Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse kollegiale regler (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse
kollegiale regler (* 1)
År 1995, den 9. maj afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 94-32.122
Den danske Landinspektørforening ctr. Konkurrencerådet sålydende:
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 20. maj 1994 har advokat Niels Fisch-Thomsen på vegne
Den danske Landinspektørforening (og dennes fraktion Praktiserende
Landinspektørers Forening) klaget over en af Konkurrencerådet den 2. maj 1994
meddelt afgørelse, hvorved rådet i medfør af Konkurrencelovens § 12, stk. 1,
pålagde Den danske Landinspektørforening at ophæve nogle bestemmelser i
foreningens vedtægter m.v. om licitation, vejledende honorarregler,
prisangivelser, ansættelse af og kontor- eller forretningsfællesskab med
ikke-medlemmer, skiltning samt rådgiverskift.
Klageren har påstået afgørelsen helt eller delvist ophævet.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Ankenævnet har den 22. juni 1994 afslået at tillægge klagen opsættende
virkning.
Såvel Kort- og Matrikelstyrelsen som Jordbrugsdirektoratet har afgivet
skriftlige indlæg i ankesagen til støtte for henholdsvis klagerens og rådets
påstand.
Sagen har været mundtligt forhandlet.
2.a Konkurrencerådets skrivelse af 2. maj 1994 er for så vidt angår det
påklagede pålæg sålydende:
»Konkurrencerådet har på mødet den 27. april 1994 foretaget en samlet
vurdering af Den Danske Landinspektørforenings kollegialt fastsatte regelsæt,
herunder de vejledende honorarregler.
Der har været afholdt en række § 11-forhandlinger, . . . og
foreningen har liberaliseret § 4 i Regler for henvendelse til offentligheden.
Rådet har fundet, at liberaliseringen har bragt de skadelige virkninger af
bestemmelsen til ophør, bortset fra punkt 4 vedrørende skiltning, jf.
Læs alt
nedenfor.
De øvrige bestemmelser har foreningen ikke ønsket at liberalisere, og det
er således ikke lykkedes at ophæve de i konkurrencelovens § 11 nævnte
skadelige virkninger heraf ved forhandling.
På denne baggrund har rådet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1,
besluttet at pålægge Den Danske Landinspektørforening inden udgangen af maj
måned at ophæve:
de vejledende honorarregler
§ 4, punkt 4, om skiltning og § 5, punkt 3, om prisangivelser i Regler for
henvendelse til offentligheden
§ 2 om ansættelse, kontor- eller forretningsfællesskab med ikke-medlemmer
og § 6 om licitation i den kollegiale vedtægt
§ 4, stk. 4, om rådgiverskift i vedtægt for landinspektørvirksomhed .
. .
. . . Det bemærkes, at rådet endnu engang har afvist den af Den
Danske Landinspektørforening anførte begrundelse for de vedtagelser, der
fastlægger medlemmernes honorarberegning, og dermed forhindrer
priskonkurrence: at priskonkurrence medfører kvalitetsforringelse. Rådet
finder, at de påberåbte synspunkter er tilstrækkeligt varetaget i
lovgivningen vedrørende beskikkelseskrævende arbejde. . . . ».
2.b De af Konkurrencerådets påbud omfattede bestemmelser er følgende:
a. Licitation
§ 6 i »Den danske Landinspektørforenings kollegiale vedtægt« er
sålydende:
»Medlemmerne må ikke deltage i licitation eller lignende
honorarkonkurrence om udførelse af arbejder, der kræver beskikkelse som
landinspektør. Et medlem af Praktiserende Landinspektørers Forening, der får
kendskab til sådanne udbud, skal snarest indberette dette til bestyrelsen for
sin forening.
Stk. 2. Foranstående forbud mod at deltage i licitation eller lignende
honorarkonkurrence om udførelse af arbejder, der kræver beskikkelse som
landinspektør, finder ikke anvendelse med hensyn til større
vejudskillelsesarbejder vedrørende bestående veje og andre større sager af
ganske tilsvarende karakter, for hvilke der ikke foreligger faste takster, på
betingelse af
at der foreligger et kvalificeret og fyldestgørende udbudsmateriale, der
tager hensyn til de krav, der fra Kort- og Matrikelstyrelsens side stilles
til matrikulære arbejders udførelse, og
at der i udbudet direkte anføres, at de givne tilbud kun dækker selve det
beskrevne arbejde, således at behandlingen af juridisk-matrikulære opgaver,
herunder skelproblemer, der opstår under arbejdets udførelse, uden at
forbehold fra den tilbudsgivende landinspektørs side er nødvendigt,
vederlægges særskilt efter landinspektørernes almindelige honorarregler.
»
b. Honorarer
»Vejledende Honorarregler«, fastsat af Praktiserende
Landinspektørers Forenings Takstudvalg i april 1993, fastslår i punkt 1.1, at
taksterne er vejledende, således at de af landinspektøren i særlige tilfælde
kan fraviges i op- eller nedadgående retning, hvor forholdene giver rimeligt
grundlag herfor, under udvisning af god landinspektørskik og kollegialitet,
og under hensyntagen til arbejdets kvalitet og med ansvar over for
myndighederne.
I reglerne er fastsat vejledende honorarer for arbejder med udstykning,
matrikulering og arealoverførsel (punkt 4), sammenlægning (punkt 5), andre
matrikulære arbejder (punkt 7), bygningsafsætning (punkt 8), servitutattester
m.v. (punkt 9), ejerlejligheder (punkt 10) og »huslejearealer«
(punkt 11) samt for timebetalingsarbejder (punkt 12).
Prisangivelser
§ 5, nr. 3, i »Regler for praktiserende landinspektørers henvendelse
til offentligheden« foreskriver, at henvendelser til offentligheden ikke
må »indeholde prisangivelser«.
c. Ansættelse og kontorfællesskab
§ 2 i »Den danske Landinspektørforenings kollegiale vedtægt«
foreskriver, at »Intet medlem af Den danske Landinspektørforening må
beskæftige landinspektører eller bachelorer B.S, der ikke er medlem af denne,
og intet medlem må tage arbejde hos landinspektører, der ikke er medlem af
foreningen. Intet medlem må indgå i kontor- eller forretningsfællesskab med
en landinspektør, der ikke er medlem af foreningen. Bestyrelsen kan i særlige
tilfælde dispensere fra bestemmelserne . . . ».
d. Skiltning
§ 4, nr. 4, i »Regler for praktiserende landinspektørers henvendelse
til offentligheden« foreskriver bl.a., at henvendelse til offentligheden
alene må ske »ved skiltning i tilknytning til landinspektørfirmaets
kontorsted, på firmaets biler samt på bygge- arbejdspladser, hvor firmaet
medvirker.«
e. Rådgiverskift
§ 4, stk. 4, i »Den danske Landinspektørforenings vedtægt for
landinspektørvirksomhed« er sålydende:
»Hvis en landinspektør ved overdragelsen af en opgave er vidende om
eller har grund til at tro, at samme opgave har været overdraget en kollega,
må han ikke overtage eller fortsætte med opgaven uden kollegaens samtykke,
medmindre han har sikret sig, at det økonomiske forhold mellem kollegaen og
vedkommende klient er afviklet, eller at dette er indgivet til retslig
bedømmelse. Den danske Landinspektørforenings bestyrelse kan i særlige
tilfælde dispensere fra denne bestemmelse.«
3. Klagerens argumentation
3.a Klageren har anført, at i hvert fald for så vidt angår
licitationsforbudet i den kollegiale vedtægts § 6 er sagen i realiteten en
materiel konflikt mellem Jordbrugsdirektoratet og Kort- og Matrikelstyrelsen,
der forfølger modsatrettede formål.
Jordbrugsdirektoratet er en af landets største, permanente indkøbere af
matrikulære opgaver og tilsigter at opnå en billiggørelse af de med
jordfordelingsopgaver forbundne udgifter til matrikulære berigtigelser.
Kort- og Matrikelstyrelsen har det overordnede statslige ansvar for
kvaliteten af de praktiserende landinspektørers arbejde og dermed af
ejendomsregistreringens kvalitet.
I denne interessekonflikt har Konkurrencerådet med urette ladet
Jordbrugsdirektoratets (og Konkurrencerådets egne) ønsker ganske ensidigt
nyde fremme under total tilsidesættelse af de af Kort- og Matrikelstyrelsen
(og klageren) fremførte hensyn til matrikelvæsenets kvalitet og sikkerhed.
Konkurrencelovgivningen bygger ikke på det princip, at
konkurrencebegrænsninger generelt skal betragtes som skadelige. Aftaler og
vedtagelser om konkurrencebegrænsning er ikke forbudt: men det er pålagt
Konkurrencerådet at vurdere fra tilfælde til tilfælde, om aftalte eller
vedtagne konkurrencebegrænsninger er samfundsmæssigt skadelige. De hensyn,
som taler til støtte for opretholdelse af en konkurrencebegrænsning, må
vurderes, i særdeleshed når der som her er tale om væsentlige offentlige
hensyn.
Hensynet til en tilsigtet øget konkurrence skal afvejes over for hensynet
til at bevare og sikre kvaliteten af de matrikulære ydelser. Rådet har
svigtet denne opgave, enten ved slet ikke reelt at have foretaget en sådan
afvejning eller ved helt ensidigt at have ladet hensynet til at fremme
konkurrencen dominere.
Bestemmelserne om licitation, vejledende honorarer, prisangivelser,
ansættelse og kontorfællesskab må med hensyn til deres begrundelse og
berettigelse ses som en helhed. De har som et samlet regelsæt til formål at
forhindre en kvalitetsforringelse af landinspektørernes matrikulære arbejder
- og dermed en forringelse af den offentlige ejendomsregistrering i Danmark
(matriklen) - gennem priskonkurrence for matrikulære arbejder de
praktiserende landinspektører imellem.
Klageren har påberåbt sig Monopolankenævnets kendelse af 25. april 1984 i
sagen j.nr. 20/83, Den danske Landinspektørforening ctr. Monopoltilsynet. På
grundlag af en indhentet udtalelse af 24. juni 1982 fra Matrikeldirektoratet
(nu Kort- og Matrikelstyrelsen) godkendte Monopolankenævnet dengang
licitationsreglen i Den danske Landinspektørforenings kollegiale vedtægts § 6
med bestemmelsens nuværende udformning. Monopolankenævnet lagde i sine
præmisser under henvisning til Matrikeldirektoratets udtalelse til grund,
»at anvendelse af licitation som hovedregel må anses for uhensigtsmæssig
med hensyn til matrikulære arbejder . . . ». Konkurrencerådet
påbud om ophævelse af den kollegiale vedtægts § 6 er således i direkte strid
med Monopolankenævnets kendelse af 25. april 1984.
Der er ikke i det siden Monopolankenævnets kendelse forløbne tiår
indtruffet nogen som helst ændring i det faktiske eller retlige grundlag for
denne kendelse. Landinspektørernes privatretlige og offentligretlige,
selvstændige ansvar for de matrikulære arbejders rigtighed er tværtimod
blevet udvidet. Monopolankenævnets kendelse må derfor tillægges retskraft.
Der er tale om en afgørelse fra en overordnet forvaltningsmyndighed, som er
ankeinstans, og som har afgjort en tvist mellem to parter. Skal en sådan
afgørelse ændres, må der foreligge væsentlige nye faktiske og retlige
forhold, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Under alle omstændigheder må
der tillægges en sådan kendelse betydelig præjudikatsvirkning.
Der var intet i den dagældende monopollov, som - i forhold til den
nugældende konkurrencelov - gav Monopoltilsynet og Monopolankenævnet mere
begrænsede muligheder for indgrebsbeføjelser end dem, som står til rådighed
for Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet i dag. Disse har altså ikke
større indgrebsbeføjelser, end Monopoltilsynet og Monopolankenævnet havde i
1984, og Konkurrencerådets påklagede afgørelse, der er en tilsidesættelse af
Monopolankenævnet kendelse af 25. april 1984, kan derfor ikke forklares med
en kompetenceudvidelse for Konkurrencerådet.
Der kan heller ikke trækkes nogen parallel til nærværende sag fra
Konkurrenceankenævnets kendelser vedrørende henholdsvis revisorer og læger. I
ingen af disse sager forelå nogen udtalelse fra offentlig myndighed med det
indhold, at det af Konkurrencerådet indtagne standpunkt måtte anses for
uforsvarligt i forhold til offentlige interesser.
Landinspektørernes matrikulære arbejder udviser det særkende - til forskel
fra andre liberale tjenesteydelser - at den egentlige og væsentlige modtager
af ydelsen ikke er den umiddelbare kunde, som skal betale, men det offentlige
ved Kort- og Matrikelstyrelsen.
Landinspektørerne optræder i realiteten som Kort- og Matrikeldirektoratets
forlængede arm, når der er tale om matrikulære opgaver. I udlandet varetages
matrikulære opgaver da også ofte af offentlige myndigheder, herunder
judicielle myndigheder.
Ejendomsregistreringens nøjagtighed - vedligeholdelsen af matriklens
troværdighed som offentlig registrering - er den egentlige interessebærer for
kvaliteten i landinspektørernes matrikulære arbejder. Kort- og
Matrikelstyrelsen har vendt sig mod licitationsformen af en velbegrundet
frygt for uoprettelig forringelse af matriklens nøjagtighed og kvalitet, og
klageren kan i et og alt tilslutte sig styrelsens indlæg af 19. august 1994
til ankenævnet. Styrelsen har heri anført:
»Indledningsvis bemærkes, at ifølge § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr.
925 af 18. november 1992 af lov om landinspektørvirksomhed har praktiserende
landinspektører med beskikkelse eneret til at udføre matrikulære arbejder.
Ved matrikulære arbejder forstås afsætning og opmåling af skel samt
udarbejdelse af de dokumenter, der kræves til registreringen af matrikulære
forandringer i matriklen. De praktiserende landinspektører foretager således
afmærkning og opmåling ejendomsgrænser og udarbejder grundlaget for Kort- og
Matrikelstyrelsens registrering af grænserne i matriklen. Matriklens
registrering af faste ejendomme danner blandt andet grundlag for
tinglysningsvæsenets registrering af rettigheder over fast ejendom og for
registreringen af faste ejendommes ejendomsværdi. De opgaver, som
praktiserende landinspektører varetager som matrikulære arbejder, udføres i
de fleste andre lande, som har matrikulær registrering af faste ejendomme, af
det offentlige. Også i dele af Danmark, nemlig i Sønderjylland samt i
Københavns og Frederiksberg kommuner, udføres de matrikulære arbejder, som de
praktiserende landinspektører udfører i resten af landet, udelukkende af det
offentlige, jf. herved §§ 10 og 13 i lov nr. 137 af 7. marts 1990 udstykning
og anden registrering i matriklen og § 4 i lov om landinspektørvirksomhed.
I skrivelse af 24. juni 1982 meddelte det daværende Matrikeldirektorat
Monopoltilsynet, at matrikulære arbejder efter direktoratets opfattelse i
almindelighed ikke er egnede til at blive udbudt i licitation. Direktoratet
fandt dog, at visse veldefinerede arbejder, som for eksempel udskillelse af
offentlige veje kan udbydes i licitation.
Kort- og Matrikelstyrelsen finder fortsat, at matrikulære arbejder i
almindelighed ikke er egnede til at blive udbudt i licitation. Begrundelsen
herfor er, at det nærmere omfang af matrikulære arbejder ikke kan bedømmes
med sikkerhed, før arbejdet udføres. Før nye ejendomsgrænser kan afsættes og
opmåles, må landinspektørerne fastslå eksisterende ejendomsgrænser i det
pågældende område, og tage stilling til, om grænserne er i overensstemmelse
med de i matriklen registrerede. Viser der sig at være uoverensstemmelser,
skal landinspektørerne foretage ejendomsberigtigelser eller om fornødent
afholde skelforretninger efter reglerne i udstykningslovens §§ 36 og 37.
Omfanget af arbejdet med at fastslå eksisterende ejendomsgrænser varierer
meget afhængig af kvaliteten af matrikelkortet over det pågældende område
samt af, om der tidligere er foretaget matrikulære opmålinger i området, og i
givet fald hvornår målingerne blev foretaget, da matrikulære opmålinger
tidligere ofte blev foretaget med mindre nøjagtighed. Endvidere er arbejdets
omfang afhængig af, om ejendomsgrænserne er forskudt ved hævdserhvervelser
eller som følge af naturens påvirkninger af kyster, søbredder og vandløb.
Ved udskillelse af offentlige veje i matriklen er skellene mellem vejene
og de tilstødende ejendomme ofte fastlagt ved ekspropriationsforretninger
eller fastlægges som den grænse, som vejen har henligget med gennem en
længere årrække. Der forekommer således normalt ikke betydelig tvivl af den
nævnte art, hvilket er baggrunden for, at Matrikeldirektoratet tidligere
fandt og styrelsen fortsat finder, at sådanne arbejder kan udbydes i
licitation.
Sagen for Konkurrenceankenævnet omfatter den af Jordbrugsdirektoratet
iværksatte klage over, at matrikulære berigtigelser af jordfordelinger hidtil
ikke har kunnet udbydes i licitation. Hertil bemærkes, at Kort- og
Matrikelstyrelsen finder, at matrikulære berigtigelser af jordfordelinger må
sidestilles med andre matrikulære berigtigelser af overdragelser af dele af
fast ejendom, hvor de ovennævnte forhold gør det vanskeligt at bedømme
omfanget af arbejdet, før det udføres. Styrelsen finder således ikke, at
matrikulære berigtigelser af jordfordelinger kan sidestilles med
vejudskillelsessager.
Kort- og Matrikelstyrelsen finder, at det fremførte argument, at
matrikulære ydelsers kvalitet må sikres ved foranstaltninger, som ikke kun
omfatter landinspektørforeningens medlemmer, ikke bør tillægges afgørende
vægt. Det er helt almindeligt, at faglig etik ikke alene varetages med
offentligretlige midler, men tillige af faglige sammenslutninger gennem deres
vedtægter, selvom den pågældende sammenslutning ikke omfatter alle erhvervets
udøvere.
Efter Kort- og Matrikelstyrelsens mening sikrer landinspektørlovens regler
om landinspektørers pligter og ansvar ikke fuldt ud, at matrikulære arbejder
altid udføres på betryggende måde, da styrelsen kun foretager en vis kontrol
af landinspektørernes arbejder, før matrikulære forandringer registreres i
matriklen. Styrelsen har ingen realistisk mulighed for at foretage en så
omfattende kontrol, som ville være nødvendig for at sikre, at matrikulære
arbejder i alle henseender er udført på betryggende måde. En sådan kontrol
måtte omfatte kontrolforanstaltninger, som udføres i marken. I øvrigt
bemærkes, at bestemmelsen om, at kun praktiserende landinspektører med
beskikkelse er berettiget til at udføre matrikulære arbejder, forudsætter, at
landinspektører i almindelighed er kvalificerede til at udføre sådanne
arbejder uden opsyn og kontrol fra offentlige myndigheders side.
En anden omstændighed, som begrænser mulighederne for at gøre
landinspektører ansvarlige for fejl, som de har begået, er, at fejl i
matrikulære registreringer ofte først viser sig meget lang tid efter, at
fejlen blev begået og registreringen fandt sted. Fejlene vil nemlig ofte
først vise sig, når der senere skal foretages andre matrikulære forandringer
eller der for eksempel skal opføres bygninger på de ejendomme, som fejlene
vedrører. Fejlene kan blive opdaget så længe efter, at de blev begået, at den
landinspektør, der begik fejlen, ikke længere er i live og derfor ikke kan
gøres ansvarlig for fejlen. Ulemperne, som fejlen medfører, og omkostningerne
til at berigtige fejlen vil i så fald alene berøre dem, der ejer de
ejendomme, som fejlen vedrører, på det tidspunkt hvor fejlen opdages.
Kort- og Matrikelstyrelsen finder således fortsat, at matrikulære arbejder
ikke bør kunne udbydes i licitation i videre omfang end tidligere, og
styrelsen henstiller derfor, at Konkurrenceankenævnet omgør Konkurrencerådets
pålæg om at ophæve bestemmelserne i Den danske Landinspektørforenings
vedtægter, som begrænser foreningens medlemmers muligheder for at deltage i
licitationer.«
Dette indlæg er afgivet af den eneste offentlige myndighed, der har
indsigt i de tjenesteydelser, som sagen vedrører, de matrikulære arbejder.
Kort- og Matrikelstyrelsen er den eneste offentlige myndighed, som med saglig
vægt og med et offentligt ansvar, der baserer sig på en sådan sagkundskab,
kan udtale sig om, hvad hensynet til sikkerhed og kvalitet i
ejendomsregistreringen kræver, og om, hvorvidt en åbning af adgang til
licitation eller tilsvarende priskonkurrence kan befrygtes at ville bringe
denne kvalitet og sikkerhed i fare.
Kort- og Matrikelstyrelsens udtalelse er en gentagelse - og med hensyn til
begrundelsen - en uddybning af den udtalelse fra Matrikeldirektoratet af 24.
juni 1982, som Monopolankenævnet med sin kendelse af 25. april 1984 tiltrådte
og lod indgå som en afgørende begrundelse for sin godkendelse af den
licitationsregel, som fandt sin formulering i Den danske
Landinspektørforenings kollegiale vedtægt § 6.
Klageren ser det som en meget væsentlig opgave at beskytte ikke blot
publikum, men navnlig også Kort- og Matrikelstyrelsen mod den med sikkerhed
forudseelige, men skjulte kvalitetsforringelse, som vil blive konsekvensen,
hvis matrikulære arbejder kan udbydes i licitation, og/eller hvis
landinspektørerne får mulighed for at annoncere med udfærdigelsen af
matrikulære arbejder til underpris. Risikoen er forudseelig, dels fordi
landinspektører, der må gå væsentligt ned i pris for at sikre sig opgaven, må
befrygtes at ville kompensere herfor gennem en ringere og mere overfladisk
udførelse af opgaven, dels fordi kunden ikke er i stand til at kontrollere
kvaliteten og dybden af landinspektørens undersøgelser før udførelsen af
måle- og tegnearbejdet og - hvad værre er - måske heller ikke er så
interesseret i kvaliteten, hvis han kan reducere sine udgifter.
Den store taber vil derfor blive den offentlige matrikel, fordi et sjusket
»discount landinspektørarbejde« hurtigt vil føre til en udhuling af
sikkerheden i ejendomsregistreringen.
Da landinspektørens undersøgelses- og berigtigelsespligt ved almindelige
matrikulære arbejder - i modsætning til de i vedtægtens § 6 omhandlede
»større vejudskillelsesarbejder« - typisk kan udgøre en meget
væsentlig del af landinspektørens arbejde, og da undersøgelses- og
berigtigelsespligten ydermere er meget forskelligt fra sag til sag og er
ganske uforudsigelig, vil en adgang til ved en licitation at tage forbehold
om særskilt honorering for »ekstraarbejde« ikke kunne gøre
licitation anvendelig. Det ville nemlig føre til det generelt helt
utilfredsstillende resultat, at licitationen ville komme til at foregå på den
del af arbejdet, som typisk men uforudsigeligt alene ville udgøre en
forholdsvis mindre del af det samlede arbejde. Et licitationssystem,
hvorunder jævnligt den største del af arbejdet er undtaget som dækket af
forbehold om betaling for ekstraarbejde, ville være en anomali - eller føre
til konkurrence baseret på omfanget af sådanne forbehold - med
kvalitetsforringelse af det matrikulære arbejde som sikker konsekvens.
Risikoen for skadevirkninger for ejendomregistreringen (matriklen) i
Danmark kan ikke imødegås ved, at det står enhver landinspektør frit for, om
vedkommende vil deltage i en licitation, men alene gennem et
licitationsforbud eller en licitationsregulering som vedtægtens § 6. Regler i
vedtægtens § 6 skal yde matrikelvæsenet beskyttelse mod kvalitetsforringelse
fra den omsætningsivrige, men hvad angår kvalitet, nøjagtighed og omhu mindre
nidkære landinspektør.
Det er klagerens opfattelse, at Jordbrugsdirektoratet helt ensidigt
forfølger et ønske om gennem licitation at opnå en billiggørelse af
direktoratets udgifter til matrikulære berigtigelser og herigennem opnå
besparelser inden for direktoratets budgetramme. Denne indstilling er for så
vidt forståelig: men der er fra direktoratets side tale om et partsindlæg
afgivet af en af landets største, permanente indkøbere af matrikulære
opgaver, og denne part har næppe større ønsker om eller respekt for
nøjagtigheden i de matrikulære arbejders gennemførelse end den private
»indkøber« af matrikulære opgaver. Kort- og Matrikelstyrelsens
indlæg bør heroverfor opfattes som en offentlig myndigheds neutrale og
saglige udtalelse.
Når det er Jordbrugsdirektoratets opfattelse, at der bør indføjes en ny
undtagelse vedrørende enten jordfordelingssager eller matrikulære arbejder på
landet, må der ligge en erkendelse af, at licitation kan medføre en
kvalitetsforringelse, der imidlertid betragtes som uden betydning på de
pågældende områder.
Jordbrugsdirektoratet har givet udtryk for, at nøjagtighedskravet ikke kan
tillægges samme vægt for landbrugsejendomme. Med den hastighed, som den
bymæssige udvikling har haft i en årrække og må forventes fortsat at have, er
det imidlertid utænkeligt, at ikke dele af de af jordfordelingerne omfattede
områder bliver inddraget i byudvidelser med større udstykninger i
småparceller.
3.b Det er en væsentlig ting, at en landinspektørs honorar først
fastsættes, efter at opgaven er fuldført. Dette udelukker, at ukendskab til
en given opgaves omfang fører til sjusk i forbindelse med dennes udførelse.
En efterfølgende prisfastsættelse udelukker ikke konkurrence mellem
landinspektører. En landinspektør kan f.eks. blive kendt for at være billig.
Hertil kommer, at vejledende takster sikrer gennemsigtighed og
forbrugerbeskyttelse, idet forbrugerne dermed får mulighed for at sammenligne
landinspektørernes honorarkrav med de vejledende takster.
Klageren må have adgang til at opretholde sine vejledende takster, som -
naturligvis med anmeldelse til og under kontrol af Konkurrencerådet - i
almindelighed giver landinspektøren mulighed for at udvise den omhu og
grundighed ved sine matrikulære arbejder, som hensynet til matriklen fordrer.
En priskonkurrence på matrikulære arbejder vil have uheldige, måske
ødelæggende konsekvenser for ejendomsregistreringen.
Klageren har herved erklæret i det hele at ville acceptere, at forbudet
mod prisangivelser m.v. begrænses til matrikulære opgaver.
3.c Skal klageren have mulighed for at forhindre de skadelige konsekvenser
af et »discount system«, må klageren også have mulighed for at
håndhæve sine regler. Et landinspektørfirma, hvor en partner er medlem, skal
ikke kunne unddrage sig overholdelsen af reglerne ved at optage en partner,
som ikke er medlem, eller ved at ansætte en landinspektør, som ikke er
medlem, bl.a. med det formål, at denne som ikke-medlem af foreningen bag
landinspektørfirmaet kan deltage i licitation eller foretage underbud eller
stå for den prisannoncering, der ikke er tilladt for medlemmer. Dette
begrunder reglen i den kollegiale vedtægts § 2 om ansættelse og
kontorfællesskab.
3.d Begrænsningen i adgangen til skiltning har en rimelig sammenhæng med
landinspektørfirmaernes typiske geografiske placering, og en ophævelse tjener
ikke noget rimeligt formål som vejledning af publikum.
3.e Bestemmelsen om rådgiverskift er både rimelig og hensigtsmæssig. Intet
berettiget hensyn kan tale for at gøre det nemmere for en kunde at »løbe
fra regningen«, og bestemmelsen er for kunderne en fordel, fordi den i
praksis ofte gør det overflødigt for landinspektøren at kræve depositum før
opgavens udførelse.
4. Konkurrencerådets argumentation
4.a Konkurrencerådet har anført, at hensynet til en øget konkurrence er
afvejet over for hensynet til at bevare og sikre kvaliteten af de matrikulære
ydelser. At der foreligger en materiel konflikt mellem to offentlige
myndigheder skyldes alene, at Jordbrugsdirektoratet i sin egenskab af klager
over licitationsforbudet tilfældigvis er en offentlig myndighed. Dette
forhold gør ikke sagen »enestående« i forhold til tidligere trufne
afgørelser om andre liberale erhverv.
Priskonkurrence medfører i sig selv ikke kvalitetsforringelse. Matrikulære
arbejder må ifølge udstykningsloven kun udføres af en beskikket landinspektør
med de hertil knyttede forpligtelser i henhold til landinspektørloven. I
henhold til dennes § 7 skal landinspektører udføre deres hverv med omhu og
nøjagtighed og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til
klienternes tarv tilsiger. Tilsidesættelse heraf kan medføre sanktioner i
form af advarsler, bøder eller frakendelse af beskikkelsen. Der er derfor i
lovgivningen vedrørende matrikelvæsenet taget hensyn til, at der er tale om
et specielt arbejde, som skal være udført korrekt og nøjagtigt, og som
køberen af ydelsen normalt ikke kan og/eller vil kontrollere kvaliteten af.
Kravene til landinspektørydelsernes kvalitet må anses at være fuldt
tilgodeset gennem denne lovgivning. Dette er indgået i rådets vurdering af de
bestemmelser i de kollegiale regler, som begrænser priskonkurrencen mellem
foreningens medlemmer.
Monopoltilsynets vurdering af licitationsforbudet og Monopolankenævnets
kendelse af 25. april 1984 skal ses i lyset af, at Monopolankenævnet
tidligere havde afvist at anvende monopolloven fuldt ud over for de liberale
erhverv. Ankenævnet ophævede i overensstemmelse hermed ved sin kendelse af
18. december 1978 Monopoltilsynets pålæg til Advokatrådet om at ophæve de af
rådet fastsatte annonceringsregler, bl.a. om forbud mod prisannoncering.
Nævnet henviste til, at der i liberale erhverv er tradition for
tilbageholdenhed, og at gennemførelse af en mere aktiv priskonkurrence ville
rejse betydelige spørgsmål om beskrivelsen af ydelserne og om sikring af
deres lødighed.
Som følge af ankenævnskendelsen afgav Monopoltilsynet en indberetning til
handelsministeren om advokaters annonceringsregler i medfør af monopollovens
§ 14. (Denne bestemmelse gav Monopoltilsynet mulighed for at afgive
indberetning, hvis skadelige virkninger ikke kunne bringes til ophør i medfør
af bestemmelserne i §§ 11 og 12, eller hvis andre fremgangsmåder skønnedes at
være mere hensigtsmæssige.) Baggrunden for indberetningen var, at kendelsen
efter tilsynets opfattelse indebar, at tilsynet ikke blot for advokatstanden,
men også for andre liberale erhverv ikke havde samme muligheder for at ophæve
eller ændre traditionsbestemte begrænsninger i reklamering og annoncering,
herunder særligt prisannoncering, som tilsynet havde over for andre
erhvervsområder.
Det var på denne baggrund, Monopoltilsynet accepterede, at
licitationsforbudet opretholdtes på betingelse af, at det blev tilladt at
deltage i licitation vedrørende visse vejudskillelsesarbejder.
Monopoltilsynet kunne imidlertid ikke fuldt ud acceptere vilkårene for
medlemmernes deltagelse ved licitation på vejudskillelsesarbejder, hvilket
var anledningen til, at bestemmelsen i den kollegiale vedtægts § 6 blev
indbragt for ankenævnet.
Monopolloven er nu afløst af konkurrenceloven. Denne ændring er indtrådt
siden Monopolankenævnets kendelse i 1984. Ved konkurrencelovens ikrafttræden
besluttede Konkurrencerådet at foretage en generel vurdering af
konkurrencebegrænsningerne i de liberale erhverv, idet der med
konkurrenceloven er sket væsentlige ændringer i det retlige grundlag i
forhold til monopolloven. De faktiske forhold er også undergået ændringer.
Liberale erhverv er typisk tjenesteydende erhverv, og kvaliteten af
ydelserne må sikres ved bl.a. de erhvervsudøvendes uddannelse. Dette gælder
også for landinspektører, der ikke adskiller sig fra andre liberale erhverv,
hvor der findes en autorisationsordning. Det er ikke et særkende for
landinspektørers arbejde, at det offentlige er den egentlige interessebærer.
Dette gælder eksempelvis også revisorer, der er offentlighedens
tillidsrepræsentant under udøvelse af revision.
Konkurrencerådet har haft hensynet til kvaliteten af landinspektørernes
arbejde for øje. Således er Kort- og Matrikelstyrelsens høringssvar indgående
refereret i notat til forelæggelse i rådet, inden dette traf sin afgørelse.
Det meddelte og påklagede pålæg er i fuld overensstemmelse med den
retstilstand, der er fastslået ved de hidtil af Konkurrenceankenævnet afsagte
kendelser inden for de liberale erhverv.
Konkurrenceankenævnet stadfæstede således ved kendelse af 23. marts 1993
(j.nr. 92-62.713) rådets pålæg til Foreningen af Statsautoriserede Revisorer
om at ophæve en bestemmelse om, at det ikke er tilladt at modtage eller yde
provision i noget retsforhold eller mellemværende, der vedrører klienten.
Foreningen havde bl.a. henvist til, at ophævelse af bestemmelsen ville
medføre risiko for kvalitetsforringelse for de revisorer, der typisk ville
anvende revisormæglere, idet revisoren i hvert fald de første år kunne være
tilbøjelig til at bringe sin arbejdsindsats og dermed arbejdets kvalitet ned
under sædvanlig faglig standard. Ankenævnet afviste, at revisorens udgifter
til mægleren indebærer risiko for forringelse af arbejdet, idet investeringen
tværtimod i sig selv kan være et incitament til at udføre et fagligt
kvalificeret arbejde.
Under behandlingen af Den Almindelige Danske Lægeforenings klage over, at
Konkurrencerådet havde fundet foreningens annonceringsregler omfattet af
konkurrencelovens § 11, henviste foreningen bl.a. til, at der under
monopolloven var praksis for at anerkende reklameringsrestriktioner inden for
liberale erhverv. Hertil bemærkede Konkurrenceankenævnet ved kendelse af 5.
juli 1993 (j.nr. 92-31.254), at de liberale erhverv ikke indtager nogen
særstilling ifølge konkurrenceloven, og at de påberåbte hensyn til
forbrugerbeskyttelse må antages at være varetaget i markedsføringsloven og
lægeloven.
Ved ankenævnets kendelse af 14. september 1994 (j.nr. 93-62.109) i en sag
mellem Dansk Tandlægeforening og Konkurrencerådet blev rådets påbud til
foreningen om at ophæve to bestemmelser stadfæstet. Ankenævnet bemærkede
bl.a., at der over for konkurrencelovens udtrykkelige regler ikke kan lægges
afgørende vægt på Sundhedsministeriets udtalelse om, hvad der ligger bag
tandlægelovens reklameringsregler, og om, hvad man anser for hensigtsmæssigt
med hensyn til faglige foreningers selvkontrol.
På området gælder endvidere Finansministeriets cirkulære om udlicitering
af statslige drifts- og anlægsopgaver og rådets direktiv 92/50/EØF af 18.
juni 1992 om indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler.
Der vil ofte være usikkerhed om omfanget af et matrikulært arbejde. Dette
kan imidlertid søges afklaret i udbuds- og tilbudsmaterialet. Det er således
ganske normalt, at ekstraarbejder honoreres særskilt. Hvis landinspektører
finder det vanskeligt at udarbejde licitationstilbud eller annoncere med
priser, vil de afstå herfra. Rådets pålæg retter sig ikke imod en sådan
beslutning, men mod de af klageren vedtagne forbud, der fratager det enkelte
medlem muligheden for at handle ud fra sin egen vurdering af markedet.
Licitationsforbudet forhindrer de medlemmer, som føler sig i stand til at
vurdere omfang og risiko - hvilket f. eks. kunne være tilfældet ved
specialisering i jordfordelingssager - ved at afgive bud på en licitation, og
dette er baggrunden for det meddelte pålæg om ophævelse.
4.b Landinspektørernes vejledende honorarregler medfører en normering af
prisdannelsen, der fører til ensartet prisadfærd og en neutralisering af
priskonkurrencen. De vejledende honorarregler blokerer herved for en
udvikling, hvor de enkelte virksomheder motiveres til at fastsætte priser,
der svarer til egne omkostningsforhold og deres egen vurdering af
markedsforholdene. Derved hæmmes en effektivitetsbaseret udvikling af
erhvervsstrukturen, hvor de virksomheder, der er mest effektive, fortrænger
de mindre effektive fra markedet. De vejledende takster kan ikke tjene en
væsentlig forbrugerbeskyttelsesinteresse, da et fælles prissystem som
hovedregel vil medføre et niveau, som sikrer, at den mindst effektive
overlever, hvilket ikke kan være i forbrugernes interesse. At taksten kun er
vejledende og vil kunne fraviges, gælder kun i særlige tilfælde. Fravigelse
af taksterne kræver således en særlig begrundelse. På dette punkt er rådets
afgørelse i fuld overensstemmelse med ankenævnets kendelse af 10. november
1994 (j.nr. 93-32.741) i en sag mellem Advokatrådet og Konkurrencerådet,
hvorved nævnet stadfæstede rådets afgørelse i henhold til konkurrencelovens §
11 for så vidt angik advokaternes vejledende salærregler.
Forbuddet mod prisannoncering begrænser incitamentet til priskonkurrence
og vanskeliggør nyetableringer med deraf følgende skadelige virkninger for
effektiviteten. Landinspektørydelser er ikke af en sådan karakter, at de ikke
kan prissættes på forhånd, og at prisannoncering alene af den grund skulle
være udelukket. Det har da også været muligt at fastsætte vejledende takster
for en række forskellige arbejdsopgaver dækkende en betydelig del af
omsætningen.
4.c For så vidt angår vedtægternes forbud mod ansættelse af og
kontorfællesskab med landinspektører, der ikke er medlem af foreningen, har
rådet anført, at denne regel klart er urimeligt konkurrencebegrænsende.
4.d Bestemmelsen om skiltning virker strukturbevarende og utidsvarende
bl.a. ved at cementere den i branchen gældende kutyme, at lokale opgaver bør
udføres af lokal landinspektør. Bestemmelsen vanskeliggør også
nyetableringer.
4.e I henhold til konkurrencelovens bestemmelser om fremme af konkurrencen
og effektiviteten må det betragtes som usagligt at udelukke en erhvervsudøver
fra at påtage sig opgaver for en klient, som har et økonomisk mellemværende
med en kollega. Advokatnævnet har da også i en kendelse af 17. marts 1994
udtalt, at overtrædelse af en tilsvarende bestemmelse i »Regler om god
advokatskik« ikke i almindelighed kan anses for en overtrædelse af god
advokatskik efter retsplejelovens § 126.
5. Jordbrugsdirektoratets argumentation
Direktoratet har anført, at jordfordelingssager ikke kan sidestilles med
almindelige arbejder, der ikke kan gøres til genstand for licitation. For
jordfordelingssager gælder et særligt retsgrundlag, som bl.a. betyder, at
landinspektørerne har et væsentligt reduceret ansvar sammenlignet med det, de
har for almindelig arbejder.
Hertil kommer, at grundlaget for de matrikulære arbejder i jordfordelinger
er baseret på et større antal standardiserede aftaler
(jordfordelingsoverenskomster) samt standardiserede vilkår for regulering af
eventuelle afvigelser m.v.
Jordbrugsdirektoratet bærer det fulde ansvar - retligt og økonomisk - for
sagens gennemførelse.
De praktiserende landinspektører, som Jordbrugsdirektoratet anvender, er
endvidere vant til at vurdere omfang og risiko for eventuelle ekstraarbejder.
De må derfor forventes at være i stand til at afgive tilbud, som inkluderer
en sådan risiko for merarbejder.
Jordfordelingssagernes antal og fortløbende udbud giver endvidere et
incitament til, at landinspektørerne kan specialisere sig og derved opnå en
sikkerhed, produktivitet og konkurrencedygtighed, som kan komme såvel udbyder
som efterspørgere til gode.
I relation til licitationsspørgsmålet kan jordfordelingssager ikke
sammenlignes med private arealoverførselssager. Disse omfatter 3-4 ejendomme,
hvorimod jordfordelingssager omfatter op til 50 ejendomme.
En modstand mod licitation baseret på risikoen for, at landinspektører vil
overtræde reglerne i landinspektørloven, kan ikke tillægges vægt.
Udgangspunktet må være, at landets love vil blive overholdt ikke mindst af
faggrupper, der udfører monopoliseret arbejde.
Direktoratet har henvist til, at Kort- og Matrikelstyrelsen i
»Vejledning om matrikulære arbejder« af 28. februar 1991 bl.a. har
anført:
»I forbindelse med udstykning, matrikulering og arealoverførsel kan
det være nødvendigt, at landinspektøren foretager undersøgelse af
skelforholdene på stedet. Undersøgelsen bør omfatte bestående skel for de
berørte matr.nre. inden for en rimelig afstand fra de nye skel og må
foretages i det omfang, landinspektøren skønner nødvendigt i det enkelte
tilfælde i overensstemmelse med god landinspektørskik«.
Undersøgelsespligten er således ikke nærmere kvantificeret. Det er alene
op til landinspektøren at vurdere omfanget af undersøgelsesarbejdet under
hensyn til god landinspektørskik.
Kort- og Matrikelstyrelsen har således ved udarbejdelsen af ovennævnte
vejledning haft fuld tillid til, at landinspektørlovens regler om bl.a.
landinspektørernes pligter og ansvar er fuldt tilstrækkelig til at sikre, at
de matrikulære arbejder i alle henseender udføres på betryggende måde.
Jordfordelingssager omhandler omlægninger af arealer mellem
landbrugsejendomme, hvor nøjagtighedskravet ikke kan tillægges samme vægt, og
hvor m2-prisen/hektarprisen er væsentligt mindre end i byområder.
6. Ankenævnets bemærkninger
Som det tidligere gentagne gange er blevet fastslået af
Konkurrenceankenævnet - jf. således nævnets kendelser af 5. juli 1993 (j.nr.
92-31.254), 14. september 1994 (j.nr. 93-62.109) og 10. november 1994 (j.nr.
93-32.741) - indtager de liberale erhverv ikke nogen særstilling ifølge
konkurrenceloven. En sådan særstilling havde Monopolankenævnet derimod
tillagt disse erhverv under monopolloven. Ankenævnet kan derfor allerede af
denne grund ikke tillægge Monopolankenævnets kendelse af 25. april 1984
retskraft eller nogen særlig præjudikatvirkning for de nu påklagede forhold.
Med henvisning til, hvad Konkurrencerådet har anført vedrørende hver af de
kollegiale bestemmelser og regler, som det påklagede pålæg retter sig imod,
må ankenævnet i det hele være enig med rådet i, at disse bestemmelser og
regler vil kunne medføre sådanne skadelige virkninger for konkurrencen, at
betingelserne for i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1, jf. § 11, at
meddele pålæg som sket umiddelbart er opfyldt.
Spørgsmålet er herefter alene, om de særlige matrikulære hensyn, som
klageren navnlig har påberåbt sig, heroverfor kan begrunde, at pålægget om
ophævelse desuagtet ikke kan nedlægges.
I loven om landinspektørvirksomhed er der opstillet en række sanktionerede
krav om uddannelse, autorisation og habilitet samt om omhu og nøjagtighed i
hvervets udførelse. Idet bemærkes, at priskonkurrence ikke med sikkerhed
medfører nogen kvalitetsforringelse, finder også ankenævnet, at de særlige
matrikulære hensyn er tilstrækkeligt tilgodeset ved denne lovgivning. Over
for konkurrencelovens klare bestemmelser måtte det derfor kræve særlig
lovhjemmel, hvis der skulle gøres begrænsninger i konkurrenceforholdene inden
for et givet erhvervsområde - som det f.eks. nu er sket ved lov nr. 257 af
19. april 1995 om ændring af loven om udøvelse af lægegerning, hvorved der på
baggrund af rådets påbud om ophævelse af de kollegiale reglers bestemmelser
om annoncering, jf. ankenævnets førnævnte kendelse af 5. juli 1993, indsættes
særlige bestemmelser i denne lov om lægers adgang til at reklamere for deres
virksomhed. I hvert fald bør sådan begrænsning ikke kunne ske alene ved
kollegialt fastsatte regler.
Efter det således anførte finder ankenævnet, at Konkurrencerådet har haft
den fornødne hjemmel til at meddele pålæg til klageren som sket, og
stadfæster derfor i det hele rådets afgørelse.
Konkurrencerådets afgørelse af 2. maj 1994 stadfæstes.
Officielle noter
(1) Konkurrencerådet:
Dokumentation 1995-2, s. 288-308
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Delafgørelse i sag om konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling på markedet for værdihåndtering i Danmark, og hvorvidt der var et ansvarsgrundlag Domsdatabasen · 30. august 2021
- Forhandling om udarbejdelse af forhandlerantagelsesbetingelser (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Indgreb over for dyrlægernes kollegiale regler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Regler om sikkerhedsstillelse ikke omfattet af konkurrencelovens § 11 (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Ikke indgreb over for leveringsstandsning (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Samordnet praksis - leveringsnægtelse (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
Lignende dokumenter
- Stadfæstelse af Konkurrencerådets afgørelse om optagelse af forhandling med Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Ikke opsættende virkning af klage over pålæg (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Indgreb over for dyrlægernes kollegiale regler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse etiske regler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Aftale om salærdeling anmeldelsespligtig (* 1) Retsinformation · 24. september 1997