Spring til indhold

Retsinformation

Kontanthjælp - udmåling - boligtillæg - forudgående terminsrestance - forudgående huslejerestance (* 1) (* 2)

KEN nr 19177 af 20/03/1991Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kontanthjælp - udmåling - boligtillæg -

forudgående terminsrestance - forudgående huslejerestance (* 1) (* 2)

SAGSFREMSTILLING:

Sag nr. 1 - j.nr. 20888-90.

M anmodede på grund af arbejdsløshed den 7. juni 1990 kommunen om

økonomisk hjælp i månederne juli og august.

Kommunen fandt M berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37, men da

det viste sig, at M og hans ægtefælle skyldte 18.553 kr. for husleje og varme

for de foregående måneder, fandt kommunen ikke grundlag for at yde

boligtillæg.

Kommunen afslog endvidere at yde hjælp til betaling af restancen og

begrundede afslaget med, at M tidligere havde fået hjælp til betaling af

huslejerestancer.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp til betaling af restancen,

idet nævnet lagde vægt på, at det under sagens behandling var oplyst, at M

havde fået arbejde.

Nævnet traf endvidere afgørelse om, at boligtillægget efter bistandslovens

§ 37 ikke lovligt kunne tilbageholdes, fordi husleje for tidligere måneder

ikke var betalt.

Sagen er behandlet på principielt ankemøde til afklaring af, om et

boligtillæg lovligt kan tilbageholdes, fordi husleje for tidligere måneder

ikke er betalt.

AFGØRELSE:

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse vedrørende hjælp til

betaling af huslejerestancen efter bistandslovens § 46 med den givne

begrundelse.

Der fandtes ikke i bistandslovens § 37, eller i bestemmelsens forarbejder,

grundlag for at antage, at ydelse af boligtillæg forudsatte, at tidligere

forfaldne boligudgifter var betalt.

Ankestyrelsen var derfor enig med amtsankenævnet i, at det påhvilede

Læs alt

kommunen at medregne boligtillæg i kontanthjælpen, selv om der ikke var

betalt husleje i månederne forud for ansøgningen.

Ankestyrelsen tiltrådte således i det hele amtsankenævnets afgørelse.

Sag nr. 2 - j.nr. 21050-90.

SAGSFREMSTILLING:

M anmodede den 17. oktober 1989 kommunen om økonomisk hjælp. Han var

arbejdsløs og samlivet med hustruen var ophørt den 1. oktober 1989, hvor

hustruen var flyttet fra det fælles hus. De sidste 2 terminsydelser på huset

var ikke betalt, og huset var sat til salg.

Kommunen fandt M berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37, men

afslog at medregne terminsydelser i boligtillægget med den begrundelse, at de

2 tidligere terminer ikke var betalt, selv om begge ægtefæller havde haft

lønindtægt til det. Kommunen henviste endvidere til, at huset var sat til

salg og anførte i den forbindelse, at de forfaldne terminer måtte fratrækkes

det eventuelle overskud, der måtte være ved salg af ejendommen.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at medtage terminsudgifterne i

hjælpsberegningen, med mindre der kunne tilbydes M en rimelig og billigere

bolig.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke i bistandsloven er

hjemmel til at betinge udbetaling af eksempelvis hjælp til termin af, at

tidligere forfaldne terminer er betalt.

Nævnet henviste i afgørelsen til en vejledende udtalelse fra

Socialministeriet af 31. juli 1990, hvori ministeriet anførte, at såfremt en

person opfyldte de almindelige betingelser for at få hjælp efter

bistandslovens § 37, ydedes der hjælp bestående af bl.a. boligtillæg. Dette

gjaldt, uanset om pågældende var i termins- eller huslejerestance.

Begrundelsen herfor var, at det på denne måde skulle sikres, at

kontanthjælpsmodtageren for så vidt angik boligudgifterne ikke fik en forøget

gældsbyrde i den periode, hvor der ydedes kontanthjælp.

Sagen er behandlet på principielt ankemøde til afklaring af, om der skulle

ydes hjælp til terminsydelser, selv om terminsydelser, der var forfaldne før

ansøgningstidspunktet, ikke var betalt.

AFGØRELSE:

Der fandtes ikke i bistandslovens § 37, eller i bestemmelsens forarbejder,

grundlag for at antage, at ydelse af boligtillæg forudsatte, at tidligere

forfaldne boligudgifter var betalt.

Det fremgik af pkt. 6 b i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987

om kontanthjælp efter bistandsloven, at udtrykket »faktiske

udgifter« i vejledningen var anvendt for at tilkendegive, at hjælpen til

boligudgifterne skulle beregnes »takstmæssigt« og ikke som

tidligere efter et rimelighedskriterium.

Den omstændighed, at ansøgerens bolig var sat til salg på det tidspunkt,

hvor han anmodede om hjælp bl.a. til terminsudgifterne, kunne ikke begrunde,

at terminsudgifterne ikke skulle medtages ved beregningen af boligudgifterne.

Det forhold, at hustruen var fraflyttet hjemmet på ansøgningstidspunktet,

fandtes heller ikke at kunne begrunde, at der ikke skulle ydes hjælp til den

fulde terminsudgift.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den fulde terminsudgift måtte

betragtes som ansøgerens faktiske boligudgift efter hustruens fraflytning.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter