Spring til indhold

Retsinformation

Renter

KEN nr 9261 af 17/01/2003Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet20. maj 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Renter

Ankenævnet har behandlet

Deres klage på møde den 16. januar 2003.

Nævnet traf følgende

A F G Ø R E L S E

De kan få udbetalt renter af

de 44.631 kr. i efterløn, som De fik udbetalt for perioden fra 1. oktober

1996

til og med 31. januar 1997 på baggrund af Arbejdsdirektoratets afgørelse af

13.

februar 2001.

Ankenævnet har lagt til

grund, at

i

De modtog efterløn fra 17. februar 1992

til den 1. oktober 1996, hvor de udrejste til Frankrig,

i

at De efter Arbejdsdirektoratets

afgørelse af 13. februar 2001 havde ret til at få udbetalt efterløn i

perioden

fra 1. oktober 1996 til og med 31. januar 1997 som følge af ændrede regler

for

efterløn, og

i

at De har fået udbetalt

efterlønsbeløbet.

Ved lov nr. 397 af 31. maj

2000 blev § 75 b, stk. 1, nr. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

ændret

således, at man kan få efterløn, hvis man har bopæl her i riget eller i et

Læs alt

andet

EØS-land. Det er således

ikke længere et krav, at man har bopæl her i riget. Ændringsloven trådte i

kraft

den 1. juli 2000, men ifølge lovbemærkningerne har personer, der før lovens

ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, krav på

efterløn i det omfang kravet ikke er forældet og kan dokumenteres.

Med lov nr. 334 af 17. maj

2000 indførtes en bestemmelse i § 46 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

hvorefter der skal ske forrentning af efterbetalte ydelser. Loven trådte i

kraft den 1. juli 2000 og har virkning for udbetalinger, der rettidigt kan

finde

sted den 1. juli 2000 eller senere.

Ændringen af

arbejdsløshedsforsikringsloven vedrørende forrentning af efterbetalte ydelser

blev vedtaget den 2. maj 2000. Den 18. maj 2000 vedtog Folketinget en ændring

af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvorved bopælskravet i relation til

efterløn blev ændret. Begge ændringer trådte i kraft den 1. juli 2000.

Hverken lovforslaget

vedrørende ændring af bopælskravet eller den vedtagne lov nr. 397 af 31. maj

2000 om bopælskravet nævner noget om, hvorvidt der skal ske forrentning af

efterbetalt efteløn. Tilsvarende er der hverken i lovforslaget eller i den

senere vedtagne lov nr. 334 af 17. maj 2000 om renter taget stilling til

situationen, hvor der skal ske efterbetaling af efterløn som følge af

ændringen

af bopælskravet.

Indførelsen af

rentebestemmelsen er således sket uafhængigt af ændringen af bopælskravet, og

der er ikke taget højde for de særlige efterbetalingssituationer, som måtte

opstå i forbindelse med ændringen af kravet om bopæl.

Fortolkningsbidrag til

afgørelsen af spørgsmålet, om der skal ske forrentning af efterbetalingskrav

på

efterløn opstået som en følge af ændringen af bopælskravet, herunder den

tilbagevirkende kraft denne bestemmelse er tillagt, findes således ikke

umiddelbart i ovennævnte lovforslag eller i vedtagne love.

Ankenævnet finder, at

arbejdsløshedsforsikringslovens bestemmelser om renter i § 46 må ses i

sammenhæng med rentelovens bestemmelser, almindelige retsgrundsætninger, den

fællesskabsretlige baggrund og retspraksis.

Ifølge § 8, stk. 2, jf. § 3,

stk. 5, i lov om renter ved forsinket betaling (lovbekendtgørelse nr. 583 af

1.

september 1986) fremgår det, at retten kan bestemme, at rente skal betales

fra

et tidligere eller et senere tidspunkt end forfaldsdagen, også for så vidt

angår offentligretlige krav.

Ifølge retspraksis (UfR

1984.1061 H) anses det under henvisning til almindelige retsgrundsætninger

for

rimeligt, at Skatteministeriet skal bære risikoen for det rentetab, som en

borger har lidt ved ikke at have kunnet råde over et beløb, som han havde ret

til.

Renteloven indeholdt ifølge

Højesteret ikke den fornødne hjemmel til opkrævning af renter, når

hovedstolen

var betalt, hvilket var tilfældet, idet Skatteministeriet under sagen tog

bekræftende til genmæle og tilbagebetalte indbetalte stempelgebyrer. Retten

fandt imidlertid, at der var hjemmel i almindelige retsgrundsætninger.

Disse synspunkter fra

retspraksis genfindes til dels i de almindelige bemærkninger til lovforslaget

vedrørende § 46 i arbejdsløshedsforsikringsloven om renter, idet det i

lovbemærkningerne særlig er anført, at renter af efterbetalingsbeløb foreslås

betalt af statskassen, som har haft rentefordel som følge af forsinket

udbetaling.

I nærværende sag er

hovedstolen ligeledes betalt, idet De med Arbejdsdirektoratets afgørelse af

13.

februar 2001 fik ret til efterbetaling af efterløn fra den 1. oktober 1996

til

og med den 31. januar 1997, og De efterfølgende har fået dette beløb

udbetalt.

Hjemlen til forrentning af

efterbetalingsbeløbet skal således ifølge retspraksis findes i almindelige

retsgrundsætninger.

Ankenævnet finder herefter,

at statskassen skal bære risikoen for det rentetab, som De har haft ved ikke

at

have kunnet råde over det efterbetalte efterlønsbeløb.

De har således ret til

udbetaling af renter af det udbetalte efterlønsbeløb.

Ankenævnet henviser til §

46, stk. 2, som er indføjet i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ved lov

nr.

334 af 17. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og til

§§ 3 og 8 i lov om renter ved forsinket betaling (Justitsministeriets

lovbekendtgørelse

nr. 583 af 1. september 1986).

Ankenævnet ændrer således

Arbejdsdirektoratets afgørelse af 5. november 2001.

På ankenævnets vegne

xxx

xx

De kan læse om afgørelsens

faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xxx

xxx

1.

Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet

fremstillede sagen på følgende måde:

"Direktoratet traf den

13. februar 2001 afgørelse om, at De skulle have udbetalt 44.631 kr. for

perioden fra den 1. oktober 1996 til udgangen af januar 1997. Direktoratet

skrev i afgørelsen, at der ikke var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven

til at forrente beløbet, idet der først blev indført regler om forrentning

pr.

1. juli 2000.

xxx traf den 9. april 2001

afgørelse om, at De ikke ville kunne få udbetalt renter for perioden forud

for

den 1. juli 2000.

De klagede med brev af 4.

maj 2001 til direktoratet over afgørelsen. De refererede i klagen til en

tidligere samtale med direktoratet og skrev videre, at der naturligvis skulle

betales renter af et beløb, der på ulovlig måde var tilbageholdt. De ville

med

stor glæde bringe sagen frem for EU-kommissionen, men mente, at en ændret

holdning fra direktoratets side ville lette sagen.

Direktoratet sendte den 23.

maj 2001 sagen til xxx til fornyet overvejelse.

xxx oversendte den 1. juni

2001 sagen til Arbejdsdirektoratet. xxx skrev i oversendelsesbrevet, at det

fremgik af klagerne, at De klagede over, at reglerne om renteberegning først

kunne finde anvendelse efter den 1. juli 2000. xxx mente derfor, at der reelt

var tale om at De klagede over direktoratets afgørelse af 13. februar 2001,

hvor direktoratet traf afgørelse om, at renter alene kunne udbetales efter

den

1. juli 2000."

Sekretariatet er enig i

fremstillingen.

2.

Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf følgende

afgørelse den 5. november 2001:

"Der kan ikke betales

renter for beløb, hvis ordinære, rettidige udbetalingstidspunkt lå forud for

den 1. juli 2000. Det efterbetalingsbeløb, som Arbejdsdirektoratet traf

afgørelse om den 13. februar 2001, skal derfor ikke forrentes.

Begrundelse

Afgørelsen er begrundet i,

at der forud for den 1. juli 2000 ikke var hjemmel til at betale renter af

ydelser, der blev udbetalt senere end det rettidige udbetalingstidspunkt.

Hjemmelen til at betale

renter af forsinkede udbetalinger blev indført i

arbejdsløshedsforsikringsloven

med lov nr. 334 af 17. maj 2000. Loven trådte i kraft den 1. juli 2000 og

havde

virkning for udbetalinger, der rettidigt kunne finde sted den 1. juli 2000

eller senere.

Der er således ikke tale om,

at loven ophæver en tidligere ret til renter. Der er tværtimod tale om, at

loven indførte rentebestemmelser, som ikke tidligere var gældende.

Ved afgørelsen af 13.

februar 2001 traf direktoratet afgørelse om, at De skulle have udbetalt

44.631

kr. for perioden fra den 1. oktober 1996 til udgangen af januar 1997.

Efterlønnen for denne periode havde rettidigt udbetalingstidspunkt ved hver

måneds udgang i denne periode. Disse udbetalingstidspunkter ligger alle forud

for den 1. juli 2000, og der var derfor ikke hjemmel til at betale renter af

disse beløb."

3.

Klagen til ankenævnet

De skrev følgende den 1.

december 2001:

"Deres afgørelse

dateret den 5. november 2001 og modtaget her pr. post lørdag den 10. november

2001.

Deres afslag accepteres

ikke, og begrundelsen herfor er:

Der henvises til en lov af meget ny dato, som omhandler "for sene

udbetalinger". I dette her tilfælde er der ikke tale om forsinket

udbetaling, men om en ulovlig tilbageholdelse af udbetalingerne i 5 år. Ved

for

sene udbetalinger fortolkes en tidshorisont på nogle få dage eller

lignende!!!!!!!!!!

Kan De ikke acceptere denne

begrundelse, ser jeg ikke anden mulighed end at lade loven fortolke af en

juridisk ekspert i lovfortolkning.

Muligheden kan også være at

lade sagen vurdere af EU Kommissionen, om staten Danmark kan ændre love med

tilbagevirkende kraft til skade for den danske befolkning, der derved lider

økonomisk skade ved, at staten Danmark laver specielle love for at undgå

rentebetalinger

af ulovlige tilbageholdte skyldige beløb. Jeg er overbevist om, at der er

stor

sandsynlighed for, at sagen vil gå staten imod.

Dog vil jeg kræve, at det

ikke er en dansk statsborger, der udarbejder en vurdering som anført, men en

højt kvalificeret udenlandsk undersøger.

Sagen omhandler ganske givet

ikke min sag alene, men hele spørgsmålet om ulovlige tilbageholdte pensioner,

som gennem et helt arbejdsliv er indbetalt, men ved udbetalingen blev

ulovligt

(staten Danmark har over for EU Kommissionen indrømmet ulovligheden)

tilbageholdt til skade for skadelidte.

Jeg har undersøgt, om det

foreslåede responsum kan gennemføres, og kan bekræfte, at den kvalificerede

juridiske undersøger vil jeg gerne påtage mig at finde, og naturligvis skal

denne accepteres af Dem, forinden arbejdet iværksættes. Omkostninger for

dette

arbejde påhviler naturligvis staten, som har bevisbyrden for lovens

gyldighed.

Jeg anmoder Dem derfor om at

tilsende mig det komplette lovsæt, hvorefter jeg vil iværksætte

forundersøgelsen. (Dette vil ske for min regning)."

De skrev endvidere følgende

den 9. januar 2002:

"Til besvarelse af Deres

brev "Om vi ønsker sagen indbragt for Arbejdsmarkedets Ankenævn."

Da sagen er både politisk,

moralsk forkastelig, og det antagelig tillige strider mod EU reglerne ikke at

forrente i strid med EU reglerne tilbageholdte beløb (efterlønsreglerne).

Sagen har tillige almen

interesse i sager, der svarer til den her fremførte.

Såfremt nævnet imod mine

forventninger ikke deler mine synspunkter, vil jeg indbringe sagen for EU for

derved at få klarlagt, om Statens fortolkning er i overensstemmelse med EU's

opfattelse af spørgsmålet."

4.

Arbejdsdirektoratets bemærkninger til

klagen

Arbejdsdirektoratet skrev

følgende til ankenævnet den 15. januar 2002:

"Direktoratet har læst

xxxs breve af 1. december 2001 og 9. januar 2002 som en klage over

direktoratets afgørelse af 5. november 2001.

Direktoratet oversender

derfor klagen til ankenævnet.

Der er ikke kommet nye

oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Bilagsfortegnelse og alle

bilag i sagen vedlægges.

Direktoratet sender også

bilagene i de tilhørende sager nr. xxx og xxx. Disse bilag bliver sendt med

almindelig post.

Kopi af brevet er sendt til

medlemmet og a-kassen."

5.

Nyt efter klagen

Intet.

6.

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli 1999)

§ 75 b.

Ret til efterløn har medlemmer af anerkendte

arbejdsløshedskasser,

1)

som er fyldt 60 år,

2)

som har været medlem

og indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, jf. stk. 5, i 20 år inden for

de sidste 25 år, jf. dog stk. 2,

3)

som opfylder

betingelserne for ret til dagpenge, modtager dagpenge efter § 55, stk. 4,

eller

modtager overgangsydelse, og

4)

som har bopæl her i

riget, bortset fra Færøerne og Grønland, eller i et andet EØS-land.

Lov nr. 397 af 31. maj 2000 om ændring af lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension

(ændring af bopælskravet i efterlønsordningen)

§ 1

7. I § 75 b, stk. 1, nr. 4

indsættes efter ”Grønland”: ”, eller i et andet

EØS-land”.

§ 3.

Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Bemærkningerne til L 276, som blev til lov nr. 397

af 31. maj 2000

Almindelige bemærkninger

Europa-Kommissionen har i

september 1998 rejst spørgsmål om betingelserne for ret til dansk efterløn i

forhold til EU-retten. På baggrund af den danske regerings svar i december

1998

og marts 1999 har der efterfølgende været en dialog med Kommissionen med

henblik på at opnå enighed om denne problemstilling.

Under henvisning til

EF-traktatens artikel 39 og Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15.

oktober

1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, er det

Kommissionens opfattelse, at kravet om bopæl i Danmark som betingelse for ret

til efterløn indirekte gør det sværere for vandrende arbejdstagere, herunder

såkaldte grænsearbejdere – dvs. personer der har bopæl i fx Tyskland og

arbejder i Danmark -, der i øvrigt opfylder betingelserne for ret til

efterløn,

at opnå ret til efterløn, end for arbejdstagere på det danske arbejdsmarked,

der aldrig har benyttet deres ret til frit at bevæge sig inden for

fællesskabet. For at sikre en lige behandling af alle, der har optjent ret

til

dansk efterløn, har Kommissionen foreslået, at bopælskravene i

efterlønsordningen ændres således, at medlemmer af en dansk

arbejdsløshedskasse, der bortset fra bopælskravet opfylder alle betingelser

for

ret til efterløn, kan overgå til og bevare retten til efterløn, hvis de har

eller tager bopæl i et andet EØS-land. EØS-landene omfatter EU-medlemslandene

samt Norge, Island og Liechtenstein.

På den baggrund foreslår regeringen,

at arbejdsløshedsforsikringslovens krav om bopæl i Danmark som betingelse for

ret til overgang til efterløn og udbetaling af efterløn ændres til et krav om

bopæl i et EØS-land.

Kommissionen er enig med

regeringen i, at efterlønsordningen ikke er en social sikringsordning, der er

omfattet af koordineringsreglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af

14.

juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere,

selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden

for

Fællesskabet. Efterløn er hverken en pension eller en ydelse ved

arbejdsløshed,

men en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning i form af en

tilbagetrækningsordning, der kan regulere udbuddet af arbejdskraft. Dette

betyder, at en efterlønsmodtager ikke på samme måde som en person, der

modtager

social pension, har ret til fx sygesikring for dansk regning ved bopæl i et

andet EØS-land.

Ifølge de gældende regler er

bopæl i Danmark en betingelse for overgang til efterløn, jf. lovens § 74 a,

stk. 1, nr. 6, og § 75 b, stk. 1, nr. 4. Personer, der på

overgangstidspunktet

ikke har bopæl i Danmark, har ikke ret til at overgå til efterløn, uanset om

de

i øvrigt opfylder betingelserne for overgang til efterløn.

Det er endvidere en

betingelse for udbetaling af efterløn, at medlemmet ikke opholder sig i

udlandet i længere tid, jf. lovens §§ 74 l, stk. 2, og 75 f, stk. 2. I

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelser nr. 308 af 19.

maj

1999 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er

fyldt 60 år før den 1. juli 1999), og nr. 324 af 28. maj 1999 om fleksibel

efterløn, er varigheden af opholdet i udlandet udmøntet til 3 måneder pr.

kalenderår. Der sondres i denne sammenhæng efter de gældende regler ikke

mellem

EØS-lande og det øvrige udland.

Forslaget indebærer en

forbedring af ordningen for alle efterlønsmodtagere, fordi de får mulighed

for

at bosætte sig hvor som helst i EØS-området uden at miste retten til

efterløn.

Samtidig indebærer

forslaget, at medlemmer af en dansk arbejdsløshedskasse, der har bopæl i et

andet medlemsland, og som i øvrigt opfylder lovens betingelser for ret til

dansk efterløn, får mulighed for at overgå til efterløn.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 3

Det foreslås, at loven

træder i kraft den 1. juli 2000.

Lovforslaget indebærer, at

arbejdsløshedsforsikringsloven bringes i overensstemmelse med de synspunkter,

Kommissionen har givet udtryk for vedrørende efterlønsordningens forhold til

EU-retten. De krav på efterløn, som nu hjemles, følger af EF-traktatens

artikel

39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie

bevægelighed, således som disse bestemmelser er fortolket af Kommissionen.

Et krav om efterløn, som

under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske myndigheder

i

overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer,

der

før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet,

har krav på efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk

rets

almindelige regler, og nu kan dokumenteres.

Lov nr. 334 af 17. maj 2000 om ændring af lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. (Sanktioner, renter, tilbagebetaling m.v.)

§ 1

I lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli

1999,

som ændret ved lov nr. 1084 af 29. december 1999, foretages følgende

ændringer:

1.

I § 46 indsættes som stk. 2-5:

"Stk. 2. Udbetales

dagpenge ikke rettidigt, jf. stk. 1, og skyldes dette ikke medlemmets

forhold,

forrentes beløbet med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5

fra

forfaldsdagen, jf. dog stk. 3. Rentebeløb, der er mindre end højeste dagpenge

for en dag, jf. § 47, udbetales ikke.

Stk. 4. Stk. 2 finder

tilsvarende anvendelse ved efterbetaling af andre ydelser fra kassen, bortset

fra kursusgodtgørelse, og ved forsinket udbetaling af en skattefri præmie,

jf.

§ 74 og § 75 c, stk. 10-12.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft

den 1. juli 2000.

Stk. 2. § 46, stk. 2 og 4,

som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, har virkning for udbetalinger, der

rettidigt kan finde sted den 1. juli 2000 eller senere.

Bemærkningerne til lovforslag L 161, som blev til

lov nr. 334 af 17. maj 2000

Almindelige bemærkninger

2. Forrentning af efterbetalings- og

tilbagebetalingsbeløb

Efter den gældende lov sker

der ingen forrentning af ydelser, der udbetales for sent. Især i tilfælde,

hvor

et medlem efter en administrativ afgørelse skal have efterbetalt et større

ydelsesbeløb, kan den manglende forrentning synes urimelig. Det gælder ikke

mindst, fordi efterbetaling, der er følge af en domstolsafgørelse, som

hovedregel tillægges procesrente. Regler om forrentning findes ligeledes ved

efterbetaling til borgerne på andre områder, fx skatteområdet.

Tilsvarende sker der ingen

forrentning af fejludbetalte ydelser. Det betyder, at ydelser, som et medlem

har fået udbetalt med urette, og som skal tilbagebetales, reelt kan

sidestilles

med et rentefrit lån. Herved er det mere attraktivt for et medlem at afvikle

anden gæld end gæld til kassen, hvilket kan gøre inddrivelsen af

tilbagebetalingsbeløb mindre effektiv.

Det foreslås derfor at

indføre rentebestemmelser, der omfatter såvel efterbetalings- som

tilbagebetalingsbeløb. Det foreslås, at rentesatsen svarer til

morarentesatsen

i rentelovens § 5, som p.t. udgør diskontoen + 5 pct.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1

(den senere vedtagne lovs § 46, stk. 2-5)

Efter gældende lov har

medlemmerne ikke krav på rente, når udbetalinger fra a-kasserne ikke sker til

tiden. Der kan i nogle tilfælde være tale om forsinket betaling af væsentlige

beløb, f.eks. hvis medlemmet efter behandlingen af en klagesag får

efterbetalt

ydelser for en længere periode. Det er ikke rimeligt, at der i sådanne

tilfælde

ikke sker forrentning.

Det foreslås, at

ydelsesbeløb, der ikke udbetales rettidigt, forrentes med den aktuelt

gældende

morarente efter rentelovens § 5, hvilket svarer til diskontoen + 5 pct. Der

skal dog ikke tillægges rente, hvis forsinkelsen af udbetalingen skyldes

medlemmets egne forhold. Det kan f.eks. være, at medlemmet ikke har

indleveret

dagpengekortet rettidigt eller ikke har givet kassen alle oplysninger, der

har

betydning for at vurdere retten til dagpenge eller for beregningen af

dagpenge.

Af hensyn til administrationen af rentebestemmelserne foreslås en

bagatelgrænse, således at der ikke udbetales rentebeløb, der er mindre end

højeste dagpenge for en dag.

Det foreslås, at reglerne

anvendes i forhold til alle ydelser, bortset fra kursusgodtgørelse, som

udbetales af kassen, samt i forhold til den skattefri præmie i

efterlønsordningen. Det foreslås, at reglerne ikke anvendes i forhold til

dagpenge efter forordning (EØS) 1408/71, som ikke udbetales af a-kasserne.

Renten løber efter forslaget

fra forfaldsdagen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor medlemmet havde krav

på

at modtage beløbet. Sker der en samlet efterbetaling af flere løbende

ydelser,

beregnes renten fra forfaldsdagen for hver enkelt ydelse. Det bemærkes, at

a-kasserne efter de gældende regler som udgangspunkt selv fastsætter, hvornår

dagpenge

og andre løbende ydelser skal være til disposition for medlemmerne.

Der henvises i øvrigt til de

almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til § 2

Det foreslås, at loven

træder i kraft den 1. juli 2000.

Det foreslås i stk. 2, at

reglerne om forrentning af efterbetalingsbeløb får virkning for udbetalinger,

hvor forsinkelse indtræder efter lovens ikrafttræden.

Lov om renter ved forsinket betaling m.v.

(Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986)

§ 3

Stk. 5. Hvis særlige forhold

begrunder det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere

eller senere tidspunkt.

§ 8.

Hvis pengekrav uden for formuerettens område ikke betales i

rette tid, skal rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, betales fra den

dag,

da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.

Stk. 2. § 3, stk. 5, § 4,

stk. 1, § 5, stk. 3, og § 6 gælder også for pengekrav uden for formuerettens

område.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter