Erhvervsankenævnet ændrede Finanstilsynets afgørelse, således at et pengeinstitut på visse områder havde handlet i strid med lovens ? 1, stk. 6, om redelig forretningsskik m.v. i forbindelse med et aftalt "management-buy-out".
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Erhvervsankenævnet ændrede
Finanstilsynets afgørelse, således at et pengeinstitut på
visse områder havde handlet i strid med lovens
? 1, stk. 6, om redelig
forretningsskik m.v. i forbindelse med et aftalt "management-buy-out".
K klagede i skrivelse af 26. oktober 1990 til
Erhvervsankenævnet over, at Finanstilsynet i skrivelse af 8. oktober
1990 over for ham havde afslået at foretage en undersøgelse
efter bank- og sparekasseloven af Sparekassen A's (nu B-bank) deltagelse i et
"management-buy-out" i selskabet C A/S fra de tidligere ejere af selskabet
til direktørerne i 4 datterselskaber, direktør K (C D A/S),
direktør E (C F A/S), direktør G (C H A/S) og direktør I
(C J A/S).
I Erhvervsankenævnets kendelse af 10. juni 1993,
j.nr. 90-61.585, hedder det:
"Det fremgår af sagen, at Finanstilsynet tog
direktør I's klage af 27. marts 1990 over A's deltagelse i
"management-buy-out'et" under behandling, og at direktør K blandt
andet ved skrivelse af 20. april 1990 tiltrådte direktør I's
klage. Det fremgår endvidere, at direktør K's synspunkter i det
væsentlige var identiske med direktør I's standpunkt, og at hans
retlige stilling i forhold til klagen og retlige interesse i sagens udfald
ligeledes var identisk med direktør I's. Af de nævnte grunde
burde direktør K efter ankenævnets opfattelse have været
anset som part, såvel under klagesagen, der oprindelig blev afsluttet
ved afgørelsen af 20. juli 1990, som under genoptagelsen af
behandlingen i august måned 1990, afsluttet med afgørelsen af
11. januar 1991, som Finanstilsynet ikke underrettede direktør K om,
uanset at tilsynet havde gjort ham bekendt med afgørelsen i juli
måned, og uanset direktør K's skrivelser til tilsynet den 26.
Læs alt
oktober 1990, 13. november 1990 og 3. januar 1991.
Som følge heraf bør behandlingen af
klagesagen genoptages over for direktør K således at der
herunder tillægges ham den stilling som part, der følger af
forvaltningsloven. Særligt bemærkes herom, at Finanstilsynet ved
ikke at tillægge direktør K stilling som part og især ved
ikke at oplyse om genoptagelsen i august 1990, har afskåret K fra at
fremsætte begæring om aktindsigt inden ikrafttrædelsen den
1. januar 1991 af § 50 a, stk. 5, i den dagældende lov om banker og
sparekasser. Derfor kan det ikke antages, at bank- og sparekasselovens § 50
b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) er til hinder for, at der nu
tillægges direktør K de rettigheder vedrørende
aktindsigt, som følger af forvaltningsloven.
Efter det for ankenævnet oplyste finder
nævnet, at sagen kan indeholde generelle og principielle
spørgsmål vedrørende et pengeinstituts medvirken til et
management-buy-out, og at undersøgelsen derfor også bør
ske til konstatering af, om der eventuelt er behov for på enkelte
områder at præcisere retningslinier for et pengeinstituts
medvirken hertil.
Undersøgelsen bør blandt andet omfatte
1) om § 1, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 374 af
15. august 1985 om banker og sparekasser m.v. blev overtrådt i
1989,
2) om A's engagement har overskredet
begrænsningerne i § 1, stk. 4, som ændret ved lov nr. 327 af 24.
maj 1989, henholdsvis § 1 a, stk. 1, som indføjet i bank- og
sparekasseloven ved lov nr. 306 af 16. maj 1990, hvorefter engagementet skal
have karakter af "medvirken" og være "midlertidigt",
3) om A's engagement har givet sig udslag i
dispositioner, som har tilgodeset A's interesser på bekostning af andre
involverede på en måde, som er i strid med bank- og
sparekasselovens ? 1, stk. 6,
4) om benyttelse af A-ansatte som bestyrelsesmedlemmer
og direktør i C-koncernen har været i overensstemmelse med bank-
og sparekasselovens § 1, stk. 6, når henses til lovens § 19, stk.
5,
5) om der fra A's side er stillet krav om tavshed og
hemmeligholdelse på en måde, som strider mod bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 6,
6) om A ved afgivelse af meddelelser eller indberetninger
eller ved fremsendelse af dokumenter herunder med hensyn til dateringer har
handlet i strid med bank- og sparekasselovens ? 1, stk. 6, eller andre bestemmelser i bank- og
sparekasseloven."
Kendelsen er i sin helhed vedlagt som bilag 1 [ikke
vedlagt].
Efter Erhvervsankenævnets kendelse blev sagen
genoptaget af Finanstilsynet, som med skrivelse af 2. marts 1994, j.nr.
6264-0020, F 2222, til K fremsendte sin afgørelse af samme dato sammen
med en oversigt af 24. februar 1994 over materiale i sagen. Afgørelsen
og oversigten er bilagt nærværende kendelse som bilag 2 og bilag
3 [ikke vedlagt].
K indbragte med skrivelse af 16. marts 1994
Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet. Der ankes
over, at Finanstilsynet "mangler vilje til at undersøge B-banks
(tidligere A) dobbeltrolle i C-Sagen", og det gøres gældende, at
"Finanstilsynet som frygtet var inhabil i C-Sagen", hvorfor
Erhvervsankenævnet anmodes om at "foretage de nødvendige
undersøgelser af "C-Sagen"." Dette begrundes i klageskrivelsen
med,
at "Finanstilsynet ikke har taget hensyn til, at det var
B-bank, der henvendte sig til direktørerne i kommende MBO og
tilbød sin professionelle hjælp som rådgiver og
långiver", og at "B-bank udnyttede sit ulovlige ejerskab af C-koncernen
til at bryde den indgåede rammeaftale",
at Finanstilsynet ikke har behandlet alle rejste
spørgsmål, idet Finanstilsynet ikke har oplyst, "hvem advokat L
repræsenterede på et møde hos Finanstilsynet i august 1989
sammen med A", ikke har "forsøgt at få kendskab til den samlede
økonomiske gevinst B-bank har opnået ved at udnytte sin
professionelle stilling som rådgiver og långiver for MBO'et i
forbindelse med stripningen af C-koncernen", og ikke har redegjort for, "om
B-bank ikke stadigvæk er ejer af dele af C-koncernen, idet frasalg af
C-virksomheder er gået til andre virksomheder, hvori B-bank har
andele", og
at Finanstilsynet mener, "at B-bank's ejerskab af
C-koncernen kun er midlertidig, selvom B-bank som professionel
rådgiver, efter brud på rammeaftalen, har haft alle
magtbeføjelser til at afvikle C-koncernen".
Heroverfor har Finanstilsynet i skrivelse af 26. april
1994 til Erhvervsankenævnet anført:
at "det efter Finanstilsynets opfattelse er uden betydning
ved afgørelse af sagen, om den første kontakt er sket fra
Sparekassen A til direktør I eller omvendt",
at "Finanstilsynet ikke på det foreliggende grundlag
har kunnet fastslå, at Sparekassen A har brudt indgåede aftaler
eller har foretaget en såkaldt "stripning" af C-koncernen",
at der ikke er udarbejdet referat af et møde
afholdt i Finanstilsynet den 30. oktober 1990, hvori direktør M,
Sparekassen A, og advokat L deltog, at dette må antages at skyldes, at
tilsynet i stedet for at udarbejde referat anmodede mødedeltagerne om
efterfølgende skriftligt at redegøre for det på
mødet mundtligt fremførte, at B-bank i skrivelse af 16.
november 1990 til Finanstilsynet har gengivet de oplysninger, der blev
fremsat på mødet i tilsynet den 30. oktober 1990, og at
Finanstilsynet ikke har oplysning om, hvem advokat L repræsenterede
på mødet, antageligt fordi tilsynet har anset det for
uvæsentligt,
at B-bank i skrivelse af 27. august 1993 til
Finanstilsynet har meddelt, at banken afhændede sin samlede aktiepost i
C Holding A/S i sommeren 1992, og
at Finanstilsynet efter gældende habilitetsregler
ikke er inhabil, men ikke desto mindre har ladet sagen behandle af en gruppe
på 4 erfarne juridiske medarbejdere, der ikke var ansat i
Finanstilsynet på tidspunktet for behandlingen af den oprindelige
klage.
I skrivelse af 17. maj 1994 til Erhvervsankenævnet
anfører K bl.a..:
at Finanstilsynets inhabilitet ikke løses ved, at
sagsbehandlingen overlades til medarbejdere, der ikke var ansat i
Finanstilsynet under behandlingen af den oprindelige klage,
at det er besynderligt og utroværdigt, at
Finanstilsynet ikke aner, hvem advokat L repræsenterede på
mødet den 30. oktober 1990,
at det var væsentligt for A at eje det
købende selskab af C-koncernen,
at der var klare økonomiske fordele for B-bank ved
at sælge C-virksomhederne enkeltvis -i strid med sælgers
ønske om samlet salg med henblik på videreførsel af
væsentlige dele af koncernen som koncern,
at Finanstilsynet ikke har interesseret sig for A's
påstande om salg til institutionelle investorer for at få
bekræftet, at der var tale om et bluffnummer fra bankens side,
at Finanstilsynet ikke har interesseret sig for A's
aktiekøb i C Holding A/S og ikke undersøgt de særlige
selskabskonstruktioner, B-bank benytter sig af, når det drejer sig om
B-banks ejerforhold af danske virksomheder f.eks. via N. Det fremgår i
øvrigt af skrivelsen, at K havde klaget til Advokatnævnet over
advokat L og anlagt retssag mod B-bank med påstand om, at B-bank er
erstatningsansvarlig overfor K i forbindelse med overtagelsen af C-koncernen
i 1989.
Med skrivelse af 1. juni 1994 fremsendte K til
Erhvervsankenævnet B-banks svarskrift i den nævnte retssag med
bemærkning bl.a. om, at det er af principiel betydning i forhold til
bankloven, om en bank kan komme uden om denne lov ved at købe sig ind
i en kunderelateret erhvervsvirksomhed i form af f.eks. en beskeden aktiepost
for derefter at hævde at tvister vedrørende bankydelser
reguleres over en aktionæroverenskomst, der henviser tvister til
voldgift. Samtidig påpeges, at Finanstilsynet ikke har foretaget en
selvstændig undersøgelse af de forhold, der ligger til grund for
antagelsen af, at A's ejerskab var midlertidigt, men udelukkende taget A's
påstande til efterretning.
Med skrivelse af 16. marts 1995 fremsendte K til
Erhvervsankenævnet kopi af en skrivelse af 6. december 1994 fra
Erhvervsministeren til K, hvori ministeren udtaler, at der efter hendes
vurdering ikke er tale om inhabilitet for Finanstilsynets vedkommende i
C-sagen.
I skrivelse af 15. maj 1995 til Erhvervsankenævnet
har K anført, at advokat L ikke som påstået har
været advokat for samtlige deltagere i det såkaldte MBO.
I skrivelse af 19. december 1995 til
Erhvervsankenævnet anfører K, at det er hans påstand, "at
A/B-bank sammen med direktør E, C F i marts-april 1989 havde planlagt,
at C-Gruppen skulle "strippes". Den af parterne underskrevne aftale har
A/B-bank kun anset for nødvendig for at skaffe de nødvendige
stråmænd til at skjule det ulovlige køb for offentligheden
og sælgerne (familien O og øvrige aktionærer i C a/s)".
Det anføres, at et vedlagt interview med E giver yderligere
dokumentation for, at A/C-bank havde en "skjult" plan.
Med skrivelse af 25. januar 1996 til
Erhvervsankenævnet fremsendte K kopi af Østre Landsrets dom af
18. januar 1996 og med skrivelse af 1. februar 1996 yderligere anke- og
kæreskrift. Ved landsrettens dom afvistes den indbragte erstatningssag,
da sagens tvister fandtes omfattet af aktionæroverenskomstens
voldgiftsklausul. Det anføres i skrivelsen, at landsrettens dom
omtaler P og Q som direktører i A, og at dette ulovlige forhold
bør indgå i Erhvervsankenævnets kendelse.
Med skrivelse af 20. februar 1996 til
Erhvervsankenævnet har K fremsendt et notat indeholdende en
redegørelse for, hvorfor aftalen af 21. marts 1989 ikke er
afløst af aktionærovenskomsten af juni 1989. Ankenævnet
har herudover modtaget forskellige indlæg og materiale fra K.
Som grundlag for Erhvervsankenævnets behandling
foreligger i øvrigt det i Finanstilsynets oversigt af 24. februar 1994
oplistede materiale i sagen.
I skrivelse af 22. september 1994 har K anmodet om
mundtlig forhandling i sagen med henblik på gennemgang af sagens
faktum. Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme
anmodningen.
Ankenævnet udtaler:
Det fremgår af sagen, at den blev indledt med, at
Sparekassen A som pengeinstitut skulle bistå de 4 direktører med
at gennemføre et "management-buy-out" i overensstemmelse med
rammeaftalen af 21. marts 1989 og den aktionæroverenskomst, der blev
endeligt udarbejdet, underskrevet og dateret den 20. juni 1989. Det
fremgår endvidere, at det aftalte ikke blev bragt til
udførelse.
Allerede med virkning fra købet i april 1989
overtog Sparekassen A faktisk koncernen med en ledelse bestående af
repræsentanter for sparekassen, hvorved bemærkes, at det
fremtræder uklart for ankenævnet, hvem advokat L har
repræsenteret under sagen. Det fremgår endvidere, at koncernen
under bibeholdelse af den nævnte ledelse løbende blev
opløst ved frasalg af de enkelte selskaber. Der er ikke efter
ankenævnets opfattelse givet nogen bæredygtig begrundelse for, at
det aftalte "management-buy-out" ikke blev eller blev forsøgt bragt
til udførelse i overensstemmelse med aftalegrundlaget. Det
gælder særlig spørgsmålet om, hvorfor de aftalte
forhandlinger med andre institutionelle investorer, med den heraf forudsatte
ændring af ejerforhold og ændret ledelsessituation, ikke blev
udført, ligesom der ikke foreligger nærmere oplysning om de
økonomiske følger, det har haft for Sparekassen A, at der i
stedet for fastholdelse af det aftalte "management-buy-out" er sket frasalg
af de enkelte virksomheder. Som baggrund for det anførte må det
endvidere lægges til grund, at A's overtagelse i april 1989 af
koncernen var i strid med § 1, stk. 4, i den dagældende bank- og
sparekasselov og som sådan tillige i modstrid med samme lovs § 1, stk.
6, om god bankskik. Efter det oplyste om forløbet finder
ankenævnet endvidere, at det ikke kan anses for klarlagt, om
betingelserne for ejerskabet efter det indhold bestemmelsen i bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 4, fik med virkning fra den 28. maj 1989 har
været opfyldt. Det bemærkes herved, at ejerskabet skal være
"midlertidigt", bestå i medvirken til omstrukturering af
erhvervsvirksomheder, og at bestemmelsen ikke hjemler et pengeinstitut adgang
til erhvervsmæssigt opkøb og salg af erhvervsvirksomheder for at
opnå gevinst i egen interesse.
II
For så vidt angår de enkelte punkter i
øvrigt i den påklagede afgørelse af 2. marts 1994
bemærkes:
ad 2a:
Har Sparekassen A stillet ulovlige krav om
tavshed og hemmeligholdelse?
Ankenævnet kan tiltræde, at de 2 citerede
dokumentafsnit i Finanstilsynets afgørelse ikke kan anses for at
være i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6. Men endelig
afgørelse af spørgsmålet kan bero på de uoplyste
forhold omkring indhold i og baggrund for det af sagen omfattede hemmelige
dokument, der efter det oplyste er henlagt i pengeskab hos advokat.
ad 2b
: Har Sparekassen A afgivet urigtige
meddelelser/indberetninger til Finanstilsynet?
Ankenævnet kan tiltræde, at Sparekassen A's
indberetning af 1. august 1989 med henvisning til ? 1, stk. 4, i bank- og sparekasseloven til
Finanstilsynet ikke efter sit indhold er urigtig, men da indberetning ikke
var givet tidligere, burde den have indeholdt oplysning om erhvervelsen
allerede i april 1989, og er som sådan ikke i overensstemmelse med
bank- og sparekasselovens § 1, stk. 4 og 6, jf. endvidere nedenfor.
ad 2c
: Har Sparekassen A handlet i strid med bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 6, med hensyn til datering af diverse
dokumenter?
Ankenævnet kan ikke tiltræde
afgørelsen, hvorefter tilsynet ikke finder, at Sparekassen A har
handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, med hensyn til de
nævnte dokumenters datering, fordi parterne var enige om indhold og
datering.
Det må anses for at være i strid med god bank-
og sparekasseskik, at et pengeinstitut deltager i udfærdigelsen af et
dokument, som fremtræder underskrevet på et andet tidspunkt, end
det faktisk er sket.
ad 2d:
Har Sparekassen A udøvet retsstridige
fortielser eller fremsat retsstridige trusler i forbindelse med ændring
og præcisering af de oprindelige aftaler?
Ankenævnet kan tiltræde Finanstilsynets
afgørelse, hvorefter det ikke er muligt på grundlag af
Finanstilsynets undersøgelse at afgøre, om Sparekassen A har
udøvet retsstridige fortielser og fremsat retsstridige trusler.
ad 2e:
Er størrelsen af Sparekassen A's
honorarer og provisioner urimelige?
Ankenævnet kan tiltræde Finanstilsynets
afgørelse, hvorefter det ikke er muligt på grundlag af
Finanstilsynets undersøgelse at afgøre, om størrelsen af
Sparekassen A's honorarer og provisioner skulle være urimelige, eller
om Sparekassen A har opnået økonomiske fordelse udover honoraret
på de 35 mio. kr.
ad 2f:
Har Sparekassen A i strid med bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 6, tilgodeset egne interesse på bekostning
af de øvrige deltagere.
Der henvises til bemærkningerne ovenfor under I.
ad 3:
Forhold til bank- og sparekasselovens § 19, stk.
5.
Således som sagen er oplyst, tiltrædes
Finanstilsynets afgørelse, hvorefter hverken § 19, stk. 5, eller § 1,
stk. 6, i bank- og sparekasselovens kan anses for overtrådt.
Som det fremgår efterlader det konkrete
sagsforløb og oplysningen heraf en række centrale
spørgsmål uafklarede. Det havde efter ankenævnets
opfattelse været ønskeligt, at der i øvrigt allerede i
forbindelse med den oprindeligt indgivne klage var blevet foretaget en
dyberegående (granskningslignende) undersøgelse.
Ankenævnet har ikke ressourcer hertil. Spørgsmålet om
anvendelsen af Finanstilsynets ressourcer henhører endeligt under
Erhvervsministeriet.
Lignende dokumenter
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993
- Erhvervsankenævnet ændrede Finanstilsynets afgørelse, således at et pengeinstitut, der som følge af aktiebesiddelse havde afgørende indflydelse på en beslutning om at ændre depotbank for provenuet ved tvangsindløsning af medarbejderaktier, havde handlet i Retsinformation · 24. september 1998
- Klageren burde have været anset som part såvel under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 14. oktober 1996. 94-18.114 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. oktober 1996
- 97-178.108 - Klage over pengeinstitut afvist (14. maj 1998) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. maj 1998
- Nægtet aktindsigt til klager, der ikke var part. Retsinformation · 24. september 1997