Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om udøvelse af lægegerning

Ikke gældende LBK nr 632 af 20/07/1995LovbekendtgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet28. juli 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 310 afgørelser

Retsinformation 305, Domsdatabasen 3, Datatilsynet 2

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om udøvelse af lægegerning

Herved bekendtgøres lov om udøvelse af lægegerning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 426 af 19. august 1976, med de ændringer, der følger af

lov nr. 278 af 2. maj 1990, lov nr. 351 af 14. maj 1992, lov nr. 1133 af 21.

december 1994, lov nr. 257 af 19. april 1995 og lov nr. 435 af 14. juni 1995.

Den bekendtgjorte lovtekst gælder først fuldt ud fra den 1. januar 1996.

Kapitel 1

Ret til at udøve lægegerning

§ 1. Ret til at udøve lægegerning og betegne sig som

læge har kun den, der har modtaget autorisation eller i øvrigt har adgang til

at udøve lægegerning i henhold til §§ 2, 3 og 3 a.

§ 2. Autorisation som læge meddeles af

Sundhedsstyrelsen den, der har bestået dansk lægevidenskabelig embedseksamen,

og som overfor et lægevidenskabeligt fakultet har aflagt lægeløftet.

Stk. 2. Reglerne for lægevidenskabelig embedseksamen

fastsættes af undervisningsministeren efter forhandling med

sundhedsministeren.

Stk. 3. Autorisation kan ikke meddeles den, der må

antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af lægegerning

enten på grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum

indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom eller

misbrug af alkohol, lægemidler og lignende, eller på grund af udvist grov

uduelighed. Autorisation kan endvidere nægtes under de i straffelovens § 78,

stk. 2, nævnte omstændigheder.

Stk. 4. Tilladelse til selvstændigt virke som læge

meddeles af Sundhedsstyrelsen den læge, der har gennemgået den i stk. 5

omhandlede uddannelse eller en uddannelse, der kan sidestilles hermed.

Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling

med undervisningsministeren nærmere regler for den supplerende praktiske

grunduddannelse af de i stk. 1 nævnte læger med henblik på selvstændigt virke

Læs alt

som læge. Uddannelsen skal foregå under ansættelse og have en varighed på 18

måneder.

Stk. 6. Såfremt det er nødvendigt for at skaffe læger

adgang til den i stk. 5 nævnte uddannelse kort efter aflagt eksamen, kan

sundhedsministeren pålægge kommunernes sygehuse, Hovedstadens

Sygehusfællesskab samt private sygehuse, som modtager offentlig støtte, eller

på hvilke patienter indlægges for offentlig regning, at modtage læger i

forhold til deres behov for lægeuddannet personale. Nærmere regler om sådanne

pålæg fastsættes af sundhedsministeren efter forhandling med bestyrelsen for

Hovedstadens Sygehusfællesskab og Amtsrådsforeningen i Danmark, og således at

der ikke pålægges noget sygehus m.v. pligt til at modtage et større antal

læger end gennemsnittet af det antal, som i de sidste 3 år har haft

tilsvarende virksomhed på sygehuset m.v., medmindre forholdene forandres. I

tilfælde, hvor læger ikke inden for et rimeligt tidsrum efter eksamen kan få

adgang til den kliniske uddannelse, bemyndiges sundhedsministeren til at

dispensere fra de i medfør af stk. 5 fastsatte regler.

§ 3. En læge, som ikke har opnået den i § 2, stk. 4,

nævnte tilladelse, kan virke i underordnet stilling på sygehus eller som

amanuensis hos eller midlertidig stedfortræder for en alment praktiserende

læge. Sundhedsministeren kan, for så vidt det skønnes nødvendigt for at undgå

misbrug af foranstående regel, fastsætte begrænsninger i denne. Forinden en

læge kan tiltræde en af de nævnte stillinger, skal han overfor

embedslægeinstitutionen, i København stadslægen, ved forevisning af

autorisationsbevis godtgøre at opfylde betingelserne for stillingens

overtagelse.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler for

videreuddannelse udover den i § 2, stk. 5, nævnte uddannelse med henblik på

udøvelse af nærmere bestemte lægelige funktioner, herunder virke i almen

praksis, og for anvendelse af særlige betegnelser for læger, der har

gennemgået sådan uddannelse.

Stk. 3. Såfremt befolkningens behov for lægehjælp under

større epidemier og lignende ikke kan fyldestgøres, kan sundhedsministeren

meddele andre end læger midlertidig tilladelse til at udøve lægegerning.

§ 3 a. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne

bestemmelser om udøvelse af lægegerning her i landet, som er nødvendige til

gennemførelse af overenskomster om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og

direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber.(* 1)

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i

udlandet har gennemgået uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte

uddannelser, autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i

landet. I tilladelsen kan fastsættes begrænsninger i den pågældendes udøvelse

af lægegerning. Tilladelsen kan tidsbegrænses.

Stk. 3. Er autorisation som læge her i landet givet på

grund af autorisation i et andet land, kan Sundhedsstyrelsen fratage den

pågældende autorisationen, dersom autorisationen i det andet land fratages

ham eller på anden måde taber sin gyldighed.

§ 4. En læge må ikke uden særlig tilladelse betegne

sig som speciallæge. Sundhedsministe-ren afgør efter en gennem

Sundhedsstyrelsen fremsendt indstilling fra det i stk. 2 nævnte

specialistnævn, inden for hvilke grene af lægevidenskaben læger kan opnå

tilladelse til at betegne sig som speciallæge. Efter indstilling af

specialistnævnet meddeles tilladelsen af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter efter indstilling

fra Sundhedsstyrelsen nærmere regler for sammensætningen af specialistnævnet,

der udnævnes for 4 år ad gangen. Sundhedsministeren udnævner efter

indstilling fra Sundhedsstyrelsen nævnets formand, der skal være læge. De

øvrige medlemmer udnævnes af Sundhedsstyrelsen. Samtidig udnævnes suppleanter

til at fungere i medlemmernes forfald. Til at vejlede nævnet udnævner

Sundhedsstyrelsen for 4 år ad gangen speciallæger inden for hvert anerkendt

speciale. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler for nævnets virksomhed.

Stk. 3. En læge må ikke betegne sig som eller

praktisere som tandlæge, medmindre han opfylder de betingelser herfor, der

stilles i lovgivningen om udøvelse af tandlægevirksomhed.

§ 5. Autorisation som læge kan fratages - og

generhverves - efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Stk. 2. En læge kan over for Sundhedsstyrelsen

fraskrive sig sin autorisation for tid og indtil videre. Autorisationen

generhverves, når en fastsat tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og kan

tillige generhverves efter ansøgning til Sundhedsstyrelsen, såfremt de

omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere findes at være til

stede.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til

sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren klagen, kan klageren forlange

sundhedsministerens afgørelse indbragt for domstolene, såfremt der er

forløbet mindst 1 år efter, at den pågældende har fraskrevet sig

autorisationen, eller efter, at generhvervelsen er nægtet ved dom.

Sundhedsministerens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at

begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal

fremsættes over for sundhedsministeren inden 3 uger efter, at

sundhedsministerens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren

anlægger sag imod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Kapitel 1 A

Særligt om retten til at ordinere euforiserende stoffer

§ 5 a. Anser Sundhedsstyrelsen det for ønskeligt, at

der føres kontrol med en læges ordinationer af euforiserende stoffer, kan den

pålægge ham at føre nøjagtige optegnelser om disse ordinationer, herunder om

ordinationernes tidspunkt, art og mængde, patientens navn og adresse og

indikationen for ordinationen, og at indsende disse optegnelser til

embedslægen efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte bestemmelser.

Stk. 2. Bestemmelserne om ordination i dette kapitel

gælder også om lægens personlige forbrug.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen afgør, hvad der i dette

kapitel forstås ved euforiserende stoffer.

§ 5 b. Dersom en læge, hvem der er meddelt pålæg

efter § 5 a, begår væsentlig overtrædelse af dette, eller dersom det af hans

optegnelser fremgår, at han ordinerer euforiserende stoffer på uforsvarlig

måde, kan Sundhedsstyrelsen fratage ham retten til at ordinere alle eller

enkelte grupper af disse stoffer for en tid af fra 1 til 5 år eller indtil

videre.

Stk. 2. I påtrængende tilfælde kan sådan fratagelse

ske, selvom der ikke er meddelt pålæg efter § 5 a, når det af foreliggende

oplysninger fremgår, at en læge ordinerer euforiserende stoffer til eget

forbrug på uforsvarlig måde. Der skal dog først være givet lægen lejlighed

til mundtligt at udtale sig overfor Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Afslår sundhedsministeren en klage over

Sundhedsstyrelsens fratagelse af retten til at ordinere euforiserende

stoffer, kan lægen forlange sundhedsministerens afgørelse indbragt for

domstolene. Han skal i så fald over for sundhedsministeren fremsætte begæring

herom inden 3 uger efter, at sundhedsministerens afgørelse er meddelt den

pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag imod den pågældende i den

borgerlige retsplejes former.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelse har, dersom den

ikke bestemmer andet, virkning straks fra afgørelsens modtagelse og

uafhængigt af, om sagen indbringes for sundhedsministeren og domstolene.

§ 5 c. En læge kan overfor Sundhedsstyrelsen

fraskrive sig retten til at ordinere euforiserende stoffer eller en nærmere

angiven gruppe af sådanne stoffer for tid eller indtil videre.

§ 5 d. Når en læge efter ovenstående bestemmelser

helt eller delvis har mistet retten til at ordinere euforiserende stoffer,

påhviler det embedslægeinstitutionen (i København stadslægen) at foretage de

til lægens praksis fornødne ordinationer af sådanne stoffer.

Sundhedsstyrelsen kan dog udpege en anden dertil villig læge til at foretage

disse ordinationer. Nærmere regler om fremgangsmåden ved disse ordinationer

kan fastsættes af Sundhedsstyrelsen.

§ 5 e. Sundhedsstyrelsen kan på ethvert tidspunkt

efter ansøgning tilbagegive en læge retten til at ordinere euforiserende

stoffer eller en nærmere angiven gruppe af stofferne. Afslår

sundhedsministeren en klage over Sundhedsstyrelsens afgørelse, kan lægen

begære denne afgørelse prøvet ved domstolene, hvis der er forløbet mindst et

år, efter at der er truffet endelig bestemmelse om rettens bortfald, og

mindst et år, efter at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Det er en

betingelse for afgørelsens prøvelse ved domstolene, at lægen fremsætter

begæring herom overfor ministeren inden 3 uger fra det tidspunkt, da han ved

forkyndelse eller anbefalet brev er blevet gjort bekendt med afgørelsen.

Sundhedsministeren foranlediger herefter retssag anlagt mod lægen i den

borgerlige retsplejes former.

§ 5 f. Ordination af euforiserende stoffer som led i

behandling af personer for stofmisbrug foretages af læger ansat i kommunale

lægestillinger samt i lægestillinger ved Hovedstadens Sygehusfællesskab. Dog

kan enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehandling af kort varighed

foretages af andre læger.

Stk. 2. Ordinationsretten efter stk. 1, 1. pkt., kan

efter aftale i nærmere bestemte tilfælde overlades til en anden læge,

herunder en alment praktiserende læge eller en praktiserende speciallæge.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler for

ordinationen samt for den hertil knyttede udlevering og kontrol, herunder om

adgangen til at lade udlevering og kontrolforanstaltninger finde sted lokalt.

Stk. 4. Denne bestemmelse gælder ikke for behandling i

Kriminalforsorgens institutioner. Justitsministeren fastsætter efter

drøftelse med Sundhedsstyrelsen regler for samarbejdet mellem

Kriminalforsorgens læger og de læger, der er omfattet af stk. 1.

Kapitel 2

Lægens pligter

§ 6. En læge er under udøvelsen af sin gerning

forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved

økonomisk ordination af lægemidler, benyttelse af medhjælp m.v.

Stk. 2. Lægen skal, hvor det er muligt, og hvor der

ikke er grund til at antage, at det strider mod patientens ønske, oplyse

patienten om dennes helbredstilstand og behandlingsmulighederne.

Stk. 3. Lægen må ikke indlede eller fortsætte en

behandling mod patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet. Dette

gælder også, hvor patienten ved et livstestamente har udtrykt ønske om

fritagelse for livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er

uafvendeligt døende.

Stk. 4. Ved livsforlængende behandling forstås

behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring,

men alene til en vis livsforlængelse.

Stk. 5. I en situation, hvor patienten er uafvendeligt

døende, men hvor livstestamente ikke foreligger, kan lægen undlade at

påbegynde eller fortsætte foranstaltninger, som kun kan udskyde tidspunktet

for dødens indtræden. Lægen kan under samme omstændigheder indgive de

smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at

lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af

dødstidspunktet.

§ 6 a. Enhver, der er myndig, kan oprette et

livstestamente. Heri udtrykkes testators ønske om behandlingen, når testator

måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan

udøves på anden måde.

Stk. 2. Sundhedsministeren udfærdiger de nærmere regler

om livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse

m.v.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om

gebyrer for registrering af livstestamenter.

§ 7. Enhver læge er forpligtet til på begæring at yde

den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende

oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved

forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor

jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder

lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af

en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er han dog fritaget for den

omhandlede forpligtelse.

Stk. 2. Ønsker en læge ikke længere at virke som læge,

kan han ved derom at afgive skriftlig meddelelse til Sundhedsstyrelsen

frigøre sig for den i stk. 1 omhandlede pligt til at yde lægehjælp.

Sundhedsstyrelsen udsteder offentlig bekendtgørelse om, at pågældende har

ophørt at virke som læge.

§ 8. En læge skal ved udfærdigelse af erklæringer,

som han afgiver i sin egenskab af læge, udvise omhu og uhildethed og nøje

følge de herom givne almindelige og særlige regler.

Stk. 2. Sundhedsministeren udfærdiger efter indstilling

af Sundhedsstyrelsen almindelige regler for afgivelse af lægeattester. Kræves

en i lovgivningen foreskreven eller forudsat lægeattest afgivet på særlig

blanket, eller ønsker en statsinstitution i øvrigt at benytte en særlig

attestblanket, skal Sundhedsstyrelsen forinden have lejlighed til at udtale

sig angående blankettens affattelse; herfra undtages dog simple syge- og

raskmeldingsattester, f.eks. skoleattester.

Stk. 3. En læge er forpligtet til på begæring af en

offentlig myndighed i det efter øjemedet fornødne omfang at afgive attest til

offentligt brug om de lægelige iagttagelser, som han er i stand til at

meddele oplysning om, vedrørende en af ham undersøgt eller behandlet person,

der søger eller oppebærer pension, understøttelse eller anden offentlig

hjælp, herunder hjælp i henhold til forsikrings- og forsørgelseslovene. Samme

pligt påhviler sygehuse og lignende institutioner. De i henhold til denne

bestemmelse modtagne oplysninger er at betragte som tjenestehemmeligheder.

§ 9. En læge er under ansvar efter borgerlig

straffelovs § 263, stk. 2(* 2), jf. § 275, forpligtet til at iagttage tavshed

om, hvad han under udøvelsen af sit kald erfarer eller får formodning om

angående privatlivet tilhørende hemmeligheder, medmindre han ifølge

lovgivningen er forpligtet til at udtale sig, eller medmindre han handler i

berettiget varetagelse af en almen interesse eller i eget eller andres tarv.

§ 10. (Ophævet).

§ 11. Læger er forpligtede til at afgive de

indberetninger og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje

afkræves dem af sundhedsmyndighederne samt at opfylde den dem efter

lovgivningen i øvrigt påhvilende oplysnings- og indberetningspligt.

Stk. 2. Har en læge ydet fødselshjælp ved en fødsel,

ved hvilken ingen jordemoder har medvirket, påhviler det lægen efter nærmere

af sundhedsministeren fastsatte regler at foretage de for jordemødre påbudte

optegnelser og indberetninger.

§ 12. Kommer en læge i sin virksomhed til kundskab

om, at en person lider af sådanne sygdomme eller mangler i legemlig eller

sjælelig henseende, at han i betragtning af de forhold, hvorunder han lever

eller arbejder, udsætter andres liv eller helbred for nærliggende fare, er

lægen forpligtet til at søge faren afbødet ved henvendelse til vedkommende

selv, om fornødent ved anmeldelse til pågældende embedslægeinstitution eller

Sundhedsstyrelsen.

§ 13. Sundhedsministeren fastsætter efter indstilling

fra Sundhedsstyrelsen regler for, i hvilket omfang og på hvilken måde læger

af hensyn til den dem påhvilende indberetnings- og oplysningspligt skal føre

ordnede optegnelser over visse dele af deres virksomhed, såsom om behandling

af smitsomme sygdomme, ulykkestilfælde og sygdomme, der kan antages at få

varig indflydelse på patientens helbredstilstand.

Stk. 2. Sygehuse, klinikker og lignende er pligtige til

at føre ordnede optegnelser over deres behandling af syge og over, hvad der

er iagttaget vedrørende de pågældende sygdomstilfælde. Der fastsættes af

sundhedsministeren regler for, i hvilket omfang speciallæger skal føre

sådanne optegnelser.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 omhandlede optegnelser skal af

vedkommende læge, klinik eller sygehus opbevares i mindst 10 år.

Kapitel 3

Lægevirksomhed i forhold til det offentlige

§ 14. Ansættelse i kommunale lægestillinger samt i

lægestillinger ved Hovedstadens Sygehusfællesskab sker efter forudgående

offentligt opslag.

Stk. 2. Inden en stilling som overlæge på et sygehus

eller anden behandlingsinstitution besættes, foretages der en lægefaglig

bedømmelse af ansøgeren i et fagligt bedømmelsesudvalg nedsat af

ansættelsesmyndigheden.

Stk. 3. Før beslutning om ansættelse i en

overlægestilling træffes, forelægger ansættelsesmyndigheden sin indstilling

om ansættelse i stillingen for Sundhedsstyrelsen, der inden 10 dage kan

afgive en vejledende lægefaglig vurdering af ansøgeren. Sundhedsstyrelsen

fastsætter regler om, hvilke oplysninger der skal forelægges som grundlag for

styrelsens vurdering.

Stk. 4. Kun læger er berettigede til at udøve den

lægevirksomhed, som udkræves ifølge forsikrings- og forsørgelseslovene og

lovgivningen i øvrigt.

Stk. 5. Aftaler eller overenskomster, der tilsigter at

hindre, at de i stk. 2 nævnte lægestillinger søges af læger, der ikke er

medlemmer af bestemte foreninger eller sammenslutninger, er ugyldige og kan

ikke tillægges retsvirkning, når vedkommende læge af Sundhedsstyrelsen i

øvrigt anses for kvalificeret.

Stk. 6. Såfremt en læge udelukkes fra

sygesikringspraksis på grund af aftaler eller overenskomster, der tager sigte

på at gøre retten til sådan praksis afhængig af medlemskab af en faglig

sammenslutning af læger, kan den pågældende læge forelægge sagen for

sundhedsministeren.

Stk. 7. Såfremt der i anledning af en mellem læger og

offentlige myndigheder eller sygekasser opstået konflikt er indledet

forligsmægling, er lægerne, indtil forligsmæglingen er tilendebragt, dog ikke

ud over 3 måneder, pligtige til at yde befolkningen lægehjælp på samme vilkår

som hidtil. Tilvejebringes der ikke forlig inden for nævnte tidsrum, er

organisationsmæssige pålæg eller private aftaler mellem lægerne indbyrdes,

der måtte tilsigte at unddrage befolkningen den nødvendige lægehjælp,

ugyldige og kan ikke tillægges retsvirkning.

Kapitel 4

Betaling for lægehjælp

§ 15. Som betaling for sin bistand, herunder for

udstedelse af attester, kan en læge ikke fordre mere end, hvad der er

rimeligt under hensyn til ydelsens art og omfang. Ej heller kan en læge som

befordringsgodtgørelse kræve mere end dækning af de til en rimelig befordring

medgående udgifter og ingen sinde mere end gennemsnittet af de inden for

vedkommende landsdel til enhver tid for en sådan befordring gældende takster;

besøger lægen flere patienter på samme rejse, vil der være at foretage en

passende fordeling af befordringsudgifterne.

Stk. 2. Er lægehjælp ydet i henhold til bestemmelserne

i § 7, fritager den omstændighed, at betalingspligt ellers er afhængig af en

forudgående henvendelse, ikke den, der har modtaget hjælpen, eller den

person, institution eller offentlige myndighed, hvem betalingspligt i øvrigt

påhviler, for at betale for den begærede hjælp. I andre tilfælde, hvor det

offentlige betaler lægeregningen, er betalingspligt som regel afhængig af, at

lægens tilkaldelse er godkendt af vedkommende offentlige myndighed.

Stk. 3. Såfremt en læge ved et offentligt sygehus

ifølge de for ham fastsatte ansættelsesvilkår har ret til at beregne sig

betaling for operationer eller anden behandling af patienter, som indlægges

på sygehuset, skal der i sygehusets regulativ indsættes faste regler for

sådan betaling.

§ 16. Vedkommende minister kan efter forhandling med

pågældende lægeorganisation fastsætte takster for sådanne lægeattester, som

udkræves ifølge forsikrings- og forsørgelseslovene og lovgivningen i øvrigt,

og som hviler på lægeundersøgelser, hvis omfang i det væsentlige ligger fast.

Stk. 2. Det samme gælder med hensyn til

lægeundersøgelser m.v., hvis omfang i det væsentlige ligger fast, og som

foretages til brug for domstolene eller forvaltningen.

Kapitel 5

Tilsyn og ansvar

§ 17. Læger er undergivet tilsyn af

Sundhedsstyrelsen, der påser, at de i deres gerning holder sig lovgivningen

efterrettelig. Sundhedsstyrelsen er berettiget til at afkræve dem de for

tilsynets gennemførelse fornødne oplysninger.

§ 18. Den læge, der gør sig skyldig i grovere eller

gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sit kald, straffes med

bøde eller hæfte.

Stk. 2. Overtrædelser af stk. 1 påtales af

statsadvokaten.

§ 19. På samme måde straffes den læge, der træder i

samarbejde med lægfolk, som tager syge i kur, på en måde, der er egnet til at

bibringe almenheden den urigtige forestilling, at behandlingen sker efter

lægens anvisning eller på hans ansvar.

§ 20. Såfremt en læge i medfør af straffelovens § 79,

stk. 1, frakendes retten til at udøve lægegerning, skal anklagemyndigheden

tilstille Sundhedsstyrelsen meddelelse herom.

§ 21. En læge må kun reklamere for sin virksomhed ved

meddelelse af navn, stilling, adresse, træffetid, herunder fravær, køn og

alder samt om eventuel speciallægeanerkendelse, om eventuelle særlige

adgangsforhold til konsultationen og om eventuel tilslutning til overenskomst

med det offentlige.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke reklamering, der

udelukkende sker over for andre læger.

Stk. 3. Reklamering for lægevirksomhed må ikke finde

sted i fjernsynet.

Stk. 4. Overtrædelse af stk. 1 og 3 straffes med bøde.

Stk. 5. Såfremt en person, der har mistet retten til at

virke som læge, vedblivende udøver sådan virksomhed, straffes han med bøde

eller hæfte i indtil 3 måneder.

§ 22. Den læge, der gør sig skyldig i overtrædelse af

de bestemmelser, som indeholdes i eller udfærdiges i medfør af § 4, § 7, stk.

1, § 8, §§ 11-13, § 14, sidste stykke, og § 16, straffes med bøde.

Stk. 2. En læge, der i medfør af §§ 5 b eller 5 c har

mistet retten til at ordinere euforiserende stoffer, men som desuagtet

foretager sådanne ordinationer eller giver andre læger vildledende

oplysninger for at få dem til at ordinere stofferne for sig, straffes med

bøde eller hæfte.

Kapitel 6

Kvaksalveri

§ 23. Den, der uden at have autorisation som læge,

betegner sig som læge eller på anden måde, der er egnet til at vække

forestillinger om, at han har sådan autorisation, straffes med bøde.

§ 24. Tager en person, der ikke har autorisation som

læge, syge i kur, og udsætter han derved helbred for påviselig fare, straffes

han med bøde eller hæfte. Under skærpende omstændigheder, såsom hvis

pågældende har forårsaget væsentlig skade på legeme eller helbred, eller hvis

han tidligere er dømt for overtrædelse af denne paragraf eller §§ 25 eller

26, kan straffen stige til fængsel i indtil 1 år. Det samme gælder, hvis

patienten er sindssyg, åndssvag, under 18 år eller umyndiggjort, således at

han ikke selv kan tage bestemmelse om sine personlige forhold.

§ 25. Den, der uden at have autorisation som læge,

behandler en person for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium,

tuberkulose eller anden smitsom sygdom, straffes med hæfte eller med fængsel

i indtil 1 år, under formildende omstændigheder med bøde. At pågældende som

følge af sin manglende lægekyndighed ikke har været i stand til at erkende

sygdommens natur, fritager ham ikke for straf.

Stk. 2. Med samme straf anses den, der uden at have

autorisation som læge eller anden i lovgivningen hjemlet særlig adkomst,

foretager operative indgreb, iværksætter fuldstændig eller lokal bedøvelse

eller yder fødselshjælp, eller som anvender lægemidler, der kun må udleveres

fra apotekerne mod recept, eller anvender røntgen- eller radiumbehandling

eller behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af

uautoriserede personer sundhedsministeren har nedlagt forbud på grund af

behandlingens farlighed.

§ 26. Straf af bøde eller hæfte i indtil 3 måneder

finder anvendelse, hvis en person, der ikke har dansk indfødsret eller

indfødsret i et af de lande, der er medlemmer af De europæiske Fællesskaber,

og ikke har opholdt sig her i landet i 10 år, uden at have autorisation som

læge eller uden sundhedsministerens, når særlige grunde måtte tale derfor,

meddelte tilladelse tager syge i kur, såvel som hvis en person, der ikke har

autorisation som læge, under omrejsen tager syge i kur.

Stk. 2. Dersom en person, der ikke er autoriseret til

at udøve lægevirksomhed, ved bekendtgørelse - bortset fra en almindelig

meddelelse om vedkommendes adresse -, reklameskiltning, udsendelse af

beskrivelser eller på anden måde giver almenheden eller ham ukendte personer

meddelelse om, at han tager syge i kur, straffes han med bøde.

§ 27. Dersom en person, der tidligere er idømt

frihedsstraf for overtrædelse af §§ 24, 25 eller 26 eller forordning af 5.

september 1794 angående straf for kvaksalvere, jf. lov af 3. marts 1854, på

ny idømmes sådan straf for overtrædelse af en af de fornævnte paragraffer,

kan der ved dommen gives ham pålæg om helt at afholde sig fra at tage syge i

kur. Overtrædelse af sådant pålæg straffes med bøde eller hæfte i indtil 3

måneder.

Kapitel 7

Slutnings- og overgangsbestemmelser

§ 28. Sundhedsstyrelsen giver offentlig meddelelse om

autorisation og tilladelser samt fratagelser og fraskrivelser i medfør af

kapitel 1. Meddelelse om bortfald og generhvervelse af retten til at ordinere

euforiserende stoffer gives til landets apotekere og embedslæger.

§ 28 a. Sundhedsstyrelsen er berettiget til at

udsende meddelelse til læger og apotekere om personer, der efter de for

Sundhedsstyrelsen foreliggende oplysninger må antages at misbruge

euforiserende stoffer.

§ 29. Personer, som ved denne lovs ikrafttræden er

berettigede til at udøve lægegerning, er uanset bestemmelserne i §§ 1 og 2

vedblivende berettiget til at udøve sådan gerning og til at betegne sig som

læge, idet de skal anses som lige med læger, der er autoriserede efter denne

lov.

§ 30. En læge, som ved denne lovs ikrafttræden af Den

almindelige danske Lægeforening har fået anerkendelse som speciallæge med ret

til at betegne sig som sådan, er uanset bestemmelserne i § 4 vedblivende

berettiget til at virke og betegne sig som speciallæge. Efter indstilling af

det i § 4, stk. 2, nævnte specialistnævn kan Sundhedsstyrelsen undtagelsesvis

meddele en læge, som inden 1. januar 1932 faktisk har ført betegnelsen

speciallæge uden at være anerkendt som sådan af Den almindelige danske

Lægeforening, tilladelse til fortsat at virke og betegne sig som speciallæge.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 4, stk. 3, 1. pkt., gælder

ikke for læger, der ved lovens ikrafttræden i henhold til § 2, jf. § 11, i

lov nr. 40 af 25. februar 1916(* 3) om udøvelse af tandlægevirksomhed er

berettiget til at betegne sig som tandlæge eller deres virksomhed som

tandlægevirksomhed.

§ 31. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1935.

Fra samme tidspunkt ophæves:

Forordning af 4. december 1672 om medicis og apothekere i det omfang,

hvori den endnu er i kraft.

Forordning af 5. september 1794 angående straf for kvaksalvere m.m. §§ 5

og 6.

Plakat af 14. maj 1813 angående takster for læger.

Plakat af 30. januar 1838 angående en forenet medicinsk-chirurgisk examen

m.m. § 1.

Cancellie-Plakat af 28. januar 1840 for Danmark angående udlændinges ret

til lægepraksis, når de have underkastet sig examen her i landet.

Lov af 3. marts 1854, hvorved straffebestemmelserne i 5. paragraph i

forordning af 5. september 1794 forandres.

Lov af 30. januar 1861 angående barbeernæringen samt om adgang til at

årelade og kopsætte § 2, for så vidt angår de deri omhandlede forretninger af

kurativ art, og §§ 4 og 6.

Lov nr. 2 af 2. januar 1871 om ligsyn § 8, stk. 1, for så vidt angår den

deri fastsatte takst for betaling til læger for foretagelse af ligsyn og

udstedelse af dødsattest.

Lov nr. 87 af 21. april 1914 om embedslægevæsenets ordning § 4, stk. 1,

for så vidt angår bestemmelsen om, at amtslægen skal høres angående

ansættelse af overlæger og enelæger ved amts- og bykommunale sygehuse.

Lov nr. 40 af 25. februar 1916 om udøvelse af tandlægevirksomhed § 2, for

så vidt reglerne deri er ændret ved nærværende lovs § 4, stk. 3.

Stk. 2. Endelig ophæves alt, hvad der i øvrigt i de

hidtil gældende love og anordninger måtte være stridende mod denne lov, dog

at det skal have sit forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b., i lov nr.

273 af 28. juni 1920 om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de

sønderjydske landsdele ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922

fastsatte bestemmelser om udøvelse af virksomhed som lægepraktikant i de

nævnte landsdele.

Stk. 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 275 af 26. maj 1976 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. december 1976.

Stk. 2. Læger, der i medfør af § 4, stk. 1, i lov om

udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 197 af 14. maj 1970, har

fået tilladelse til at betegne sig som speciallæge før denne lovs

ikrafttræden, har adgang til selvstændigt virke som læge. Tilsvarende gælder

læger, der før denne lovs ikrafttræden har påbegyndt uddannelsen til

speciallæge og opnår tilladelse til at betegne sig som sådan.

Stk. 3. Tilladelser til at udøve virksomhed som alment

praktiserende læge eller til at udøve selvstændig virksomhed (erhverv) som

fødselshjælper og læge ligestilles med tilladelse i henhold til § 2, stk. 4,

i lov om udøvelse af lægegerning.

Stk. 4. Læger, der har aflagt lægevidenskabelig

embedseksamen efter bestemmelserne i kongelig anordning nr. 275 af 26. august

1954 om den lægevidenskabelige embedseksamen ved Københavns og Århus

universiteter med senere ændringer, skal inden for 5 år efter bestået eksamen

have ret til at opnå autorisation til at udøve selvstændig virksomhed

(erhverv) som fødselshjælper og læge efter de hidtil gældende regler.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft

på øerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Lov nr. 278 af 2. maj 1990 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. august 1990.

Lov nr. 351 af 14. maj 1992 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Lov nr. 1133 af 21. december 1994 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 14

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.

Lov nr. 257 af 19. april 1995 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

Lov nr. 435 af 14. juni 1995 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 3

Stk. 1. Loven (§ 5 f) træder i kraft den 1. januar

1996.

Stk. 2. De ved lovens ikrafttræden igangværende

behandlingsforløb uden for offentlige sygehuse eller behandlingsinstitutioner

for stofmisbrugere kan fortsættes indtil 1. januar 1997.

Sundhedsministeriet, den 20. juli 1995

Yvonne Herløv Andersen

/ Barbara Erlich-Eriksen

Officielle noter

(* 1) Angående adgang for statsborgere fra Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde (EØS-aftalen) henvises til Sundhedsministeriets

bekendtgørelse nr. 748 af 16. august 1994.

(* 2) Nugældende §§ 152 b og 152 c, jf. § 152 f.

(* 3) Nugældende lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger.

Lignende dokumenter