Spring til indhold

Retsinformation

Klage over afslag på ventedagpenge

FOU nr 1995.63UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage over afslag på ventedagpenge

En mand (A) klagede over en

afgørelse fra en arbejdsløshedskasse og Arbejdsmarkedets Ankenævn hvori han

fik

afslag på ventedagpenge.

Sagens nærmere omstændigheder

var følgende:

A startede den 1. juli 1992 i

et jobtilbud som køkkenhjælp på et plejehjem. Den 21. juli 1992 opsagde A

stillingen med henvisning til at han blev chikaneret af den daglige leder af

køkkenet.

Arbejdsløshedskassen meddelte

i brev af 19. oktober 1992 at A havde haft en fyldestgørende grund til at

sige

arbejdet op. Dette forhold udelukkede således ikke A fra ret til

arbejdsløshedsdagpenge. Arbejdsløshedskassen meddelte videre at den som følge

heraf havde indstillet A til et supplerende arbejdstilbud på

Arbejdsformidlingen.

Arbejdsløshedskassen meddelte

videre:

"...

Efter en gennemgang af sagen

finder kassen, at du har haft en fyldestgørende grund til at opsige dit

arbejde

på grund af samarbejdsproblemer.

Kassen har lagt vægt på dine

egne oplysninger omkring forholdet på arbejdspladsen og oplysninger fra

Forstander (...) om, at samarbejdsproblemerne absolut ikke alene kan

tilregnes

dig.

Læs alt

Kassen har endvidere lagt

vægt på, at du har forsøgt at løse problemerne på arbejdspladsen ved

henvendelse til de respektive ledere, inden du valgte at opsige din stilling.

Kassen har derfor indberettet

dig til et supplerende arbejdstilbud, ved skrivelse af 7. oktober 1992 til

arbejdsformidlingen i (...).

Efter en beregning af,

hvornår du falder for arbejdskravet i lovens § 55 stk. 1, er kassen nået frem

til, at du falder for arbejdskravet den 2. september 1992.

Det indebærer, at du kan få

udbetalt arbejdsløshedsdagpenge til og med 1. september 1992.

Det indebærer, at du for at

få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge efter afslutning af det supplerende

arbejdstilbud, skal dokumentere, at du har haft 962 arbejdstimer indenfor 18

måneder, for igen at kunne få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, jævnfør lov om

arbejdsløshedsforsikringens § 55 stk. 4.

..."

Denne afgørelse indbragte A i

brev af 26. oktober 1992 for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen,

idet

A mente at han var berettiget til ventedagpenge indtil et supplerende

arbejdstilbud forelå. A henviste til følgende:

"...

I henhold til Direktoratets

vejledning af 11. februar 1992 om retten til dagpenge for medlemmer, der er

omfattet af § 55, stk. 2 og 3 i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring omfatter personkredsen medlemmer, der er fyldt 50 år

ved ophøret af et tidligere arbejdstilbud, og som efter arbejdstilbudslovens

§

1, stk. 3, har ret til gentagne arbejdstilbud, jfr. afsnit II, litra A, pkt.

7.

Denne betingelse opfylder

undertegnede, og der ses ikke i hverken lovteksten eller vejledningen at være

fastsat bestemmelser om, at jeg herudover skal opfylde andre betingelser.

Opregningen i vejledningens afsnit II må tages som udtryk for, at opfyldes

blot et af de anførte punkter, er man omfattet af personkredsen i § 55, stk.

3.

Jeg kan godt se, at der i

selve lovteksten alene henvises til de, der har ret til et 2. arbejdstilbud,

jf. § 1, stk. 4 i lov om arbejdstilbud til ledige. Men at medlemmer som jeg,

der på grund af alder, er omfattet af andre bestemmelser, som bevirker, at

jeg

ikke er berettiget til det 2. arbejdstilbud, men et 2., 3., 4. o.s.v., som

ikke

kaldes sådan, fordi der ikke er særlige retsvirkninger knyttet hertil, ikke

skulle være omfattet af § 55, stk. 3, kan jeg ikke se nogen begrundelse for.

Det samme har åbenbart været opfattelsen, da man medtog disse medlemmer i den

personkreds, der er nævnt i vejledningen.

Herudover er det anført, at

jeg yderligere ikke er berettiget, idet der ikke kan ydes ventedagpenge før

påbegyndelse af et supplerende arbejdstilbud.

Dette mener jeg imidlertid

ikke kan være afgørende.

Udgangspunktet er, at jeg har

ret til gentagne arbejdstilbud, og når jeg nu alene afventer et supplerende

arbejdstilbud, skyldes dette udelukkende, at jeg jo har gennemført en del af

et

ATB, som jeg selv har opsagt, men som jeg samtidig har fået medhold i var

velbegrundet.

..."

A indsendte brevet gennem

arbejdsløshedskassen som i brev af 4. december 1992 på ny traf afgørelse i

sagen. Kassen anførte bl.a.:

"...

Da kassen ikke tidligere i

afgørelsen af 19. oktober 1992 har taget stilling til spørgsmålet om,

hvorvidt

du er berettiget til ventedagpenge, skal kassen hermed tage stilling til

dette

problem.

Efter en samlet gennemgang af

sagen finder kassen

ikke

, at du er

omfattet af de undtagelsesbestemmelser, som Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen har opridset under afsnit 2 litra C, da

forudsætningen for at være omfattet af disse undtagelsesbestemmelser er, at

man

har været på ventedagpenge inden arbejdstilbuddet påbegyndes, hvilket ikke er

tilfældet i din sag.

Arbejdsløshedskassen finder

derfor, at din sag skal afgøres efter afsnit 2 litra C's hovedregel.

Kassen finder, at hovedreglen

skal forstås på den måde, at der kan udbetales ventedagpenge indtil man

påbegynder eller afslår selve arbejdstilbuddet. Hovedreglen omfatter efter

arbejdsløshedskassens opfattelse ikke den situation, hvor man ophører i et

arbejdstilbud og efterfølgende er berettiget til et supplerende

arbejdstilbud,

da denne situation er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

Kassen skal derfor afgøre

sagen med at der jævnfør lov om arbejdsløshedsforsikring § 55 stk. 3 og

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens B-vejledning af 11. februar 1992

afsnit 2 litra A punkt 7 og litra C ikke kan udbetales ventedagpenge efter at

du er faldet for arbejdskravet, jævnfør lov om arbejdsløshedsforsikring § 55

stk. 1 den 1. september 1992. Kassen har derfor dags dato fremsendt din anke

til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens videre behandling.

..."

Arbejdsløshedskassen sendte

samtidig sagen til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen som i brev af

2.

juni 1992 stadfæstede kassens afgørelse. Direktoratets afgørelse var udformet

således:

"...

Ret til dagpenge er ifølge

arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1, blandt andet betinget af, at

medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge har haft arbejde som

lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde,

sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år eller i en

tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt

omfang uden samtidig at modtage iværksætterydelse efter lov om arbejdstilbud

til ledige (...).

Uanset opfyldelsen af

arbejdskravet i § 55, stk. 1, kan medlemmer under visse betingelser modtage

såkaldte ventedagpenge efter lovens § 55, stk. 3. Dette gælder efter praksis

blandt andet for medlemmer, der er fyldt 50 år ved ophøret af et tidligere

arbejdstilbud, og som efter arbejdstilbudslovens § 1, stk. 3, har ret til

gentagne arbejdstilbud, og som først kan nå at få et arbejdstilbud efter

dagpengerettens udløbsdato i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens §

55,

stk. 1. Retten til ventedagpenge består indtil medlemmet har modtaget eller

afslået arbejdstilbudet.

Ifølge afsnit II.C i

direktoratets vejledning af 11. februar 1992 om retten til dagpenge for

medlemmer, der er omfattet af § 55, stk. 2 og 3, og § 72, stk. 2 og 3, i lov

om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., kan et medlem, som efter

at

have modtaget ventedagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk.

3,

har afbrudt et arbejdstilbud af grunde, som ikke skyldes medlemmets forhold,

få

ventedagpenge igen indtil et supplerende arbejdstilbud påbegyndes eller

afslås.

I denne anledning skal

direktoratet meddele, at man er enig med arbejdsløshedskassen i, at De ikke

er

berettiget til at modtage ventedagpenge efter udløbsdatoen for Deres

dagpengeret den 2. september 1992.

Direktoratet har herved lagt

vægt på, at De er påbegyndt et arbejdstilbud før udløbsdatoen for Deres

dagpengeret efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1, og at De

efter

påbegyndelsen af arbejdstilbudet ikke længere er omfattet af de særlige

regler

om ventedagpenge i lovens § 55, stk. 3.

..."

A påklagede direktoratets

afgørelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn. A gjorde i klagen i alt væsentligt

det

samme gældende som han havde påberåbt sig i brevet af 26. oktober 1992.

Ankenævnet tiltrådte i brev

af 23. november 1993 direktoratets afgørelse med den af direktoratet givne

begrundelse.

A klagede herefter til mig.

I klagen til mig gentog A sin

tidligere argumentation i sagen, og understregede særligt at det forekom ham

urimeligt at der blev gjort forskel på medlemmer der havde opnået ret til

ventedagpenge

og medlemmer der endnu ikke havde opnået retten. Medlemmer i de to

situationer

måtte efter A's mening have samme dagpengeret i tilfælde af at jobtilbudet

ophørte af medlemmet utilregnelige grunde.

I en udtalelse anførte

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende:

"...

Formålet med § 55, stk. 3,

var at sikre, at medlemmer, der havde deltaget i arbejdsmarkedsrelaterede og

beskæftigelsesfremmende aktiviteter, som de fra offentligt hold var blevet

tilskyndet til, og hvor disse aktiviteter varede ud over udløbsdatoen for

deres

almindelige dagpengeret efter arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende §

55,

stk. 1, ikke efterfølgende stod uden økonomisk dækning indtil et

efterfølgende

arbejdstilbud efter lov om arbejdstilbud til ledige kunne afgives.

På grundlag af afgørelser i

Arbejdsmarkedets Ankenævn (blandt andet ankenævnets j.nr. ...) blev

anvendelsen

af bestemmelsen - ved en formålsbestemt fortolkning - udvidet til at omfatte

tilfælde, hvor medlemmet var startet i et arbejdstilbud

efter en periode på ventedagpenge,

men hvor medlemmet ophørte i

arbejdstilbudet uden egen skyld og derfor havde ret til et supplerende

arbejdstilbud.

Da

arbejdsløshedsforsikringsloven før 1. juli 1993 ikke indeholdt nogen

bemyndigelsesbestemmelse, som gav direktoratet mulighed for at fastsætte

videregående regler for retten til ventedagpenge, og da lovens dagældende §

55,

stk. 3, klart beskrev, at retten til ventedagpenge kun bestod

indtil

et arbejdstilbud blev påbegyndt

eller afslået, fandt direktoratet ikke, at den af ankenævnet anvendte

formålsbestemte fortolkning kunne omfatte tilfælde, hvor et medlem var

påbegyndt arbejdstilbudet før falddatoen i arbejdsløshedsforsikringslovens

dagældende § 55, stk. 1 (dvs. uden at have modtaget ventedagpenge forinden),

idet pågældende i denne situation var uden for den målgruppe, som § 55, stk.

3,

tilsigtede at støtte, jf. ovenfor.

Denne anvendelse af

bestemmelsen - som var praksis på det tidspunkt, hvor direktoratet traf

afgørelse i sagen vedrørende (A) - blev beskrevet af direktoratet i

direktoratets

vejledning af 11. februar 1992 om retten til dagpenge for medlemmer, der er

omfattet af § 55, stk. 2 og 3, og § 72, stk. 2 og 3, i lov om

arbejdsformidling

og arbejdsløshedsforsikring m.v., som blev udarbejdet i samarbejde med

Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Ved lov nr. 433 af 30. juni

1993 blev der i arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 55, stk. 5,

indsat

en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om ventedagpenge efter

arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3. Baggrunden for indsættelsen af

bemyndigelsesbestemmelsen i loven var, at det havde vist sig, at de meget

snævre rammer for anvendelsen af § 55, stk. 3, i nogle tilfæle gav

uhensigtsmæssige resultater, som kunne virke urimelige for borgerne. Det af

(A)

rejste problem var et af de forhold, som skulle løses gennem fastsættelse af

udvidede administrative regler om ventedagpenge. Bemyndigelsesbestemmelsen

blev efterfølgende anvendt til at udarbejde direktoratets bekendtgørelse nr.

862 af 8. november 1993 om dagpengeret efter § 55, stk. 3, og § 72, stk. 3, i

lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (ventedagpenge),

som

trådte i kraft med virkning fra 1. juli 1993. I bekendtgørelsens § 4, stk. 1,

blev der fastsat, at et medlem, der havde ret til dagpenge efter

bekendtgørelsens

§ 1 (ventedagpenge), og som påbegyndte et arbejdstilbud, igen havde ret til

dagpenge indtil et supplerende arbejdstilbud blev påbegyndt eller afslået,

hvis

arbejdstilbudet blev afbrudt af grunde, som ikke væsentligst kunne tilregnes

medlemmet, før medlemmet igen opfyldte arbejdskravet i

arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 55, stk. 1. I vejledningen til

bestemmelsen blev det angivet, at bestemmelsen gjaldt, uanset om

arbejdstilbudet blev påbegyndt før eller efter udløbsdatoen for medlemmets

almindelige dagpengeret efter lovens dagældende § 55, stk. 1.

Reglerne om ventedagpenge er

nu ophævet i forbindelse med arbejdsmarkedsreformens ikrafttræden den 1.

januar 1994."

Ankenævnet meddelte at nævnet

på baggrund af praksis og det beskrevne forløb vedrørende lovændringen ikke

havde mulighed for en yderligere udvidende fortolkning af

arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3.

Herefter udtalte jeg

følgende:

"Afgørelserne om (A's)

ret til dagpenge blev truffet i henhold til § 55 i den dagældende lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring (lovbek. nr. 632 af 2.

september

1991). Bestemmelsen havde følgende indhold:

"

§ 55.

Ret til dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver

udbetaling af dagpenge har haft arbejde som lønmodtager i en tid, som

sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst

26 uger inden for de sidste 3 år eller i en tilsvarende periode har udøvet

selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang uden samtidig at modtage

iværksætterydelse efter lov om arbejdstilbud til ledige.

Stk. 2.

Et medlem, der har ret til at modtage et uddannelsestilbud

efter § 10, stk. 8 og 9, i lov om arbejdstilbud til ledige, har uanset

betingelserne i stk. 1 ret til dagpenge, indtil uddannelsen påbegyndes eller

medlemmet har afslået uddannelsestilbudet.

Stk. 3.

Et medlem, der har deltaget i et uddannelsestilbud efter §

10, stk. 8, eller uddannelsesydelse efter § 10, stk. 12, i lov om

arbejdstilbud

til ledige, har uanset betingelserne i stk. 1 ret til dagpenge, indtil et

efterfølgende arbejdstilbud er påbegyndt eller medlemmet har afslået dette.

Det

samme gælder for et medlem, som har benyttet sig af retten til at få

iværksætterydelse inden 1. arbejdstilbud, jf. § 11, stk. 1, i lov om

arbejdstilbud til ledige, og for et medlem, der er berettiget til et 2.

arbejdstilbud, jf § 1, stk. 4, i lov om arbejdstilbud til ledige.

Stk. 4....

Stk. 5.

Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter

forhandling med Landsarbejdsnævnet nærmere regler for anvendelsen af stk. 1

og

4."

Direktoratets vejledning mv.

af 11. februar 1992 om bestemmelsen indeholdt i afsnit 2 bl.a. følgende:

"Medlemmer, der er

omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, er berettiget til

dagpenge, indtil arbejdstilbudet påbegyndes eller afslås.

Undtagelser:

Ved ophør med et

arbejdstilbud,

der er fulgt efter en

periode med ventedagpenge

, er der ret til ventedagpenge igen, hvis

afbrydelsen skyldes forhold, der ikke kan tilregnes medlemmet, og medlemmet

har

ret til et supplerende arbejdstilbud. Dette gælder f.eks., hvis virksomheden

går konkurs. Dagpenge kan herefter udbetales, indtil det supplerende

arbejdstilbud påbegyndes eller afslås.

Ved hjemsendelser i et

arbejdstilbud, der er fulgt efter en periode med ventedagpenge, vil der kunne

udbetales ventedagpenge..."

Ved lov nr. 433 af 30. juni

1993 ændredes § 55 således at stk. 5 fik følgende ordlyd:

"I § 55, stk. 5, ændres

"stk. 1 og 4" til "stk. 1, 3 og 4"."

Baggrunden for ændringen blev

i lovforslaget beskrevet således (Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, sp.

7581f

):

"Det foreslås, at der

gives direktøren for arbejdsløshedsforsikringen bemyndigelse til efter

forhandling med Landsarbejdsnævnet at fastsætte nærmere regler om anvendelse

af

lovens § 55, stk. 3.

Retten til "ventedagpenge"

efter § 55, stk. 3, er betinget af, at medlemmet har ret til et arbejdstilbud

efter lov om arbejdstilbud til ledige, og "ventedagpenge" kan

udbetales indtil arbejdstilbudet påbegyndes eller afslås. Det er en

forudsætning, at medlemmet i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage

arbejdsløshedsdagpenge.

Bemyndigelsen kan anvendes

til at præcisere reglerne om udbetaling af "ventedagpenge" til

medlemmer, der har ret til et arbejdstilbud."

Bek. nr. 862 af 8. november

1993 om retten til ventedagpenge har i §§ 1 og 4 følgende indhold:

"

§ 1.

Et medlem, der har ret til 1. arbejdstilbud efter at have

deltaget i et uddannelsestilbud eller have modtaget uddannelsesydelse til

ledige over 25 år eller iværksætterydelse efter lov om arbejdstilbud til

ledige, har - uanset arbejdskravet i § 55 og § 72 i lov om arbejdsformidling

og

arbejdsløshedsforsikring m.v. - ret til dagpenge, indtil arbejdstilbudet

påbegyndes eller afslås."

"

§ 4.

Påbegynder et medlem, der har ret til dagpenge efter § 1, et

arbejdstilbud, og afbrydes arbejdstilbudet af grunde, som ikke væsentligst

kan

tilregnes medlemmet, før medlemmet opfylder arbejdskravet i § 55 eller § 72 i

lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., har medlemmet igen

ret til dagpenge, indtil et supplerende arbejdstilbud påbegyndes eller

afslås.

Stk. 2.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvor et medlem selv

har bragt arbejdstilbudet til ophør for straks at påbegynde et ustøttet

arbejde, og det ustøttede arbejde ophører af grunde, som ikke væsentligst kan

tilregnes

medlemmet, før medlemmet igen opfylder arbejdskravet i § 55 eller § 72 i lov

om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v."

De nye regler trådte i kraft

den 1. juli 1993 og kunne således ikke anvendes i (A's) sag.

Ordlyden i § 55, stk. 3, er

ikke ganske klar; det er dog meget nærliggende at fortolke bestemmelsen

således

som Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har redegjort for i brevene

til

(A). Efter denne forståelse gjaldt retten til dagpenge kun indtil et

arbejdstilbud var påbegyndt, eller indtil 2. arbejdstilbud kunne påbegyndes.

(A) havde påbegyndt et arbejdstilbud, men - af grunde som ikke kunne

tilregnes

(A) - opgivet det inden (A) faldt for 26-ugers reglen.

I vejledningen af 11. februar

1992 lagde direktoratet imidlertid til grund at § 55, stk. 3, kunne

udstrækkes

til at gælde for personer, der havde været på ventedagpenge inden

påbegyndelsen

af et arbejdstilbud, og som af dem ikke tilregnelige grunde ophørte med

arbejdstilbudet. Jeg forstår at denne udvidende fortolkning - som havde

støtte i afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn - bygger på

formålsbetragtninger.

I forbindelse med ændringen

af § 55, stk. 5, ved lov nr. 433 af 30. juni 1993 blev direktøren bemyndiget

til at fastsætte nærmere regler om indholdet af § 55, stk. 3. Dette skete ved

bek. nr. 862 af 8. november 1993 hvori det klart blev fastslået, at retten

til

ventedagpenge udstraktes til også at omfatte personer der som (A) havde

påbegyndt et arbejdstilbud før retten til ventedagpenge indtrådte, og som

uden

egen skyld havde måttet opgive tilbudet. Da bemyndigelsen ifølge

forarbejdsbemærkningerne sigtede på en

præcisering

af indholdet af § 55, stk. 3, må jeg lægge til grund at direktoratet i

forbindelse med udstedelsen af den nye bekendtgørelse har anlagt en anden og

bredere fortolkning af denne bestemmelse end tidligere.

I udtalelserne af 6. maj 1994

og 8. juli 1994 har direktoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn givet udtryk

for

at der savnedes holdepunkter for en udvidende fortolkning af § 55, stk. 3,

til

at omfatte (A's) situation. Den senere ændring i regelgrundlaget underbyggede

efter myndighedernes opfattelse denne fortolkning af § 55, stk. 3.

Efter min opfattelse

udelukkede ordlyden af § 55, stk. 3, for så vidt ikke en fortolkning der

udstrakte retten til ventedagpenge til at omfatte (A's) specielle situation.

Dertil kom at direktoratet og ankenævnet havde anlagt en udvidende

fortolkning

således at ventedagpenge kunne udbetales i tilfælde der var nært beslægtede

med (A's). Endelig har direktoratet siden - ved udstedelsen af bek. nr. 862

af

8. november 1993 - lagt til grund at § 55, stk. 3, kunne præciseres til at

omfatte et tilfælde som (A's) uden at denne bestemmelses ordlyd blev ændret.

Da § 55, stk. 3, af

direktoratet allerede i 1992 blev undergivet en vis udvidende fortolkning, da

denne udvidelse omfattede en situation som havde betydelige lighedspunkter

med

(A's), og da direktoratet efterfølgende har fortolket § 55, stk. 3, således

at

den også omfatter (A's) situation, finder jeg at § 55, stk. 3, må fortolkes

således at (A) var berettiget til ventedagpenge.

Jeg har gjort

Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen

bekendt med min opfattelse. Da spørgsmålet ikke kan anses for utvivlsomt, har

jeg ikke fremsat min opfattelse som kritik. Jeg har henstillet til

Arbejdsmarkedets Ankenævn at det genoptager sagen og overvejer sagen på ny

under hensyn til det jeg har anført ovenfor.

..."

Arbejdsmarkedets Ankenævn

meddelte senere at ankenævnet den 6. april 1995 havde truffet en ny

afgørelse.

Ankenævnet fandt herefter ikke at ordlyden af § 55, stk. 3, i

arbejdsløshedsforsikringsloven udelukkede en fortolkning som gjorde A

berettiget til ventedagpenge.

Ankenævnet ændrede således

sin afgørelse af 23. november 1993 og hjemviste sagen til direktoratet til

fornyet behandling på det ændrede grundlag.

Lignende dokumenter