Ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af kontanthjælp, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og § 6.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af
kontanthjælp, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og § 6.
A klagede over Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse i skrivelse af 23. december 1991. Ved afgørelsen
stadfæstede ankestyrelsen en afgørelse fra Amtsankenævnet (nu Det Sociale
Ankenævn) for X Amt, hvorefter A blev pålagt at tilbagebetale kontanthjælp.
Af sagens akter fremgik
bl.a., at A's tidligere ægtefælle, B, fra den 15. oktober 1987 modtog støtte
efter den dagældende bistandslovs § 42. Hjælpen blev udbetalt med kr. 1.122
pr.
uge, hvoraf kr. 483 blev ydet som tilbagebetalingspligtig terminshjælp.
I forlængelse af ovennævnte
bevilling fremsendte Y Kommune erklæring om tilbagebetaling med henblik på
indhentelse af A's og B's underskrifter. Ved modtagelsen af erklæringen
rettede
A telefonisk henvendelse til kommunen og protesterede over, at han tillige
skulle underskrive erklæringen, idet hjælpen alene var blevet bevilget hans
tidligere ægtefælle. Trods protesten underskrev A erklæringen og fremsendte
denne til kommunen.
I sommeren 1988 ophævede A og
B samlivet. På dette tidspunkt var der udbetalt B 14.414 kr. i terminshjælp.
Fællesboet blev delt, og den faste ejendom - som indgik i formuefællesskabet,
men tilhørte A - blev udlagt til A.
Under en telefonsamtale
mellem A og Y Kommunes sagsbehandler den 22. november 1988 meddelte
sagsbehandleren, at kommunen havde besluttet at pålægge A at tilbagebetale
terminshjælpen.
I et brev til kommunen af 20.
december 1988 påklagede A kommunens afgørelse til amtsankenævnet.
Amtsankenævnet traf i
Læs alt
skrivelse af 7. december 1989 følgende afgørelse i sagen:
""Ankenævnet
godkender, at det sociale udvalg efter bistandslovens § 25, nr. 1 har valgt
at
rette tilbagebetalingskravet mod Dem vedrørende den kontanthjælp, som De og
deres ægtefælle, (B), modtog til dækning af terminsudgifter.
Ankenævnet har lagt vægt på,
at tilbagebetalingsbestemmelsen i § 25, nr. 2, alene er betinget af, at
hjælpen
er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter bistandsloven til
ægtefæller
anses for ydet til begge parter, også selvom kun den ene ægtefælle opfylder
tildelingsbetingelserne."
Ankenævnet vil gøre opmærksom
på, at tilbagebetalingskravet først indtræder ved uddannelsens afslutning,
jfr.
pkt. 51 i Socialministeriets vejledning af 26.6.1987 om hjælp efter
bistandslovens § 42, og at tilbagebetalingen skal ske efter reglerne i
bistandslovens § 27."
Den 18. december 1989
påklagede A ankenævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen
afslog i skrivelse af 22. december 1989 at behandle klagen, idet
ankestyrelsen
ikke fandt, at sagen havde principiel betydning.
A rettede derefter
henvendelse til mig og bad om min vurdering af sagen. Efter at jeg havde
gennemgået sagens akter, afholdt jeg den 12. marts 1991 et møde med
ankestyrelsen, under hvilket A's sag blev drøftet. Til brug for mødet havde
en
af mine medarbejdere udarbejdet følgende notat om sagen:
"...
Efter bistandslovens § 25,
stk. 1, nr. 2, er der obligatorisk tilbagebetalingspligt med hensyn til
kontanthjælp udbetalt til dækning af terminsudgifter. Bestemmelsen blev
vedtaget
ved lov nr. 258 af 16. juni 1980 og trådte i kraft den 1. januar 1981.
Bestemmelsen, der oprindelig alene vedrørte afdrag, udvidedes ved lov nr. 620
af 8. december 1982 med ikrafttræden den 1. januar 1983 til også at omfatte
renter.
Indtil Højesterets dom af 16.
april 1985, U.85.522 H, administreredes bistandslovens
tilbagebetalingsbestemmelser således, at ægtefællers gensidige
forsørgelsespligt antoges at føre til solidarisk hæftelse, uanset om
tilbagebetalingskravet var bekendtgjort over for begge eller kun den ene
ægtefælle.
Ved dommen tiltrådte
Højesteret, landsrettens opfattelse, hvorefter der ikke i bistandsloven er
hjemmel til at gøre tilbagebetalingskrav gældende imod den ægtefælle, til
hvem
hjælpen ikke (direkte) er udbetalt. Efter dommen ligger det således fast, at
der ikke af den offentligretlige forsørgelsespligt kan udledes en regel om
solidarisk hæftelse. Ifølge Hornslets kommentar til dommen kræver det
lovændring, hvis der skal gælde solidarisk hæftelse for ægtefæller i et
sådant
tilfælde.
Dommen vedrørte et ægtepar,
til hvem der i 1978 var udbetalt kontanthjælp til bl.a. terminsudgifter.
Hjælpen var udbetalt til manden, over for hvem tilbagebetalingskravet alene
blev bekendtgjort. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig efter
bistandslovens
§ 26, stk. 1, nr. 3. (§ 25, stk. 1, nr. 2, trådte i kraft efter det
tidspunkt,
der var relevant for bedømmelsen af hæftelsesforholdene i U.85.522 H).
Af forarbejderne til
bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, fremgår, at reglen "har til formål
at
sikre, at der altid sker tilbagebetaling af hjælp, der er ydet til dækning af
den del af terminsydelserne, der hidrører fra afdrag". Udvidelsen til
også
at omfatte renter omtales på følgende måde i bemærkningerne: "Det har
fra
kommunal side været gjort gældende, at denne regel gav anledning til
forholdsmæssigt stort administrativt besvær i forhold til det indkomne
provenu.
Endvidere har det været kritiseret, at kontanthjælp, der i princippet er
skattefri, kan ydes til dækning af den del af terminsudgifterne, der vedrører
renteudgifter, samtidig med at modtageren kan fradrage udgiften på sin
selvangivelse. Til imødegåelse af disse betragtninger foreslås det ..."
Problemet med hensyn til
hæftelsen er ikke omtalt i forarbejderne til nogen af lovændringerne.
Efter lovændringerne i 1981
og 1983 og efter Højesterets dom har Den Sociale Ankestyrelse ved flere
lejligheder antaget solidarisk hæftelse for tilbagebetalingskrav efter
bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. Sociale Meddelelser 0-41-85, 0-81-85
og
0-82-85. I alle tilfældene var den indirekte modtagerægtefælle bekendtgjort
med
tilbagebetalingspligten.
Tilsvarende har Lis Sejr,
Jørgen Graversen og Justitsministeriet udtalt sig om den nærmere rækkevidde
af
dommen i forhold til de forskellige tilbagebetalingsbestemmelser i
bistandsloven.
Bistandslovens § 25, stk. 1,
nr. 2, adskiller sig fra de øvrige tilbagebetalingsbestemmelser i
bistandsloven
derved, at der ikke er individuelle betingelser knyttet til
tilbagebetalingspligtens indtræden. Pligten er obligatorisk og indtræder, når
der udbetales kontanthjælp til dækning af terminsudgifter.
Dette fravær af individuelle
betingelser får Jørgen Graversen til at antage, at ægtefæller hæfter
solidarisk, uanset kun en af dem er ejer af ejendommen (evt. i særeje),
Pantefogeden, 1986, nr. 3-4, s. 25. Uanset om hjælpen ydes til ejer eller
ikke
ejerægtefællen, er det Jørgen Graversens synspunkt, at bistandslovens § 6 om
den offentligretlige forsørgelsespligt fører til solidarisk hæftelse, idet §
25, stk. 1, nr. 2, ikke har begrænset pligten til kun at vedrøre den ene af
ægtefællerne. Jørgen Graversen sammenligner situationen med den, der gjaldt
før
lov om offentlig forsorg fra 1961, hvor hovedreglen var den, at begge
ægtefæller som modtagere af hjælpen også var ramt af tilbagebetalingspligten.
Samme tankegang præger Lis
Sejrs analyse i Social Revy 1984, nr. 7-8, s. 46-47 (på baggrund alene af
landsretsdommen). Lis Sejr konkluderer på baggrund af tilbagebetalingskravets
automatiske indtræden, at "da begge ægtefæller som følge af
forsørgelsespligten
må anses som modtagere af hjælpen og derfor også som modtagere af hjælpen til
terminsudgiften, hæfter de formentlig også begge for
tilbagebetalingskravet."
På baggrund af en
forespørgsel fra (Z) Amtskommune udtaler Justitsministeriet i et brev af 21.
februar 1988 til kommunen, at ministeriet er "mest tilbøjelig til at
antage, at det berigelseshensyn, der ligger bag reglen i § 25, stk. 1, nr. 2,
nærmest fører til, at den ægtefælle, der er ejer eller medejer af en fast
ejendom, hæfter for kontanthjælp, der er ydet til den anden ægtefælle til
dækning af terminsudgifter vedrørende denne ejendom."
Justitsministeriet
beskæftiger sig ikke med den situation, at hjælpen ydes til ikke
ejerægtefællen
til betaling af terminsudgifter i forbindelse med den anden ægtefælles
(sær)ejendom.
Det spørgsmål kan rejses, om
bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, på baggrund af bestemmelsens karakter af
obligatorisk tilbagebetalingsbestemmelse altid fører til solidarisk hæftelse,
eller om hæftelsen må bero på en konkret vurdering af bl.a. ejerforholdene og
andre subjektive forhold i hvert enkelt tilfælde. Således kan rejses
spørgsmålet om berigelsessynspunktets rækkevidde i de situationer, hvor der
ydes hjælp til (sær)ejerægtefællen, og derefter gøres tilbagebetalingskrav
gældende
overfor ikke-ejerægtefællen. Endvidere kan rejses spørgsmål om, hvorledes
hæftelsesforholdet skal bedømmes, når situationen både skal vurderes efter
bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og bestemmelsen i bistandslovens § 25,
stk.
1, nr. 1, og de af bestemmelserne i bistandslovens § 26, stk. 1, der
forudsætter en subjektiv vurdering af hver ægtefælles forhold."
I forlængelse af mødet
meddelte jeg ankestyrelsen følgende i en skrivelse af 11. april 1991:
"...
Efter en fornyet gennemgang
af sagsakterne er det fortsat min opfattelse, at der på grundlag af sagen kan
rejses sådanne principielle spørgsmål vedrørende ægtefællehæftelse for
tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, at
ankestyrelsen
bør behandle sagen som principiel.
Med udgangspunkt i
Højesterets dom af 16. april 1985 (UfR 1985, s. 522, kommenteret i UfR 1985
B,
s. 255) må det efter min mening lægges til grund, at ægtefællers solidariske
hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til
den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig
hjemmel.
Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt kan ikke i sig selv danne grundlag
for
solidarisk hæftelse. Jeg henviser endvidere til Vestre Landsrets dom af 29.
november 1990, gengivet i UfR 1991, s. 126.
En sådan udtrykkelig hjemmel
for ægtefællers solidariske hæftelse ved tilbagebetaling af hjælp til
terminsudgifter, som alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle,
findes ikke. Det forhold, at hjælp til terminsudgifter efter bistandslovens §
25, stk. 1, nr. 2, kun kan ydes mod tilbagebetalingspligt, kan efter min
opfattelse ikke føre til en generel antagelse om solidarisk hæftelse.
På den baggrund må der efter
min mening ved afgørelse af spørgsmål om solidarisk hæftelse for
tilbagebetaling
af hjælp til terminsudgifter foretages en konkret bedømmelse af, hvorvidt
hjælpen kan anses for at være ydet til begge ægtefæller. Det vil i den
forbindelse være ønskeligt, om ankestyrelsen ved en principiel afgørelse vil
fastlægge nærmere retningslinier for denne konkrete vurdering. Der vil f.eks.
kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt solidarisk hæftelse forudsætter ansøgning
fra (og bevilling til) begge ægtefæller eller alene underretning til og/eller
tilbagebetalingserklæring fra den ikke ansøgende ægtefælle. I den forbindelse
vil der endvidere kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt hjælp kan afslås alene
med
den begrundelse, at den ikke ansøgende ægtefælle nægter at ansøge og/eller
afgive tilbagebetalingserklæring.
Af den foreliggende sag
vedrørende (A) fremgår det, at alene ægtefællen ansøgte og opfyldte
betingelserne for den omhandlede kontanthjælp efter den dagældende
bestemmelse
i bistandslovens § 42. Revalideringsydelsen omfattede tilbagebetalingspligtig
hjælp til terminsudgifter. Det må således anses for tvivlsomt, hvorvidt
hjælpen
kan anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der er
solidarisk
hæftelse for tilbagebetalingen. Det forhold, at (A) - mod protest -
underskrev
en tilbagebetalingserklæring, bør efter min mening ikke tillægges afgørende
betydning.
Endelig skal jeg henlede
ankestyrelsens opmærksomhed på, at (A) under sagen subsidiært har gjort
gældende, at myndighederne burde have afventet tidspunktet for uddannelsens
afslutning forinden stillingtagen til, imod hvem af ægtefællerne
tilbagebetalingskravet burde rettes, jf. Socialministeriets vejledning af 26.
juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 51, hvorefter
tilbagebetalingskrav først indtræder ved uddannelsens afslutning. Jeg
henviser
herved til bemærkningerne i notatet af 18. december 1989 på referatarket fra
Amtsankenævnet for (X) Amt.
..."
I et brev til A af 22. april
1991 meddelte ankestyrelsen, at A's sag ville blive optaget til behandling,
hvorefter jeg afsluttede min behandling af sagen.
I skrivelsen af 23. december
1991 traf ankestyrelsen følgende afgørelse:
"Ankestyrelsen tiltræder
Amtsankenævnets afgørelse.
Der er ved afgørelsen lagt
vægt på, at tilbagebetalingsbestemmelsen i bistandslovens § 25, nr. 2, alene
er
betinget af, at hjælpen er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter
bistandsloven til ægtefæller anses for ydet til begge parter, også selv om
kun
den ene ægtefælle opfylder tildelingsbetingelserne, jf. bistandslovens § 6.
Ankestyrelsen har herudover
lagt vægt på, at De i forbindelse med hjælpens udbetaling er blevet gjort
bekendt med tilbagebetalingspligten.
Ankestyrelsen er endvidere
enig med Amtsankenævnet i, at den ydede hjælp til terminsudgifter først kan
kræves tilbagebetalt efter uddannelsens afslutning, og i at tilbagebetalingen
skal ske efter reglerne i bistandslovens § 27. Der er herved lagt vægt på, at
kravet først kan anses for at være forfaldent på dette tidspunkt."
I grundlaget for afgørelsen
anførte ankestyrelsen bl.a. følgende:
"...
Folketingets Ombudsmand har i
forbindelse med sin anmodning til Ankestyrelsen om at antage sagen til
principiel behandling, særskilt anmodet Ankestyrelsen om at tage stilling til
følgende spørgsmål:
om der kan fastlægges nærmere retningslinier for en
konkret vurdering af, hvorvidt hjælpen kan anses for ydet til begge
ægtefæller.
Som det fremgår af foranstående afgørelse finder Ankestyrelsen, at begge
ægtefæller som følge af den gensidige forsørgelsespligt må betragtes som
modtagere af hjælpen, jf. herved bistandslovens § 6. Princippet om den
gensidige forsørgelse og ægtefællers indbyrdes afhængighed i relation til
ydelse af kontanthjælp, herunder § 42-hjælp (indtil 1. oktober 1990), kommer
til udtryk i de bestemmelser, der gælder for udmålingen af hjælpen, jf.
herved
bistandslovens §§ 37 og 38, hvorefter der skal foretages fradrag for
indtægter,
som ansøgeren og ægtefællen har i den periode, hvori der ydes hjælp. Dette er
et udslag af princippet om, at kontanthjælp, herunder § 42 hjælp (indtil 1.
oktober 1990), er subsidiær i forhold til andre indtægtsmuligheder, herunder
også en ikke-hjælpssøgende ægtefælles indtægter.
hvorvidt solidarisk hæftelse forudsætter en ansøgning
fra (og bevilling til) begge ægtefæller eller alene underretning til og/eller
tilbagebetalingserklæring fra den ikke-ansøgende ægtefælle, og
om hjælp kan afslås alene med den begrundelse, at den
ikke-ansøgende ægtefælle nægter at ansøge og/eller afgive
tilbagebetalingserklæring.
Ankestyrelsen finder ikke, at solidarisk hæftelse for terminsudgifter
forudsætter ansøgning fra begge ægtefæller, ligesom man heller ikke mener, at
en ikke-ansøgende ægtefælle kan unddrage sig solidarisk hæftelse ved at nægte
at underskrive en tilbagebetalingserklæring eller ved at underskrive under
protest. Ankestyrelsen finder således, at det afgørende er, at den
ikke-ansøgende ægtefælle i forbindelse med udbetalingen af hjælpen er
underrettet om tilbagebetalingen.
om det forhold, at alene ægtefællen ansøgte og opfyldte
betingelserne for hjælp efter bistandslovens § 42 skal medføre, at hjælpen
ikke
kan anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der er
solidarisk
hæftelse.
Ankestyrelsen finder ikke,
jf. det ovenfor under 1 anførte, at det forhold at alene den ansøgende
ægtefælle opfyldte betingelserne for at modtage hjælp til uddannelse efter
bistandslovens § 42 medfører, at hjælpen ikke kan anses for ydet til begge
ægtefæller."
Den 16. februar 1992 klagede
A til mig over ankestyrelsens afgørelse. I den anledning anmodede jeg i
skrivelse af 3. marts 1992 ankestyrelsen om fremsendelse af sagens akter og
om
en udtalelse. Under henvisning til det af ankestyrelsen i pkt. 1 i grundlaget
for afgørelsen anførte, bad jeg styrelsen tilkendegive, om det anførte kunne
anses for "udtrykkelig hjemmel for ægtefællers tilbagebetaling af hjælp
til terminsudgifter, som alene er ansøgt af og bevilget til den ene
ægtefælle", jf. min skrivelse af 11. april 1991, eller om det var
ankestyrelsens synspunkt, at en sådan hjemmel ikke krævedes.
Ankestyrelsen besvarede min
henvendelse i skrivelse af 21. april 1992 og anførte bl.a. følgende:
"...
Hertil skal Ankestyrelsen
oplyse, at Ankestyrelsen i den foreliggende sag har anset den udbetalte
terminshjælp for at være ydet til såvel (A) som til hans tidligere ægtefælle,
jf. princippet i bistandslovens § 6 om ægtefællers gensidige
forsørgelsespligt.
Ved beslutningen om at pålægge (A) tilbagebetalingspligt har Ankestyrelsen
lagt
særlig vægt på, at (A) i forbindelse med hjælpens udbetaling var blevet
underrettet herom, og om at hjælpen var tilbagebetalingspligtig.
Under disse konkrete omstændigheder
har Ankestyrelsen fundet, at den ydede terminshjælp kan kræves tilbagebetalt.
Ankestyrelsen kan i denne
forbindelse henvise til dommen i UFR 1985, side 522, der adskiller sig fra
nærværende sag ved, at der ikke var givet den hjælpssøgende ægtefælle
underretning om hjælpens udbetaling og om tilbagebetalingspligten, jf.
endvidere højesteretsdommer Mogens Hornslets kommentar i U 1985, B, side
255-258.
Ankestyrelsen skal herudover
henvise til professor Jørgen Graversen, Pantefogeden i 1986 nr. 3-4, side 25
og
lektor Lis Sejr i Social Revy 1984 nr. 7-8, side 46-47."
Ankestyrelsens udtalelse blev
forelagt A.
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"Som sagen nu
foreligger, rejser den følgende spørgsmål:
Må terminshjælpen - efter de konkrete omstændigheder i
forbindelse med bevillingen - anses for ydet til både Dem og Deres tidligere
ægtefælle, således at der allerede af den grund er solidarisk hæftelse for
hjælpens tilbagebetaling?
Hvis dette spørgsmål (1) ikke kan besvares bekræftende,
opstår følgende spørgsmål:
Kræver ægtefællers solidariske hæftelse for
tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter, som alene er ydet til den ene
ægtefælle, udtrykkelig hjemmel?
Hvis dette spørgsmål (2) kan besvares bekræftende,
opstår følgende spørgsmål:
Findes en udtrykkelig hjemmel som omtalt i spørgsmål 2?
Ad 1)
Det må lægges til grund, at alene Deres tidligere ægtefælle
søgte om og fik bevilget kontanthjælpen, herunder den del af hjælpen der
skulle
dække hendes andel af terminsudgifterne. Endvidere må det lægges til grund,
at
De ikke selv opfyldte betingelserne for at modtage hjælp i medfør af
bistandsloven.
Selvom kontanthjælpens
størrelse blev beregnet på baggrund af en bedømmelse af Deres og Deres
tidligere ægtefælles økonomiske forhold under ét, er det min opfattelse, at
hjælpen alene kan anses for ydet til Deres tidligere ægtefælle. Jeg har
herved
lagt vægt på, at hjælpen blev udbetalt til Deres tidligere ægtefælle, at hver
ægtefælle i levende live har rådigheden over alt, hvad vedkommende indfører i
fællesboet (lov om ægteskabets retsvirkninger, § 16, stk. 1), og at hver
ægtefælle alene hæfter med den del af fællesboet, hvorover ægtefællen råder
(lov om ægteskabets retsvirkninger § 25).
Dernæst mener jeg at kunne
finde støtte for denne antagelse i den ovenfor nævnte Højesteretsdom
refereret
i UfR 1985, s. 522. Under landsrettens behandling af sagen gjorde kommunen
bl.a. gældende, at bistandshjælpen var ydet til begge de i sagen omhandlende
ægtefæller efter et samlet skøn over hele familiens behov. Dette synspunkt
blev
underkendt af landsretten, der - efter at have afvist, at der var hjemmel i
bistandsloven til solidarisk hæftelse - anførte, at "... der heller ikke
findes at være andet grundlag for helt eller delvis at pålægge appellanten at
hæfte for den modtagne hjælp ...". Landsretten gik i den forbindelse
ikke
ind i en nærmere drøftelse af, om ikke-ansøger ægtefællens kendskab til
hjælpens udbetaling skulle tillægges betydning. Højesteret stadfæstede
landsrettens dom på dette punkt.
Ad 2)
I min skrivelse til Den Sociale Ankestyrelse af 11. april
1991 anførte jeg, at det må lægges til grund, at ægtefællers solidariske
hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til
den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig
hjemmel.
Ankestyrelsen har ikke under min behandling af sagen udtrykkeligt bestridt
denne retsopfattelse. På den baggrund kan jeg i det hele henholde mig til de
synspunkter, der fremgår af min førnævnte skrivelse.
Ad 3)
Spørgsmålet om, hvorvidt der findes en udtrykkelig hjemmel
som anført ovenfor ad 2), blev ligeledes behandlet i min skrivelse af 11.
april
1991. Som det fremgår af skrivelsen, er det min opfattelse, at der ikke
foreligger en sådan udtrykkelig hjemmel.
I udtalelsen af 21. april
1992 omtaler ankestyrelsen ikke direkte problemet. Jeg må forstå
ankestyrelsens
udtalelse således, at styrelsen finder, at hjælpen er ydet både Dem og Deres
tidligere ægtefælle, hvorfor der ikke kræves særlig hjemmel for solidarisk
hæftelse. Som anført ovenfor ad 1) kan jeg ikke tilslutte mig denne
opfattelse.
Det er således min mening, at
Den Sociale Ankestyrelse i skrivelsen af 23. december 1991 traf afgørelse i
Deres sag på grundlag af en urigtig retsopfattelse. Da der imidlertid ikke er
fremkommet væsentligt nye oplysninger i sagen efter min henstilling til
ankestyrelsen i skrivelsen af 11. april 1991, og da jeg tidligere har meddelt
ankestyrelsen min opfattelse, har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for
at henstille til ankestyrelsen at genoptage sagen. Derimod finder jeg, at
spørgsmålet bør afklares ved domstolene, hvorfor jeg henviser Dem til at
anlægge retssag om spørgsmålet. Såfremt De ønsker at få sagen prøvet ved
domstolene, vil jeg være indstillet på at henstille, at der meddeles Dem fri
proces til sagens førelse, jf. ombudsmandsinstruksens § 6, stk. 2."
Jeg modtog senere
underretning fra Civilretsdirektoratet om, at direktoratet havde meddelt A
fri
proces til sagsanlæg mod Y Kommune om kravet på tilbagebetaling af udbetalt
terminshjælp.
Lignende dokumenter
- Ægtefællehæftelse for tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter. Retsinformation · 3. november 2003
- Rekursmyndigheders prøvelse af afgørelser efter bistandslovens § 26. Form- og begrundelseskrav. Retsinformation · 6. november 2003
- Efterregulering af bistandshjælp Retsinformation · 19. februar 2019
- Form- og begrundelseskrav ved afgørelser om tilbagebetaling af kontanthjælp. Retsinformation · 6. november 2003
- Spørgsmål om rekursmyndigheders ret til at ændre i hjemmelsgrundlaget for pligt til tilbagebetaling af revalideringshjælp. Retsinformation · 25. juni 2003
- Beregning af tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4 Retsinformation · 16. februar 2019