Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Renteloven)

Ikke gældende siden 14. maj 2014 LBK nr 743 af 04/09/2002LovbekendtgørelseJustitsministeriet13. september 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 2.810 afgørelser

Domsdatabasen 2.118, Huslejenævnene 165, Klagenævn (Nævnenes Hus) 128, Det finansielle ankenævn 125, Ankenævnet på Energiområdet 64, Parkeringsklagenævnet 62

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om renter ved

forsinket betaling m.v.

(Renteloven)

Herved bekendtgøres lov om renter ved forsinket

betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986, med

de ændringer, der følger af § 4 i lov nr. 1098 af 21.

december 1994, lov nr. 462 af 7. juni 2001 og lov nr. 379 af 6. juni

2002.

§ 1. Loven gælder for rente af pengekrav

på formuerettens område, jf. dog § 8.

Stk. 2.

§ 9 a gælder for alle

inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens

område, mens § 9 b alene gælder for rykker- og

inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer.

Stk. 3.

Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt

ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9

a og 9 b.

Stk. 4.

Loven finder ikke anvendelse, hvis andet følger

af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Dette

gælder ikke, for så vidt angår fravigelse til skade for

skyldneren, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som

nævnt i § 7, stk. 1. Der kan desuden kræves rente efter

§§ 3-5, selv om andet følger af handelsbrug eller anden

sædvane, hvis kravet angår vederlag i henhold til aftale om

levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem

erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som

led i sit erhverv og en ordregivende myndighed som defineret i direktiverne

Læs alt

92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om

offentlige indkøbskontrakter.

§ 2. Der skal ikke betales rente for det tidsrum,

der ligger forud for forfaldsdagen, jf. dog § 1, stk. 3 og

stk. 4, 1. og 2. pkt.

§ 3. Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis

denne er fastsat i forvejen.

Stk. 2.

I andre tilfælde skal der betales rente,

når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har

afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale

rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.

Stk. 3.

Uanset stk. 1 og 2 skal der tidligst betales

rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var

i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for

nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og

størrelse.

Stk. 4.

Uanset stk. 2 og 3 skal der senest betales rente

fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling

af gælden.

Stk. 5.

Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten

bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt. Ved

fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3.

pkt., kan retten dog alene bestemme, at rente skal betales fra et tidligere

tidspunkt.

§ 4. Hvis fordringshaverens forhold hindrer

betaling, skal der ikke betales rente, så længe hindringen varer.

Dette gælder, uanset det er aftalt, at gælden forrentes forud for

forfaldsdagen.

Stk. 2.

Hvis rimelig hensyntagen til fordringshaveren efter

hindringens særlige beskaffenhed kræver, at skyldneren

indsætter beløbet i bank eller sparekasse, skal han betale

fordringshaveren, hvad der ville være indvundet herved.

§ 5. Renten efter forfaldsdagen fastsættes

til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et

tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den

officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.

den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Stk. 2.

Justitsministeren kan hvert andet år efter

forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og

Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i

stk. 1 nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre

end 7 pct.

Stk. 3.

Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten

bestemme, at der skal betales en højere eller lavere rente. Ved

fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3.

pkt., kan retten dog alene bestemme, at der skal betales en højere

rente.

§ 6. Kunne fordringshaveren på andet

grundlag kræve højere rente, bevarer han retten hertil.

§ 7. § 5 kan ikke fraviges til skade for en

skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit

erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den

erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået,

ikke er omfattet af 1. pkt.

Stk. 2.

Vedtagelse i de aftaler, der er nævnt i

stk. 1, om, at skyldneren efter forfaldsdagen i stedet for eller i

tillæg til rente skal betale en løbende provision eller

lignende, er ikke bindende for skyldneren i det omfang, summen af rente og

provision overstiger renten efter § 5.

Stk. 3.

Skal skyldneren for det tidsrum, der ligger forud for

forfaldsdagen, betale en fast eller variabel rente, der, eventuelt med

tillæg af en løbende provision eller lignende, er højere

end den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, bevarer

fordringshaveren dog retten til den højere rente m.v. efter

forfaldsdagen.

Stk. 4.

Stk. 1-3 gælder ikke for aftaler, der

indgås af banker, sparekasser, andelskasser samt realkreditinstitutter,

der er godkendt af staten.

§ 8. Hvis pengekrav uden for formuerettens

område ikke betales i rette tid, skal rente som fastsat efter § 5,

stk. 1 og 2, betales fra den dag, da fordringshaveren begyndte

retsforfølgning til betaling af gælden.

Stk. 2.

§ 3, stk. 5, § 4, stk. 1,

§ 5, stk. 3, og § 6 gælder også for pengekrav uden

for formuerettens område.

§ 9. Fører lovbestemmelser om rente for

særlige krav til en lavere rente end den, der er fastsat efter

§ 5, stk. 1 og 2, skal skyldneren dog betale den der nævnte

rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til

betaling af gælden. § 5, stk. 3, finder tilsvarende

anvendelse.

§ 9 a. Fordringshaveren kan kræve, at

skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved

udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen

ikke beror på skyldnerens forhold.

Stk. 2.

Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for

fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane.

Hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i

§ 7, stk. 1, kan reglen i stk. 1 endvidere ikke fraviges til

skade for skyldneren ved aftale.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere

regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter

stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være

gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler

om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene

kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb.

Stk. 4.

For omkostninger ved retslig inddrivelse gælder

retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

§ 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende

fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2,

såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr).

Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at

anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne,

såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).

Stk. 2.

Der kan kræves et rykkergebyr på

højst 100 kr. inkl. moms for hver rykkerskrivelse, dog højst

for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en

sammenhængende periode til stadighed været i restance

vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst

kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den

pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for

rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.

Stk. 3.

Der kan kræves et inkassogebyr på

højst 100 kr. inkl. moms.

Stk. 4.

Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade

for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en

aftale som nævnt i § 7, stk. 1. I andre tilfælde kan

reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden

sædvane i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og

stk. 2, 1. pkt.

§ 10. Loven finder anvendelse på pengekrav,

som forfalder den 1. juli 1978 eller senere.

Stk. 2.

§ 7 finder også anvendelse på

aftaler, der er indgået før den 1. juli 1978, hvis kravet

forfalder den 1. juli 1978 eller senere.

Stk. 3.

§ 38 i lov nr. 102 af 6. april 1906 om

køb, som ændret ved lov nr. 212 af 26. april 1973, og §§ 6

og 62 i lov nr. 146 af 13. april 1938 om gældsbreve, som ændret

ved lov nr. 212 af 26. april 1973, ophæves.

§ 11. Loven gælder ikke for

Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de

særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Lov nr. 462 af 7. juni 20011)

indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2.

Loven gælder for rykkergebyrer vedrørende

rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, og for

inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter

lovens ikrafttræden.

Lov nr. 379 af 6. juni 20022)

indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. august 2002.

Stk. 2.

Loven gælder for rente af pengekrav, som

forfalder den 1. august 2002 eller senere. § 1, nr. 5,3) gælder dog kun, hvis den

pågældende betalingsanmodning er afsendt eller fremsat den 1.

august 2002 eller senere.

Stk. 3.

Loven gælder for inddrivelsesomkostninger, hvor

det pågældende betalingskrav opstår efter lovens

ikrafttræden. Loven gælder endvidere for rykkergebyrer

vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens

ikrafttræden, samt for inkassogebyrer, hvor det pågældende

gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

Justitsministeriet, den 4. september

2002

Lene Espersen

/Henrik Øe

Officielle noter

1) Lovændringen gennemfører

loft over rykker- og inkassogebyrer i forbrugerforhold (nu § 9 b).

2) Lovændringen vedrører §

1, stk. 2-4, § 2, § 3, stk. 2-3 og stk. 5, § 5, stk. 1-3, § 9 a og § 9 b.

3) § 1, nr. 5, i lov nr. 379 af 6. juni

2002 indebærer en ophævelse af den rentepåkravsregel, som

tidligere fulgte af rentelovens § 3, stk. 2.

Lignende dokumenter