Spring til indhold

Retsinformation

Kontanthjælp - tilbagebetaling - ubegrundet arbejdsophør - tilbagebetalingsperiodens længde - udnyttet sine arbejdsmuligheder (* 1)

KEN nr 19308 af 21/12/1988Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kontanthjælp - tilbagebetaling - ubegrundet

arbejdsophør - tilbagebetalingsperiodens længde - udnyttet sine

arbejdsmuligheder (* 1)

Bistandsloven giver ikke mulighed for at fastsætte tidsmæssig

begrænsning af tilbagebetalingskravet vedrørende kontanthjælp, der

ydes som følge af en ansøgers ubegrundede vægring ved at påtage sig

eller fortsætte med at arbejde.

Tilbagebetalingspligten efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1,

vedvarer og kan først bringes til ophør, når ansøgeren efter en

konkret vurdering i det enkelte tilfælde har udfoldet reelle

bestræbelser for påny at komme i arbejde, jf. bistandslovens § 40,

stk. 1.

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager vedrørende spørgsmålet:

I sagen

20107-86 fik M udbetalt kontanthjælp mod tilbagebetaling i henhold til

bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, med virkning fra 2. august 1984 indtil

han påny kom i arbejde den 18. marts 1985.

M fandtes fra slutningen af januar 1985 at have udfoldet sådanne reelle

bestræbelser på at komme i arbejde, at tilbagebetalingspligten måtte anses

for ophørt på dette tidspunkt.

Ved vurderingen af om tilbagebetalingsperioden burde tidsbegrænses lagde

Ankestyrelsen endvidere vægt på, at M havde modtaget kontanthjælp i en

forholdsvis lang periode, og at der således var tale om tilbagebetaling af et

forholdsvis stort beløb.

Ankestyrelsen henviste endvidere til, at når det sociale udvalg ikke havde

pligt til at kræve tilbagebetaling, kunne udvalget beslutte at indskrænke

tilbagebetalingspligten til kun at omfatte en del af det beløb, der var

mulighed for at kræve tilbagebetalt i sin helhed.

I sagen 20167-88 fik K udbetalt kontanthjælp mod tilbagebetaling i henhold

til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, som følge af ubegrundet opgivelse af

Læs alt

et jobtilbud, der blev påbegyndt den 29. juli 1985. Hjælpen ophørte pr. 31.

august 1986.

K søgte efterfølgende om bortfald af tilbagebetalingspligten.

Ankestyrelsen fandt ikke, at K i den omhandlede hjælpsperiode havde

udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at få arbejde som kunne bevirke, at

tilbagebetalingspligten bringes til ophør.

Betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk.

1, nr. 1, fandtes således også at have været opfyldt i tiden efter udløbet af

9 måneders perioden den 29. april 1986, idet K's behov for kontanthjælp

fortsat skyldtes ubegrundet opgivelse af arbejde.

Redegørelse for de enkelte sager:

1. J.nr. 20107-86.

En ung mand M søgte den 2. august 1984 socialforvaltningen om

kontanthjælp.

M havde senest været i arbejde fra 24. april 1984. Han sygemeldte sig den

8. maj 1984 til arbejdsgiveren.

M blev den 21. maj 1984 opsagt fra sit arbejde, da han ikke havde ladet

høre fra sig under sygefraværet.

Det sociale udvalg bevilgede M hjælp til underhold og betaling af

fagforeningskontingent. M havde ikke andre faste udgifter.

Hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens §

26, stk. 1, nr. 1.

M fik i oktober 1984 bevilget hjælp til dækning af en boligudgift på 750

kr. pr. måned. Hjælpen blev fortsat ydet med tilbagebetalingspligt i henhold

til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

M blev den 29. januar 1985 via arbejdsformidlingen henvist til en

ansættelsessamtale. M fik ikke arbejdet.

M fik den 18. marts 1985 arbejde.

M's gæld til det sociale udvalg udgjorde da ca. 37.000 kr.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse, hvorefter den

kontanthjælp, M havde modtaget i tiden fra 2. august 1984 til 18. marts 1985,

var udbetalt med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26,

stk. 1, nr. 1.

Amtsankenævnet begrundede sin afgørelse med, at M selv havde givet

anledning til fyringen den 21. maj 1984, idet han ikke havde dokumenteret sit

fortsatte sygefravær med en lægeerklæring eller lignende.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der forelå tilbagebetalingserklæringer

underskrevet af M, hvoraf fremgik, at M var orienteret om

tilbagebetalingskravet.

Genoptagelse af sagen:

Ankestyrelsen afviste den 11. februar 1986 at behandle sagen, da sagen

ikke fandtes at være af principiel betydning.

M's fagforening klagede til Folketingets Ombudsmand. Fagforeningen

anførte, at spørgsmålet om længden af den periode, hvori der kunne ydes

kontanthjælp imod tilbagebetaling, var af principiel karakter. Fagforeningen

tilføjede, at den ofte var stødt på problemet i forbindelse med hjælp til

medlemmerne.

Folketingets Ombudsmand anførte bl.a. i sin udtalelse af 26. maj 1987:

»og så fordi anvendelsen af bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk.

1, nr. 1, er fakultativ (valgfri) for det sociale udvalg, kan der rejses

spørgsmål om, hvorvidt udvalget selv (oprindelig eller på et senere

tidspunkt) kan fastsætte en tidsbegrænset tilbagebetalingsperiode.«

LOVGRUNDLAG:

Bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, § 37, § 38 (nu bistandslovens § 40).

Pkt. 36 i Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om

bistandslovens almindelige bestemmelser, som ændret ved Socialministeriets

cirkulære af 20. december 1982.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, giver det sociale

udvalg hjemmel til at træffe beslutning om tilbagebetaling. Bestemmelsen

giver imidlertid ikke det sociale udvalg pålæg om at kræve tilbagebetaling af

hjælp, når betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Da det sociale udvalg ikke havde pligt til at kræve tilbagebetaling, fandt

Ankestyrelsen, at udvalget kunne beslutte at indskrænke

tilbagebetalingspligten til kun at omfatte en del af det beløb, der var

mulighed for at kræve tilbagebetalt i sin helhed.

Ved vurderingen af om tilbagebetalingsperioden burde tidsbegrænses, måtte

det tages i betragtning, at M havde modtaget kontanthjælp i en forholdsvis

lang periode, og at der således var tale om tilbagebetaling af et forholdsvis

stort beløb.

Ankestyrelsen henviste endvidere til bistandslovens § 38 (nu

bistandslovens § 40, stk. 1), hvorefter ydelse af hjælp forudsatte, at den,

der søgte hjælpen, havde udnyttet sine arbejdsmuligheder. Der måtte således

lægges vægt på, om M havde udfoldet reelle bestræbelser på at få et arbejde.

Ankestyrelsen fandt, at M fra slutningen af januar 1985, hvor han efter

henvisning fra arbejdsformidlingen havde en ansættelsessamtale om et arbejde

- som han dog ikke fik - havde udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at

komme i arbejde. Tilbagebetalingspligten måtte derfor anses for ophørt på

dette tidspunkt. Det vil sige, at M ikke havde pligt til at tilbagebetale

kontanthjælp, der var ydet ham efter den 29. januar 1985.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale udvalg til beregning af den

tilbagebetalingspligtige del af kontanthjælpen i overensstemmelse med, at

tilbagebetalingspligten var ophørt for hjælp ydet efter den 29. januar 1985.

Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra amtsankenævnet.

2. J.nr. 20167-88.

En 22-årig kvinde K påbegyndte den 29. juni 1985 et job som langtidsledig

i et privat firma.

Hun blev senere afskediget på grund af udeblivelse.

K fik herefter udbetalt kontanthjælp fra sin daværende bopælskommune.

Hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens §

26, stk. 1, nr. 1 som følge af det misligholdte arbejdstilbud.

K flyttede pr. 1. februar 1986 til den nuværende bopælskommune,der

fortsatte udbetalingen af kontanthjælp med tilbagebetalingspligt. Hjælpen

ophørte pr. 1. september 1986.

K søgte den 2. juli 1987 den nuværende bopælskommune om frafald af

tilbagebetalingspligten vedrørende den kontanthjælp, der var udbetalt hende

af kommunen i perioden 3. februar til 31. august 1986 med ialt 23.822 kr. K

begrundede sin ansøgning med, at hun havde planer om at påbegynde et

uddannelsesforløb af mindst 5 års varighed, og at hun derfor ikke ville have

midler til at tilbagebetale i denne periode.

Det sociale udvalg meddelte afslag på ansøgningen med henvisning til, at

den hjælp, der var ydet K i den ovennævnte periode, var en fortsættelse af

hjælp ydet af den tidligere bopælskommune, der havde fastsat

tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, på grund af

misligholdt arbejdstilbud. K havde endvidere efterfølgende fået karantæne i

sin arbejdsløshedskasse og kunne på grund af manglende opfyldelse af

beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 ikke genindtræde

i retten til arbejdsløshedsdagpenge, før hun opnåede 1040 timers

beskæftigelse.

Det sociale udvalg fandt ikke, at der i K's ansøgning var oplyst forhold,

der ændrede grundlaget for fastsættelse af tilbagebetalingspligt. Efter

udvalgets opfattelse kunne den omstændighed, at K planlagde et

uddannelsesforløb ikke i sig selv bevirke, at beløbet på daværende tidspunkt

kunne betragtes som uerholdeligt.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet pålagde det sociale udvalg at ophæve

tilbagebetalingspligten for den del af tilbagebetalingskravet, der lå efter

udløbet af jobtilbudsperioden (dvs. fra 29. april 1986).

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at betingelserne for fastsættelse af

tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, kun havde

foreligget opfyldt for den del af kontanthjælpen, som var udbetalt K i den

periode, hvor hun ville have haft indtægter fra sit job som langtidsledig

(29. juli 1985 - 29. april 1986). Efter dette tidspunkt skyldes K's behov for

kontanthjælp, at hun havde fået karantæne fra sin arbejdsløshedskasse,

hvilket ikke kunne henføres under bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Nævnet anførte efterfølgende overfor det sociale udvalg, at det afgørende

for nævnets vurdering af begrænsningen af tilbagebetalingspligten var, at et

9 måneders arbejdstilbud efter lov om arbejdstilbud til ledige betragtes som

begrænset til dette tidsrum, og som sådan vil der ikke bevisligt stå noget

arbejdstilbud åbent for medlemmet efter de 9 måneder.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Sagen blev anket af det sociale udvalg, der henviste til, at afslaget på

frafald af tilbagebetalingskravet for den hjælp, der var ydet af kommunen i

perioden 3. februar til 31. august 1986 var begrundet i, at forudsætningerne

for fastsættelse af tilbagebetalingspligten fortsat var ubegrundet opgivelse

af et arbejde, og dette grundlag var ikke ændret siden tildelingen af hjælp.

For så vidt angik varigheden af det konkrete arbejdstilbud, var det

udvalgets opfattelse, at lov om arbejdstilbud til ledige ikke lægger op til,

at arbejdstilbuddets længde nødvendigvis er begrænset til 9 måneder.

LOVGRUNDLAG:

Bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, § 38 (nu § 40, stk. 1).

Pkt. 36 i Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om

bistandslovens almindelige bestemmelser, som ændret ved Socialministeriets

cirkulære af 20. december 1982.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Ankestyrelsen lagde til grund, at bistandsloven ikke giver mulighed for at

fastsætte tidsmæssige begrænsninger af tilbagebetalingskravet vedrørende

kontanthjælp, der ydes som følge af en ansøgers ubegrundede vægring ved at

påtage sig eller fortsætte med et arbejde.

Ankestyrelsen fandt herefter, at tilbagebetalingspligten efter

bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, vedvarer og først kan bringes til ophør,

når ansøgeren efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde har udfoldet

reelle bestræbelser for påny at komme i arbejde, jf. herved bistandslovens §

38 (nu bistandslovens § 40, stk. 1), hvorefter ydelse af hjælp forudsætter,

at den, der søger hjælpen, har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Efter oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen det ikke godtgjort, at K i

den omhandlede hjælpsperiode havde udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at

få arbejde, som kunne bevirke, at tilbagebetalingspligten blev bragt til

ophør.

Ankestyrelsen fandt derfor, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling

efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, havde været opfyldt også i tiden

efter udløbet af 9 måneders perioden den 29. april 1986, idet K's behov for

kontanthjælp fortsat skyldtes ubegrundet opgivelse af arbejde.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse skulle ikke medføre, at det sociale udvalg kunne

genpålægge tilbagebetalingspligt for den del af den ydede kontanthjælp, for

hvilken amtsankenævnet havde ophævet tilbagebetalingskravet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter