Spring til indhold

Retsinformation

Rekursmyndigheders prøvelse af afgørelser efter bistandslovens § 26. Form- og begrundelseskrav.

FOU nr 1992.276UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Rekursmyndigheders prøvelse af afgørelser efter

bistandslovens § 26. Form- og begrundelseskrav.

A klagede til mig over en

afgørelse, der var truffet af Det Sociale Ankenævn for X Amt.

Sagen drejede sig om,

hvorvidt K Kommune og Det Sociale Ankenævn for X Amt med rette havde truffet

afgørelse

om, at den bistandshjælp, der var ydet A i perioden 1. oktober - 19. november

1990, var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

A og hendes ægtefælle B havde

siden 1986 med afbrydelser modtaget kontanthjælp i henhold til bistandslovens

§

37. B fik den 3. september 1990 udbetalt 10.111,59 kr. fra Lønmodtagernes

Dyrtidsfond. På den baggrund anførte K Kommune i en skrivelse af 20.

september

1990 til ægteparret bl.a. følgende:

"...

Samtidig har

socialforvaltningen konstateret, at (B) har fået sit tilgodehavende udbetalt

fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond kr. 10.111,59, hvilket betragtes som en

indtægt

i henhold til bistandslovens § 38.

Dette betyder, at De først er

berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens § 37 fra den 20.11.1990,

hvilket fremkommer ved, at De i henhold til bistandslovens § 37 udfra en

beregning er berettiget til pr. måned kr. 4.780 fra 01.09.1990. Fra

16.09.1990

til 19.11.1990 skal De således leve af det udbetalte beløb fra Lønmodtagernes

Dyrtidsfond kr. 10.111,59.

..."

Læs alt

Denne afgørelse påklagede A

den 26. september 1990 til Amtsankenævnet for X (nu Det Sociale Ankenævn for

X

Amt). Efter at klagen var indgivet, traf kommunen, som følge af at det

omhandlede beløb var forbrugt, afgørelse om, at der skulle ydes ægteparret

kontanthjælp, jf. bistandslovens § 37. Da kommunen mente, at beløbet var

anvendt på en uforsvarlig måde, bestemtes det samtidig, at kontanthjælpen var

tilbagebetalingspligtig efter samme lovs § 26, stk. 1, nr. 1.

Til brug for ankenævnets

behandling af klagen afgav K Kommune den 8. oktober 1990 en udtalelse, hvoraf

bl.a. følgende fremgår:

"...

Den 21.06.1990 forespurgte

ægteparret, hvilke konsekvenser (B's) tilgodehavende ved Lønmodtagernes

Dyrtidsfond vil have for ægteparrets løbende kontanthjælp.

Den 24.08.1990 blev der

tilsendt ægteparret skrivelse fra socialforvaltningen med oplysning om, at

tilgodehavende fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond betragtes som en indtægt i

henhold til bistandslovens § 38 og derfor skal fratrækkes i ægteparrets

løbende

kontanthjælp.

Den 18.09.1990 blev

ægteparret indkaldt til opfølgning i henhold til bistandslovens § 41, hvor de

skulle fremvise kontrolkort, dokumentation for boligudgifter og dokumentation

for indtægter. (B) havde den 03.09.1990 fået udbetalt tilgodehavende fra

Lønmodtagernes Dyrtidsfond og (A) havde den 30.08.90 fået udbetalt løn for 14

dages arbejde + haft 1 feriedag. Tilgodehavendet fra Lønmodtagernes

Dyrtidsfond

havde ægteparret brugt til betaling af nødvendige regninger.

...

Ligeledes besluttede socialforvaltningen

at udbetalingen fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond skulle betragtes som en

indtægt,

i henhold til bistandslovens § 38 og fratrækkes i ægteparrets løbende

kontanthjælp uanset om (B) havde fået beløbet udbetalt i en periode, hvor

ægteparret ikke havde modtaget hjælp i henhold til bistandslovens § 37.

Socialforvaltningen har

heller ikke kunnet bortse fra nogen af de beløb i henhold til bistandslovens

§

39, som tilgodehavende fra LD er blevet brugt til.

Der henvises i denne

forbindelse til journalnotat af 24.09.90.

I henhold til en beregning

efter bistandslovens § 37 vil ægteparret være berettiget til bistandshjælp

fra

den 20.11.1990, der henvises til journalnotat af 20.09.1990.

Ægteparret modtager derfor i

perioden 1.10.90 - 20.11.90 hjælp i henhold til bistandslovens § 26.1.1.

Parret

har ikke ønsket at modtage bistandshjælp fra 16.09.90 imod tilbagebetaling.

..."

I ankenævnets afgørelse af

23. januar 1991 anførtes bl.a. følgende:

"...

Amtsankenævnet finder, at det

udbetalte beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond må betragtes som formue.

Nævnet

har herved lagt vægt på, at sådanne udbetalinger ikke er

indkomstskattepligtige, men at der ved udbetaling fratrækkes en afgift på 25

%

af det indbetalte beløb og renter indtil 31. december 1979 og 40 % af renter

tilskrevet

efter 1. januar 1980.

Under hensyn til

oplysningerne om, hvad beløbet blev anvendt til, finder nævnet, at der ved

vurderingen af behovet for hjælp efter bistandsloven ikke kan ses bort fra

besiddelsen af formuen, jf. bistandslovens § 39.

Nævnet finder herved, at De

har handlet på en måde, der kan anses for uforsvarlig økonomi i

bistandslovens

forstand, idet De ved de nævnte dispositioner har frataget Dem muligheden for

i

en periode at klare Dem selv i økonomisk henseende.

..."

Ved skrivelse af 25. marts

1991 afviste Den Sociale Ankestyrelse at behandle A's klage over ankenævnets

afgørelse under henvisning til, at sagen ikke havde principiel karakter.

Ved skrivelse af 11. maj 1991

rettede A henvendelse til socialministeren om sagen. Socialministeren

meddelte

ved skrivelse af 30. maj 1991, at hun ikke har kompetence til at tage

stilling

til sagen.

Jeg udtalte herefter

følgende:

"Det sociale ankenævns

afgørelse er truffet i medfør af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, jf. stk.

2, jf. § 39. Disse bestemmelser har følgende ordlyd:

§ 26.

"Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om

tilbagebetaling,

1) Når der må ydes en person

hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi,...

...

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 - 3, kan

tilbagebetaling kun kræves, hvis kommunalbestyrelsen ved hjælpens udbetaling

har gjort modtageren bekendt med tilbagebetalingspligten."

§ 39:

"Ydelse af hjælp forudsætter, at hverken den, der søger

hjælpen, eller ægtefællen er i besiddelse af formue, hvoraf det økonomiske

behov kan dækkes. Der skal dog ses bort fra formue, der er nødvendig for

bevarelse eller opnåelse af en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares

af hensyn til pågældendes og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Stk. 2..."

Bistandslovens § 38, som

kommunen henviste til i skrivelsen af 20. september 1990, har følgende

ordlyd:

§ 38.

"I den beregnede, samlede kontanthjælp, jf. § 37,

fradrages pågældendes og ægtefællens indtægter,..."

Af betydning for min

vurdering af sagen er endelig bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, der har

følgende ordlyd:

§ 24.

"En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en

henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I

det

omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3..."

1. En omstændighed i sagen, som i sig selv kan give anledning til

overvejelse, er, at kommunen har truffet afgørelsen om tilbagebetaling ud fra

den forudsætning, at det modtagne beløb skal anses for

indtægt

, jf. bistandslovens § 38, mens ankenævnet har truffet

afgørelse ud fra den forudsætning, at beløbet skal anses for

formue

, jf. bistandslovens § 39.

Ankenævnet har således anset afgørelsen om tilbagebetaling for korrekt - og

derfor stadfæstet afgørelsen - mens man har anset en del af begrundelsen (at

der er tale om indtægt i bistandslovens forstand) for urigtig.

Efter bistandslovens § 26,

stk. 2, er det en gyldighedsbetingelse for tilbagebetalingskrav efter

bestemmelsens stk. 1, nr. 1 - 3, at tilbagebetalingspligten er tilkendegivet

over for støttemodtageren senest ved hjælpens udbetaling.

I en udtalelse, der er

refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 255 ff., har

ombudsmanden anført, at bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk 2, må forstås

således, at hvis socialforvaltningen har truffet afgørelse om

tilbagebetalingspligt med en forkert begrundelse, er ankeinstansen afskåret

fra

at stadfæste afgørelsen med en anden (og korrekt) begrundelse. Ombudsmanden

antog indledningsvis, at kommunen ikke selv efterfølgende kan ændre

begrundelsen for tilbagebetaling, og anførte herefter bl.a. følgende:

"...

Efter min mening må det i

konsekvens heraf antages, at de sociale ankeinstanser - amtsankenævnene og

den

sociale ankestyrelse - ved deres behandling af klagesager vedrørende en

foreliggende beslutning om tilbagebetalingspligt efter de nævnte bestemmelser

må indskrænke sig til at efterprøve, om den af socialudvalget trufne

beslutning, således som denne ved hjælpens udbetaling er tilkendegivet

modtageren, har haft fornødent grundlag. Ankeinstanserne kan derimod ikke

anses

for kompetente til at fastholde en påklaget beslutning om

tilbagebetalingspligt

på et andet grundlag end det, der oprindeligt er tilkendegivet modtageren.

En modsat antagelse ville,

som påpeget af socialministeriet, være egnet til at forflygtige

socialudvalgets

selvstændige kompetence til at træffe afgørelse af, om der til ydelse af

hjælp

i et foreliggende tilfælde skal knyttes tilbagebetalingspligt efter nogen af

de

fakultative bestemmelser herom i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3.

...

Bestemmelsen i bistandslovens

§ 26, stk. 2, må, som nævnt, antages at hvile på en forudsætning om, at det

sociale udvalg i forbindelse med udbetaling af hjælp for sit vedkommende

endeligt må gøre op med ikke blot, om der til ydelsen af hjælpen skal knyttes

tilbagebetalingspligt efter § 26, stk. 1, nr. 1-3, men i givet fald også med

grundlaget for en beslutning herom. Det må forekomme mindre vel foreneligt

hermed - og i øvrigt også mindre vel stemmende med klageadgangens funktion på

dette område - at antage, at det forhold, at der af modtageren indgives klage

over socialudvalgets beslutning om tilbagebetalingspligt, skulle ophæve den

begrænsning i adgangen til efterfølgende at træffe beslutning om

tilbagebetalingspligt på andet grundlag, som i øvrigt må anses for indeholdt

i

lovens § 26, stk. 2. En sådan antagelse måtte efter min opfattelse forudsætte

en klarere lovgivningsmæssig støtte end den, der indeholdes i de helt

almindeligt holdte bestemmelser om de sociale ankeinstansers materielle

kompetence i den sociale styrelseslov, henholdsvis loven om den sociale

ankestyrelse.

Jeg må således være enig med

Socialministeriet i, at de sociale ankemyndigheder ikke i forbindelse med

behandlingen af en klage over en af et socialudvalg truffet beslutning om

tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3, kan træffe

afgørelse om tilbagebetalingspligt efter en anden af disse bestemmelser, dvs.

på et andet grundlag end det, som det sociale udvalg ved hjælpens udbetaling

har henvist til over for klageren.

..."

Den Sociale Ankestyrelse

tiltrådte senere ombudsmandens opfattelse, jf. Folketingets Ombudsmands

beretning for 1982, s.

302 f.

Jeg henviser også til Østre

Landsrets dom af 24. august 1983 (Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 1117 ff.).

I lyset af den citerede

udtalelse har jeg overvejet, om selve den omstændighed, at der ikke er fuld

enighed mellem kommunen og det sociale ankenævn om retsgrundlaget for

afgørelsen, kan føre til, at ankenævnet har været ubeføjet til at stadfæste

kommunens afgørelse.

Den nu foreliggende sag

adskiller sig imidlertid fra 1981-sagen derved, at mens de forskellige

instanser i 1981-sagen havde truffet afgørelserne om tilbagebetaling i medfør

af to forskellige bestemmelser i bistandslovens § 26, stk. 1, er der i den

foreliggende sag enighed om, i medfør af hvilken bestemmelse i § 26, stk. 1,

tilbagebetalingspligten skal fastsættes. Uenigheden angår i stedet den

forudsætning, der ligger til grund for afgørelsen: om det pågældende beløb

fra

Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal anses for indtægt eller formue i relation til

bistandslovens §§ 38 og 39.

Jeg finder ikke, at den

retsopfattelse, ombudsmanden har lagt til grund i 1981-sagen, kan udstrækkes

til også at omfatte den situation, der er beskrevet i den nu foreliggende

sag,

og jeg mener ikke, at andre grunde taler for en sådan yderligere

indskrænkning

af ankeinstansernes kompetence.

Som følge af det anførte

medfører selve den omstændighed, at der mellem kommunen og ankenævnet ikke er

enighed om, hvorvidt beløbet skal henføres under bistandslovens §§ 38 eller

39,

ikke, at ankenævnet har været ubeføjet til at træffe en afgørelse af det

foreliggende indhold.

2. Jeg må forstå den tankegang, der ligger bag såvel kommunens som

ankenævnets afgørelser, således, at hvis det beløb, (B) havde modtaget fra

Lønmodtagernes Dyrtidsfond, skulle fratrækkes i den beregnede kontanthjælp,

fordi der var tale om indtægt henholdsvis formue i bistandslovens forstand

(og

ikke var omfattet af nogen af undtagelsesbestemmelserne i lovens §§ 38 og

39),

måtte den omstændighed, at (B) og (A) har anvendt beløbet på en måde, der må

anses for uforsvarlig, medføre, at den kontanthjælp, der herefter skal ydes,

er

forbundet med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Hvis derimod beløbet ikke

efter loven skulle have indvirkning på beregningen af kontanthjælpen, ville

den

omstændighed, at beløbet var anvendt på en uforsvarlig måde, ikke i sig selv

kunne medføre, at kontanthjælpen skulle ydes med tilbagebetalingspligt.

Denne retsopfattelse kan jeg

ikke have bemærkninger til.

3. Spørgsmålet om, hvorvidt den trufne afgørelse er korrekt, må

herefter vurderes på følgende grundlag:

Skal det modtagne beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond

anses for indtægt eller formue, jf. bistandslovens §§ 38 og 39?

Er der grundlag for at bortse fra det modtagne beløb

ved afgørelsen om bistandshjælp, jf. undtagelsesbestemmelserne i

bistandslovens

§ 38, stk. 1, 2. pkt., henholdsvis § 39, stk. 1, 2. pkt.?

Er (A's) og (B's) forbrug af beløbet omfattet af

bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1?

ad a

) Jeg har ikke grundlag for at kritisere den retsopfattelse,

som ankenævnet har lagt til grund (at beløbet må anses for formue, jf.

bistandslovens § 39). Jeg har herved navnlig lagt vægt på,

at

denne forståelse synes at være i bedst overensstemmelse med

lovbestemmelsernes ordlyd, og

at

det

af den medsendte kopi af Ligningsvejledningen for 1989 fremgår, at beløb af

den

omhandlede karakter ikke i skatteretlig henseende anses for indtægt.

ad b

) Efter bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., skal der bortses

fra besiddelse af formue, der er nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en

nødvendig boligstandard. Afgørelsen af, hvorvidt der i medfør af denne

bestemmelse burde have været bortset fra den del af beløbet fra

Lønmodtagernes

Dyrtidsfond, der var anvendt til familiens flytning, beror på en skønsmæssigt

præget vurdering. Det følger derfor af forvaltningslovens § 24, at ankenævnet

i

forbindelse med afgørelsen burde have angivet de hovedhensyn, der var lagt

vægt

på ved vurderingen af, hvorvidt den omtalte del af beløbet kunne undtages i

medfør af denne bestemmelse. Jeg bemærker herved, at der netop i den

foreliggende sag måtte være en særlig anledning til at meddele en sådan

begrundelse (udover at begrundelsespligten som anført følger af

forvaltningsloven), da kommunen ifølge de udlånte journalark tidligere i

medfør

af bistandslovens § 46 havde ydet familien økonomisk hjælp til flytningen.

I afgørelsen er det

imidlertid alene anført, at ankenævnet "under hensyn til oplysningerne

om,

hvad beløbet blev anvendt til, [ikke finder, at der] kan ses bort fra

besiddelsen af formuen, jfr. bistandslovens § 39."

Ankenævnets afgørelse lider

derfor på dette punkt af den mangel, at der ikke i overensstemmelse med

forvaltningslovens § 24 er meddelt en tilstrækkelig begrundelse.

ad c

) Ifølge et notat, som det sociale ankenævn har udarbejdet til

brug for afgørelsen, er beløbet fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond bl.a. anvendt

til indkøb af en fryser, betaling af et restdepositum i forbindelse med

familiens flytning til en ny lejlighed, øvrige udgifter i forbindelse med

flytningen, indfrielse af lån og betaling af ophold på lejrskole for et af

familiens børn.

Spørgsmålet om, hvorvidt

forbruget skal anses for uforsvarligt, beror på en skønsmæssigt præget

vurdering. Det følger derfor af forvaltningslovens § 24, at nævnets afgørelse

burde have indeholdt en angivelse af de hovedhensyn, der var lagt vægt på ved

vurderingen af, om forbruget skulle anses for uforsvarligt.

I afgørelsen er det alene

anført, at (A) ved de nævnte dispositioner har handlet på en måde, der har

frataget hende muligheden for i en periode at klare sig selv i økonomisk

henseende.

Denne begrundelse er ikke

tilstrækkelig, idet den ikke giver nogen forklaring på, hvorfor forbruget

skal

anses for uforsvarligt. Jeg henviser herved til, at f.eks. betaling af afdrag

på lån ikke i sig selv kan anses for uforsvarlig økonomi, idet dette må bero

på

en konkret vurdering i den enkelte situation. Det samme gælder eksempelvis de

dele af beløbet, der er anvendt i forbindelse med flytningen. Jeg bemærker

endvidere, at den omstændighed, at den del af beløbet, der er anvendt til

familiens flytning, ikke måtte kunne undtages efter lovens § 39, stk. 1, 2.

pkt., ikke i sig selv indebærer, at anvendelsen af beløbet på familiens

flytning skal anses for uforsvarlig i relation til lovens § 26, stk. 1, nr.

1.

Dette må bero på en selvstændig vurdering.

Det fremgår af det anførte,

at det sociale ankenævns afgørelse er utilstrækkeligt begrundet

dels

i relation til spørgsmålet om,

hvorvidt den del af beløbet, der er anvendt til flytning, kunne undtages

efter

bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., og

dels

i relation til spørgsmålet om, hvorvidt familiens anvendelse af beløbet

(herunder

til flytningen) måtte anses for uforsvarlig, jf. lovens § 26, stk. 1, nr. 1.

På den baggrund er det min

opfattelse, at ankenævnet nu bør meddele (A) en fyldestgørende begrundelse.

Jeg

finder ikke at burde tage stilling til, hvorvidt betingelserne i § 26, stk.

1,

nr. 1, og § 39, stk. 1, 2. pkt., kan anses for at være opfyldt, før

ankenævnet

har haft lejlighed til over for (A) at meddele en sådan fyldestgørende

begrundelse. Jeg har herved lagt vægt på, at det ikke er muligt for mig at

vurdere rigtigheden af afgørelsen, før der er klarhed over, hvilke

betragtninger der nærmere ligger til grund for ankenævnets opfattelse.

Samtidig

kan der ikke bortses fra den mulighed, at (A) på grundlag af en

fyldestgørende

begrundelse kan erklære sig enig i selve afgørelsen.

Jeg bemærker i øvrigt, at jeg

efter de regler, der gælder for min virksomhed, kun kan kritisere udfaldet af

skønsmæssige vurderinger, såfremt der foreligger særlige omstændigheder.

4. Sagen giver mig endelig anledning til at anføre følgende

vedrørende den

form

, der er anvendt

ved (K) Kommunes afgørelse om tilbagebetalingspligt:

Jeg må på grundlag af de

udlånte akter antage, at (K) Kommune alene har truffet en mundtlig afgørelse

om, at den bistandshjælp, der er ydet (A) og (B), er tilbagebetalingspligtig,

og at afgørelsen ikke senere er bekræftet skriftligt.

Der gælder i dansk

forvaltningsret ikke nogen almindelig regel om, at forvaltningsafgørelser

skal

udfærdiges skriftligt, se f.eks. John Vogter, Forvaltningsloven (2. udg.,

1992), s. 266-67, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret,

Sagsbehandling (3. udg., 1988), s. 202. Dog skal særligt indgribende

afgørelser

meddeles skriftligt, før de kan håndhæves, jf. den nævnte litteratur.

I en udtalelse, som jeg har

afgivet den 3. november 1992 [omtalt som sag nr. 15-6 i FOB 1992, jf. s. 267]

har jeg anført, at afgørelser om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens §

26 vel ikke kan anses for at være af så indgribende betydning, at der efter

forvaltningsrettens almindelige regler består en retspligt til at meddele

sådanne afgørelser skriftligt. Jeg har imidlertid samtidig anført, at det -

afgørelsernes karakter taget i betragtning - må anses for

god forvaltningsskik

, at afgørelsen meddeles skriftligt, og at

dette bør ske i den form, der er sædvanlig for skriftlige afgørelser: ved en

skrivelse, der er underskrevet af myndigheden og stilet til støttemodtageren.

Herved sikres også dokumentation for, at støttemodtageren ved hjælpens

udbetaling er bekendt med tilbagebetalingspligten, jf. herved bistandslovens

§

26, stk. 2.

Jeg henstiller, at (K)

Kommune følger disse retningslinier fremover."

I en efterfølgende skrivelse

til mig anførte det sociale ankenævn bl.a. følgende:

"...

Amtsankenævnet er imidlertid

nedlagt, og de af amtsrådet valgte medlemmers funktionsperiode ophørt den 31.

december 1991. Det er derfor ikke nu muligt at give nogen fyldigere

begrundelse

ud over det, der allerede er anført i nævnets afgørelse.

Formanden for Det Sociale

Ankenævn har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at genoptage sagen i

dette

ankenævn, da der ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan have betydning

for

sagens bedømmelse.

..."

Hertil bemærkede jeg over for

ankenævnet bl.a. følgende:

"...

Til det anførte skal jeg

indledningsvis bemærke, at det i forhold til den afgivne henstilling er uden

betydning, hvorvidt der er fremkommet nye oplysninger i sagen. Jeg har alene

henstillet, at det sociale ankenævn meddeler en fyldestgørende begrundelse

for

den afgørelse, som på det da foreliggende grundlag blev truffet af det

tidligere

amtsankenævn.

For så vidt angår ankenævnets

bemærkning om ophøret af amtsankenævnets funktionsperiode, må jeg stille mig

uforstående over for nævnets standpunkt. Det er efter min opfattelse

åbenbart,

at en myndighed, der viderefører en anden (og eventuelt nedlagt) myndigheds

sagsområder, er stillet ganske som den myndighed, der hidtil har varetaget

sagsområdet. I den forbindelse kan jeg f.eks. henvise til den

ombudsmandsudtalelse, der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning

for

1973, s. 344 ff (navnlig s. 351). Jeg vedlægger en kopi af denne udtalelse

til

ankenævnets orientering.

Dette princip - hvorefter der

i en situation som den foreliggende i det hele sker succession - må finde

anvendelse i alle tilfælde, hvor der ikke i lovgivningen er sikre

holdepunkter

for det modsatte. Sådanne holdepunkter findes ikke i den lov (nr. 399 af 6.

juni 1991), hvorved de sociale ankenævn blev oprettet. I bemærkningerne til

lovforslagets § 1 hedder det tværtimod bl.a. følgende:

"...

Til afløsning for amtsankenævnene

foreslås oprettet et socialt ankenævn, der skal

videreføre amtsankenævnenes hidtidige virksomhed

som klageinstans

for en lang række kommunale afgørelser.

..." (Min

fremhævelse).

Som følge af det anførte må

jeg i det hele henholde mig til min udtalelse af 9. december 1992.

Jeg henstiller derfor på ny,

at ankenævnet meddeler (A) en uddybende begrundelse, og jeg udbeder mig

fortsat

underretning herom."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s.

255, jf. FOB 1982, s. 302 og UfR 1983, s. 1117.

Lignende dokumenter