Spring til indhold

Retsinformation

Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse etiske regler (* 1)

KEN nr 10055 af 14/09/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse

etiske regler (* 1)

År 1994, den 14. september afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.

93-62.109 Dansk Tandlægeforening ctr. Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 17. september 1993 har Dansk Tandlægeforening klaget

over en af Konkurrencerådet den 27. august 1993 truffet afgørelse, hvorved

rådet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1, pålagde Dansk

Tandlægeforening at ophæve foreningens etiske regler og kollegiale vedtægts

kapitel 3.2, stk. 2, om skiltning, og kapitel 3.4, stk. 4, om annoncers

størrelser.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

2.a Konkurrencerådets skrivelse af 27. august 1993 er sålydende:

»Konkurrencerådet har nu afsluttet sin vurdering af foreningens

etiske regler og kollegiale vedtægt, jf. Konkurrencerådets brev af 4. maj

1992.

Der har været afholdt § 11-forhandlinger om annonceringsbestemmelserne i

kapitel 3.2 - 3.5 og om etableringsbegrænsningerne i kapitel 4.12 og 4.13.

Som et resultat heraf har foreningen fremsendt ændringsforslag til kapitel

3.2, stk. 2, vedrørende skiltning, til kapitel 3.3, stk. 2, og 3.5, stk. 1,

vedrørende annoncens placering, til kapitel 3.4, stk. 4, vedrørende annoncens

størrelse og til kapitel 4.12 og 13 vedrørende etablering.

Endvidere har foreningen accepteret, at kapitel 3.5, stk. 2, vedrørende

særlig typografisk opsætning ophæves.

Konkurrencerådet kan acceptere ændringsforslaget til kapitel 3.3, stk. 2,

og 3.5, stk. 1, og til kapitel 4.12 og 4.13, men finder ikke, at

liberaliseringsforslagene til kapitel 3.2, stk. 2, og til kapitel 3.4, stk.

4, fuldt ud fjerner de skadelige virkninger af bestemmelserne.

På denne baggrund skal man i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1,

Læs alt

pålægge foreningen senest den 1. oktober 1993 at ophæve

skiltningsbestemmelsens stk. 2 i kapitel 3.2 og annonceringsbestemmelsens

stk. 4 i kapitel 3.4. . . . ».

2.b De bestemmelser i klagerens etiske regler og kollegiale vedtægt, som

påbudet angår, er sålydende:

»Skiltning

3.2. . . .

Stk. 2. Opsætning af flere skilte, begrundet i klinikkens særlige

beliggenhed kan finde sted med kredsbestyrelsens godkendelse. Er klinikken

beliggende i en ejendomsopgang, kræves dog ikke tilladelse til opsætning af

et skilt ved såvel ejendommens hoveddør (postadressen) som ved indgangsdøren

til klinikken.«

»Specielt om annoncering i dagblade, distriktsblade og ugeblade m.v.

3.4. . . .

Stk.4. I flerspaltede publikationer skal annoncerne være eenspaltede,

bortset fra stillingsannoncer, som må være tospaltede. Forkortelser, der kan

give anledning til forveksling med speciltandlægevirksomhed, er ikke tilladt.

Findes i publikationen en rubrik for tandlæger, skal annoncen placeres i

denne.«

2.c Under § 11-forhandlingerne har klageren foreslået de pågældende

bestemmelser ændret således:

Kapitel 3.2, stk. 2, får følgende ordlyd: »Opsætning af flere skilte,

begrundet i klinikkens særlige beliggenhed kan finde sted på relevante

steder«.

Kapitel 3.4, stk 4, får følgende ordlyd: »I flerspaltede

publikationer skal annoncerne være enspaltede, bortset fra annoncering om

nyetablering jf. kapitel 3.4. stk. 1 samt stillingsannoncer, som må være

tospaltede. Forkortelser, der . . . ».

2.d I ankenævnets kendelse af 5. juli 1993 i sagen j.nr. 92-31.254 Den

Almindelige Danske Lægeforening ctr. Konkurrencerådet udtaler ankenævnet

blandt andet.:

»De liberale erhverv indtager ikke nogen særstilling ifølge

konkurrenceloven, og de særlige hensyn til forbrugerbeskyttelse inden for

sundhedssektoren, som klageren har påberåbt sig til støtte for at opretholde

de omtvistede kollegiale regler, må antages i fornødent omfang at være

varetaget i den øvrige lovgivning, herunder især markedsføringslovens

almindelige bestemmelser og den særlige regel om reklamering i lægelovens §

21«.

2.e Af Sundhedsministeriets skrivelse af 25. oktober 1991 til

Konkurrencerådet fremgår blandt andet følgende:

» Ifølge lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger, § 16, stk. 1, må

reklamering for tandlægevirksomhed, herunder fremstilling af kunstige tænder

og tandsæt, kun ske ved meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid

samt om eventuel tilslutning til overenskomst med det offentlige.

Denne begrænsning i reklameringsadgangen skyldes navnlig, at patienterne

ikke har mulighed for at vurdere reklamens indhold. Reklamen anses på dette

område for at kunne være mere vildledende end vejledende over for

patienterne, som ikke på et så specielt område har de nødvendige

forudsætninger for at kunne bedømme den ydelse, der er tale om. . . .

Ministeriet anser det endvidere for hensigtsmæssigt, at de respektive

faglige foreninger herudover udøver en vis selvkontrol med hensyn med

reklamering m.v., f.eks gennem foreningernes kollegiale og etiske

vedtægter.«

3. Klagerens argumentation

Klageren har anført, at de pågældende bestemmelser ikke har

konkurrencemæssigt skadelige virkninger. Begge bestemmelser giver en

supplerende beskrivelse af, hvorledes der hensigtsmæssigt kan skiltes og

annonceres med udgangspunkt i tandlægelovens § 16. Det gøres således

principalt gældende, at de omhandlede bestemmelser ikke er i strid med

konkurrenceloven. Subsidiært gøres det gældende, at bestemmelserne med de

under § 11-forhandlingerne foreslåede ændringer ikke er i strid med

konkurrenceloven.

Med den under § 11-forhandlingerne foreslåede ændring beskriver kapitel

3.2, stk. 2, netop mulighederne i relation til tandlægelovens § 16, idet

opsætning af skilte uden for de i den foreslåede tekst anførte situationer

vil være i strid med intentionerne bag tandlægelovens § 16.

For så vidt angår kapitel 3.4, stk. 4, gælder, at meddelelse af de i

tandlægelovens § 16 anførte oplysninger selvsagt kan finde sted fuldt

oplysende over for patienterne i en enkeltspaltet annonce. Bestemmelsens

formål er at undgå unødvendig ressourceanvendelse inden for sundhedssektoren

samt at lægge et niveau for standens grafiske etik, som er en del af

klagerens image.

Det er også Sundhedsministeriets opfattelse, at der gælder særlige vilkår

for konkurrencen inden for sundhedssektoren. Det er således i

overensstemmelse med intentionerne bag tandlægelovens § 16, når der

kollektivt søges lagt et niveau for annonceringsvirksomhed. Der henvises i

den forbindelse til Sundhedsministeriets skrivelse af 25. oktober 1991, hvor

baggrunden for de pågældende bestemmelse i tandlægeloven beskrives. I samme

skrivelse tilslutter Sundhedsministeriet sig det ressourcebegrænsende element

i de faglige foreningers virksomhed.

4. Konkurrencerådets argumentation

Rådet har anført, at annonceringsbestemmelserne bevirker en ensartethed,

som begrænser den enkelte tandlæges mulighed for at påkalde sig omverdenens

opmærksomhed. Dette kan medføre skadelige virkninger for effektiviteten, idet

incitamentet til effektivitetsforbedringer formindskes, hvis sådanne ikke kan

meddeles forbrugerne.

Klagerens forslag om ændring af kapitel 3.2, stk. 2, er udtryk for en

liberalisering, idet opsætning af flere skilte ikke længere kræver

kredsbestyrelsens godkendelse. Men kravet om, at opsætningen skal være

begrundet i klinikkens særlige beliggenhed, er opretholdt. Dette krav

begrænser medlemmernes mulighed for ved skiltning at gøre opmærksom på deres

virksomhed i det omfang, de finder det nyttigt. Selv om skiltet ifølge

tandlægeloven kun må indeholde oplysninger om navn, stilling, adresse og

træffetid, kan det have betydning for et medlems erhvervsudøvelse - ikke

mindst for en nyetableret tandlæge. Også i den liberaliserede form lægger

bestemmelsen unødige hindringer i vejen for det enkelte medlems

erhvervsudøvelse og medfører således eller vil således kunne medføre de i

konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger for konkurrencen.

Klagerens forslag om ændring af kapitel 3.4, stk. 4, indebærer kun en

ubetydelig lempelse i forhold til den gældende bestemmelse. Det er fortsat

som hovedregel kun muligt at annoncere med enspaltede annoncer.

Liberaliseringen består i, at den afvigelse, der ifølge den gældende

bestemmelse kan finde sted ved stillingsannoncer, udvides til også at gælde

ved nyetablering, således at annoncen i disse tilfælde må fylde to spalter.

Bestemmelserne indebærer dermed stadig en ensartethed i medlemmernes

annoncering, som begrænser det enkelte medlems mulighed for at påkalde sig

omverdens opmærksomhed, hvilket som nævnt kan medføre skadelige virkninger

for effektiviteten. Nyetablerede tandlæger har ganske vist fået bedre vilkår,

idet det er blevet muligt at udskille sig fra de etablerede, men deres

annoncering er stadig lagt i snævre rammer.

Ankenævnets kendelse af 5. juli 1993 i sagen j.nr. 92-31.254 (se pkt. 2.d

ovenfor) indebærer, at liberale erhverv skal vurderes som alle andre erhverv

uden særlig hensyntagen til f.eks. et ønske om at undgå unødvendig

ressourceanvendelse inden for sundhedssektoren og at lægge et niveau for

standens grafiske etik. Disse hensyn kan ikke forenes med konkurrencelovens

formål: At fremme konkurrencen og dermed styrke effektiviteten i produktion

og omsætning af varer og tjenesteydelser.

Dette formål opnås bedst, hvis det overlades til hver enkelt

erhvervsudøver at afgøre, hvilke ressourcer der skal anvendes til

annoncering. Spørgsmålet om nødvendige ressourcer skal således ifølge

konkurrenceloven ikke afgøres kollektivt, men af den enkelte erhvervsudøver.

At Sundhedsministeriet - ligesom klageren - finder det hensigtsmæssigt, at

der gennem de kollegiale regler udøves en vis selvkontrol med hensyn til

blandt andet medlemmernes reklamering, ændrer ikke herved, idet det herved

skal bemærkes, at tandlægeloven ikke sætter grænser for annonceringens

udformning.

Tandlægelovens § 16 vedrører alene annonceringens indhold og fastsætter

ikke retningslinjer for, hvorledes de efter bestemmelsen tilladte oplysninger

meddeles. Det er klageren, der har vedtaget at begrænse medlemmernes mulighed

for at reklamere med de oplysninger, der kan meddeles i henhold til

tandlægelovens § 16. Uden begrænsningerne i klagerens etiske regler og

kollegiale vedtægts kapitel 3.2 - 3.5 ville tandlæger selv kunne afgøre

annonceringsformen. Det ville være op til den enkelte at afgøre f.eks.

skiltes placering og antal og annoncers størrelse. Bestemmelserne i kapitel

3.2, stk. 2, og 3.4, stk. 4, er således ikke fastsat ved lov og er derfor

omfattet af indgrebsbeføjelserne i konkurrencelovens §§ 11-14.

5. Ankenævnets bemærkninger

De liberale erhverv indtager ikke nogen særstilling ifølge

konkurrenceloven, og de særlige forhold, som klageren har påberåbt sig til

støtte for at opretholde de omtvistede kollegiale regler om skiltning og

annoncering, må antages i fornødent omfang at være varetaget i den øvrige

lovgivning, herunder markedsføringslovens almindelige bestemmelser og den

særlige regel om reklamering i tandlægelovens § 16, stk. 1. Over for

konkurrencelovens udtrykkelige regler kan der ikke lægges afgørende vægt på

Sundhedsministeriets udtalelse om, hvad der ligger bag tandlægelovens

reklameringsregler, og om, hvad man anser for hensigtsmæssigt med hensyn til

de faglige foreningers selvkontrol. Ankenævnet stadfæster derfor

Konkurrencerådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 27. august 1993 stadfæstes.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1995-2, s. 254-260

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter