Spring til indhold

Retsinformation

Erhvervsankenævnet ændrede Finanstilsynets afgørelse, således at et pengeinstitut på visse områder havde handlet i strid med lovens ? 1, stk. 6, om redelig forretningsskik m.v. i forbindelse med et aftalt "management-buy-out".

AFG nr 60075 af 14/10/1996AfgørelseErhvervsministeriet24. september 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Erhvervsankenævnet ændrede

Finanstilsynets afgørelse, således at et pengeinstitut på

visse områder havde handlet i strid med lovens

? 1, stk. 6, om redelig

forretningsskik m.v. i forbindelse med et aftalt "management-buy-out".

K klagede i skrivelse af 26. oktober 1990 til

Erhvervsankenævnet over, at Finanstilsynet i skrivelse af 8. oktober

1990 over for ham havde afslået at foretage en undersøgelse

efter bank- og sparekasseloven af Sparekassen A's (nu B-bank) deltagelse i et

"management-buy-out" i selskabet C A/S fra de tidligere ejere af selskabet

til direktørerne i 4 datterselskaber, direktør K (C D A/S),

direktør E (C F A/S), direktør G (C H A/S) og direktør I

(C J A/S).

I Erhvervsankenævnets kendelse af 10. juni 1993,

j.nr. 90-61.585, hedder det:

"Det fremgår af sagen, at Finanstilsynet tog

direktør I's klage af 27. marts 1990 over A's deltagelse i

"management-buy-out'et" under behandling, og at direktør K blandt

andet ved skrivelse af 20. april 1990 tiltrådte direktør I's

klage. Det fremgår endvidere, at direktør K's synspunkter i det

væsentlige var identiske med direktør I's standpunkt, og at hans

retlige stilling i forhold til klagen og retlige interesse i sagens udfald

ligeledes var identisk med direktør I's. Af de nævnte grunde

burde direktør K efter ankenævnets opfattelse have været

anset som part, såvel under klagesagen, der oprindelig blev afsluttet

ved afgørelsen af 20. juli 1990, som under genoptagelsen af

behandlingen i august måned 1990, afsluttet med afgørelsen af

11. januar 1991, som Finanstilsynet ikke underrettede direktør K om,

uanset at tilsynet havde gjort ham bekendt med afgørelsen i juli

måned, og uanset direktør K's skrivelser til tilsynet den 26.

Læs alt

oktober 1990, 13. november 1990 og 3. januar 1991.

Som følge heraf bør behandlingen af

klagesagen genoptages over for direktør K således at der

herunder tillægges ham den stilling som part, der følger af

forvaltningsloven. Særligt bemærkes herom, at Finanstilsynet ved

ikke at tillægge direktør K stilling som part og især ved

ikke at oplyse om genoptagelsen i august 1990, har afskåret K fra at

fremsætte begæring om aktindsigt inden ikrafttrædelsen den

1. januar 1991 af § 50 a, stk. 5, i den dagældende lov om banker og

sparekasser. Derfor kan det ikke antages, at bank- og sparekasselovens § 50

b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) er til hinder for, at der nu

tillægges direktør K de rettigheder vedrørende

aktindsigt, som følger af forvaltningsloven.

Efter det for ankenævnet oplyste finder

nævnet, at sagen kan indeholde generelle og principielle

spørgsmål vedrørende et pengeinstituts medvirken til et

management-buy-out, og at undersøgelsen derfor også bør

ske til konstatering af, om der eventuelt er behov for på enkelte

områder at præcisere retningslinier for et pengeinstituts

medvirken hertil.

Undersøgelsen bør blandt andet omfatte

1) om § 1, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 374 af

15. august 1985 om banker og sparekasser m.v. blev overtrådt i

1989,

2) om A's engagement har overskredet

begrænsningerne i § 1, stk. 4, som ændret ved lov nr. 327 af 24.

maj 1989, henholdsvis § 1 a, stk. 1, som indføjet i bank- og

sparekasseloven ved lov nr. 306 af 16. maj 1990, hvorefter engagementet skal

have karakter af "medvirken" og være "midlertidigt",

3) om A's engagement har givet sig udslag i

dispositioner, som har tilgodeset A's interesser på bekostning af andre

involverede på en måde, som er i strid med bank- og

sparekasselovens ? 1, stk. 6,

4) om benyttelse af A-ansatte som bestyrelsesmedlemmer

og direktør i C-koncernen har været i overensstemmelse med bank-

og sparekasselovens § 1, stk. 6, når henses til lovens § 19, stk.

5,

5) om der fra A's side er stillet krav om tavshed og

hemmeligholdelse på en måde, som strider mod bank- og

sparekasselovens § 1, stk. 6,

6) om A ved afgivelse af meddelelser eller indberetninger

eller ved fremsendelse af dokumenter herunder med hensyn til dateringer har

handlet i strid med bank- og sparekasselovens ? 1, stk. 6, eller andre bestemmelser i bank- og

sparekasseloven."

Kendelsen er i sin helhed vedlagt som bilag 1 [ikke

vedlagt].

Efter Erhvervsankenævnets kendelse blev sagen

genoptaget af Finanstilsynet, som med skrivelse af 2. marts 1994, j.nr.

6264-0020, F 2222, til K fremsendte sin afgørelse af samme dato sammen

med en oversigt af 24. februar 1994 over materiale i sagen. Afgørelsen

og oversigten er bilagt nærværende kendelse som bilag 2 og bilag

3 [ikke vedlagt].

K indbragte med skrivelse af 16. marts 1994

Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet. Der ankes

over, at Finanstilsynet "mangler vilje til at undersøge B-banks

(tidligere A) dobbeltrolle i C-Sagen", og det gøres gældende, at

"Finanstilsynet som frygtet var inhabil i C-Sagen", hvorfor

Erhvervsankenævnet anmodes om at "foretage de nødvendige

undersøgelser af "C-Sagen"." Dette begrundes i klageskrivelsen

med,

at "Finanstilsynet ikke har taget hensyn til, at det var

B-bank, der henvendte sig til direktørerne i kommende MBO og

tilbød sin professionelle hjælp som rådgiver og

långiver", og at "B-bank udnyttede sit ulovlige ejerskab af C-koncernen

til at bryde den indgåede rammeaftale",

at Finanstilsynet ikke har behandlet alle rejste

spørgsmål, idet Finanstilsynet ikke har oplyst, "hvem advokat L

repræsenterede på et møde hos Finanstilsynet i august 1989

sammen med A", ikke har "forsøgt at få kendskab til den samlede

økonomiske gevinst B-bank har opnået ved at udnytte sin

professionelle stilling som rådgiver og långiver for MBO'et i

forbindelse med stripningen af C-koncernen", og ikke har redegjort for, "om

B-bank ikke stadigvæk er ejer af dele af C-koncernen, idet frasalg af

C-virksomheder er gået til andre virksomheder, hvori B-bank har

andele", og

at Finanstilsynet mener, "at B-bank's ejerskab af

C-koncernen kun er midlertidig, selvom B-bank som professionel

rådgiver, efter brud på rammeaftalen, har haft alle

magtbeføjelser til at afvikle C-koncernen".

Heroverfor har Finanstilsynet i skrivelse af 26. april

1994 til Erhvervsankenævnet anført:

at "det efter Finanstilsynets opfattelse er uden betydning

ved afgørelse af sagen, om den første kontakt er sket fra

Sparekassen A til direktør I eller omvendt",

at "Finanstilsynet ikke på det foreliggende grundlag

har kunnet fastslå, at Sparekassen A har brudt indgåede aftaler

eller har foretaget en såkaldt "stripning" af C-koncernen",

at der ikke er udarbejdet referat af et møde

afholdt i Finanstilsynet den 30. oktober 1990, hvori direktør M,

Sparekassen A, og advokat L deltog, at dette må antages at skyldes, at

tilsynet i stedet for at udarbejde referat anmodede mødedeltagerne om

efterfølgende skriftligt at redegøre for det på

mødet mundtligt fremførte, at B-bank i skrivelse af 16.

november 1990 til Finanstilsynet har gengivet de oplysninger, der blev

fremsat på mødet i tilsynet den 30. oktober 1990, og at

Finanstilsynet ikke har oplysning om, hvem advokat L repræsenterede

på mødet, antageligt fordi tilsynet har anset det for

uvæsentligt,

at B-bank i skrivelse af 27. august 1993 til

Finanstilsynet har meddelt, at banken afhændede sin samlede aktiepost i

C Holding A/S i sommeren 1992, og

at Finanstilsynet efter gældende habilitetsregler

ikke er inhabil, men ikke desto mindre har ladet sagen behandle af en gruppe

på 4 erfarne juridiske medarbejdere, der ikke var ansat i

Finanstilsynet på tidspunktet for behandlingen af den oprindelige

klage.

I skrivelse af 17. maj 1994 til Erhvervsankenævnet

anfører K bl.a..:

at Finanstilsynets inhabilitet ikke løses ved, at

sagsbehandlingen overlades til medarbejdere, der ikke var ansat i

Finanstilsynet under behandlingen af den oprindelige klage,

at det er besynderligt og utroværdigt, at

Finanstilsynet ikke aner, hvem advokat L repræsenterede på

mødet den 30. oktober 1990,

at det var væsentligt for A at eje det

købende selskab af C-koncernen,

at der var klare økonomiske fordele for B-bank ved

at sælge C-virksomhederne enkeltvis -i strid med sælgers

ønske om samlet salg med henblik på videreførsel af

væsentlige dele af koncernen som koncern,

at Finanstilsynet ikke har interesseret sig for A's

påstande om salg til institutionelle investorer for at få

bekræftet, at der var tale om et bluffnummer fra bankens side,

at Finanstilsynet ikke har interesseret sig for A's

aktiekøb i C Holding A/S og ikke undersøgt de særlige

selskabskonstruktioner, B-bank benytter sig af, når det drejer sig om

B-banks ejerforhold af danske virksomheder f.eks. via N. Det fremgår i

øvrigt af skrivelsen, at K havde klaget til Advokatnævnet over

advokat L og anlagt retssag mod B-bank med påstand om, at B-bank er

erstatningsansvarlig overfor K i forbindelse med overtagelsen af C-koncernen

i 1989.

Med skrivelse af 1. juni 1994 fremsendte K til

Erhvervsankenævnet B-banks svarskrift i den nævnte retssag med

bemærkning bl.a. om, at det er af principiel betydning i forhold til

bankloven, om en bank kan komme uden om denne lov ved at købe sig ind

i en kunderelateret erhvervsvirksomhed i form af f.eks. en beskeden aktiepost

for derefter at hævde at tvister vedrørende bankydelser

reguleres over en aktionæroverenskomst, der henviser tvister til

voldgift. Samtidig påpeges, at Finanstilsynet ikke har foretaget en

selvstændig undersøgelse af de forhold, der ligger til grund for

antagelsen af, at A's ejerskab var midlertidigt, men udelukkende taget A's

påstande til efterretning.

Med skrivelse af 16. marts 1995 fremsendte K til

Erhvervsankenævnet kopi af en skrivelse af 6. december 1994 fra

Erhvervsministeren til K, hvori ministeren udtaler, at der efter hendes

vurdering ikke er tale om inhabilitet for Finanstilsynets vedkommende i

C-sagen.

I skrivelse af 15. maj 1995 til Erhvervsankenævnet

har K anført, at advokat L ikke som påstået har

været advokat for samtlige deltagere i det såkaldte MBO.

I skrivelse af 19. december 1995 til

Erhvervsankenævnet anfører K, at det er hans påstand, "at

A/B-bank sammen med direktør E, C F i marts-april 1989 havde planlagt,

at C-Gruppen skulle "strippes". Den af parterne underskrevne aftale har

A/B-bank kun anset for nødvendig for at skaffe de nødvendige

stråmænd til at skjule det ulovlige køb for offentligheden

og sælgerne (familien O og øvrige aktionærer i C a/s)".

Det anføres, at et vedlagt interview med E giver yderligere

dokumentation for, at A/C-bank havde en "skjult" plan.

Med skrivelse af 25. januar 1996 til

Erhvervsankenævnet fremsendte K kopi af Østre Landsrets dom af

18. januar 1996 og med skrivelse af 1. februar 1996 yderligere anke- og

kæreskrift. Ved landsrettens dom afvistes den indbragte erstatningssag,

da sagens tvister fandtes omfattet af aktionæroverenskomstens

voldgiftsklausul. Det anføres i skrivelsen, at landsrettens dom

omtaler P og Q som direktører i A, og at dette ulovlige forhold

bør indgå i Erhvervsankenævnets kendelse.

Med skrivelse af 20. februar 1996 til

Erhvervsankenævnet har K fremsendt et notat indeholdende en

redegørelse for, hvorfor aftalen af 21. marts 1989 ikke er

afløst af aktionærovenskomsten af juni 1989. Ankenævnet

har herudover modtaget forskellige indlæg og materiale fra K.

Som grundlag for Erhvervsankenævnets behandling

foreligger i øvrigt det i Finanstilsynets oversigt af 24. februar 1994

oplistede materiale i sagen.

I skrivelse af 22. september 1994 har K anmodet om

mundtlig forhandling i sagen med henblik på gennemgang af sagens

faktum. Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme

anmodningen.

Ankenævnet udtaler:

Det fremgår af sagen, at den blev indledt med, at

Sparekassen A som pengeinstitut skulle bistå de 4 direktører med

at gennemføre et "management-buy-out" i overensstemmelse med

rammeaftalen af 21. marts 1989 og den aktionæroverenskomst, der blev

endeligt udarbejdet, underskrevet og dateret den 20. juni 1989. Det

fremgår endvidere, at det aftalte ikke blev bragt til

udførelse.

Allerede med virkning fra købet i april 1989

overtog Sparekassen A faktisk koncernen med en ledelse bestående af

repræsentanter for sparekassen, hvorved bemærkes, at det

fremtræder uklart for ankenævnet, hvem advokat L har

repræsenteret under sagen. Det fremgår endvidere, at koncernen

under bibeholdelse af den nævnte ledelse løbende blev

opløst ved frasalg af de enkelte selskaber. Der er ikke efter

ankenævnets opfattelse givet nogen bæredygtig begrundelse for, at

det aftalte "management-buy-out" ikke blev eller blev forsøgt bragt

til udførelse i overensstemmelse med aftalegrundlaget. Det

gælder særlig spørgsmålet om, hvorfor de aftalte

forhandlinger med andre institutionelle investorer, med den heraf forudsatte

ændring af ejerforhold og ændret ledelsessituation, ikke blev

udført, ligesom der ikke foreligger nærmere oplysning om de

økonomiske følger, det har haft for Sparekassen A, at der i

stedet for fastholdelse af det aftalte "management-buy-out" er sket frasalg

af de enkelte virksomheder. Som baggrund for det anførte må det

endvidere lægges til grund, at A's overtagelse i april 1989 af

koncernen var i strid med § 1, stk. 4, i den dagældende bank- og

sparekasselov og som sådan tillige i modstrid med samme lovs § 1, stk.

6, om god bankskik. Efter det oplyste om forløbet finder

ankenævnet endvidere, at det ikke kan anses for klarlagt, om

betingelserne for ejerskabet efter det indhold bestemmelsen i bank- og

sparekasselovens § 1, stk. 4, fik med virkning fra den 28. maj 1989 har

været opfyldt. Det bemærkes herved, at ejerskabet skal være

"midlertidigt", bestå i medvirken til omstrukturering af

erhvervsvirksomheder, og at bestemmelsen ikke hjemler et pengeinstitut adgang

til erhvervsmæssigt opkøb og salg af erhvervsvirksomheder for at

opnå gevinst i egen interesse.

II

For så vidt angår de enkelte punkter i

øvrigt i den påklagede afgørelse af 2. marts 1994

bemærkes:

ad 2a:

Har Sparekassen A stillet ulovlige krav om

tavshed og hemmeligholdelse?

Ankenævnet kan tiltræde, at de 2 citerede

dokumentafsnit i Finanstilsynets afgørelse ikke kan anses for at

være i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6. Men endelig

afgørelse af spørgsmålet kan bero på de uoplyste

forhold omkring indhold i og baggrund for det af sagen omfattede hemmelige

dokument, der efter det oplyste er henlagt i pengeskab hos advokat.

ad 2b

: Har Sparekassen A afgivet urigtige

meddelelser/indberetninger til Finanstilsynet?

Ankenævnet kan tiltræde, at Sparekassen A's

indberetning af 1. august 1989 med henvisning til ? 1, stk. 4, i bank- og sparekasseloven til

Finanstilsynet ikke efter sit indhold er urigtig, men da indberetning ikke

var givet tidligere, burde den have indeholdt oplysning om erhvervelsen

allerede i april 1989, og er som sådan ikke i overensstemmelse med

bank- og sparekasselovens § 1, stk. 4 og 6, jf. endvidere nedenfor.

ad 2c

: Har Sparekassen A handlet i strid med bank- og

sparekasselovens § 1, stk. 6, med hensyn til datering af diverse

dokumenter?

Ankenævnet kan ikke tiltræde

afgørelsen, hvorefter tilsynet ikke finder, at Sparekassen A har

handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, med hensyn til de

nævnte dokumenters datering, fordi parterne var enige om indhold og

datering.

Det må anses for at være i strid med god bank-

og sparekasseskik, at et pengeinstitut deltager i udfærdigelsen af et

dokument, som fremtræder underskrevet på et andet tidspunkt, end

det faktisk er sket.

ad 2d:

Har Sparekassen A udøvet retsstridige

fortielser eller fremsat retsstridige trusler i forbindelse med ændring

og præcisering af de oprindelige aftaler?

Ankenævnet kan tiltræde Finanstilsynets

afgørelse, hvorefter det ikke er muligt på grundlag af

Finanstilsynets undersøgelse at afgøre, om Sparekassen A har

udøvet retsstridige fortielser og fremsat retsstridige trusler.

ad 2e:

Er størrelsen af Sparekassen A's

honorarer og provisioner urimelige?

Ankenævnet kan tiltræde Finanstilsynets

afgørelse, hvorefter det ikke er muligt på grundlag af

Finanstilsynets undersøgelse at afgøre, om størrelsen af

Sparekassen A's honorarer og provisioner skulle være urimelige, eller

om Sparekassen A har opnået økonomiske fordelse udover honoraret

på de 35 mio. kr.

ad 2f:

Har Sparekassen A i strid med bank- og

sparekasselovens § 1, stk. 6, tilgodeset egne interesse på bekostning

af de øvrige deltagere.

Der henvises til bemærkningerne ovenfor under I.

ad 3:

Forhold til bank- og sparekasselovens § 19, stk.

5.

Således som sagen er oplyst, tiltrædes

Finanstilsynets afgørelse, hvorefter hverken § 19, stk. 5, eller § 1,

stk. 6, i bank- og sparekasselovens kan anses for overtrådt.

Som det fremgår efterlader det konkrete

sagsforløb og oplysningen heraf en række centrale

spørgsmål uafklarede. Det havde efter ankenævnets

opfattelse været ønskeligt, at der i øvrigt allerede i

forbindelse med den oprindeligt indgivne klage var blevet foretaget en

dyberegående (granskningslignende) undersøgelse.

Ankenævnet har ikke ressourcer hertil. Spørgsmålet om

anvendelsen af Finanstilsynets ressourcer henhører endeligt under

Erhvervsministeriet.

Lignende dokumenter