Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 228 FORSLAG TIL LOV OM RETSSIKKERHED OG ADMINISTRATION PÅ DET SOCIALE OMRÅDE

1996/1 LSF 228Lovforslag som fremsatFolketinget16. juni 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens formål og område

§ 1. Formålet med denne lov er at

1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder

behandler sager,

2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en

tidlig helhedsorienteret hjælp,

3) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at

fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og

4) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af

sociale sager.

§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen

(kommunen), amtsrådet (amtskommunen) og statslige myndigheder (de sociale

nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse) skal behandle

sager efter lovgivningen.

Stk. 2. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages de

opgaver, som er henlagt til amtsrådene, af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der

fraviger denne lov.

Stk. 4. Socialministeren bestemmer, hvilke sager denne lov helt

eller delvis gælder for.

Kapitel 2

Borgeren

§ 3. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så

hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så

fald hvilken.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor

lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne

frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår

ansøgeren kan forvente en afgørelse.

Læs alt

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen

af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne

på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

§ 5. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og

spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give

hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om

hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid,

skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge

hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på

længere sigt.

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til

forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.

Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens

vurdering efter stk. 1.

§ 8. Socialministeren kan fastsætte regler for behandling og

opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager.

Kapitel 3

Handlekommune og oplysningspligt m.v.

Handlekommune

§ 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.

Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3. Et barn under 18 år har samme opholdskommune som

forældrene. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har

opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har

barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregisteret.

Stk. 4. Et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og

som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der

opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den

kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Stk. 6. Pligten til at yde integrationsbistand til en udlænding,

der er omfattet af § 107, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, varetages af

staten i indtil 18 måneder. En kommune kan dog varetage pligten til at yde

integrationsbistand på et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder.

Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved bestemme, at

bistanden ydes af en privat humanitær organisation.

Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der

har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller

fødsel.

Oplysningspligt m.v.

§ 10. Personer, der søger om eller får hjælp, har pligt til at

medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om

eller hvilken hjælp de er berettiget til.

Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om

undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.

Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om

adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig

orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil

give samtykke efter § 12, stk. 3.

§ 11. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse

kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning

for hjælpen.

Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om

1) pligten til at give oplysninger,

2) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og

3) konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

§ 12. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v.,

der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for

nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en

persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom

myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter

heraf.

Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør

i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente

oplysninger efter stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at

få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt

arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af

en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

§ 13. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren

og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har

pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der

er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i

lov om aktiv socialpolitik.

§ 14. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn,

personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der

modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives

i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.

Kapitel 4

Kommunen

Kommunens opgaver

§ 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan

kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og

sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for

initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter

på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på

arbejdsmarkedet.

§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med,

hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både

indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg m.v.

Udvalget, der behandler personsager

§ 17. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til

enkeltpersoner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af

kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til

enkeltpersoner.

Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af

et eller flere magistratsmedlemmer.

Børn og unge-udvalget

§ 18. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der

træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social

service.

§ 19. Børn og unge-udvalget består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,

2) byretsdommeren i retskredsen, dog således at hvis der er flere dommere

i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage

hvervet, og

3) en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af amtsrådet for den

kommunale valgperiode.

Stk. 2. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert

medlem en stedfortræder, der indkaldes til at møde, når medlemmet er

forhindret i at deltage.

Stk. 3. Medlemmer af udvalget efter § 17, som behandler sager om

børn og unges sociale forhold, kan ikke vælges som medlemmer af eller

stedfortrædere til børn og unge-udvalget. Det samme gælder

magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med

disse opgaver.

§ 20. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand

blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Dommeren leder møderne i udvalget og påser, at der er

foretaget de nødvendige undersøgelser, og beslutter, om der skal indhentes

flere oplysninger, og kan forlange, at der optages et retsligt forhør efter

retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan reglerne skal

forstås og anvendes, samt giver en vurdering af de oplysninger, der

foreligger.

§ 21. Socialministeren fastsætter forretningsordenen for børn og

unge-udvalget og kan herved fravige kravet om, hvordan udvalget skal

sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan

opfylde kravet i § 19, stk. 3.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlag til

formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Formål

§ 22. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der

skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der

har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge

beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste

tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun

vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

§ 23. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen

om

1) kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med

løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse,

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller

fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område

rådgivning til andre, f.eks. virksomheder og faglige organisationer.

Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet

mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den

arbejdsmarkedsrettede indsats.

Sammensætning

§ 24. Koordinationsudvalget består af 1 medlem udpeget af

kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger

hver 1 medlem:

1) De samvirkende Invalideorganisationer.

2) Landsorganisationen i Danmark.

3) Dansk Arbejdsgiverforening.

4) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

5) Praktiserende Lægers Organisation.

6) Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 2. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1-6, skal

repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger el.lign.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der

repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for

koordinationsudvalget.

§ 25. Hvis det ikke er muligt at få udpeget

organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et

mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4

medlemmer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at

koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24.

Redegørelse

§ 26. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet

redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Det

Centrale Koordinationsudvalg, jf. § 80.

§ 27. Kommunalbestyrelsen giver koordinationsudvalget de

oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan løse sine arbejdsopgaver.

Stk. 2. Kommunen betaler udgifterne ved udvalgets virksomhed.

Fælles koordinationsudvalg

§ 28. Kommuner kan opfylde deres pligt efter § 22 ved i fællesskab

at oprette et koordinationsudvalg. Medlemmerne vælges i fællesskab af de

deltagende kommunalbestyrelser efter indstilling fra organisationerne, jf. §

24. Herudover vælger hver kommunalbestyrelse 1 medlem blandt sine medlemmer.

Stk. 2. Kommunerne deler udgifterne efter aftale, herunder med

hensyn til vederlag m.v., jf. § 29.

Diæter m.v.

§ 29. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne af

koordinationsudvalget får diæter, erstatning for dokumenteret tabt

arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om

kommunernes styrelse.

Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 skal omfatte alle medlemmer af

udvalget, dog kan medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke modtage diæter.

Endvidere kan kommunalt eller statsligt ansatte ikke modtage diæter, når

deres arbejde i udvalget er et led i pågældendes almindelige arbejde.

Ældreråd

§ 30. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet

rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler

synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske

spørgsmål, der vedrører de ældre.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag,

der vedrører de ældre.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at

nedsætte flere ældreråd.

§ 31. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer. Medlemmerne vælges

ved direkte valg, og for hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til

ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet

regler for, hvordan valget skal afholdes.

§ 32. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60

år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med ældrerådet

beslutte, at også personer med fast bopæl i kommunen, der modtager

førtidspension, og som ikke er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til

ældrerådet.

§ 33. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet

vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets

virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker

dette.

Klageråd

§ 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der

1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud

efter §§ 71 og 72 i lov om social service til personer, som er fyldt 67 år,

og

2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i

overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke klager og mere generelle

spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. rådet vil forelægge for

kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på

området.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de

nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet,

om der er grundlag for at nedsætte flere klageråd.

§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til

klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet

regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2. Klagerådet består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer, og

2) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer.

Stk. 3. For hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 4. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer,

der er valgt af ældrerådet.

§ 36. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og

stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af

klagerådet, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal have diæter,

erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse

efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn

§ 37. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes

forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov

om social service.

Kapitel 5

Amtskommunen

Amtskommunens opgaver

§ 38. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan

amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og

sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for

initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter

på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på

arbejdsmarkedet.

§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de

amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af

tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg, der behandler personsager

§ 40. Sager, der handler om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke

behandles i det samlede amtsråd.

Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af

amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager.

Brugerråd

§ 41. Socialministeren fastsætter regler om amtslige brugerråd,

der kan rådgive amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i

sociale anliggender, som hører under amtskommunerne og de to kommuner.

Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale

organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner og De Samvirkende

Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan

være medlemmer af rådet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken

sammensætning og i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over

amtskommunens afgørelser efter §§ 71 og 72, jf. § 81, i lov om social

service.

Kapitel 6

Fælles bestemmelser for kommuner og amtskommuner

§ 42. Amtskommunen yder kommunerne, herunder børn og

unge-udvalgene efter § 18, vejledning i sager efter lov om social service og

lov om aktiv socialpolitik, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den

forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social

service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter

denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen.

Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat,

indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning

påhviler den ene part, kan overlades til den anden.

Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en

eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan

socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter

lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene

part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at

opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden

for lokalområdet og i amtet.

Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter

stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om

ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.

§ 43. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført

opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til,

hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.

Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv

socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder,

er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i

forhold til den opgave, der udføres.

Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og

indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af

forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32.

Kapitel 7

De sociale nævn

§ 44. Det sociale nævn behandler klager over afgørelser, der er

truffet af kommunen og amtskommunen, i det omfang det er fastsat i loven.

§ 45. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er

formand for nævnet.

Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren

udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra

1) kommuneforeningen i amtet,

2) amtskommunen,

3) Landsorganisationen i Danmark,

4) Dansk Arbejdsgiverforening og

5) De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 3. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt

flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 4. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.

§ 46. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er

formand for nævnet.

Stk. 2. Medlemmerne udpeges på samme måde som nævnt i § 45, stk.

2, dog således at den kommunale og amtskommunale indstilling foretages af

Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab.

§ 47. Medlemmer af udvalg efter § 17 og § 40 kan ikke være

medlemmer af det sociale nævn. Det samme gælder kommunalt ansatte, som

deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes

kompetence.

§ 48. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder

efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for

nævnene med regler for deres sammensætning i de enkelte sager og for deres

virksomhed, herunder for vejlednings- og koordineringsopgaverne, jf. § 78.

Kapitel 8

Den Sociale Sikringsstyrelse

§ 49. Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for det sociale

nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de

opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen.

Kapitel 9

Den Sociale Ankestyrelse

§ 50. Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for administrative

afgørelser, i det omfang det fastsættes ved lov.

Stk. 2. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

Sammensætning

§ 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af

1) styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og

2) medlemmer, der udpeges efter § 52.

Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal

have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden

dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.

§ 52. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer

og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter

indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) De Samvirkende Invalideorganisationer,

7) Københavns Kommune og

8) Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,

1) der er fyldt 66 år,

2) der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af

Ankestyrelsen, eller

3) der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning

eller på institutioner med socialt formål.

Afgørelser i de enkelte sager

§ 53. Ankestyrelsen træffer afgørelse i de enkelte sager på et

møde, hvori der deltager 2 medlemmer og 1 ankechef, der er formand.

Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal.

Stk. 2. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive

afgjort, uden at der afholdes et møde, sender styrelsen indstilling til

medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at

afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.

Stk. 3. Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have

virkning, hvis formanden skønner, at der er tvivl om, at afgørelsen er

lovlig. Sagen skal herefter behandles i et møde med udvidet votering, jf. §

55.

§ 54. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller

fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer,

jf. § 55, stk. 2, nr. 1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk

Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne.

Afgørelser med udvidet votering

§ 55. I afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2

medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.

Stk. 2. Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende:

1) Afgørelser, som er truffet af de sociale nævn, som kan behandles, fordi

de har principiel eller generel betydning, jf. § 63.

2) Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62 i lov om social

service.

3) Sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden

forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens § 9 og § 10.

4) Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53,

stk. 3.

5) Andre sager, som styrelseschefen beslutter har principiel eller generel

betydning.

Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne

står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 56. Styrelseschefen kan, når en sag har principiel eller generel

betydning, beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor

styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt

deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer. På samme måde kan styrelseschefen eller

vicestyrelseschefen deltage i møder efter § 54.

Stk. 2. § 55, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Beslutninger om at behandle det sociale nævns afgørelser og om at

genoptage en sag

§ 57. Følgende beslutninger træffes af 1 ankechef:

1) Om en afgørelse, som et socialt nævn har truffet, opfylder

betingelserne i § 63 for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen.

Beslutningen skal været truffet senest 14 dage efter, at Ankestyrelsen har

modtaget sagen.

2) Om en tidligere afgjort sag skal genoptages.

Forretningsorden m.v.

§ 58. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for

Ankestyrelsen.

§ 59. Styrelseschefen kan overlade sine beføjelser efter

lovgivningen til vicestyrelseschefen og ankecheferne. Styrelseschefen kan

fastsætte regler om vicestyrelseschefens og ankechefernes adgang til at

overlade deres beføjelser efter lovgivningen til ansatte, der opfylder

uddannelseskravet i § 51, stk. 2.

Kapitel 10

Almindelige klageregler

Klageadgang

§ 60. De afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter

den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den

person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Stk. 2. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke

tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og

takster for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ

klagemyndighed.

§ 61. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om

deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det sociale nævn. Klagen

indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som

forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

§ 62. Uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence kan

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Den person, som afgørelsen vedrører,

kommunen og Den Sociale Sikringsstyrelse kan indbringe sagen.

§ 63. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til

behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel

betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller

amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

§ 64. Følgende afgørelser, der træffes af Den Sociale

Sikringsstyrelse, kan indbringes for Ankestyrelsen:

1) Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om aktiv

socialpolitik.

2) Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om aktiv

socialpolitik.

3) Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og § 62 i

lov om social pension.

4) Afgørelser om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter

reglerne i EF-forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og

de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre

lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere

lande med henblik på fravigelse heraf.

Stk. 2. Den person, som afgørelsen vedrører, kan klage over

afgørelserne efter stk. 1. Kommunen kan klage over en afgørelse efter stk. 1,

nr. 1.

§ 65. Afgørelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social

service, som træffes af en privat humanitær organisation, der yder

integrationsbistand efter § 9, stk. 6, kan indbringes for det sociale nævn.

Pligt til at genvurdere sagen

§ 66. Inden en klage behandles af det sociale nævn, skal den

myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at

give klageren helt eller delvist medhold. Derfor skal en klage først

afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen

med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.

Klagefrister

§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4

uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til

Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden

for samme frist.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen

kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund

hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed.

Sagsbehandlingen

§ 68. Ankestyrelsen og de sociale nævn er ikke bundet af parternes

påstande og er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den

enkelte sag.

Stk. 2. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på

afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den

afgørelse, der er klaget over.

§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der

foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en

afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.

§ 70. Ankestyrelsens og de sociale nævns afgørelser skal være

skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der

fastsættes i forretningsordenerne.

Formandens beslutninger

§ 71. Hvis formanden for det sociale nævn finder, at der er

begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er i overensstemmelse med

gældende ret, kan formanden straks udsætte afgørelsens virkning og indbringe

den for Den Sociale Ankestyrelse senest 1 uge efter, at den er truffet.

Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger fra sagens modtagelse i

Ankestyrelsen. Sagen behandles i Ankestyrelsen ved udvidet votering, jf. §

55.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn træffer afgørelse i sager,

hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

Stk. 3. Formandens afgørelser om sagsbehandlingen kan ikke

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 4. Formanden kan i tilfælde, hvor der er tale om en

øjeblikkelig opstået trangssituation, træffe en foreløbig afgørelse. Den

foreløbige afgørelse kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal snarest

muligt behandles i et møde i nævnet.

Opsættende virkning

§ 72. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning.

Stk. 2. Hvis Ankestyrelsen eller det sociale nævn ændrer en

afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen eller det sociale

nævn samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil,

jf. § 99, stk. 1 og 2, i lov om social service, samtidig træffe afgørelse om

bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Domstolsprøvelse

§ 73. I sager, hvor Ankestyrelsens afgørelser vedrørende børn og

unge-udvalgets beslutninger kan indbringes for domstolene efter reglerne i §

124 i lov om social service, skal Ankestyrelsens afgørelse foreligge inden 8

uger efter, at klagen er modtaget.

Stk. 2. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelser i sager efter stk.

1 skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange, at sagen forelægges

for domstolene, og om fristen herfor.

Bemyndigelser

§ 74. Socialministeren fastsætter regler for behandling af

klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og

videresendelse af klager m.v.

§ 75. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser om indtægtsgrundlaget, jf. § 28, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov

om social pension og § 82 i lov om social service.

Kapitel 11

Koordinering af praksis

§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at

afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de

sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den

sociale lovgivning og

2) følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns

praksis.

§ 77. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå

kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.

§ 78. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at

koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det

sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale

lovgivning og

2) følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 79. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres

koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan

Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om

afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.

Det Centrale Koordinationsudvalg

§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det

Centrale Koordinationsudvalg) til støtte for sin vejledningsvirksomhed.

Stk. 2. Det Centrale Koordinationsudvalg har til opgave at følge

og rådgive kommunerne om

1) kommunernes indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob

med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse og

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller

fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet.

§ 81. Socialministeren udpeger formanden for Det Centrale

Koordinationsudvalg efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 2. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter

indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,

7) De Samvirkende Invalideorganisationer,

8) Foreningen af Statsamtmænd,

9) Praktiserende Lægers Organisation,

10) Den Sociale Sikringsstyrelse og

11) Socialministeriet.

Kapitel 12

Statistik, analyse, information m.v.

§ 82. Kommunen, amtskommunen og de sociale nævn har pligt til at

tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som socialministeren

anmoder om.

§ 83. Kommuner og amtskommuner giver Socialministeriet oplysninger

om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale

område, herunder om de mål, som de har sat for udviklingen.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen har pligt til at medvirke til

temaplanlægning, i kommunepaneler samt til at skaffe uddybende oplysninger om

udviklingen på særlige områder.

§ 84. Socialministeren kan fastsætte regler om omfanget af

oplysninger, jf. §§ 82 og 83, og om, hvordan de skal ajourføres og indsendes.

Kapitel 13

Regnskabsaflæggelse, revision m.v.

§ 85. Socialministeren fastsætter regler om anvisning af refusion

og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Socialministeren kan efter forhandling med de kommunale

organisationer fastsætte regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af

udgifter i forbindelse med ydelser til personer under 67 år og personer, der

er fyldt 67 år.

§ 86. Socialministeren fastsætter regler om, hvem der skal betale

udgifter til lægeerklæringer, transport m.v., som en myndighed pålægger en

ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning.

Kapitel 14

Råd m.v.

§ 87. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der

rådgiver i handicapspørgsmål. Staten betaler udgifterne ved rådets

virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning

og opgaver.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter regler om fortrinsadgang til

visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på grund af

invaliditet har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige

arbejdsmarked.

§ 88. Socialministeren nedsætter et børneråd, der skal arbejde på

at sikre børns rettigheder samt informere og rådgive om børns forhold i

samfundet. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning

og opgaver.

Kapitel 15

Ikrafttræden m.v.

§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Stk. 2. Revaliderings- og pensionsnævnene nedlægges den 30. juni

1998. Sager efter § 14, stk. 1 og 2, og §§ 16 og 18 i lov om social pension

samt efter §§ 43 og 58 i lov om social bistand, som kommunerne har givet

indstilling i til nævnene, og som ikke er afgjort af revaliderings- og

pensionsnævnene senest denne dato, overgår til de sociale nævn, der er nedsat

efter denne lovs § 44. Sager vedrørende kommunale afgørelser, som er indbragt

for nævnene, og som ikke er afgjort senest på denne dato, overgår ligeledes

til de sociale nævn. Sagerne afgøres og kan påklages efter reglerne i lov om

social pension og i lov om social bistand som gældende indtil den 1. juli

1998. Funktionsperioden for formanden for og medlemmerne af revaliderings- og

pensionsnævnene ophører den 30. juni 1998.

Stk. 3. De sociale ankenævn nedlægges den 30. juni 1998. De sager,

der ikke er afgjort senest denne dato, overgår til de sociale nævn til

afgørelse. Sagerne afgøres og kan påklages efter de hidtidigt gældende

regler. Funktionsperiode for formanden for og medlemmerne af de sociale

ankenævn ophører den 30. juni 1998.

Stk. 4. Funktionsperioden for medlemmerne af de sociale nævn, jf.

denne lovs § 44, vil første gang være fra den 1. juli 1998 til den 30. juni

2002.

Stk. 5. Dagpengeudvalget, jf. § 33 i lov om dagpenge ved sygdom

eller fødsel, nedlægges den 28. februar 1999. Funktionsperioden for formanden

og medlemmerne ophører samme dato.

Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har

overladt til en selvejende institution med overenskomst med

kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social

bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.

Stk. 7. Koordinationsudvalget, jf. § 24, skal være nedsat senest

den 31. december 1998.

§ 90. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens formål og område § 1. Formålet med denne lov er, at

1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder

behandler sager,

2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en

tidlig helhedsorienteret hjælp,

3) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at

fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og

4) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af

sociale sager.

§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen

(kommunen), amtsrådet (amtskommunen) og statslige myndigheder (de sociale

nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse) skal behandle

sager efter lovgivningen.

Stk. 2. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages de

opgaver, som er henlagt til amtsrådene, af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der

fraviger denne lov.

Stk. 4. Socialministeren bestemmer, hvilke sager denne lov helt

eller delvist gælder for.

Kapitel 2

Borgeren § 3. Kommunen og amtskommunen skal behandle

spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om og

hvilken hjælp der er ret til.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor

lang tid, der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne

frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår

ansøgeren kan forvente en afgørelse.

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen

af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne

på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

§ 5. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og

spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give

hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om

hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid,

skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge

hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på

længere sigt.

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til

forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.

Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens

vurdering efter stk. 1.

§ 8. Socialministeren kan fastsætte regler for behandling og

opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager.

Kapitel 3

Handlekommune og oplysningspligt m.v.

Handlekommune § 9. Opholdskommunen har pligt til at yde

hjælp.

Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3. Et barn under 18 år har samme opholdskommune som

forældrene. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har

opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har

barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregisteret.

Stk. 4. Et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og

som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der

opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den

kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Stk. 6. Pligten til at yde integrationsbistand til en udlænding,

der er omfattet af § 112, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, varetages af

staten i indtil 18 måneder. En kommune kan dog varetage pligten til at yde

integrationsbistand på et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder.

Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved bestemme, at

bistanden ydes af en privat humanitær organisation.

Stk 7. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der

har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller

fødsel.

Oplysningspligt m.v. § 10. Personer, der søger om eller

får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er

nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til.

Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om

undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.

Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om

adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig

orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil

give samtykke efter § 12, stk. 3.

§ 11. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse

kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning

for hjælpen.

Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om

1) pligten til at give oplysninger,

2) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen, og

3) konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

§ 12. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v.,

der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for

nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en

persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom

myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter

heraf.

Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør

i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente

oplysninger efter stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at

få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt

arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af

en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

§ 13. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren

og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har

pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der

er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i

lov om aktiv socialpolitik.

§ 14. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn,

personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der

modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives

i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.

Kapitel 4

Kommunen

Kommunens opgaver § 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret

for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på

det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette

gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder

initiativer der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller

blive på arbejdsmarkedet.

§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med,

hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både

indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg m.v.

Udvalget, der behandler personsager § 17. Kommunalbestyrelsen kan

ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af

kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til

enkeltpersoner.

Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af

et eller flere magistratsmedlemmer.

Børn og unge-udvalget § 18. Kommunalbestyrelsen nedsætter

et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og

unge, jf. § 60 i lov om social service.

§ 19. Børn og unge-udvalget består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,

2) byretsdommeren i retskredsen, dog således at hvis der er flere dommere

i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage

hvervet, og

3) en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af amtsrådet for den

kommunale valgperiode.

Stk. 2. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert

medlem en stedfortræder, der indkaldes til at møde, når medlemmet er

forhindret i at deltage.

Stk. 3. Medlemmer af personsags-udvalget efter § 17, som behandler

sager om børn og unges sociale forhold, kan ikke vælges som medlemmer af

eller stedfortrædere til børn og unge-udvalget. Det samme gælder

magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med

disse opgaver.

§ 20. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand

blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Dommeren leder møderne i udvalget og påser, at der er

foretaget de nødvendige undersøgelser, og beslutter, om der skal indhentes

flere oplysninger og kan forlange, at der optages et retsligt forhør efter

retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan reglerne skal

forstås og anvendes samt giver en vurdering af de oplysninger, der

foreligger.

§ 21. Socialministeren fastsætter forretningsordenen for børn og

unge-udvalget og kan herved fravige kravet om, hvordan udvalget skal

sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan

opfylde kravet i § 19, stk. 3.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlag til

formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Formål § 22. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg,

der skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer,

der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge

beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste

tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun

vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

§ 23. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen

om

1) kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med

løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse,

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller

fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område

rådgivning til andre, fx virksomheder og faglige organisationer.

Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet

mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den

arbejdsmarkedsrettede indsats.

Sammensætning § 24. Koordinationsudvalget består af 1

medlem, udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende

organisationer udpeger hver 1 medlem:

1) De samvirkende Invalideorganisationer.

2) Landsorganisationen i Danmark.

3) Dansk Arbejdsgiverforening.

4) Praktiserende Lægers Organisation.

5) Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 2. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1 - 5,

skal repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger e.lign.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der

repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for

koordinationsudvalget.

§ 25. Hvis det ikke er muligt at få udpeget

organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et

mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4

medlemmer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at

koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24.

Redegørelse § 26. Koordinationsudvalget giver en gang om

året en samlet redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes

samtidig til Det Centrale Koordinationsudvalg, jf. § 80.

§ 27. Kommunalbestyrelsen giver koordinationsudvalget de

oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan løse sine arbejdsopgaver.

Stk. 2. Kommunen betaler udgifterne ved udvalgets virksomhed.

Fælles koordinationsudvalg § 28. Kommuner kan opfylde

deres pligt efter § 22 ved i fællesskab at oprette et koordinationsudvalg.

Medlemmerne vælges i fællesskab af de deltagende kommunalbestyrelser efter

indstilling fra organisationerne, jf. § 24. Herudover vælger hver

kommunalbestyrelse 1 medlem blandt sine medlemmer.

Stk. 2. Kommunerne deler udgifterne efter aftale, herunder med

hensyn til vederlag m.v., jf. § 29.

Diæter m.v. § 29. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at

medlemmerne af koordinationsudvalget får diæter, erstatning for dokumenteret

tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov

om kommunernes styrelse.

Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 skal omfatte alle medlemmer af

udvalget, dog kan medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke modtage diæter.

Endvidere kan kommunalt eller statsligt ansatte ikke modtage diæter, når

deres arbejde i udvalget er et led i pågældendes almindelige arbejde.

Ældreråd § 30. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd.

Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og

formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om

lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag,

der vedrører de ældre.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at

nedsætte flere ældreråd.

§ 31. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer. Medlemmerne vælges

ved direkte valg, og for hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til

ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet

regler for, hvordan valget skal afholdes.

§ 32. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60

år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

Stk 2. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med ældrerådet

beslutte, at også personer med fast bopæl i kommunen, der modtager

førtidspension, og som ikke er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til

ældrerådet.

§ 33. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet

vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets

virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker

dette.

Klageråd § 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd,

der

1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over tildeling, omfang og

udførelse af personlig hjælp og pleje, praktisk hjælp og støtte og hjælp til

at vedligeholde fysiske og psykiske færdigheder samt tilbud om afløsning

eller aflastning af pårørende, jf. §§ 69, stk. 1, og 70 i lov om social

service, og

2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i

overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke klager og mere generelle

spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v., som rådet vil forelægge

for kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på

området.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de

nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen, som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet,

om der er grundlag for at nedsætte flere klageråd.

§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til

klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet

regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2. Klagerådet består af

1) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,

2) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer, og

3) 1 medlem, der vælges af de lokale invalideorganisationer.

Stk. 3. Medlemmet, jf. stk. 2, nr. 3, skal modtage førtidspension,

være under 60 år og have fast bopæl i kommunen.

Stk. 4. For hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 5. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer,

der er valgt af ældrerådet.

§ 36. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og

stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af

klagerådet, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal have diæter,

erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse

efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn § 37.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes forældrebestyrelser i

forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov om social service.

Kapitel 5

Amtskommunen

Amtskommunens opgaver § 38. Amtsrådet har ansvaret for og

beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på

det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette

gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder

initiativer der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller

blive på arbejdsmarkedet.

§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de

amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af

tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg, der behandler personsager § 40. Sager, der handler

om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke behandles i det samlede amtsråd.

Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af

amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager.

Brugerråd § 41. Socialministeren fastsætter regler om

amtslige brugerråd, der kan rådgive amtskommunerne og Københavns og

Frederiksberg Kommuner i sociale anliggender, som hører under amtskommunerne

og de to kommuner.

Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale

organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner og De Samvirkende

Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan

være medlemmer af rådet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken

sammensætning og, i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over

amtskommunens afgørelser efter §§ 69 og 70, jf. § 79 i lov om social service.

Kapitel 6

Fælles bestemmelser for kommuner og amtskommuner § 42.

Amtskommunen yder kommunerne, herunder børn og unge-udvalgene efter § 18,

vejledning i sager efter lov om social service og lov om en aktiv

socialpolitik, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den

forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social

service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter

denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen.

Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat,

indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning

påhviler den ene part, kan overlades til den anden.

Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en

eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan

socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter

lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene

part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at

opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden

for lokalområdet og i amtet.

Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter

stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om

ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.

§ 43. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført

opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til,

hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.

Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om en aktiv

socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder,

er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i

forhold til den opgave, der udføres.

Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og

indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af

forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32.

Kapitel 7

De sociale nævn § 44. Det sociale nævn behandler klager

over afgørelser, der er truffet af kommunen og amtskommunen i det omfang, det

er fastsat i loven.

§ 45. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er

formand for nævnet.

Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren

udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra

1) kommuneforeningen i amtet,

2) amtskommunen,

3) Landsorganisationen i Danmark,

4) Dansk Arbejdsgiverforening, og

5) De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 3. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt

flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 4. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.

§ 46. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er

formand for nævnet.

Stk. 2. Medlemmerne udpeges på samme måde, som nævnt i § 45, stk.

2, dog således at den kommunale og amtskommunale indstilling foretages af

Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab.

§ 47. Medlemmer af udvalg efter § 17 og § 40 kan ikke være

medlemmer af det sociale nævn. Det samme gælder kommunalt ansatte, som

deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes

kompetence.

§ 48. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder

efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for

nævnene med regler for deres sammensætning i de enkelte sager og for deres

virksomhed, herunder for vejlednings- og koordineringsopgaverne, jf. § 78.

Kapitel 8

Den Sociale Sikringsstyrelse § 49. Den Sociale

Sikringsstyrelse er sekretariat for Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de opgaver, som efter

lovgivningen er henlagt til styrelsen.

Kapitel 9

Den Sociale Ankestyrelse § 50. Den Sociale Ankestyrelse er

klageinstans for administrative afgørelser i det omfang, det fastsættes ved

lov.

Stk. 2. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

Sammensætning § 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af

1) styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer, og

2) medlemmer, der udpeges efter § 52.

Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal

have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden

dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.

§ 52. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer

og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter

indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) De Samvirkende Invalideorganisationer,

7) Københavns Kommune, og

8) Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,

1) der er fyldt 66 år,

2) der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af

Ankestyrelsen, eller

3) der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning

eller på institutioner med socialt formål.

Afgørelser i de enkelte sager § 53. Ankestyrelsen træffer

afgørelse i de enkelte sager på et møde, hvori der deltager 2 medlemmer og 1

ankechef, der er formand. Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal.

Stk. 2. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive

afgjort uden, at der afholdes et møde, sender styrelsen indstilling til

medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at

afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.

Stk. 3. Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have

virkning, hvis formanden skønner, at der er tvivl om, at afgørelsen er

lovlig. Sagen skal herefter behandles i et møde med udvidet votering, jf. §

55.

§ 54. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller

fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer,

jf. § 55, stk. 2, nr.1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk

Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne.

Afgørelser med udvidet votering § 55. I afgørelser med

udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene

er formand.

Stk. 2. Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende:

1) Afgørelser, som er truffet af de sociale nævn, som kan behandles, fordi

de har principiel eller generel betydning, jf. § 63.

2) Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 60 i lov om social

service.

3) Sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden

forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens § 9 og § 10.

4) Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53,

stk. 3.

5) Andre sager, som styrelseschefen beslutter har principiel eller generel

betydning.

Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne

står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 56. Styrelseschefen kan, når en sag har principiel eller generel

betydning, beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor

styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt

deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer. På samme måde kan styrelseschefen eller

vicestyrelseschefen deltage i møder efter § 54.

Stk. 2. § 55, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Beslutninger om at behandle det sociale nævns afgørelser og om at

genoptage en sag § 57. Følgende beslutninger træffes af 1

ankechef:

1) Om en afgørelse, som et socialt nævn har truffet, opfylder

betingelserne i § 63 for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen.

Beslutningen skal været truffet senest 14 dage efter, at Ankestyrelsen har

modtaget sagen.

2) Om en tidligere afgjort sag skal genoptages.

Forretningsorden m.v. § 58. Socialministeren fastsætter en

forretningsorden for Ankestyrelsen.

§ 59. Styrelseschefen kan overlade sine beføjelser efter

lovgivningen til vicestyrelseschefen og ankecheferne. Styrelseschefen kan

fastsætte regler om vicestyrelseschefens og ankechefernes adgang til overlade

deres beføjelser efter lovgivningen til ansatte, der opfylder

uddannelseskravet i § 51, stk. 2.

Kapitel 10

Almindelige klageregler

Klageadgang § 60. De afgørelser, som kommunen og

amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det

sociale nævn. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage

over afgørelsen.

Stk. 2. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke

tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og

takster for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ

klagemyndighed.

§ 61. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om

deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det sociale nævn. Klagen

indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som

forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

§ 62. Uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence kan

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Den person, som afgørelsen vedrører,

kommunen og Den Sociale Sikringsstyrelse kan indbringe sagen.

§ 63. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til

behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel

betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller

amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

§ 64. Følgende afgørelser, der træffes af Den Sociale

Sikringsstyrelse, kan indbringes for Ankestyrelsen:

1) Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om aktiv

socialpolitik.

2) Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om aktiv

socialpolitik.

3) Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og § 62 i

lov om social pension.

4) Afgørelser om hvilket lands lovgivning, der skal anvendes efter

reglerne i EF-forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og

de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre

lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere

lande med henblik på fravigelse heraf.

§ 65. Afgørelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social

service, som træffes af en privat humanitær organisation, der yder

integrationsbistand efter § 9, stk. 6, kan indbringes for det sociale nævn.

Pligt til at genvurdere sagen § 66. Inden en klage

behandles af det sociale nævn, skal den myndighed, som har truffet

afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller

delvist medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som

har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen

med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.

Klagefrister § 67. Klage til det sociale nævn og

Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om

afgørelsen. Anmodning til Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling

efter § 57 skal ske inden for samme frist.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen

kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund

hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed.

Sagsbehandlingen § 68. Ankestyrelsen og de sociale nævn er

ikke bundet af parternes påstande og er uafhængige af instruktioner

vedrørende afgørelsen af den enkelte sag.

Stk. 2. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på

afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den

afgørelse, der er klaget over.

§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der

foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en

afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.

§ 70. Ankestyrelsens og de sociale nævns afgørelser skal være

skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der

fastsættes i forretningsordenerne.

Formandens beslutninger § 71. Hvis formanden for det

sociale nævn finder, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse

er i overensstemmelse med gældende ret, kan formanden straks udsætte

afgørelsens virkning og indbringe den for Den Sociale Ankestyrelse senest 1

uge efter, at den er truffet. Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8

uger fra sagens modtagelse i Ankestyrelsen. Sagen behandles i Ankestyrelsen

ved udvidet votering, jf. § 55.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn træffer afgørelse i sager,

hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

Stk. 3. Formandens afgørelser om sagsbehandlingen kan ikke

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 4. Formanden kan i tilfælde, hvor der er tale om en

øjeblikkelig opstået trangssituation, træffe en foreløbig afgørelse. Den

foreløbige afgørelse kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal snarest

muligt behandles i et møde i nævnet.

Opsættende virkning § 72. Klage over en afgørelse har ikke

opsættende virkning.

Stk. 2. Hvis Ankestyrelsen eller det sociale nævn ændrer en

afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen eller det sociale

nævn samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil,

jf. § 97, stk. 1 og 2, i lov om social service, samtidig træffe afgørelse om

bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Domstolsprøvelse § 73. I sager, hvor Ankestyrelsens

afgørelser vedrørende børn og unge-udvalgets beslutninger kan indbringes for

domstolene efter reglerne i § 121 i lov om social service, skal

Ankestyrelsens afgørelse foreligge inden 8 uger efter, at klagen er modtaget.

Stk. 2. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelser i sager efter stk.

1 skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange, at sagen forelægges

for domstolene, og om fristen herfor.

Bemyndigelser § 74. Socialministeren fastsætter regler for

behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse

og videresendelse af klager m.v.

§ 75. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser om indtægtsgrundlaget, jf. § 28, stk. 1, nr. 1 - 2, i lov

om social pension og § 80 i lov om social service.

Kapitel 11

Koordinering af praksis § 76. Ankestyrelsen har pligt til

på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan

indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse

med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den

sociale lovgivning, og

2) følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns

praksis.

§ 77. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå

kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.

§ 78. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at

koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det

sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale

lovgivning, og

2) følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 79. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres

koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan

Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om

afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.

Det Centrale Koordinationsudvalg § 80. Ankestyrelsen

nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det Centrale Koordinationsudvalg)

til støtte for sin vejledningsvirksomhed.

Stk. 2. Det Centrale Koordinationsudvalg har til opgave at følge

og rådgive kommunerne om

1) kommunenernes indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob

med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse, og

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller

fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet.

§ 81. Socialministeren udpeger formanden for Det Centrale

Koordinationsudvalg efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 2. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter

indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,

7) De Samvirkende Invalideorganisationer,

8) Foreningen af Statsamtmænd,

9) Praktiserende Lægers Organisation,

10) Den Sociale Sikringsstyrelse, og

11) Socialministeriet.

Kapitel 12

Statistik, analyse, information m.v. § 82. Kommunen,

amtskommunen og de sociale nævn har pligt til at tilvejebringe og indsende

statistiske oplysninger m.v., som socialministeren anmoder om.

§ 83. Kommuner og amtskommuner giver Socialministeriet oplysninger

om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale

område, herunder om de mål, som de har sat for udviklingen.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen har pligt til at medvirke til

temaplanlægning, i kommunepaneler samt til at skaffe uddybende oplysninger om

udviklingen på særlige områder.

§ 84. Socialministeren kan fastsætte regler om omfanget af

oplysninger, jf. §§ 82 og 83, og om hvordan de skal ajourføres og indsendes.

Kapitel 13

Regnskabsaflæggelse, revision m.v. § 85. Socialministeren

fastsætter regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og

revision.

Stk. 2. Socialministeren kan efter forhandling med de kommunale

organisationer fastsætte regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af

udgifter i forbindelse med ydelser til personer under 67 år og personer, der

er fyldt 67 år.

§ 86. Socialministeren fastsætter regler om, hvem der skal betale

udgifter til lægeerklæringer, transport m.v., som en myndighed pålægger en

ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning.

Kapitel 14

Råd m.v. § 87. Socialministeren nedsætter et Centralt

Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål. Staten betaler udgifterne ved

rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning

og opgaver.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter regler om fortrinsadgang til

visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på grund af

invaliditet har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige

arbejdsmarked.

§ 88. Socialministeren nedsætter et Børneråd, der skal arbejde på

at sikre børns rettigheder samt informere og rådgive om børns forhold i

samfundet. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning

og opgaver.

Kapitel 15

Ikrafttræden m.v. § 89. Loven træder i kraft den 1. januar

1999.

Stk. 2. Revaliderings- og pensionsnævnene nedlægges den 31.

december 1998. Sager efter §§ 14, stk. 1 og 2, 16 og 18 i lov om social

pension samt efter §§ 43 og 58 i lov om social bistand, som kommunerne har

givet indstilling i til nævnene, og som ikke er afgjort af revaliderings- og

pensionsnævnene senest denne dato, overgår til de sociale nævn, der er nedsat

efter denne lovs § 44. Sager vedrørende kommunale afgørelser, som er indbragt

for nævnene, og som ikke er afgjort senest på denne dato, overgår ligeledes

til de sociale nævn. Sagerne afgøres og kan påklages efter reglerne i lov om

social pension og i lov om social bistand som gældende indtil den 1. januar

1999. Funktionsperioden for formanden for og medlemmerne af revaliderings- og

pensionsnævnene ophører den 31. december 1998.

Stk. 3. De sociale ankenævn nedlægges den 31. december 1998. De

sager, der ikke er afgjort senest denne dato, overgår til de sociale nævn til

afgørelse. Sagerne afgøres og kan påklages efter de hidtidigt gældende

regler. Funktionsperiode for formanden for og medlemmerne af de sociale

ankenævn ophører den 31. december 1998.

Stk. 4. Funktionsperioden for medlemmerne af de sociale nævn, jf.

denne lovs § 44, vil første gang være fra den 1. januar 1999 til den 30. juni

2002.

Stk. 5. Dagpengeudvalget, jf. § 33 i lov om dagpenge ved sygdom

eller fødsel, nedlægges den 31. august 1999. Funktionsperioden for formanden

og medlemmerne ophører samme dato.

Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har

overladt til en selvejende institution med overenskomst med

kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social

bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.

§ 90. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

De almindelige bemærkninger indeholder følgende afsnit:

1. Baggrund

2. Formål, forholdet til forvaltningsloven og offentlighedsloven samt

hovedtræk

3. Regler om borgernes indflydelse, tidlig helhedsindsats m.v.

3.1. Krav om hurtig behandling

3.2. Medindflydelse

3.2.1. Borgerens eget ansvar

3.2.2. Respekt for borgeren

3.2.3. God dialog giver øget forståelse

3.2.4. Tillid til og valg af sagsbehandler

3.2.5. Myndighederne har pligt til at sikre et godt afgørelsesgrundlag

3.2.6. Krav til administrationen

3.2.7. Lokale retningslinier

3.2.8. Serviceinformation

3.3. Først-gangs-visitation, kvalificeret vurdering efter 8 uger

3.4. Helhedsvurdering

3.5. Oplysning om andre muligheder for hjælp

3.6 Oplysninger, der er nødvendige for at afgøre sagen

4. Information, brugerindflydelse og kvalitetskontrol som baggrund for den

enkelte borgers forhold og rettigheder

5. Koordinationsudvalg i kommunerne

6. Om klage m.v.

6.1. Et enstrenget ankesystem og et nyt socialt nævn

6.2. Nye muligheder for at klage

6.3 Ankemyndighedernes adgang til at efterprøve skønsmæssige afgørelser

6.4. Ophævelse af straffebestemmelserne

7. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets pligt til at føre tilsyn

8. Tilsyn med kommuner og amtskommuner

8.1. Det almindelige tilsyn med kommunerne

8.2. Folketingets Ombudsmand

8.3. Socialministeriets ressorttilsyn

8.4. Socialministeriets finansielle tilsyn

8.5. Indenrigsministeriets forslag om forvaltningsrevision

9. Koordinering af praksis m.v.

9.1. Den Sociale Ankestyrelses opgaver med vejledning og koordinering af

praksis og sammensætning af Det Centrale Koordinationsudvalg

9.2. De sociale nævns vejledningsopgaver og koordinering af praksis

10. Fortsat udvikling

11. Økonomiske konsekvenser

12. Administrative konsekvenser

13. Erhvervs- og miljømæssige konsekvenser

14. Forholdet til EU-retten

1. Baggrund

Dette lovforslag fremsættes samtidig med forslag om, at bistandsloven -

som et led i en fornyelse og modernisering - bliver opdelt i to nye love: Lov

om aktiv socialpolitik og lov om social service.

Samtidig med, at bistandsloven er blevet revideret, er de generelle regler

om den sociale administration og struktur også blevet gennemgået.

Der er herved taget udgangspunkt i anbefalingerne fra

Førtidspensionsudvalg II, 1. delrapport, som handler om sagsbehandling,

visitation m.v.

Udvalget har bl.a. anbefalet, at det forebyggende sociale arbejde styrkes,

og at der lægges vægt på tværfaglighed i de kommunale forvaltninger,

kontinuitet i sagsbehandlingen og tidlig opfølgning.

Udvalget foreslog også, at den instans, der har kontakt til borgeren, skal

have mulighed for at træffe sin afgørelse ud fra en samlet vurdering af

borgerens situation. Det betyder bl.a, at sager om hjælp skal behandles i

forhold til hele den sociale lovgivning, og at ankesystemet bør være

enstrenget, således at en ankemyndighed kan afgøre sager ud fra en vurdering

i forhold til alle regler og muligheder på det sociale område.

Udvalget anbefalede også, at kommunerne får et socialt

koordinationsudvalg.

Anbefalingerne fra Førtidspensionsudvalg II, 1. delrapport drejer sig dels

om forhold, som forudsætter lovændringer, dels om initiativer, som først og

fremmest handler om den måde, som kommuner og amter prioriterer og

tilrettelægger arbejdet på.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder

derfor lovændringer, som Førtidspensionsudvalg II har peget på, og regler om

sagsbehandling m.v., som giver de sociale myndigheder mulighed for at følge

op på de anbefalinger fra udvalget, som ikke forudsætter ændret lovgivning,

fx om at lægge mere vægt på den forebyggende indsats og helhedsbedømmelser.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan derfor

ikke stå alene, og dens intentioner skal følges op af lokale beslutninger og

prioriteringer.

Som et led i at forbedre administrationen af sociale sager samarbejder

Socialministeriet med de kommunale organisationer om et

»socialforvaltningsprojekt«. Projektet går ud på at skabe et bedre

grundlag for de lokale beslutninger og prioriteringer, som skal udfylde de

rammer for sagsbehandlingen, som lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område giver.

2. Formål, forholdet til forvaltningsloven og offentlighedsloven samt

hovedtræk

Formålet med en lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område er at give borgerne bedre mulighed for aktivt at medvirke og få

indflydelse, når de sociale myndigheder behandler deres sag, og at

styrke borgernes retssikkerhed.

Loven fastlægger grundlæggende regler for, hvordan de sociale myndigheder

skal behandle sagerne. Der skal lægges vægt på, at borgerne får en

helhedsorienteret sammenhængende hjælp, hvor administrationen er særlig

opmærksom på gevinsterne ved en tidlig forebyggende indsats, herunder også i

forhold til arbejdsmarkedet.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område giver også en

samlet beskrivelse af, hvordan den sociale administration er opbygget, fx

udvalg under kommuner og amter og klagesystemet, der efter forslaget bliver

enstrenget.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samler

således en række regler fra det sociale område, som handler om borgernes

rettigheder, krav til hvordan sagerne skal behandles, opbygningen af den

sociale administration m.v.

Disse regler findes i dag en række forskellige steder: i de enkelte

sociale love, i den sociale styrelseslov, i ankestyrelsesloven. Reglerne

findes også i cirkulærer fra bistandslovens ikrafttræden i 1976 og i

forretningsordnerne for de sociale nævn og Ankestyrelsen.

Dertil kommer de regler, som kan udledes af praksis, udtalelser fra

Folketingets Ombudsmand, Justitsministeriet, Indenrigsministeriet og

Socialministeriet.

Reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

skal ses i sammenhæng med de enkelte sociale love, hvor der kan være regler,

som knytter sig til de sager, som den pågældende lov handler om. Fx er der i

lov om retssikkerhed og administration på det sociale område de almindelige

regler om adgangen til at få en sag efterprøvet af de sociale

ankemyndigheder, men der kan i den enkelte sociale lov været fastsat regler,

der fraviger reglerne i administrationsloven.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal også ses

i sammenhæng med både forvaltningsloven og lov om offentlighed i

forvaltningen.

Forvaltningsloven skal bruges af administrationen/den offentlige

myndighed, når den træffer en afgørelse, der stifter ret eller pligt for en

part, som på det sociale område typisk er borgeren/ansøgeren.

Der er i forvaltningsloven bl.a regler om aktindsigt, partshøring,

begrundelse, inhabilitet, tavshedspligt, vejledning og klagevejledning.

Offentlighedsloven skal altid bruges af administrationen/den

offentlige myndighed, når den behandler en sag, selv om sagen ikke medfører,

at der træffes en afgørelse, der stifter ret eller pligt over for en enkelt

borger.

Det fremgår bl.a. af offentlighedsloven, at administrationen har pligt til

at nedskrive mundtlige oplysninger, der har betydning for at afgøre en sag.

Kapitel 2 indeholder forslag, som ikke alle er nye, men som

fastlægger nogle væsentlige principper i forhold til borgerne:

* kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som

muligt; det bliver en pligt at give borgeren besked, hvis der ikke kan

træffes en afgørelse inden for en frist, som kommunalbestyrelsen eller

amtsrådet selv fastsætter

* borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag

* kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp

i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den

sociale lovgivning

* hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal hjælpen

tidligt i forløbet tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af pågældendes

situation og behov på længere sigt

* senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse,

skal kommunen foretage en kvalificeret vurdering af sagen (kvalificeret

1.vurdering)

* ansøgeren skal skriftligt have besked om afgørelser ved den

kvalificerede 1.vurdering

I kapitel 3 samles regler om handlekommune (opholdskommune),

således at reglerne herom bliver ens for de sociale love. Hovedreglen bliver,

at det er den kommune, som borgeren opholder sig i, som har pligten til at

give hjælp.

Desuden samles reglerne om borgernes pligt til at give oplysninger m.v.

Der er - med sproglige moderniseringer - i alt væsentlighed tale om at samle

og videreføre regler, som allerede findes i bistandsloven, i lov om social

pension m.v.

Fordelen ved at samle disse regler er, at såvel borgeren som myndighederne

kun skal se et sted for at få et overblik over, hvad der særligt gælder om

behandlingen af sager på det sociale område.

Kapitel 4 handler om kommunens opgaver, og det præciseres, at

kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de

kommunale opgaver løses, og at dette tilsyn omfatter både indholdet af

tilbudene og den måde, som opgaverne konkret bliver udført på.

Kapitel 4 indeholder også bestemmelserne om de udvalg, der skal være under

kommunerne.

Det gælder udvalget, som behandler sager om hjælp til

enkeltpersoner, og det gælder børn og unge-udvalget, der træffer

afgørelse om tvangsmæssige foranstaltninger for børn og unge.

Det er nyt, at kommunerne får pligt til at have et

koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats. Dette

forslag har som forudsætning, at kommunerne får kompetence til at tilkende

alle former for førtidspension. Koordinationsudvalget skal rådgive kommunen

om dens arbejdsmarkedsrettede indsats.

Koordinationsudvalget skal bredt følge indsatsen, der særligt retter sig

mod at få personer tilbage til arbejdsmarkedet. Det gælder bl.a. aktivering,

revalidering og opfølgning af sager om sygedagpenge. Et særlig vigtigt aspekt

i denne forbindelse er at udnytte mulighederne for at tilbyde beskæftigelse

på særlige vilkår, fx skånejob med tilskud.

Forslaget er også et led i at opprioritere den generelle forebyggende

indsats i forhold til arbejdsmarkedet, og forslaget ligger på linie med de

seneste ændringer om tidlig opfølgning i sager efter lov om dagpenge ved

sygdom eller fødsel, samt kampagnen for virksomhedernes sociale ansvar.

Reglerne i bistandsloven om ældreråd og klageråd føres med

sproglige justeringer uændret videre. Det gælder også kommunernes pligt til

at sikre, at der er forældrebestyrelser ved dagtilbud til børn. De

nærmere regler om forældrebestyrelser findes i lov om social service.

Kapitel 5 handler om amtskommunens opgaver, hvor det præciseres,

at Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de

amtskommunale opgaver løses, og at dette tilsyn omfatter både indholdet af

tilbudene og den måde, som opgaverne udføres på.

Amtskommunernes pligt til at have et udvalg, der behandler sager om

enkeltpersoner, videreføres. Det gælder også gældende regler om amtslige

brugerråd, der kan rådgive amterne og Københavns og Frederiksberg

Kommuner i sager om handicappolitik. Det foreslås, at de amtslige brugerråd

efter regler fastsat af socialministeren kan behandle klagesager efter §§ 69

og 70, jf. § 79 i lov om social service.

Kapitel 6 samler regler, der gælder både for kommuner og amter.

Disse myndigheders pligt til at samarbejde bliver præciseret.

Forslaget i § 43, stk. 1, betyder, at kommunen eller amtskommunen,

når den betaler for at få opgaver udført, har pligt til at overveje, om det

økonomiske arrangement indeholder mulighed for en formuedannelse og i givet

fald tage stilling til, hvordan det offentlige får indflydelse på formuens

senere anvendelse. Der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen.

I dag kan det have betydning i forhold til reglerne i forvaltningsloven og

offentlighedsloven, om en opgave udføres af en myndighed eller private.

Offentlige myndigheder og selvejende eller private institutioner med

overenskomst med en kommune eller en amtskommune er omfattet af de 2 love. En

række andre private organisationer m.fl. er derimod ikke omfattet af

forvaltningslovene. Der er derfor forskellig retstilstand både med hensyn til

fx aktindsigt, høringsret og notatpligt og med hensyn til indhentelse og

videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner. Det betyder fx, at reglerne

om adgangen til at indhente og videregive oplysninger er forskellige, alt

efter om der er tale om en kommunal pasningsordning for børn, en selvejende

institution, eller en puljeordning.

Det foreslås derfor at sikre samme retstilstand på de forskellige former

for tilbud. Der henvises til forslaget til § 43, stk. 2 og 3. Når en

myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social

service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i

forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der

udføres.

I forbindelse med kapitlet om fælles regler for kommunerne og

amtskommunerne er der grund til at gøre opmærksom på, at der i bistandsloven

er en særlig kompetenceregel, som ikke foreslås videreført.

Det drejer sig om bistandslovens § 9, stk. 2, som giver mulighed for, at

en kommunalbestyrelse eller et amtsråd kan overlade beføjelser til at træffe

afgørelser til en selvejende institution. Det er en forudsætning, at der er

sammenhæng mellem afgørelserne og den virksomhed, som den selvejende

institution udfører for kommunen eller amtskommunen. Bistandslovens § 9, stk.

2, kom ind i loven ved lov nr. 400 af 6. juni 1991.

Ved afgørelser forstås retsakter (forvaltningsakter), d.v.s. afgørelser,

der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret til i et konkret

tilfælde, fx afgørelser om tildeling af hjemmehjælp.

Reglen handler kun om mulighederne for at delegere kompetence til at

træffe afgørelser. Den handler således ikke om faktisk

forvaltningsvirksomhed, fx at udføre hjemmehjælp.

Begrundelsen for bistandslovens § 9, stk. 2, var, at plejehjem, der var

selvejende institutioner, skulle have mulighed for at drive integrerede

ordninger, d.v.s. fælles administration og personale for hjemmehjælp til

udeboende og omsorg/pleje af plejehjemsbeboere.

Denne generelle adgang til at delegere afgørelseskompetence til en

selvejende institution er ikke videreført i administrationsloven. Det

skyldes, at når det drejer sig om at tildele eller fratage borgere hjælp, så

bør det være myndighedens egne ansatte, som på myndighedens vegne træffer

afgørelsen.

Et ansættelsesforhold mellem myndigheden og den, som træffer afgørelsen,

giver den bedste sikkerhed for, at myndigheden kan kontrollere, at

afgørelserne følger den linie, som myndigheden har besluttet, at der skal

være for fx tildeling af hjemmehjælp. Dertil kommer, at myndigheden i kraft

af de almindelige arbejdsgiverbeføjelser umiddelbart kan styre den ansattes

handlinger, herunder også direkte gribe korrigerende ind, hvis der måtte være

grund til dette.

De beføjelser, som er delegeret efter den gældende regel i § 9, stk. 2, i

lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler. Der henvises

til forslagets § 89, stk. 6.

Kapitlerne 7 til 10 drejer sig om klagereglerne.

Forslaget bygger på et enstrenget ankesystem med det sociale nævn som

første klageinstans og Den Sociale Ankestyrelse som anden klageinstans, når

sagen har principiel eller generel betydning.

Dagpengeudvalget, det sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnet

nedlægges, og i stedet for bliver de nye sociale nævn første klageinstans.

Det er videre således, at lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område fastlægger hovedreglerne for klage. Der kan på særlige områder

være undtagelser, og disse er i så fald hjemlet i den lov, som regulerer

området.

I kapitel 7 findes reglerne om de sociale nævn, som behandler

klager over afgørelser, der er truffet af kommunen og amtskommunen.

I kapitel 8 lovfæstes det, at Den Sociale Sikringsstyrelse er

sekretariat for Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner, og

at styrelsen varetager de opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til

styrelsen.

Kapitel 9 indeholder reglerne om den Sociale Ankestyrelse.

Kapitel 10 handler om almindelige klageregler.

Det bliver efter forslaget obligatorisk, at den myndighed, som har truffet

en afgørelse, der klages over, har pligt til at genvurdere sagen, inden den

sender sagen videre til klagemyndigheden.

Med forslaget til § 69 sker der også den præcisering, at det sociale nævn

og Ankestyrelsen kun kan tilsidesætte det skøn, der indgår i en afgørelse

truffet af kommunen eller amtskommunen, når der foreligger særlige

omstændigheder.

Ændringen skal ses i sammenhæng med den praksis, der har udviklet sig i

ankeinstanserne siden § 15, stk. 5, i 1992 kom ind i bistandsloven. Den

foreslåede formulering svarer således til gældende ret, og med forslaget

bliver bestemmelsen generel, d.v.s. at den gælder for alle de sociale love.

Der henvises til afsnit 6.3.

Kapitel 11 fastsætter regler om koordinering af praksis.

Det nye er her, at foruden Ankestyrelsen får de sociale nævn også opgaver

med at sikre, at praksis er i overensstemmelse med gældende ret.

Praksiskoordineringen omfatter afgørelserne og eventuelle åbenbare

sagsbehandlingsfejl. Der henvises herved til afsnit 9.

Det Centrale Koordinationsudvalg, der er rådgivende over for

Ankestyrelsen og kommunerne, videreføres med en lidt ændret sammensætning.

Kapitel 12 og 13 samler gældende regler for kommunernes og

amtskommunernes pligt til at bidrage til statistik, analyse, information,

og om regnskabsaflæggelse og refusion.

Endelig indeholder Kapitel 14 reglerne om Det Centrale

Handicapråd, som videreføres uændret. Endvidere foreslås det, at

Børnerådet lovfæstes.

3. Regler om borgernes indflydelse, tidlig helhedsindsats m.v.

3.1. Krav om hurtig behandling

Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som

muligt, jf. forslaget til § 3. Dette svarer til god forvaltningsskik,

som det er fundet hensigtsmæssigt at lovfæste.

I en del sager kan der imidlertid være brug for at få omfattende og

tidskrævende oplysninger og vurderinger frem for at kunne træffe en

afgørelse. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at der fastsættes en generel

frist for, hvornår der skal foreligge en afgørelse.

Men borgerne har et rimeligt krav om at få besked, hvis det trækker ud med

en afgørelse.

Det foreslås derfor, at kommuner eller amtskommuner får pligt til at give

borgeren besked, hvis der ikke kan træffes en afgørelse inden for en generel

frist, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet selv fastsætter. Det er

således en lokal politisk afgørelse at fastsætte fristen.

Reglen i § 3 gælder i de tilfælde, hvor resultatet af myndighedens

behandling vil munde ud i en afgørelse, som kan indbringes for de sociale

nævn.

Fristen - og dermed kravet om at give skriftlig besked, hvis fristen ikke

kan overholdes - gælder således ikke ved beslutninger om faktisk

forvaltningsvirksomhed også kaldet bistandsudøvelsen, jf. herom i

bemærkningerne til § 3.

Det betyder, at § 3 ikke regulerer den hjælp, som en person fx

modtager i et botilbud efter lov om social service (tidligere §

112-institutioner i bistandsloven). Den dagligt udførte hjælp i form af

omsorg, pleje m.v. i disse botilbud har således karakter af beslutninger, og

der er ikke tale om afgørelser, der kan efterprøves af det sociale nævn.

Men hvis en sådan beboer søger om en konkret form for hjælp, fx om at

flytte til et botilbud i en anden kommune, vil behandlingen af ansøgningen

munde ud i en afgørelse, som beboeren i givet fald kan få efterprøvet i det

sociale nævn; derfor gælder reglen i § 3, d.v.s at beboeren skal have

besked, hvis myndigheden ikke kan træffe afgørelse inden for den frist, som

den selv har fastsat.

3.2 Medindflydelse

Meget væsentlige forudsætninger for et godt samspil mellem borgeren og

forvaltningen handler om forhold, som ikke kan reguleres direkte ved

lovbestemmelser. Det drejer sig fx om en god dialog mellem borgeren og

sagsbehandleren og om at behandle borgerne hensynsfuldt.

Men lovregler kan på visse punkter understøtte bestræbelserne for, at

myndighederne gør, hvad der er muligt for at få en god kvalitet i

sagsbehandlingen.

Dette gælder med hensyn til at give borgerne mulighed for aktivt at

deltage, når deres sag behandles. Det fremgår af § 4, som er et udtryk

for god forvaltningspraksis, og er derfor ikke udtryk for noget helt nyt. Men

princippet er så vigtigt, at det bør kunne læses direkte i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område.

Formuleringen - borgeren skal have mulighed for at medvirke - dækker

nemlig over nogle grundlæggende aspekter og hensyn, som fortsat er aktuelle

og vigtige at få præciseret.

Borgernes medindflydelse har forskellige facetter, og nogle af de centrale

punkter er samlet under de følgende overskrifter.

3.2.1.Borgerens eget ansvar

Fordi borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, er det en

logisk konsekvens, at borgeren naturligvis inddrages og har indflydelse på

sin egen sag. Myndigheden bør ikke overtage ansvaret og borgeren opleve, at

der handles hen over hovedet på ham eller hende.

3.2.2.Respekt for borgeren

Respekt for borgeren som person drejer også om den måde, som den konkrete

sag takles på.

Det har fx betydning, at sagsbehandleren fremlægger faglige vurderinger i

samarbejde med borgeren for at opnå sammenhæng mellem på den ene side

borgerens liv og opfattelse af sin egen situation og på den anden side

den faglige vurdering af de oplysninger, der er i sagen, og de

handlemuligheder, som lovgivningen giver.

Det er nødvendigt at få denne sammenhæng frem, fordi de konkrete

afgørelser om hjælp ofte forudsætter, at borgeren selv sætter sig nogle mål

og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med den

hjælp, som myndigheden giver.

3.2.3. God dialog giver øget forståelse

En grundlæggende forudsætning for medindflydelse er en god dialog og en

åben og gennemskuelig beslutningsproces.

Det har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. For

når borgeren er klar over, at hans eller hendes synspunkter har været taget i

betragtning, og borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er

den lettere at acceptere, selv om den ikke svarer til borgerens

forventninger.

Det er derfor vigtigt, at grundlaget for en afgørelse formidles på en klar

og forståelig måde. En formel begrundelse eller en henvisning til generelle

forhold vil i mange tilfælde ikke være tilstrækkelig. Det vil snarere kunne

virke som en opfordring til borgeren om at bruge sine muligheder for at klage

i stedet for at prøve at forstå, hvorfor afgørelsen er, som den er.

Det gælder navnlig, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene

forskelligt. I sådanne pressede situationer kan der ofte opstå forvirring og

uklarhed. Omhyggeligt begrundede faglige vurderinger er et godt middel til at

undgå yderligere uklarhed og usikkerhed, og er med at gøre det klart, hvad

sagens kerne er.

3.2.4. Tillid til og valg af sagsbehandler

Borgerens dialog med forvaltningen handler også om, at borgeren kommer i

kontakt med en eller nogle ganske få personer, som borgeren skal etablere et

samspil med. Der tale om et møde, hvor de personlige relationer kan betyde

meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de lidt mere

alvorlige sager.

Kommunen og amtskommunen bør være opmærksomme på disse ikke-rationelle

personlige individuelle forudsætninger, og myndighederne bør derfor være

imødekomne over en borger, der ønsker en anden sagsbehandler, eller som

ønsker at undgå en bestemt sagsbehandler.

Hvor det er muligt, bør der derfor inden for rimelige grænser være

mulighed for at vælge sin sagsbehandler.

3.2.5. Myndighederne har pligt til at sikre et godt

afgørelsesgrundlag

En offentlig myndighed har - i modsætning til borgeren - som udgangspunkt

de bedste muligheder for at skaffe grundlaget for en afgørelse. Det følger

derfor af almindelige forvaltningsretlige principper, at myndigheden har

pligt til at sørge for, at sagen bliver oplyst og behandlet på den måde, som

er bedst for borgeren. Men dette bør ikke ske hen over hovedet på borgeren.

Et aspekt af medindflydelse drejer sig derfor om, at myndigheden skal

informere om de almindelige muligheder for at få hjælp efter den

sociale lovgivning, om hvordan borgeren kan få indflydelse på

sagsgangen, om ret til at få skriftlige begrundelser for afgørelserne,

oplysninger om klagemuligheder, og om den adgang, som myndigheden har

til at indhente oplysninger.

Kommunerne bør i denne forbindelse også regelmæssig og mindst en gang om

året orientere borgeren om den gæld - tilbagebetalingspligtig kontanthjælp,

forskudsvise udlagte børnebidrag osv. - vedkommende eventuelt måtte have til

kommunen på det sociale område.

3.2.6. Krav til administrationen

Det fremgår af § 4, at kommunen og amtskommunen skal tilrettelægge

sin administration på en sådan måde, at borgeren kan udnytte sin mulighed for

at få indflydelse. Bestemmelsen giver en overordnet ledetråd for, hvordan en

kommune eller amtskommune konkret skal tilrettelægge arbejdet.

Det er kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, som ud fra egne politiske

prioriteringer og muligheder afgør, hvordan deres administration bedst kan

indrettes således, at borgerne aktivt kan medvirke.

3.2.7. Lokale retningslinier

I en række tilfælde fastsætter kommunalbestyrelsen eller amtsrådet lokale

retningslinier og rammer for, hvordan deres administration skal behandle

visse sager. Sådanne retningslinier er bl.a. nødvendige for at sikre, at

forvaltningen administrerer reglerne efter ensartede principper.

Disse interne retningslinier er efter offentlighedsloven altid undergivet

aktindsigt, men for at bruge disse regler skal borgeren selv være aktiv.

Det bør ikke være nødvendigt, idet borgerne altid bør have adgang til at

få oplysning om sådanne retningslinier, og sagsbehandleren bør give en

korrekt og fyldestgørende begrundelse herfor. Hvis borgeren ikke får disse

informationer, vil det være meget svært for borgeren at forstå myndighedens

handlemåde og afgørelser, og det vil være vanskeligt for borgeren aktivt at

kunne medvirke til at opnå formålet med hjælpen.

3.2.8. Serviceinformation

Et vigtigt element i forbindelse med medindflydelse er den

serviceinformation, som myndighederne har pligt til at udarbejde efter den

kommunale styrelseslov. Der henvises herved til afsnit 4 nedenfor.

3.3. Først-gangs-visitation, kvalificeret vurdering efter 8 uger

Nogle borgere vil have behov for hjælp i en kortere periode, og der er

derfor ikke brug for en dyberegående kortlægning af borgerens sociale

situation.

I sådanne tilfælde bør hverken borgeren eller myndigheden bruge mere tid

end nødvendigt; det vil sige, at sagsbehandlingen skal koncentreres om at få

de oplysninger frem, som er nødvendige for at kunne give den rigtige

kortvarige hjælp. Men så heller ikke mere.

I andre tilfælde er det allerede fra første færd oplagt, at der bliver

behov for hjælp i en længere periode. Her er det vigtigt, at myndigheden

tidligt i forløbet - sammen med den, som det handler om - foretager en nøjere

vurdering og kortlægning af problemer og muligheder.

Visitationen ved første henvendelse fra en borger skal således på engang

tage hensyn til

* at mange sociale sager er enkle i den forstand, at ansøgeren kun i kort

tid har brug for hjælp, og

* at det i andre tilfælde er vigtigt at sætte tidligt ind i de alvorligere

sager.

Der er altså brug for, at visitationen ikke er unødigt ressourcekrævende i

forhold til de enkle sager samtidig med, at de alvorligere tilfælde tidligt

samles op. For at sikre dette, foreslås der i § 7, en regel om, at

senest efter 8 uger skal kommunen eller amtskommunen have foretaget en

kvalificeret helhedsvurdering af situationen. Der henvises herved til

bemærkninger til § 7.

Princippet om en første kvalificeret vurdering senest efter 8 uger skal

være generel for alle de sociale love. Reglerne om, hvordan kommuner senere

skal følge op i sagerne, vil fremgå af de enkelte sociale love, fx i lov om

aktiv socialpolitik, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel m.v.

3.4. Helhedsvurdering

Det er af stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet

vurdering af borgerens situation. Derfor foreslås det i § 5, at

kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt og ikke kun

i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om.

Bestemmelsen betyder således, at myndigheden skal behandle sagen ud fra

andre muligheder, selv om en borger ansøger om en bestemt form for hjælp. I

en række tilfælde vil det naturligvis ikke være aktuelt at gennemgå samtlige

muligheder. Hvis en person ansøger om et konkret hjælpemiddel, fx et

høreapparat, er det oplagt, at det, som myndigheden skal undersøge, er, om

ansøgeren opfylder betingelserne for et hjælpemidlet. Det samme vil være

tilfældet, hvis en person søger om hjælp til forsørgelse, og der ikke er

noget, som tyder på, at pågældende har andre problemer end ledighed. I

sådanne tilfælde skal kommunen ikke overveje andre muligheder. Kommunen

behøver således ikke at dokumentere dette yderligere.

Men søger en person om hjælp til forsørgelse, og er der andre problem er

end ledighed, kan sagen stille sig anderledes. Kommunen kan ikke nøjes med at

behandle en ansøgning om førtidspension i forhold til reglerne i lov om

social pension. Kommunen skal også se på andre muligheder for at løse behov

for hjælp, fx i forhold til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik:

aktivering, revalidering, skånejob med tilskud og førtidspension.

Det kan i visse tilfælde betyde, at der vil gå en vis tid med at få sagen

afklaret, inden kommunen kan træffe beslutning om, hvorvidt behovet for hjælp

til forsørgelse muligvis bedre afhjælpes ved tilbud om revalidering eller

måske et tilbud om et skånejob.

Her følger det af forslaget til § 7, at kommunen senest efter 8

uger har pligt til at tage stilling til, i hvilken retning hjælpen skal gå.

Skal der satses på uddannelse og hjælp til revalidering? Eller er ansøgerens

situation sådan, at der ikke er en rimelig udsigt til, at uddannelse vil

forbedre ansøgerens chancer for at forsørge sig selv?

Hvis kommunen mener, at der skal arbejdes på at få afklaret mulighederne

for revalidering, vil der være tale om en afgørelse, der kan indbringes for

det sociale nævn.

3.5. Oplysning om andre muligheder for hjælp

Myndigheden skal så vidt muligt også oplyse borgeren om de muligheder for

hjælp, der findes uden for eller i tilknytning til den offentlige hjælp.

Det kan fx være rådgivning i statsamtet vedrørende familieretlige sager

eller skifteretten vedrørende gældssanering.

Det kan også være hjælp fra frivillige sociale organisationer, foreninger

og andre, som borgeren skønnes at kunne modtage hjælp fra i den konkrete

situation. I andre tilfælde kan borgeren få glæde af, at der samarbejdes med

en boligforening eller en virksomhed.

3.6 Oplysninger, der er nødvendige for at afgøre sagen

I §§ 10 til 12 fastsættes regler, der drejer sig om at skaffe

oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelserne. Der er - med

sproglige justeringer - tale om at videreføre regler, som findes i

bistandsloven, lov om social pension m.v.

Det gælder med hensyn til, at en ansøger har pligt til at medvirke

til at få de nødvendige oplysninger frem ( § 10 ), at en

myndighed kan kræve, at andre myndigheder eller personer giver oplysninger (

§ 12 ), og at man har pligt til at oplyse om ændringer, der har

betydning for hjælpen, når man modtager hjælp ( § 11 ).

Det understreges i § 12, at også når en myndighed efter reglerne

har ret til uden samtykke at skaffe oplysninger fra andre, skal myndigheden

forsøge at få et samtykke fra den, som oplysningerne handler om. Der kan

imidlertid være situationer, hvor myndigheden har brug for oplysningerne, men

er klar over, at samtykke ikke vil blive givet. Det kan fx være i børnesager

eller uansøgt førtidspension, hvor det er nødvendigt for myndigheden at

træffe en afgørelse og dermed nødvendigt at indhente de relevante

oplysninger. I disse tilfælde må myndigheden se bort fra ønsket om i videst

muligt omfang at indhente samtykke.

I relation til § 12 er der den præcisering, at myndighederne ikke

kan nøjes med generelt at oplyse modtagerne om deres oplysningspligt.

Modtagerne af hjælp skal også have at vide, hvilke typer af forandringer der

kan være relevante, fx ændringer i økonomiske forhold og ægteskabelige

forhold.

I forbindelse med reglerne om oplysninger kan det fremhæves, at det har

stor betydning, at borgeren forstår formålet med oplysningerne og

konstruktivt bidrager med oplysninger. Indsamling af oplysninger må derfor

ske ud fra en åben dagsorden, som både myndigheden og borgeren har kendskab

til for at sikre, at borgeren har mulighed for at forvisse sig om, at de

oplysninger, som borgeren synes er relevante, kan blive taget i betragtning.

Der kan herved henvises til afsnit 3.2.3.

4. Information, brugerindflydelse og kvalitetskontrol som baggrund for

den enkelte borgers forhold og rettigheder

I de senere år har åbenhed og synlighed om de kommunale og amtskommunale

ydelser fået stadig større opmærksomhed.

Ved en ændring af den kommunale styrelseslov pr. 1. september 1995 fik

kommunalbestyrelser pligt til mindst hvert andet år overfor kommunens borgere

at redegøre for indholdet og omfanget af de væsentligste kommunale ydelser,

der tilbydes eller vil blive tilbudt kommunens borgere.

Redegørelsen skal også indeholde oplysninger om de mål, som

kommunalbestyrelsen har sat for udviklingen på de pågældende områder. Det er

forudsat, at de enkelte ministerier følger denne udvikling op på deres

respektive ansvarsområder.

Baggrunden for ændringen af den kommunale styrelseslov er et ønske om at

sikre, at borgerne i alle kommuner får en tilgængelig oversigt over, hvilke

rammer og målsætninger kommunalbestyrelsen i deres kommune har sat for de

kommunale serviceydelser.

Disse regler i den kommunale styrelseslov bevirker, at der ikke i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område er brug for nye regler

om generel informationspligt for kommuner og amtskommuner. Men information

til borgerne er et vigtigt led i at opnå formålene med administrationsloven,

nemlig et bedre samspil mellem borger og forvaltning.

Borgerne forventer at få en generel viden om og et overblik over den

kommune/amtskommune, som de bor i. Brugerne af de enkelte ydelser har ofte

brug for en mere konkret viden. Det kan i sig selv forbedre effekten af

indsatsen. Det kan også udrydde misforståelser, fx urealistiske forventninger

om, hvad man kan få hjælp til. Det kan spare forvaltningerne og klagesystemet

for sager.

Det forhold, at flere og flere kommuner og amtskommuner udarbejder

information til borgere/brugere, fx i form af serviceinformation,

servicedeklarationer, kvalitetsmål og redegørelser for formål og indhold af

de væsentligste ydelser, giver borgerne/brugerne mulighed for at vurdere

indhold og kvalitet af den lokale indsats. Dette er bl.a. væsentligt for, at

borgerne kan få medindflydelse og reelle valgmuligheder. Det gælder også i

forhold til deres mulighed for at deltage aktivt i den kommunalpolitiske

debat om kommunens serviceniveau og om prioriteringen mellem de enkelte

tilbud.

5. Koordinationsudvalg i kommunerne

I forslaget til kapitel 4 findes reglerne om de udvalg, der skal være i

kommunerne.

Som noget nyt får kommunerne pligt til at have et

koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats. Dette

forslag hænger bl.a sammen med, at kompetencen til at tildele alle former for

førtidspension flyttes til kommunen.

Forslaget om koordinationsudvalg er et led i at opprioritere den generelle

forebyggende indsats over for borgere, der er i fare for at miste

tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller som kun vanskeligt kan opnå

beskæftigelse på almindelige vilkår.

Erfaringerne fra bl.a. kommunerne, som har gjort en ekstra indsat for at

følge op i sager om sygedagpenge, viser, at der er mange positive effekter

ved at samarbejde med bl.a. de faglige organisationer om at tilrettelægge et

målrettet arbejde, hvor man tidligt går ind i sagerne for om muligt at få

løst problemerne, inden de har bidt sig fast.

De foreløbige erfaringer fra de kommuner, der har fået overført den fulde

tilkendelseskompetence i førtidspensionssager m.v. viser, at de lokale

sociale koordinationsudvalg er kommet godt i gang og er gået ind i en

konstruktiv dialog om udvalgenes og kommunernes opgaver. Desuden er der skabt

en lokal debat og lokale kontakter/samarbejde om arbejdsfastholdelse,

integration, skånejob m.v.

Det sociale koordinationsudvalg har endvidere i disse kommuner været

medvirkende til, at der er sat særlig fokus på sygedagpengeområdet, herunder

det vigtige i en tidlig opfølgning. Endvidere har udvalget medvirket til, at

revaliderings- og aktiveringsområdet har fået større opmærksomhed.

Kommunens koordinationsudvalg kan ikke behandle enkelt-sager, men det skal

være rådgivende over for kommunen med hensyn til arbejdsmarkedsrettede

initiativer. Det gælder i forhold til, hvordan aktiveringen bedst

tilrettelægges, hvordan revalidering kan bruges aktivt som led i at undgå

førtidspensionering, hvordan der kan skaffes flere skånejob osv.

6. Om klage m.v.

Med forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område forenkles det sociale ankesystem. Samtidig medfører forslagene til lov

om social service og lov om aktiv socialpolitik, at der bliver klageadgang på

områder, hvor der hidtil ikke har kunnet klages. De særlige

straffebestemmelser i bistandsloven videreføres ikke.

Administrationsloven indeholder de generelle regler om klagemuligheder og

om behandling af klagesagerne, samt reglerne om klageråd, jf. § 34.

Hvis der på enkelte områder gælder særlige regler, vil disse fremgå af den

enkelte lov. Som eksempel kan nævnes, at der ikke er klageadgang over afslag

på dagtilbud til børn.

6.1. Et enstrenget ankesystem og et nyt socialt nævn

Dette forslag hænger sammen med overvejelser om, at kompetencen til at

tilkende alle typer af førtidspension udlægges til kommunen.

Kommunen vil herefter have kompetencen til at afgøre spørgsmål om alle

forsørgelsesydelser efter den sociale lovgivning, d.v.s. udover

førtidspension også om kontanthjælp/aktivering, revalidering m.v. Kommunen

får hermed mulighed for at vurdere og afgøre de konkrete sager i forhold til

alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning.

Efter de gældende regler, jf. nedenfor, er der forskellige ankeinstanser

afhængig af, hvilken ydelse der er tilkendt eller givet afslag på. Det

sociale ankenævn kan således i dag ikke behandle sager om sygedagpenge eller

om pension, selv om en sag, der umiddelbart handler om revalidering, også

indeholder vigtige aspekter i forhold til reglerne om dagpenge eller pension.

Ankeinstansen bør have samme mulighed som kommunen for at kunne

helhedsvurdere sagerne ud fra alle muligheder i den sociale lovgivning.

Derfor vil det være hensigtsmæssigt med et enstrenget ankesystem.

Det vil også medvirke til at nedsætte sagsbehandlingstiden, når en sag

ikke længere kan risikere at vandre frem og tilbage mellem kommune og

forskellige ankeinstanser, men at der kun er en ankeinstans, som kan tage

stilling til hele sagen.

De gældende regler er i dag:

Dagpengeudvalget er sidste og eneste klageinstans i sager om sygedagpenge.

Revaliderings- og pensionsnævnet er 1. klageinstans for

kommunale afgørelser om almindelig og forhøjet almindelig førtidspension.

Følgende afgørelser træffer nævnet som 1. instans:

1) afgørelser om mellemste og højeste førtidspension,

2) sager om bistands- og plejetillæg efter §§ 16-18 i lov om social

pension,

3) sager om hjælp til etablering af selvstændig virksomhed efter

bistandslovens § 43 (revalidering), og

4) sager om invalidebiler efter bistandslovens § 58.

Det sociale ankenævn er 1. klageinstans for øvrige kommunale

afgørelser bortset fra sygedagpenge.

Amtskommunens afgørelser kan i dag indbringes for Ankestyrelsen som sidste

administrative klageinstans.

Som det ses, er de gældende klageveje ikke ganske overskuelige, og

systemet er ikke indrettet på, at ankeinstanserne i alle sager kan behandle

alle sagens aspekter.

Forslaget går ud på, at der etableres et socialt nævn, der

skal være ankeinstans på de områder, som revaliderings- og pensionsnævnet,

det sociale ankenævn og Dagpengeudvalget hidtil har været ankeinstans på.

Afgørelser, som træffes af amtskommunen, skal også kunne efterprøves af det

sociale nævn.

Ændringen medfører,

at dagpengeudvalget nedlægges, og klager om afgørelser efter lov

om dagpenge ved sygdom eller fødsel skal behandles af det sociale nævn,

at revaliderings- og pensionsnævnet nedlægges, og sager, som

nævnet har behandlet som 1. instans, overgår til kommunen eller amtskommunen.

Nævnet skal heller ikke behandle sager om mellemste førtidspension m.v. som

1. instans,

at amtskommunens afgørelser, der i dag kan indbringes for

Ankestyrelsen, i stedet skal indbringes for det sociale nævn.

Det sociale nævns afgørelse kan, hvis sagen har principiel eller generel

betydning, efterprøves af Ankestyrelsen. Det svarer til de regler, der gælder

i dag. I bemærkningerne er det præciseret, hvilke kriterier Ankestyrelsen

skal lægge vægt på, når styrelsen beslutter, om en sag har principiel eller

generel betydning. Der henvises til bemærkningerne til §§ 55 og 63.

Efter forslaget bliver klagevejen altså ens i sociale sager, uanset om det

er en kommune eller en amtskommune, der har truffet afgørelsen. Det gælder

også afgørelser om tildeling af invalidebil, som efter forslaget til lov om

social service flyttes fra revaliderings- og pensionsnævnene til

amtskommunerne.

Som følge af den ændrede ankestruktur foreslås det, at sammensætningen af

medlemmer i det nye sociale nævn afspejler den nye ankestruktur ved at

arbejdsmarkedets parter og amtskommunen bliver repræsenteret sammen med de

hidtidige repræsentanter fra kommunerne og De Samvirkende

Invalideorganisationer.

Der henvises til bemærkningerne til § 45 og § 48, stk. 2.

6.2. Nye muligheder for at klage

I det samtidigt fremsatte forslag til lov om aktiv socialpolitik bliver

der som noget nyt klagemuligheder over, om et tilbud om aktivering er

rimeligt. Det samme gælder kommunens afgørelser om godtgørelse under

aktivering, idet klagemyndigheden her skal vurdere sagen ud fra de

retningslinier, som kommunen har fastsat for godtgørelse.

Efter forslaget til lov om social service bliver der som noget nyt

klagemuligheder i forbindelse med afgørelser om plejeorlov m.v. til pasning

af døende.

Det foreslås, at reglerne om godtgørelse til pasning af alvorligt syge

børn placeres i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, og der er ikke

forslag om, at den gældende ankebegrænsning føres videre.

6.3. Ankemyndighedernes adgang til at efterprøve skønsmæssige

afgørelser

I forslaget til § 69 formuleres en generel regel om det sociale nævns og

Ankestyrelsens mulighed for i sociale sager at efterprøve de dele af en

afgørelse, som bygger på et skøn.

Der er i dag i bistandsloven i § 15, stk. 5, en regel, som siger, at de

sociale ankenævn og Ankestyrelsen kun kan tilsidesætte en kommunal

skønsmæssig afgørelse, hvis skønnet er ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Denne bestemmelse trådte i kraft den 1. januar 1992.

I de øvrige sociale love, fx pensionsloven, findes der ikke en tilsvarende

lovregel om klagemyndighedens adgang til at efterprøve skønnet.

Kontanthjælpsudvalgets rapport fra september 1994

Betydningen af reglen i bistandslovens § 15, stk. 5, har været behandlet i

den første rapport fra Socialministeriets Kontanthjælpsudvalg.

I denne rapport redegøres der for, at Ankestyrelsens praksis ved

bedømmelsen af skønsmæssige afgørelser har taget udgangspunkt i synspunkter,

der svarer til den forvaltningsretlige teori. Ankestyrelsen efterprøver

således selve sagsbehandlingen, sagsoplysningerne og det juridiske grundlag.

Ankestyrelsen efterprøver også de kriterier, som kommunen har lagt til grund,

herunder også hvordan disse er prioriteret og vægtet. Ankestyrelsen påser

også, at lighedsgrundsætningen ikke er tilsidesat, og at der ikke ved

afgørelsen forfølges ulovlige formål.

Kontanthjælpsudvalget konkluderede, at den måde, som Ankestyrelsen

efterprøver skønsmæssige afgørelser ud fra reglen i bistandslovens § 15, stk.

5, svarer til den efterprøvelse, som domstolene og ombudsmanden foretager af

skønsmæssige afgørelser.

På baggrund af bl.a. Ankestyrelsens praksis på området ville udvalget ikke

foreslå bestemmelsen ophævet. Udvalget konstaterede, at der har været

usikkerhed om rækkeviden af bestemmelsen. Der var i følge udvalget forhold,

der pegede på, at nævnene havde følt sig begrænset i deres kompetence til at

gå ind i de kommunale afgørelser og dermed været tilbageholdende hermed,

uanset at afgørelserne ikke udelukkende beroede på et skøn.

Udvalget foreslog derfor, at der blev udsendt en vejledning om de

forvaltningsretlige begrænsninger i skønsudøvelsen, og at en sådan vejledning

rettede sig mod både de kommunale myndigheder og klageinstanserne.

Domstolenes og ombudsmandens praksis

Det er i grundlovens § 63 bestemt, at domstolene er berettigede til at

påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser, dvs. at der er

domstolskontrol med forvaltningen også, når forvaltningen udøver et skøn.

Rækkevidden af denne bestemmelses betydning er fastlagt gennem domstolenes

praksis og fx i den måde, som Ombudsmanden vurderer de skønsmæssige dele i de

sager, som Ombudsmanden behandler.

Praksis er, at når der i en afgørelse indgår skøn, så efterprøver

domstolene og Ombudsmanden om den myndighed, hvis afgørelse er til

bedømmelse, har udøvet skønnet lovligt.

Heri indgår navnlig, om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der

eventuelt er taget hensyn til ulovlige kriterier, om myndigheden har

foretaget en konkret individuel afvejning af sagens omstændigheder og, om

lighedsgrundsætningen er fulgt. Endvidere efterprøves skønsmæssige afgørelser

mere intenst, jo mere indgribende en beslutning er. Et eksempel på en

indgribende beslutning er forældres samvær med et barn, der er anbragt uden

for hjemmet. Der kan i disse tilfælde være flere grunde til at gå længere ind

i bedømmelsen end i andre typer af sager.

I praksis er der dog en forskel på den måde, som Ombudsmanden og

domstolene efterprøver skønnet på, idet Ombudsmanden typisk ikke efterprøver

den del af afgørelserne, som bygger på en rent fagkyndig vurdering, fx

lægelige vurderinger i sager om førtidspension.

Ankestyrelsen og de sociale ankenævn forholder sig ligesom domstolene

selvstændigt til lægelige skønsmæssige vurderinger, som derfor ikke uden

videre lægges til grund, uanset de indgår i en skønsmæssig vurdering.

Forslaget til formulering af § 69

Som beskrevet af Kontanthjælpsudvalget, har der efter indførelsen af

bistandslovens § 15, stk. 5, hersket en vis usikkerhed med hensyn til

prøvelsen af skøn.

Som led i gennemskrivningen af de administrative bestemmelser og

klagereglerne stilles der derfor forslag om at tydeliggøre

klagemyndighedernes prøvelse af skønnet i selve loven i stedet for, som

foreslået af Kontanthjælpsudvalget, at udsende en vejledning.

Forslaget til § 69 om ankemyndighedernes adgang til at efterprøve skønnet

er formuleret således, at gældende ret videreføres, således som denne er

fastlagt af domstolenes og Ombudsmandens praksis m.v.

Det ville være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis den sociale lovgivning

indrettes således, at de sociale klageorganers mulighed for at efterprøve

skønsmæssige afgørelser er begrænset i forhold til domstolene eller

Ombudsmanden. En konsekvens af en sådan retstilstand ville være, at borgerne

for at være sikre på, at deres sag blev efterprøvet fuldt ud, ville være nødt

til at indbringe deres klage til domstolene.

Dette ville oplagt være uhensigtsmæssigt, og som det fremgår af

ovenstående, er dette da heller ikke gældende ret. Det gælder også praksis

efter bistandslovens § 15, stk. 5. Det foreslås derfor, at bestemmelsen også

får virkning for de andre sociale love.

6.4. Ophævelse af straffebestemmelserne

Bistandsloven har en særlig straffebestemmelse, der ikke foreslås

videreført i forslagene til lov om aktiv socialpolitik og lov om social

service. Straffebestemmelsen for borgerne i lov om dagpenge ved sygdom eller

fødsel vil tilsvarende blive foreslået ophævet. Der er fortsat behov for en

regel om, at virksomheder kan straffes for overtrædelser i relation til

dagpengeloven.

Der er i samtlige love regler om ubetinget tilbagebetaling af ydelser, der

er modtaget med urette.

Med mulighederne for at få de nødvendige oplysninger og for at fastsætte

tilbagebetaling findes det rimeligt ikke at videreføre straffebestemmelserne,

idet en modtager af hjælp efter den sociale lovgivning i dag ikke bør være

omfattet af en videregående straffemulighed end andre personer i samfundet.

7. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets pligt til at føre tilsyn

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet har ansvaret for de opgaver, som

lovgivningen placerer hos disse myndigheder.

Det betyder, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre

tilsyn med, at opgaverne løses med den kvalitet - både fagligt og økonomisk -

som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i

kommunen eller amtskommunen.

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal således aktivt påse, at borgerne og

brugerne får den hjælp, som de har krav på, og at hjælpen har den kvalitet i

udførelsen, som myndigheden har besluttet, at der skal være.

Det er en del af tilsynspligten, at den ikke kun kan afgrænses til de

tilbud, som kommunen/amtskommunen selv driver med egne ansatte, men at den

også omfatter hjælp, der efter aftale udføres af andre, fx en selvejende

institution, et bofællesskab, en puljeordning.

Pligten til at føre tilsyn drejer sig foruden om kvaliteten naturligvis

også om økonomien - eller mere præcist om forholdet mellem økonomi og

kvalitet.

Disse grundlæggende regler om tilsyn er fastsat i forslaget til §§ 16 og

39.

Reglerne om tilsyn skal ses i sammenhæng med bl.a. forslaget til lov om

social service.

I dette forslag er de tilbud, som i dag er knyttet til § 112-institutioner

efter bistandsloven (botilbud til personer med vidtgående fysiske eller

psykiske handicap) beskrevet således, at der ikke tages udgangspunkt i et

særligt instituionsbegreb, men at der i disse tilfælde er tale om - efter

behov - at sammensætte forskellige former for hjælp til en samlet pakke af

forskellige typer af hjælp.

Der er naturligvis ikke hermed lagt op til, at bo/servicetilbuddene til

disse svage grupper skal forringes. Tværtimod vil der med den nye måde at

beskrive hjælpen på blive lagt vægt på bedre og mere individuelt tilpassede

hjælpetilbud.

For at sikre dette er det vigtigt, at når kommunalbestyrelsen og amtsrådet

konkret tilrettelægger deres tilsyn særligt er opmærksomme på, om kommunen

eller amtskommunen lever op til sine forpligtigelser i forhold til hjælpen

til disse og andre svage persongrupper.

I forslaget til lov om social service justeres bistandslovens krav om

overenskomst med selvejende institutioner. Hidtil har kravet om overenskomst

dækket over en aftale om driften, der væsentligt har sikret det økonomiske

mellemværende i forhold til et bestemt antal pladser.

Dette er ikke tilstrækkeligt, idet bestemmelser om det økonomiske

mellemværende bør suppleres med bestemmelser, der siger noget om den

kvalitet, som det offentlige og brugerne har krav på. Der henvises herved til

de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om social service.

I det vejledningsmateriale, der vil blive udarbejdet i tilslutning til lov

om retssikkerhed og administration på det sociale område og til lov om social

service, vil Socialministeriet i forbindelse med den indholdsmæssige side af

tilsynspligten bl.a fremhæve følgende vigtige elementer:

Tilsyn med kvaliteten

Det handler her om at sikre, at den faglige kvalitet og omkostningerne

nøje svarer til, hvad kommunalbestyrelsen eller amtsrådet ønsker og vil tage

ansvar for. Det gælder for opgaver, der udføres af kommunens eller

amtskommunens eget personale, og for opgaver udført af andre.

Når det drejer sig om, at andre udfører en opgave for det offentlige, er

det vigtigt, at myndigheden allerede, når aftalen indgås, stiller krav om, at

aftalens økonomiske dele suppleres med beskrivelser af kvaliteten af den

ydelse, som skal leveres. Uden en sådan beskrivelse er det ikke forsvarligt

at indgå aftale om udførelse af en opgave.

Det bør også af aftalen fremgå, hvordan der i forbindelse med den løbende

drift skal ske kontrol af, at opgaven udføres med den aftalte og ønskede

kvalitet. Der vil fx blive vejledt om, hvordan krav om kvalitet og kontrol

hermed kan indgå i aftalerne, hvordan det sikres, at forvaltningslovens

regler kan efterleves, statistik-produktion, m.v.

For at kommuner og amtskommuner kan føre tilsyn med kvaliteten af de

opgaver, der udføres, er det vigtigt at forholdet mellem de lokalpolitiske

målsætninger og den faktiske indsats kan vurderes.

Kommuner og amtskommuner har derfor brug for redskaber, der sætter dem i

stand til at dokumentere ikke blot den planlagte, men også den leverede

ydelse. Herudover er der behov for metoder til at vurdere konsekvensen af

lokalpolitiske forslag om ændringer i serviceniveauet.

Langt fra alle kommuner og amtskommuner har i dag de fornødne redskaber

til styring af kvalitet og ressourcer. Og det er derfor vigtigt at

udviklingen af sådanne værktøjer opprioriteres.

Derfor har Socialministeriet iværksat et projekt om styring af fremtidens

hjemmepleje. Projektet tager fat i disse problemstillinger og resultaterne

kan inspirere til initiativer i kommuner og amtskommuner på dette og andre

områder.

Tilsyn med økonomien

Myndighederne skal stille krav til budgetter og regnskabsaflæggelsen,

således at det er muligt at gennemskue og påse, at de økonomiske forhold og

at udførelsen af den aftalte opgave foregår ordentligt.

En måde, som dette kan sikres på, er at kræve, at myndigheden får en

repræsentant i bestyrelsen for den organisation eller institution, som har

ansvaret for opgaven. Dette kan være en nærliggende mulighed, hvis der er

tale om at udføre sammensatte former for hjælp, hvor det kan være vanskeligt

alene ud fra regnskaberne at vurdere, om den samlede drift foregår økonomisk

forsvarligt, eller hvis der indgår større aktiver, fx fast ejendom, som en

del af tilbuddet.

Forholdet mellem tilsyn og serviceinformation

Som det er beskrevet foran i afsnit 4 har kommunerne efter den kommunale

styrelseslov en informationsforpligtelse overfor borgerne vedrørende

kommunale serviceydelser. Denne information vil give en større åbenhed og

gennemskuelighed af kommunale og amtskommunale tilbud.

Informationen har væsentlig betydning for borgernes mulighed for at

deltage aktivt i den kommunalpolitiske debat om kommunens serviceniveau og om

prioriteringen mellem de enkelte servicetilbud.

Borgernes reaktioner - positive eller negative - er en vigtigt del af

grundlaget for myndighedernes tilsyn. Kvalificerede og præcise meldinger fra

borgerne til de lokale politikere om de forskellige hjælpeformer, give gode

informationer om, hvor der kan være problemer, som der bør ses nøjere på. Og

der er ikke tvivl om, at en veludformet serviceinformation, som borgerne kan

forstå og forholde sig til, vil give mere kvalificerede tilbagemeldinger til

politikerne.

Brugerindflydelse

Det bør være et væsentligt led i tilsynet - og i at sikre kvaliteten af

hjælpen - at lægge vægt på brugerindflydelse.

Brugerne - og eventuelt deres pårørende - har personlige og direkte

oplevelser af, hvordan hjælpen efter deres opfattelse fungerer, og derfor kan

der fra brugerne komme særligt vigtige signaler om, at der kan være noget

galt.

I denne forbindelse vil brugerne - og deres pårørende - kunne bruge

serviceinformation til at vurdere, om kvaliteten af de forskellige tilbud er

i overensstemmelse med de ønsker og målsætninger, som kommunen eller

amtskommunen har sat.

I forslaget til lov om social service er der en bestemmelse om, at

brugerne skal have indflydelse på tilbudene. Det kan i forhold til visse

persongrupper være vanskeligt at sammensætte brugergrupper, fx på plejehjem

med mange meget svage ældre. Men her kan det - som det fremgår af

Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl - være en ide

at etablere beboer-pårørenderåd for på denne måde at få brugersynspunkter

repræsenteret.

Reglerne om brugerindflydelse gælder naturligvis uanset om opgaven udføres

af andre eller af personer, som myndigheden har ansat. Hvis en kommune eller

en amtskommune aftaler, at en opgave skal udføres af andre end egne ansatte,

vil det derfor være naturligt, at en del af aftalen fastlægger, hvordan

brugerne skal have indflydelse.

8. Tilsyn med kommuner og amtskommuner

Dette afsnit handler om, hvorledes andre myndigheder m.v. fører tilsyn

med, hvorledes de kommunale og amtskommunale opgaver løses.

8.1. Det almindelige tilsyn med kommunerne

Udover reglerne om klage er de kommunale og amtskommunale myndigheders

beslutninger og afgørelser også omfattet af det almindelige tilsyn med

kommunerne.

Efter § 47 og § 61 i lov om kommunernes styrelse fører de almindelige

kommunale tilsynsmyndigheder - Indenrigsministeriet og de for hvert amt

nedsatte tilsynsråd tilsyn med, at amtskommunerne og kommunerne overholder

lovgivningen.

§ 61 og § 61 c fastslår, hvilke retlige reaktionsmuligheder der kan

anvendes over for ulovligheder i kommunestyret. Tilsynsrådet kan således

eksempelvis ikke omgøre eller rette en kommunal beslutning.

Det er en betingelse for anvendelsen af disse reaktionsmidler, at der

foreligger en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige

retsgrundsætninger.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan således ikke tage stilling til, om

kommunens sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål

vedrørende skønsudøvelse, sålænge skønnet udøves inden for de rammer, der er

fastlagt i lovgivningen.

Såfremt der er andre klagemyndigheder, som er kompetente til at behandle

den pågældende sag, viger det kommunale tilsyn.

8.2. Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmands kompetence er fra den 1. januar 1997 udstrakt til

alle dele af den offentlige forvaltning.

Det er en ændring i forhold til tidligere, hvor kommunale og amtskommunale

forvaltninger kun var omfattet, hvis der var klageadgang til en statslig

klageinstans, eller hvis der var tale om krænkelse af væsentlige retlige

interesser.

Ombudsmanden kan bedømme, om myndigheder eller personer, der er omfattet

af ombudsmandens virksomhed, handler i strid med gældende ret eller på anden

måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser.

Ombudsmanden kan ikke omgøre en afgørelse, men derimod kan han udtale

kritik, herunder give henstilling om fri proces. Han kan også oplyse om fejl

eller forsømmelser af større betydning til Folketingets Retsudvalg,

vedkommende minister eller kommunalbestyrelse.

På samme måde som domstolene og Den Sociale Ankestyrelse kan Ombudsmanden

ikke gå ind i en skønsmæssig afgørelse, med mindre der foreligger fejl eller

forsømmelser i sagsbehandlingen.

8.3. Socialministeriets ressorttilsyn

Socialministeriet har et almindeligt ulovbestemt ressorttilsyn, d.v.s.

pligten gælder selv om der ikke er en regel herom.

Socialministeriet kan som led i tilsynet ved vejledende udtalelser give

udtryk for, hvad der efter Socialministeriets opfattelse er gældende ret. Men

Socialministeriet kan ikke ændre en afgørelse.

Hvis Socialministeriet mener, at der er sket noget ulovligt, kan

ministeriet sørge for, at sagen bliver behandlet af de kommunale

tilsynsmyndigheder, jf. afsnit 8.1.

Socialministeriets ulovbestemte tilsyn er subsidiært i forhold til

klagesystemet, d.v.s. at Socialministeriet går først ind i en sag, når der

ikke er mulighed for, at den kan behandles af en klagemyndighed.

Tilsynet er et legalitetstilsyn, hvilket betyder, at ministeriet først vil

reagere, hvis en kommune eller et amt har tilsidesat lovgivningen.

Socialministeriet har først pligt til at realitetsbehandle en sag, hvis

der er en vis sandsynlighed for, at der i sagen er begået ulovligheder.

Der kan herved henvises til, at Folketingets Ombudsmand i sin beretning

for 1994, side 306 ff., har anført... »at det er vanskeligt at angive

mere præcist, med hvilken klarhed, der måtte foreligge en ulovlighed, førend

et ministerium som almindeligt sektortilsyn har pligt til at

realitetsbehandle en sag. Dette må afhænge af, hvorvidt de for ministeriet

foreliggende oplysninger peger i retning af, at der kunne foreligge en

ulovlighed, og hvorvidt denne ulovlighed angår mere væsentlige forhold.«

8.4. Socialministeriets finansielle tilsyn.

I de sociale hovedlove er der bestemmelser, der bemyndiger

socialministeren til at fastsætte regler om regnskabsaflæggelse, revision og

anvisning af refusion.

Bemyndigelserne er udmøntet i 4 bekendtgørelser af 2. december 1993, der

fastsætter reglerne for regnskabsaflæggelse mv. og revision på den del af det

sociale område, hvor der udbetales tilskud eller statsrefusion.

Der udbetales ca. 100 mia. kr. om året i statsrefusion til kommuner og

amtskommuner.

Der er på refusionsområdet fastsat regler om, hvordan kommuner og

amtskommuner skal aflægge regnskab, behandle sager m.v. I de enkelte sager

drejer det sig om krav til dokumentation, kontrol, oplysninger om

beslutningsgrundlaget (notatpligt), sagsopfølgning o.lign. Der er også krav

om, at der i forvaltningen er hensigtsmæssige og betryggende

forretningsgange.

Revisionen skal foretages i overensstemmelse med god offentlig

revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber. D.v.s. der

skal foretages en kritisk-økonomisk revision.

Amtsrådet/kommunalbestyrelsen skal hvert år til Socialministeriet sende en

revisionsberetning. Myndigheden skal samtidig oplyse om deres svar til

revisionens bemærkninger.

Socialministeriet har på denne måde mulighed for at følge kvaliteten i den

kommunale administration. Hvis lovgivningen eller andre væsentlige regler

ikke er overholdt, stiller Socialministeriet krav til kommunerne om at betale

statsrefusionen tilbage. Samtidig kan Socialministeriet henstille til

kommunerne, at de strammer op på administrationen, fx ved at indføre

forretningsgange, der sikrer at reglerne bliver overholdt, at

ledelsestilsynet med sagsbehandlingen bliver skærpet.

8.5. Indenrigsministeriets forslag om forvaltningsrevision

Indenrigsministeriet vil fremsætte forslag om forvaltningsrevision/

økonomisk-kritisk revision i kommunerne. De fleste kommuner og amtskommuner

har i dag på frivilligt grundlag indført ordninger med forvaltningsrevision.

Indenrigsministeren har derfor ønsket at gøre ordningen obligatorisk.

I dag er der kun økonomisk-kritisk revision på de områder, hvor der er

statsrefusion eller statstilskud. For Socialministeriets vedkommende er der

således en kritisk revision på de områder, hvor der ydes refusion.

Den almindelige finansielle revision i kommunerne viser ikke overskud

eller underskud og kan derfor ikke bruges som styringsredskab, idet man ikke

kan se, hvordan de kommunale anliggender er forvaltet.

Forvaltningsrevision derimod giver en sagkyndig vurdering af de opnåede

mål set i forhold til de mål, som kommunen har sat for de enkelte områder.

Der er altså tale om analyser af pengestrømmene.

9. Koordinering af praksis

Ved koordinering af praksis forstås en gennemgang af en række ensartede

typer af afgørelser efter den sociale lovgivning med henblik på at vurdere,

om sagerne generelt træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Udgangspunktet er en vurdering af afgørelserne i forhold til lovgivningen,

men det indgår også, at man samtidig påser, om regler for sagsbehandlingen

følges, fx om en lægekonsulent har været inhabil.

Sigtet med koordinering af praksis er, om der inden for en sagstype måtte

være generelle forhold, som myndighederne bør være opmærksomme på, og som kan

give anledning til justeringer af den måde, som myndighederne behandler

sagerne på.

Ved lovgivning sigtes ikke kun til reglerne, som de fremgår af lovene, men

også til den retspraksis, der kan udledes af domstolenes og Ankestyrelsens

afgørelser, vejledende udtalelser fra bl.a Folketingets Ombudsmand,

Indenrigsministeriet og Socialministeriet.

9.1. Den Sociale Ankestyrelses opgaver med vejledning og koordinering

af praksis og sammensætning af Det Centrale Koordinationsudvalg

Det er et led i Den Sociale Ankestyrelses opgaver, at den skal koordinere

praksis, hvilket sker ved, at styrelsen indkalder akter i en række sager fra

nævn eller kommuner, hvor der ud fra statistiske oplysninger eller andre

oplysninger kunne være skævheder.

Formålet er, at Ankestyrelsen ved en gennemgang af et større antal

ensartede sager skal kunne danne sig et generelt billede af, hvordan sagerne

afgøres og behandles.

Resultaterne fra gennemgangen skal benyttes til at give myndighederne

kvalificerede råd og meldinger om, hvad der er grund til at være tilfreds

med, og om hvordan eventuelle kritisable og uhensigtmæssige forhold kan

forbedres.

Det er derfor centralt, at Ankestyrelsen skal gå i dialog med kommunen,

amtskommunen eller det sociale nævn om forholdene, hvis Ankestyrelsen finder

tvivlsomme eller kritisable forhold ved sin gennemgang af sagerne.

Ankestyrelses praksiskoordinering dækker kun de områder, hvor

Ankestyrelsen er klageinstans. Det vil sige, at Ankestyrelsen kun kan

gennemgå og vurdere typer af sager, der drejer sig om afgørelser, som efter

loven kan indbringes for Ankestyrelsen, fx afgørelser om revalidering eller

tildeling af førtidspension. Det er ikke nødvendigt, at den enkelte sag

konkret skal opfylde betingelserne om at have principiel eller generel

betydning, jf. § 63. Det er nok, at sagen hører til de typer af sager, som

kan efterprøves af Ankestyrelsen.

Afgrænsning af området for Ankestyrelsens koordinering af praksis betyder,

at sagsområder, hvor der ikke er klageadgang, falder uden for. Som eksempler

kan nævnes afgørelser om hjemmehjælp eller spørgsmål om serviceniveauet i en

kommune. Uden for falder bistandsudøvelsen, som ikke kan indbringes for de

sociale klagemyndigheder, jf. herved bemærkninger til § 3.

Ankestyrelsens erfaringer med at koordinere praksis

Siden 1. juli 1994, hvor de nugældende regler trådte i kraft, har

Ankestyrelsen gennemført en række praksisundersøgelser især vedrørende

førtidspension. Undersøgelserne har vist relativt store forskelle med hensyn

til praksis i sager om førtidspension. Enkelte kommuner og nævn har således

ført en praksis, der på væsentlige punkter strider med Ankestyrelsens

praksis.

Som følge af undersøgelserne har Ankestyrelsen kunnet konstatere, at

kommuner og nævn i enkelte sager har tilkendt førtidspension, skønt

betingelserne herfor ikke var opfyldt. Forskellene i bedømmelserne skyldes i

en del tilfælde, at myndighederne ikke sørgede for, at sagerne var

tilstrækkeligt lægeligt belyst, eller at mulighederne for revalidering

tilsyneladende ikke havde været udnyttet.

Ankestyrelsen har udarbejdet rapporter om undersøgelserne, som er blevet

tilsendt de kommuner og nævn, som har deltaget i undersøgelserne.

Efterfølgende har Ankestyrelsen drøftet resultaterne på møder med de

pågældende myndigheder, idet Ankestyrelsen har lagt vægt på, at resultaterne

fra undersøgelserne indgår i en løbende dialog med de lokale myndigheder med

henblik på at sikre, at borgerne får en ensartet behandling i hele landet.

Erfaringerne har således vist, at der på en række områder er forskelle,

som ikke kan begrundes ud fra lovgivningen og de rammer, som den giver. For

at kunne rådgive kommunerne mere konkret om, hvilke problemer der er, og hvad

der bør gøres for at undgå utilsigtede forskelle i, hvorledes sociale sager

afgøres, er der derfor behov for at videreføre Ankestyrelsens opgave med at

koordinere praksis på landsplan.

Styrket indsats for at koordinere praksis og ny sammensætning af Det

Centrale Koordinationsudvalg

I forbindelse med administrationsloven vil der blive lagt vægt på, at

Ankestyrelsen udvider og udbreder sin indsats til hele det sociale område.

Som led heri er der behov for at justere sammensætningen af Det Centrale

Koordinationsudvalg, som er nedsat for at støtte Ankestyrelsen med at

samordne praksis.

Det foreslås, at Sundhedsministeriet afløses af en repræsentant fra

Praktiserende Lægers Organisation for på den måde at styrke den lægefaglige

ekspertise i udvalget. Det foreslås endvidere, at Socialministeriets

departement får en repræsentant, således at Socialministeriet får en direkte

og umiddelbar adgang til viden om de problemstillinger, som udvalget

beskæftiger sig med.

Det foreslås også, at Københavns og Frederiksberg Kommuner får en fælles

repræsentant, for herved at styrke det forebyggende og aktiverende arbejde i

udvalget.

Det foreslås videre, at Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd

repræsenteres i Det Centrale Koordinationsudvalg.

Amtsrådsforeningen i Danmark foreslås også repræsenteret, idet

amtskommunerne er repræsenterede i de sociale nævn og dermed kan bidrage til

koordineringen af praksis på det amtskommunale område.

9.2. De sociale nævns vejledningsopgaver og koordinering af

praksis

De sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnene fik i forbindelse

med, at de blev flyttet fra amtskommunerne til statsamterne den 1. januar

1992, pligt til at give kommunerne vejledning inden for nævnenes

kompetenceområde.

Som et led i at styrke sikkerheden for, at afgørelserne efter den sociale

lovgivning er i overensstemmelse med lovgivningen, og for at styrke

vejledningen foreslås det, at de sociale nævn også skal varetage opgaver med

at koordinere praksis.

Området for indsatsen er i øvrigt den samme som for Ankestyrelsen, dvs. at

området omfatter sagstyper, hvor afgørelserne kan efterprøves af nævnet. Uden

for falder sagstyper, som ikke kan påklages til nævnet eller Ankestyrelsen,

fx serviceniveaet og bistandsudøvelsen.

Det forudsættes, at de sociale nævn løser deres opgave med at koordinere

praksis i samarbejde med Ankestyrelsen. Et samarbejde om at planlægge og

udføre praksiskoordinering er således vigtigt for, at den regionale og

centrale viden, erfaring og ressorucer bliver brugt bedst muligt. For at

forbygge eventuel usikkerhed om, hvilken praksis der gælder, er det ligeledes

vigtigt, at nævnene ikke uden aftale med Ankestyrelsen giver tilbagemeldinger

om resulaterne af deres gennemgang af et sagsområde.

10. Fortsat udvikling.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område giver rammer

for, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne.

Det er i de enkelte kommuner og amtskommuner, at rammerne skal udfyldes,

dvs. at kommunalbestyrelsen og amtsrådet konkret skal beslutte, hvordan deres

administration skal tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde,

at der opnås sikkerhed og kvalitet i forvaltningen samtidig med, at borgerne

oplever, at de får en ordentlig behandling.

For at stimulere til, at de lokale beslutninger og prioriteringer bliver

bedre, har Socialministeriet etableret et samarbejde med de kommunale

organisationer m.v. om et »Socialforvaltningsprojekt«.

Socialforvaltningsprojektet skal ikke primært lægge op til ny lovgivning,

men det er forventningen, at projektresultaterne i første række vil handle

om, hvordan kommuner og amtskommuner konkret og praktisk kan tilrettelægge

sagsgange, håndtere spørgsmål om prioritering mellem forskellige

valgmuligheder, måle kvalitet m.v.

Det overordnede mål for dette samarbejde er ud fra viden om samspillet

mellem borgerne og de sociale forvaltninger at komme med forslag, der fremmer

en god betjening af borgerne.

Det indgår i samarbejdet med de kommunale organisationer at tilvejebringe

en tværgående erfaringsopsamling, som kan støtte og videreføre aktiviteter,

der kan forbedre samspillet mellem borgerne og forvaltningerne, og som kan

forbedre borgernes muligheder for aktivt at indgå i sagsbehandlingen. Det vil

herved bl.a. blive belyst, at socialforvaltningernes stadig mere komplekse

hverdag giver behov for yderligere uddannelse af personalet.

Det er et led i samarbejdet, at der i kommuner og amtskommuner kan sættes

konkrete undersøgelser og forsøg i gang.

Socialforvaltningsprojektet, der er sat i gang, er således et fremadrettet

initiativ, der kan bygge videre på de rammer, som lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område giver.

Som et første resultat af forvaltningsprojektet har Socialministeriet

udsendt »Myter eller viden«, der giver forskellige synspunkter på

socialforvaltningerne og samspillet med borgerne.

I juni 1997 afsluttes en første kortlægningsundersøgelse af

socialforvaltningerne i 6 kommuner. Denne undersøgelse vil i løbet af 1997

blive efterfulgt af mere detaljerede undersøgelser af tilrettelæggelsen af

administrationen i kommunerne. Der vil også blive påbegyndt et arbejde med at

udvikle metoder, der kan bruges til formulering af konkrete succeskriterier

for den sociale indsats i kommunerne.

I begyndelsen af 1997 er der truffet aftale mellem socialministeren og de

kommunale organisationer mv. om at fortsætte socialforvaltningsprojektet de

kommende år.

11. Økonomiske konsekvenser

Samlet skønnes forslaget at betyde en merudgift for kommuner og

amskommuner på 11,3 mill. kr. årligt.

De økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

12. Administrative konsekvenser

12.1. Ændret tilkendelseskompetence vedrørende pensioner m.v.

Hidtil har kommunerne truffet afgørelser i sager om almindelig og

almindelig forhøjet førtidspension, og de har afgivet indstillinger til

revaliderings- og pensionsnævnene i sager om mellemste og højeste

førtidspension. Lov nr. 448 af 1. juni 1994 gav mulighed for, at

revaliderings- og pensionsnævnenes kompetence overførtes til

kommunalbestyrelsen. Pr. 1. april 1997 har 31 kommuner fået overført denne

kompetence. Det samtidigt fremsatte lovforslag om social pension indebærer,

at kommunerne skal træffe afgørelse i alle sager om førtidspension. Det

kræver i princippet ikke flere ressourcer, fordi kommunerne efter gældende

regler i alle tilfælde skal forberede og færdigbehandle ansøgninger om

førtidspension.

Revaliderings- og pensionsnævnene træffer i dag afgørelse som første

instans i sager, hvor kommunerne ikke har kompetencen. Ligeledes træffer de

afgørelse i klagesager, hvor kommunerne har truffet afgørelse som første

instans. Nærværende lovændring medfører nedlæggelse af revaliderings- og

pensionsnævnene. De resterende opgaver, der i øjeblikket varetages af

revaliderings- og pensionsnævnene som første instans, bliver overflyttet til

amtskommunerne.

12.2. Ændret ankestruktur

I hvert amt oprettes et socialt nævn, jf. § 45, som behandler alle

klager over kommunens og amtskommunens afgørelser inden for det sociale

område, medmindre andet er bestemt. Det medfører, at de sociale ankenævn og

Dagpengeudvalget, der er placeret i Den Sociale Ankestyrelse, nedlægges.

12.3. De sociale nævn

Det forhold, at kommunerne får tillagt kompetencen i samtlige

førtidspensionssager, forventes at føre til flere klagesager end hidtil.

De sociale nævn bliver ankeinstans for de nye klagemuligheder, dels over

afgørelser efter lov om aktiv socialpolitik, dels efter lov om social

service.

Nævnene overtager behandlingen af klager over dagpengeafgørelser, klager

over amtsrådenes afgørelser (invalidebiler), og klagesager der hidtil er

blevet behandlet af de sociale ankenævn (kontanthjælp, boligstøtte, ydelser

efter sygesikringsloven).

Hertil kommer, at de sociale nævn forudsættes at udøve rådgivning over for

kommunerne i større omfang, end de sociale ankenævn har gjort.

De personale- og udgiftsmæssige konsekvenser er endnu ikke drøftet med

Indenrigsministeriet.

12.4. Ressourcemæssige konsekvenser

Ændringerne i opgavernes fordeling og omfang medfører nogle

personalemæssige konsekvenser for kommunerne, statsamterne, Den Sociale

Ankestyrelse og Den Sociale Sikringsstyrelse. For så vidt angår kommunerne,

henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 11. De øvrige konsekvenser

forhandles med de berørte parter.

12.5. Socialministeriets departement

Socialministeriets departement reduceres med 0,8 årsværk, svarende til 0,3

mill. kr. årligt, som følge af at klageadgangen i sager om hjemsendelse af

udenlandske statsborgere m.v. overgår til Den Sociale Sikringsstyrelse.

12.6. Børnerådet

Børnerådet gøres permanent og videreføres i selvstændige lokaler. I den

forbindelse forventes der at ske en stigning i antallet af henvendelser til

rådet. Desuden er der behov for at udvide arbejdet med rådets børnepaneler.

Samlet vil dette medføre et behov for øgede personalemæssige ressourcer på

ca. 1,5 årsværk svarende til ca. 0,7 mill. kr. pr. år. (1997 PL).

12.7. De sociale brugerråd

Den samlede administrative belastning af de sociale brugerråds øgede

kompetence antages med betydelig usikkerhed at være 1,0 mill. kr. (1997 PL)

inklusive Københavns og Frederiksberg Kommuner.

13. Erhvervs- og miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ikke erhvervs- eller miljømæssige konsekvenser.

14. Forholdet til EU-retten

Forslaget har ikke EU-retlige konsekvenser.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til kapitel 1 I kapitlet bekrives lovens formål, borgerens møde med

forvaltningen, og hvilke myndigheder der behandler sagerne.

Til § 1 Bestemmelsen angiver formålet med loven. Det er i § 1,

nr. 1 - 3, beskrevet, at lovens formål er at styrke borgerens

retssikkerhed gennem medinddragelse af borgeren i sagsbehandlingen, at give

borgeren medindflydelse på sagsbehandlingen, at fremhæve, at der skal ske en

hurtig og tidlig helhedsorienteret hjælp for at forebygge, at borgeren får

behov for forsørgelse, fordi borgeren mister tilknytningen til

arbejdsmarkedet og for at styrke borgerens muligheder for at opnå tilknytning

til arbejdsmarkedet. Der henvises til de almindelige bemærkninger og

bemærkningerne til kapitel 2.

Det trækkes også frem i forslaget til § 1, nr. 4, at formålet også

er at styrke borgerens retssikkerhed gennem sagsbehandlingsreglerne og at

fastlægge myndighedsstrukturen, der beskriver, hvilke myndigheder der træffer

afgørelse som 1.instans, og hvilke myndigheder der behandler klagesager.

Forslaget indeholder derfor også reglerne fra den sociale styrelseslov og lov

om Den Sociale Ankestyrelse.

Borgeren inddrages allerede i dag i sagsbehandlingen med hensyn til

oplysningerne, der er nødvendige for, at den rigtige hjælp og dennes

størrelse kan gives til en ansøger. Der henvises herom til

oplysningspligtsbestemmelserne i §§ 10 - 12.

Til § 2 Bestemmelsen angiver dels myndighedsstrukturen, dels den

lovgivning, som kommunerne, amtskommunerne og staten forvalter.

Lovgivningen omfatter lov om social pension, lov om dagpenge ved sygdom

eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om social service,

børnetilskudsloven, delpensionsloven, lov om tilbageholdelse af

stofmisbrugere i behandling og lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v.

Lovens område er således de sager, der forvaltes efter den sociale lovgivning

af kommunerne og amtskommunerne, og som har virkning for den enkelte og

familien.

Loven omfatter derimod ikke forvaltningen af lov om forsikring mod

arbejdsskader, lov om besættelsestidens ofre m.v., som ud over modtageren af

ydelserne også omfatter forsikringsselskaberne og på få punkter tillige en

arbejdsgiver. Lovene forvaltes af den statslige styrelse,

Arbejdsskadestyrelsen, og indeholder særlige sagsbehandlingsregler som følge

af partsbegreberne, ligesom der er fastsat tidsfrister for anerkendelse,

fastsættelse af erstatning, genoptagelse m.v. samt ankeadgang for

forsikringsselskaber og arbejdsgivere.

Det foreslås i § 2, stk. 4, at socialministeren får bemyndigelse

til at bestemme, hvilke sager der omfattes af lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område.

Kommunerne, amtskommunerne og de sociale nævn varetager desuden opgaver på

andre ministerområder. Således træffer kommunen afgørelse efter

boligstøttelovgivningen (Boligministeriet), sygesikringslovgivningen

(Sundhedsministeriet) og inddrivelsesloven (Justitsministeriet). De sociale

ankenævn er tilsvarende klageinstans for disse afgørelser.

Forslagene i kapitel 2 om borgeren og sagsbehandlingsreglerne

finder som udgangspunkt ikke anvendelse, når kommunerne, amtskommunerne og

nævnene behandler sager efter andre ministeriers lovgivning. Det kan dog

fastsættes efter anmodning fra andre ministerområder i bekendtgørelsen efter

§ 2, stk. 4, at reglerne om sagsbehandlingen også skal gælde for sager

efter anden lovgivning, eller det kan fremgå af den pågældende lov.

Udtrykket administrationen af den sociale lovgivning betyder, at ansvaret

for administrationen af lovgivningen er hos den pågældende sociale myndighed.

Forslaget samler samtidig myndighedsstrukturen og praksis vedrørende de

socialforvaltningsretlige regler og allerede eksisterende regler fra de

sociale love samt nye socialforvaltningsretlige regler i en lov, herunder

også reglerne om Den Sociale Ankestyrelse.

Bestemmelsen angiver endvidere de kommunale, amtskommunale og statslige

myndigheder, der forvalter lovgivningen. Bestemmelsen definerer samtidig

kommunalbestyrelsen og amtsrådet som kommunen og amtskommunen i forslagets

lovtekst.

Som følge af ophævelsen af den københavnske styrelseslov er det i stk.

2 anført, at det også i Københavns Kommune er kommunalbestyrelsen, der

varetager den amtskommunale opgave. Bestemmelsen præciserer endvidere, at

Københavns og Frederiksberg Kommuner er såvel kommune som amtskommune også på

det sociale område.

Forslaget til stk. 3 henviser til, at der kan være fastsat regler i

anden lovgivning, der fraviger reglerne i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område. Fx er mulighederne for at klage over

afgørelserne angivet i de enkelte love. Der kan derfor være visse afgørelser

fx efter lov om aktiv socialpolitik og efter lov om social service, der ikke

kan indbringes for klageinstanserne.

Bestemmelsen i bistandslovens § 14 om, at socialministeren er øverste

administrative myndighed, og som fastslår, at socialministeren og

Socialministeriet har et almindeligt ressortilsyn, er ikke medtaget i

forslaget, fordi det følger af almindelige stats- og forvaltningsretlige

regler. Der henvises til afsnittet i de almindelige bemærkninger om det

kommunale tilsyn og Socialministeriets ressorttilsyn.

Til kapitel 2 Kapitlet indeholder regler om sagsbehandlingens

første faser og borgerens medvirken i sagsbehandlingen

Til § 3 Der er i forvaltningsloven og lov om offentlighed i

forvaltningen en række krav til, hvordan sager skal behandles. Det drejer sig

bl.a. om partshøring, aktindsigt, klagevejledning m.v.

Der er derimod ikke regler om, hvor hurtigt en borger har krav på at få et

svar på en ansøgning, bortset fra ansøgninger om aktindsigt.

Med forslaget til § 3 fastsættes det, at kommuner og amtskommuner

skal søge at behandle alle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt. Hurtig

behandling skal på den ene side imødekomme borgernes rimelige ønsker om at få

svar hurtigt og på den anden side ses i sammenhæng med lokale prioriteringer

af, hvordan de samlede ressourcer bedst anvendes.

Det er vigtigt, at borgerne får at vide, hvilket serviceniveau de kan

forvente med hensyn til sagsbehandlingstid. Det foreslås derfor , at

kommunen og amtskommunen skal fastsætte en frist for, hvorlænge der må gå,

før en borger får et svar på sin ansøgning.

Reglen går således ud på, at hver enkelt kommunalbestyrelse eller amtsråd

skal beslutte, hvordan kommunens service skal være på de enkelte områder. Der

skal i kommunen og amtskommunen inden for de enkelte sagstyper, være fastsat

generelle frister, som offentliggøres og lægges frem på biblioteker m.v.

Det er hensigten med bestemmelsen, at borgeren hurtigst muligt skal have

besked enten om den forventede sagsbehandlingstid eller selve afgørelsen.

Fristen har den virkning, at hvis kommunens eller amtskommunens

administration ikke kan træffe en afgørelse inden for fristen, skal

administrationen skriftligt give borgeren et svar på, hvor lang tid borgeren

kan forvente, at der antagelig vil gå, før der er en afgørelse. Som et

eksempel fra gældende lovgivning kan nævnes fristen for aktindsigt i

forvaltningsloven, der er fastsat til 10 dage. Hvis myndigheden ikke kan

opfylde fristen, skal ansøgeren have besked inden 10 dage med oplysning om

det forventede tidspunkt for aktindsigten.

Hvis fx en kommune mangler dokumentation om økonomiske oplysninger for at

afgøre, om en person har ret til hjælp til forsørgelse, skal kommunen

kontakte vedkommende for at oplyse, at den først kan afgøre sagen, når

ansøgeren har skaffet den fornødne dokumentation.

Et andet eksempel kan være en person, der søger om at få plads i et

plejehjem eller en beskyttet bolig. I disse sager er det typisk sådan, at

kommunen skal foretage en række undersøgelser og vurderinger, før den kan

tage stilling til, om ansøgeren opfylder de kriterier, som kommunen anvender

ved visitation til disse boformer.

Kommunen kan opfylde sin pligt om information over for borgeren ved straks

- eller inden den fastsatte frist - at give ansøgeren en generel information

om kommunens kriterier for at visitere til disse bolig-former og oplyse om,

hvorledes proceduren forventes at blive med hensyn til at få de nødvendige

oplysninger frem i den konkrete sag. Kommunen skal endvidere oplyse om, hvor

lang tid den skønner, at der vil gå, inden den har de nødvendige oplysninger

for at kunne tage stilling til ansøgningen.

Det er ikke et krav, at myndigheden skal kunne opliste enhver oplysning

eller erklæring, der er behov for, inden sagen kan afgøres. Ofte vil det i

praksis være således, at den efterfølgende sagsbehandling viser, at der måske

er brug for andre typer af oplysninger end dem, som kommunen umiddelbart

skønnede, at der ville blive brug for.

Det er forudsat, at kommunerne og amtskommunerne i forhold til typiske

ansøgninger om hjælp i vidt omfang benytter standardiserede skriftlige

informationer, som tilpasses i forhold til den konkrete ansøgning. Det er

altså ikke et krav, at kommunen eller amskommunen i hvert enkelt tilfælde

udformer en helt individuel information.

Det skal fremhæves, at § 3 alene gælder for henvendelser fra

borgere, som vil munde ud i en afgørelse, dvs. når beslutningen kan

indbringes for de sociale ankemyndigheder. Det gælder også for ansøgninger om

pleje og personlig bistand m.v. efter servicelovens § 69 , hvor

klagerådet er kompetent.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på beslutninger, der falder ind under

begrebet bistandsudøvelse eller faktisk forvaltningsvirksomhed.

Bistandsudøvelsen er de beslutninger, en myndighed træffer i forbindelse med

at udføre en afgørelse efter den sociale lovgivning. Bistandsudøvelsen kan

ikke indbringes for klagemyndighederne, men den enkelte beslutning kan være

af så indgribende betydning for den enkelte, at der er tale om en afgørelse i

forvaltningsretlig forstand. I et sådant tilfælde er bistandsudøvelsen

undergivet Socialministeriets almindelige ressortilsyn. Der henvises herom

til de almindelige bemærkninger.

Som eksempler på faktisk forvaltningsvirksomhed kan nævnes pasning og

pleje i et plejehjem, § 112-institution eller eget hjem, hvordan et konkret

aktiveringstilbud skal tilrettelægges, og drift af en pasningsordning for

børn. I forbindelse med disse former for hjælp træffes der tit løbende en

række beslutninger, men der er ikke tale om afgørelser, som ankemyndighederne

kan efterprøve.

Men § 3 gælder, hvis der fx er tale om en ansøgning om hjemmehjælp,

en plads i et plejehjem eller en børnehave. Så har borgerne her et krav på at

få hurtigt besked og krav på, at myndigheden inden for egne fastsatte frister

giver skriftlig besked, hvis fristerne ikke kan overholdes.

Der er ikke særlige sanktions-regler knyttet til § 3 . Det er

oplagt, at hvis en kommune eller en amtskommune ikke fastsætter en frist, vil

dette være i strid med loven. Hvis administrationen i større omfang i det

daglige ikke lever op til de frister, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet

har fastsat, og hvis den ansvarlige myndighed undlader at justere

arbejdsrutiner og arbejdsgange, eller at fastsætte en ny frist, som

forvaltningen har realistiske muligheder for at overholde, kan der efter

omstændighederne være tale om et lovbrud.

De almindelige kommunale tilsynsmyndigheder vil derfor kunne gå ind i en

bedømmelse af en overtrædelse af bestemmelsen.

Til § 4 § 4 lovfæster et vigtigt princip om, at den, som

skal have hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af

sagen, og at kommunerne og amtskommunerne derfor skal tilrettelægge deres

arbejdsgange på en sådan måde, at borgeren får mulighed for dette.

Bestemmelsen om, at den, der får hjælp, skal inddrages i sagsbehandlingen,

er en lovfæstelse af gældende ret. Det følger af god forvaltningsskik, at

forvaltningen (myndigheden) i et samspil med borgeren forsøger at løse det

sociale problem, men også sørger for, at borgeren får hjælp fra andre

myndigheder end de sociale - fx rådgivning og vejledning i statsamtet i

forbindelse med forældremyndigheds- og samværsproblemer. Tilsvarende kan også

arbejdspladsen eller boligselskabet inddrages i hjælpen.

Det er også forvaltningens (myndighedens) opgave i videst muligt omfang at

hjælpe en ansøger, der ikke på egen hånd er i stand til at medvirke til

sagsbehandlingen, eventuelt ved at pege på muligheden for at få hjælp fra en

repræsentant eller bisidder efter forvaltningslovens § 8. I andre tilfælde,

hvor forvaltningen ikke har mulighed for at skabe det nødvendige samspil med

ansøgeren, skal forvaltningen også behandle sagen ud fra ansøgerens

interesser.

Til § 5 Efter bestemmelsen skal kommunen eller amtskommunen

behandle enhver ansøgning om hjælp i forhold til alle de muligheder, der er

for at få hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen eller amtskommunen

skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden

myndighed, herunder efter anden lovgivning.

Disse principper er ikke nye, men de har hidtil ikke været formuleret som

egentlig lovbestemmelser. Forslaget stilles, fordi Førtidspensionsudvalg II i

sin 1. delrapport fra januar 1996 bl.a. fremhæver, at selv om en person søger

om en bestemt form for hjælp, er det vigtigt, at kommunen ikke kun tager

stilling til, hvad ansøgeren konkret søger om.

Kommunen eller amtskommunen bør vurdere ansøgerens situation og behov i

forhold til alle de muligheder, der er for at give hjælp. Søger en person fx

om kontanthjælp eller førtidspension, skal kommunen være opmærksom på, om

ansøgeren måske er bedre hjulpet med et tilbud om at blive revalideret.

I en række tilfælde vil det naturligvis ikke være aktuelt at gennemgå

samtlige muligheder. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger

afsnit 3.4. Helhedsvurdering.

Beslutter en kommune, at ansøgeren skal have en anden hjælp end den,

pågældende konkret har søgt om, er der tale om en afgørelse, som ansøgeren

efter de almindelige klageregler kan få prøvet ved de sociale

klagemyndigheder. Dette svarer til de regler, der gælder i dag, hvorefter man

altid kan klage over en konkret afgørelse om retten til en ydelse.

Træffer en kommune fx afgørelse om, at en person, der søger om

førtidspension, skal have tilbud om revalidering, kan afgørelsen indbringes

for de sociale klagemyndigheder.

De sociale klagemyndigheder er i første omgang de sociale nævn, der som

følge af nedlæggelsen af Dagpengeudvalget og kommunernes udvidede kompetence

i førtidspensionssager m.v. får ny sammensætning, jf. de almindelige

bemærkninger og bemærkningerne til § 45 og § 89 . Nævnet vil derfor

være i stand til at vurdere afgørelsen og dermed klagen ud fra den samlede

lovgivning på samme måde, som kommunen kan anvende hele lovgivningen.

Til § 6 Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for

at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen eller

amtskommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet

målrettes efter ansøgerens behov her og nu - samt på længere sigt, fordi den

tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for

ansøgeren.

Hvis en person fx er blevet handicappet på grund af et ulykkestilfælde, er

det vigtigt tidligt i forløbet at foretage en kvalificeret bedømmelse af

fremtidsudsigterne for den handicappede og en eventuel familie for at

vurdere, hvilke former for hjælp der er eller kan blive tale om, fx

genoptræning, boligindretning og hjælpemidler.

Det siger sig selv, at hvis situationen endnu ikke er stabil, og der

derfor fortsat er usikkerhed om graden og karakteren af handicappet, må der

tages højde for denne usikkerhed.

Behovet for tidlig indsats er også udtalt, hvis der er tale om en person,

som er blevet arbejdsløs eller har mistet retten til sygedagpenge, og hvor

der er risiko for, at pågældende skal have førtidspension - hvis der ikke

bliver gjort noget.

Ved nogle former for længerevarende hjælp er der typisk ikke grund til

tidligt at foretage en vurdering af modtagerens samlede situation.

Som et eksempel vil hjælp i form af folkepension normalt ikke være

omfattet af § 6 . For langt de fleste er der ikke nogen grund til at

være særlig opmærksom på, om der måtte være behov for en særlig indsats, blot

fordi en person får folkepension.

Dette gælder også, når forældre får plads til deres barn i vuggestue eller

en børnehave, eller hvis en person skal have et hjælpemiddel som et

høreapparat.

Bestemmelsen i § 3 om en tidlig vurdering skal altså ses i nøje

sammenhæng med, hvilken form for hjælp der er tale om, og - naturligvis -

behovet hos den person, som det drejer sig om.

Myndighederne må derfor i hvert enkelt tilfælde - eller i forhold til

typiske hjælpesituationer - tilrettelægge principper for, hvordan kommunen

eller amtskommunen sikrer, at der tidligt bliver foretaget en vurdering af,

om der konkret er behov for tidligt at få målrettet hjælpen.

Til § 7 Efter forslaget til bestemmelsen skal kommunen senest 8

uger efter den første anmodning om hjælp til forsørgelse vurdere, hvad målet

med den fortsatte hjælp skal være.

Baggrunden for forslaget er følgende:

1. Efter bistandslovens § 41 skal kommunalbestyrelsen, når den yder

kontanthjælp, vurdere, om der er grund til at iværksætte særlige

hjælpeforanstaltninger med henblik på, at modtageren igen bliver i stand til

at klare sig selv. Det følger af samme bestemmelse, at senest 3 måneder efter

at hjælpen er ydet, skal den pågældendes og familiens forhold bedømmes i

forhold til, om der er grundlag for at yde andre former for bistand end

løbende økonomisk hjælp.

2. Førtidspensionsudvalg II har foreslået, at kommunen senest 2 måneder

efter, at der er søgt om hjælp, skal træffe en afgørelse om, hvilken form for

hjælp, der skal ydes. Det kan fx være om behandlingen af sagen skal sigte

imod en førtidspension, eller om indsatsen skal rettes imod at hjælpe

ansøgeren med revalidering. Der skal med andre ord inden for en vis frist

foretages en kvalificeret vurdering af ansøgerens situation og den hjælp, der

er brug for.

3. Forslaget til § 7 bygger videre på princippet om tidlig

opfølgning i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (lov nr.

1226 af 27. december 1996).

Ved denne lovændring er det bestemt, at kommunen - med henblik på at

bevare den sikredes tilknytning til arbejdsmarkedet - senest efter 8 uger og

derefter mindst hver 8. uge skal tage sagerne op til vurdering. Kommunen skal

herved vurdere, om der er behov for behandling, optræning, revalidering,

eller andre former for bistand til dagpengemodtageren eller dennes familie.

Forslaget til § 7 fastsætter således et generelt princip om, at

kommunen tidligt i forløbet skal foretage en kvalificeret vurdering, når der

er tale om hjælp efter den sociale lovgivning til forsørgelse.

Det skal understreges, at § 7 handler om førstegangs-opfølgningen,

og at spørgsmålet om løbende opfølgning er reguleret i de enkelte sociale

love.

Det følger af § 4 , at denne vurdering skal ske i samarbejde med

modtageren, fordi det i forbindelse med den første vurdering er vigtigt, at

borgeren aktivt bliver inddraget i sin egen sag, således at både ansøgeren og

kommunen - så vidt muligt - har en fælles forståelse af problemer og

muligheder.

Der kan i anden lov være supplerende bestemmelser om, at kommunen skal

tilrettelægge disse vurderinger i samarbejde med andre instanser. Således

følger det af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, at læger, sygehuse,

revalideringsinstutioner, arbejdsformidlingen og de faglige organisationer

skal medvirke ved opfølgning af sager om sygedagpenge.

Det må understreges, at kravene om en tidlig kvalificeret vurdering efter

8 uger ikke betyder, at en kommune skal vente med en sådan vurdering.

Det er ikke et krav, at den første vurdering efter § 7 skal munde

ud i en færdig plan for modtageren eller at fastlægge et mål, der ligger et

godt stykke ud i fremtiden. I mange tilfælde vil dette slet ikke være muligt.

Er der tale om en ung person, som skal have hjælp i en periode, indtil

pågældende kan begynde på en uddannelse, kan kravene til den første

kvalificerede vurdering være opfyldt i og med, at disse forhold konstateres,

og at pågældende får skriftlig besked om dette. Det samme gælder personer,

der søger hjælp alene på grund af ledighed, jf. også princippet om

»glat-sagsbehandling« i forslaget til § 8 i lov om aktiv

socialpolitik.

Drejer det sig imidlertid om en person, som tidligere gennem en længere

periode har modtaget sygedagpenge, har haft kortvarige arbejdsforhold, og for

hvem der derfor er risiko for, at pågældende kan få betydelige vanskeligheder

med at komme tilbage til arbejdsmarkedet, er der al mulig grund til hurtigt

at få klarlagt, om et tilbud om revalidering kunne være hensigtsmæssigt.

Det er i sådanne tilfælde ikke et krav, at den første vurdering altid skal

munde ud i en færdig plan for modtageren, fx en erhvervsplan. Resultatet af

vurderingen kan være, at kommunen konstaterer, at der bør arbejdes hen imod

at afklare mulighederne for en revalidering. Kravene til 1. gangsopfølgning

vil således i høj grad afhænge af ansøgerens individuelle forhold.

Formuleringen »senest efter 8 uger« betyder, at hvis kommunen

allerede fra starten har foretaget en kvalificeret vurdering, skal den ikke

igen vurdere sagen efter § 7. Det kan følge af andre bestemmelser,

hvornår sagen igen skal vurderes.

De beslutninger, som en kommune træffer i forbindelse med vurderingen

efter § 7 kan have form af afgørelser, fx om, at

kontanthjælpen/aktiveringen skal fortsætte uændret, eller at ansøgeren skal

have tilbud om revalidering. Ansøgeren kan efter de almindelige regler klage

over sådanne afgørelser til de sociale klagemyndigheder.

Det foreslås i stk. 2 , at når en kommune eller en amtskommune

træffer afgørelser efter § 7, skal disse meddeles skriftligt til borgeren.

Kravet om skriftlighed skyldes et hensyn såvel til borgeren som til

myndigheden.

For borgeren betyder det klarhed over, hvordan kommunen eller amtskommunen

ser på sagen, herunder hvilke afgørelser der er truffet. For myndigheden er

det klart en fordel, at der ikke er misforståelser om, hvad sagen handler om,

og fx i hvilken retning den går.

Til § 8 Efter forslaget bemyndiges socialministeren til at kunne

fastsætte nærmere regler for de sociale myndigheders behandling og opfølgning

af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Til kapitel 3 I kapitlet beskrives, hvilken myndighed, der skal

behandle en sag og borgerens oplysningspligt.

Handlekommune

Til § 9 Bestemmelsen i stk. 1 om, at det er kommunen

(kommunalbestyrelsen), der er ansvarlig over for den enkelte borger og

familien, der søger om hjælp, svarer til reglen i bistandslovens § 9 og § 2,

stk. 1, i den sociale styrelseslov.

Det vil normalt være den kommune, hvor borgeren bor, der har pligten til

at sørge for, at den enkelte eller familien får hjælp. Det kan - som hidtil -

ikke kræves, at den pågældendes ophold er dokumenteret ved

folkeregistertilmelding. Det er tilstrækkeligt for at fastslå pligten, at det

kan konstateres, at borgeren faktisk har ophold i kommunen.

Stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 10,

stk. 2, hvorefter ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3 viderefører reglerne i bistandslovens § 10, stk. 3, om et

barns opholdskommune. I forhold til ydelser efter dette forslag har reglen

begrænset praktisk betydning, da hjælp til forsørgelse af børn under 18 år

som altovervejende hovedregel ydes til forældrene, men reglen er medtaget for

at skabe overensstemmelse til forslaget til lov om social service. Hvis

barnet bor hos samlevende forældre, har det opholdskommune, hvor forældrene

er. Hvis forældrene ikke bor sammen, har barnet opholdskommune hos den af

forældrene, hvor det bor mest. I denne sammenhæng er det således uden

betydning, hvem der har forældremyndigheden. I de tilfælde, hvor et barn bor

lige meget hos begge forældre, foreslås det at opretholde den hidtidige regel

om, at folkeregisteradressen er udslagsgivende.

Det foreslås endvidere i stk. 4 at lovfæste hidtidig administrativ

praksis vedrørende børn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene. I disse

tilfælde får barnet selvstændig opholdskommune, hvis barnet inden behovet for

hjælp har klaret sig selv. Børn, der har ophold på institution eller er i

familiepleje, har ikke selvstændig opholdskommune, da de ikke klarer sig

selv.

Stk. 5 opretholder reglen i bistandslovens § 10, stk. 4, om, at

den stedlige opholdskommune har pligt til at yde øjeblikkelig hjælp til en

person, der har midlertidigt ophold i kommunen. Bestemmelsen omfatter kun de

situationer, hvor en person efter reglerne i stk. 3 og 4 har

opholdskommune i en anden kommune. Efter bestemmelserne sidestilles

ægtefæller og børn med enlige personer, der søger hjælp, hvor de har ophold.

Stk. 6 svarer til bistandslovens § 10, stk. 5, hvorefter staten

yder integrationsbistand til flygtninge m.v. I forbindelse med lov nr. 290 af

24. april 1996 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig

opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og og

lov om social bistand (Midlertidig opholdstilladelse til personer fra

Serbien-Montenegro m.v.) blev der mulighed for, at kommunerne kan overtage

pligten til at yde intagrationsbistand fra et tidligere tidspunkt end efter

de 18 måneder.

Efter dagpengeloven udbetales dagpenge fra kommunen af den kommune, hvor

dagpengemodtageren har sin bopæl, jf. dagpengelovens § 25, stk. 1. Ved

bopælskommune forstås efter praksis normalt den kommune, hvor pågældende er

tilmeldt folkeregistret.

Der er imidlertid også regler, der giver ret til dagpenge til personer,

der opholder sig i udlandet, og regler om ret til dagpenge for personer, der

har bopæl her i landet, men som arbejder i udlandet. Disse personer ville

ikke være berettiget til dagpenge med handlekommunereglen, der er foreslået i

stk. 1.

Det foreslås derfor, at socialministeren fastsætter regler om bopæls- og

handlekommuneregler for personer, der modtager dagpenge.

Forslaget til § 9 betyder ikke, at kommuner og amtskommuner skal

fastlåses i opgavevaretagelsen. Der er med bestemmelsen ikke lagt bindinger

på, at der i særlige tilfælde er mulighed for, at kommuner og amtskommuner

kan aftale en anden opgavevaretagelse i forhold til den enkelte borger, hvis

det er nødvendigt. Aftaler en kommune eller amtskommune en anden

opgavevaretagelse, der hensigtsmæssigt kan give det bedst mulige tilbud til

borgeren, skal dette imidlertid ske med borgerens akcept.

Der er i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om

social pension og lov om delpension foreslået, at reglerne om opholdskommune

også gælder for sager efter disse love.

Oplysningspligt m.v. Afsnittet viderefører de hidtil gældende

regler om borgerens oplysningspligt og de sociale myndigheders muligheder for

at indhente oplysninger efter de sociale love. Der foreslås visse

præciseringer i forbindelse med overførslen fra de enkelte love til lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område, fordi reglerne ikke

har været revideret, siden forvaltningsloven trådte i kraft den 1. januar

1987. Der foreslås også en udvidelse af oplysningsbetemmelser som følge af

muligheden for en generel kontrol.

Til § 10 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 17, § 22 i lov

om social pension, § 37 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og § 15 i

lov om delpension.

Dog er pligten til at give oplysninger i stk. 1 udvidet til at

omfatte såvel den, der søger om hjælp, som den, der modtager hjælp. Der

ligger heri, at bestemmelsen præciserer den udvikling, der er sket med

bistandslovens § 17, som oprindelig alene havde betydning for

ansøgningssager. Udviklingen - også set i lyset af forvaltningslovens regler

om videregivelse og indhentelse af oplysninger - har vist, at bestemmelsen i

vidt omfang efter praksis også anvendes i ikke-ansøgningssager, fx sager om

uanmodet førtidspension og børnesager. Det foreslås derfor at præcisere, at

bestemmelsen også finder anvendelse i ikke-ansøgningssager.

I overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 28 og 29 foreslås det

præciseret, at myndigheden, når den bruger den vidtgående adgang til at

indhente oplysninger, skal orientere ansøgeren/modtageren om pligten til at

medvirke og adgangen til at indhente nødvendige oplysninger efter §

12.

Til § 11 Stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til §

18 i lov om social bistand, § 41 i lov om social pension og § 12 i lov om

delpension. Den, der modtager hjælp efter loven, har således pligt til at

oplyse kommunen om ændringer i sine forhold, som kan medføre, at hjælpen

indskrænkes eller ophører.

Det forudsættes ikke, at borgeren tillige er klar over konsekvenserne af

de forandrede forhold.

Efter stk. 2 skal kommunen skriftligt orientere den, der søger om

hjælp, om oplysningspligten og konsekvenserne af, at pågældende tilsidesætter

oplysningspligten. Pågældende skal endvidere have skriftlig besked om, hvilke

type ændringer der kan få betydning for hjælpen.

Til § 12 Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, kan en

forvaltningsmyndighed videregive oplysninger af ren privat karakter om en

person, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov,

at oplysningen skal videregives. Bistandslovens § 17, § 22, stk. 2, i lov om

social pension og § 37 i dagpengeloven er eksempler på en sådan bestemmelse,

som giver adgang til at indhente oplysninger. Disse bestemmelser foreslås

videreført i stk.1.

Det er fortsat den myndighed, der behandler sager efter den sociale

lovgivning, der kan indhente oplysninger som nævnt i stk. 1. Det

betyder, at bestemmelsen omfatter kommunen, amtskommunen, de sociale nævn,

Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse.

Myndigheden kan efter stk. 1 som hidtil indhente oplysninger fra

såvel offentlige som private personer, herunder læger og organisationer.

Efter stk. 2 kan myndigheden som hidtil også forlange, at der optages

retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018.

Det præciseres i stk. 3 , at myndigheden skal forsøge at få et

samtykke fra den, som sagen vedrører, og myndigheden skal oplyse om

konsekvenserne af et manglende samtykke. Et sådan konsekvens kan fx være, at

sagen behandles på det foreliggende grundlag, hvilket kan indebære, at

ansøgeren får afslag på hjælp eller får en mindre hjælp. Der henvises til de

almindelige bemærkninger afsnit 3.6.

De sociale nævn og Ankestyrelsen forsøger som hidtil så vidt muligt at få

samtykke til indhentelse af oplysninger på den måde, at man i den skriftlige

bekræftelse af modtagelsen af en klage meddeler, at man vil indhente nærmere

beskrevne typer af oplysninger til brug for sagsbehandlingen, medmindre

parten har indvendinger imod det. Der sættes en frist, inden for hvilken

parten kan gøre indsigelse. Denne ordning, som er smidig både for borgeren og

myndigheden, har fungeret godt. Hvis der gøres indsigelse i en ansøgningssag,

respekteres dette, men borgeren gøres opmærksom på, at sagen så må afgøres på

det foreliggende grundlag, og at det kan være til skade for borgeren.

I stk. 4 er det blevet præciseret, at myndigheden kan indhente

oplysninger om økonomiske forhold i elektronisk form, dels som led i

behandlingen af den enkelte sag, dels som led i en generel søgning til brug

for kontrol. Ved en generel søgning foretager kommunen en samkøring af

registre for at kontrollere, at personer, der søger, modtager eller har

modtaget hjælp, ikke samtidig modtager/har modtaget andre ydelser, som man

ikke kan få samtidig med hjælp efter denne lov, eller som har betydning for

størrelsen af hjælpen.

Det kan i den forbindelse nævnes, at Folketinget i 1990 vedtog den

såkaldte kontrollov (lov nr. 387 af 13. juni 1990) med det formål at styrke

myndighedernes mulighed for at føre kontrol med udbetalingen af offentlige

ydelser, således at fejludbetalinger og misbrug kan nedbringes. Ved loven

blev der i de sociale hovedlove indført en hjemmel til elektronisk at

indhente oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og

arbejdsløshedskasser.

Af retssikkerhedsmæssige grunde blev det præciseret over for kommunerne,

at de skal informere borgerne om, at de kan blive kontrolleret i elektronisk

form ved sagens start og ved senere opfølgning.

For yderligere at styrke myndighedernes mulighed for at føre kontrol med

udbetaling af offentlige ydelser vedtog Folketinget i 1994 som et led i

finanslovforliget for 1995 en ændring af skattekontrolloven (lov nr. 1113 af

21. december 1994). Ændringen medfører, at alle arbejdsgivere med 20 eller

flere ansatte skal indberette personnumre på alle, der modtager A-indkomst.

Skatteministeren vil efter aftale med socialministeren fra 1. maj 1997 udvide

indberetningsordningen, så den kommer til at omfatte alle arbejdsgivere med

mere end 10 ansatte.

De sociale myndigheder har således nu bedre mulighed for ved en sags start

eller ved senere opfølgning at kontrollere, om en person samtidig med en

social ydelse får udbetalt lønindkomst, dagpenge fra en A-kasse, SU eller

andre ydelser, der har betydning for retten til eller størrelsen af hjælpen.

For at understrege, at disse regler har til formål at forhindre, at der

sker fejludbetalinger, er det fastsat i forslagets § 10, stk. 3 , at

myndigheden skal orientere om muligheden for at indhente oplysninger fx i

elektronisk form.

Til § 13 Efter bestemmelsen er socialministeren bemyndiget til

efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren at

fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har pligt til at underrette og

give oplysninger til kommunerne om personer, der er i aktivering i en

uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7. Reglen svarer til

aktiveringslovens § 6, stk. 3.

Til § 14 Bestemmelsen er en videreførsel af den hidtidige

bestemmelse i § 62 a i lov om social pension.

Til kapitel 4 I kapitlet beskrives kommunens opgaver samt de

udvalg m.v., som kommunalbestyrelsen skal nedsætte eller sørge for bliver

nedsat efter den sociale lovgivning.

Til §§ 15 - 16 Bestemmelsen i § 15 er en videreførsel af §

2, stk. 1, i den sociale styrelseslov. Efter såvel lov om aktiv

socialpolitik, sygedagpengeloven, lov om social service m.fl. som efter

Sundhedsministeriets lovgivning varetager kommunerne en række sociale og

sundhedsmæssige opgaver.

Kommunen varetager også visse arbejdsmarkedsmæssige forhold. Den sociale

lovgivning hviler på et helhedssyn, således at samtlige muligheder i

lovgivningen skal bringes i anvendelse for at forbedre den enkeltes

muligheder for at komme ind på, vende tilbage til eller fastholde

tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derfor er det kommunens opgave - for at

den enkelte fx kan vedligeholde kontakten til arbejdspladsen - at indgå i et

samarbejde med arbejdsmarkedets parter lokalt. Der henvises til de

almindelige bemærkninger.

Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for forvaltningen af opgaverne. Der

henvises nærmere om tilsynet til de almindelige bemærkninger.

Til § 17 Bestemmelsen er en videreførsel af § 2, stk. 2, i den

sociale styrelseslov, som afløste bestemmelsen om det sociale udvalgs

selvstændige kompetence med virkning fra den 1. januar 1990. Der skal være et

eller flere udvalg til at træffe beslutning eller afgørelse i konkrete

personsager, fordi disse sager typisk indeholder fortrolige oplysninger, som

ikke egner sig til et større forum. Bestemmelsen hindrer ikke de pågældende

udvalg i at have andre opgaver. En kommune og amtskommune kan også vælge at

lade allerede eksisterende udvalg behandle sagerne.

Udvalgene, der behandler personsager, er ikke selvstændige

forvaltningsmyndigheder i relation til forvaltningslovens § 28. Udvalgene og

den tilhørende forvaltning er en del af den kommunale forvaltning. En ansøger

er derfor med hensyn til de fortrolige oplysninger i vedkommendes sag

beskyttet af tavshedspligtsreglerne i forvaltningslovens § 27 og

straffeloven, ligesom en sagsbehandler ikke må skaffe sig flere oplysninger

end nødvendigt for sagsbehandlingen efter forvaltningslovens § 32.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen eller udvalget

delegerer kompetencen til at træffe afgørelse direkte til forvaltningen.

Børn og unge-udvalget

Til §§ 18 - 21 Bestemmelsen, der med enkelte ændringer viderefører

bistandslovens § 126, indeholder reglerne om børn og unge-udvalget, som er

det kompetente organ for de beslutninger efter børnereglerne i lov om social

service, der kan gennemføres tvangsmæssigt.

Det påhviler efter forslagets § 18 kommunalbestyrelsen at nedsætte

et børn og ungeudvalg til at træffe afgørelse i de sager, der er opregnet i

servicelovens § 60.

Efter forslagets § 19 består udvalget af 3 medlemmer, der vælges af

kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer. Som medlem udpeges endvidere

byretsdommeren i retskredsen samt en pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Er der

flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der

skal modtage hvervet. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige udpeges af

amtsrådet for den kommunale valgperiode. Efter samme regler vælges og udpeges

tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at give møde når

medlemmet er forhindret i at møde.

Efter forslagets § 19, stk. 3, kan medlemmer af det udvalg, der

behandler sager om børns og unges sociale forhold, i magistratskommuner

vedkommende magistratsmedlem, ikke vælges som medlemmer af eller

stedfortrædere til børn og unge-udvalget.

Bestemmelsen i stk. 3 skal sikre børn og unge-udvalget en særlig -

og uafhængig - status i forhold til det udvalg, der varetager opgaverne

vedrørende børns og unges sociale forhold i øvrigt. Børn og unge-udvalget er

en selvstændig forvaltningsmyndighed og har ingen overordnede funktioner i

forhold til den kommunale forvaltning.

Børn og unge-udvalget vælger efter forslagets § 20 selv sin formand

og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen. Det

er formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes forfald næstformanden,

der træffer foreløbige beslutninger efter servicelovens § 43.

Efter forslagets § 20, stk. 2 , leder dommeren forhandlingen og

påser, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og dommeren vejleder i øvrigt

udvalget. Dommeren er tillagt en selvstændig beføjelse til at forlange

yderligere oplysninger indhentet, herunder kræve, at der afholdes retsligt

forhør. Forældrene og deres advokat har således muligheden for i forbindelse

med sagens behandling i udvalget at bede dommeren særskilt vurdere, om der er

behov for yderligere oplysninger, herunder retsligt forhør.

Ifølge forslagets § 21 fastsætter socialministeren forretningsorden

for børn og ungeudvalgene og kan herunder fravige kravet med hensyn til

sammensætningen af udvalget, hvis kommunalbestyrelsen på grund af sin

størrelse ikke kan opfylde kravet i § 19, stk. 3. Bestemmelsen giver

mulighed for at fastsætte en ensartet procedure for behandlingen i børn og

unge-udvalgene.

Af den nuværende forretningsorden fremgår bl.a., at kun medlemmerne og

udvalgets sekretær må deltage i mødet under voteringen. Sagsbehandleren eller

andre, der har beskæftiget sig med sagen i forvaltningen, kan ikke deltage i

mødet under voteringen. Derimod vil der ikke være noget til hinder for, at

udvalget indkalder sagsbehandleren eller andre til mundtligt at redegøre for

sagen, forinden der træffes afgørelse, men forældrene, deres advokat og

eventuelle andre parter har krav på at blive orienteret om, hvad

forvaltningen mundtligt har oplyst.

Forslagets § 21, stk. 2, viderefører bestemmelsen i § 3 i den

sociale styrelseslov. Det er således som hidtil indenrigsministeren, der

fastsætter de nærmere regler om vederlæggelse af børn og unge-udvalgets

formand og de øvrige kommunalbestyrelsesvalgte medlemmer.

Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Til §§ 22 - 29 Bestemmelserne i §§ 22 - 29 afløser de gældende

regler i kapitel 3 i den sociale styrelseslov.

Dog er sammensætningen af koordinationsudvalgene blevet smidiggjort med

henblik på at tilgodese de enkelte lokale områder. Den oprindelige

personkreds fastholdes i videst muligt omfang, men efter § 24, stk. 3,

er der mulighed for at pege på andre organisationer - fx Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd - og privatpersoner med tilknytning til

lokalområdet og kommunen. Det er således en betingelse, at

organisationsrepræsentanter og enkeltpersoner skal have tilknytning til og

eventuelt være bosiddende i lokalområdet.

Ældreråd og klageråd

Til §§ 30 - 36 Bestemmelserne i §§ 30 - 36 om ældreråd og klageråd

svarer til de gældende regler i §§ 56 a og 56 b i lov om social bistand.

Det foreslås, at §§ 56 a og 56 b, i lov om social bistand opdeles i

henholdsvis fire og tre paragraffer. Der er ikke tilsigtet ændringer i

forhold til gældende lov.

Forældrebestyrelser

Til § 37 Bestemmelsen svarer til dele af bistandslovens §§ 69 a og c.

Forslaget handler om kommunens forpligtelse til at sikre, at der nedsættes

forældrebestyrelser i kommunale og selvejende daginstitutioner og kommunal

dagpleje, jf. kapitel 4 i lov om social service.

Bestemmelserne om forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud blev indsat i

bistandsloven med virkning fra 1. januar 1993 (lov nr. 350 af 14. maj 1992)

og ændret pr. 1. januar 1996 (lov nr. 433 af 14. juni 1995).

Formålet med bestemmelserne om forældrebestyrelser er at sikre forældre

med børn i kommunale og selvejende dagtilbud en ret til indflydelse på

dagtilbudenes arbejde.

De indholdsmæssige bestemmelser om forældrebestyrelser i dagtilbud

videreføres i lov om social service.

Til kapitel 5 I kapitlet beskrives amtskommunens opgaver og udvalg

m.v.

Til § 38 Bestemmelsen fastlægger amtskommunens opgaver på det

sociale område. Indholdet er nærmere beskrevet i de enkelte love.

Opgaverne kan om nødvendigt varetages i samarbejde med andre amtsråd.

Til § 39 Bestemmelsen angiver amtskommunens tilsynsforpligtelse.

Der henvises til afsnittet om det kommunale tilsyn og Socialministeriets

tilsyn i de almindelige bemærkninger.

Til § 40 Sager om hjælp til enkeltpersoner kan ikke behandles i

det samlede amtsråd, men skal derimod behandles af det eller de udvalg, som

amtsrådet henviser disse sager til. Bestemmelsen er en videreførsel af § 10,

stk. 3, i den sociale styrelseslov. Der henvises til bemærkningerne til §

17.

Til § 41 Bestemmelsen har til formål at videreføre de amtslige

brugerråd, der er nedsat i hver amtskommune efter § 19 i den sociale

styrelseslov.

Brugerrådene forudsættes som hidtil at kunne tage spørgsmål af mere

generel karakter vedrørende sociale anliggender op til drøftelse, og at komme

med forslag til initiativer, herunder om samordning med andre områder inden

for den amtskommunale forvaltning eller i amtets kommuner.

I stk. 3 foreslås det, at socialministeren bestemmer, i hvilket

omfang brugerrådet kan behandle klagesager, jf. § 79 i lov om social service.

Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om, at brugerrådet udvides med

repræsentanter fra amtsrådet ved behandlingen af klagesagerne, jf.

bemærkningerne til § 69 i lov om social service.

Til Kapitel 6 I kapitlet beskrives fælles bestemmelser for kommune

og amtskommune.

Til § 42 Bestemmelsen fastslår, at der er en gensidig forpligtelse

for kommune og amtskommune til at samarbejde i forbindelse med løsningen af

opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service.

Det er af afgørende betydning for en samlet og helhedsorienteret indsats,

at kommunerne og amtskommunerne samarbejder om de tilbud, der falder ind

under deres respektive ansvarsområde. Det er særlig vigtigt, at der

samarbejdes på de områder, hvor opgavevaretagelsen involverer begge parter,

eller hvor der er delt finansiering. Det er vigtigt, at den part, der har det

endelige ansvar for løsningen af en opgave inddrager den anden part i

sagsforløb, der vedrører begge parter. Der lægges i bestemmelsen op til dels

et samarbejde om den overordnede indsats, dels til et samarbejde om indsatsen

for den enkelte borger.

På det overordnede plan er det vigtigt, at der i fællesskab mellem amter

og kommuner udvikles samarbejdsmodeller for den samlede støttende indsats,

hvoraf ansvarsfordelingen mellem amter og kommuner fremgår. For så vidt angår

hjælpen til den enkelte forudsætter et velfungerende samarbejde, at

amtskommunen - henholdsvis opholdskommunen - inddrages i sagen så tidligt som

muligt.

Forpligtelsen efter stk. 2 til samarbejde gælder principielt

samtlige opgaveområder, der involverer begge parter. Det betyder, at den

hidtidige bestemmelse i bistandslovens § 32 b, stk. 2, om samarbejde og den

forebyggende og støttende virksomhed for børn og unge hermed er indeholdt i

den foreslåede bestemmelse. Pligten for kommunen til at samarbejde med

amtskommunen forud for fx anbringelse af et barn udenfor hjemmet gælder

fortsat. Den foreslåede bestemmelse omfatter endvidere bestemmelsen i

bistandslovens § 68 a, stk. 3, om samarbejde og om den støttende indsats for

stofmisbrugere.

Stk. 3 giver hjemmel til, at amtsrådet og kommunalbestyrelsen,

medmindre andet er fastsat, kan indgå aftaler om, at forpligtelser vedrørende

opgavevaretagelsen, der efter loven påhviler den ene part, kan overlades til

den anden. Der er tale om en hjemmel til, at et amtsråd fx kan overlade sin

visitationskompetence til en kommunalbestyrelse. Bestemmelsen gælder

generelt, og det betyder, at muligheden i bistandslovens § 68 a, stk. 4, er

videreført.

Til § 43 Til stk. 1

Det er almindeligt, at en kommune eller en amtskommune overlader

udførelsen af opgaver efter den sociale lovgivning til andre, fx en

selvejende institution. Dette forudsætter en aftale, som beskriver såvel den

økonomiske som den indholdsmæssige del af opgaven.

Det er herved vigtigt, at opgaven ikke kun angives i brede vendinger, men

at den beskriver de enkelte elementer i opgaven, og med hvilken kvalitet den

skal udføres, fx krav til brugerindflydelse, krav til personaleudannelse,

åbningstider o.lign.

Forslaget i § 43, stk. 1, betyder, at kommunen eller amtskommunen,

når den betaler for at få opgaver udført, har pligt til at overveje, om det

økonomiske arrangement indeholder mulighed for en formuedannelse og i givet

fald tage stilling til, hvordan det offentlige får indflydelse på formuens

senere anvendelse.

I nogle tilfælde vil det økonomiske mellemværende mellem myndigheden og

den organisation, som udfører opgaven, være indrettet således, at der over

tid opsamles formue, som er en konsekvens af, at myndigheden har afholdt

visse udgifter, navnlig udgifter vedrørende afdrag og renter på fast ejendom

eller inventar.

Om dette er tilfældet, vil afhænge af, hvordan den aftale, som regulerer

det økonomiske mellemværende, er udformet.

En aftale, der er indgået på almindelige forretningsmæssige vilkår, vil

typisk ikke være udformet på en sådan måde, at det offentlige betaler for

udgiftstyper, der udmøntes i en formuedannelse. En aftale, der efter

licitation er indgået med et firma om at sørge for kommunens transport af

ældre og handicappede, vil fx kunne gå ud på, at kommunen betaler for

transporten efter takster fastsat i aftalen. Kommunen vil typisk ikke betale

for anskaffelse af busser eller andet materiel.

Hvis kommunen eller amtskommunen for brug af en fast ejendom betaler en

husleje, der fastsættes på grundlag af markedsprisen, vil der heller ikke som

udgangspunkt være grundlag for en formodning om formuedannelse.

Men det er ikke ualmindeligt, at det aftales med en organisation, at den

driver et særligt tilbud mod, at myndigheden dækker de faktiske udgifter,

herunder udgifter til renter og afdrag på en fast ejendom, der et integreret

led i den aftalte opgave. Det kan være et botilbud til personer med

omfattende behov for hjælp eller et godkendt opholdssted til børn og unge.

Løber en sådan aftale over en årrække, vil der - afhængig af de konkrete

omstændigheder - som følge af betaling af afdrag og/eller udgifter til

(ekstra)ordinær vedligeholdelse i ejendommen opsamles en formue, som helt

eller delvist er kommet til veje, fordi myndigheden har betalt disse

specificerede udgifter.

Hvis ejendommen ikke længere skal anvendes til det aftalte formål, er det

derfor rimeligt, at myndigheden, som har betalt udgifterne, har indflydelse

på, hvordan formuen skal anvendes.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der bør udformes en bestemmelse,

må der tages udgangspunkt i en vurdering af, om der i praksis over tid vil

blive tale om en »offentlig betalt formuedannelse«. Dette vil kun

sjældent være tilfældet, hvis der er tale om et planlagt kortvarigt

arrangement, fx køb af enkeltpladser på en institution i en kortere periode.

Her overfor står de tilfælde, hvor bygninger er særligt indrettet til det

aftalte formål, og hvor aftaleparterne forudsætter, at aftalen om driften

skal løbe ganske lang tid. Her vil det være oplagt, at der allerede ved

indgåelsen af aftalen tages hensyn til, hvordan en eventuel formueforøgelse

skal opgøres, og hvordan myndigheden sikres sin andel.

Det må helt afhænge af de konkrete forhold, hvordan en aftale bedst kan

udformes. En mulighed kan være, at det offentlige får pant i ejendommen

svarende til betalte afdrag/ekstraordinære udgifter til

bygningsvedligeholdelse.

En anden praktisk mulighed er, at det sikres, at den faste ejendom ejes af

en selvejende institution, og det af vedtægterne for denne fremgår, at

vedtægterne kun kan ændres med myndighedens godkendelse, og at hvis den

selvejende institution ophører, skal anvendelsen af formuen godkendes af

kommunen/amtskommunen.

Til stk. 2

I dag er private eller selvejende instituioner, der har indgået

overenskomst med en kommune eller en amtskommune, ligesom kommunale og

amtskommunale institutioner omfattet af forvaltningsloven og

offentlighedsloven. Baggrunden er, at de udøver offentlig virksomhed af mere

omfattende karakter og dermed er undergivet intensiv offentlig regulering.

Det betyder for borgerne og de ansatte, at de har de rettigheder, der

fremgår af de 2 love fx aktindsigt i institutionens sager, der er

tavshedspligt vedrørende fortrolige oplysninger, der er ret til partshøring

og notatpligt.

Andre private, der udfører opgaver for en kommunal eller amtskommunal

myndighed, er i dag ikke omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven,

når de udfører opgaverne.

Baggrunden er, at fx puljeordninger efter § 10 i lov om social service,

nok i overvejende grad, men ikke i alle tilfælde kan siges at opfylde kravene

om mere omfattende offentlig virksomhed og dermed heller ikke ubetinget er

undergivet intensiv offentlig kontrol. Det samme gælder en række andre

private ordninger, som kommuner og amtskommuner har indgået aftale med om

sociale opgavers udførelse.

For at sikre borgerne en ensartet retstilstand, uanset hvilken form for

hjælp det drejer sig om, og uanset hvem der udfører den, foreslås det, at

private, som en kommune eller amtskommune har indgået aftale med, omfattes af

forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, som de

udfører for det offentlige på det sociale område. Dvs. at de generelt ikke er

omfattet af de 2 love, men kun, når de udfører den pågældende opgave.

Til stk. 3

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, kan oplysninger af ren privat

karakter ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed, med mindre den,

som oplysningerne vedrører, giver samtykke, at der er hjemmel i anden lov til

at videregive den, at videregivelsen overstiger hensynet til

hemmeligholdelsen (»værdisprings-reglen«), eller at videregivelsen

er et nødvendigt led i sagens behandling. Forvaltningslovens § 28 finder som

nævnt anvendelse ved videregivelse mellem forskellige

forvaltningsmyndigheder.

Er der derimod tale om videregivelse inden for samme myndighed, er

videregivelsen reguleret af forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt og

straffelovens bestemmelser. En videregivelse kan herefter ske, uden at der er

tale om brud på tavshedspligten, hvis videregivelsen er berettiget.

Private eller selvejende institutioner betragtes i dag som selvstændige

forvaltningsmyndigheder i forhold til den kommunale og amtskommunale

forvaltning, hvorimod de kommunale og amtskommunale institutioner er en del

af den kommunale eller amtskommunale forvaltning. Det betyder, at der gælder

forskellige regler om videregivelse og indhentelse af oplysninger, afhængig

af, hvilken type institution borgeren vælger.

Forslaget om, at de private ordninger også skal betragtes som en del af

den kommunale eller amtskommunale forvaltning, når de udfører opgaver for det

offentlige, betyder, at borgerne sikres ensartede muligheder for, at der er

fuld fortrolighed med hensyn til oplysningerne om dem selv.

Tilsvarende vil borgerne være sikret, at nødvendige oplysninger af ren

privat karakter og andre fortrolige oplysninger kan videregives eller

indhentes fra den kommunale eller amtskommunale forvaltning. Udgangspunktet

er fortsat, at der i videst mulig omfang skal indhentes samtykke, inden

oplysningerne videregives eller indhentes. Der henvises til bemærkninger til

§ 12, stk. 3.

Til kapitel 7 I kapitlet beskrives de nye sociale nævn,

sammensætningen og opgaverne.

Til § 44 Det sociale nævn afløser det sociale ankenævn og

revaliderings- og pensionsnævnet. Det sociale ankenævn har hidtil været

klageinstans for kommunale afgørelser og revaliderings- og pensionsnævnet

første instans i sager om mellemste og højeste førtidspension, invalidebiler

og hjælp til etablering af selvstændig virksomhed. Revaliderings- og

pensionsnævnet har endvidere været klageinstans for kommunale afgørelser om

almindelig og forhøjet førtidspension.

Til § 45 De nye opgaver på regionalt niveau - klage over kommunale

sygedagpenge til nævnet, amtsrådets kompetence i handicapafgørelser, der kan

indbringes for det sociale nævn - medfører, at der i stk. 2 foreslås

en sammensætning af nævnet, der er i overensstemmelse med de nye opgaver. Det

foreslås, at statsamtmanden - som hidtil - er formand for nævnet, der i

øvrigt består af 5 medlemmer. Kommuneforeningen i amtet, amtskommunen, De

Samvirkende Invalideorganisationer samt LO og DA indstiller hver 1 medlem. LO

og DA indstiller hver sit medlem gennem arbejdsmarkedsrådet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Det er en forudsætning, at de enkelte medlemmer er bosiddende i amtet.

Hvis et medlem derfor flytter fra amtet, skal der udpeges et nyt medlem i

stedet for.

Til § 46 Af hensyn til Københavns og Frederiksberg Kommuners

særlige status som både kommune og amtskommune foreslås det, at Det Sociale

Ankenævn og Revaliderings- og Pensionsnævnet afløses af Det Sociale Nævn for

Københavns og Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale

Sikringsstyrelse er som hidtil formand for nævnet. Sekretariatet stilles til

rådighed af Socialministeriet og ligger i Den Sociale Sikringsstyrelse.

Sekretariatet er endvidere en selvstændig forvaltningsmyndighed, herunder

også efter forvaltningslovens § 28, i forhold til til Den Sociale

Sikringsstyrelse i øvrigt og dennes funktioner.

Til § 47 Bestemmelsen viderefører reglerne om generel inhabilitet

for medlemmerne af udvalget, der behandler personsager.

Endvidere foreslås det, at inhabilitetsreglerne udvides til at omfatte de

medlemmer af amtsrådet, der er medlemmer af udvalget, der behandler

personsager, jf. forslaget til § 40.

Borgmestre og viceborgmestre

Det bemærkes, at Justitsministeriet har udtalt, at i mangel af klare

holdepunkter for, at lovgivningsmagten har tilsigtet at skabe det retlige

grundlag for en repræsentation af lokale borgmestre i de sociale ankenævn,

bør der lægges vægt på, at det vil være bedst stemmende med

forvaltningslovens forudsætninger omkring generel inhabilitet, at man til

nævnene undlader at udpege borgmestre i kommuner inden for amtet.

Socialministeriet har herefter undladt at udpege borgmestre til nævnene.

Justitsministeriet har med hensyn til viceborgmestre udtalt, at disse som

følge af deres funktion som stedfortrædere for borgmesteren ikke kan anses

for generelt inhabile. Socialministeriet har derfor udpeget viceborgmestre

som medlemmer af det sociale nævn.

Da der foreslås en bredere sammensætning af de sociale nævn, findes der

ikke grundlag for at fastsætte regler, der generelt bestemmer, at en

borgmester ikke kan være medlem af det sociale nævn.

Til § 48 Bestemmelsen i stk. 1 er en videreførsel af den

hidtidige funktionsperiode, hvorimod stk. 2 er udvidet i forhold til

gældende ret, idet socialministeren som en konsekvens af nævnenes nye

koordinationsopgave også fastsætter regler om denne. Endvidere fastsætter

socialministeren regler for sammensætningen, der sikrer medvirken af

repræsentanter for arbejdsmarkedets parter i sager, der særligt vedrører de

arbejdsmarkedsrettede ydelser, fx ydelser efter sygedagpengeloven og ydelser

efter lov om aktiv socialpolitik.

Efter gældende pensionslovs § 24, stk. 2, kan revaliderings- og

pensionsnævnet tilkalde en specialist som rådgiver. Bestemmelsen sikrer, at

revaliderings- og pensionsnævnet som ankemyndighed kan få en uafhængig

sagkyndig vurdering af førtidspensionssagen på et generelt grundlag. Det

foreslås, at denne adgang til at tilkalde en specialist for fremtiden vil

fremgå af forretningsordenen for de sociale nævn. Forretningsordenen skal

således også fastsætte regler om anvendelsen af specialister samt disses

honorarer.

Som hidtil betales udgifterne til nævnenes arbejde af staten.

Til kapitel 8

Til § 49 Bestemmelsen er en videreførsel af den hidtidige regel om, at Den

Sociale Sikringsstyrelse (tidligere Direktoratet for Social Sikring og

Bistand) er sekretariat for Det Sociale Nævn. Der henvises endvidere til

bemærkningerne til § 64.

Den Sociale Sikringsstyrelse udfører administrative funktioner vedrørende

anvendelsen af de fællesskabsretlige ordninger om samordning af

medlemsstaternes lovgivninger om social sikring, for så vidt angår vandrende

arbejdstagere, selvstændige og deres familiemedlemmer.

Tilsvarende har styrelsen opgaver med hensyn til administrationen af de

nordiske sociale konventioner samt de tosidede konventioner om social

sikring, som Danmark har indgået med flere lande.

Til kapitel 9 I kapitlet er den nuværende lov om Den Sociale

Ankestyrelse indarbejdet. Der foreslås samtidig ændringer i de enkelte

bestemmelser som følge af udviklingen siden den oprindelige vedtagelse af

loven, der trådte i kraft den 1. april 1973 - fx er bestemmelserne om

tavshedspligt og inhabilitet udeladt, fordi bestemmelserne nu fremgår af

forvaltningsloven.

Til § 50 Bestemmelsens ordlyd er en videreførsel af den gældende

bestemmelse i lov om Den Sociale Ankestyrelse, § 1, stk. 1. Omfanget af

prøvelsesretten skal i øvrigt ses i sammenhæng med bl.a. udtalelser fra

Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmanden har i en rapport af 28. maj 1993 om en egen drift

undersøgelse af 100 sager optaget til principiel behandling udtalt, at

Ankestyrelsen ud over den sociale lovgivning også bør inddrage almindelige

retsgrundsætninger og relevante regler i øvrigt i sagsbehandlingen. Desuden

har Ombudsmanden i nogle udtalelser anført, at Ankestyrelsen har pligt til at

påse, at forvaltningslovens regler samt almindelige sagsbehandlingsgarantier

(sagbehandlingskrav) i øvrigt er overholdt i underinstansernes

sagsbehandling.

Til §§ 51 - 53 Bestemmelserne viderefører de hidtidige

bestemmelser i lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Som nye medlemmer af Ankestyrelsen foreslås i § 52 Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd, som repræsenterer et væsentligt antal offentligt

ansatte. Tilsvarende foreslås Fællesrådet som medlem af Det Centrale

Koordinationsudvalg, jf. forslaget til § 81.

§ 52, stk. 2, svarer med redaktionelle ændringer til Ankestyrelseslovens §

4, stk. 2.

Endvidere foreslås det i § 53, stk. 2, at Ankestyrelsen som led i

en forenklet sagsbehandling kan benytte sig af skriftlig votering, dog

således at et medlem altid kan begære sagen forelagt i et møde.

Det bemærkes, at de almindelige regler om inhabilitet og tavshedspligt

ikke er medtaget, fordi reglerne nu fremgår af forvaltningsloven.

Til § 54 Det foreslås, at Ankestyrelsens møder i sager om lov om

dagpenge ved sygdom eller fødsel sammensættes med 3 medlemmer, der

repræsenterer henholdsvis Landsorganisationen i Danmark, Dansk

Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening samt Københavns og

Frederiksberg Kommuner. Forslaget skal ses i sammenhæng med nedlæggelsen af

Dagpengeudvalget og som et led i ønsket om at videreføre ekspertise og viden

fra arbejdsmarkedet. Sagerne, som skal behandles i møderne, vil være

ankesager fra de sociale nævn og dermed af principiel eller generel

betydning, jf. forslaget til § 63 . Sagen behandles derfor i et møde

med udvidet votering.

Efter forslaget til § 56 kan styrelseschefen beslutte, at

afgørelsen skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller

vicestyrelseschefen er formand. Mødet vil da bestå af 3 chefer fra

Ankestyrelsen og 3 medlemmer.

Til § 55 Der gælder det almindelige princip inden for det sociale

område, at der normalt er klageadgang til en klageinstans. De sociale nævn er

derfor normalt sidste klageinstans for kommunale og amtkommunale afgørelser.

For at sikre at der ikke opstår uacceptable forskelle i praksis på landsplan

har Den Sociale Ankestyrelse dog mulighed for at antage sager af principiel

eller generel betydning til behandling som 2. klageinstans. Afgørelsen i

disse sager offentliggøres som led i Ankestyrelsens praksiskoordinerede

virksomhed.

Begreberne »principiel betydning« og »generel

betydning« forstås efter Ankestyrelsens praksis således:

En sag har principiel eller generel betydning hvis

- den omfatter forhold, Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling

til, herunder spørgsmål i forbindelse med nye regler,

- den vedrører ændringer i retsopfattelsen udtrykt af Folketingets

Ombudsmand, landsretterne eller af Højesteret,

- den rejser spørgsmål om administrative forskrifter, strider mod loven

eller savner lovhjemmel,

- den vedrører spørgsmål, hvor ændrede samfundsforhold eller ændrede

holdninger i befolkningen skaber behov for at tage ældre praksis op til

fornyet vurdering, eller den i øvrigt berører et område, hvor Ankestyrelsen

finder behov for at ændre praksis,

- hvor afgørelsen strider imod Ankestyrelsens offentliggjorte praksis,

- den har generel betydning for retsanvendelsen på det pågældende område,

det vil sige, dens afgørelse har betydning ikke alene for den konkrete sag,

men også for andre sager og altså indeholder et generelt aspekt,

Sager af generel betydning kan fx være sager:

- som er egnet til at udstikke retningslinier for et bestemt område,

- som kan belyse almindelig praksis,

- som viser betydelig forskel i retsopfattelsen lokalt eller regionalt,

- som vedrører generelle forvaltningsretlige sagsbehandlingsspørgsmål, som

det er af betydning at få lagt nogle normer for, inden for det sociale

område.

Til § 56 Bestemmelsen er en videreførsel af § 6, stk. 4, i lov om

Den Sociale Ankestyrelse. Det er i bestemmelsen præciseret, at der ud over

styrelseschefen eller vicestyrelseschefen tillige deltager 2 ankechefer i

mødet. Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal. I tilfælde af

stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Dette gælder også sager

efter § 54.

Til §§ 57 - 59 Bestemmelserne er en videreførsel af hidtil

gældende regler.

Til kapitel 10 I dette kapitel foreslås reglerne om klage og

behandling af klagesager m.v. samlet. Tilsvarende er hidtidig praksis, bl.a.

efter henstilling fra Ombudsmanden, medtaget.

Til § 60 Bestemmelsen om, at kommunens og amtskommunens afgørelse

kan indbringes for det sociale nævn, med mindre andet er bestemt, er en

videreførsel af den hidtidige klageadgang for den person, som afgørelsen

vedrører. For at få et mere enstrenget klagesystem foreslås det, at

amtskommunens afgørelser ligesom de kommunale afgørelser kan indbringes for

det sociale nævn. I dag indbringes amtskommunens afgørelser for Den Sociale

Ankestyrelse, jf. bistandslovens § 15, stk. 6. Der henvises til de

almindelige bestemmelser.

Til § 61 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 16,

pensionslovens § 61 og delpensionslovens § 18 om, hvilket socialt ankenævn

der skal tage stilling til en uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser

efter denne lov.

Den nuværende regel i bistandslovens § 15 a om, at kommunalbestyrelsen kan

klage over amtsrådets afgørelser til Den Sociale Ankestyrelse, foreslås

erstattet af en regel om, at uenighed mellem en kommune og en amtskommune om

deres forpligtelser efter loven kan indbringes for det sociale ankenævn. På

den måde får man den samme klagestruktur for afgørelser, der er truffet af

kommuner og amtskommuner. Der henvises til bemærkningerne til § 45 i

kapitel 7 om amtskommunens repræsentation i det sociale nævn.

Til § 62 Efter § 62 i lov om social pension er det Direktoratet

for Social Sikring og Bistand (Den Sociale Sikringsstyrelse), der varetager

administrationen af sager om pension for personer, der har fast bopæl i

udlandet m.v.

Efter de hidtidige regler har der i tilfælde af uenighed mellem

(Direktoratet) Den Sociale Sikringsstyrelse og en kommune om, hvor en person

har fast bopæl (i Danmark eller udlandet) - d.v.s. spørgsmålet om hvem, der

skal varetage administrationen af en konkret sag - indtil videre været

forskellige klageveje alt efter, om det var pensionisten eller kommunen/Den

Sociale Sikringsstyrelse, der klagede. Endvidere har det haft betydning

hvilken myndigheds afgørelse, der bliver klaget over.

Således kan pensionisten indbringe spørgsmålet for Den Sociale

Ankestyrelse efter § 50, stk. 2, 1. pkt. i gældende lov, hvis det er Den

Sociale Sikringsstyrelse, der har truffet afgørelse om hvor, pensionisten har

bopæl.

Er det kommunen, der har truffet afgørelse om bopælsspørgsmålet, kan

pensionisten indbringe sagen for det sociale ankenævn efter gældende lovs §

50, stk. 1.

Hvis en kommune og Den Sociale Sikringsstyrelse er uenige om, hvilken

instans der skal behandle en sag, kan spørgsmålet herom indbringes for det

sociale ankenævn efter gældende lovs § 51.

Af hensyn til en præcisering af ankereglen i den omtalte situation er det

fundet mest hensigtsmæssigt, at spørgsmålet altid skal kunne indbringes for

Den Sociale Ankestyrelse.

Det præciseres, at såvel kommunen, Den Sociale Sikringsstyrelse og

pensionisten vil kunne indbringe uenigheden for Den Sociale Ankestyrelse,

hvilket er i overensstemmelse med de gældende regler.

Klageadgangen for disse spørgsmål er med forslaget ikke begrænset til kun

at omfatte spørgsmål efter pensionsloven.

Til § 63 Bestemmelsen er en videreførsel af den hidtil gældende

regel om, at en afgørelse normalt kun kan efterprøves en gang, med mindre

Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning.

Tilsvarende er kommunens klageadgang overført fra de enkelte sociale love.

Efter de gældende regler i pensionsloven, er udgangspunktet ligeledes, at

en afgørelse kun kan efterprøves en gang, men der er dog nogle undtagelser.

Det drejer sig om muligheden for at anke en sag om almindelig og forhøjet

almindelig førtidspen sion. Efter den delvise udlægning af

tilkendelseskompetencen på pensionsområdet pr. 1. januar 1992 har der været

en mulighed for at anke en kommunes afgørelse om almindelig og forhøjet

almindelig førtidspension til revaliderings- og pensionsnævnet. Hvis nævnet

omgør kommunens afgørelse, kan den indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Hvis nævnet stadfæster kommunens afgørelse, kan den kun indbringes for Den

Sociale Ankestyrelse, hvis den er af principiel eller generel betydning. Da

der kun i disse sager er en udvidet klageadgang, er der med den fulde

udlægning til kommunerne ikke længere en begrundelse for den. Den foreslås

derfor ophævet.

Ligeledes har der i forhold til de kommuner, der har kompetencen til at

tilkende alle typer førtidspension, været mulighed for at anke sin sag til

revaliderings- og pensionsnævnet og derfra til Den Sociale Ankestyrelse. Med

den fulde udlægning på pensionsområdet ses der heller ikke at være grundlag

for at opretholde denne særregel.

Til § 64 Som konsekvens af forslagene i § 3, stk. 4, og § 6 i lov

om aktiv socialpolitik om at overføre kompetencen fra socialministeren til

Den Sociale Sikringsstyrelse foreslås det, at der bliver mulighed for at

klage til Den Sociale Ankestyrelse over de afgørelser, som Den Sociale

Sikringsstyrelse træffer vedrørende hjemsendelse af udlændinge og hjælp til

forsørgelse af danske statsborgere i udlandet. Det er kun den, som afgørelsen

vedrører, som kan klage.

Ligeledes er der efter pensionsloven enkelte områder, hvor chefen for Den

Sociale Sikringsstyrelse har kompetencen til at træffe afgørelse. Disse

afgørelser kan i dag indbriges for Den Sociale Ankestyrelse. Forslaget

viderefører denne mulighed. Det drejer sig om afgørelser om dispensation til

at medtage dansk pension til udlandet, jf. pensionslovens § 3, stk. 4,

afgørelser om tilkendelse af pension til personer, der bor i udlandet, jf.

pensionslovens § 62.

Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser vedrørende anvendelse af

lovvalgsreglerne i EF-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres

familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, samt i de konventioner

om social sikring, som Danmark har indgået med en række stater, kan i dag

indbringes for socialministeren. Det foreslås, at ankeadgangen vedrørende

disse afgørelser henlægges til Ankestyrelsen.

Det findes dog hensigtsmæssigt, at klageadgangen til socialministeren

vedrørende fravigelse af de generelle lovvalgsregler i form af aftaler med en

eller flere stater bevares, fordi sådanne aftaler forhandles ud fra en

konkret afvejning af erhvervslivets og den udsendte arbejdstagers interesser.

Den Sociale Sikringsstyrelse er ved disse bestemmelser tillagt en

selvstændig kompetence i forhold til Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner.

Til § 65 Bestemmelsen er en videreførsel af bistandslovens § 15 c.

Til § 66 Bestemmelsen viderefører reglerne om genvurdering af

klager, som i dag fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 28.

marts 1985 om indsendelse af klager over afgørelser truffet af sociale

udvalg/magistrater og regionale nævn inden for det sociale område og om

genvurdering i forbindelse med klager (remonstration).

Det foreslås, at reglen om, at klagen altid sendes til den myndighed, der

har truffet afgørelsen, fremgår direkte af loven. Formålet med denne

fremgangsmåde er at give den myndighed, der har truffet afgørelsen, lejlighed

til at vurdere, om klageren skal have hel eller delvis medhold.

Som noget nyt foreslås det, at myndigheden får pligt til at genvurdere

sagen. Kan myndigheden ikke give klageren fuldt ud medhold, sender

myndigheden sagen til klageinstansen. Der er ikke i selve lovforslaget

fastsat en frist for at videresende sagen, men det bør ske hurtigst muligt.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 74 foreslås det, at

socialministeren bemyndiges til at fastsætte regler om behandlingen af

klagesager, herunder fastsættelse af tidsfrister for, hvornår sagen skal

sendes til klageinstansen.

Til § 67 Bestemmelsen viderefører reglen i bistandsloven,

sygedagpengeloven, pensionsloven, delpensionsloven og børnetilskudsloven,

hvorefter en klage til det sociale ankenævn skal indgives inden 4 uger efter,

at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Det foreslås, at reglen

udvides til også at omfatte klager over amtskommunens afgørelser.

Efter stk. 2 kan formanden for det sociale ankenævn og chefen for

Ankestyrelsen se bort fra overskridelse af tidsfristen, når der er særlig

grund til det. Dette svarer til bistandslovens § 15, stk. 4, 3. pkt.

Det er tydeliggjort, at det er formanden for det sociale nævn, der træffer

afgørelse vedrørende ankefrist, og at det ikke sker på nævnets vegne. Det

foreslås, at formandens afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ

klageinstans. Dette er en ændring i forhold til den gældende retstilstand.

Til § 68 Bestemmelserne om nævnenes og Ankestyrelsens uafhængighed

er en videreførsel af § 17, stk. 1, i den sociale styrelseslov og § 1, stk.3,

samt § 9 i lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Spørgsmålet om klageinstansernes uafhængighed af instruktioner i den

enkelte sags afgørelse samt mulighed for at vælge den mest rigtige afgørelse,

selv om den måtte gå modtageren af hjælp imod, er senest behandlet i

forbindelse med vedtagelsen af L 448 af 1. juni 1994.

Til § 69 Bestemmelsen om begrænsningen i klageinstansernes

efterprøvelse af kommunale skønsmæssige afgørelser er delvis en videreførsel

af den hidtidige regel i bistandslovens § 15, stk. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 6.3.

Til § 70 Der henvises om afgørelserne og deres offentliggørelse

til bemærkningerne til § 79.

Til § 71 Bestemmelsen i stk. 1 er en videreførsel af

bestemmelsen i § 17, stk. 2, i den sociale styrelseslov. Bestemmelsen

indebærer, at formanden straks på mødet kan trække afgørelsen, hvis der er

begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er i overensstemmelse med

loven. Sagen sendes inden 1 uge til Ankestyrelsen. Der er således tale om en

garanti for, at der ikke bliver truffet en ulovlig afgørelse. Den endelige

afgørelse ligger hos Ankestyrelsen.

Bestemmelsen i stk. 2 er en videreførsel af den hidtige bestemmelse

i § 17, stk. 3, i den sociale styrelseslov, hvorefter socialministeren har

udnyttet bemyndigelsen til at bestemme, at formanden selv træffer afgørelse

om, hvorvidt en sags afgørelse ikke skønnes at frembyde tvivl og derfor selv

træffer afgørelsen. Retssikkerhedsgarantien for klageren (borgeren) ligger i,

at sagen skal behandles i nævnet, hvis Ankestyrelsen optager sagen til

behandling som principiel eller generel. Det præciseres endvidere i

bestemmelsen, at formandens afgørelse om, hvorvidt der kan ses bort fra en

overskridelse af klagefristen, ikke kan indbringes for Ankestyrelsen. Efter

den hidtidige formulering af bl.a. bistandslovens § 15, stk. 4, har

Folketingets Ombudsmand rejst tvivl om Ankestyrelsens og ankenævnenes

hidtidige praksis, der går ud på, at formandens afgørelse var endelig.

Ombudsmandens opfattelse er, at der er tale om en egentlig afgørelse, hvori

klageadgangen ikke er afskåret. Det præciseres derfor, at formandens

afgørelse om overskridelse af klagefristen er endelig.

Det foreslås i stk. 3, at formandens afgørelser om sagsbehandlingen

i øvrigt er endelige.

Bestemmelsen i stk. 4 er en videreførsel af den hidtidige regel i §

17, stk. 3, i den sociale styrelseslov. Efter bestemmelsen kan formanden

træffe en foreløbig afgørelse i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig

opstået trangssituation. Da klager over rimeligheden af et aktiveringstilbud

efter lov om aktiv socialpolitik ikke har opsættende virkning, forudsættes

det af hensyn til en hurtig sagsbehandling, at formanden for nævnet i disse

klagesager kan træffe en foreløbig afgørelse. En sådan foreløbig afgørelse

skal snarest muligt behandles i et møde i nævnet, og det henstilles, at dette

så vidt muligt sker indenfor 14 dage.

Til § 72 Stk. 1 viderefører med redaktionelle ændringer

den gældende regel om, at en klage over en afgørelse ikke bevirker, at

iværksættelsen af afgørelsen kan udsættes. Det betyder, at borgeren har krav

på at få den ydelse, som klageinstansen har tillagt vedkommende, selv om

kommunen eller amtskommunen anmoder om at få sagen behandlet i Ankestyrelsen.

En myndighed har dog fortsat mulighed for at give sine egne afgørelser

opsættende virkning.

Stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer bl.a. til bistandslovens

§ 15 b, stk. 1, hvorefter Ankestyrelsen eller det sociale ankenævn skal

træffe beslutning om tidspunktet for bortfald eller ændring af hjælpen, hvis

de ændrer en afgørelse til skade for ansøgeren. Der er en tilsvarende regel i

de øvrige love.

Det bemærkes, at der ikke kan kræves tilbagebetaling af hjælpen for

perioder forud for den ændrede afgørelse, medmindre de almindelige

betingelser i lovgivningen er opfyldt. Der vil i disse sager være tale om en

ny afgørelse om tilbagebetaling af ydelser modtaget mod bedre vidende.

Stk. 3 er en videreførsel af bistandsloven § 15 b, stk. 3.

Til § 73 Bestemmelsen er en videreførsel af de hidtil gældende

regler i lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Dog foreslås det, at fristen i Ankestyrelseslovens § 11 ændres fra 2

måneder til 8 uger.

Til § 74 Bestemmelsen bemyndiger socialministeren til at fastsætte

regler om klagesagsbehandlingen, herunder også om frister for bl.a. sager,

som bliver genvurderet. Der henvises til bemærkningerne til § 66.

Til § 75 Det foreslås, at bemyndigelsen for skatteministeren til

at fastsætte regler om klage over afgørelser om indtægtsgrundlaget overføres

fra bistandsloven og lov om social pension til lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område.

Til kapitel 11 Kapitlet handler om Den Sociale Ankestyrelses og de sociale

nævns vejledning og koordinering af praksis.

Til § 76 Der henvises til afsnit 9 i de almindelige bemærkninger,

hvor Ankestyrelsens opgaver med at koordinere praksis er beskrevet.

Ankestyrelsens vejledningsforpligtelse findes i dag i ankestyrelseslovens

§ 1, stk. 4, og rammerne for denne virksomhed er lagt i forarbejderne til lov

nr. 448 af 1. juni 1994.

Ankestyrelsens vejledningsvirksomhed kan deles op i en generel del og en

mere konkret del.

Den generelle del retter sig mod alle brugere - borgere, kommuner,

amtskommuner, sociale nævn, Arbejdsskadestyrelsen, fagforeninger,

forsikringsselskaber m.fl. Den generelle del består for tiden af

offentliggørelse af principielle eller generelle afgørelser i form af Sociale

Meddelelser (SM'er), af udsendelse af praksisoversigter og af uddybende

artikler om praksis i bladet »Nyt fra Ankestyrelsen«.

Den mere konkrete vejledning skal i overensstemmelse med forarbejderne til

bestemmelsen primært rette sig mod de sociale nævn. Denne virksomhed består i

deltagelse i møder med nævnene og besvarelse af telefoniske og skriftlige

henvendelser i øvrigt fra nævnene.

Ankestyrelsen besvarer også mange henvendelser, såvel telefoniske som

skriftlige, fra andre, navnlig borgere, kommuner, interesseorganisationer og

forsikringsselskaber.

Til § 77 Det foreslås, at Socialministeriet kan anmode

Ankestyrelsen om at foretage praksisundersøgelse. Det kan fx være relevant,

hvis Socialministeriet mener, at praksis inden for et sagsområde bør

undersøges.

Til § 78 Det foreslås, at det sociale nævn som led i sin

vejledningsforpligtelse i samarbejde med Ankestyrelsen også varetager opgaver

med at koordinere praksis. Der henvises til afsnit 9.2 i de almindelige

bemærkninger.

Til § 79 Som et nødvendigt led i de sociale nævns nye opgaver med

at koordinere praksis, foreslås den hidtidige regel om Ankestyrelsens

muligheder for at indhente sager udvidet til at omfatte også de sociale nævn.

Det foreslås, at oplysninger om afgørelser også kan indhentes ad

elektronisk vej.

Det er ikke et krav, at sagerne renses for personoplysninger - fx cpr.

nr., navn og adresse o.lign - inden myndighederne afleverer sagerne til

Ankestyrelsen eller nævnene i forbindelse med koordinering af praksis. Dette

følger af forvaltningslovens § 30.

Til § 80 Bestemmelsen viderefører den hidtidige bestemmelse om

Ankestyrelsens Centrale Koordinationsudvalg. Der henvises til de almindelige

bemærkninger.

Til § 81 Det foreslås, at sammensætningen af udvalget ændres i

forhold til gældende regler i lov om Den Sociale Ankestyrelse § 1, stk. 5. I

dag indstiller De Samvirkende Invalideorganisationer, Landsorganisationen i

Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening,

Sundhedsministeriet, Foreningen af Statsamtmænd og Den Sociale

Sikringsstyrelse (tidligere Direktoratet for Social Sikring og Bistand) hver

1 medlem.

Det foreslås, at Sundhedsministeriet udtræder af udvalget og afløses af en

repræsentant fra Praktiserende Lægers Organisation for på den måde at styrke

den lægefaglige ekspertise i udvalget. Praktiserende Lægers Organisation er

ligeledes repræsenteret i de lokale sociale koordinationsudvalg, jf.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 167 af 14. marts 1995.

Det foreslås endvidere, at udvalget udvides med en repræsentant fra

Socialministeriets departement. Hensigten hermed er, at Socialministeriet får

en direkte og umiddelbar adgang til de problemstillinger, viden m.v., som

udvalget beskæftiger sig med. Med henblik på at styrke det forebyggende og

aktiverende arbejde foreslås det, at Københavns og Frederiksberg Kommuner, i

fællesskab indstiller 1 medlem. Som følge af ønsket om at styrke

praksiskoordineringen foreslås det også, at Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd, der repræsenterer et stort antal offentligt

ansatte, samt amtskommunerne gennem Amtsrådsforeningen i Danmark indstiller

hver 1 medlem.

Der henvises til afsnit 9.1 i de almindelige bemærkninger.

Til kapitel 12 Kapitlet indeholder reglerne om Socialministeriets

adgang til at indhente oplysninger m.v. fra kommuner, amtskommuner og de

sociale nævn.

Til § 82. Bestemmelsen svarer med mindre ændringer til § 23 i den

sociale styrelseslov. Der er desuden i dag tilsvarende bestemmelser i de

fleste af de sociale hovedlove. Det gælder lov om social pension (§ 60), lov

om kommunal aktivering (§ 29), lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling

af børnebidrag (§ 25), lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (§ 36) og lov

om delpension (§19).

Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med § 63 i lov om kommuners

styrelse, hvorefter kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe og meddele

vedkommende minister de oplysninger, som denne måtte forlange om forhold i

kommunen.

Langt hovedparten af de løbende statistiske oplysninger på det sociale

område indsamles af Danmarks Statistik. På enkelte områder indsender

kommuner, amtskommuner og nævnene dog allerede i dag løbende statistiske

oplysninger til Socialministeriet. Det drejer sig bl.a. om afgørelser i sager

om førtidspension m.v. og i sager om støtte til køb af bil m.v. efter

bistandslovens § 58, som kommunerne og revaliderings- og pensionsnævnene skal

indsende til Den Sociale Ankestyrelse.

Derudover har Socialministeriet fx i forbindelse med det lovforberedende

arbejde og som led i opfølgningen af gennemførte lovændringer behov for at

kunne anmode kommuner, amtskommuner og nævn om at tilvejebringe og indsende

statistiske oplysninger og lignende på særlige områder eller om specielle

forhold inden for det sociale område, som ikke er dækket af den løbende

statistik. Dette kan ske i form af såvel kvantitative som kvalitative

undersøgelser i kommunerne m.v. eller i et repræsentativt udsnit heraf.

Til § 83 Bestemmelsen viderefører den sociale styrelseslovs § 26,

som indeholder hjemmel til Det Sociale Informations- og Analysesystem. I

henhold til bemyndigelse i § 26 er der fastsat nærmere retningslinier for

Informations- og Analysesystemet i Socialministeriets cirkulære af 30.

november 1989.

Kommunalbestyrelser og amtsråd har herefter pligt til at bidrage til at

opretholde et tilstrækkeligt vidensniveau på centralt niveau om deres

intentioner for og forventninger til udviklingen på det sociale område. Til

indsamling af mere detaljerede oplysninger bl.a. i forbindelse med

betjeningen af Folketinget har kommunalbestyrelser og amtsråd pligt til at

medvirke til temaplanlægning på særlige områder, i kommunepaneler eller til

på anden måde at fremskaffe uddybende oplysninger om udviklingen, fx gennem

spørgeskema- eller interviewundersøgelser i kommuner og amter.

Systemet omfatter det sociale område og grænseområderne til andre

sektorer, men har også et tværsektorielt sigte. Det bør på længere sigt kunne

tilpasses udviklingen i, hvad man finder hensigtsmæssigt at omfatte under

begrebet socialpolitik/socialt arbejde.

Interesseområdet er ikke begrænset til den offentlige sektor. I systemet

medtages i fornødent omfang koordinations- og samordningsspørgsmål i forhold

til private, der udfører socialt arbejde, herunder selvejende institutioner.

Det er kommunalbestyrelser og amtsråd, der har ansvaret for at meddele

oplysninger til Socialministeriet. Bydelsrådene i Københavns Kommune

udarbejder til brug for Borgerrrepræsentationens indberetninger i henhold til

§ 83, stk. 1, bydelsrådets eget bidrag for de opgaver, der er udlagt til

selvstændig varetagelse. Bydelsrådene medvirker tilsvarende til på anden måde

at tilvejebringe udviklingsoplysninger på særlige områder, jf. stk. 2.

Socialministeriet kan melde tilbage på baggrund af oplysninger modtaget i

henhold til § 83. Specielt for de københavnske bydelsråd kan

Socialministeriet melde tilbage samt kontakte disse direkte.

Betydningen af åbenhed og synlighed om, hvad kommunalbestyrelser og

amtsråd beslutter at tilbyde borgerne, har igennem de seneste år fået øget

opmærksomhed. Med indførelsen af den kommunale styrelseslovs § 62 tilskyndes

kommunalbestyrelser og amtsråd til større åbenhed via serviceinformation til

borgerne om omfang og indhold af de væsentligste kommunale ydelser.

Udviklingen inden for det sociale område følges via Informations- og

Analysesystemet.

Til § 84 Bestemmelsen bemyndiger socialministeren til at fastsætte

nærmere regler for omfanget, ajourføringen og indsendelsen af oplysninger.

Der er i dag i §§ 29 og 30 i Socialministeriets cirkulære nr. 193 af 3.

november 1994 om social pension med senere ændringer fastsat nærmere regler

dels om de statistiske oplysninger som kommunerne og revaliderings- og

pensionsnævnene skal indsende til Den Sociale Ankestyrelse om afgørelser i

sager om førtidspension m.v., dels om de statistikoplysninger om udbetaling

af personlige tillæg, som kommunerne skal indsende til Socialministeriet.

Endvidere er der i § 12 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 920 af 18.

december 1991 af forretningsorden for de sociale ankenævn og revaliderings-

og pensionsnævnene med senere ændringer fastsat nærmere regler om de

oplysninger, som statsamtet og sekretariatet for Det Sociale Nævn for

Københavns og Frederiksberg Kommuner skal indsende til Den Sociale

Ankestyrelse.

Disse regler vil blive videreført med de tilpasninger, der følger af

reglerne i dette lovforslag.

Til kapitel 13 Kapitlet giver socialministeren bemyndigelse til at

fastsætte regler for regnskabsaflæggelse m.v.

Til § 85 Der er i dag i alle de sociale hovedlove (bistandsloven,

lov om kommunal aktivering, lov om social pension, lov om delpension,

sygedagpengeloven og børnetilskudsloven) bemyndigelse for socialministeren

til at fastsætte de nærmere regler om anvisning af refusion og tilskud,

regnskabsaflæggelse og revision.

Det er disse bemyndigelser, der nu foreslås samlet i en bestemmelse.

Der er i dag regler om regnskab og revision i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 927 af 2. december 1993 om kommunernes regnskabsaflæggelse

og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område, nr. 926 af 2.

december 1993 om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det

sociale område, nr. 925 af 2. december 1993 om revision af amtskommunernes

samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskaber på visse dele af det

sociale område samt nr. 924 af 2. december 1993 om amtskommunernes samt

Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion på

visse dele af det sociale område. Disse regler vil blive videreført med de

tilpasninger, der følger af reglerne i dette lovforslag. Det kan oplyses, at

Socialministeriet i samarbejde med Foreningen af Socialchefer i Danmark og

Kommunernes Landsforening forsøger at forenkle de regnskabs- og

revisionsmæssige krav til kommunerne.

Det er især kravene til dokumentation, der søges forenklet, herunder om

der ved enkeltydelser kan fastsættes bagatelgrænser for udgifter, hvor kun

bevillingsgrundlaget (trangsvurderingen) tjener som dokumentation for en

korrekt udbetalt ydelse, men hvor selve udgiften ikke behøver at være

dokumenteret.

De almindelige finansieringsregler fremgår fortsat af de enkelte sociale

love.

Stk. 2 er med en redaktionel ændring en videreførelse af

bistandslovens § 135, stk. 8.

Til § 86 Bestemmelsen er en viderførelse af den hidtidige

bestemmelse i lov om social pension, men foreslås nu overført til lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område som gældende for

samtlige love, der behandles efter denne lov.

Til kapitel 14 Kapitlet handler om Det Centrale Handicapråd og

Børnerådet m.v.

Til § 87 Der er i Danmark en lang tradition for samarbejde mellem

staten og handicaporganisationerne. Dette gælder ikke blot i forbindelse med

gennemførelse af konkrete lovinitiativer, men også i anliggender af generel

karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for mennesker med

handicap.

Blandt de seneste overordnede tiltag i dansk handicappolitik kan nævnes

folketingsbeslutning nr. B 43 af 2. april 1993 om ligestilling og

ligebehandling af handicappede med andre borgere samt tiltrædelsen af FN's

»Standardregler om lige muligheder for handicappede«, der blev

vedtaget på FN's Generalforsamling den 20. december 1993 (Resolution 48/96).

Et væsentligt element til styrkelse og udvikling af samarbejdet med

handicaporganisationerne med henblik på at sikre lige muligheder for

handicappede har været Det Centrale Handicapråd, der blev etableret ved Lov

nr. 258 af 8. juni 1978 med indsættelsen af § 25 a i den sociale

styrelseslov. De nærmere regler om Rådets sammensætning og opgaver er senest

fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 499 af 21. juni 1995.

Forslaget til § 66 har til formål at videreføre ordningen med et bredt

sammensat centralt organ, som er rådgivende over for Folketinget, ministrene

og de centrale myndigheder med henblik på at sikre, at hensyn til mennesker

med handicap tilgodeses i samfundets planlægning.

Forslaget i stk. 3 er en videreførsel af bistandslovens § 30.

Til § 88 Den 1. juli 1994 oprettedes der i Socialministeriets regi

for en 3-årig forsøgsperiode et uafhængigt tværfagligt sammensat børneråd.

Børnerådet har i forsøgsperioden arbejdet på at fremme børns rettigheder og

interesser i samfundet bl.a. via formidling af information om børn. Desuden

har rådet arbejdet for at give børn bedre muligheder for at deltage i

debatten og påvirke samfundsudviklingen.

Der er et stadigt behov for fokus på børns rettigheder og interesser,

bl.a. også set i lyset af FN's Konvention om Barnets Rettigheder. Dette

gælder ikke blot i forbindelse med gennemførelse af konkrete lovinitiativer,

men også i anliggender af generel karakter. Samtidig er det væsentligt med et

organ, der giver mulighed for, at børn kan komme til orde omkring forhold,

der vedrører dem selv. Børnerådet har med sin tilknytning af børnepaneler

givet denne mulighed. Det er vigtigt, at dette aspekt videreføres og styrkes.

Bestemmelsen har til formål at permanentgøre Børnerådet som et uafhængigt

og bredt sammensat organ, der skal følge og synliggøre udviklingen i børns

opvækstvilkår, som kan tale børnenes sag i den offentlige debat, og som er

rådgivende overfor Folketinget, ministrene og de centrale myndigheder med

henblik på at sikre, at børns rettigheder, behov og interesser tilgodeses i

samfundets planlægning.

Til kapitel 15 Kapitlet indeholder ikrafttrædelses- og

overgangsbestemmelser samt ændringer i lov om dagpenge ved sygdom eller

fødsel som følge af bl.a. nedlæggelsen af Dagpengeudvalget.

Til § 89 Kommunerne afgiver efter de hidtil gældende regler

indstilling til revaliderings- og pensionsnævnene i sager efter §§ 14, 16 og

18 i lov om social pension samt efter § 43 og § 58 i lov om social bistand.

Det foreslås derfor, at de sager, hvori kommunerne senest den 31. december

1998 har indgivet indstilling til nævnene, overgår til videre behandling i de

sociale nævn efter den 1. januar 1999. Det samme vil gælde for de sager om

almindelig og forhøjet almindelig førtidspension, som kommunen har afgjort

efter § 14, stk. 3, i lov om social pension, og som borgeren har indbragt for

revaliderings- og pensionsnævnet, dvs. at nævnets afgørelse kan indbringes

for Ankestyrelsen, hvis sagen har principiel eller generel betydning, eller

hvis nævnet omgør kommunens afgørelse. Kommunale afgørelser efter tilladelse,

jf. § 62 b i lov om social pension og § 138 c i lov om social bistand,

overgår ligeledes til det sociale nævn og behandles efter de hidtil gældende

regler, dvs. at det sociale nævns afgørelser altid kan indbringes for

Ankestyrelsen.

Kontinuiteten i sagsbehandlingen i det sociale nævn er sikret ved, at det

fortsat er statsamtmanden, der er formand for nævnet, og at statsamtet

fortsætter som sekretariat for de nye nævn. Endvidere vil der gå en vis

periode, inden de sociale nævn begynder at modtage klagesager fra kommunerne,

og der bliver således ikke tale om sagsophobning på grund af uafgjorte sager.

Sager, hvori kommunen endnu ikke har afgivet indstilling til revaliderings-

og pensionsnævnet, færdigbehandles af kommunen.

Der foreslås samme overgangsbestemmelse for sagerne i de sociale ankenævn,

således at kommunale afgørelser, der er inbragt for ankenævnet overgår til

fortsat behandling i det sociale nævn.

Det bemærkes, at kompetencen til at træffe afgørelse i sager om visse

hjælpemidler efter § 95, stk. 2, og invalidebiler efter § 97 i lov om social

service overgår fra kommunen til amtskommunen. Der henvises til bemærkninger

om overgangsbestemmelserne i lov om social service.

Til stk. 5

Efter de nuværende regler kan kommunernes afgørelser om dagpenge ved

sygdom eller fødsel indbringes for Dagpengeudvalget, hvis afgørelse ikke kan

indbringes for anden administrativ myndighed.

Dagpengeudvalget består af 4 medlemmer samt en opmand, der alle udnævnes

af socialministeren. Et medlem udnævnes efter indstilling fra Dansk

Arbejdsgiverforening, et medlem efter indstilling fra Landsorganisationen i

Danmark og et medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening,

Københavns og Frederiksbergs kommuner. Opmanden udnævnes efter indstilling

fra Arbejdsrettens formandskab. Socialministeren fastsætter udvalgets

forretningsorden og bestemmer, hvem der skal være formand for udvalget - på

nuværende tidspunkt er det lederen af dagpengekontoret i Den Sociale

Ankestyrelse, der er formand.

Som følge af opbygningen af et enstrenget klagesystem med en tværfaglig

behandling af sagerne, der giver mulighed for en vurdering af mulighederne på

hele det sociale område, nedlægges Dagpengeudvalget og klagesagerne overføres

til de sociale nævn.

Det foreslås derfor, at kommunens afgørelser efter dagpengeloven for

fremtiden skal kunne indbringes for det sociale ankenævn.

Efter lovforslaget falder adgangen til at lade en dagpengesag forelægge

for opmanden bort (ethvert medlem kan efter den gældende lov forlange, at

opmanden tilkaldes, hvorefter han alene træffer udvalgets afgørelse).

Til gengæld vil det efter forslaget være muligt at indbringe principielle

og generelle sager for en tredie instans, nemlig Den Sociale Ankestyrelse.

Det er fortsat Den Sociale Ankestyrelse, der administrerer de private

forsikringsordninger efter dagpengeloven, og som træffer afgørelse i disse

sager.

Som konsekvens af nedlæggelsen af Dagpengeudvalget ophæves bestemmelserne

om Dagpengeudvalget.

Kommunens afgørelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel kan

efter den 1. januar 1999 indbringes for det sociale nævn efter reglerne i

kapitel 10. Det foreslås, at Dagpengeudvalget nedlægges 8 måneder senere for

at afvikle de sager, der er indbragt til udvalget inden den 31. december

1998. Det vil ikke være hensigtsmæssigt, at de sociale nævn, som ikke

tidligere har truffet afgørelse i ankesager vedrørende sygedagpengeloven,

overtager denne opgave allerede den 1. januar 1999. Samtidig ville en

overgang af de eksisterende sager fra Dagpengeudvalget til de 15 nævn betyde

en forsinkelse af sagsbehandlingen i forhold til borgeren.

Til stk. 6

Det foreslås, at de ordninger, hvorefter kommuner og amtskommuner har

delegeret deres beføjelser efter § 9, stk. 2, i lov om social bistand,

forbliver i kraft. Der henvises til de almindelige bemærkninger i oversigten

vedrørende kapitel 6.

Til § 90 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Skriftlig fremsættelse

Socialministeren (Karen Jespersen):

Jeg skal hermed tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område.

(Lovforslag nr. L 228).

Forslaget fremsættes sammen med forslagene til lov om aktiv socialpolitik,

lov om social service og til lov om ændring af lov om social pension og lov

om delpension.

Formålet med dette lovforslag er at samle grundlæggende regler og

principper for retssikkerhed og administration på det sociale område. Det

gælder reglerne i den sociale styrelseslov og loven om den sociale

ankestyrelse, og det gælder tværgående regler, som i dag findes i de enkelte

sociale love.

Forslaget om retssikkerhed og administration på det sociale område

indeholder i kapitel 2 regler om, at borgerne skal have indflydelse og

mulighed for aktivt at medvirke, når kommunerne og amtskommunerne behandler

deres sag. Spørgsmål om hjælp efter den sociale lovgivning skal behandles

hurtigt, og kommuner og amtskommuner får pligt til at give borgeren besked,

hvis myndigheden ikke kan træffe en afgørelse inden for en frist, som

kommunalbestyrelsen eller amtsrådet selv fastsætter.

Forslaget lægger vægt på tidlig indsats og fastsætter en regel om, at

senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse, skal

kommunen foretage en kvalificeret vurdering af sagen. Ansøgeren skal

skriftligt have besked om denne vurdering.

Reglerne om, hvilken kommune der har pligt til at give hjælpen

(handlekommune), om borgerens pligt til at give oplysninger mv. findes i dag

i de enkelte sociale love. For at understøtte, at de muligheder, der er i de

sociale love skal ses som en helhed, og for at gøre det lettere at skaffe sig

et overblik, er det skønnet hensigtsmæssigt, at disse regler samles i en lov,

hvilket sker i kapitel 3.

De kommunale og amtskommunale opgaver er samlet i kapitel 4 og 5. Det

bliver her bl.a. præciseret, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt

til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, og at dette

tilsyn omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, som opgaverne

konkret bliver udført på.

Disse kapitler giver også en oversigt over de råd og udvalg, der skal være

under kommunen og amtskommunen.

Som noget nyt får kommunerne pligt til enten selv eller i samarbejde med

andre kommuner at have et koordinationsudvalg for den forebyggende

arbejdsmarkedsindsats. Koordinationsudvalget skal rådgive kommunen om den

arbejdsmarkedsrettede indsats for at fastholde eller få personer tilbage på

arbejdsmarkedet.

Koordinationsudvalget skal ses om et led i at opprioritere aktivlinien,

jf. forslaget til lov om aktiv socialpolitik, og hænger også sammen med, at

kommunerne får kompetence til at tilkende alle former for førtidspension, jf.

forslaget til lov om ændring af lov om pension og lov om delpension.

Det foreslås endvidere, at de amtskommunale brugerråd - på linie med

klagerådene om hjemmehjælp - kan behandle klagesager om personlig hjælp mv.

Kapitel 6 samler regler, der gælder både for kommuner og amter. Disse

myndigheders pligt til at samarbejde bliver præciseret.

Det foreslås, at hvis en kommune eller en amtskommune betaler for at få

udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal kommunen/amtskommunen tage

stilling til, hvordan der forholdes med formue, der kan opstå i denne

forbindelse.

Når private udfører opgaver for kommunen eller amtskommunen, er der

forslag om, at reglerne om at videregive og indhente oplysninger i

forvaltningsloven og i lov om offentlighed i forvaltningen skal gælde.

Virkningen er, at borgernes retsbeskyttelse med hensyn til at videregive

eller indhente oplysninger bliver ens uanset om opgaven udføres af private

eller af myndigheden.

Kapitlerne 7 til 10 samler reglerne om borgerens muligheder for at klage

over afgørelser. Der foreslås et forenklet Jnstrenget ankesystem med det

sociale nævn som 1. instans, og hvor sager, hvis de har principiel eller

generel betydning, kan efterprøves at Den Sociale Ankestyrelse.

Som følge af den ændrede ankestruktur er der forslag om at ændre

sammensætningen af de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse.

Kapitel 11 fastsætter regler om koordinering af praksis, dvs gennemgang af

et antal sager med henblik på at undersøge, om afgørelserne er i

overensstemmelse med lovgivningen. Den opgave har Ankestyrelsen i dag, og som

noget nyt får de sociale nævn - i samarbejde med Ankestyrelsen - også opgaver

med koordinering af praksis. Det Centrale Koordinationsudvalg, der er

rådgivende over for Ankestyrelsen og kommunerne, videreføres med udvidet

sammensætning. Børnerådet og Handicaprådet videreføres.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 1999.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkninger til lovforslaget, skal jeg

anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 27. maj 1997

Kapitel 1

Lovens formål og område

§ 1. Formålet med denne lov er at

1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder

behandler sager,

2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en

tidlig helhedsorienteret hjælp,

3) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at

fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og

4) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af

sociale sager.

§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen

(kommunen), amtsrådet (amtskommunen) og statslige myndigheder (de sociale

nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse) skal behandle

sager efter lovgivningen.

Stk. 2. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages de

opgaver, som er henlagt til amtsrådene, af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der

fraviger denne lov.

Stk. 4. Socialministeren bestemmer, hvilke sager denne lov helt

eller delvis gælder for.

Kapitel 2

Borgeren

§ 3. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så

hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så

fald hvilken.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor

lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne

frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår

ansøgeren kan forvente en afgørelse.

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen

af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne

på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

§ 5. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og

spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give

hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om

hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid,

skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge

hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på

længere sigt.

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til

forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.

Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens

vurdering efter stk. 1.

§ 8. Socialministeren kan fastsætte regler for behandling og

opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager.

Kapitel 3

Handlekommune og oplysningspligt m.v.

Handlekommune

§ 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.

Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3. Et barn under 18 år har samme opholdskommune som

forældrene. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har

opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har

barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregisteret.

Stk. 4. Et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og

som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der

opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den

kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Stk. 6. Pligten til at yde integrationsbistand til en udlænding,

der er omfattet af § 105, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, varetages af

staten i indtil 18 måneder. En kommune kan dog varetage pligten til at yde

integrationsbistand på et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder.

Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved bestemme, at

bistanden ydes af en privat humanitær organisation.

Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der

har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller

fødsel.

Oplysningspligt m.v.

§ 10. Personer, der søger om eller får hjælp, har pligt til at

medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om

eller hvilken hjælp de er berettiget til.

Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om

undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.

Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om

adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig

orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil

give samtykke efter § 12, stk. 3.

§ 11. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse

kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning

for hjælpen.

Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om

1) pligten til at give oplysninger,

2) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og

3) konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

§ 12. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v.,

der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for

nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en

persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom

myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter

heraf.

Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør

i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente

oplysninger efter stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at

få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt

arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af

en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

§ 13. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren

og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har

pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der

er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i

lov om aktiv socialpolitik.

§ 14. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn,

personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der

modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives

i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.

Kapitel 4

Kommunen

Kommunens opgaver

§ 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan

kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og

sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for

initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter

på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på

arbejdsmarkedet.

§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med,

hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både

indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg m.v.

Udvalget, der behandler personsager

§ 17. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til

enkeltpersoner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af

kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til

enkeltpersoner.

Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af

et eller flere magistratsmedlemmer.

Børn og unge-udvalget

§ 18. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der

træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social

service.

§ 19. Børn og unge-udvalget består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,

2) byretsdommeren i retskredsen, dog således at hvis der er flere dommere

i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage

hvervet, og

3) en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af amtsrådet for den

kommunale valgperiode.

Stk. 2. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert

medlem en stedfortræder, der indkaldes til at møde, når medlemmet er

forhindret i at deltage.

Stk. 3. Medlemmer af udvalget efter § 17, som behandler sager om

børn og unges sociale forhold, kan ikke vælges som medlemmer af eller

stedfortrædere til børn og unge-udvalget. Det samme gælder

magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med

disse opgaver.

§ 20. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand

blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Dommeren leder møderne i udvalget og påser, at der er

foretaget de nødvendige undersøgelser, og beslutter, om der skal indhentes

flere oplysninger, og kan forlange, at der optages et retsligt forhør efter

retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan reglerne skal

forstås og anvendes, samt giver en vurdering af de oplysninger, der

foreligger.

§ 21. Socialministeren fastsætter forretningsordenen for børn og

unge-udvalget og kan herved fravige kravet om, hvordan udvalget skal

sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan

opfylde kravet i § 19, stk. 3.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlag til

formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Formål

§ 22. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der

skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der

har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge

beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste

tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun

vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

§ 23. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen

om

1) kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med

løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse,

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller

fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område

rådgivning til andre, f.eks. virksomheder og faglige organisationer.

Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet

mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den

arbejdsmarkedsrettede indsats.

Sammensætning

§ 24. Koordinationsudvalget består af 1 medlem udpeget af

kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger

hver 1 medlem:

1) De samvirkende Invalideorganisationer.

2) Landsorganisationen i Danmark.

3) Dansk Arbejdsgiverforening.

4) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

5) Praktiserende Lægers Organisation.

6) Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 2. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1-6, skal

repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger el.lign.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der

repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for

koordinationsudvalget.

§ 25. Hvis det ikke er muligt at få udpeget

organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et

mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4

medlemmer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at

koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24.

Redegørelse

§ 26. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet

redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Det

Centrale Koordinationsudvalg, jf. § 80.

§ 27. Kommunalbestyrelsen giver koordinationsudvalget de

oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan løse sine arbejdsopgaver.

Stk. 2. Kommunen betaler udgifterne ved udvalgets virksomhed.

Fælles koordinationsudvalg

§ 28. Kommuner kan opfylde deres pligt efter § 22 ved i fællesskab

at oprette et koordinationsudvalg. Medlemmerne vælges i fællesskab af de

deltagende kommunalbestyrelser efter indstilling fra organisationerne, jf. §

24. Herudover vælger hver kommunalbestyrelse 1 medlem blandt sine medlemmer.

Stk. 2. Kommunerne deler udgifterne efter aftale, herunder med

hensyn til vederlag m.v., jf. § 29.

Diæter m.v.

§ 29. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne af

koordinationsudvalget får diæter, erstatning for dokumenteret tabt

arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om

kommunernes styrelse.

Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 skal omfatte alle medlemmer af

udvalget, dog kan medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke modtage diæter.

Endvidere kan kommunalt eller statsligt ansatte ikke modtage diæter, når

deres arbejde i udvalget er et led i pågældendes almindelige arbejde.

Ældreråd

§ 30. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet

rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler

synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske

spørgsmål, der vedrører de ældre.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag,

der vedrører de ældre.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at

nedsætte flere ældreråd.

§ 31. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer. Medlemmerne vælges

ved direkte valg, og for hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til

ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet

regler for, hvordan valget skal afholdes.

§ 32. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60

år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

Stk 2. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med ældrerådet

beslutte, at også personer med fast bopæl i kommunen, der modtager

førtidspension, og som ikke er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til

ældrerådet.

§ 33. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet

vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets

virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker

dette.

Klageråd

§ 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der

1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud

efter §§ 71 og 72 i lov om social service til personer, som er fyldt 67 år,

og

2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i

overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke klager og mere generelle

spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. rådet vil forelægge for

kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på

området.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de

nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet,

om der er grundlag for at nedsætte flere klageråd.

§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til

klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet

regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2. Klagerådet består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer, og

2) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer.

Stk. 3. For hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 4. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer,

der er valgt af ældrerådet.

§ 36. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og

stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af

klagerådet, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal have diæter,

erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse

efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn

§ 37. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes

forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov

om social service.

Kapitel 5

Amtskommunen

Amtskommunens opgaver

§ 38. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan

amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og

sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for

initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter

på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på

arbejdsmarkedet.

§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de

amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af

tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg, der behandler personsager

§ 40. Sager, der handler om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke

behandles i det samlede amtsråd.

Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af

amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager.

Brugerråd

§ 41. Socialministeren fastsætter regler om amtslige brugerråd,

der kan rådgive amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i

sociale anliggender, som hører under amtskommunerne og de to kommuner.

Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale

organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner og De Samvirkende

Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan

være medlemmer af rådet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken

sammensætning og i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over

amtskommunens afgørelser efter §§ 71 og 72, jf. § 81 i lov om social service.

Kapitel 6

Fælles bestemmelser for kommuner og amtskommuner

§ 42. Amtskommunen yder kommunerne, herunder børn og

unge-udvalgene efter § 18, vejledning i sager efter lov om social service og

lov om aktiv socialpolitik, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den

forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social

service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter

denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen.

Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat,

indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning

påhviler den ene part, kan overlades til den anden.

Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en

eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan

socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter

lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene

part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at

opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden

for lokalområdet og i amtet.

Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter

stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om

ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.

§ 43. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført

opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til,

hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.

Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv

socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder,

er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i

forhold til den opgave, der udføres.

Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og

indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af

forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32.

Kapitel 7

De sociale nævn

§ 44. Det sociale nævn behandler klager over afgørelser, der er

truffet af kommunen og amtskommunen, i det omfang det er fastsat i loven.

§ 45. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er

formand for nævnet.

Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren

udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra

1) kommuneforeningen i amtet,

2) amtskommunen,

3) Landsorganisationen i Danmark,

4) Dansk Arbejdsgiverforening og

5) De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 3. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt

flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 4. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.

§ 46. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er

formand for nævnet.

Stk. 2. Medlemmerne udpeges på samme måde som nævnt i § 45, stk.

2, dog således at den kommunale og amtskommunale indstilling foretages af

Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab.

§ 47. Medlemmer af udvalg efter § 17 og § 40 kan ikke være

medlemmer af det sociale nævn. Det samme gælder kommunalt ansatte, som

deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes

kompetence.

§ 48. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder

efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for

nævnene med regler for deres sammensætning i de enkelte sager og for deres

virksomhed, herunder for vejlednings- og koordineringsopgaverne, jf. § 78.

Kapitel 8

Den Sociale Sikringsstyrelse

§ 49. Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for det sociale

nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de

opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen.

Kapitel 9

Den Sociale Ankestyrelse

§ 50. Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for administrative

afgørelser, i det omfang det fastsættes ved lov.

Stk. 2. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

Sammensætning

§ 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af

1) styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og

2) medlemmer, der udpeges efter § 52.

Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal

have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden

dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.

§ 52. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer

og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter

indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) De Samvirkende Invalideorganisationer,

7) Københavns Kommune og

8) Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,

1) der er fyldt 66 år,

2) der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af

Ankestyrelsen, eller

3) der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning

eller på institutioner med socialt formål.

Afgørelser i de enkelte sager

§ 53. Ankestyrelsen træffer afgørelse i de enkelte sager på et

møde, hvori der deltager 2 medlemmer og 1 ankechef, der er formand.

Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal.

Stk. 2. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive

afgjort, uden at der afholdes et møde, sender styrelsen indstilling til

medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at

afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.

Stk. 3. Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have

virkning, hvis formanden skønner, at der er tvivl om, at afgørelsen er

lovlig. Sagen skal herefter behandles i et møde med udvidet votering, jf. §

55.

§ 54. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller

fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer,

jf. § 55, stk. 2, nr.1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk

Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne.

Afgørelser med udvidet votering

§ 55. I afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2

medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.

Stk. 2. Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende:

1) Afgørelser, som er truffet af de sociale nævn, som kan behandles, fordi

de har principiel eller generel betydning, jf. § 63.

2) Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62 i lov om social

service.

3) Sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden

forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens § 9 og § 10.

4) Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53,

stk. 3.

5) Andre sager, som styrelseschefen beslutter har principiel eller generel

betydning.

Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne

står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 56. Styrelseschefen kan, når en sag har principiel eller generel

betydning, beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor

styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt

deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer. På samme måde kan styrelseschefen eller

vicestyrelseschefen deltage i møder efter § 54.

Stk. 2. § 55, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Beslutninger om at behandle det sociale nævns afgørelser og om at

genoptage en sag

§ 57. Følgende beslutninger træffes af 1 ankechef:

1) Om en afgørelse, som et socialt nævn har truffet, opfylder

betingelserne i § 63 for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen.

Beslutningen skal været truffet senest 14 dage efter, at Ankestyrelsen har

modtaget sagen.

2) Om en tidligere afgjort sag skal genoptages.

Forretningsorden m.v.

§ 58. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for

Ankestyrelsen.

§ 59. Styrelseschefen kan overlade sine beføjelser efter

lovgivningen til vicestyrelseschefen og ankecheferne. Styrelseschefen kan

fastsætte regler om vicestyrelseschefens og ankechefernes adgang til at

overlade deres beføjelser efter lovgivningen til ansatte, der opfylder

uddannelseskravet i § 51, stk. 2.

Kapitel 10

Almindelige klageregler

Klageadgang

§ 60. De afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter

den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den

person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Stk. 2. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke

tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og

takster for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ

klagemyndighed.

§ 61. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om

deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det sociale nævn. Klagen

indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som

forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

§ 62. Uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence kan

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Den person, som afgørelsen vedrører,

kommunen og Den Sociale Sikringsstyrelse kan indbringe sagen.

§ 63. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til

behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel

betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller

amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

§ 64. Følgende afgørelser, der træffes af Den Sociale

Sikringsstyrelse, kan indbringes for Ankestyrelsen:

1) Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om aktiv

socialpolitik.

2) Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om aktiv

socialpolitik.

3) Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og § 62 i

lov om social pension.

4) Afgørelser om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter

reglerne i EF-forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og

de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre

lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere

lande med henblik på fravigelse heraf.

Stk. 2. Den person, som afgørelsen vedrører, kan klage over

afgørelserne efter stk. 1. Kommunen kan klage over en afgørelse efter stk. 1,

nr. 1.

§ 65. Afgørelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social

service, som træffes af en privat humanitær organisation, der yder

integrationsbistand efter § 9, stk. 6, kan indbringes for det sociale nævn.

Pligt til at genvurdere sagen

§ 66. Inden en klage behandles af det sociale nævn, skal den

myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at

give klageren helt eller delvist medhold. Derfor skal en klage først

afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen

med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.

Klagefrister

§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4

uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til

Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden

for samme frist.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen

kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund

hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed.

Sagsbehandlingen

§ 68. Ankestyrelsen og de sociale nævn er ikke bundet af parternes

påstande og er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den

enkelte sag.

Stk. 2. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på

afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den

afgørelse, der er klaget over.

§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der

foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en

afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.

§ 70. Ankestyrelsens og de sociale nævns afgørelser skal være

skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der

fastsættes i forretningsordenerne.

Formandens beslutninger

§ 71. Hvis formanden for det sociale nævn finder, at der er

begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er i overensstemmelse med

gældende ret, kan formanden straks udsætte afgørelsens virkning og indbringe

den for Den Sociale Ankestyrelse senest 1 uge efter, at den er truffet.

Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger fra sagens modtagelse i

Ankestyrelsen. Sagen behandles i Ankestyrelsen ved udvidet votering, jf. §

55.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn træffer afgørelse i sager,

hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

Stk. 3. Formandens afgørelser om sagsbehandlingen kan ikke

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 4. Formanden kan i tilfælde, hvor der er tale om en

øjeblikkelig opstået trangssituation, træffe en foreløbig afgørelse. Den

foreløbige afgørelse kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal snarest

muligt behandles i et møde i nævnet.

Opsættende virkning

§ 72. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning.

Stk. 2. Hvis Ankestyrelsen eller det sociale nævn ændrer en

afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen eller det sociale

nævn samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil,

jf. § 99, stk. 1 og 2, i lov om social service, samtidig træffe afgørelse om

bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Domstolsprøvelse

§ 73. I sager, hvor Ankestyrelsens afgørelser vedrørende børn og

unge-udvalgets beslutninger kan indbringes for domstolene efter reglerne i §

124 i lov om social service, skal Ankestyrelsens afgørelse foreligge inden 8

uger efter, at klagen er modtaget.

Stk. 2. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelser i sager efter stk.

1 skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange, at sagen forelægges

for domstolene, og om fristen herfor.

Bemyndigelser

§ 74. Socialministeren fastsætter regler for behandling af

klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og

videresendelse af klager m.v.

§ 75. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser om indtægtsgrundlaget, jf. § 28, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov

om social pension og § 82 i lov om social service.

Kapitel 11

Koordinering af praksis

§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at

afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de

sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den

sociale lovgivning og

2) følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns

praksis.

§ 77. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå

kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.

§ 78. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at

koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det

sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale

lovgivning og

2) følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 79. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres

koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan

Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om

afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.

Det Centrale Koordinationsudvalg

§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det

Centrale Koordinationsudvalg) til støtte for sin vejledningsvirksomhed.

Stk. 2. Det Centrale Koordinationsudvalg har til opgave at følge

og rådgive kommunerne om

1) kommunernes indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob

med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse og

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller

fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet.

§ 81. Socialministeren udpeger formanden for Det Centrale

Koordinationsudvalg efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 2. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter

indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,

7) De Samvirkende Invalideorganisationer,

8) Foreningen af Statsamtmænd,

9) Praktiserende Lægers Organisation,

10) Den Sociale Sikringsstyrelse og

11) Socialministeriet.

Kapitel 12

Statistik, analyse, information m.v.

§ 82. Kommunen, amtskommunen og de sociale nævn har pligt til at

tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som socialministeren

anmoder om.

§ 83. Kommuner og amtskommuner giver Socialministeriet oplysninger

om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale

område, herunder om de mål, som de har sat for udviklingen.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen har pligt til at medvirke til

temaplanlægning, i kommunepaneler samt til at skaffe uddybende oplysninger om

udviklingen på særlige områder.

§ 84. Socialministeren kan fastsætte regler om omfanget af

oplysninger, jf. §§ 82 og 83, og om, hvordan de skal ajourføres og indsendes.

Kapitel 13

Regnskabsaflæggelse, revision m.v.

§ 85. Socialministeren fastsætter regler om anvisning af refusion

og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Socialministeren kan efter forhandling med de kommunale

organisationer fastsætte regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af

udgifter i forbindelse med ydelser til personer under 67 år og personer, der

er fyldt 67 år.

§ 86. Socialministeren fastsætter regler om, hvem der skal betale

udgifter til lægeerklæringer, transport m.v., som en myndighed pålægger en

ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning.

Kapitel 14

Råd m.v.

§ 87. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der

rådgiver i handicapspørgsmål. Staten betaler udgifterne ved rådets

virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning

og opgaver.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter regler om fortrinsadgang til

visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på grund af

invaliditet har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige

arbejdsmarked.

§ 88. Socialministeren nedsætter et børneråd, der skal arbejde på

at sikre børns rettigheder samt informere og rådgive om børns forhold i

samfundet. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning

og opgaver.

Kapitel 15

Ikrafttræden m.v.

§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Stk. 2. Revaliderings- og pensionsnævnene nedlægges den 30. juni

1998. Sager efter § 14, stk. 1 og 2, og §§ 16 og 18 i lov om social pension

samt efter §§ 43 og 58 i lov om social bistand, som kommunerne har givet

indstilling i til nævnene, og som ikke er afgjort af revaliderings- og

pensionsnævnene senest denne dato, overgår til de sociale nævn, der er nedsat

efter denne lovs § 44. Sager vedrørende kommunale afgørelser, som er indbragt

for nævnene, og som ikke er afgjort senest på denne dato, overgår ligeledes

til de sociale nævn. Sagerne afgøres og kan påklages efter reglerne i lov om

social pension og i lov om social bistand som gældende indtil den 1. juli

1998. Funktionsperioden for formanden for og medlemmerne af revaliderings- og

pensionsnævnene ophører den 30. juni 1998.

Stk. 3. De sociale ankenævn nedlægges den 30. juni 1998. De sager,

der ikke er afgjort senest denne dato, overgår til de sociale nævn til

afgørelse. Sagerne afgøres og kan påklages efter de hidtidigt gældende

regler. Funktionsperiode for formanden for og medlemmerne af de sociale

ankenævn ophører den 30. juni 1998.

Stk. 4. Funktionsperioden for medlemmerne af de sociale nævn, jf.

denne lovs § 44, vil første gang være fra den 1. juli 1998 til den 30. juni

2002.

Stk. 5. Dagpengeudvalget, jf. § 33 i lov om dagpenge ved sygdom

eller fødsel, nedlægges den 28. februar 1999. Funktionsperioden for formanden

og medlemmerne ophører samme dato.

Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har

overladt til en selvejende institution med overenskomst med

kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social

bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.

Stk. 7. Koordinationsudvalget, jf. § 24, skal være nedsat senest

den 31. december 1998.

§ 90. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter