Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Ikke gældende siden 19. december 2008 LBK nr 31 af 12/01/2005LovbekendtgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet25. januar 2005

Gældende udgave: LBK nr 399 af 05/04/2024

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 608 afgørelser

Retsinformation 531, Domsdatabasen 35, Arbejdsretten m.fl. 16, Landsskatteretten 16, Klagenævn (Nævnenes Hus) 6, Det finansielle ankenævn 4

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse

af lov om forbud mod forskelsbehandling

på arbejdsmarkedet m.v.

1)

Herved bekendtgøres lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet m.v., jf. lovbekendtgørelsen 756 af 30. juni 2004 med de

ændringer, der følger af lov nr. 1417 af 22. december 2004.

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1.

Ved

forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte

forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk

anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller

etnisk oprindelse.

Stk. 2.

Der

foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race,

hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder,

handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end

en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende

situation.

Stk. 3.

Der

foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium

eller

en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt

race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering

eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en bestemt alder

eller

Læs alt

med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende

bestemmelse,

betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og

midlerne

til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. dog § 2 a.

Stk. 4.

Chikane

skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til

en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle

orientering, alder, handicap eller nationale, sociale eller etniske

oprindelse

finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed

og

skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt

klima

for den pågældende.

Stk. 5.

En

instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race, hudfarve,

religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap

eller national, social eller etnisk oprindelse betragtes som

forskelsbehandling.

Stk. 6.

Loven

finder ikke anvendelse, i det omfang en tilsvarende beskyttelse mod

forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst, jf. dog stk. 7.

Stk. 7.

Loven

finder ikke anvendelse, hvis et forbud mod forskelsbehandling på grund af

alder

og handicap følger af en kollektiv overenskomst eller aftale, der som minimum

svarer til bestemmelserne i det i bilag 1 til loven optrykte direktiv nr.

2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv.

§ 1 a.

Forsvarsministeren kan efter høring af de berørte organisationer undtage

væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på

grund

af alder og handicap i denne lov.

Kapitel 2

Forbud mod forskelsbehandling

§ 2.

En

arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige

stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med

hensyn til

løn-

og arbejdsvilkår.

Stk. 2.

Forskelsbehandling

med hensyn til lønvilkår foreligger, hvis der ikke ydes lige løn for samme

arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

Stk. 3.

En

lønmodtager, hvis løn i strid med stk. 1 er lavere end andres, har krav

på

forskellen.

§ 2 a.

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i

betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang

til

beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i

beskæftigelse,

eller for at give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder

dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.

Lettes denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige

foranstaltninger,

anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor.

§ 3.

En

arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til

erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og

omskoling.

Stk. 2.

Forbuddet

mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og

uddannelsesvirksomhed

som nævnt i stk. 1, og enhver, der anviser beskæftigelse.

Stk. 3.

Forbuddet

mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der fastsætter bestemmelser og

træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

Stk. 4.

Forbuddet

mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om

medlemskab

af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, og de

fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

§ 4.

En

arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en

lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om

dennes race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle

orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.

§ 5.

Det

må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller

erhvervsuddannelse

søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion

eller

tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller

etnisk oprindelse eller med en bestemt alder eller med handicap. Det må

heller

ikke angives, at der ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.

§ 5 a.

Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster og i

virksomheders interne reglementer m.v., som er i strid med forbuddet mod

forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige. Dette gælder også bestemmelser

i

vedtægter m.v. for selvstændige erhverv og for arbejdsgiver- og

lønmodtagerorganisationer.

Stk. 2.

Bestemmelser i aftaler og i virksomheders reglementer m.v., som vedrører mere

end én arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige, hvis de hjemler

forskelsbehandling

på grund af et af de i § 1, stk. 1, omfattede kriterier inden for

de

i §§ 2-5 nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i vedtægter m.v.

for selvstændige erhverv.

Stk. 3.

Uanset

bestemmelsen i stk. 1 er loven ikke til hinder for opretholdelsen af

gældende aldersgrænser fastsat i eller aftalt i henhold til kollektive

aftaler

og overenskomster, forudsat at disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt

begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne

til

at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4.

Uanset § 2,

stk.1, er loven ikke til hinder for bestemmelser i individuelle eller

kollektive aftaler og overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet, når

lønmodtageren fylder 65 år.

§ 5 b.

Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for

lønmodtageren.

Kapitel 3

Undtagelser

§ 6.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse, religion

eller

tro i §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit

udtrykte formål at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt

eller

en bestemt trosretning, og hvor lønmodtagerens politiske anskuelse, religiøse

overbevisning eller trosretning må anses for at være af betydning for

virksomheden.

Stk. 2.

Såfremt det

ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende

betydning,

at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel orientering

eller national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt hudfarve,

alder eller et bestemt handicap eller tilhører en bestemt religion eller

trosretning, og kravet om bestemt tilhørsforhold står i rimeligt forhold til

den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende minister efter indhentet

udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige bestemmelserne i §§ 2-5.

§ 6 a.

Uanset §§ 2-5 er denne lov ikke til hinder for fastsættelse af

aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger

eller

for anvendelse af alderskriteriet i aktuarberegninger inden for rammerne af

disse ordninger. Anvendelsen af alderskriteriet må ikke medføre

forskelsbehandling

på grund af køn.

Kapitel 4

Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v.

§ 7.

Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan

tilkendes en godtgørelse.

Stk. 2.

En person,

der udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi

denne har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en

godtgørelse.

§ 7 a.

Hvis

en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-4, påviser faktiske

omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte

eller

indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at

ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

§ 8.

Overtrædelse af § 5 straffes med bøde.

Stk. 2.

Er

overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en selvejende institution,

en

fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan

bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt

fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan

der

pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 8 a.

Klager over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race

eller etnisk oprindelse efter denne lov og over overtrædelse af forbuddet i

§ 7,

stk. 2, mod repressalier som følge af krav om ligebehandling uanset race

eller etnisk oprindelse behandles af Institut for Menneskerettigheder efter

reglerne i kapitel 4 i lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling.

Stk. 2.

Institut

for Menneskerettigheder kan endvidere efter reglerne i kapitel 4 i lov om

etnisk ligebehandling behandle klager fra en lønmodtager om brud på

bestemmelser i kollektive overenskomster, der indeholder tilsvarende pligt

til

ligebehandling uanset race eller etnisk oprindelse som efter denne lov, hvis

den pågældende godtgør, at vedkommende

faglige

organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet.

Kapitel 5

Ikrafttræden og forhold til anden lovgivning

m.v.

§ 9.

§ 4

finder ikke anvendelse, i det omfang andet følger af særlig lovgivning.

Stk. 2.

Loven er

ikke til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser

med

hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning iværksættes

foranstaltninger, som har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne

for

personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk

anskuelse,

seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med

en

bestemt alder eller med handicap.

Stk. 3.

Loven er

ikke til hinder for, at der iværksættes foranstaltninger til fremme af

beskæftigelsesmuligheder for ældre lønmodtagere og personer med handicap.

Stk. 4.

Med henblik

på at beskytte børn og yngre lønmodtagere er forbuddet mod forskelsbehandling

på grund af alder i lovens §§ 2-5 ikke til hinder for fastsættelse af

aldersgrænser for adgang til beskæftigelse ved lov eller i medfør af lov.

§ 10.

Loven træder i kraft den 1. juli 1996.

§ 11.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Lov nr. 253 af 7. april 2004 om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., der indeholder ændringer

vedrørende

§ 1, § 2, stk. 4, § 3, stk. 4, §§ 5-

7 a

og § 8 a, samt overskriften til

kapitel 4, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i

Lovtidende.

2)

Lov nr. 1417 af 22. december 2004 om ændring af lov om

forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., der indeholder

ændringer

vedrørende § 1, § 1 a, § 2 a, § 5,

§ 5 a,

§ 6, § 6 a, § 9, indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

3)

Beskæftigelsesministeriet, den, den 12.

januar 2005

Claus Hjort Frederiksen

/E. Edelberg

Bilag 1

RÅDETS DIREKTIV 2000/78/EF

af 27. november

2000

om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

4)

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

5)

under

henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

6)

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget,

7)

og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 6 i traktaten om Den

Europæiske Union bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati og

respekt

for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt

retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til

fælles, og den respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de

garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af

menneskerettigheder

og grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger af

medlemsstaternes

fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for

fællesskabsretten.

(2) Princippet om ligebehandling af mænd og kvinder er

fastslået i flere EF-retsakter, særlig i Rådets direktiv 76/ 207/EØF af 9.

februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og

kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse,

forfremmelse

samt arbejdsvilkår.

8)

(3) Når Fællesskabet gennemfører princippet om

ligebehandling, bør det i henhold til EF-traktatens artikel 3, stk. 2,

tilstræbe at fjerne uligheder og at fremme ligestilling mellem mænd og

kvinder,

da kvinder ofte er ofre for dobbelt diskrimination.

(4) Alle menneskers ret til lighed for loven og

beskyttelse mod forskelsbehandling er en universel rettighed, der anerkendes

i

verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN's konventioner om afskaffelse

af alle former for diskrimination imod kvinder, om borgerlige og politiske

rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og den

europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har undertegnet. ILO-konvention

nr. 111 forbyder forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

(5) Det er vigtigt at respektere sådanne grundlæggende

rettigheder og frihedsrettigheder. Dette direktiv anfægter ikke

foreningsfriheden, herunder retten til sammen med andre at oprette og slutte

sig til fagforeninger for at forsvare egne interesser.

(6) Fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende

arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder anerkender betydningen af at

bekæmpe alle former for forskelsbehandling, herunder nødvendigheden af at

træffe passende foranstaltninger til at sikre social og økonomisk integrering

af ældre og personer med handicap.

(7) EF-traktaten omhandler også bestræbelser på at

fremme en samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Med

henblik

herpå blev der i EF-traktaten indføjet et nyt kapitel om beskæftigelse som et

middel til at udvikle en samordnet europæisk strategi for beskæftigelsen med

det formål at fremme en veluddannet, velkvalificeret og smidig arbejdsstyrke.

(8) I retningslinjerne for beskæftigelsen 2000, som blev

godkendt af Det Europæiske Råd i Helsingfors den 10. og 11. december 1999,

understreges behovet for at skabe forudsætninger for et arbejdsmarked, der

fremmer den sociale integrering gennem formulering af et sammenhængende sæt

foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling af grupper som f.eks.

handicappede. Det fremhæves desuden, at der bør lægges særlig vægt på støtte

til ældre arbejdstagere for at øge deres deltagelse i arbejdsstyrken.

(9) Beskæftigelse og erhverv er afgørende områder, når

det gælder om at sikre lige muligheder for alle og bidrage effektivt til, at

alle borgere kan deltage i fuldt omfang i det økonomiske, kulturelle og

sociale

liv, og til den personlige udvikling.

(10) Rådet vedtog den 29. juni 2000 direktiv 2000/43/EF

om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller

etnisk oprindelse,

9)

som i sig selv yder beskyttelse

mod sådanne former for forskelsbehandling på beskæftigelses- og

arbejdsmarkedsområdet.

(11) Forskelsbehandling på grund af religion eller tro,

handicap, alder eller seksuel orientering kan hindre opfyldelsen af målene i

EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt beskæftigelsesniveau og et højt

socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten,

økonomisk og social samhørighed og solidaritet samt fri bevægelighed for

personer.

(12) Med henblik herpå bør enhver form for direkte eller

indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder

eller seksuel orientering inden for de områder, der er dækket af dette

direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. Dette forbud mod

forskelsbehandling

bør også gælde for tredjelandsstatsborgere, men det omfatter ikke ulige

behandling på grund af nationalitet, og det berører ikke bestemmelserne om

tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres adgang til beskæftigelse

og erhverv.

(13) Dette direktiv finder ikke anvendelse på ordninger

for social sikring og social beskyttelse, hvis ydelser ikke er sidestillet

med

løn i den betydning, dette udtryk er anvendt i EF-traktatens artikel 141,

eller

på udbetalinger af enhver art fra staten, hvor formålet er adgang til eller

bibeholdelse af beskæftigelsen.

(14) Dette direktiv berører ikke nationale bestemmelser

vedrørende fastsættelse af pensionsalder.

(15) Det er de nationale retslige myndigheder eller

andre kompetente organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i

national

ret eller praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til

at

formode, at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse

bestemmelser

kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på

enhver

anden måde at konstatere, om der foreligger indirekte forskelsbehandling.

(16) Iværksættelse af foranstaltninger, der tager hensyn

til behovene hos personer med handicap på arbejdspladsen, spiller en vigtig

rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af handicap.

(17) Med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt

omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver

dette direktiv hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller

uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at

udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling

eller

at følge en given uddannelse.

(18) Navnlig må dette direktiv ikke medføre, at de

væbnede styrker og politiet, fængselsvæsnet og redningstjenesterne skal være

forpligtet til ansættelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke

opfylder de nødvendige krav for at kunne udføre samtlige opgaver, der kan

blive

pålagt vedkommende under hensyn til det legitime mål at sikre disse

tjenesters

operationelle karakter.

(19) For at medlemsstaterne fortsat kan opretholde deres

væbnede styrkers kapacitet, kan de desuden vælge, at de væbnede styrker eller

dele heraf skal være undtaget fra dette direktivs bestemmelser om handicap og

alder. De medlemsstater, der benytter sig heraf, skal definere undtagelsens

anvendelsesområde.

(20) Der bør vedtages passende, dvs. effektive og

praktiske foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en

handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr,

arbejdsmønstre,

opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og instruktion.

(21) Når det vurderes, om disse tilpasninger medfører en

uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de finansielle

og

andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til organisationens eller

virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå

offentlige tilskud eller anden støtte.

(22) Dette direktiv berører ikke national ret vedrørende

civilstand og ydelser, der er afhængige heraf.

(23) Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige

behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der vedrører religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, udgør et regulært og

afgørende

erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet står i et rimeligt

forhold hertil. Sådanne omstændigheder bør medtages i de oplysninger, som

medlemsstaterne skal meddele Kommissionen.

(24) Unionen har i sin erklæring nr. 11 om kirkers og

konfessionsløse organisationers status, der er knyttet som bilag til

slutakten

til Amsterdam-traktaten, udtrykkeligt anført, at den respekterer og ikke

anfægter den status i henhold til national lovgivning, som kirker og

religiøse

sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne, samt at den ligeledes

respekterer filosofiske og konfessionsløse organisationers status, og at

medlemsstaterne på baggrund heraf kan opretholde eller fastsætte specifikke

bestemmelser om regulære, legitime og berettigede erhvervsmæssige krav, der

kan

stilles til at udøve en erhvervsmæssig aktivitet.

(25) Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder

er en afgørende forudsætning for, at de mål, der er fastsat i

retningslinjerne

for beskæftigelse, kan nås, og der kan tilskyndes til diversitet i

beskæftigelsen. Ulige behandling på grund af alder kan dog være berettiget

under visse omstændigheder og kræver derfor særlige bestemmelser, der kan

variere alt efter situationen i medlemsstaterne. Det er afgørende at skelne

mellem ulige behandling, der er berettiget, især under hensyn til legitime

beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og

forskelsbehandling, der skal forbydes.

(26) Forbud mod forskelsbehandling bør ikke være til

hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til

formål at forebygge eller opveje ulemper for en gruppe af personer af en

bestemt religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt

alder

eller seksuel orientering, og sådanne foranstaltninger kan gøre det muligt at

oprette organisationer af personer af en bestemt religion eller tro, med et

bestemt handicap, eller af en bestemt alder eller seksuel orientering, når

deres hovedmål er at fremme disse personers særlige behov.

(27) Rådet har i sin henstilling 86/379/EØF af 24. juli

1986 om beskæftigelsen af handicappede i Fællesskabet

10)

fastlagt en

referenceramme, hvori er opregnet eksempler på positive

særforanstaltninger

til fremme af handicappedes beskæftigelse og uddannelse, og har i sin

resolution af 17. juni 1999 om lige beskæftigelsesmuligheder for mennesker

med

handicap

11)

påpeget betydningen af at tage særligt hensyn

navnlig ved ansættelse, fortsat beskæftigelse og uddannelse og livslang

uddannelse

for handicappede.

(28) Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver

således medlemsstaterne mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere

bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv kan ikke anvendes som

begrundelse for en forringelse af eksisterende vilkår på dette felt i de

enkelte medlemsstater.

(29) Personer, som udsættes for forskelsbehandling på

grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, bør

sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv

retsbeskyttelse,

bør også foreninger eller juridiske personer have beføjelse til efter nærmere

bestemmelser fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte

for ethvert offer for forskelsbehandling at indtræde som part i en sag uden

at

tilsidesætte nationale procesregler vedrørende repræsentation og forsvar i

retten.

(30) Effektiv gennemførelse af princippet om

ligebehandling forudsætter passende retsbeskyttelse mod repressalier.

(31) Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der

umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden

bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt, gå over til

sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan forskelsbehandling.

Sagsøgte

skal imidlertid ikke fremlægge bevis for, at sagsøgeren tilhører en bestemt

religion, har en bestemt tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

(32) Medlemsstaterne behøver ikke at anvende reglerne om

bevisbyrde i sager, hvor domstolen eller en anden kompetent instans skal

undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal anvendes procedurer, hvorefter

det er domstolen eller den kompetente instans, der skal undersøge

omstændighederne,

og ikke sagsøgeren, der skal fremlægge beviser herfor.

(33) Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem

arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis med de

ikke-statslige organisationer om de forskellige former for forskelsbehandling

på arbejdspladsen, og om hvordan de bekæmpes.

(34) Behovet for at fremme freden og forsoningen mellem

de vigtigste samfund i Nordirland nødvendiggør særlige bestemmelser i dette

direktiv.

(35) Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner,

der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende

virkning,

og som iværksættes i tilfælde af handlinger, der strider mod forpligtelserne

i

dette direktiv.

(36) Medlemsstaterne kan overlade det til

arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra disse, at gennemføre

dette direktiv for så vidt angår bestemmelser, som henhører under kollektive

overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer de fornødne

foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i stand til at

sikre de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv.

(37) I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet,

jf. artikel 5 i EF-traktaten, kan målet for den påtænkte handling, nemlig at

sikre ensartede vilkår i Fællesskabet med hensyn til beskyttelse af retten

til

ligestilling i relation til beskæftigelse og erhverv, ikke i tilstrækkelig

grad

opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor på grund af den påtænkte handlings

omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. I overensstemmelse

med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke

ud

over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er, med henblik på at

gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en

generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til

beskæftigelse

og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering.

Artikel 2

Begrebet forskelsbehandling

1. I dette direktiv betyder princippet om

ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller

indirekte

forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2. I henhold til stk. 1

a)

foreligger der

direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel

1

anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation

bliver, er blevet eller ville blive behandlet

b)

foreligger der

indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,

betingelse

eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et

bestemt

handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med

en

bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre

personer,

medmindre

i)

den pågældende

bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt

mål,

og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller

ii

)

medmindre

arbejdsgiveren eller enhver anden person eller organisation omfattet af dette

direktiv, i medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende

foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold

til principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige

virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.

3. Chikane betragtes som forskelsbehandling som

defineret i stk. 1, hvis en uønsket optræden i relation til en af de i

artikel 1 anførte grunde finder sted med det formål eller den virkning at

krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende,

ydmygende eller ubehageligt klima. I den forbindelse kan begrebet chikane

defineres i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning og

praksis.

4. Enhver instruktion om at

forskelsbehandle

en person af en af de i artikel 1 anførte grunde, betragtes som

forskelsbehandling

som defineret i stk. 1.

5. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger fastsat

ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn

til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge

forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres

rettigheder

og friheder.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder

dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor,

herunder

offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

a)

vilkårene for adgang

til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og

erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og

ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet,

herunder i henseende til forfremmelse

b)

adgang til alle typer

af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig

videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring

c)

ansættelses- og

arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn

d)

medlemskab af og

deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en

organisation,

hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne

organisationer

giver medlemmerne.

2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling på

grundlag af nationalitet, og berører ikke bestemmelser og betingelser

vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold

i

medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de

pågældende tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.

3. Dette direktiv omfatter ikke udbetalinger af enhver

art fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger

for

social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.

4. Medlemsstaterne kan fastsætte,

at

i

det omfang dette direktiv vedrører

forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, finder det ikke

anvendelse

på tjeneste i de væbnede styrker.

Artikel 4

Erhvervsmæssige krav

1. Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan

medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab,

der har forbindelse med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke

udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren

af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne

aktiviteter

udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at

målet

er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

2. I forbindelse med kirker og andre offentlige eller

private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan

medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers erhvervsmæssige

aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som gælder på datoen for

vedtagelsen

af dette direktiv, opretholde eller i en kommende lovgivning, som er baseret

på

national praksis, som gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv,

fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en persons

religion

eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under

hensyn til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng, de indgår i,

udgør

et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af

organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse af

medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt de

generelle

principper i fællesskabsretten og kan ikke berettige til forskelsbehandling

med

anden begrundelse.

Under forudsætning af at dette direktiv i øvrigt overholdes, er

det således ikke til hinder for, at kirker og andre offentlige eller private

organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og som handler i

overensstemmelse med den nationale forfatning og lovgivning, kan kræve af

personer, der arbejder for dem, at de har en redelig indstilling til og er

loyale over for organisationens etik.

Artikel 5

Tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang

Med henblik på at sikre, at princippet om ligebehandling

af handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i rimeligt omfang. Det

betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er

hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, for at give en

handicappet

adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller have fremgang i den eller

for

at give vedkommende adgang til uddannelse, medmindre arbejdsgiveren derved

pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis denne byrde i tilstrækkeligt

omfang lettes gennem foranstaltninger, der er normale elementer i den

pågældende

medlemsstats handicappolitik, anses den ikke for at være uforholdsmæssig

stor.

Artikel 6

Berettigelse af ulige behandling på grund af alder

1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne

bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør

forskelsbehandling,

hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for

rammerne af den nationale ret bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds-

og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det

pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:

a)

tilvejebringelse af

særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse,

beskæftigelse

og erhverv, herunder betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning, for

unge,

ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med henblik på at fremme

deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem

b)

fastsættelse af

minimumsbetingelser vedrørende alder, erhvervserfaring eller anciennitet for

adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med

beskæftigelse

c)

fastsættelse af en

maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige

krav

til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have tilbagelagt en

rimelig

periode i beskæftigelse før pensionering.

2. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne

bestemme, at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede

sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser

for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, og anvendelse af

alderskriteriet

til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger ikke udgør

forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke medfører

forskelsbehandling på grund af køn.

Artikel 7

Positiv særbehandling og

særforanstaltninger

1. For at

sikre

fuld

ligestilling i arbejdslivet er princippet om ligebehandling ikke til hinder

for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager

særforanstaltninger,

der har til formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til en eller

flere

af de i artikel 1 anførte grunde.

2. For så vidt angår handicappede, er princippet om

ligebehandling ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller

vedtager bestemmelser vedrørende sundhedsbeskyttelse og sikkerhed på

arbejdspladsen, eller for foranstaltninger, der tager sigte på at oprette

eller

opretholde bestemmelser eller faciliteter med henblik på at beskytte eller

fremme deres erhvervsmæssige integration.

Artikel 8

Mindstekrav

1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde

bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om

ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.

2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under

ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i

medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af

direktivet.

KAPITEL II

RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE

Artikel 9

Klageadgang

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig

krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den

pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,

herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med

henblik

på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at

det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er

ophørt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer

og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har

en

legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes, er

berettigede til — enten på vegne af eller til støtte for klageren med

dennes

godkendelse — at indtræde som part i klagen til retslige og/eller

administrative instanser med henblik på håndhævelsen af forpligtelserne i

henhold til dette direktiv.

3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om

tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.

Artikel 10

Bevisbyrde

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres

nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,

når

en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling

tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden

kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning

til

at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling,

påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er

blevet tilsidesat.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at

medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for

klageren.

3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.

4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på

sager som nævnt i artikel 9, stk. 2.

5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1

på sager, hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der skal

undersøge sagens faktiske omstændigheder.

Artikel 11

Beskyttelse modrepressalier

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige

foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere mod afskedigelse eller anden

ufordelagtig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på en klage

inden

for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning med det formål at

sikre,

at princippet om ligebehandling iagttages.

Artikel 12

Formidling af information

Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages

i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder

anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab

ved

hjælp af alle egnede midler, f.eks. på arbejdspladserne.

Artikel 13

Dialog mellem arbejdsmarkedets parter

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med

nationale traditioner og national praksis passende foranstaltninger til at

tilskynde til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme

ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,

kollektive overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller

udveksling

af erfaringer og god praksis.

2. Når det er i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets

parter til på passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi, at

indgå

aftaler indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel

3

anførte områder, som falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger.

Sådanne aftaler skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de

relevante

nationale gennemførelsesforanstaltninger.

Artikel 14

Dialog med ikke-statslige organisationer

Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med

relevante

ikkestatslige

organisationer, som i overensstemmelse

med nationale traditioner og national praksis har en legitim interesse i at

bidrage til bekæmpelse af forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte

grunde med henblik på at fremme princippet om ligebehandling.

KAPITEL III

SÆRLIGE BESTEMMELSER

Artikel 15

Nordirland

1. For at imødegå et af de vigtigste religiøse samfunds

underrepræsentation i Nordirlands politistyrke, foreligger der ved ulige

behandling i forbindelse med ansættelser i denne styrke, herunder dens

støttepersonale, ikke forskelsbehandling, for så vidt den nationale

lovgivning

udtrykkeligt tillader denne forskelsbehandling.

2. Med henblik på at opretholde lige

beskæftigelsesmuligheder for lærere i Nordirland og samtidig bidrage til at

overvinde den historiske splittelse mellem de vigtigste religiøse samfund,

der

er repræsenteret i Nordirland, finder dette direktivs bestemmelser om

religion

og tro ikke anvendelse på skolerne i Nordirland, for så vidt den nationale

lovgivning udtrykkeligt tillader dette.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 16

Overholdelse

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger

til at sikre, at

a)

alle love og

administrative bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling,

ophæves

b)

alle bestemmelser,

der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter

eller

kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for

selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og

arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller

ændres.

Artikel 17

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal

anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til

gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at sikre

deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret

skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til

overtrædelsen

og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 2. december

2003 Kommissionen meddelelse herom og underretter den endvidere hurtigst

muligt

om senere ændringer.

Artikel 18

Gennemførelse

Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og

administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 2.

december 2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter

overlade det til dem at gennemføre direktivet, for så vidt angår

bestemmelser,

der henhører under kollektive overenskomster. I så tilfælde sikrer

medlemsstaterne,

at arbejdsmarkedets parter senest den 2. december 2003 har indført de

nødvendige foranstaltninger ad aftalemæssig vej, idet medlemsstaterne er

forpligtet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for til enhver tid

at

kunne garantere de resultater, der foreskrives i direktivet. De underretter

straks Kommissionen herom.

For at tage hensyn til særlige forhold kan medlemsstaterne om

nødvendigt få en yderligere frist på tre år fra den 2. december 2003, dvs. i

alt seks år, til at iværksætte dette direktivs bestemmelser om

forskelsbehandling på grund af alder og handicap. I så fald underretter de

straks Kommissionen. Medlemsstater, der vælger at benytte denne yderligere

periode, aflægger hvert år rapport til Kommissionen om, hvilke

foranstaltninger

de træffer for at bekæmpe forskelsbehandling på grund af alder og handicap,

og

hvilke fremskridt der er gjort med at gennemføre direktivet. Kommissionen

aflægger

hvert år rapport til Rådet.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en

henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en

sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af

medlemsstaterne.

Artikel 19

Beretning

1. Medlemsstaterne meddeler senest den 2. december 2005

og hvert femte år herefter Kommissionen alle oplysninger, denne har brug for

til at udarbejde en beretning til

EuropaParlamentet

og Rådet om anvendelsen af dette direktiv.

2.

I

Kommissionens beretning skal der i relevant omfang tages hensyn til

arbejdsmarkedets parters og vedkommende ikke-statslige organisationers

synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige muligheder for mænd og

kvinder skal beretningen bl.a. indeholde en evaluering af virkningen for

kvinder og mænd af de foranstaltninger, der er truffet. På baggrund af de

modtagne oplysninger skal beretningen om nødvendigt indeholde forslag med

henblik på revision og ajourføring af direktivet.

Artikel 20

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 21

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2000.

På Rådets vegne

É. GUIGOU

Formand

4)

EFT C 177 E af 27.6.2000, s. 42.

5)

Udtalelse af 12.10.2000 (endnu ikke

offentliggjort

i

EFT).

6)

EFT C 204 af 18.7.2000, s. 82.

7)

EFT C 226 af 8.8.2000, s. 1.

8)

EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40.

9)

EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.

10)

EFT L 225 af 12.8.1986, s. 43.

11)

EFT C 186 af 2.7.1999, s. 3.

Officielle noter

1)

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv

2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset

race

eller etnisk oprindelse

(

EF-Tidende

2000 nr.

L 180, s. 22) samt Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november

2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse

og erhverv

(

EF-Tidende

2000 nr.

L 303, s. 16).

2)

Lov nr. 253 af 7. april 2004 blev bekendtgjort i Lovtidende den 14. april

2004.

3)

Lov nr. 1417 af 22. december 2004 blev bekendtgjort i Lovtidende den 27.

december 2004.

Links til EF direktiver, jf. note 1

Direktiv 2000/43/EF

Celex

no. 32000L0043

Direktiv

2000/78/EF

Celex

no. 32000L0078

Lignende dokumenter