Spring til indhold

Retsinformation

Aftaler om overdragelse af byfornyelses opgaver ikke anmeldelsespligtig (* 1)

KEN nr 50841 af 08/06/1995Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Aftaler om overdragelse af byfornyelses opgaver

ikke anmeldelsespligtig (* 1)

År 1995, den 8. juni afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 94-39.052

Københavns Kommune ctr. Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 17. juni 1994 har advokat Bjarne Becher Jensen på

vegne Københavns Kommune klaget over en af Konkurrencerådet den 20. maj 1994

meddelt afgørelse, hvorved rådet bl.a. bestemte, at kommunens fremtidige

aftaler med byfornyelsesselskaber eller andre rådgivere om overdragelse af

byfornyelsesopgaver anses for undtaget fra anmeldelsespligt i henhold til

konkurrencelovens § 5, såfremt tildelingen af opgaverne sker ved licitation

eller under licitationslignende forhold.

Klageren har påstået, at Konkurrencerådets afgørelse annulleres for så

vidt angår afgørelsens bestemmelse om den fremtidige fremgangsmåde ved

overdragelse af byfornyelsesopgaver.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Konkurrencerådets skrivelse af 20. maj 1994 er sålydende:

»Ved telefonisk samtale den 5. maj 1994 har . . . Københavns

Kommune oplyst, at kommunen kan tilslutte sig den redegørelse, som de to

byfornyelsesselskaber, Byfornyelsesselskabet København og SBS Byfornyelse,

har fremsat . . . til belysning af aftalerne mellem de to

byfornyelsesselskaber indbyrdes og mellem de to byfornyelsesselskaber og

Københavns Kommune om overdragelse af byfornyelsesopgaverne på Vesterbro.

Byfornyelsesselskabernes redegørelse suppleret med telefonisk indhentede

oplysninger fra bl.a. Københavns Kommune har været forelagt Konkurrencerådets

Forretningsudvalg, der på mødet den 11. maj 1994 besluttede, at aftalen

mellem Københavns Kommune og de to byfornyelsesselskaber om overdragelse af

byfornyelsesopgaver på Vesterbro til de to byfornyelsesselskaber er omfattet

af konkurrenceloven, men uanset at aftalen efter sit indhold kunne anses for

Læs alt

anmeldelsespligtig efter konkurrencelovens § 5, medfører de særlige

omstændigheder, der forelå ved aftalens indgåelse, at aftalen ikke er

omfattet af anmeldelsespligten i konkurrencelovens § 5.

Forretningsudvalget lagde herved vægt på, at kommunen har udliciteret

arbejdet til de selskaber, der var de eneste virksomheder, der i realiteten

kunne udføre arbejdet på det pågældende tidspunkt, hvilket skal ses i

sammenhæng med de da eksisterende bestemmelser om godkendelse af

byfornyelsesselskaber. Endvidere er der blevet lagt vægt på tidspunktet for

aftalens indgåelse.

Forretningsudvalget besluttede endvidere, at det samtidig skal meddeles

Københavns Kommune, at fremtidige aftaler om overdragelse af

byfornyelsesopgaver heller ikke anses for anmeldelsespligtige, såfremt disse

opgaver bliver tildelt byfornyelsesselskaberne eller andre rådgivere i

overensstemmelse med de tidligere af Konkurrencerådet vedtagne og over for

kommunerne tilkendegivne principper, hvorefter tildelingen sker gennem en

afholdt licitation eller under licitationslignende forhold ud fra saglige,

objektive, rimelige og konsekvent gennemførte kriterier, herunder at det sker

i overensstemmelse med principperne i EU-direktiv 92/50 af 18. juni 1992 om

samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige

tjenesteydelsesaftaler. . . . .«

3. Under den mundtlige forhandling har klageren gennemgået de

byfornyelsesopgaver, der fremgår af byfornyelsesloven, jf. nu

lovbekendtgørelse nr. 820 af 15. september 1994 om byfornyelse og

boligforbedring.

Byfornyelse er en kommunal opgave. I lovens § 7 er det nærmere beskrevet,

hvilke typer beslutninger kommunen kan træffe for iværksættelse af

byfornyelse. Der kan være tale om forbedring af utidssvarende beboelse,

ombygning af privat erhverv til beboelse, forbedring af bygninger, etablering

af beboelse ved inddragelse af uudnyttede arealer i bygninger, nedrivning

m.v. Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning herom, skal denne

bekendtgøres efter nærmere regler fastsat af boligministeren. I lovens

kapitel 7 er angivet reglerne for offentlig støtte til finansiering af

byfornyelse. Der gælder en høj grad af kontrol og regelbundethed. Således er

det i medfør af § 60, stk. 1, et vilkår for udbetaling af støtte, at arbejdet

først påbegyndes, når kommunalbestyrelsen har meddelt tilladelse hertil.

Staten refunderer en del af udgifterne til byfornyelse, jf. § 66. Endelig er

der i henhold til loven udstedt en række bekendtgørelser og cirkulærer.

Lovens § 50 er sålydende:

»Kommunalbestyrelsen kan overlade til et godkendt byfornyelsesselskab

eller en af kommunen antaget rådgiver at varetage nærmere bestemte

administrative opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen i forbindelse med

byfornyelses- og boligforbedringsarbejder efter denne lov.«

I tilknytning hertil er det i § 57, stk. 1, bl.a. bestemt, at kommunen kan

dække sådanne rådgiveres informations- og administrationsudgifter som

byfornyelsesudgifter.

4. Klagerens argumentation

Klageren har anført, at opgaverne i henhold til byfornyelseslovens § 50

ikke er omfattet af Konkurrencelovens § 2, nr. 2, og at aftaler herom derfor

ikke er anmeldelsespligtige i henhold til denne lovs § 5. Der er heller ikke

tale om »aftaler eller vedtagelser«, således som det kræves i

henhold til § 5. Endelig er rådets afgørelse så vag og upræcis, at den af

denne grund bør ophæves.

4.1 Kommunalbestyrelsen kan i henhold til § 50 overføre administrative

opgaver til rådgivere. Da den kommunale virksomhed på byfornyelsesområdet er

pligtmæssig og i øvrigt nøje reguleret i loven, er der tale om offentlig

virksomhed, som er et led i klagerens myndighedsudøvelse, og som derfor ikke

er omfattet af den i konkurrencelovens § 2 nævnte offentlige

»erhvervsvirksomhed«. Opgaverne med f.eks genhusning indeholder

således information af og forhandling med beboerne: stillingtagen til om

beboerne er genhusningsberettigede: om beboerne kan afvise afgivne tilbud på

lejligheder: spørgsmål om flytteregninger, opmagasineringer og udgifterne

herved samt en lang række øvrige afgørelser. Disse opgaver kan ikke

karakteriseres som typiske tjenesteydelser. Den informationsvirksomhed, der i

øvrigt indgår i byfornyelsesopgaverne, er ikke blot information i snæver

forstand, men også en omfattende dialog med beboere, ejere og

erhvervsdrivende i hele forløbet under forberedelsen, udfærdigelsen og - til

dels - gennemførelsen af byfornyelsesbeslutningerne.

Hvorvidt tildelinger af opgaver i henhold til byfornyelsesloven er inden

for eller uden for konkurrencelovens område, kan ikke afgøres blot ved en

stillingtagen til, om der er tale om tjenesteydelser eller ej.

Byfornyelsesopgaver er derfor ikke typiske tjenesteydelser, således som

Konkurrencerådet har hævdet.

Lovens forarbejder støtter, at der ikke er tale om

»Erhvervsvirksomhed udøvet af stats- eller kommunalforvaltningen«,

jf. konkurrencelovens § 2, nr. 2. Det er således i bemærkningerne til § 2 i

lovforslaget anført, at det centrale begreb for lovens områdeafgrænsning er

»erhvervsvirksomhed«, og at offentlig virksomhed, som er et led i

myndighedsudøvelse, gratisydelser, indkomstoverførsler og lignende, ikke er

omfattet af loven. Som eksempler herpå anføres hospitalsdrift, skoler,

ældreforsorg m.v., medens det modsætningsvis angives, at ydelser så som

transport, tele, postservice, renovation m.v. principielt er omfattet af

loven.

Både efter lovens ord - »erhvervsvirksomhed« - og efter de i

forarbejderne nævnte eksempler er det således klart, at klagerens virksomhed

i henhold til byfornyelsesloven falder uden for bestemmelsens område, og

dette må naturligvis også gælde, selvom klagerens opgaver uddelegeres som

nævnt i byfornyelseslovens § 50.

I byfornyelsesloven er der endvidere foretaget en langt bredere regulering

end i konkurrenceloven. At arbejderne for byfornyelsesselskaberne eller de

andre rådgivere, de måtte overdrages til, vil være erhvervsvirksomhed for

disse rådgivere, er uden betydning. De beslutninger, som Konkurrencerådets

afgørelse retter sig imod, er klagerens ensidige beslutninger om, hvem man

vil søge assistance hos, og Konkurrencerådets afgørelse er da også rettet til

kommunen alene.

De omhandlede byfornyelsesopgaver er ikke virksomhed mod betaling, idet de

fuldt ud finansieres af det offentlige. Det er lovbundne opgaver, som er

indgående afgrænset og reguleret i byfornyelsesloven med tilhørende

bekendtgørelser og cirkulærer, hvilket må betyde, at der ikke foreligger

erhvervsvirksomhed i konkurrencelovens forstand.

Når Konkurrencerådet har henvist til, at tilsvarende opgaver med et

honorar på 1,6 mio. kr. skal udbydes i licitation efter EU-direktiv 92/50 af

18. juni 1992, er dette irrelevant. Klageren skal naturligvis overholde det

pågældende EU-direktiv: men dette må være uden betydning for, om forholdet er

omfattet af anmeldelsespligten efter konkurrenceloven eller ej.

De konkurrencemæssige aspekter er endvidere allerede tilgodeset ved, at

der for håndværksmæssige ydelser skal ske licitation i henhold til reglerne

om udbud af offentlige bygge- og anlægsarbejder.

I det hele taget vil en generel ordning, som den Konkurrencerådet lægger

op til, være for dyr og kompliceret. Den vil også omfatte de helt små

opgaver, hvilket er uacceptabelt.

4.2 Klagerens beslutning om at overlade byfornyelsesopgaver til

byfornyelsesselskaber eller andre rådgivere er ikke »aftaler eller

vedtagelser« i konkurrencelovens forstand. En aftale forudsætter to

parter. De krav, som Konkurrencerådet har stillet, retter sig mod klagerens

ensidige beslutning om tildeling af byfornyelsesopgaver. Dette betyder, at

rådets afgørelse i realiteten retter sig mod den kommunale beslutningsproces.

Klagerens beslutning om tildeling af opgaver udmøntes senere i aftaler med de

enkelte byfornyelsesselskaber eller andre rådgiver, som tildeles opgaverne.

Det er imidlertid ikke disse aftaler, der eventuelt kunne være interessante i

konkurrencemæssig sammenhæng, men derimod afgørelserne af, hvem der skal have

opgaverne, altså hvorledes opgaverne skal fordeles mellem de mulige

rådgivere. I så henseende er det imidlertid klageren, der alene træffer

afgørelsen, der er en ensidig beslutning og ikke en »aftale« eller

lignende.

Klagerens beslutning falder således heller ikke - uagtet beslutninger i

Borgerrepræsentationen kan kaldes vedtagelser - ind under begrebet

»vedtagelser« i konkurrencelovens forstand. Dette begreb

forudsætter nemlig også en vis »flersidighed«.

»Vedtagelser« må derfor i konkurrenceloven - som tidligere i

monopollovens § 6, stk. 1, - være møntet på beslutninger i organisationer og

lignende, som gælder for disses medlemmer, altså en flerhed af virksomheder.

Konkurrencelovens § 5, stk. 1, er en videreførelse af monopollovens § 6,

stk. 1, der også omhandlede »aftaler og vedtagelser«. Monopolloven

havde imidlertid i § 6, stk. 2, yderligere en særlig bestemmelse om

anmeldelse efter påkrav af enkeltvirksomheder (og sammenslutninger). Heraf

kan modsætningsvis sluttes, at monopollovens § 6, stk. 1, ikke gjaldt

enkeltvirksomheders beslutninger, og at sådanne altså faldt uden for begrebet

»vedtagelser«.

I bemærkningerne til § 5 i forslaget til konkurrenceloven er angivet, at §

5, stk. 1, med visse ændringer er en videreførelse af monopollovens § 6, stk.

1 (og § 7, stk. 1). Det er samtidig angivet, at »Derimod videreføres

monopollovens § 6, stk. 2, om anmeldelse af visse enkeltvirksomheder og

sammenslutning ikke . . . ».

Af bemærkningerne til § 7, stk. 1, fremgår, at monopollovens § 6, stk. 2,

er afløst af bestemmelsen i konkurrencelovens § 7, nr. 1.

»Vedtagelser« i konkurrencelovens § 5 må derfor forstås på samme

måde som det samme udtryk i monopollovens § 6, stk. 1, således at begrebet

herefter ikke omfatter enkeltvirksomheders beslutninger. Den nye regel i

konkurrencelovens § 7, stk. 1, om hjemmel for at pålægge en virksomhed for en

periode af op til 2 år ad gangen løbende at indberette nærmere angivne arter

af oplysninger om priser m.v. - som altså afløser monopollovens § 6, stk. 2 -

giver ikke hjemmel for de af Konkurrencerådet over for klageren rejste krav

vedrørende fremgangsmåden ved tildeling af byfornyelsesopgaver.

4.3 Konkurrencerådets afgørelse er endelig både uklar og upræcis. Den er

ej heller behørigt begrundet, ligesom den ikke indeholder nogen

klagevejledning.

Konkurrencelovens § 5 er strafsanktioneret. Med en sådan konsekvens må det

kunne kræves, at afgørelsen er præcist formuleret.

Afgørelsen er i sig selv med de anvendte formuleringer uklar, men den

manglende præcision og klarhed ligger også i henvisningen til »de

tidligere af Konkurrencerådet vedtagne og over for kommunerne tilkendegivne

principper . . . ».

Konkurrencerådet har ganske vist henvist til skrivelser fra 1990. Det må

herefter være bemærkningerne om licitation eller licitationslignende forhold

m.v., der sigtes til. Disse krav gælder imidlertid aftaler, der giver en

virksomhed eneret på en erhvervsudøvelse, og som eksempler nævnes

koncessionsaftaler vedrørende busdrift, renovation m.v.

Dette er forhold af en helt anden karakter end i nærværende sag, og det

har ikke været muligt for klageren at udlede Konkurrencerådets krav, der er

formuleret, så det dækker overdragelse af byfornyelsesopgaver generelt,

d.v.s. ganske uanset størrelsen.

Rådet har endvidere henvist til, at principperne i EU-direktiv 92/50 af

18. juni 1992 skal være overholdt, hvilket eventuelt kan forstås som et krav

om iagttagelse af disse principper uden for direktivets eget

anvendelsesområde, altså som gældende for sager under den gældende

tærskelværdi. Rådet har taget udgangspunkt i principperne i EU-direktivet, og

rådet har anført kravet om saglige, objektive, rimelige og konsekvente

kriterier som en regel, der skal anvendes, hvor direktivets retningslinier er

for omfattende. Rådet har også anført, at de anvendte kriterier skal være

bekendt for de virksomheder, der ønsker at få del i byfornyelsesopgaver.

Herved indføres der i realiteten et krav om licitation også på et område,

hvor der ikke i øvrigt er fastsat regler herom.

Den manglende begrundelse må indebære, at afgørelsen er ugyldig efter

almindelige forvaltningsretlige regler om ugyldige forvaltningsakter.

5. Konkurrencerådets argumentation

5.1 Konkurrencerådet har anført, at aftaler og vedtagelser, som klageren

indgår med et privat byfornyelsesselskab eller andre rådgivere - hvorved en

række tjenesteydelser, der kunne have været udført i klagerens eget regi,

bliver overdraget til sådanne rådgivere at udføre - er omfattet af

konkurrenceloven.

Klageren fremstår som efterspørger af en række forskellige

tjenesteydelser, og klagerens adfærd har en helt dominerende betydning for de

erhvervsvirksomheder, der tilbyder at udføre disse opgaver. Aftaler, der

indgås mellem klageren og de enkelte erhvervsvirksomheder, vil derfor udøve

eller kunne udøve en dominerende indflydelse på markedsområdet for

byfornyelsesopgaver.

Aftalernes konkurrencebegrænsende virkninger ligger i hovedsagen i de

tildelingskriterier, som klageren anvender. Kriterierne vil kunne forhindre,

at interesserede virksomheder opnår adgang til markedsområdet på lige vilkår

med de virksomheder, der allerede får tildelt opgaver. De

konkurrencebegrænsende virkninger af aftalerne vil være minimale, såfremt der

i forbindelse med tildeling af opgaverne er fastsat saglige, objektive,

rimelige og konsekvent gennemførte tildelingskriterier. Dette kan opnås, hvis

de enkelte opgaver f.eks. udbydes i licitation.

Det er i konkurrencelovens § 2, nr. 2, angivet, at

»Erhvervsvirksomhed udøvet af stats- eller kommunalforvaltningen, og som

består i at udbyde eller efterspørge varer eller tjenesteydelser m.v., som

har betydning for konkurrencen i erhvervslivet«, er omfattet af loven.

Aftalerne om overdragelse af byfornyelsesopgaver er efter almindelig

sprogbrug omfattet af tjenesteydelsesbegrebet. De omfatter en række

forskellige forvaltningsopgaver, som f.eks. registrering af ejendomme,

ejendomsadministration, planlægning, genhusning og informationsvirksomhed.

Det er derimod ikke byfornyelsesselskabernes opgave at træffe beslutning om,

at disse opgaver skal sættes i værk, hvilket er udtryk for selve

myndighedsudøvelsen, idet dette er sket efter beslutning i

Borgerrepræsentationen.

Det fremgår også af Industriministeriets betænkning nr. 1075 »Fra

monopollov til konkurrencelov«, side 332, at fastlæggelsen af begrebet

offentlig erhvervsvirksomhed, der kan tænkes omfattet af konkurrencelovens §

2, kan være den virksomhed, som består i, at forvaltningsorganer »mod

betaling efterspørger varer og tjenester fra den private sektor«.

Erhvervsvirksomhedsbegrebet i konkurrenceloven kan heller ikke være snævrere

end det tilsvarende begreb i EU's udbudsdirektiver, herunder

tjenesteydelsesdirektivet. Både i konkurrenceloven og i EU's udbudsdirektiver

er det i overensstemmelse med bemærkningerne og vejledningerne, at de

offentlig organer, der efterspørger produkter eller tjenesteydelser, vil

kunne udøve indflydelse på markedet for de pågældendes tjenesteydelser.

5.2 Overdragelsen af byfornyelsesopgaver må anses for omfattet af

konkurrenceloven, og der er anmeldelsespligt i henhold til lovens § 5, idet

overdragelsen til eksterne rådgivere må betragtes som aftaler respektive

vedtagelser i konkurrencelovens forstand. Der synes ikke at være forskel på

vedtagelser i Borgerrepræsentationen om iværksættelse af byfornyelsesopgaver,

hvorved en række opgaver besluttes lagt ud til eksterne rådgiver efter

nærmere bestemte retningslinier, og vedtagelser, hvorefter det besluttes, at

en række af kommunens driftsopgaver ligeledes på visse nærmere angivne

betingelser skal udbydes i licitation.

Klageren står som eneste udbyder af opgaverne inden for kommunen. Derfor

vil klageren kunne udøve en dominerende indflydelse på dette markedsområde,

hvilket f.eks. kan ske gennem de tildelingskriterier, som klageren fastsætter

eller måske beslutter at anvende i den enkelte sag.

Byfornyelsesloven giver nu mulighed for, at også andre virksomheder end de

sædvanlige byfornyelsesvirksomheder kan påtage sig byfornyelsesopgaver uden

på forhånd at skulle indhente en særlig godkendelse. Dette må forventes at

medføre, at flere private virksomheder etableres med henblik på at få

overdraget opgaver om byfornyelse i kommunen. Såfremt nye virksomheder ønsker

at blive taget i betragtning ved tildelingen af byfornyelsesopgaver i

kommunen, vil klagerens dominerende stilling som eneste efterspørger af disse

ydelser kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen, såfremt klageren

ikke følger tildelingskriterier, der er baseret på objektive, saglige,

rimelige og konsekvent gennemførte retningslinier, således som det vil være

tilfældet efter en afholdt licitation eller i det mindste under

licitationslignende forhold.

Vedrørende fortolkningen af konkurrencelovens § 5 har rådet endelig

henvist til orientering- og cirkulæreskrivelser, som rådet i 1990 udsendte om

offentlig virksomhed.

5.3 Når det kan hævdes, at rådets afgørelse er uklar og upræcis, hænger

det sammen med, at rådet ikke betragter det som sin opgave at angive de

nærmere betingelser, som et nyt selskab skal opfylde for at komme i

betragtning ved tildeling af byfornyelsesopgaver. De af rådet angivne

principper vil kunne opfyldes gennem en tilkendegivelse over for

interesserede virksomheder, der er i overensstemmelse med principper om

saglighed og rimelighed.

Der skal ikke nødvendigvis følges samme fremgangsmåde ved udvælgelsen af

virksomheder ved de mindre opgaver som ved de større opgaver: men

tildelingskriterierne skal give lige adgang til markedet for

byfornyelsesopgaver. Virksomhederne skal behandles ens og skal have kendskab

til de betingelser, der kræves opfyldt for at komme i betragtning ved

opgavernes tildeling.

Selv om rådets afgørelse måtte lide af mangler, vil dette dog ikke betyde

ugyldighed. Manglende klagevejledning betyder således blot, at fristen for at

klage suspenderes. Dette er dog helt uden betydning i denne sag, hvor rådets

afgørelse jo er blevet indbragt for ankenævnet inden klagefristens udløb.

6. Ankenævnets bemærkninger

Ved den påklagede afgørelse meddelte Konkurrencerådet klageren bl.a., at

fremtidige aftaler om overdragelse af byfornyelsesopgaver »ikke anses

for anmeldelsespligtige, såfremt disse opgaver bliver tildelt . . .

gennem en afholdt licitation eller under licitationslignende forhold . .

. ». Uanset formuleringen har rådet og klageren været enige om, at

rådet dermed forudsætningsvis har afgjort, at alle de aftaler, som klageren

måtte indgå om overdragelse af byfornyelsesopgaver, anses for

anmeldelsespligtige, medmindre opgaverne tildeles gennem afholdt licitation

eller på lignende måde. Det er afgørelsen med dette positive indhold, som

klageren har indbragt for ankenævnet.

Som anført af klageren indebærer rådets afgørelse, at der for så vidt

angår overdragelse af byfornyelsesopgaver i henhold til byfornyelseslovens §

50 indføres licitationspligt, uanset om sådan pligt ikke i øvrigt i alle

tilfælde måtte gælde efter de særlige regler herom, jf. herved navnlig

EU-direktivet om offentlige indkøb af tjenesteydelser. Med sin afgørelse har

Konkurrencerådet utvivlsomt forfulgt konkurrencelovens formål, således som

dette er udtrykt i lovens § 1: »at fremme konkurrencen og dermed styrke

effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser

m.v.«. Ankenævnet må imidlertid være enig med klageren i, at

konkurrencelovens regler om anmeldelsespligt ikke kan give hjemmel for at

fastsætte en sådan generel licitationspligt, og det kan heroverfor ikke være

afgørende, om klageren vil kunne undgå rådets licitationspåbud ved blot i

henhold til lovens § 5 at anmelde aftalerne, efterhånden som de fremover

måtte blive indgået.

Ankenævnet har i øvrigt bemærket sig, at rådets afgørelse ikke angår

allerede indgåede aftaler. Afgørelsen retter sig udelukkende mod de aftaler,

som klageren i fremtiden i henhold til byfornyelsesloven måtte indgå om

overdragelse af byfornyelsesopgaver. Efter sin formulering omfatter

konkurrencelovens § 5 imidlertid allerede indgåede aftaler, og i hvert fald

under de foreliggende omstændigheder, hvor rådet afgørelse retter sig mod

alle aftaler, som klageren fremover måtte indgå om overdragelse af disse

opgaver, er det ikke muligt for ankenævnet at afgøre, om sådanne aftaler,

endsige enhver sådan aftale om overdragelse af en given byfornyelsesopgave,

vil være omfattet af anmeldelsespligten ifølge konkurrencelovens § 5.

På den anførte baggrund finder ankenævnet, at Konkurrencerådet ikke har

haft hjemmel i konkurrencelovens § 5 til at træffe afgørelse som sket, og

ankenævnet ophæver derfor rådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 20. maj 1994 ophæves.

Klageafgiften skal tilbagebetales klageren.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1995-2, s. 201-212

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter