Spring til indhold

Retsinformation

Erhvervsankenævnet ændrede Finanstilsynets afgørelse, således at et pengeinstitut, der som følge af aktiebesiddelse havde afgørende indflydelse på en beslutning om at ændre depotbank for provenuet ved tvangsindløsning af medarbejderaktier, havde handlet i

AFG nr 60076 af 14/10/1996AfgørelseErhvervsministeriet24. september 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Erhvervsankenævnet ændrede

Finanstilsynets afgørelse, således at et pengeinstitut, der som

følge af aktiebesiddelse havde afgørende indflydelse på

en beslutning om at ændre depotbank for provenuet ved

tvangsindløsning af medarbejderaktier, havde handlet i strid med

lovens § 1, stk. 6, om redelig forretningsskik m.v. ved at indtræde som

depotbank uden aktieejernes medvirken.

Ved skrivelse af 10. december 1990 klagede K1, K2 og K3

over Finanstilsynets afgørelse af 13. november 1990. I

afgørelsen afviste tilsynet, efter først at have henvist klager

til Pengeinstitutankenævnet, at behandle klagen vedrørende

forhold, hvor sparekassen A efter klagernes opfattelse havde handlet i strid

med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 2, om redelig forretningsskik og god

pengeinstitutpraksis. Klagen over afvisningen blev afgjort ved

Erhvervsankenævnets kendelse af 29. april 1993 (j.nr. 90-70.076).

Ankenævnet gav klagerne medhold og hjemviste sagen til

realitetsbehandling i Finanstilsynet. Der henvises i øvrigt til

kendelsen.

Klagen er herefter blevet realitetsbehandlet i

Finanstilsynet, der traf afgørelse i sagen den 2. marts 1994.

Afgørelsen har følgende indhold:

"Industriministeriets Erhvervsankenævn bestemte i

kendelse af 20. april 1993, at Finanstilsynet skulle behandle K1, K2 og K3's

klage over Sparekassen A (nu B-bank).

Klagen drejer sig om, hvorvidt Sparekassen A har handlet i

strid med bank- og sparekasselovens ? 1, stk. 6, da Sparekassen A i 1989 blev valgt

som depositar for indløsningssummen ved tvangsindløsning af

klagernes medarbejderaktier i C A/S.

Erhvervsankenævnets kendelse ævnets

kendelse

Læs alt

Erhvervsankenævnet har i sin kendelse udtalt

følgende:

"Det er åbenbart - som anført af

pengeinstitutankenævnet - at sagen ikke er omfattet af

pengeinstitutankenævnets kompetence. Finanstilsynet har derfor

været uberettiget til - således som det er sket den 19. marts

1990, 26. oktober 1990 og 13. november 1990 - at afvise klagen under

angivelse af, at den henhører under pengeinstitutankenævnets

kompetence.

Klagen angår et erhvervsmæssigt forhold i

forbindelse med tvangsindløsning af mindretalsaktionærer og

implicerer den dobbeltstilling, som pengeinstituttet var i dels gennem

ejerskabet af den overvældende aktiemajoritet i C A/S, og herigennem

reelt stillingen som enerådende i og over selskabet, dels som

følge af interessen i samtidig som pengeinstitut at blive valgt som

depositar.

Som følge af det anførte og efter det i

øvrigt oplyste, herunder indholdet af pkt. 4 i regulativet af 13.

november 1986 vedrørende medarbejdernes tegning af nye B aktier i C

A/S, findes en undersøgelse af sagen i forhold til § 1, stk. 6,

også af hensyn til pengeinstituttet at have en sådan betydning,

at undersøgelsen ikke burde have været afvist."

Aktindsigt

Finanstilsynet har anset klagerne som part efter de

før 1. januar 1991 gældende regler. I skrivelse af 23. juni 1993

har K1 anmodet om aktindsigt, hvilket er givet hende ved personligt

fremmøde i Finanstilsynet den 7. juli 1993.

Sagens opklaring

Med udgangspunkt i Erhvervsankenævnets kendelse har

Finanstilsynet i skrivelser af 1. juli 1993 sendt sagen til høring hos

klagerne og B-bank. I høringsrunden har parterne gensidigt fået

lejlighed til at kommentere hinandens indlæg.

Ud over det materiale, der er fremkommet ved

partshøringen og ankenævnets behandling, har Finanstilsynet som

grundlag for sin afgørelse også benyttet det materiale, som

tilsynet er i besiddelse af ved tilsynets behandling af henholdsvis

direktør D's klage af 27. marts 1990 og direktør E's klage af

oprindelig 20. april 1990 over Sparekassen A's (nu B-bank) deltagelse i

management-buy-out af C A/S.

Sagens faktiske omstændigheder

I december 1986 modtog medarbejderne i C Gruppen, herunder

klagerne, et tilbud om at tegne medarbejderaktier i C A/S på

vilkår fastsat af bestyrelsen for C A/S i "Regulativ vedrørende

medarbejdernes tegning af nye B-aktier i C A/S" af 13. november 1986.

Aktierne blev tegnet til kurs 105 og var båndlagt i 5 år i

henhold til betingelser godkendt af Statsskattedirektoratet.

Reglerne om båndlæggelse fremgår af

regulativets pkt. 4, der lyder således:

"Den forventede tilladelse fra Statsskattedirektoratet er

betinget af, at aktierne båndlægges i 5 år.

I denne periode kan medarbejderne ikke disponere over

aktierne ved salg, belåning, pantsætning eller lignende.

Båndlægningen kan dog hæves, hvis medarbejderen afgår

ved døden eller bliver berettiget til at oppebære

invalidepension med helt grundbeløb og helt invalidebeløb.

Båndlæggelsen omfatter også eventuelle fondsaktier og

nytegnede aktier, samt provenuet af solgte aktier og tegningsretter, der er

opnået på grund af de oprindelige aktier.

Provenuet af eventuelt solgte aktie- og tegningsretter

indsættes på spærret konto i F-bank.

Båndlæggelsen sker i F-bank pr. 12. december

1986, og aktierne frigives den 12. december 1991 til fri rådighed for

medarbejderne.

Båndlæggelsen ophæves ikke, selv om

medarbejderen forlader C Gruppen."

Ved et management-buy-out overtog C Holding A/S

aktiemajoriteten i C A/S i april 1989. Efter en forhøjelse af

aktiekapitalen i C Holding A/S til 50 mio. kr. var aktiekapitalen fordelt med

34,7 mio. kr. til Sparekassen A og 15,3 mio. kr. til 4 direktører i C

Gruppen.

Som et led i management-buy-out'et tvangsindløste C

Holding A/S minoritetsaktionærerne i C A/S i december 1989. Også

medarbejderaktionærerne blev tvangsindløst.

Indløsningskursen var 365,5 svarende til en samlet

indløsningssum for medarbejderaktierne på ca. 7,2 mio. kr.,

fordelt på mere end 100 medarbejdere.

Statsskattedirektoratet har i skrivelse af 3. juli 1989

til C Holding A/S meddelt, at indløsning af medarbejderaktierne kunne

gennemføres under forudsætning af, at indløsningssummen

blev båndlagt i den resterende del af

båndlæggelsesperioden. C A/S anmodede herefter ved skrivelse af

10. oktober 1989 Statsskattedirektoratet om tilladelse til at anvende

Sparekassen A som pengeinstitut i relation til den fortsatte

båndlæggelse. Tilladelse hertil blev givet af

Statsskattedirektoratet i skrivelse af 18. oktober 1989.

Ved skrivelse af 21. februar 1990 har Told- og

Skattestyrelsen på C A/S' forespørgsel meddelt, at styrelsen

ikke kan tillade, at båndlæggelsen af indløsningssummen

sker i to eller flere pengeinstitutter.

Ifølge skrivelse af 19. december 1989 fra C A/S har

direktionen for C A/S besluttet at vælge Sparekassen A som depositar

for den båndlagte indløsningssum. B-bank har oplyst, at

beslutningen er truffet af direktør G, der var ordførende

direktør i såvel C A/S som C Holding A/S. Direktør G var

en af de 4 direktører, der deltog i management-buy-out'et sammen med

Sparekassen A. Ansøgningen af 10. oktober 1989 til

Statsskattedirektoratet skete på vegne af C A/S.

Ifølge B-bank skulle beslutningen være

begrundet i dels rentemæssige forhold og dels det forhold, at C Gruppen

skiftede pengeinstitut fra den daværende F-bank til Sparekassen A.

Der blev indhentet tilbud fra flere pengeinstitutter.

Sparekassen A og H-bank tilbød en fast forrentning på 10 % p.a.

og en konto for hver enkelt medarbejder. Sparekassen A havde oprindeligt

tilbudt 6 % i fast årlig rente. F-bank tilbød en variabel

forrentning på p.t. 11,25 % p.a. og en samlet konto for alle

medarbejdere. I F-bank's tilbud var der således ikke taget højde

for administration ved individuelle konti.

Klagerne protesterede over, at Sparekassen A blev valgt

som depositar. Som begrundelse for klagen har klagerne i skrivelser af 14.

marts 1990 anført, at:

"A har udnyttet sin magt som ejer af aktiemajoriteten i C

A/S, og derved ikke har tilbudt medarbejderaktionærerne en

seriøs forrentning af tvangsindløsningsprovenuet."

Ved udateret påtegning på skrivelse af 19.

december 1989 fra C A/S gav K1 F-bank fuldmagt til at overdrage hendes

medarbejderaktier i C A/S til C Holding A/S. På fuldmagten har K1

anført følgende påtegning:

"Provenuet ønskes under ingen omstændigheder

indsat i Sparekassen A."

Sagens juridiske problemstillinger

problemstillinger

Sagens juridiske problemstillinger er, dels

om C A/S var uberettiget til at beslutte, at

medarbejdernes provenu ved tvangsindløsningen skulle

båndlægges i et andet pengeinstitut, end medarbejderaktierne var

båndlagt i,

og dels

om Sparekassen A, som majoritetsaktionær i C

A/S, må anses for at have handlet i strid med bank- og sparekasseloven

§ 1, stk. 6.

Var C A/S uberettiget til at beslutte, hvilket

pengeinstitut der skulle være depositar?

Til støtte for, at C A/S var uberettiget til at

træffe beslutningen, kan anføres, at

medarbejderaktierne blev tegnet på de vilkår,

der er fastsat i regulativet af 13. november 1986. Efter almindelige

aftaleretlige principper må udgangspunktet være, at

vilkårene ikke kan ændres, med mindre der er enighed mellem

parterne. Vilkårene fastsætter, hvad der skal ske med provenuet

af aktieretter og tegningsrettigheder, nemlig båndlæggelse i

F-bank. Tvangsindløsningsprovenuet skal derfor også

båndlægges i F-bank, med mindre parterne er enige om andet.

Til støtte for at C A/S var berettiget til at

træffe beslutningen kan anføres, at

tvangsindløsningen er en situation, der ikke er

reguleret af regulativet. Dette fastsætter alene, hvad der skal ske med

provenuet af solgte aktieretter og tegningsrettigheder. Ved

tvangsindløsningen ændredes hele grundlaget for

båndlæggelsen, idet aktierne blev erstattet med kontant

indlån. Det var således nødvendigt med en forhandling om

de fremtidige vilkår for båndlæggelsen af dette

indlån, herunder forrentning.

Det må anses for urimeligt, såfremt en enkelt

eller nogle få medarbejdere, med et veto, kunne skade den forhandling,

der nødvendigvis skulle finde sted om en forrentning af

indløsningssummen. Dette taler for, at det burde være muligt for

den ene part, C A/S, at beslutte, hvor indløsningssummen skulle

båndlægges, når den trufne beslutning har tilslutning fra

et stort flertal af medarbejderne.

Efter det for Finanstilsynet foreliggende er det kun nogle

få medarbejdere, der ikke har accepteret, at Sparekassen A blev valgt

som depositar.

Som følge heraf kan Finanstilsynet ikke afvise, at

C A/S har været berettiget til at vælge Sparekassen A som

depositar.

Dette spørgsmål kan imidlertid ikke

afgøres af Finanstilsynet, men henhører såvel retligt som

bevismæssigt under domstolene.

Har Sparekassen A handlet i strid med bank- og

sparekasselovens § 1, stk. 6?

Til støtte for at Sparekassen A har handlet i strid

med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, har klagerne anført, at

Sparekassen A har forrentet depotet med en rentesats, der er lavere end den

bedst opnåelige.

Efter det oplyste, blev indløsningssummen forrentet

med 10 % p.a., hvilket var samme rentesats, som H-bank havde tilbudt. F-bank

havde tilbudt en variabel rente på p.t. 11,25 %. I dette tilbud var der

ikke taget højde for administration af den enkelte medarbejders

konto.

Det er derfor Finanstilsynets opfattelse, at der ikke er

nogen nævneværdig forskel på de omhandlede rentetilbud.

Under hensyn til depotets ringe størrelse (ca. 7,2

mio. kr.), depotets rentesats (10 % p.a.) og det store antal konti (mere end

100) er det Finanstilsynets opfattelse, at Sparekassen A's interesse i at

blive valgt som depositar må have været beskeden.

Såfremt C må anses for at have været

berettiget til at vælge Sparekassen A som depositar, skal

Finanstilsynet udtale følgende:

Under denne forudsætning kan Sparekassen A ikke

anses for at have handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk.

6.

Såfremt C A/S må anses for at have været

uberettiget til at vælge Sparekassen A som depositar, skal

Finanstilsynet udtale følgende:

Sparekassen A's beskedne interesse i at blive valgt som

depositar, og den store overensstemmelse mellem rentetilbudene fører

til, at Sparekassen A heller ikke under denne forudsætning kan anses

for at have handlet i strid med bank- og sparekassens § 1, stk. 6."

Ved skrivelse af 11. marts 1994 har K1, K2, og K3 klaget

over Finanstilsynets afgørelse. Klagerne har bl.a. gjort

gældende, at tilsynet ikke har taget hensyn til den dobbeltstilling som

A (nu B-bank), der i realiteten ejede C Holding A/S, havde som ejer af det

tvangsindløsende selskab og som depositar ved

tvangsindløsninger i 1989/90. Klagerne anfører endvidere

bl.a.

"På side 5 skriver Finanstilsynet "Det må

anses for urimeligt, såfremt en enkelt eller nogle få

medarbejdere, med et veto, kunne skade den forhandling, der

nødvendigvis skulle finde sted om en forrentning af

indløsningssummen. Dette taler for, at det burde være muligt for

den ene part, C a/s, at beslutte, hvor indløsningssummen skulle

båndlægges, når den trufne beslutning har tilslutning fra

et stort flertal af medarbejderne". I brev fra C A/S til

Statsskattedirektoratet af 10. januar 1990 ... skriver I "Der er dog et

større antal medarbejdere, der ikke ønsker, at provenuet bliver

bundet i A, men fortsat ønsker, at bindingen skal finde sted i F-bank.

Således har eksempelvis 66 medarbejdere i det tidligere C-datterselskab

C ... a/s kollektivt meddelt, at de ønsker, at provenuet fortsat er

bundet i F-bank, ..." Der var altså ikke tale om nogle få

medarbejdere. Vi har ikke fra C a/s kunnet få oplyst, hvor mange

medarbejdere, der i første omgang modsatte sig Sparekassen A som

depositar. I J a/s (tidligere C J a/s) modsatte størstedelen af

medarbejderaktionærerne sig Sparekassen A som depositar. Først

efter modtagelsen af breve fra C a/s, dateret 1990-01-18 ... og 1990-03.07

..., valgte en del at skrive under.

Endvidere sammenligner Finanstilsynet den forrentning, der

blev tilbudt fra A og F-bank. Sparekassen A forhøjede først

deres tilbud fra 6 % til 10 % p.a. efter at medarbejderaktionærer havde

indhentet tilbud fra andre banker, se brev fra C a/s til B-bank af 21. juli

1993 ... Af brevet ... fremgår det endvidere, at det var

bestyrelsesformand L, A, der varetog arbejdet med medarbejderaktier. C

Holding a/s (A) har således ikke ført forhandlinger med andre

pengeinstitutter om forrentningen af indløsningssummen, som

anført i Finanstilsynets afgørelse side 5.

På side 6 skriver Finanstilsynet "Under hensyn til

depotets ringe størrelse (ca. 7,2 mio.kr.), depotets rentesats (10 %

p.a.) og det store antal konti (mere end 100) er det Finanstilsynets

opfattelse, at Sparekassen A's interesse i at blive valgt som depositar

må have været beskeden." Det ville have været interessant

at få oplyst, hvor beløbsgrænsen går. Endvidere

havde Sparekassen A jo den interesse, at de ikke skulle udbetale det ringe

beløb af 7,2 mio. kr., men blot oprette nogle konti.

I vor klage af 19. oktober 1990 ... anfører vi, at

"C Holding a/s (A) kræver tvangsindløsning af vore aktier til

samme kurs, som familien M fik for deres aktier. Denne kurs var fastsat ud

fra den forudsætning, at koncernen skulle videreføres. På

det tidspunkt, hvor tvangsindløsningen finder sted har C Holding (A)

allerede frasolgt flere selskaber i koncernen, og udbudt de resterende til

salg. Tvangsindløsningskursen skulle derfor fastsættes ud fra

denne forudsætning." Dette har Finanstilsynet slet ikke behandlet

.."

I en over klagen indhentet udtalelse af 26. april 1994 har

Finanstilsynet bl.a. bemærket:

"... Som det fremgår af afgørelsen, side 3,

afsnit 5 og 6, er Finanstilsynet naturligvis opmærksom på, at

tvangsindløsningen sker af det tvangsindløsende selskab C

Holding A/S.

Når Finanstilsynet i afgørelsen, side 6,

afsnit 2, anfører, at det kun er "nogle få medarbejdere, der

ikke har accepteret, at Sparekassen A blev valgt som depositar", skyldes

dette blandt andet skrivelse af 7. marts 1990 fra C A/S ..., hvori det i

afsnit 2 er anført, at en overvejende del af provenuet allerede pr.

14. februar 1990 var bundet i Sparekassen A. Finanstilsynet er bekendt med,

at flere medarbejdere ønskede at få bundet deres

indløsningssum i et andet pengeinstitut end Sparekassen A,

såfremt det ville have været muligt at benytte flere

deposteder.

Finanstilsynet har ikke i afgørelsen, side 5,

anført, at C Holding A/S (A) skulle have ført forhandlinger med

andre pengeinstitutter om forrentning af indløsningssummen. I

afgørelsen side 5, næstsidste afsnit, har Finanstilsynet

anført, at det var nødvendigt med en forhandling i den

omhandlede tvangsindløsningssituation. Som anført i

afgørelsen, side 4, afsnit 3, blev der indhentet tilbud fra flere

pengeinstitutter. Finanstilsynet har ikke i sin afgørelse lagt til

grund, at en forhandling skulle ske på en nærmere angiven

måde eller af en bestemt af parterne. Finanstilsynet er da også

bekendt med, at flere af de omhandlede tilbud blev indhentet af

medarbejdere.

For så vidt angår størrelsen af

tvangsindløsningskursen bemærkes, at klagen i sin helhed drejer

sig om, hvorvidt Sparekassen A har misbrugt en eventuel dobbeltstilling til

at vælge sig selv som depositar for indløsningssummen.

Finanstilsynet har selvfølgelig også

været opmærksom på, de af klagerne som bilag 9 og 10

fremlagte skrivelser. Der er tale om en udokumenteret påstand, som

synes at forudsætte, at M-familien som sælger af koncernen valgte

at sælge koncernen 300 mio. kr. under markedsværdi. Da

påstanden i øvrigt ikke er underbygget eller sandsynliggjort af

det omfattende materiale, som Finanstilsynet er i besiddelse af, har

Finanstilsynet ikke fundet anledning til at kommentere denne påstand

selvstændigt.

Det bemærkes i øvrigt, at aktieselskabsloven

indeholder detaljerede regler om, hvorledes en minoritetsaktionær skal

forholde sig, såfremt den pågældende aktionær

ønsker at bestride den indløsningskurs, som

majoritetsaktionæren har fastsat. Disse regler er klagerne blevet gjort

bekendt med ved de af klagerne som bilag 4 og 5 fremlagte skrivelser af maj

1989.

Finanstilsynet har i afgørelsen, side 3, afsnit 5

og 6, redegjort for, at Sparekassen A var majoritetsaktionær i C

Holding A/S med en aktiepost på 34,7 mio.kr., ud af en samlet

aktiekapital på 50 mio. kr., samt at C Holding ejede C A/S. Som det

fremgår af afgørelsen, side 5, afsnit 2, har Finanstilsynet

netop behandlet spørgsmålet om, hvorvidt Sparekassen A som

majoritetsaktionær må anses for at have handlet i strid med bank-

og sparekasselovens § 1, stk. 6. Dette spørgsmål er behandlet af

Finanstilsynet i afgørelsen, side 6 og 7.

Det er derfor ikke korrekt, når klagerne

anfører, at det ikke af Finanstilsynets afgørelse

fremgår, at Sparekassen A ejede C Holding A/S og C A/S og derfor besad

en dobbeltrolle som ejer og depositar. Det er netop betydningen af denne

dobbeltrolle, som Finanstilsynet har vurderet i sin afgørelse."

I skrivelse af 30. maj 1994 har klagerne udtalt bl.a.

følgende i anledning af Finanstilsynets skrivelse af 26. april

1994:

"På side 2, 2. afsnit anføres:

"Finanstilsynet er bekendt med. at flere medarbejdere ønskede at

få bundet deres indløsningssum i et andet pengeinstitut end

Sparekassen A, såfremt det ville have været muligt at benytte

flere depotsteder". Dette er ikke korrekt. De fleste medarbejdere

ønskede at benytte et andet pengeinstitut end Sparekassen A,

også selvom der kun kunne benyttes et depotsted.

På side 2, 3. afsnit, anføres:

"Finanstilsynet er da også bekendt med, at flere af de omhandlede

tilbud blev indhentet af medarbejdere." Alle øvrige tilbud blev

indhentet af medarbejderne."

Ankenævnet udtaler:

Det følger af pkt. 4 i "Regulativ vedrørende

medarbejdernes tegning af nye B-aktier i C A/S" af 13. november 1986, at

medarbejderne erhvervede aktierne bl.a. på vilkår, at aktierne

blev båndlagt i F-bank. Efter indholdet af vilkåret, der har

særlig betydning for ejerne fsv. angår anbringelse af kontante

midler, omfatter det efter ankenævnets opfattelse utvivlsomt tillige

kontante beløb i forbindelse med tvangsindløsning. Der er

endvidere intet grundlag for at antage, at det tvangsindløsende

selskab C Holding A/S (C A/S) har haft adgang til at ændre dette

vilkår eller i øvrigt ensidigt at tage stilling til

afgrænsningen af vilkåret på ejernes (depositarernes)

vegne. Desuagtet blev beslutningen om at ændre deponeringssted fra

F-bank til Sparekassen A (nu B-bank) efter det oplyste truffet af C Holding

A/S (C A/S) uden at C Holding A/S (C A/S) havde tilvejebragt noget sagligt

grundlag for at ændre deponeringssted og uden ved forhandling med

ejerne at have opnået noget mandat hertil. Dispositionen

fremtræder derfor for ankenævnet som åbenbart

uberettiget.

Det må endvidere lægges til grund, at

Sparekassen A (nu B-bank) reelt var ejer af eller i hvert fald havde

afgørende indflydelse på forvaltningen af C Holding A/S (C A/S)

og dermed på den i denne henseende trufne beslutning. Da Sparekassen A

(nu B-bank) ikke har sikret, at aktieejernes rettigheder over aktierne blev

respekteret, og da Sparekassen A (nu B-bank) på det nævnte

grundlag har accepteret, at sparekassen selv blev fremtidigt deponeringssted,

har Sparekassen A (nu B-bank) handlet i strid med kravet i bank- og

sparekasselovens § 1, stk. 6, om at pengeinstituttet skal drives i

overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis.

For så vidt angår påstanden om at

indløsningskursen som følge af forløbet af det planlagte

management-buy-out har været for lav bemærkes, at nævnet

ikke har grundlag for at tage stilling til denne påstand.

Lignende dokumenter