Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser efter aktivloven - af medarbejdere i Ankestyrelsens 7. kontor

KEN nr 10523 af 31/08/1999Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. oktober 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser efter

aktivloven - af medarbejdere i Ankestyrelsens 7. kontor

De sociale ankenævn har efter § 11, stk. 3, i bekendtgørelsen

om retssikkerhed og administration på det sociale område orienteret

Ankestyrelsen om en del afgørelse, som efter nævnenes opfattelse har

interesse

for en bredere kreds.

De vigtigste er kort omtalt i denne artikel.

§ 5 - ophold i udlandet

Et nævn har indsendt en sag om ret til kontanthjælp ved kortere

ophold i udlandet. Sagen har været antaget til principiel behandling og

Ankestyrelsen

har truffet afgørelse i sagen i oktober 1998.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse, hvorefter ansøger i

det konkrete tilfælde kunne opretholde sin kontanthjælp under det ansøgte

ferieophold i udlandet.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at der i henhold

til bistandslovens § 1 (nu § 5 i lov om aktiv socialpolitik), som

overvejende hovedregel kun kan ydes hjælp under ophold her i landet, men at

hjælpen efter en konkret vurdering i visse tilfælde vil kunne bevares under

kortvarige ophold i udlandet.

Ankestyrelsen lagde i den konkrete sag blandt andet vægt på, at

ansøger havde optjent ret til aktiveringsfri periode samt at ansøgers fader,

som ansøger ville besøge, led af alvorlig sygdom.

Ankestyrelsen kan samtidig oplyse, at vi har antaget en

nævnsafgørelse til principiel behandling med henblik på afklaring af,

hvorvidt

alle kontanthjælpsmodtagere må rejse til udlandet i en kortere periode, hvis

bare de fortæller det til kommunen først, gør det i en aktiveringsfri periode

og samtidig angiver en særlig grund til udrejsen.

Læs alt

§ 11 - ændringer i forholdene

Nævnet tiltrådte, at der ikke kunne ydes kontanthjælp til en

76-årig udenlandsk mand, da hans 5 voksne børn i forbindelse med ansøgningen

om

familiesammenføring havde underskrevet garantierklæringer om, at de påtog sig

den fulde forsørgelse af ansøger. Børnene modtog alle kontanthjælp. Ansøger

rettede henvendelse til kommunen få dage efter ankomsten til Danmark.

Nævnet fandt ikke, at der var sket sådanne ændringer i ansøgers

forhold, at han var afskåret fra at skaffe det fornødne til sit underhold, og

lagde bl.a. vægt på, at børnene havde påtaget sig den fulde forsørgelse af

ansøger, at han boede hos det ene af børnene, og at der ikke var sket

ændringer

i børnenes indtægtsforhold og dermed deres muligheder for at forsørge ansøger

siden underskrivelsen af garantierklæringerne.

Ankestyrelsen skønner umiddelbart, at nævnets afgørelse må anses

for at være i overensstemmelse med gældende regler på området.

§ 12 - personer under uddannelse

I en sag pålagde nævnet kommunen fortsat at yde supplerende

kontanthjælp til et ægtepar, hvor manden deltog i en uddannelse, der var led

i

en uddannelsesplan efter § 32a i lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik, og

hvortil der udbetaltes uddannelsesgodtgørelse. Nævnet henviste til § 3 i

bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp. Det forhold, at

manden var fyldt 25 år og herefter modtog ydelse svarende til fulde

arbejdsløshedsdagpenge,

ville kun have indflydelse på beregningen af kontanthjælpen til ægtefællerne,

og ikke på selve berettigelsen til den supplerende kontanthjælp. Der var ikke

sket ændringer i man-dens sociale begivenhed, hvilket betød, at hustruen

stadig

havde en afledet social begivenhed. Der kunne derfor fortsat ydes supplerende

kontanthjælp til mandens arbejdsløshedsdagpenge.

Afgørelsen må anses for at være i overensstemmelse med gældende

regler på området.

En anden sag vedrører en uddannelsessøgende, der havde afsluttet

HG i maj 1998 og som skulle starte som elev den 1. august 1998. Ansøger havde

i

den mellemliggende periode påbegyndt et sommerferiejob, men blev sygemeldt.

Nævnet fandt ansøger berettiget til kontanthjælp fra det tidspunkt, hvor hun

blev sygemeldt og indtil raskmelding, eller hvor hun skulle starte på

uddannelse. Nævnet lagde vægt på, at ansøger havde skaffet sig et job i sin

ferie, som hun blev sygemeldt fra og derved mistede et indtægtsgrundlag.

Ansøger fik ikke udbetalt SU i perioden.

Ankestyrelsen har ingen afgørelser af, om sygemelding fra et

sommerferiejob er en sådan ændring af en uddannelsessøgendes forhold, at der

vil kunne udbetales kontanthjælp. Umiddelbart skønnes dette dog ikke at være

udelukket.

§ 14 - formue/pensionsordninger

I en sag fandt nævnet, at der kunne udbetales kontanthjælp til

en 60-årig statstjenestemand, der var blevet afskediget, uanset at han havde

ret til en pensionsudbetaling på 6.900 kr. pr. måned, hvis han udtrådte af

arbejdsmarkedet. Kommunen mente derfor, at manden ikke var afskåret fra at

skaffe det fornødne til sit underhold. Nævnet lagde vægt på mandens alder, og

at der ikke forelå oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne

vanskeliggøre mandens tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Nævnet lagde også

vægt på, at erhvervsarbejde samtidig med pensionen ville medføre en væsentlig

reduktion af pensionen, også efter det fyldte 67. år.

Ankestyrelsen har ingen praksis om dette spørgsmål og vil

derfor overveje at antage en lignende sag til behandling.

§ 25 - hjælpens størrelse

Nævnet tiltrådte, at kommunen havde givet afslag på at udbetale

kontanthjælp efter bistandsloven med forsørgertakst med tilbagevirkende kraft

til børnenes fødsel og ikke først fra det tidspunkt, hvor der var afsagt dom

i

faderskabssagen.

Sagen er blevet indbragt for Ankestyrelsen med henblik på

principiel behandling. Sagen vil blive antaget, da vi har fået henvendelser

fra

flere nævn om en lignende problemstilling.

§ 36 - beskæftigelsestillæg

Et nævn har tiltrådt, at ansøger ikke var berettiget til at

modtage beskæftigelsestillæg under deltagelse i et af socialforvaltningen

arrangeret kursus. Kurset var obligatorisk og fandt sted i

aktiveringsperioden.

Nævnet lagde vægt på, at det er en betingelse for at få udbetalt

beskæftigelsestillæg, at ansøger rent faktisk er i aktivering. Nævnet fandt

ikke, at denne betingelse var opfyldt, når ansøger deltog i et kursus, som

ikke fandt sted på selve aktiveringsprojektet.

Ankestyrelsen har kun sparsom praksis vedrørende

beskæftigelsestillæg. Vi ville derfor have antaget sagen, hvis den var blevet

indbragt for Ankestyrelsen med anmodning om principiel behandling.

I en anden sag har nævnet tiltrådt, at der ikke kunne udbetales

beskæftigelsestillæg i 3 uger, hvor arbejdspladsen havde lukket, og hvor

ansøger havde ferie. Nævnet lagde vægt på, at ansøger ikke var i aktivering.

Umiddelbart forekommer afgørelsen at være i overensstemmelse med

reglerne på området. Som nævnt har Ankestyrelsen indtil videre dog kun

sparsom

praksis på området.

Afgørelser vedrørende revalidering - aktivlovens kap.

6

27 af de indsendte afgørelser om revalidering må anses for at

være i overensstemmelse med praksis. En del af sagerne er konkret

skønsmæssige

vurderinger af f.eks helbredsmæssige og sociale forhold.

En af sagerne drejede sig om, hvorvidt der skulle ske fradrag

for sygedagpenge, der var ydet for perioden forud for revalideringens

påbegyndelse i en situation, hvor kommunen havde valgt at udbetale

revalideringshjælpen

forud.

Afgørelsen må anses for at være i overensstemmelse med gældende

regler.

Ankestyrelsen har haft antaget en lignende sag til principiel

behandling. Afgørelsen er offentliggjort som SM O-10-99.

Nævnet fandt ansøgeren berettiget til revalideringshjælp til færdiggørelse

af uddannelsen.

Sager, der ville have

været principielle, såfremt de havde været indbragt for Ankestyrelsen:

1) Da en kommune ikke havde givet råd og vejledning eller

foretaget en relevant opfølgning af revalideringsplanen, da det lå klart, at

ansøgeren ikke kunne fuldføre uddannelsen indenfor støtteperioden på 5 år,

fandt nævnet, at ansøgeren havde fået en berettigt forventning om, at

støtteperioden ville blive forlænget, selv om revalidenden objektivt ikke

opfyldte betingelserne for forlængelse af støtteperioden efter §§ 5 - 7

i

Socialministeriets tidligere gældende bekendtgørelse nr. 517 af 2. juli 1990

om

den faste bruttorevalideringsydelse m.v. efter bistandslovens § 43.

Sagen kunne være antaget til tydeliggørelse af kommunernes

forpligtelse i sager om revalidering, herunder i hvilket omfang manglende råd

og vejledning samt opfølgning kan medføre forlængelse af støtteperioden på 5

år.

2) En sag drejede sig om, hvorvidt det er den mindste

overenskomstmæssige løn på et givet arbejdsområde eller den aktuelle

mindsteløn

i en given virksomhed, der skulle lægges til grund ved beregningen af

løntilskud efter bistandslovens § 43, stk. 8.

Nævnet fandt, at det var den aktulle mindsteløn i en given

virksomhed, der skulle lægges til grund.

Ankestyrelsen har efterfølgende antaget en tilsvarende sag og

afgjort den med det modsatte resultat. Afgørelsen er offentliggjort i SM

A-4-99.

3) En sag drejede sig om personkredsen, der er berettiget til

mindstelønnen, jfr. aktivlovens § 60. Ansøgeren var 22 år og var tilbudt

en læreplads, hvor lærlinge sædvanligvis starter som 16-17 årige.

Nævnet fandt ikke, at ansøgeren var ude over den sædvanlige

uddannelsesalder. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var usædvanligt, at

personer på 22 år var under uddannelse. Nævnet havde også bemærket,at

revalideringsbestemmelsen i aktivlovens § 52 ,stk. 2-3 opererede med en

25

års aldersgrænse ved udmåling af revalideringsydelse, selvom denne grænse

ikke

var absolut.

Sagen kunne være antaget til principiel behandling med henblik

på fortolkning af "over den sædvanlige uddannelsesmæssige alder".

4) 2 afgørelser drejede sig om hjælp til enlige mødre, hvor

nævnet fandt, at de var i en fastlåst social situation. Sagerne vedrørte

relativt unge enlige omkring 22 år, som havde modtaget kontanthjælp i 4 år.

De

var uden faglig uddannelse. Ingen af ansøgerne havde fysiske eller psykiske

problemer.

Ankestyrelsen har for nylig afgjort 2 sager om enlige

forsørgere, der dog var noget ældre. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse

om

bevilling af revalidering. Ankestyrelsen fandt, at det forhold at ansøger

måtte betragtes som ufaglært ikke i sig selv kunne begrunde bevilling af

revalidering, og der var i sagerne ikke oplysninger om fysiske eller psykiske

problemer, der hindrede dem i at påtage sig et ufaglært arbejde. Endvidere

fandt styrelsen, at mulighederne på arbejdsmarkedet ikke var tilstrækkeligt

efterprøvede.

Ankestyrelsen ville have antaget de to indsendte sager til

principiel behandling med henblik på afklaring af, hvornår unge enlige

forsørgere kan anses for at være i en fastlåst situation.

5) 1 sag drejede sig om, hvorvidt en ansøger var tilstrækkkelig

kompenseret med en bachelorgrad i dansk. Ansøgeren ønskede hjælp til

yderligere

1 fag med henblik på afslutning af kandidateksamen.

Nævnet bevilgede hjælp til yderligere 2 år med henblik på

kandidateksamen. Der var lagt vægt på Undervisningsministeriets generelle

oplysninger (nov. 96, se SM O-119-97) om beskæftigelsesmulighederne for

bachelorer samt de specifikke oplysninger fra undersøgelsen "Bachelorer

under lup" samt telefoniske oplysninger fra Gymnasielærernes

Landsforening

om at der var relativ stor ledighed blandt humanister med dansk og at

bachelorer

ikke kunne få fast arbejde i f.eks gymnasiet.

Ankestyrelsen ville have antaget sagen til principiel

behandling. Ankestyrelsen finder, at udgangspunktet er, at en bachelorgrad er

kompentencegivende, og at der skal forligge særlige forhold (f.eks svært

handicap) for at bevilge hjælp til kandidateksamen.

6) I en sag fandt et nævn, at en kommune ikke var berettiget til

at tilbagekalde en bevilling, hvorefter ansøgeren var berettiget til fuld

revalideringsydelse til læreruddannelsen. Nævnet fandt at der var tale om en

begunstigende forvaltningsakt.

Efter sagens oplysninger var ansøgeren alene berettiget til

støtte til uddannelsesbetingede udgifter. Ansøgeren var 20 år med et mindre

handicap.

Både afgørelse og tilbagekaldelse var sket i juli måned inden

påbegyndelse af studiet.

Ankestyrelsen ville have antaget sagen til principiel behandling

med henblik på, om det forhold, at ansøgeren ikke har forårsaget kommunens

vildfarelse

i sig selv kan begrunde, at en begunstigende forvaltningsakt ikke kan

tilbagekaldes.

7) Et nævn havde fundet, at et ulempetillæg givet i forbindelse

med forskudt arbejdstid skulle fratrækkes sammen med elevlønnen ved beregning

af løntilskud op til bruttorevaliderings-niveau. Nævnet lagde vægt på, at

tillægget var en del af løndelen som et led i revalideringen.

Da spørgsmålet ikke ses at være afklaret i praksis, ville sagen

have været antaget til principiel behandling.

§§ 70-77 - fleksjob og skånejob

Blandt de afgørelser som de sociale nævn har orienteret Ankestyrelsen

om er der 2 afgørelser, der vedrører fleksjob efter bistandslovens § 49

a,

b og c, nu lov om aktiv socialpolitik § 70.

Afgørelserne er i overensstemmelse med gældende regler og ville

ikke have givet grundlag for principiel behandling.

Af begge afgørelser fremgår det, at ansøger udfra en lægelig/-

medicinsk vurdering har en nedsat erhvervsevne. Samtidig findes ansøgerne at

have udtømt mulighederne for, via revalidering, at få beskæftigelse på

normale

vilkår.

Et nævn har herudover fremsendt en sag om etablering af et

skånejob. Ansøgeren var af kommunen fundet berettiget til et skånejob, som på

grund af budgetmæssige begrænsninger ikke kunne etableres endnu.

Nævnet hjemviste sagen til ny behandling, da kommunen ikke

lovligt kunne afslå en ansøgning med henvisning til budgetmæssige

begrænsninger.

Sagen ville være blevet antaget til principiel behandling med henblik

på afklaring af nævnenes kompetence i forbindelse med etablering af

skånejobs.

§§ 81 og 82 - enkeltydelser

Ankestyrelsen har fra de sociale nævn modtaget nogle få afgørelser,

der vedrører spørgsmål om dækning af enkeltudgifter efter den tidligere

gældende

bestemmelse i bistandslovens § 46, nu § 81 i lov om aktiv

socialpolitik og § 46 a, nu § 82 i lov om aktiv socialpolitik.

Afgørelserne drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at

dække udgift til boligindskud, udgift til tøj begrundet i løbende vægttab som

følge af hashmisbrug, udgift til børnepasning, dækning af udgift til

babyudstyr. En afgørelse vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en kommune havde

været

berettiget til at tilbagekalde en afgørelse om bevilling af hjælp til

betaling

af huslejerestance.

Afgørelserne synes i det store hele at være i overensstemmelse

med gældende regler og praksis på området.

For så vidt angår sidstnævnte afgørelse om bortfald af bevilling

til betaling af huslejerestance, så ville Ankestyrelsen have antaget denne

sag,

hvis den havde været indbragt med anmodning om principiel behandling.

Nævnet fandt, at kommunen havde været berettiget til at tilbagekalde

sin afgørelse, idet der var sket ændringer i de faktiske forhold, der var

afgørende for kommunens afgørelse.

Kommunen havde lagt til grund, at ansøger ikke havde mulighed

for at betale sin huslejerestance. Det havde efterfølgende vist sig, at

ansøger havde været i stand til selv at betale restancen ved hjælp af lån fra

familie.

Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge kommunen at

udbetale ansøger det anførte beløb (5.012 kr.) med henblik på, at ansøger

efterfølgende kunne betale sin gæld til sin moder.

Ankestyrelsen har fra de sociale nævn endvidere modtaget 2

afgørelser, der vedrører hjælp til dækning af udgifter efter bistandslovens

§ 46a, nu aktivslovens § 82.

En afgørelse vedrørte spørgsmålet om hjælp til dækning af

merudgifter til diætkost. Den anden afgørelse vedrørte spørgsmålet om,

hvorvidt en person, der har valgt at påtage sig ulønnet arbejde kan have krav

på dækning af enkeltudgifter.

Førstnævnte afgørelse synes i det hele at være i

overensstemmelse med gældende regler og praksis på området.

For så vidt angår sidstnævnte afgørelse ville Ankestyrelsen

have antaget sagen, hvis den havde været indbragt med anmodning om principiel

behandling.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med begrundelsen, at en

person, der har valgt at påtage sig ulønnet arbejde, ikke kan have krav på at

få dækket udgifter, hverken til løbende underhold eller til enkelte udgifter

som for eksempel tandbehandling.

§ 91 -

§ 95 (tidligere bistandslovens § 25 - § 27)

-

tilbagebetaling

Ankestyrelsen har modtaget nogle afgørelser fra nævnene, afgjort

efter ovennævnte bestemmelser. De fleste synes i det store og hele at være i

overensstemmelse med gældende regler og praksis. Ankestyrelsen ville

formentlig have antaget 2 af sagerne såfremt de havde været indbragt for

styrelsen.

Ved den første pålagde nævnet en kommunalbestyrelse at ophæve

den fastsatte tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1,

nr. 3.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at der ved tilbagebetaling

af flere gældsposter gælder en prioriteringsgrundsætning, hvorefter ældre

gæld

skal afskrives inden der kan afdrages nyere gæld. Da ansøger på

ansøgningstidspunktet havde en gæld vedrørende tilbagebetalingspligtig

kontanthjælp på 110.000 kr. som det ville tage flere år at tilbagebetale,

ville

ansøger efter nævnets opfattelse ikke kunne tilbagebetale den kontanthjælp,

der

var udbetalt for seneste periode i løbet af kortere tid.

Ved en anden sag tiltrådte nævnet en kommunes afgørelse om

tilbagebetaling af kontanthjælp efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr.

1.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at hjælp ydet efter

bistandslovens § 37 og 46 forudsætter at ansøger ikke er i besiddelse af

formue, der kan dække det økonomiske behov.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger var i besiddelse

af formue, uanset at arven efter ansøgers mormor var båndlagt indtil ansøger

fyldte 25 år. Der henvistes i afgørelsen til arvelovens § 63 og 65,

hvorefter såvel tvangsarv som friarv ville kunne frigives, når det var en

velfærdssag for arvingen.

Statsamtet var derfor ikke bundet af testamentsbestemmelserne

om, at de båndlagte midler ikke kunne udbetales eller af tilkendegivelser

iøvrigt i testamentet om frigivelse i særligt opregnede tilfælde.

Som følge af, at ansøger havde formue skulle det forhold, at

ansøger havde afvist at søge om at få den båndlagte arv delvis frigivet via

statsamtet, betragtes som uforsvarlig økonomi.

Ankestyrelsen ville have antaget sagen til principiel

behandling, hvis den havde været indbragt med anmodning om antagelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter