Kontanthjælp - tilbagebetaling - ubegrundet arbejdsophør - tilbagebetalingsperiodens længde - udnyttet sine arbejdsmuligheder (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kontanthjælp - tilbagebetaling - ubegrundet
arbejdsophør - tilbagebetalingsperiodens længde - udnyttet sine
arbejdsmuligheder (* 1)
Bistandsloven giver ikke mulighed for at fastsætte tidsmæssig
begrænsning af tilbagebetalingskravet vedrørende kontanthjælp, der
ydes som følge af en ansøgers ubegrundede vægring ved at påtage sig
eller fortsætte med at arbejde.
Tilbagebetalingspligten efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1,
vedvarer og kan først bringes til ophør, når ansøgeren efter en
konkret vurdering i det enkelte tilfælde har udfoldet reelle
bestræbelser for påny at komme i arbejde, jf. bistandslovens § 40,
stk. 1.
Ankestyrelsen har behandlet 2 sager vedrørende spørgsmålet:
I sagen
20107-86 fik M udbetalt kontanthjælp mod tilbagebetaling i henhold til
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, med virkning fra 2. august 1984 indtil
han påny kom i arbejde den 18. marts 1985.
M fandtes fra slutningen af januar 1985 at have udfoldet sådanne reelle
bestræbelser på at komme i arbejde, at tilbagebetalingspligten måtte anses
for ophørt på dette tidspunkt.
Ved vurderingen af om tilbagebetalingsperioden burde tidsbegrænses lagde
Ankestyrelsen endvidere vægt på, at M havde modtaget kontanthjælp i en
forholdsvis lang periode, og at der således var tale om tilbagebetaling af et
forholdsvis stort beløb.
Ankestyrelsen henviste endvidere til, at når det sociale udvalg ikke havde
pligt til at kræve tilbagebetaling, kunne udvalget beslutte at indskrænke
tilbagebetalingspligten til kun at omfatte en del af det beløb, der var
mulighed for at kræve tilbagebetalt i sin helhed.
I sagen 20167-88 fik K udbetalt kontanthjælp mod tilbagebetaling i henhold
til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, som følge af ubegrundet opgivelse af
Læs alt
et jobtilbud, der blev påbegyndt den 29. juli 1985. Hjælpen ophørte pr. 31.
august 1986.
K søgte efterfølgende om bortfald af tilbagebetalingspligten.
Ankestyrelsen fandt ikke, at K i den omhandlede hjælpsperiode havde
udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at få arbejde som kunne bevirke, at
tilbagebetalingspligten bringes til ophør.
Betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk.
1, nr. 1, fandtes således også at have været opfyldt i tiden efter udløbet af
9 måneders perioden den 29. april 1986, idet K's behov for kontanthjælp
fortsat skyldtes ubegrundet opgivelse af arbejde.
Redegørelse for de enkelte sager:
1. J.nr. 20107-86.
En ung mand M søgte den 2. august 1984 socialforvaltningen om
kontanthjælp.
M havde senest været i arbejde fra 24. april 1984. Han sygemeldte sig den
8. maj 1984 til arbejdsgiveren.
M blev den 21. maj 1984 opsagt fra sit arbejde, da han ikke havde ladet
høre fra sig under sygefraværet.
Det sociale udvalg bevilgede M hjælp til underhold og betaling af
fagforeningskontingent. M havde ikke andre faste udgifter.
Hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens §
26, stk. 1, nr. 1.
M fik i oktober 1984 bevilget hjælp til dækning af en boligudgift på 750
kr. pr. måned. Hjælpen blev fortsat ydet med tilbagebetalingspligt i henhold
til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
M blev den 29. januar 1985 via arbejdsformidlingen henvist til en
ansættelsessamtale. M fik ikke arbejdet.
M fik den 18. marts 1985 arbejde.
M's gæld til det sociale udvalg udgjorde da ca. 37.000 kr.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse, hvorefter den
kontanthjælp, M havde modtaget i tiden fra 2. august 1984 til 18. marts 1985,
var udbetalt med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26,
stk. 1, nr. 1.
Amtsankenævnet begrundede sin afgørelse med, at M selv havde givet
anledning til fyringen den 21. maj 1984, idet han ikke havde dokumenteret sit
fortsatte sygefravær med en lægeerklæring eller lignende.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at der forelå tilbagebetalingserklæringer
underskrevet af M, hvoraf fremgik, at M var orienteret om
tilbagebetalingskravet.
Genoptagelse af sagen:
Ankestyrelsen afviste den 11. februar 1986 at behandle sagen, da sagen
ikke fandtes at være af principiel betydning.
M's fagforening klagede til Folketingets Ombudsmand. Fagforeningen
anførte, at spørgsmålet om længden af den periode, hvori der kunne ydes
kontanthjælp imod tilbagebetaling, var af principiel karakter. Fagforeningen
tilføjede, at den ofte var stødt på problemet i forbindelse med hjælp til
medlemmerne.
Folketingets Ombudsmand anførte bl.a. i sin udtalelse af 26. maj 1987:
»og så fordi anvendelsen af bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk.
1, nr. 1, er fakultativ (valgfri) for det sociale udvalg, kan der rejses
spørgsmål om, hvorvidt udvalget selv (oprindelig eller på et senere
tidspunkt) kan fastsætte en tidsbegrænset tilbagebetalingsperiode.«
LOVGRUNDLAG:
Bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, § 37, § 38 (nu bistandslovens § 40).
Pkt. 36 i Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om
bistandslovens almindelige bestemmelser, som ændret ved Socialministeriets
cirkulære af 20. december 1982.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, giver det sociale
udvalg hjemmel til at træffe beslutning om tilbagebetaling. Bestemmelsen
giver imidlertid ikke det sociale udvalg pålæg om at kræve tilbagebetaling af
hjælp, når betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.
Da det sociale udvalg ikke havde pligt til at kræve tilbagebetaling, fandt
Ankestyrelsen, at udvalget kunne beslutte at indskrænke
tilbagebetalingspligten til kun at omfatte en del af det beløb, der var
mulighed for at kræve tilbagebetalt i sin helhed.
Ved vurderingen af om tilbagebetalingsperioden burde tidsbegrænses, måtte
det tages i betragtning, at M havde modtaget kontanthjælp i en forholdsvis
lang periode, og at der således var tale om tilbagebetaling af et forholdsvis
stort beløb.
Ankestyrelsen henviste endvidere til bistandslovens § 38 (nu
bistandslovens § 40, stk. 1), hvorefter ydelse af hjælp forudsatte, at den,
der søgte hjælpen, havde udnyttet sine arbejdsmuligheder. Der måtte således
lægges vægt på, om M havde udfoldet reelle bestræbelser på at få et arbejde.
Ankestyrelsen fandt, at M fra slutningen af januar 1985, hvor han efter
henvisning fra arbejdsformidlingen havde en ansættelsessamtale om et arbejde
- som han dog ikke fik - havde udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at
komme i arbejde. Tilbagebetalingspligten måtte derfor anses for ophørt på
dette tidspunkt. Det vil sige, at M ikke havde pligt til at tilbagebetale
kontanthjælp, der var ydet ham efter den 29. januar 1985.
Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale udvalg til beregning af den
tilbagebetalingspligtige del af kontanthjælpen i overensstemmelse med, at
tilbagebetalingspligten var ophørt for hjælp ydet efter den 29. januar 1985.
Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra amtsankenævnet.
2. J.nr. 20167-88.
En 22-årig kvinde K påbegyndte den 29. juni 1985 et job som langtidsledig
i et privat firma.
Hun blev senere afskediget på grund af udeblivelse.
K fik herefter udbetalt kontanthjælp fra sin daværende bopælskommune.
Hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens §
26, stk. 1, nr. 1 som følge af det misligholdte arbejdstilbud.
K flyttede pr. 1. februar 1986 til den nuværende bopælskommune,der
fortsatte udbetalingen af kontanthjælp med tilbagebetalingspligt. Hjælpen
ophørte pr. 1. september 1986.
K søgte den 2. juli 1987 den nuværende bopælskommune om frafald af
tilbagebetalingspligten vedrørende den kontanthjælp, der var udbetalt hende
af kommunen i perioden 3. februar til 31. august 1986 med ialt 23.822 kr. K
begrundede sin ansøgning med, at hun havde planer om at påbegynde et
uddannelsesforløb af mindst 5 års varighed, og at hun derfor ikke ville have
midler til at tilbagebetale i denne periode.
Det sociale udvalg meddelte afslag på ansøgningen med henvisning til, at
den hjælp, der var ydet K i den ovennævnte periode, var en fortsættelse af
hjælp ydet af den tidligere bopælskommune, der havde fastsat
tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, på grund af
misligholdt arbejdstilbud. K havde endvidere efterfølgende fået karantæne i
sin arbejdsløshedskasse og kunne på grund af manglende opfyldelse af
beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 ikke genindtræde
i retten til arbejdsløshedsdagpenge, før hun opnåede 1040 timers
beskæftigelse.
Det sociale udvalg fandt ikke, at der i K's ansøgning var oplyst forhold,
der ændrede grundlaget for fastsættelse af tilbagebetalingspligt. Efter
udvalgets opfattelse kunne den omstændighed, at K planlagde et
uddannelsesforløb ikke i sig selv bevirke, at beløbet på daværende tidspunkt
kunne betragtes som uerholdeligt.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet pålagde det sociale udvalg at ophæve
tilbagebetalingspligten for den del af tilbagebetalingskravet, der lå efter
udløbet af jobtilbudsperioden (dvs. fra 29. april 1986).
Nævnet begrundede sin afgørelse med, at betingelserne for fastsættelse af
tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, kun havde
foreligget opfyldt for den del af kontanthjælpen, som var udbetalt K i den
periode, hvor hun ville have haft indtægter fra sit job som langtidsledig
(29. juli 1985 - 29. april 1986). Efter dette tidspunkt skyldes K's behov for
kontanthjælp, at hun havde fået karantæne fra sin arbejdsløshedskasse,
hvilket ikke kunne henføres under bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
Nævnet anførte efterfølgende overfor det sociale udvalg, at det afgørende
for nævnets vurdering af begrænsningen af tilbagebetalingspligten var, at et
9 måneders arbejdstilbud efter lov om arbejdstilbud til ledige betragtes som
begrænset til dette tidsrum, og som sådan vil der ikke bevisligt stå noget
arbejdstilbud åbent for medlemmet efter de 9 måneder.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af det sociale udvalg, der henviste til, at afslaget på
frafald af tilbagebetalingskravet for den hjælp, der var ydet af kommunen i
perioden 3. februar til 31. august 1986 var begrundet i, at forudsætningerne
for fastsættelse af tilbagebetalingspligten fortsat var ubegrundet opgivelse
af et arbejde, og dette grundlag var ikke ændret siden tildelingen af hjælp.
For så vidt angik varigheden af det konkrete arbejdstilbud, var det
udvalgets opfattelse, at lov om arbejdstilbud til ledige ikke lægger op til,
at arbejdstilbuddets længde nødvendigvis er begrænset til 9 måneder.
LOVGRUNDLAG:
Bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, § 38 (nu § 40, stk. 1).
Pkt. 36 i Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om
bistandslovens almindelige bestemmelser, som ændret ved Socialministeriets
cirkulære af 20. december 1982.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen lagde til grund, at bistandsloven ikke giver mulighed for at
fastsætte tidsmæssige begrænsninger af tilbagebetalingskravet vedrørende
kontanthjælp, der ydes som følge af en ansøgers ubegrundede vægring ved at
påtage sig eller fortsætte med et arbejde.
Ankestyrelsen fandt herefter, at tilbagebetalingspligten efter
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, vedvarer og først kan bringes til ophør,
når ansøgeren efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde har udfoldet
reelle bestræbelser for påny at komme i arbejde, jf. herved bistandslovens §
38 (nu bistandslovens § 40, stk. 1), hvorefter ydelse af hjælp forudsætter,
at den, der søger hjælpen, har udnyttet sine arbejdsmuligheder.
Efter oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen det ikke godtgjort, at K i
den omhandlede hjælpsperiode havde udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at
få arbejde, som kunne bevirke, at tilbagebetalingspligten blev bragt til
ophør.
Ankestyrelsen fandt derfor, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling
efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, havde været opfyldt også i tiden
efter udløbet af 9 måneders perioden den 29. april 1986, idet K's behov for
kontanthjælp fortsat skyldtes ubegrundet opgivelse af arbejde.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
Den ændrede afgørelse skulle ikke medføre, at det sociale udvalg kunne
genpålægge tilbagebetalingspligt for den del af den ydede kontanthjælp, for
hvilken amtsankenævnet havde ophævet tilbagebetalingskravet.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Ankestyrelsens principafgørelse O-135-97 om kontanthjælp - forsørgelsesgrundlag - selvstændig erhvervsdrivende - bortforpagtning - social begivenhed Retsinformation · 12. juli 2013
- Kontanthjælp - udnyttelse af arbejdsmuligheder - konkret arbejdstilbud - tilbagebetaling (* 1) (* 4) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Varetægtsfængsledes mulighed for at få kontanthjælp efter de regler, der trådte i kraft 1. juli 1987 (* 1) (* 2) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Kontanthjælp - udmåling - ægtepar - studerende ægtefælle - fradrag af fiktiv indtægt (* 1) (* 2) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Kontanthjælp - standsning - udmåling - ægtepar - uddannelsessøgende ægtefælle - påbegyndelse af studium (* 1) (* 2) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Ankestyrelsens principafgørelse O-129-95 om kontanthjælp - rådighed - kunstner - salg - a-indkomst - beskæftigelsesfremmende foranstaltning Retsinformation · 12. juli 2013
Lignende dokumenter
- Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om tilbagebetaling af økonomisk hjælp efter bistandslovens § 26 Retsinformation · 3. marts 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse O-129-97 om kontanthjælp - tilbagebetaling - bruttobeløb - indtræden i overskydende skat - ægtefællehæftelse Retsinformation · 11. juli 2013
- Form- og begrundelseskrav ved afgørelser om tilbagebetaling af kontanthjælp. Retsinformation · 6. november 2003
- De sociale ankemyndigheders ændring af begrundelse for afgørelser om tilbagebetaling efter bistandslovens § 26 Retsinformation · 7. marts 2019
- Afgørelse om at stoppe kontanthjælp/aktiveringsydelse ikke meddelt. Partshøring. Officialprincippet Retsinformation · 12. januar 2002
- Tilbagebetaling efter bistandsloven på grund af uforsvarlig økonomi Retsinformation · 6. marts 2019