Kontanthjælp - forsøg med faste ydelser -udmåling - hidtidigt leveniveau - enkeltudgifter - boligtillæg - børnepasningsudgifter - flyttehjælp - fagforeningskontingent - medicin (* 2) (* 4)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Bistandsloven § 37 ophævet 356 afgørelser
- Bistandsloven § 42 ophævet 158 afgørelser
- Bistandsloven § 40 ophævet 106 afgørelser
- Bistandsloven § 46 ophævet 110 afgørelser
- Bistandsloven § 138 a ophævet 5 afgørelser
- Bistandsloven § 26 ophævet 152 afgørelser
- Bistandsloven § 47 ophævet 82 afgørelser
Teksten
Kontanthjælp - forsøg med faste ydelser
-udmåling - hidtidigt leveniveau - enkeltudgifter - boligtillæg -
børnepasningsudgifter - flyttehjælp - fagforeningskontingent - medicin (* 2)
(* 4)
REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER:
1.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, der var fraskilt og havde forældremyndigheden over 3 børn,
modtog hjælp efter bistandslovens § 42 til en uddannelse som
børnehavepædagog. I forbindelse med at ansøgeren havde fået udbetalt en arv
på ca. 50.000 kr., traf socialforvaltningen i juli 1984 beslutning om, at der
ikke ved udmålingen af hjælp efter bistandslovens § 42, stk. 1, kunne bortses
fra et beløb på 20.000 kr., som ansøgeren ønskede at anvende til boligmæssige
forbedringer. Ansøgeren blev derfor henvist til at klare sig for det nævnte
beløb indtil 1. januar 1985. Den resterende del af den udbetalte arv havde
ansøgeren anvendt til opsparing på børneopsparingskonti og reparation af
møbler.
I oktober 1984 søgte ansøgeren om økonomisk hjælp, idet hun havde forbrugt
de 20.000 kr.
Ifølge socialforvaltningens beregning skulle der være forbrugt 10.964 kr.,
således at der resterede 9.066 kr.
Ansøgeren oplyste, at et af hendes børn havde foretaget skoleskift,
hvilket havde kostet 1.310 kr. de første 2 måneder. Endvidere havde hun købt
senge til 3.190 kr. samt moderniseret sit badeværelse for 6.000 kr. Ansøgeren
søgte samtidig om fortsat hjælp til børnepasning, dels når hun skulle deltage
i forældremøder i børnenes skoler, og dels når hun i forbindelse med sin
uddannelse skulle deltage i gruppearbejde.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Socialforvaltningen gav afslag på hjælp under henvisning til den tidligere
trufne afgørelse. hvorefter de omhandlede 20.000 kr. skulle anvendes til
Læs alt
godkendte udgifter og underhold.
Da ansøgeren havde forbrugt restbeløbet af arven og var uden midler,
besluttede forvaltningen at yde ansøgeren hjælp for perioden indtil 1. januar
1985 med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Ansøgeren anførte, at hendes søn havde måttet skifte skole på grund af
svære problemer, hvilket var lægeligt dokumenteret. Ansøgeren anførte videre,
at hun hidtil havde fået hjælp til børnepasning, og at hendes gruppeleder
havde dokumenteret nødvendigheden af hendes deltagelse i gruppearbejde uden
for almindelig skoletid.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Socialforvaltningen anførte, at for så vidt angik afgørelsen vedrørende
barnets skoleskift, havde forvaltningen lagt vægt på, at der ikke forelå
oplysninger, der tydede på, at barnets vanskeligheder ikke kunne afhjælpes i
en kommuneskole.
Med hensyn til ansøgningen om fortsat dækning af udgifter til børnepasning
henviste forvaltningen til, at hjælpen efter den 1. oktober 1984 var udmålt
efter retningslinierne i socialministeriets skrivelse til forsøgskommunerne
af 4. september 1984, hvorefter udgifter af denne karakter skulle afholdes af
den udbetalte grundydelse og de udbetalte børnetillæg.
ANKESTYRELSEN AFGØRELSE:
Ankestyrelsen er enig med socialforvaltningen i, at der efter
bekendtgørelsen ikke er hjemmel til at yde særskilt hjælp til betaling af
privatskole.
Ankestyrelsen finder heller ikke grundlag for at yde hjælp i henhold til
bistandslovens § 46, stk. 2.
Ankestyrelsen finder imidlertid, at der har været grundlag for at yde
hjælp til køb af senge i henhold til bistandslovens § 40, stk. 1. Under
hensyn hertil finder man, at der bør ske en nedsættelse af den
tilbagebetalingspligtige hjælp med et beløb svarende hertil.
Ankestyrelsen tiltræder tilbagebetalingskravet iøvrigt.
Ankestyrelsen er enig med socialforvaltningen i, at der ikke har været
grundlag for at yde hjælp til betaling af modernisering af badeværelse i
henhold til bistandslovens § 40, stk. 1.
Ankestyrelsen finder endelig, at der i henhold til bekendtgørelsen kan
ydes hjælp til den del af børnepasningsudgiften, der vedrører deltagelse i
gruppearbejde som led i ansøgerens uddannelse. De øvrige
børnepasningsudgifter må afholdes af grundydelsen.
2.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger havde fra januar 1982 modtaget hjælp efter bistandslovens § 37
på grund af arbejdsløshed. Ansøgeren var samlevende. Hans samlever havde
arbejdsindtægt. Ansøgerens andel af de fælles faste udgifter var opgjort
således:
Boligudgift inkl. el og gas 1.231 kr.
Licens 28 kr.
Familieforsikring 35 kr.
Telefon 37 kr.
Pr. 1. april 1983 overgik ansøgeren til at modtage hjælp efter
bistandslovens § 37, stk. 4. Den udmålte hjælp før 1. oktober 1984 udgjorde
2.953 kr.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Med virkning fra 18. oktober 1984 fik ansøgeren udmålt hjælp efter
socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste
ydelser efter bistandsloven.
Socialforvaltningen udmålte hjælp med en reduceret grundydelse på 2.113
kr. månedlig samt et boligtillæg på 683 kr. månedlig. Boligtillægget blev
beregnet forholdsmæssigt efter ansøgerens og samleverens indtægter forud for
kontanthjælpsforsøget, således at ansøgerens indtægt blev ansat til 2.953 kr.
svarende til den beregnede hjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 4.
Samleverens indtægt var 6.824 kr. månedlig. Da den samlede hjælp efter 18.
oktober 1984 var mindre end den tidligere udmålte hjælp, foretog
socialforvaltningen en nedtrapning af hjælpen over en 3 måneders periode,
således at den udmålte hjælp pr. 18. januar 1985 udgjorde 2.796 kr.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Ansøgeren anførte, at han udover de ovenfor nævnte faste udgifter havde
udgift til fagforeningskontingent på 465 kr. månedlig.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen er enig i, at hjælpen efter socialministeriets
bekendtgørelse af 24. september 1984 skulle udmåles med reduceret
grundydelse, da ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter bistandslovens §
37 i en sammenhængende periode på mere end 9 måneder. Derimod finder
ankestyrelsen, at boligtillægget efter bekendtgørelsens pkt. 3 skal beregnes
forholdsmæssigt efter ansøgerens og samleverens indtægtsforhold, således som
disse var, før ansøgeren modtog kontanthjælp efter bistandsloven.
Efter bekendtgørelsen er der ikke hjemmel til at yde særskilt hjælp til
ansøgerens øvrige faste udgifter.
Ankestyrelsen hjemviser sagen med henblik på udmåling af boligtillægget i
overensstemmelse med ankestyrelsens afgørelse.
3.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger med to mindreårige børn modtog fra 1. oktober 1984 hjælp efter
socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste
ydelser.
Ansøgeren søgte om hjælp til flytning til anden lejlighed. Ansøgningen var
begrundet med, at den nuværende bolig, der var på 57 m2 og bestod af 3 ikke
særlig store værelser, var for lille og svær at varme op. Ansøgeren havde
endvidere søgt om hjælp til udgifter til nervemedicin og solbehandling.
Ifølge erklæring fra en speciallæge i hudsygdomme havde ansøgeren en kronisk
hudlidelse. En ugentlig lysbehandling om vinteren ville imidlertid kunne
bringe tilstanden under god kontrol.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Socialforvaltningen gav afslag på flyttehjælp efter bistandslovens § 47.
Forvaltningen havde endvidere givet afslag på hjælp efter bistandslovens §
46, stk. 1, til medicin og lysbehandling.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Efter oplysningerne om ansøgerens boligmæssige, erhvervsmæssige og sociale
forhold i øvrigt finder ankestyrelsen ikke grundlag for at pålægge
socialforvaltningen at yde hjælp til den ansøgte flytning.
Ankestyrelsen finder endvidere, at ansøgeren hverken er berettiget til
hjælp til nervemedicin eller solbehandling, da udgifterne hertil efter en
lægelig vurdering ikke kan skønnes nødvendige og velbegrundede.
Ankestyrelsen tiltræder således socialforvaltningens afgørelser.
4.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1964, der var hjemmeboende, modtog fra 1. oktober 1984
hjælp efter socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg
med faste ydelser. Da ansøgeren var enlig og hjemmeboende, og da han ikke
tidligere havde haft indtægter, blev hjælpen udmålt efter reglerne for unge
under 23 år med en grundydelse på 1.342 kr. pr. måned.
I slutningen af oktober 1984 søgte ansøgeren om hjælp til køb af en seng.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Socialforvaltningen gav afslag på ansøgningen under henvisning til, at
udgifter af den omhandlede karakter skulle afholdes af den udbetalte
grundydelse.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Ansøgeren anførte, at der var et stort hul i hans nuværende seng.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Socialforvaltningen oplyste, at ansøgningen ikke havde været behandlet
efter bistandslovens § 40, stk. 1, om hjælp til rimeligt begrundede
enkeltudgifter.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Da socialforvaltningen ikke har vurderet, om der har været grundlag for at
yde hjælp efter bistandslovens § 40, stk. 1, hjemviser ankestyrelsen sagen
til forvaltningen til afgørelse af, om der kan ydes hjælp til køb af en seng
efter den nævnte bestemmelse.
5.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1964, havde modtaget hjælp efter bistandslovens § 37
fra januar 1984. I forbindelse med flytning til lejet værelse pr. 1. marts
1984 fik ansøgeren udmålt hjælp til underhold med 1.850 kr. månedlig og 650
kr. månedlig til husleje.
I juni 1984 søgte ansøgeren om hjælp til højskoleophold i perioden 1.
oktober 1984 - maj 1985. Socialforvaltningen bevilgede hjælp således, at der
efter bistandslovens § 37 kunne ydes et beløb på 2.063 kr. månedlig svarende
til betalingen for ansøgerens ophold på højskolen med fradrag af stats- og
kommunestøtte. Endvidere blev der bevilget 719 kr. pr. måned til lommepenge
og beklædning samt hjælp til betaling af en hjemrejse pr. måned.
I september 1984 fik ansøgeren yderligere bevilget hjælp til betaling af
værelseslejen under højskoleopholdet. Det blev samtidig aftalt, at ansøgeren
hver måned skulle have tilsendt et samlet beløb til dækning af lommepenge,
beklædning og rejsepenge.
Pr. 1. oktober 1984 indgik ansøgerens bopælskommune i socialministeriets
forsøg i henhold til bistandslovens § 138 a med faste ydelser efter
bistandsloven. Socialforvaltningen meddelte herefter ansøgeren i november
1984, at forvaltningen fra 1. januar 1985 ikke længere kunne yde pågældende
hjælp under højskoleopholdet på ovennævnte måde. Forvaltningen har efter den
1. januar 1985 udmålt hjælpen med en grundydelse på 1.610 kr. månedlig samt
et boligtillæg til dækning af ansøgerens boligudgifter ved det lejede
værelse.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte socialforvaltningens beslutning om med virkning
fra 1. januar 1985 at yde ansøgeren hjælp under højskoleopholdet svarende
til, hvad ansøgeren ville have været berettiget til, såfremt hun ikke havde
været på højskole.
Da ansøgeren ikke var optaget på højskolen som led i foranstaltninger
efter bistandslovens § 42, stk. 1, fandt nævnet ikke grundlag for at lade
udgiften til opholdsbetaling på højskolen indgå ved udmålingen af hjælpen.
Nævnet fandt det ligeledes i overensstemmelse med gældende praksis, at der
i den udmålte hjælp skete fradrag for den del af stats- og kommunestøtten,
som var ydet til dækning af kostudgifter. Nævnet henviste herved til SM
O-056-84.
Nævnet bemærkede endelig, at spørgsmålet om hvorvidt ansøgeren kunne
støtte ret på det af socialforvaltningen oprindeligt givne tilsagn om støtte
under højskoleopholdet, var et spørgsmål om begunstigende forvaltningsakt,
der måtte henhøre under de almindelige domstole.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Ansøgerens advokat anførte, at der ikke i bistandslovens § 138 a findes
hjemmel for indgreb i kortvarige tilsagn, som allerede var givet i henhold
til de dagældende regler i bistandsloven § 37. Advokaten fandt, at der forelå
en begunstigende forvaltningsakt af helt sædvanlig tidsbegrænset karakter, og
at betingelserne for at tilbagekalde denne ikke var opfyldt.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Under hensyn til at ansøgerens bopælskommune efter socialministeriets
godkendelse er omfattet af forsøgsreglerne i socialministeriets
bekendtgørelse af 24. september 1984, er der efter den 1. oktober 1984 ikke
hjemmel til at beregne hjælpen til ansøgeren efter de sædvanligt gældende
regler i bistandslovens § 37.
Ankestyrelsen er således enig med amtsankenævnet i, at der ikke er
grundlag for at yde ansøgeren særskilt hjælp i forbindelse med
højskoleopholdet.
Ankestyrelsen finder derimod, at amtsankenævnet kunne have taget stilling
til spørgsmålet om, hvorvidt socialforvaltningen måtte være bundet af sit i
juli 1984 givne tilsagn om hjælp til højskoleopholdet, idet der er tale om et
spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen, som kan have betydning for sagens
afgørelse.
Ankestyrelsen finder det beklageligt, at socialforvaltningen i forbindelse
med afgivelsen af tilsagnet ikke var opmærksom på de problemer, der kunne
opstå som følge af kommunens deltagelse i forsøget med faste ydelser efter
bistandslovens.
Ankestyrelsen finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge
socialforvaltningen fortsat at opfylde det i juli 1984 givne tilsagn, da
ydelser i overensstemmelse med dette tilsagn ville være uden hjemmel i
socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984.
6.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1957, modtog fra oktober 1983 kontanthjælp efter
bistandslovens § 37 med 5.275 kr. månedlig. Pr. 1. september 1984 påbegyndte
ansøgeren et studium. Han modtog herefter støtte fra Statens
Uddannelsesstøtte med 2.900 kr. månedlig. I december 1984 ophørte ansøgeren
med studiet, og den 14. december 1984 søgte han påny om kontanthjælp efter
bistandsloven.
Socialforvaltningen lagde ved udmåling af kontanthjælp til grund, at
ansøgerens hidtidige leveniveau svarede til den modtagne uddannelsesstøtte.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet fandt ikke rimeligt at fastsætte det hidtidige leveniveau
svarende til uddannelsesstøtten, da der havde været tale om et kortvarigt
studieforløb. Nævnet fandt, at forvaltningen burde anvende det leveniveau,
der lå til grund for den tidligere udmålte hjælp efter bistandslovens § 37.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af social- og sundhedsforvaltningen.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen finder, at ansøgerens kontanthjælp bør fastsættes efter
pågældendes hidtidige leveniveau og ikke efter den indtægt, han havde
umiddelbart før ansøgningen om hjælp. Under hensyn til at ansøgeren kun har
modtaget Statens Uddannelsesstøtte i en forholdsvis kort periode forud for
hjælpsansøgningen, bør indtægten i denne periode ikke være bestemmende for
udmålingen af kontanthjælpen. Hjælpen bør udregnes efter et gennemsnit af
ansøgerens indtægter i det sidste år før ansøgningen. I beregningen af dette
gennemsnit bør indgå både indtægten før studiet og studiestøtten.
Ankestyrelsen hjemviser sagen til socialforvaltningen med henblik på
beregning af hjælpen på det anførte grundlag.
Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.
7.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1962, havde efter studentereksamen i 1982 modtaget
hjælp efter bistandsloven på grund af arbejdsløshed. Efter hjemkomst fra
ophold i udlandet i begyndelsen af maj 1984 fik ansøgeren arbejde svarende
til 30 timer ugentlig. På grund af sæsonsvingninger blev ansøgeren afskediget
pr. 6. juli 1984. Ansøgerens gennemsnitlige månedslån i de 8 uger udgjorde
4.077 kr. Sidste lønudbetaling den 12. juli 1984 svarende til 14 dages løn
udgjorde 1.849 kr. netto. Fra 26. juli 1984 modtog ansøgeren hjælp efter
bistandslovens § 37, der udgjorde 3.175 kr. månedlig.
Med virkning fra 1. oktober 1984 fik ansøgeren udmålt hjælp efter
socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste
ydelser efter bistandsloven. Efter en nedtrapningsperiode over 3 måneder fik
ansøgeren pr. 1. januar 1985 udbetalt 2.610 kr. månedlig svarende til en
grundydelse på 1.610 kr. månedlig og et boligtillæg på 1.000 kr. månedlig.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Ansøgeren fandt det urimeligt, at han skulle være tvunget til at være
omfattet af kontanthjælpsforsøget, blot fordi han boede i en kommune, der var
omfattet af forsøget.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Under hensyn til at ansøgerens bopælskommune efter socialministeriets
godkendelse er omfattet af forsøgsreglerne i socialministeriets
bekendtgørelse af 24. september 1984, er der ikke hjemmel til at beregne
hjælpen til ansøgeren efter de hidtil gældende regler i bistandslovens § 37.
Ankestyrelsen tiltræder, at der ved udmålingen af hjælpen er fastsat en
grundydelse på 1.610 kr. efter den særlige takst for udeboende unge under 23
år, der ikke hidtil har haft indtægter.
Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at ansøgeren i årene forud for
ansøgningen om hjælp i juli 1984 kun har haft arbejdsindtægter i perioden fra
4. maj 1984 til 6. juli 1984. Indtægten i denne periode findes herefter ikke
at kunne tages i betragtning som ansøgerens hidtidige levenieau.
Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.
8.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En gift ansøger var i oktober 1984 fundet berettiget til støtte i henhold
til bistandslovens § 42, og ansøgeren var indstillet til arbejdsprøvning på
en revalideringsinstitution.
Ansøgeren havde fra indgåelse af ægteskab i 1979 været hjemmearbejdende
husmoder, og familien havde klaret sig for ægtefællens arbejdsindtægt.
I november 1984 traf socialforvaltningen afgørelse om, at ansøgeren efter
8 uger af arbejdsprøvningen ville få udbetalt løn svarende til mindstelønnen
for en ufaglært arbejder. Forvaltningen meddelte samtidig, at der ikke kunne
ydes støtte til forsørgelsen i de nævnte 8 uger, da ansøgeren ikke hidtil
havde haft nogen indtægt og derfor ikke havde haft noget indtægtstab. Derimod
kunne der ydes hjælp til transportudgifter og andre udgifter, som var
forbundet med revalideringen.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet fandt, at der på basis af ansøgerens status som revalidend
var grundlag for i henhold til pkt. 1 i socialministeriets bekendtgørelse af
24. september 1984 at udmåle en hjælp bestående af grundydelse til et
ægtepar, boligtillæg samt børnetillæg og hjælp til de særlige udgifter, der
var forbundet med arbejdsprøvningen.
Den samlede hjælp - bortset fra hjælpen til de med arbejdsprøvningen
forbundne udgifter - kunne, jfr. pkt. 5 i bekendtgørelsen, ikke overstige den
mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste
arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet ( for ansøgerens vedkommende)
og hendes ægtefælles hidtidige leveniveau.
Nævnet fandt endvidere, at der i den således beregnede hjælp skulle
foretages fradrag for ægtefællens indtægt med reduktion for nødvendig
transportudgifter ved erhvervelsen af indtægten, jfr. bekendtgørelsens pkt.
5. Det ville derfor være en forudsætning for udbetaling af hjælp som
supplement til ægtefællens indtægt, at ægtefællens indtægt ikke fuldt ud
kunne dække det i henhold til pkt. 1 beregnede behov.
Efter nævnets opfattelse kunne det forhold, at ansøgeren havde være
hjemmearbejdende uden indtæg, ikke afskære hende fra en almindelig
hjælpsudmåling, når hensås til intentionen med at yde hende
revalideringsmæssig bistand.
Nævnet tilføjede, at såfremt der derimod havde været tale om en situation,
hvor en hjemmearbejdende ægtefælle tilmeldte sig arbejdsformidlingen, uden at
der var grundlag for at yde revalideringsmæssig bistand, ville der ikke være
sket en ændring i pågældendes situation, som kunne begrunde ydelse af hjælp.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Socialforvaltningen anførte, at mandens indtægt måtte betragtes som
familiens hidtidige leveniveau.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen finder, at ansøgerens hidtidige leveniveau er bestemt af den
forsørgelse, som ægtefællen har kunnet give hende, jfr. bekendtgørelsens pkt.
5, 1. pkt. Der er derfor ikke grundlag for at udmåle hjælpen med det maximum,
amtsankenævnet har angivet, og som bestod af den mellem arbejdsmarkedets
hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for
normallønsområdet (for ansøgerens vedkommende) og hendes ægtefælles hidtidige
leveniveau.
Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.
9.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En gift ansøger med 3 børn søgte kontanthjælp efter bistandsloven i maj
1984 i forbindelse med ophør af selvstændig virksomhed. Socialforvaltningen
beregnede ansøgerens hidtidige/fremtidige leveniveau på baggrund af
virksomhedens 1982-regnskab, der viste et overskud på 223.801 kr., svarende
til 18.650 kr. pr. måned minus fradrag for besparelser vedrørende
daginstitution 730 kr. = 17.920 kr. månedlig.
Familiens samlede udgifter, inkl. underhold blev opgjort til 16.183 kr.
månedlig, heraf udgifter til ejerbolig 10.500 kr. pr. måned.
I forbindelse med omregning af hjælpen pr. 1. oktober 1984 som følge af
opholdskommunens deltagelse i kontanthjælpsforsøget blev socialforvaltningen
opmærksom på, at familiens leveniveau var udregnet på grundlag af
1982-indtægten og ikke efter indtægtsforholdene i 1983.
Skatteforvaltningen oplyste, at ansøgerens 1983-regnskab viste et
underskud.
Socialforvaltningen fastsatte herefter begge ægtefælleres indtægtsniveau
svarende til normallønnen, jfr. pkt. 5 i socialministeriets bekendtgørelse af
24. september 1984. Beløbet udgjorde for begge ægtefæller 10.422 kr. pr.
måned.
Socialforvaltningen nedsatte hjælpen med et beløb på 730 kr. svarende til
besparelsen ved friplads i daginstitution, således at den udbetalte hjælp med
virkning fra 1. januar 1985 udgjorde 9.692 kr. månedlig.
Over for amtsankenævnet oplyste socialforvaltningen, at udgiften til
daginstitution forud for hjælpsperioden udgjorde 730 kr. månedlig, medens der
i hjælpsperioden blev ydet fuld friplads.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte, at hjælpen til ansøgeren blev maximeret svarende
til den mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet efter fradrag
af skat for personer, der ikke har andre indtægter og ikke fradrag udover
personfradrag. Nævnet fandt derimod ikke, at der var grundlag for at foretage
reduktion i den ovennævnte normalløn for besparelser vedrørende
børnepasningsudgifter. Nævnets begrundelse var følgende: begrebet i pkt. 5,
1. punktum »hidtidigt leveniveau (= det individuelle maximum)»
afviger fra begrebet »den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer
aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet«, og da
der for personer, der ikke hidtil har haft indtægter, alt andet lige næppe
vil foreligge besparelser for bl.a. børnepasningsudgifter i en hjælpsperiode,
og når henses til, at fremtidigt leveniveau ikke indgår i forsøgsreglerne.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Socialforvaltningen anmodede om ankestyrelsens stillingtagen til, om
»mindste arbejdsfortjeneste« i bekendtgørelsens pkt. 5 er et fast
beløb, der ikke kan overskrides, eller om det kunne sammenlignes med
»den gamle § 37's« fremtidige leveniveau, således at »mindste
arbejdsfortjeneste« kan nedsættes med den ekstra boligsikring og den
ekstra friplads i daginstitution, som klienter opnår i kraft af at modtage
»mindste arbejdsfortjenesten« som kontanthjælp og ikke som løn.
Socialforvaltningen anførte videre, at forvaltningen efter brevveksling
med socialministeriet anså det for korrekt at administrere maximumgrænserne
for hjælp således, at den samlede offentlige ydelse, herunder stigningen i
friplads ved daginstitutioner og boligsikring, sammen med den udbetalte
kontanthjælp ikke oversteg:
1. »mindste arbejdsfortjenesten«, jfr. bekendtgørelsens pkt. 5,
2. hidtidig indtægt, dette under henvisning til ministerens ændring i
forsøgsreglerne.
Socialforvaltningen henviste endelig til, at ansøgeren og hans familie
opnåede et leveniveau svarende til, at begge ægtefæller på arbejdsmarkedet
opnåede en løn svarende til »mindste arbejdsfortjenesten« på brutto
8.666 kr. månedlig. Såfremt dette niveau betragtedes som et fast beløb, der
ikke kunne reguleres med fripladsen på 730 kr., svarede det (efter skattetræk
på mindst 50 pct.) til en ekstra indtægt udover »mindste
arbejdsfortjenesten« på mindst 1.460 kr. månedlig.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen finder ikke, at der efter pkt. 5, 2. pkt., i
socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 er hjemmel til at
foretage reduktion for besparelser vedrørende daginstitutionsudgifter i den
mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste
arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet. Ankestyrelsen tiltræder
således amtsankenævnets afgørelse.
10.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1966, som var hjemmeboende, søgte om kontanthjælp efter
bistandsloven i slutningen af november 1984 umiddelbart efter, at hun var
fyldt 18 år.
Ansøgeren fik udbetalt hjælp efter socialministeriets bekendtgørelse af
24. september 1984 om forsøg med faste ydelser.
I begyndelsen af januar 1985 henvendte ansøgeren sig til
socialforvaltningen med et brev fra sin far, hvori der stod, at hun ville
blive smidt ud hjemmefra. Ansøgeren kunne dog midlertidigt blive boende,
indtil hun - om forhåbentlig kort tid - kunne overtage en lejlighed.
Endvidere stod der i brevet, at hun skulle betale 35 pct. af huslejen inkl.
lys og varme, d.v.s. 1.050 kr. pr. måned, så længe hun boede hjemme.
Socialforvaltningen gav afslag på hjælp til husleje den 1. februar 1985.
Ansøgeren oplyste samme dag, at hun havde mulighed for at leje en lejlighed i
februar måned.
Ansøgeren flyttede til en lejlighed pr. 1. maj 1985.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet pålagde socialforvaltningen at udmåle boligtillæg til
ansøgeren efter bestemmelsen i pkt. 3 i socialministeriets bekendtgørelse af
24. september 1984. Nævnet fandt dog kun grundlag for at yde hjælp til de
konkret dokumenterede udgifter, som ansøgeren havde ved at bo hjemme, ligesom
nævnet fandt, at der maximalt ville kunne ydes et beløb på 800 kr. pr. måned.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Socialforvaltningen oplyste, at forvaltningen meddelte afslag på
ansøgningen om hjælp til husleje, fordi den ikke fandt, at brevet fra faderen
var en tilstrækkelig dokumentation for ansøgerens boligudgift. Forvaltningen
anførte endvidere, at den var i tvivl om, hvorvidt det var korrekt af nævnet
at fastsætte et skønnet maximum for boligtillægget. Forvaltningen har i denne
forbindelse henvist til, at den tidligere mulighed for at yde hjælp til
husleje med et skønsmæssigt lavere beløb end den faktiske husleje er afløst
af bekendtgørelsens anvisning om fremskaffelse af en rimeligere og billigere
bolig, jfr. bekendtgørelsens pkt. 3, 3. afsnit, 1. og 2. pkt.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen finder, at der har været grundlag for at yde boligtillæg til
ansøgeren i den periode, hvor hun var hjemmeboende, idet det må antages, at
hun burde bidrage til familiens samlede boligudgift, medens hun boede hjemme.
Ankestyrelsen finder endvidere, at boligtillægget passende kan fastsættes
til 800 kr. pr. måned.
Officielle noter
(* 1) Se endvidere SM O-036-85.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kontanthjælp - udmåling - forsøg med faste ydelser (* 1) (* 4) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Ankestyrelsens principafgørelse O-51-94 om kontanthjælp - tilbagebetaling - husleje - depositum - flytning til udlandet - ophold i Danmark Retsinformation · 12. juli 2013
- Kontanthjælp - fradrag for indtægter - kursusgodtgørelse - arbejdsindtægt (* 1) (* 4) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Ankestyrelsens principafgørelse O-33-90 om kontanthjælp - tildeling - uddannelsessøgende - SU - udbetalingstidspunkt - uden midler Retsinformation · 12. juli 2013
- Kontanthjælp - erstatning - tilbagebetaling (* 1) (* 3) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Kontanthjælp - tilbagebetaling - underretning - baggrunden for tilbagebetalingskravet (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
Lignende dokumenter
- 1985 LSF 116 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF BISTANDSLOVEN (ÆNDRING AF KONTANTHJÆLPSREGLER M.V.) Retsinformation · 21. maj 1988
- 1986 LSF 53 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF BISTANDSLOVEN (ÆNDRING AF KONTANTHJÆLPSREGLER M.V.) Retsinformation · 21. maj 1988
- Kontanthjælp - udmåling - opmagasinering - boligtillæg (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Kundgørelse i Lovtidende om kontanthjælpsforsøgsordning Retsinformation · 19. februar 2019
- Egen drift-projekt angående 150 afviste principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse Retsinformation · 26. juni 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse O-102-93 om kontanthjælp - fælles husførelse - hjælp til flytteudgifter, depositum - ligedeling Retsinformation · 11. juli 2013