Erhvervsankenævnet ændrede Finanstilsynets afgørelse, således at et pengeinstitut, der som følge af aktiebesiddelse havde afgørende indflydelse på en beslutning om at ændre depotbank for provenuet ved tvangsindløsning af medarbejderaktier, havde handlet i
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Erhvervsankenævnet ændrede
Finanstilsynets afgørelse, således at et pengeinstitut, der som
følge af aktiebesiddelse havde afgørende indflydelse på
en beslutning om at ændre depotbank for provenuet ved
tvangsindløsning af medarbejderaktier, havde handlet i strid med
lovens § 1, stk. 6, om redelig forretningsskik m.v. ved at indtræde som
depotbank uden aktieejernes medvirken.
Ved skrivelse af 10. december 1990 klagede K1, K2 og K3
over Finanstilsynets afgørelse af 13. november 1990. I
afgørelsen afviste tilsynet, efter først at have henvist klager
til Pengeinstitutankenævnet, at behandle klagen vedrørende
forhold, hvor sparekassen A efter klagernes opfattelse havde handlet i strid
med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 2, om redelig forretningsskik og god
pengeinstitutpraksis. Klagen over afvisningen blev afgjort ved
Erhvervsankenævnets kendelse af 29. april 1993 (j.nr. 90-70.076).
Ankenævnet gav klagerne medhold og hjemviste sagen til
realitetsbehandling i Finanstilsynet. Der henvises i øvrigt til
kendelsen.
Klagen er herefter blevet realitetsbehandlet i
Finanstilsynet, der traf afgørelse i sagen den 2. marts 1994.
Afgørelsen har følgende indhold:
"Industriministeriets Erhvervsankenævn bestemte i
kendelse af 20. april 1993, at Finanstilsynet skulle behandle K1, K2 og K3's
klage over Sparekassen A (nu B-bank).
Klagen drejer sig om, hvorvidt Sparekassen A har handlet i
strid med bank- og sparekasselovens ? 1, stk. 6, da Sparekassen A i 1989 blev valgt
som depositar for indløsningssummen ved tvangsindløsning af
klagernes medarbejderaktier i C A/S.
Erhvervsankenævnets kendelse ævnets
kendelse
Læs alt
Erhvervsankenævnet har i sin kendelse udtalt
følgende:
"Det er åbenbart - som anført af
pengeinstitutankenævnet - at sagen ikke er omfattet af
pengeinstitutankenævnets kompetence. Finanstilsynet har derfor
været uberettiget til - således som det er sket den 19. marts
1990, 26. oktober 1990 og 13. november 1990 - at afvise klagen under
angivelse af, at den henhører under pengeinstitutankenævnets
kompetence.
Klagen angår et erhvervsmæssigt forhold i
forbindelse med tvangsindløsning af mindretalsaktionærer og
implicerer den dobbeltstilling, som pengeinstituttet var i dels gennem
ejerskabet af den overvældende aktiemajoritet i C A/S, og herigennem
reelt stillingen som enerådende i og over selskabet, dels som
følge af interessen i samtidig som pengeinstitut at blive valgt som
depositar.
Som følge af det anførte og efter det i
øvrigt oplyste, herunder indholdet af pkt. 4 i regulativet af 13.
november 1986 vedrørende medarbejdernes tegning af nye B aktier i C
A/S, findes en undersøgelse af sagen i forhold til § 1, stk. 6,
også af hensyn til pengeinstituttet at have en sådan betydning,
at undersøgelsen ikke burde have været afvist."
Aktindsigt
Finanstilsynet har anset klagerne som part efter de
før 1. januar 1991 gældende regler. I skrivelse af 23. juni 1993
har K1 anmodet om aktindsigt, hvilket er givet hende ved personligt
fremmøde i Finanstilsynet den 7. juli 1993.
Sagens opklaring
Med udgangspunkt i Erhvervsankenævnets kendelse har
Finanstilsynet i skrivelser af 1. juli 1993 sendt sagen til høring hos
klagerne og B-bank. I høringsrunden har parterne gensidigt fået
lejlighed til at kommentere hinandens indlæg.
Ud over det materiale, der er fremkommet ved
partshøringen og ankenævnets behandling, har Finanstilsynet som
grundlag for sin afgørelse også benyttet det materiale, som
tilsynet er i besiddelse af ved tilsynets behandling af henholdsvis
direktør D's klage af 27. marts 1990 og direktør E's klage af
oprindelig 20. april 1990 over Sparekassen A's (nu B-bank) deltagelse i
management-buy-out af C A/S.
Sagens faktiske omstændigheder
I december 1986 modtog medarbejderne i C Gruppen, herunder
klagerne, et tilbud om at tegne medarbejderaktier i C A/S på
vilkår fastsat af bestyrelsen for C A/S i "Regulativ vedrørende
medarbejdernes tegning af nye B-aktier i C A/S" af 13. november 1986.
Aktierne blev tegnet til kurs 105 og var båndlagt i 5 år i
henhold til betingelser godkendt af Statsskattedirektoratet.
Reglerne om båndlæggelse fremgår af
regulativets pkt. 4, der lyder således:
"Den forventede tilladelse fra Statsskattedirektoratet er
betinget af, at aktierne båndlægges i 5 år.
I denne periode kan medarbejderne ikke disponere over
aktierne ved salg, belåning, pantsætning eller lignende.
Båndlægningen kan dog hæves, hvis medarbejderen afgår
ved døden eller bliver berettiget til at oppebære
invalidepension med helt grundbeløb og helt invalidebeløb.
Båndlæggelsen omfatter også eventuelle fondsaktier og
nytegnede aktier, samt provenuet af solgte aktier og tegningsretter, der er
opnået på grund af de oprindelige aktier.
Provenuet af eventuelt solgte aktie- og tegningsretter
indsættes på spærret konto i F-bank.
Båndlæggelsen sker i F-bank pr. 12. december
1986, og aktierne frigives den 12. december 1991 til fri rådighed for
medarbejderne.
Båndlæggelsen ophæves ikke, selv om
medarbejderen forlader C Gruppen."
Ved et management-buy-out overtog C Holding A/S
aktiemajoriteten i C A/S i april 1989. Efter en forhøjelse af
aktiekapitalen i C Holding A/S til 50 mio. kr. var aktiekapitalen fordelt med
34,7 mio. kr. til Sparekassen A og 15,3 mio. kr. til 4 direktører i C
Gruppen.
Som et led i management-buy-out'et tvangsindløste C
Holding A/S minoritetsaktionærerne i C A/S i december 1989. Også
medarbejderaktionærerne blev tvangsindløst.
Indløsningskursen var 365,5 svarende til en samlet
indløsningssum for medarbejderaktierne på ca. 7,2 mio. kr.,
fordelt på mere end 100 medarbejdere.
Statsskattedirektoratet har i skrivelse af 3. juli 1989
til C Holding A/S meddelt, at indløsning af medarbejderaktierne kunne
gennemføres under forudsætning af, at indløsningssummen
blev båndlagt i den resterende del af
båndlæggelsesperioden. C A/S anmodede herefter ved skrivelse af
10. oktober 1989 Statsskattedirektoratet om tilladelse til at anvende
Sparekassen A som pengeinstitut i relation til den fortsatte
båndlæggelse. Tilladelse hertil blev givet af
Statsskattedirektoratet i skrivelse af 18. oktober 1989.
Ved skrivelse af 21. februar 1990 har Told- og
Skattestyrelsen på C A/S' forespørgsel meddelt, at styrelsen
ikke kan tillade, at båndlæggelsen af indløsningssummen
sker i to eller flere pengeinstitutter.
Ifølge skrivelse af 19. december 1989 fra C A/S har
direktionen for C A/S besluttet at vælge Sparekassen A som depositar
for den båndlagte indløsningssum. B-bank har oplyst, at
beslutningen er truffet af direktør G, der var ordførende
direktør i såvel C A/S som C Holding A/S. Direktør G var
en af de 4 direktører, der deltog i management-buy-out'et sammen med
Sparekassen A. Ansøgningen af 10. oktober 1989 til
Statsskattedirektoratet skete på vegne af C A/S.
Ifølge B-bank skulle beslutningen være
begrundet i dels rentemæssige forhold og dels det forhold, at C Gruppen
skiftede pengeinstitut fra den daværende F-bank til Sparekassen A.
Der blev indhentet tilbud fra flere pengeinstitutter.
Sparekassen A og H-bank tilbød en fast forrentning på 10 % p.a.
og en konto for hver enkelt medarbejder. Sparekassen A havde oprindeligt
tilbudt 6 % i fast årlig rente. F-bank tilbød en variabel
forrentning på p.t. 11,25 % p.a. og en samlet konto for alle
medarbejdere. I F-bank's tilbud var der således ikke taget højde
for administration ved individuelle konti.
Klagerne protesterede over, at Sparekassen A blev valgt
som depositar. Som begrundelse for klagen har klagerne i skrivelser af 14.
marts 1990 anført, at:
"A har udnyttet sin magt som ejer af aktiemajoriteten i C
A/S, og derved ikke har tilbudt medarbejderaktionærerne en
seriøs forrentning af tvangsindløsningsprovenuet."
Ved udateret påtegning på skrivelse af 19.
december 1989 fra C A/S gav K1 F-bank fuldmagt til at overdrage hendes
medarbejderaktier i C A/S til C Holding A/S. På fuldmagten har K1
anført følgende påtegning:
"Provenuet ønskes under ingen omstændigheder
indsat i Sparekassen A."
Sagens juridiske problemstillinger
problemstillinger
Sagens juridiske problemstillinger er, dels
om C A/S var uberettiget til at beslutte, at
medarbejdernes provenu ved tvangsindløsningen skulle
båndlægges i et andet pengeinstitut, end medarbejderaktierne var
båndlagt i,
og dels
om Sparekassen A, som majoritetsaktionær i C
A/S, må anses for at have handlet i strid med bank- og sparekasseloven
§ 1, stk. 6.
Var C A/S uberettiget til at beslutte, hvilket
pengeinstitut der skulle være depositar?
Til støtte for, at C A/S var uberettiget til at
træffe beslutningen, kan anføres, at
medarbejderaktierne blev tegnet på de vilkår,
der er fastsat i regulativet af 13. november 1986. Efter almindelige
aftaleretlige principper må udgangspunktet være, at
vilkårene ikke kan ændres, med mindre der er enighed mellem
parterne. Vilkårene fastsætter, hvad der skal ske med provenuet
af aktieretter og tegningsrettigheder, nemlig båndlæggelse i
F-bank. Tvangsindløsningsprovenuet skal derfor også
båndlægges i F-bank, med mindre parterne er enige om andet.
Til støtte for at C A/S var berettiget til at
træffe beslutningen kan anføres, at
tvangsindløsningen er en situation, der ikke er
reguleret af regulativet. Dette fastsætter alene, hvad der skal ske med
provenuet af solgte aktieretter og tegningsrettigheder. Ved
tvangsindløsningen ændredes hele grundlaget for
båndlæggelsen, idet aktierne blev erstattet med kontant
indlån. Det var således nødvendigt med en forhandling om
de fremtidige vilkår for båndlæggelsen af dette
indlån, herunder forrentning.
Det må anses for urimeligt, såfremt en enkelt
eller nogle få medarbejdere, med et veto, kunne skade den forhandling,
der nødvendigvis skulle finde sted om en forrentning af
indløsningssummen. Dette taler for, at det burde være muligt for
den ene part, C A/S, at beslutte, hvor indløsningssummen skulle
båndlægges, når den trufne beslutning har tilslutning fra
et stort flertal af medarbejderne.
Efter det for Finanstilsynet foreliggende er det kun nogle
få medarbejdere, der ikke har accepteret, at Sparekassen A blev valgt
som depositar.
Som følge heraf kan Finanstilsynet ikke afvise, at
C A/S har været berettiget til at vælge Sparekassen A som
depositar.
Dette spørgsmål kan imidlertid ikke
afgøres af Finanstilsynet, men henhører såvel retligt som
bevismæssigt under domstolene.
Har Sparekassen A handlet i strid med bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 6?
Til støtte for at Sparekassen A har handlet i strid
med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, har klagerne anført, at
Sparekassen A har forrentet depotet med en rentesats, der er lavere end den
bedst opnåelige.
Efter det oplyste, blev indløsningssummen forrentet
med 10 % p.a., hvilket var samme rentesats, som H-bank havde tilbudt. F-bank
havde tilbudt en variabel rente på p.t. 11,25 %. I dette tilbud var der
ikke taget højde for administration af den enkelte medarbejders
konto.
Det er derfor Finanstilsynets opfattelse, at der ikke er
nogen nævneværdig forskel på de omhandlede rentetilbud.
Under hensyn til depotets ringe størrelse (ca. 7,2
mio. kr.), depotets rentesats (10 % p.a.) og det store antal konti (mere end
100) er det Finanstilsynets opfattelse, at Sparekassen A's interesse i at
blive valgt som depositar må have været beskeden.
Såfremt C må anses for at have været
berettiget til at vælge Sparekassen A som depositar, skal
Finanstilsynet udtale følgende:
Under denne forudsætning kan Sparekassen A ikke
anses for at have handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk.
6.
Såfremt C A/S må anses for at have været
uberettiget til at vælge Sparekassen A som depositar, skal
Finanstilsynet udtale følgende:
Sparekassen A's beskedne interesse i at blive valgt som
depositar, og den store overensstemmelse mellem rentetilbudene fører
til, at Sparekassen A heller ikke under denne forudsætning kan anses
for at have handlet i strid med bank- og sparekassens § 1, stk. 6."
Ved skrivelse af 11. marts 1994 har K1, K2, og K3 klaget
over Finanstilsynets afgørelse. Klagerne har bl.a. gjort
gældende, at tilsynet ikke har taget hensyn til den dobbeltstilling som
A (nu B-bank), der i realiteten ejede C Holding A/S, havde som ejer af det
tvangsindløsende selskab og som depositar ved
tvangsindløsninger i 1989/90. Klagerne anfører endvidere
bl.a.
"På side 5 skriver Finanstilsynet "Det må
anses for urimeligt, såfremt en enkelt eller nogle få
medarbejdere, med et veto, kunne skade den forhandling, der
nødvendigvis skulle finde sted om en forrentning af
indløsningssummen. Dette taler for, at det burde være muligt for
den ene part, C a/s, at beslutte, hvor indløsningssummen skulle
båndlægges, når den trufne beslutning har tilslutning fra
et stort flertal af medarbejderne". I brev fra C A/S til
Statsskattedirektoratet af 10. januar 1990 ... skriver I "Der er dog et
større antal medarbejdere, der ikke ønsker, at provenuet bliver
bundet i A, men fortsat ønsker, at bindingen skal finde sted i F-bank.
Således har eksempelvis 66 medarbejdere i det tidligere C-datterselskab
C ... a/s kollektivt meddelt, at de ønsker, at provenuet fortsat er
bundet i F-bank, ..." Der var altså ikke tale om nogle få
medarbejdere. Vi har ikke fra C a/s kunnet få oplyst, hvor mange
medarbejdere, der i første omgang modsatte sig Sparekassen A som
depositar. I J a/s (tidligere C J a/s) modsatte størstedelen af
medarbejderaktionærerne sig Sparekassen A som depositar. Først
efter modtagelsen af breve fra C a/s, dateret 1990-01-18 ... og 1990-03.07
..., valgte en del at skrive under.
Endvidere sammenligner Finanstilsynet den forrentning, der
blev tilbudt fra A og F-bank. Sparekassen A forhøjede først
deres tilbud fra 6 % til 10 % p.a. efter at medarbejderaktionærer havde
indhentet tilbud fra andre banker, se brev fra C a/s til B-bank af 21. juli
1993 ... Af brevet ... fremgår det endvidere, at det var
bestyrelsesformand L, A, der varetog arbejdet med medarbejderaktier. C
Holding a/s (A) har således ikke ført forhandlinger med andre
pengeinstitutter om forrentningen af indløsningssummen, som
anført i Finanstilsynets afgørelse side 5.
På side 6 skriver Finanstilsynet "Under hensyn til
depotets ringe størrelse (ca. 7,2 mio.kr.), depotets rentesats (10 %
p.a.) og det store antal konti (mere end 100) er det Finanstilsynets
opfattelse, at Sparekassen A's interesse i at blive valgt som depositar
må have været beskeden." Det ville have været interessant
at få oplyst, hvor beløbsgrænsen går. Endvidere
havde Sparekassen A jo den interesse, at de ikke skulle udbetale det ringe
beløb af 7,2 mio. kr., men blot oprette nogle konti.
I vor klage af 19. oktober 1990 ... anfører vi, at
"C Holding a/s (A) kræver tvangsindløsning af vore aktier til
samme kurs, som familien M fik for deres aktier. Denne kurs var fastsat ud
fra den forudsætning, at koncernen skulle videreføres. På
det tidspunkt, hvor tvangsindløsningen finder sted har C Holding (A)
allerede frasolgt flere selskaber i koncernen, og udbudt de resterende til
salg. Tvangsindløsningskursen skulle derfor fastsættes ud fra
denne forudsætning." Dette har Finanstilsynet slet ikke behandlet
.."
I en over klagen indhentet udtalelse af 26. april 1994 har
Finanstilsynet bl.a. bemærket:
"... Som det fremgår af afgørelsen, side 3,
afsnit 5 og 6, er Finanstilsynet naturligvis opmærksom på, at
tvangsindløsningen sker af det tvangsindløsende selskab C
Holding A/S.
Når Finanstilsynet i afgørelsen, side 6,
afsnit 2, anfører, at det kun er "nogle få medarbejdere, der
ikke har accepteret, at Sparekassen A blev valgt som depositar", skyldes
dette blandt andet skrivelse af 7. marts 1990 fra C A/S ..., hvori det i
afsnit 2 er anført, at en overvejende del af provenuet allerede pr.
14. februar 1990 var bundet i Sparekassen A. Finanstilsynet er bekendt med,
at flere medarbejdere ønskede at få bundet deres
indløsningssum i et andet pengeinstitut end Sparekassen A,
såfremt det ville have været muligt at benytte flere
deposteder.
Finanstilsynet har ikke i afgørelsen, side 5,
anført, at C Holding A/S (A) skulle have ført forhandlinger med
andre pengeinstitutter om forrentning af indløsningssummen. I
afgørelsen side 5, næstsidste afsnit, har Finanstilsynet
anført, at det var nødvendigt med en forhandling i den
omhandlede tvangsindløsningssituation. Som anført i
afgørelsen, side 4, afsnit 3, blev der indhentet tilbud fra flere
pengeinstitutter. Finanstilsynet har ikke i sin afgørelse lagt til
grund, at en forhandling skulle ske på en nærmere angiven
måde eller af en bestemt af parterne. Finanstilsynet er da også
bekendt med, at flere af de omhandlede tilbud blev indhentet af
medarbejdere.
For så vidt angår størrelsen af
tvangsindløsningskursen bemærkes, at klagen i sin helhed drejer
sig om, hvorvidt Sparekassen A har misbrugt en eventuel dobbeltstilling til
at vælge sig selv som depositar for indløsningssummen.
Finanstilsynet har selvfølgelig også
været opmærksom på, de af klagerne som bilag 9 og 10
fremlagte skrivelser. Der er tale om en udokumenteret påstand, som
synes at forudsætte, at M-familien som sælger af koncernen valgte
at sælge koncernen 300 mio. kr. under markedsværdi. Da
påstanden i øvrigt ikke er underbygget eller sandsynliggjort af
det omfattende materiale, som Finanstilsynet er i besiddelse af, har
Finanstilsynet ikke fundet anledning til at kommentere denne påstand
selvstændigt.
Det bemærkes i øvrigt, at aktieselskabsloven
indeholder detaljerede regler om, hvorledes en minoritetsaktionær skal
forholde sig, såfremt den pågældende aktionær
ønsker at bestride den indløsningskurs, som
majoritetsaktionæren har fastsat. Disse regler er klagerne blevet gjort
bekendt med ved de af klagerne som bilag 4 og 5 fremlagte skrivelser af maj
1989.
Finanstilsynet har i afgørelsen, side 3, afsnit 5
og 6, redegjort for, at Sparekassen A var majoritetsaktionær i C
Holding A/S med en aktiepost på 34,7 mio.kr., ud af en samlet
aktiekapital på 50 mio. kr., samt at C Holding ejede C A/S. Som det
fremgår af afgørelsen, side 5, afsnit 2, har Finanstilsynet
netop behandlet spørgsmålet om, hvorvidt Sparekassen A som
majoritetsaktionær må anses for at have handlet i strid med bank-
og sparekasselovens § 1, stk. 6. Dette spørgsmål er behandlet af
Finanstilsynet i afgørelsen, side 6 og 7.
Det er derfor ikke korrekt, når klagerne
anfører, at det ikke af Finanstilsynets afgørelse
fremgår, at Sparekassen A ejede C Holding A/S og C A/S og derfor besad
en dobbeltrolle som ejer og depositar. Det er netop betydningen af denne
dobbeltrolle, som Finanstilsynet har vurderet i sin afgørelse."
I skrivelse af 30. maj 1994 har klagerne udtalt bl.a.
følgende i anledning af Finanstilsynets skrivelse af 26. april
1994:
"På side 2, 2. afsnit anføres:
"Finanstilsynet er bekendt med. at flere medarbejdere ønskede at
få bundet deres indløsningssum i et andet pengeinstitut end
Sparekassen A, såfremt det ville have været muligt at benytte
flere depotsteder". Dette er ikke korrekt. De fleste medarbejdere
ønskede at benytte et andet pengeinstitut end Sparekassen A,
også selvom der kun kunne benyttes et depotsted.
På side 2, 3. afsnit, anføres:
"Finanstilsynet er da også bekendt med, at flere af de omhandlede
tilbud blev indhentet af medarbejdere." Alle øvrige tilbud blev
indhentet af medarbejderne."
Ankenævnet udtaler:
Det følger af pkt. 4 i "Regulativ vedrørende
medarbejdernes tegning af nye B-aktier i C A/S" af 13. november 1986, at
medarbejderne erhvervede aktierne bl.a. på vilkår, at aktierne
blev båndlagt i F-bank. Efter indholdet af vilkåret, der har
særlig betydning for ejerne fsv. angår anbringelse af kontante
midler, omfatter det efter ankenævnets opfattelse utvivlsomt tillige
kontante beløb i forbindelse med tvangsindløsning. Der er
endvidere intet grundlag for at antage, at det tvangsindløsende
selskab C Holding A/S (C A/S) har haft adgang til at ændre dette
vilkår eller i øvrigt ensidigt at tage stilling til
afgrænsningen af vilkåret på ejernes (depositarernes)
vegne. Desuagtet blev beslutningen om at ændre deponeringssted fra
F-bank til Sparekassen A (nu B-bank) efter det oplyste truffet af C Holding
A/S (C A/S) uden at C Holding A/S (C A/S) havde tilvejebragt noget sagligt
grundlag for at ændre deponeringssted og uden ved forhandling med
ejerne at have opnået noget mandat hertil. Dispositionen
fremtræder derfor for ankenævnet som åbenbart
uberettiget.
Det må endvidere lægges til grund, at
Sparekassen A (nu B-bank) reelt var ejer af eller i hvert fald havde
afgørende indflydelse på forvaltningen af C Holding A/S (C A/S)
og dermed på den i denne henseende trufne beslutning. Da Sparekassen A
(nu B-bank) ikke har sikret, at aktieejernes rettigheder over aktierne blev
respekteret, og da Sparekassen A (nu B-bank) på det nævnte
grundlag har accepteret, at sparekassen selv blev fremtidigt deponeringssted,
har Sparekassen A (nu B-bank) handlet i strid med kravet i bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 6, om at pengeinstituttet skal drives i
overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis.
For så vidt angår påstanden om at
indløsningskursen som følge af forløbet af det planlagte
management-buy-out har været for lav bemærkes, at nævnet
ikke har grundlag for at tage stilling til denne påstand.
Lignende dokumenter
- Kendelse af 2. november 1993. 93-21.362 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. november 1993
- Nægtet aktindsigt til klager, der ikke var part. Retsinformation · 24. september 1997
- Finanstilsynet havde været berettiget til at henvise klagerne til domstolene, da spørgsmålet om, hvorvidt en bank havde handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ikke kunne afgøres af Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke haft anledning til på forhånd at udtale, at man savnede grundlag for at anse bankens handlemåde for stridende mod § 1, stk. 6. Det var endvidere betænkeligt, at Finanstilsynet på forhånd havde afvist, at det indklagede vil kunne have principiel betydning. Retsinformation · 24. september 1997
- 95-68.300, 4. juni 1996 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. juni 1996
- 02-100.889 - Klager ikke anset som part og dermed heller ikke klageberettiget (13. februar 2003) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 13. februar 2003
- 97-178.108 - Klage over pengeinstitut afvist (14. maj 1998) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. maj 1998