Spring til indhold

Retsinformation

Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse kollegiale regler (* 1)

KEN nr 50844 af 09/05/1995Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse

kollegiale regler (* 1)

År 1995, den 9. maj afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 94-32.122

Den danske Landinspektørforening ctr. Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 20. maj 1994 har advokat Niels Fisch-Thomsen på vegne

Den danske Landinspektørforening (og dennes fraktion Praktiserende

Landinspektørers Forening) klaget over en af Konkurrencerådet den 2. maj 1994

meddelt afgørelse, hvorved rådet i medfør af Konkurrencelovens § 12, stk. 1,

pålagde Den danske Landinspektørforening at ophæve nogle bestemmelser i

foreningens vedtægter m.v. om licitation, vejledende honorarregler,

prisangivelser, ansættelse af og kontor- eller forretningsfællesskab med

ikke-medlemmer, skiltning samt rådgiverskift.

Klageren har påstået afgørelsen helt eller delvist ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Ankenævnet har den 22. juni 1994 afslået at tillægge klagen opsættende

virkning.

Såvel Kort- og Matrikelstyrelsen som Jordbrugsdirektoratet har afgivet

skriftlige indlæg i ankesagen til støtte for henholdsvis klagerens og rådets

påstand.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2.a Konkurrencerådets skrivelse af 2. maj 1994 er for så vidt angår det

påklagede pålæg sålydende:

»Konkurrencerådet har på mødet den 27. april 1994 foretaget en samlet

vurdering af Den Danske Landinspektørforenings kollegialt fastsatte regelsæt,

herunder de vejledende honorarregler.

Der har været afholdt en række § 11-forhandlinger, . . . og

foreningen har liberaliseret § 4 i Regler for henvendelse til offentligheden.

Rådet har fundet, at liberaliseringen har bragt de skadelige virkninger af

bestemmelsen til ophør, bortset fra punkt 4 vedrørende skiltning, jf.

Læs alt

nedenfor.

De øvrige bestemmelser har foreningen ikke ønsket at liberalisere, og det

er således ikke lykkedes at ophæve de i konkurrencelovens § 11 nævnte

skadelige virkninger heraf ved forhandling.

På denne baggrund har rådet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1,

besluttet at pålægge Den Danske Landinspektørforening inden udgangen af maj

måned at ophæve:

de vejledende honorarregler

§ 4, punkt 4, om skiltning og § 5, punkt 3, om prisangivelser i Regler for

henvendelse til offentligheden

§ 2 om ansættelse, kontor- eller forretningsfællesskab med ikke-medlemmer

og § 6 om licitation i den kollegiale vedtægt

§ 4, stk. 4, om rådgiverskift i vedtægt for landinspektørvirksomhed .

. .

. . . Det bemærkes, at rådet endnu engang har afvist den af Den

Danske Landinspektørforening anførte begrundelse for de vedtagelser, der

fastlægger medlemmernes honorarberegning, og dermed forhindrer

priskonkurrence: at priskonkurrence medfører kvalitetsforringelse. Rådet

finder, at de påberåbte synspunkter er tilstrækkeligt varetaget i

lovgivningen vedrørende beskikkelseskrævende arbejde. . . . ».

2.b De af Konkurrencerådets påbud omfattede bestemmelser er følgende:

a. Licitation

§ 6 i »Den danske Landinspektørforenings kollegiale vedtægt« er

sålydende:

»Medlemmerne må ikke deltage i licitation eller lignende

honorarkonkurrence om udførelse af arbejder, der kræver beskikkelse som

landinspektør. Et medlem af Praktiserende Landinspektørers Forening, der får

kendskab til sådanne udbud, skal snarest indberette dette til bestyrelsen for

sin forening.

Stk. 2. Foranstående forbud mod at deltage i licitation eller lignende

honorarkonkurrence om udførelse af arbejder, der kræver beskikkelse som

landinspektør, finder ikke anvendelse med hensyn til større

vejudskillelsesarbejder vedrørende bestående veje og andre større sager af

ganske tilsvarende karakter, for hvilke der ikke foreligger faste takster, på

betingelse af

at der foreligger et kvalificeret og fyldestgørende udbudsmateriale, der

tager hensyn til de krav, der fra Kort- og Matrikelstyrelsens side stilles

til matrikulære arbejders udførelse, og

at der i udbudet direkte anføres, at de givne tilbud kun dækker selve det

beskrevne arbejde, således at behandlingen af juridisk-matrikulære opgaver,

herunder skelproblemer, der opstår under arbejdets udførelse, uden at

forbehold fra den tilbudsgivende landinspektørs side er nødvendigt,

vederlægges særskilt efter landinspektørernes almindelige honorarregler.

»

b. Honorarer

»Vejledende Honorarregler«, fastsat af Praktiserende

Landinspektørers Forenings Takstudvalg i april 1993, fastslår i punkt 1.1, at

taksterne er vejledende, således at de af landinspektøren i særlige tilfælde

kan fraviges i op- eller nedadgående retning, hvor forholdene giver rimeligt

grundlag herfor, under udvisning af god landinspektørskik og kollegialitet,

og under hensyntagen til arbejdets kvalitet og med ansvar over for

myndighederne.

I reglerne er fastsat vejledende honorarer for arbejder med udstykning,

matrikulering og arealoverførsel (punkt 4), sammenlægning (punkt 5), andre

matrikulære arbejder (punkt 7), bygningsafsætning (punkt 8), servitutattester

m.v. (punkt 9), ejerlejligheder (punkt 10) og »huslejearealer«

(punkt 11) samt for timebetalingsarbejder (punkt 12).

Prisangivelser

§ 5, nr. 3, i »Regler for praktiserende landinspektørers henvendelse

til offentligheden« foreskriver, at henvendelser til offentligheden ikke

må »indeholde prisangivelser«.

c. Ansættelse og kontorfællesskab

§ 2 i »Den danske Landinspektørforenings kollegiale vedtægt«

foreskriver, at »Intet medlem af Den danske Landinspektørforening må

beskæftige landinspektører eller bachelorer B.S, der ikke er medlem af denne,

og intet medlem må tage arbejde hos landinspektører, der ikke er medlem af

foreningen. Intet medlem må indgå i kontor- eller forretningsfællesskab med

en landinspektør, der ikke er medlem af foreningen. Bestyrelsen kan i særlige

tilfælde dispensere fra bestemmelserne . . . ».

d. Skiltning

§ 4, nr. 4, i »Regler for praktiserende landinspektørers henvendelse

til offentligheden« foreskriver bl.a., at henvendelse til offentligheden

alene må ske »ved skiltning i tilknytning til landinspektørfirmaets

kontorsted, på firmaets biler samt på bygge- arbejdspladser, hvor firmaet

medvirker.«

e. Rådgiverskift

§ 4, stk. 4, i »Den danske Landinspektørforenings vedtægt for

landinspektørvirksomhed« er sålydende:

»Hvis en landinspektør ved overdragelsen af en opgave er vidende om

eller har grund til at tro, at samme opgave har været overdraget en kollega,

må han ikke overtage eller fortsætte med opgaven uden kollegaens samtykke,

medmindre han har sikret sig, at det økonomiske forhold mellem kollegaen og

vedkommende klient er afviklet, eller at dette er indgivet til retslig

bedømmelse. Den danske Landinspektørforenings bestyrelse kan i særlige

tilfælde dispensere fra denne bestemmelse.«

3. Klagerens argumentation

3.a Klageren har anført, at i hvert fald for så vidt angår

licitationsforbudet i den kollegiale vedtægts § 6 er sagen i realiteten en

materiel konflikt mellem Jordbrugsdirektoratet og Kort- og Matrikelstyrelsen,

der forfølger modsatrettede formål.

Jordbrugsdirektoratet er en af landets største, permanente indkøbere af

matrikulære opgaver og tilsigter at opnå en billiggørelse af de med

jordfordelingsopgaver forbundne udgifter til matrikulære berigtigelser.

Kort- og Matrikelstyrelsen har det overordnede statslige ansvar for

kvaliteten af de praktiserende landinspektørers arbejde og dermed af

ejendomsregistreringens kvalitet.

I denne interessekonflikt har Konkurrencerådet med urette ladet

Jordbrugsdirektoratets (og Konkurrencerådets egne) ønsker ganske ensidigt

nyde fremme under total tilsidesættelse af de af Kort- og Matrikelstyrelsen

(og klageren) fremførte hensyn til matrikelvæsenets kvalitet og sikkerhed.

Konkurrencelovgivningen bygger ikke på det princip, at

konkurrencebegrænsninger generelt skal betragtes som skadelige. Aftaler og

vedtagelser om konkurrencebegrænsning er ikke forbudt: men det er pålagt

Konkurrencerådet at vurdere fra tilfælde til tilfælde, om aftalte eller

vedtagne konkurrencebegrænsninger er samfundsmæssigt skadelige. De hensyn,

som taler til støtte for opretholdelse af en konkurrencebegrænsning, må

vurderes, i særdeleshed når der som her er tale om væsentlige offentlige

hensyn.

Hensynet til en tilsigtet øget konkurrence skal afvejes over for hensynet

til at bevare og sikre kvaliteten af de matrikulære ydelser. Rådet har

svigtet denne opgave, enten ved slet ikke reelt at have foretaget en sådan

afvejning eller ved helt ensidigt at have ladet hensynet til at fremme

konkurrencen dominere.

Bestemmelserne om licitation, vejledende honorarer, prisangivelser,

ansættelse og kontorfællesskab må med hensyn til deres begrundelse og

berettigelse ses som en helhed. De har som et samlet regelsæt til formål at

forhindre en kvalitetsforringelse af landinspektørernes matrikulære arbejder

- og dermed en forringelse af den offentlige ejendomsregistrering i Danmark

(matriklen) - gennem priskonkurrence for matrikulære arbejder de

praktiserende landinspektører imellem.

Klageren har påberåbt sig Monopolankenævnets kendelse af 25. april 1984 i

sagen j.nr. 20/83, Den danske Landinspektørforening ctr. Monopoltilsynet. På

grundlag af en indhentet udtalelse af 24. juni 1982 fra Matrikeldirektoratet

(nu Kort- og Matrikelstyrelsen) godkendte Monopolankenævnet dengang

licitationsreglen i Den danske Landinspektørforenings kollegiale vedtægts § 6

med bestemmelsens nuværende udformning. Monopolankenævnet lagde i sine

præmisser under henvisning til Matrikeldirektoratets udtalelse til grund,

»at anvendelse af licitation som hovedregel må anses for uhensigtsmæssig

med hensyn til matrikulære arbejder . . . ». Konkurrencerådet

påbud om ophævelse af den kollegiale vedtægts § 6 er således i direkte strid

med Monopolankenævnets kendelse af 25. april 1984.

Der er ikke i det siden Monopolankenævnets kendelse forløbne tiår

indtruffet nogen som helst ændring i det faktiske eller retlige grundlag for

denne kendelse. Landinspektørernes privatretlige og offentligretlige,

selvstændige ansvar for de matrikulære arbejders rigtighed er tværtimod

blevet udvidet. Monopolankenævnets kendelse må derfor tillægges retskraft.

Der er tale om en afgørelse fra en overordnet forvaltningsmyndighed, som er

ankeinstans, og som har afgjort en tvist mellem to parter. Skal en sådan

afgørelse ændres, må der foreligge væsentlige nye faktiske og retlige

forhold, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Under alle omstændigheder må

der tillægges en sådan kendelse betydelig præjudikatsvirkning.

Der var intet i den dagældende monopollov, som - i forhold til den

nugældende konkurrencelov - gav Monopoltilsynet og Monopolankenævnet mere

begrænsede muligheder for indgrebsbeføjelser end dem, som står til rådighed

for Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet i dag. Disse har altså ikke

større indgrebsbeføjelser, end Monopoltilsynet og Monopolankenævnet havde i

1984, og Konkurrencerådets påklagede afgørelse, der er en tilsidesættelse af

Monopolankenævnet kendelse af 25. april 1984, kan derfor ikke forklares med

en kompetenceudvidelse for Konkurrencerådet.

Der kan heller ikke trækkes nogen parallel til nærværende sag fra

Konkurrenceankenævnets kendelser vedrørende henholdsvis revisorer og læger. I

ingen af disse sager forelå nogen udtalelse fra offentlig myndighed med det

indhold, at det af Konkurrencerådet indtagne standpunkt måtte anses for

uforsvarligt i forhold til offentlige interesser.

Landinspektørernes matrikulære arbejder udviser det særkende - til forskel

fra andre liberale tjenesteydelser - at den egentlige og væsentlige modtager

af ydelsen ikke er den umiddelbare kunde, som skal betale, men det offentlige

ved Kort- og Matrikelstyrelsen.

Landinspektørerne optræder i realiteten som Kort- og Matrikeldirektoratets

forlængede arm, når der er tale om matrikulære opgaver. I udlandet varetages

matrikulære opgaver da også ofte af offentlige myndigheder, herunder

judicielle myndigheder.

Ejendomsregistreringens nøjagtighed - vedligeholdelsen af matriklens

troværdighed som offentlig registrering - er den egentlige interessebærer for

kvaliteten i landinspektørernes matrikulære arbejder. Kort- og

Matrikelstyrelsen har vendt sig mod licitationsformen af en velbegrundet

frygt for uoprettelig forringelse af matriklens nøjagtighed og kvalitet, og

klageren kan i et og alt tilslutte sig styrelsens indlæg af 19. august 1994

til ankenævnet. Styrelsen har heri anført:

»Indledningsvis bemærkes, at ifølge § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr.

925 af 18. november 1992 af lov om landinspektørvirksomhed har praktiserende

landinspektører med beskikkelse eneret til at udføre matrikulære arbejder.

Ved matrikulære arbejder forstås afsætning og opmåling af skel samt

udarbejdelse af de dokumenter, der kræves til registreringen af matrikulære

forandringer i matriklen. De praktiserende landinspektører foretager således

afmærkning og opmåling ejendomsgrænser og udarbejder grundlaget for Kort- og

Matrikelstyrelsens registrering af grænserne i matriklen. Matriklens

registrering af faste ejendomme danner blandt andet grundlag for

tinglysningsvæsenets registrering af rettigheder over fast ejendom og for

registreringen af faste ejendommes ejendomsværdi. De opgaver, som

praktiserende landinspektører varetager som matrikulære arbejder, udføres i

de fleste andre lande, som har matrikulær registrering af faste ejendomme, af

det offentlige. Også i dele af Danmark, nemlig i Sønderjylland samt i

Københavns og Frederiksberg kommuner, udføres de matrikulære arbejder, som de

praktiserende landinspektører udfører i resten af landet, udelukkende af det

offentlige, jf. herved §§ 10 og 13 i lov nr. 137 af 7. marts 1990 udstykning

og anden registrering i matriklen og § 4 i lov om landinspektørvirksomhed.

I skrivelse af 24. juni 1982 meddelte det daværende Matrikeldirektorat

Monopoltilsynet, at matrikulære arbejder efter direktoratets opfattelse i

almindelighed ikke er egnede til at blive udbudt i licitation. Direktoratet

fandt dog, at visse veldefinerede arbejder, som for eksempel udskillelse af

offentlige veje kan udbydes i licitation.

Kort- og Matrikelstyrelsen finder fortsat, at matrikulære arbejder i

almindelighed ikke er egnede til at blive udbudt i licitation. Begrundelsen

herfor er, at det nærmere omfang af matrikulære arbejder ikke kan bedømmes

med sikkerhed, før arbejdet udføres. Før nye ejendomsgrænser kan afsættes og

opmåles, må landinspektørerne fastslå eksisterende ejendomsgrænser i det

pågældende område, og tage stilling til, om grænserne er i overensstemmelse

med de i matriklen registrerede. Viser der sig at være uoverensstemmelser,

skal landinspektørerne foretage ejendomsberigtigelser eller om fornødent

afholde skelforretninger efter reglerne i udstykningslovens §§ 36 og 37.

Omfanget af arbejdet med at fastslå eksisterende ejendomsgrænser varierer

meget afhængig af kvaliteten af matrikelkortet over det pågældende område

samt af, om der tidligere er foretaget matrikulære opmålinger i området, og i

givet fald hvornår målingerne blev foretaget, da matrikulære opmålinger

tidligere ofte blev foretaget med mindre nøjagtighed. Endvidere er arbejdets

omfang afhængig af, om ejendomsgrænserne er forskudt ved hævdserhvervelser

eller som følge af naturens påvirkninger af kyster, søbredder og vandløb.

Ved udskillelse af offentlige veje i matriklen er skellene mellem vejene

og de tilstødende ejendomme ofte fastlagt ved ekspropriationsforretninger

eller fastlægges som den grænse, som vejen har henligget med gennem en

længere årrække. Der forekommer således normalt ikke betydelig tvivl af den

nævnte art, hvilket er baggrunden for, at Matrikeldirektoratet tidligere

fandt og styrelsen fortsat finder, at sådanne arbejder kan udbydes i

licitation.

Sagen for Konkurrenceankenævnet omfatter den af Jordbrugsdirektoratet

iværksatte klage over, at matrikulære berigtigelser af jordfordelinger hidtil

ikke har kunnet udbydes i licitation. Hertil bemærkes, at Kort- og

Matrikelstyrelsen finder, at matrikulære berigtigelser af jordfordelinger må

sidestilles med andre matrikulære berigtigelser af overdragelser af dele af

fast ejendom, hvor de ovennævnte forhold gør det vanskeligt at bedømme

omfanget af arbejdet, før det udføres. Styrelsen finder således ikke, at

matrikulære berigtigelser af jordfordelinger kan sidestilles med

vejudskillelsessager.

Kort- og Matrikelstyrelsen finder, at det fremførte argument, at

matrikulære ydelsers kvalitet må sikres ved foranstaltninger, som ikke kun

omfatter landinspektørforeningens medlemmer, ikke bør tillægges afgørende

vægt. Det er helt almindeligt, at faglig etik ikke alene varetages med

offentligretlige midler, men tillige af faglige sammenslutninger gennem deres

vedtægter, selvom den pågældende sammenslutning ikke omfatter alle erhvervets

udøvere.

Efter Kort- og Matrikelstyrelsens mening sikrer landinspektørlovens regler

om landinspektørers pligter og ansvar ikke fuldt ud, at matrikulære arbejder

altid udføres på betryggende måde, da styrelsen kun foretager en vis kontrol

af landinspektørernes arbejder, før matrikulære forandringer registreres i

matriklen. Styrelsen har ingen realistisk mulighed for at foretage en så

omfattende kontrol, som ville være nødvendig for at sikre, at matrikulære

arbejder i alle henseender er udført på betryggende måde. En sådan kontrol

måtte omfatte kontrolforanstaltninger, som udføres i marken. I øvrigt

bemærkes, at bestemmelsen om, at kun praktiserende landinspektører med

beskikkelse er berettiget til at udføre matrikulære arbejder, forudsætter, at

landinspektører i almindelighed er kvalificerede til at udføre sådanne

arbejder uden opsyn og kontrol fra offentlige myndigheders side.

En anden omstændighed, som begrænser mulighederne for at gøre

landinspektører ansvarlige for fejl, som de har begået, er, at fejl i

matrikulære registreringer ofte først viser sig meget lang tid efter, at

fejlen blev begået og registreringen fandt sted. Fejlene vil nemlig ofte

først vise sig, når der senere skal foretages andre matrikulære forandringer

eller der for eksempel skal opføres bygninger på de ejendomme, som fejlene

vedrører. Fejlene kan blive opdaget så længe efter, at de blev begået, at den

landinspektør, der begik fejlen, ikke længere er i live og derfor ikke kan

gøres ansvarlig for fejlen. Ulemperne, som fejlen medfører, og omkostningerne

til at berigtige fejlen vil i så fald alene berøre dem, der ejer de

ejendomme, som fejlen vedrører, på det tidspunkt hvor fejlen opdages.

Kort- og Matrikelstyrelsen finder således fortsat, at matrikulære arbejder

ikke bør kunne udbydes i licitation i videre omfang end tidligere, og

styrelsen henstiller derfor, at Konkurrenceankenævnet omgør Konkurrencerådets

pålæg om at ophæve bestemmelserne i Den danske Landinspektørforenings

vedtægter, som begrænser foreningens medlemmers muligheder for at deltage i

licitationer.«

Dette indlæg er afgivet af den eneste offentlige myndighed, der har

indsigt i de tjenesteydelser, som sagen vedrører, de matrikulære arbejder.

Kort- og Matrikelstyrelsen er den eneste offentlige myndighed, som med saglig

vægt og med et offentligt ansvar, der baserer sig på en sådan sagkundskab,

kan udtale sig om, hvad hensynet til sikkerhed og kvalitet i

ejendomsregistreringen kræver, og om, hvorvidt en åbning af adgang til

licitation eller tilsvarende priskonkurrence kan befrygtes at ville bringe

denne kvalitet og sikkerhed i fare.

Kort- og Matrikelstyrelsens udtalelse er en gentagelse - og med hensyn til

begrundelsen - en uddybning af den udtalelse fra Matrikeldirektoratet af 24.

juni 1982, som Monopolankenævnet med sin kendelse af 25. april 1984 tiltrådte

og lod indgå som en afgørende begrundelse for sin godkendelse af den

licitationsregel, som fandt sin formulering i Den danske

Landinspektørforenings kollegiale vedtægt § 6.

Klageren ser det som en meget væsentlig opgave at beskytte ikke blot

publikum, men navnlig også Kort- og Matrikelstyrelsen mod den med sikkerhed

forudseelige, men skjulte kvalitetsforringelse, som vil blive konsekvensen,

hvis matrikulære arbejder kan udbydes i licitation, og/eller hvis

landinspektørerne får mulighed for at annoncere med udfærdigelsen af

matrikulære arbejder til underpris. Risikoen er forudseelig, dels fordi

landinspektører, der må gå væsentligt ned i pris for at sikre sig opgaven, må

befrygtes at ville kompensere herfor gennem en ringere og mere overfladisk

udførelse af opgaven, dels fordi kunden ikke er i stand til at kontrollere

kvaliteten og dybden af landinspektørens undersøgelser før udførelsen af

måle- og tegnearbejdet og - hvad værre er - måske heller ikke er så

interesseret i kvaliteten, hvis han kan reducere sine udgifter.

Den store taber vil derfor blive den offentlige matrikel, fordi et sjusket

»discount landinspektørarbejde« hurtigt vil føre til en udhuling af

sikkerheden i ejendomsregistreringen.

Da landinspektørens undersøgelses- og berigtigelsespligt ved almindelige

matrikulære arbejder - i modsætning til de i vedtægtens § 6 omhandlede

»større vejudskillelsesarbejder« - typisk kan udgøre en meget

væsentlig del af landinspektørens arbejde, og da undersøgelses- og

berigtigelsespligten ydermere er meget forskelligt fra sag til sag og er

ganske uforudsigelig, vil en adgang til ved en licitation at tage forbehold

om særskilt honorering for »ekstraarbejde« ikke kunne gøre

licitation anvendelig. Det ville nemlig føre til det generelt helt

utilfredsstillende resultat, at licitationen ville komme til at foregå på den

del af arbejdet, som typisk men uforudsigeligt alene ville udgøre en

forholdsvis mindre del af det samlede arbejde. Et licitationssystem,

hvorunder jævnligt den største del af arbejdet er undtaget som dækket af

forbehold om betaling for ekstraarbejde, ville være en anomali - eller føre

til konkurrence baseret på omfanget af sådanne forbehold - med

kvalitetsforringelse af det matrikulære arbejde som sikker konsekvens.

Risikoen for skadevirkninger for ejendomregistreringen (matriklen) i

Danmark kan ikke imødegås ved, at det står enhver landinspektør frit for, om

vedkommende vil deltage i en licitation, men alene gennem et

licitationsforbud eller en licitationsregulering som vedtægtens § 6. Regler i

vedtægtens § 6 skal yde matrikelvæsenet beskyttelse mod kvalitetsforringelse

fra den omsætningsivrige, men hvad angår kvalitet, nøjagtighed og omhu mindre

nidkære landinspektør.

Det er klagerens opfattelse, at Jordbrugsdirektoratet helt ensidigt

forfølger et ønske om gennem licitation at opnå en billiggørelse af

direktoratets udgifter til matrikulære berigtigelser og herigennem opnå

besparelser inden for direktoratets budgetramme. Denne indstilling er for så

vidt forståelig: men der er fra direktoratets side tale om et partsindlæg

afgivet af en af landets største, permanente indkøbere af matrikulære

opgaver, og denne part har næppe større ønsker om eller respekt for

nøjagtigheden i de matrikulære arbejders gennemførelse end den private

»indkøber« af matrikulære opgaver. Kort- og Matrikelstyrelsens

indlæg bør heroverfor opfattes som en offentlig myndigheds neutrale og

saglige udtalelse.

Når det er Jordbrugsdirektoratets opfattelse, at der bør indføjes en ny

undtagelse vedrørende enten jordfordelingssager eller matrikulære arbejder på

landet, må der ligge en erkendelse af, at licitation kan medføre en

kvalitetsforringelse, der imidlertid betragtes som uden betydning på de

pågældende områder.

Jordbrugsdirektoratet har givet udtryk for, at nøjagtighedskravet ikke kan

tillægges samme vægt for landbrugsejendomme. Med den hastighed, som den

bymæssige udvikling har haft i en årrække og må forventes fortsat at have, er

det imidlertid utænkeligt, at ikke dele af de af jordfordelingerne omfattede

områder bliver inddraget i byudvidelser med større udstykninger i

småparceller.

3.b Det er en væsentlig ting, at en landinspektørs honorar først

fastsættes, efter at opgaven er fuldført. Dette udelukker, at ukendskab til

en given opgaves omfang fører til sjusk i forbindelse med dennes udførelse.

En efterfølgende prisfastsættelse udelukker ikke konkurrence mellem

landinspektører. En landinspektør kan f.eks. blive kendt for at være billig.

Hertil kommer, at vejledende takster sikrer gennemsigtighed og

forbrugerbeskyttelse, idet forbrugerne dermed får mulighed for at sammenligne

landinspektørernes honorarkrav med de vejledende takster.

Klageren må have adgang til at opretholde sine vejledende takster, som -

naturligvis med anmeldelse til og under kontrol af Konkurrencerådet - i

almindelighed giver landinspektøren mulighed for at udvise den omhu og

grundighed ved sine matrikulære arbejder, som hensynet til matriklen fordrer.

En priskonkurrence på matrikulære arbejder vil have uheldige, måske

ødelæggende konsekvenser for ejendomsregistreringen.

Klageren har herved erklæret i det hele at ville acceptere, at forbudet

mod prisangivelser m.v. begrænses til matrikulære opgaver.

3.c Skal klageren have mulighed for at forhindre de skadelige konsekvenser

af et »discount system«, må klageren også have mulighed for at

håndhæve sine regler. Et landinspektørfirma, hvor en partner er medlem, skal

ikke kunne unddrage sig overholdelsen af reglerne ved at optage en partner,

som ikke er medlem, eller ved at ansætte en landinspektør, som ikke er

medlem, bl.a. med det formål, at denne som ikke-medlem af foreningen bag

landinspektørfirmaet kan deltage i licitation eller foretage underbud eller

stå for den prisannoncering, der ikke er tilladt for medlemmer. Dette

begrunder reglen i den kollegiale vedtægts § 2 om ansættelse og

kontorfællesskab.

3.d Begrænsningen i adgangen til skiltning har en rimelig sammenhæng med

landinspektørfirmaernes typiske geografiske placering, og en ophævelse tjener

ikke noget rimeligt formål som vejledning af publikum.

3.e Bestemmelsen om rådgiverskift er både rimelig og hensigtsmæssig. Intet

berettiget hensyn kan tale for at gøre det nemmere for en kunde at »løbe

fra regningen«, og bestemmelsen er for kunderne en fordel, fordi den i

praksis ofte gør det overflødigt for landinspektøren at kræve depositum før

opgavens udførelse.

4. Konkurrencerådets argumentation

4.a Konkurrencerådet har anført, at hensynet til en øget konkurrence er

afvejet over for hensynet til at bevare og sikre kvaliteten af de matrikulære

ydelser. At der foreligger en materiel konflikt mellem to offentlige

myndigheder skyldes alene, at Jordbrugsdirektoratet i sin egenskab af klager

over licitationsforbudet tilfældigvis er en offentlig myndighed. Dette

forhold gør ikke sagen »enestående« i forhold til tidligere trufne

afgørelser om andre liberale erhverv.

Priskonkurrence medfører i sig selv ikke kvalitetsforringelse. Matrikulære

arbejder må ifølge udstykningsloven kun udføres af en beskikket landinspektør

med de hertil knyttede forpligtelser i henhold til landinspektørloven. I

henhold til dennes § 7 skal landinspektører udføre deres hverv med omhu og

nøjagtighed og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til

klienternes tarv tilsiger. Tilsidesættelse heraf kan medføre sanktioner i

form af advarsler, bøder eller frakendelse af beskikkelsen. Der er derfor i

lovgivningen vedrørende matrikelvæsenet taget hensyn til, at der er tale om

et specielt arbejde, som skal være udført korrekt og nøjagtigt, og som

køberen af ydelsen normalt ikke kan og/eller vil kontrollere kvaliteten af.

Kravene til landinspektørydelsernes kvalitet må anses at være fuldt

tilgodeset gennem denne lovgivning. Dette er indgået i rådets vurdering af de

bestemmelser i de kollegiale regler, som begrænser priskonkurrencen mellem

foreningens medlemmer.

Monopoltilsynets vurdering af licitationsforbudet og Monopolankenævnets

kendelse af 25. april 1984 skal ses i lyset af, at Monopolankenævnet

tidligere havde afvist at anvende monopolloven fuldt ud over for de liberale

erhverv. Ankenævnet ophævede i overensstemmelse hermed ved sin kendelse af

18. december 1978 Monopoltilsynets pålæg til Advokatrådet om at ophæve de af

rådet fastsatte annonceringsregler, bl.a. om forbud mod prisannoncering.

Nævnet henviste til, at der i liberale erhverv er tradition for

tilbageholdenhed, og at gennemførelse af en mere aktiv priskonkurrence ville

rejse betydelige spørgsmål om beskrivelsen af ydelserne og om sikring af

deres lødighed.

Som følge af ankenævnskendelsen afgav Monopoltilsynet en indberetning til

handelsministeren om advokaters annonceringsregler i medfør af monopollovens

§ 14. (Denne bestemmelse gav Monopoltilsynet mulighed for at afgive

indberetning, hvis skadelige virkninger ikke kunne bringes til ophør i medfør

af bestemmelserne i §§ 11 og 12, eller hvis andre fremgangsmåder skønnedes at

være mere hensigtsmæssige.) Baggrunden for indberetningen var, at kendelsen

efter tilsynets opfattelse indebar, at tilsynet ikke blot for advokatstanden,

men også for andre liberale erhverv ikke havde samme muligheder for at ophæve

eller ændre traditionsbestemte begrænsninger i reklamering og annoncering,

herunder særligt prisannoncering, som tilsynet havde over for andre

erhvervsområder.

Det var på denne baggrund, Monopoltilsynet accepterede, at

licitationsforbudet opretholdtes på betingelse af, at det blev tilladt at

deltage i licitation vedrørende visse vejudskillelsesarbejder.

Monopoltilsynet kunne imidlertid ikke fuldt ud acceptere vilkårene for

medlemmernes deltagelse ved licitation på vejudskillelsesarbejder, hvilket

var anledningen til, at bestemmelsen i den kollegiale vedtægts § 6 blev

indbragt for ankenævnet.

Monopolloven er nu afløst af konkurrenceloven. Denne ændring er indtrådt

siden Monopolankenævnets kendelse i 1984. Ved konkurrencelovens ikrafttræden

besluttede Konkurrencerådet at foretage en generel vurdering af

konkurrencebegrænsningerne i de liberale erhverv, idet der med

konkurrenceloven er sket væsentlige ændringer i det retlige grundlag i

forhold til monopolloven. De faktiske forhold er også undergået ændringer.

Liberale erhverv er typisk tjenesteydende erhverv, og kvaliteten af

ydelserne må sikres ved bl.a. de erhvervsudøvendes uddannelse. Dette gælder

også for landinspektører, der ikke adskiller sig fra andre liberale erhverv,

hvor der findes en autorisationsordning. Det er ikke et særkende for

landinspektørers arbejde, at det offentlige er den egentlige interessebærer.

Dette gælder eksempelvis også revisorer, der er offentlighedens

tillidsrepræsentant under udøvelse af revision.

Konkurrencerådet har haft hensynet til kvaliteten af landinspektørernes

arbejde for øje. Således er Kort- og Matrikelstyrelsens høringssvar indgående

refereret i notat til forelæggelse i rådet, inden dette traf sin afgørelse.

Det meddelte og påklagede pålæg er i fuld overensstemmelse med den

retstilstand, der er fastslået ved de hidtil af Konkurrenceankenævnet afsagte

kendelser inden for de liberale erhverv.

Konkurrenceankenævnet stadfæstede således ved kendelse af 23. marts 1993

(j.nr. 92-62.713) rådets pålæg til Foreningen af Statsautoriserede Revisorer

om at ophæve en bestemmelse om, at det ikke er tilladt at modtage eller yde

provision i noget retsforhold eller mellemværende, der vedrører klienten.

Foreningen havde bl.a. henvist til, at ophævelse af bestemmelsen ville

medføre risiko for kvalitetsforringelse for de revisorer, der typisk ville

anvende revisormæglere, idet revisoren i hvert fald de første år kunne være

tilbøjelig til at bringe sin arbejdsindsats og dermed arbejdets kvalitet ned

under sædvanlig faglig standard. Ankenævnet afviste, at revisorens udgifter

til mægleren indebærer risiko for forringelse af arbejdet, idet investeringen

tværtimod i sig selv kan være et incitament til at udføre et fagligt

kvalificeret arbejde.

Under behandlingen af Den Almindelige Danske Lægeforenings klage over, at

Konkurrencerådet havde fundet foreningens annonceringsregler omfattet af

konkurrencelovens § 11, henviste foreningen bl.a. til, at der under

monopolloven var praksis for at anerkende reklameringsrestriktioner inden for

liberale erhverv. Hertil bemærkede Konkurrenceankenævnet ved kendelse af 5.

juli 1993 (j.nr. 92-31.254), at de liberale erhverv ikke indtager nogen

særstilling ifølge konkurrenceloven, og at de påberåbte hensyn til

forbrugerbeskyttelse må antages at være varetaget i markedsføringsloven og

lægeloven.

Ved ankenævnets kendelse af 14. september 1994 (j.nr. 93-62.109) i en sag

mellem Dansk Tandlægeforening og Konkurrencerådet blev rådets påbud til

foreningen om at ophæve to bestemmelser stadfæstet. Ankenævnet bemærkede

bl.a., at der over for konkurrencelovens udtrykkelige regler ikke kan lægges

afgørende vægt på Sundhedsministeriets udtalelse om, hvad der ligger bag

tandlægelovens reklameringsregler, og om, hvad man anser for hensigtsmæssigt

med hensyn til faglige foreningers selvkontrol.

På området gælder endvidere Finansministeriets cirkulære om udlicitering

af statslige drifts- og anlægsopgaver og rådets direktiv 92/50/EØF af 18.

juni 1992 om indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler.

Der vil ofte være usikkerhed om omfanget af et matrikulært arbejde. Dette

kan imidlertid søges afklaret i udbuds- og tilbudsmaterialet. Det er således

ganske normalt, at ekstraarbejder honoreres særskilt. Hvis landinspektører

finder det vanskeligt at udarbejde licitationstilbud eller annoncere med

priser, vil de afstå herfra. Rådets pålæg retter sig ikke imod en sådan

beslutning, men mod de af klageren vedtagne forbud, der fratager det enkelte

medlem muligheden for at handle ud fra sin egen vurdering af markedet.

Licitationsforbudet forhindrer de medlemmer, som føler sig i stand til at

vurdere omfang og risiko - hvilket f. eks. kunne være tilfældet ved

specialisering i jordfordelingssager - ved at afgive bud på en licitation, og

dette er baggrunden for det meddelte pålæg om ophævelse.

4.b Landinspektørernes vejledende honorarregler medfører en normering af

prisdannelsen, der fører til ensartet prisadfærd og en neutralisering af

priskonkurrencen. De vejledende honorarregler blokerer herved for en

udvikling, hvor de enkelte virksomheder motiveres til at fastsætte priser,

der svarer til egne omkostningsforhold og deres egen vurdering af

markedsforholdene. Derved hæmmes en effektivitetsbaseret udvikling af

erhvervsstrukturen, hvor de virksomheder, der er mest effektive, fortrænger

de mindre effektive fra markedet. De vejledende takster kan ikke tjene en

væsentlig forbrugerbeskyttelsesinteresse, da et fælles prissystem som

hovedregel vil medføre et niveau, som sikrer, at den mindst effektive

overlever, hvilket ikke kan være i forbrugernes interesse. At taksten kun er

vejledende og vil kunne fraviges, gælder kun i særlige tilfælde. Fravigelse

af taksterne kræver således en særlig begrundelse. På dette punkt er rådets

afgørelse i fuld overensstemmelse med ankenævnets kendelse af 10. november

1994 (j.nr. 93-32.741) i en sag mellem Advokatrådet og Konkurrencerådet,

hvorved nævnet stadfæstede rådets afgørelse i henhold til konkurrencelovens §

11 for så vidt angik advokaternes vejledende salærregler.

Forbuddet mod prisannoncering begrænser incitamentet til priskonkurrence

og vanskeliggør nyetableringer med deraf følgende skadelige virkninger for

effektiviteten. Landinspektørydelser er ikke af en sådan karakter, at de ikke

kan prissættes på forhånd, og at prisannoncering alene af den grund skulle

være udelukket. Det har da også været muligt at fastsætte vejledende takster

for en række forskellige arbejdsopgaver dækkende en betydelig del af

omsætningen.

4.c For så vidt angår vedtægternes forbud mod ansættelse af og

kontorfællesskab med landinspektører, der ikke er medlem af foreningen, har

rådet anført, at denne regel klart er urimeligt konkurrencebegrænsende.

4.d Bestemmelsen om skiltning virker strukturbevarende og utidsvarende

bl.a. ved at cementere den i branchen gældende kutyme, at lokale opgaver bør

udføres af lokal landinspektør. Bestemmelsen vanskeliggør også

nyetableringer.

4.e I henhold til konkurrencelovens bestemmelser om fremme af konkurrencen

og effektiviteten må det betragtes som usagligt at udelukke en erhvervsudøver

fra at påtage sig opgaver for en klient, som har et økonomisk mellemværende

med en kollega. Advokatnævnet har da også i en kendelse af 17. marts 1994

udtalt, at overtrædelse af en tilsvarende bestemmelse i »Regler om god

advokatskik« ikke i almindelighed kan anses for en overtrædelse af god

advokatskik efter retsplejelovens § 126.

5. Jordbrugsdirektoratets argumentation

Direktoratet har anført, at jordfordelingssager ikke kan sidestilles med

almindelige arbejder, der ikke kan gøres til genstand for licitation. For

jordfordelingssager gælder et særligt retsgrundlag, som bl.a. betyder, at

landinspektørerne har et væsentligt reduceret ansvar sammenlignet med det, de

har for almindelig arbejder.

Hertil kommer, at grundlaget for de matrikulære arbejder i jordfordelinger

er baseret på et større antal standardiserede aftaler

(jordfordelingsoverenskomster) samt standardiserede vilkår for regulering af

eventuelle afvigelser m.v.

Jordbrugsdirektoratet bærer det fulde ansvar - retligt og økonomisk - for

sagens gennemførelse.

De praktiserende landinspektører, som Jordbrugsdirektoratet anvender, er

endvidere vant til at vurdere omfang og risiko for eventuelle ekstraarbejder.

De må derfor forventes at være i stand til at afgive tilbud, som inkluderer

en sådan risiko for merarbejder.

Jordfordelingssagernes antal og fortløbende udbud giver endvidere et

incitament til, at landinspektørerne kan specialisere sig og derved opnå en

sikkerhed, produktivitet og konkurrencedygtighed, som kan komme såvel udbyder

som efterspørgere til gode.

I relation til licitationsspørgsmålet kan jordfordelingssager ikke

sammenlignes med private arealoverførselssager. Disse omfatter 3-4 ejendomme,

hvorimod jordfordelingssager omfatter op til 50 ejendomme.

En modstand mod licitation baseret på risikoen for, at landinspektører vil

overtræde reglerne i landinspektørloven, kan ikke tillægges vægt.

Udgangspunktet må være, at landets love vil blive overholdt ikke mindst af

faggrupper, der udfører monopoliseret arbejde.

Direktoratet har henvist til, at Kort- og Matrikelstyrelsen i

»Vejledning om matrikulære arbejder« af 28. februar 1991 bl.a. har

anført:

»I forbindelse med udstykning, matrikulering og arealoverførsel kan

det være nødvendigt, at landinspektøren foretager undersøgelse af

skelforholdene på stedet. Undersøgelsen bør omfatte bestående skel for de

berørte matr.nre. inden for en rimelig afstand fra de nye skel og må

foretages i det omfang, landinspektøren skønner nødvendigt i det enkelte

tilfælde i overensstemmelse med god landinspektørskik«.

Undersøgelsespligten er således ikke nærmere kvantificeret. Det er alene

op til landinspektøren at vurdere omfanget af undersøgelsesarbejdet under

hensyn til god landinspektørskik.

Kort- og Matrikelstyrelsen har således ved udarbejdelsen af ovennævnte

vejledning haft fuld tillid til, at landinspektørlovens regler om bl.a.

landinspektørernes pligter og ansvar er fuldt tilstrækkelig til at sikre, at

de matrikulære arbejder i alle henseender udføres på betryggende måde.

Jordfordelingssager omhandler omlægninger af arealer mellem

landbrugsejendomme, hvor nøjagtighedskravet ikke kan tillægges samme vægt, og

hvor m2-prisen/hektarprisen er væsentligt mindre end i byområder.

6. Ankenævnets bemærkninger

Som det tidligere gentagne gange er blevet fastslået af

Konkurrenceankenævnet - jf. således nævnets kendelser af 5. juli 1993 (j.nr.

92-31.254), 14. september 1994 (j.nr. 93-62.109) og 10. november 1994 (j.nr.

93-32.741) - indtager de liberale erhverv ikke nogen særstilling ifølge

konkurrenceloven. En sådan særstilling havde Monopolankenævnet derimod

tillagt disse erhverv under monopolloven. Ankenævnet kan derfor allerede af

denne grund ikke tillægge Monopolankenævnets kendelse af 25. april 1984

retskraft eller nogen særlig præjudikatvirkning for de nu påklagede forhold.

Med henvisning til, hvad Konkurrencerådet har anført vedrørende hver af de

kollegiale bestemmelser og regler, som det påklagede pålæg retter sig imod,

må ankenævnet i det hele være enig med rådet i, at disse bestemmelser og

regler vil kunne medføre sådanne skadelige virkninger for konkurrencen, at

betingelserne for i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1, jf. § 11, at

meddele pålæg som sket umiddelbart er opfyldt.

Spørgsmålet er herefter alene, om de særlige matrikulære hensyn, som

klageren navnlig har påberåbt sig, heroverfor kan begrunde, at pålægget om

ophævelse desuagtet ikke kan nedlægges.

I loven om landinspektørvirksomhed er der opstillet en række sanktionerede

krav om uddannelse, autorisation og habilitet samt om omhu og nøjagtighed i

hvervets udførelse. Idet bemærkes, at priskonkurrence ikke med sikkerhed

medfører nogen kvalitetsforringelse, finder også ankenævnet, at de særlige

matrikulære hensyn er tilstrækkeligt tilgodeset ved denne lovgivning. Over

for konkurrencelovens klare bestemmelser måtte det derfor kræve særlig

lovhjemmel, hvis der skulle gøres begrænsninger i konkurrenceforholdene inden

for et givet erhvervsområde - som det f.eks. nu er sket ved lov nr. 257 af

19. april 1995 om ændring af loven om udøvelse af lægegerning, hvorved der på

baggrund af rådets påbud om ophævelse af de kollegiale reglers bestemmelser

om annoncering, jf. ankenævnets førnævnte kendelse af 5. juli 1993, indsættes

særlige bestemmelser i denne lov om lægers adgang til at reklamere for deres

virksomhed. I hvert fald bør sådan begrænsning ikke kunne ske alene ved

kollegialt fastsatte regler.

Efter det således anførte finder ankenævnet, at Konkurrencerådet har haft

den fornødne hjemmel til at meddele pålæg til klageren som sket, og

stadfæster derfor i det hele rådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 2. maj 1994 stadfæstes.

Officielle noter

(1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1995-2, s. 288-308

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter