Nægtet aktindsigt til klager, der ikke var part.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Nægtet aktindsigt til klager, der ikke var part.
K har i skrivelse af 12. januar 1993 klaget over, at Finanstilsynet ved
skrivelse af 7. januar 1993 (j.nr. 6462-0007, F 2222) afslog at give ham
nogle nærmere angivne oplysninger.
Sagens omstændigheder:
I november 1991 fremsatte B AG et indløsningstilbud på aktier i C AG.
Klageren, der ejede aktier i C AG, og som var kunde i (banken) A A/S, modtog
ved en fejl fra bankens side ikke tilbuddet. I forbindelse med et senere
indløsningstilbud blev klageren i juni 1992 opmærksom på, at han ikke havde
modtaget tilbuddet af november 1991. Efter brevveksling med klageren
godtgjorde banken klageren det tab, han havde lidt ved ikke at have modtaget
indløsningstilbuddet af november 1991. Om årsagen til fejlen oplyste banken i
en skrivelse til klageren af 29. juni 1992:
»Vi skrev ikke til Dem i November 1991 p.g.a. en teknisk fejl. Deres
navn burde have stået nederst på vores emissionsliste, men den sidste linie
kom ikke med på listen.«
Klager henvendte sig derefter til banken for at få oplyst, hvor mange
andre aktieejere, der ligesom klageren ikke havde modtaget tilbuddet af
november 1991. Klager anførte i den forbindelse, at banken »også bør
underrette de af bankens øvrige kunder, som heller ikke fik mulighed for at
benytte indløsningstilbuddet af november 91« og holde disse skadesløse.
Klager henviser til, at banken i en telefonsamtale har karakteriseret fejlen
som en »systemfejl«, hvilket klager opfatter som en fejl i et
edb-system, og at det er usandsynligt, at det kun skulle være ham, der ikke
var blevet informeret.
I skrivelse af 7. september 1992 svarede A:
»I vort brev af 29.6. gjorde vi Dem opmærksom på karakteren af den
beklagelige fejl, der gjorde, at De som den eneste af vore kunder med
beholdninger i C ikke modtog indløsningstilbuddet i november 1991.
Vi er selvsagt ikke berettiget til at udlevere fortrolige kundeoplysninger
Læs alt
til andre kunder: men såfremt Finanstilsynet måtte have interesse i sagen vil
dokumentation for ovennævnte naturligvis blive forelagt.«
Klager henvendte sig derefter til Finanstilsynet og bad tilsynet om at få
dokumenteret, »at alle ejere af C-aktier nu har modtaget
indløsningstilbuddet af november 91 fra B.« Klager bad Finanstilsynet om
at gennemgå bankens dokumentation herfor og at give ham en tilbagemelding om
resultatet.
Finanstilsynet svarede den 9. december 1992, at spørgsmålet om, hvorvidt A
handler i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god
pengeinstitutpraksis, jf. bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, alene er et
spørgsmål mellem tilsynet og banken, og at klagerens oplysninger vil indgå i
vurderingen heraf.
I skrivelser af 11. og 20. december 1992 bad klageren påny Finanstilsynet
om at bekræfte, »at de aktieejere som - eventuelt - heller ikke modtog
indløsningstilbud fra A, vil blive holdt skadesløse af A.«
I den påklagede skrivelse af 7. januar 1993 svarede Finanstilsynet:
»Finanstilsynet skal i den anledning henvise til Finanstilsynets
skrivelse af 9. december 1992, hvori tilsynet meddeler, at hvorvidt A A/S
handler i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god
pengeinstitutpraksis alene er et spørgsmål mellem tilsynet og banken. Man
skal iøvrigt oplyse, at bank- og sparekasselovens § 50b, stk. 5, begrænser
partsbegrebet i forvaltningslovens § 9 til de institutioner, med hvilken
Finanstilsynet fører tilsyn (i denne sag A A/S). De er således ikke part i
sagen, og tilsynet er herefter ikke berettiget til at give Dem de ønskede
oplysninger.«
Over for Erhvervsankenævnet har klageren i klageskrivelsen af 12. januar
1993 navnlig henvist til, at A i den ovenfor gengivne skrivelse af 7.
september 1992 har indvilliget i at lade Finanstilsynet gennemgå bankens
dokumentation. Det må følge heraf, at klager bliver gjort bekendt med
resultatet af undersøgelsen.
Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 1. april 1993 fastholdt
den trufne afgørelse og bl.a. udtalt:
»Hvorvidt et pengeinstitut handler i overensstemmelse med redelig
forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, jf. bank- og sparekasselovens §
1, stk. 6, er alene et spørgsmål mellem tilsynet og pengeinstituttet.
Oplysninger om enkeltsager vil kunne indgå i tilsynets samlede vurdering
af, om et pengeinstitut handler i overensstemmelse med bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 6. Afgørelse af den enkelte sag henhører
imidlertid under Pengeinstitutankenævnet eller domstolene.
For så vidt angår bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, skal man
anføre, at det fremgår af bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, at kun de
institutter, med hvilke der føres tilsyn, betragtes som part i sager
vedrørende disse. Herved begrænses det generelle partsbegreb i henhold til
forvaltningslovens § 9.
Da K herefter ikke er at betragte som part i den pågældende sag, er
Finanstilsynet således ikke berettiget til at videregive de af førstnævnte
ønskede oplysninger.
Det er Finanstilsynets opfattelse, at det ikke er muligt for et
pengeinstitut at løse tilsynet fra den lovbestemte tavshedspligt. Tilsynet
skal i denne anledning gøre opmærksom på, at reglerne om tavshedspligt i
bank- og sparekasseloven er fastsat af hensyn til såvel pengeinstitutterne
som disses kunder. Dette er meddelt K i tilsynets skrivelse af 18. februar
1993.«
I et supplerende indlæg af 8. april 1993 har klageren præciseret, at han
ikke ønsker at få oplyst antallet af de aktieejere, som banken glemte at
kontakte, og at han ikke ønsker at få oplyst, hvornår banken har holdt disse
aktieejere skadesløse, men kun at få bekræftet, at alle aktieejere er blevet
holdt skadesløse. Det er klagers opfattelse, at de anførte to præciseringer
»tilgodeser alle de hensyn til diskretion, som Finanstilsynet har i
forhold til pengeinstituttet og pengeinstituttets kunder.« Klager
tilføjer, at Finanstilsynet ved sit »hemmelighedskræmmeri« kun
opnår at mistænkeliggøre A, idet tilsynets tavshed rejser tvivl om, hvorvidt
banken har holdt alle kunder skadesløse.
Ankenævnet udtaler:
Det fremgår af sagen, at klageren har modtaget erstatning fra A for det
tab, han har lidt ved ikke at have modtaget indløsningstilbuddet af november
1991. Sagen er således afsluttet for klagerens eget vedkommende og vedrører
kun det forhold, at klageren ønsker undersøgt og oplyst, om andre har været i
samme situation som han. A har herom over for klager oplyst, at dette ikke er
tilfældet.
De oplysninger, som A måtte have givet Finanstilsynet om dette spørgsmål,
er omfattet af tilsynets tavshedspligt efter bank- og sparekasseloven
(lovbekendtgørelse nr. 57 af 2. februar 1993) § 50 b.
Lov om offentlighed i forvaltningen medfører ikke nogen begrænsning i
Finanstilsynets tavshedspligt jf. denne lovs § 14. Med hensyn til forholdet
til forvaltningsloven bemærkes, at klageren ikke er part i Finanstilsynets
sag, jf. bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5. Efter denne bestemmelse er
alene vedkommende pengeinstitut part i Finanstilsynets sager om tilsyn med
pengeinstitutter. Klager har derfor ikke aktindsigt i de pågældende
oplysninger efter reglerne i forvaltningslovens kap. 4. Heller ikke denne lov
medfører således nogen begrænsning i Finanstilsynets tavshedspligt.
Klager har gjort gældende, at der foreligger et samtykke fra A til, at han
får de omhandlede oplysninger. Som det fremgår af den ovenfor citerede
skrivelse fra A, vil banken forelægge den fornødne dokumentation for
Finanstilsynet, hvis tilsynet måtte ønske det. Banken ses ikke i denne
skrivelse eller på anden måde at have givet noget samtykke til, at klager
gøres bekendt med resultatet af en eventuel undersøgelse. Ankenævnet er
iøvrigt enig med Finanstilsynet i, at et sådant samtykke, hvis det forelå,
ikke ville være afgørende for så vidt angår oplysninger, der vedrører bankens
kunder.
Da de oplysninger, som klageren ønsker at få, efter det ovenfor anførte er
omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt, kan ankenævnet tiltræde, at
Finanstilsynet har afslået at give klageren oplysningerne.
Ankenævnet stadfæster derfor den påklagede afgørelse.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte en afgørelse, truffet af Skatteankestyrelsen om stadfæstelse af SKAT´s afgørelse om afslag på aktindsigt i korrespondance og bilag mellem et konkursbo og SKAT om udbetaling af negativ moms Domsdatabasen · 20. juni 2017
- Sag om, hvorvidt Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har begået sagsbehandlingsfejl og hjemmelsfejl ved afgørelse af 27. marts 2020 om salgsforbud og afgørelse af 2. april 2020 om påbud om tilbagekaldelse af sagsøgernes hånddesinfektionsprodukt Domsdatabasen · 11. november 2024
- Sagen vedrører blandt andet en række indgreb mod sagsøger i form af indsættelse i sikringscelle, indsættelse i observationscelle, overførsel mellem institutioner under kriminalforsorgen, udelukkelse fra fællesskab og magtanvendelse fra fængselspersonalet i tiden fra sagsøger blev idømt forvaring i højesteret, og til han blev overført til psykiatrihospital. Påstand om erstatning Domsdatabasen · 4. juni 2014
- Afgørelse — Københavns Kommune Huslejenævnene · 24. april 2025
- Afgørelse om aktindsigt i sag nr. 30323 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. november 2016
- Afgørelse om delvis afslag på aktindsigt Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. marts 2015
Lignende dokumenter
- Kendelse af 2. november 1993. 93-21.362 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. november 1993
- 95/477/EF: Kommissionens beslutning af 12. juli 1995 i en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/33.802 - BASF Lacke + Farben AG og SA Accinauto) (Kun den tyske og den franske udgave er autentiske) EU-lovgivning · 12. juli 1995
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 30. april 2008 om Østrigs statsstøtte C 56/06 (ex NN 77/06) til privatiseringen af Bank Burgenland (meddelt under nummer K(2008) 1625) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2008/719/EF) EU-lovgivning · 30. april 2008
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 26. september 2000
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993
- Klageren burde have været anset som part såvel under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt. Retsinformation · 24. september 1997