Kontanthjælp - erstatning - tilbagebetaling (* 1) (* 3)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Bistandsloven § 26 ophævet 152 afgørelser
- Bistandsloven § 42 ophævet 158 afgørelser
- Bistandsloven § 39 ophævet 39 afgørelser
- Bistandsloven § 40 ophævet 106 afgørelser
- Bistandsloven § 37 ophævet 356 afgørelser
- Bistandsloven § 27 ophævet 53 afgørelser
Teksten
Kontanthjælp - erstatning - tilbagebetaling (*
1) (* 3)
ANKESTYRELSENS OVERVEJELSER:
Ifølge bistandslovens § 39 forudsætter ydelse af hjælp, at hverken den,
der søger hjælpen, eller ægtefællen er i besiddelse af formue, hvoraf det
økonomiske behov kan dækkes. Der kan dog undtagelsesvis ses bort fra
besiddelsen af en mindre formue, som bør bevares af hensyn til boligmæssige
forhold eller pågældendes og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.
Efter gennemførelsen af lov om arbejdsskadeforsikring med opdeling af den
tidligere invaliditetserstatning i en menerstatning og en
erhvervsevnetabserstatning udsendte socialministeriet i oktober 1978 SM
O-093-78, hvorefter der ved udmåling af hjælp i henhold til bistandslovens §
42 ( og § 37 ikke kan ses bort fra erhvervsevnetabserstatning, som netop
kompenserer for forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller
erhvervsmuligheder. Derimod skal der ved hjælpsudmålingen ses bort fra
menerstatningen, da denne alene kompenserer for de medicinske følger af
arbejdsskaden og fastsættes uafhængigt af skadelidtes indtægt.
I fortsættelse af denne meddelse udsendte socialministeriet i november
1979 SM 0-105-79, hvorefter der ved ydelse af hjælp efter bistandsloven vil
kunne bortses fra arbejdsskadeforsikringslovens ydelser i form af
sygebehandling, optræning og hjælpemidler samt erstatning for varigt men,
hvorimod erstatning for tab af erhvervsevne normalt vil være at betragte som
indtægt, medmindre erstatningen er kapitaliseret, i hvilket fald den må
betragtes som formue.
I SM 0-014-82 udsendt i juni 1982 udtalte socialministeriet vedrørende
andre erstatningsydelser, at erstatningsydelsen som udgangspunkt må betragtes
som enhver anden formue i relation til bistandslovens § 39. Dog kan der
bortses fra erstatning for personskader af ikke-økonomisk art (fx svie og
smerte), når det af erstatningsopgørelsen klart fremgår, med hvilket beløb en
sådan erstatning er ydet, og under forudsætning af, at ersatningen er ydet i
Læs alt
overensstemmelse med lovgivning, sædvanlige forsikringsvilkår eller sædvanlig
domspraksis.
Ovennævnte synspunkter er senest kommet til udtryk i cirkulære af 19.
december 1983 om ændring af cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp
efter bistandsloven, idet der nu i pkt. 8 om betydningen af formue er indsat
et nyt afsnit, hvorefter indtægter, der hidrører fra erstatningsbeløb af
ikke-økonomisk art, som blandt andet kan været ydet efter
arbejdsskadeforsikringsloven eller loven om erstatning til ofre for
forbrydelser ikke skal fradrages i kontanthjælpen. Det følger heraf, at
formue, der direkte kan henføres til sådanne indtægter, ikke kan kræves
realiseret, forinden hjælp kan ydes.
I pkt. 15 er samtidig indsat nye afsnit, hvorefter der bør ses bort fra en
erstatning i det omfang, den er en godtgørelse for skade af ikke-økonomisk
art, som ulempe, lyde, vansir, svie, smerte og tort. Derimod bør løbende
erstatningsbeløb, der gives som kompensation for tab af erhvervsevne, i fuldt
omfang fradrages i kontanthjælpen. For så vidt angår en erstatning efter
loven om arbejdsskadeforsikring vil det af afgørelsen herom fremgå, hvor stor
en del af erstatningen, der dækker skader af ikke-økonomisk art, det vil sige
menerstatning. Med hensyn til erstatning efter loven om erstatning til ofre
for forbrydelser har sekretariatet for erstatningsnævnet erklæret sig villig
til efter anmodning fra socialforvaltningen i de enkelte tilfælde at
orientere forvaltningen om, hvilke bestanddele erstatningen består af.
Uanset at der ikke i bistandslovens § 39 er hjemmel til at tage hensyn
til, hvad en eventuel formue hidrører fra, fandt ankestyrelsen, at der ved
udsendelsen af SM 0-093-78 i oktober 1978 var skabt grundlag for en praksis,
hvorefter der kan bortses fra erstatninger for ikke-økonomisk skade, og denne
praksis må antages at have været fulgt af sociale udvalg.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at det var rimeligt nu at ændre denne
praksis.
LOVGRUNDLAG:
Bistandslovens § 39, § 26, stk. 1, nr. 3, § 26, stk. 1, nr. 4.
REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER:
1.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En 26-årig mand pådrog sig i september 1980 en rygskade i forbindelse med
en håndboldskamp. Invaliditetsgraden blev fastsat til 10%, og ansøgeren fik i
efteråret 1982 udbetalt en erstatning på 42.840 kr. fra en privat
ulykkesforsikring.
Ansøgeren påbegyndte i januar 1981 ingeniørstudiet med støtte i henhold
til bistandslovens § 42, stk. 1.
Efter at erstatningen var blevet udbetalt, standsede socialudvalget
hjælpen, idet erstatningen efter udvalgets opfattelse skulle anvendes til
ansøgerens videre uddannelse som kompensation for den invaliditet, han havde
pådraget sig.
Ansøgeren anførte over for amtsankenævnet, at erstatningen ifølge
forsikringsselskabet var at betragte som en invaliditetserstatning, der blev
udbetalt uden hensynstagen til, i hvilket omfang der konkret forelå tab af
egentlig erhvervsevne.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte, at socialudvalget havde standset udbetaling af
hjælp i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1. Nævnet fandt ikke, at
erstatningen kunne betragtes som en sådan mindre formue, hvorfra der efter
bistandslovens § 39 kan ses bort.
Amtsankenævnet havde ikke fundet grundlag for at antage, at en formue
hidrørende fra en erstatning fra en ulykkesforsikring burde bedømmes
anderledes end enhver anden likvid formue.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren, der anførte, at der var tale om en
menerstatning.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER KLAGEN:
Ankestyrelsen havde forsikringspolicen til gennemsyn. Heraf fremgik, at
der var tale om en fritids-ulykkeforsikring. Ifølge policens § 10 betales
invaliditets erstatning, dersom følgerne af et skadestilfælde medfører
livsvarig forringelse af forsikredes erhvervsevne på 5% eller derover.
Ansættelse af invaliditetsgraden finder sted på grundlag af den af
sikringsstyrelsen anvendte invaliditetstabel, dog således, at der ved
ansættelsen anlægges en almindelig og ikke en individuel målestol.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ansøgerens ulykkesforsikringserstatning var udbetalt som erstatning for
»livsvarig forringelse af erhvervsevne«, og ankestyrelsen fandt
derfor ikke, at det klart var dokumenteret, at der var tale om menerstatning
eller anden erstatning for ikke-økonomisk skade. Ankestyrelsen lagde til
grund, at erhvervsevnetabserstatning og invaliditetserstatning må betragtes
som erstatninger for økonomisk skade. Sådanne erstatninger må derfor
betragtes som indtægt, hvis de ydes som løbende erstatninger, og som formue,
hvis de udbetales som kapitalbeløb.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at der var grundlag for at bortse fra
erstatningen ved udmålingen af hjælp efter bistandslovens § 42.
Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.
2.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En 46-årig mand pådrog sig i september 1979 en rygskade ved et
ulykkestilfælde. Han modtog fra oktober 1980 hjælp efter bistandslovens § 42,
stk. 1, til en uddannelse på teknisk skole.
I oktober 1981 fik ansøgeren fra en indeksreguleret
familieulykkesforsikring udbetalt 31.940 kr. i anledning af ulykkestilfældet.
Erstatningen var beregnet efter en invaliditetsgrad på 8%.
Det sociale udvalg besluttede i november 1981 at se bort fra ca. 16.000
kr. af erstatningen ved udmålingen af hjælpen. Dette beløb var af ansøgeren
tænkt anvendt til istandsættelse af bolig og køb af nye møbler. Det
resterende beløb på ca. 16.000 kr. fandt det sociale udvalg skulle modregnes
i den løbende hjælp fra 1. december 1981, og indtil beløbet var forbrugt,
idet denne del af erstatningen blev betragtet som formue.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet fandt, at det sociale udvalg burde have set bort fra det
fulde erstatningsbeløb ved udmålingen af hjælpen under hensyn til, at den
udbetalte erstatning ifølge oplysning fra forsikringsselskabet alene var
erstatning for de medicinske følge (gener) af ulykkestilfældet og måtte
antage at skulle anvendes til forskellige merudgifter som følge af
legemsbeskadigelsen.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af det sociale udvalg, som anførte, at det ikke var
rimeligt at bortse fra den fulde erstatning, når der af samme årsag blev
udbetalt hjælp i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER KLAGEN:
Ankestyrelsen havde forsikringspolicen til gennemsyn. Heraf fremgik, at
der var tale om en fritidsulykkesforsikring. Ifølge policens § 6 betales
invaliditetserstatning, dersom følgerne af et skadestilfælde medfører en
invaliditetsgrad på 5% eller derover. Ansættelse af invaliditetsgraden finder
sted, efter den forsikredes medicinske invaliditetsgrad, på grundlag af den
af sikringsstyrelsen anvendte invaliditetstabel og uden hensyntagen til
forsikrederes specielle erhverv. Ved invaliditet, som ikke kan ansættes efter
den benyttede skala, ansættes invaliditets i forhold til forringelsen af
evnen til at udføre almindeligt arbejde og uden, at hensyn tages til
forsikredes specielle erhverv.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ansøgerens erstatning var udbetalt som erstatning for forringelse af evnen
til at udføre almindeligt arbejde, og ankestyrelsen fandt ikke, at det klart
var dokumenteret, at der var tale om menerstatning eller anden erstatning for
ikke-økonomisk skade. Ankestyrelsen lagde herved til grund, at
erhvervsevnetabserstatning og invaliditetserstatning må betragtes som
erstatninger for økonomisk skade. Sådanne erstatninger må derfor betragtes om
indtægt, hvis de ydes som løbende erstatninger, og som formue, hvis de
udbetales som kapitalbeløb.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at der havde været grundlag for at bortse
fra det fulde erstatningsbeløb ved udmålingen af hjælp efter bistandslovens §
42.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det sociale udvalgs
beslutning om at bortse fra en del af erstatningen.
3.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En 20-årig kvinde var i oktober 1980, medens hun var under efg- uddannelse
til damefrisør, udsat for en ulykke med forbrænding af venstre hånd.
Ansøgeren måtte afbryde sin uddannelse og påbegyndte i marts 1981 et
EIFU-kursus. Samtidig blev der startet revalideringssag, og ansøgeren fik fra
1. maj 1981 økonomisk hjælp i henhold til bistandslovens § 42.
Ansøgeren fik i anledning af ulykken, der ikke var omfattet af
arbejdsskadeforsikringsloven, følgende erstatningsbeløb til udbetaling:
1: fra en af ansøgerens far tegnet ulykkesforsikring blev der den 17. juli
1981 udbetalt 138.982,50 kr. som invaliditetserstatning beregnet ud fra en af
forsikringsselskabet fastsat invaliditetsgrad på 45%.
2: fra en kollektiv ulykkesforsikring tegnet af den skole, hvor
ulykkestilfældet skete, var der i maj 1981 udbetalt en a konto
invaliditetserstatning på 47.250 kr. ud fra en af forsikringsselskabet da
ansat invaliditetsprocent på 35%.
Efter at sikringsstyrelsen i december havde vurderet invaliditetsgraden
til 40%, var erstatningsbeløbet opgjort til 56.000kr., hvorfor de resterende
8.750 kr. var udbetalt den 29. december 1981.
Det sociale udvalg betragtede de ovennævnte erstatninger som
menerstatninger og havde derfor besluttet at bortse fra disse ved udmålingen
af hjælp til ansøgeren.
3. Udover den af skolen udbetalte ulykkesforsikring var der fra skolens
erhvervsansvarsforsikring senere i alt til ansøgerens advokat udbetalt
225.219 kr. I dette beløb indgik salær, renter og erstatning for udlæg.
Det var oplyst, at ansøgeren fra denne sidste erstatning havde fået
tilkendt 15.000 kr. for svie og smerte, 160.000 kr. for invaliditet og 16.000
kr. for vansir og forstyrrelse af stilling og forhold, i alt 191.000 kr.
Det sociale udvalg blev bekendt med ovennævnte erstatningskrav i februar
1982, ligesom udvalget fik oplysning om, at ansøgeren af beløbet havde fået
udbetalt a conto 85.000 kr., som var investeret i obligationer.
På grundlag af oplysningerne om erstatningskravet besluttede det sociale
udvalg, at den hjælp, som ansøgeren modtog i henhold til bistandslovens § 42,
fra 1. marts 1982 skulle ydes med tilbagebetalingspligt, når
forsikringserstatningen senere måtte komme til udbetaling.
Ansøgeren har underskrevet tilbagebetalingserklæring den 11. februar 1982.
I erklæringen er henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4., medens der
i brev til ansøgerens advokat af 16. april 1982 er henvist til både § 26,
stk. 1, nr. 3 og nr. 4.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte, at det sociale udvalg havde gjort den økonomiske
hjælp, der var ydet ansøgeren fra 1. marts 1982 og indtil 15. juli 1982,
tilbagebetalingspligtig. Amtsankenævnet begrundede sin afgørelse med, at
ansøgeren havde fået tilkendt, men øjensynligt endnu ikke på daværende
tidspunkt havde fået udbetalt de i sagen nævnte invaliditetserstatningsbeløb,
ligesom ansøgeren inden hjælpens ydelse var gjort bekendt med
tilbagebetalingspligten samt baggrunden herfor, hvorfor betingelserne i
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3 fandtes at være opfyldt.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgerens advokat:
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til, at de beløb, ansøgeren havde
fået udbetalt fra de tegnede ulykkesforsikringer, var udbetalt som
invaliditetserstatninger. Da det ikke var blevet klart dokumenteret, at der
var tale om menerstatning eller anden erstatning ikke-økonomisk skade, havde
der således ikke været grundlag for det sociale udvalg for ved udmålingen af
hjælp at se bort disse beløb, bortset fra en mindre formue, der var sat til
side til de i § 39 angivne formål. Ankestyrelsen lagde herved til grund, at
erhvervsevnetabserstatning og invaliditetserstatning må betragtes som
erstatninger for økonomisk skade. Sådanne erstatninger må derfor betragtes
som indtægt, hvis de ydes som løbende erstatninger, og som formue, hvis de
udbetales som kapitalbeløb.
Af det beløb på i alt 225.219 kr., der var udbetalt i erstatning fra
skolens erhvervsansvarsforsikring, kunne højst ca. 31.000 kr. betragtes som
erstatning for ikke-økonomisk skade, svarende til erstatningen for vansir og
forstyrrelse af stilling og forhold og erstatningen for svie og smerte,
medens resten måtte betragtes som dels renter og dels som erstatning for
økonomisk skade.
Da der alene var krævet tilbagebetaling af et beløb på ca. 11.000 kr., og
invaliditetserstatningsbeløbet efter denne erstatning var 160.000 kr., og da
ansøgeren var gjort bekendt med tilbagebetalingspligten og baggrunden herfor,
kunne ankestyrelsen tiltræde amtsnævnets afgørelse.
Ankestyrelsen tilføjede, at tilbagebetalingskravet havde hjemmel i
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.
4.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En 26-årig kvinde var i august 1979 under et ophold i udlandet ude for en
færdselsulykke.
Ansøgeren blev i juni 1980 fundet berettiget til hjælp efter
bistandslovens § 42 til en socionomuddannelse. Hjælpen blev ifølge kommunens
resumeark ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26,
stk. 1, nr. 3 og nr. 4.
Ansøgeren fik i en etårig periode fra 1. juli 1980 udbetalt hjælp efter
bistandsloven med i alt 126.175,65.
I 1981 fik ansøgeren udbetalt ca. 150.000 kr. i invaliditetserstatning fra
et dansk forsikringsselskab, og den 1. august 1982 fik hun udbetalt
yderligere 239.000 kr. i erstatning gennem en advokat i tilskadekomstlandet.
Der forelå ikke nærmere specifikation af, om dele af erstatningen forudsattes
at dække bestemte former for skade.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Social- og sundhedsforvaltningen tiltrådte, at ansøgeren skulle
tilbagebetale 126.175,65 kr. under hensyn til den invaliditetserstatning, hun
havde fået udbetalt efter ulykken. Social- og sundhedsforvaltningen fandt, at
ingen del af erstatningen var ydet for personskade af ikke-økonomisk art.
Forvaltningen henviste til, at kravet om tilbagebetaling af hjælp, der var
ydet indtil udbetaling af delvis erstatning, var gjort gældende efter
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, medens tilbagebetalingskravet vedrørende
hjælp, ydet efter delvis udbetaling af erstatning, var gjort gældende efter
lovens § 26, stk. 1, nr. 4.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren. Statens konsulentvirksomhed for vanføre
udtalte sig senere til fordel for klagen og anførte bl.a., at hvis der havde
været tale om en arbejdsskadeforsikring, ville der formentlig også være
blevet tilkendt menerstatning, som ikke ville være blevet medtaget i
vurderingen af ansøgerens formueforhold i henhold til bistandslovens § 39.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
De erstatningsbeløb, som ansøgeren havde fået udbetalt, var betegnet som
»invaliditetserstatning«, og ankestyrelsen fandt derfor ikke, at
det klart var dokumenteret, at der var tale om menerstatning eller anden
erstatning for ikke-økonomisk skade. Ankestyrelsen lagde herved til grund, at
erhvervsevnetabserstatning og invaliditetserstatning må betragtes som
erstatninger for økonomisk skade. Sådanne erstatninger må derfor betragtes
som indtægt, hvis de ydes som løbende erstatninger, og som formue, hvis de
udbetales som kapitalbeløb.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at der var grundlag for at bortse fra
erstatningsbeløbene ved udmålingen af hjælp efter bistandslovens
kontanthjælpsregler.
Ankestyrelsen tiltrådte derfor social- og sundhedsforvaltningens
afgørelse.
5.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En 40-årig kvinde A fik efter en arbejdsskade bevilget hjælp efter
bistandslovens § 42, stk. 1, først til opnåelse af 10. klasse på
enkeltfagskursus og i juli 1982 til en 3-årig uddannelse som socialpædagog.
En del af denne hjælp var ydet med tilbagebetalingspligt efter reglerne om
hjælp til afdrag på prioritetsgæld.
Den 25. august 1982 fik A som følge af arbejdsskaden tilkendt en
erhvervsevnetabserstatning med et kapitaliseret beløb på 88.461 kr. (A havde
tidligere fået udbetalt en menerstatning på 23.502 kr. i anledning af
arbejdsskaden).
Det sociale udvalg meddelte herefter, at den hjælp, der var ydet fra 1.
august 1981 til 25. august 1982, ville blive modregnet ved udbetalingen af
erstatningen for erhvervsevnetab. A blev henvist til at leve for restbeløbet
indtil ca. 1. januar 1983.
A anførte over for amtsankenævnet, at kommunen ikke kunne kræve
tilbagebetaling af beløb, der var ydet uden tilbagebetalingspligt.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet fandt ikke, at det sociale udvalg efter bistandslovens §
26, stk. 1, nr. 4, kunne kræve tilbagebetaling af hjælp ydet i perioden fra
august 1981 til 25. august 1982. Derimod fandt nævnet, at udvalget efter
denne bestemmelse kunne kræve tilbagebetaling af hjælp ydet efter den 25.
august 1982. Nævnet henviste herved til lov om arbejdsskadeforsikring, § 38,
stk. 4, hvorefter en løbende erstatningsydelse efter loven beregnes, som om
arbejdsskaden var indtruffet på tidspunktet for sikringstyrelsens afgørelse.
Nævnet henviste endvidere til socialministeriets bekendtgørelse nr. 210 af
30. marts 1978 om regler for omsætning af løbende ydelser efter lov om
arbejdsskadeforsikring til kapitalbeløb. Efter disse regler indgår den
skadelidtes alder på omsætningstidspunktet som en faktor ved beregningen.
Amtsankenævnet udtalte videre, at der ved en eventuel udmåling af hjælp i
henhold til § 42, stk. 1, fra den 25. august 1982 ikke kunne bortses fra
formue bestående af et kapitalbeløb, der hidrørte fra en
erhvervsevnetabserstatning.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af det sociale udvalg, som anførte, at det findes
betænkeligt, at borgere, der har verserende erhvervsevnetabssager, kan
modtage hjælp efter bisyandslovens § 42, medens sagen verserer, uden at den
hjælp, der ydes i perioden, kan modregnes. Udvalget henviste i denne
forbindelse til, at personer, der lider et erhvervsevnetab, ofte vil modtage
hjælp efter bistandsloven til genetablering af erhvervsevnen.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen fandt ligesom amtsankenævnet, at den erstatning for
erhvervsevnetab, der var tilkendt A ved sikringsstyrelsens afgørelse af 25.
august 1982, var beregnet til at dække ansøgerens erhvervsevnetab for tiden
efter 25. august 1982.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at udbetalingen af denne erstatning kunne
give grundlag for at kræve tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1,
nr. 4, af hjælp, der var ydet ansøgeren for perioden forud for 25. august
1982.
Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre beslutninger, der var
truffet før den 25. august 1982, om tilbagebetaling af hjælp, der ydet A.
Med disse bemærkninger tiltrådte ankestyrelsen amtsankenævnets afgørelse.
6.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En 22-årig kvinde var i 1982 udsat for voldtægt. I henhold til loven om
erstatning til ofre for forbrydelser fik hun tilkendt en erstatning på 24.690
kr. Af denne erstatning udgjorde 20.190 kr. erstatning for tort, 4.000 kr.
udgjorde erstatning for svie og smerte, forstyrrelse af stilling og forhold
samt vansir, og 500 kr. erstattede ansøgerens udgift til advokat.
Ansøgeren brugte en del af erstatningen til flytning til en anden kommune,
idet hun efter voldtægten udviklede angst for at bo i den tidligere
lejlighed. I juli 1983 søgte ansøgeren den nye kommune om økonomisk hjælp,
men det sociale udvalgt afslog at yde hjælp under hensyn til, at ansøgeren
var i besiddelse af en formue stammende fra en erstatning, der var tilkendt
hende af nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte udvalgets afgørelse, dels under henvisning til,
at erstatningen måtte betragtes som formue, jfr. bistandslovens § 39, og dels
med henvisning til, at det sociale udvalg havde bortset fra en del af
erstatningen i forbindelse med ansøgerens etablering i en ny lejlighed.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af Danmarks Radios sociale brevkasse.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Idet der i sagen var tale om erstatning for en ikke-økonomisk skade, fandt
ankestyrelsen ikke, at erstatningen havde kunnet medføre en nedsættelse af
kontanthjælpen.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
7.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En 26-årig mand pådrog sig i september 1982 under sit arbejde en knæskade.
I anledning af arbejdsskaden blev der rejst sag om erstatning i henhold
til arbejdsskadeforsikringsloven. I juli 1983 fik ansøgeren bevilget støtte
til uddannelse i henhold til bistandslovens § 42.
I september 1983 søgte ansøgeren om økonomisk hjælp til betaling af et fra
sygeperioden stammende underskud på en budgetkonto.
Det sociale udvalg bevilgede hjælp i henhold til bistandslovens § 40, stk.
1, til betaling af underskuddet. Hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt
i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3 og 4.
Som følge af arbejdsskade fik ansøgeren tilkendt en erstatning for varigt
men på ca. 10.000 kr.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse om i henhold til
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, at kræve tilbagebetaling af ydet hjælp i
udbetalt menerstatning.
Amtsankenævnet bemærkede, at tilbagebetalingskravet på nuværende tidspunkt
kun kunne effektueres gennem en betalingsordning efter bistandslovens § 27,
og at en sådan ikke kunne iværksættes, medens ansøgeren modtog trangsbestemt
kontanthjælp.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Når menerstatning holdes uden for opgørelse af indtægt til brug ved
behandling af spørgsmål om tildeling og udmåling af kontanthjælp fandt
ankestyrelsen, at en sådan heller ikke kunne give grundlag for
tilbagebetalingspligt ved ydelse af hjælp.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at der kunne kræves tilbagebetaling i den
omhandlede menersterstatning og ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
8.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En 32-årig mand blev i september 1981 sygemeldt efter en trafikulykke. På
grund af følgerne efter ulykken var ansøgeren ikke i stand til at genoptage
sit tidligere erhverv, og kommunen havde overvejet at iværksætte
revalideringsmæssige foranstaltninger.
Ansøgeren har modtaget supplerende hjælp efter bistandsloven, først til
sygedagpenge, derefter til ægtefællens indtægt. Kommunen ydede hjælpen
tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1 og nr. 4, indtil der
forelå en nærmedere afklaring af spørgsmålet om ansøgerens mulighed for at
opnå ulykkeserstatning og sygedagpenge.
Der forelå i sagen 4 underskrevne tilbagebetalingserklæringer. Den første
vedrørte økonomisk hjælp ydet i medfør af bistandslovens § 37 fra den 28.
oktober 1982, og den var underskrevet den 28. oktober 1982. Denne hjælp var
ydet til dækning af akut underhold og husleje og var af kommunen gjort
tilbagebetalingspligtig i medfør af § 26, stk. 1, nr. 1. Kommunens
begrundelse var, at ansøgeren var uden midler, fordi han havde indbetalt
penge til banken på grund af overtræk på en konto. De andre
tilbagebetalingserklæringer vedrørte økonomisk hjælp ydet i medfør af
bistandslovens § 37 eller § 40, stk. 1. Hjælpen var ydet med
tilbagebetalingspligt i medfør af bistandstandslovens § 26, stk. 1, nr. 4,
under henvisning til eventuel senere udbetaling af sygedagpenge og
ulykkeserstatning.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte, at det sociale udvalg havde besluttet, at
økonomisk hjælp ydet i medfør af bistandslovens § 37 og § 40, stk. 1, skulle
være tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 og 4.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER KLAGEN:
Kommunen oplyste over for ankestyrelsen, at ansøgeren i september 1984 fik
tilkendt en erstatning på 27.400 kr. gennem en privat forsikring. Beløbet var
indbetalt til socialforvaltningen.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling af
hjælp ydet efter bistandsloven havde været opfyldt, dels på grund af overtræk
på bankkonto (uforsvarlig økonomi), dels på grund af forventningen om, at der
efter færdselsulykken ville blive udbetalt en erstatning. Ved det sociale
udvalgs beslutning om tilbagebetaling i forventning om udbetaling af
erstatning lagde ankestyrelsen vægt på, at det sociale udvalg ikke da kunne
vide, om erstatningen ville blive ydet i form af erstatning økonomisk skade
eller erstatning for ikke-økonomisk skade eller kombinationer heraf.
Tilbagebetalingskravet i forbindelse med henvisning til den forventede
uulykkeserstatning burde dog have været begrundet med henvisning til
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, idet der kunne forudses mulighed for, at
den pågældende i løbet af kortere tid ville være i stand til at tilbagebetale
hjælpen.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse, dog med henvisning til
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, i stedet for til § 26, stk. 1, nr. 4.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kontanthjælp - tildeling - uforsvarlig økonomi - tilbagebetaling (* 2) (* 3) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Kontanthjælp - tilbagebetaling - fremtidig hjælp - fradrag - modregning (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Kontanthjælp - rimelige faste udgifter - boligudgifter - tilbagebetaling - gennemførelse af tilbagebetaling - gennemførelse af tilbagebetalingskrav (* 1) (* 3) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Tendenser i ankenævnenes afgørelser efter bistandsloven - hjælp til forsørgelse - tilbagebetaling - modregning - kontanthjælp - fradrag - revalidering - lov om social bistand § 25, § 26, § 27, § 37, § 37a, § 43 Retsinformation · 1. september 1998
- Kontanthjælp - udmåling - forsøg med faste ydelser (* 1) (* 4) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Kontanthjælp - forsøg med faste ydelser -udmåling - hidtidigt leveniveau - enkeltudgifter - boligtillæg - børnepasningsudgifter - flyttehjælp - fagforeningskontingent - medicin (* 2) (* 4) Retsinformation · 1. oktober 1997
Lignende dokumenter
- Myndigheders indhentelse af oplysninger i ansøgningssager Retsinformation · 18. september 2001
- 1997 LSF 5 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND OG LOV OM AKTIV SOCIALPOLITIK (ÆNDREDE REGLER FOR KONTANTHJÆLP TIL MODTAGERE AF ERSTATNING FOR TAB AF ERHVERVSEVNE) Retsinformation · 7. maj 1998
- Forholdet mellem erhvervsevnetabserstatning (arbejdsskade-forsikringsloven) og uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42 Retsinformation · 13. marts 2019
- Modregning ved udmåling af hjælp efter bistandsloven med formue Retsinformation · 8. februar 2019
- 1996 LSF 243 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND(ÆNDREDE REGLER FOR KONTANTHJÆLP TIL OFRE FOR FORBRYDELSER) Retsinformation · 16. juni 1997
- Ankestyrelsens principmeddelelse 28-24 om kontanthjælp - opgørelse af formue - indtægt - opsparet indtægt - bankkonto - bolig - erhverv - uddannelse Retsinformation · 19. december 2024