Rekursmyndigheders prøvelse af afgørelser efter bistandslovens § 26. Form- og begrundelseskrav.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Rekursmyndigheders prøvelse af afgørelser efter
bistandslovens § 26. Form- og begrundelseskrav.
A klagede til mig over en
afgørelse, der var truffet af Det Sociale Ankenævn for X Amt.
Sagen drejede sig om,
hvorvidt K Kommune og Det Sociale Ankenævn for X Amt med rette havde truffet
afgørelse
om, at den bistandshjælp, der var ydet A i perioden 1. oktober - 19. november
1990, var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
A og hendes ægtefælle B havde
siden 1986 med afbrydelser modtaget kontanthjælp i henhold til bistandslovens
§
37. B fik den 3. september 1990 udbetalt 10.111,59 kr. fra Lønmodtagernes
Dyrtidsfond. På den baggrund anførte K Kommune i en skrivelse af 20.
september
1990 til ægteparret bl.a. følgende:
"...
Samtidig har
socialforvaltningen konstateret, at (B) har fået sit tilgodehavende udbetalt
fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond kr. 10.111,59, hvilket betragtes som en
indtægt
i henhold til bistandslovens § 38.
Dette betyder, at De først er
berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens § 37 fra den 20.11.1990,
hvilket fremkommer ved, at De i henhold til bistandslovens § 37 udfra en
beregning er berettiget til pr. måned kr. 4.780 fra 01.09.1990. Fra
16.09.1990
til 19.11.1990 skal De således leve af det udbetalte beløb fra Lønmodtagernes
Dyrtidsfond kr. 10.111,59.
..."
Læs alt
Denne afgørelse påklagede A
den 26. september 1990 til Amtsankenævnet for X (nu Det Sociale Ankenævn for
X
Amt). Efter at klagen var indgivet, traf kommunen, som følge af at det
omhandlede beløb var forbrugt, afgørelse om, at der skulle ydes ægteparret
kontanthjælp, jf. bistandslovens § 37. Da kommunen mente, at beløbet var
anvendt på en uforsvarlig måde, bestemtes det samtidig, at kontanthjælpen var
tilbagebetalingspligtig efter samme lovs § 26, stk. 1, nr. 1.
Til brug for ankenævnets
behandling af klagen afgav K Kommune den 8. oktober 1990 en udtalelse, hvoraf
bl.a. følgende fremgår:
"...
Den 21.06.1990 forespurgte
ægteparret, hvilke konsekvenser (B's) tilgodehavende ved Lønmodtagernes
Dyrtidsfond vil have for ægteparrets løbende kontanthjælp.
Den 24.08.1990 blev der
tilsendt ægteparret skrivelse fra socialforvaltningen med oplysning om, at
tilgodehavende fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond betragtes som en indtægt i
henhold til bistandslovens § 38 og derfor skal fratrækkes i ægteparrets
løbende
kontanthjælp.
Den 18.09.1990 blev
ægteparret indkaldt til opfølgning i henhold til bistandslovens § 41, hvor de
skulle fremvise kontrolkort, dokumentation for boligudgifter og dokumentation
for indtægter. (B) havde den 03.09.1990 fået udbetalt tilgodehavende fra
Lønmodtagernes Dyrtidsfond og (A) havde den 30.08.90 fået udbetalt løn for 14
dages arbejde + haft 1 feriedag. Tilgodehavendet fra Lønmodtagernes
Dyrtidsfond
havde ægteparret brugt til betaling af nødvendige regninger.
...
Ligeledes besluttede socialforvaltningen
at udbetalingen fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond skulle betragtes som en
indtægt,
i henhold til bistandslovens § 38 og fratrækkes i ægteparrets løbende
kontanthjælp uanset om (B) havde fået beløbet udbetalt i en periode, hvor
ægteparret ikke havde modtaget hjælp i henhold til bistandslovens § 37.
Socialforvaltningen har
heller ikke kunnet bortse fra nogen af de beløb i henhold til bistandslovens
§
39, som tilgodehavende fra LD er blevet brugt til.
Der henvises i denne
forbindelse til journalnotat af 24.09.90.
I henhold til en beregning
efter bistandslovens § 37 vil ægteparret være berettiget til bistandshjælp
fra
den 20.11.1990, der henvises til journalnotat af 20.09.1990.
Ægteparret modtager derfor i
perioden 1.10.90 - 20.11.90 hjælp i henhold til bistandslovens § 26.1.1.
Parret
har ikke ønsket at modtage bistandshjælp fra 16.09.90 imod tilbagebetaling.
..."
I ankenævnets afgørelse af
23. januar 1991 anførtes bl.a. følgende:
"...
Amtsankenævnet finder, at det
udbetalte beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond må betragtes som formue.
Nævnet
har herved lagt vægt på, at sådanne udbetalinger ikke er
indkomstskattepligtige, men at der ved udbetaling fratrækkes en afgift på 25
%
af det indbetalte beløb og renter indtil 31. december 1979 og 40 % af renter
tilskrevet
efter 1. januar 1980.
Under hensyn til
oplysningerne om, hvad beløbet blev anvendt til, finder nævnet, at der ved
vurderingen af behovet for hjælp efter bistandsloven ikke kan ses bort fra
besiddelsen af formuen, jf. bistandslovens § 39.
Nævnet finder herved, at De
har handlet på en måde, der kan anses for uforsvarlig økonomi i
bistandslovens
forstand, idet De ved de nævnte dispositioner har frataget Dem muligheden for
i
en periode at klare Dem selv i økonomisk henseende.
..."
Ved skrivelse af 25. marts
1991 afviste Den Sociale Ankestyrelse at behandle A's klage over ankenævnets
afgørelse under henvisning til, at sagen ikke havde principiel karakter.
Ved skrivelse af 11. maj 1991
rettede A henvendelse til socialministeren om sagen. Socialministeren
meddelte
ved skrivelse af 30. maj 1991, at hun ikke har kompetence til at tage
stilling
til sagen.
Jeg udtalte herefter
følgende:
"Det sociale ankenævns
afgørelse er truffet i medfør af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, jf. stk.
2, jf. § 39. Disse bestemmelser har følgende ordlyd:
§ 26.
"Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om
tilbagebetaling,
1) Når der må ydes en person
hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi,...
...
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 - 3, kan
tilbagebetaling kun kræves, hvis kommunalbestyrelsen ved hjælpens udbetaling
har gjort modtageren bekendt med tilbagebetalingspligten."
§ 39:
"Ydelse af hjælp forudsætter, at hverken den, der søger
hjælpen, eller ægtefællen er i besiddelse af formue, hvoraf det økonomiske
behov kan dækkes. Der skal dog ses bort fra formue, der er nødvendig for
bevarelse eller opnåelse af en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares
af hensyn til pågældendes og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.
Stk. 2..."
Bistandslovens § 38, som
kommunen henviste til i skrivelsen af 20. september 1990, har følgende
ordlyd:
§ 38.
"I den beregnede, samlede kontanthjælp, jf. § 37,
fradrages pågældendes og ægtefællens indtægter,..."
Af betydning for min
vurdering af sagen er endelig bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, der har
følgende ordlyd:
§ 24.
"En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en
henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I
det
omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3..."
1. En omstændighed i sagen, som i sig selv kan give anledning til
overvejelse, er, at kommunen har truffet afgørelsen om tilbagebetaling ud fra
den forudsætning, at det modtagne beløb skal anses for
indtægt
, jf. bistandslovens § 38, mens ankenævnet har truffet
afgørelse ud fra den forudsætning, at beløbet skal anses for
formue
, jf. bistandslovens § 39.
Ankenævnet har således anset afgørelsen om tilbagebetaling for korrekt - og
derfor stadfæstet afgørelsen - mens man har anset en del af begrundelsen (at
der er tale om indtægt i bistandslovens forstand) for urigtig.
Efter bistandslovens § 26,
stk. 2, er det en gyldighedsbetingelse for tilbagebetalingskrav efter
bestemmelsens stk. 1, nr. 1 - 3, at tilbagebetalingspligten er tilkendegivet
over for støttemodtageren senest ved hjælpens udbetaling.
I en udtalelse, der er
refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 255 ff., har
ombudsmanden anført, at bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk 2, må forstås
således, at hvis socialforvaltningen har truffet afgørelse om
tilbagebetalingspligt med en forkert begrundelse, er ankeinstansen afskåret
fra
at stadfæste afgørelsen med en anden (og korrekt) begrundelse. Ombudsmanden
antog indledningsvis, at kommunen ikke selv efterfølgende kan ændre
begrundelsen for tilbagebetaling, og anførte herefter bl.a. følgende:
"...
Efter min mening må det i
konsekvens heraf antages, at de sociale ankeinstanser - amtsankenævnene og
den
sociale ankestyrelse - ved deres behandling af klagesager vedrørende en
foreliggende beslutning om tilbagebetalingspligt efter de nævnte bestemmelser
må indskrænke sig til at efterprøve, om den af socialudvalget trufne
beslutning, således som denne ved hjælpens udbetaling er tilkendegivet
modtageren, har haft fornødent grundlag. Ankeinstanserne kan derimod ikke
anses
for kompetente til at fastholde en påklaget beslutning om
tilbagebetalingspligt
på et andet grundlag end det, der oprindeligt er tilkendegivet modtageren.
En modsat antagelse ville,
som påpeget af socialministeriet, være egnet til at forflygtige
socialudvalgets
selvstændige kompetence til at træffe afgørelse af, om der til ydelse af
hjælp
i et foreliggende tilfælde skal knyttes tilbagebetalingspligt efter nogen af
de
fakultative bestemmelser herom i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3.
...
Bestemmelsen i bistandslovens
§ 26, stk. 2, må, som nævnt, antages at hvile på en forudsætning om, at det
sociale udvalg i forbindelse med udbetaling af hjælp for sit vedkommende
endeligt må gøre op med ikke blot, om der til ydelsen af hjælpen skal knyttes
tilbagebetalingspligt efter § 26, stk. 1, nr. 1-3, men i givet fald også med
grundlaget for en beslutning herom. Det må forekomme mindre vel foreneligt
hermed - og i øvrigt også mindre vel stemmende med klageadgangens funktion på
dette område - at antage, at det forhold, at der af modtageren indgives klage
over socialudvalgets beslutning om tilbagebetalingspligt, skulle ophæve den
begrænsning i adgangen til efterfølgende at træffe beslutning om
tilbagebetalingspligt på andet grundlag, som i øvrigt må anses for indeholdt
i
lovens § 26, stk. 2. En sådan antagelse måtte efter min opfattelse forudsætte
en klarere lovgivningsmæssig støtte end den, der indeholdes i de helt
almindeligt holdte bestemmelser om de sociale ankeinstansers materielle
kompetence i den sociale styrelseslov, henholdsvis loven om den sociale
ankestyrelse.
Jeg må således være enig med
Socialministeriet i, at de sociale ankemyndigheder ikke i forbindelse med
behandlingen af en klage over en af et socialudvalg truffet beslutning om
tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3, kan træffe
afgørelse om tilbagebetalingspligt efter en anden af disse bestemmelser, dvs.
på et andet grundlag end det, som det sociale udvalg ved hjælpens udbetaling
har henvist til over for klageren.
..."
Den Sociale Ankestyrelse
tiltrådte senere ombudsmandens opfattelse, jf. Folketingets Ombudsmands
beretning for 1982, s.
302 f.
Jeg henviser også til Østre
Landsrets dom af 24. august 1983 (Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 1117 ff.).
I lyset af den citerede
udtalelse har jeg overvejet, om selve den omstændighed, at der ikke er fuld
enighed mellem kommunen og det sociale ankenævn om retsgrundlaget for
afgørelsen, kan føre til, at ankenævnet har været ubeføjet til at stadfæste
kommunens afgørelse.
Den nu foreliggende sag
adskiller sig imidlertid fra 1981-sagen derved, at mens de forskellige
instanser i 1981-sagen havde truffet afgørelserne om tilbagebetaling i medfør
af to forskellige bestemmelser i bistandslovens § 26, stk. 1, er der i den
foreliggende sag enighed om, i medfør af hvilken bestemmelse i § 26, stk. 1,
tilbagebetalingspligten skal fastsættes. Uenigheden angår i stedet den
forudsætning, der ligger til grund for afgørelsen: om det pågældende beløb
fra
Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal anses for indtægt eller formue i relation til
bistandslovens §§ 38 og 39.
Jeg finder ikke, at den
retsopfattelse, ombudsmanden har lagt til grund i 1981-sagen, kan udstrækkes
til også at omfatte den situation, der er beskrevet i den nu foreliggende
sag,
og jeg mener ikke, at andre grunde taler for en sådan yderligere
indskrænkning
af ankeinstansernes kompetence.
Som følge af det anførte
medfører selve den omstændighed, at der mellem kommunen og ankenævnet ikke er
enighed om, hvorvidt beløbet skal henføres under bistandslovens §§ 38 eller
39,
ikke, at ankenævnet har været ubeføjet til at træffe en afgørelse af det
foreliggende indhold.
2. Jeg må forstå den tankegang, der ligger bag såvel kommunens som
ankenævnets afgørelser, således, at hvis det beløb, (B) havde modtaget fra
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, skulle fratrækkes i den beregnede kontanthjælp,
fordi der var tale om indtægt henholdsvis formue i bistandslovens forstand
(og
ikke var omfattet af nogen af undtagelsesbestemmelserne i lovens §§ 38 og
39),
måtte den omstændighed, at (B) og (A) har anvendt beløbet på en måde, der må
anses for uforsvarlig, medføre, at den kontanthjælp, der herefter skal ydes,
er
forbundet med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
Hvis derimod beløbet ikke
efter loven skulle have indvirkning på beregningen af kontanthjælpen, ville
den
omstændighed, at beløbet var anvendt på en uforsvarlig måde, ikke i sig selv
kunne medføre, at kontanthjælpen skulle ydes med tilbagebetalingspligt.
Denne retsopfattelse kan jeg
ikke have bemærkninger til.
3. Spørgsmålet om, hvorvidt den trufne afgørelse er korrekt, må
herefter vurderes på følgende grundlag:
Skal det modtagne beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond
anses for indtægt eller formue, jf. bistandslovens §§ 38 og 39?
Er der grundlag for at bortse fra det modtagne beløb
ved afgørelsen om bistandshjælp, jf. undtagelsesbestemmelserne i
bistandslovens
§ 38, stk. 1, 2. pkt., henholdsvis § 39, stk. 1, 2. pkt.?
Er (A's) og (B's) forbrug af beløbet omfattet af
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1?
ad a
) Jeg har ikke grundlag for at kritisere den retsopfattelse,
som ankenævnet har lagt til grund (at beløbet må anses for formue, jf.
bistandslovens § 39). Jeg har herved navnlig lagt vægt på,
at
denne forståelse synes at være i bedst overensstemmelse med
lovbestemmelsernes ordlyd, og
at
det
af den medsendte kopi af Ligningsvejledningen for 1989 fremgår, at beløb af
den
omhandlede karakter ikke i skatteretlig henseende anses for indtægt.
ad b
) Efter bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., skal der bortses
fra besiddelse af formue, der er nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en
nødvendig boligstandard. Afgørelsen af, hvorvidt der i medfør af denne
bestemmelse burde have været bortset fra den del af beløbet fra
Lønmodtagernes
Dyrtidsfond, der var anvendt til familiens flytning, beror på en skønsmæssigt
præget vurdering. Det følger derfor af forvaltningslovens § 24, at ankenævnet
i
forbindelse med afgørelsen burde have angivet de hovedhensyn, der var lagt
vægt
på ved vurderingen af, hvorvidt den omtalte del af beløbet kunne undtages i
medfør af denne bestemmelse. Jeg bemærker herved, at der netop i den
foreliggende sag måtte være en særlig anledning til at meddele en sådan
begrundelse (udover at begrundelsespligten som anført følger af
forvaltningsloven), da kommunen ifølge de udlånte journalark tidligere i
medfør
af bistandslovens § 46 havde ydet familien økonomisk hjælp til flytningen.
I afgørelsen er det
imidlertid alene anført, at ankenævnet "under hensyn til oplysningerne
om,
hvad beløbet blev anvendt til, [ikke finder, at der] kan ses bort fra
besiddelsen af formuen, jfr. bistandslovens § 39."
Ankenævnets afgørelse lider
derfor på dette punkt af den mangel, at der ikke i overensstemmelse med
forvaltningslovens § 24 er meddelt en tilstrækkelig begrundelse.
ad c
) Ifølge et notat, som det sociale ankenævn har udarbejdet til
brug for afgørelsen, er beløbet fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond bl.a. anvendt
til indkøb af en fryser, betaling af et restdepositum i forbindelse med
familiens flytning til en ny lejlighed, øvrige udgifter i forbindelse med
flytningen, indfrielse af lån og betaling af ophold på lejrskole for et af
familiens børn.
Spørgsmålet om, hvorvidt
forbruget skal anses for uforsvarligt, beror på en skønsmæssigt præget
vurdering. Det følger derfor af forvaltningslovens § 24, at nævnets afgørelse
burde have indeholdt en angivelse af de hovedhensyn, der var lagt vægt på ved
vurderingen af, om forbruget skulle anses for uforsvarligt.
I afgørelsen er det alene
anført, at (A) ved de nævnte dispositioner har handlet på en måde, der har
frataget hende muligheden for i en periode at klare sig selv i økonomisk
henseende.
Denne begrundelse er ikke
tilstrækkelig, idet den ikke giver nogen forklaring på, hvorfor forbruget
skal
anses for uforsvarligt. Jeg henviser herved til, at f.eks. betaling af afdrag
på lån ikke i sig selv kan anses for uforsvarlig økonomi, idet dette må bero
på
en konkret vurdering i den enkelte situation. Det samme gælder eksempelvis de
dele af beløbet, der er anvendt i forbindelse med flytningen. Jeg bemærker
endvidere, at den omstændighed, at den del af beløbet, der er anvendt til
familiens flytning, ikke måtte kunne undtages efter lovens § 39, stk. 1, 2.
pkt., ikke i sig selv indebærer, at anvendelsen af beløbet på familiens
flytning skal anses for uforsvarlig i relation til lovens § 26, stk. 1, nr.
1.
Dette må bero på en selvstændig vurdering.
Det fremgår af det anførte,
at det sociale ankenævns afgørelse er utilstrækkeligt begrundet
dels
i relation til spørgsmålet om,
hvorvidt den del af beløbet, der er anvendt til flytning, kunne undtages
efter
bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., og
dels
i relation til spørgsmålet om, hvorvidt familiens anvendelse af beløbet
(herunder
til flytningen) måtte anses for uforsvarlig, jf. lovens § 26, stk. 1, nr. 1.
På den baggrund er det min
opfattelse, at ankenævnet nu bør meddele (A) en fyldestgørende begrundelse.
Jeg
finder ikke at burde tage stilling til, hvorvidt betingelserne i § 26, stk.
1,
nr. 1, og § 39, stk. 1, 2. pkt., kan anses for at være opfyldt, før
ankenævnet
har haft lejlighed til over for (A) at meddele en sådan fyldestgørende
begrundelse. Jeg har herved lagt vægt på, at det ikke er muligt for mig at
vurdere rigtigheden af afgørelsen, før der er klarhed over, hvilke
betragtninger der nærmere ligger til grund for ankenævnets opfattelse.
Samtidig
kan der ikke bortses fra den mulighed, at (A) på grundlag af en
fyldestgørende
begrundelse kan erklære sig enig i selve afgørelsen.
Jeg bemærker i øvrigt, at jeg
efter de regler, der gælder for min virksomhed, kun kan kritisere udfaldet af
skønsmæssige vurderinger, såfremt der foreligger særlige omstændigheder.
4. Sagen giver mig endelig anledning til at anføre følgende
vedrørende den
form
, der er anvendt
ved (K) Kommunes afgørelse om tilbagebetalingspligt:
Jeg må på grundlag af de
udlånte akter antage, at (K) Kommune alene har truffet en mundtlig afgørelse
om, at den bistandshjælp, der er ydet (A) og (B), er tilbagebetalingspligtig,
og at afgørelsen ikke senere er bekræftet skriftligt.
Der gælder i dansk
forvaltningsret ikke nogen almindelig regel om, at forvaltningsafgørelser
skal
udfærdiges skriftligt, se f.eks. John Vogter, Forvaltningsloven (2. udg.,
1992), s. 266-67, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret,
Sagsbehandling (3. udg., 1988), s. 202. Dog skal særligt indgribende
afgørelser
meddeles skriftligt, før de kan håndhæves, jf. den nævnte litteratur.
I en udtalelse, som jeg har
afgivet den 3. november 1992 [omtalt som sag nr. 15-6 i FOB 1992, jf. s. 267]
har jeg anført, at afgørelser om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens §
26 vel ikke kan anses for at være af så indgribende betydning, at der efter
forvaltningsrettens almindelige regler består en retspligt til at meddele
sådanne afgørelser skriftligt. Jeg har imidlertid samtidig anført, at det -
afgørelsernes karakter taget i betragtning - må anses for
god forvaltningsskik
, at afgørelsen meddeles skriftligt, og at
dette bør ske i den form, der er sædvanlig for skriftlige afgørelser: ved en
skrivelse, der er underskrevet af myndigheden og stilet til støttemodtageren.
Herved sikres også dokumentation for, at støttemodtageren ved hjælpens
udbetaling er bekendt med tilbagebetalingspligten, jf. herved bistandslovens
§
26, stk. 2.
Jeg henstiller, at (K)
Kommune følger disse retningslinier fremover."
I en efterfølgende skrivelse
til mig anførte det sociale ankenævn bl.a. følgende:
"...
Amtsankenævnet er imidlertid
nedlagt, og de af amtsrådet valgte medlemmers funktionsperiode ophørt den 31.
december 1991. Det er derfor ikke nu muligt at give nogen fyldigere
begrundelse
ud over det, der allerede er anført i nævnets afgørelse.
Formanden for Det Sociale
Ankenævn har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at genoptage sagen i
dette
ankenævn, da der ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan have betydning
for
sagens bedømmelse.
..."
Hertil bemærkede jeg over for
ankenævnet bl.a. følgende:
"...
Til det anførte skal jeg
indledningsvis bemærke, at det i forhold til den afgivne henstilling er uden
betydning, hvorvidt der er fremkommet nye oplysninger i sagen. Jeg har alene
henstillet, at det sociale ankenævn meddeler en fyldestgørende begrundelse
for
den afgørelse, som på det da foreliggende grundlag blev truffet af det
tidligere
amtsankenævn.
For så vidt angår ankenævnets
bemærkning om ophøret af amtsankenævnets funktionsperiode, må jeg stille mig
uforstående over for nævnets standpunkt. Det er efter min opfattelse
åbenbart,
at en myndighed, der viderefører en anden (og eventuelt nedlagt) myndigheds
sagsområder, er stillet ganske som den myndighed, der hidtil har varetaget
sagsområdet. I den forbindelse kan jeg f.eks. henvise til den
ombudsmandsudtalelse, der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning
for
1973, s. 344 ff (navnlig s. 351). Jeg vedlægger en kopi af denne udtalelse
til
ankenævnets orientering.
Dette princip - hvorefter der
i en situation som den foreliggende i det hele sker succession - må finde
anvendelse i alle tilfælde, hvor der ikke i lovgivningen er sikre
holdepunkter
for det modsatte. Sådanne holdepunkter findes ikke i den lov (nr. 399 af 6.
juni 1991), hvorved de sociale ankenævn blev oprettet. I bemærkningerne til
lovforslagets § 1 hedder det tværtimod bl.a. følgende:
"...
Til afløsning for amtsankenævnene
foreslås oprettet et socialt ankenævn, der skal
videreføre amtsankenævnenes hidtidige virksomhed
som klageinstans
for en lang række kommunale afgørelser.
..." (Min
fremhævelse).
Som følge af det anførte må
jeg i det hele henholde mig til min udtalelse af 9. december 1992.
Jeg henstiller derfor på ny,
at ankenævnet meddeler (A) en uddybende begrundelse, og jeg udbeder mig
fortsat
underretning herom."
NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s.
255, jf. FOB 1982, s. 302 og UfR 1983, s. 1117.
Lignende dokumenter
- Form- og begrundelseskrav ved afgørelser om tilbagebetaling af kontanthjælp. Retsinformation · 6. november 2003
- Lån anset som indtægt ved beregning af daginstitutionsbetaling. Retsinformation · 3. november 2003
- Bevisbyrden for, at tilbagebetalingspligt er tilkendegivet efter bistandslovens § 26, stk. 2 Retsinformation · 15. februar 2019
- Modregning af bistandshjælp i folkepension Retsinformation · 6. marts 2019
- Efterregulering af bistandshjælp Retsinformation · 19. februar 2019
- De sociale ankemyndigheders ændring af begrundelse for afgørelser om tilbagebetaling efter bistandslovens § 26 Retsinformation · 7. marts 2019