Spring til indhold

Retsinformation

Forældelse af krav på efterløn, renter af efterløn med udbetalingstidspunkt før den 1. juli 2000 - og ændring af bopælskravet

KEN nr 9460 af 23/08/2002Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet10. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Forældelse af krav på

efterløn, renter af efterløn med udbetalingstidspunkt

før den 1. juli 2000 - og ændring af bopælskravet

A F G Ø R E L S E

De skal have efterbetalt efterløn for perioden 31. januar 1996-15.

marts 1998, brutto kr. 238.357,-.

De skal ikke have udbetalt renter af denne efterløn.

Begrundelsen er at arbejdsløshedsforsikringsloven med virkning fra

den 1. juli 2000 blev ændret således at der efter denne dato

kunne modtages efterløn under ophold i hele EØS-området

uden nogen tidsmæssig begrænsning. I bemærkningerne til

lovforslaget er det forudsat at loven skulle have en vis tilbagevirkende

kraft idet den også skulle gælde for personer der havde

fået afslag på efterløn på grund af

bopælskravet, og hvor kravet ikke var forældet efter dansk rets

almindelige regler.

Begrundelsen er videre at De anses for omfattet af den tilbagevirkende

kraft idet arbejdsløshedskassen den 1. oktober 1993 indstillede

udbetalingen af efterløn på grund af Deres flytning til

udlandet. De anses for at have dokumenteret at De har opholdt Dem inden for

EØS-området i den periode hvor efterlønnen var

indstillet.

Efterløn for perioden 1. oktober 1993-30. januar 1996 anser

ankenævnet for forældet, jf. § 1, nr. 2, i 1908-loven om

forældelse hvor der er nævnt nogle eksempler på

løbende ydelser der forfalder med bestemte mellemrum, og som ikke er

afdrag på skyldig kapital, f.eks. restance af livrente,

overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden

lignende ydelse.

Efterløn tjener samme formål som lovens eksempler, nemlig

Læs alt

dækning af dagligdagens behov for en gruppe personer der ikke har

arbejdsindkomst eller indkomst ved selvstændig virksomhed. Der er tale

om forsørgelsesydelser. Efterløn er en lignende

forsørgelsesydelse og må anses for undergivet den 5-årige

forældelse som er fastsat i 1908-loven.

Arbejdsløshedskassen modtog Deres anmodning om genoptagelse af

sagen den 31. januar 2001. Forældelsen kan derfor tidligst anses for

afbrudt denne dato. De kan derfor højst få udbetalt

efterløn 5 år forud for denne dato. I perioden forud for den 31.

januar 2001 kan forældelsesfristen ikke anses for at have været

suspenderet på grund af utilregnelig uvidenhed om kravet da uvidenhed

om det retlige grundlag - men ikke det faktiske grundlag - ikke

medfører suspension.

Ankenævnet anser ikke ikrafttrædelsen den 1. juli 2000 af

reglen om det ændrede bopælskrav i relation til efterløn

for et særligt retsgrundlag hvorved gældens tilblivelse og

størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde

skriftligt fastslået - men alene for en anerkendelse af grundlaget for

et eventuelt krav. Dette krav anses således først for fremsat

den 31. januar 2001.

Begrundelsen for at De ikke får renter af den omhandlede

efterløn, er at der ikke forud for den 1. juli 2000 var hjemmel i

arbejdsløshedsforsikringsloven til at udbetale renter ved

efterbetaling af efterløn.

Ifølge lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986 om

renter ved forsinket betaling m.v., som ændret ved lov nr. 1098 af 21.

december 1994, § 1 gælder loven for rente af pengekrav på

formuerettens område. Det vil sige at krav af offentligretlig karakter

falder udenfor. Imidlertid fremgår det af lovens § 8, stk. 1, at hvis

pengekrav uden for formuerettens område ikke betales i rette tid, skal

der betales morarente fra den dag fordringshaveren påbegynder

retsforfølgning til betaling af gælden. Ifølge § 3, stk.

5, kan retten når særlige forhold begrunder det, bestemme at

rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.

De førnævnte bestemmelser vedrører procesrenter. De

forudsætter altså at der er indledt retsforfølgning

ligesom det er retten der tager stilling til om der skal svares renter.

Nævnet finder således ikke at nævnet har hjemmel til at

pålægge arbejdsløshedskassen at udbetale renter.

Ankenævnet finder heller ikke at der er hjemmel i almindelige

retsgrundsætninger til at udbetale renter. Nævnet henviser til at

de nye regler om renter i arbejdsløshedsforsikringsloven netop blev

indsat fordi det var konstateret at den hidtidige retstilstand var urimelig,

og for at give samme mulighed for forrentning som den der følger af en

domstolsafgørelse.

Ankenævnet henviser til

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 af lov

om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 46, stk. 2-4, og § 75 b, stk. 1,

nr. 4,

lov nr. 274 af 22.12. 1908 om forældelse af visse fordringer §§ 1-5

og

direktoratets bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000 om renter af

efterbetaling af dagpenge m.v. § 3, stk. 1-3, og § 4.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets

afgørelse af 9. oktober 2001.

På ankenævnets vegne

xxx

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag

på de følgende sider.

Kopi til:

xxx

xxx

Arbejdsdirektoratet

+ akter

1. Sagsforløb

Direktoratet fremstiller sagen på følgende måde:

"Det fremgår af sagen at xxx indstillede udbetalingen af Deres

efterløn den 1. oktober 1993, da De på dette tidspunkt flyttede

til udlandet og derfor efter de dagældende regler ikke havde ret til

efterløn. xxx genoptog udbetalingen af efterløn den 16. marts

1998, da De på dette tidspunkt flyttede tilbage til Danmark.

xxx skrev til Dem den 8. januar 2001, at

arbejdsløshedsforsikringsloven var blevet ændret, og at De

skulle skrive til xxx, hvis De ønskede Deres sag genoptaget.

De skrev i brev af 24. januar 2001 at De ønskede Deres sag

genoptaget. Brevet er modtaget i xxx den 31. januar 2001.

xxx skrev den 2. februar 2001 til Dem og bad Dem om at indsende

dokumentation for bopæl og indtægter mv. for den periode, hvor

udbetalingen af Deres efterløn havde været indstillet.

De sendte dokumentationen med brev af 4. marts 2001.

xxx bad med brev af 23. marts 2001 om yderligere dokumentation. xxx

omtalte i brevet forældelsesfristen på 5 år.

De sendte den 31. marts 2001 den ønskede dokumentation. De skrev

yderligere i brevet at efter Deres opfattelse kunne der ikke blive tale om en

forældelsesfrist, men at den i givet fald skulle være på 20

år. De bad om oplysning om, på hvilket grundlag denne

forældelsesfrist hvilede. De skrev videre at ASE stoppede udbetalingen

af efterløn i overensstemmelse med de dagældende danske

bestemmelser, men i strid med EU-bestemmelser, hvilket havde tvunget Danmark

til at ændre regler. Det var Deres opfattelse at De var

påført et lovstridigt forhold, som De var uden indflydelse

på. De forventede derfor at få efterløn fra den 5. marts

1993. De spurgte også hvorfor der var gået 7 måneder, fra

loven trådte i kraft, til De fik brev fra xxx.

xxx skrev i brev af 3. april 2001 blandt andet at grunden til at xxx

først henvendte sig til Dem den 8. januar 2001 var at der først

den 30. oktober 2000 fandtes retningslinier fra Arbejdsdirektoratet om,

hvilke sagstyper a-kasserne af egen drift skulle genoptage. Herefter skulle

xxx udlandsarkiv gennemgås manuelt, hvilket var årsagen til at De

først hørte fra xxx den 8. januar 2001.

De spurgte i brev af 9. april 2001 blandt andet, på hvilket grundlag

xxx vurdering af forældelsesspørgsmålet hvilede.

xxx traf den 24. april 2001 afgørelse om at De ville have

været berettiget til efterløn under Deres bopæl i

EØS, hvis det nugældende bopælskrav havde været

gældende. xxx oversendte samtidig sagen til Arbejdsdirektoratet med

henblik på afgørelse af

forældelsesspørgsmålet og erstatningsbeløbet.

De skrev i brev af 26. april 2001 at det var Deres opfattelse, at der ikke

kunne blive tale om en "forældelsesfrist" på 5 år i Deres

tilfælde. Deres begrundelse herfor var at hvis Danmark havde rettet sig

efter de gældende EU-bestemmelser havde xxx fortsat udbetalingen af

efterløn også efter flytningen til et andet EU-land. De skrev

videre at De ved en 5-årig forældelse blev berøvet Deres

efterløn forud for den 1. juli 1995. De fandt dette forkert og i strid

med EU's bestemmelser. Hvis der skulle være tale om en

forældelsesfrist, måtte denne være på 20

år.

I brev af 5. juli 2001 beregnede xxx størrelsen af det

beløb, De ville have modtaget i efterløn i perioden fra den 1.

oktober 1993 til den 14. marts 1998.

I brev af 10. juli 2001 til direktoratet havde De opgjort Deres

tilgodehavende incl. renter til 934.235 kr.

De rykkede den 31. juli 2001 for en afgørelse i sagen.

De skrev i brev af 25. august 2001 at efterlønnen i formuleringen i

lov nr. 397 af 31. maj 2000 er en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning

og at der intet er i forældelsesloven af 1908, der henviser til ordet

"ordning" eller noget der kan ligestilles hermed. De har endvidere henvist

til at den 5-årige forældelse ikke er anvendelig, når der

er tilvejebragt et særligt retsgrundlag. De anførte at

Europakommissionens henvendelse til den danske regering og folketinget var et

sådant særligt retsgrundlag og at xxx i afgørelsen af 24.

april 2001 havde anerkendt og skriftligt fastslået dette. De mente

derfor ikke at den 5-årige forældelse var gældende.

Direktoratet bad i brev af 13. september 2001 om at oplyse, hvilke

procedurer a-kassen havde for at finde de medlemmer, der kunne blive

berørt af lovændringen af 1. juli 2000.

xxx skrev i brev af 19. september 2001 at xxx i forbindelse med

lovændringen udarbejdede procedurer for at finde de medlemmer, der

ville være omfattet af lovændringen og fremsendte

orienteringsbreve til de medlemmer, der umiddelbart kunne findes ved

træk af EDB-lister. xxx afventede herefter retningslinier fra

direktoratet, hvilke fremkom den 31. oktober 2000. xxx udarbejdede herefter

yderligere procedurer med henblik på at finde medlemmer, der kunne

være omfattet af reglerne. Dette indebar en gennemgang af xxx

udlandsarkiv, hvorunder Deres sag blev fundet.

De har i brev af 4. oktober 2001 opgjort Deres krav pr. 30. september 2001

til 942.020,29 kr."

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Direktoratets afgørelse

Direktoratet traf den 9. oktober 2001 følgende

afgørelse:

"Direktoratet har behandlet xxx afgørelse af 24. april 2001.

Afgørelse

De skal have efterbetalt efterløn for perioden fra den 31. januar

1996 til den 15. marts 1998.

Beløbet udgør 238.357 kr. Beløbet er opgjort

før fradrag af skat mv.

Begrundelse

Begrundelsen for afgørelsen er, at lov om

arbejdsløshedsforsikring mv. blev ændret med virkning fra den 1.

juli 2000, ved lov nr. 397 af 31. maj 2000. Ved lovændringen blev

lovens § 75 b, stk. 1, nr. 4 udvidet til hele EØS-området,

således at der efter den 1. juli 2000 kan udbetales efterløn

under ophold i hele EØS-området uden nogen tidsmæssig

begrænsning.

Det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, at loven skulle

have en vis tilbagevirkende kraft, idet den også skulle gælde for

personer, der havde fået afslag på efterløn på grund

af bopælskravet, og hvor kravet ikke var forældet efter dansk

rets almindelige regler.

Direktoratet har vurderet, at De er omfattet af bestemmelsen om

tilbagevirkende kraft, idet a-kassen i 1993 indstillede udbetalingen af

efterløn på grund af Deres flytning til udlandet.

Direktoratet har vurderet, at De har dokumenteret, at De har opholdt Dem

inden for EØS i den periode, hvor Deres efterløn har

været indstillet.

Udbetalingen er opgjort som det beløb De ville have fået

udbetalt for perioden fra den 31. januar 1996 til den 15. marts 1998, hvis

udbetalingen af efterløn ikke havde været indstillet.

For så vidt angår efterløn fra den 1. oktober 1993 til

den 30. januar 1996 er denne ydelse forældet efter dansk rets

almindelige forældelsesregler, jf. § 1, nr. 2 i lov nr. 274 af

22.december 1908 om Forældelse af visse Fordringer (1908-loven). Der er

i lovens § 1, nr. 2 nævnt nogle eksempler på løbende

ydelser, der forfalder med bestemte mellemrum og som ikke er afdrag på

skyldig kapital, fx restance af livrente, overlevelsesrente, pension,

aftægtsydelse underholdsbidrag eller anden lignende ydelse.

Efterløn tjener det samme formål som lovens eksempler, nemlig

dækning af dagligdagens behov for en gruppe personer, der ikke har

arbejdsindkomst eller indkomst ved selvstændig virksomhed. Der er tale

om forsørgelses-ydelser. Efterløn er en lignende

forsørgelsesydelse og er undergivet den 5-årige

forældelse, som er fastsat i 1908-loven.

xxx modtog Deres anmodning om genoptagelse af sagen den 31. januar 2001,

og forældelsen kan tidligst anses for afbrudt fra denne dato. De kan

derfor højst få efterbetalt efterløn 5 år forud for

denne dato, altså fra den 31. januar 1996.

En henvendelse fra EU-kommissionen kan ikke anses for et "særligt

retsgrundlag hvorved dens (gældens) tilblivelse og størrelse er

anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt

fastslået".

Øvrige bemærkninger

Direktoratet har sendt en kopi af dette brev til (xxx).

Der er ikke hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at

forrente efterbetalingsbeløb, der ligger forud for den 1. juli 2000,

idet der først blev indført regler om forrentning pr. 1. juli

2000. Reglerne skal anvendes på udbetalinger, hvis ordinære

udbetalingstidspunkt ligger efter den 1. juli 2000. Reglerne herom står

i § 4 i bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000 om renter af

efterbetaling af dagpenge mv.

Sagsfremstillingen og de anvendte regler står på de

følgende sider.

Der vedlægges et bilag, hvoraf udregningen af

efterbetalingsbeløbet fremgår."

3. Klagen til ankenævnet

Ved indankningen den 15. oktober 2001 anførte De:

"

Klage.

Indledning.

Ved afgørelser af 24-04-01 og 09-10-01 har xxx og

Arbejdsdirektoratet enstemmigt fastslået, at jeg er berettiget til

efterløn i perioden 01-10-93 til 15-03-98, hvor jeg har haft

bopæl i et andet EØS-land, Frankrig.

Jeg er enig i disse afgørelser.

Efterløn/erstatning. Beløb.

Ved brev af 05-07-01 oplyser xxx, at efterløn (ikke udbetalt) i den

pågældende periode udgør i alt 511.437,- kr.

På baggrund heraf opgør jeg mit samlede tilgodehavende

således:

Manglende/ikke udbetalt efterløn

511.437,- kr.

Renter heraf i perioden

155.886,- kr.

Renter fra 15-03-98 til 30-09-01

274.697,- kr.

I alt tilgode pr. 30-09-01

942.020,- kr.

Ved brev af 09-10-01 opgør Arbejdsdirektoratet beløbet til

238.357,- kr. excl. renter.

Grundlag.

Vore forskellige opgørelser tager udgangspunkt i lov nr. 397 af 31.

maj 2000.

Forældelsesfrist.

Ved afgørelse af 24-04-01 fastslår xxx, at

forældelsesfristen er 5 år, regnet fra ovennævnte lovs

ikrafttrædelsesdato, 1. juli 2000.

xxx præciserer ikke, hvorledes xxx kommer til/vælger

5-års reglen, men fastslår, at der skal betales efterløn i

perioden fra 01-07-95 til 15-03-98.

Ved afgørelse af 09-10-01 fastslår Arbejdsdirektoratet, at

forældelsesfristen er 5 år, men regnet fra 31-01-96.

Direktoratet henviser til lov nr. 274 af 22. dec. 1908, § 1, stk. 2, og

begrunder dette.

Med henvisning til "lov om ændring af lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets

Tillægspension, § 3, stk. 1, indledning", fastslåes det, at

efterløn er hverken en pension eller en ydelse ved

arbejdsløshed, men en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning,

der kan regulere udbuddet af arbejdskraft.

Europa-Kommissionen har ved henvendelse til den danske regering

fastslået, at ovennævnte lov i sin oprindelige form ikke er i

overensstemmelse med EU-retten og i strid med EF-traktatens artikel 39 og

Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. okt. 1968 om

arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fælleskabet.

På baggrund heraf ændrer regeringen loven.

Den 11-02-93 fyldte jeg 60 år og fik af xxx meddelelse om, at jeg

skal overgå fra arbejdsløshedsunderstøttelse til

efterløn.

Den 05-03-93 fraflytter jeg Danmark og tager ophold i et andet

EØS-land.

xxx meddeler mig i den forbindelse, at retten til efterløn

ophører 3 måneder efter jeg fysisk er flyttet, hvilket betyder

01-10-93. Jeg meddeler xxx, at dette efter min opfattelse er i strid med

EF-traktatens bestemmelser.

Udbetalingen indstilles, og jeg opretholder mit medlemskab af xxx og

betaler kontingent indtil 11-02-00, hvor jeg fylder 67 år, og mit

medlemskab ophører.

Ved at fratage mig retten til efterløn i perioden 01-10-93 til

15-03-98 pådrager xxx sig er erstatningsansvar, jvfr. (EØF) nr.

1612/68.

Som anført i mit afsnit 3, er efterløn en

arbejdsmarkedspolitisk ordning, ikke en rente, pension,

aftægtsydelse, underholdsbidrag eller lign. ydelse, der kan ligestilles

hermed.

Det er heller ikke "en forsørgelsesydelse til dækning af

dagligdagens behov for en gruppe personer," som påstået af

direktoratet.

Det er en "ordning," hvorved en gruppe ældre personer, som

frivilligt forlader arbejdsmarkedet, giver plads for en gruppe yngre,

arbejdsløse personer.

Ordningen er en kompensation/præmie/erstatning herfor og modsvarer

en arbejdsindtægt.

Deraf måske ordet "efterløn."

Ordningen hører således ikke under § 1, stk. 2, men kan

henføres til § 1, stk. 6, i samme lov, hvilket begrundes

således:

Ved (EØF) nr. 1612/68 samt lov nr. 397 af 31. maj 2000 og

xxx-afgørelse af 24-04-01 er der "...tilvejebragt andet særligt

retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse og størrelse er anerkendt af

skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået."

Herefter og med henvisning til § 4 i samme lov, nr. 274 af 22. dec. 1908,

er forældelsesfristen 20 år.

At forældelsesfristen, som fastslået af direktoratet, skal

regnes fra 31-01-96 er fejlagtigt.

Som medlem af xxx, har denne et juridisk ansvar over for mig, så jeg

i enhver henseende tilgodeses i overensstemmelse med gældende

lovbestemmelser.

Dette er også begrundelsen for, at xxx fastslår, at

efterbetaling skal ske fra 01-07-95.

Renter.

Direktoratet fastslår, at der ikke skal betales renter og henviser

til bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000, § 4, stk. 2.

Der er intet i denne henvisning, der siger, at der ikke skal

betales renter. jvfr. side 7, sidste afsnit, i direktoratets

afgørelse. Se også vejl. nr. 72 af 18. maj 2000, indledning,

afsnit 3.

Mit tilgodehavende skal forrentes, og jeg har anvendt en rentesats

på 10 %, der modsvarer en gennemsnitlig procesrente i den aktuelle

periode.

Der skal betales renter til og med udbetaling af det samlede

tilgodehavende finder sted."

4. Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet udtalte den 5. november 2001:

"Direktoratet sender klage over afgørelse af 9. oktober 2001.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til

at ændre afgørelsen.

Der skal bemærkes følgende til xxx klage af 15. oktober

2001:

1.

Det ses ikke at xxx i sin afgørelse af 24. april 2001 skulle have

fastslået, at xxx havde ret til efterløn fra den 1. oktober 1993

til den 15. marts 1998. Således som direktoratet læser xxx

afgørelse, er det xxx opfattelse at krav på efterløn for

perioden forud for den 1. juli 1995 var forældet.

2.

Direktoratet har i sin afgørelse af 9. oktober 2001 ikke

fastslået at xxx skulle have haft ret til efterløn i perioden

efter den 1. oktober 1993. Direktoratet har derimod fastslået at xxx

skal have efterbetalt efterløn for perioden fra den 31. januar 1996

til den 15. marts 1998, og at krav på beløb forud for den 31.

januar 1996 var forældede.

3.

Efter § 1, nr. 2, i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse

af visse fordringer (1908-loven) finder lovens regler anvendelse på

bl.a. restance af livrente, overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse,

underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte

mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på skyldig kapital.

Østre Landsret har i en dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen

1997, side 495, fastslået at et krav på

arbejdsløshedsdagpenge var omfattet af 1908-lovens §

1, nr. 2. I dommens præmisser er det anført at

arbejdsløshedsdagpenge ligesom de i § 1, nr. 2, nævnte eksempler

er en løbende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er

afdrag på skyldig kapital. Det er anført at

arbejdsløshedsdagpenge tjener samme formål som lovens eksempler,

nemlig dækning af dagligdagens behov for en gruppe personer, der ikke

har arbejdsindkomst eller indkomst ved selvstændig

erhvervsvirksomhed.

Dommen er kommenteret hos Eivind Einersen: "Forældelsesloven af

1908" (1999), side 53. Heri er anført at listen i § 1, nr. 2

inkluderer de forsørgelsesydelser, som navnlig var relevante ved

lovens fremsættelse. Det er yderligere anført at da det ikke var

hensigten at foretage en komplet opregning af omfattede ydelser, kunne

bestemmelsen udvides til at omfatte alle andre forsørgelsesydelser. Ud

over de nævnte ydelser omfattes således ifølge

værket bl.a. bistandshjælp, boligsikring, invalidedagpenge og

privat arbejdsløshedsforsikring.

Efterløn er en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning, der

giver medlemmer af en a-kasse mulighed for en tidlig tilbagetrækning

fra arbejdsmarkedet, og efterlønnen har de samme karakteristika som

arbejdsløshedsdagpenge, herunder har efterlønnen til

formål at være et løbende forsørgelsesgrundlag for

medlemmerne. Efterløn er derfor ligesom arbejdsløshedsdagpenge

omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 2.

4.

Ifølge 1908-lovens § 2 afbrydes forældelsen ved skyldnerens

erkendelse af gælden eller når fordringshaveren foretager

retslige skridt mod skyldneren. Direktoratet har i denne sag anerkendt at der

sker afbrydelse af forældelsen allerede fra det tidspunkt, hvor xxx

henvender sig til enten direktoratet eller a-kassen med krav om

efterbetaling. Da xxx brev om genoptagelse af sagen er modtaget i xxx den 31.

januar 2001, kan direktoratet anerkende at forældelsen er afbrudt fra

dette tidspunkt. xxx skal derfor have efterbetalt efterløn fra

perioden efter den 31. januar 1996.

Direktoratet har således ikke fulgt xxx indstilling af 24. april

2001 idet xxx har vurderet, at forældelsen blev afbrudt på datoen

for lovens ikrafttræden den 1. juli 2000, således at krav forud

for den 1. juli 1995 var forældede.

5.

For så vidt angår renter, blev rentebestemmelsen indsat i

arbejdsløshedsforsikringslovens § 46, stk. 2-5 ved lov nr. 334 af 17.

maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Det

fremgik af lovens § 2, stk. 1, at loven trådte i kraft den 1. juli

2000. Af § 2, stk. 2 fremgik det at arbejdsløshedsforsikringslovens §

46, stk. 2 og 4 havde virkning for udbetalinger, der rettidigt kunne finde

sted den 1. juli 2000 eller senere.

De ydelser som xxx nu får efterbetalt, dækker perioden fra den

31. januar 1996 til den 15. marts 1998 og havde rettidigt

udbetalingstidspunkt ved hver måneds udgang i perioden. Disse

udbetalingstidspunkter ligger alle forud for den 1. juli 2000, og der var

derfor ikke hjemmel til at betale renter af disse beløb.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges. Det skal

bemærkes at bilagsfortegnelsens nr. 22 er sprunget over, da dette

oversendelsesbrev er bilag nr. 22.

Kopi af dette brev er sendt til medlemmet og a-kassen."

5. Nyt efter klagen

Deres advokat meddelte den 15. november 2001 ankenævnets

sekretariat:

"xxx har bedt mig kommentere Arbejdsdirektoratets indlæg til

Ankenævnet af 5. d.m.

Idet jeg i det hele henholder mig til de synspunkter xxx tidligere har

anført, vil jeg til direktoratets nævnte skrivelse gerne

bemærke følgende.

Ad 1.

A-kassen for Selvstændige Erhvervsdrivende skriver udtrykkeligt i

sit brev af 24. april 2001, at man hermed "træffe(r) afgørelse

om, at du ville have været berettiget til efterløn,

såfremt de nugældende bopælskrav havde været

gældende." Det kan ikke siges klarere, at xxx var berettiget til at

modtage efterløn i hele perioden 1. oktober 1993-15. marts 1998,

såfremt loven om arbejdsløshedsforsikring ikke - i strid med

EU-retten - havde gjort bopæl i Danmark til en betingelse for

modtagelse af efterløn.

Ad 2

Direktoratet skriver i sin udtalelse af 9. oktober 2001:

"Direktoratet har vurderet, at De er omfattet af bestemmelsen om

tilbagevirkende kraft, idet a-kassen i 1993 indstillede udbetalingen af

efterløn på grund af Deres flytning til udlandet."

Ad 3.

Tilbage står herefter alene spørgsmålet, om xxx

på efterløn i perioden efter 1. oktober 1993 i et eller andet

omfang bortfalder som følge af forældelse efter 1908-loven.

Dette er efter min opfattelse ikke tilfældet.

(i)

1908-lovens § 1 omfatter under litra 2 "fordring...på restance af

livrente, overlevelsesrente, pension.eller anden lignende ydelse, der

forfalder med bestemte mellemrum." Der kan højest være tale om

at anse efterløn som "anden lignende ydelse", men som tidligere

påpeget af xxx, afviger reglerne om efterløn markant fra

reglerne om pension og aftægtsydelser.

Hertil kommer, at der kun er tale om fordringer på restance. Dette

er der efter min opfattelse ikke tale om. Retligt set var forholdet jo det,

at loven om arbejdsløshedsforsikring ved at opstille krav om

bopæl her i landet for udbetaling af efterløn var i strid med

EU-retten. Som dansk borger måtte xxx jo imidlertid rette sig efter

gældende lovgivning, og det forekommer ikke mig muligt at konstruere

situationen derhen, at der set med xxx øjne var tale om en "restance".

xxx havde jo ingen mulighed for at formå a-kassen til at udbetale et

beløb i strid med gældende lovgivning.

Højesterets dom af 20. juni 2000 (UfR 2000, 1953) taler ikke

herimod. Der var her tale om erhvervsmæssige forhold og om en

tilsyneladende tvivlsom fortolkning af EU´s direktiv om

kapitaltilførselsafgifter. Højesteret fremhæver, at de

offentliggjorte regnskaber fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indicerede, at

afgifterne ikke udelukkende var fastsat med henblik på at dække

omkostningerne ved behandlingen af registreringerne.

Højesterets dom vedrører umiddelbart

spørgsmålet om "utilregnelig uvidenhed". De to synspunkter har

imidlertid nøje sammenhæng.

(ii)

1908-lovens § 2 foreskriver, at fristen "regnes fra den tid, da fordringen

af fordringshaveren kan kræves betalt." xxx kunne ikke kræve

noget beløb betalt af a-kassen, som nødvendigvis må rette

sig efter gældende dansk lovgivning.

(iii)

1908-lovens § 3 undtager situationer, hvor kreditor "på grund af

utilregnelig uvidenhed om sit krav har været ude af stand til at

gøre sin ret gældende." I den forannævnte

højesteretsdom af juni 2000 antog Højesteret med en meget

konkret begrundelse at nogle betydelige erhvervsvirksomheder ikke var i

"utilregnelig uvidenhed" om, at nogle registreringsafgifter var i strid med

et EU-direktiv om kapitaltilførselsafgifter. Den situation,

Højesteret tog stilling til, var imidlertid meget forskellig fra den

foreliggende sag. Ændringen af dansk lovgivning således at den

blev i overensstemmelse med EU-retten beroede ikke på en tvivlsom

fortolkning fastlagt af EFdomstolen, med derimod på, at EU-kommissionen

gjorde den danske regering opmærksom på et åbenbart

EU-stridigt forhold.

Til slut vil jeg gerne bemærke, at en fordring ikke uden videre

ophører på grund af forældelse. Den ophører kun,

hvis debitor fremsætter den indsigelse, at fordringen er

forældet. I mange retsforhold ønsker debitorer ikke at

gøre forældelsesindsigelsen gældende. Den

omstændighed, at ministeriet gjorde forældelsesindsigelse

gældende i den tidligere nævnte højesteretsdom af juni

2000, betyder vel ikke uden videre, at ministeriet gør

forældelsesindsigelse over for en person, som åbenbart er

berettiget til en ydelse - efterløn - som staten har ønsket at

tillægge ham."

De meddelte den 20. november 2001 ankenævnets sekretariat:

"Jeg har følgende bemærkninger til ovenstående brev af

05-11-01 (Direktoratets oversendelsesbrev. Ankenævnets

sekretariat.):

Da jeg i marts 1993 fraflyttede Danmark, meddelte jeg adresseændring

til xxx.

xxx meddelte mig herefter, at udbetaling af efterløn ville

ophøre 3 mdr. efter "fysisk" fraflytning med henvisning til

bopælspligt i Danmark.

Mit medlemskab af xxx fortsatte og jeg betalte løbende herefter

kontingent.

Marts 1998 tilflyttede jeg atter Danmark og meddelte xxx min nye adresse i

xxx.

xxx genoptog umiddelbart herefter automatisk udbetalingen af

efterløn, som først ophørte ved mit fyldte 67.

år.

Da xxx i 1993 indstillede udbetalingen af efterløn, meddelte jeg

xxx, at dette var i strid med EU-retten.

Som det fremgår af ovennævnte samt mit mangeårige

medlemskab af xxx, så er der hos xxx en "indbygget automatik" i

behandlingen/administra-tionen af et medlemskab.

Da xxx derfor i brev af 08-01-01 henvender sig til mig, er det

"automatikken," der funktionerer.

xxx demonstrerer sit juridiske ansvar og forpligtelse desangående

over for mig og mit medlemskab.

Det er derfor uden betydning, om jeg svarer på dette brev.

xxx har pligt til at genåbne sagen. Det er bl.a. derfor og dertil,

at jeg betaler medlemskontingent.

Ad punkt 4, Arbejdsdirektoratets brev af 05-11-01:

Det er fejlagtigt af direktoratet at anføre, at forældelsen

først er afbrudt ved mit svarbrev til xxx af 24-01-01 (modtaget i xxx

31-01-01).

xxx har senest ved brev af 24-04-01 erkendt, at forældelsen er

blevet afbrudt ved lovens ikrafttrædelse 01-07-00, men allerede i 1993

- ved at meddele mig, at efterlønsudbetalinger indstilles - erkendt

gælden og således afbrudt forældelsen.

Ad punkt 5, Arbejdsdirektoratets brev af 05-11-01:

Direktoratet skriver "De ydelser...havde rettidigt

udbetalingstidspunkt..."

Hvorledes kan udbetalinger i den anførte periode (januar 1996-marts

1998), hvilke i dag er mellem 3 1/2-5 1/2 år tilbage i tiden - og som i

skrivende stund endnu ikke er udbetalt - være sket rettidigt?

En ren misfortolkning og -forståelse fra direktoratets side.

Loven, der henvises til, trådte i kraft den 01-07-00.

Direktoratet træffer først afgørelse den 09-10-01.

Der er således forløbet/forsvundet mere end 15 måneder

i denne periode?

xxx/Direktoratet har i det mindste pligt til at betale renter fra lovens

ikrafttrædelse til betaling finder sted."

Deres advokat meddelte den 21. november 2001 ankenævnets

sekretariat:

"I fortsættelse af mit indlæg af 15. d.m. vedlægger jeg

kopi af en afgørelse, som Told- og Skattestyrelsen har truffet den 25.

oktober 2001 (Skat 2001-837). Told- og Skattestyrelsens afgørelse har

interesse på to punkter.

1.

Den fastslår, at 1908-loven kun kan finde anvendelse, hvis en

fordring må "anses for omfattet af den udtømmende opregning i

1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 1." Det er i den foreliggende sag klart, at

efterløn, som slet ikke eksisterede i 1908, ikke er omfattet af denne

udtømmende opregning.

2.

Ved vurderingen af om det foreliggende beløb havde været

"betalt i urigtigt formening og forpligtelse hertil," når Told- og

Skattestyrelsen til, at dette ikke er tilfældet, fordi der efter den

tidligere gældende ret eksisterede en ubetinget pligt til at svare

afgift på tidspunktet for udbetaling af

udtrædelsesgodtgørelsen.

Denne retlige betragtning svarer ganske til de synspunkter, jeg har

anført vedrørende det forhold, at der skal foreligge en

"restance." Det er i den foreliggende sag sikkert, at

arbejdsløshedskassen ingen pligt havde til at udbetale xxx

efterløn i den periode, han var bosat i udlandet. Tværtimod

ville en sådan udbetaling være et rent lovbrud, og xxx havde i

den pågældende periode intet retskrav overhovedet over for

a-kassen."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 27. februar 2002

direktoratet:

"Vedlagt fremsendes medlemmets advokats brev af 15. november 2001,

medlemmets brev af 20. november 2001 og medlemmets advokats brev af 21.

november 2001. Direktoratet bedes kommentere det anførte."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 11. marts 2002:

"Som svar på Deres telefoniske henvendelse af 11. marts 2002 skal

ankenævnets sekretariat oplyse at den 27. februar 2002 blev Deres

advokats brev af 15. november 2001, Deres brev af 20. november 2001 og Deres

advokats brev af 21. november 2001 sendt til udtalelse i direktoratet.

Når direktoratets svar foreligger, skal det sendes til Dem og Deres

advokat til udtalelse (reglerne om partshøring). Derefter skal Deres

og Deres advokats svar afventes. Derefter skal ankenævnets sekretariat

tage stilling til hvilken indstilling der skal gives til ankenævnet.

Sagen kan godt give anledning til en del overvejelser i sekretariatet.

Herefter skal sagen skrives færdig. Den skal så på

møde i ankenævnet. Ankenævnet holder normalt møde 1

gang om ugen. Efter mødet skal sagen gøres færdig og

udsendes.

Ankenævnets sekretariat kan derfor på nuværende

tidspunkt ikke med nogen sikkerhed sige hvornår sagen forventes

afsluttet."

De meddelte den 11. marts 2002 ankenævnets sekretariat:

"Med henvisning til ovenstående og for den gode ordens skyld

bekræfter jeg vor telefonsamtale af d.d. kl. ca. 11.30,

således:

1. Ved brev af 07-11-01 meddeler De, at "der vil gå indtil 4 mdr.

inden ankenævnet har afgjort sagen." Dette er ikke sket.

2. De oplyser, at De den 27-02-02, næsten 4 mdr. senere, har sendt

vore (xxx) breve af 15-11-01, 20-11-01 og 21-11-01 til Arb. direktoratet.

Dette ca. 1 uge inden De skal træffe afgørelse, hvilket jeg

finder skødesløst, uansvarligt.

3. Med henvisning til krav om aktindsigt, beder jeg Dem omgående

tilsende os kopi af Deres brev til direktoratet.

4. Jeg beder Dem herefter meddele os, hvornår De har truffet

afgørelse i sagen.

5. Jeg beder Dem ligeledes meddele os, om De ønsker yderligere

oplysninger, kommentarer fra os.

6. Kopi af fax/brev til xxx."

De meddelte den 13. marts 2002 ankenævnets sekretariat:

"Jeg bekræfter modtagelsen d.d. af Deres ovennævnte brev, som

jeg fax'er til advokat xxx for kommentarer.

Idet jeg henviser til min fax af 11-03-02 til Dem og under henvisning til

loven om sagsindsigt, beder jeg Dem omgående tilsende mig kopi af Deres

følgeskrivelse til Arb. direktoratet, hvorunder De fremsender vore

breve/skrivelser af 15., 20. og 21. nov. 2001."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 14. marts 2002:

"Vedlagt fremsendes kopi af ankenævnets sekretariats brev af 27.

februar 2002 til direktoratet.

Sekretariatet skal meddele Dem at sekretariatet ikke kan korrespondere med

både Dem og Deres advokat. De må meddele hertil om De eller Deres

advokat repræsenterer Dem over for ankenævnet.

De af Dem til sekretariatet fremsendte håndskrevne telefaxer kan kun

med stort besvær læses - og med den risiko at de læses

forkert. De bedes derfor - såfremt De fremover selv skal

repræsentere Dem over for ankenævnet - fremsende læselige

breve, d.v.s. breve udfærdiget på en anden måde."

Direktoratet meddelte den 20. marts 2002 ankenævnets

sekretariat:

"Arbejdsmarkedets Ankenævn har i brev af 27. februar 2002 anmodet om

direktoratets bemærkninger til xxx brev af 20. november 2001 og advokat

xxx breve af 15. november og 21. november 2001.

Til advokat xxx brev af 15. november 2001 skal direktoratet

bemærke:

Ad 1.

Det er fortsat direktoratets opfattelse at xxx i brev af 24. april

2001 har givet udtryk for, at xxx ville have haft ret til efterløn fra

den 1. oktober 1993, hvis det nugældende bopælskrav havde

været gældende dengang, og at ydelser fra før den 1. juli

1995 var forældede.

Ad 2.

Det citerede afsnit handler om, hvorvidt xxx var omfattet af lovens

bestemmelse om tilbagevirkende kraft. Direktoratet kan ikke være uenig

i citatet.

Ad 3 (i).

Efter direktoratets opfattelse gør advokat xxx i dette afsnit

gældende, at der slet ikke kan være tale om forældelse, da

der ikke er tale om en "restance."

Direktoratet skal hertil bemærke, at der i bemærkningerne til

lovændringens

§ 3 (lov nr. 397 af 31. maj 2000 om ændring af lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets

Tillægspension) står at, "Et krav om efterløn, som

under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske

myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre,

at også personer, der før lovens ikraftræden har

fået afslag på efterløn på grund af

bopælskravet, har krav på efterløn i det omfang, dette

ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler og nu kan

dokumenteres" (direktoratets understregning). Det er således i

lovbemærkningerne forudsat, at et krav om betaling af efterløn

med tilbagevirkende kraft, kan blive forældet efter lovgivningens

almindelige forældelsesregler.

Ad 3 (ii).

Det er direktoratets opfattelse, at ved en eventuel efterbetaling af

efterløn fra fx oktober 1993, er udbetalingstidspunktet det

afgørende tidspunkt. Det ses ikke at xxx var afskåret fra at

gøre sit krav gældende, fx ved at anlægge sag ved

domstolene.

Ad 3 (iii).

Det er direktoratets opfattelse, at uvidenhed om det retlige grundlag

for et krav ikke suspenderer forældelsesfristen, jf. § 3 i lov nr. 274

af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. Det er

direktoratets opfattelse at dommen i UfR 2000, side 1953 H, underbygger

dette.

Direktoratet skal yderligere bemærke, at direktoratet netop har

gjort forældelsesindsigelsen gældende over for xxx krav om

efterbetaling af efterløn tilbage til den 1. oktober 1993, idet dette

blev gjort ved afgørelsen af 9. oktober 2001.

Det skal yderligere bemærkes, at selv om der ifølge § 2 i

1908-loven kræves foretaget retlige skridt - sagsanlæg - for at

afbryde forældelsen, har direktoratet dog i xxx (og lignende sager)

anerkendt afbrydelsen af forældelsen fra det tidspunkt, hvor a-kassen

modtog hans anmodning om efterbetaling af efterløn.

Til xxx brev af 20. november 2001 skal direktoratet bemærke:

Direktoratet er ikke enig med xxx i at der skulle være "indbygget

automatik" således at xxx skulle have haft pligt til at genåbne

hans sag efter xxx brev af 8. januar 2001. Ved afgørelse af

spørgsmålet om afbrydelse af forældelse bør der som

et absolut minimum være en tilkendegivelse fra medlemmet om at ville

kræve efterbetalingen.

Det er rigtigt, at xxx i brev i 24. april 2001 har skrevet, at

forældelsen er afbrudt med lovens vedtagelse den 1. juli 2000.

Direktoratet er som det ses ikke enig i dette synspunkt og har truffet

afgørelse om at afbrydelse kan anerkendes fra den 31. januar 2001,

hvor xxx har modtaget xxx henvendelse.

For så vidt angår xxx bemærkninger om det rettidige

udbetalingstidspunkt, har direktoratet ikke yderligere bemærkninger,

men skal henvise til pkt. 5 i direktoratets brev af 5. november 2001.

For så vidt angår spørgsmålet om renter skal

direktoratet henvise til afsnittet "Øvrige bemærkninger" i

afgørelse af 9. oktober 2001.

Til advokat xxx brev af 21. november 2001 skal direktoratet bemærke

at der i den refererede afgørelse fra Told- og Skattestyrelsen var

tale om krav om tilbagebetaling af for meget betalt afgift, og ikke - som i

xxx sag - om efterbetaling af efterløn.

Efterløn er efter direktoratets opfattelse omfattet af 1908-lovens

§ 1, nr. 2 idet denne bestemmelse blandt andet omfatter "... pension,

aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der

forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på

en skyldig kapital." Det er således fastslået i en

Østre Landsretsdom (UfR 1997.495) at arbejdsløshedsdagpenge var

omfattet af 1908-loven.

Efterløn har samme karakteristika som

arbejdsløshedsdagpenge, og efterløn medgår - ligesom

arbejdsløshedsdagpenge - til medlemmets løbende

forsørgelse. Efterløn er derfor ligesom

arbejdsløshedsdagpenge omfattet af 1908loven.

Kammeradvokaten har til orientering modtaget en kopi af dette brev."

De meddelte den 25. marts 2002 ankenævnets sekretariat:

"Jeg takker for Deres brev af 14. ds. med tilhørende bilag.

De må acceptere, at jeg har bedt advokat xxx om juridisk assistance

i den foreliggende sag.

Jeg beklager meget, at mine håndskrevne breve m.v. er svære at

læse.

Fremover vil jeg forsøge at gøre brevene læselige,

idet jeg kan låne mig frem til en skrivemaskine her.

Fremtidig korrespondance bedes De sende til mig på min adresse i

Frankrig, hvorefter jeg tager mig af korrespondancen med advokat xxx."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 3. april 2002:

"Vedlagt fremsendes kopi af direktoratets brev af 20. marts 2002 til

ankenævnets sekretariat. Deres kommentarer udbedes."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 5. april 2002

Arbejdsløshedskassen for Selvstændige erhvervsdrivende:

"Ankenævnets sekretariat skal meddele at det ikke på

nuværende tidspunkt kan siges hvornår sagen kan behandles da der

korresponderes mellem medlemmet, direktoratet og ankenævnets

sekretariat."

Deres advokat meddelte den 17. april 2002 ankenævnets

sekretariat:

"Til Arbejdsdirektoratets indstilling af 20. f.m. vil jeg gerne

sammenfatte problemstillingen således:

Der er enighed om, at klageren skal have medhold, såfremt

1908-lovens 5-årige forældelsesregel ikke finder anvendelse.

Dette er sagens eneste spørgsmål.

Efter min opfattelse finder 1908-loven ikke anvendelse, i øvrigt af

en række grunde.

1908-loven kan kun finde anvendelse, hvis en fordring "må anses for

omfattet af den udtømmende opregning i 1908-lovens § 1, stk. 1, nr.

1," jf. Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 25. oktober 2001.

Direktoratet gør her gældende, at efterløn er omfattet

af ordene "... pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden

lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte

som afdrag på en skyldig kapital." Direktoratet finder her

støtte i Østre Landsrets dom i UfR 1997, side 495, hvorefter

arbejdsløshedsdagpenge var omfattet af 1908-loven.

Efterløn har imidlertid en helt anden karakter. Jeg skal herom

nøjes med at citere bemærkningerne til lovforslag L 276 om

ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om

arbejdsmarkedets tillægspension, selve den lov, som gav ret til

efterløn for danskere, der bor "i et andet EØS-land." I disse

lovmotiver står:

"Efterløn er hverken en pension eller en ydelse ved

arbejdsløshed, men en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning i

form af en tilbagetrækningsordning, der kan regulere udbuddet af

arbejdskraft."

Jeg fastholder således, at efterløn ikke er omfattet af

1908-loven.

Det forhold, at de samme lovmotiver til lovens § 3 har en generel

henvisning til, "at dette krav ikke er forældet efter dansk rets

almindelige regler ...," kan selvsagt ikke føre til, at 1908-loven

skal fortolkes anderledes, end den står. Dansk ret har i øvrigt

andre forældelsesregler end 1908-loven, navnlig Chr. V's Danske Lov

(den 20-årige forældelsesfrist).

Som tidligere nævnt foreligger der ingen restance, som kunne

give anledning til anlæggelse af retssag. 1908-lovens grundtanke

er ganske klar: Den, der har en aktuel fordring, og som undlader at

følge den op gennem retssag, må selv bære den

skadevirkning, at hans krav forældes på 5 år.

xxx havde intet krav mod arbejdsløshedskassen.

Arbejdsløshedskassen var ikke i restance. Han havde følgelig

ingen årsag og ingen retlig mulighed for at anlægge retssag mod

arbejdsløshedskassen.

Dette har den påklagede afgørelse i øvrigt også

godkendt derved, at man anser forældelsen afbrudt den 31. januar 2001

ud fra det synspunkt, at xxx modtog hans anmodning om genoptagelse af sagen

den 31. januar 2001. Dette var imidlertid ingen retssag, og afgørelsen

viser derfor vel, at det simpelthen ikke er muligt at benytte 1908-lovens

kriterium for afbrydelse af den grund, at xxx på intet tidspunkt har

haft noget aktuelt krav overfor arbejdsløshedskassen. Han har ingen

årsag haft til og intet grundlag for at anlægge nogen retssag mod

arbejdsløshedskassen.

Højesterets dom af 20. juni 2000 (UfR 2000, side 1953) taler ikke

herimod. I det tilfælde der var forelagt for Højesteret,

støttedes kravet på et klart kapitaltilførselsdirektiv,

hvis fortolkning var fastlagt ved en dom af EF-domstolen.

Den lovgivning, der er tale om i den foreliggende sag, er, som det

fremgår af motiverne, udslag af en række politiske forhandlinger

mellem EU-kommissionen og den danske regering, hvis hovedformål var at

sikre hensy-

net til arbejdskraftens frie bevægelighed. Der er således ikke

tale om fastsættelse af en ret, der til stadighed er tilkommet den

enkelte, men derimod om en politisk udformning af de overordnende regler i

Romtraktaten."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 23. april 2002

direktoratet:

"Vedlagt fremsendes kopi af medlemmets advokats brev af 17. april 2002.

Direktoratet bedes kommentere det anførte."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 13. maj 2002

direktoratet:

"Ankenævnets sekretariat skal hermed rykke for svar på sit

brev af 23. april 2002."

Direktoratet meddelte den 7. maj 2002 ankenævnets

sekretariat:

"Arbejdsmarkedets Ankenævn har med brev af 23. april 2002 bedt

Arbejdsdirektoratet om at kommentere advokat xxx brev af 17. april 2002 til

nævnet.

For så vidt angår advokat xxx henvisning til Told- og

Skattestyrelsens afgørelse af 25. oktober 2001, er det direktoratets

opfattelse, at opregningen i § 1, nr. 2) i 1908-loven ikke er

udtømmende, alene af den grund at bestemmelsen afsluttes med

formuleringen "... eller anden lignede ydelse, der forfalder med bestemte

mellemrum ..."

Efter direktoratets opfattelse fremgår dette tillige af den omtalte

Østre Landsretsdom i UfR 1997.495, hvor landsretten fastslår, at

arbejdsløshedsdagpenge er omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 2, selv om

arbejdsløshedsdagpenge ikke er nævnt i bestemmelsen.

Det skal desuden bemærkes, at Told- og Skattestyrelsens

afgørelse af 25. oktober 2001 henviser til 1908-lovens § 1, nr.

1), og ikke til § 1, nr. 2).

For så vidt angår advokat xxx bemærkninger om at

efterløn har en helt anden karakter end arbejdsløshedsdagpenge,

skal direktoratet bemærke, at efterløn er en anden ydelse end

arbejdsløshedsdagpenge og gives på andre betingelser.

Efterløn er imidlertid - ligesom de i 1908-lovens § 1, nr. 2)

nævnte eksempler og ligesom arbejdsløshedsdagpenge - en

løbende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er afdrag

på skyldig kapital. Efterløn, der ligesom

arbejdsløshedsdagpenge er reguleret i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., tjener som udgangspunkt det samme

formål som arbejdsløshedsdagpenge og de øvrige i § 1, nr.

2) nævnte ydelser, nemlig dækning af dagligdagens behov for en

gruppe personer, der ikke har arbejdsindkomst eller indkomst ved

selvstændig virksomhed. Efterløn er derfor - ligesom

arbejdsløshedsdagpenge - omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 2).

For så vidt angår advokat xxx bemærkninger om, at der

ikke er tale om restance og at der derfor ikke var årsag og retlig

mulighed for at anlægge en retssag, er direktoratet ikke enig heri. Der

er således forud for 1. juli 2000 anlagt flere retssager med krav om

udbetaling af efterløn i udlandet.

Det skal desuden bemærkes, at direktoratets anerkendelse af at

forældelsen anses for afbrudt ved medlemmets henvendelse til a-kassen

er sket ud fra en rimelighedsbetragtning om, at størrelsen af den

efterbetalte efterløn ikke skulle være afhængig af

sagsbehandlingstiden i arbejdsdirektoratet og i akassen. Der ligger heri ikke

noget synspunkt om, at det i øvrigt skulle være umuligt at

anvende 1908-lovens kriterium for afbrydelse af forældelsen.

Direktoratet kan afslutningsvis anbefale nævnet at overveje at

drøfte spørgsmålet om forældelse med

kammeradvokaten."

Direktoratet meddelte den 14. maj 2002 ankenævnets

sekretariat:

"Hermed sendes efter aftale med xxx kammeradvokatens udtalelse af 21. maj

2001 om forældelse i forbindelse med udbetaling af efterløn og

overgangsydelse som følge af lov nr. 397 af 31. maj 2000."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 24. maj 2002:

"Vedlagt fremsendes kopi af direktoratets breve af 7. og 14. maj 2002 med

bilag til ankenævnets sekretariat. Deres kommentarer udbedes."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 11. juni 2002 xxx:

"Ankenævnets sekretariat skal meddele at det fortsat ikke kan siges

hvornår sagen kan behandles da der korresponderes mellem medlemmet,

direktoratet og ankenævnets sekretariat."

Deres advokat meddelte den 11. juni 2002 ankenævnets

sekretariat:

"Til Arbejdsdirektoratets indlæg i sagen af 7. f.m. og til

Kammeradvokatens udtalelse af 21. maj 2001 vil jeg gerne sammenfatte, at der

nu er enighed om, at det afgørende spørgsmål i sagen er,

om xxx krav på efterløn i et eller andet omfang er bortfaldet

som følge af forældelse indtrådt med hjemmel i 1908-lovens

§ 1, stk. 1, nr. 2:

"Fordring på restance af stadigt tilbagevendende

afgift...på restance af livrente, overlevelsesrente, pension,

aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der

forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på

en skyldig kapi tal."

En stillingtagen til anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter en

stillingtagen til to spørgsmål:

a)

Efter min bestemte opfattelse foreligger der ingen "restance." Dette er

åbenbart rigtigt efter dansk ret. Arbejdsløshedskassen havde

ubestridt ingen mulighed for at udbetale xxx efterløn i den periode,

han havde bopæl i Frankrig.

Dette afgørende retlige spørgsmål omtales overhovedet

ikke i Kammeradvokatens udtalelse af 21. maj 2001, hvilket er så meget

mærkeligere som Kammeradvokaten i sit responsum, side 7 forneden,

lægger

"...vægt på, at der ikke i loven eller bemærkningerne

hertil udtrykkeligt er angivet, at det hidtidige bopælskrav er i strid

med EF-traktatens artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr.

1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Derimod angiver man, at man har stillet lovforslaget for at bringe loven i

overensstemmelse med de synspunkter, som Kommissionen har givet udtryk for

vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten."

Dette er afgørende for sagen. Det er rigtigt, at motiverne til

loven, L 276 fremsat 12. april 2000, intet indeholder, der blot

forudsætningsvis anerkender, at den hidtidige retstilstand har

været i strid med EU-reglerne. I de indledende bemærkninger til

motiverne hedder det tværtimod:

"Europakommissionen har i september 1998 rejst spørgsmål

om betingelserne for ret til dansk efterløn i forhold til EU-retten.

På baggrund af den danske regerings svar i december 1998 og marts 1999

har der efterfølgende været en dialog med Kommissionen med

henblik på at opnå enighed om denne problemstilling.

...

For at sikre en lige behandling af alle, der har optjent ret til dansk

efterløn, har Kommissionen foreslået, at bopælskravene i

efterlønsordningen ændres, således at medlemmer af en

dansk arbejdsløshedskasse, der bortset fra bopælskravet opfylder

alle betingelserne for ret til efterløn, kan overgå til at

bevare retten til efterløn, hvis det har eller tager bopæl i et

andet EØS-land."

I slutbemærkningen til motiverne anføres:

"Lovforslaget indebærer, at arbejdsløshedsforsikringen

bringes i overensstemmelse med de synspunkter, Kommissionen har givet udtryk

for vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten. De

krav på efterløn, som nu hjemles, følger af EF-traktatens

artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om

arbejdskraftens frie bevægelighed, således som disse bestemmelser

er fortolket af Kommissionen.

Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte

blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med

bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der

før lovens ikrafttræden har fået afslag på

efterløn på grund af bopælskravet, har krav på

efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk

rets almindelige regler, og nu kan dokumenteres."

Dette betyder, at den danske regering i sine svar af december 1998 og

marts 1999 har bestridt, at den dagældende lovgivning står imod

EU-reglerne, men at regeringen efter nogle forhandlinger med Kommissionen har

bestemt sig for at bøje sig for Kommissionens synspunkter.

Der foreligger med andre ord intet klart EU-direktiv, endsige nogen

afgørelse af EF-domstolen, som viser, at den enkelte arbejdstager

skulle kunne få tilsidesat sin nationale lovgivning med henvisning til

EU-retten.

Den vedtagne lov i sig selv giver ikke den enkelte arbejdstager noget

retligt krav på efterløn forud for lovens ikrafttrædelse

den 1. juli 2000.

Der er intet grundlag for i dag at mene, at den danske regerings

standpunkt i december 1998 og marts 1999 var åbenbart forkert. Det er i

hvert fald en kendsgerning, at den danske regering indtog det standpunkt, og

at det aldrig vil blive afklaret, om xxx eller andre i hans situation ville

kunne have gennemført noget krav ved EF-domstolen.

Når derfor Danmarks nationale myndigheder skal anvende danske regler

om forældelse, må man nødvendigvis lægge til grund,

at det standpunkt, den danske stat indtog under forhandlingen med

Kommissionen i december 1998 og marts 1999, har været rigtigt.

b)

Kammeradvokaten begrunder sit standpunkt med, "at efterløn har

samme karakteristika som arbejdsløshedsdagpenge og medgår til

løbende forsørgelse..."

Når lovgivningsmagten i de tidligere nævnte motiver til L 276

udtrykkeligt har anført, at

"Efterløn er hverken en pension eller en ydelse ved

arbejdsløshed, men en særlig arbejdsmarkedspolitisk

ordning..."

må danske nationale myndigheder lægge rigtigheden af dette

udsagn til grund. Det krav, der er tale om i denne sag, er ikke nogen "anden

lignende ydelse." Som udtalt af Told- og Skattestyrelsen i afgørelsen

af 25. oktober 2001 (som antagelig skal henvise til § 1, stk. 1, nr. 2)

lægges med rette til grund, at der skal være sikker hjemmel, for

at et krav er omfattet af forældelsesloven af 1908.

*

Om forældelsesfristens begyndelse

bemærkes, at

rigtigheden af mit standpunkt understreges af de mange forskellige

standpunkter, der her synes indtaget.

Arbejdsdirektoratet går i sin rundskrivelse nr. 96 af 30. oktober

2000 ind for at regne den 5-årige forældelse tilbage fra lovens

ikrafttræden den 1. juli 2000, dvs. til 1. juli 1995 - med andre ord et

andet standpunkt, end det der er indtaget i denne sag.

Kammeradvokaten indtager to forskellige standpunkter. På side 8

skriver han, at udgangspunktet er, "at forældelse først afbrydes

ved direktoratets, ankenævnets eller A-kassernes konkrete anerkendelse

af den enkeltes krav på efterbetaling af efterløn - eller ved

retslige skridt".

På side 9 skriver han imidlertid under sin sammenfatning, at man

skal lægge vægt på tidspunktet for kravets

fremsættelse.

Alle autoriteter er således enige om, at 1908-lovens krav i § 2 om

skyldnerens erkendelse eller foretagelse af retlige skridt ikke kan bruges.

Man kan vanskeligt forestille sig en klarere - om end indirekte - erkendelse

af, at 1908-lovens regler er uanvendelige.

Skal man overhovedet tale om et begyndelsestidspunkt, må

direktoratets standpunkt være det rigtige. I realiteten er den foran

citerede motivbemærkning om personer, der før lovens

ikrafttræden har fået afslag på efterløn det eneste

retlige grundlag for, at denne persongruppe har et sikkert retligt grundlag

for at fremsætte krav på efterløn. Den må

forstås som den danske stats tilsagn om, at staten - uden på

noget tidspunkt at have erkendt at være forpligtet hertil - ensidigt

lover de personer, der har fået afslag på efterløn

på grund af bopælskravet forud for den 1. juli 2000, at dette

krav nu vil blive imødekommet. Dette løfte er afgivet ved

lovforslagets fremsættelse den 12. april 2000.

Endvidere er en eventuel forældelse suspenderet som

følge af forældelseslovens § 3, idet xxx har været i

utilregnelig uvidenhed om sit krav. Kammeradvokaten anfører i sin

udtalelse af 21. maj 2001, at "uvidenhed om det retlige grundlag for et krav

suspenderer imidlertid ikke forældelsesfristen," og Kammeradvokaten

henviser her til dommene i UfR 2000, side 1953 H og UfR 2000, 2444 H. I begge

disse sager forelå domme afsagt af de Europæiske

Fællesskabers domstol (henholdsvis 2. december 1997 og 31. marts 1992).

I den foreliggende sag er der tale om en rent politisk beslutning fra den

danske regerings side, og den danske stat bør ikke under

nærværende sag kunne få medhold i den betragtning, at det

standpunkt den danske regering - meget tænkeligt efter samråd med

Kammeradvokaten -indtog over for EU-Kommissionen i sine forannævnte

udtalelser af december 1998 og marts 1999 var så åbenbart

uholdbart, at enhver dansk borger burde kunne indse det. I hvert fald

må Arbejdsmarkedets Ankenævn efter min opfattelse lægge til

grund, at de standpunkter, den danske regering indtager, er seriøse.

Lægger man dette til grund, foreligger der utvivlsomt "utilregnelig

uvidenhed om sit krav" fra xxx side."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 8. juli 2002:

"Hermed meddeles det Dem at det vil vare et stykke tid endnu før

ankenævnet kan behandle Deres sag. Dels beror sagen på

principielle overvejelser i ankenævnets sekretariat, og dels er der

ikke møder i ankenævnet i uge 29-31."

6. Regler

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 af

lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Beregning af dagpenge m.v.

§ 46, stk. 2.

Udbetales dagpenge ikke rettidigt, jf. stk. 1, og

skyldes dette ikke medlemmets forhold, forrentes beløbet med den

aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5 fra forfaldsdagen, jf.

dog stk. 3. Rentebeløb, der er mindre end højeste dagpenge for

en dag, jf. § 47, udbetales ikke.

Stk. 3.

Stk. 2 finder ikke anvendelse ved efterbetaling af dagpenge

efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71.

Stk. 4.

Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse ved efterbetaling af

andre ydelser fra kassen, bortset fra kursusgodtgørelse, og ved

forsinket udbetaling af en skattefri præmie, jf. § 74 k og § 75 c, stk.

10-12.

(Reglen om morarenter trådte i kraft den 1. juli 2000. Forud herfor

var der ikke regler i arbejdsløshedsforsikringsloven om

morarenter.)

Efterløn til medlemmer, der er fyldt 60 år før

den 1. juli 1999

§ 75 b.

Ret til efterløn har medlemmer af anerkendte

artbejdsløshedskasser,

...

4) som har bopæl her i riget, bortset fra Færøerne og

Grønland, eller i et andet EØS-land.

Stk. 2...

(Denne formulering af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk.

1, nr. 4, skyldtes lov nr. 397 af 31. maj 2000 om ændring af lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets

Tillægspension (Ændring af bopælskravet i

efterlønsordningen m.v.) således:

§ 1, nr. 7. I § 75 b, stk. 1, nr. 4, indsættes efter

"Grønland": ", eller i et andet EØS-land".

§ 3. Loven træder i kraft den 1. juli 2000

Bemærkninger til lovforslag nr. L 276, fremsat den 12. april

2000.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Lovforslaget indebærer, at arbejdsløshedsforsikringsloven

bringes i overensstemmelse med de synspunkter, Kommissionen har givet udtryk

for vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten. De

krav på efterløn, som nu hjemles, følger af EF-traktatens

artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om

arbejdskraftens frie bevægelighed, således som disse bestemmelser

er fortolket af Kommissionen.

Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte

blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med

bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der

før lovens ikrafttræden har fået afslag på

efterløn på grund af bopælskravet, har krav på

efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk

rets almindelige regler, og nu kan dokumenteres.)

Lov nr. 274 af 22.12. 1908 om forældelse af visse fordringer

§ 1.

For følgende fordringer gælder en

forældelsesfrist af 5 år:

1. Fordring, som støttes på overenskomst om

Salg eller anden overdragelse af varer eller andet løsøre,

der ikke er afhændet som tilbehør til fast ejendom,

brug af fast ejendom eller løsøre,

Ydelse af ophold, fortæring eller forplejning,

Befordring af personer eller gods,

Udførelse af arbejde eller ydelse af personlig virksomhed af

hvilken som helst art.

2. Fordring på restance af stadigt tilbagevendende afgift, som

hviler på fast ejendom og uden særlig vedtagelse går over

fra ejer til ejer, på forfalden rente, på restance af livrente,

overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden

lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte

som afdrag på en skyldig kapital;

3. Fordring ifølge forløfte, indgået for noget i denne

paragraf omhandlet krav;

4. Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af

offentligretlig natur;

5. Fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor

kontraktsforhold, medmindre skaden er bevirket ved en forbrydelse, for

hvilken der under offentlig straffesag pålægges straf; og

6. Fordring, som udenfor tilfælde af svig haves på betaling

af, hvad nogen har ydet i urigtig formening om, at forpligtelse hertil

påhvilede ham.

Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når

der for fordringen er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet

særligt retsgrundlag, hvorved dets tilblivelse og størrelse er

anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt

fastslået.

§ 2.

Den i § 1 fastsatte kortere forældelsesfrist regnes fra

den tid, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt.

Fordringen fortabes, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb

enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager

retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger

disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

§ 3.

Når den fordringshaver, for hvem nogen af de i § 1

ommeldte krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit

krav eller om skyldnerens opholdssted, har været ude af stand til at

gøre sin ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere

forældelsesfrist først fra den tid, da fordringshaveren var

eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand

til at kræve sit krav betalt.

§ 4.

Den almindelige forældelsesfrist af 20 år

vedbliver ved siden af den i § 1 fastsatte.

§ 5.

(Ikrafttrædelsesbest.)

Direktoratets bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000 om renter

af efterbetaling af dagpenge m.v.

§ 3.

Udbetales ydelser ikke i rette tid, forrentes beløbet

fra forfaldsdagen med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens

§ 5. Der beregnes ikke rente af morarenten. Renten beregnes i øvrigt

efter principperne i renteloven.

Stk. 2.

Forfaldsdagen er den dispositionsdato, som a-kassen har

fastsat, eller som er fastsat på anden vis. Der beregnes renter indtil

det tidspunkt, hvor den forfaldne ydelse faktisk er udbetalt på en

efterfølgende dispositionsdag.

Stk. 3.

Den foretagne beregning af renten skal ikke ændres,

selv om morarenten ændres inden den først mulige

dispositionsdag.

Stk. 4.

Den beregnede rente udbetales ikke, hvis det beregnede

rentebeløb udgør mindre end højeste dagpenge for en dag

for fuldtidsforsikrede.

§ 4.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2

. Bekendtgørelsen har virkning for alle udbetalinger,

der rettidigt kan finde sted den 1. juli 2000 eller senere.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter