Aktindsigt i rapport til Finanstilsynet fra revisionsfirma vedrørende pengeinstitut under konkurs.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Aktindsigt i rapport til Finanstilsynet fra
revisionsfirma vedrørende pengeinstitut under konkurs.
En advokat (C), der repræsenterede to klagere, har i skrivelse af 5. maj
1989 klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 28. april 1989 afslog at
give aktindsigt i en rapport om A-Bank udarbejdet af revisionsfirmaet B.
Sagens omstændigheder er følgende:
Under behandlingen af A-Banks konkursbo for Sø- og Handelsretten i
København anmeldte advokat C på vegne de to klagere et krav på henholdsvis
21.950 kr. og 16.800 kr. Kravene udgør tilbagebetaling af de beløb, som de
pågældende har betalt for nytegnede aktier ved A-Banks udvidelse af
aktiekapitalen i september 1987. Til støtte for kravene er anført, at
aktietegningen er ugyldig, idet det efterfølgende viste sig, at den i bankens
tegningsprospekt anførte egenkapital pr. 30. juni 1987 ikke var tilstede.
Boets kuratorer ved advokat D har på boets vegne påstået de anmeldte krav
afvist.
I et processkrift af 10. februar 1989 opfordrede advokat C boet til bl.a.
at fremlægge en rapport afgivet af revisionsfirmaet B. Under henvisning
hertil anmodede advokat D i skrivelse af 18. april 1989 Finanstilsynet om
tilladelse til at fremlægge den nævnte rapport under retssagen, idet han
anførte: »Da rapporten blev udarbejdet på foranledning af
Finanstilsynet, har jeg foreløbig meddelt advokat C, at rapporten kun vil
blive fremlagt med Finanstilsynets indforståelse.«
I den påklagede skrivelse af 28. april 1989 afslog Finanstilsynet at give
tilladelse til, at rapporten fremlægges. Som begrundelse herfor hedder det i
skrivelsen:
»...Rapporten blev udarbejdet i juni 1987 på foranledning af
Finanstilsynet som led i tilsynets undersøgelse af banken. Undersøgelsen blev
foretaget af revisionsfirmaet B, idet Finanstilsynet på grund af et
usædvanligt arbejdspres i tilsynet på det pågældende tidspunkt, ikke havde
den fornødne personalemæssige kapacitet dertil.
Læs alt
Rapporten er således et dokument i Finanstilsynets sag vedrørende
A-Banken, hvorfor en begæring om fremlæggelse af rapporten må opfattes som en
ansøgning om aktindsigt i sagen.
Finanstilsynets hjemmel til at anvende fremmed bistand ved undersøgelser i
pengeinstitutter findes i lov om banker og sparekasser m.v.
(lovbekendtgørelse nr. 374 af 15. august 1985) § 50, stk. 2. Ifølge § 50,
stk. 2 pålægges denne fremmede bistand den samme tavshedspligt, som ifølge §
50, stk. 3 gælder for tilsynets ansatte. Denne særlige
tavshedspligtsbestemmelse begrænser ifølge offentlighedslovens § 14 den
almindelige adgang til aktindsigt efter offentlighedslovens §§ 4-6, hvorfor
aktindsigt ifølge disse bestemmelser ikke kan gives.
Udover offentlighedsloven gælder der ifølge forvaltningslovens kapitel 4
en adgang til aktindsigt for sagens parter. Efter Finanstilsynets fortolkning
af forvaltningslovens partsbegreb kan aktionærer og øvrige selskabsdeltagere
ikke i deres egenskab heraf anses for at være omfattet heraf.
Det er endvidere ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige
omstændigheder, at advokats C's klienter vil kunne ligestilles med en part.
Finanstilsynet kan således ikke give aktindsigt i sagen i medfør af
forvaltningslovens kapitel 4...«
Finanstilsynet gjorde advokat C bekendt med denne afgørelse ved skrivelse
af 1. maj 1989.
Over for Erhvervsankenævnet har klagernes advokat (C) begrundet klagen i
klageskrivelsen af 5. maj 1989 og supplerende indlæg af 16. marts, 28. juni,
8. august og 3. oktober 1990.
Boets kuratorer har i skrivelser til ankenævnet af 29. december 1989, 27.
juni og 9. august 1990 samt 3. januar 1991 tilsluttet sig klagernes begæring
om tilladelse til at fremlægge den omtalte rapport, eventuelt således at der
for nogle engagementers vedkommende udelades oplysninger, som muliggør
genkendelse. Kuratorerne tilføjer, at der også ud over prøvelsen af de nævnte
to fordringer er en betydeligt interesse for boet i, at rapporten kan
fremlægges.
Finanstilsynet har i en redegørelse af 20. september 1989 og en
supplerende udtalelse af 25. maj 1990 fastholdt den trufne afgørelse.
Finanstilsynet har overgivet sagen til Kammeradvokaten, der i skrivelse af
27. februar 1991 har anført:
»Finanstilsynet fastholder, at man ikke ønsker at udlevere den af
revisionsfirmaet B udarbejdede rapport til klagerne. Der henvises herved til,
at klagerne ikke i forvaltningslovens og offentlighedslovens forstand kan
anses for parter i Finanstilsynets sag om A-Bank, jfr. bank- og
sparekasseloven § 50 a stk. 5.
Det kan imidlertid oplyses, at Finanstilsynet har udleveret B's rapport i
anonymiseret stand til kuratorerne i A-Bank ved advokat D. Dette skyldes, at
kuratorerne i forhold til Finanstilsynet har partsstilling i ovennævnte
forstand. Det kan iøvrigt tilføjes, at rapporten i forvejen er i kuratorernes
besiddelse i dens fuldstændige form, men kun til kuratorernes egen brug.
Om lovgrundlaget i bank- og sparekasseloven bemærkes følgende.
Reglerne om Finanstilsynets tavshedspligt fandtes tidligere i bank~ og
sparekasseloven § 50 stk. 3 med undtagelser uden betydning for nærværende sag
i stk. 4 - 5. Efter denne bestemmelse gik tavshedspligten ud på, at de
ansatte i Finanstilsynet er forpligtede til at hemmeligholde, hvad de gennem
deres virksomhed bliver vidende om.
Denne tavshedspligt har 2 sider. Det er dels en tavshedspligt af hensyn
til vedkommende bank, således at Finanstilsynet ikke må give oplysninger til
trediemand om bankens situation. Og bestemmelsen er dels en regel, der
beskytter bankkunder imod at deres engagementer med banken oplyses, herunder
de oplysninger, banken er i besiddelse af om dens kunders økonomiske forhold
m.v. Det må antages, at tavshedspligten tillige går ud på, at Finanstilsynet
ikke må oplyse navne på kunder i en bank.
De nugældende regler findes i lov nr. 306 af 16. maj 1990, som trådte i
kraft den 1. januar 1991, hvor hovedreglen fra den tidligere lovs § 50 stk. 3
nu findes i § 50 a stk. 1, 1. punktum.
I § 50 a stk. 2 pkt. 2) er gjort den undtagelse fra tavshedspligten, at
den ikke skal være gældende under en civil retssag, når et pengeinstitut er
erklæret konkurs eller er under lignende bobehandling, »såfremt
oplysningerne ikke vedrører trediemand, der er involveret i forsøg på at
redde pengeinstituttet.«
Det er Finanstilsynets opfattelse, at denne undtagelse under pkt. 2) kun
vedrører den del af tavshedspligten, der vedrører hensynet til banken selv,
mens bestemmelsen ikke skal forstås således, at den gør begrænsning i den
tavshedspligt, der er gældende i forhold til bankens kunder. Det er
Finanstilsynets opfattelse, at for en bank under konkurs er Finanstilsynets
tavshedspligt om kunderne og deres engagementer m.v. gældende ganske som om
banken ikke var konkurs.
Bestemmelsen hidrører fra EF-rådets 2. direktiv af 15. december 1989 (2.
bankdirektiv) om ændringer af 1. bankdirektiv fra 1977. I 2. bankdirektiv
artikel 16 ændres 1. bankdirektivs artikel 12, hvor bestemmelsen svarende til
§ 50 a stk. 2 pkt. 2) er angivet i næsten enslydende formulering i pkt. 1, 2.
stk.
Direktivet går ud på et påbud til medlemsstaterne om samordning af
lovgivningen, og den danske lovgivningsmagt har derfor ved formuleringen af §
50 a været forpligtet til at tilpasse bestemmelsen efter direktivet.
Det er imidlertid min opfattelse, at direktivet på lignende måde skal
forstås således, at det sigter på den tavshedspligt, der er gældende af
hensyn til banken, i modsætning til den tavshedspligt, der er gældende af
hensyn til bankens kunder.
Det gøres gældende, at man med den ændrede formulering af bank- og
sparekasseloven ikke har haft til hensigt at gøre ændring i tavshedspligten
vedrørende bankkunders engagementer og økonomiske forhold, uanset om banken
er gået konkurs.'
Sagen har været forhandlet mundtligt for ankenævnet på et møde den 17. maj
1991 med deltagelse af klagernes advokat, advokat D fra kuratorerne og
Kammeradvokaten ved advokat E for Finanstilsynet.
Kammeradvokaten har herunder oplyst, at bankens direktion og bestyrelse
blev gjort bekendt med den omhandlede rapport ved dens fremkomst. Endvidere
har Finanstilsynet anvendt rapporten som grundlag for nogle forhandlinger,
som tilsynet førte i sommeren 1987 med Nationalbanken, en kreditforening og
repræsentanter for bankens største aktionærer med henblik på en
rekonstruktion af banken, således at eksemplarer af rapporten i forbindelse
med forhandlingerne med Finanstilsynets samtykke er blevet udleveret til de
pågældende med tavshedspålæg. Rapporten er endvidere blevet udleveret til den
advokat, der efter bankens betalingsstandsning blev beskikket som tilsyn.
Boets kuratorer er ligeledes i besiddelse af rapporten, og som nævnt i
skrivelsen af 27. februar 1991 har Finanstilsynet endvidere fremstillet en
anonymiseret udgave af rapporten til brug for kuratorerne. Finanstilsynet har
imidlertid ikke herved taget stilling til, i hvilket omfang kuratorerne
ansvarsfrit kan anvende denne udgave, f.eks. til fremlæggelse under
retssager. Finanstilsynet vil overlade til kuratorerne at vurdere, om de
efter de regler, der gælder for deres virksomhed, har ret eller eventuelt
pligt til udlevere et sådant eksemplar.
Det er endvidere oplyst, at rapporten i dens fuldstændige form er fremlagt
af en af de sagsøgte i den retssag, som boet har anlagt mod bankens
direktion, bestyrelse og revision med påstand om erstatning.
Klagernes advokat, advokat C, har under den mundtlige forhandling for
ankenævnet nedlagt påstand om, at det pålægges Finanstilsynet at give
tilladelse til, at den omhandlede rapport fremlægges under klagernes retssag
mod boet, principalt i sin fuldstændige form, subsidiært i anonymiseret form.
Til støtte herfor anføres, at klagerne må anses for parter i
forvaltningslovens forstand og derfor har ret til aktindsigt efter reglerne i
denne lov. Klagernes aktindsigt er ikke begrænset af Finanstilsynets
tavshedspligt efter bank- og sparekasseloven, jf. forvaltningslovens § 9,
stk. 2. Klagerne har herved navnlig henvist til en udtalelse fra
Ombudsmanden, hvorefter indlånerforeningen i F-Bank må anses for part i
henseende til aktindsigt efter forvaltningsloven (Ombudsmandens beretning
1987, side 64 ff.). Klagernes sag er en prøvesag for et stort antal
aktietegnere, og disses situation må ganske sidestilles med indlånernes i
F-Bank. Ankenævnets afgørelse i klagesagen må træffes efter den lovgivning,
der var gældende, da den påklagede afgørelse blev truffet. Den af
Finanstilsynet påberåbte bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 50 a, stk.
5, som først trådte i kraft pr. 1. januar 1991, er derfor uden betydning for
sagen.
Klagerne har tillige krav på aktindsigt efter offentlighedsloven. Bank- og
sparekasselovens tavshedsbestemmelser er ikke til hinder for udlevering af
rapporten. Skal lovens nugældende formulering anvendes - således som
Finanstilsynet påstår - følger det af § 50 a, stk. 2, nr. 2, at fortrolige
oplysninger kan videregives under en retssag, når et pengeinstitut er gået
konkurs. Der er ikke i lovteksten noget holdepunkt for den indskrænkende
fortolkning af denne bestemmelse, som Finanstilsynet har anlagt. Endvidere må
§ 50 a, stk. 1, 2. pkt., give mulighed for udlevering af rapporten i
anonymiseret form.
Klagernes advokat har desuden henvist til, at rapporten er udleveret såvel
til boet, der er klagernes modpart under retssagen, som til flere andre, og
til at fremlæggelse og omtale af rapporten eventuelt kan ske for lukkede døre
efter reglerne i retsplejeloven.
Kammeradvokaten har på Finanstilsynets vegne nedlagt påstand om, at den
påklagede afgørelse stadfæstes. Når Finanstilsynet modsætter sig, at
rapporten udleveres, også i anonymiseret form, skyldes det navnlig, at
rapporten efter sin tilblivelse ikke er egnet til at blive anvendt som bevis
i en retssag. Undersøgelsen blev af tilfældige årsager udført af et
revisionsfirma i stedet for af Finanstilsynets egne ansatte, og rapporten har
alene til formål at erstatte den rapport, som tilsynets medarbejdere ellers
ville have lavet. En sådan rapport er kun beregnet til internt brug i
Finanstilsynet. Rapporten er udarbejdet under et tidspres og er efter
karakteren af den foretagne undersøgelse behæftet med en betydelig
usikkerhed.
Klagerne kan ikke anses som parter i Finanstilsynets sag vedrørende tilsyn
med banken. Dette er nu klart fastslået i bank- og sparekasselovens § 50 a,
stk. 5, hvorefter alene vedkommende pengeinstitut anses som part. Denne
lovændring havde netop til formål at imødegå den fortolkning af
partsbegrebet, som bl.a. den påberåbte udtalelse fra Ombudsmanden er udtryk
for. Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at ankenævnets
afgørelse skal træffes på grundlag af den nugældende lovgivning. Klagerne har
derfor ikke krav på aktindsigt efter forvaltningsloven.
Aktindsigt efter offentlighedsloven begrænses af Finanstilsynets
tavshedspligt efter bank- og sparekasseloven, jf. offentlighedslovens § 14.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 1, 2. pkt., vedrører
statistik, årsberetninger og lignende, og kan ikke anvendes i det
foreliggende tilfælde. Bestemmelsen i § 50 a, stk. 2, nr. 2, må forstås med
de begrænsninger, der er angivet i den ovenfor citerede skrivelse af 27.
februar 1991. Klagerne har derfor heller ikke krav på aktindsigt efter
offentlighedsloven.
Da Finanstilsynet herefter ikke kan give klagerne aktindsigt, kan tilsynet
heller ikke give samtykke til, at rapporten fremlægges i den retssag, som
klagerne har anlagt. Såfremt klagerne mener, at en fremlæggelse af rapporten
er nødvendig for at varetage deres interesser under retssagen, må de henvises
til at gå frem efter reglerne i retsplejeloven om edition.
Kuratorerne har støttet klagernes påstand og har bl.a. anført, at de
usikkerhedsfaktorer, der følger af rapportens formål og tilblivelse, klart er
fremhævet i rapporten. Det af Kammeradvokaten herom anførte bør derfor ikke
hindre, at rapporten fremlægges. Kuratorerne har - blandt andet på
ankenævnets opfordring - overvejet, om de kunne fremlægge den fra
Finanstilsynet modtagne, anonymiserede udgave af rapporten til opfyldelse af
klagernes begæring. Finanstilsynet har imidlertid som foran anført ikke givet
kuratorerne en almindelige tilladelse til at anvende denne udgave, men har
overladt ansvaret for anvendelsen til kuratorerne. Dette ansvar ønsker
kuratorerne ikke at påtage sig i den foreliggende sag. Iøvrigt er det
kuratorernes opfattelse, at rapporten bør fremlægges i sin fuldstændige form,
tret den anonymiserede udgave for en udenforstående er mere vildledende end
vejledende.
Ankenævnet udtaler:
Efter bank- og sparekasselovens § 50 a, stk. 5, som affattet ved lov nr.
306 af 16. maj 1990, er alene vedkommende pengeinstitut at anse som part i
Finanstilsynets tilsynssager. Klagerne kan derfor ikke anses for parter og
har følgelig ikke krav på aktindsigt efter reglerne i forvaltningslovens
kapitel 4.
Aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven begrænses efter lovens § 14
af særlige bestemmelser om tavshedspligt, herunder bestemmelserne om
tavshedspligt i bank- og sparekasseloven. Efter denne lovs § 50 a, stk. 1, 1.
pkt., er de ansatte i Finanstilsynet forpligtede til at hemmeligholde, hvad
de gennem deres virksomhed bliver vidende om. Efter § 50 a, stk. 2, nr. 2, er
bestemmelsen i stk. 1 dog ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger
videregives under en civil retssag, når et pengeinstitut er erklæret konkurs.
Ankenævnet kan tiltræde, at denne bestemmelse - uanset sin ordlyd - må
forstås som anført af Kammeradvokaten i skrivelsen af 27. februar 1991. Det i
relation til kunderne tilfældige forhold, at banken er gået konkurs, kan ikke
medføre en øget adgang til indsigt i kundernes forhold. I det omfang,
tavshedspligten er begrundet i hensynet til bankens kunder, må denne således
fortsat bestå. Bestemmelsen kan derfor ikke føre til, at der gives aktindsigt
i rapporten i dens fuldstændige form.
Det er oplyst, at Finanstilsynet har fremstillet en anonymiseret udgave af
rapporten, og ankenævnet må efter det oplyste lægge til grund, at en
udlevering af rapporten i denne form ikke vil stride mod noget hensyn til
bankens kunder. Tavshedspligt med hensyn til denne udgave kan alene begrundes
i et hensyn til banken selv. Da banken er erklæret konkurs, følger det af §
50 a, stk. 2, nr. 2, at Finanstilsynets tavshedspligt ikke er til hinder for,
at rapporten i anonymiseret form udleveres til brug for en civil retssag.
Da udlevering af den anonymiserede udgave af rapporten efter det foran
anførte ikke er omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt, har Finanstilsynet
efter offentlighedsloven, navnlig dennes § 4, stk. 1, 1. pkt., pligt til at
give klagerne aktindsigt, idet rapporten ikke ses at være omfattet af nogen
af de øvrige undtagelsesbestemmelser, der nævnes i loven. Rapporten kan
således ikke anses for undtaget efter lovens § 7 om interne
arbejdsdokumenter, henset til den eksterne brug, som Finanstilsynet har gjort
af rapporten. At rapporten muligvis efter sit formål og sin tilblivelse ikke
er egnet til at blive anvendt som bevis i en retssag - som af Kammeradvokaten
anført - kan ikke efter loven medføre, at den kan undtages fra aktindsigt.
Det følger af det anførte, at klagerne efter loven har krav på aktindsigt
i den omhandlede rapport i den anonymiserede form, og Finanstilsynet har
herefter ikke grundlag for at modsætte sig, at rapporten i denne form
fremlægges under den af klagerne anlagte retssag.
Ankenævnet ændrer derfor den påklagede afgørelse, således at det tillades,
at den omhandlede rapport i den af Finanstilsynet anonymiserede form
fremlægges under den retssag, klagerne har anlagt mod boet.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Afslag på anmodning om aktindsigt Landsskatteretten · 25. februar 2009
- Landsskatteretsafgørelse vedr. aktindsigt i tidligere medinteressents skatteoplysninger Retsinformation · 23. juli 2009
- Nægtet aktindsigt til kunde i sparekasse i Finanstilsynets sag om kundens mellemværende med sparekassen. Retsinformation · 24. september 1997
- Nægtet aktindsigt i den færøske banksag. Retsinformation · 24. september 1997
- Nægtet aktindsigt til kunde i bank i Finanstilsynets sag om kundens mellemværende med banken. Retsinformation · 24. september 1997
- 2008-0017362 - Anmodning om aktindsigt ikke imødekommet. (30. januar 2009) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 30. januar 2009
Lignende dokumenter
- 01-106.821- godkendelse af aktieprospekt (08. januar 2002) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. januar 2002
- Klagers krav anset som omfattet af daværende Garantifonds dækning. Garantifondslovens § 1, stk. 2 og 9. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. oktober 2015
- Ankenævnet ændrer Finanstilsynets afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling med fornyet vurdering af aktindsigtsanmodningen Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. marts 2025
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993
- Ankenævnet hjemviser Finanstilsynets afgørelse til fornyet vurdering af aktindsigtsanmodningen Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. september 2024
- Kendelse af 10. november 1993. 92-26.713 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. november 1993