Ophavsret
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ophavsret
Tvangslicensnævnets sag nr. 47:
Gramex
mod Airport FM
x Tårnby Lokalradio BNR Capitol Radio Downtown/Uptown/Town Foreningen
Radio Mojn UP-FRONT
x Hele Lollands Radio Fredericia Dagblads Radio Radio Fredericia Hjørring
Nærradio
x Kanal Børkop Kanal 1 Frederikshavn Midtlandets Radioer
x Midtlandskanalen Nærradio Korsør Odense Ny Radio Power FM Radio Amager
x TLR Radio Reklame Radio DSL Radio Djursland Radio Fjord Radio Frede
Radio Haderslev Radio Helsingør Radio Herning Radio Himmerland Radio Horsens
Radio HSR Radio Kolding Radio Køge Radio Limfjord Radio Lyngby Radio Mercur
x Radio MOK
x New FM
x Radio Randers Radio Ringkøbing Radio Ringsted Radio Roskilde Radio
Silkeborg
x Radio Skala Radio Skanderborg Radio SLR Radio Sundbo Radio Sønderborg
Radio Sydkysten Radio Thy Radio Valde Radio Viborg Radio Victor Radio Viggo
Radio VLR Ringsted Lokalradio Roskilde Frekvensen Skiveegnens
Lokalradioforening Stjernekanalen The Style The Voice (København og
Frederiksberg) The Voice Sydsjælland The Voice Nord/Super FM Vejle Lokal
Radio Vores Radio Sydhavsøerne Øernes Radio Aalborg Nærradio Århus Nærradio
De med x mærkede lokalradiostationer har ikke givet møde under sagen.
Advokat Bjarke Vejby har givet møde for samtlige andre indklagede. Klageren
har givet møde ved advokat Johan Schl ter.
I denne sag blev af nævnet angående vederlag for benyttelse af litterære
og kunstneriske værker samt fotografier (Tvangslicensnævnet) den 29. august
1991 afsagt sålydende.
kendelse:
Læs alt
Ved kendelse af 10. april 1987 i Tvangslicensnævnets sag nr. 17: Gramex
mod Sammenslutningen af lokale radio- og TV-stationer i Danmark som mandatar
for 59 lokalradioer samt Lokalradio Herning blev der truffet afgørelse om
størrelsen af det vederlag, som Gramex efter ophavsretslovens § 47 kan
afkræve lokalradioerne for deres brug af grammofonplader og andre
indretninger, på hvilke lyd er overført (fonogrammer).
Under sagen påstod Gramex vederlaget fastsat således, at der af
lokalradioer med et dækningsområde på 50.000 indbyggere betales enten 120 øre
pr. minut spilletid for ophavsretligt beskyttede fonogrammer eller - såfremt
vedkommende foretagende ikke til Gramex indsender fuldstændig redegørelse for
alle de i udsendelserne anvendte fonogrammer - 70 øre pr. minut af den
samlede sendetid af fonogrammer.
Ved mindre/større dækningsområder formindskes/forøges beløbende
proportionalt.
Der var endvidere påstand om pristals- og taktregulering.
Sammenslutningen nedlagde påstand om, at lokalradioerne efter eget valg
kunne anvende en af følgende to tariffer:
I. En afgift, der efter omfanget af lokalradioens musikandel varierede fra
1/2% til 2 1/2% af lokalradioens finansieringsgrundlag, hvorved forstås
indtægter af enhver art, som medgår til finansiering af stationens drift, dog
undtaget tilskud til ansatte i henhold til jobskabelsesordning,
langtidsledige, ungdomsgarantiordninger og lignende og for så vidt angår
indtægter, der stammer fra andre aktiviteter end egentlig radiodrift, da
alene nettoprovenuet for sådanne aktiviteter.
II. En minutafgift overensstemmende med den af Gramex foreslående model,
men således at grundbeløbene for ophavsretligt beskyttede og for
uspecificerede fonogramudsendelser sættes til hhv. 22 øre og 13 øre pr.
minut.
Fra kendelsens referat af parternes procedure skal anføres:
Gramex fremhævede bl.a.:
"Vederlaget må ganske som i andre tilfælde, hvor en ydelse stilles
til rådighed for andre efter aftale, bestemmes som et rimeligt vederlag for
ydelsen, uafhængigt af modtagerens økonomiske evne. Ellers ville vederlaget
komme til at afhænge af forhold, som i denne relation er ganske tilfældige og
meget varierende. Vederlaget kan derfor ikke praktisk fastsættes på anden
måde, end som det er sket i forhold til Danmarks Radio, pr. 1. april 1986
66,67 kr. pr. minut, idet der med udgangspunkt heri foretages en beregning ud
fra antallet i den befolkningsgruppe, som vedkommende lokalradio dækker,
sammenholdt med hele landets indbyggertal, hvortil kommer, at der også tages
hensyn til det af Danmarks Radio udførte betydelige rapporteringsarbejde og
anden bistand ved Gramex' fordelingsvirksomhed, en bistand, som
lokalradioerne ikke kan yde."
Lokalradioerne anførte bl.a.:
»Det anerkendes, at der må ydes et rimeligt vederlag for benyttelsen,
men som i andre gensidigt bebyrdende retsforhold må der tages hensyn til
begge parters forhold. Hvis afgiften blev fastsat i overensstemmelse med
Gramex« påstand, er den for mange lokalradioers vedkommende så høj, at
deres eksistens er truet.
Når dette er tilfældet, kunne man ikke tænke sig afgiften fastsat på denne
måde, idet en aftale ikke kunne være kommet i stand.
Afgiften må derfor under alle omstændigheder fastfættes på et ganske andet
niveau end påstået af Gramex.
Den afgiftsmodel, som ligger til grund for Gramex' påstand er både
ubrugelig og urimelig. Det er ganske vilkårligt at lægge vægt på
befolkningstallet i et vist område, idet lokalradioerne efter deres formål,
udsendelsernes indhold, og den måde, deres udsendelser er tilrettelagt,
herunder særligt de tidspunkter, hvor udsendelserne sker, kan have en
målgruppe, som er ganske uafhængig af befolkningstallet i området.
Sammenligningen med Danmarks Radios afgiftsbetaling er dernæst helt
urimelige, idet Danmarks Radio får sine udgifter dækket ved obligatorisk
licensbetaling, hvis beløb stilles til rådighed for radioen. Lokalradioerne
er derimod henvist til et ganske usikkert indtægtsgrundlag."
I sine præmisser til afgørelsen udtalte nævnet bl.a.:
"Som allerede udtalt i nævnets kendelse af 19. maj 1965 må det lægges
til grund, at benyttelse af grammofonplader til udsendelse i radio eller
fjernsyn ikke har medført skadevirkninger for grammofonpladefabrikanterne
eller de udøvende kunstnere, hvorfor der ved afgørelsen ses bort herfra.
Nævnet foretrækker, at afgiften fastsættes som en afgift pr. minut, og
ikke ud fra lokalradioernes indtægtsforhold. Nævnet kan tiltræde, at en
fastsættelse af afgifterne på et niveau svarende til det af Gramex anførte
ikke kan godkendes."
Nævnet fastsatte derefter afgiften efter den af Gramex foreslåede model,
men således at grundbeløbene for ophavsretligt beskyttede og for
uspecificerede fonogramudsendelser sattes til hhv. 50 øre og 30 øre pr.
minut.
Der fastsattes endvidere bestemmelser om pristals- og taktregulering.
Den således fastsatte afgift har siden været gældende, og i en række
senere kendelser har nævnet nærmere fastlagt forståelsen at
afgiftsbestemmelsen, navnlig med hensyn til begrebet
"dækningsområde".
Da nævnets kendelse af 10. april 1987 blev truffet, havde lokalradioerne
ikke mulihed for lovligt at opnå hel eller delvis finansiering via
reklameindtægter.
Ved lov nr. 375 af 6. juli 1988, der trådte i kraft den 1. august 1988,
blev der imidlertid givet adgang til, at reklamer kunne indgå i lokalradioers
programvirksomhed.
Allerede efter Folketingets førstebehandling af forslaget til loven
udsendte Gramex i juni 1988 en cirkulæreskrivelse til samtlige lokalradioer,
hvor man bebudede, at man ville kræve øget vederlag fra lokalradioer, der
ville blive finansieret gennem reklameindtæger, og at man i august 1988 ville
optage forhandlinger med lokalradioernes organisationer.
Samtidig udsendte Gramex indbydelser til disse organisationer til et møde
i Gramex den 17. august 1988, til hvilket dagsorden blev udsendt den 10.
august 1988.
Advokat Bjarke Vejby, der repræsenterede Foreningen af Arbejderbevægelsens
Elektroniske Medievirksomheder (FAEM), Foreningen af Kommercielle Lokalradio-
og TV-Stationer og Den Kristne Producentkomite for radio og TV - i alt en
majoritet af lokalradiostationerne - foreslog i skrivelse af 16. august 1988
Kulturministeriet, at dette deltog i en forhandlingsrunde med
lokalradiostationerne, Gramex og KODA for at finde frem til aftaler om
ensartede principper for vederlagsfastsættelsen. Hverken Gramex eller KODA
kunne imidlertid gå ind for en sådan fælles forhandlingsrunde.
Hverken på mødet i Gramex den 17. august 1988 eller senere i 1988 blev der
opnået enighed om principperne for beregning af vederlag til Gramex.
Forhandlinger i 1989 førte heller ikke til enighed. Ved skrivelse af 15.
marts 1990 indbød Gramex lokalradioorganisationerne samt en lang række
lokalradiostationer til et nyt møde den 20. april 1990 for at søge et
forhandlingsresultat opnået.
På mødet den 20. april 1990 blev det aftalt, at lokalradiosiden skulle
udarbejde et udkast om ændret vederlagsberegning.
I skrivelse af 23. april 1990 bekræftede advokat Vejby, at lokalradiosiden
udarbejdede et forslag til principper for et omsætningsrelateret
tarif-grundlag for lokalradioer med væsentlige reklameindtægter, og at han
ville bestræbe sig på, at et principforslag kunne tilgå Gramex inden den 22.
maj 1990.
Den 21. maj 1990 sendte advokat Vejby Gramex en skrivelse, hvori han bl.a.
anførte:
"FAEM, Foreningen af Kommercielle Lokalradio- og TV-stationer, Den
Kristne Producentkomite samt Landssammenslutningen har den 17. ds. drøftet
spørgsmålet om eventuel indgåelse af en aftale med Gramex om et forøget
omsætningsbetinget vederlag begrundet i forøgede reklameindtægter.
Det er umiddelbart organisationernes opfattelse, at udviklingen efter
Tvangslicensnævnets kendelser i 1987 og 1988, der har fastlagt grundlaget for
lokalradioernes betalingsforpligtelse, ikke kan begrunde indførelse af en
alternativ omsætningsbetinget betaling.
Imidlertid vil organisationerne seriøst behandle Gramex' krav til
alternativ betalingsform.
Dette forudsætter imidlertid, at der består et rimeligt
vurderingsgrundlag, herunder navnligt hvad angår den internationale praksis.
Forud for en endelig tilbagemelding om Gramex' krav udbedes venligst en
redegørelse for den internationale praksis hvad angår lovgivning,
aftalegrundlag etc. af relevans for bedømmelsen."
Som svar meddelte advokat Schl ter for Gramex, at man ville indbringe
spørgsmålet om fastsættelse af et på kommercielle lokalradioers
reklameindtægter baseret vederlag til Gramex for Tvangslicensnævnet, da man
ikke fandt, at lokalradioernes organisationer havde noget reelt ønske om i
mindelighed at finde frem til en takst, baseret på de kommercielle
lokalradioers reklameindtægter.
Gramex har derefter ved klageskrift af 3. december 1990 anmodet nævnet om
at træffe afgørelse om vederlagene.
Klageren har over for de indklagede nedlagt følgende påstand:
"De indklagede tilpligtes at anderkende, at det vederlag, som
lokalradioer, der finansieres helt eller delvis gennem reklameindtægter, skal
betale til klageren i medfør af ophavsretslovens § 47, jfr. §§ 59 og 60, fra
og med 1. januar 1992 som udgangspunkt fastsættes som angivet neden for under
"TARIF I" - eller alternativt under "TARIF II" under
forudsætning af, af den enkelte lokalradio indgår aftale med klageren for
minimum 1 kalenderår ad gangen senest den 1. december i året forud herfor om
at anerkende tarif II samt vilkårene herfor.
TARIF I: Vederlaget fastsættes for lokalradioer med et dækningsområde på
50.000 indbyggere til enten p.t. 116 øre pr. minuts udsendelse af beskyttede
fonogrammer eller - i mangel af afgivet specifikation af denne
fonogrambenyttelse - p.t. 70 øre pr. minut af den samlede sendetid af
fonogrammer. Ved dækningsområder mindre hhv. større end 50.000 indbyggere
formindskes hhv. forøges beløbene proportionalt. De således fastsatte takster
er baseret på prisniveauet som udtrykt i nettoprisindekset for april 1990 og
reguleres i overensstemmelse med udviklingen i dette indeks. Regulering
finder sted en gang om året pr. 1.1., første gang den 1.1.1992 samtidig med,
at taksterne træder i kraft. Den første regulering sker på grundlag af
udviklingen i nettoprisindekset for april 1990 til oktober 1991. Senere
regulering sker på grundlag af udviklingen nettopris- indekset fra oktober i
det før forudgående år til oktober i det foregående år .
TARIF II: Vederlaget fastsættes til 5% pr. kalenderår af summen af de af
trediemand betalte beløb for lokalradioens formidling af budskaber af enhver
art, herunder sponsorvederlag, uanset om disse beløb tilgår lokalradioen,
tilknyttede selskaber eller andre og alene med fradrag af dokumenteret
betalte provisioner dog max. 15% til annoncebureauer; og under forudsætning
af, at lokalradioen senest 2 måneder efter kalenderårets udløb til klageren
fremsender regnskab over summen af ovennævnte beløb samt opgørelse over
betalte provisioner til annoncebureauer, underskrevet af lokalradioens
ansvarlige ledelse samt attesteret af en statsaut. eller registeret revisor.
Dog betales som minimum til enhver tid det vederlag, som kan beregnes på
baggrund af tvangslicensnævnets kendelse af 10. april 1987."
De indklagede har nedlagt følgende påstande:
"Principalt: Frifindelse.
Subsidiært:
Frifindelse mod betaling af et vederlag, der er mindre end p.t. 116 øre
pr. minuts udsendelse af beskyttede fonogrammer respektivt mindre end p.t. 70
øre pr. minut af den samlede sendetid af fonogrammer (tarif I) og frifindelse
mod fastsættelse af et omsætningsbetinget vederlag på ikke over 2% af de af
tredjemand betalt beløbe for lokalradioernes formidling af budskaber af
enhver art, herunder sponsorvederlag, dog med fradrag af dokumenteret betalte
provisioner, dog max. 15% til annoncebureauer og under forudsætning af, at
lokalradioen senest 2 måneder efter kalenderårets udløb til klageren
fremsender regnskab over summen af ovennævnte beløb samt opgørelse over
betalte provisioner til annoncebureauer, underskrevet af lokalradioens
ansvarlige ledelse (tarif II).
Mere subsidært:
Som den subsidiære påstand med følgende tilføjelse:
Dog betales som minimum til enhver tid det vederlag, som kan beregnes på
baggrund af Tvangslicensnævents kendelse af 10. april 1987."
På et forberedende møde i Tvangslicensnævent den 16. januar 1991 blev det
bestemt, at nævnet i første omgang kun skal tage stilling til det
principielle spørgsmål, om det forhold, at lokalradioer nu kan oppebære
indtægter ved formidling af reklamebudskaber, giver grundlag for at forhøje
de takster, der blev fastsat ved nævnets kendelse af 10. april 1987,
respektivt at indføre en omsætningsbetinget vederlagsform med en
minimumstarif.
Spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte indklagede lokalradioer er omfattet af
klagerens reklamefinansieringsbegreb, blev således udskydt til eventuel
senere afgørelse.
Det er oplyst, at klagerens indtægter i henhold til nævnets afgørelse af
10. april i årene 1987-90 har været følgende: 1987: 1,6 mio. kr. 1988: 4,1 -
- 1989: 5,7 - - 1990: 6,5 - - (anslået)
Der er under sagen af parterne tilvejebragt en række oplysninger om
national og international praksis på området. Hvad angår international
praksis har begge parter fremhævet, at forholdene på området landene imellem
er så forskelligartede, at der kun vil kunne tillægges oplysninger om praksis
i andre lande yderst begrænset vægt ved afgørelsen af nærværende sag.
National praksis
Danmarks Radio
I henhold til Tvangslicensnævnets kendelse af 19. maj 1965 betaler
Danmarks Radio 4,33 kr. pr. minut spilletid for plader beskyttede i henhold
til ophavsretsloven. Beløbet udredes med de til enhver tid for statens
honorarer i henhold til lov nr. 154 af 7. juni 1958 med senere ændringer
hjemlede honorartillæg.
Afgiften androg pr. april 1990 78,43 kr. pr. minut.
Klagerens indtægter fra Danmarks Radio i henhold til kendelsen androg
i årene 1987-90 følgende:
1987: 17,0 mio. kr.
1988: 19,0 - -
1989: 22,5 - -
1990: 22,0 - - (anslået)
TV 2
Vederlaget fra TV 2 udgør pr. april 1990 efter aftale af 1. oktober 1988
mellem klageren og TV 2 163,51 kr. pr. minut. for den forholdsmæssige del af
anvendelse af beskyttede fonogrammer, der svarer til den andel af TV 2's
finansieringsgrundlag, der udgøres af overførsler af reklameindtægter fra TV
2 Fonden, og 81,7 kr. pr. minut for den øvrige del af fonogramanvendelsen,
der indtægtsmæssig dækkes ved licens og andre indtægter.
Klagerens indtægter fra TV 2, der begyndte sine udsendelser den 1. oktober
1988, udgjorde i 1988 78.700 kr. og i 1989 462.000 kr.
Kanal 2
En eksisterende aftale mellem klageren og Kanal 2 er ikke fremlagt under
sagen.
International praksis
England
For radiostationer på kabel- eller satellitbasis skal der ifølge klageren
findes en række aftaler om procentafgifter i forhold til stationernes
reklameindtægter. Ingen af disse aftaler er imidlertid fremlagt under sagen.
Finland
Klageren har fremlagt en standardaftale mellem det finske Gramex og
lokalradiostationer, hvorefter der betales såvel en minutafgift som en
procentafgift af evt. reklameindtægter.
Klageren har endvidere fremlagt en voldgiftskendelse af 14. august 1990
afsagt af det finske Tvangslicensnævn i en sag mellem det finske Gramex og en
reklamefinansieret lokalradio i Helsinki (Elmu). Ved kendelsen fastsattes
afgifter i forhold til Elmus reklameindtægter. Sagen var indbragt af Elmu,
der hidtil havde betalt efter en brugsrelateret tarif og ønskede afgiften
lettet ved at gå over til en mere reklamerelateret procentafgift, hvilket
finsk Gramex under sagen modsatte sig.
Frankrig
Kommercielle Lokalradioer betaler 6% af et beregningsgrundlag, som udgør
et vejet gennemsnit mellem lokalradioens brutto- og nettoindtægter
(bruttoindtægten korrigeret for visse fradrag til reklameomkostninger mv.).
Tyskland
Klageren har fremlagt en voldgiftafgørelse af 14. juli 1988 i en sag
mellem på den ene side Gesellschaft zur Verwertung von Leistungsschutzrechten
m.b.H. (GVL) og på den anden side Bundesverband Kabel und Satellit e.V. og
Bundesverband Deutscher Zeitungsverleger e.V. Heraf fremgår, at kommercielle
radioer i Tyskland skal betale 4,5% af deres bruttoreklameindtæger - dog
alene 3,6% såfremt radioen er dækket af overordnet kontrakt med GVL - såfremt
radioen har et musikforbrug på 50% eller derover af radioens samlede
sendetid.
Ved skrivelse af 24. januar 1991 forelagde advokat Vejby sagen for
Konkurrencerådet og anmodede - i lyset af det af Gramex ønskede
tariferingssystem - rådet om at bidrage med med en redegørelse for de
konkurrenceretlige elementer på området.
Konkurrencerådet besvarede henvendelsen med en skrivelse af 18. februar
1991, hvori rådet bl.a. anfører:
"Til brug for Konkurrencerådets behandling af sagen har De vedlagt
kopi dels af det klageskrift, som Gramex har fremlagt for Tvangslicensnævnet,
dels af Tvangslicensnævnets kendelse af 10. april 1987. Konkurrencerådet har
ligeledes modtaget en skrivelse fra advokat Johan Schl ter, hvori han
henleder Konkurrencerådets opmærksomhed på ophavsretslovens § 54, hvorefter
det alene er et anliggende for Tvangslicensnævnet at fastsætte tariffer på
det pågældende område.
Konkurrencerådet skal derfor understrege, at man på ingen måde underkender
Tvangslicensnævnets kompetence. Det er klart, at kun Tvangslicensnævnet, der
retligt er en administrativ myndighed, kan træffe afgørelse i sager
vedrørende vederlag i henhold til ophavsretslovens § 47. Konkurrencerådet kan
dog i medfør af konkurrencelovens § 15 henstille til vedkommende offentlige
myndighed, at offentlig regulering af erhvervsvirksomhed sker på en sådan
måde, at konkurrenceretlige synspunkter indeholdt i konkurrenceloven
tilgodeses.
Konkurrencerådet fandt i sagen mellem KODA og en række tv-stationer, at
det ud fra et konkurrenceretligt synspunkt må være et krav, at de respektive
stationer i deres betaling af vederlag til KODA, behandles såvidt muligt
ensartet, således at tariferingen er objektiv og konsekvent gennemført over
for musikbrugerne på tv-området.
Dette synspunkt dækker Konkurrencerådets generelle holdning til
fastsættelsen af vederlagenes størrelse på ophavsretsområdet, for så vidt det
pågældende forhold måtte være omfattet af konkurrenceloven. I disse sager er
det således Konkurrencerådets synspunkt, at vederlæggelsen bør være rimelig,
saglig, objektiv og konsekvent gennemført og endvidere være offentlig
tilgængelig."
Gramex har særligt fremhævet, at forudsætningerne for nævnets kendelse
10. april 1987 er afgørende ændret. Klagerens standpunkt var da, at
lokalradioerne skulle betale en minutafgift ligesom Danmarks Radio, der
hverken er eller har været reklamefinansieret. I 1987 havde ingen
lokalradioer mulighed for lovligt at oppebære reklameindtægter, men klageren
udtrykte under sagen, at såfremt dette forhold måtte blive ændret, ville
vederlaget skulle korrigeres i opadgående retning. Straks da mulighederne for
reklamefinansiering dukkede op i 1988, rejste man da også spørgsmålet om en
forhøjelse at vederlaget.
Reklameradioer benytter i meget høj grad fonogrammer som middel til at
bære reklamebudskaber igennem, idet musikken er afgørende for at fastholde
lytternes interesse for programmet og dermed for reklamebudskabernes
gennemslagskraft.
De tilvejebragte oplysninger om reklamefinansiering såvel nationalt som
internationalt viser også, at et krav som det fremsatte ingenlunde er
urimeligt. Klagerens forslag er heller ikke på nogen måde uigennemsigtigt
eller uoverskueligt, men lever fuldt ud op til Konkurrencerådets krav i så
henseende.
Der er i øvrigt i Danmark tradition for et relativt højt vederlag - bl.a.
på baggrund af det beskedne befolkningsunderlag - for at sikre
rettighedshaverne et rimeligt vederlag for udnyttelsen af deres rettigheder.
Der må nødvendigvis arbejdes med to tariffer, da mange lokalradioer ikke
lever op til deres forpligtelser med hensyn til at oplyse klageren om fx
ugentlig sendetid og fonogramanvendelse.
Den af klageren som tarif I betegnede ordning betyder en fordobling af
vederlaget i henhold til kendelsen af 10. april 1987. Tarif II bør kun kunne
benyttes efter særlig aftale med Gramex, da den kræver en række
kontrolforanstaltninger for at undgå omgåelser.
Lokalradioerne har navnlig anført:
Det bestrides, at det var en kendelig forudsætning for klagerens påstand i
sagen vedrørende kendelsen af 10. april 1987, at reklamefinansiering ikke
kunne finde sted. En sådan forudsætning fremgår ikke af kendelsen, der
tværtimod fremhæver, at afgiften fastsættes som en minutafgift og ikke ud fra
lokalradioernes indtægtsforhold.
Det er ikke rigtigt, at fonogrammusikken er altafgørende for
reklamebudskabernes gennemslagskraft. Den spiller en rolle ved siden af andre
momenter, herunder lokalradioens profil, dens geografiske placering, de
personer, der formidler reklamebudskabet, og kvaliteten af reklamebudskabet i
sig selv samt en række rent tekniske forhold. I øvrigt vil en særlig stor
anvendelse af fonogrammusik give sig udslag i forøget betaling efter en
minutafgift.
Efter ophavsretslovens § 47 er det også brugen - og ikke nytten for
brugeren - der skal betales for.
Den nærmere udformning af klagerens påstand vil medføre tilfældigheder og
vilkårligheder og skabe et kompliceret, bureaukratisk system, der vil give
anledning til et utal af retstvister, og som harmonerer dårligt med
Konkurrencerådets ønsker om objektive og konsekvente retningslinier.
Hverken national eller international praksis taler for at fravige den
klare og rimelige ordning, der blev tilvejebragt i 1987.
Nævnet skal udtale følgende:
Ved kendelsen af 10. april 1987 foretrak nævnet, at afgiften, som Gramex
ønskede det, blev fastsat som en afgift pr. minut og ikke, som lokalradioerne
ønskede det, ud fra lokalradioernes indtægtsforhold.
Gramex' standpunkt i nærværende sag er alene en variant af det standpunkt,
som lokalradioerne indtog i 1987.
Efter Gramex' tarif I fordobles den hidtidige afgift, fordi
reklameradioernes indtægter antages væsentligt forøgede, og efter tarif II
sættes afgiften direkte i forhold til reklameindtægterne.
Det er imidlertid fortsat nævnets opfattelse, at betaling for den i
ophavsretslovens § 47 omhandlede anvendelse af fonogrammer, i hvert fald når
den skal fastsættes administrativt, bør ske gennem en minutafgift og ikke
gennem en afgift, der relateres til brugerens indtægtsforhold. Det gør ingen
forskel, at der i indtægterne nu vil kunne indgå betaling for reklamer.
Betaling for fonogrammusik bør efter nævnets opfattelse variere med
tidsrummet og dækningsområdet, men ikke med vedkommende lokalradios
indtægtsforhold.
Det gør ingen forskel, at fonogramanvendelsen er et vigtigt moment blandt
de mange, der kan gøre reklamering i radio attraktivt.
Det af Gramex anførte om den ændrede situation, efter at reklamer i radio
er blevet tilladt, bør således ikke føre til, at afgiften fastsættes efter
Gramex' tarif I eller tarif II.
Herefter tager nævnet de indklagedes frifindelsespåstand til følge.
Thi bestemmes:
De indklagede 67 lokalradiostationer frifindes.
Jørgen Pedersen Poul Høeg Lise Dybdahl Østerborg
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Anmeldelsespligt i henhold til konkurrencelovens § 5 (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Sagen drejer sig om Sagsøgerens krav på vederlag for brug af rettigheder i forbindelse med sagsøgtes tilrådighedsstillelse af TV og radio på sagsøgtes hospitaler med videre. Domsdatabasen · 1. september 2023
- Forslag til Lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. (Ændring af beskikkelsesperiode for DR’s bestyrelse) Retsinformation · 20. december 2022
- H.A.7.5 Indeksering til brug for tilbageregninger og fremskrivninger af vurderinger Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Forslag til Lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, lov om leje og lov om leje af almene boliger (Frit valg af tv-distributør, distribution af digital radio m.v.) Retsinformation · 27. februar 2016
- KOMMISSIONENS DELEGEREDE AFGØRELSE (EU) 2018/1007 af 25. april 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/42/EF for så vidt angår listen over havne og om ophævelse af Kommissionens beslutning 2008/861/EF (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 25. april 2018
- Alvorlig kritik: Utilsigtet adgang til oplysninger om børn Datatilsynet · 25. august 2022