Ægtefællehæftelse for tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ægtefællehæftelse for tilbagebetaling af hjælp til
terminsudgifter.
A klagede over X
amtsankenævns afgørelse af 7. december 1989, hvorefter nævnet antog
solidarisk
hæftelse for terminsudgifter udbetalt til A's ægtefælle som et led i et
revalideringsforløb. Hjælpen var udbetalt til A's bolig. Efter parrets
skilsmisse rettede socialforvaltningen i Y kommune tilbagebetalingskravet
imod
A, som også - men under store protester, havde underskrevet
tilbagebetalingserklæringen.
Klagesagen vedrørte berettigelsen af dette tilbagebetalingskrav.
I et brev af 7. marts 1991
skrev jeg således til DSA:
"I tilslutning til mit
brev af 1. februar 1991 om det kommende møde med ankestyrelsen sender jeg
kopi
af akterne i sagen vedrørende (A) (ankestyrelsens j.nr. ..... og mit j.nr.
1990-40-051). Min gennemgang af sagen har givet mig anledning til generelle
overvejelser om rækkevidden af antagelsen om solidarisk ægtefællehæftelse for
tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2. Ankestyrelsen
har ved tidligere lejligheder, jf. SM 0-41-85, SM 0-81-85 og SM 0-82-85
forholdt sig til spørgsmålet, og har ved afgørelsen af 27. december 1989
afvist
at behandle den nu foreliggende sag som principiel. Alligevel vil jeg finde
det
nyttigt med en drøftelse af spørgsmålet om, hvorvidt bistandslovens § 25,
stk.
1, nr. 2, på grundlag af sin karakter af obligatorisk
tilbagebetalingsbestemmelse altid fører til solidarisk ægtefællehæftelse,
Læs alt
eller
om hæftelsen må bero på en konkret vurdering af forholdene i hvert enkelt
tilfælde.
Til styrelsens orientering vedlægger jeg en kopi af et notat, udarbejdet i
forbindelse med min behandling af den konkrete sag."
I notatet var bl.a. anført
følgende:
"Efter bistandslovens §
25, stk. 1, nr. 2, er der obligatorisk tilbagebetalingspligt med hensyn til
kontanthjælp udbetalt til dækning af terminsudgifter. Bestemmelsen blev
vedtaget ved lov nr. 258 af 16. juni 1980 og trådte i kraft den 1. januar
1981.
Bestemmelsen, der oprindelig alene vedrørte afdrag, udvidedes ved lov nr. 620
af 8. december 1982 med ikrafttræden den 1. januar 1983 til også at omfatte
renter.
Indtil Højesterets dom af 16.
april 1985, U 85.522 H, administreredes bistandslovens
tilbagebetalingsbestemmelser således, at ægtefællers gensidige
forsørgelsespligt antoges at føre til solidarisk hæftelse, uanset om
tilbagebetalingskravet var bekendtgjort overfor begge eller kun den ene
ægtefælle.
Ved dommen tiltrådte
Højesteret landsrettens opfattelse, hvorefter der ikke i bistandsloven er
hjemmel til at gøre tilbagebetalingskrav gældende imod den ægtefælle, til
hvem
hjælpen ikke (direkte) er udbetalt. Efter dommen ligger det således fast, at
der ikke af den offentligretlige forsørgelsespligt kan udledes en regel om
solidarisk
hæftelse. Ifølge Hornslets kommentar til dommen kræver det lovændring, hvis
der
skal gælde solidarisk hæftelse for ægtefæller i et sådant tilfælde.
Dommen vedrørte et ægtepar,
til hvem der i 1978 var udbetalt kontanthjælp til bl.a. terminsudgifter.
Hjælpen var udbetalt til manden, overfor hvem tilbagebetalingskravet alene
blev
bekendtgjort. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens
§
26, stk. 1, nr. 3. (§ 25 stk. 1, nr. 2, trådte i kraft efter det tidspunkt
der
var relevant for bedømmelsen af hæftelsesforholdene i U 85.522 H).
Af forarbejderne til
bistandslovens § 25, stk 1, nr. 2, fremgår, at reglen "har til formål at
sikre, at der altid sker tilbagebetaling af hjælp, der er ydet til dækning af
den del af terminsydelserne, der hidrører fra afdrag". Udvidelsen til
også
at omfatte renter omtales på følgende måde i bemærkningerne: "Det har
fra
kommunal side været gjort gældende, at denne regel gav anledning til
forholdsmæssigt
stort administrativt besvær i forhold til det indkomne provenu. Endvidere har
det været kritiseret, at kontanthjælp, der i princippet er skattefri, kan
ydes
til dækning af den del af terminsudgifterne, der vedrører renteudgifter,
samtidig med at modtageren kan fradrage udgiften på sin selvangivelse. Til
imødegåelse af disse betragtninger foreslås det...."
Problemet med hensyn til
hæftelsen er ikke omtalt i forarbejderne til nogen af lovændringerne.
Efter lovændringerne i 1981
og 1983 og efter Højesterets dom, har Den Sociale Ankestyrelse ved flere
lejligheder antaget solidarisk hæftelse for tilbagebetalingskrav efter
bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. SM 0-41-85, 0-81-85 og O 82-85. I
alle
tilfældene var den indirekte modtagerægtefælle gjort bekendt med
tilbagebetalingspligten.
Tilsvarende har Lis Sejr,
Jørgen Graversen og Justitsministeriet udtalt sig om den nærmere rækkevidde
af
dommen i forhold til de forskellige tilbagebetalingsbestemmelser i
bistandsloven.
Bistandslovens § 25, stk. 1,
nr. 2 adskiller sig fra de øvrige tilbagebetalingsbestemmelser i
bistandsloven
derved, at der ikke er individuelle betingelser knyttet til
tilbagebetalingspligtens indtræden. Pligten er obligatorisk og indtræder, når
der udbetales kontanthjælp til dækning af terminsudgifter.
Dette fravær af individuelle
betingelser får Jørgen Graversen til at antage, at ægtefæller hæfter
solidarisk,
uanset kun én af dem er ejer af ejendommen (evt. i særeje), Pantefogden,
1986,
nr. 3-4, s. 25. Uanset om hjælpen ydes til ejer eller ikke ejerægtefællen, er
det Jørgen Graversens synspunkt, at bistandslovens § 6 om den
offentligretlige
forsørgelsespligt fører til solidarisk hæftelse, idet § 25, stk. 1, nr. 2,
ikke
har
begrænset
pligten til kun at
vedrøre den ene af ægtefællerne. Jørgen Graversen sammenligner situationen
med
den, der gjaldt før lov om offentlighed forsorg fra 1961, hvor hovedreglen
var
den, at begge ægtefæller som modtagere af hjælpen også var ramt af
tilbagebetalingspligten.
Samme tankegang præger Lis
Sejrs analyse i Social Revy 1984 nr. 7-8, s. 46-47 (på baggrund alene af
landsretsdommen). Lis Sejr konkluderer på baggrund af tilbagebetalingskravets
automatiske indtræden, at " da begge ægtefæller som følge af
forsørgelsespligten må anses som modtagere af hjælpen og derfor også som
modtagere af hjælpen til terminsudgiften, hæfter de formentlig også begge for
tilbagebetalingskravet."
På baggrund af en
forespørgsel fra Fyns Amtskommune udtaler Justitsministeriet i et brev af 21.
februar 1988 til amtskommunen, at ministeriet er "mest tilbøjelig til at
antage, at det berigelseshensyn, der ligger bag reglen i § 25, stk. 1, nr. 2,
nærmest
fører til, at den ægtefælle, der er ejer eller medejer af en fast ejendom,
hæfter for kontanthjælp, der er ydet til den anden ægtefælle til dækning af
terminsudgifter vedrørende denne ejendom".
Justitsministeriet
beskæftiger sig ikke med den situation, at hjælpen ydes til ikke
ejerægtefællen
til betaling af terminsudgifter i forbindelse med den anden ægtefælles
(sær)ejendom.
Det spørgsmål kan rejses om
bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, på baggrund af bestemmelsens karakter af
obligatorisk tilbagebetalingsbestemmelse, altid fører til solidarisk
hæftelse,
eller om hæftelsen må bero på en konkret vurdering af bl.a. ejerforholdene og
andre subjektive forhold i hvert enkelt tilfælde. Således kan rejses
spørgsmålet om berigelsessynspunktets rækkevidde i de situationer, hvor der
ydes hjælp til (sær)ejerægtefællen, og derefter gøres tilbagebetalingskrav
gældende overfor ikkeejerægtefællen. Endvidere kan rejses spørgsmål om,
hvorledes hæftelsesforholdet skal bedømmes, når situationen både skal
vurderes
efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og bestemmelsen i bistandslovens §
25, stk. 1, nr. 1, og de af bestemmelserne i bistandslovens § 26, stk. 1, der
forudsætter en subjektiv vurdering af hver ægtefælles forhold."
Den Sociale Ankestyrelse
oplyste under mødet den 12. marts 1991, at ankestyrelsens afvisning af at
optage A's sag til principiel behandling byggede på en konkret vurdering af
omstændighederne i sagen. Styrelsen fandt A's sag mindre egnet, bl.a. fordi
han
som indirekte hjælpmodtager stod som eneejer af det hus, familien boede i.
Styrelsen var enig i, at
problemet om hæftelsesforholdene trænger til en afklaring.
Efter drøftelsen den 12.
marts 1991 skrev jeg således til DSA:
"Efter en fornyet
gennemgang af sagsakterne er det fortsat min opfattelse, at der på grundlag
af
sagen kan rejses sådanne principielle spørgsmål vedrørende ægtefællehæftelse
for tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, at
ankestyrelsen bør behandle sagen som principiel.
Med udgangspunkt i
Højesterets dom af 16. april 1985 (UfR 1985, s. 522, kommenteret i UfR 1985
B,
s. 255) må det efter min mening lægges til grund, at ægtefællers solidariske
hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til
den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig
hjemmel.
Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt kan ikke i sig selv danne grundlag
for
solidarisk hæftelse. Jeg henviser endvidere til Vestre Landsrets dom af 29.
november 1990, gengivet i UfR 1991, s. 126.
En sådan udtrykkelig hjemmel
for ægtefællers solidariske hæftelse ved tilbagebetaling af hjælp til
terminsudgifter, som alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle,
findes ikke. Det forhold, at hjælp til terminsudgifter efter bistandslovens §
25, stk. 1, nr. 2, kun kan ydes mod tilbagebetalingspligt, kan efter min
opfattelse ikke føre til en generel antagelse om solidarisk hæftelse.
På den baggrund må der efter
min mening ved afgørelse af spørgsmål om solidarisk hæftelse for
tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter foretages en konkret bedømmelse
af, hvorvidt hjælpen kan anses for at være ydet til begge ægtefæller. Det vil
i den forbindelse være ønskeligt, om ankestyrelsen ved en principiel
afgørelse
vil fastlægge nærmere retningslinier for denne konkrete vurdering. Der vil
f.eks. kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt solidarisk hæftelse forudsætter
ansøgning fra (og bevilling til) begge ægtefæller eller alene underretning
til
og/eller tilbagebetalingserklæring fra den ikke ansøgende ægtefælle. I den
forbindelse
vil der endvidere kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt hjælp kan afslås alene
med
den begrundelse, at den ikke ansøgende ægtefælle nægter at ansøge og/eller
afgive tilbagebetalingserklæring.
Af den foreliggende sag
vedrørende (A) fremgår det, at alene ægtefællen ansøgte og opfyldte
betingelserne for den omhandlede kontanthjælp efter den dagældende
bestemmelse
i bistandslovens § 42. Revalideringsydelsen omfattede tilbagebetalingspligtig
hjælp til terminsudgifter. Det må således anses for tvivlsomt, hvorvidt
hjælpen
kan anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der er
solidarisk
hæftelse for tilbagebetalingen. Det forhold, at (A) - mod protest -
underskrev
en tilbagebetalingserklæring, bør efter min mening ikke tillægges afgørende
betydning."
Efter at Den Sociale
Ankestyrelse havde meddelt mig, at ankestyrelsen herefter ville undergive
sagen
principiel behandling, foretog jeg ikke videre.
Lignende dokumenter
- Ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af kontanthjælp, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og § 6. Retsinformation · 25. juni 2003
- De sociale ankemyndigheders ændring af begrundelse for afgørelser om tilbagebetaling efter bistandslovens § 26 Retsinformation · 7. marts 2019
- Form- og begrundelseskrav ved afgørelser om tilbagebetaling af kontanthjælp. Retsinformation · 6. november 2003
- Tilbagebetaling af for meget udbetalt plejetillæg Retsinformation · 23. juni 2003
- Tilbagebetaling af kontanthjælp efter bistandslovens § 26, stk. 1. nr. 3 og 4 Retsinformation · 15. februar 2019
- Ankestyrelsens principafgørelse O-76-97 om kontanthjælp - tilbagebetaling - fristoverskridelse - klagefrist - skriftlig afgørelse - forlængelse af klagefrist - tilbagebetalingserklæring - manglende begrundelse Retsinformation · 11. juli 2013