Spring til indhold

Retsinformation

Efterløn - arbejdskravet. (* 1)

KEN nr 51620 af 24/02/1988Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Efterløn - arbejdskravet. (* 1)

Ankenævnet fandt i februar 1986, at medlemmets arbejde i den selvstændige

virksomhed måtte anses for endeligt ophørt den 1. december 1982.

Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at medlemmet i tiden 1. december -

31. december 1982 havde arbejde som selvstændig erhvervsdrivende eller som

lønmodtager, der ville kunne medregnes ved opgørelsen af, hvor længe

arbejdsbetingelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 er opfyldt.

Medlemmet kunne derfor ikke overgå til efterløn, da hun ikke ved

begæringen om efterløn den 25. juni 1985 opfyldte betingelserne for ret til

dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 3.

Ankenævnet udtalte på Ombudsmandens foranledning bl.a.:

»Ved brev af 15. oktober 1987 anmoder Folketingets Ombudsmand om en

udtalelse i sagen vedrørende ovennævnte. Der anmodes om en nærmere

redegørelse omkring vurderingen af det arbejde, som medlemmet havde i

december 1982, herunder oplysning om, hvilken vægt der kan tillægges den

omstændighed, at medlemmet ikke blev anset for ledig i december 1982.

I denne anledning skal man oplyse, at ankenævnet ved sin afgørelse lagde

vægt på, dels at medlemmet i ledighedserklæring af 16. december 1982 henviste

til, at hun var ophørt med selvstændig virksomhed den 1. december 1982, dels

på oplysninger om, at virksomheden var afhændet den 1. december 1982.

Ankenævnet har herved ikke taget stilling til, om medlemmet var ledig i

december måned, idet medlemmet ikke begærede dagpenge for denne måned.

Ankenævnet lagde endvidere til grund, at arbejdsløshedskassen allerede den

10. marts 1983 orienterede medlemmet om, at 26-ugers begrænsningen ville

indtræde den 1. juni 1985, og at medlemmet først protesterede herimod den 5.

august 1985, da hun havde modtaget underretning om, at hun ikke kunne

bevilges efterløn.

Ankenævnet har endelig ikke fundet, at der forelå tilstrækkelig

dokumentation for, at medlemmet i december måned har fortsat som selvstændig

erhvervsdrivende, idet virksomheden ifølge købekontrakten var afhændet pr. 1.

Læs alt

december 1982. Nævnet har heller ikke fundet det godtgjort, at hun var ansat

til at udføre lønarbejde, ligesom der ej heller ses at være tilstrækkelig

dokumentation for antallet af arbejdstimer.«

Ombudsmanden udtalte bl.a.: »........

Efterløn ydes efter begæring, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 a,

og efter § 75 b, stk. 1, nr. 3, er en af betingelserne for ret til efterløn,

at medlemmet »ved overgang til efterløn opfylder betingelserne for ret

til dagpenge«.

Ankenævnet (og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) har afslået

medlemmets begæring om efterløn med henvisning til, at hun ikke opfyldte

denne betingelse, og baggrunden herfor var, at hun (da hun indgav begæringen)

var faldet for 26 ugers begrænsningen i lovens § 55. ........

Arbejdsløshedskassen har fastsat medlemmets »falddato« efter

denne bestemmelse til den 1. juni 1985, hvilket hun fik meddelelse om i

forbindelse med påbegyndelse af dagpengeudbetalingen i marts 1983 (falddatoen

er senere udskudt til den 6. juni 1985 på grund af sygdom). ........

Arbejdsløshedskassens beregning (som ankenævnet og direktoratet ved de

trufne afgørelser har tiltrådt) tager udgangspunkt i, at medlemmet ikke efter

den 1. december 1982, det vil sige overtagelsesdagen for overdragelsen af

selskabet, havde »arbejde«.

Det fremgår af ankenævnets afgørelse, at dette har sammenhæng med

bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 3, hvorefter en

selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hendes »personlige

arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt«, og den dertil

hørende vejledning i (dagældende) cirkulære af 12. maj 1981 vedrørende

spørgsmålet om endeligt ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed.

I det nævnte cirkulære er det angående ophørsbetingelsen under pkt. III

(vedrørende selvstændig virksomhed, som drives i selskabsform) anført, at der

»som hovedregel (skal) ske opløsning af selskabet eller overdragelse af

samtlige aktier eller anparter«.

Medlemmet modtog først dagpenge pr. 31. december 1982, og dette skyldtes -

må jeg forstå - at hun i december 1982 »arbejdede« med salg af

varelager m.v., og (derfor) ikke anmodede om dagpenge fra et tidligere

tidspunkt. I cirkulærets pkt. IV (vedrørende tidspunktet for ledighedens

indtræden) er det anført: »........

Som hovedregel skal det personlige arbejde i virksomheden være helt

ophørt, d.v.s. at ledighed normalt ikke kan anses at foreligge, så længe den

pågældende tager del i afviklingen af virksomheden. .........«

Ved medlemmets indgivelse af efterlønsbegæring den 25. juni 1985 blev det

af afgørende betydning, hvorvidt den beskæftigelse, hun havde i december

1982, kunne medregnes ved opgørelse af arbejdskravet efter § 55.

I bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 om beregning af arbejdskravet

er det fastsat:

§ 1. Som lønarbejde betragtes:

a) arbejde, der uden offentlige løntilskud udføres for en arbejdsgiver her

i landet eller i udlandet på løn- og arbejdsvilkår, der er i overensstemmelse

med gældende overenskomster for dette eller tilsvarende arbejde .....

§ 2. Selvstændig virksomhed medregnes alene til opfyldelse af

arbejdskravet, hvis arbejdet er udført som hovedbeskæftigelse.

Den til bekendtgørelsen hørende vejledning indeholder følgende passus:

»Arbejde i en virksomhed, der ejes af pågældendes familie, kan ikke

uden videre betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens

forstand, selv om medlemmet ikke er medejer af virksomheden.

Det må i hvert enkelt tilfælde påses, at medlemmets løn- og

ansættelsesvilkår i virksomheden er i overensstemmelse med de vilkår, der

ifølge overenskomst gælder for tilsvarende arbejde, jf. det om begrebet

lønarbejde oven for anførte.

Foreligger der dokumentation herfor, samt for at der er indbetalt

kildeskat, bidrag til ATP m.v., må det imidlertid anses som hovedreglen, at

beskæftigelsen kan betragtes som lønarbejde i relation til

arbejdsløshedsforsikringslovens bestemmelser.

Særligt for så vidt angår arbejde hos ægtefælle/samlever, der driver

selvstændig virksomhed, bemærkes, at sådant arbejde almindeligvis ikke kan

anses for lønarbejde i relation til opfyldelse af arbejdskravet«.

Ankenævnet har tidligere i en anden sag tiltrådt en afgørelse, hvorefter

et medlems beskæftigelse med løn ved afvikling af et overdraget selskab ikke

kunne anses for »dagpengekvalificerende« arbejde i relation til §

55.

Formålet med reglerne i § 55 og bekendtgørelse om forudgående

beskæftigelse som betingelse for dagpengeretten er »at sikre, at

personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, har en vis aktuel tilknytning

til arbejdsmarkedet«, jf. den lige nævnte vejledning.

Efter det i sagen oplyste om medlemmets beskæftigelse i december 1982, som

bestod i afvikling af selskabets aktiviteter, finder jeg ikke at kunne

kritisere, at ankenævnet ved afgørelsen af, hvorvidt medlemmet efter § 55 var

berettiget til dagpenge den 25. juni 1985, ikke har fundet at kunne medregne

denne beskæftigelse. Jeg har derfor ikke fundet grundlag for at kritisere

ankenævnets afgørelse om, at medlemmet ikke er berettiget til efterløn'.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter