Spring til indhold

Retsinformation

Ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af kontanthjælp, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og § 6.

FOU nr 1993.247UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af

kontanthjælp, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og § 6.

A klagede over Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse i skrivelse af 23. december 1991. Ved afgørelsen

stadfæstede ankestyrelsen en afgørelse fra Amtsankenævnet (nu Det Sociale

Ankenævn) for X Amt, hvorefter A blev pålagt at tilbagebetale kontanthjælp.

Af sagens akter fremgik

bl.a., at A's tidligere ægtefælle, B, fra den 15. oktober 1987 modtog støtte

efter den dagældende bistandslovs § 42. Hjælpen blev udbetalt med kr. 1.122

pr.

uge, hvoraf kr. 483 blev ydet som tilbagebetalingspligtig terminshjælp.

I forlængelse af ovennævnte

bevilling fremsendte Y Kommune erklæring om tilbagebetaling med henblik på

indhentelse af A's og B's underskrifter. Ved modtagelsen af erklæringen

rettede

A telefonisk henvendelse til kommunen og protesterede over, at han tillige

skulle underskrive erklæringen, idet hjælpen alene var blevet bevilget hans

tidligere ægtefælle. Trods protesten underskrev A erklæringen og fremsendte

denne til kommunen.

I sommeren 1988 ophævede A og

B samlivet. På dette tidspunkt var der udbetalt B 14.414 kr. i terminshjælp.

Fællesboet blev delt, og den faste ejendom - som indgik i formuefællesskabet,

men tilhørte A - blev udlagt til A.

Under en telefonsamtale

mellem A og Y Kommunes sagsbehandler den 22. november 1988 meddelte

sagsbehandleren, at kommunen havde besluttet at pålægge A at tilbagebetale

terminshjælpen.

I et brev til kommunen af 20.

december 1988 påklagede A kommunens afgørelse til amtsankenævnet.

Amtsankenævnet traf i

Læs alt

skrivelse af 7. december 1989 følgende afgørelse i sagen:

""Ankenævnet

godkender, at det sociale udvalg efter bistandslovens § 25, nr. 1 har valgt

at

rette tilbagebetalingskravet mod Dem vedrørende den kontanthjælp, som De og

deres ægtefælle, (B), modtog til dækning af terminsudgifter.

Ankenævnet har lagt vægt på,

at tilbagebetalingsbestemmelsen i § 25, nr. 2, alene er betinget af, at

hjælpen

er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter bistandsloven til

ægtefæller

anses for ydet til begge parter, også selvom kun den ene ægtefælle opfylder

tildelingsbetingelserne."

Ankenævnet vil gøre opmærksom

på, at tilbagebetalingskravet først indtræder ved uddannelsens afslutning,

jfr.

pkt. 51 i Socialministeriets vejledning af 26.6.1987 om hjælp efter

bistandslovens § 42, og at tilbagebetalingen skal ske efter reglerne i

bistandslovens § 27."

Den 18. december 1989

påklagede A ankenævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen

afslog i skrivelse af 22. december 1989 at behandle klagen, idet

ankestyrelsen

ikke fandt, at sagen havde principiel betydning.

A rettede derefter

henvendelse til mig og bad om min vurdering af sagen. Efter at jeg havde

gennemgået sagens akter, afholdt jeg den 12. marts 1991 et møde med

ankestyrelsen, under hvilket A's sag blev drøftet. Til brug for mødet havde

en

af mine medarbejdere udarbejdet følgende notat om sagen:

"...

Efter bistandslovens § 25,

stk. 1, nr. 2, er der obligatorisk tilbagebetalingspligt med hensyn til

kontanthjælp udbetalt til dækning af terminsudgifter. Bestemmelsen blev

vedtaget

ved lov nr. 258 af 16. juni 1980 og trådte i kraft den 1. januar 1981.

Bestemmelsen, der oprindelig alene vedrørte afdrag, udvidedes ved lov nr. 620

af 8. december 1982 med ikrafttræden den 1. januar 1983 til også at omfatte

renter.

Indtil Højesterets dom af 16.

april 1985, U.85.522 H, administreredes bistandslovens

tilbagebetalingsbestemmelser således, at ægtefællers gensidige

forsørgelsespligt antoges at føre til solidarisk hæftelse, uanset om

tilbagebetalingskravet var bekendtgjort over for begge eller kun den ene

ægtefælle.

Ved dommen tiltrådte

Højesteret, landsrettens opfattelse, hvorefter der ikke i bistandsloven er

hjemmel til at gøre tilbagebetalingskrav gældende imod den ægtefælle, til

hvem

hjælpen ikke (direkte) er udbetalt. Efter dommen ligger det således fast, at

der ikke af den offentligretlige forsørgelsespligt kan udledes en regel om

solidarisk hæftelse. Ifølge Hornslets kommentar til dommen kræver det

lovændring, hvis der skal gælde solidarisk hæftelse for ægtefæller i et

sådant

tilfælde.

Dommen vedrørte et ægtepar,

til hvem der i 1978 var udbetalt kontanthjælp til bl.a. terminsudgifter.

Hjælpen var udbetalt til manden, over for hvem tilbagebetalingskravet alene

blev bekendtgjort. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig efter

bistandslovens

§ 26, stk. 1, nr. 3. (§ 25, stk. 1, nr. 2, trådte i kraft efter det

tidspunkt,

der var relevant for bedømmelsen af hæftelsesforholdene i U.85.522 H).

Af forarbejderne til

bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, fremgår, at reglen "har til formål

at

sikre, at der altid sker tilbagebetaling af hjælp, der er ydet til dækning af

den del af terminsydelserne, der hidrører fra afdrag". Udvidelsen til

også

at omfatte renter omtales på følgende måde i bemærkningerne: "Det har

fra

kommunal side været gjort gældende, at denne regel gav anledning til

forholdsmæssigt stort administrativt besvær i forhold til det indkomne

provenu.

Endvidere har det været kritiseret, at kontanthjælp, der i princippet er

skattefri, kan ydes til dækning af den del af terminsudgifterne, der vedrører

renteudgifter, samtidig med at modtageren kan fradrage udgiften på sin

selvangivelse. Til imødegåelse af disse betragtninger foreslås det ..."

Problemet med hensyn til

hæftelsen er ikke omtalt i forarbejderne til nogen af lovændringerne.

Efter lovændringerne i 1981

og 1983 og efter Højesterets dom har Den Sociale Ankestyrelse ved flere

lejligheder antaget solidarisk hæftelse for tilbagebetalingskrav efter

bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. Sociale Meddelelser 0-41-85, 0-81-85

og

0-82-85. I alle tilfældene var den indirekte modtagerægtefælle bekendtgjort

med

tilbagebetalingspligten.

Tilsvarende har Lis Sejr,

Jørgen Graversen og Justitsministeriet udtalt sig om den nærmere rækkevidde

af

dommen i forhold til de forskellige tilbagebetalingsbestemmelser i

bistandsloven.

Bistandslovens § 25, stk. 1,

nr. 2, adskiller sig fra de øvrige tilbagebetalingsbestemmelser i

bistandsloven

derved, at der ikke er individuelle betingelser knyttet til

tilbagebetalingspligtens indtræden. Pligten er obligatorisk og indtræder, når

der udbetales kontanthjælp til dækning af terminsudgifter.

Dette fravær af individuelle

betingelser får Jørgen Graversen til at antage, at ægtefæller hæfter

solidarisk, uanset kun en af dem er ejer af ejendommen (evt. i særeje),

Pantefogeden, 1986, nr. 3-4, s. 25. Uanset om hjælpen ydes til ejer eller

ikke

ejerægtefællen, er det Jørgen Graversens synspunkt, at bistandslovens § 6 om

den offentligretlige forsørgelsespligt fører til solidarisk hæftelse, idet §

25, stk. 1, nr. 2, ikke har begrænset pligten til kun at vedrøre den ene af

ægtefællerne. Jørgen Graversen sammenligner situationen med den, der gjaldt

før

lov om offentlig forsorg fra 1961, hvor hovedreglen var den, at begge

ægtefæller som modtagere af hjælpen også var ramt af tilbagebetalingspligten.

Samme tankegang præger Lis

Sejrs analyse i Social Revy 1984, nr. 7-8, s. 46-47 (på baggrund alene af

landsretsdommen). Lis Sejr konkluderer på baggrund af tilbagebetalingskravets

automatiske indtræden, at "da begge ægtefæller som følge af

forsørgelsespligten

må anses som modtagere af hjælpen og derfor også som modtagere af hjælpen til

terminsudgiften, hæfter de formentlig også begge for

tilbagebetalingskravet."

På baggrund af en

forespørgsel fra (Z) Amtskommune udtaler Justitsministeriet i et brev af 21.

februar 1988 til kommunen, at ministeriet er "mest tilbøjelig til at

antage, at det berigelseshensyn, der ligger bag reglen i § 25, stk. 1, nr. 2,

nærmest fører til, at den ægtefælle, der er ejer eller medejer af en fast

ejendom, hæfter for kontanthjælp, der er ydet til den anden ægtefælle til

dækning af terminsudgifter vedrørende denne ejendom."

Justitsministeriet

beskæftiger sig ikke med den situation, at hjælpen ydes til ikke

ejerægtefællen

til betaling af terminsudgifter i forbindelse med den anden ægtefælles

(sær)ejendom.

Det spørgsmål kan rejses, om

bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, på baggrund af bestemmelsens karakter af

obligatorisk tilbagebetalingsbestemmelse altid fører til solidarisk hæftelse,

eller om hæftelsen må bero på en konkret vurdering af bl.a. ejerforholdene og

andre subjektive forhold i hvert enkelt tilfælde. Således kan rejses

spørgsmålet om berigelsessynspunktets rækkevidde i de situationer, hvor der

ydes hjælp til (sær)ejerægtefællen, og derefter gøres tilbagebetalingskrav

gældende

overfor ikke-ejerægtefællen. Endvidere kan rejses spørgsmål om, hvorledes

hæftelsesforholdet skal bedømmes, når situationen både skal vurderes efter

bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og bestemmelsen i bistandslovens § 25,

stk.

1, nr. 1, og de af bestemmelserne i bistandslovens § 26, stk. 1, der

forudsætter en subjektiv vurdering af hver ægtefælles forhold."

I forlængelse af mødet

meddelte jeg ankestyrelsen følgende i en skrivelse af 11. april 1991:

"...

Efter en fornyet gennemgang

af sagsakterne er det fortsat min opfattelse, at der på grundlag af sagen kan

rejses sådanne principielle spørgsmål vedrørende ægtefællehæftelse for

tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, at

ankestyrelsen

bør behandle sagen som principiel.

Med udgangspunkt i

Højesterets dom af 16. april 1985 (UfR 1985, s. 522, kommenteret i UfR 1985

B,

s. 255) må det efter min mening lægges til grund, at ægtefællers solidariske

hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til

den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig

hjemmel.

Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt kan ikke i sig selv danne grundlag

for

solidarisk hæftelse. Jeg henviser endvidere til Vestre Landsrets dom af 29.

november 1990, gengivet i UfR 1991, s. 126.

En sådan udtrykkelig hjemmel

for ægtefællers solidariske hæftelse ved tilbagebetaling af hjælp til

terminsudgifter, som alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle,

findes ikke. Det forhold, at hjælp til terminsudgifter efter bistandslovens §

25, stk. 1, nr. 2, kun kan ydes mod tilbagebetalingspligt, kan efter min

opfattelse ikke føre til en generel antagelse om solidarisk hæftelse.

På den baggrund må der efter

min mening ved afgørelse af spørgsmål om solidarisk hæftelse for

tilbagebetaling

af hjælp til terminsudgifter foretages en konkret bedømmelse af, hvorvidt

hjælpen kan anses for at være ydet til begge ægtefæller. Det vil i den

forbindelse være ønskeligt, om ankestyrelsen ved en principiel afgørelse vil

fastlægge nærmere retningslinier for denne konkrete vurdering. Der vil f.eks.

kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt solidarisk hæftelse forudsætter ansøgning

fra (og bevilling til) begge ægtefæller eller alene underretning til og/eller

tilbagebetalingserklæring fra den ikke ansøgende ægtefælle. I den forbindelse

vil der endvidere kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt hjælp kan afslås alene

med

den begrundelse, at den ikke ansøgende ægtefælle nægter at ansøge og/eller

afgive tilbagebetalingserklæring.

Af den foreliggende sag

vedrørende (A) fremgår det, at alene ægtefællen ansøgte og opfyldte

betingelserne for den omhandlede kontanthjælp efter den dagældende

bestemmelse

i bistandslovens § 42. Revalideringsydelsen omfattede tilbagebetalingspligtig

hjælp til terminsudgifter. Det må således anses for tvivlsomt, hvorvidt

hjælpen

kan anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der er

solidarisk

hæftelse for tilbagebetalingen. Det forhold, at (A) - mod protest -

underskrev

en tilbagebetalingserklæring, bør efter min mening ikke tillægges afgørende

betydning.

Endelig skal jeg henlede

ankestyrelsens opmærksomhed på, at (A) under sagen subsidiært har gjort

gældende, at myndighederne burde have afventet tidspunktet for uddannelsens

afslutning forinden stillingtagen til, imod hvem af ægtefællerne

tilbagebetalingskravet burde rettes, jf. Socialministeriets vejledning af 26.

juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 51, hvorefter

tilbagebetalingskrav først indtræder ved uddannelsens afslutning. Jeg

henviser

herved til bemærkningerne i notatet af 18. december 1989 på referatarket fra

Amtsankenævnet for (X) Amt.

..."

I et brev til A af 22. april

1991 meddelte ankestyrelsen, at A's sag ville blive optaget til behandling,

hvorefter jeg afsluttede min behandling af sagen.

I skrivelsen af 23. december

1991 traf ankestyrelsen følgende afgørelse:

"Ankestyrelsen tiltræder

Amtsankenævnets afgørelse.

Der er ved afgørelsen lagt

vægt på, at tilbagebetalingsbestemmelsen i bistandslovens § 25, nr. 2, alene

er

betinget af, at hjælpen er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter

bistandsloven til ægtefæller anses for ydet til begge parter, også selv om

kun

den ene ægtefælle opfylder tildelingsbetingelserne, jf. bistandslovens § 6.

Ankestyrelsen har herudover

lagt vægt på, at De i forbindelse med hjælpens udbetaling er blevet gjort

bekendt med tilbagebetalingspligten.

Ankestyrelsen er endvidere

enig med Amtsankenævnet i, at den ydede hjælp til terminsudgifter først kan

kræves tilbagebetalt efter uddannelsens afslutning, og i at tilbagebetalingen

skal ske efter reglerne i bistandslovens § 27. Der er herved lagt vægt på, at

kravet først kan anses for at være forfaldent på dette tidspunkt."

I grundlaget for afgørelsen

anførte ankestyrelsen bl.a. følgende:

"...

Folketingets Ombudsmand har i

forbindelse med sin anmodning til Ankestyrelsen om at antage sagen til

principiel behandling, særskilt anmodet Ankestyrelsen om at tage stilling til

følgende spørgsmål:

om der kan fastlægges nærmere retningslinier for en

konkret vurdering af, hvorvidt hjælpen kan anses for ydet til begge

ægtefæller.

Som det fremgår af foranstående afgørelse finder Ankestyrelsen, at begge

ægtefæller som følge af den gensidige forsørgelsespligt må betragtes som

modtagere af hjælpen, jf. herved bistandslovens § 6. Princippet om den

gensidige forsørgelse og ægtefællers indbyrdes afhængighed i relation til

ydelse af kontanthjælp, herunder § 42-hjælp (indtil 1. oktober 1990), kommer

til udtryk i de bestemmelser, der gælder for udmålingen af hjælpen, jf.

herved

bistandslovens §§ 37 og 38, hvorefter der skal foretages fradrag for

indtægter,

som ansøgeren og ægtefællen har i den periode, hvori der ydes hjælp. Dette er

et udslag af princippet om, at kontanthjælp, herunder § 42 hjælp (indtil 1.

oktober 1990), er subsidiær i forhold til andre indtægtsmuligheder, herunder

også en ikke-hjælpssøgende ægtefælles indtægter.

hvorvidt solidarisk hæftelse forudsætter en ansøgning

fra (og bevilling til) begge ægtefæller eller alene underretning til og/eller

tilbagebetalingserklæring fra den ikke-ansøgende ægtefælle, og

om hjælp kan afslås alene med den begrundelse, at den

ikke-ansøgende ægtefælle nægter at ansøge og/eller afgive

tilbagebetalingserklæring.

Ankestyrelsen finder ikke, at solidarisk hæftelse for terminsudgifter

forudsætter ansøgning fra begge ægtefæller, ligesom man heller ikke mener, at

en ikke-ansøgende ægtefælle kan unddrage sig solidarisk hæftelse ved at nægte

at underskrive en tilbagebetalingserklæring eller ved at underskrive under

protest. Ankestyrelsen finder således, at det afgørende er, at den

ikke-ansøgende ægtefælle i forbindelse med udbetalingen af hjælpen er

underrettet om tilbagebetalingen.

om det forhold, at alene ægtefællen ansøgte og opfyldte

betingelserne for hjælp efter bistandslovens § 42 skal medføre, at hjælpen

ikke

kan anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der er

solidarisk

hæftelse.

Ankestyrelsen finder ikke,

jf. det ovenfor under 1 anførte, at det forhold at alene den ansøgende

ægtefælle opfyldte betingelserne for at modtage hjælp til uddannelse efter

bistandslovens § 42 medfører, at hjælpen ikke kan anses for ydet til begge

ægtefæller."

Den 16. februar 1992 klagede

A til mig over ankestyrelsens afgørelse. I den anledning anmodede jeg i

skrivelse af 3. marts 1992 ankestyrelsen om fremsendelse af sagens akter og

om

en udtalelse. Under henvisning til det af ankestyrelsen i pkt. 1 i grundlaget

for afgørelsen anførte, bad jeg styrelsen tilkendegive, om det anførte kunne

anses for "udtrykkelig hjemmel for ægtefællers tilbagebetaling af hjælp

til terminsudgifter, som alene er ansøgt af og bevilget til den ene

ægtefælle", jf. min skrivelse af 11. april 1991, eller om det var

ankestyrelsens synspunkt, at en sådan hjemmel ikke krævedes.

Ankestyrelsen besvarede min

henvendelse i skrivelse af 21. april 1992 og anførte bl.a. følgende:

"...

Hertil skal Ankestyrelsen

oplyse, at Ankestyrelsen i den foreliggende sag har anset den udbetalte

terminshjælp for at være ydet til såvel (A) som til hans tidligere ægtefælle,

jf. princippet i bistandslovens § 6 om ægtefællers gensidige

forsørgelsespligt.

Ved beslutningen om at pålægge (A) tilbagebetalingspligt har Ankestyrelsen

lagt

særlig vægt på, at (A) i forbindelse med hjælpens udbetaling var blevet

underrettet herom, og om at hjælpen var tilbagebetalingspligtig.

Under disse konkrete omstændigheder

har Ankestyrelsen fundet, at den ydede terminshjælp kan kræves tilbagebetalt.

Ankestyrelsen kan i denne

forbindelse henvise til dommen i UFR 1985, side 522, der adskiller sig fra

nærværende sag ved, at der ikke var givet den hjælpssøgende ægtefælle

underretning om hjælpens udbetaling og om tilbagebetalingspligten, jf.

endvidere højesteretsdommer Mogens Hornslets kommentar i U 1985, B, side

255-258.

Ankestyrelsen skal herudover

henvise til professor Jørgen Graversen, Pantefogeden i 1986 nr. 3-4, side 25

og

lektor Lis Sejr i Social Revy 1984 nr. 7-8, side 46-47."

Ankestyrelsens udtalelse blev

forelagt A.

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"Som sagen nu

foreligger, rejser den følgende spørgsmål:

Må terminshjælpen - efter de konkrete omstændigheder i

forbindelse med bevillingen - anses for ydet til både Dem og Deres tidligere

ægtefælle, således at der allerede af den grund er solidarisk hæftelse for

hjælpens tilbagebetaling?

Hvis dette spørgsmål (1) ikke kan besvares bekræftende,

opstår følgende spørgsmål:

Kræver ægtefællers solidariske hæftelse for

tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter, som alene er ydet til den ene

ægtefælle, udtrykkelig hjemmel?

Hvis dette spørgsmål (2) kan besvares bekræftende,

opstår følgende spørgsmål:

Findes en udtrykkelig hjemmel som omtalt i spørgsmål 2?

Ad 1)

Det må lægges til grund, at alene Deres tidligere ægtefælle

søgte om og fik bevilget kontanthjælpen, herunder den del af hjælpen der

skulle

dække hendes andel af terminsudgifterne. Endvidere må det lægges til grund,

at

De ikke selv opfyldte betingelserne for at modtage hjælp i medfør af

bistandsloven.

Selvom kontanthjælpens

størrelse blev beregnet på baggrund af en bedømmelse af Deres og Deres

tidligere ægtefælles økonomiske forhold under ét, er det min opfattelse, at

hjælpen alene kan anses for ydet til Deres tidligere ægtefælle. Jeg har

herved

lagt vægt på, at hjælpen blev udbetalt til Deres tidligere ægtefælle, at hver

ægtefælle i levende live har rådigheden over alt, hvad vedkommende indfører i

fællesboet (lov om ægteskabets retsvirkninger, § 16, stk. 1), og at hver

ægtefælle alene hæfter med den del af fællesboet, hvorover ægtefællen råder

(lov om ægteskabets retsvirkninger § 25).

Dernæst mener jeg at kunne

finde støtte for denne antagelse i den ovenfor nævnte Højesteretsdom

refereret

i UfR 1985, s. 522. Under landsrettens behandling af sagen gjorde kommunen

bl.a. gældende, at bistandshjælpen var ydet til begge de i sagen omhandlende

ægtefæller efter et samlet skøn over hele familiens behov. Dette synspunkt

blev

underkendt af landsretten, der - efter at have afvist, at der var hjemmel i

bistandsloven til solidarisk hæftelse - anførte, at "... der heller ikke

findes at være andet grundlag for helt eller delvis at pålægge appellanten at

hæfte for den modtagne hjælp ...". Landsretten gik i den forbindelse

ikke

ind i en nærmere drøftelse af, om ikke-ansøger ægtefællens kendskab til

hjælpens udbetaling skulle tillægges betydning. Højesteret stadfæstede

landsrettens dom på dette punkt.

Ad 2)

I min skrivelse til Den Sociale Ankestyrelse af 11. april

1991 anførte jeg, at det må lægges til grund, at ægtefællers solidariske

hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til

den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig

hjemmel.

Ankestyrelsen har ikke under min behandling af sagen udtrykkeligt bestridt

denne retsopfattelse. På den baggrund kan jeg i det hele henholde mig til de

synspunkter, der fremgår af min førnævnte skrivelse.

Ad 3)

Spørgsmålet om, hvorvidt der findes en udtrykkelig hjemmel

som anført ovenfor ad 2), blev ligeledes behandlet i min skrivelse af 11.

april

1991. Som det fremgår af skrivelsen, er det min opfattelse, at der ikke

foreligger en sådan udtrykkelig hjemmel.

I udtalelsen af 21. april

1992 omtaler ankestyrelsen ikke direkte problemet. Jeg må forstå

ankestyrelsens

udtalelse således, at styrelsen finder, at hjælpen er ydet både Dem og Deres

tidligere ægtefælle, hvorfor der ikke kræves særlig hjemmel for solidarisk

hæftelse. Som anført ovenfor ad 1) kan jeg ikke tilslutte mig denne

opfattelse.

Det er således min mening, at

Den Sociale Ankestyrelse i skrivelsen af 23. december 1991 traf afgørelse i

Deres sag på grundlag af en urigtig retsopfattelse. Da der imidlertid ikke er

fremkommet væsentligt nye oplysninger i sagen efter min henstilling til

ankestyrelsen i skrivelsen af 11. april 1991, og da jeg tidligere har meddelt

ankestyrelsen min opfattelse, har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for

at henstille til ankestyrelsen at genoptage sagen. Derimod finder jeg, at

spørgsmålet bør afklares ved domstolene, hvorfor jeg henviser Dem til at

anlægge retssag om spørgsmålet. Såfremt De ønsker at få sagen prøvet ved

domstolene, vil jeg være indstillet på at henstille, at der meddeles Dem fri

proces til sagens førelse, jf. ombudsmandsinstruksens § 6, stk. 2."

Jeg modtog senere

underretning fra Civilretsdirektoratet om, at direktoratet havde meddelt A

fri

proces til sagsanlæg mod Y Kommune om kravet på tilbagebetaling af udbetalt

terminshjælp.

Lignende dokumenter