Ændring af udfaldet af førtidspensionssag til skade for klageren ("Reformatio in pejus")
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ændring af udfaldet af førtidspensionssag til skade
for klageren (”Reformatio in pejus”)
Det fremgik af sagen at A af
Sorø Kommune den 3. september 1999 blev tilkendt forhøjet almindelig
førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2. Kommunen begrundede
afgørelsen således:
”Begrundelse:
I diverse lægeerklæringer er
anført, at De har en mangeårig ryglidelse som gør at De skal undgå
rygbelastende erhverv. Der har været gentagne forsøg på revalidering til et
passende erhverv, men uden at De derved har opnået tilknytning til
arbejdsmarkedet.
På denne baggrund skønnes revaliderings- og aktiveringsmulighederne for
udtømte.
Klage:
De kan klage over afgørelsen
til Det Sociale Nævn. Hvis De vil klage, skal De inden 4 uger fra modtagelse
af denne skrivelse sende klagen til kommunen. Kan Sorø Kommune på baggrund af
væsentlige nye oplysninger give Dem helt eller delvis medhold i Deres klage,
får De meddelelse herom.
Hvis Sorø Kommune ikke finder
grundlag for at ændre afgørelsen, sendes Deres klage videre herfra til Det
Sociale Nævn i Vestsjællands Statsamt.”
Ved brev modtaget af Sorø
Kommune den 4. oktober 1999 klagede A over afgørelsen idet hun mente sig
berettiget til mellemste førtidspension.
Den 14. januar 2000 traf Det
Sociale Nævn for Vestsjællands Amt følgende afgørelse:
”
AFGØRELSE.
Læs alt
Efter beskrivelsen af Deres
helbredsmæssige forhold vurderer nævnet, at Deres lidelser ikke medfører så
svær invaliditet, at forudsætningen for at få tilkendt førtidspension er
opfyldt.
Nævnet ændrer således Sorø
Kommunes afgørelse og frakender den tilkendte pension med virkning fra
udgangen
af februar måned 2000 i medfør af lov om social pension § 14.
BEGRUNDELSE.
Nævnet har lagt vægt på, at
De siden barndommen har haft lette til moderate rygsmerter på grund af en
rygskævhed. Dertil kommer en moderat hovedpine, som kan være af
migrænelignende
karakter. Der er ikke konstateret en intellektuel reduktion efter whip-lash
læsionen, jævnfør den psykiatriske erklæring.
På denne baggrund finder
nævnet, også under henvisning til Deres alder, at Deres erhvervsevne ikke er
nedsat med ½ hverken af helbredsmæssige grunde eller i kombination med
sociale
omstændigheder.
Nævnet finder endvidere, at
De bør kunne bestride et ikke-rygbelastende arbejde med varierende
arbejdsstillinger.
Nævnet ændrer således Sorø Kommunes
afgørelse om tilkendelse af førtidspension.
SAGSFREMSTILLING.
Det fremgår af udtalelse fra
Revalideringsværkstedet (X) af 17. december 1993, vedlagt
helbredsundersøgelse
af 17. november 1993, at De havde et meget ringe fremmøde under opholdet. Det
er institutionens opfattelse, at De ikke var motiveret til at gennemføre
forløbet på (X).
Af lægeundersøgelsen fremgår,
at De har en betydelig rygskævhed og en svag rygmuskulatur med
muskelinfiltrationer. Der er subjektive gener, som ikke kan forklares ved de
objektive kliniske eller røntgenologiske fund. (B) fandt, at Deres
erhvervsevne
ikke var nedsat til halvdelen, samt at De burde kunne klare et ikke
rygbelastende arbejde med varierende arbejdsstillinger.
Det er endvidere anført, at
De sad roligt på en stol i 40 minutter under undersøgelsen.
I en psykiatrisk
speciallægeerklæring af 22. november 1996, der er udfærdiget elleve måneder
efter
Deres whip-lash læsion, er anført, at De ved undersøgelsen virkede psykisk
naturlig,
normalt begavet og ikke intellektuelt reduceret. Speciallægen konkluderer, at
De ikke har en psykisk lidelse, som kan forhindre revalidering eller medføre
en
førtidspension.
Læge (B) har i lægebrev af
19. februar 1998 anført, at De har en kronisk invaliderende rygskævhed, samt
følger efter en whip-lash læsion. Deres klager er typiske i form af såvel
smerter som hukommelsesbesvær.
I seneste generelle
helbredsundersøgelse fra Deres læge af 15. juni 1999 er anført, at Deres
henvendelser
til lægen først og fremmest har drejet sig om henvisninger til undersøgelser
og om smertestillende behandling.
Deres klager har specielt
været anfald af migrænelignende hovedpine, der især opstår ved belastning,
for
eksempel ved siddende stilling i mere end 15-25 minutter.
Lægen anfører, at vurderingen
af Deres funktionsevne først og fremmest bygger på Deres beskrivelse af
smerter
og gener ved blot lettere belastninger. Det er overordentligt vanskeligt at
objektivisere disse forhold. De enkelte konsultationer, der har været hos
lægen, har ikke kunne påvise udtalte tegn på smerter, ligesom en objektiv
undersøgelse blot har kunne afsløre de fund, der er angivet. Disse objektive
fund siger i sig selv intet om Deres oplevelse af smerter eller
funktionsevne.
Under undersøgelsen har De
siddet stille (ikke uroligt) under anamneseoptagelsen, der varede 45
minutter.
Ved sagens behandling har der
medvirket lægelig sagkundskab.
”
Ved brev af 25. januar 2000
klagede advokat C på vegne af A over nævnets afgørelse. I klagen anførte
advokat C at A principielt var berettiget til mellemste førtidspension,
subsidiært
forhøjet almindelig førtidspension. Advokat C skrev endvidere:
”
Det er min opfattelse, at Det
Sociale Nævn efter almindelige forvaltningsretlige principper ikke har været
berettiget til således uden videre at ændre Sorø Kommunes afgørelse til
ugunst
for min klient.
Der er intet i
klagevejledningen, der indicerer, at min klient ved at klage udsatte sig for
risiko
for at miste sin allerede tilkendte pension.
Min klient har således med
rette kunnet forvente, at afgørelsen om forhøjet almindelig førtidspension
under alle omstændigheder skulle stå ved magt.
”
Ved brev af 7. februar 2000
skrev advokat C bl.a. følgende til Den Sociale Ankestyrelse:
”I tilslutning til min
skrivelse af 25. januar d.å. tillader jeg mig at præcisere, at det centrale i
nærværende klagesag er den omtalte mangelfulde (misvisende) klagevejledning
fra
Sorø Kommune.
Derimod gøres det ikke
gældende, at det sociale nævn har savnet hjemmel til at fratage min klient
hendes pension.
Nævnet har utvivlsomt –
isoleret set – haft kompetence til at træffe en afgørelse af dette
indhold,
jvf. § 68 stk. 2 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Det vidste min klient
imidlertid ikke og dette fremgår heller ikke af klagevejledningen. Havde min
klient kendt den foreliggende risiko, havde hun ikke anket til nævnet.
I så fald havde hun i dag
ubestrideligt været berettiget til den tilkendte pension.
I denne situation, hvor
kommunen har undladt at anføre fyldestgørende oplysninger om mulige
konsekvenser af klagen, er det min opfattelse, at nævnets afgørelse bør
ændres,
således at min klient fortsat anses for berettiget til forhøjet almindelig
førtidspension.
Det bemærkes, at min klient
herved frafalder sin tidligere ansøgning om mellemste førtidspension.”
Den 31. oktober 2000 traf Den
Sociale Ankestyrelse følgende afgørelse:
”
Ankestyrelsen finder, at Sorø
Kommune har givet korrekt klagevejledning, og således ikke har været
forpligtet
til at oplyse om at det sociale nævn havde mulighed for at ændre til skade
for
Dem som klager.
Ankestyrelsen finder også, at
Vestsjælland Statsamt, Det Sociale Nævn, ikke var forpligtet til på forhånd
at
orientere Dem om, at man overvejede at ændre den kommunale afgørelse til
skade
for Dem.
Ankestyrelsen finder
endeligt, at Vestsjællands Statsamt, Det Sociale Nævn, har truffet en korrekt
afgørelse, hvorfor De ikke er berettiget til forhøjet almindelig
førtidspension.
Ankestyrelsen har lagt til
grund, at det sociale nævn ifølge retssikkerhedslovens § 68, stk. 1 og 2,
ikke
er bundet af parternes påstand, og har hjemmel til at ændre en kommunal
afgørelse.
Der er ikke i bemærkningerne til loven, eller andre steder, anført noget der
kan indskrænke ordlyden af bestemmelsen, hvorfor nævnet også er berettiget
til
at ændre en påklaget afgørelse til skade for klager. Dette er i
overensstemmelse med det anførte i kapitel 21, pkt. D 3, i Hans
Gammeltoft-Hansen
m.fl. ’Forvaltningsret’, samt kapitel 5, pkt, IX.C i
’Forvaltningsret Almindelige
Emner’, af Ellen Margrethe Basse.
Begrundelsen for afgørelsen
om klagevejledning og nævnets kompetence er, at Sorø Kommunes klagevejledning
lever op til kravene i forvaltningslovens § 25, stk. 1, idet den angiver hvem
der skal klages til, proceduren, og tidsfristen på 4 uger. Der er ikke efter
loven eller pkt. 141 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven,
yderligere krav til klagevejledningen, ligesom den forvaltningsretlige teori,
jf. kapitel 14 II C i
Hans Gammeltoft-Hansen
m.fl. ’Forvaltningsret’, heller ikke stiller yderligere krav til
klagevejledningen end hvad der fremgår af ordlyden af forvaltningslovens
§ 25.
Begrundelsen er også, at der
ikke er regler i forvaltningsloven eller den sociale lovgivning, der
forpligter det sociale nævn til – i den situation hvor der sandsynligvis
vil
blive tale om en ændring til skade for klager – på forhånd at rette
henvendelse til klager.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at en sådan pligt ikke kan udledes af reglerne om partshøring i
forvaltningslovens
§§ 19ff., idet der i Deres tilfælde er tale om en ændret vurdering af
allerede
kendte faktiske oplysninger.
Ankestyrelsen har også lagt
vægt på, at en sådan pligt heller ikke kan udledes af retssikkerhedslovens §
4
om borgerens medvirken under sagens behandling, idet denne bestemmelse
hovedsageligt vedrører den kommunale sagsbehandling, og særligt muligheden
for at komme med oplysninger til sagen og blive orienteret om
sagsbehandlingsskridt
mv.
Begrundelsen er endelig, at
hverken Sorø Kommunes klagevejledning eller det sociale nævns handlemåde og
afgørelse kan siges at stride mod god forvaltningsskik.
Ankestyrelsen har herved lagt
vægt på, at spørgsmålet om klagevejledning, og nævnets sagsbehandling er
lovreguleret, hvorfor der er mindre rum til ulovbestemt krav til
forvaltningen.
Ankestyrelsen har også lagt vægt på, at der – som ovenfor anført –
heller ikke
i den forvaltningsretlige teori er argumenteret for yderligere krav til
klagevejledningen.
Ankestyrelsen har endvidere
lagt vægt på, at der ikke er offentliggjorte udtalelser fra
Folketingets Ombudsmand,
der kan støtte at kommunen og/eller det sociale nævn skulle have handlet i
strid med god forvaltningsskik.
Begrundelsen vedrørende
afgørelsen om førtidspension er, at der ikke foreligger dokumentation for
hverken en egentlig fysisk eller psykisk invaliditet, idet der ikke er
objektive
fund der kan forklare Deres ryggener og der er heller ikke beskrevet
symptomer
der tyder på en migrænelidelse. Det fremgår endvidere af psykiatrisk
speciallægeerklæring
af 22. november 1996 fra (D), at De ikke har en psykisk lidelse.
Der er således ikke
dokumenteret nogen væsentlig varig fysisk eller psykisk invaliditet, og der
ses heller ikke at foreligge særlige sociale forhold, der kan begrunde
tilkendelse
af pension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 2. Ankestyrelsen har
herved også taget Deres unge alder i betragtning.
”
Advokat C ansøgte herefter
Københavns Overpræsidium om fri proces mod Den Sociale Ankestyrelse. Bilagt
advokat C’s ansøgning var bl.a. udkast til stævning. Af stævningen
fremgår
bl.a.:
”ANBRINGENDER:
Ad reformatio in pejus.
Ankestyrelsen anser det for
utvivlsomt, at Ankestyrelsen og det sociale nævn har haft kompetence til at
ændre den indankede afgørelse til skade for klager, jfr. § 68 stk. 1 og 2 i
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Heroverfor gøres det
gældende, at den trufne afgørelse er i strid med grundlæggende
forvaltningsretlige
principper (forbudet mod reformatio in pejus) og at afgørelsen derfor bør
tilsidesættes som ugyldig, jfr. følgende:
Det er
ikke
i loven anført, at Ankestyrelsen og de sociale nævn kan ændre
afgørelsen
til skade for
klageren,
men alene, at afgørelsen kan gå ud på
ændring
af den afgørelse, der er klaget over, jfr. § 68 stk. 2.
Det fremgår heller ikke af
lovens forarbejder, at disse klageinstanser kan ændre til ugunst for
klageren.
Endvidere omfatter § 68
direkte kun sager, hvori optræder flere parter, jfr. udtrykket
’ parternes påstande’.
I nærværende sag er der tale
om kun én part – én adressat – og den indankede afgørelse kunne
ikke være
ændret ex officio af nævnet / styrelsen, jfr. lovens § 60 stk. 1, 2. pkt.
I denne situation antages det
i den forvaltningsretlige teori, at klageinstansen vel kan ændre afgørelsen,
men som hovedregel kun til klagerens fordel,
jvf. t.eks. Poul Andersen, ’Dansk Forvaltningsret’, 5. udg., side
538.
Endvidere kan styrelsen og
nævnet iflg. lovens § 69 kun under særlige omstændigheder efterprøve det
skøn,
der indgår i kommunens afgørelse og det bestrides, at sådanne særlige
omstændigheder foreligger i nærværende sag.
Til orientering om praksis i
sociale nævn i andre statsamter vedlægges skrivelse af 30. januar 2001 fra
Det
Sociale Nævn i Ringkøbing Amt samt skrivelse af 12. januar 2001 fra
Nordjyllands Amt, hvoraf fremgår, at disse nævn kun har ændret kommunens
afgørelser
i pensionssager i tilfælde, hvor pensionslovens betingelser ’helt klart
ikke
har været opfyldt.’
Ad klagevejledning.
Endvidere er det
Ankestyrelsens opfattelse, at der ikke i lovgivningen eller i andre
retskilder
er holdepunkter for at antage, at kommunen eller nævnet har været forpligtet
til at oplyse sagsøgeren om risikoen ved at anke.
Dette må vække forundring,
eftersom Ankestyrelsen selv informerer om risikoen for reformatio in pejus,
jvf. følgende passus i vedlagte brochure om sagsgangen i Ankestyrelsen:
’Afgørelsen i Deres sag kan
gå ud på:
at Ankestyrelsen ændrer
afgørelsen i nedadgående retning. Dette sker dog yderst sjældent.’
Endvidere fremgår det af
vedlagte Vejledning om sagsbehandlingen i Det Sociale Nævn i Københavns
Statsamt, at nævnets afgørelse i givet fald kan gå ud på ændring i op-
eller nedadgående retning.
Yderligere henvises til
vedlagte skrivelse af 22. januar 2001 fra Århus Statsamt, hvoraf fremgår, at
kommunerne er instrueret om at give oplysning om risikoen ved at anke.
Det er herefter sagsøgerens
opfattelse, at hun som hjemhørende i Vestsjælland Statsamt i hvert fald havde
ret til samme klagevejledning som borgerne i Københavns Statsamt og Århus
Statsamt.
Ad vildledning.
Endvidere gøres det gældende,
at sagsøgeren efter formuleringen af klagevejledningen med rette har kunnet
gå ud fra, at Det Sociale Nævn ikke kunne fratage hende den allerede
tilkendte
pension, men at nævnet alene kunne stadfæste Sorø Kommunes afgørelse eller
ændre den til hendes fordel.
Der henvises til følgende
passus:
’Hvis Sorø Kommune ikke
finder grundlag for at ændre afgørelsen, sendes Deres klage videre herfra til
Det Sociale Nævn i Vestsjællands Amt’
Da Sorø Kommune selvsagt kun
havde valget mellem at henholde sig til den allerede trufne afgørelse eller
at
ændre denne til gunst for sagsøgeren, måtte hun naturligt forstå denne passus
således, at nævnet ligesom kommunen kun kunne stadfæste eller ændre i hendes
favør.
Havde sagsøgeren kendt til
den foreliggende risiko, må det antages, at hun havde afstået fra at anke og
sagsøgeren havde i så fald i dag ubestrideligt været berettiget til sin
tilkendte pension.
På denne baggrund gøres det
gældende, at kommunens og nævnets ankevejledning har været behæftet med så
væsentlige mangler, at nævnets / ankestyrelsens afgørelse bør tilsidesættes
som ugyldig, således at Sorø Kommunes afgørelse af 3. september 1999, hvorved
sagsøgeren tilkendes forhøjet almindelig førtidspension, står ved magt.”
I forbindelse med Københavns
Overpræsidiums behandling af sagen om fri proces fremkom Den Sociale
Ankestyrelse med følgende udtalelse:
”
Ankestyrelsen kan i forhold
til de argumenter, der er anført i udkast til stævning, i det hele henvise
til
Ankestyrelsens afgørelse af 31. oktober 2000, som fastholdes ud fra følgende
betragtninger:
Det er utvivlsomt, at
kommunen har opfyldt kravene om klagevejledning i forvaltningslovens § 25.
Det er utvivlsomt, at det
sociale nævn har kompetence til at ændre til skade for klager, jf. § 68, stk.
1 og 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
(lovbekendtgørelse
nr. 267 af 12. april 2000).
Der er ikke udtalelser,
hverken i den forvaltningsretlige teori, eller i offentliggjort
ombudsmandspraksis,
der kan støtte en øget klagevejledningspligt for kommunen, eller en pligt for
nævnet til på forhånd, at orientere om at man overvejer at ændre til skade
for
klageren.
På den baggrund, er der ikke
grundlag for at pålægge kommunen og/eller det sociale nævn, at handle
anderledes end de har gjort.
I forhold til advokatens
anbringende, om at hvis kommunen havde vejledt om at nævnet også kunne ændre
til skade for klager, så ville hun have søgt professionel rådgivning, der så
ville have rådgivet hende til at opgive klagen, skal Ankestyrelsen bemærke,
at
dette er helt spekulativt. Man må vel i øvrigt gå ud fra at (A) har ment sig
berettiget til mellemste førtidspension, hvad hun også har anført i sin klage
af 26. september 1999 over Sorø Kommunes afgørelse, hvorfor en eventuel
bemærkning om at nævnet kan ændre til skade for klager, næppe ville have haft
nogen betydning for hende.
I den forbindelse skal det
bemærkes, at en generel regel om at kommunen altid skulle anføre, at nævnet
havde mulighed for at ændre til skade for klager, måske ville kunne afholde
nogle mere ’skrøbelige’ eller ’svage’ personer fra at
klage over kommunale afgørelser.
”
Ved brev af 12. december 2000
til Overpræsidiet kommenterede advokat C Ankestyrelsens udtalelse. Advokat C
skrev bl.a.:
”Ad 1:
Det bestrides ikke, at
kommunen har opfyldt kravene i Forvaltningslovens § 25, men det gøres
gældende, at denne bestemmelse ikke er udtømmende, ligesom det fastholdes, at
kommunens klagevejledning – eller mangel på samme – in concreto var
egnet til
at vildlede min klient til at tro, at det var risikofrit at anke.
Ad 2:
Jeg er enig i, at det sociale
nævn har kompetence til reformatio in pejus, men det vidste min klient ikke
og det kunne og burde kommunen have indset.
Ad 3:
Dette er jeg enig i, men det
skyldes utvivlsomt, at problemet ikke har foreligget før, hvilket jeg har
fået
bekræftet ved en uformel (telefonisk) henvendelse til Ombudsmandens kontor.
Under denne samtale gav man
udtryk for en spontan forbløffelse over, at det kan gå så galt, som det
gjorde
i denne sag.
Hvis ikke min klient opnår
fri proces, agter jeg at indbringe sagen for Ombudsmanden.
At dette ikke allerede er
sket, skyldes, at Ombudsmanden ikke kan behandle sagen, såfremt den agtes
indbragt for domstolene.
Endvidere kan Ombudsmanden jo
ikke ændre Ankestyrelsens afgørelse, idet Ombudsmanden i givet fald kun kan
henstille, kritisere etc. hvorimod en domstolsafgørelse uden videre vil være
bindende
for sagens parter.
Med hensyn til det
anbringende, som Ankestyrelsen kalder spekulativt, bemærkes følgende:
Det er et konkret spørgsmål,
som det tilkommer domstolene at afgøre, hvorledes min klient må antages at
ville have handlet, hvis hun havde kendt til den foreliggende risiko.
Der er intet spekulativt
heri.
Efter min vurdering er det
fortsat det mest sandsynlige, at min klient med den rette viden ville have
afstået fra at anke. I så fald ville hun utvivlsomt have haft ret til sin
førtidspension i dag.
Heroverfor anfører Ankestyrelsen,
at det næppe ville have haft nogen betydning for min klient, hvis kommunen
havde nævnt de mulige konsekvenser af en anke overfor hende.
Her er det for resten
Ankestyrelsen selv, der er ’spekulativ’ – og tilmed temmelig
arrogant.
Imidlertid er pointen, at min
klient uden viden om nævnets kompetence ubestrideligt var afskåret fra at
foretage en afvejning af risikoen for at tabe sin pension mod chancen for en
forhøjelse af denne pension.
Klagevejledningen i kommunens
skrivelse er en standardformulering, som anvendes overalt i den offentlige
forvaltning og således også på områder, hvor klageinstansen ikke kan ændre
til
skade for klageren.
I det konkrete tilfælde har
min klient med rette kunnet læse vejledningen således, at nævnet kun kunne
tilkende
hende mellemste førtidspension eller stadfæste kommunens afgørelse.
I forbindelse med, at min
klient indgav sin klage må kommunen have indset, at min klient svævede i en
vildfarelse med hensyn til hendes muligheder for at opnå en forbedret
førtidspension
og med hensyn til den foreliggende risiko.
Ved ikke at oplyse min klient
om disse forhold, har kommunen tilsidesat sine pligter med hensyn til rigtig
klagevejledning.
Derfor bør min klient stilles
som om sagen ikke var anket.
Endelig anfører Ankestyrelsen,
at en generel regel, der medfører, at kommunen altid skal anføre at nævnet
har
mulighed for at ændre til skade for klageren ’ måske ville kunne
afholde nogle
mere ’skrøbelige’ eller ’svage’ personer fra at klage
over kommunale afgørelser’.
Dette synspunkt er intet
mindre end besynderligt.
Al erfaring viser jo, at de
svagest stillede hellere klager en gang for meget end en gang for lidt, men
alle borgere – også de svagest stillede – har vel krav på fuld og
klar besked
om en eventuel risiko for at miste ved at anke.
Men Ankestyrelsens synspunkt
dokumenterer klart behovet for en domstolsprøvelse af denne sag og de
principielle aspekter, den (også) rummer.”
Ved brev af 20. december 2000
fremkom Ankestyrelsen over for Københavns Overpræsidium med følgende
afsluttende bemærkninger:
”
Ankestyrelsen skal i den
anledning bemærke, at det naturligvis ikke har været Ankestyrelsens hensigt
at være arrogant.
Med hensyn til opgaverne for
de sociale nævn og Ankestyrelsen, henvises til vedlagte uddrag af
’Forvaltningsret – almindelige emner’, af Ellen Margrethe
Basse. Der henvises
særligt til side 314, hvorefter det er Ankestyrelsens opgave at træffe den
korrekte afgørelse, uanset de fremførte påstande i den konkrete sag.
”
Den 26. januar 2001 meddelte
Statsamtet for Storstrøms Amt afslag på fri proces.
Advokat C klagede over
afgørelsen til Civilretsdirektoratet som den 24. august 2001 stadfæstede
statsamtets afgørelse. Direktoratet skrev bl.a.:
”Vi ændrer ikke Statsamtets
afgørelse, fordi vi skønner, at De ikke kan vinde sagen.
Det er efter retsplejelovens
§ 330 blandt andet en betingelse for at give fri proces, at ansøgeren skønnes
at have rimelig grund til at føre proces. Det betyder sædvanligvis, at der
skal
være udsigt til at vinde sagen.
Vi skønner ikke, De har
udsigt til at få medhold i, at Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt ikke
havde kompetence til at ændre Sorø Kommunes afgørelse om førtidspension til
skade for Dem.
Vi har ved afgørelsen lagt
vægt på, at det fremgår af lov om social retssikkerhed § 68 stk. 1, at
Ankestyrelsen og de sociale nævn ikke er bundet af parternes påstande og er
uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag, og at
det fremgår af § 68, stk. 2, at Ankestyrelsen og nævnenes afgørelse kan gå ud
på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller
ændring
af den afgørelse, der er klaget over.
Efter vores opfattelse kan
det forhold, at det i kommunens afgørelse ikke var oplyst, at det sociale
nævn
ved behandling af en klage kunne ændre afgørelsen til skade for Dem, ikke
føre
til, at nævnets afgørelse må anses for at være ugyldig.
De har i brev af 12. december
2000 skrevet, at De mener, at sagen er principiel.
Vi har forstået dette som en
henvisning til retsplejelovens § 331.
Vi kan efter denne
bestemmelse give fri proces, når særlige grunde taler derfor, selv om
betingelserne
i lovens § 330 ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af
principiel
karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har en væsentlig
betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.
Uanset om sagen er af
principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, er det
imidlertid
efter fast praksis tillige en betingelse for at opnå fri proces, at ansøgeren
har i hvert fald en vis udsigt til at få medhold i sin påstand.
Det finder vi ikke er
tilfældet. Vi henviser i denne forbindelse til det ovenfor anførte vedrørende
vores vurdering af, om De har udsigt til at vinde sagen.”
Advokat C klagede til mig den
4. september 2001. I brevet skrev advokat C bl.a.:
”Med hensyn til sagens faktum
og den argumentation, der ligger til grund for nærværende klage, tillader jeg
mig at henvise til vedlagte udkast til stævning med bilag.
Mine klagepunkter er de
anbringender, der fremgår af stævningen.
Mere generelt skal jeg her
blot anføre følgende:
Min klient har haft en
berettiget forventning om, at hun efter Sorø Kommunes afgørelse havde et
egentligt og umisteligt retskrav på at modtage forhøjet almindelig
førtidspension
og efter klagevejledningen måtte hun få det indtryk, at det var risikofrit at
søge at opnå mellemste førtidspension.
Intet i klagevejledningen
antyder det mindste om risikoen ved anke. Der er end ikke henvist til
Retssikkerhedslovens § 68.
Hvis min klient havde kendt
til den foreliggende risiko, havde hun afholdt sig fra at klage og i denne
situation havde hun ubestrideligt haft ret til den tilkendte pension.
Endvidere anser jeg
Ankestyrelsens afgørelse for kritisabel på følgende punkter:
1.
I skrivelse af 4. december
2000 til Københavns Overpræsidium kalder Ankestyrelsen min argumentation for
’helt spekulativ’.
Samtidig – og nu er det vist
Ankestyrelsen, der er spekulativ, – anfører man, at eftersom min klient
anså
sig for berettiget til mellemste førtidspension, ville en bemærkning om, at
nævnet kan ændre til skade for klager, næppe have haft nogen betydning for
hende.
Denne form for argumentation
finder jeg er underlødig og unødigt krænkende over for min klient.
2.
I skrivelse af 20. december
2000 understreger Ankestyrelsen, at det er styrelsens opgave ’at træffe
korrekte afgørelser, uanset de fremførte påstande i den konkrete sag.’
Det samme kan også udtrykkes
således: At træffe korrekte afgørelser er det primære, hensynet til landets
borgere er det sekundære.
Et sådant knæfald for
forvaltningens effektivitet må – især når det sker inden for det sociale
område
– vække forundring.
Ankestyrelsen er åbenbart
fremmed over det humanistiske retsprincip:
Summum
jus – summa injuria.
3.
Endvidere anfører Ankestyrelsen,
at en generel regel, der pålægger kommunerne i en ankevejledning at påpege en
foreliggende risiko ikke er ønskværdig af hensyn til ’skrøbelige eller
svage
personer’, der i så fald kan tænkes at ville afholde sig fra at klage
over kommunale
afgørelser.
Jeg hører gerne, hvorvidt
denne holdning, som jeg finder formynderisk og bedrevidende, kan anses for
stemmende med god forvaltningsskik.
4.
Ankestyrelsen antog denne sag
til bedømmelse, fordi styrelsen anså sagen for principiel.
Det kan derfor undre, at
styrelsen i sin afgørelse rent ud blåstempler kommunens / nævnets
ankevejledning
– eller mangel på samme – i stedet for i det mindste at
tilkendegive, at oplysning
om ankerisikoen havde været om ikke retlig forpligtende, så dog
hensigtsmæssig,
således at lignende sager undgås i fremtiden.”
Den 29. oktober 2001 anmodede
jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse. Jeg bad Ankestyrelsen om
forinden at indhente en udtalelse fra det sociale nævn og Sorø Kommune.
Ved brev af 23. november 2001
henviste Sorø Kommune til kommunens breve af 4. oktober 1999 til det sociale
nævn og A og bemærkede at kommunen ikke havde yderligere tilføjelser.
Ved brev af 22. januar 2002
fremkom Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt med følgende udtalelse:
”
Nævnet skal oplyse, at man
ikke har været i tvivl om at nævnet har kompetence til at ændre en afgørelse
til skade for en klager, og nævnet har da også i flere tilfælde ændret 1.
instans
afgørelser i nedadgående retning.
Hjemmelen findes i
retssikkerhedslovens § 68 og vel også modsætningsvis i lov om social pension
§
14, stk. 7, hvorefter en pension efter pensionistens fyldte 60. år ikke kan
frakendes
eller nedsættes til lavere pension medmindre pensionisten samtykker.
Om nævnets eventuelle pligt
til at orientere klager om indstillingen til nævnet, skal henvises til
ankestyrelsens afgørelse af 31. oktober 2000, herunder at der – som
anført –
hverken i forvaltningslovens eller den sociale lovgivning findes regler der
forpligter det sociale nævn til på forhånd at rette henvendelse til klager i
en situation hvor der kunne blive tale om en ændring til skade for
klageren.”
Ved brev af 26. februar 2002
fremkom Den Sociale Ankestyrelse med følgende udtalelse:
”På baggrund af Deres brev af
29. oktober 2001 har Ankestyrelsen indhentet en udtalelse fra Sorø Kommune
(brev af 23. november 2001) og en udtalelse fra Statsamtet Vestsjælland (brev
af 22. januar 2002). Udtalelserne vedlægges.
Ankestyrelsen kan tilslutte
sig det anførte i de nævnte breve, og skal i øvrigt henvise til
Ankestyrelsens
afgørelse af 31. oktober 2000, der tager stilling til de af advokaten rejste
spørgsmål.
Specielt vedrørende det
sociale nævns og Ankestyrelsens vurdering af (A)’s ret til pension,
henvises
til erklæring af 22. november 1996 fra speciallæge i psykiatri (D), hvorefter
(A) ikke har nogen psykisk lidelse og der er således ikke noget psykiatrisk
grundlag for tilkendelse af pension. Der henvises også til generel
helbredsattest af 15. juni 1999, hvorefter (A) kunne sidde roligt og
naturligt
under samtalen på 45 minutter, og bevægede sig frit ved undersøgelsen. Som
anført i afgørelsen er der herudover lagt vægt på (A)’s unge alder.
Nævnet og Ankestyrelsen har
ikke overskredet kompetencen efter retssikkerhedslovens § 69. Der henvises
til
det anførte vedrørende de lægelige oplysninger. Endvidere henvises der til
Sociale Meddelelse P-34-00, hvorefter retssikkerhedslovens § 69 kun har en
særdeles begrænset betydning i sager om tilkendelse af førtidspension.
”
Ved brev af 4. marts 2002 sendte
jeg kopi af myndighedernes udtalelser til advokat C med henblik på eventuelle
bemærkninger.
Ved brev af 8. marts 2002
fremkom advokat C med følgende bemærkninger:
”
Dog ønsker jeg at fremhæve,
at de i Retssikkerhedsloven § 69 omtalte ’særlige omstændigheder’
efter min
opfattelse ikke foreligger i denne sag, således at nævnet og ankestyrelsen
har været uberettiget til at tilsidesætte kommunens skøn.
I SM P-34-00 anfører
Ankestyrelsen, at ’ at § 69 i Retssikkerhedsloven
kun har særdeles begrænset betydning i sager om tilkendelse af
førtidspension.’
Dette standpunkt, der er helt
uden lovhjemmel, udleder Ankestyrelsen af den omtalte Højesterets dom af 22.
december 1999, men – så vidt ses – med urette:
Højesteret fastslår, at der
må foreligge
et sikkert grundlag for at
domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension,
men dette kan jo ikke tages til indtægt for, at de sociale nævn og
ankestyrelsen herefter uanset § 69 kan efterprøve kommunens skøn.
Men det er ikke desto mindre
Ankestyrelsens – meget besynderlige – argumentation.”
Ved brev af 31. maj 2002
anmodede jeg Ankestyrelsen om at oplyse om Folketingets vedtagelse af
lovforslag nr. L 169 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område gav Ankestyrelsen anledning til eventuelle supplerende
bemærkninger.
Ved brev af 17. juni 2002
fremkom Ankestyrelsen med følgende bemærkninger:
”
Ankestyrelsen bemærker at
ændringen af retssikkerhedslovens § 69, blev gennemført ved lov nr. 401 af 6.
juni 2002. Det følger af § 2 i denne lov, at ’loven træder i kraft
den 1.
juli 2002, og finder anvendelse på afgørelser, der indbringes for det sociale
nævn eller Den Sociale Ankestyrelse denne dato eller senere’.
I den aktuelle sag har
kommunen truffet afgørelse den 3. september 1999, det sociale nævn har
truffet
afgørelse den 14. januar 2000, og Ankestyrelsen har truffet afgørelse den 25.
oktober 2000. Lovændringen har således ikke virkning for disse afgørelser,
hvorfor Ankestyrelsen ikke har supplerende bemærkninger.”
Ombudsmandens udtalelse
”Førtidspensionssagen
Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af dagældende lov om social
pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 med senere
ændringer. Loven indeholder følgende bestemmelser af betydning for sagen:
’§ 14.
Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der
i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.
Stk. 2.
Mellemste førtidspension kan tilkendes
personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring
2/3, og
personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det
omfang, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan
tilkendes
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af
helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst
halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige
forhold, og
personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og
helbredsmæssige forhold taler for det.
Stk. 4.
Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig
førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til
personer over denne alder.
Stk. 5.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om
tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.
Stk. 6.
Alderen på det tidspunkt, hvor en førtidspensionssag
påbegyndes, eller hvor der er ansøgt om pension efter §§ 16 og 18, er
afgørende
for, hvilken pension der kan tilkendes. Er de øvrige betingelser for
tilkendelse først opfyldt på et senere tidspunkt, er det alderen på dette
tidspunkt,
der er afgørende for, hvilken pension der kan tilkendes.
Stk. 7.
Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens
samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. §
13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.
§ 15.
Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1
og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk
eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,
skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart
viser,
at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder,
er
varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter
§ 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes
helbredsmæssige forhold.
Stk. 2.
Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at
alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre
foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at
erhvervsevnen
ikke varigt kan forbedres.
Stk. 3.
Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er
nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den
pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes
kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere
virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med
lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages
hensyn
til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne
andre omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges
vægt.
Stk. 4.
Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen
af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at
have været fuldtidsbeskæftigede.’
Ved lov nr. 287 af 12. maj
1999 om ændring af lov om social pension blev pensionsalderen nedsat til 65
år for alle der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere.
Af vejledning nr. 66 af 10.
marts 1998 om social pension fremgår bl.a. følgende:
’56.
Pension kan tilkendes, hvis personens erhvervsevne er nedsat
på grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er
en betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig
nedsættelse af personens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen
til at forsørge sig selv ved arbejde.
Det er kommunen, der efter en
konkret vurdering beslutter, hvilke oplysninger, der er nødvendige til
belysningen af pågældende helbredsforhold. Det er endvidere kommunen, der
selvstændigt vurderer de helbredsmæssige oplysninger i relation til
førtidspensionssagen.
Kommunens bedømmelse
forudsætter, at pågældendes helbredsforhold er grundigt undersøgt og
velbeskrevet – typisk af en læge eller andre fagfolk. Bedømmelsen
forudsætter
desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den
erhvervsmæssige
funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke
helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk
må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.
At lidelse skal være varig
betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig
selv eller ved behandling.
I de fleste tilfælde indgår
den helbredsmæssige vurdering som et led i kommunens samlede skøn over
erhvervsevnens
nedsættelse. Pågældendes sociale og erhvervsmæssige forhold sammen med den
helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om der skal
tilkendes
højeste, mellemste eller (forhøjet) almindelig førtidspension på grund af
helbredsmæssige forhold.
En helbredsvurdering alene
kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens
nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig
erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste
førtidspension.
Der kan også tilkendes
pension, hvis erhvervsevnen er nedsat, uden at nedsættelsen alene skyldes de
helbredsmæssige forhold, altså når den skyldes kombinerede helbredsmæssige og
sociale forhold.
Der kan være tilfælde, hvor
årsagerne til erhvervsevnens nedsættelsen kun ved en meget vid fortolkning
kan
betegnes som invaliditet. Der kan også være tilfælde, hvor der ikke er en
sådan helbredssvækkelse, at den alene giver grundlag for at anse
erhvervsevnen
for nedsat med mindst halvdelen, men hvor det alligevel ud fra en samlet
bedømmelse er åbenbart, at pågældende ikke vil blive i stand til at forsørge
sig selv.’
Som det fremgår af ovennævnte
lovbestemmelser og til dels af vejledningen, kan forhøjet almindelig
førtidspension tilkendes personer i alderen fra 18 til 67 (nu 65) år hvis
erhvervsevnen
er nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.
Det myndighederne skal vurdere i førtidspensionssager, er således om
erhvervsevnen er nedsat på grund af invaliditet, og i givet fald hvor meget
den
er nedsat.
Som ombudsmand kan jeg kun i
begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på
særlig fagkyndig viden. På baggrund af min manglende lægefaglige viden kan
jeg således ikke foretage en selvstændig vurdering af de lægelige udtalelser.
Jeg har ikke – som domstolene – mulighed for i forbindelse med en
egentlig
bevisførelse med vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en
nærmere selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige
betydning
for vurderingen af (A)’s arbejdsevne.
Myndighederne bygger i vidt
omfang også deres afgørelser af om betingelserne for at blive tilkendt
forhøjet
almindelig pension er opfyldt, på en vurdering af (A)’s funktionsniveau
set i
forhold til erhvervsevnen. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger
for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre
måde end Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt og Den Sociale Ankestyrelse
der
beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.
Jeg har derfor koncentreret
min undersøgelse om spørgsmålet om hvorvidt klageinstanserne – når alene
parten har påklaget en afgørelse og i den anledning har påstået sig tildelt
en
højere ydelse – kan ændre til skade for den pågældende (reformatio in
pejus).
I den forbindelse har jeg
undersøgt om Sorø Kommunes klagevejledning var mangelfuld, og om det sociale
nævn burde have partshørt (A) om at nævnet overvejede at ændre kommunens
afgørelse til skade for hende.
Reformatio in pejus
Retssikkerhedslovens (lov nr.
540 af 21. juli 1998 med senere ændringer) §§ 68 og 69 var på
afgørelsestidspunktet
sålydende:
’§ 68.
Ankestyrelsen og de sociale nævn er ikke bundet af parternes
påstande og er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den
enkelte
sag.
Stk. 2.
Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på
afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den
afgørelse, der er klaget over.
§ 69.
Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger
særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse
truffet
af kommunen eller amtskommunen.’
Af Socialministeriets
vejledning af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område fremgår bl.a. følgende om § 69:
’201.
Med formuleringen af § 69 er den hidtidige regel i
bistandslovens § 15, stk. 5, ført videre, dog således, at § 69 sprogligt
bedre
udtrykker den praksis, som de sociale klagemyndigheder faktisk anvender, når
de skal bedømme og efterprøve skøn, som indgår i de afgørelser, som de
sociale
myndigheder træffer.
Der er ofte en vis usikkerhed
med hensyn til, hvad en skønsmæssig afgørelse er, og hvordan de sociale
klagemyndigheder, ombudsmanden og domstolene efterprøver skønsmæssige
afgørelser. I det følgende skal det beskrives, hvad skønsmæssige afgørelser
er, og hvordan disse efterprøves.
202.
Begrebet skøn stilles i forhold til ret eller retsanvendelse.
Retsanvendelse bruges, når det direkte følger af loven, at bestemte
betingelser (retsfaktum) er knyttet sammen med en bestemt rettighed eller
forpligtelse (retsfølge). Et eksempel er, at det følger af pensionsloven, at
en
person, der fylder 65 år (retsfaktum), efter ansøgning har ret til
folkepension (retsfølge). Der er i sådanne tilfælde ikke tvivl om retsfaktum,
og retsfølgen er beskrevet i loven som beløb pr. måned i grundbeløb og evt.
tillæg, når betingelserne herfor er opfyldte.
203.
Skøn anvendes, når bestemmelsen i loven ikke angiver en
bestemt retsfølge af retsfaktum, der også kan være beskrevet i brede
vendinger.
Det følger af aktivlovens §
81, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en
person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis pågældendes egen
afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes
og familiens muligheder for i fremtiden at kunne klare sig selv. Denne
bestemmelse beskriver en række betingelser, for at en borger har ret til
hjælp.
Da betingelserne ikke er objektivt angivet, betyder det, at loven har
overladt
myndigheden et spillerum, inden for hvilket den kan vælge mellem en eller
flere afgørelser.
Et andet eksempel er
aktivlovens § 11, stk. 2, hvorefter det er en betingelse for at få
kontanthjælp
eller aktivering, at modtageren har været ude for ændringer i sine forhold.
Der er i regelen nævnt nogle typer af ændringer – sygdom, arbejdsløshed
eller
samlivsophør – men disse er ikke udtømmende. Myndigheden skal altså i
den
konkrete sag påse, om der er andre ændringer, som kunne berettige til
kontanthjælp/aktivering.
204.
Det er karakteristisk for regler, der indeholder et eller
flere skønsmæssige elementer, at de er udformet på den måde, fordi
bestemmelsen skal kunne samle op på situationer, som lovgiver ikke på forhånd
har kunnet eller ønsket at beskrive udtømmende. Det er hensigten, at når
myndigheden
står med de konkrete sager, så skal der – efter et konkret skøn –
være mulighed
for at hjælpe den enkelte og familien.
205.
At en afgørelse bygger på et skøn – eller at der som et led i
afgørelsen indgår et eller flere skønsmæssige elementer – betyder ikke,
at
afgørelsen ikke kan efterprøves af klagemyndighederne, ombudsmanden eller
domstolene. Såvel domstolene som ombudsmanden efterprøver skønsmæssige
afgørelser, og efter grundlovens § 63 kan domstolene påkende ethvert
spørgsmål
om øvrighedsmyndighedens grænser. Det betyder, at der er domstolskontrol med
forvaltningen også, når forvaltningen udøver et skøn.
Domstolene og ombudsmanden
har i deres praksis fastlagt, hvad der indgår i deres prøvelse, når der
indgår
skøn i reglen. Udgangspunktet for efterprøvelsen er, om skønnet er lovligt.
Heri indgår navnlig, om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der er
inddraget ulovlige kriterier, om myndigheden har foretaget en konkret
individuel
afvejning af sagens omstændigheder, og om lighedsgrundsætningen – at
ensartede tilfælde er behandlet ens – er fulgt.
I praksis er der forskel på
domstolenes og ombudsmandens efterprøvelse, idet ombudsmanden typisk ikke
efterprøver den del af en afgørelse, der hviler på en fagkyndig vurdering, fx
en lægelig vurdering, mens domstolene også efterprøver fagkyndiges
vurderinger.
De sociale klageinstansers
muligheder for at efterprøve og i givet fald tilsidesætte et skøn udøvet af
en
kommune eller en amtskommune svarer til den praksis, som domstolene har lagt
med hensyn til efter grundlovens § 63 at efterprøve øvrighedsmyndighedens
grænser, dvs. i hvilket omfang domstolene efterprøver forvaltningsafgørelser.
Efterprøvelsen består i at
konstatere, om myndigheden overhovedet har foretaget et skøn og fx ikke bare
anvendt interne retningslinier uden at vurdere sagen konkret. I
efterprøvelsen
indgår også, om sagens faktiske omstændigheder er korrekt beskrevet, om
sagsbehandlingsreglerne (forvaltningsloven m.m.) er fulgt, om ensartede
tilfælde er behandlet ens (lighedsgrundsætningen), om der eventuelt er taget
hensyn til ulovlige kriterier, og om hensynene er prioriteret i
overensstemmelse
med almindelige retsprincipper. De sociale nævn og Ankestyrelsen
tilsidesætter
endvidere åbenbart urimelige skønsmæssige afgørelser, og på samme måde som
domstolene efterprøver de sociale nævn og Ankestyrelsen også og tilsidesætter
i givet fald sagkyndiges vurderinger.’
Af forarbejderne til
retssikkerhedsloven (jf. Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, s. 4874ff)
fremgår bl.a. følgende:
’6.3. Ankemyndighedernes adgang til at efterprøve
skønsmæssige afgørelser
I forslaget til § 69
formuleres en generel regel om det sociale nævns og Ankestyrelsens mulighed
for i sociale sager at efterprøve de dele af en afgørelse, som bygger på et
skøn.
Der er i dag i bistandslovens
§ 15, stk. 5, en regel, som siger, at de sociale ankenævn og Ankestyrelsen
kun
kan tilsidesætte en kommunal skønsmæssig afgørelse, hvis skønnet er ulovligt
eller åbenbart urimeligt. Denne bestemmelse trådte i kraft den 1. januar
1992.
I de øvrige sociale love, fx
pensionsloven, findes der ikke en tilsvarende lovregel om klagemyndighedens
adgang til at efterprøve skønnet.
Kontanthjælpsudvalgets rapport fra september
1994
Betydningen af reglen i
bistandslovens § 15, stk. 5, har været behandlet i den første rapport fra
Socialministeriets Kontanthjælpsudvalg.
I denne rapport redegøres der
for, at Ankestyrelsens praksis ved bedømmelsen af skønsmæssige afgørelser har
taget udgangspunkt i synspunkter, der svarer til den forvaltningsretlige
teori. Ankestyrelsen efterprøver således selve sagsbehandlingen,
sagsoplysningerne og det juridiske grundlag. Ankestyrelsen efterprøver også
de
kriterier, som kommunen har lagt til grund, herunder også hvordan disse er
prioriteret og vægtet. Ankestyrelsen påser også, at lighedsgrundsætningen
ikke
er tilsidesat, og at der ikke ved afgørelsen forfølges ulovlige formål.
Kontanthjælpsudvalget
konkluderede, at den måde, som Ankestyrelsen efterprøver skønsmæssige
afgørelser ud fra reglen i bistandslovens § 15, stk. 5, svarer til den
efterprøvelse, som domstolene og ombudsmanden foretager af skønsmæssige
afgørelser.
På baggrund af bl.a.
Ankestyrelsens praksis på området ville udvalget ikke foreslå bestemmelsen
ophævet. Udvalget konstaterede, at der har været usikkerhed om rækkevidden af
bestemmelsen. Der var ifølge udvalget forhold, der pegede på, at nævnene
havde
følt sig begrænset i deres kompetence til at gå ind i de kommunale afgørelser
og dermed været tilbageholdende hermed, uanset at afgørelserne ikke
udelukkende beroede på et skøn.
Udvalget foreslog derfor, at
der blev udsendt en vejledning om de forvaltningsretlige begrænsninger i
skønsudøvelsen, og at en sådan vejledning rettede sig mod både de kommunale
myndigheder og klageinstanserne.
Domstolenes og ombudsmandens praksis
Det er i grundlovens § 63
bestemt, at domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om
øvrighedsmyndighedens grænser, dvs. at der er domstolskontrol med
forvaltningen
også, når forvaltningen udøver et skøn.
Rækkevidden af denne
bestemmelses betydning er fastlagt gennem domstolenes praksis og fx i den
måde, som Ombudsmanden vurderer de skønsmæssige dele i de sager, som
ombudsmanden
behandler.
Praksis er, at når der i en
afgørelse indgår skøn, så efterprøver domstolene og Ombudsmanden om den
myndighed, hvis afgørelse er til bedømmelse, har udøvet skønnet lovligt.
Heri indgår navnlig, om
sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der eventuelt er taget hensyn
til ulovlige kriterier, om myndigheden har foretaget en konkret individuel
afvejning af sagens omstændigheder, og om lighedsgrundsætningen er fulgt.
Endvidere efterprøves skønsmæssige afgørelser mere intenst, jo mere
indgribende en beslutning er. Et eksempel på en indgribende beslutning er
forældres samvær med et barn, der er anbragt uden for hjemmet. Der kan i
disse
tilfælde være flere grunde til at gå længere ind i bedømmelsen end i andre
typer af sager.
I praksis er der dog en
forskel på den måde, som Ombudsmanden og domstolene efterprøver skønnet på,
idet Ombudsmanden typisk ikke efterprøver den del af afgørelserne, som bygger
på en rent fagkyndighed vurdering, fx lægelige vurderinger i sager om
førtidspension.
Ankestyrelsen og de sociale
ankenævn forholder sig ligesom domstolene selvstændigt til lægelige
skønsmæssige vurderinger, som derfor ikke uden videre lægges til grund,
uanset
de indgår i en skønsmæssig vurdering.
Forslaget til formulering af § 69
Som beskrevet af
Kontanthjælpsudvalget, har der efter indførelsen af bistandslovens § 15, stk.
5, hersket en vis usikkerhed med hensyn til prøvelsen af skøn.
Som led i gennemskrivningen
af de administrative bestemmelser og klagereglerne stilles der derfor forslag
om at tydeliggøre klagemyndighedernes prøvelse af skønnet i selve loven i
stedet for, som foreslået af Kontanthjælpsudvalget, at udsende en vejledning.
Forslaget til § 69 om
ankemyndighedernes adgang til at efterprøve skønnet er formuleret således, at
gældende ret videreføres, således som denne er fastlagt af domstolenes og
Ombudsmandens praksis m.v.
Det ville være særdeles
uhensigtsmæssigt, hvis den sociale lovgivning indrettes således, at de
sociale
klageorganers mulighed for at efterprøve skønsmæssige afgørelser er begrænset
i forhold til domstolene eller Ombudsmanden. En konsekvens af en sådan
retstilstand
ville være, at borgerne for at være sikre på, at deres sag blev efterprøvet
fuldt ud, ville være nødt til at indbringe deres klage til domstolene.
Dette ville oplagt være
uhensigtsmæssigt, og som det fremgår af ovenstående, er dette da heller ikke
gældende ret. Det gælder også praksis efter bistandslovens § 15, stk. 5.
Det foreslås derfor, at bestemmelsen også får virkning for de andre sociale
love.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 68
Bestemmelserne om nævnenes og
Ankestyrelsens uafhængighed er en videreførsel af § 17, stk. 1, i den sociale
styrelseslov og § 1, stk. 3, samt § 9 i lov om Den Sociale Ankestyrelse.
Spørgsmålet om
klageinstansernes uafhængighed af instruktioner i den enkelte sags afgørelse
samt mulighed for at vælge den mest rigtige afgørelse, selv om den måtte gå
modtageren
af hjælp imod, er senest behandlet i forbindelse med vedtagelsen af
L 448
af 1. juni 1994.
Til § 69
Bestemmelsen om begrænsningen
i klageinstansernes efterprøvelse af kommunale skønsmæssige afgørelser er
delvis en videreførsel af den hidtidige regel i bistandslovens § 15, stk. 5.
Der henvises til de
almindelige bemærkninger afsnit 6.3.’
Under Folketingets behandling
af lovforslaget stillede Socialudvalget spørgsmål til ministeren som udvalget
under udvalgsbehandlingen modtog svar på. Der fremgår således følgende af
udvalgsbetænkningen (jf. Folketingstidende 1996- 97, Tillæg B, s. 1182):
’Spørgsmål 6:
Vil ministeren redegøre for,
hvorvidt der er tale om en stramning i bestemmelsen om Ankestyrelsens og de
sociale nævns beføjelser i forhold til efterprøvning af skøn i forhold til
nugældende regler, jf. § 69, og om årsagerne til ændringen?
Svar:
Efter § 69 i forslaget til
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan de sociale
nævn og Ankestyrelsen kun, når der foreligger særlige omstændigheder,
tilsidesætte det skøn, der indgår i en kommunal eller amtskommunal afgørelse.
Bestemmelsen er en
videreførelse af den hidtidige bestemmelse i bistandslovens § 15, stk. 5. Den
ændrede formulering er alene en sproglig modernisering.
Med placeringen i forslaget
bliver bestemmelsen imidlertid generel for den sociale lovgivning.
Bistandslovens § 15, stk. 5,
blev indført pr. 1. januar 1992. En tilsvarende bestemmelse fandtes i
forretningsordenen for de tidligere amtsankenævn.
Erfaringerne viser, at
bestemmelsen har givet anledning til misforståelser og tvivl om rækkevidden
både hos klageinstanserne, kommunerne og borgerne.
I det følgende beskrives,
hvad en skønsmæssig afgørelse er, hvordan domstolene og Ombudsmanden under
alle omstændigheder efterprøver skønsmæssige afgørelser, og Ankestyrelsens
efterprøvelse af kommunale, skønsmæssige afgørelser.
Ankestyrelsen
Bestemmelsen i § 69 i
forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
går
ud på at beskrive den efterprøvelse, som altid kan finde sted ved domstolene
og
hos Ombudsmanden, og som også har givet sig udslag i Ankestyrelsens praksis.
Ankestyrelsen og dermed
ankeinstanserne kan således ikke afstå fra at efterprøve, om rammerne for
skønnet opfylder lovgivningens krav til sagsbehandlingen, uanset bestemmelsen
i
§ 69.
Ankeinstansens efterprøvelse
består for det første i at konstatere, om myndigheden overhovedet har
foretaget et skøn og ikke bare anvendt interne retningslinjer uden at vurdere
sagen konkret. I efterprøvelsen indgår endvidere, om sagens faktiske
omstændigheder er korrekt beskrevet, om sagsbehandlingsreglerne
(forvaltningsloven
m.m.) er fulgt, om ensartede tilfælde er behandlet ens
(lighedsgrundsætningen),
om der eventuelt er taget hensyn til ulovlige kriterier, og om hensynene er
vægtet
og prioriteret korrekt.
Efterprøvelsen drejer sig
således om at efterprøve, om reglerne om sagsbehandlingen er fulgt, for
sagsbehandlingsreglernes formål er, at myndigheden kan nå frem til den
rigtige
afgørelse.
De sociale ankeinstanser vil
(ligesom Ombudsmanden og domstolene) under alle omstændigheder, og uanset
bestemmelsen i § 69, efterprøve afgørelsen som beskrevet ovenfor.
De sociale ankeinstanser kan
derudover ligesom domstolene gå et skridt videre, idet de også vurderer
sagkyndige udtalelser som f.eks. lægeerklæringer, i modsætning til
Ombudsmanden.
Da Ankestyrelsens praksis
vedrørende efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser følger domstolenes og
Ombudsmandens praksis samt de almindelige forvaltningsretlige regler –
uanset
bestemmelsen i § 69 – foreslås det, at bestemmelsen gælder for hele den
sociale
lovgivning. Der er således ikke herved tilsigtet en ændring af hidtidig
praksis.
Jeg kan i den forbindelse
oplyse, at jeg agter at anmode Ankestyrelsen om at foretage en opfølgning på
ankeinstansernes anvendelse af bestemmelsen og efter en 2- årig periode at
komme med en redegørelse.’
I ’Bemærkninger til de
enkelte bestemmelser’ blev der som anført ovenfor henvist til
forarbejderne
til lov nr. 448 af 1. juni 1994 (om ændring af lov om social pension, lov om
social bistand og den sociale styrelseslov m.v. (Tilkendelseskompetence
m.v.))
vedrørende ’klageinstansernes uafhængighed af instruktioner i den
enkelte sags
afgørelse samt mulighed for at vælge den mest rigtige afgørelse, selv om den
måtte gå modtageren af hjælp imod’. Ved nævnte lov blev der indsat
følgende
bestemmelse i den dagældende pensionslov:
’§ 50 b.
Såfremt Ankestyrelsen ændrer det sociale ankenævns eller
revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse til ugunst for ansøgeren, træffer
Ankestyrelsen samtidig beslutning om tidspunktet for bortfald eller ændring
af ydelsen.
Stk. 2.
En ydelse, der er udbetalt på grundlag af en afgørelse, kan
dog ikke kræves tilbagebetalt for perioden før den ændrede afgørelse,
medmindre
betingelserne i §§ 42 og 43 er opfyldt.’
Af forarbejderne til loven
fremgår bl.a. følgende (jf. Folketingstidende, 1993-94, Tillæg A, sp.
8471f
):
’Ændring til ugunst for borgeren
Efter § 9 i lov om Den
Sociale Ankestyrelse kan Ankestyrelsens afgørelser gå ud på afvisning,
stadfæstelse, ophævelse eller ændring af den påklagede afgørelse, og
Ankestyrelsen er ikke bundet af parternes påstande. Dette indebærer, at Den
Sociale Ankestyrelse kan træffe en hvilken som helst afgørelse, der må
betragtes som den rigtige i den konkrete situation, selv om klageren måtte
ønske en anden afgørelse. Det må nok antages, at de forskellige muligheder
for
en afgørelse, som Den Sociale Ankestyrelse har, næppe indeholder andet, end
hvad der måtte være gældende efter almindelige forvaltningsretlige
principper.
I de tilfælde, hvor Den
Sociale Ankestyrelse finder, at betingelserne for at modtage en social ydelse
ikke er til stede, forslås det, at Ankestyrelsen samtidig med, at der træffes
en afgørelse til ugunst for borgeren, træffer afgørelse om tidspunktet for
bortfald eller ændring af ydelsen. Tilsvarende foreslås det præciseret, at
Ankestyrelsen ved afgørelse om støtte til erhvervelse af motorkøretøj
samtidig
træffer afgørelse om bortfald af et eventuelt bevilget og udnyttet lån.
Endelig foreslås det, at Den Sociale Ankestyrelses hidtidige praksis om, at
en
ydelse, der senere frakendes, alene kan kræves tilbagebetalt, hvis
lovgivningens
almindelige betingelser er opfyldt, lovfæstes.’
Ved lov nr. 401 af 6. juni
2002 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område blev formuleringen af § 69 ændret således at ordlyden nu er følgende:
’§ 69.
Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan efterprøve retlige
spørgsmål.’
Loven trådte i kraft den 1.
juli 2002 og finder anvendelse på afgørelser der indbringes for det sociale
nævn eller Ankestyrelsen denne dato eller senere – altså efter at
(A)’s sag
var afgjort.
Af bemærkningerne til
lovforslaget (jf. Folketingstidende 2001-2002 (2. samling), Tillæg A, s.
4399f
) fremgår det at formålet med
ændringen er at præcisere reglerne om hvad det er nævnene og Ankestyrelsen
efterprøver, således at bestemmelsens formulering svarer til hensigten bag
den
tidligere gældende bestemmelse. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår
endvidere følgende:
’
Der er sket en udvikling i
opfattelsen af domstolenes efterprøvelse i retning af en mere og mere
intensiv
prøvelse. Det er vigtigt, at grundlaget for prøvelsen i det sociale
ankesystem
præciseres, så det følger denne udvikling i domstolenes praksis. Dette sker
ved at foreslå, at efterprøvelsen omfatter retlige spørgsmål. Det vil sige,
at
de sociale klageinstansers bedømmelsesgrundlag skal være gældende ret. Derved
bliver prøvelsens omfang styret af samme retlige principper, som domstolene
anvender. Forslaget medfører derfor ikke ændringer af gældende ret.
Baggrunden for forslaget
Den nuværende formulering af
§ 69: ’Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger
særlige
omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af
kommunen eller amtskommunen’, gav allerede efter bestemmelsens
ikrafttræden
anledning til tvivl om bestemmelsens rækkevidde. Det blev således fremført af
blandt andet flere brugerorganisationer, at flere kommuner opfattede
bestemmelsen således, at visse sager på grund af deres ’skønsmæssige
karakter’
ikke kunne klagebehandles og at kommunerne videregav denne opfattelse i deres
klagevejledning til borgerne. Ankestyrelsen blev derfor bedt om at foretage
en
opfølgning på ankeinstansernes anvendelse af § 69. Resultatet af denne
opfølgning
forelå i august 2000.
Ankestyrelsens undersøgelse
viser, at flere kommuner og ankeinstanser fortolker formuleringen i § 69 som
en skærpelse af begrænsningen i ankeinstansernes mulighed for at efterprøve
og
tilsidesætte skønnet, selv om dette ikke er hensigten med bestemmelsen.
Ankestyrelsen anfører i
redegørelsen, at det ikke kan afvises, at formuleringen har medført en
kommunal
forventning om, at ankeinstanserne vil være mere tilbageholdende med at
efterprøve skønnet i forhold til praksis efter den tidligere bestemmelse i
bistandsloven, som § 69 er en videreførsel af. Dette viser sig i praksis ved,
at kommuner i øget omfang synes at påberåbe sig § 69 over for ankeinstanserne
– også når det drejer sig om ikke-skønsmæssige afgørelser.
Nærmere om prøvelsens omfang
Forarbejdernes beskrivelse af
disse prøvelsesmomenter er i realiteten et udtryk for, at det har været
lovgivers intention, at ankeinstanserne skal foretage en retlig efterprøvelse
af skønsmæssige afgørelser.
Det foreslås derfor, at det
fremgår direkte af bestemmelsen, at de sociale nævn og Den Sociale
Ankestyrelse kan efterprøve retlige spørgsmål. På denne baggrund fremsættes
forslag
til en ændret formulering af § 69, således at ordlyden harmonerer med
lovgivers intention med bestemmelsen.
Den foreslåede præcisering af
prøvelsesretten indebærer, at kommunernes og amtskommunernes ret til at
fastlægge serviceniveauet fortsat respekteres.
Det skal bemærkes, at der
sjældent i de bestemmelser, der giver myndigheden mulighed for at tale om et
skøn, er tale om et ’frit skøn’, men om et retligt bundet skøn. Ved
et retligt
bundet skøn forstås, at loven angiver en vis ramme for forvaltningens
administration af bestemmelsen. Når der i loven er angivet en vis ramme for
bestemmelsens
anvendelse, er der også dermed angivet en vis binding i administrationen af
bestemmelsen med hensyn til, hvilke momenter der skal inddrages i
vurderingen,
og det vil bero på fortolkning, hvor langt denne binding rækker. Skønsmæssige
bestemmelser er således overvejende retligt normerende, og afgørelsen vil
derfor være undergivet en intensiv retlig efterprøvelse.
Begrænsningen af de sociale
ankeinstansers prøvelse til retlige spørgsmål medfører en begrænsning af
instansernes adgang til at ændre en påklaget afgørelse til skade for
borgeren.
Formelle mangler vil således som hovedregel ikke kunne føre til annullation
af
begunstigende afgørelser.
Begunstigende afgørelser, der
lider af hjemmelsmangler, må endvidere i en vis udstrækning opretholdes, hvis
borgeren har været i god tro, og der i øvrigt foreligger momenter, der taler
for at respektere borgerens indrettelse på at kunne fastholde begunstigelsen.
Der kan fortsat ske ændringer til skade for borgeren, men kun når
betingelserne
for at statuere ugyldighed er opfyldt.
’
Af Socialministeriets brev af
15. maj 2002 til samtlige kommuner, amtskommuner og sociale nævn fremgår
bl.a.
følgende:
’Orientering om ændring af lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område – grundlaget for efterprøvelse
af
afgørelser på det sociale område (§ 69)
Ændring til skade for borgeren
Det præciseres i
lovbemærkningerne, at det er den almindelige forvaltningsretlige
retsgrundsætning
om ugyldighed, der regulerer de sociale klageinstansers mulighed for at ændre
en begunstigende afgørelse til skade for borgeren.
Efter denne retsgrundsætning
kan en afgørelse kun ændres til skade for borgeren, når betingelserne for at
statuere ugyldighed er opfyldt. Betingelserne for at statuere ugyldighed er
opfyldt, når der foreligger en retlig mangel, der er væsentlig og der må ikke
være momenter, der taler for at opretholde afgørelsen, uanset at de to første
betingelser er opfyldt.’
Som det fremgår af
forarbejderne til den ændrede formulering af retssikkerhedslovens § 69,
medfører den nye formulering ingen ændringer af gældende ret. Det fremgår
endvidere af forarbejderne at der kan ske ændring til skade for en borger,
men
kun når betingelserne for at statuere ugyldighed er opfyldt.
Det fremgår af
retssikkerhedslovens § 68 at ankeinstanserne ikke er bundet af parternes
påstande, og at deres afgørelse kan gå ud på bl.a.
ændring
af den afgørelse der er klaget over.
§ 69 i retssikkerhedsloven er
som nævnt i forarbejderne til bestemmelsen en generel regel om
ankeinstansernes
mulighed for i sociale sager at efterprøve de dele af underinstansens
afgørelse
der bygger på et skøn. Udgangspunktet for efterprøvelsen er om skønnet er
lovligt. Heri indgår navnlig om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om
der er inddraget ulovlige kriterier, om underinstansen har foretaget en
konkret individuel afvejning af sagens omstændigheder, og om
lighedsgrundsætningen
er tilsidesat. Herudover efterprøves om sagsbehandlingsreglerne er fulgt.
Mulighederne for at en
overordnet myndighed kan ændre til skade for en borger hvor borgeren selv har
påklaget afgørelsen, er behandlet flere steder i den juridiske litteratur.
Kirsten Ketcher, Socialret.
Almindelige principper. Retssikkerhed og administration. Grundværdier, 2.
udgave (2002), s. 363 og 364, anfører således følgende:
’
Ankeinstanserne er ikke
bundet af parternes påstande, jf. rl. § 68, stk. 1, og kan derfor i
princippet
træffe en afgørelse til ugunst for klageren. Da klageadgangen er en
retssikkerhedsgaranti,
og der normalt ikke er modstående private interesser, må det dog antages, at
denne reaktionsmulighed som hovedregel kun kan anvendes meget restriktivt,
f.eks. ved ulovlige afgørelser.
’
Jon Andersen,
Forvaltningsret. Sagsbehandling. Hjemmel. Prøvelse, 5. udgave (2003),
s. 217 og 218, anfører følgende:
’
Uden for disse tilfælde
[lovregulerede tilfælde og partstvister; min bemærkning] beror retsstillingen
på årsagen til, at rekursinstansen reagerer overfor den indbragte afgørelse.
Lider den af væsentlige retlige mangler, der ville føre til ugyldighed under
domstolsprøvelse, f.eks. fordi en begunstigende afgørelse er truffet uden
fornøden hjemmel, må rekursinstansen kunne ændre afgørelsen til skade for
klageren.
Det samme gælder, såfremt væsentlige hensyn til modstående private interesser
gør sig gældende, selv om der ikke foreligger en rettidig klage fra en anden
klageberettiget. Derimod må klageinstansen være afskåret fra at omgøre
afgørelsen
til skade for klageren, hvis grundlaget for omgørelsen er en ændret
skønsudøvelse.
Den offentligretlige interesse i, at afgørelsen får et rigtigt indhold, må i
sådanne
tilfælde, hvor den påklagede afgørelse ikke er ulovlig, vige for hensynet til
at befæste klageadgangen som retssikkerhedsgaranti.
’
Karsten Revsbech mfl.,
Forvaltningsret. Almindelige emner, 3. udgave (1997), s. 286, anfører bl.a.
følgende:
’Den, der påklager en
afgørelse, vil ofte gå ud fra, at dette er risikofrit, fordi han eller hun
ikke har noget at miste ved klagen. Denne opfattelse er imidlertid ikke altid
korrekt. I mange tilfælde er der adgang til at ændre til skade for klageren.
Denne sidstnævnte ændringsadgang betegnes ofte reformatio in pejus.
I dag er det formentlig den
almindelige antagelse, at den netop gengivne retsopfattelse er lidt for
restriktiv. Det skyldes, at udgangspunktet ved administrativ rekurs må være,
at
det er rekursmyndighedens opgave at træffe den materielt rigtige afgørelse.
Der kan herefter formuleres følgende regler vedrørende ændring til skade for
klageren:
Hvis den påklagede afgørelse
er ugyldig efter forvaltningsrettens ugyldighedsregler, skal den som
altovervejende hovedregel annulleres eller ændres (eller hjemvises), uanset
om
dette er til skade for klageren. Er afgørelsen fra førsteinstansen gyldig, må
det bero på en bredere fortolkning af den enkelte lov, herunder især dennes
regler vedrørende rekurs, om der på det pågældende område er adgang til
ændring
til skade for klageren.’
Endelige har Karsten Loiborg
mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 1010ff, anført bl.a. følgende:
’Udgangspunktet
i forbindelse med rekurs er at rekursmyndigheden
skal træffe den (materielt set)
rigtige
afgørelse
i sagen. Rekursmyndigheden skal således træffe en afgørelse som
både er udtryk for en korrekt generel forståelse og en konkret anvendelse af
de
relevante retsregler, en korrekt fastlæggelse af den konkrete sags relevante
faktum og rekursmyndighedens opfattelse af den mest hensigtsmæssige afgørelse
i sagen (i den udstrækning de relevante retsregler overlader myndighederne et
hensigtsmæssighedsskøn).
I tilfælde hvor
rekursordningen ikke har noget andet formål end at give den enkelte klager en
ekstra retsbeskyttelse, og hvor der ikke er tale om en partstvist, er det et
spørgsmål om rekursinstansen kan ændre afgørelsen til skade for parten (om
der
med andre ord gælder et forbud mod
reformatio
in pejus
). Efter en nærmere konkret vurdering af retsgrundlaget vil dette
efter omstændighederne kunne være tilfældet.’
Jeg henviser endvidere til
John Klausen, Offentlig forsørgelse. En analyse af retssikkerheden mellem
skøn, ret og pligt (2002), s. 456ff.
På baggrund af
retssikkerhedslovens bestemmelser, forarbejderne og den juridiske litteratur
er der efter min opfattelse ikke tvivl om at ankeinstanserne kan ændre en
afgørelse til skade for parten hvis den påklagede afgørelse er ugyldig efter
forvaltningsrettens ugyldighedsregler.
Dette følger også af
retssikkerhedslovens § 72, stk. 5, hvorefter Ankestyrelsen eller det sociale
nævn – hvis der er truffet en afgørelse til skade for ansøgeren –
samtidig
skal træffe beslutning om fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.
Til støtte for denne
opfattelse kan endvidere anføres at adgangen til at anmode Den Sociale
Ankestyrelse
om at optage en sag til behandling tilkommer – foruden parten – den
pågældende
kommune, jf. retssikkerhedslovens § 63, 3. pkt. Denne adgang for en kommune
til
at påklage et socialt nævns afgørelse anvendes i praksis kun i de tilfælde
hvor
nævnet har ændret kommunens afgørelse, og hvor denne ændring er til gunst for
borgeren. Også i disse (noget specielle) tilfælde kan ankeinstansen således
ændre en afgørelse til skade for parten.
For at en afgørelse kan
erklæres ugyldig, skal forvaltningsrettens almindelige ugyldighedsregler være
opfyldt. Det vil sige at der skal foreligge en retlig mangel, den skal være
væsentlig, og endelig må der ikke være særlige omstændigheder
(’tertiære’
momenter) der med styrke taler for at opretholde afgørelsen, jf. Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 849ff.
Om hjemmelsmangler skriver
Jon Andersen, a.a., s. 851:
’Hovedreglen er at
hjemmelsmangler som minimum fører til
annullation.
Udgangspunktet følges både i de tilfælde hvor ugyldighed bliver til gavn for
borgeren, og hvor det er til skade for borgeren at afgørelsen annulleres.
Rent undtagelsesvis kan
berettigede forventninger hos borgeren om fortsat at kunne nyde godt af en
mangelfuld afgørelse føre til opretholdelse af afgørelsen. Retspraksis viser
dog at der skal særlig tungtvejende omstændigheder til.
’
En dom offentliggjort i UfR
2003.1454 Ø vedrørte en sag hvor et socialt nævn omgjorde en kommunes
afgørelse om at tilkende en 38-årig kvinde almindelig forhøjet
førtidspension. Landsretten udtalte i dommen følgende:
’Efter § 15, stk. 1, i lov om
social pension er det en betingelse for tilkendelse af pension efter § 14,
stk. 3, nr. 2, at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller
psykisk invaliditet. Der skal dog også lægges afgørende vægt på andre
omstændigheder,
der klart viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre
forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Efter lovens § 15, stk. 2,
forudsætter
tilkendelse af førtidspension efter § 14, at alle aktiverings-,
revaliderings-
og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger, der kan forbedre
erhvervsevnen, har været afprøvet, og at erhvervsevnen ikke varigt kan
forbedres.
Endeligt anfører lovens § 15, stk. 3, en række yderligere hensyn, herunder
alder.
Efter en samlet vurdering af
sagens lægelige oplysninger, sammenholdt med det i øvrigt foreliggende,
herunder oplysningen om, at indstævnte, der er født i 1961, har afslået
tilbuddet om at modtage psykoterapi og fysioterapi, finder landsretten ikke,
at indstævnte har påvist det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte det
skøn, der ligger til grund for den af appellanten trufne afgørelse, hvorefter
indstævnte ikke er berettiget til førtidspension. Landsretten tager herefter
appellantens frifindelsespåstand til følge.’
Landsretten har således
foretaget en vurdering af nævnets skøn og har ikke fundet det fornødne sikre
grundlag for at tilsidesætte det.
Myndighedernes afgørelse i
denne retssag var afgjort efter de samme regler i retssikkerhedsloven som var
gældende da nævnet traf afgørelse i nærværende sag.
Det sociale nævn og Den
Sociale Ankestyrelse har i nærværende sag vurderet at der ikke var grundlag
for at tilkende (A) førtidspension da der ikke var dokumenteret nogen
væsentlig varig fysisk eller psykisk invaliditet og der ikke sås at foreligge
særlige sociale forhold.
Under henvisning til det jeg
har anført ovenfor om ombudsmandens manglende lægefaglige kundskaber, har jeg
ikke grundlag for at kritisere denne vurdering.
Sorø Kommunes klagevejledning
I forbindelse med advokat
(C)’s klage til Den Sociale Ankestyrelse gjorde advokat (C) bl.a.
gældende at
Sorø Kommune i forbindelse med afgørelsen af 3. september 1999 havde givet en
mangelfuld eller misvisende klagevejledning.
Den Sociale Ankestyrelse
udtalte følgende om dette anbringende i afgørelsen af 31. oktober 2000:
’
Ankestyrelsen finder, at Sorø
Kommune har givet korrekt klagevejledning, og således ikke har været
forpligtet til at oplyse om at det sociale nævn havde mulighed for at ændre
til skade for Dem som klager.
Begrundelsen for afgørelsen
om klagevejledning og nævnets kompetence er, at Sorø Kommunes klagevejledning
lever op til kravene i forvaltningslovens § 25, stk. 1, idet den angiver hvem
der skal klages til, proceduren, og tidsfristen på 4 uger. Der er ikke efter
loven
eller pkt. 141 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven,
yderligere krav til klagevejledningen, ligesom den forvaltningsretlige teori,
jf. kapitel 14 II C i
Hans Gammeltoft-Hansen
m.fl. ’Forvaltningsret’, heller ikke stiller yderligere krav til
klagevejledningen
end hvad der fremgår af ordlyden af forvaltningslovens § 25.
Begrundelsen er endelig, at
hverken Sorø Kommunes klagevejledning eller det sociale nævns handlemåde og
afgørelse kan siges at stride mod god forvaltningsskik.
Ankestyrelsen har herved lagt
vægt på, at spørgsmålet om klagevejledning, og nævnets sagsbehandling er
lovreguleret, hvorfor der er mindre rum til ulovbestemt krav til
forvaltningen.
Ankestyrelsen har også lagt vægt på, at der – som ovenfor anført –
heller ikke
i den forvaltningsretlige teori er argumenteret for yderligere krav til
klagevejledningen.
Ankestyrelsen har endvidere
lagt vægt på, at der ikke er offentliggjorte udtalelser fra
Folketingets Ombudsmand,
der kan støtte at kommunen og/eller det sociale nævn skulle have handlet i
strid med god forvaltningsskik.’
Forvaltningslovens § 25, stk.
1, er sålydende:
’§ 25.
Afgørelser, som kan påklages til anden
forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en
vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om
fremgangsmåden
ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke,
hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.’
Hverken i Justitsministeriets
Vejledning om forvaltningsloven, 1986, eller i den øvrige juridiske
litteratur
er der angivet krav til klagevejledningers indhold i henseende til
spørgsmålet
om hvorvidt den underordnede myndighed har pligt til at oplyse parten om
rekursmyndighedens kompetence til at ændre en begunstigende afgørelse.
Der findes heller ikke i
retssikkerhedsloven bestemmelser der angiver hvad en klagevejledning skal
indeholde.
Forvaltningslovens § 7, stk.
1, er sålydende:
’§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.’
Efter forvaltningslovens § 7,
stk. 1, skal en myndighed på forespørgsel, eller i øvrigt hvor der er særlig
anledning hertil, vejlede om spørgsmål der har betydning for partens
varetagelse af sine interesser under sagen, jf. f.eks. John Vogter,
Forvaltningsloven
med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 211.
Jon Andersen
anfører i Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 379ff, bl.a. følgende om
rækkevidden af myndighedernes vejledningspligt:
’Pligtens indhold er
vanskelig at fastlægge i detaljer. Den går næppe så vidt som til at give
egentlig
forhåndsbesked, jf.
FOB 1995.258*
,
endsige til at påtage sig konsulentarbejde for borgeren. Myndigheden er
derimod forpligtet til at udlevere eller beskrive allerede foreliggende
oplysninger
om relevant praksis, om ansøgningsprocedurer, om sikre fortolkningsresultater
af relevant lovgivning, dvs. myndighedens ’paratviden’ på området.
Det følger
imidlertid også af god forvaltningsskik at der gives vejledning i andre
tilfælde.
Pligten foreligger herefter når parten i en konkret sag der er eller vil
kunne
komme til behandling hos forvaltningsmyndigheden, udtrykkeligt anmoder om
oplysninger
vedrørende fortolkning og udfyldning af regelgrundlaget, og om praksis og
formalia som har klar betydning for partens varetagelse af sine interesser
under
sagen.
Der er endvidere
vejledningspligt når der i en sag foreligger omstændigheder som viser at
parten
er uvidende om relevante bestemmelser eller har misforstået reglerne.
Det forhold at en situation
er klart reguleret i lovgivningen, fritager ikke i sig selv myndigheden fra
at
vejlede en borger om retsstillingen.’
Under henvisning til at (A)
ikke i forbindelse med Sorø Kommunes afgørelse anmodede om nærmere
oplysninger
om rekursmyndighedens behandling af sagen, og til at der i øvrigt ikke ses at
have foreligget særlige omstændigheder på afgørelsestidspunktet der tydede på
at hun var uvidende om relevante bestemmelser eller havde misforstået
pensionslovens regler, finder jeg ikke at Sorø Kommune efter
forvaltningslovens
§ 7, stk. 1, eller som følge af god forvaltningsskik var forpligtet til at
oplyse (A) om nævnets kompetence.
Jeg har derfor ikke grundlag
for at kritisere at Den Sociale Ankestyrelse ikke fandt at Sorø Kommunes
klagevejledning var mangelfuld.
Imidlertid illustrerer denne
sag at en klage kan få en konsekvens for borgeren som denne ikke har
forudsætninger for at kende i forbindelse med at klagen indgives. Jeg mener
derfor at den løsning som også er fremlagt i sagen, og hvor borgeren i
forbindelse med klagemyndighedernes generelle orientering om sagsgangen,
herunder
det mulige udfald af sagen, gøres opmærksom på at myndighedens afgørelse kan
falde ud til skade for klageren, vil være i overensstemmelse med god
forvaltningsskik.
For at undgå den utilsigtede virkning at skræmme borgerne fra at klage mener
jeg at det vil være korrekt at oplyse at ændring til skade for klageren
– som
Ankestyrelsen i det bilag som advokat (C) har indsendt, også har orienteret
om
– kun sker yderst sjældent. Endvidere kunne det anføres at det kun sker
når afgørelsen
er ugyldig.
Jeg har gjort Den Sociale
Ankestyrelse og Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt bekendt med min
opfattelse.
Jeg har imidlertid ikke grundlag for at udtale min opfattelse i form af
kritik
af myndighederne. Jeg har bedt Den Sociale Ankestyrelse om at underrette mig
om hvad Ankestyrelsen foretager sig vedrørende dette spørgsmål.
Burde det sociale nævn inden
nævnet traf afgørelse, have orienteret (A) om at nævnet overvejede at ændre
afgørelsen til skade for hende?
Reglerne om hvornår en
myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed til at
fremkomme
med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i
forvaltningslovens
§ 19, stk. 1. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme
med
en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’
Efter bestemmelsen har en
myndighed således pligt til at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag
er i besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som
parten ikke kender eller ved indgår i afgørelsesgrundlaget. Det er endvidere
et
krav at oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for
sagens afgørelse.
Forvaltningsmyndigheden har
ansvaret for at oplyse sagen i tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne
skal bl.a. sikre at parten får lejlighed til at kontrollere
beslutningsgrundlaget
inden myndigheden træffer afgørelse. Eventuelle fejl eller tvivlsomme punkter
i
beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten, ligesom denne også på anden måde
får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal
endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse med de
berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler deres
sag.
Jon Andersen
har a.a., s. 517ff, bl.a. anført følgende om udtrykket ’oplysninger
vedrørende
sagens faktiske omstændigheder’:
’Kontradiktionspligten
omfatter kun ’oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder’. Sagens
juridiske elementer falder således udenfor. Sondringen som går igen i
forvaltningslovens § 12, stk. 2, og § 14, stk. 2, samt offentlighedslovens
§§ 6 og 11, peger på noget typisk, men rejser afgrænsningsproblemer.
Bevisfakta,
dvs. oplysninger der er af betydning for vurderingen af om et forhold
foreligger,
f.eks. om et barn har været udsat for mishandling, er omfattet af pligten.
Det
samme gælder oplysninger der beror på andre myndigheders eller særligt
sagkyndiges
kvalifikation af faktum, såsom om en vej er farlig, en person sindssyg, en
bygning bevaringsværdig osv. Til de faktiske oplysninger hører også
forudsigelser om hvorledes et faktisk forhold vil ændre sig, f.eks. prognoser
om et sygdomsforløb. Kun i visse tilfælde omfatter pligten myndighedens
bevisbedømmelse.
Et illustrerende eksempel på
grænsedragningen mellem faktum og den juridiske kvalifikation heraf er de
indhentede lægelige oplysninger i sociale pensionssager til brug for
vurderingen af ansøgernes erhvervsevne. Oplysningerne om sygdomsforhold er
utvivlsomt omfattet af § 19. Det gælder også en speciallæges bedømmelse
af erhvervsevnen på grundlag af helbredsoplysningerne. Derimod er
myndighedens
egen lægekonsulents bedømmelse af de foreliggende oplysninger (og navnlig
vurdering
af eventuelt indbyrdes (eksterne) modstridende lægeerklæringer) om
erhvervsevne ikke omfattet af partshøringspligten efter § 19, stk. 1, jf.
også
FOB 1990.216*, FOB 1997.286*
og
UfR 2000.1152 H.
Udtalelser eller vurderinger
fra en myndigheds eget personale indgår ikke i sagen som faktiske
oplysninger.’
På denne baggrund mener jeg
ikke at nævnet burde have partshørt (A) om nævnets overvejelser forinden
nævnet traf afgørelse – hverken i medfør af forvaltningslovens § 19
eller på
grundlag af de ulovbestemte retsgrundsætninger om partshøring.
Jeg mener heller ikke at
nævnet burde have orienteret (A) om sine overvejelser i medfør af
retssikkerhedslovens
§ 4.
Jeg har derfor ikke grundlag
for at kritisere at Den Sociale Ankestyrelse ikke fandt at det sociale nævn
burde
have partshørt (A) om at nævnet overvejede at ændre kommunens afgørelse til
skade for hende.
Jeg har således ikke grundlag
for at kritisere det sociale nævns afgørelse af 14. januar 2000 og Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse af 31. oktober 2000.
Afslag på fri proces
Efter at Den Sociale
Ankestyrelse havde truffet afgørelse i (A)’s pensionssag ansøgte advokat
(C)
Københavns Overpræsidium om fri proces mod Ankestyrelsen.
Den 26. januar 2001 meddelte
Statsamtet for Storstrøms Amt advokat (C) afslag på fri proces.
Advokat (C) påklagede
afgørelsen til Civilretsdirektoratet der den 24. august 2001 stadfæstede
statsamtets afgørelse. Civilretsdirektoratet meddelte samtidig advokat (C)
afslag på fri proces efter retsplejelovens § 331.
Ombudsmanden behandler klager
over den offentlige forvaltning og skal bedømme om myndigheder eller personer
der er omfattet af hans kompetence, handler i strid med gældende ret –
eller på
anden måde gør sig skyldig i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres
opgaver (§ 7, stk. 1, og § 21 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om
Folketingets Ombudsmand
).
På baggrund af det jeg har
anført om det sociale nævns og Ankestyrelsens afgørelser i (A)’s
pensionssag,
har jeg ikke grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets afgørelse af
24.
august 2001 om afslag på fri proces.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i anledning af advokat (C)’s henvendelse.”
NOTER: (*)
FOB 1990, s. 216,
FOB 1995, s. 258, og
FOB 1997. s. 286.
Lignende dokumenter
- Ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringens ændring af afgørelse til skade for klageren Retsinformation · 16. februar 2019
- Ankestyrelsens principafgørelse C-50-05 om tilbagebetaling - opsigelse af lån - udvidet støtte - automatisk transmission - reformatio in pejus - delafgørelse - bil Retsinformation · 11. juli 2013
- Fejlagtig meddelelse om tilkendelse af pension var ugyldig Ugyldighed/tilbagekaldelse af afgørelse Retsinformation · 1. marts 2005
- Sag om, hvorvidt sagsøger var berettiget til forlængelse af sygedagpenge Domsdatabasen · 2. januar 2023
- Klage over Bindende svar, om anvendelse af regelsættet i ligningslovens § 9D Landsskatteretten · 16. marts 2015
- Sag om berettigelse til visitation til fleksjob efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats og om forholdet mellem førtidspensions- og fleksjobsystemerne Domsdatabasen · 9. september 2009