Spring til indhold

Retsinformation

Klageren burde have været anset som part såvel under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt.

KEN nr 60413 af 10/06/1993Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Klageren burde have været anset som part såvel

under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge

heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og

sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke

til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt.

(Bilag til kendelsen ikke optrykt).

K har i skrivelse af 26. oktober 1990 og senere skrivelser klaget over, at

Finanstilsynet bl.a. i skrivelse af 8. oktober 1990 (j.nr. 2222, A.1.4.,

A.1.6.1.) over for ham har afslået at foretage en undersøgelse efter bank- og

sparekasseloven af Sparekassen B A/S (nu C A/S) deltagelse i et

»management-buy-out« i selskabet D A/S fra de tidligere ejere af

selskabet til direktørerne i 4 datterselskaber, direktør K (E A/S), direktør

F (G A/S), direktør H (I A/S) og direktør A (L A/S).

I. Forløbet af sagsbehandlingen.

A. Klagen over Finanstilsynets afgørelse af 8. oktober 1990.

Det fremgår af sagen, at den indledes med en klage til Finanstilsynet af

27. marts 1990 fra direktør A. I skrivelse af 20. april 1990 til

Finanstilsynet tiltrådte direktør K denne klage. Direktør K har endvidere

indsendt forskellige skrivelser til klagesagen i Finanstilsynet og er efter

det oplyste i et enkelt tilfælde blevet orienteret om et indlæg fra

Sparekassen B, men har ikke i øvrigt fået tillagt partsstilling i sagen.

Klagesagen blev afgjort ved en skrivelse til direktør A af 20. juli 1990 fra

Finanstilsynet. Direktør K modtog en genpart af afgørelsen. Afgørelsen

vedlægges kendelsen som bilag 1.

Den 17. september 1990 klagede direktør K yderligere til Finanstilsynet,

der uden yderligere undersøgelse herefter den 8. oktober 1990 direkte over

for direktør K afviste klagen. Finanstilsynets afgørelse af 8. oktober 1990

vedlægges klagen som bilag 2.

I skrivelse af 26. oktober 1990 har direktør K klaget til

Erhvervsankenævnet over afgørelsen. I skrivelse af 8. februar 1991 fra

Læs alt

advokat M på vegne direktør K til Erhvervsankenævnet, skrivelse af 11. april

1991 fra samme til samme, skrivelse af 20. juni 1991 fra samme til samme,

skrivelse af 29. oktober 1991 fra samme til samme og skrivelse af 17. februar

1992 fra samme til samme er klagen uddybet. Erhvervsankenævnet har endvidere

modtaget forskellige indlæg og forskelligt materiale fra direktør K.

B. Klagen over Finanstilsynets afgørelse af 22. januar 1991 med

begæring om partsstilling og aktindsigt.

Allerede i august måned 1990 blev klagesagen, afgjort den 20. juli 1990,

genoptaget efter anmodning fra direktør A. Direktør K blev ikke gjort bekendt

hermed, men indsendte under genoptagelsen foruden klagen af 17. september

1990, som Finanstilsynet tog stilling til den 8. oktober 1990, jfr. ovenfor,

forskellige andre skrivelser af 26. oktober 1990, 13. november 1990 og 3.

januar 1991. Endelig afgørelse i den af direktør A initierede genoptagelse af

den oprindelige klagesag blev truffet af Finanstilsynet ved skrivelse af 11.

januar 1991. Direktør K blev ikke gjort bekendt hermed. Derimod besvarede

Finanstilsynet de af direktør K indsendte skrivelser af 26. oktober 1990, 13.

november 1990 og 3. januar 1991 med en skrivelse af 22. januar 1991.

Finanstilsynets afgørelse af 22. januar 1991 vedlægges kendelsen som bilag 3.

I skrivelse af 8. februar 1991 har advokat M på vegne direktør K tillige

indbragt denne afgørelse for Erhvervsankenævnet. Advokat M har herunder gjort

gældende, at direktør K er berettiget til at blive gjort bekendt med det

aktmateriale, der foreligger i den af A initierede sag, som K tilsluttede sig

den 20. april 1990, i første omgang afgjort den 20. juli 1990, endeligt

afgjort den 11. januar 1991, idet han på lige fod med direktør A efter sin

stilling og forløbet af behandlingen må anses som part.

C. Klagen over Finanstilsynets afgørelse af 6. august 1992 og 28.

august 1992 vedrørende partsstilling og aktindsigt.

Under sagsbehandlingen i Erhvervsankenævnet har K i skrivelse af 20. juli

1992 anmodet Finanstilsynet om at oplyse, hvem advokat N repræsenterede ved

et møde, som blev afholdt med deltagelse fra Finanstilsynet, direktør J og

advokat N den 20. oktober 1990 under genoptagelsen af behandlingen af A's

klage over Sparekassen B's rolle ved overtagelsen af D A/S.

Den 6. august 1992 har Finanstilsynet meddelt, at man ikke er berettiget

til at give de nævnte oplysninger under henvisning til, at tilsynets ansatte

efter § 50 a, stk. 1, i bank- og sparekasseloven er undergivet tavshedspligt

med hensyn til, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om, jfr.

offentlighedslovens § 14. Finanstilsynet har samtidig om direktør K's

mulighed for som part at få den ønskede oplysning henvist til, at bank- og

sparekasselovens § 50 a, stk. 5, begrænser partsbegrebet i forvaltningslovens

§ 9 til de institutioner, som Finanstilsynet fører tilsyn med.

I skrivelse af 12. august 1992 til Finanstilsynet har direktør K herefter

henvist til, at § 50 a, stk. 5, først er indført ved lov nr. 306 af 16. maj

1990, der trådte i kraft den 1. januar 1991. Direktør K har i den forbindelse

peget på, at han den 20. april 1990 tiltrådte A's klage af 27. marts 1990 og

gjort gældende, at det næppe kan være korrekt, når Finanstilsynet, som

begrundelse for ikke at anse ham som part, har henvist til bank- og

sparekasselovens § 50 a, stk. 5, da bestemmelsen ikke kan anvendes på et

forhold vedrørende en klage, som er indgivet og tiltrådt af ham før

bestemmelsen trådte i kraft. Det vil ikke være i overensstemmelse med god

forvaltningsskik. Direktør K har herved gjort opmærksom på afgørelsen fra

Folketingets Ombudsmand, beretningen 1987, p. 64 ff. og p. 67, 2. sp. ff. I

forbindelse med denne henvendelse har direktør K endvidere den 24. august

1992 påny rejst krav om at blive gjort bekendt med Finanstilsynets endelige

afgørelse af 11. januar 1991 i den af direktør A initierede og af ham

tiltrådt klage, under henvisning til at advokat N har modtaget en genpart af

klagen.

Finanstilsynet har den 28. august 1992 besvaret direktør K's henvendelse

af 12. august og 24. august 1992. Skrivelsen af 28. august 1992 vedlægges

kendelsen som bilag 4.

Finanstilsynets afgørelse af 28. august 1992, jfr. afgørelsen af 6. august

1992, har direktør K indbragt for Erhvervsankenævnet den 25. august 1992,

efter at han af Finanstilsynet telefonisk var blevet gjort bekendt med, at

afslaget af 6. august 1992 ville blive fastholdt, således som det skete ved

den ovenfor refererede skrivelse af 28. august 1992 fra Finanstilsynet,

fremsendt af direktør K til Erhvervsankenævnet den 31. august 1992.

Den 7. september 1992 har ankenævnet bekræftet modtagelsen og meddelt

direktør K, at de nævnte skrivelser ville indgå i ankenævnets materiale ved

behandlingen af den oprindelige klage af 26. oktober 1990. Ved skrivelse af

1. december 1992 har Erhvervsankenævnet anmodet Finanstilsynet om en

udtalelse, herunder om tilsynets opfattelse af forholdet til bank- og

sparekasselovens § 50 a, stk. 5, såfremt det lægges til grund, at klageren må

anses som part efter forløbet af sagen forud for ikrafttrædelsen af den

nævnte bestemmelse den 1. januar 1991.

Finanstilsynet har besvaret anmodningen i skrivelse af 28. december 1992,

der er optaget i kendelsen under afsnit V, D. Efter at være blevet gjort

bekendt med Finanstilsynets udtalelse, har advokat M henvist til, at direktør

K har rejst sagen i 89 og 90 og således før end § 50 a, stk. 5, i bank- og

sparekasseloven trådte i kraft den 1. januar 1991 og at § 50 a, stk. 5, er

begrundet først og fremmest i et hensyn til fremmed tilsynsmyndighed.

Direktør K har i det væsentlige i skrivelse af 13. januar 1993 fastholdt de

synspunkter, som han tidligere har gjort gældende i sagen.

II. Klagerens redegørelse for sagens baggrund.

Klagerens indlæg i sagen har et meget betydeligt omfang og indeholder en

stor mængde detaljer.

I hovedtræk sammenfattes klagerens oplysninger således:

Den 12. januar 1989 rettede B investment afdeling henvendelse til direktør

A, idet sparekassen tilbød at være rådgiver ved gennemførelse af et

»management-buy-out« vedrørende D A/S, der var udbudt til salg som

koncern, forestå den juridiske og revisionsmæssige rådgivning ved at pege på

eksterne rådgivere for »management-buy-out«»et, yde lån til

projektet i en størrelsesorden ... mio. kr. og yde lån til de 4 ovennævnte

direktører til deltagelse i projektet.

Initiativet førte til følgende aftale af 21. marts 1989 mellem direktør K,

E A/S, direktør F, G A/S, direktør A, L A/S, og direktør H, I A/S og B

Investment Bank.

(Citat af aftalen udtaget, da den må anses for at være fortrolig.)

Den 3. april 1989 erhvervede B aktiekapitalen (300.000 kr.) i selskabet

A/S PSE nr. 2939 (tomt). Selskabets navn blev samme dag ændret til D Holding

A/S.

Den 28. april 1989 erhvervede D Holding A/S aktiemajoriteten i D A/S (ca.

90%) for ... mio. kr.

Klageren har gjort gældende, at aftalen af 21. marts 1989 aldrig er blevet

bragt til udførelse, men at B, der på grund af § 1, stk. 4, i den dagældende

bank- og sparekasselov ikke selv kunne erhverve D A/S, har benyttet

»management-buy-out«»et til alligevel selv at overtage D A/S

for dermed selv at opnå den økonomiske gevinst, som åbenbart ville fremkomme,

såfremt man erhvervede koncernen samlet og dernæst opløste ved frasalg af de

af koncernen omfattede datterselskaber. I den forbindelse har klager bl.a.

peget på, at den i »management-buy-out«»et af 21. marts 1989

aftalte videreførelse af D A/S, omfattende L A/S, I A/S, G A/S og E A/S, ikke

er bragt til udførelse, idet samtlige D A/S selskaber, jfr. aftalen § 2, og D

A/S og E A/S, er solgt. Den i »management-buy-out«»et aftalte

ledelse, jfr. aftalens § 3, er aldrig etableret, ligesom aftalens § 7 om

etablering af fremmed kapital gennem institutionelle investorer heller ikke

er udført eller forsøgt udført. Samtidig med erhvervelsen af A/S PSE nr. 2939

og navneændringen til D Holding A/S blev der, hemmeligholdt for de øvrige

deltagere, afholdt 2 generalforsamlinger i selskabet. Herved indsatte B 2

egne medarbejdere og en advokat som bestyrelse i D Holding A/S. Denne

eneråden blev opretholdt indtil sommeren 1989, hvor B fremlagde en

tegningsliste og aktionæroverenskomst, der var tilbagedateret til den 3.

april 1989 og som klart afveg fra forudsætningerne i forbindelse med

gennemførelsen af det aftalte »management-buy-out«. Uden at de

øvrige deltagere var blevet gjort bekendt hermed, havde B forinden stillet en

aktietegningsgaranti, der efterfølgende gav B mulighed for at hævde, at når B

nu ønskede at overtage aktiekapitalen selv, var det med henblik på afvikling

af forudgående engagement jfr. § 1, stk. 4, i den dagældende bank- og

sparekasselov. Samtidig var der endvidere ved ændringen af bank- og

sparekasseloven, jfr. lov nr. 327 af 24. maj 1989, skabt hjemmel for, at

pengeinstitutter også kunne drive anden virksomhed med henblik på medvirken

ved omstrukturering i erhvervsvirksomheder. Efter den fremlagte tegningsliste

og aktionæroverenskomsten blev den oprindelige forudsatte fordeling af

aktiekapitalen i D Holding A/S med ... mio. kr. til hver af de 3 direktører

og B, ... kr. til en direktør og ... mio. kr. til institutionelle investorer

ændret, således at B tillige overtog sidstnævnte post. B forlangte af de

øvrige deltagere, at de skulle underskrive tegningslister og

aktionæroverenskomst. B henviste til, at det var nødvendigt af hensyn til

forhandlingerne med de institutionelle investorer. Forhandlinger, som det

senere er oplyst, aldrig har fundet sted. Klageren blev tvunget til at skrive

under, idet B tilkendegav, at man ikke ellers ville yde ham fornøden lån og

andre faciliteter, som han havde fået løfte om. B har senere over for

Finanstilsynet givet udtryk for, at grunden til, at man ønskede selv at

indtræde, var, at man derved undgik, at garantistillelsen, der udløb den 21.

september 1989, blev aktuel. På det pågældende tidspunkt havde B sikkerhed

for, at P A/S var solgt eller kunne sælges med en meget betydelig

merfortjeneste. Klager har endvidere bl.a. henvist til, at en forudsat

samarbejdsaftale mellem B og de øvrige deltagere -som efter det aftalte

skulle udarbejdes af direktør K - blev negligeret af B indtil få dage før, B

gennem sin stemmemajoritet havde gennemtvunget salg af D A/S til ... i strid

med »management-buy-out« aftalen, hvorfor en samarbejdsaftale

aldrig blev indgået. Klager har endelig på en række andre punkter henvist

til, at B under foregivende af at forhandle med institutionelle investorer,

ved tilbageholdelse af oplysninger, problemer med dateringer, for sene eller

manglende anmeldelser, ved gennem sin eneråden at placere egne medarbejdere

også i datterselskaberne i strid med indgåede aftaler, har gennemført

opløsningen af D A/S til egen fordel - og ikke som aftalt bl.a. med klager

ved medvirken til et »management-buy-out«. B har endelig overtrådt

de børsetiske regler, eller en analogi heraf, ved at indløse direktør A's

aktiepost til en langt højere kurs end de øvrige deltagere.

III. Klagers angivelse af de forhold, der bør undersøges af

Finanstilsynet.

1.

Sparekassen B (C A/S) købte i eget navn D Holding A/S den 3. april 1989 og

indsatte egne medarbejdere som selskabets bestyrelse og direktion. Herefter

erhvervede Sparekassen B angiveligt aktiemajoriteten i D A/S (ca. 90%).

Sparekassen B havde ikke noget forudgående engagement med D A/S, som indtil

da havde en anden bankforbindelse. Og Sparekassen B, der udeholdt

»management-buy-out«»s øvrige deltagere, overtrådte dermed

klart § 1, stk. 4, i lov nr. 374 af 15. august 1985 om banker og sparekasser,

hvorefter pengeinstitutter ikke måtte drive anden virksomhed end

pengeinstitutvirksomhed. Der blev i øvrigt heller ikke indgivet indberetning

om erhvervelsen.

2.

Sparekassen B har endvidere overtrådt § 1, stk. 4, således som den blev

omformuleret ved lov nr. 327 af 24. maj 1989, der trådte i kraft den 28. maj

1989, jfr. nu lovens § 1, stk. 3, jfr. § 1 a, stk. 1. Erhvervelsen skete ikke

med henblik på »medvirken ved omstrukturering i

erhvervsvirksomheder«, men var udtryk for »hostile takeover«

med henblik på - således som det skete - at opløse D A/S og opnå fortjeneste

ved bortsalg af koncernens enkeltvirksomheder. B - der egenhændigt allerede

den 3. april 1989 havde overtaget virksomheden som eneejer - gennemtvang

fortsat dominerende indflydelse i selskabet med ca. 70% i juni 1989 og

udnyttede denne position til, under tilsidesættelse og i strid med

»management-buy-out«»et, herunder dettes hovedsigte om

bevarelse af kernevirksomhederne, til bortsalg af datterselskaberne.

Indberetning efter § 1, stk. 4, efter lov nr. 327 af 24. maj 1989 skete først

den 1. august 1989, i øvrigt under fortielse af at Sparekassen B havde været

eneejer af D Holding A/S fra 3. april 1989 og af D A/S gennem

Holdingselskabet fra købet den 28. april 1992 og under urigtig angivelse af,

at der var sket tegning af aktionærerne fra 3. april 1989 af

kapitalforhøjelsen, der først fandt sted den 20. juni 1989, således som

indholdet heraf er angivet i indberetningen. Det er i øvrigt urigtigt, når

indberetningen af 1. august 1989 angiver, at B havde erhvervet nominelt

30.700.000 aktier i D Holding A/S som led i omstrukturering i D-gruppen, idet

sparekassen som nævnt havde tilsidesat

»management-buy-out«»et.

3.

I de angivne sammenhænge, jfr. tillige afsnit II. om baggrund, gøres det

gældende, at Sparekassen B ved sin deltagelse i købet af D A/S har overtrådt

§ 1, stk. 6, i lov om banker og sparekasser, ved ikke at have handlet i

overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis. Det

er endvidere klagers opfattelse, at der er tale om ulovlig selvindtræden

efter kommissionsloven.

4.

Såfremt en undersøgelse godtgør pkt. 1-3 er forholdene strafbare efter §

53 og 54 i lov om banker og sparekasser.

5.

Der nedlægges påstand om, at Sparekassen B har overtrådt

aktieselskabslovens §§ 58, 63, 67, stk. 4 og 80, idet pengeinstituttet har

indsat egne ansatte og engageret rådgivere i ledelsen af D Holding A/S og D

A/S og dermed været i stand til at træffe aftaler i strid med D-gruppens

interesser for at opnå betydelige økonomisk gevinst som aktionær og rådgiver.

I forbindelse hermed henvises til aktiesel skabslovens §§ 140 og 142 om

erstatning og §§ 160 og 161 om strafansvar.

6.

Det gøres gældende, at Sparekassen B ensidigt har fastsat honorar og

provisioner, rentesatser og udbetalinger til rådgiver uden mulighed for

kontrol eller vurdering fra de øvrige aktionærer i

»management-buy-out«»et, og at det pålægges C A/S at

tilbagebetale beløbene i det omfang, de overstiger sædvanlige satser mellem

uafhængige parter.

7.

Finanstilsynet bør endvidere tilpligtes at vurdere Sparekassen B (C A/S)

handlemåde ud fra en analogi til de børsetiske regler, jfr. pkt. 4, med

henblik på at konstatere, om banken har givet alle aktionærer mulighed for at

afhænde deres aktier på identiske betingelser. Det bør herunder oplyses, til

hvilken kurs direktør K's aktier er erhvervet (14. januar 1991), idet kursen

efter det for klager oplyste er ca. 1400, uanset at koncernen på

indløsningstidspunktet havde tabt ca. 2/3 af aktiekapitalen efter

regnskaberne.

IV. Klagers begæring om partsstilling og aktindsigt m.v. i

Finanstilsynets sag initieret af direktør A.

Som nævnt ovenfor i afsnit I.B., jfr. afsnit I.C., har K gjort gældende,

at Finanstilsynet har været uberettiget til ikke at anse ham som part i den

sag, som Finanstilsynet behandlede vedrørende B's rolle i

»management-buy-out«»et. Han må fuldstændig sidestilles med

direktør A, både med hensyn til sin placering og retlige interesse i sagen og

efter forløbet af sagen. Han var således berettiget til at få tillagt de

rettigheder, der tilkommer en part efter forvaltningsloven, herunder om

aktindsigt, og er - da de uberettiget har været forholdt ham - nu berettiget

til at få sin stilling genoprettet. Som følge af sagens forløb og det

anførte, kan bank- og sparekasseloven § 50 a, stk. 5, der trådte i kraft den

1. januar 1991, ikke gælde for ham. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne

i de nævnte afsnit, samt til Finanstilsynets afgørelse af 28. august 1992,

der er vedlagt kendelsen som bilag 4.

V. Finanstilsynets redegørelser og udtalelser til Erhvervsankenævnet.

A. Redegørelsen af 31. januar 1991.

1. Vedrørende sagens forløb.

I den af Finanstilsynet til Erhvervsankenævnet den 31. januar 1991

fremsendte redegørelse, der vedlægges kendelsen som bilag 5, har

Finanstilsynet henvist til, at sagen vedrørende Sparekassen B's medvirken ved

overdragelse af aktiemajoriteten (management-buy-out) i selskabet D A/S fra

de tidligere ejere af selskabet til direktørerne for 4 af dets

datterselskaber er blevet behandlet på grundlag af direktør A's klage til

tilsynet af 27. marts 1990. Klagesagen blev afgjort den 20. juli 1990.

Finanstilsynet har herom oplyst, at man sædvanligvis ikke længere - efter

oprettelsen af pengeinstitutankenævnet - på det pågældende tidspunkt

behandlede klager fra enkeltpersoner over pengeinstitutter, men at man efter

en forudgående telefonisk samtale med direktør A på grund af sagens særlige

omstændigheder, som oplyst af A, over for denne accepterede en klage. Sagen

blev herefter behandlet på grundlag af direktør A's skrivelse af 27. marts

1990 og efterfølgende skrivelser og redegørelser fra Sparekassen B og A.

Tilsynet har endvidere bekræftet, at direktør K i skrivelse af 20. april 1990

har meddelt, at han kunne tiltræde klagen fra A, og at man fra direktør K har

modtaget en række skrivelser med bilag under behandlingen af sagen, samt at

direktør K har modtaget en kopi af afgørelsen af 20. juli 1990.

Tilsynet har videre oplyst, at klagesagen på direktør A's foranledning

blev genoptaget, og, efter et møde mellem tilsynet, direktør A og C A/S,

endeligt afsluttet den 11. januar 1991 med samme resultat som i skrivelsen af

20. juli 1990. Direktør K blev ikke underrettet om afgørelsen af 11. januar

1991 og modtog således heller ikke nogen kopi af den. Tilsynet har bekræftet,

at man modtog skrivelser fra direktør K om sagen bl.a. af 26. oktober 1990,

13. november 1990 og 3. januar 1991. Disse skrivelser besvarede tilsynet

overfor K den 22. januar 1991, idet man - som nævnt ovenfor - og i øvrigt

uden at nævne genoptagelsen af den endelige afgørelse af 11. januar 1991,

alene meddelte denne, at sagen var færdigbehandlet og afviste at kommentere

den yderligere.

2. Vedrørende sagens realitet.

Finanstilsynet har om realiteten i klagen bl.a. oplyst, at et af

klagepunkterne var, at sparekassen ved at erhverve aktiemajoriteten havde

tilsidesat bank- og sparekasselovens § 1, stk. 4, om forbud mod at drive

anden erhvervsvirksomhed, medmindre det sker til afvikling af forudindgåede

engagementer. Bestemmelsen blev ændret ved lov af 24. maj 1989, hvorefter

pengeinstitutter tillige midlertidigt må drive virksomhed med henblik på

medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder, f.eks. medvirke ved et

»management-buy-out«. Den ændrede bestemmelse indeholdt således

hjemmel for pengeinstitutter til at indgå i et engagement, som det her

omhandlede.

C har over for tilsynet gjort gældende, at sparekassen ikke har handlet i

strid med § 1, stk. 4, med bestemmelsens oprindelige indhold, idet

sparekassen har anført, at den havde garanteret for kapitaludvidelsen i det

til lejligheden erhvervede holdingselskab, og at det i overensstemmelse med

rammeaftalens § 7 og udkast til aktionæroverenskomst kun var hensigten at

bevare en mindre aktiepost, idet det var forventet, at de institutionelle

investorer var optaget senest i august 1989. Da garantien blev aktuel, ville

sparekassen, hvis loven ikke var blevet ændret, have været berettiget til at

drive anden virksomhed til afvikling af engagementer. Som følge af

lovændringen valgte sparekassen at tegne aktierne i et Holdingselskab

direkte.

I skrivelse af 1. august 1989 indberettede Sparekassen B sin besiddelse af

aktiemajoriteten i selskabet. Indberetningen gav ikke tilsynet anledning til

særlige foranstaltninger i sagen.

Det er tilsynets opfattelse, at en privatpersons anmodning om

iværksættelse af en undersøgelse af et pengeinstituts eventuelle

tilsidesættelse af en bestemmelse i tilsynslovgivningen, som er strafbelagt

og underlagt offentlig påtale, ikke giver anmelderen ret til at få

oplysninger om, hvilke foranstaltninger tilsynet måtte iværksætte i den

anledning. Tilsynet har imidlertid som svar på K's skrivelse af 17. september

1990 meddelt, at man ikke har fundet grundlag for at foretage en undersøgelse

om spørgsmålet med henvisning til, at aktiebesiddelsen i hvert fald på datoen

for sparekassens indberetning den 1. august 1989 var lovlig.

Uanset om en undersøgelse af spørgsmålet måtte have ført til det resultat,

at sparekassen forud for lovændringen havde handlet lovstridigt, mener

tilsynet, at lovændringen medførte, at tilsynet var uden sanktionsmuligheder.

Tilsynet har til støtte herfor henvist til straffelovens § 3, stk. 2, og § 4,

stk. 3, hvorefter straffen for et ulovligt forhold bortfalder, såfremt

forholdet er lovligt på tidspunktet for forholdets påkendelse.

B. Finanstilsynets udtalelse af 8. maj 1991.

Erhvervsankenævnet har indhentet en udtalelse fra Finanstilsynet i

anledning af, at advokat M for klager den 8. februar 1991 tillige påklagede

Finanstilsynets afgørelse af 22. januar 1991 og i anledning af begæringen om

aktindsigt.

For så vidt angår afvisningen af at foretage yderligere har Finanstilsynet

i udtalelsen af 8. maj 1991, der vedlægges kendelsen som bilag 6, til

Erhvervsankenævnet bl.a. anført, at tilsynet alene har behandlet en klage

fremsat af direktør A, at denne klagesag er endelig afsluttet ved skrivelse

af 20. juli 1990

For så vidt angår spørgsmålet om aktindsigt, har tilsynet i udtalelsen af

8. maj 1991 bl.a. anført, at tilsynet alene må anse direktør A som part i den

af Finanstilsynet behandlede klagesag, hvorfor man ikke kan imødekomme

begæringen om aktindsigt.

For så vidt angår selve indbringelsen af afgørelsen af 22. januar 1991 i

advokat M's skrivelse af 8. februar 1991 for Erhvervsankenævnet, har tilsynet

gjort gældende, at da man ikke kan anse K som part i den klagesag, som

tilsynet har behandlet på grundlag af direktør A's klage, har direktør K ikke

beføjelser til at indbringe sagen for Erhvervsankenævnet.

C. Finanstilsynets udtalelse af 18. juli 1991 og 3. december 1991.

Finanstilsynet er endvidere gjort bekendt med de yderligere indlæg som

advokat M er fremkommet med på klagers vegne, men har i skrivelse af 18. juli

1991 og 3. december 1991, der vedlægges kendelsen som bilag 7 og 8, i det

hele henholdt sig til de afgivne udtalelser henholdsvis af 31. januar 1991 og

8. maj 1991.

D. Finanstilsynets udtalelse af 28. december 1992 i anledning af

Erhvervsankenævnets skrivelse af 1. december 1992 (jfr. ovenfor afsnit

I.C.).

Finanstilsynets udtalelse lyder således: »...

I skrivelse af 20. juli 1992 anmodede direktør K tilsynet om at oplyse,

hvem advokat N repræsenterede under et møde afholdt i tilsynet den 30.

oktober 1990.

Tilsynet overvejede at sætte anmodningen om den supplerende aktindsigt i

bero med henvisning til den for Erhvervsankenævnet verserende sag, der bl.a.

berører spørgsmålet om aktindsigt.

Tilsynet fandt det imidlertid afgørende, at anmodningen om en nærmere,

bestemt supplerende oplysning var modtaget efter 1. januar 1991, hvor

bestemmelsen om, hvem der kan anses som part i forholdet til Finanstilsynet

blev præciseret, jfr. bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5.

Under hensyn til, at der var tale om en ny henvendelse om supplerende

oplysninger modtaget efter partsbegrebets præcisering, fandt tilsynet det

korrekt at træffe afgørelse om den nye henvendelse. Tilsynet afviste herefter

i skrivelse af 6. august 1992 at efterkomme anmodningen om aktindsigt under

henvisning til, at direktør K jfr. bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5

ikke kan betragtes som part i henhold til forvaltningsloven.

Direktør K opfordrede i skrivelse af 12. august 1992 tilsynet til at

revurdere anmodningen om aktindsigt. Det anførtes, at bank- og

sparekasselovens § 50 a, stk. 5, ikke finder anvendelse, idet den oprindelige

klagesag behandledes i tilsynet forud for ovennævnte bestemmelses

ikrafttræden den 1. januar 1991. I skrivelse af 24. august 1992 opfordrede

direktør K påny tilsynet til en revurdering af sagen under henvisning til, at

advokat N havde modtaget Finanstilsynets afgørelse af 11. januar 1991

vedrørende den af K for tilsynet indbragte klagesag.

I skrivelse af 28. august 1992 afviste tilsynet påny anmodningen om

aktindsigt. Det understregedes i den forbindelse, at tilsynet som anført i

sin udtalelse af 8. maj 1991 til Erhvervsankenævnet alene anser A som værende

part i den af A for tilsynet indbragte klagesag. Endvidere anførtes, at bank-

og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, finder anvendelse på anmodninger om

aktindsigt modtaget i tilsynet efter den 1. januar 1991, hvor bestemmelsen

trådte i kraft. Endelig anførtes, at tilsynet ikke har tilsendt advokat N

afgørelsen af 11. januar 1991, som vedrører A's klagesag. Denne afgørelse er

alene tilsendt sagens parter. På denne baggrund fastholdt tilsynet sit afslag

på anmodningen om at få oplyst, hvem advokat N repræsenterede på mødet i

tilsynet den 30. oktober 1990.

Tilsynet fastholdt ligeledes, at man ikke var berettiget til at udlevere

afgørelsen af 11. januar 1991, som vedrører A's klagesag, hvori direktør K

ikke kan anses som værende part.

Tilsynet skal meddele, at man fastholder sine afgørelser af den 6. august

og 28. august 1992.

For så vidt angår spørgsmålet om forholdet til bank- og sparekasselovens §

50 a, stk. 5, såfremt det lægges til grund, at direktør K må betragtes som

part som følge af sagens forløb forud for den nævnte bestemmelses

ikrafttræden den 1. januar 1991, skal man udtale følgende:

Med nævnte bestemmelses ikrafttræden den 1. januar 1991 skete der en

præcisering af forvaltningslovens partsbegreb, således at det alene er det

pengeinstitut, hvis forhold undersøges, der kan anses som part. Dette betyder

blandt andet, at andre end pengeinstituttet, selv om de pågældende måske har

interesser i sagen, ikke har mulighed for aktindsigt.

For så vidt angår det tidsmæssige anvendelsesområde for bestemmelsen, er

det tilsynets opfattelse, at bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, finder

anvendelse på direktør K's anmodning af 20. juli 1992 om aktindsigt.

Det afgørende er i den forbindelse ikke, som anført af direktør K i

skrivelse af 12. august 1992, tidspunktet for behandlingen af den sag, i hvis

akter der ønskes indsigt, men tidspunktet for anmodningens fremsættelse over

for tilsynet.

Efter tilsynets opfattelse afskærer bank- og sparekasselovens § 50 a, stk.

5, således i denne sag direktør K fra at opnå aktindsigt, idet anmodningen om

aktindsigt er fremsat efter bestemmelsens ikrafttræden.

Endvidere tilføjes at efter det for tilsynet oplyste, skal den supplerende

oplysning anvendes i forbindelse med en for Advokatrådet indbragt sag.

Oplysningen må derfor anses for at være uden betydning for den for ankenævnet

allerede verserende sag.

Afslutningsvis skal man oplyse, at tilsynet ikke har truffet andre

afgørelser i relation til klagen under dennes behandling i ankenævnet.«

VI. .... A/S' (moderselskab til C) begæring om aktindsigt i

Erhvervsankenævnets sag.

Den 19. december 1991 anmodede ... A/S (moderselskabet til C) om

aktindsigt i Erhvervsankenævnets sag under henvisning til, at sagen vedrørte

C (B). I den anledning fremsendte Erhvervsankenævnet kopi af akterne i

ankenævnets sag til ... A/S (moderselskabet til C), idet man samtidig

anmodede om, at eventuel indtræden i sagen, jfr. § 10 i bekendtgørelsen om

Erhvervsankenævnet, blev overvejet. Den 23. april 1992 meddelte ... A/S

(moderselskabet til C) telefonisk, at C A/S ikke ønskede at indtræde i sagen.

Dette blev af (moderselskabet) bekræftet i en skrivelse af 29. april 1992.

Det fremgår endvidere af sagen, at der i samme periode har været ført

drøftelser mellem advokat M og C A/S, og at advokat M herunder har rejst

spørgsmål om en rimelig afregning af direktør K's aktiebeholdning nominelt 5

mio. kr. i D Holding A/S set i lyset af en afregningskurs på 1430 til en

anden mindretalsaktionær i begyndelsen af 1991.

VII. Materialet i Erhvervsankenævnets sag.

Det bemærkes, at materialet i Finanstilsynets sag vedrørende D Holding

A/S, initieret af direktør A, afgjort ved skrivelse af 20. juli 1990 og

endeligt ved skrivelse af 11. januar 1991, ikke er indgået i sagsbehandlingen

for ankenævnet, og således ikke har været i ankenævnets besiddelse, bortset

fra afgørelsen af 20. juli 1990. Hver af parterne K henholdsvis

Finanstilsynet er blevet gjort bekendt med materialet i ankenævnets sag. Det

er samme materiale, der i kopi er fremsendt til ... A/S (moderselskabet til

C), jfr. ovenfor.

Ankenævnet skal udtale :

Det fremgår af sagen, at Finanstilsynet tog direktør A's klage af 27.

marts 1990 over B's deltagelse i »management-buy-out'et« under

behandling, og at direktør K blandt andet ved skrivelse af 20. april 1990

tiltrådte direktør A's klage. Det fremgår endvidere, at direktør K's

synspunkter i det væsentlige var identiske med direktør A's standpunkter, og

at hans retlige stilling i forhold til klagen og retlige interesse i sagens

udfald ligeledes var identisk med direktør A's. Af de nævnte grunde burde

direktør K efter ankenævnets opfattelse have været anset som part, såvel

under klagesagen, der oprindelig blev afsluttet ved afgørelsen af 20. juli

1990, som under genoptagelsen af behandlingen i august måned 1990, afsluttet

med afgørelsen af 11. januar 1991, som Finanstilsynet ikke underrettede

direktør K om, uanset at tilsynet havde gjort ham bekendt med afgørelsen i

juli måned, og uanset direktør K's skrivelser til tilsynet den 26. oktober

1990, 13. november 1990 og 3. januar 1991.

Som følge heraf bør behandlingen af klagesagen genoptages over for

direktør K, således at der herunder tillægges ham den stilling som part, der

følger af forvaltningsloven. Særligt bemærkes herom, at Finanstilsynet ved

ikke at tillægge direktør K stilling som part og især ved ikke at oplyse om

genoptagelsen i august 1990, har afskåret direktør K fra at fremsætte

begæring om aktindsigt inden ikrafttrædelsen den 1. januar 1991 af § 50 a,

stk. 5, i den dagældende lov om banker og sparekasser. Derfor kan det ikke

antages, at bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk.

5) er til hinder for, at der nu tillægges direktør K de rettigheder

vedrørende aktindsigt, som følger af forvaltningsloven.

Efter det for ankenævnet oplyste finder nævnet, at sagen kan indeholde

generelle og principielle spørgsmål vedrørende et pengeinstituts medvirken

til et management-buy-out, og at undersøgelsen derfor også bør ske til

konstatering af, om der eventuelt er behov for på enkelte områder at

præcisere retningslinier for et pengeinstituts medvirken hertil.

Undersøgelsen bør blandt andet omfatte:

1) om § 1, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 374 af 15. august 1985 om

banker og sparekasser m.v. blev overtrådt i 1989,

2) om B's engagement har overskredet begrænsningerne i § 1, stk. 4, som

ændret ved lov nr. 327 af 24. maj 1989, henholdsvis § 1 a, stk. 1, som

indføjet i bank- og sparekasseloven ved lov nr. 306 af 16. maj 1990,

hvorefter engagementet skal have karakter af »medvirken« og være

»midlertidigt«,

3) om B's engagement har givet sig udslag i dispositioner, som har

tilgodeset B's interesser på bekostning af andre involverede på en måde, som

er i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6,

4) om benyttelsen af B-ansatte som bestyrelsesmedlemmer og direktør i

D-koncernen har været i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens § 1,

stk. 6, når henses til lovens § 19, stk. 5,

5) om der fra B's side er stillet krav om tavshed og hemmeligholdelse på

en måde, som strider mod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6,

6) om B ved afgivelse af meddelelser eller indberetninger eller ved

fremsendelse af dokumenter herunder med hensyn til dateringer har handlet i

strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, eller andre bestemmelser i

bank- og sparekasseloven.

Officielle noter

(* 1) Oplysningen er urigtig, idet endelig afgørelse i klagesagen

vedrørende direktør A blev truffet den 11. januar 1991, en afgørelse som K

allerede af faktiske årsager var afskåret fra at indbringe for

Erhvervsankenævnet, da han ikke blev gjort bekendt med afgørelsen, men alene

kendte til afgørelsen af 20. juli 1990, og at afgørelsen ikke er blevet

indbragt for Erhvervsankenævnet.

(* 2) I skrivelse af 16. august 1990 meddelte direktør A Finanstilsynet,

at han under henvisning til skrivelsen af 20. juli 1990 (modtaget 28. juli

1990) ønskede afgørelsen indbragt for Erhvervsankenævnet. Samtidig pegede

direktør A på det ønskelige i, at der skete en fornyet behandling i

Finanstilsynet bl.a. på grundlag af hans forslag om et møde i sagen. Det

førte til, at sagen blev genoptaget i Finanstilsynet. Tilsynet fandt derfor

ikke anledning til at genoptage sagsbehandlingen på grundlag af K's

skrivelser af 26. oktober, 13. november 1990 og 3. januar 1991, hvorfor man

den 22. januar 1991 meddelte, at sagen var afsluttet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter