Spring til indhold

Retsinformation

Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse. Proportionalitetsprincippet

FOU nr 1995.56UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse.

Proportionalitetsprincippet

Sagens nærmere omstændigheder var følgende:

Med virkning fra den 1. oktober 1988 blev en kvinde (A) meldt

ledig og modtog dagpenge indtil den 21. januar 1991. Hun havde på

dagpengekortene

i hele perioden anført at hun ikke havde arbejdet. På baggrund af en

henvendelse fra kriminalpolitiet konstaterede arbejdsløshedskassen (herefter

a-kassen) at A i perioden havde haft fast deltidsarbejde hos en massør. Den

21. februar 1991 skrev a-kassen således til arbejdsformidlingen:

"Den 15.5.1990 indberettede A-kassen ovennævnte medlem med

henblik på et arbejdstilbud, idet medlemmets dagpengeret udløber den

1.4.1991.

Fra kriminalpolitiet i Randers har A-kassen imidlertid modtaget

en henvendelse som tyder på, at (A) i stort set hele sin ledighedsperiode fra

oktober 1988 har haft arbejde uden at oplyse herom på sine dagpengekort.

Da der således er opstået tvivl om medlems- og dagpengeret for

(A), skal vi anmode arbejdsformidlingen om at stille afgivelsen af et

arbejdstilbud i bero."

Den 22. februar 1991 meddelte arbejdsformidlingen A at man som

følge af a-kassens brev måtte annullere et arbejdstilbud der skulle være

påbegyndt den 1. marts 1991.

I breve til a-kassen af 26. februar, 5. marts og 19. marts 1991

oplyste A's advokat at A's arbejde hos massøren var ulønnet, idet der alene

var

tale om en vennetjeneste. Der var tale om ca. 10 timers arbejde om ugen.

Arbejdsopgaverne blev delt med en anden der var ansat på almindelige

lønmodtagervilkår.

Den 6. maj 1991 traf a-kassen afgørelse om at A skulle

tilbagebetale 100.943 kr. i for meget modtagne dagpenge for perioden 4.

Læs alt

oktober

1988 til 20. januar 1991. A-kassen indstillede samtidig til Direktoratet for

Arbejsløshedsforsikringen at A blev slettet af kassen for svig. Direktoratet

tiltrådte den 26. september 1991 afgørelsen om tilbagebetaling og bestemte at

A

for svig skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen. Afgørelsen blev

påklaget til Arbejdsmarkedets Ankenævn der på sit møde den 10. februar 1992

traf følgende afgørelse:

"Ankenævnet tiltræder, at (A's) beskæftigelse hos massør

(C) skal medføre fradrag i hendes dagpenge, uanset om beskæftigelse var

lønnet

eller ulønnet, jf. arbejdsløshedsforsikringsloven § 58, stk. 1, nr. 3, og

direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, § 1, og at hun således

har modtaget dagpenge med urette i perioden fra den 4. oktober 1988 indtil

den

20. januar 1991.

Ankenævnet tiltræder endvidere, at hun skal betale det med

urette modtagne dagpengebeløb, idet hun har undladt at oplyse om

beskæftigelsen

på sine dagpengekort, uanset at det på dagpengekortet udtrykkeligt er anført,

at medlemmet har pligt til at oplyse om overtagelse af alt arbejde (lønnet

eller ulønnet), jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Ankenævnet tiltræder endvidere, at forholdet er omfattet af

lovens § 87, stk. 1, og at medlemmet herefter skal slettes af kassen for

svig.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anmodes om over for

medlemmets advokat at redegøre for opgørelsen af

tilbagebetalingsbeløbet."

Tilbagebetalingskravet blev på daværende tidspunkt opgjort til

98.331 kr.

Den 19. januar 1993 frifandt retten A for bedrageri over for

arbejdsløshedskassen. Retten udtalte følgende:

"Da tiltalte ikke har modtaget vederlag for sin

beskæftigelse hos (C), og da det efter tiltaltes forklaring må lægges til

grund, at hun ikke betragtede hjælpen som et egentligt arbejde, kan det,

selvom

tiltalte ikke tilstrækkelig grundigt har sat sig ind i reglerne for

udbetaling

af dagpenge, ikke anses bevist, at tiltalte har haft forsæt til at begå

bedrageri, hvorfor hun frifindes."

Herefter genoptog Arbejdsmarkedets Ankenævn sagen, og på sit

møde den 1. april 1993 besluttede nævnet at ophæve afgørelsen om

svigssletning,

men i øvrigt fastholde den del af afgørelsen der vedrørte krav om

tilbagebetaling af dagpenge. Ankenævnet bad endvidere Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen om at genoptage behandlingen af sagen og tage

stilling til om der burde pålægges A en anden sanktion i henhold til

arbejdsløshedsforsikringsloven end sletning som medlem af kassen.

Den 15. april 1993 bestemte direktoratet at A for uagtsom adfærd

over for a-kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne svarende til en uges

ledighed. Direktoratet lagde vægt på følgende:

"...

-På dagpengekortene står der, at De har pligt til at oplyse om

alt arbejde i en ledighedsperiode.

-De har ved Deres underskrift på tro og love erklæret, at oplysningerne

på dagpengekortene er rigtige.

-At retten i (...) mener, at De ikke har sat Dem tilstrækkeligt

grundigt ind i reglerne for modtagelse af arbejdsløshedsdagpenge.

..."

Den 23. april 1993 skrev A's advokat bl.a. således til

direktoratet:

"På min klients vegne håber jeg snart, at sagen kan finde

en endelig afgørelse, og jeg forespørger, om der nu finder en samlet

opgørelse

sted, idet jeg går ud fra, at min klient, når hun ikke er slettet for svig,

skal have udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse for de år, hvori

understøttelsen har været indstillet, dog med fradrag for karantæneperioden

og

med fradrag af eventuelle indtægter, som hun har haft i perioden.

Jeg har bedt hende fremsende en udførlig oversigt og redegørelse

til mig over, hvad timer hun måtte have arbejdet i den periode, hvor hun har

været slettet for svig. Det er også min opfattelse, at der bør ske en

regulering for betalte kontingenter.

Da der også er et skattemæssigt problem, beder jeg direktoratet

foranledige, at en sådan samlet opgørelse bliver udfærdiget og mig tilsendt

på

vegne (A)."

Den 29. april 1993 indbragte A's advokat direktoratets afgørelse

for Arbejdsmarkedets Ankenævn der på sit møde den 24. juni 1993 traf følgende

afgørelse:

"Ankenævnet tiltræder Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 15. april 1993 med den heri givne

begrundelse og med henvisning til de anførte regler.

Under henvisning til at medlemmets advokat senest i klagen af

29. april 1993 har bedt om en samlet opgørelse af dagpenge, anmodes

direktoratet om at foranledige at der bliver taget stilling til spørgsmålet

om

dagpenge for de år, hvor udbetalingen har været indstillet."

Den 26. juli 1993 skrev Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen bl.a. følgende til a-kassen:

"DfA henleder i den forbindelse opmærksomheden på

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2, hvoraf det fremgår, at hvis

kassen finder, at et medlem har gjort sig skyldig i et svigagtigt forhold,

skal

kassen forelægge sagen for DfA, samt indstille udbetalingen af dagpenge i

overensstemmelse med indstillingen.

På denne baggrund mener DfA, at kassen har handlet korrekt ved

at indstille udbetalingen af dagpengene til (A).

I den forbindelse må det ikke glemmes, at (A) ikke havde udfyldt

sine dagpengekort som påkrævet, hvorfor kassen var forpligtet til, at gribe

ind over for (A).

På baggrund heraf mener DfA ikke, at medlemmet har krav på

refusion af dagpenge, i den periode hvor udbetalingen har været

indstillet."

I perioden frem til september 1993 brevvekslede advokaten og

a-kassen om opgørelsen af det økonomiske mellemværende. Efter advokatens

opfattelse havde A et krav på tilbagebetaling af dagpenge for tiden fra 21.

februar 1991 til den 1. august 1993 hvor hun blev anvist arbejde, et krav der

langt oversteg tilbagebetalingskravet på ca. 98.000 kr. Advokaten fandt ikke

at

a-kassen tog stilling til hans spørgsmål, bl.a. om betydningen af at

arbejdstilbudet blev annulleret, og den 14. september 1993 bad han om at

sagen

igen blev forelagt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Den 14. oktober 1993 traf direktoratet afgørelse og anførte

bl.a. følgende:

"

Afgørelse

DfA finder, at arbejdsløshedskassen har handlet korrekt ved at

indstille udbetalingen af dagpenge til (A) i forbindelse med, at medlemmet

fik

frataget sit arbejdstilbud den 1. marts 1991, jf. brev fra

Arbejdsformidlingen

af den 22. februar 1991.

Begrundelse for

afgørelsen

Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i svigagtigt

forhold, skal kassen forelægge sagen for direktøren fra

arbejdsløshedsforsikringen

med indstilling om, hvilken afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen

skal stille udbetalingen af dagpengene i bero i overensstemmelse med

indstillingen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2.

DfA har i sin afgørelse lagt til grund, at (A) ikke havde

udfyldt sine dagpengekort korrekt, hvorfor kassen var forpligtet efter

reglerne

i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2, til at standse udbetalingen

af

dagpenge til (A).

Ret til dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver

udbetaling af dagpenge har haft arbejde som lønmodtager i en tid som

sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst

26

uger inden for de sidste 3 år eller i en tilsvarende periode har udøvet

selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang, jf

arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1."

Afgørelsen blev indbragt for Arbejdsmarkedets Ankenævn der på

sit møde den 10. februar 1994 tiltrådte direktoratets afgørelse.

Den 29. marts 1994 klagede A's advokat til mig over ankenævnets

afgørelser af 17. februar 1992 (om tilbagebetalingskravet) og af 23. februar

1994 (om indstillingen af dagpengeudbetalingen).

Om den sidste afgørelse anførte advokaten bl.a. følgende:

"Det er min opfattelse, at min klients ret til dagpenge

ikke har kunnet fratages hende på grund af det manglende arbejdstilbud. Det

er

en forudsætning for ophør af dagpenge, at den manglende udnyttelse af

arbejdstilbud skyldes den dagpengeberettigedes egne forhold. Her skyldes

fratagelsen af arbejdstilbud ikke min klient, som var parat til at gå igang,

og

min klient skal således holdes skadesløs.

Det er i den forbindelse uden betydning, at der i

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2 er bestemt, at udbetaling af

dagpenge skal sættes i bero i overensstemmelse med den foreløbige

indstilling.

Indstillingen er netop foreløbig, og det har vist sig, at den

var uberettiget, idet min klient alene burde have været idømt 1 uges

svigsslettelse. Jeg gør gældende, at min klient nu skal stilles som om den

foreløbige indstilling ikke var foretaget, og min klient skal således stilles

som om hun havde været i arbejdstilbud.

Det er således min opfattelse, at min klient i perioden d.

01.04.1991 til og med d. 30.07.1993 skal have beregnet og udbetalt dagpenge i

overensstemmelse med de almindelige regler.

Jeg er for så vidt enig i, at det var korrekt, at kassen indstillede

udbetalingen af dagpengene, men dette var naturligvis kun korrekt på

daværende

tidspunkt.

Jeg finder det forkert, at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke har

kommenteret min påberåbelse af lov om arbejdstilbud § 10, stk. 8 og 9. Det må

dog være et min. krav."

I anledning af klagen indhentede jeg udtalelser af 27. juni og

4. juli 1994 fra henholdsvis Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og

Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Direktoratet udtalte bl.a. følgende:

"Det bemærkes herved, at § 87, stk. 2, i arbejdsløshedsforsikringsloven

er indsat for at sikre, at medlemmets culpøse adfærd over for

arbejdsløshedskassen får virkning, selvom medlemmet fortsat begærer

arbejdsløshedsdagpenge, og selv om sagen endnu ikke er afgjort.

Det forhold, at medlemmet er frifundet for bedrageri over for

arbejdsløshedskassen, ændrer ikke heri, da det herefter må anses for

godtgjort,

at medlemmet ved grov uagtsomhed har undladt at oplyse om arbejde på

dagpengekortene.

Hvis medlemmet havde oplyst korrekt om sit arbejde på dagpengekortene,

ville medlemmet naturligvis ikke være kommet i den situation, at

dagpengeudbetalingerne blev standset.

Hvis medlemmet havde oplyst korrekt på dagpengekortene om sit

arbejde, ville medlemmet formentlig ikke have opfyldt ledighedskravet til

arbejdstilbud eller først have opfyldt det på et langt senere tidspunkt, og

det

er derfor usikkert, om medlemmet ville opnå ret til et arbejdstilbud.

DfA er derfor af den opfattelse, at medlemmet på grund af sin

culpøse adfærd over for arbejdsløshedskassen (ved groft uagtsomt at have

undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene) ikke kan få en bedre

retsstilling, end hvis hun havde oplyst korrekt om arbejde på

dagpengekortene.

DfA finder derfor ikke, at der er grundlag til at ændre

ankenævnets afgørelse af 23. februar 1994."

Ankenævnet henholdt sig til de afgørelser nævnet havde truffet.

I et brev til A's advokat udtalte jeg følgende:

"I.

Om tilbagebetalingskravet.

På sit møde den 10. februar 1992 (brev af 17. februar 1992)

tiltrådte ankenævnet at (A) skulle tilbagebetale det beløb hun havde modtaget

i perioden fra den 4. oktober 1988 indtil den 20. januar 1991. De klagede til

mig bl.a. over denne afgørelse i brev af 29. marts 1994.

I medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 2, skal en klage til

ombudsmanden indgives inden et år efter at den afgørelse der klages over er

truffet. Deres klage over afgørelsen af 10. februar 1992 kan jeg derfor ikke

behandle.

Efter at retten den 19. januar 1993 havde frifundet (A) for

bedrageri, genoptog ankenævnet sagen. I afgørelsen af 1. april 1993 fastholdt

ankenævnet afgørelsen om tilbagebetalingskravet, og i afgørelsen af 24. juni

1993 stadfæstede nævnet at direktoratet den 15. april 1993 havde fastholdt

kravet. Da nævnet således - vedrørende denne del af afgørelsen - blot har

henholdt sig til sin oprindelige afgørelse, har jeg ikke fundet at

forældelsesfristen i forhold hertil kan regnes fra noget senere tidspunkt end

den 17. februar 1992, da den oprindelige afgørelse blev udsendt. Jeg har

derfor

ikke undersøgt dette forhold.

II.

Om afgørelsen om en uges karantæne

.

Ved afgørelsen den 1. april 1993 bad ankenævnet endvidere

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at tage stilling til om der

burde pålægges (A) en anden sanktion end svigssletning. Den 5. april 1993

bestemte direktoratet at (A) for uagtsom adfærd over for a-kassen skulle

pålægges en karantæne svarende til en uges ledighed. På sit møde den 24. juni

1993 tiltrådte ankenævnet denne afgørelse.

Afgørelsen blev truffet på grundlag af § 87 i den dagældende

arbejdsløshedsforsikringslov. Bestemmelsens stk. 1-3 er sålydende:

"

§ 87.

Gør et

medlem sig skyldig i svigagtigt forhold over for kassen, kan direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen bestemme, at pågældende slettes som medlem af

kassen

eller helt eller delvis udelukkes fra ret til dagpenge, efterløn,

uddannelsesydelse eller iværksætterydelse i et bestemt tidsrum.

Stk. 2.

Finder kassen,

at et medlem har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, skal kassen

forelægge

sagen for direktøren for arbejdsløshedsforsikringen med indstilling om,

hvilken

afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af

dagpenge,

overgangsydelse, efterløn, uddannelsesydelse eller iværksætterydelse til

medlemmet i bero i overensstemmelse med indstillingen.

Stk. 3.

Gør et medlem

sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan dennes ledelse bestemme,

at

medlemmet udelukkes fra retten til dagpenge, overgangsydelse, efterløn,

uddannelsesydelse eller iværksætterydelse i et bestemt tidsrum, som ikke kan

overstige 1 år."

Ud fra oplysningerne i sagen, herunder straffedommen af 19.

januar 1993, må jeg lægge til grund at (A) uagtsomt har afgivet urigtige

oplysninger til a-kassen, idet hun i strid med reglerne for udbetaling af

dagpenge - som hun var blevet gjort bekendt med - undlod at oplyse om sit

ulønnede arbejde. Det kan derfor ikke give mig anledning til bemærkninger at

myndighederne i overensstemmelse med bestemmelsen i lovens § 87, stk. 3, har

fundet at (A) har gjort sig skyldig i "anden" (i modsætning til

svig)

forseelse over for kassen. Ved afgørelsen om fastsættelsen af sanktionen -

til

en uges karantæne - har myndighederne henvist til Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære af 19. februar 1987 (som bl.a. er

gengivet i ankenævnets afgørelse af 17. februar 1992). Retningslinierne i

cirkulæret kan ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger. Inden for

lovens ordlyd og de nævnte retningslinier beror afgørelsen om sanktionen på

et

skøn. En sådan afgørelse kan jeg ikke kritisere medmindre der foreligger

særlige omstændigheder. Det mener jeg ikke der gør i dette tilfælde.

III. Om kravet på

efterbetaling af dagpenge i perioden hvor (A) var slettet som medlem af

a-kassen.

Ved afgørelsen truffet den 24. juni 1993 bad ankenævnet

direktoratet om at foranledige at der blev taget stilling til spørgsmålet om

dagpenge for de år hvor udbetalingen har været indstillet.

Udgangspunktet - hvilket vel også er baggrunden for ankenævnets

anmodning - er at der må ske efterbetaling når det som her efterfølgende har

vist sig at der ikke var baggrund for sletning fra arbejdsløshedskassen, og

dermed for indstilling af udbetalingen af dagpenge. Det fremgår da også af

sagen at a-kassen har efterbetalt dagpenge for tiden fra udbetalingen blev

indstillet, den 21. februar 1991. Efterbetaling er imidlertid kun sket indtil

falddatoen, den 1. april 1991. Det er således (alene) den omstændighed at (A)

- på grund af indstillingen af udbetalingen af dagpenge - fik annulleret sit

arbejdstilbud, der har gjort at efterbetalingen ophørte pr. den oprindeligt

fastsatte falddato, den 1. april 1991. At (A) ikke har fået efterbetalt

dagpenge i videre omfang er således ikke - direkte - begrundet i hendes

forseelse over for kassen, men skyldes det tilfælde at falddatoen indtrådte

på

det pågældende tidspunkt.

På baggrund af anmodningen i ankenævnets afgørelse af 24. juni

1993 (brev af 1. juli 1993) skrev direktoratet den 26. juli 1993 bl.a.

følgende

til a-kassen:

"...

På denne baggrund mener DfA, at kassen har handlet korrekt ved

at indstille udbetalingen af dagpengene til (A).

I den forbindelse må det ikke glemmes, at (A) ikke havde udfyldt

sine dagpengekort som påkrævet, hvorfor kassen var forpligtet til, at gribe

ind

over for hende.

På baggrund heraf mener DfA ikke, at medlemmet har krav på

refusion af dagpenge, i den periode hvor udbetalingen har været

indstillet."

Det sidste afsnit i direktoratets brev må efter sin ordlyd mest

nærliggende forstås på den måde at det (alene) er (A's) forseelse der er

begrundelsen for at hun ikke har krav på efterbetaling. Hvis denne forståelse

lægges til grund, er jeg på baggrund af det jeg har anført ovenfor ikke enig

med direktoratet. Jeg bemærker at (A) rent faktisk fik "refusion af

dagpenge i den periode, hvor udbetalingen har været indstillet", nemlig

fra den 21. februar 1991 til den 1. april 1991.

Det anførte kan imidlertid også forstås på den måde at det efter

direktoratets opfattelse har været (A's) risiko - på baggrund af hendes

forseelse - at dagpengeudbetalingen blev indstillet, arbejdstilbudet

annulleret,

og falddagen dermed indtrådte.

Det fremgår imidlertid ikke af de afgørelser der herefter blev

truffet i sagen, om og i givet fald hvilke overvejelser myndighederne har

gjort

sig om dette efter min opfattelse helt centrale spørgsmål i sagen:

Direktoratet traf den 14. oktober 1993 afgørelse vedrørende

spørgsmålet om dagpenge i perioden hvor udbetalingen var indstillet, og

anførte følgende:

"...

DfA finder, at arbejdsløshedskassen har handlet korrekt ved at

indstille udbetalingen af dagpenge til (A) i forbindelse med, at medlemmet

fik

frataget sit arbejdstilbud den 1. marts 1991, jf. brev fra

arbejdsformidlingen

af den 22. februar 1991.

..."

Direktoratet henviste til bestemmelserne i

arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 87, stk. 2, og 55, stk. 1. Ankenævnet

tiltrådte den 10. februar 1994 afgørelsen og begrundelsen.

På baggrund af sagens oplysninger kan jeg ikke kritisere at

myndighederne således har fundet at a-kassen handlede korrekt ved at

indstille

udbetalingen af dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2.

De

har selv givet udtryk for dette synspunkt i klagen til mig.

Myndighederne har i afgørelserne endvidere henvist til den

dagældende bestemmelse i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 der bl.a. er

sålydende:

"

§ 55.

Ret til

dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge

har

haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i

fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år

eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i

væsentligt omfang uden samtidig at modtage iværksætterydelse efter lov om

arbejdstilbud til ledige. Kun arbejde i medlemsperioder medregnes.

..."

Det kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger at

myndighederne har lagt til grund at retten til dagpenge efter bestemmelsens

ordlyd bortfaldt den 1. april 1991. Årsagen til at dagpengeretten bortfaldt

var imidlertid at et arbejdstilbud blev annulleret som følge af at

dagpengeudbetalingen blev indstillet. Som anført kan jeg ikke kritisere at

myndighederne fandt at indstillingen dengang var korrekt. Ikke desto mindre

viste det sig efterfølgende at der ikke havde været grundlag for at indstille

udbetalingen i et sådan omfang, at arbejdstilbudet måtte annulleres. Det er

betydningen af dette spørgsmål som (A's) advokat anmodede myndighederne om at

tage stilling til.

Spørgsmålet er først direkte berørt i Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens udtalelse af 27. juni 1994. Direktoratet har

bl.a.

anført følgende:

"...

Hvis medlemmet havde oplyst korrekt på dagpengekortene om sit

arbejde, ville medlemmet formentlig ikke have opfyldt ledighedskravet til

arbejdstilbud eller først have opfyldt det på et langt senere tidspunkt, og

det

er derfor usikkert, om medlemmet ville opnå ret til et arbejdstilbud.

DfA er derfor af den opfattelse, at medlemmet på grund af sin

culpøse adfærd over for arbejdsløshedskassen (ved groft uagtsomt at have

undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene) ikke kan få en bedre

retsstilling,

end hvis hun havde oplyst korrekt om arbejde på dagpengekortene.

..."

Dette giver mig anledning til følgende bemærkninger:

§ 1, stk. 1, i den dagældende lov om arbejdstilbud til ledige er

sålydende:

"

§ 1.

Med

henblik på genplacering på arbejdsmarkedet har langtidsledige medlemmer under

60 år af en anerkendt arbejdsløshedskasse krav på et rimeligt tilbud om

arbejde

i mindst 9 måneder. Tilbuddet skal gives i god tid før retten til dagpenge

ophører efter §§ 55 og 72 i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring

m.v. og så vidt muligt efter et års ledighed.

..."

(A's) ret til dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens §

55 ophørte den 1. april 1991. Efter lov om arbejdstilbud skulle hun "i

god

tid" inden dette tidspunkt have haft et arbejdstilbud. Det arbejde (A)

ulønnet udførte for massør (C) var efter min opfattelse ikke af en sådan

karakter at det i medfør af lovens § 55 - eller de bekendtgørelser der i

henhold til loven er fastsat om beregning af arbejdskrav - kunne medtages ved

beregningen af arbejdskravet. Jeg henviser bl.a. til bestemmelsen i § 1 a i

bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 hvorefter arbejde uden offentlige

løntilskud for at indgå i arbejdskravet skal være udført på vilkår - herunder

lønvilkår - i overensstemmelse med gældende overenskomst. Uden i øvrigt at

komme ind på hvad følgerne kunne tænkes at være hvis (A) havde oplyst korrekt

på dagpengekortene, er det min opfattelse at det ulønnede arbejde - ikke

isoleret set - ville udskyde tidspunktet for falddatoen efter

arbejdsløshedsforsikringsloven og dermed hendes ret til et arbejdstilbud

efter

lov om arbejdstilbud. Jeg er derfor ikke enig i det direktoratet har anført i

udtalelsen til mig.

Sammenfatning

:

Efter at (A) ved dommen af 19. januar 1993 var blevet frifundet

for bedrageri over for arbejdsløshedskassen, blev det klart at sletningen af

hende som medlem af kassen var uberettiget. Dagpengeudbetalingen skulle

således

ikke - bortset fra én uges karantæne - være indstillet og hendes

arbejdstilbud

skulle ikke have været annulleret. På baggrund af de foreliggende oplysninger

må jeg lægge til grund at (A) - som følge af dagpengerettens bortfald pr. 1.

april 1991 - i realiteten har været lige så dårligt stillet økonomisk som

hvis

svigssletningen var blevet opretholdt. Den forseelse (A) har begået overfor

arbejdsløshedskassen kan således siges at have ramt hende urimeligt hårdt.

Såvel De som (A's) advokater har flere gange bedt myndighederne om tage

stilling til netop denne del af sagskomplekset.

I de afgørelser der er truffet (Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 14. oktober 1993 som stadfæstet af

Arbejdsmarkedets Ankenævn den 23. februar 1994) er der imidlertid alene taget

stilling til at det dengang - i januar 1991 - var korrekt at

arbejdsløshedskassen indstillede dagpengeudbetalingen.

Som anført er (A) efter min opfattelse blevet særdeles hårdt

ramt økonomisk. Dette må have stået myndighederne klart. Den omstændighed at

problemstillingen var rejst over for myndighederne, og det hensyn der ligger

bag det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, burde efter

min opfattelse have fået myndighederne til at overveje denne problemstilling

i

et videre omfang end det ses at have været tilfældet.

Det skal understreges at jeg ikke herved har taget stilling til

om - og i givet fald på hvilket grundlag - (A) burde have udbetalt et beløb i

den periode hun var slettet for svig, selv om hendes ret til dagpenge efter

arbejdsløshedslovens § 55 var bortfaldet. Men jeg mener at myndighederne

klart

burde have taget stilling til dette spørgsmål.

På den baggrund har jeg bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at

overveje sagens genoptagelse."

Lignende dokumenter