Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse. Proportionalitetsprincippet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse.
Proportionalitetsprincippet
Sagens nærmere omstændigheder var følgende:
Med virkning fra den 1. oktober 1988 blev en kvinde (A) meldt
ledig og modtog dagpenge indtil den 21. januar 1991. Hun havde på
dagpengekortene
i hele perioden anført at hun ikke havde arbejdet. På baggrund af en
henvendelse fra kriminalpolitiet konstaterede arbejdsløshedskassen (herefter
a-kassen) at A i perioden havde haft fast deltidsarbejde hos en massør. Den
21. februar 1991 skrev a-kassen således til arbejdsformidlingen:
"Den 15.5.1990 indberettede A-kassen ovennævnte medlem med
henblik på et arbejdstilbud, idet medlemmets dagpengeret udløber den
1.4.1991.
Fra kriminalpolitiet i Randers har A-kassen imidlertid modtaget
en henvendelse som tyder på, at (A) i stort set hele sin ledighedsperiode fra
oktober 1988 har haft arbejde uden at oplyse herom på sine dagpengekort.
Da der således er opstået tvivl om medlems- og dagpengeret for
(A), skal vi anmode arbejdsformidlingen om at stille afgivelsen af et
arbejdstilbud i bero."
Den 22. februar 1991 meddelte arbejdsformidlingen A at man som
følge af a-kassens brev måtte annullere et arbejdstilbud der skulle være
påbegyndt den 1. marts 1991.
I breve til a-kassen af 26. februar, 5. marts og 19. marts 1991
oplyste A's advokat at A's arbejde hos massøren var ulønnet, idet der alene
var
tale om en vennetjeneste. Der var tale om ca. 10 timers arbejde om ugen.
Arbejdsopgaverne blev delt med en anden der var ansat på almindelige
lønmodtagervilkår.
Den 6. maj 1991 traf a-kassen afgørelse om at A skulle
tilbagebetale 100.943 kr. i for meget modtagne dagpenge for perioden 4.
Læs alt
oktober
1988 til 20. januar 1991. A-kassen indstillede samtidig til Direktoratet for
Arbejsløshedsforsikringen at A blev slettet af kassen for svig. Direktoratet
tiltrådte den 26. september 1991 afgørelsen om tilbagebetaling og bestemte at
A
for svig skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen. Afgørelsen blev
påklaget til Arbejdsmarkedets Ankenævn der på sit møde den 10. februar 1992
traf følgende afgørelse:
"Ankenævnet tiltræder, at (A's) beskæftigelse hos massør
(C) skal medføre fradrag i hendes dagpenge, uanset om beskæftigelse var
lønnet
eller ulønnet, jf. arbejdsløshedsforsikringsloven § 58, stk. 1, nr. 3, og
direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, § 1, og at hun således
har modtaget dagpenge med urette i perioden fra den 4. oktober 1988 indtil
den
20. januar 1991.
Ankenævnet tiltræder endvidere, at hun skal betale det med
urette modtagne dagpengebeløb, idet hun har undladt at oplyse om
beskæftigelsen
på sine dagpengekort, uanset at det på dagpengekortet udtrykkeligt er anført,
at medlemmet har pligt til at oplyse om overtagelse af alt arbejde (lønnet
eller ulønnet), jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.
Ankenævnet tiltræder endvidere, at forholdet er omfattet af
lovens § 87, stk. 1, og at medlemmet herefter skal slettes af kassen for
svig.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anmodes om over for
medlemmets advokat at redegøre for opgørelsen af
tilbagebetalingsbeløbet."
Tilbagebetalingskravet blev på daværende tidspunkt opgjort til
98.331 kr.
Den 19. januar 1993 frifandt retten A for bedrageri over for
arbejdsløshedskassen. Retten udtalte følgende:
"Da tiltalte ikke har modtaget vederlag for sin
beskæftigelse hos (C), og da det efter tiltaltes forklaring må lægges til
grund, at hun ikke betragtede hjælpen som et egentligt arbejde, kan det,
selvom
tiltalte ikke tilstrækkelig grundigt har sat sig ind i reglerne for
udbetaling
af dagpenge, ikke anses bevist, at tiltalte har haft forsæt til at begå
bedrageri, hvorfor hun frifindes."
Herefter genoptog Arbejdsmarkedets Ankenævn sagen, og på sit
møde den 1. april 1993 besluttede nævnet at ophæve afgørelsen om
svigssletning,
men i øvrigt fastholde den del af afgørelsen der vedrørte krav om
tilbagebetaling af dagpenge. Ankenævnet bad endvidere Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen om at genoptage behandlingen af sagen og tage
stilling til om der burde pålægges A en anden sanktion i henhold til
arbejdsløshedsforsikringsloven end sletning som medlem af kassen.
Den 15. april 1993 bestemte direktoratet at A for uagtsom adfærd
over for a-kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne svarende til en uges
ledighed. Direktoratet lagde vægt på følgende:
"...
-På dagpengekortene står der, at De har pligt til at oplyse om
alt arbejde i en ledighedsperiode.
-De har ved Deres underskrift på tro og love erklæret, at oplysningerne
på dagpengekortene er rigtige.
-At retten i (...) mener, at De ikke har sat Dem tilstrækkeligt
grundigt ind i reglerne for modtagelse af arbejdsløshedsdagpenge.
..."
Den 23. april 1993 skrev A's advokat bl.a. således til
direktoratet:
"På min klients vegne håber jeg snart, at sagen kan finde
en endelig afgørelse, og jeg forespørger, om der nu finder en samlet
opgørelse
sted, idet jeg går ud fra, at min klient, når hun ikke er slettet for svig,
skal have udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse for de år, hvori
understøttelsen har været indstillet, dog med fradrag for karantæneperioden
og
med fradrag af eventuelle indtægter, som hun har haft i perioden.
Jeg har bedt hende fremsende en udførlig oversigt og redegørelse
til mig over, hvad timer hun måtte have arbejdet i den periode, hvor hun har
været slettet for svig. Det er også min opfattelse, at der bør ske en
regulering for betalte kontingenter.
Da der også er et skattemæssigt problem, beder jeg direktoratet
foranledige, at en sådan samlet opgørelse bliver udfærdiget og mig tilsendt
på
vegne (A)."
Den 29. april 1993 indbragte A's advokat direktoratets afgørelse
for Arbejdsmarkedets Ankenævn der på sit møde den 24. juni 1993 traf følgende
afgørelse:
"Ankenævnet tiltræder Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 15. april 1993 med den heri givne
begrundelse og med henvisning til de anførte regler.
Under henvisning til at medlemmets advokat senest i klagen af
29. april 1993 har bedt om en samlet opgørelse af dagpenge, anmodes
direktoratet om at foranledige at der bliver taget stilling til spørgsmålet
om
dagpenge for de år, hvor udbetalingen har været indstillet."
Den 26. juli 1993 skrev Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen bl.a. følgende til a-kassen:
"DfA henleder i den forbindelse opmærksomheden på
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2, hvoraf det fremgår, at hvis
kassen finder, at et medlem har gjort sig skyldig i et svigagtigt forhold,
skal
kassen forelægge sagen for DfA, samt indstille udbetalingen af dagpenge i
overensstemmelse med indstillingen.
På denne baggrund mener DfA, at kassen har handlet korrekt ved
at indstille udbetalingen af dagpengene til (A).
I den forbindelse må det ikke glemmes, at (A) ikke havde udfyldt
sine dagpengekort som påkrævet, hvorfor kassen var forpligtet til, at gribe
ind over for (A).
På baggrund heraf mener DfA ikke, at medlemmet har krav på
refusion af dagpenge, i den periode hvor udbetalingen har været
indstillet."
I perioden frem til september 1993 brevvekslede advokaten og
a-kassen om opgørelsen af det økonomiske mellemværende. Efter advokatens
opfattelse havde A et krav på tilbagebetaling af dagpenge for tiden fra 21.
februar 1991 til den 1. august 1993 hvor hun blev anvist arbejde, et krav der
langt oversteg tilbagebetalingskravet på ca. 98.000 kr. Advokaten fandt ikke
at
a-kassen tog stilling til hans spørgsmål, bl.a. om betydningen af at
arbejdstilbudet blev annulleret, og den 14. september 1993 bad han om at
sagen
igen blev forelagt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.
Den 14. oktober 1993 traf direktoratet afgørelse og anførte
bl.a. følgende:
"
Afgørelse
DfA finder, at arbejdsløshedskassen har handlet korrekt ved at
indstille udbetalingen af dagpenge til (A) i forbindelse med, at medlemmet
fik
frataget sit arbejdstilbud den 1. marts 1991, jf. brev fra
Arbejdsformidlingen
af den 22. februar 1991.
Begrundelse for
afgørelsen
Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i svigagtigt
forhold, skal kassen forelægge sagen for direktøren fra
arbejdsløshedsforsikringen
med indstilling om, hvilken afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen
skal stille udbetalingen af dagpengene i bero i overensstemmelse med
indstillingen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2.
DfA har i sin afgørelse lagt til grund, at (A) ikke havde
udfyldt sine dagpengekort korrekt, hvorfor kassen var forpligtet efter
reglerne
i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2, til at standse udbetalingen
af
dagpenge til (A).
Ret til dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver
udbetaling af dagpenge har haft arbejde som lønmodtager i en tid som
sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst
26
uger inden for de sidste 3 år eller i en tilsvarende periode har udøvet
selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang, jf
arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1."
Afgørelsen blev indbragt for Arbejdsmarkedets Ankenævn der på
sit møde den 10. februar 1994 tiltrådte direktoratets afgørelse.
Den 29. marts 1994 klagede A's advokat til mig over ankenævnets
afgørelser af 17. februar 1992 (om tilbagebetalingskravet) og af 23. februar
1994 (om indstillingen af dagpengeudbetalingen).
Om den sidste afgørelse anførte advokaten bl.a. følgende:
"Det er min opfattelse, at min klients ret til dagpenge
ikke har kunnet fratages hende på grund af det manglende arbejdstilbud. Det
er
en forudsætning for ophør af dagpenge, at den manglende udnyttelse af
arbejdstilbud skyldes den dagpengeberettigedes egne forhold. Her skyldes
fratagelsen af arbejdstilbud ikke min klient, som var parat til at gå igang,
og
min klient skal således holdes skadesløs.
Det er i den forbindelse uden betydning, at der i
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2 er bestemt, at udbetaling af
dagpenge skal sættes i bero i overensstemmelse med den foreløbige
indstilling.
Indstillingen er netop foreløbig, og det har vist sig, at den
var uberettiget, idet min klient alene burde have været idømt 1 uges
svigsslettelse. Jeg gør gældende, at min klient nu skal stilles som om den
foreløbige indstilling ikke var foretaget, og min klient skal således stilles
som om hun havde været i arbejdstilbud.
Det er således min opfattelse, at min klient i perioden d.
01.04.1991 til og med d. 30.07.1993 skal have beregnet og udbetalt dagpenge i
overensstemmelse med de almindelige regler.
Jeg er for så vidt enig i, at det var korrekt, at kassen indstillede
udbetalingen af dagpengene, men dette var naturligvis kun korrekt på
daværende
tidspunkt.
Jeg finder det forkert, at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke har
kommenteret min påberåbelse af lov om arbejdstilbud § 10, stk. 8 og 9. Det må
dog være et min. krav."
I anledning af klagen indhentede jeg udtalelser af 27. juni og
4. juli 1994 fra henholdsvis Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og
Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Direktoratet udtalte bl.a. følgende:
"Det bemærkes herved, at § 87, stk. 2, i arbejdsløshedsforsikringsloven
er indsat for at sikre, at medlemmets culpøse adfærd over for
arbejdsløshedskassen får virkning, selvom medlemmet fortsat begærer
arbejdsløshedsdagpenge, og selv om sagen endnu ikke er afgjort.
Det forhold, at medlemmet er frifundet for bedrageri over for
arbejdsløshedskassen, ændrer ikke heri, da det herefter må anses for
godtgjort,
at medlemmet ved grov uagtsomhed har undladt at oplyse om arbejde på
dagpengekortene.
Hvis medlemmet havde oplyst korrekt om sit arbejde på dagpengekortene,
ville medlemmet naturligvis ikke være kommet i den situation, at
dagpengeudbetalingerne blev standset.
Hvis medlemmet havde oplyst korrekt på dagpengekortene om sit
arbejde, ville medlemmet formentlig ikke have opfyldt ledighedskravet til
arbejdstilbud eller først have opfyldt det på et langt senere tidspunkt, og
det
er derfor usikkert, om medlemmet ville opnå ret til et arbejdstilbud.
DfA er derfor af den opfattelse, at medlemmet på grund af sin
culpøse adfærd over for arbejdsløshedskassen (ved groft uagtsomt at have
undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene) ikke kan få en bedre
retsstilling, end hvis hun havde oplyst korrekt om arbejde på
dagpengekortene.
DfA finder derfor ikke, at der er grundlag til at ændre
ankenævnets afgørelse af 23. februar 1994."
Ankenævnet henholdt sig til de afgørelser nævnet havde truffet.
I et brev til A's advokat udtalte jeg følgende:
"I.
Om tilbagebetalingskravet.
På sit møde den 10. februar 1992 (brev af 17. februar 1992)
tiltrådte ankenævnet at (A) skulle tilbagebetale det beløb hun havde modtaget
i perioden fra den 4. oktober 1988 indtil den 20. januar 1991. De klagede til
mig bl.a. over denne afgørelse i brev af 29. marts 1994.
I medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 2, skal en klage til
ombudsmanden indgives inden et år efter at den afgørelse der klages over er
truffet. Deres klage over afgørelsen af 10. februar 1992 kan jeg derfor ikke
behandle.
Efter at retten den 19. januar 1993 havde frifundet (A) for
bedrageri, genoptog ankenævnet sagen. I afgørelsen af 1. april 1993 fastholdt
ankenævnet afgørelsen om tilbagebetalingskravet, og i afgørelsen af 24. juni
1993 stadfæstede nævnet at direktoratet den 15. april 1993 havde fastholdt
kravet. Da nævnet således - vedrørende denne del af afgørelsen - blot har
henholdt sig til sin oprindelige afgørelse, har jeg ikke fundet at
forældelsesfristen i forhold hertil kan regnes fra noget senere tidspunkt end
den 17. februar 1992, da den oprindelige afgørelse blev udsendt. Jeg har
derfor
ikke undersøgt dette forhold.
II.
Om afgørelsen om en uges karantæne
.
Ved afgørelsen den 1. april 1993 bad ankenævnet endvidere
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at tage stilling til om der
burde pålægges (A) en anden sanktion end svigssletning. Den 5. april 1993
bestemte direktoratet at (A) for uagtsom adfærd over for a-kassen skulle
pålægges en karantæne svarende til en uges ledighed. På sit møde den 24. juni
1993 tiltrådte ankenævnet denne afgørelse.
Afgørelsen blev truffet på grundlag af § 87 i den dagældende
arbejdsløshedsforsikringslov. Bestemmelsens stk. 1-3 er sålydende:
"
§ 87.
Gør et
medlem sig skyldig i svigagtigt forhold over for kassen, kan direktøren for
arbejdsløshedsforsikringen bestemme, at pågældende slettes som medlem af
kassen
eller helt eller delvis udelukkes fra ret til dagpenge, efterløn,
uddannelsesydelse eller iværksætterydelse i et bestemt tidsrum.
Stk. 2.
Finder kassen,
at et medlem har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, skal kassen
forelægge
sagen for direktøren for arbejdsløshedsforsikringen med indstilling om,
hvilken
afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af
dagpenge,
overgangsydelse, efterløn, uddannelsesydelse eller iværksætterydelse til
medlemmet i bero i overensstemmelse med indstillingen.
Stk. 3.
Gør et medlem
sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan dennes ledelse bestemme,
at
medlemmet udelukkes fra retten til dagpenge, overgangsydelse, efterløn,
uddannelsesydelse eller iværksætterydelse i et bestemt tidsrum, som ikke kan
overstige 1 år."
Ud fra oplysningerne i sagen, herunder straffedommen af 19.
januar 1993, må jeg lægge til grund at (A) uagtsomt har afgivet urigtige
oplysninger til a-kassen, idet hun i strid med reglerne for udbetaling af
dagpenge - som hun var blevet gjort bekendt med - undlod at oplyse om sit
ulønnede arbejde. Det kan derfor ikke give mig anledning til bemærkninger at
myndighederne i overensstemmelse med bestemmelsen i lovens § 87, stk. 3, har
fundet at (A) har gjort sig skyldig i "anden" (i modsætning til
svig)
forseelse over for kassen. Ved afgørelsen om fastsættelsen af sanktionen -
til
en uges karantæne - har myndighederne henvist til Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære af 19. februar 1987 (som bl.a. er
gengivet i ankenævnets afgørelse af 17. februar 1992). Retningslinierne i
cirkulæret kan ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger. Inden for
lovens ordlyd og de nævnte retningslinier beror afgørelsen om sanktionen på
et
skøn. En sådan afgørelse kan jeg ikke kritisere medmindre der foreligger
særlige omstændigheder. Det mener jeg ikke der gør i dette tilfælde.
III. Om kravet på
efterbetaling af dagpenge i perioden hvor (A) var slettet som medlem af
a-kassen.
Ved afgørelsen truffet den 24. juni 1993 bad ankenævnet
direktoratet om at foranledige at der blev taget stilling til spørgsmålet om
dagpenge for de år hvor udbetalingen har været indstillet.
Udgangspunktet - hvilket vel også er baggrunden for ankenævnets
anmodning - er at der må ske efterbetaling når det som her efterfølgende har
vist sig at der ikke var baggrund for sletning fra arbejdsløshedskassen, og
dermed for indstilling af udbetalingen af dagpenge. Det fremgår da også af
sagen at a-kassen har efterbetalt dagpenge for tiden fra udbetalingen blev
indstillet, den 21. februar 1991. Efterbetaling er imidlertid kun sket indtil
falddatoen, den 1. april 1991. Det er således (alene) den omstændighed at (A)
- på grund af indstillingen af udbetalingen af dagpenge - fik annulleret sit
arbejdstilbud, der har gjort at efterbetalingen ophørte pr. den oprindeligt
fastsatte falddato, den 1. april 1991. At (A) ikke har fået efterbetalt
dagpenge i videre omfang er således ikke - direkte - begrundet i hendes
forseelse over for kassen, men skyldes det tilfælde at falddatoen indtrådte
på
det pågældende tidspunkt.
På baggrund af anmodningen i ankenævnets afgørelse af 24. juni
1993 (brev af 1. juli 1993) skrev direktoratet den 26. juli 1993 bl.a.
følgende
til a-kassen:
"...
På denne baggrund mener DfA, at kassen har handlet korrekt ved
at indstille udbetalingen af dagpengene til (A).
I den forbindelse må det ikke glemmes, at (A) ikke havde udfyldt
sine dagpengekort som påkrævet, hvorfor kassen var forpligtet til, at gribe
ind
over for hende.
På baggrund heraf mener DfA ikke, at medlemmet har krav på
refusion af dagpenge, i den periode hvor udbetalingen har været
indstillet."
Det sidste afsnit i direktoratets brev må efter sin ordlyd mest
nærliggende forstås på den måde at det (alene) er (A's) forseelse der er
begrundelsen for at hun ikke har krav på efterbetaling. Hvis denne forståelse
lægges til grund, er jeg på baggrund af det jeg har anført ovenfor ikke enig
med direktoratet. Jeg bemærker at (A) rent faktisk fik "refusion af
dagpenge i den periode, hvor udbetalingen har været indstillet", nemlig
fra den 21. februar 1991 til den 1. april 1991.
Det anførte kan imidlertid også forstås på den måde at det efter
direktoratets opfattelse har været (A's) risiko - på baggrund af hendes
forseelse - at dagpengeudbetalingen blev indstillet, arbejdstilbudet
annulleret,
og falddagen dermed indtrådte.
Det fremgår imidlertid ikke af de afgørelser der herefter blev
truffet i sagen, om og i givet fald hvilke overvejelser myndighederne har
gjort
sig om dette efter min opfattelse helt centrale spørgsmål i sagen:
Direktoratet traf den 14. oktober 1993 afgørelse vedrørende
spørgsmålet om dagpenge i perioden hvor udbetalingen var indstillet, og
anførte følgende:
"...
DfA finder, at arbejdsløshedskassen har handlet korrekt ved at
indstille udbetalingen af dagpenge til (A) i forbindelse med, at medlemmet
fik
frataget sit arbejdstilbud den 1. marts 1991, jf. brev fra
arbejdsformidlingen
af den 22. februar 1991.
..."
Direktoratet henviste til bestemmelserne i
arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 87, stk. 2, og 55, stk. 1. Ankenævnet
tiltrådte den 10. februar 1994 afgørelsen og begrundelsen.
På baggrund af sagens oplysninger kan jeg ikke kritisere at
myndighederne således har fundet at a-kassen handlede korrekt ved at
indstille
udbetalingen af dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2.
De
har selv givet udtryk for dette synspunkt i klagen til mig.
Myndighederne har i afgørelserne endvidere henvist til den
dagældende bestemmelse i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 der bl.a. er
sålydende:
"
§ 55.
Ret til
dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge
har
haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i
fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år
eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i
væsentligt omfang uden samtidig at modtage iværksætterydelse efter lov om
arbejdstilbud til ledige. Kun arbejde i medlemsperioder medregnes.
..."
Det kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger at
myndighederne har lagt til grund at retten til dagpenge efter bestemmelsens
ordlyd bortfaldt den 1. april 1991. Årsagen til at dagpengeretten bortfaldt
var imidlertid at et arbejdstilbud blev annulleret som følge af at
dagpengeudbetalingen blev indstillet. Som anført kan jeg ikke kritisere at
myndighederne fandt at indstillingen dengang var korrekt. Ikke desto mindre
viste det sig efterfølgende at der ikke havde været grundlag for at indstille
udbetalingen i et sådan omfang, at arbejdstilbudet måtte annulleres. Det er
betydningen af dette spørgsmål som (A's) advokat anmodede myndighederne om at
tage stilling til.
Spørgsmålet er først direkte berørt i Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens udtalelse af 27. juni 1994. Direktoratet har
bl.a.
anført følgende:
"...
Hvis medlemmet havde oplyst korrekt på dagpengekortene om sit
arbejde, ville medlemmet formentlig ikke have opfyldt ledighedskravet til
arbejdstilbud eller først have opfyldt det på et langt senere tidspunkt, og
det
er derfor usikkert, om medlemmet ville opnå ret til et arbejdstilbud.
DfA er derfor af den opfattelse, at medlemmet på grund af sin
culpøse adfærd over for arbejdsløshedskassen (ved groft uagtsomt at have
undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene) ikke kan få en bedre
retsstilling,
end hvis hun havde oplyst korrekt om arbejde på dagpengekortene.
..."
Dette giver mig anledning til følgende bemærkninger:
§ 1, stk. 1, i den dagældende lov om arbejdstilbud til ledige er
sålydende:
"
§ 1.
Med
henblik på genplacering på arbejdsmarkedet har langtidsledige medlemmer under
60 år af en anerkendt arbejdsløshedskasse krav på et rimeligt tilbud om
arbejde
i mindst 9 måneder. Tilbuddet skal gives i god tid før retten til dagpenge
ophører efter §§ 55 og 72 i lov om arbejdsformidling og
arbejdsløshedsforsikring
m.v. og så vidt muligt efter et års ledighed.
..."
(A's) ret til dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens §
55 ophørte den 1. april 1991. Efter lov om arbejdstilbud skulle hun "i
god
tid" inden dette tidspunkt have haft et arbejdstilbud. Det arbejde (A)
ulønnet udførte for massør (C) var efter min opfattelse ikke af en sådan
karakter at det i medfør af lovens § 55 - eller de bekendtgørelser der i
henhold til loven er fastsat om beregning af arbejdskrav - kunne medtages ved
beregningen af arbejdskravet. Jeg henviser bl.a. til bestemmelsen i § 1 a i
bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 hvorefter arbejde uden offentlige
løntilskud for at indgå i arbejdskravet skal være udført på vilkår - herunder
lønvilkår - i overensstemmelse med gældende overenskomst. Uden i øvrigt at
komme ind på hvad følgerne kunne tænkes at være hvis (A) havde oplyst korrekt
på dagpengekortene, er det min opfattelse at det ulønnede arbejde - ikke
isoleret set - ville udskyde tidspunktet for falddatoen efter
arbejdsløshedsforsikringsloven og dermed hendes ret til et arbejdstilbud
efter
lov om arbejdstilbud. Jeg er derfor ikke enig i det direktoratet har anført i
udtalelsen til mig.
Sammenfatning
:
Efter at (A) ved dommen af 19. januar 1993 var blevet frifundet
for bedrageri over for arbejdsløshedskassen, blev det klart at sletningen af
hende som medlem af kassen var uberettiget. Dagpengeudbetalingen skulle
således
ikke - bortset fra én uges karantæne - være indstillet og hendes
arbejdstilbud
skulle ikke have været annulleret. På baggrund af de foreliggende oplysninger
må jeg lægge til grund at (A) - som følge af dagpengerettens bortfald pr. 1.
april 1991 - i realiteten har været lige så dårligt stillet økonomisk som
hvis
svigssletningen var blevet opretholdt. Den forseelse (A) har begået overfor
arbejdsløshedskassen kan således siges at have ramt hende urimeligt hårdt.
Såvel De som (A's) advokater har flere gange bedt myndighederne om tage
stilling til netop denne del af sagskomplekset.
I de afgørelser der er truffet (Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 14. oktober 1993 som stadfæstet af
Arbejdsmarkedets Ankenævn den 23. februar 1994) er der imidlertid alene taget
stilling til at det dengang - i januar 1991 - var korrekt at
arbejdsløshedskassen indstillede dagpengeudbetalingen.
Som anført er (A) efter min opfattelse blevet særdeles hårdt
ramt økonomisk. Dette må have stået myndighederne klart. Den omstændighed at
problemstillingen var rejst over for myndighederne, og det hensyn der ligger
bag det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, burde efter
min opfattelse have fået myndighederne til at overveje denne problemstilling
i
et videre omfang end det ses at have været tilfældet.
Det skal understreges at jeg ikke herved har taget stilling til
om - og i givet fald på hvilket grundlag - (A) burde have udbetalt et beløb i
den periode hun var slettet for svig, selv om hendes ret til dagpenge efter
arbejdsløshedslovens § 55 var bortfaldet. Men jeg mener at myndighederne
klart
burde have taget stilling til dette spørgsmål.
På den baggrund har jeg bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at
overveje sagens genoptagelse."
Lignende dokumenter
- Sag om prøvelse af to afgørelser fra Ankestyrelsen om henholdsvis vurderingen af uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven og rådighedsvurderingen efter arbejdsløshedssikringsloven Domsdatabasen · 5. januar 2023
- Et fuldtidsforsikret, men deltidsansat a-kassemedlems afslag på et rimeligt arbejdstilbud. Konsekvenser for retten til arbejdsløshedsdagpenge. Retsinformation · 25. juni 2003
- Arbejdsløshedsdagpenge - fejl hos arbejdsformidlingen Retsinformation · 19. februar 2019
- Inddrivelse af gæld, der bestrides Landsskatteretten · 4. juli 2011
- Fagforeningskontingent - tidlig pension SKM-databasen · 21. marts 2023
- Svigagtigt forhold - kasseansvar Retsinformation · 24. september 1997