Bekendtgørelse af lov om udøvelse af lægegerning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Anvendt i 310 afgørelser
Retsinformation 305, Domsdatabasen 3, Datatilsynet 2
De nyeste afgørelser
- Sag om, hvorvidt sagsøgte (speciallæge) har opkrævet honorar i overensstemmelse med overenskomst om speciallægehjælp, og om sagsøger har krav på tilbagebetaling og regres efter sundhedslovgivningen Domsdatabasen · 26. november 2021
- Klage over Familieretshusets afgørelse om at afvise at registrere medmoderskab Domsdatabasen · 2. marts 2021
- Sag om, hvorvidt hospitalets foretagelse af blodtransfusion var i strid med afdødes ret til selvbestemmelse efter sundhedslovens bestemmelser eller artikel 8 og 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), og om sagsøgtes afgørelse af 17. december 2015 derfor skal tilsidesættes, idet der endvidere er spørgsmål om godtgørelse for tort. Domsdatabasen · 7. december 2020
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00116 Retsinformation · 7. oktober 2011
- Klage over behandlingen ved fjernelse af fedtknude Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over ikke erkendt diabetes 2 Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over manglende vurdering af akut indsættende mavesmerter i forbindelse med telefonisk konsultation Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over praktiserende læges manglende reaktion på symptomer på blodprop i hjernen Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over udfærdigelse af lægeerklæring til brug for samværssag Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over manglende udredning ved tilfældighedsfund ved ultralydsscanning Retsinformation · 23. september 2009
Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.
Teksten
Bekendtgørelse af lov om udøvelse af lægegerning
Herved bekendtgøres lov om udøvelse af lægegerning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 426 af 19. august 1976, med de ændringer, der følger af
lov nr. 278 af 2. maj 1990, lov nr. 351 af 14. maj 1992, lov nr. 1133 af 21.
december 1994, lov nr. 257 af 19. april 1995 og lov nr. 435 af 14. juni 1995.
Den bekendtgjorte lovtekst gælder først fuldt ud fra den 1. januar 1996.
Kapitel 1
Ret til at udøve lægegerning
§ 1. Ret til at udøve lægegerning og betegne sig som
læge har kun den, der har modtaget autorisation eller i øvrigt har adgang til
at udøve lægegerning i henhold til §§ 2, 3 og 3 a.
§ 2. Autorisation som læge meddeles af
Sundhedsstyrelsen den, der har bestået dansk lægevidenskabelig embedseksamen,
og som overfor et lægevidenskabeligt fakultet har aflagt lægeløftet.
Stk. 2. Reglerne for lægevidenskabelig embedseksamen
fastsættes af undervisningsministeren efter forhandling med
sundhedsministeren.
Stk. 3. Autorisation kan ikke meddeles den, der må
antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af lægegerning
enten på grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum
indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom eller
misbrug af alkohol, lægemidler og lignende, eller på grund af udvist grov
uduelighed. Autorisation kan endvidere nægtes under de i straffelovens § 78,
stk. 2, nævnte omstændigheder.
Stk. 4. Tilladelse til selvstændigt virke som læge
meddeles af Sundhedsstyrelsen den læge, der har gennemgået den i stk. 5
omhandlede uddannelse eller en uddannelse, der kan sidestilles hermed.
Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling
med undervisningsministeren nærmere regler for den supplerende praktiske
grunduddannelse af de i stk. 1 nævnte læger med henblik på selvstændigt virke
Læs alt
som læge. Uddannelsen skal foregå under ansættelse og have en varighed på 18
måneder.
Stk. 6. Såfremt det er nødvendigt for at skaffe læger
adgang til den i stk. 5 nævnte uddannelse kort efter aflagt eksamen, kan
sundhedsministeren pålægge kommunernes sygehuse, Hovedstadens
Sygehusfællesskab samt private sygehuse, som modtager offentlig støtte, eller
på hvilke patienter indlægges for offentlig regning, at modtage læger i
forhold til deres behov for lægeuddannet personale. Nærmere regler om sådanne
pålæg fastsættes af sundhedsministeren efter forhandling med bestyrelsen for
Hovedstadens Sygehusfællesskab og Amtsrådsforeningen i Danmark, og således at
der ikke pålægges noget sygehus m.v. pligt til at modtage et større antal
læger end gennemsnittet af det antal, som i de sidste 3 år har haft
tilsvarende virksomhed på sygehuset m.v., medmindre forholdene forandres. I
tilfælde, hvor læger ikke inden for et rimeligt tidsrum efter eksamen kan få
adgang til den kliniske uddannelse, bemyndiges sundhedsministeren til at
dispensere fra de i medfør af stk. 5 fastsatte regler.
§ 3. En læge, som ikke har opnået den i § 2, stk. 4,
nævnte tilladelse, kan virke i underordnet stilling på sygehus eller som
amanuensis hos eller midlertidig stedfortræder for en alment praktiserende
læge. Sundhedsministeren kan, for så vidt det skønnes nødvendigt for at undgå
misbrug af foranstående regel, fastsætte begrænsninger i denne. Forinden en
læge kan tiltræde en af de nævnte stillinger, skal han overfor
embedslægeinstitutionen, i København stadslægen, ved forevisning af
autorisationsbevis godtgøre at opfylde betingelserne for stillingens
overtagelse.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler for
videreuddannelse udover den i § 2, stk. 5, nævnte uddannelse med henblik på
udøvelse af nærmere bestemte lægelige funktioner, herunder virke i almen
praksis, og for anvendelse af særlige betegnelser for læger, der har
gennemgået sådan uddannelse.
Stk. 3. Såfremt befolkningens behov for lægehjælp under
større epidemier og lignende ikke kan fyldestgøres, kan sundhedsministeren
meddele andre end læger midlertidig tilladelse til at udøve lægegerning.
§ 3 a. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne
bestemmelser om udøvelse af lægegerning her i landet, som er nødvendige til
gennemførelse af overenskomster om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og
direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber.(* 1)
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i
udlandet har gennemgået uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte
uddannelser, autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i
landet. I tilladelsen kan fastsættes begrænsninger i den pågældendes udøvelse
af lægegerning. Tilladelsen kan tidsbegrænses.
Stk. 3. Er autorisation som læge her i landet givet på
grund af autorisation i et andet land, kan Sundhedsstyrelsen fratage den
pågældende autorisationen, dersom autorisationen i det andet land fratages
ham eller på anden måde taber sin gyldighed.
§ 4. En læge må ikke uden særlig tilladelse betegne
sig som speciallæge. Sundhedsministe-ren afgør efter en gennem
Sundhedsstyrelsen fremsendt indstilling fra det i stk. 2 nævnte
specialistnævn, inden for hvilke grene af lægevidenskaben læger kan opnå
tilladelse til at betegne sig som speciallæge. Efter indstilling af
specialistnævnet meddeles tilladelsen af Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter efter indstilling
fra Sundhedsstyrelsen nærmere regler for sammensætningen af specialistnævnet,
der udnævnes for 4 år ad gangen. Sundhedsministeren udnævner efter
indstilling fra Sundhedsstyrelsen nævnets formand, der skal være læge. De
øvrige medlemmer udnævnes af Sundhedsstyrelsen. Samtidig udnævnes suppleanter
til at fungere i medlemmernes forfald. Til at vejlede nævnet udnævner
Sundhedsstyrelsen for 4 år ad gangen speciallæger inden for hvert anerkendt
speciale. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler for nævnets virksomhed.
Stk. 3. En læge må ikke betegne sig som eller
praktisere som tandlæge, medmindre han opfylder de betingelser herfor, der
stilles i lovgivningen om udøvelse af tandlægevirksomhed.
§ 5. Autorisation som læge kan fratages - og
generhverves - efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Stk. 2. En læge kan over for Sundhedsstyrelsen
fraskrive sig sin autorisation for tid og indtil videre. Autorisationen
generhverves, når en fastsat tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og kan
tillige generhverves efter ansøgning til Sundhedsstyrelsen, såfremt de
omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere findes at være til
stede.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til
sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren klagen, kan klageren forlange
sundhedsministerens afgørelse indbragt for domstolene, såfremt der er
forløbet mindst 1 år efter, at den pågældende har fraskrevet sig
autorisationen, eller efter, at generhvervelsen er nægtet ved dom.
Sundhedsministerens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at
begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal
fremsættes over for sundhedsministeren inden 3 uger efter, at
sundhedsministerens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren
anlægger sag imod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Kapitel 1 A
Særligt om retten til at ordinere euforiserende stoffer
§ 5 a. Anser Sundhedsstyrelsen det for ønskeligt, at
der føres kontrol med en læges ordinationer af euforiserende stoffer, kan den
pålægge ham at føre nøjagtige optegnelser om disse ordinationer, herunder om
ordinationernes tidspunkt, art og mængde, patientens navn og adresse og
indikationen for ordinationen, og at indsende disse optegnelser til
embedslægen efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte bestemmelser.
Stk. 2. Bestemmelserne om ordination i dette kapitel
gælder også om lægens personlige forbrug.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen afgør, hvad der i dette
kapitel forstås ved euforiserende stoffer.
§ 5 b. Dersom en læge, hvem der er meddelt pålæg
efter § 5 a, begår væsentlig overtrædelse af dette, eller dersom det af hans
optegnelser fremgår, at han ordinerer euforiserende stoffer på uforsvarlig
måde, kan Sundhedsstyrelsen fratage ham retten til at ordinere alle eller
enkelte grupper af disse stoffer for en tid af fra 1 til 5 år eller indtil
videre.
Stk. 2. I påtrængende tilfælde kan sådan fratagelse
ske, selvom der ikke er meddelt pålæg efter § 5 a, når det af foreliggende
oplysninger fremgår, at en læge ordinerer euforiserende stoffer til eget
forbrug på uforsvarlig måde. Der skal dog først være givet lægen lejlighed
til mundtligt at udtale sig overfor Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Afslår sundhedsministeren en klage over
Sundhedsstyrelsens fratagelse af retten til at ordinere euforiserende
stoffer, kan lægen forlange sundhedsministerens afgørelse indbragt for
domstolene. Han skal i så fald over for sundhedsministeren fremsætte begæring
herom inden 3 uger efter, at sundhedsministerens afgørelse er meddelt den
pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag imod den pågældende i den
borgerlige retsplejes former.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelse har, dersom den
ikke bestemmer andet, virkning straks fra afgørelsens modtagelse og
uafhængigt af, om sagen indbringes for sundhedsministeren og domstolene.
§ 5 c. En læge kan overfor Sundhedsstyrelsen
fraskrive sig retten til at ordinere euforiserende stoffer eller en nærmere
angiven gruppe af sådanne stoffer for tid eller indtil videre.
§ 5 d. Når en læge efter ovenstående bestemmelser
helt eller delvis har mistet retten til at ordinere euforiserende stoffer,
påhviler det embedslægeinstitutionen (i København stadslægen) at foretage de
til lægens praksis fornødne ordinationer af sådanne stoffer.
Sundhedsstyrelsen kan dog udpege en anden dertil villig læge til at foretage
disse ordinationer. Nærmere regler om fremgangsmåden ved disse ordinationer
kan fastsættes af Sundhedsstyrelsen.
§ 5 e. Sundhedsstyrelsen kan på ethvert tidspunkt
efter ansøgning tilbagegive en læge retten til at ordinere euforiserende
stoffer eller en nærmere angiven gruppe af stofferne. Afslår
sundhedsministeren en klage over Sundhedsstyrelsens afgørelse, kan lægen
begære denne afgørelse prøvet ved domstolene, hvis der er forløbet mindst et
år, efter at der er truffet endelig bestemmelse om rettens bortfald, og
mindst et år, efter at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Det er en
betingelse for afgørelsens prøvelse ved domstolene, at lægen fremsætter
begæring herom overfor ministeren inden 3 uger fra det tidspunkt, da han ved
forkyndelse eller anbefalet brev er blevet gjort bekendt med afgørelsen.
Sundhedsministeren foranlediger herefter retssag anlagt mod lægen i den
borgerlige retsplejes former.
§ 5 f. Ordination af euforiserende stoffer som led i
behandling af personer for stofmisbrug foretages af læger ansat i kommunale
lægestillinger samt i lægestillinger ved Hovedstadens Sygehusfællesskab. Dog
kan enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehandling af kort varighed
foretages af andre læger.
Stk. 2. Ordinationsretten efter stk. 1, 1. pkt., kan
efter aftale i nærmere bestemte tilfælde overlades til en anden læge,
herunder en alment praktiserende læge eller en praktiserende speciallæge.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler for
ordinationen samt for den hertil knyttede udlevering og kontrol, herunder om
adgangen til at lade udlevering og kontrolforanstaltninger finde sted lokalt.
Stk. 4. Denne bestemmelse gælder ikke for behandling i
Kriminalforsorgens institutioner. Justitsministeren fastsætter efter
drøftelse med Sundhedsstyrelsen regler for samarbejdet mellem
Kriminalforsorgens læger og de læger, der er omfattet af stk. 1.
Kapitel 2
Lægens pligter
§ 6. En læge er under udøvelsen af sin gerning
forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved
økonomisk ordination af lægemidler, benyttelse af medhjælp m.v.
Stk. 2. Lægen skal, hvor det er muligt, og hvor der
ikke er grund til at antage, at det strider mod patientens ønske, oplyse
patienten om dennes helbredstilstand og behandlingsmulighederne.
Stk. 3. Lægen må ikke indlede eller fortsætte en
behandling mod patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet. Dette
gælder også, hvor patienten ved et livstestamente har udtrykt ønske om
fritagelse for livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er
uafvendeligt døende.
Stk. 4. Ved livsforlængende behandling forstås
behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring,
men alene til en vis livsforlængelse.
Stk. 5. I en situation, hvor patienten er uafvendeligt
døende, men hvor livstestamente ikke foreligger, kan lægen undlade at
påbegynde eller fortsætte foranstaltninger, som kun kan udskyde tidspunktet
for dødens indtræden. Lægen kan under samme omstændigheder indgive de
smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at
lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af
dødstidspunktet.
§ 6 a. Enhver, der er myndig, kan oprette et
livstestamente. Heri udtrykkes testators ønske om behandlingen, når testator
måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan
udøves på anden måde.
Stk. 2. Sundhedsministeren udfærdiger de nærmere regler
om livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse
m.v.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om
gebyrer for registrering af livstestamenter.
§ 7. Enhver læge er forpligtet til på begæring at yde
den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende
oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved
forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor
jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder
lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af
en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er han dog fritaget for den
omhandlede forpligtelse.
Stk. 2. Ønsker en læge ikke længere at virke som læge,
kan han ved derom at afgive skriftlig meddelelse til Sundhedsstyrelsen
frigøre sig for den i stk. 1 omhandlede pligt til at yde lægehjælp.
Sundhedsstyrelsen udsteder offentlig bekendtgørelse om, at pågældende har
ophørt at virke som læge.
§ 8. En læge skal ved udfærdigelse af erklæringer,
som han afgiver i sin egenskab af læge, udvise omhu og uhildethed og nøje
følge de herom givne almindelige og særlige regler.
Stk. 2. Sundhedsministeren udfærdiger efter indstilling
af Sundhedsstyrelsen almindelige regler for afgivelse af lægeattester. Kræves
en i lovgivningen foreskreven eller forudsat lægeattest afgivet på særlig
blanket, eller ønsker en statsinstitution i øvrigt at benytte en særlig
attestblanket, skal Sundhedsstyrelsen forinden have lejlighed til at udtale
sig angående blankettens affattelse; herfra undtages dog simple syge- og
raskmeldingsattester, f.eks. skoleattester.
Stk. 3. En læge er forpligtet til på begæring af en
offentlig myndighed i det efter øjemedet fornødne omfang at afgive attest til
offentligt brug om de lægelige iagttagelser, som han er i stand til at
meddele oplysning om, vedrørende en af ham undersøgt eller behandlet person,
der søger eller oppebærer pension, understøttelse eller anden offentlig
hjælp, herunder hjælp i henhold til forsikrings- og forsørgelseslovene. Samme
pligt påhviler sygehuse og lignende institutioner. De i henhold til denne
bestemmelse modtagne oplysninger er at betragte som tjenestehemmeligheder.
§ 9. En læge er under ansvar efter borgerlig
straffelovs § 263, stk. 2(* 2), jf. § 275, forpligtet til at iagttage tavshed
om, hvad han under udøvelsen af sit kald erfarer eller får formodning om
angående privatlivet tilhørende hemmeligheder, medmindre han ifølge
lovgivningen er forpligtet til at udtale sig, eller medmindre han handler i
berettiget varetagelse af en almen interesse eller i eget eller andres tarv.
§ 10. (Ophævet).
§ 11. Læger er forpligtede til at afgive de
indberetninger og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje
afkræves dem af sundhedsmyndighederne samt at opfylde den dem efter
lovgivningen i øvrigt påhvilende oplysnings- og indberetningspligt.
Stk. 2. Har en læge ydet fødselshjælp ved en fødsel,
ved hvilken ingen jordemoder har medvirket, påhviler det lægen efter nærmere
af sundhedsministeren fastsatte regler at foretage de for jordemødre påbudte
optegnelser og indberetninger.
§ 12. Kommer en læge i sin virksomhed til kundskab
om, at en person lider af sådanne sygdomme eller mangler i legemlig eller
sjælelig henseende, at han i betragtning af de forhold, hvorunder han lever
eller arbejder, udsætter andres liv eller helbred for nærliggende fare, er
lægen forpligtet til at søge faren afbødet ved henvendelse til vedkommende
selv, om fornødent ved anmeldelse til pågældende embedslægeinstitution eller
Sundhedsstyrelsen.
§ 13. Sundhedsministeren fastsætter efter indstilling
fra Sundhedsstyrelsen regler for, i hvilket omfang og på hvilken måde læger
af hensyn til den dem påhvilende indberetnings- og oplysningspligt skal føre
ordnede optegnelser over visse dele af deres virksomhed, såsom om behandling
af smitsomme sygdomme, ulykkestilfælde og sygdomme, der kan antages at få
varig indflydelse på patientens helbredstilstand.
Stk. 2. Sygehuse, klinikker og lignende er pligtige til
at føre ordnede optegnelser over deres behandling af syge og over, hvad der
er iagttaget vedrørende de pågældende sygdomstilfælde. Der fastsættes af
sundhedsministeren regler for, i hvilket omfang speciallæger skal føre
sådanne optegnelser.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 omhandlede optegnelser skal af
vedkommende læge, klinik eller sygehus opbevares i mindst 10 år.
Kapitel 3
Lægevirksomhed i forhold til det offentlige
§ 14. Ansættelse i kommunale lægestillinger samt i
lægestillinger ved Hovedstadens Sygehusfællesskab sker efter forudgående
offentligt opslag.
Stk. 2. Inden en stilling som overlæge på et sygehus
eller anden behandlingsinstitution besættes, foretages der en lægefaglig
bedømmelse af ansøgeren i et fagligt bedømmelsesudvalg nedsat af
ansættelsesmyndigheden.
Stk. 3. Før beslutning om ansættelse i en
overlægestilling træffes, forelægger ansættelsesmyndigheden sin indstilling
om ansættelse i stillingen for Sundhedsstyrelsen, der inden 10 dage kan
afgive en vejledende lægefaglig vurdering af ansøgeren. Sundhedsstyrelsen
fastsætter regler om, hvilke oplysninger der skal forelægges som grundlag for
styrelsens vurdering.
Stk. 4. Kun læger er berettigede til at udøve den
lægevirksomhed, som udkræves ifølge forsikrings- og forsørgelseslovene og
lovgivningen i øvrigt.
Stk. 5. Aftaler eller overenskomster, der tilsigter at
hindre, at de i stk. 2 nævnte lægestillinger søges af læger, der ikke er
medlemmer af bestemte foreninger eller sammenslutninger, er ugyldige og kan
ikke tillægges retsvirkning, når vedkommende læge af Sundhedsstyrelsen i
øvrigt anses for kvalificeret.
Stk. 6. Såfremt en læge udelukkes fra
sygesikringspraksis på grund af aftaler eller overenskomster, der tager sigte
på at gøre retten til sådan praksis afhængig af medlemskab af en faglig
sammenslutning af læger, kan den pågældende læge forelægge sagen for
sundhedsministeren.
Stk. 7. Såfremt der i anledning af en mellem læger og
offentlige myndigheder eller sygekasser opstået konflikt er indledet
forligsmægling, er lægerne, indtil forligsmæglingen er tilendebragt, dog ikke
ud over 3 måneder, pligtige til at yde befolkningen lægehjælp på samme vilkår
som hidtil. Tilvejebringes der ikke forlig inden for nævnte tidsrum, er
organisationsmæssige pålæg eller private aftaler mellem lægerne indbyrdes,
der måtte tilsigte at unddrage befolkningen den nødvendige lægehjælp,
ugyldige og kan ikke tillægges retsvirkning.
Kapitel 4
Betaling for lægehjælp
§ 15. Som betaling for sin bistand, herunder for
udstedelse af attester, kan en læge ikke fordre mere end, hvad der er
rimeligt under hensyn til ydelsens art og omfang. Ej heller kan en læge som
befordringsgodtgørelse kræve mere end dækning af de til en rimelig befordring
medgående udgifter og ingen sinde mere end gennemsnittet af de inden for
vedkommende landsdel til enhver tid for en sådan befordring gældende takster;
besøger lægen flere patienter på samme rejse, vil der være at foretage en
passende fordeling af befordringsudgifterne.
Stk. 2. Er lægehjælp ydet i henhold til bestemmelserne
i § 7, fritager den omstændighed, at betalingspligt ellers er afhængig af en
forudgående henvendelse, ikke den, der har modtaget hjælpen, eller den
person, institution eller offentlige myndighed, hvem betalingspligt i øvrigt
påhviler, for at betale for den begærede hjælp. I andre tilfælde, hvor det
offentlige betaler lægeregningen, er betalingspligt som regel afhængig af, at
lægens tilkaldelse er godkendt af vedkommende offentlige myndighed.
Stk. 3. Såfremt en læge ved et offentligt sygehus
ifølge de for ham fastsatte ansættelsesvilkår har ret til at beregne sig
betaling for operationer eller anden behandling af patienter, som indlægges
på sygehuset, skal der i sygehusets regulativ indsættes faste regler for
sådan betaling.
§ 16. Vedkommende minister kan efter forhandling med
pågældende lægeorganisation fastsætte takster for sådanne lægeattester, som
udkræves ifølge forsikrings- og forsørgelseslovene og lovgivningen i øvrigt,
og som hviler på lægeundersøgelser, hvis omfang i det væsentlige ligger fast.
Stk. 2. Det samme gælder med hensyn til
lægeundersøgelser m.v., hvis omfang i det væsentlige ligger fast, og som
foretages til brug for domstolene eller forvaltningen.
Kapitel 5
Tilsyn og ansvar
§ 17. Læger er undergivet tilsyn af
Sundhedsstyrelsen, der påser, at de i deres gerning holder sig lovgivningen
efterrettelig. Sundhedsstyrelsen er berettiget til at afkræve dem de for
tilsynets gennemførelse fornødne oplysninger.
§ 18. Den læge, der gør sig skyldig i grovere eller
gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sit kald, straffes med
bøde eller hæfte.
Stk. 2. Overtrædelser af stk. 1 påtales af
statsadvokaten.
§ 19. På samme måde straffes den læge, der træder i
samarbejde med lægfolk, som tager syge i kur, på en måde, der er egnet til at
bibringe almenheden den urigtige forestilling, at behandlingen sker efter
lægens anvisning eller på hans ansvar.
§ 20. Såfremt en læge i medfør af straffelovens § 79,
stk. 1, frakendes retten til at udøve lægegerning, skal anklagemyndigheden
tilstille Sundhedsstyrelsen meddelelse herom.
§ 21. En læge må kun reklamere for sin virksomhed ved
meddelelse af navn, stilling, adresse, træffetid, herunder fravær, køn og
alder samt om eventuel speciallægeanerkendelse, om eventuelle særlige
adgangsforhold til konsultationen og om eventuel tilslutning til overenskomst
med det offentlige.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke reklamering, der
udelukkende sker over for andre læger.
Stk. 3. Reklamering for lægevirksomhed må ikke finde
sted i fjernsynet.
Stk. 4. Overtrædelse af stk. 1 og 3 straffes med bøde.
Stk. 5. Såfremt en person, der har mistet retten til at
virke som læge, vedblivende udøver sådan virksomhed, straffes han med bøde
eller hæfte i indtil 3 måneder.
§ 22. Den læge, der gør sig skyldig i overtrædelse af
de bestemmelser, som indeholdes i eller udfærdiges i medfør af § 4, § 7, stk.
1, § 8, §§ 11-13, § 14, sidste stykke, og § 16, straffes med bøde.
Stk. 2. En læge, der i medfør af §§ 5 b eller 5 c har
mistet retten til at ordinere euforiserende stoffer, men som desuagtet
foretager sådanne ordinationer eller giver andre læger vildledende
oplysninger for at få dem til at ordinere stofferne for sig, straffes med
bøde eller hæfte.
Kapitel 6
Kvaksalveri
§ 23. Den, der uden at have autorisation som læge,
betegner sig som læge eller på anden måde, der er egnet til at vække
forestillinger om, at han har sådan autorisation, straffes med bøde.
§ 24. Tager en person, der ikke har autorisation som
læge, syge i kur, og udsætter han derved helbred for påviselig fare, straffes
han med bøde eller hæfte. Under skærpende omstændigheder, såsom hvis
pågældende har forårsaget væsentlig skade på legeme eller helbred, eller hvis
han tidligere er dømt for overtrædelse af denne paragraf eller §§ 25 eller
26, kan straffen stige til fængsel i indtil 1 år. Det samme gælder, hvis
patienten er sindssyg, åndssvag, under 18 år eller umyndiggjort, således at
han ikke selv kan tage bestemmelse om sine personlige forhold.
§ 25. Den, der uden at have autorisation som læge,
behandler en person for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium,
tuberkulose eller anden smitsom sygdom, straffes med hæfte eller med fængsel
i indtil 1 år, under formildende omstændigheder med bøde. At pågældende som
følge af sin manglende lægekyndighed ikke har været i stand til at erkende
sygdommens natur, fritager ham ikke for straf.
Stk. 2. Med samme straf anses den, der uden at have
autorisation som læge eller anden i lovgivningen hjemlet særlig adkomst,
foretager operative indgreb, iværksætter fuldstændig eller lokal bedøvelse
eller yder fødselshjælp, eller som anvender lægemidler, der kun må udleveres
fra apotekerne mod recept, eller anvender røntgen- eller radiumbehandling
eller behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af
uautoriserede personer sundhedsministeren har nedlagt forbud på grund af
behandlingens farlighed.
§ 26. Straf af bøde eller hæfte i indtil 3 måneder
finder anvendelse, hvis en person, der ikke har dansk indfødsret eller
indfødsret i et af de lande, der er medlemmer af De europæiske Fællesskaber,
og ikke har opholdt sig her i landet i 10 år, uden at have autorisation som
læge eller uden sundhedsministerens, når særlige grunde måtte tale derfor,
meddelte tilladelse tager syge i kur, såvel som hvis en person, der ikke har
autorisation som læge, under omrejsen tager syge i kur.
Stk. 2. Dersom en person, der ikke er autoriseret til
at udøve lægevirksomhed, ved bekendtgørelse - bortset fra en almindelig
meddelelse om vedkommendes adresse -, reklameskiltning, udsendelse af
beskrivelser eller på anden måde giver almenheden eller ham ukendte personer
meddelelse om, at han tager syge i kur, straffes han med bøde.
§ 27. Dersom en person, der tidligere er idømt
frihedsstraf for overtrædelse af §§ 24, 25 eller 26 eller forordning af 5.
september 1794 angående straf for kvaksalvere, jf. lov af 3. marts 1854, på
ny idømmes sådan straf for overtrædelse af en af de fornævnte paragraffer,
kan der ved dommen gives ham pålæg om helt at afholde sig fra at tage syge i
kur. Overtrædelse af sådant pålæg straffes med bøde eller hæfte i indtil 3
måneder.
Kapitel 7
Slutnings- og overgangsbestemmelser
§ 28. Sundhedsstyrelsen giver offentlig meddelelse om
autorisation og tilladelser samt fratagelser og fraskrivelser i medfør af
kapitel 1. Meddelelse om bortfald og generhvervelse af retten til at ordinere
euforiserende stoffer gives til landets apotekere og embedslæger.
§ 28 a. Sundhedsstyrelsen er berettiget til at
udsende meddelelse til læger og apotekere om personer, der efter de for
Sundhedsstyrelsen foreliggende oplysninger må antages at misbruge
euforiserende stoffer.
§ 29. Personer, som ved denne lovs ikrafttræden er
berettigede til at udøve lægegerning, er uanset bestemmelserne i §§ 1 og 2
vedblivende berettiget til at udøve sådan gerning og til at betegne sig som
læge, idet de skal anses som lige med læger, der er autoriserede efter denne
lov.
§ 30. En læge, som ved denne lovs ikrafttræden af Den
almindelige danske Lægeforening har fået anerkendelse som speciallæge med ret
til at betegne sig som sådan, er uanset bestemmelserne i § 4 vedblivende
berettiget til at virke og betegne sig som speciallæge. Efter indstilling af
det i § 4, stk. 2, nævnte specialistnævn kan Sundhedsstyrelsen undtagelsesvis
meddele en læge, som inden 1. januar 1932 faktisk har ført betegnelsen
speciallæge uden at være anerkendt som sådan af Den almindelige danske
Lægeforening, tilladelse til fortsat at virke og betegne sig som speciallæge.
Stk. 2. Bestemmelsen i § 4, stk. 3, 1. pkt., gælder
ikke for læger, der ved lovens ikrafttræden i henhold til § 2, jf. § 11, i
lov nr. 40 af 25. februar 1916(* 3) om udøvelse af tandlægevirksomhed er
berettiget til at betegne sig som tandlæge eller deres virksomhed som
tandlægevirksomhed.
§ 31. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1935.
Fra samme tidspunkt ophæves:
Forordning af 4. december 1672 om medicis og apothekere i det omfang,
hvori den endnu er i kraft.
Forordning af 5. september 1794 angående straf for kvaksalvere m.m. §§ 5
og 6.
Plakat af 14. maj 1813 angående takster for læger.
Plakat af 30. januar 1838 angående en forenet medicinsk-chirurgisk examen
m.m. § 1.
Cancellie-Plakat af 28. januar 1840 for Danmark angående udlændinges ret
til lægepraksis, når de have underkastet sig examen her i landet.
Lov af 3. marts 1854, hvorved straffebestemmelserne i 5. paragraph i
forordning af 5. september 1794 forandres.
Lov af 30. januar 1861 angående barbeernæringen samt om adgang til at
årelade og kopsætte § 2, for så vidt angår de deri omhandlede forretninger af
kurativ art, og §§ 4 og 6.
Lov nr. 2 af 2. januar 1871 om ligsyn § 8, stk. 1, for så vidt angår den
deri fastsatte takst for betaling til læger for foretagelse af ligsyn og
udstedelse af dødsattest.
Lov nr. 87 af 21. april 1914 om embedslægevæsenets ordning § 4, stk. 1,
for så vidt angår bestemmelsen om, at amtslægen skal høres angående
ansættelse af overlæger og enelæger ved amts- og bykommunale sygehuse.
Lov nr. 40 af 25. februar 1916 om udøvelse af tandlægevirksomhed § 2, for
så vidt reglerne deri er ændret ved nærværende lovs § 4, stk. 3.
Stk. 2. Endelig ophæves alt, hvad der i øvrigt i de
hidtil gældende love og anordninger måtte være stridende mod denne lov, dog
at det skal have sit forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b., i lov nr.
273 af 28. juni 1920 om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de
sønderjydske landsdele ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922
fastsatte bestemmelser om udøvelse af virksomhed som lægepraktikant i de
nævnte landsdele.
Stk. 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 275 af 26. maj 1976 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. december 1976.
Stk. 2. Læger, der i medfør af § 4, stk. 1, i lov om
udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 197 af 14. maj 1970, har
fået tilladelse til at betegne sig som speciallæge før denne lovs
ikrafttræden, har adgang til selvstændigt virke som læge. Tilsvarende gælder
læger, der før denne lovs ikrafttræden har påbegyndt uddannelsen til
speciallæge og opnår tilladelse til at betegne sig som sådan.
Stk. 3. Tilladelser til at udøve virksomhed som alment
praktiserende læge eller til at udøve selvstændig virksomhed (erhverv) som
fødselshjælper og læge ligestilles med tilladelse i henhold til § 2, stk. 4,
i lov om udøvelse af lægegerning.
Stk. 4. Læger, der har aflagt lægevidenskabelig
embedseksamen efter bestemmelserne i kongelig anordning nr. 275 af 26. august
1954 om den lægevidenskabelige embedseksamen ved Københavns og Århus
universiteter med senere ændringer, skal inden for 5 år efter bestået eksamen
have ret til at opnå autorisation til at udøve selvstændig virksomhed
(erhverv) som fødselshjælper og læge efter de hidtil gældende regler.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft
på øerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 278 af 2. maj 1990 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. august 1990.
Lov nr. 351 af 14. maj 1992 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Lov nr. 1133 af 21. december 1994 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 14
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.
Lov nr. 257 af 19. april 1995 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1995.
Lov nr. 435 af 14. juni 1995 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 3
Stk. 1. Loven (§ 5 f) træder i kraft den 1. januar
1996.
Stk. 2. De ved lovens ikrafttræden igangværende
behandlingsforløb uden for offentlige sygehuse eller behandlingsinstitutioner
for stofmisbrugere kan fortsættes indtil 1. januar 1997.
Sundhedsministeriet, den 20. juli 1995
Yvonne Herløv Andersen
/ Barbara Erlich-Eriksen
Officielle noter
(* 1) Angående adgang for statsborgere fra Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde (EØS-aftalen) henvises til Sundhedsministeriets
bekendtgørelse nr. 748 af 16. august 1994.
(* 2) Nugældende §§ 152 b og 152 c, jf. § 152 f.
(* 3) Nugældende lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger.
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl fremsat den 25. juni 1981. — C. Broekmeulen mod Huisarts Registratie Commissie. EU-domme · 25. juni 1981
- 1994 LSF 114 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM UDØVELSE AF LÆGEGERNING (ÆNDREDE REKLAMEBESTEMMELSER) Retsinformation · 20. april 1995
- Forslag til folketingsbeslutning om 7 års tjenestepligt for læger Retsinformation · 11. oktober 2001
- KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2022/2294 af 23. november 2022 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1338/2008 for så vidt angår statistikker over sundhedsplejefaciliteter, menneskelige ressourcer inden for sundhedspleje og udnyttelse af sundhedsplejefaciliteterne (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 23. november 2022
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mancini fremsat den 25. februar 1986. — Emir Gül mod Regierungspräsident Düsseldorf. EU-domme · 25. februar 1986
- Afslag på ansøgning fra en statsborger fra et tredjeland om autorisation som læge på grundlag af italiensk lægeeksamen. Ikke usaglig forskelsbehandling Retsinformation · 12. januar 2002