Aftaler om overdragelse af byfornyelses opgaver ikke anmeldelsespligtig (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Aftaler om overdragelse af byfornyelses opgaver
ikke anmeldelsespligtig (* 1)
År 1995, den 8. juni afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 94-39.052
Københavns Kommune ctr. Konkurrencerådet sålydende:
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 17. juni 1994 har advokat Bjarne Becher Jensen på
vegne Københavns Kommune klaget over en af Konkurrencerådet den 20. maj 1994
meddelt afgørelse, hvorved rådet bl.a. bestemte, at kommunens fremtidige
aftaler med byfornyelsesselskaber eller andre rådgivere om overdragelse af
byfornyelsesopgaver anses for undtaget fra anmeldelsespligt i henhold til
konkurrencelovens § 5, såfremt tildelingen af opgaverne sker ved licitation
eller under licitationslignende forhold.
Klageren har påstået, at Konkurrencerådets afgørelse annulleres for så
vidt angår afgørelsens bestemmelse om den fremtidige fremgangsmåde ved
overdragelse af byfornyelsesopgaver.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Sagen har været mundtligt forhandlet.
2. Konkurrencerådets skrivelse af 20. maj 1994 er sålydende:
»Ved telefonisk samtale den 5. maj 1994 har . . . Københavns
Kommune oplyst, at kommunen kan tilslutte sig den redegørelse, som de to
byfornyelsesselskaber, Byfornyelsesselskabet København og SBS Byfornyelse,
har fremsat . . . til belysning af aftalerne mellem de to
byfornyelsesselskaber indbyrdes og mellem de to byfornyelsesselskaber og
Københavns Kommune om overdragelse af byfornyelsesopgaverne på Vesterbro.
Byfornyelsesselskabernes redegørelse suppleret med telefonisk indhentede
oplysninger fra bl.a. Københavns Kommune har været forelagt Konkurrencerådets
Forretningsudvalg, der på mødet den 11. maj 1994 besluttede, at aftalen
mellem Københavns Kommune og de to byfornyelsesselskaber om overdragelse af
byfornyelsesopgaver på Vesterbro til de to byfornyelsesselskaber er omfattet
af konkurrenceloven, men uanset at aftalen efter sit indhold kunne anses for
Læs alt
anmeldelsespligtig efter konkurrencelovens § 5, medfører de særlige
omstændigheder, der forelå ved aftalens indgåelse, at aftalen ikke er
omfattet af anmeldelsespligten i konkurrencelovens § 5.
Forretningsudvalget lagde herved vægt på, at kommunen har udliciteret
arbejdet til de selskaber, der var de eneste virksomheder, der i realiteten
kunne udføre arbejdet på det pågældende tidspunkt, hvilket skal ses i
sammenhæng med de da eksisterende bestemmelser om godkendelse af
byfornyelsesselskaber. Endvidere er der blevet lagt vægt på tidspunktet for
aftalens indgåelse.
Forretningsudvalget besluttede endvidere, at det samtidig skal meddeles
Københavns Kommune, at fremtidige aftaler om overdragelse af
byfornyelsesopgaver heller ikke anses for anmeldelsespligtige, såfremt disse
opgaver bliver tildelt byfornyelsesselskaberne eller andre rådgivere i
overensstemmelse med de tidligere af Konkurrencerådet vedtagne og over for
kommunerne tilkendegivne principper, hvorefter tildelingen sker gennem en
afholdt licitation eller under licitationslignende forhold ud fra saglige,
objektive, rimelige og konsekvent gennemførte kriterier, herunder at det sker
i overensstemmelse med principperne i EU-direktiv 92/50 af 18. juni 1992 om
samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige
tjenesteydelsesaftaler. . . . .«
3. Under den mundtlige forhandling har klageren gennemgået de
byfornyelsesopgaver, der fremgår af byfornyelsesloven, jf. nu
lovbekendtgørelse nr. 820 af 15. september 1994 om byfornyelse og
boligforbedring.
Byfornyelse er en kommunal opgave. I lovens § 7 er det nærmere beskrevet,
hvilke typer beslutninger kommunen kan træffe for iværksættelse af
byfornyelse. Der kan være tale om forbedring af utidssvarende beboelse,
ombygning af privat erhverv til beboelse, forbedring af bygninger, etablering
af beboelse ved inddragelse af uudnyttede arealer i bygninger, nedrivning
m.v. Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning herom, skal denne
bekendtgøres efter nærmere regler fastsat af boligministeren. I lovens
kapitel 7 er angivet reglerne for offentlig støtte til finansiering af
byfornyelse. Der gælder en høj grad af kontrol og regelbundethed. Således er
det i medfør af § 60, stk. 1, et vilkår for udbetaling af støtte, at arbejdet
først påbegyndes, når kommunalbestyrelsen har meddelt tilladelse hertil.
Staten refunderer en del af udgifterne til byfornyelse, jf. § 66. Endelig er
der i henhold til loven udstedt en række bekendtgørelser og cirkulærer.
Lovens § 50 er sålydende:
»Kommunalbestyrelsen kan overlade til et godkendt byfornyelsesselskab
eller en af kommunen antaget rådgiver at varetage nærmere bestemte
administrative opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen i forbindelse med
byfornyelses- og boligforbedringsarbejder efter denne lov.«
I tilknytning hertil er det i § 57, stk. 1, bl.a. bestemt, at kommunen kan
dække sådanne rådgiveres informations- og administrationsudgifter som
byfornyelsesudgifter.
4. Klagerens argumentation
Klageren har anført, at opgaverne i henhold til byfornyelseslovens § 50
ikke er omfattet af Konkurrencelovens § 2, nr. 2, og at aftaler herom derfor
ikke er anmeldelsespligtige i henhold til denne lovs § 5. Der er heller ikke
tale om »aftaler eller vedtagelser«, således som det kræves i
henhold til § 5. Endelig er rådets afgørelse så vag og upræcis, at den af
denne grund bør ophæves.
4.1 Kommunalbestyrelsen kan i henhold til § 50 overføre administrative
opgaver til rådgivere. Da den kommunale virksomhed på byfornyelsesområdet er
pligtmæssig og i øvrigt nøje reguleret i loven, er der tale om offentlig
virksomhed, som er et led i klagerens myndighedsudøvelse, og som derfor ikke
er omfattet af den i konkurrencelovens § 2 nævnte offentlige
»erhvervsvirksomhed«. Opgaverne med f.eks genhusning indeholder
således information af og forhandling med beboerne: stillingtagen til om
beboerne er genhusningsberettigede: om beboerne kan afvise afgivne tilbud på
lejligheder: spørgsmål om flytteregninger, opmagasineringer og udgifterne
herved samt en lang række øvrige afgørelser. Disse opgaver kan ikke
karakteriseres som typiske tjenesteydelser. Den informationsvirksomhed, der i
øvrigt indgår i byfornyelsesopgaverne, er ikke blot information i snæver
forstand, men også en omfattende dialog med beboere, ejere og
erhvervsdrivende i hele forløbet under forberedelsen, udfærdigelsen og - til
dels - gennemførelsen af byfornyelsesbeslutningerne.
Hvorvidt tildelinger af opgaver i henhold til byfornyelsesloven er inden
for eller uden for konkurrencelovens område, kan ikke afgøres blot ved en
stillingtagen til, om der er tale om tjenesteydelser eller ej.
Byfornyelsesopgaver er derfor ikke typiske tjenesteydelser, således som
Konkurrencerådet har hævdet.
Lovens forarbejder støtter, at der ikke er tale om
»Erhvervsvirksomhed udøvet af stats- eller kommunalforvaltningen«,
jf. konkurrencelovens § 2, nr. 2. Det er således i bemærkningerne til § 2 i
lovforslaget anført, at det centrale begreb for lovens områdeafgrænsning er
»erhvervsvirksomhed«, og at offentlig virksomhed, som er et led i
myndighedsudøvelse, gratisydelser, indkomstoverførsler og lignende, ikke er
omfattet af loven. Som eksempler herpå anføres hospitalsdrift, skoler,
ældreforsorg m.v., medens det modsætningsvis angives, at ydelser så som
transport, tele, postservice, renovation m.v. principielt er omfattet af
loven.
Både efter lovens ord - »erhvervsvirksomhed« - og efter de i
forarbejderne nævnte eksempler er det således klart, at klagerens virksomhed
i henhold til byfornyelsesloven falder uden for bestemmelsens område, og
dette må naturligvis også gælde, selvom klagerens opgaver uddelegeres som
nævnt i byfornyelseslovens § 50.
I byfornyelsesloven er der endvidere foretaget en langt bredere regulering
end i konkurrenceloven. At arbejderne for byfornyelsesselskaberne eller de
andre rådgivere, de måtte overdrages til, vil være erhvervsvirksomhed for
disse rådgivere, er uden betydning. De beslutninger, som Konkurrencerådets
afgørelse retter sig imod, er klagerens ensidige beslutninger om, hvem man
vil søge assistance hos, og Konkurrencerådets afgørelse er da også rettet til
kommunen alene.
De omhandlede byfornyelsesopgaver er ikke virksomhed mod betaling, idet de
fuldt ud finansieres af det offentlige. Det er lovbundne opgaver, som er
indgående afgrænset og reguleret i byfornyelsesloven med tilhørende
bekendtgørelser og cirkulærer, hvilket må betyde, at der ikke foreligger
erhvervsvirksomhed i konkurrencelovens forstand.
Når Konkurrencerådet har henvist til, at tilsvarende opgaver med et
honorar på 1,6 mio. kr. skal udbydes i licitation efter EU-direktiv 92/50 af
18. juni 1992, er dette irrelevant. Klageren skal naturligvis overholde det
pågældende EU-direktiv: men dette må være uden betydning for, om forholdet er
omfattet af anmeldelsespligten efter konkurrenceloven eller ej.
De konkurrencemæssige aspekter er endvidere allerede tilgodeset ved, at
der for håndværksmæssige ydelser skal ske licitation i henhold til reglerne
om udbud af offentlige bygge- og anlægsarbejder.
I det hele taget vil en generel ordning, som den Konkurrencerådet lægger
op til, være for dyr og kompliceret. Den vil også omfatte de helt små
opgaver, hvilket er uacceptabelt.
4.2 Klagerens beslutning om at overlade byfornyelsesopgaver til
byfornyelsesselskaber eller andre rådgivere er ikke »aftaler eller
vedtagelser« i konkurrencelovens forstand. En aftale forudsætter to
parter. De krav, som Konkurrencerådet har stillet, retter sig mod klagerens
ensidige beslutning om tildeling af byfornyelsesopgaver. Dette betyder, at
rådets afgørelse i realiteten retter sig mod den kommunale beslutningsproces.
Klagerens beslutning om tildeling af opgaver udmøntes senere i aftaler med de
enkelte byfornyelsesselskaber eller andre rådgiver, som tildeles opgaverne.
Det er imidlertid ikke disse aftaler, der eventuelt kunne være interessante i
konkurrencemæssig sammenhæng, men derimod afgørelserne af, hvem der skal have
opgaverne, altså hvorledes opgaverne skal fordeles mellem de mulige
rådgivere. I så henseende er det imidlertid klageren, der alene træffer
afgørelsen, der er en ensidig beslutning og ikke en »aftale« eller
lignende.
Klagerens beslutning falder således heller ikke - uagtet beslutninger i
Borgerrepræsentationen kan kaldes vedtagelser - ind under begrebet
»vedtagelser« i konkurrencelovens forstand. Dette begreb
forudsætter nemlig også en vis »flersidighed«.
»Vedtagelser« må derfor i konkurrenceloven - som tidligere i
monopollovens § 6, stk. 1, - være møntet på beslutninger i organisationer og
lignende, som gælder for disses medlemmer, altså en flerhed af virksomheder.
Konkurrencelovens § 5, stk. 1, er en videreførelse af monopollovens § 6,
stk. 1, der også omhandlede »aftaler og vedtagelser«. Monopolloven
havde imidlertid i § 6, stk. 2, yderligere en særlig bestemmelse om
anmeldelse efter påkrav af enkeltvirksomheder (og sammenslutninger). Heraf
kan modsætningsvis sluttes, at monopollovens § 6, stk. 1, ikke gjaldt
enkeltvirksomheders beslutninger, og at sådanne altså faldt uden for begrebet
»vedtagelser«.
I bemærkningerne til § 5 i forslaget til konkurrenceloven er angivet, at §
5, stk. 1, med visse ændringer er en videreførelse af monopollovens § 6, stk.
1 (og § 7, stk. 1). Det er samtidig angivet, at »Derimod videreføres
monopollovens § 6, stk. 2, om anmeldelse af visse enkeltvirksomheder og
sammenslutning ikke . . . ».
Af bemærkningerne til § 7, stk. 1, fremgår, at monopollovens § 6, stk. 2,
er afløst af bestemmelsen i konkurrencelovens § 7, nr. 1.
»Vedtagelser« i konkurrencelovens § 5 må derfor forstås på samme
måde som det samme udtryk i monopollovens § 6, stk. 1, således at begrebet
herefter ikke omfatter enkeltvirksomheders beslutninger. Den nye regel i
konkurrencelovens § 7, stk. 1, om hjemmel for at pålægge en virksomhed for en
periode af op til 2 år ad gangen løbende at indberette nærmere angivne arter
af oplysninger om priser m.v. - som altså afløser monopollovens § 6, stk. 2 -
giver ikke hjemmel for de af Konkurrencerådet over for klageren rejste krav
vedrørende fremgangsmåden ved tildeling af byfornyelsesopgaver.
4.3 Konkurrencerådets afgørelse er endelig både uklar og upræcis. Den er
ej heller behørigt begrundet, ligesom den ikke indeholder nogen
klagevejledning.
Konkurrencelovens § 5 er strafsanktioneret. Med en sådan konsekvens må det
kunne kræves, at afgørelsen er præcist formuleret.
Afgørelsen er i sig selv med de anvendte formuleringer uklar, men den
manglende præcision og klarhed ligger også i henvisningen til »de
tidligere af Konkurrencerådet vedtagne og over for kommunerne tilkendegivne
principper . . . ».
Konkurrencerådet har ganske vist henvist til skrivelser fra 1990. Det må
herefter være bemærkningerne om licitation eller licitationslignende forhold
m.v., der sigtes til. Disse krav gælder imidlertid aftaler, der giver en
virksomhed eneret på en erhvervsudøvelse, og som eksempler nævnes
koncessionsaftaler vedrørende busdrift, renovation m.v.
Dette er forhold af en helt anden karakter end i nærværende sag, og det
har ikke været muligt for klageren at udlede Konkurrencerådets krav, der er
formuleret, så det dækker overdragelse af byfornyelsesopgaver generelt,
d.v.s. ganske uanset størrelsen.
Rådet har endvidere henvist til, at principperne i EU-direktiv 92/50 af
18. juni 1992 skal være overholdt, hvilket eventuelt kan forstås som et krav
om iagttagelse af disse principper uden for direktivets eget
anvendelsesområde, altså som gældende for sager under den gældende
tærskelværdi. Rådet har taget udgangspunkt i principperne i EU-direktivet, og
rådet har anført kravet om saglige, objektive, rimelige og konsekvente
kriterier som en regel, der skal anvendes, hvor direktivets retningslinier er
for omfattende. Rådet har også anført, at de anvendte kriterier skal være
bekendt for de virksomheder, der ønsker at få del i byfornyelsesopgaver.
Herved indføres der i realiteten et krav om licitation også på et område,
hvor der ikke i øvrigt er fastsat regler herom.
Den manglende begrundelse må indebære, at afgørelsen er ugyldig efter
almindelige forvaltningsretlige regler om ugyldige forvaltningsakter.
5. Konkurrencerådets argumentation
5.1 Konkurrencerådet har anført, at aftaler og vedtagelser, som klageren
indgår med et privat byfornyelsesselskab eller andre rådgivere - hvorved en
række tjenesteydelser, der kunne have været udført i klagerens eget regi,
bliver overdraget til sådanne rådgivere at udføre - er omfattet af
konkurrenceloven.
Klageren fremstår som efterspørger af en række forskellige
tjenesteydelser, og klagerens adfærd har en helt dominerende betydning for de
erhvervsvirksomheder, der tilbyder at udføre disse opgaver. Aftaler, der
indgås mellem klageren og de enkelte erhvervsvirksomheder, vil derfor udøve
eller kunne udøve en dominerende indflydelse på markedsområdet for
byfornyelsesopgaver.
Aftalernes konkurrencebegrænsende virkninger ligger i hovedsagen i de
tildelingskriterier, som klageren anvender. Kriterierne vil kunne forhindre,
at interesserede virksomheder opnår adgang til markedsområdet på lige vilkår
med de virksomheder, der allerede får tildelt opgaver. De
konkurrencebegrænsende virkninger af aftalerne vil være minimale, såfremt der
i forbindelse med tildeling af opgaverne er fastsat saglige, objektive,
rimelige og konsekvent gennemførte tildelingskriterier. Dette kan opnås, hvis
de enkelte opgaver f.eks. udbydes i licitation.
Det er i konkurrencelovens § 2, nr. 2, angivet, at
»Erhvervsvirksomhed udøvet af stats- eller kommunalforvaltningen, og som
består i at udbyde eller efterspørge varer eller tjenesteydelser m.v., som
har betydning for konkurrencen i erhvervslivet«, er omfattet af loven.
Aftalerne om overdragelse af byfornyelsesopgaver er efter almindelig
sprogbrug omfattet af tjenesteydelsesbegrebet. De omfatter en række
forskellige forvaltningsopgaver, som f.eks. registrering af ejendomme,
ejendomsadministration, planlægning, genhusning og informationsvirksomhed.
Det er derimod ikke byfornyelsesselskabernes opgave at træffe beslutning om,
at disse opgaver skal sættes i værk, hvilket er udtryk for selve
myndighedsudøvelsen, idet dette er sket efter beslutning i
Borgerrepræsentationen.
Det fremgår også af Industriministeriets betænkning nr. 1075 »Fra
monopollov til konkurrencelov«, side 332, at fastlæggelsen af begrebet
offentlig erhvervsvirksomhed, der kan tænkes omfattet af konkurrencelovens §
2, kan være den virksomhed, som består i, at forvaltningsorganer »mod
betaling efterspørger varer og tjenester fra den private sektor«.
Erhvervsvirksomhedsbegrebet i konkurrenceloven kan heller ikke være snævrere
end det tilsvarende begreb i EU's udbudsdirektiver, herunder
tjenesteydelsesdirektivet. Både i konkurrenceloven og i EU's udbudsdirektiver
er det i overensstemmelse med bemærkningerne og vejledningerne, at de
offentlig organer, der efterspørger produkter eller tjenesteydelser, vil
kunne udøve indflydelse på markedet for de pågældendes tjenesteydelser.
5.2 Overdragelsen af byfornyelsesopgaver må anses for omfattet af
konkurrenceloven, og der er anmeldelsespligt i henhold til lovens § 5, idet
overdragelsen til eksterne rådgivere må betragtes som aftaler respektive
vedtagelser i konkurrencelovens forstand. Der synes ikke at være forskel på
vedtagelser i Borgerrepræsentationen om iværksættelse af byfornyelsesopgaver,
hvorved en række opgaver besluttes lagt ud til eksterne rådgiver efter
nærmere bestemte retningslinier, og vedtagelser, hvorefter det besluttes, at
en række af kommunens driftsopgaver ligeledes på visse nærmere angivne
betingelser skal udbydes i licitation.
Klageren står som eneste udbyder af opgaverne inden for kommunen. Derfor
vil klageren kunne udøve en dominerende indflydelse på dette markedsområde,
hvilket f.eks. kan ske gennem de tildelingskriterier, som klageren fastsætter
eller måske beslutter at anvende i den enkelte sag.
Byfornyelsesloven giver nu mulighed for, at også andre virksomheder end de
sædvanlige byfornyelsesvirksomheder kan påtage sig byfornyelsesopgaver uden
på forhånd at skulle indhente en særlig godkendelse. Dette må forventes at
medføre, at flere private virksomheder etableres med henblik på at få
overdraget opgaver om byfornyelse i kommunen. Såfremt nye virksomheder ønsker
at blive taget i betragtning ved tildelingen af byfornyelsesopgaver i
kommunen, vil klagerens dominerende stilling som eneste efterspørger af disse
ydelser kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen, såfremt klageren
ikke følger tildelingskriterier, der er baseret på objektive, saglige,
rimelige og konsekvent gennemførte retningslinier, således som det vil være
tilfældet efter en afholdt licitation eller i det mindste under
licitationslignende forhold.
Vedrørende fortolkningen af konkurrencelovens § 5 har rådet endelig
henvist til orientering- og cirkulæreskrivelser, som rådet i 1990 udsendte om
offentlig virksomhed.
5.3 Når det kan hævdes, at rådets afgørelse er uklar og upræcis, hænger
det sammen med, at rådet ikke betragter det som sin opgave at angive de
nærmere betingelser, som et nyt selskab skal opfylde for at komme i
betragtning ved tildeling af byfornyelsesopgaver. De af rådet angivne
principper vil kunne opfyldes gennem en tilkendegivelse over for
interesserede virksomheder, der er i overensstemmelse med principper om
saglighed og rimelighed.
Der skal ikke nødvendigvis følges samme fremgangsmåde ved udvælgelsen af
virksomheder ved de mindre opgaver som ved de større opgaver: men
tildelingskriterierne skal give lige adgang til markedet for
byfornyelsesopgaver. Virksomhederne skal behandles ens og skal have kendskab
til de betingelser, der kræves opfyldt for at komme i betragtning ved
opgavernes tildeling.
Selv om rådets afgørelse måtte lide af mangler, vil dette dog ikke betyde
ugyldighed. Manglende klagevejledning betyder således blot, at fristen for at
klage suspenderes. Dette er dog helt uden betydning i denne sag, hvor rådets
afgørelse jo er blevet indbragt for ankenævnet inden klagefristens udløb.
6. Ankenævnets bemærkninger
Ved den påklagede afgørelse meddelte Konkurrencerådet klageren bl.a., at
fremtidige aftaler om overdragelse af byfornyelsesopgaver »ikke anses
for anmeldelsespligtige, såfremt disse opgaver bliver tildelt . . .
gennem en afholdt licitation eller under licitationslignende forhold . .
. ». Uanset formuleringen har rådet og klageren været enige om, at
rådet dermed forudsætningsvis har afgjort, at alle de aftaler, som klageren
måtte indgå om overdragelse af byfornyelsesopgaver, anses for
anmeldelsespligtige, medmindre opgaverne tildeles gennem afholdt licitation
eller på lignende måde. Det er afgørelsen med dette positive indhold, som
klageren har indbragt for ankenævnet.
Som anført af klageren indebærer rådets afgørelse, at der for så vidt
angår overdragelse af byfornyelsesopgaver i henhold til byfornyelseslovens §
50 indføres licitationspligt, uanset om sådan pligt ikke i øvrigt i alle
tilfælde måtte gælde efter de særlige regler herom, jf. herved navnlig
EU-direktivet om offentlige indkøb af tjenesteydelser. Med sin afgørelse har
Konkurrencerådet utvivlsomt forfulgt konkurrencelovens formål, således som
dette er udtrykt i lovens § 1: »at fremme konkurrencen og dermed styrke
effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser
m.v.«. Ankenævnet må imidlertid være enig med klageren i, at
konkurrencelovens regler om anmeldelsespligt ikke kan give hjemmel for at
fastsætte en sådan generel licitationspligt, og det kan heroverfor ikke være
afgørende, om klageren vil kunne undgå rådets licitationspåbud ved blot i
henhold til lovens § 5 at anmelde aftalerne, efterhånden som de fremover
måtte blive indgået.
Ankenævnet har i øvrigt bemærket sig, at rådets afgørelse ikke angår
allerede indgåede aftaler. Afgørelsen retter sig udelukkende mod de aftaler,
som klageren i fremtiden i henhold til byfornyelsesloven måtte indgå om
overdragelse af byfornyelsesopgaver. Efter sin formulering omfatter
konkurrencelovens § 5 imidlertid allerede indgåede aftaler, og i hvert fald
under de foreliggende omstændigheder, hvor rådet afgørelse retter sig mod
alle aftaler, som klageren fremover måtte indgå om overdragelse af disse
opgaver, er det ikke muligt for ankenævnet at afgøre, om sådanne aftaler,
endsige enhver sådan aftale om overdragelse af en given byfornyelsesopgave,
vil være omfattet af anmeldelsespligten ifølge konkurrencelovens § 5.
På den anførte baggrund finder ankenævnet, at Konkurrencerådet ikke har
haft hjemmel i konkurrencelovens § 5 til at træffe afgørelse som sket, og
ankenævnet ophæver derfor rådets afgørelse.
Konkurrencerådets afgørelse af 20. maj 1994 ophæves.
Klageafgiften skal tilbagebetales klageren.
Officielle noter
(* 1) Konkurrencerådet:
Dokumentation 1995-2, s. 201-212
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Luftfartsaftale anmeldelsespligtig (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Anmeldelsespligt for aftaler om fælleskommunale affaldsselskaber (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Optagelse af forhandling i henhold til konkurrencelovens § 11 med Den Almindelige Danske Lægeforening om liberalisering af begrænsninger i medlemmernes reklameringsadgang. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Anmeldelsespligt i henhold til konkurrencelovens § 5 (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Prisliste m.m. vedr. pressefotos i freelance medfører skadelige virkninger (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Aftale om dyrkning og levering af sukkerroer anmeldelsespligt (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Konkurrencerådet kan ikke udlevere oplysninger om prisberegning på sukkerroer. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Anmeldelsespligt for aftaler om fælleskommunale affaldsselskaber (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Aftale om salærdeling anmeldelsespligtig (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Anmeldelsespligt i henhold til konkurrencelovens § 5 (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1) Retsinformation · 24. september 1997