Klage over afslag på ventedagpenge
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Klage over afslag på ventedagpenge
En mand (A) klagede over en
afgørelse fra en arbejdsløshedskasse og Arbejdsmarkedets Ankenævn hvori han
fik
afslag på ventedagpenge.
Sagens nærmere omstændigheder
var følgende:
A startede den 1. juli 1992 i
et jobtilbud som køkkenhjælp på et plejehjem. Den 21. juli 1992 opsagde A
stillingen med henvisning til at han blev chikaneret af den daglige leder af
køkkenet.
Arbejdsløshedskassen meddelte
i brev af 19. oktober 1992 at A havde haft en fyldestgørende grund til at
sige
arbejdet op. Dette forhold udelukkede således ikke A fra ret til
arbejdsløshedsdagpenge. Arbejdsløshedskassen meddelte videre at den som følge
heraf havde indstillet A til et supplerende arbejdstilbud på
Arbejdsformidlingen.
Arbejdsløshedskassen meddelte
videre:
"...
Efter en gennemgang af sagen
finder kassen, at du har haft en fyldestgørende grund til at opsige dit
arbejde
på grund af samarbejdsproblemer.
Kassen har lagt vægt på dine
egne oplysninger omkring forholdet på arbejdspladsen og oplysninger fra
Forstander (...) om, at samarbejdsproblemerne absolut ikke alene kan
tilregnes
dig.
Læs alt
Kassen har endvidere lagt
vægt på, at du har forsøgt at løse problemerne på arbejdspladsen ved
henvendelse til de respektive ledere, inden du valgte at opsige din stilling.
Kassen har derfor indberettet
dig til et supplerende arbejdstilbud, ved skrivelse af 7. oktober 1992 til
arbejdsformidlingen i (...).
Efter en beregning af,
hvornår du falder for arbejdskravet i lovens § 55 stk. 1, er kassen nået frem
til, at du falder for arbejdskravet den 2. september 1992.
Det indebærer, at du kan få
udbetalt arbejdsløshedsdagpenge til og med 1. september 1992.
Det indebærer, at du for at
få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge efter afslutning af det supplerende
arbejdstilbud, skal dokumentere, at du har haft 962 arbejdstimer indenfor 18
måneder, for igen at kunne få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, jævnfør lov om
arbejdsløshedsforsikringens § 55 stk. 4.
..."
Denne afgørelse indbragte A i
brev af 26. oktober 1992 for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen,
idet
A mente at han var berettiget til ventedagpenge indtil et supplerende
arbejdstilbud forelå. A henviste til følgende:
"...
I henhold til Direktoratets
vejledning af 11. februar 1992 om retten til dagpenge for medlemmer, der er
omfattet af § 55, stk. 2 og 3 i lov om arbejdsformidling og
arbejdsløshedsforsikring omfatter personkredsen medlemmer, der er fyldt 50 år
ved ophøret af et tidligere arbejdstilbud, og som efter arbejdstilbudslovens
§
1, stk. 3, har ret til gentagne arbejdstilbud, jfr. afsnit II, litra A, pkt.
7.
Denne betingelse opfylder
undertegnede, og der ses ikke i hverken lovteksten eller vejledningen at være
fastsat bestemmelser om, at jeg herudover skal opfylde andre betingelser.
Opregningen i vejledningens afsnit II må tages som udtryk for, at opfyldes
blot et af de anførte punkter, er man omfattet af personkredsen i § 55, stk.
3.
Jeg kan godt se, at der i
selve lovteksten alene henvises til de, der har ret til et 2. arbejdstilbud,
jf. § 1, stk. 4 i lov om arbejdstilbud til ledige. Men at medlemmer som jeg,
der på grund af alder, er omfattet af andre bestemmelser, som bevirker, at
jeg
ikke er berettiget til det 2. arbejdstilbud, men et 2., 3., 4. o.s.v., som
ikke
kaldes sådan, fordi der ikke er særlige retsvirkninger knyttet hertil, ikke
skulle være omfattet af § 55, stk. 3, kan jeg ikke se nogen begrundelse for.
Det samme har åbenbart været opfattelsen, da man medtog disse medlemmer i den
personkreds, der er nævnt i vejledningen.
Herudover er det anført, at
jeg yderligere ikke er berettiget, idet der ikke kan ydes ventedagpenge før
påbegyndelse af et supplerende arbejdstilbud.
Dette mener jeg imidlertid
ikke kan være afgørende.
Udgangspunktet er, at jeg har
ret til gentagne arbejdstilbud, og når jeg nu alene afventer et supplerende
arbejdstilbud, skyldes dette udelukkende, at jeg jo har gennemført en del af
et
ATB, som jeg selv har opsagt, men som jeg samtidig har fået medhold i var
velbegrundet.
..."
A indsendte brevet gennem
arbejdsløshedskassen som i brev af 4. december 1992 på ny traf afgørelse i
sagen. Kassen anførte bl.a.:
"...
Da kassen ikke tidligere i
afgørelsen af 19. oktober 1992 har taget stilling til spørgsmålet om,
hvorvidt
du er berettiget til ventedagpenge, skal kassen hermed tage stilling til
dette
problem.
Efter en samlet gennemgang af
sagen finder kassen
ikke
, at du er
omfattet af de undtagelsesbestemmelser, som Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen har opridset under afsnit 2 litra C, da
forudsætningen for at være omfattet af disse undtagelsesbestemmelser er, at
man
har været på ventedagpenge inden arbejdstilbuddet påbegyndes, hvilket ikke er
tilfældet i din sag.
Arbejdsløshedskassen finder
derfor, at din sag skal afgøres efter afsnit 2 litra C's hovedregel.
Kassen finder, at hovedreglen
skal forstås på den måde, at der kan udbetales ventedagpenge indtil man
påbegynder eller afslår selve arbejdstilbuddet. Hovedreglen omfatter efter
arbejdsløshedskassens opfattelse ikke den situation, hvor man ophører i et
arbejdstilbud og efterfølgende er berettiget til et supplerende
arbejdstilbud,
da denne situation er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.
Kassen skal derfor afgøre
sagen med at der jævnfør lov om arbejdsløshedsforsikring § 55 stk. 3 og
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens B-vejledning af 11. februar 1992
afsnit 2 litra A punkt 7 og litra C ikke kan udbetales ventedagpenge efter at
du er faldet for arbejdskravet, jævnfør lov om arbejdsløshedsforsikring § 55
stk. 1 den 1. september 1992. Kassen har derfor dags dato fremsendt din anke
til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens videre behandling.
..."
Arbejdsløshedskassen sendte
samtidig sagen til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen som i brev af
2.
juni 1992 stadfæstede kassens afgørelse. Direktoratets afgørelse var udformet
således:
"...
Ret til dagpenge er ifølge
arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1, blandt andet betinget af, at
medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge har haft arbejde som
lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde,
sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år eller i en
tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt
omfang uden samtidig at modtage iværksætterydelse efter lov om arbejdstilbud
til ledige (...).
Uanset opfyldelsen af
arbejdskravet i § 55, stk. 1, kan medlemmer under visse betingelser modtage
såkaldte ventedagpenge efter lovens § 55, stk. 3. Dette gælder efter praksis
blandt andet for medlemmer, der er fyldt 50 år ved ophøret af et tidligere
arbejdstilbud, og som efter arbejdstilbudslovens § 1, stk. 3, har ret til
gentagne arbejdstilbud, og som først kan nå at få et arbejdstilbud efter
dagpengerettens udløbsdato i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens §
55,
stk. 1. Retten til ventedagpenge består indtil medlemmet har modtaget eller
afslået arbejdstilbudet.
Ifølge afsnit II.C i
direktoratets vejledning af 11. februar 1992 om retten til dagpenge for
medlemmer, der er omfattet af § 55, stk. 2 og 3, og § 72, stk. 2 og 3, i lov
om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., kan et medlem, som efter
at
have modtaget ventedagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk.
3,
har afbrudt et arbejdstilbud af grunde, som ikke skyldes medlemmets forhold,
få
ventedagpenge igen indtil et supplerende arbejdstilbud påbegyndes eller
afslås.
I denne anledning skal
direktoratet meddele, at man er enig med arbejdsløshedskassen i, at De ikke
er
berettiget til at modtage ventedagpenge efter udløbsdatoen for Deres
dagpengeret den 2. september 1992.
Direktoratet har herved lagt
vægt på, at De er påbegyndt et arbejdstilbud før udløbsdatoen for Deres
dagpengeret efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1, og at De
efter
påbegyndelsen af arbejdstilbudet ikke længere er omfattet af de særlige
regler
om ventedagpenge i lovens § 55, stk. 3.
..."
A påklagede direktoratets
afgørelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn. A gjorde i klagen i alt væsentligt
det
samme gældende som han havde påberåbt sig i brevet af 26. oktober 1992.
Ankenævnet tiltrådte i brev
af 23. november 1993 direktoratets afgørelse med den af direktoratet givne
begrundelse.
A klagede herefter til mig.
I klagen til mig gentog A sin
tidligere argumentation i sagen, og understregede særligt at det forekom ham
urimeligt at der blev gjort forskel på medlemmer der havde opnået ret til
ventedagpenge
og medlemmer der endnu ikke havde opnået retten. Medlemmer i de to
situationer
måtte efter A's mening have samme dagpengeret i tilfælde af at jobtilbudet
ophørte af medlemmet utilregnelige grunde.
I en udtalelse anførte
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende:
"...
Formålet med § 55, stk. 3,
var at sikre, at medlemmer, der havde deltaget i arbejdsmarkedsrelaterede og
beskæftigelsesfremmende aktiviteter, som de fra offentligt hold var blevet
tilskyndet til, og hvor disse aktiviteter varede ud over udløbsdatoen for
deres
almindelige dagpengeret efter arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende §
55,
stk. 1, ikke efterfølgende stod uden økonomisk dækning indtil et
efterfølgende
arbejdstilbud efter lov om arbejdstilbud til ledige kunne afgives.
På grundlag af afgørelser i
Arbejdsmarkedets Ankenævn (blandt andet ankenævnets j.nr. ...) blev
anvendelsen
af bestemmelsen - ved en formålsbestemt fortolkning - udvidet til at omfatte
tilfælde, hvor medlemmet var startet i et arbejdstilbud
efter en periode på ventedagpenge,
men hvor medlemmet ophørte i
arbejdstilbudet uden egen skyld og derfor havde ret til et supplerende
arbejdstilbud.
Da
arbejdsløshedsforsikringsloven før 1. juli 1993 ikke indeholdt nogen
bemyndigelsesbestemmelse, som gav direktoratet mulighed for at fastsætte
videregående regler for retten til ventedagpenge, og da lovens dagældende §
55,
stk. 3, klart beskrev, at retten til ventedagpenge kun bestod
indtil
et arbejdstilbud blev påbegyndt
eller afslået, fandt direktoratet ikke, at den af ankenævnet anvendte
formålsbestemte fortolkning kunne omfatte tilfælde, hvor et medlem var
påbegyndt arbejdstilbudet før falddatoen i arbejdsløshedsforsikringslovens
dagældende § 55, stk. 1 (dvs. uden at have modtaget ventedagpenge forinden),
idet pågældende i denne situation var uden for den målgruppe, som § 55, stk.
3,
tilsigtede at støtte, jf. ovenfor.
Denne anvendelse af
bestemmelsen - som var praksis på det tidspunkt, hvor direktoratet traf
afgørelse i sagen vedrørende (A) - blev beskrevet af direktoratet i
direktoratets
vejledning af 11. februar 1992 om retten til dagpenge for medlemmer, der er
omfattet af § 55, stk. 2 og 3, og § 72, stk. 2 og 3, i lov om
arbejdsformidling
og arbejdsløshedsforsikring m.v., som blev udarbejdet i samarbejde med
Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Ved lov nr. 433 af 30. juni
1993 blev der i arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 55, stk. 5,
indsat
en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om ventedagpenge efter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3. Baggrunden for indsættelsen af
bemyndigelsesbestemmelsen i loven var, at det havde vist sig, at de meget
snævre rammer for anvendelsen af § 55, stk. 3, i nogle tilfæle gav
uhensigtsmæssige resultater, som kunne virke urimelige for borgerne. Det af
(A)
rejste problem var et af de forhold, som skulle løses gennem fastsættelse af
udvidede administrative regler om ventedagpenge. Bemyndigelsesbestemmelsen
blev efterfølgende anvendt til at udarbejde direktoratets bekendtgørelse nr.
862 af 8. november 1993 om dagpengeret efter § 55, stk. 3, og § 72, stk. 3, i
lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (ventedagpenge),
som
trådte i kraft med virkning fra 1. juli 1993. I bekendtgørelsens § 4, stk. 1,
blev der fastsat, at et medlem, der havde ret til dagpenge efter
bekendtgørelsens
§ 1 (ventedagpenge), og som påbegyndte et arbejdstilbud, igen havde ret til
dagpenge indtil et supplerende arbejdstilbud blev påbegyndt eller afslået,
hvis
arbejdstilbudet blev afbrudt af grunde, som ikke væsentligst kunne tilregnes
medlemmet, før medlemmet igen opfyldte arbejdskravet i
arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 55, stk. 1. I vejledningen til
bestemmelsen blev det angivet, at bestemmelsen gjaldt, uanset om
arbejdstilbudet blev påbegyndt før eller efter udløbsdatoen for medlemmets
almindelige dagpengeret efter lovens dagældende § 55, stk. 1.
Reglerne om ventedagpenge er
nu ophævet i forbindelse med arbejdsmarkedsreformens ikrafttræden den 1.
januar 1994."
Ankenævnet meddelte at nævnet
på baggrund af praksis og det beskrevne forløb vedrørende lovændringen ikke
havde mulighed for en yderligere udvidende fortolkning af
arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3.
Herefter udtalte jeg
følgende:
"Afgørelserne om (A's)
ret til dagpenge blev truffet i henhold til § 55 i den dagældende lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring (lovbek. nr. 632 af 2.
september
1991). Bestemmelsen havde følgende indhold:
"
§ 55.
Ret til dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver
udbetaling af dagpenge har haft arbejde som lønmodtager i en tid, som
sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst
26 uger inden for de sidste 3 år eller i en tilsvarende periode har udøvet
selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang uden samtidig at modtage
iværksætterydelse efter lov om arbejdstilbud til ledige.
Stk. 2.
Et medlem, der har ret til at modtage et uddannelsestilbud
efter § 10, stk. 8 og 9, i lov om arbejdstilbud til ledige, har uanset
betingelserne i stk. 1 ret til dagpenge, indtil uddannelsen påbegyndes eller
medlemmet har afslået uddannelsestilbudet.
Stk. 3.
Et medlem, der har deltaget i et uddannelsestilbud efter §
10, stk. 8, eller uddannelsesydelse efter § 10, stk. 12, i lov om
arbejdstilbud
til ledige, har uanset betingelserne i stk. 1 ret til dagpenge, indtil et
efterfølgende arbejdstilbud er påbegyndt eller medlemmet har afslået dette.
Det
samme gælder for et medlem, som har benyttet sig af retten til at få
iværksætterydelse inden 1. arbejdstilbud, jf. § 11, stk. 1, i lov om
arbejdstilbud til ledige, og for et medlem, der er berettiget til et 2.
arbejdstilbud, jf § 1, stk. 4, i lov om arbejdstilbud til ledige.
Stk. 4....
Stk. 5.
Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter
forhandling med Landsarbejdsnævnet nærmere regler for anvendelsen af stk. 1
og
4."
Direktoratets vejledning mv.
af 11. februar 1992 om bestemmelsen indeholdt i afsnit 2 bl.a. følgende:
"Medlemmer, der er
omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, er berettiget til
dagpenge, indtil arbejdstilbudet påbegyndes eller afslås.
Undtagelser:
Ved ophør med et
arbejdstilbud,
der er fulgt efter en
periode med ventedagpenge
, er der ret til ventedagpenge igen, hvis
afbrydelsen skyldes forhold, der ikke kan tilregnes medlemmet, og medlemmet
har
ret til et supplerende arbejdstilbud. Dette gælder f.eks., hvis virksomheden
går konkurs. Dagpenge kan herefter udbetales, indtil det supplerende
arbejdstilbud påbegyndes eller afslås.
Ved hjemsendelser i et
arbejdstilbud, der er fulgt efter en periode med ventedagpenge, vil der kunne
udbetales ventedagpenge..."
Ved lov nr. 433 af 30. juni
1993 ændredes § 55 således at stk. 5 fik følgende ordlyd:
"I § 55, stk. 5, ændres
"stk. 1 og 4" til "stk. 1, 3 og 4"."
Baggrunden for ændringen blev
i lovforslaget beskrevet således (Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, sp.
7581f
):
"Det foreslås, at der
gives direktøren for arbejdsløshedsforsikringen bemyndigelse til efter
forhandling med Landsarbejdsnævnet at fastsætte nærmere regler om anvendelse
af
lovens § 55, stk. 3.
Retten til "ventedagpenge"
efter § 55, stk. 3, er betinget af, at medlemmet har ret til et arbejdstilbud
efter lov om arbejdstilbud til ledige, og "ventedagpenge" kan
udbetales indtil arbejdstilbudet påbegyndes eller afslås. Det er en
forudsætning, at medlemmet i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage
arbejdsløshedsdagpenge.
Bemyndigelsen kan anvendes
til at præcisere reglerne om udbetaling af "ventedagpenge" til
medlemmer, der har ret til et arbejdstilbud."
Bek. nr. 862 af 8. november
1993 om retten til ventedagpenge har i §§ 1 og 4 følgende indhold:
"
§ 1.
Et medlem, der har ret til 1. arbejdstilbud efter at have
deltaget i et uddannelsestilbud eller have modtaget uddannelsesydelse til
ledige over 25 år eller iværksætterydelse efter lov om arbejdstilbud til
ledige, har - uanset arbejdskravet i § 55 og § 72 i lov om arbejdsformidling
og
arbejdsløshedsforsikring m.v. - ret til dagpenge, indtil arbejdstilbudet
påbegyndes eller afslås."
"
§ 4.
Påbegynder et medlem, der har ret til dagpenge efter § 1, et
arbejdstilbud, og afbrydes arbejdstilbudet af grunde, som ikke væsentligst
kan
tilregnes medlemmet, før medlemmet opfylder arbejdskravet i § 55 eller § 72 i
lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., har medlemmet igen
ret til dagpenge, indtil et supplerende arbejdstilbud påbegyndes eller
afslås.
Stk. 2.
Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvor et medlem selv
har bragt arbejdstilbudet til ophør for straks at påbegynde et ustøttet
arbejde, og det ustøttede arbejde ophører af grunde, som ikke væsentligst kan
tilregnes
medlemmet, før medlemmet igen opfylder arbejdskravet i § 55 eller § 72 i lov
om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v."
De nye regler trådte i kraft
den 1. juli 1993 og kunne således ikke anvendes i (A's) sag.
Ordlyden i § 55, stk. 3, er
ikke ganske klar; det er dog meget nærliggende at fortolke bestemmelsen
således
som Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har redegjort for i brevene
til
(A). Efter denne forståelse gjaldt retten til dagpenge kun indtil et
arbejdstilbud var påbegyndt, eller indtil 2. arbejdstilbud kunne påbegyndes.
(A) havde påbegyndt et arbejdstilbud, men - af grunde som ikke kunne
tilregnes
(A) - opgivet det inden (A) faldt for 26-ugers reglen.
I vejledningen af 11. februar
1992 lagde direktoratet imidlertid til grund at § 55, stk. 3, kunne
udstrækkes
til at gælde for personer, der havde været på ventedagpenge inden
påbegyndelsen
af et arbejdstilbud, og som af dem ikke tilregnelige grunde ophørte med
arbejdstilbudet. Jeg forstår at denne udvidende fortolkning - som havde
støtte i afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn - bygger på
formålsbetragtninger.
I forbindelse med ændringen
af § 55, stk. 5, ved lov nr. 433 af 30. juni 1993 blev direktøren bemyndiget
til at fastsætte nærmere regler om indholdet af § 55, stk. 3. Dette skete ved
bek. nr. 862 af 8. november 1993 hvori det klart blev fastslået, at retten
til
ventedagpenge udstraktes til også at omfatte personer der som (A) havde
påbegyndt et arbejdstilbud før retten til ventedagpenge indtrådte, og som
uden
egen skyld havde måttet opgive tilbudet. Da bemyndigelsen ifølge
forarbejdsbemærkningerne sigtede på en
præcisering
af indholdet af § 55, stk. 3, må jeg lægge til grund at direktoratet i
forbindelse med udstedelsen af den nye bekendtgørelse har anlagt en anden og
bredere fortolkning af denne bestemmelse end tidligere.
I udtalelserne af 6. maj 1994
og 8. juli 1994 har direktoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn givet udtryk
for
at der savnedes holdepunkter for en udvidende fortolkning af § 55, stk. 3,
til
at omfatte (A's) situation. Den senere ændring i regelgrundlaget underbyggede
efter myndighedernes opfattelse denne fortolkning af § 55, stk. 3.
Efter min opfattelse
udelukkede ordlyden af § 55, stk. 3, for så vidt ikke en fortolkning der
udstrakte retten til ventedagpenge til at omfatte (A's) specielle situation.
Dertil kom at direktoratet og ankenævnet havde anlagt en udvidende
fortolkning
således at ventedagpenge kunne udbetales i tilfælde der var nært beslægtede
med (A's). Endelig har direktoratet siden - ved udstedelsen af bek. nr. 862
af
8. november 1993 - lagt til grund at § 55, stk. 3, kunne præciseres til at
omfatte et tilfælde som (A's) uden at denne bestemmelses ordlyd blev ændret.
Da § 55, stk. 3, af
direktoratet allerede i 1992 blev undergivet en vis udvidende fortolkning, da
denne udvidelse omfattede en situation som havde betydelige lighedspunkter
med
(A's), og da direktoratet efterfølgende har fortolket § 55, stk. 3, således
at
den også omfatter (A's) situation, finder jeg at § 55, stk. 3, må fortolkes
således at (A) var berettiget til ventedagpenge.
Jeg har gjort
Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen
bekendt med min opfattelse. Da spørgsmålet ikke kan anses for utvivlsomt, har
jeg ikke fremsat min opfattelse som kritik. Jeg har henstillet til
Arbejdsmarkedets Ankenævn at det genoptager sagen og overvejer sagen på ny
under hensyn til det jeg har anført ovenfor.
..."
Arbejdsmarkedets Ankenævn
meddelte senere at ankenævnet den 6. april 1995 havde truffet en ny
afgørelse.
Ankenævnet fandt herefter ikke at ordlyden af § 55, stk. 3, i
arbejdsløshedsforsikringsloven udelukkede en fortolkning som gjorde A
berettiget til ventedagpenge.
Ankenævnet ændrede således
sin afgørelse af 23. november 1993 og hjemviste sagen til direktoratet til
fornyet behandling på det ændrede grundlag.
Lignende dokumenter
- Forlænget dagpengeret - 'ventedagpenge' i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3. Retsinformation · 24. september 1997
- Forlænget dagengeret - 'ventedagpenge' i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3. Retsinformation · 24. september 1997
- Erstatningspligt for sagsbehandling Retsinformation · 7. februar 2019
- Arbejdsløshedsdagpenge - fejl hos arbejdsformidlingen Retsinformation · 19. februar 2019
- Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud. Retsinformation · 23. juni 2003
- Rimeligt jobtilbud til langtidsledig Retsinformation · 6. marts 2019