Spring til indhold

Retsinformation

Ægtefællehæftelse for tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter.

FOU nr 1990.243UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ægtefællehæftelse for tilbagebetaling af hjælp til

terminsudgifter.

A klagede over X

amtsankenævns afgørelse af 7. december 1989, hvorefter nævnet antog

solidarisk

hæftelse for terminsudgifter udbetalt til A's ægtefælle som et led i et

revalideringsforløb. Hjælpen var udbetalt til A's bolig. Efter parrets

skilsmisse rettede socialforvaltningen i Y kommune tilbagebetalingskravet

imod

A, som også - men under store protester, havde underskrevet

tilbagebetalingserklæringen.

Klagesagen vedrørte berettigelsen af dette tilbagebetalingskrav.

I et brev af 7. marts 1991

skrev jeg således til DSA:

"I tilslutning til mit

brev af 1. februar 1991 om det kommende møde med ankestyrelsen sender jeg

kopi

af akterne i sagen vedrørende (A) (ankestyrelsens j.nr. ..... og mit j.nr.

1990-40-051). Min gennemgang af sagen har givet mig anledning til generelle

overvejelser om rækkevidden af antagelsen om solidarisk ægtefællehæftelse for

tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2. Ankestyrelsen

har ved tidligere lejligheder, jf. SM 0-41-85, SM 0-81-85 og SM 0-82-85

forholdt sig til spørgsmålet, og har ved afgørelsen af 27. december 1989

afvist

at behandle den nu foreliggende sag som principiel. Alligevel vil jeg finde

det

nyttigt med en drøftelse af spørgsmålet om, hvorvidt bistandslovens § 25,

stk.

1, nr. 2, på grundlag af sin karakter af obligatorisk

tilbagebetalingsbestemmelse altid fører til solidarisk ægtefællehæftelse,

Læs alt

eller

om hæftelsen må bero på en konkret vurdering af forholdene i hvert enkelt

tilfælde.

Til styrelsens orientering vedlægger jeg en kopi af et notat, udarbejdet i

forbindelse med min behandling af den konkrete sag."

I notatet var bl.a. anført

følgende:

"Efter bistandslovens §

25, stk. 1, nr. 2, er der obligatorisk tilbagebetalingspligt med hensyn til

kontanthjælp udbetalt til dækning af terminsudgifter. Bestemmelsen blev

vedtaget ved lov nr. 258 af 16. juni 1980 og trådte i kraft den 1. januar

1981.

Bestemmelsen, der oprindelig alene vedrørte afdrag, udvidedes ved lov nr. 620

af 8. december 1982 med ikrafttræden den 1. januar 1983 til også at omfatte

renter.

Indtil Højesterets dom af 16.

april 1985, U 85.522 H, administreredes bistandslovens

tilbagebetalingsbestemmelser således, at ægtefællers gensidige

forsørgelsespligt antoges at føre til solidarisk hæftelse, uanset om

tilbagebetalingskravet var bekendtgjort overfor begge eller kun den ene

ægtefælle.

Ved dommen tiltrådte

Højesteret landsrettens opfattelse, hvorefter der ikke i bistandsloven er

hjemmel til at gøre tilbagebetalingskrav gældende imod den ægtefælle, til

hvem

hjælpen ikke (direkte) er udbetalt. Efter dommen ligger det således fast, at

der ikke af den offentligretlige forsørgelsespligt kan udledes en regel om

solidarisk

hæftelse. Ifølge Hornslets kommentar til dommen kræver det lovændring, hvis

der

skal gælde solidarisk hæftelse for ægtefæller i et sådant tilfælde.

Dommen vedrørte et ægtepar,

til hvem der i 1978 var udbetalt kontanthjælp til bl.a. terminsudgifter.

Hjælpen var udbetalt til manden, overfor hvem tilbagebetalingskravet alene

blev

bekendtgjort. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens

§

26, stk. 1, nr. 3. (§ 25 stk. 1, nr. 2, trådte i kraft efter det tidspunkt

der

var relevant for bedømmelsen af hæftelsesforholdene i U 85.522 H).

Af forarbejderne til

bistandslovens § 25, stk 1, nr. 2, fremgår, at reglen "har til formål at

sikre, at der altid sker tilbagebetaling af hjælp, der er ydet til dækning af

den del af terminsydelserne, der hidrører fra afdrag". Udvidelsen til

også

at omfatte renter omtales på følgende måde i bemærkningerne: "Det har

fra

kommunal side været gjort gældende, at denne regel gav anledning til

forholdsmæssigt

stort administrativt besvær i forhold til det indkomne provenu. Endvidere har

det været kritiseret, at kontanthjælp, der i princippet er skattefri, kan

ydes

til dækning af den del af terminsudgifterne, der vedrører renteudgifter,

samtidig med at modtageren kan fradrage udgiften på sin selvangivelse. Til

imødegåelse af disse betragtninger foreslås det...."

Problemet med hensyn til

hæftelsen er ikke omtalt i forarbejderne til nogen af lovændringerne.

Efter lovændringerne i 1981

og 1983 og efter Højesterets dom, har Den Sociale Ankestyrelse ved flere

lejligheder antaget solidarisk hæftelse for tilbagebetalingskrav efter

bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. SM 0-41-85, 0-81-85 og O 82-85. I

alle

tilfældene var den indirekte modtagerægtefælle gjort bekendt med

tilbagebetalingspligten.

Tilsvarende har Lis Sejr,

Jørgen Graversen og Justitsministeriet udtalt sig om den nærmere rækkevidde

af

dommen i forhold til de forskellige tilbagebetalingsbestemmelser i

bistandsloven.

Bistandslovens § 25, stk. 1,

nr. 2 adskiller sig fra de øvrige tilbagebetalingsbestemmelser i

bistandsloven

derved, at der ikke er individuelle betingelser knyttet til

tilbagebetalingspligtens indtræden. Pligten er obligatorisk og indtræder, når

der udbetales kontanthjælp til dækning af terminsudgifter.

Dette fravær af individuelle

betingelser får Jørgen Graversen til at antage, at ægtefæller hæfter

solidarisk,

uanset kun én af dem er ejer af ejendommen (evt. i særeje), Pantefogden,

1986,

nr. 3-4, s. 25. Uanset om hjælpen ydes til ejer eller ikke ejerægtefællen, er

det Jørgen Graversens synspunkt, at bistandslovens § 6 om den

offentligretlige

forsørgelsespligt fører til solidarisk hæftelse, idet § 25, stk. 1, nr. 2,

ikke

har

begrænset

pligten til kun at

vedrøre den ene af ægtefællerne. Jørgen Graversen sammenligner situationen

med

den, der gjaldt før lov om offentlighed forsorg fra 1961, hvor hovedreglen

var

den, at begge ægtefæller som modtagere af hjælpen også var ramt af

tilbagebetalingspligten.

Samme tankegang præger Lis

Sejrs analyse i Social Revy 1984 nr. 7-8, s. 46-47 (på baggrund alene af

landsretsdommen). Lis Sejr konkluderer på baggrund af tilbagebetalingskravets

automatiske indtræden, at " da begge ægtefæller som følge af

forsørgelsespligten må anses som modtagere af hjælpen og derfor også som

modtagere af hjælpen til terminsudgiften, hæfter de formentlig også begge for

tilbagebetalingskravet."

På baggrund af en

forespørgsel fra Fyns Amtskommune udtaler Justitsministeriet i et brev af 21.

februar 1988 til amtskommunen, at ministeriet er "mest tilbøjelig til at

antage, at det berigelseshensyn, der ligger bag reglen i § 25, stk. 1, nr. 2,

nærmest

fører til, at den ægtefælle, der er ejer eller medejer af en fast ejendom,

hæfter for kontanthjælp, der er ydet til den anden ægtefælle til dækning af

terminsudgifter vedrørende denne ejendom".

Justitsministeriet

beskæftiger sig ikke med den situation, at hjælpen ydes til ikke

ejerægtefællen

til betaling af terminsudgifter i forbindelse med den anden ægtefælles

(sær)ejendom.

Det spørgsmål kan rejses om

bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, på baggrund af bestemmelsens karakter af

obligatorisk tilbagebetalingsbestemmelse, altid fører til solidarisk

hæftelse,

eller om hæftelsen må bero på en konkret vurdering af bl.a. ejerforholdene og

andre subjektive forhold i hvert enkelt tilfælde. Således kan rejses

spørgsmålet om berigelsessynspunktets rækkevidde i de situationer, hvor der

ydes hjælp til (sær)ejerægtefællen, og derefter gøres tilbagebetalingskrav

gældende overfor ikkeejerægtefællen. Endvidere kan rejses spørgsmål om,

hvorledes hæftelsesforholdet skal bedømmes, når situationen både skal

vurderes

efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og bestemmelsen i bistandslovens §

25, stk. 1, nr. 1, og de af bestemmelserne i bistandslovens § 26, stk. 1, der

forudsætter en subjektiv vurdering af hver ægtefælles forhold."

Den Sociale Ankestyrelse

oplyste under mødet den 12. marts 1991, at ankestyrelsens afvisning af at

optage A's sag til principiel behandling byggede på en konkret vurdering af

omstændighederne i sagen. Styrelsen fandt A's sag mindre egnet, bl.a. fordi

han

som indirekte hjælpmodtager stod som eneejer af det hus, familien boede i.

Styrelsen var enig i, at

problemet om hæftelsesforholdene trænger til en afklaring.

Efter drøftelsen den 12.

marts 1991 skrev jeg således til DSA:

"Efter en fornyet

gennemgang af sagsakterne er det fortsat min opfattelse, at der på grundlag

af

sagen kan rejses sådanne principielle spørgsmål vedrørende ægtefællehæftelse

for tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, at

ankestyrelsen bør behandle sagen som principiel.

Med udgangspunkt i

Højesterets dom af 16. april 1985 (UfR 1985, s. 522, kommenteret i UfR 1985

B,

s. 255) må det efter min mening lægges til grund, at ægtefællers solidariske

hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til

den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig

hjemmel.

Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt kan ikke i sig selv danne grundlag

for

solidarisk hæftelse. Jeg henviser endvidere til Vestre Landsrets dom af 29.

november 1990, gengivet i UfR 1991, s. 126.

En sådan udtrykkelig hjemmel

for ægtefællers solidariske hæftelse ved tilbagebetaling af hjælp til

terminsudgifter, som alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle,

findes ikke. Det forhold, at hjælp til terminsudgifter efter bistandslovens §

25, stk. 1, nr. 2, kun kan ydes mod tilbagebetalingspligt, kan efter min

opfattelse ikke føre til en generel antagelse om solidarisk hæftelse.

På den baggrund må der efter

min mening ved afgørelse af spørgsmål om solidarisk hæftelse for

tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter foretages en konkret bedømmelse

af, hvorvidt hjælpen kan anses for at være ydet til begge ægtefæller. Det vil

i den forbindelse være ønskeligt, om ankestyrelsen ved en principiel

afgørelse

vil fastlægge nærmere retningslinier for denne konkrete vurdering. Der vil

f.eks. kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt solidarisk hæftelse forudsætter

ansøgning fra (og bevilling til) begge ægtefæller eller alene underretning

til

og/eller tilbagebetalingserklæring fra den ikke ansøgende ægtefælle. I den

forbindelse

vil der endvidere kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt hjælp kan afslås alene

med

den begrundelse, at den ikke ansøgende ægtefælle nægter at ansøge og/eller

afgive tilbagebetalingserklæring.

Af den foreliggende sag

vedrørende (A) fremgår det, at alene ægtefællen ansøgte og opfyldte

betingelserne for den omhandlede kontanthjælp efter den dagældende

bestemmelse

i bistandslovens § 42. Revalideringsydelsen omfattede tilbagebetalingspligtig

hjælp til terminsudgifter. Det må således anses for tvivlsomt, hvorvidt

hjælpen

kan anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der er

solidarisk

hæftelse for tilbagebetalingen. Det forhold, at (A) - mod protest -

underskrev

en tilbagebetalingserklæring, bør efter min mening ikke tillægges afgørende

betydning."

Efter at Den Sociale

Ankestyrelse havde meddelt mig, at ankestyrelsen herefter ville undergive

sagen

principiel behandling, foretog jeg ikke videre.

Lignende dokumenter