Spring til indhold

Retsinformation

Ophavsret

KEN nr 16923 af 29/08/1991Endelig adm. afgørelseKulturministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ophavsret

Tvangslicensnævnets sag nr. 47:

Gramex

mod Airport FM

x Tårnby Lokalradio BNR Capitol Radio Downtown/Uptown/Town Foreningen

Radio Mojn UP-FRONT

x Hele Lollands Radio Fredericia Dagblads Radio Radio Fredericia Hjørring

Nærradio

x Kanal Børkop Kanal 1 Frederikshavn Midtlandets Radioer

x Midtlandskanalen Nærradio Korsør Odense Ny Radio Power FM Radio Amager

x TLR Radio Reklame Radio DSL Radio Djursland Radio Fjord Radio Frede

Radio Haderslev Radio Helsingør Radio Herning Radio Himmerland Radio Horsens

Radio HSR Radio Kolding Radio Køge Radio Limfjord Radio Lyngby Radio Mercur

x Radio MOK

x New FM

x Radio Randers Radio Ringkøbing Radio Ringsted Radio Roskilde Radio

Silkeborg

x Radio Skala Radio Skanderborg Radio SLR Radio Sundbo Radio Sønderborg

Radio Sydkysten Radio Thy Radio Valde Radio Viborg Radio Victor Radio Viggo

Radio VLR Ringsted Lokalradio Roskilde Frekvensen Skiveegnens

Lokalradioforening Stjernekanalen The Style The Voice (København og

Frederiksberg) The Voice Sydsjælland The Voice Nord/Super FM Vejle Lokal

Radio Vores Radio Sydhavsøerne Øernes Radio Aalborg Nærradio Århus Nærradio

De med x mærkede lokalradiostationer har ikke givet møde under sagen.

Advokat Bjarke Vejby har givet møde for samtlige andre indklagede. Klageren

har givet møde ved advokat Johan Schl ter.

I denne sag blev af nævnet angående vederlag for benyttelse af litterære

og kunstneriske værker samt fotografier (Tvangslicensnævnet) den 29. august

1991 afsagt sålydende.

kendelse:

Læs alt

Ved kendelse af 10. april 1987 i Tvangslicensnævnets sag nr. 17: Gramex

mod Sammenslutningen af lokale radio- og TV-stationer i Danmark som mandatar

for 59 lokalradioer samt Lokalradio Herning blev der truffet afgørelse om

størrelsen af det vederlag, som Gramex efter ophavsretslovens § 47 kan

afkræve lokalradioerne for deres brug af grammofonplader og andre

indretninger, på hvilke lyd er overført (fonogrammer).

Under sagen påstod Gramex vederlaget fastsat således, at der af

lokalradioer med et dækningsområde på 50.000 indbyggere betales enten 120 øre

pr. minut spilletid for ophavsretligt beskyttede fonogrammer eller - såfremt

vedkommende foretagende ikke til Gramex indsender fuldstændig redegørelse for

alle de i udsendelserne anvendte fonogrammer - 70 øre pr. minut af den

samlede sendetid af fonogrammer.

Ved mindre/større dækningsområder formindskes/forøges beløbende

proportionalt.

Der var endvidere påstand om pristals- og taktregulering.

Sammenslutningen nedlagde påstand om, at lokalradioerne efter eget valg

kunne anvende en af følgende to tariffer:

I. En afgift, der efter omfanget af lokalradioens musikandel varierede fra

1/2% til 2 1/2% af lokalradioens finansieringsgrundlag, hvorved forstås

indtægter af enhver art, som medgår til finansiering af stationens drift, dog

undtaget tilskud til ansatte i henhold til jobskabelsesordning,

langtidsledige, ungdomsgarantiordninger og lignende og for så vidt angår

indtægter, der stammer fra andre aktiviteter end egentlig radiodrift, da

alene nettoprovenuet for sådanne aktiviteter.

II. En minutafgift overensstemmende med den af Gramex foreslående model,

men således at grundbeløbene for ophavsretligt beskyttede og for

uspecificerede fonogramudsendelser sættes til hhv. 22 øre og 13 øre pr.

minut.

Fra kendelsens referat af parternes procedure skal anføres:

Gramex fremhævede bl.a.:

"Vederlaget må ganske som i andre tilfælde, hvor en ydelse stilles

til rådighed for andre efter aftale, bestemmes som et rimeligt vederlag for

ydelsen, uafhængigt af modtagerens økonomiske evne. Ellers ville vederlaget

komme til at afhænge af forhold, som i denne relation er ganske tilfældige og

meget varierende. Vederlaget kan derfor ikke praktisk fastsættes på anden

måde, end som det er sket i forhold til Danmarks Radio, pr. 1. april 1986

66,67 kr. pr. minut, idet der med udgangspunkt heri foretages en beregning ud

fra antallet i den befolkningsgruppe, som vedkommende lokalradio dækker,

sammenholdt med hele landets indbyggertal, hvortil kommer, at der også tages

hensyn til det af Danmarks Radio udførte betydelige rapporteringsarbejde og

anden bistand ved Gramex' fordelingsvirksomhed, en bistand, som

lokalradioerne ikke kan yde."

Lokalradioerne anførte bl.a.:

»Det anerkendes, at der må ydes et rimeligt vederlag for benyttelsen,

men som i andre gensidigt bebyrdende retsforhold må der tages hensyn til

begge parters forhold. Hvis afgiften blev fastsat i overensstemmelse med

Gramex« påstand, er den for mange lokalradioers vedkommende så høj, at

deres eksistens er truet.

Når dette er tilfældet, kunne man ikke tænke sig afgiften fastsat på denne

måde, idet en aftale ikke kunne være kommet i stand.

Afgiften må derfor under alle omstændigheder fastfættes på et ganske andet

niveau end påstået af Gramex.

Den afgiftsmodel, som ligger til grund for Gramex' påstand er både

ubrugelig og urimelig. Det er ganske vilkårligt at lægge vægt på

befolkningstallet i et vist område, idet lokalradioerne efter deres formål,

udsendelsernes indhold, og den måde, deres udsendelser er tilrettelagt,

herunder særligt de tidspunkter, hvor udsendelserne sker, kan have en

målgruppe, som er ganske uafhængig af befolkningstallet i området.

Sammenligningen med Danmarks Radios afgiftsbetaling er dernæst helt

urimelige, idet Danmarks Radio får sine udgifter dækket ved obligatorisk

licensbetaling, hvis beløb stilles til rådighed for radioen. Lokalradioerne

er derimod henvist til et ganske usikkert indtægtsgrundlag."

I sine præmisser til afgørelsen udtalte nævnet bl.a.:

"Som allerede udtalt i nævnets kendelse af 19. maj 1965 må det lægges

til grund, at benyttelse af grammofonplader til udsendelse i radio eller

fjernsyn ikke har medført skadevirkninger for grammofonpladefabrikanterne

eller de udøvende kunstnere, hvorfor der ved afgørelsen ses bort herfra.

Nævnet foretrækker, at afgiften fastsættes som en afgift pr. minut, og

ikke ud fra lokalradioernes indtægtsforhold. Nævnet kan tiltræde, at en

fastsættelse af afgifterne på et niveau svarende til det af Gramex anførte

ikke kan godkendes."

Nævnet fastsatte derefter afgiften efter den af Gramex foreslåede model,

men således at grundbeløbene for ophavsretligt beskyttede og for

uspecificerede fonogramudsendelser sattes til hhv. 50 øre og 30 øre pr.

minut.

Der fastsattes endvidere bestemmelser om pristals- og taktregulering.

Den således fastsatte afgift har siden været gældende, og i en række

senere kendelser har nævnet nærmere fastlagt forståelsen at

afgiftsbestemmelsen, navnlig med hensyn til begrebet

"dækningsområde".

Da nævnets kendelse af 10. april 1987 blev truffet, havde lokalradioerne

ikke mulihed for lovligt at opnå hel eller delvis finansiering via

reklameindtægter.

Ved lov nr. 375 af 6. juli 1988, der trådte i kraft den 1. august 1988,

blev der imidlertid givet adgang til, at reklamer kunne indgå i lokalradioers

programvirksomhed.

Allerede efter Folketingets førstebehandling af forslaget til loven

udsendte Gramex i juni 1988 en cirkulæreskrivelse til samtlige lokalradioer,

hvor man bebudede, at man ville kræve øget vederlag fra lokalradioer, der

ville blive finansieret gennem reklameindtæger, og at man i august 1988 ville

optage forhandlinger med lokalradioernes organisationer.

Samtidig udsendte Gramex indbydelser til disse organisationer til et møde

i Gramex den 17. august 1988, til hvilket dagsorden blev udsendt den 10.

august 1988.

Advokat Bjarke Vejby, der repræsenterede Foreningen af Arbejderbevægelsens

Elektroniske Medievirksomheder (FAEM), Foreningen af Kommercielle Lokalradio-

og TV-Stationer og Den Kristne Producentkomite for radio og TV - i alt en

majoritet af lokalradiostationerne - foreslog i skrivelse af 16. august 1988

Kulturministeriet, at dette deltog i en forhandlingsrunde med

lokalradiostationerne, Gramex og KODA for at finde frem til aftaler om

ensartede principper for vederlagsfastsættelsen. Hverken Gramex eller KODA

kunne imidlertid gå ind for en sådan fælles forhandlingsrunde.

Hverken på mødet i Gramex den 17. august 1988 eller senere i 1988 blev der

opnået enighed om principperne for beregning af vederlag til Gramex.

Forhandlinger i 1989 førte heller ikke til enighed. Ved skrivelse af 15.

marts 1990 indbød Gramex lokalradioorganisationerne samt en lang række

lokalradiostationer til et nyt møde den 20. april 1990 for at søge et

forhandlingsresultat opnået.

På mødet den 20. april 1990 blev det aftalt, at lokalradiosiden skulle

udarbejde et udkast om ændret vederlagsberegning.

I skrivelse af 23. april 1990 bekræftede advokat Vejby, at lokalradiosiden

udarbejdede et forslag til principper for et omsætningsrelateret

tarif-grundlag for lokalradioer med væsentlige reklameindtægter, og at han

ville bestræbe sig på, at et principforslag kunne tilgå Gramex inden den 22.

maj 1990.

Den 21. maj 1990 sendte advokat Vejby Gramex en skrivelse, hvori han bl.a.

anførte:

"FAEM, Foreningen af Kommercielle Lokalradio- og TV-stationer, Den

Kristne Producentkomite samt Landssammenslutningen har den 17. ds. drøftet

spørgsmålet om eventuel indgåelse af en aftale med Gramex om et forøget

omsætningsbetinget vederlag begrundet i forøgede reklameindtægter.

Det er umiddelbart organisationernes opfattelse, at udviklingen efter

Tvangslicensnævnets kendelser i 1987 og 1988, der har fastlagt grundlaget for

lokalradioernes betalingsforpligtelse, ikke kan begrunde indførelse af en

alternativ omsætningsbetinget betaling.

Imidlertid vil organisationerne seriøst behandle Gramex' krav til

alternativ betalingsform.

Dette forudsætter imidlertid, at der består et rimeligt

vurderingsgrundlag, herunder navnligt hvad angår den internationale praksis.

Forud for en endelig tilbagemelding om Gramex' krav udbedes venligst en

redegørelse for den internationale praksis hvad angår lovgivning,

aftalegrundlag etc. af relevans for bedømmelsen."

Som svar meddelte advokat Schl ter for Gramex, at man ville indbringe

spørgsmålet om fastsættelse af et på kommercielle lokalradioers

reklameindtægter baseret vederlag til Gramex for Tvangslicensnævnet, da man

ikke fandt, at lokalradioernes organisationer havde noget reelt ønske om i

mindelighed at finde frem til en takst, baseret på de kommercielle

lokalradioers reklameindtægter.

Gramex har derefter ved klageskrift af 3. december 1990 anmodet nævnet om

at træffe afgørelse om vederlagene.

Klageren har over for de indklagede nedlagt følgende påstand:

"De indklagede tilpligtes at anderkende, at det vederlag, som

lokalradioer, der finansieres helt eller delvis gennem reklameindtægter, skal

betale til klageren i medfør af ophavsretslovens § 47, jfr. §§ 59 og 60, fra

og med 1. januar 1992 som udgangspunkt fastsættes som angivet neden for under

"TARIF I" - eller alternativt under "TARIF II" under

forudsætning af, af den enkelte lokalradio indgår aftale med klageren for

minimum 1 kalenderår ad gangen senest den 1. december i året forud herfor om

at anerkende tarif II samt vilkårene herfor.

TARIF I: Vederlaget fastsættes for lokalradioer med et dækningsområde på

50.000 indbyggere til enten p.t. 116 øre pr. minuts udsendelse af beskyttede

fonogrammer eller - i mangel af afgivet specifikation af denne

fonogrambenyttelse - p.t. 70 øre pr. minut af den samlede sendetid af

fonogrammer. Ved dækningsområder mindre hhv. større end 50.000 indbyggere

formindskes hhv. forøges beløbene proportionalt. De således fastsatte takster

er baseret på prisniveauet som udtrykt i nettoprisindekset for april 1990 og

reguleres i overensstemmelse med udviklingen i dette indeks. Regulering

finder sted en gang om året pr. 1.1., første gang den 1.1.1992 samtidig med,

at taksterne træder i kraft. Den første regulering sker på grundlag af

udviklingen i nettoprisindekset for april 1990 til oktober 1991. Senere

regulering sker på grundlag af udviklingen nettopris- indekset fra oktober i

det før forudgående år til oktober i det foregående år .

TARIF II: Vederlaget fastsættes til 5% pr. kalenderår af summen af de af

trediemand betalte beløb for lokalradioens formidling af budskaber af enhver

art, herunder sponsorvederlag, uanset om disse beløb tilgår lokalradioen,

tilknyttede selskaber eller andre og alene med fradrag af dokumenteret

betalte provisioner dog max. 15% til annoncebureauer; og under forudsætning

af, at lokalradioen senest 2 måneder efter kalenderårets udløb til klageren

fremsender regnskab over summen af ovennævnte beløb samt opgørelse over

betalte provisioner til annoncebureauer, underskrevet af lokalradioens

ansvarlige ledelse samt attesteret af en statsaut. eller registeret revisor.

Dog betales som minimum til enhver tid det vederlag, som kan beregnes på

baggrund af tvangslicensnævnets kendelse af 10. april 1987."

De indklagede har nedlagt følgende påstande:

"Principalt: Frifindelse.

Subsidiært:

Frifindelse mod betaling af et vederlag, der er mindre end p.t. 116 øre

pr. minuts udsendelse af beskyttede fonogrammer respektivt mindre end p.t. 70

øre pr. minut af den samlede sendetid af fonogrammer (tarif I) og frifindelse

mod fastsættelse af et omsætningsbetinget vederlag på ikke over 2% af de af

tredjemand betalt beløbe for lokalradioernes formidling af budskaber af

enhver art, herunder sponsorvederlag, dog med fradrag af dokumenteret betalte

provisioner, dog max. 15% til annoncebureauer og under forudsætning af, at

lokalradioen senest 2 måneder efter kalenderårets udløb til klageren

fremsender regnskab over summen af ovennævnte beløb samt opgørelse over

betalte provisioner til annoncebureauer, underskrevet af lokalradioens

ansvarlige ledelse (tarif II).

Mere subsidært:

Som den subsidiære påstand med følgende tilføjelse:

Dog betales som minimum til enhver tid det vederlag, som kan beregnes på

baggrund af Tvangslicensnævents kendelse af 10. april 1987."

På et forberedende møde i Tvangslicensnævent den 16. januar 1991 blev det

bestemt, at nævnet i første omgang kun skal tage stilling til det

principielle spørgsmål, om det forhold, at lokalradioer nu kan oppebære

indtægter ved formidling af reklamebudskaber, giver grundlag for at forhøje

de takster, der blev fastsat ved nævnets kendelse af 10. april 1987,

respektivt at indføre en omsætningsbetinget vederlagsform med en

minimumstarif.

Spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte indklagede lokalradioer er omfattet af

klagerens reklamefinansieringsbegreb, blev således udskydt til eventuel

senere afgørelse.

Det er oplyst, at klagerens indtægter i henhold til nævnets afgørelse af

10. april i årene 1987-90 har været følgende: 1987: 1,6 mio. kr. 1988: 4,1 -

- 1989: 5,7 - - 1990: 6,5 - - (anslået)

Der er under sagen af parterne tilvejebragt en række oplysninger om

national og international praksis på området. Hvad angår international

praksis har begge parter fremhævet, at forholdene på området landene imellem

er så forskelligartede, at der kun vil kunne tillægges oplysninger om praksis

i andre lande yderst begrænset vægt ved afgørelsen af nærværende sag.

National praksis

Danmarks Radio

I henhold til Tvangslicensnævnets kendelse af 19. maj 1965 betaler

Danmarks Radio 4,33 kr. pr. minut spilletid for plader beskyttede i henhold

til ophavsretsloven. Beløbet udredes med de til enhver tid for statens

honorarer i henhold til lov nr. 154 af 7. juni 1958 med senere ændringer

hjemlede honorartillæg.

Afgiften androg pr. april 1990 78,43 kr. pr. minut.

Klagerens indtægter fra Danmarks Radio i henhold til kendelsen androg

i årene 1987-90 følgende:

1987: 17,0 mio. kr.

1988: 19,0 - -

1989: 22,5 - -

1990: 22,0 - - (anslået)

TV 2

Vederlaget fra TV 2 udgør pr. april 1990 efter aftale af 1. oktober 1988

mellem klageren og TV 2 163,51 kr. pr. minut. for den forholdsmæssige del af

anvendelse af beskyttede fonogrammer, der svarer til den andel af TV 2's

finansieringsgrundlag, der udgøres af overførsler af reklameindtægter fra TV

2 Fonden, og 81,7 kr. pr. minut for den øvrige del af fonogramanvendelsen,

der indtægtsmæssig dækkes ved licens og andre indtægter.

Klagerens indtægter fra TV 2, der begyndte sine udsendelser den 1. oktober

1988, udgjorde i 1988 78.700 kr. og i 1989 462.000 kr.

Kanal 2

En eksisterende aftale mellem klageren og Kanal 2 er ikke fremlagt under

sagen.

International praksis

England

For radiostationer på kabel- eller satellitbasis skal der ifølge klageren

findes en række aftaler om procentafgifter i forhold til stationernes

reklameindtægter. Ingen af disse aftaler er imidlertid fremlagt under sagen.

Finland

Klageren har fremlagt en standardaftale mellem det finske Gramex og

lokalradiostationer, hvorefter der betales såvel en minutafgift som en

procentafgift af evt. reklameindtægter.

Klageren har endvidere fremlagt en voldgiftskendelse af 14. august 1990

afsagt af det finske Tvangslicensnævn i en sag mellem det finske Gramex og en

reklamefinansieret lokalradio i Helsinki (Elmu). Ved kendelsen fastsattes

afgifter i forhold til Elmus reklameindtægter. Sagen var indbragt af Elmu,

der hidtil havde betalt efter en brugsrelateret tarif og ønskede afgiften

lettet ved at gå over til en mere reklamerelateret procentafgift, hvilket

finsk Gramex under sagen modsatte sig.

Frankrig

Kommercielle Lokalradioer betaler 6% af et beregningsgrundlag, som udgør

et vejet gennemsnit mellem lokalradioens brutto- og nettoindtægter

(bruttoindtægten korrigeret for visse fradrag til reklameomkostninger mv.).

Tyskland

Klageren har fremlagt en voldgiftafgørelse af 14. juli 1988 i en sag

mellem på den ene side Gesellschaft zur Verwertung von Leistungsschutzrechten

m.b.H. (GVL) og på den anden side Bundesverband Kabel und Satellit e.V. og

Bundesverband Deutscher Zeitungsverleger e.V. Heraf fremgår, at kommercielle

radioer i Tyskland skal betale 4,5% af deres bruttoreklameindtæger - dog

alene 3,6% såfremt radioen er dækket af overordnet kontrakt med GVL - såfremt

radioen har et musikforbrug på 50% eller derover af radioens samlede

sendetid.

Ved skrivelse af 24. januar 1991 forelagde advokat Vejby sagen for

Konkurrencerådet og anmodede - i lyset af det af Gramex ønskede

tariferingssystem - rådet om at bidrage med med en redegørelse for de

konkurrenceretlige elementer på området.

Konkurrencerådet besvarede henvendelsen med en skrivelse af 18. februar

1991, hvori rådet bl.a. anfører:

"Til brug for Konkurrencerådets behandling af sagen har De vedlagt

kopi dels af det klageskrift, som Gramex har fremlagt for Tvangslicensnævnet,

dels af Tvangslicensnævnets kendelse af 10. april 1987. Konkurrencerådet har

ligeledes modtaget en skrivelse fra advokat Johan Schl ter, hvori han

henleder Konkurrencerådets opmærksomhed på ophavsretslovens § 54, hvorefter

det alene er et anliggende for Tvangslicensnævnet at fastsætte tariffer på

det pågældende område.

Konkurrencerådet skal derfor understrege, at man på ingen måde underkender

Tvangslicensnævnets kompetence. Det er klart, at kun Tvangslicensnævnet, der

retligt er en administrativ myndighed, kan træffe afgørelse i sager

vedrørende vederlag i henhold til ophavsretslovens § 47. Konkurrencerådet kan

dog i medfør af konkurrencelovens § 15 henstille til vedkommende offentlige

myndighed, at offentlig regulering af erhvervsvirksomhed sker på en sådan

måde, at konkurrenceretlige synspunkter indeholdt i konkurrenceloven

tilgodeses.

Konkurrencerådet fandt i sagen mellem KODA og en række tv-stationer, at

det ud fra et konkurrenceretligt synspunkt må være et krav, at de respektive

stationer i deres betaling af vederlag til KODA, behandles såvidt muligt

ensartet, således at tariferingen er objektiv og konsekvent gennemført over

for musikbrugerne på tv-området.

Dette synspunkt dækker Konkurrencerådets generelle holdning til

fastsættelsen af vederlagenes størrelse på ophavsretsområdet, for så vidt det

pågældende forhold måtte være omfattet af konkurrenceloven. I disse sager er

det således Konkurrencerådets synspunkt, at vederlæggelsen bør være rimelig,

saglig, objektiv og konsekvent gennemført og endvidere være offentlig

tilgængelig."

Gramex har særligt fremhævet, at forudsætningerne for nævnets kendelse

10. april 1987 er afgørende ændret. Klagerens standpunkt var da, at

lokalradioerne skulle betale en minutafgift ligesom Danmarks Radio, der

hverken er eller har været reklamefinansieret. I 1987 havde ingen

lokalradioer mulighed for lovligt at oppebære reklameindtægter, men klageren

udtrykte under sagen, at såfremt dette forhold måtte blive ændret, ville

vederlaget skulle korrigeres i opadgående retning. Straks da mulighederne for

reklamefinansiering dukkede op i 1988, rejste man da også spørgsmålet om en

forhøjelse at vederlaget.

Reklameradioer benytter i meget høj grad fonogrammer som middel til at

bære reklamebudskaber igennem, idet musikken er afgørende for at fastholde

lytternes interesse for programmet og dermed for reklamebudskabernes

gennemslagskraft.

De tilvejebragte oplysninger om reklamefinansiering såvel nationalt som

internationalt viser også, at et krav som det fremsatte ingenlunde er

urimeligt. Klagerens forslag er heller ikke på nogen måde uigennemsigtigt

eller uoverskueligt, men lever fuldt ud op til Konkurrencerådets krav i så

henseende.

Der er i øvrigt i Danmark tradition for et relativt højt vederlag - bl.a.

på baggrund af det beskedne befolkningsunderlag - for at sikre

rettighedshaverne et rimeligt vederlag for udnyttelsen af deres rettigheder.

Der må nødvendigvis arbejdes med to tariffer, da mange lokalradioer ikke

lever op til deres forpligtelser med hensyn til at oplyse klageren om fx

ugentlig sendetid og fonogramanvendelse.

Den af klageren som tarif I betegnede ordning betyder en fordobling af

vederlaget i henhold til kendelsen af 10. april 1987. Tarif II bør kun kunne

benyttes efter særlig aftale med Gramex, da den kræver en række

kontrolforanstaltninger for at undgå omgåelser.

Lokalradioerne har navnlig anført:

Det bestrides, at det var en kendelig forudsætning for klagerens påstand i

sagen vedrørende kendelsen af 10. april 1987, at reklamefinansiering ikke

kunne finde sted. En sådan forudsætning fremgår ikke af kendelsen, der

tværtimod fremhæver, at afgiften fastsættes som en minutafgift og ikke ud fra

lokalradioernes indtægtsforhold.

Det er ikke rigtigt, at fonogrammusikken er altafgørende for

reklamebudskabernes gennemslagskraft. Den spiller en rolle ved siden af andre

momenter, herunder lokalradioens profil, dens geografiske placering, de

personer, der formidler reklamebudskabet, og kvaliteten af reklamebudskabet i

sig selv samt en række rent tekniske forhold. I øvrigt vil en særlig stor

anvendelse af fonogrammusik give sig udslag i forøget betaling efter en

minutafgift.

Efter ophavsretslovens § 47 er det også brugen - og ikke nytten for

brugeren - der skal betales for.

Den nærmere udformning af klagerens påstand vil medføre tilfældigheder og

vilkårligheder og skabe et kompliceret, bureaukratisk system, der vil give

anledning til et utal af retstvister, og som harmonerer dårligt med

Konkurrencerådets ønsker om objektive og konsekvente retningslinier.

Hverken national eller international praksis taler for at fravige den

klare og rimelige ordning, der blev tilvejebragt i 1987.

Nævnet skal udtale følgende:

Ved kendelsen af 10. april 1987 foretrak nævnet, at afgiften, som Gramex

ønskede det, blev fastsat som en afgift pr. minut og ikke, som lokalradioerne

ønskede det, ud fra lokalradioernes indtægtsforhold.

Gramex' standpunkt i nærværende sag er alene en variant af det standpunkt,

som lokalradioerne indtog i 1987.

Efter Gramex' tarif I fordobles den hidtidige afgift, fordi

reklameradioernes indtægter antages væsentligt forøgede, og efter tarif II

sættes afgiften direkte i forhold til reklameindtægterne.

Det er imidlertid fortsat nævnets opfattelse, at betaling for den i

ophavsretslovens § 47 omhandlede anvendelse af fonogrammer, i hvert fald når

den skal fastsættes administrativt, bør ske gennem en minutafgift og ikke

gennem en afgift, der relateres til brugerens indtægtsforhold. Det gør ingen

forskel, at der i indtægterne nu vil kunne indgå betaling for reklamer.

Betaling for fonogrammusik bør efter nævnets opfattelse variere med

tidsrummet og dækningsområdet, men ikke med vedkommende lokalradios

indtægtsforhold.

Det gør ingen forskel, at fonogramanvendelsen er et vigtigt moment blandt

de mange, der kan gøre reklamering i radio attraktivt.

Det af Gramex anførte om den ændrede situation, efter at reklamer i radio

er blevet tilladt, bør således ikke føre til, at afgiften fastsættes efter

Gramex' tarif I eller tarif II.

Herefter tager nævnet de indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Thi bestemmes:

De indklagede 67 lokalradiostationer frifindes.

Jørgen Pedersen Poul Høeg Lise Dybdahl Østerborg

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter