Spring til indhold

Retsinformation

Kontanthjælp - rimelige faste udgifter - boligudgifter - tilbagebetaling - gennemførelse af tilbagebetaling - gennemførelse af tilbagebetalingskrav (* 1) (* 3)

KEN nr 19144 af 21/06/1985Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kontanthjælp - rimelige faste udgifter -

boligudgifter - tilbagebetaling - gennemførelse af tilbagebetaling -

gennemførelse af tilbagebetalingskrav (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En ansøger, der var fraskilt og havde to børn, søgte hjælp til

terminsudgifter i maj 1979. Ansøgeren var på ansøgningstidspunktet sygemeldt

og opsagt fra sin stilling til fratræden med udgangen af juni 1979.

Det sociale udvalg havde ydet hjælp med i alt 58.715 kr. efter

bistandslovens § 40, stk. 1, i perioderne marts - juni 1979, marts - juni

1980, november 1980 og i april 1981. Hjælpen blev ydet til dækning af

terminsydelser, ejendomsskat og olieregning. Socialudvalget fastsatte

tilbagebetalingspligt under hensyn til en anlagt erstatningssag mod den

tidligere ejer af ansøgerens hus, som havde foretaget en række ulovlige

foranstaltninger, der bevirkede, at huset ikke da kunne sælges, samt under

hensyn til et forventet overskud ved salg af huset, når dette kunne ske.

Ansøgeren fik ved afslutningen af erstatningssagen tilkendt erstatning med

et beløb på ca. 32.000 kr. Hun tilkendegav herefter, at hun ikke ønskede at

afhænde huset.

I juni 1982 drøftede socialforvaltningen med ansøgeren, hvorledes

tilbagebetalingskravet kunne gennemføres. Ansøgerens daværende nettoindtægt

udgjorde 8.729 kr. månedlig, hvoraf der skulle henlægges et beløb på 6.838

kr. månedlig til terminsudgifter. Til rest til underhold og øvrige faste

udgifter havde hun herefter et beløb på 1.891 kr. månedlig.

I september 1982 besluttede det sociale udvalg, at kravet om

tilbagebetaling skulle gennemføres uden ophold, da ansøgeren ikke havde

svaret på udvalgets opfordring om at fremkomme med et begrundet tilbud om en

afdragsordning.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet tiltrådte socialudvalgets beslutning om at kræve

tilbagebetaling af hjælp ydet efter bistandslovens § 40, stk. 1, med et beløb

Læs alt

på i alt 58.715 kr. Nævnet fandt, at hjælpen efter omstændighederne var

tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3 og 4.

For så vidt angik den del af beløbet, der var tilbagebetalingspligtig

efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, fandt nævnet, at det var en

forudsætning, at der var konneksitet mellem kravet og en til ansøgeren

udbetalt erstatning.

For så vidt angik tilbagebetalingskravet efter bistandslovens § 26, stk.

1, nr. 3, fandt nævnet ikke, når hensås til oplysningerne om ansøgerens

økonomiske forhold, at ansøgerens forhold havde ændret sig i en sådan grad,

at forudsætningen om, at hendes hus skulles afhændes, var bristet.

Nævnet bemærkede dog samtidig, at såfremt det efterfølgende viste sig, at

der ikke kom noget overskud ved en afhændelse af huset, ville

forudsætningerne for opretholdelse af tilbagebetalingskravet efter denne

bestemmelse være bristet.

Nævnet ophævede samtidig udvalgets beslutning om at iværksætte inddrivelse

af den tilbagebetalingspligtige hjælp via udpantning, idet nævnet ikke fandt,

at forvaltningen havde foretaget en vurdering efter bistandslovens § 27, stk.

1, inden der var truffet beslutning om iværksættelse af udpantning. Nævnet

fandt, at en sådan vurdering burde foretages af forvaltningen.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Sagen blev anket af ansøgeren.

LOVGRUNDLAG:

Bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, §§ 26 og 27, stk. 1 og § 40, stk. 1.

ANKESTYRELSENS OVERVEJELSER OG AFGØRELSE:

Ankestyrelsen fandt, at der efter oplysningerne om ansøgerens økonomiske

og øvrige forhold og i betragtning af størrelsen af den ydede hjælp efter

bistandslovens § 37, ikke havde været tilstrækkeligt grundlag for at yde

hjælp i form af det udbetalte beløb på i alt 58.715 kr. efter bistandslovens

§ 40, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens ejendomsudgifter ikke kunne

betragtes som rimelige faste udgifter, og at hun var i besiddelse af likvid

formue, hvorfor hjælpen måtte anses for ydet med urette.

Det forhold, at hjælpen ansås for ydet med urette, medførte ikke bortfald

af den tilbagebetalingspligt, det sociale udvalg havde fastsat for denne

hjælp.

Forudsætningen for at hjælpen kunne kræves tilbagebetalt med hjemmel i

bistandslovens § 26 var imidlertid, at betingelserne efter denne bestemmelse

var opfyldt.

For at ydet hjælp skal kunne kræves tilbagebetalt efter bistandslovens §

26, stk. 1, nr. 1-3, skal der ved udbetalingen have været stillet krav om

tilbagebetaling med angivelse af en af de i stk. 1, nr. 1-3 nævnte

begrundelser og med angivelse af vedkommende bestemmelse. (I tilfælde

omfattet af stk. 1, nr. 4, kræves ikke, at der er stillet

tilbagebetalingskrav ved udbetalingen).

Da der var tale om udsigt til udbetaling af en erstatning for mangler ved

ansøgerens hus og provenue ved et eventuelt salg af huset, fandt

ankestyrelsen, at § 26, stk. 1, nr. 3, burde have været anvendt.

I tilbagebetalingserklæringerne var der henvist til § 26, stk. 1, nr. 1,

eller nr. 4. Der havde imidlertid ikke været grundlag for at anvende disse

bestemmelser, og angivelsen af bestemmelserne sås ikke at være udtryk for

skrivefejl.

Ankestyrelsen fandt herefter, at tilbagebetingskrav med hjemmel i § 26,

stk. 1, måtte bortfalde.

Styrelsen fandt endvidere, at der efter dansk rets almindelige

tilbagebetalingsregler ikke var tilstrækkeligt grundlag for et krav om

tilbagebetaling af det beløb, som ankestyrelsen anså for ydet med urette.

Dette spørgsmål henhører dog under domstolene.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at det sociale udvalg for den del af

hjælpen til terminsudgifterne, der vedrørte afdrag på fast ejendom, burde

have truffet beslutning om tilbagebetaling efter bistandslovens § 25, stk. 1,

nr. 2. Dette gjaldt den hjælp til terminsudgifter, der var ydet efter

indførelse af tilbagebetalingspligt for hjælp til afdrag. Reglen herom trådte

i kraft den 1. januar 1981.

Det sociale udvalg havde inddrevet et beløb på 14.283 kr. fra ansøgeren.

Ifølge bistandslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., gennemføres

tilbagebetalingskrav ved en betalingsordning, der fastsættes under hensyn

til, hvad pågældende kan udrede, uden at komme til at mangle, hvad der må

anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold. Efter § 27, stk. 1,

2. pkt., kunne skønnet herover indbringes for amtsankenævnet, men ikke for

højere myndighed. § 27, stk. 1, 2. pkt. blev ophævet pr. 1. juli 1983, men da

sagen vedrørte en periode før dette tidspunkt, kunne ankestyrelsen ikke tage

stilling til om betingelserne for at gennemføre tilbagebetalingen af (en del

af) beløbet på 14.283 kr. havde været opfyldt.

Amtsankenævnet anførte i sin afgørelse, at udvalget ikke havde foretaget

en vurdering efter bistandslovens § 27, stk. 1, inden udvalget traf

beslutning om iværksættelse af udpantning, og amtsankenævnet fandt derfor, at

en sådan vurdering burde foretages af udvalget, inden inddrivelse kunne

iværksættes.

Efter oplysningerne i sagen syntes der endnu ikke at være foretaget en

sådan vurdering i socialforvaltningen.

Som følge af ankestyrelsens afgørelse skulle det inddrevne beløb på 14.283

kr. igen udbetales til ansøgeren. Udbetalingen kunne dog ventes reduceret med

et beløb svarende til den del af hjælpen, der havde været ydet til afdrag på

fast ejendom efter den 1. januar 1981 og således været

tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jfr.

ovenfor.

Ankestyrelsen hjemviste på den baggrund sagen til det sociale udvalg med

henblik på stillingtagen til eventuel gennemførelse af tilbagebetalingskravet

efter bistandslovens § 25.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter