, og gennemførte intern
undervisning i forvaltningslovens partshøringsregler. Desuden blev der i de
målepunkter, som indgik i Ankestyrelsens kvalitetsmålingsprojekt, indført et
punkt om overholdelse af partshøringspligten.
Den første måling blev foretaget i 1993 og ved denne var der
partshøringsfejl i 20 af de målte 100 sager. Ved de følgende årlige målinger
skete der på dette (som på de øvrige målepunkter) klare forbedringer, og ved
målingen i 1996 blev der ikke fundet partshøringsfejl.
Hvilke konsekvenser har manglende pligtig partshøring?
Parshøringsbestemmelsen er en meget væsentlig sagsbehandlingsgaranti, og
det betyder at en manglende pligtig partshøring ofte vil bevirke den trufne
afgørelses ugyldighed - i hvert fald hvis der er tale om en afgørelse til
ugunst for parten.
Fra Ankestyrelsens praksis kan nævnes nogle eksempler:
SM B-2-93 hvor en kommune standsede udbetaling af børnetilskud til en
kvinde ud fra modtagne oplysninger om, at en mand var flyttet ind på
adressen. Kvinden blev ikke forud for standsningen af tilskud hørt om
oplysningen og beslutningen blev ikke meddelt i form af en afgørelse.
Ankestyrelsen fandt at afgørelsen var i strid med bl.a. forvaltningslovens
regler om partshøring og fandt at kommunen skulle genoptage sagen under
iagttagelse af disse regler.
Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om kvinden måtte være berettiget til
ydelser i den periode udbetalingen havde været standset.
SM B-6-95, hvor en fader havde meddelt folkeregistret, at hans søn var
flyttet fra sin moder til faderens bopæl. Ved ansøgning om børnefamilieydelse
for det følgende kvartal afkrydsede han, at han var eneindehaver af
forældremyndigheden. Faderens bopælskommune udbetalte i samråd med moderens
bopælskommune børnefamilieydelsen for det følgende kvartal til faderen.
Moderen blev først bekendt med kommunens afgørelse om udbetaling til
faderen ved, at hun ikke modtog børnefamilieydelse som forventet. Hun
oplyste, at hun først efterfølgende havde skrevet under på overførelse af
forældremyndigheden, og at hun havde krav på ydelsen, da sønnen fortsat boede
hos hende ved begyndelsen af kvartalet, som hun havde meddelt folkeregistret.
Ankestyrelsen hjemviste sagen til fornyet behandling i faderens
bopælskommune. Der blev lagt vægt på, at moderen ikke var blevet partshørt,
inden der blev truffet afgørelse. Endvidere var det faderen, der skulle
godtgøre, at han havde forældremyndigheden, eller at barnet havde taget fast
ophold hos ham på det af ham oplyste tidspunkt og dermed også opholdt sig der
den 1. dag i det følgende kvartal.
Undtagelserne i forvaltningslovens § 19, stk. 2, og § 20, stk.1
Efter § 19, stk. 2, nr. 1, kan partshøring undlades, hvis det efter
oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at
træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Bestemmelsen tager
navnlig sigte på det tilfælde, hvor der ikke er rimelig grund til at tro, at
de yderligere oplysninger, der er tilvejebragt i forbindelse med sagens
behandling, vil kunne korrigeres eller suppleres af den pågældende part, og
det heller ikke i øvrigt som følge af sagens karakter kan anses for påkrævet
at gennemføre en høring. Som karakteristiske eksempler på typer af
oplysninger, hvis indhentelse ikke uden videre udløser pligt til partshøring,
kan nævnes oplysninger fra ministerialbøgerne om de pågældendes fødselsdata,
folkeregisteroplysninger om civilstand og nationalitet - såkaldte
»autentiske oplysninger«.
Efter nr. 2 kan partshøring undlades, hvis udsættelsen af sagens afgørelse
vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse.
Efter nr. 3 kan partshøring undlades, hvis partens interesse i, at sagens
afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige
eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse. Bestemmelsen
forudsætter, at der foretages en konkret vurdering af på den ene side partens
interesse i at blive hørt og på den anden side vedkommende offentlige eller
private interesse.
Efter nr. 4 kan partshøring undlades, når de oplysninger, der medfører
høringspligt, er undtaget fra partens ret til aktindsigt. Reglerne om
partshøring medfører således ikke nogen udvidelse af de retlige grænser for
partens ret til aktindsigt.
Efter nr. 5 kan partshøring undlades, hvis den påtænkte afgørelse vil
berøre en videre, ubestemt kreds af personer, eller hvis forelæggelsen af
oplysninger for de pågældende parter i øvrigt vil være forbundet med
væsentlige vanskeligheder. Bestemmelsen vil navnlig kunne finde anvendelse i
sager, hvor en større kreds af borgere kan have en væsentlig interesse i
sagen og dens udfald, således at de må anses for at være parter i sagen. I
sådanne tilfælde medfører bestemmelsen, at myndigheden kan undlade at
foretage partshøring af disse personer, forinden den pågældende afgørelse
træffes.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at myndigheden er berettiget til at
undlade høring, hvis det ikke uden væsentlige vanskeligheder er muligt at
finde frem til den pågældende part, fordi den pågældendes bopæl eller
opholdssted er ukendt.
Partshøring kan efter nr. 6 undlades på sagsområder, hvor der ved lov er
fastsat særlige bestemmelser om parters eller andre interesseredes adgang til
at varetage deres interesser i forbindelse med sagsbehandlingen.
Efter lovens § 20, stk. 1, kan partshøring generelt undlades på områder,
hvor afgørelsen ikke går ud på at gøre indgreb over for den pågældende part,
og myndigheden efter anmodning fra parten kan ændre sin afgørelse til fordel
for denne.
Undtagelsesreglen kan således ikke finde anvendelse i sager om meddelelse
af forbud eller påbud, tilbagekaldelse af en tilladelse eller i øvrigt i
sager, hvor afgørelsen går ud på at gøre indgreb i partens friheds- eller
rettighedsfære. Reglens typiske anvendelsesområde vil herefter være det meget
store antal sager, hvori parten har ansøgt myndigheden om en begunstigelse,
typisk en økonomisk ydelse. I sådanne tilfælde vil parten i almindelighed
være interesseret i, at der på det foreliggende - men måske ikke helt
fyldestgørende - faktiske grundlag træffes en afgørelse, der indebærer, at
den pågældende hurtigt modtager i hvert fald en del af den ydelse, der er
krav på, med mulighed for efterbetaling af den resterende ydelse, fremfor at
måtte afvente partshøringens gennemførelse for overhovedet at opnå nogen
ydelse.
Undlades partshøring efter reglerne i § 20, stk. 1, skal afgørelsen
ledsages af de oplysninger, som parten ellers skulle være gjort bekendt med,
inden afgørelsen blev truffet, og parten skal gøres bekendt med adgangen til
at få sagen genoptaget.
Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at myndigheden kan
ændre en allerede truffet afgørelse. Hvornår dette kan ske er ikke fastlagt i
forvaltningsloven, men må afgøres efter almindelige forvaltningsretlige
regler.
Hvornår kan/skal man partshøre i videre omfang, end reglerne i
forvaltningsloven forpligter til?
Forvaltningsloven er på dette område en minimumslov.
Bestemmelserne er derfor ikke til hinder for at partshøre i videre omfang,
og partshøring bør derfor i følge vejledningen foretages også i tilfælde hvor
parten i øvrigt kan have en interesse i at se og kommentere de oplysninger i
sagen, som pågældende ikke kan antages at være bekendt med, selv om
oplysningerne strengt efter bogstaven ikke er omfattet af § 19, stk.1.
Dog må det naturligvis sikres, at hensynet til offentlige eller andre
privates interesser ikke taler imod det.
Der kan også være områder, hvor det i domstolspraksis eller i
Ombudsmandens praksis er fastlagt, at der består en videregående -
ulovbestemt - pligt til partshøring, fx med hensyn til væsentlige partsindlæg
i sager om tvister mellem flere private parter.
Samspillet mellem forvaltningslovens partshøringsregler og disse
ulovbestemte, videregå-ende regler om partshøringspligt indebærer, at en
myndighed i almindelighed ikke kan træffe afgørelse i en sag vedrørende
indgreb over for borgerne, uden at den indgrebet retter sig imod forinden er
gjort be-kendt med, at der verserer en sag, jf. om den ulovbestemte pligt
nærmere Vogter, Kommenteret forvaltningslov, side 224-25, der også henviser
til bl.a. Jon Andersen i Juridisk Grundbog, bind 4 (1989), side 156 ff.
Lignende dokumenter
- Ændring af udfaldet af førtidspensionssag til skade for klageren ("Reformatio in pejus") Retsinformation · 1. marts 2005
- Forvaltningslovens partsbeføjelser - af ankechef Kirsten Geisler (* 1) Retsinformation · 15. oktober 1997
- Sag om, hvorvidt sagsøger var berettiget til forlængelse af sygedagpenge Domsdatabasen · 2. januar 2023
- Afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58. Retsinformation · 25. juni 2003
- Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser og oplæg til nævnsmøde Retsinformation · 2. oktober 2002
- 2011 4-1. Partshøring af naboer inden byggetilladelse Retsinformation · 18. februar 2011