Spring til indhold

Retsinformation

Ændring af udfaldet af førtidspensionssag til skade for klageren ("Reformatio in pejus")

FOU nr 2003.463UdtalelserFolketinget1. marts 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ændring af udfaldet af førtidspensionssag til skade

for klageren (”Reformatio in pejus”)

Det fremgik af sagen at A af

Sorø Kommune den 3. september 1999 blev tilkendt forhøjet almindelig

førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2. Kommunen begrundede

afgørelsen således:

”Begrundelse:

I diverse lægeerklæringer er

anført, at De har en mangeårig ryglidelse som gør at De skal undgå

rygbelastende erhverv. Der har været gentagne forsøg på revalidering til et

passende erhverv, men uden at De derved har opnået tilknytning til

arbejdsmarkedet.

På denne baggrund skønnes revaliderings- og aktiveringsmulighederne for

udtømte.

Klage:

De kan klage over afgørelsen

til Det Sociale Nævn. Hvis De vil klage, skal De inden 4 uger fra modtagelse

af denne skrivelse sende klagen til kommunen. Kan Sorø Kommune på baggrund af

væsentlige nye oplysninger give Dem helt eller delvis medhold i Deres klage,

får De meddelelse herom.

Hvis Sorø Kommune ikke finder

grundlag for at ændre afgørelsen, sendes Deres klage videre herfra til Det

Sociale Nævn i Vestsjællands Statsamt.”

Ved brev modtaget af Sorø

Kommune den 4. oktober 1999 klagede A over afgørelsen idet hun mente sig

berettiget til mellemste førtidspension.

Den 14. januar 2000 traf Det

Sociale Nævn for Vestsjællands Amt følgende afgørelse:

”

AFGØRELSE.

Læs alt

Efter beskrivelsen af Deres

helbredsmæssige forhold vurderer nævnet, at Deres lidelser ikke medfører så

svær invaliditet, at forudsætningen for at få tilkendt førtidspension er

opfyldt.

Nævnet ændrer således Sorø

Kommunes afgørelse og frakender den tilkendte pension med virkning fra

udgangen

af februar måned 2000 i medfør af lov om social pension § 14.

BEGRUNDELSE.

Nævnet har lagt vægt på, at

De siden barndommen har haft lette til moderate rygsmerter på grund af en

rygskævhed. Dertil kommer en moderat hovedpine, som kan være af

migrænelignende

karakter. Der er ikke konstateret en intellektuel reduktion efter whip-lash

læsionen, jævnfør den psykiatriske erklæring.

På denne baggrund finder

nævnet, også under henvisning til Deres alder, at Deres erhvervsevne ikke er

nedsat med ½ hverken af helbredsmæssige grunde eller i kombination med

sociale

omstændigheder.

Nævnet finder endvidere, at

De bør kunne bestride et ikke-rygbelastende arbejde med varierende

arbejdsstillinger.

Nævnet ændrer således Sorø Kommunes

afgørelse om tilkendelse af førtidspension.

SAGSFREMSTILLING.

Det fremgår af udtalelse fra

Revalideringsværkstedet (X) af 17. december 1993, vedlagt

helbredsundersøgelse

af 17. november 1993, at De havde et meget ringe fremmøde under opholdet. Det

er institutionens opfattelse, at De ikke var motiveret til at gennemføre

forløbet på (X).

Af lægeundersøgelsen fremgår,

at De har en betydelig rygskævhed og en svag rygmuskulatur med

muskelinfiltrationer. Der er subjektive gener, som ikke kan forklares ved de

objektive kliniske eller røntgenologiske fund. (B) fandt, at Deres

erhvervsevne

ikke var nedsat til halvdelen, samt at De burde kunne klare et ikke

rygbelastende arbejde med varierende arbejdsstillinger.

Det er endvidere anført, at

De sad roligt på en stol i 40 minutter under undersøgelsen.

I en psykiatrisk

speciallægeerklæring af 22. november 1996, der er udfærdiget elleve måneder

efter

Deres whip-lash læsion, er anført, at De ved undersøgelsen virkede psykisk

naturlig,

normalt begavet og ikke intellektuelt reduceret. Speciallægen konkluderer, at

De ikke har en psykisk lidelse, som kan forhindre revalidering eller medføre

en

førtidspension.

Læge (B) har i lægebrev af

19. februar 1998 anført, at De har en kronisk invaliderende rygskævhed, samt

følger efter en whip-lash læsion. Deres klager er typiske i form af såvel

smerter som hukommelsesbesvær.

I seneste generelle

helbredsundersøgelse fra Deres læge af 15. juni 1999 er anført, at Deres

henvendelser

til lægen først og fremmest har drejet sig om henvisninger til undersøgelser

og om smertestillende behandling.

Deres klager har specielt

været anfald af migrænelignende hovedpine, der især opstår ved belastning,

for

eksempel ved siddende stilling i mere end 15-25 minutter.

Lægen anfører, at vurderingen

af Deres funktionsevne først og fremmest bygger på Deres beskrivelse af

smerter

og gener ved blot lettere belastninger. Det er overordentligt vanskeligt at

objektivisere disse forhold. De enkelte konsultationer, der har været hos

lægen, har ikke kunne påvise udtalte tegn på smerter, ligesom en objektiv

undersøgelse blot har kunne afsløre de fund, der er angivet. Disse objektive

fund siger i sig selv intet om Deres oplevelse af smerter eller

funktionsevne.

Under undersøgelsen har De

siddet stille (ikke uroligt) under anamneseoptagelsen, der varede 45

minutter.

Ved sagens behandling har der

medvirket lægelig sagkundskab.

”

Ved brev af 25. januar 2000

klagede advokat C på vegne af A over nævnets afgørelse. I klagen anførte

advokat C at A principielt var berettiget til mellemste førtidspension,

subsidiært

forhøjet almindelig førtidspension. Advokat C skrev endvidere:

”

Det er min opfattelse, at Det

Sociale Nævn efter almindelige forvaltningsretlige principper ikke har været

berettiget til således uden videre at ændre Sorø Kommunes afgørelse til

ugunst

for min klient.

Der er intet i

klagevejledningen, der indicerer, at min klient ved at klage udsatte sig for

risiko

for at miste sin allerede tilkendte pension.

Min klient har således med

rette kunnet forvente, at afgørelsen om forhøjet almindelig førtidspension

under alle omstændigheder skulle stå ved magt.

”

Ved brev af 7. februar 2000

skrev advokat C bl.a. følgende til Den Sociale Ankestyrelse:

”I tilslutning til min

skrivelse af 25. januar d.å. tillader jeg mig at præcisere, at det centrale i

nærværende klagesag er den omtalte mangelfulde (misvisende) klagevejledning

fra

Sorø Kommune.

Derimod gøres det ikke

gældende, at det sociale nævn har savnet hjemmel til at fratage min klient

hendes pension.

Nævnet har utvivlsomt –

isoleret set – haft kompetence til at træffe en afgørelse af dette

indhold,

jvf. § 68 stk. 2 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område.

Det vidste min klient

imidlertid ikke og dette fremgår heller ikke af klagevejledningen. Havde min

klient kendt den foreliggende risiko, havde hun ikke anket til nævnet.

I så fald havde hun i dag

ubestrideligt været berettiget til den tilkendte pension.

I denne situation, hvor

kommunen har undladt at anføre fyldestgørende oplysninger om mulige

konsekvenser af klagen, er det min opfattelse, at nævnets afgørelse bør

ændres,

således at min klient fortsat anses for berettiget til forhøjet almindelig

førtidspension.

Det bemærkes, at min klient

herved frafalder sin tidligere ansøgning om mellemste førtidspension.”

Den 31. oktober 2000 traf Den

Sociale Ankestyrelse følgende afgørelse:

”

Ankestyrelsen finder, at Sorø

Kommune har givet korrekt klagevejledning, og således ikke har været

forpligtet

til at oplyse om at det sociale nævn havde mulighed for at ændre til skade

for

Dem som klager.

Ankestyrelsen finder også, at

Vestsjælland Statsamt, Det Sociale Nævn, ikke var forpligtet til på forhånd

at

orientere Dem om, at man overvejede at ændre den kommunale afgørelse til

skade

for Dem.

Ankestyrelsen finder

endeligt, at Vestsjællands Statsamt, Det Sociale Nævn, har truffet en korrekt

afgørelse, hvorfor De ikke er berettiget til forhøjet almindelig

førtidspension.

Ankestyrelsen har lagt til

grund, at det sociale nævn ifølge retssikkerhedslovens § 68, stk. 1 og 2,

ikke

er bundet af parternes påstand, og har hjemmel til at ændre en kommunal

afgørelse.

Der er ikke i bemærkningerne til loven, eller andre steder, anført noget der

kan indskrænke ordlyden af bestemmelsen, hvorfor nævnet også er berettiget

til

at ændre en påklaget afgørelse til skade for klager. Dette er i

overensstemmelse med det anførte i kapitel 21, pkt. D 3, i Hans

Gammeltoft-Hansen

m.fl. ’Forvaltningsret’, samt kapitel 5, pkt, IX.C i

’Forvaltningsret Almindelige

Emner’, af Ellen Margrethe Basse.

Begrundelsen for afgørelsen

om klagevejledning og nævnets kompetence er, at Sorø Kommunes klagevejledning

lever op til kravene i forvaltningslovens § 25, stk. 1, idet den angiver hvem

der skal klages til, proceduren, og tidsfristen på 4 uger. Der er ikke efter

loven eller pkt. 141 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven,

yderligere krav til klagevejledningen, ligesom den forvaltningsretlige teori,

jf. kapitel 14 II C i

Hans Gammeltoft-Hansen

m.fl. ’Forvaltningsret’, heller ikke stiller yderligere krav til

klagevejledningen end hvad der fremgår af ordlyden af forvaltningslovens

§ 25.

Begrundelsen er også, at der

ikke er regler i forvaltningsloven eller den sociale lovgivning, der

forpligter det sociale nævn til – i den situation hvor der sandsynligvis

vil

blive tale om en ændring til skade for klager – på forhånd at rette

henvendelse til klager.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at en sådan pligt ikke kan udledes af reglerne om partshøring i

forvaltningslovens

§§ 19ff., idet der i Deres tilfælde er tale om en ændret vurdering af

allerede

kendte faktiske oplysninger.

Ankestyrelsen har også lagt

vægt på, at en sådan pligt heller ikke kan udledes af retssikkerhedslovens §

4

om borgerens medvirken under sagens behandling, idet denne bestemmelse

hovedsageligt vedrører den kommunale sagsbehandling, og særligt muligheden

for at komme med oplysninger til sagen og blive orienteret om

sagsbehandlingsskridt

mv.

Begrundelsen er endelig, at

hverken Sorø Kommunes klagevejledning eller det sociale nævns handlemåde og

afgørelse kan siges at stride mod god forvaltningsskik.

Ankestyrelsen har herved lagt

vægt på, at spørgsmålet om klagevejledning, og nævnets sagsbehandling er

lovreguleret, hvorfor der er mindre rum til ulovbestemt krav til

forvaltningen.

Ankestyrelsen har også lagt vægt på, at der – som ovenfor anført –

heller ikke

i den forvaltningsretlige teori er argumenteret for yderligere krav til

klagevejledningen.

Ankestyrelsen har endvidere

lagt vægt på, at der ikke er offentliggjorte udtalelser fra

Folketingets Ombudsmand,

der kan støtte at kommunen og/eller det sociale nævn skulle have handlet i

strid med god forvaltningsskik.

Begrundelsen vedrørende

afgørelsen om førtidspension er, at der ikke foreligger dokumentation for

hverken en egentlig fysisk eller psykisk invaliditet, idet der ikke er

objektive

fund der kan forklare Deres ryggener og der er heller ikke beskrevet

symptomer

der tyder på en migrænelidelse. Det fremgår endvidere af psykiatrisk

speciallægeerklæring

af 22. november 1996 fra (D), at De ikke har en psykisk lidelse.

Der er således ikke

dokumenteret nogen væsentlig varig fysisk eller psykisk invaliditet, og der

ses heller ikke at foreligge særlige sociale forhold, der kan begrunde

tilkendelse

af pension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 2. Ankestyrelsen har

herved også taget Deres unge alder i betragtning.

”

Advokat C ansøgte herefter

Københavns Overpræsidium om fri proces mod Den Sociale Ankestyrelse. Bilagt

advokat C’s ansøgning var bl.a. udkast til stævning. Af stævningen

fremgår

bl.a.:

”ANBRINGENDER:

Ad reformatio in pejus.

Ankestyrelsen anser det for

utvivlsomt, at Ankestyrelsen og det sociale nævn har haft kompetence til at

ændre den indankede afgørelse til skade for klager, jfr. § 68 stk. 1 og 2 i

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Heroverfor gøres det

gældende, at den trufne afgørelse er i strid med grundlæggende

forvaltningsretlige

principper (forbudet mod reformatio in pejus) og at afgørelsen derfor bør

tilsidesættes som ugyldig, jfr. følgende:

Det er

ikke

i loven anført, at Ankestyrelsen og de sociale nævn kan ændre

afgørelsen

til skade for

klageren,

men alene, at afgørelsen kan gå ud på

ændring

af den afgørelse, der er klaget over, jfr. § 68 stk. 2.

Det fremgår heller ikke af

lovens forarbejder, at disse klageinstanser kan ændre til ugunst for

klageren.

Endvidere omfatter § 68

direkte kun sager, hvori optræder flere parter, jfr. udtrykket

’ parternes påstande’.

I nærværende sag er der tale

om kun én part – én adressat – og den indankede afgørelse kunne

ikke være

ændret ex officio af nævnet / styrelsen, jfr. lovens § 60 stk. 1, 2. pkt.

I denne situation antages det

i den forvaltningsretlige teori, at klageinstansen vel kan ændre afgørelsen,

men som hovedregel kun til klagerens fordel,

jvf. t.eks. Poul Andersen, ’Dansk Forvaltningsret’, 5. udg., side

538.

Endvidere kan styrelsen og

nævnet iflg. lovens § 69 kun under særlige omstændigheder efterprøve det

skøn,

der indgår i kommunens afgørelse og det bestrides, at sådanne særlige

omstændigheder foreligger i nærværende sag.

Til orientering om praksis i

sociale nævn i andre statsamter vedlægges skrivelse af 30. januar 2001 fra

Det

Sociale Nævn i Ringkøbing Amt samt skrivelse af 12. januar 2001 fra

Nordjyllands Amt, hvoraf fremgår, at disse nævn kun har ændret kommunens

afgørelser

i pensionssager i tilfælde, hvor pensionslovens betingelser ’helt klart

ikke

har været opfyldt.’

Ad klagevejledning.

Endvidere er det

Ankestyrelsens opfattelse, at der ikke i lovgivningen eller i andre

retskilder

er holdepunkter for at antage, at kommunen eller nævnet har været forpligtet

til at oplyse sagsøgeren om risikoen ved at anke.

Dette må vække forundring,

eftersom Ankestyrelsen selv informerer om risikoen for reformatio in pejus,

jvf. følgende passus i vedlagte brochure om sagsgangen i Ankestyrelsen:

’Afgørelsen i Deres sag kan

gå ud på:

at Ankestyrelsen ændrer

afgørelsen i nedadgående retning. Dette sker dog yderst sjældent.’

Endvidere fremgår det af

vedlagte Vejledning om sagsbehandlingen i Det Sociale Nævn i Københavns

Statsamt, at nævnets afgørelse i givet fald kan gå ud på ændring i op-

eller nedadgående retning.

Yderligere henvises til

vedlagte skrivelse af 22. januar 2001 fra Århus Statsamt, hvoraf fremgår, at

kommunerne er instrueret om at give oplysning om risikoen ved at anke.

Det er herefter sagsøgerens

opfattelse, at hun som hjemhørende i Vestsjælland Statsamt i hvert fald havde

ret til samme klagevejledning som borgerne i Københavns Statsamt og Århus

Statsamt.

Ad vildledning.

Endvidere gøres det gældende,

at sagsøgeren efter formuleringen af klagevejledningen med rette har kunnet

gå ud fra, at Det Sociale Nævn ikke kunne fratage hende den allerede

tilkendte

pension, men at nævnet alene kunne stadfæste Sorø Kommunes afgørelse eller

ændre den til hendes fordel.

Der henvises til følgende

passus:

’Hvis Sorø Kommune ikke

finder grundlag for at ændre afgørelsen, sendes Deres klage videre herfra til

Det Sociale Nævn i Vestsjællands Amt’

Da Sorø Kommune selvsagt kun

havde valget mellem at henholde sig til den allerede trufne afgørelse eller

at

ændre denne til gunst for sagsøgeren, måtte hun naturligt forstå denne passus

således, at nævnet ligesom kommunen kun kunne stadfæste eller ændre i hendes

favør.

Havde sagsøgeren kendt til

den foreliggende risiko, må det antages, at hun havde afstået fra at anke og

sagsøgeren havde i så fald i dag ubestrideligt været berettiget til sin

tilkendte pension.

På denne baggrund gøres det

gældende, at kommunens og nævnets ankevejledning har været behæftet med så

væsentlige mangler, at nævnets / ankestyrelsens afgørelse bør tilsidesættes

som ugyldig, således at Sorø Kommunes afgørelse af 3. september 1999, hvorved

sagsøgeren tilkendes forhøjet almindelig førtidspension, står ved magt.”

I forbindelse med Københavns

Overpræsidiums behandling af sagen om fri proces fremkom Den Sociale

Ankestyrelse med følgende udtalelse:

”

Ankestyrelsen kan i forhold

til de argumenter, der er anført i udkast til stævning, i det hele henvise

til

Ankestyrelsens afgørelse af 31. oktober 2000, som fastholdes ud fra følgende

betragtninger:

Det er utvivlsomt, at

kommunen har opfyldt kravene om klagevejledning i forvaltningslovens § 25.

Det er utvivlsomt, at det

sociale nævn har kompetence til at ændre til skade for klager, jf. § 68, stk.

1 og 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(lovbekendtgørelse

nr. 267 af 12. april 2000).

Der er ikke udtalelser,

hverken i den forvaltningsretlige teori, eller i offentliggjort

ombudsmandspraksis,

der kan støtte en øget klagevejledningspligt for kommunen, eller en pligt for

nævnet til på forhånd, at orientere om at man overvejer at ændre til skade

for

klageren.

På den baggrund, er der ikke

grundlag for at pålægge kommunen og/eller det sociale nævn, at handle

anderledes end de har gjort.

I forhold til advokatens

anbringende, om at hvis kommunen havde vejledt om at nævnet også kunne ændre

til skade for klager, så ville hun have søgt professionel rådgivning, der så

ville have rådgivet hende til at opgive klagen, skal Ankestyrelsen bemærke,

at

dette er helt spekulativt. Man må vel i øvrigt gå ud fra at (A) har ment sig

berettiget til mellemste førtidspension, hvad hun også har anført i sin klage

af 26. september 1999 over Sorø Kommunes afgørelse, hvorfor en eventuel

bemærkning om at nævnet kan ændre til skade for klager, næppe ville have haft

nogen betydning for hende.

I den forbindelse skal det

bemærkes, at en generel regel om at kommunen altid skulle anføre, at nævnet

havde mulighed for at ændre til skade for klager, måske ville kunne afholde

nogle mere ’skrøbelige’ eller ’svage’ personer fra at

klage over kommunale afgørelser.

”

Ved brev af 12. december 2000

til Overpræsidiet kommenterede advokat C Ankestyrelsens udtalelse. Advokat C

skrev bl.a.:

”Ad 1:

Det bestrides ikke, at

kommunen har opfyldt kravene i Forvaltningslovens § 25, men det gøres

gældende, at denne bestemmelse ikke er udtømmende, ligesom det fastholdes, at

kommunens klagevejledning – eller mangel på samme – in concreto var

egnet til

at vildlede min klient til at tro, at det var risikofrit at anke.

Ad 2:

Jeg er enig i, at det sociale

nævn har kompetence til reformatio in pejus, men det vidste min klient ikke

og det kunne og burde kommunen have indset.

Ad 3:

Dette er jeg enig i, men det

skyldes utvivlsomt, at problemet ikke har foreligget før, hvilket jeg har

fået

bekræftet ved en uformel (telefonisk) henvendelse til Ombudsmandens kontor.

Under denne samtale gav man

udtryk for en spontan forbløffelse over, at det kan gå så galt, som det

gjorde

i denne sag.

Hvis ikke min klient opnår

fri proces, agter jeg at indbringe sagen for Ombudsmanden.

At dette ikke allerede er

sket, skyldes, at Ombudsmanden ikke kan behandle sagen, såfremt den agtes

indbragt for domstolene.

Endvidere kan Ombudsmanden jo

ikke ændre Ankestyrelsens afgørelse, idet Ombudsmanden i givet fald kun kan

henstille, kritisere etc. hvorimod en domstolsafgørelse uden videre vil være

bindende

for sagens parter.

Med hensyn til det

anbringende, som Ankestyrelsen kalder spekulativt, bemærkes følgende:

Det er et konkret spørgsmål,

som det tilkommer domstolene at afgøre, hvorledes min klient må antages at

ville have handlet, hvis hun havde kendt til den foreliggende risiko.

Der er intet spekulativt

heri.

Efter min vurdering er det

fortsat det mest sandsynlige, at min klient med den rette viden ville have

afstået fra at anke. I så fald ville hun utvivlsomt have haft ret til sin

førtidspension i dag.

Heroverfor anfører Ankestyrelsen,

at det næppe ville have haft nogen betydning for min klient, hvis kommunen

havde nævnt de mulige konsekvenser af en anke overfor hende.

Her er det for resten

Ankestyrelsen selv, der er ’spekulativ’ – og tilmed temmelig

arrogant.

Imidlertid er pointen, at min

klient uden viden om nævnets kompetence ubestrideligt var afskåret fra at

foretage en afvejning af risikoen for at tabe sin pension mod chancen for en

forhøjelse af denne pension.

Klagevejledningen i kommunens

skrivelse er en standardformulering, som anvendes overalt i den offentlige

forvaltning og således også på områder, hvor klageinstansen ikke kan ændre

til

skade for klageren.

I det konkrete tilfælde har

min klient med rette kunnet læse vejledningen således, at nævnet kun kunne

tilkende

hende mellemste førtidspension eller stadfæste kommunens afgørelse.

I forbindelse med, at min

klient indgav sin klage må kommunen have indset, at min klient svævede i en

vildfarelse med hensyn til hendes muligheder for at opnå en forbedret

førtidspension

og med hensyn til den foreliggende risiko.

Ved ikke at oplyse min klient

om disse forhold, har kommunen tilsidesat sine pligter med hensyn til rigtig

klagevejledning.

Derfor bør min klient stilles

som om sagen ikke var anket.

Endelig anfører Ankestyrelsen,

at en generel regel, der medfører, at kommunen altid skal anføre at nævnet

har

mulighed for at ændre til skade for klageren ’ måske ville kunne

afholde nogle

mere ’skrøbelige’ eller ’svage’ personer fra at klage

over kommunale afgørelser’.

Dette synspunkt er intet

mindre end besynderligt.

Al erfaring viser jo, at de

svagest stillede hellere klager en gang for meget end en gang for lidt, men

alle borgere – også de svagest stillede – har vel krav på fuld og

klar besked

om en eventuel risiko for at miste ved at anke.

Men Ankestyrelsens synspunkt

dokumenterer klart behovet for en domstolsprøvelse af denne sag og de

principielle aspekter, den (også) rummer.”

Ved brev af 20. december 2000

fremkom Ankestyrelsen over for Københavns Overpræsidium med følgende

afsluttende bemærkninger:

”

Ankestyrelsen skal i den

anledning bemærke, at det naturligvis ikke har været Ankestyrelsens hensigt

at være arrogant.

Med hensyn til opgaverne for

de sociale nævn og Ankestyrelsen, henvises til vedlagte uddrag af

’Forvaltningsret – almindelige emner’, af Ellen Margrethe

Basse. Der henvises

særligt til side 314, hvorefter det er Ankestyrelsens opgave at træffe den

korrekte afgørelse, uanset de fremførte påstande i den konkrete sag.

”

Den 26. januar 2001 meddelte

Statsamtet for Storstrøms Amt afslag på fri proces.

Advokat C klagede over

afgørelsen til Civilretsdirektoratet som den 24. august 2001 stadfæstede

statsamtets afgørelse. Direktoratet skrev bl.a.:

”Vi ændrer ikke Statsamtets

afgørelse, fordi vi skønner, at De ikke kan vinde sagen.

Det er efter retsplejelovens

§ 330 blandt andet en betingelse for at give fri proces, at ansøgeren skønnes

at have rimelig grund til at føre proces. Det betyder sædvanligvis, at der

skal

være udsigt til at vinde sagen.

Vi skønner ikke, De har

udsigt til at få medhold i, at Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt ikke

havde kompetence til at ændre Sorø Kommunes afgørelse om førtidspension til

skade for Dem.

Vi har ved afgørelsen lagt

vægt på, at det fremgår af lov om social retssikkerhed § 68 stk. 1, at

Ankestyrelsen og de sociale nævn ikke er bundet af parternes påstande og er

uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag, og at

det fremgår af § 68, stk. 2, at Ankestyrelsen og nævnenes afgørelse kan gå ud

på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller

ændring

af den afgørelse, der er klaget over.

Efter vores opfattelse kan

det forhold, at det i kommunens afgørelse ikke var oplyst, at det sociale

nævn

ved behandling af en klage kunne ændre afgørelsen til skade for Dem, ikke

føre

til, at nævnets afgørelse må anses for at være ugyldig.

De har i brev af 12. december

2000 skrevet, at De mener, at sagen er principiel.

Vi har forstået dette som en

henvisning til retsplejelovens § 331.

Vi kan efter denne

bestemmelse give fri proces, når særlige grunde taler derfor, selv om

betingelserne

i lovens § 330 ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af

principiel

karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har en væsentlig

betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.

Uanset om sagen er af

principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, er det

imidlertid

efter fast praksis tillige en betingelse for at opnå fri proces, at ansøgeren

har i hvert fald en vis udsigt til at få medhold i sin påstand.

Det finder vi ikke er

tilfældet. Vi henviser i denne forbindelse til det ovenfor anførte vedrørende

vores vurdering af, om De har udsigt til at vinde sagen.”

Advokat C klagede til mig den

4. september 2001. I brevet skrev advokat C bl.a.:

”Med hensyn til sagens faktum

og den argumentation, der ligger til grund for nærværende klage, tillader jeg

mig at henvise til vedlagte udkast til stævning med bilag.

Mine klagepunkter er de

anbringender, der fremgår af stævningen.

Mere generelt skal jeg her

blot anføre følgende:

Min klient har haft en

berettiget forventning om, at hun efter Sorø Kommunes afgørelse havde et

egentligt og umisteligt retskrav på at modtage forhøjet almindelig

førtidspension

og efter klagevejledningen måtte hun få det indtryk, at det var risikofrit at

søge at opnå mellemste førtidspension.

Intet i klagevejledningen

antyder det mindste om risikoen ved anke. Der er end ikke henvist til

Retssikkerhedslovens § 68.

Hvis min klient havde kendt

til den foreliggende risiko, havde hun afholdt sig fra at klage og i denne

situation havde hun ubestrideligt haft ret til den tilkendte pension.

Endvidere anser jeg

Ankestyrelsens afgørelse for kritisabel på følgende punkter:

1.

I skrivelse af 4. december

2000 til Københavns Overpræsidium kalder Ankestyrelsen min argumentation for

’helt spekulativ’.

Samtidig – og nu er det vist

Ankestyrelsen, der er spekulativ, – anfører man, at eftersom min klient

anså

sig for berettiget til mellemste førtidspension, ville en bemærkning om, at

nævnet kan ændre til skade for klager, næppe have haft nogen betydning for

hende.

Denne form for argumentation

finder jeg er underlødig og unødigt krænkende over for min klient.

2.

I skrivelse af 20. december

2000 understreger Ankestyrelsen, at det er styrelsens opgave ’at træffe

korrekte afgørelser, uanset de fremførte påstande i den konkrete sag.’

Det samme kan også udtrykkes

således: At træffe korrekte afgørelser er det primære, hensynet til landets

borgere er det sekundære.

Et sådant knæfald for

forvaltningens effektivitet må – især når det sker inden for det sociale

område

– vække forundring.

Ankestyrelsen er åbenbart

fremmed over det humanistiske retsprincip:

Summum

jus – summa injuria.

3.

Endvidere anfører Ankestyrelsen,

at en generel regel, der pålægger kommunerne i en ankevejledning at påpege en

foreliggende risiko ikke er ønskværdig af hensyn til ’skrøbelige eller

svage

personer’, der i så fald kan tænkes at ville afholde sig fra at klage

over kommunale

afgørelser.

Jeg hører gerne, hvorvidt

denne holdning, som jeg finder formynderisk og bedrevidende, kan anses for

stemmende med god forvaltningsskik.

4.

Ankestyrelsen antog denne sag

til bedømmelse, fordi styrelsen anså sagen for principiel.

Det kan derfor undre, at

styrelsen i sin afgørelse rent ud blåstempler kommunens / nævnets

ankevejledning

– eller mangel på samme – i stedet for i det mindste at

tilkendegive, at oplysning

om ankerisikoen havde været om ikke retlig forpligtende, så dog

hensigtsmæssig,

således at lignende sager undgås i fremtiden.”

Den 29. oktober 2001 anmodede

jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse. Jeg bad Ankestyrelsen om

forinden at indhente en udtalelse fra det sociale nævn og Sorø Kommune.

Ved brev af 23. november 2001

henviste Sorø Kommune til kommunens breve af 4. oktober 1999 til det sociale

nævn og A og bemærkede at kommunen ikke havde yderligere tilføjelser.

Ved brev af 22. januar 2002

fremkom Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt med følgende udtalelse:

”

Nævnet skal oplyse, at man

ikke har været i tvivl om at nævnet har kompetence til at ændre en afgørelse

til skade for en klager, og nævnet har da også i flere tilfælde ændret 1.

instans

afgørelser i nedadgående retning.

Hjemmelen findes i

retssikkerhedslovens § 68 og vel også modsætningsvis i lov om social pension

§

14, stk. 7, hvorefter en pension efter pensionistens fyldte 60. år ikke kan

frakendes

eller nedsættes til lavere pension medmindre pensionisten samtykker.

Om nævnets eventuelle pligt

til at orientere klager om indstillingen til nævnet, skal henvises til

ankestyrelsens afgørelse af 31. oktober 2000, herunder at der – som

anført –

hverken i forvaltningslovens eller den sociale lovgivning findes regler der

forpligter det sociale nævn til på forhånd at rette henvendelse til klager i

en situation hvor der kunne blive tale om en ændring til skade for

klageren.”

Ved brev af 26. februar 2002

fremkom Den Sociale Ankestyrelse med følgende udtalelse:

”På baggrund af Deres brev af

29. oktober 2001 har Ankestyrelsen indhentet en udtalelse fra Sorø Kommune

(brev af 23. november 2001) og en udtalelse fra Statsamtet Vestsjælland (brev

af 22. januar 2002). Udtalelserne vedlægges.

Ankestyrelsen kan tilslutte

sig det anførte i de nævnte breve, og skal i øvrigt henvise til

Ankestyrelsens

afgørelse af 31. oktober 2000, der tager stilling til de af advokaten rejste

spørgsmål.

Specielt vedrørende det

sociale nævns og Ankestyrelsens vurdering af (A)’s ret til pension,

henvises

til erklæring af 22. november 1996 fra speciallæge i psykiatri (D), hvorefter

(A) ikke har nogen psykisk lidelse og der er således ikke noget psykiatrisk

grundlag for tilkendelse af pension. Der henvises også til generel

helbredsattest af 15. juni 1999, hvorefter (A) kunne sidde roligt og

naturligt

under samtalen på 45 minutter, og bevægede sig frit ved undersøgelsen. Som

anført i afgørelsen er der herudover lagt vægt på (A)’s unge alder.

Nævnet og Ankestyrelsen har

ikke overskredet kompetencen efter retssikkerhedslovens § 69. Der henvises

til

det anførte vedrørende de lægelige oplysninger. Endvidere henvises der til

Sociale Meddelelse P-34-00, hvorefter retssikkerhedslovens § 69 kun har en

særdeles begrænset betydning i sager om tilkendelse af førtidspension.

”

Ved brev af 4. marts 2002 sendte

jeg kopi af myndighedernes udtalelser til advokat C med henblik på eventuelle

bemærkninger.

Ved brev af 8. marts 2002

fremkom advokat C med følgende bemærkninger:

”

Dog ønsker jeg at fremhæve,

at de i Retssikkerhedsloven § 69 omtalte ’særlige omstændigheder’

efter min

opfattelse ikke foreligger i denne sag, således at nævnet og ankestyrelsen

har været uberettiget til at tilsidesætte kommunens skøn.

I SM P-34-00 anfører

Ankestyrelsen, at ’ at § 69 i Retssikkerhedsloven

kun har særdeles begrænset betydning i sager om tilkendelse af

førtidspension.’

Dette standpunkt, der er helt

uden lovhjemmel, udleder Ankestyrelsen af den omtalte Højesterets dom af 22.

december 1999, men – så vidt ses – med urette:

Højesteret fastslår, at der

må foreligge

et sikkert grundlag for at

domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension,

men dette kan jo ikke tages til indtægt for, at de sociale nævn og

ankestyrelsen herefter uanset § 69 kan efterprøve kommunens skøn.

Men det er ikke desto mindre

Ankestyrelsens – meget besynderlige – argumentation.”

Ved brev af 31. maj 2002

anmodede jeg Ankestyrelsen om at oplyse om Folketingets vedtagelse af

lovforslag nr. L 169 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område gav Ankestyrelsen anledning til eventuelle supplerende

bemærkninger.

Ved brev af 17. juni 2002

fremkom Ankestyrelsen med følgende bemærkninger:

”

Ankestyrelsen bemærker at

ændringen af retssikkerhedslovens § 69, blev gennemført ved lov nr. 401 af 6.

juni 2002. Det følger af § 2 i denne lov, at ’loven træder i kraft

den 1.

juli 2002, og finder anvendelse på afgørelser, der indbringes for det sociale

nævn eller Den Sociale Ankestyrelse denne dato eller senere’.

I den aktuelle sag har

kommunen truffet afgørelse den 3. september 1999, det sociale nævn har

truffet

afgørelse den 14. januar 2000, og Ankestyrelsen har truffet afgørelse den 25.

oktober 2000. Lovændringen har således ikke virkning for disse afgørelser,

hvorfor Ankestyrelsen ikke har supplerende bemærkninger.”

Ombudsmandens udtalelse

”Førtidspensionssagen

Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af dagældende lov om social

pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 med senere

ændringer. Loven indeholder følgende bestemmelser af betydning for sagen:

’§ 14.

Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der

i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.

Stk. 2.

Mellemste førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring

2/3, og

personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det

omfang, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan

tilkendes

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af

helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst

halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige

forhold, og

personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og

helbredsmæssige forhold taler for det.

Stk. 4.

Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig

førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til

personer over denne alder.

Stk. 5.

Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.

Stk. 6.

Alderen på det tidspunkt, hvor en førtidspensionssag

påbegyndes, eller hvor der er ansøgt om pension efter §§ 16 og 18, er

afgørende

for, hvilken pension der kan tilkendes. Er de øvrige betingelser for

tilkendelse først opfyldt på et senere tidspunkt, er det alderen på dette

tidspunkt,

der er afgørende for, hvilken pension der kan tilkendes.

Stk. 7.

Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens

samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. §

13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.

§ 15.

Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1

og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk

eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,

skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart

viser,

at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder,

er

varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter

§ 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes

helbredsmæssige forhold.

Stk. 2.

Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at

alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre

foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at

erhvervsevnen

ikke varigt kan forbedres.

Stk. 3.

Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er

nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den

pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes

kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere

virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med

lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages

hensyn

til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne

andre omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges

vægt.

Stk. 4.

Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen

af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at

have været fuldtidsbeskæftigede.’

Ved lov nr. 287 af 12. maj

1999 om ændring af lov om social pension blev pensionsalderen nedsat til 65

år for alle der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere.

Af vejledning nr. 66 af 10.

marts 1998 om social pension fremgår bl.a. følgende:

’56.

Pension kan tilkendes, hvis personens erhvervsevne er nedsat

på grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er

en betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig

nedsættelse af personens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen

til at forsørge sig selv ved arbejde.

Det er kommunen, der efter en

konkret vurdering beslutter, hvilke oplysninger, der er nødvendige til

belysningen af pågældende helbredsforhold. Det er endvidere kommunen, der

selvstændigt vurderer de helbredsmæssige oplysninger i relation til

førtidspensionssagen.

Kommunens bedømmelse

forudsætter, at pågældendes helbredsforhold er grundigt undersøgt og

velbeskrevet – typisk af en læge eller andre fagfolk. Bedømmelsen

forudsætter

desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den

erhvervsmæssige

funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke

helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk

må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.

At lidelse skal være varig

betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig

selv eller ved behandling.

I de fleste tilfælde indgår

den helbredsmæssige vurdering som et led i kommunens samlede skøn over

erhvervsevnens

nedsættelse. Pågældendes sociale og erhvervsmæssige forhold sammen med den

helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om der skal

tilkendes

højeste, mellemste eller (forhøjet) almindelig førtidspension på grund af

helbredsmæssige forhold.

En helbredsvurdering alene

kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens

nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig

erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste

førtidspension.

Der kan også tilkendes

pension, hvis erhvervsevnen er nedsat, uden at nedsættelsen alene skyldes de

helbredsmæssige forhold, altså når den skyldes kombinerede helbredsmæssige og

sociale forhold.

Der kan være tilfælde, hvor

årsagerne til erhvervsevnens nedsættelsen kun ved en meget vid fortolkning

kan

betegnes som invaliditet. Der kan også være tilfælde, hvor der ikke er en

sådan helbredssvækkelse, at den alene giver grundlag for at anse

erhvervsevnen

for nedsat med mindst halvdelen, men hvor det alligevel ud fra en samlet

bedømmelse er åbenbart, at pågældende ikke vil blive i stand til at forsørge

sig selv.’

Som det fremgår af ovennævnte

lovbestemmelser og til dels af vejledningen, kan forhøjet almindelig

førtidspension tilkendes personer i alderen fra 18 til 67 (nu 65) år hvis

erhvervsevnen

er nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.

Det myndighederne skal vurdere i førtidspensionssager, er således om

erhvervsevnen er nedsat på grund af invaliditet, og i givet fald hvor meget

den

er nedsat.

Som ombudsmand kan jeg kun i

begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på

særlig fagkyndig viden. På baggrund af min manglende lægefaglige viden kan

jeg således ikke foretage en selvstændig vurdering af de lægelige udtalelser.

Jeg har ikke – som domstolene – mulighed for i forbindelse med en

egentlig

bevisførelse med vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en

nærmere selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige

betydning

for vurderingen af (A)’s arbejdsevne.

Myndighederne bygger i vidt

omfang også deres afgørelser af om betingelserne for at blive tilkendt

forhøjet

almindelig pension er opfyldt, på en vurdering af (A)’s funktionsniveau

set i

forhold til erhvervsevnen. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger

for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre

måde end Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt og Den Sociale Ankestyrelse

der

beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Jeg har derfor koncentreret

min undersøgelse om spørgsmålet om hvorvidt klageinstanserne – når alene

parten har påklaget en afgørelse og i den anledning har påstået sig tildelt

en

højere ydelse – kan ændre til skade for den pågældende (reformatio in

pejus).

I den forbindelse har jeg

undersøgt om Sorø Kommunes klagevejledning var mangelfuld, og om det sociale

nævn burde have partshørt (A) om at nævnet overvejede at ændre kommunens

afgørelse til skade for hende.

Reformatio in pejus

Retssikkerhedslovens (lov nr.

540 af 21. juli 1998 med senere ændringer) §§ 68 og 69 var på

afgørelsestidspunktet

sålydende:

’§ 68.

Ankestyrelsen og de sociale nævn er ikke bundet af parternes

påstande og er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den

enkelte

sag.

Stk. 2.

Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på

afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den

afgørelse, der er klaget over.

§ 69.

Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger

særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse

truffet

af kommunen eller amtskommunen.’

Af Socialministeriets

vejledning af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område fremgår bl.a. følgende om § 69:

’201.

Med formuleringen af § 69 er den hidtidige regel i

bistandslovens § 15, stk. 5, ført videre, dog således, at § 69 sprogligt

bedre

udtrykker den praksis, som de sociale klagemyndigheder faktisk anvender, når

de skal bedømme og efterprøve skøn, som indgår i de afgørelser, som de

sociale

myndigheder træffer.

Der er ofte en vis usikkerhed

med hensyn til, hvad en skønsmæssig afgørelse er, og hvordan de sociale

klagemyndigheder, ombudsmanden og domstolene efterprøver skønsmæssige

afgørelser. I det følgende skal det beskrives, hvad skønsmæssige afgørelser

er, og hvordan disse efterprøves.

202.

Begrebet skøn stilles i forhold til ret eller retsanvendelse.

Retsanvendelse bruges, når det direkte følger af loven, at bestemte

betingelser (retsfaktum) er knyttet sammen med en bestemt rettighed eller

forpligtelse (retsfølge). Et eksempel er, at det følger af pensionsloven, at

en

person, der fylder 65 år (retsfaktum), efter ansøgning har ret til

folkepension (retsfølge). Der er i sådanne tilfælde ikke tvivl om retsfaktum,

og retsfølgen er beskrevet i loven som beløb pr. måned i grundbeløb og evt.

tillæg, når betingelserne herfor er opfyldte.

203.

Skøn anvendes, når bestemmelsen i loven ikke angiver en

bestemt retsfølge af retsfaktum, der også kan være beskrevet i brede

vendinger.

Det følger af aktivlovens §

81, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en

person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis pågældendes egen

afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes

og familiens muligheder for i fremtiden at kunne klare sig selv. Denne

bestemmelse beskriver en række betingelser, for at en borger har ret til

hjælp.

Da betingelserne ikke er objektivt angivet, betyder det, at loven har

overladt

myndigheden et spillerum, inden for hvilket den kan vælge mellem en eller

flere afgørelser.

Et andet eksempel er

aktivlovens § 11, stk. 2, hvorefter det er en betingelse for at få

kontanthjælp

eller aktivering, at modtageren har været ude for ændringer i sine forhold.

Der er i regelen nævnt nogle typer af ændringer – sygdom, arbejdsløshed

eller

samlivsophør – men disse er ikke udtømmende. Myndigheden skal altså i

den

konkrete sag påse, om der er andre ændringer, som kunne berettige til

kontanthjælp/aktivering.

204.

Det er karakteristisk for regler, der indeholder et eller

flere skønsmæssige elementer, at de er udformet på den måde, fordi

bestemmelsen skal kunne samle op på situationer, som lovgiver ikke på forhånd

har kunnet eller ønsket at beskrive udtømmende. Det er hensigten, at når

myndigheden

står med de konkrete sager, så skal der – efter et konkret skøn –

være mulighed

for at hjælpe den enkelte og familien.

205.

At en afgørelse bygger på et skøn – eller at der som et led i

afgørelsen indgår et eller flere skønsmæssige elementer – betyder ikke,

at

afgørelsen ikke kan efterprøves af klagemyndighederne, ombudsmanden eller

domstolene. Såvel domstolene som ombudsmanden efterprøver skønsmæssige

afgørelser, og efter grundlovens § 63 kan domstolene påkende ethvert

spørgsmål

om øvrighedsmyndighedens grænser. Det betyder, at der er domstolskontrol med

forvaltningen også, når forvaltningen udøver et skøn.

Domstolene og ombudsmanden

har i deres praksis fastlagt, hvad der indgår i deres prøvelse, når der

indgår

skøn i reglen. Udgangspunktet for efterprøvelsen er, om skønnet er lovligt.

Heri indgår navnlig, om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der er

inddraget ulovlige kriterier, om myndigheden har foretaget en konkret

individuel

afvejning af sagens omstændigheder, og om lighedsgrundsætningen – at

ensartede tilfælde er behandlet ens – er fulgt.

I praksis er der forskel på

domstolenes og ombudsmandens efterprøvelse, idet ombudsmanden typisk ikke

efterprøver den del af en afgørelse, der hviler på en fagkyndig vurdering, fx

en lægelig vurdering, mens domstolene også efterprøver fagkyndiges

vurderinger.

De sociale klageinstansers

muligheder for at efterprøve og i givet fald tilsidesætte et skøn udøvet af

en

kommune eller en amtskommune svarer til den praksis, som domstolene har lagt

med hensyn til efter grundlovens § 63 at efterprøve øvrighedsmyndighedens

grænser, dvs. i hvilket omfang domstolene efterprøver forvaltningsafgørelser.

Efterprøvelsen består i at

konstatere, om myndigheden overhovedet har foretaget et skøn og fx ikke bare

anvendt interne retningslinier uden at vurdere sagen konkret. I

efterprøvelsen

indgår også, om sagens faktiske omstændigheder er korrekt beskrevet, om

sagsbehandlingsreglerne (forvaltningsloven m.m.) er fulgt, om ensartede

tilfælde er behandlet ens (lighedsgrundsætningen), om der eventuelt er taget

hensyn til ulovlige kriterier, og om hensynene er prioriteret i

overensstemmelse

med almindelige retsprincipper. De sociale nævn og Ankestyrelsen

tilsidesætter

endvidere åbenbart urimelige skønsmæssige afgørelser, og på samme måde som

domstolene efterprøver de sociale nævn og Ankestyrelsen også og tilsidesætter

i givet fald sagkyndiges vurderinger.’

Af forarbejderne til

retssikkerhedsloven (jf. Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, s. 4874ff)

fremgår bl.a. følgende:

’6.3. Ankemyndighedernes adgang til at efterprøve

skønsmæssige afgørelser

I forslaget til § 69

formuleres en generel regel om det sociale nævns og Ankestyrelsens mulighed

for i sociale sager at efterprøve de dele af en afgørelse, som bygger på et

skøn.

Der er i dag i bistandslovens

§ 15, stk. 5, en regel, som siger, at de sociale ankenævn og Ankestyrelsen

kun

kan tilsidesætte en kommunal skønsmæssig afgørelse, hvis skønnet er ulovligt

eller åbenbart urimeligt. Denne bestemmelse trådte i kraft den 1. januar

1992.

I de øvrige sociale love, fx

pensionsloven, findes der ikke en tilsvarende lovregel om klagemyndighedens

adgang til at efterprøve skønnet.

Kontanthjælpsudvalgets rapport fra september

1994

Betydningen af reglen i

bistandslovens § 15, stk. 5, har været behandlet i den første rapport fra

Socialministeriets Kontanthjælpsudvalg.

I denne rapport redegøres der

for, at Ankestyrelsens praksis ved bedømmelsen af skønsmæssige afgørelser har

taget udgangspunkt i synspunkter, der svarer til den forvaltningsretlige

teori. Ankestyrelsen efterprøver således selve sagsbehandlingen,

sagsoplysningerne og det juridiske grundlag. Ankestyrelsen efterprøver også

de

kriterier, som kommunen har lagt til grund, herunder også hvordan disse er

prioriteret og vægtet. Ankestyrelsen påser også, at lighedsgrundsætningen

ikke

er tilsidesat, og at der ikke ved afgørelsen forfølges ulovlige formål.

Kontanthjælpsudvalget

konkluderede, at den måde, som Ankestyrelsen efterprøver skønsmæssige

afgørelser ud fra reglen i bistandslovens § 15, stk. 5, svarer til den

efterprøvelse, som domstolene og ombudsmanden foretager af skønsmæssige

afgørelser.

På baggrund af bl.a.

Ankestyrelsens praksis på området ville udvalget ikke foreslå bestemmelsen

ophævet. Udvalget konstaterede, at der har været usikkerhed om rækkevidden af

bestemmelsen. Der var ifølge udvalget forhold, der pegede på, at nævnene

havde

følt sig begrænset i deres kompetence til at gå ind i de kommunale afgørelser

og dermed været tilbageholdende hermed, uanset at afgørelserne ikke

udelukkende beroede på et skøn.

Udvalget foreslog derfor, at

der blev udsendt en vejledning om de forvaltningsretlige begrænsninger i

skønsudøvelsen, og at en sådan vejledning rettede sig mod både de kommunale

myndigheder og klageinstanserne.

Domstolenes og ombudsmandens praksis

Det er i grundlovens § 63

bestemt, at domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om

øvrighedsmyndighedens grænser, dvs. at der er domstolskontrol med

forvaltningen

også, når forvaltningen udøver et skøn.

Rækkevidden af denne

bestemmelses betydning er fastlagt gennem domstolenes praksis og fx i den

måde, som Ombudsmanden vurderer de skønsmæssige dele i de sager, som

ombudsmanden

behandler.

Praksis er, at når der i en

afgørelse indgår skøn, så efterprøver domstolene og Ombudsmanden om den

myndighed, hvis afgørelse er til bedømmelse, har udøvet skønnet lovligt.

Heri indgår navnlig, om

sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der eventuelt er taget hensyn

til ulovlige kriterier, om myndigheden har foretaget en konkret individuel

afvejning af sagens omstændigheder, og om lighedsgrundsætningen er fulgt.

Endvidere efterprøves skønsmæssige afgørelser mere intenst, jo mere

indgribende en beslutning er. Et eksempel på en indgribende beslutning er

forældres samvær med et barn, der er anbragt uden for hjemmet. Der kan i

disse

tilfælde være flere grunde til at gå længere ind i bedømmelsen end i andre

typer af sager.

I praksis er der dog en

forskel på den måde, som Ombudsmanden og domstolene efterprøver skønnet på,

idet Ombudsmanden typisk ikke efterprøver den del af afgørelserne, som bygger

på en rent fagkyndighed vurdering, fx lægelige vurderinger i sager om

førtidspension.

Ankestyrelsen og de sociale

ankenævn forholder sig ligesom domstolene selvstændigt til lægelige

skønsmæssige vurderinger, som derfor ikke uden videre lægges til grund,

uanset

de indgår i en skønsmæssig vurdering.

Forslaget til formulering af § 69

Som beskrevet af

Kontanthjælpsudvalget, har der efter indførelsen af bistandslovens § 15, stk.

5, hersket en vis usikkerhed med hensyn til prøvelsen af skøn.

Som led i gennemskrivningen

af de administrative bestemmelser og klagereglerne stilles der derfor forslag

om at tydeliggøre klagemyndighedernes prøvelse af skønnet i selve loven i

stedet for, som foreslået af Kontanthjælpsudvalget, at udsende en vejledning.

Forslaget til § 69 om

ankemyndighedernes adgang til at efterprøve skønnet er formuleret således, at

gældende ret videreføres, således som denne er fastlagt af domstolenes og

Ombudsmandens praksis m.v.

Det ville være særdeles

uhensigtsmæssigt, hvis den sociale lovgivning indrettes således, at de

sociale

klageorganers mulighed for at efterprøve skønsmæssige afgørelser er begrænset

i forhold til domstolene eller Ombudsmanden. En konsekvens af en sådan

retstilstand

ville være, at borgerne for at være sikre på, at deres sag blev efterprøvet

fuldt ud, ville være nødt til at indbringe deres klage til domstolene.

Dette ville oplagt være

uhensigtsmæssigt, og som det fremgår af ovenstående, er dette da heller ikke

gældende ret. Det gælder også praksis efter bistandslovens § 15, stk. 5.

Det foreslås derfor, at bestemmelsen også får virkning for de andre sociale

love.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 68

Bestemmelserne om nævnenes og

Ankestyrelsens uafhængighed er en videreførsel af § 17, stk. 1, i den sociale

styrelseslov og § 1, stk. 3, samt § 9 i lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Spørgsmålet om

klageinstansernes uafhængighed af instruktioner i den enkelte sags afgørelse

samt mulighed for at vælge den mest rigtige afgørelse, selv om den måtte gå

modtageren

af hjælp imod, er senest behandlet i forbindelse med vedtagelsen af

L 448

af 1. juni 1994.

Til § 69

Bestemmelsen om begrænsningen

i klageinstansernes efterprøvelse af kommunale skønsmæssige afgørelser er

delvis en videreførsel af den hidtidige regel i bistandslovens § 15, stk. 5.

Der henvises til de

almindelige bemærkninger afsnit 6.3.’

Under Folketingets behandling

af lovforslaget stillede Socialudvalget spørgsmål til ministeren som udvalget

under udvalgsbehandlingen modtog svar på. Der fremgår således følgende af

udvalgsbetænkningen (jf. Folketingstidende 1996- 97, Tillæg B, s. 1182):

’Spørgsmål 6:

Vil ministeren redegøre for,

hvorvidt der er tale om en stramning i bestemmelsen om Ankestyrelsens og de

sociale nævns beføjelser i forhold til efterprøvning af skøn i forhold til

nugældende regler, jf. § 69, og om årsagerne til ændringen?

Svar:

Efter § 69 i forslaget til

lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan de sociale

nævn og Ankestyrelsen kun, når der foreligger særlige omstændigheder,

tilsidesætte det skøn, der indgår i en kommunal eller amtskommunal afgørelse.

Bestemmelsen er en

videreførelse af den hidtidige bestemmelse i bistandslovens § 15, stk. 5. Den

ændrede formulering er alene en sproglig modernisering.

Med placeringen i forslaget

bliver bestemmelsen imidlertid generel for den sociale lovgivning.

Bistandslovens § 15, stk. 5,

blev indført pr. 1. januar 1992. En tilsvarende bestemmelse fandtes i

forretningsordenen for de tidligere amtsankenævn.

Erfaringerne viser, at

bestemmelsen har givet anledning til misforståelser og tvivl om rækkevidden

både hos klageinstanserne, kommunerne og borgerne.

I det følgende beskrives,

hvad en skønsmæssig afgørelse er, hvordan domstolene og Ombudsmanden under

alle omstændigheder efterprøver skønsmæssige afgørelser, og Ankestyrelsens

efterprøvelse af kommunale, skønsmæssige afgørelser.

Ankestyrelsen

Bestemmelsen i § 69 i

forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

går

ud på at beskrive den efterprøvelse, som altid kan finde sted ved domstolene

og

hos Ombudsmanden, og som også har givet sig udslag i Ankestyrelsens praksis.

Ankestyrelsen og dermed

ankeinstanserne kan således ikke afstå fra at efterprøve, om rammerne for

skønnet opfylder lovgivningens krav til sagsbehandlingen, uanset bestemmelsen

i

§ 69.

Ankeinstansens efterprøvelse

består for det første i at konstatere, om myndigheden overhovedet har

foretaget et skøn og ikke bare anvendt interne retningslinjer uden at vurdere

sagen konkret. I efterprøvelsen indgår endvidere, om sagens faktiske

omstændigheder er korrekt beskrevet, om sagsbehandlingsreglerne

(forvaltningsloven

m.m.) er fulgt, om ensartede tilfælde er behandlet ens

(lighedsgrundsætningen),

om der eventuelt er taget hensyn til ulovlige kriterier, og om hensynene er

vægtet

og prioriteret korrekt.

Efterprøvelsen drejer sig

således om at efterprøve, om reglerne om sagsbehandlingen er fulgt, for

sagsbehandlingsreglernes formål er, at myndigheden kan nå frem til den

rigtige

afgørelse.

De sociale ankeinstanser vil

(ligesom Ombudsmanden og domstolene) under alle omstændigheder, og uanset

bestemmelsen i § 69, efterprøve afgørelsen som beskrevet ovenfor.

De sociale ankeinstanser kan

derudover ligesom domstolene gå et skridt videre, idet de også vurderer

sagkyndige udtalelser som f.eks. lægeerklæringer, i modsætning til

Ombudsmanden.

Da Ankestyrelsens praksis

vedrørende efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser følger domstolenes og

Ombudsmandens praksis samt de almindelige forvaltningsretlige regler –

uanset

bestemmelsen i § 69 – foreslås det, at bestemmelsen gælder for hele den

sociale

lovgivning. Der er således ikke herved tilsigtet en ændring af hidtidig

praksis.

Jeg kan i den forbindelse

oplyse, at jeg agter at anmode Ankestyrelsen om at foretage en opfølgning på

ankeinstansernes anvendelse af bestemmelsen og efter en 2- årig periode at

komme med en redegørelse.’

I ’Bemærkninger til de

enkelte bestemmelser’ blev der som anført ovenfor henvist til

forarbejderne

til lov nr. 448 af 1. juni 1994 (om ændring af lov om social pension, lov om

social bistand og den sociale styrelseslov m.v. (Tilkendelseskompetence

m.v.))

vedrørende ’klageinstansernes uafhængighed af instruktioner i den

enkelte sags

afgørelse samt mulighed for at vælge den mest rigtige afgørelse, selv om den

måtte gå modtageren af hjælp imod’. Ved nævnte lov blev der indsat

følgende

bestemmelse i den dagældende pensionslov:

’§ 50 b.

Såfremt Ankestyrelsen ændrer det sociale ankenævns eller

revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse til ugunst for ansøgeren, træffer

Ankestyrelsen samtidig beslutning om tidspunktet for bortfald eller ændring

af ydelsen.

Stk. 2.

En ydelse, der er udbetalt på grundlag af en afgørelse, kan

dog ikke kræves tilbagebetalt for perioden før den ændrede afgørelse,

medmindre

betingelserne i §§ 42 og 43 er opfyldt.’

Af forarbejderne til loven

fremgår bl.a. følgende (jf. Folketingstidende, 1993-94, Tillæg A, sp.

8471f

):

’Ændring til ugunst for borgeren

Efter § 9 i lov om Den

Sociale Ankestyrelse kan Ankestyrelsens afgørelser gå ud på afvisning,

stadfæstelse, ophævelse eller ændring af den påklagede afgørelse, og

Ankestyrelsen er ikke bundet af parternes påstande. Dette indebærer, at Den

Sociale Ankestyrelse kan træffe en hvilken som helst afgørelse, der må

betragtes som den rigtige i den konkrete situation, selv om klageren måtte

ønske en anden afgørelse. Det må nok antages, at de forskellige muligheder

for

en afgørelse, som Den Sociale Ankestyrelse har, næppe indeholder andet, end

hvad der måtte være gældende efter almindelige forvaltningsretlige

principper.

I de tilfælde, hvor Den

Sociale Ankestyrelse finder, at betingelserne for at modtage en social ydelse

ikke er til stede, forslås det, at Ankestyrelsen samtidig med, at der træffes

en afgørelse til ugunst for borgeren, træffer afgørelse om tidspunktet for

bortfald eller ændring af ydelsen. Tilsvarende foreslås det præciseret, at

Ankestyrelsen ved afgørelse om støtte til erhvervelse af motorkøretøj

samtidig

træffer afgørelse om bortfald af et eventuelt bevilget og udnyttet lån.

Endelig foreslås det, at Den Sociale Ankestyrelses hidtidige praksis om, at

en

ydelse, der senere frakendes, alene kan kræves tilbagebetalt, hvis

lovgivningens

almindelige betingelser er opfyldt, lovfæstes.’

Ved lov nr. 401 af 6. juni

2002 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område blev formuleringen af § 69 ændret således at ordlyden nu er følgende:

’§ 69.

Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan efterprøve retlige

spørgsmål.’

Loven trådte i kraft den 1.

juli 2002 og finder anvendelse på afgørelser der indbringes for det sociale

nævn eller Ankestyrelsen denne dato eller senere – altså efter at

(A)’s sag

var afgjort.

Af bemærkningerne til

lovforslaget (jf. Folketingstidende 2001-2002 (2. samling), Tillæg A, s.

4399f

) fremgår det at formålet med

ændringen er at præcisere reglerne om hvad det er nævnene og Ankestyrelsen

efterprøver, således at bestemmelsens formulering svarer til hensigten bag

den

tidligere gældende bestemmelse. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår

endvidere følgende:

’

Der er sket en udvikling i

opfattelsen af domstolenes efterprøvelse i retning af en mere og mere

intensiv

prøvelse. Det er vigtigt, at grundlaget for prøvelsen i det sociale

ankesystem

præciseres, så det følger denne udvikling i domstolenes praksis. Dette sker

ved at foreslå, at efterprøvelsen omfatter retlige spørgsmål. Det vil sige,

at

de sociale klageinstansers bedømmelsesgrundlag skal være gældende ret. Derved

bliver prøvelsens omfang styret af samme retlige principper, som domstolene

anvender. Forslaget medfører derfor ikke ændringer af gældende ret.

Baggrunden for forslaget

Den nuværende formulering af

§ 69: ’Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger

særlige

omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af

kommunen eller amtskommunen’, gav allerede efter bestemmelsens

ikrafttræden

anledning til tvivl om bestemmelsens rækkevidde. Det blev således fremført af

blandt andet flere brugerorganisationer, at flere kommuner opfattede

bestemmelsen således, at visse sager på grund af deres ’skønsmæssige

karakter’

ikke kunne klagebehandles og at kommunerne videregav denne opfattelse i deres

klagevejledning til borgerne. Ankestyrelsen blev derfor bedt om at foretage

en

opfølgning på ankeinstansernes anvendelse af § 69. Resultatet af denne

opfølgning

forelå i august 2000.

Ankestyrelsens undersøgelse

viser, at flere kommuner og ankeinstanser fortolker formuleringen i § 69 som

en skærpelse af begrænsningen i ankeinstansernes mulighed for at efterprøve

og

tilsidesætte skønnet, selv om dette ikke er hensigten med bestemmelsen.

Ankestyrelsen anfører i

redegørelsen, at det ikke kan afvises, at formuleringen har medført en

kommunal

forventning om, at ankeinstanserne vil være mere tilbageholdende med at

efterprøve skønnet i forhold til praksis efter den tidligere bestemmelse i

bistandsloven, som § 69 er en videreførsel af. Dette viser sig i praksis ved,

at kommuner i øget omfang synes at påberåbe sig § 69 over for ankeinstanserne

– også når det drejer sig om ikke-skønsmæssige afgørelser.

Nærmere om prøvelsens omfang

Forarbejdernes beskrivelse af

disse prøvelsesmomenter er i realiteten et udtryk for, at det har været

lovgivers intention, at ankeinstanserne skal foretage en retlig efterprøvelse

af skønsmæssige afgørelser.

Det foreslås derfor, at det

fremgår direkte af bestemmelsen, at de sociale nævn og Den Sociale

Ankestyrelse kan efterprøve retlige spørgsmål. På denne baggrund fremsættes

forslag

til en ændret formulering af § 69, således at ordlyden harmonerer med

lovgivers intention med bestemmelsen.

Den foreslåede præcisering af

prøvelsesretten indebærer, at kommunernes og amtskommunernes ret til at

fastlægge serviceniveauet fortsat respekteres.

Det skal bemærkes, at der

sjældent i de bestemmelser, der giver myndigheden mulighed for at tale om et

skøn, er tale om et ’frit skøn’, men om et retligt bundet skøn. Ved

et retligt

bundet skøn forstås, at loven angiver en vis ramme for forvaltningens

administration af bestemmelsen. Når der i loven er angivet en vis ramme for

bestemmelsens

anvendelse, er der også dermed angivet en vis binding i administrationen af

bestemmelsen med hensyn til, hvilke momenter der skal inddrages i

vurderingen,

og det vil bero på fortolkning, hvor langt denne binding rækker. Skønsmæssige

bestemmelser er således overvejende retligt normerende, og afgørelsen vil

derfor være undergivet en intensiv retlig efterprøvelse.

Begrænsningen af de sociale

ankeinstansers prøvelse til retlige spørgsmål medfører en begrænsning af

instansernes adgang til at ændre en påklaget afgørelse til skade for

borgeren.

Formelle mangler vil således som hovedregel ikke kunne føre til annullation

af

begunstigende afgørelser.

Begunstigende afgørelser, der

lider af hjemmelsmangler, må endvidere i en vis udstrækning opretholdes, hvis

borgeren har været i god tro, og der i øvrigt foreligger momenter, der taler

for at respektere borgerens indrettelse på at kunne fastholde begunstigelsen.

Der kan fortsat ske ændringer til skade for borgeren, men kun når

betingelserne

for at statuere ugyldighed er opfyldt.

’

Af Socialministeriets brev af

15. maj 2002 til samtlige kommuner, amtskommuner og sociale nævn fremgår

bl.a.

følgende:

’Orientering om ændring af lov om retssikkerhed

og administration på det sociale område – grundlaget for efterprøvelse

af

afgørelser på det sociale område (§ 69)

Ændring til skade for borgeren

Det præciseres i

lovbemærkningerne, at det er den almindelige forvaltningsretlige

retsgrundsætning

om ugyldighed, der regulerer de sociale klageinstansers mulighed for at ændre

en begunstigende afgørelse til skade for borgeren.

Efter denne retsgrundsætning

kan en afgørelse kun ændres til skade for borgeren, når betingelserne for at

statuere ugyldighed er opfyldt. Betingelserne for at statuere ugyldighed er

opfyldt, når der foreligger en retlig mangel, der er væsentlig og der må ikke

være momenter, der taler for at opretholde afgørelsen, uanset at de to første

betingelser er opfyldt.’

Som det fremgår af

forarbejderne til den ændrede formulering af retssikkerhedslovens § 69,

medfører den nye formulering ingen ændringer af gældende ret. Det fremgår

endvidere af forarbejderne at der kan ske ændring til skade for en borger,

men

kun når betingelserne for at statuere ugyldighed er opfyldt.

Det fremgår af

retssikkerhedslovens § 68 at ankeinstanserne ikke er bundet af parternes

påstande, og at deres afgørelse kan gå ud på bl.a.

ændring

af den afgørelse der er klaget over.

§ 69 i retssikkerhedsloven er

som nævnt i forarbejderne til bestemmelsen en generel regel om

ankeinstansernes

mulighed for i sociale sager at efterprøve de dele af underinstansens

afgørelse

der bygger på et skøn. Udgangspunktet for efterprøvelsen er om skønnet er

lovligt. Heri indgår navnlig om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om

der er inddraget ulovlige kriterier, om underinstansen har foretaget en

konkret individuel afvejning af sagens omstændigheder, og om

lighedsgrundsætningen

er tilsidesat. Herudover efterprøves om sagsbehandlingsreglerne er fulgt.

Mulighederne for at en

overordnet myndighed kan ændre til skade for en borger hvor borgeren selv har

påklaget afgørelsen, er behandlet flere steder i den juridiske litteratur.

Kirsten Ketcher, Socialret.

Almindelige principper. Retssikkerhed og administration. Grundværdier, 2.

udgave (2002), s. 363 og 364, anfører således følgende:

’

Ankeinstanserne er ikke

bundet af parternes påstande, jf. rl. § 68, stk. 1, og kan derfor i

princippet

træffe en afgørelse til ugunst for klageren. Da klageadgangen er en

retssikkerhedsgaranti,

og der normalt ikke er modstående private interesser, må det dog antages, at

denne reaktionsmulighed som hovedregel kun kan anvendes meget restriktivt,

f.eks. ved ulovlige afgørelser.

’

Jon Andersen,

Forvaltningsret. Sagsbehandling. Hjemmel. Prøvelse, 5. udgave (2003),

s. 217 og 218, anfører følgende:

’

Uden for disse tilfælde

[lovregulerede tilfælde og partstvister; min bemærkning] beror retsstillingen

på årsagen til, at rekursinstansen reagerer overfor den indbragte afgørelse.

Lider den af væsentlige retlige mangler, der ville føre til ugyldighed under

domstolsprøvelse, f.eks. fordi en begunstigende afgørelse er truffet uden

fornøden hjemmel, må rekursinstansen kunne ændre afgørelsen til skade for

klageren.

Det samme gælder, såfremt væsentlige hensyn til modstående private interesser

gør sig gældende, selv om der ikke foreligger en rettidig klage fra en anden

klageberettiget. Derimod må klageinstansen være afskåret fra at omgøre

afgørelsen

til skade for klageren, hvis grundlaget for omgørelsen er en ændret

skønsudøvelse.

Den offentligretlige interesse i, at afgørelsen får et rigtigt indhold, må i

sådanne

tilfælde, hvor den påklagede afgørelse ikke er ulovlig, vige for hensynet til

at befæste klageadgangen som retssikkerhedsgaranti.

’

Karsten Revsbech mfl.,

Forvaltningsret. Almindelige emner, 3. udgave (1997), s. 286, anfører bl.a.

følgende:

’Den, der påklager en

afgørelse, vil ofte gå ud fra, at dette er risikofrit, fordi han eller hun

ikke har noget at miste ved klagen. Denne opfattelse er imidlertid ikke altid

korrekt. I mange tilfælde er der adgang til at ændre til skade for klageren.

Denne sidstnævnte ændringsadgang betegnes ofte reformatio in pejus.

I dag er det formentlig den

almindelige antagelse, at den netop gengivne retsopfattelse er lidt for

restriktiv. Det skyldes, at udgangspunktet ved administrativ rekurs må være,

at

det er rekursmyndighedens opgave at træffe den materielt rigtige afgørelse.

Der kan herefter formuleres følgende regler vedrørende ændring til skade for

klageren:

Hvis den påklagede afgørelse

er ugyldig efter forvaltningsrettens ugyldighedsregler, skal den som

altovervejende hovedregel annulleres eller ændres (eller hjemvises), uanset

om

dette er til skade for klageren. Er afgørelsen fra førsteinstansen gyldig, må

det bero på en bredere fortolkning af den enkelte lov, herunder især dennes

regler vedrørende rekurs, om der på det pågældende område er adgang til

ændring

til skade for klageren.’

Endelige har Karsten Loiborg

mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 1010ff, anført bl.a. følgende:

’Udgangspunktet

i forbindelse med rekurs er at rekursmyndigheden

skal træffe den (materielt set)

rigtige

afgørelse

i sagen. Rekursmyndigheden skal således træffe en afgørelse som

både er udtryk for en korrekt generel forståelse og en konkret anvendelse af

de

relevante retsregler, en korrekt fastlæggelse af den konkrete sags relevante

faktum og rekursmyndighedens opfattelse af den mest hensigtsmæssige afgørelse

i sagen (i den udstrækning de relevante retsregler overlader myndighederne et

hensigtsmæssighedsskøn).

I tilfælde hvor

rekursordningen ikke har noget andet formål end at give den enkelte klager en

ekstra retsbeskyttelse, og hvor der ikke er tale om en partstvist, er det et

spørgsmål om rekursinstansen kan ændre afgørelsen til skade for parten (om

der

med andre ord gælder et forbud mod

reformatio

in pejus

). Efter en nærmere konkret vurdering af retsgrundlaget vil dette

efter omstændighederne kunne være tilfældet.’

Jeg henviser endvidere til

John Klausen, Offentlig forsørgelse. En analyse af retssikkerheden mellem

skøn, ret og pligt (2002), s. 456ff.

På baggrund af

retssikkerhedslovens bestemmelser, forarbejderne og den juridiske litteratur

er der efter min opfattelse ikke tvivl om at ankeinstanserne kan ændre en

afgørelse til skade for parten hvis den påklagede afgørelse er ugyldig efter

forvaltningsrettens ugyldighedsregler.

Dette følger også af

retssikkerhedslovens § 72, stk. 5, hvorefter Ankestyrelsen eller det sociale

nævn – hvis der er truffet en afgørelse til skade for ansøgeren –

samtidig

skal træffe beslutning om fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Til støtte for denne

opfattelse kan endvidere anføres at adgangen til at anmode Den Sociale

Ankestyrelse

om at optage en sag til behandling tilkommer – foruden parten – den

pågældende

kommune, jf. retssikkerhedslovens § 63, 3. pkt. Denne adgang for en kommune

til

at påklage et socialt nævns afgørelse anvendes i praksis kun i de tilfælde

hvor

nævnet har ændret kommunens afgørelse, og hvor denne ændring er til gunst for

borgeren. Også i disse (noget specielle) tilfælde kan ankeinstansen således

ændre en afgørelse til skade for parten.

For at en afgørelse kan

erklæres ugyldig, skal forvaltningsrettens almindelige ugyldighedsregler være

opfyldt. Det vil sige at der skal foreligge en retlig mangel, den skal være

væsentlig, og endelig må der ikke være særlige omstændigheder

(’tertiære’

momenter) der med styrke taler for at opretholde afgørelsen, jf. Jon Andersen

mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 849ff.

Om hjemmelsmangler skriver

Jon Andersen, a.a., s. 851:

’Hovedreglen er at

hjemmelsmangler som minimum fører til

annullation.

Udgangspunktet følges både i de tilfælde hvor ugyldighed bliver til gavn for

borgeren, og hvor det er til skade for borgeren at afgørelsen annulleres.

Rent undtagelsesvis kan

berettigede forventninger hos borgeren om fortsat at kunne nyde godt af en

mangelfuld afgørelse føre til opretholdelse af afgørelsen. Retspraksis viser

dog at der skal særlig tungtvejende omstændigheder til.

’

En dom offentliggjort i UfR

2003.1454 Ø vedrørte en sag hvor et socialt nævn omgjorde en kommunes

afgørelse om at tilkende en 38-årig kvinde almindelig forhøjet

førtidspension. Landsretten udtalte i dommen følgende:

’Efter § 15, stk. 1, i lov om

social pension er det en betingelse for tilkendelse af pension efter § 14,

stk. 3, nr. 2, at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller

psykisk invaliditet. Der skal dog også lægges afgørende vægt på andre

omstændigheder,

der klart viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre

forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Efter lovens § 15, stk. 2,

forudsætter

tilkendelse af førtidspension efter § 14, at alle aktiverings-,

revaliderings-

og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger, der kan forbedre

erhvervsevnen, har været afprøvet, og at erhvervsevnen ikke varigt kan

forbedres.

Endeligt anfører lovens § 15, stk. 3, en række yderligere hensyn, herunder

alder.

Efter en samlet vurdering af

sagens lægelige oplysninger, sammenholdt med det i øvrigt foreliggende,

herunder oplysningen om, at indstævnte, der er født i 1961, har afslået

tilbuddet om at modtage psykoterapi og fysioterapi, finder landsretten ikke,

at indstævnte har påvist det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte det

skøn, der ligger til grund for den af appellanten trufne afgørelse, hvorefter

indstævnte ikke er berettiget til førtidspension. Landsretten tager herefter

appellantens frifindelsespåstand til følge.’

Landsretten har således

foretaget en vurdering af nævnets skøn og har ikke fundet det fornødne sikre

grundlag for at tilsidesætte det.

Myndighedernes afgørelse i

denne retssag var afgjort efter de samme regler i retssikkerhedsloven som var

gældende da nævnet traf afgørelse i nærværende sag.

Det sociale nævn og Den

Sociale Ankestyrelse har i nærværende sag vurderet at der ikke var grundlag

for at tilkende (A) førtidspension da der ikke var dokumenteret nogen

væsentlig varig fysisk eller psykisk invaliditet og der ikke sås at foreligge

særlige sociale forhold.

Under henvisning til det jeg

har anført ovenfor om ombudsmandens manglende lægefaglige kundskaber, har jeg

ikke grundlag for at kritisere denne vurdering.

Sorø Kommunes klagevejledning

I forbindelse med advokat

(C)’s klage til Den Sociale Ankestyrelse gjorde advokat (C) bl.a.

gældende at

Sorø Kommune i forbindelse med afgørelsen af 3. september 1999 havde givet en

mangelfuld eller misvisende klagevejledning.

Den Sociale Ankestyrelse

udtalte følgende om dette anbringende i afgørelsen af 31. oktober 2000:

’

Ankestyrelsen finder, at Sorø

Kommune har givet korrekt klagevejledning, og således ikke har været

forpligtet til at oplyse om at det sociale nævn havde mulighed for at ændre

til skade for Dem som klager.

Begrundelsen for afgørelsen

om klagevejledning og nævnets kompetence er, at Sorø Kommunes klagevejledning

lever op til kravene i forvaltningslovens § 25, stk. 1, idet den angiver hvem

der skal klages til, proceduren, og tidsfristen på 4 uger. Der er ikke efter

loven

eller pkt. 141 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven,

yderligere krav til klagevejledningen, ligesom den forvaltningsretlige teori,

jf. kapitel 14 II C i

Hans Gammeltoft-Hansen

m.fl. ’Forvaltningsret’, heller ikke stiller yderligere krav til

klagevejledningen

end hvad der fremgår af ordlyden af forvaltningslovens § 25.

Begrundelsen er endelig, at

hverken Sorø Kommunes klagevejledning eller det sociale nævns handlemåde og

afgørelse kan siges at stride mod god forvaltningsskik.

Ankestyrelsen har herved lagt

vægt på, at spørgsmålet om klagevejledning, og nævnets sagsbehandling er

lovreguleret, hvorfor der er mindre rum til ulovbestemt krav til

forvaltningen.

Ankestyrelsen har også lagt vægt på, at der – som ovenfor anført –

heller ikke

i den forvaltningsretlige teori er argumenteret for yderligere krav til

klagevejledningen.

Ankestyrelsen har endvidere

lagt vægt på, at der ikke er offentliggjorte udtalelser fra

Folketingets Ombudsmand,

der kan støtte at kommunen og/eller det sociale nævn skulle have handlet i

strid med god forvaltningsskik.’

Forvaltningslovens § 25, stk.

1, er sålydende:

’§ 25.

Afgørelser, som kan påklages til anden

forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en

vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om

fremgangsmåden

ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke,

hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.’

Hverken i Justitsministeriets

Vejledning om forvaltningsloven, 1986, eller i den øvrige juridiske

litteratur

er der angivet krav til klagevejledningers indhold i henseende til

spørgsmålet

om hvorvidt den underordnede myndighed har pligt til at oplyse parten om

rekursmyndighedens kompetence til at ændre en begunstigende afgørelse.

Der findes heller ikke i

retssikkerhedsloven bestemmelser der angiver hvad en klagevejledning skal

indeholde.

Forvaltningslovens § 7, stk.

1, er sålydende:

’§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Efter forvaltningslovens § 7,

stk. 1, skal en myndighed på forespørgsel, eller i øvrigt hvor der er særlig

anledning hertil, vejlede om spørgsmål der har betydning for partens

varetagelse af sine interesser under sagen, jf. f.eks. John Vogter,

Forvaltningsloven

med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 211.

Jon Andersen

anfører i Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 379ff, bl.a. følgende om

rækkevidden af myndighedernes vejledningspligt:

’Pligtens indhold er

vanskelig at fastlægge i detaljer. Den går næppe så vidt som til at give

egentlig

forhåndsbesked, jf.

FOB 1995.258*

,

endsige til at påtage sig konsulentarbejde for borgeren. Myndigheden er

derimod forpligtet til at udlevere eller beskrive allerede foreliggende

oplysninger

om relevant praksis, om ansøgningsprocedurer, om sikre fortolkningsresultater

af relevant lovgivning, dvs. myndighedens ’paratviden’ på området.

Det følger

imidlertid også af god forvaltningsskik at der gives vejledning i andre

tilfælde.

Pligten foreligger herefter når parten i en konkret sag der er eller vil

kunne

komme til behandling hos forvaltningsmyndigheden, udtrykkeligt anmoder om

oplysninger

vedrørende fortolkning og udfyldning af regelgrundlaget, og om praksis og

formalia som har klar betydning for partens varetagelse af sine interesser

under

sagen.

Der er endvidere

vejledningspligt når der i en sag foreligger omstændigheder som viser at

parten

er uvidende om relevante bestemmelser eller har misforstået reglerne.

Det forhold at en situation

er klart reguleret i lovgivningen, fritager ikke i sig selv myndigheden fra

at

vejlede en borger om retsstillingen.’

Under henvisning til at (A)

ikke i forbindelse med Sorø Kommunes afgørelse anmodede om nærmere

oplysninger

om rekursmyndighedens behandling af sagen, og til at der i øvrigt ikke ses at

have foreligget særlige omstændigheder på afgørelsestidspunktet der tydede på

at hun var uvidende om relevante bestemmelser eller havde misforstået

pensionslovens regler, finder jeg ikke at Sorø Kommune efter

forvaltningslovens

§ 7, stk. 1, eller som følge af god forvaltningsskik var forpligtet til at

oplyse (A) om nævnets kompetence.

Jeg har derfor ikke grundlag

for at kritisere at Den Sociale Ankestyrelse ikke fandt at Sorø Kommunes

klagevejledning var mangelfuld.

Imidlertid illustrerer denne

sag at en klage kan få en konsekvens for borgeren som denne ikke har

forudsætninger for at kende i forbindelse med at klagen indgives. Jeg mener

derfor at den løsning som også er fremlagt i sagen, og hvor borgeren i

forbindelse med klagemyndighedernes generelle orientering om sagsgangen,

herunder

det mulige udfald af sagen, gøres opmærksom på at myndighedens afgørelse kan

falde ud til skade for klageren, vil være i overensstemmelse med god

forvaltningsskik.

For at undgå den utilsigtede virkning at skræmme borgerne fra at klage mener

jeg at det vil være korrekt at oplyse at ændring til skade for klageren

– som

Ankestyrelsen i det bilag som advokat (C) har indsendt, også har orienteret

om

– kun sker yderst sjældent. Endvidere kunne det anføres at det kun sker

når afgørelsen

er ugyldig.

Jeg har gjort Den Sociale

Ankestyrelse og Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt bekendt med min

opfattelse.

Jeg har imidlertid ikke grundlag for at udtale min opfattelse i form af

kritik

af myndighederne. Jeg har bedt Den Sociale Ankestyrelse om at underrette mig

om hvad Ankestyrelsen foretager sig vedrørende dette spørgsmål.

Burde det sociale nævn inden

nævnet traf afgørelse, have orienteret (A) om at nævnet overvejede at ændre

afgørelsen til skade for hende?

Reglerne om hvornår en

myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed til at

fremkomme

med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i

forvaltningslovens

§ 19, stk. 1. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme

med

en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

Efter bestemmelsen har en

myndighed således pligt til at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag

er i besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som

parten ikke kender eller ved indgår i afgørelsesgrundlaget. Det er endvidere

et

krav at oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for

sagens afgørelse.

Forvaltningsmyndigheden har

ansvaret for at oplyse sagen i tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne

skal bl.a. sikre at parten får lejlighed til at kontrollere

beslutningsgrundlaget

inden myndigheden træffer afgørelse. Eventuelle fejl eller tvivlsomme punkter

i

beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten, ligesom denne også på anden måde

får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal

endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse med de

berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler deres

sag.

Jon Andersen

har a.a., s. 517ff, bl.a. anført følgende om udtrykket ’oplysninger

vedrørende

sagens faktiske omstændigheder’:

’Kontradiktionspligten

omfatter kun ’oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder’. Sagens

juridiske elementer falder således udenfor. Sondringen som går igen i

forvaltningslovens § 12, stk. 2, og § 14, stk. 2, samt offentlighedslovens

§§ 6 og 11, peger på noget typisk, men rejser afgrænsningsproblemer.

Bevisfakta,

dvs. oplysninger der er af betydning for vurderingen af om et forhold

foreligger,

f.eks. om et barn har været udsat for mishandling, er omfattet af pligten.

Det

samme gælder oplysninger der beror på andre myndigheders eller særligt

sagkyndiges

kvalifikation af faktum, såsom om en vej er farlig, en person sindssyg, en

bygning bevaringsværdig osv. Til de faktiske oplysninger hører også

forudsigelser om hvorledes et faktisk forhold vil ændre sig, f.eks. prognoser

om et sygdomsforløb. Kun i visse tilfælde omfatter pligten myndighedens

bevisbedømmelse.

Et illustrerende eksempel på

grænsedragningen mellem faktum og den juridiske kvalifikation heraf er de

indhentede lægelige oplysninger i sociale pensionssager til brug for

vurderingen af ansøgernes erhvervsevne. Oplysningerne om sygdomsforhold er

utvivlsomt omfattet af § 19. Det gælder også en speciallæges bedømmelse

af erhvervsevnen på grundlag af helbredsoplysningerne. Derimod er

myndighedens

egen lægekonsulents bedømmelse af de foreliggende oplysninger (og navnlig

vurdering

af eventuelt indbyrdes (eksterne) modstridende lægeerklæringer) om

erhvervsevne ikke omfattet af partshøringspligten efter § 19, stk. 1, jf.

også

FOB 1990.216*, FOB 1997.286*

og

UfR 2000.1152 H.

Udtalelser eller vurderinger

fra en myndigheds eget personale indgår ikke i sagen som faktiske

oplysninger.’

På denne baggrund mener jeg

ikke at nævnet burde have partshørt (A) om nævnets overvejelser forinden

nævnet traf afgørelse – hverken i medfør af forvaltningslovens § 19

eller på

grundlag af de ulovbestemte retsgrundsætninger om partshøring.

Jeg mener heller ikke at

nævnet burde have orienteret (A) om sine overvejelser i medfør af

retssikkerhedslovens

§ 4.

Jeg har derfor ikke grundlag

for at kritisere at Den Sociale Ankestyrelse ikke fandt at det sociale nævn

burde

have partshørt (A) om at nævnet overvejede at ændre kommunens afgørelse til

skade for hende.

Jeg har således ikke grundlag

for at kritisere det sociale nævns afgørelse af 14. januar 2000 og Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse af 31. oktober 2000.

Afslag på fri proces

Efter at Den Sociale

Ankestyrelse havde truffet afgørelse i (A)’s pensionssag ansøgte advokat

(C)

Københavns Overpræsidium om fri proces mod Ankestyrelsen.

Den 26. januar 2001 meddelte

Statsamtet for Storstrøms Amt advokat (C) afslag på fri proces.

Advokat (C) påklagede

afgørelsen til Civilretsdirektoratet der den 24. august 2001 stadfæstede

statsamtets afgørelse. Civilretsdirektoratet meddelte samtidig advokat (C)

afslag på fri proces efter retsplejelovens § 331.

Ombudsmanden behandler klager

over den offentlige forvaltning og skal bedømme om myndigheder eller personer

der er omfattet af hans kompetence, handler i strid med gældende ret –

eller på

anden måde gør sig skyldig i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres

opgaver (§ 7, stk. 1, og § 21 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om

Folketingets Ombudsmand

).

På baggrund af det jeg har

anført om det sociale nævns og Ankestyrelsens afgørelser i (A)’s

pensionssag,

har jeg ikke grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets afgørelse af

24.

august 2001 om afslag på fri proces.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i anledning af advokat (C)’s henvendelse.”

NOTER: (*)

FOB 1990, s. 216,

FOB 1995, s. 258, og

FOB 1997. s. 286.

Lignende dokumenter