Spring til indhold

Retsinformation

Forlænget dagpengeret - 'ventedagpenge' i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3.

KEN nr 60588 af 25/10/1990Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Forlænget dagpengeret -

»ventedagpenge« i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55,

stk. 3.

Et medlem blev den 8. februar 1988 overflyttet til Arbejdsløshedskassen

for Selvstændige Erhvervsdrivende, fordi der var givet bevilling til

iværksætterydelse indtil den 14. juni 1989, d.v.s. at medlemmets falddato

efter § 55 var den 14. juni 1988.

Den 12. maj 1989 meldte medlemmet sig ledig, d.v.s. før udløbet af

bevillingen, men efter udløbet af falddatoen.

Medlemmet blev herefter indberettet til jobtilbud og modtog dagpenge

indtil jobtilbuddet startede den 1. november 1989. For at medlemmet kunne

modtage dagpenge i denne periode (jf. § 55, stk. 3) indsatte

Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende en fiktiv falddato for

medlemmet, nemlig den 31. december 1989.

Medlemmet startede den 1. november 1989 sit jobtilbud, men blev opsagt til

fratræden den 31. januar 1990 på grund af arbejdsgiverens økonomiske

vanskeligheder. Samtidig var medlemmet pr. 1. november 1989 blevet

overflyttet til Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse.

Medlemmet havde haft 456 arbejdstimer i jobtilbuddet og var herefter

berettiget til supplerende jobtilbud.

Den 9. marts 1990 fik medlemmet oplyst fra arbejdsformidlingen, at hun

kunne starte supplerende jobtilbud den 13. marts 1990.

Medlemmet søgte arbejdsløshedskassen om dagpenge for tiden efter

ledigmeldelsen den 31. januar 1990.

Arbejdsløshedskassen oplyste, at medlemmet ikke var berettiget til

dagpenge, idet betingelsen i § 55 ikke var opfyldt.

Medlemmet havde mistet retten til dagpenge den 14. juni 1988, og hun havde

inden for de sidste 18 måneder kun været beskæftiget som lønmodtager i 456

timer.

Medlemmet klagede over afgørelsen, idet hun følte sig voldsomt uretfærdigt

Læs alt

behandlet. Medlemmet var blevet misinformeret af både arbejdsformidlingen og

forbundet. Arbejdsformidlingen havde dels oplyst hende om, at hendes falddato

var den 31. december 1989, dels om, at hvis arbejdsgiveren ikke kunne

overholde sine forpligtelser, var hun berettiget til et kommunalt jobtilbud.

Hun ville således ikke lide noget økonomisk tab. Hverken arbejdsformidlingen

eller arbejdsløshedskassen havde tilsyneladende informeret medlemmet om,

hvilken uheldig situation hun kunne risikere at havne i.

Direktoratet meddelte, at ved ledigmeldelsen den 31. januar 1990 opfyldte

medlemmet ikke arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 4,

hvorfor medlemmet ikke var dagpengeberettiget ved ledigmeldelsen.

Medlemmet anførte i sin klage til ankenævnet, at hun manglede en

begrundelse/forklaring på den afgørelse, der nu var truffet af direktoratet.

Desuden stillede hun følgende spørgsmål til afgørelsen:

1) Nøjagtig hvor, hvornår eller i forhold til hvem eller hvad, havde hun

begået den fejl, der indtil videre havde kostet hende og hendes familie et

tab svarende til godt 5 ugers løn?

2) Medlemmet var meget interesseret i at få en fyldestgørende forklaring

på, hvem der bar ansvaret for den fejl, der her forelå. Helst en seriøs

forklaring!

3) Medlemmet havde en meget klar fornemmelse af, at hun i øjeblikket

»blev straffet« for at have udvist initiativ til selv at komme i

job. Hvorfor blev hun det? (Hun kunne da godt se, at det ville have været

nemmere bare at ligge hjemme på sofaen, indtil arbejdsformidlingen ringede

hende op og tilbød hende et jobtilbud. Iøvrigt ville hun så ydermere have

sparet sig selv for alt dette mas og skriverier).

Ankenævnet fandt, at der ville kunne udbetales dagpenge til medlemmet i

perioden fra den 31. januar 1990, og indtil hun startede på supplerende

arbejdstilbud den 13. marts 1990, i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 55, stk. 3.

Ankenævnet lagde vægt på, at arbejdstilbudet ophørte på grund af

arbejdsgivers konkurs og derfor ikke kunne tilregnes medlemmet.

Endvidere lagde ankenævnet vægt på, at hensynet bag reglen i § 55, stk. 3,

har været at sikre retten til dagpenge for medlemmer, som venter på et

arbejdstilbud, og som i venteperioden ikke er dagpengeberettigede, fordi

26-ugersreglen ikke længere er opfyldt.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelse.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter