Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 29. januar 2003 af
beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om forbud mod
forskelsbehandling
på arbejdsmarkedet m.v.1)
§ 1
I lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet m.v., foretages følgende ændringer:
1.
Som fodnote til lovens titel indsættes: »(1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv
2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr.
180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november
2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000, nr. 303, L s. 16).«
2.
I § 1 indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
3.
I § 1 indsættes efter stk. 1, som nye
stykker:
»Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når
en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk
anskuelse, seksuel orientering, eller national, social eller etnisk
oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive
behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3.
Læs alt
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når
en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral,
vil stille personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro,
politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk
oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende
bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt
formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og
nødvendige.
Stk. 4.
Chikane skal betragtes som forskelsbehandling,
når en uønsket optræden i relation til en persons race,
hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering,
nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med det formål
eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et
truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima
for den pågældende.
Stk. 5.
En instruktion om at forskelsbehandle en person
på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse,
seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse betragtes som
forskelsbehandling.«
Stk. 2.
bliver herefter stk. 6.
4.
§ 2, stk. 4 ophæves.
5.
I § 3 indsættes som stykke 4:
»Stk. 4. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige
enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en
lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, og de fordele
sådanne organisationer giver medlemmerne.«
6.
I § 4 indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
7.
I § 5 indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
8.
Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler
og overenskomster, og i virksomheders interne reglementer m.v., som er i
strid med forbudet mod forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige. Dette
gælder også bestemmelser i vedtægter m.v. for
selvstændige erhverv og for arbejdsgiver- og
lønmodtagerorganisationer.
Stk. 2.
Bestemmelser i aftaler og i virksomheders reglementer
m.v., som vedrører mere end en arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige,
hvis de hjemler forskelsbehandling på grund af et af de i § 1,
stk. 1 omfattede kriterier inden for de i §§ 2-5 områder
nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i
vedtægter m.v. for selvstændige erhverv.
§ 5 b.
Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges
til ugunst for lønmodtageren.«
9.
§ 6 affattes således:
»Forbudet mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse,
religion eller tro i §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis
virksomhed har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt politisk
eller religiøst standpunkt, eller en bestemt trosretning, og hvor
lønmodtagerens politiske anskuelse, religiøse overbevisning
eller trosretning må anses for at være af betydning for
virksomheden.
Stk. 2.
Såfremt det ved visse former for
erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende betydning, at
udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel
orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt
hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller trosretning,
og kravet om bestemt tilhørsforhold står i rimeligt forhold
til den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende minister
efter indhentet udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige
bestemmelserne i §§ 2-5.«
10.
Overskriften til Kapitel 4 affattes
således:
»Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v.«.
11.
I § 7 indsættes som stykke 2:
»Stk. 2.
En person, der udsættes for ufordelagtig
behandling eller ufordelagtige følger, fordi denne har fremsat krav om
ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.«
12.
Efter § 7 indsættes:
»§ 7 a. Hvis en person, der anser sig for
krænket, jf. §§ 2-4, påviser faktiske omstændigheder,
som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller
indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at
ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2003.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I. Indledning
Med lovforslaget foreslås indsættelse af
diskriminationskriteriet »tro« i forskelsbehandlingsloven, lovfæstelse
af definitionen af forskelsbehandling og af proportionalitetsprincippet,
indførelse af delt bevisbyrde i sager om forskelsbehandling samt en
beskyttelse mod repressalier.
2. Baggrund for lovforslaget
Forslaget gennemfører dele af Rådets direktiv
2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (direktivet om
etnisk ligebehandling) og dele af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.
november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet). Begge
direktiver blev vedtaget som led i Europa-Kommissionens
anti-diskriminationspakke, der blev fremsat den 25. november 1999 med hjemmel
i EF-traktatens artikel 13, hvorefter der kan træffes
hensigtsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af
forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk
oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering.
2.1 Direktivet om etnisk ligebehandling
Direktivet om etnisk ligebehandling har et bredt sagligt
anvendelsesområde og gennemfører ligebehandlingsprincippet for
så vidt angår race og etnisk oprindelse på en række
samfundsområder, herunder også arbejdsmarkedet. Direktivet har
til formål at fastlægge en ramme for bekæmpelse af
forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik
på iværksættelse af princippet om ligebehandling i
medlemsstaterne, og indeholder regler om ligebehandling på en
række samfundsområder, bl.a. med hensyn til vilkårene for
adgang til lønnet beskæftigelse og med hensyn til
beskæftigelse, løn og arbejdsvilkår, samt om og under
hvilke betingelser, der kan ske undtagelser fra forbudet mod
forskelsbehandling i forbindelse med bestemte erhvervsaktiviteter. Direktivet
indeholder endvidere en definition af forskelsbehandlingsbegrebet,
fastsættelse af bevisbyrderegler, og regler om beskyttelse mod
repressalier, hvis en person klager med det formål, at sikre at
princippet om ligebehandling overholdes. Direktivet er et minimumsdirektiv og
berører ikke medlemsstaternes adgang til at indføre
bestemmelser, der er gunstigere for beskyttelsen af princippet om
ligebehandling. Direktivet berettiger ikke til at forringe det eksisterende
beskyttelsesniveau overfor forskelsbehandling i medlemsstaterne.
Den del af direktivet, der vedrører
arbejdsmarkedet, foreslås gennemført i dansk ret gennem denne
lovændring. Implementeringsfristen udløber den 19. juli
2003.
2.2. Beskæftigelsesdirektivet
Beskæftigelsesdirektivet vedrører kriterierne
religion, tro, alder, handicap og seksuel orientering og relaterer sig alene
til arbejdsmarkedet. Det saglige anvendelsesområde svarer med en enkelt
tilføjelse (medlemskab af og deltagelse i en arbejdsgiver- eller
arbejdstagerorganisation) til anvendelsesområdet for
forskelsbehandlingsloven, og gælder med hensyn til vilkårene for
adgang til lønnet beskæftigelse, adgang til erhvervsvejledning,
erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, med
hensyn til beskæftigelse, løn og arbejdsvilkår, og med
hensyn til medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller
arbejdsgiverorganisation. Direktivet fastsætter endvidere regler om,
hvornår og under hvilke betingelser der kan ske undtagelser fra
forbudet mod forskelsbehandling i forbindelse med udøvelse af bestemte
erhvervsaktiviteter.
Kredsen af diskriminationskriterier er bredere end
forskelsbehandlingslovens, idet loven ikke i dag beskytter mod
forskelsbehandling på grund af tro, alder eller handicap.
Forskelsbehandlingsloven beskytter derimod, ud over de af direktivet
dækkede diskriminationskriterier, også mod forskelsbehandling
på grund af hudfarve, politisk anskuelse, national og social
oprindelse.
Direktivet indeholder en række bestemmelser, der er
parallelle til direktivet om etnisk ligebehandling. Dette gælder med
hensyn til bestemmelserne, der definerer forskelsbehandlingsbegrebet,
reglerne om bevisbyrde og reglerne om beskyttelse mod repressalier, hvis en
person klager med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling
overholdes. Direktivet indeholder derudover særregler for så vidt
angår forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Direktivet er et minimumsdirektiv og berører ikke medlemsstaternes
adgang til at indføre bestemmelser, der er gunstigere for beskyttelsen
af princippet om ligebehandling. Gennemførelsen af direktivet
berettiger ikke til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau overfor
forskelsbehandling i medlemsstaterne.
Lov om forbud mod forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet m.v. foreslås ændret med henblik på
gennemførelsen af beskæftigelsesdirektivet for så vidt
angår kriterierne religion, tro og seksuel orientering. Der er mulighed
for forlængelse af implementeringsfristen for kriterierne alder og
handicap i op til 3 år. Arbejdsmarkedets parter har ønsket at
forhandle om en aftale om implementeringen af direktivet på disse
områder, og lovforslaget omfatter derfor ikke et forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder eller handicap.
Implementeringsfristen udløber den 2. december 2003.
Begge direktiver giver mulighed for at arbejdsmarkedets
parter kan indgå aftale om at gennemføre direktiverne ved
kollektive overenskomster.
2.3 Ligebehandlingsudvalget
Indenrigsministeren nedsatte den 8. juni 2001 Udvalget om
implementeringen i dansk ret af direktivet om gennemførelse af
princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse
(Ligebehandlingsudvalget). Ligebehandlingsudvalget skulle se på
hvorledes direktivet om etnisk ligebehandling mest hensigtsmæssigt
kunne gennemføres i dansk lovgivning, herunder også
bestemmelserne vedrørende arbejdsmarkedet. I forbindelse med
ressortomlægningen i november 2001 blev udvalget overført til
Integrationsministeriet.
Ligebehandlingsudvalget afgav betænkning til
Integrationsministeren den 18. september 2002.
Udvalget har udarbejdet et forslag til en generel lov om
etnisk ligebehandling. Med hensyn til bestemmelserne i direktivet, der
vedrører arbejdsmarkedet (artikel 3 litra a-d) har udvalget anbefalet,
at bestemmelserne gennemføres i dansk lovgivning gennem en
ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet m.v. Udvalget har udarbejdet forslag til ændringer i
denne lov.
Det af beskæftigelsesministeren nedsatte udvalg til
implementering af direktiver på arbejdsmarkedet har sideløbende
hermed drøftet gennemførelsen af
beskæftigelsesdirektivet.
3. Lovforslagets indhold
Lov om forbud mod forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet m.v. blev vedtaget i 1996 bl.a. med henblik på
effektivt at gennemføre ILO konvention nr. 111 om forskelsbehandling
med hensyn til beskæftigelse og erhverv og FN’s
racediskriminationskonvention i dansk lovgivning. Loven lever allerede i vidt
omfang op til direktivernes krav for så vidt angår forholdene
på arbejdsmarkedet. Dette lovforslag er derfor begrænset til de
bestemmelser i direktiverne, som loven ikke lever op til i dag, eller hvor
det af hensyn til EU-rettens krav om klarhed er fundet nødvendigt at
præcisere eller indsætte definitioner. Lovforslaget tager
udgangspunkt i direktivets bestemmelser og går ikke videre end
direktivets krav, bortset fra at de generelle tværgående
bestemmelser, fx om delt bevisbyrde, foreslås at gælde for alle
lovens diskriminationskriterier, også dem der ikke er omfattet af de to
direktiver, dvs. for kriterierne hudfarve, politisk anskuelse, samt national
eller social oprindelse.
Lovforslaget indeholder kriteriet »tro«, som et nyt diskriminationskriterium.
Lovforslaget indeholder endvidere en definition af
forskelsbehandlingsbegrebet, dvs. om direkte og indirekte forskelsbehandling,
om chikane og om instruktion om forskelsbehandling.
Proportionalitetsprincippet foreslås lovfæstet
i bestemmelsen om adgang til undtagelser fra forbudet mod forskelsbehandling
på baggrund af direktivernes formuleringer.
Der forslås indsat en bestemmelse om beskyttelse mod
ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som følge af
en klage med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling
iagttages.
Endelig foreslås indsat en bestemmelse om delt
bevisbyrde i sager om overtrædelse af forbudet mod
forskelsbehandling.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget indeholder primært bestemmelser, der
præciserer forbudet mod forskelsbehandling på grund af de i loven
omhandlede kriterier. Forslaget vil kunne medføre en lille stigning i
antallet af sager om forskelsbehandling for domstolene. Såfremt
arbejdsmarkedets parter gennemfører direktiverne gennem kollektive
aftaler, vil sager herom dog i stedet skulle behandles i det fagretlige
system. Endvidere bemærkes, at Institut for Menneskerettigheder som
oprettet ved lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og
Menneskerettigheder i henhold til lovens § 2, stk. 2, litra 4, skal
bistå ofre for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk
oprindelse som led i gennemførelsen af artikel 13 i direktiv
2000/43/EF. Forslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Forslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser af betydning for erhvervslivet.
De miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have
kønsligestillingsmæssige konsekvenser.
Høring
Lovforslaget har været sendt i høring hos
Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes
og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes
Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ledernes
Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen,
Københavns og Frederiksberg kommuner, Centralorganisationernes
Fællesudvalg og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.
Derudover har forslaget været sendt til høring hos
Personalestyrelsen, Advokatsamfundet, Det Danske Center for
Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Etniske
Minoriteters Landsorganisation, Rådet for Etniske Minoriteter,
Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination og
Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske.
Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive
Konsekvenser / mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative
Konsekvenser / merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
En lille stigning i antallet af sager for domstolene kan ikke
udelukkes. Merudgifterne skønnes begrænsede.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
En lille stigning i antallet af sager for domstolene kan ikke
udelukkes. Merudgifterne skønnes begrænsede.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Ligestillingsmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har til formål at gennemføre dele
af Rådets direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr.
180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november
2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000 nr. 303, L s. 16).
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Bestemmelsen indfører en note i loven om, at
forslaget indeholder bestemmelser der gennemfører dele af direktivet
om etnisk ligebehandling og dele af beskæftigelsesdirektivet i dansk
ret.
Til nr. 2
Det følger af beskæftigelsesdirektivets
artikel 1, at forskelsbehandling på grund af tro er forbudt. Loven
forbyder allerede i dag forskelsbehandling på grund af religion. Dette
kriterium er også omfattet af direktivet. Kriteriet »tro« må
på den baggrund antages at dække et bredere område end
religion, og må antages at skulle sikre mod forskelsbehandling på
grund af en nærmere defineret overbevisning, som noget mere og andet
end beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af bekendelse til en
bestemt (anerkendt) religion. Som følge heraf indsættes tro som
nyt diskriminationskriterium i loven. Det bemærkes, at
beskæftigelsesdirektivets artikel 2, stk. 5, indeholder en »ordre
public« undtagelse, hvorefter direktivet ikke berører foranstaltninger
fastsat ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er
nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, den offentlige
orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at
beskytte andres rettigheder eller friheder. I det omfang en tro/overbevisning
hviler på et ulovligt grundlag eller bevirker udførelsen af
ulovlige handlinger, gælder beskyttelsen mod forskelsbehandling
således ikke. Det er dog ikke fundet nødvendigt at
indsætte en særskilt bestemmelse herom i loven. Den
europæiske menneskerettighedskonvention indeholder i artikel 9 en
beskyttelse af samvittigheds- og religionsfriheden, herunder retten til at
skifte religion eller tro. Heller ikke her defineres begrebet »tro«.
Også denne bestemmelse om beskyttelsen af tro/overbevisning indeholder
i stk. 2 en ordre public undtagelse.
Til nr. 3
Efter den gældende forskelsbehandlingslov og
direktivet om etnisk ligebehandling og beskæftigelsesdirektivet
må der ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted. Der
er ikke i loven en nærmere definition af forskelsbehandlingsbegrebet.
Både direktivet om etnisk ligebehandling og
beskæftigelsesdirektivet indeholder i artikel 2, stk. 2, en
definition af forskelsbehandlingsbegrebet. Der skal derfor i forbindelse med
gennemførelsen af direktiverne ske en fastlæggelse af begreberne
i den danske lovgivning.
Det foreslås, at der i forskelsbehandlingslovens
§ 1, indsættes definitioner af henholdsvis direkte og indirekte
forskelsbehandling som svarer til direktivernes, samt at det lovfæstes,
at forskelsbehandling også omfatter chikane og instruktioner om
forskelsbehandling, jf. direktivernes artikel 2, stk. 3 og 4.
Til stk. 2
Forslaget til nyt stk. 2, definerer direkte
forskelsbehandling. Forslaget svarer til den i direktivernes artikel 2,
stk. 2, litra a), indeholdte definition.
Direkte forskelsbehandling foreligger fx i de
tilfælde, hvor arbejdsgivere undlader at ansætte en
lønmodtager eller afskediger denne med den udtalte begrundelse, at den
pågældende er af en bestemt race, hudfarve, religion, m.v.
Den nærmere vurdering af, om en person
udsættes for direkte forskelsbehandling på grund af race,
hudfarve, religion m.v., kan ske ved, at behandlingen af den person, der
føler sig krænket, sammenlignes med, hvordan en anden person
uden samme fx etniske tilhørsforhold bliver, er blevet eller ville
blive behandlet i en tilsvarende situation.
Det er uden betydning for, om der foreligger direkte
forskelsbehandling, om den arbejdsgiver, der udøver
forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at
forskelsbehandle lønmodtageren af en af de i § 1 anførte
grunde. Det bemærkes, at direkte forskelsbehandling ikke kan begrundes
i varetagelsen af saglige hensyn, jf. dog nedenfor.
I forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 1 og 2,
gøres der undtagelse fra forbudet mod direkte forskelsbehandling, idet
det i disse situationer kan være lovligt at lægge vægt
på fx lønmodtagerens religiøse overbevisning eller
etniske oprindelse, jf. bemærkningerne til nr. 9.
Der tilsigtes med lovændringen en lovfæstelse
af den gældende forståelse af begrebet, således at der
sikres klarhed i lovgivningen, som krævet i EU-retten.
Til stk. 3
Det forslås i stk. 3, at der indsættes en
definition af indirekte forskelsbehandling. Ændringen er
nødvendig for at sikre en korrekt opfyldelse af direktiverne.
Definitionen svarer indholdsmæssigt til definitionen i direktivernes
artikel 2, stk. 2, litra b). Den i direktiverne indeholdte definition er
bl.a. udledt af EF-domstolens dom i O'Flynn-sagen (sag C-237/94 O'Flynn mod
Chief Adjudication Officer, Saml. 1996 I-2617). Domstolen antog i sagen, der
vedrørte arbejdskraftens frie bevægelighed og forordning 1612/68
af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor
fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467), og det heri fastsatte princip om
ligebehandling, at hvis en national retsforskrift efter selve sin karakter er
egnet til i højere grad at berøre vandrende end indenlandske
arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende
arbejdstagere ringere, anses dette for at medføre indirekte
forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsprincippet, medmindre
retsforskriften er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til
det tilstræbte formål. I Danmark har forståelsen af
begrebet indirekte forskelsbehandling været i overensstemmelse
hermed.
Der tilsigtes med lovændringen en lovfæstelse
af denne forståelse af begrebet, således at der sikres klarhed i
lovgivningen, som krævet i EU-retten.
Det følger af denne forståelse, at opstilles
der kriterier fx som betingelse for ansættelse, skal kriteriet
forfølge et lovligt formål, være nødvendigt for at
opnå målet og være proportionalt i forhold til
opnåelse af formålet.
Forbudet mod indirekte forskelsbehandling indebærer
ikke et direkte forbud mod anvendelsen af en tilsyneladende neutral
bestemmelse m.v., der stiller personer af fx en bestemt race eller etnisk
oprindelse særlig ufordelagtigt. Der vil således ikke foreligge
ulovlig indirekte forskelsbehandling, såfremt den
pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt
begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er
hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsvurdering). Det
må bero på en konkret vurdering, om det pågældende
formål er sagligt, og om midlerne er proportionale i forhold til
målet.
Et formelt set neutralt krav kan være fx sprogkrav,
der særligt berører lønmodtagere, der ikke har dansk som
modersmål sammenlignet med danske lønmodtagere. Der kan her
være tale om ulovlig indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver
stiller uforholdsmæssigt høje krav til sproglige eller andre
kvalifikationer. Det beror på en konkret vurdering, hvornår og i
hvilke situationer det fx er rimeligt at stille krav, om at den
pågældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk.
Beklædningskrav kan på samme måde
være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgivers
krav til de ansattes påklædning, fremtoning m.v. fortrinsvis
rammer visse etniske grupper. Det er imidlertid ikke nødvendigvis
udtryk for ulovlig indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver
kræver, at de ansatte bærer uniform eller en bestemt
beklædning, hvis dette er en del af virksomhedens præsentation
udadtil, og hvis dette krav stilles konsekvent til alle ansatte i samme
stillinger/stillingskategori. I det hele svarer forslaget også på
dette punkt til retsstillingen efter den gældende lov. Der henvises i
den forbindelse til U 2000.2350 Ø og Østre Landsrets dom i sag
B-0877/00 af 5. april 2001, der begge vedrørte
spørgsmålet om adgangen til at bære religiøst
betinget hovedbeklædning. I U 2000.2350 Ø fastslog Østre
Landsret, at hvis beklædningskrav er løst formulerede kan det
være vanskeligt for arbejdsgiveren at bevise, at
beklædningskravene praktiseres ens overfor alle politiske og
religiøse symboler. I B-0877 af 5. april 2001 blev arbejdsgiveren
frifundet, da Østre Landsret lagde til grund, at
beklædningskravet havde tilstrækkelig saglig grund, idet det
skyldtes hygiejnemæssige hensyn, og utvivlsomt blev praktiseret ens
overfor alle på en virksomhed, hvor ca. 20% af de ansatte havde anden
etnisk baggrund end dansk. Ankesagen for Højesteret blev hævet,
da parterne i sagen indgik forlig og i samarbejde udviklede et
hovedtørklæde, der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Til stk. 4
Med forslaget til ny § 1, stk. 4, foreslås
det lovfæstet, at chikane på grund af et af de i § 1,
stk. 1, beskyttede kriterier skal betragtes som forskelsbehandling.
Definitionen indsættes med henblik på at sikre en korrekt
gennemførelse af direktivernes artikel 2, stk. 3. Forslagets
definition af chikane svarer med en enkelt præcisering til disse
artikler.
Allerede i dag fortolkes forskelsbehandlingslovens
§ 2, stk. 1, så den beskytter mod chikane, idet en
arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn
til arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår fortolkes i den sammenhæng
således, at bestemmelsen også indebærer en pligt for
arbejdsgiveren til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til
rådighed, og arbejdsgiveren er forpligtet til i rimeligt omfang at
sikre sine ansatte mod chikane. Dette gælder ikke blot krænkelser
begået af arbejdsgiveren personligt, men også krænkelser,
der begås af andre ansatte. I U 1993.331 SH anså Sø- og
Handelsretten et rederi for at være ansvarlig efter
ligebehandlingsloven for en hovmesters seksuelle chikane af en anden ansat.
En ansat, der chikanerer en kollega på grund af dennes etniske
oprindelse eller religiøse tilhørsforhold m.v.,
overtræder således ikke selv ligebehandlingsprincippet i
forskelsbehandlingsloven, der ikke forpligter arbejdstagerne. Den ansatte,
der krænker en kollega, kan derimod efter omstændighederne
pålægges torterstatning overfor den krænkede efter
erstatningsansvarslovens § 26. Er den, der udøver chikanen, en
anden ansat, skal arbejdsgiveren sørge for at stoppe den
krænkende/chikanerende adfærd.
I henhold til direktiverne foreligger der chikane,
når en uønsket optræden i relation til race eller etnisk
oprindelse eller til de af beskæftigelsesdirektivet omfattede kriterier
finder sted med det formål eller den virkning at krænke en
persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende,
ydmygende eller ubehageligt klima.
Bestemmelsen indebærer, at chikane skal betragtes
som forskelsbehandling. Heri ligger, at den krænkede person ikke ville
være blevet udsat for chikane, såfremt den krænkede person
havde været af en anden race eller etnisk oprindelse eller havde
været af fx en anden religiøs overbevisning, haft en anden
hudfarve etc.
Chikanøs adfærd kan antage flere forskellige
former, herunder adfærd af fysisk eller psykisk karakter, af skreven
eller verbal karakter samt af visuel karakter. Den chikanøse
adfærd skal være rettet mod en eller flere konkrete
enkeltpersoner.
Det er efter bestemmelsen en betingelse, at adfærden
har været uønsket. Om en adfærd har været
uønsket, beror dels på en subjektiv vurdering af, om den
pågældende adfærd har været uønsket af den
person, der udsættes for den påståede chikane, dels
på en mere objektiv vurdering af den pågældende
adfærd.
Det indgår i den objektive vurdering, om den person,
der udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at
adfærden var uønsket. Som eksempler på forhold, der kan
indgå i denne vurdering, kan foruden den krænkende persons eget
udsagn nævnes krænkelsens grovhed, den krænkede persons
reaktion, og om der er tale om en gentagen adfærd. Det indgår
endvidere i den objektive vurdering, om krænkelsen er af så mild
karakter, at adfærden ikke kan karakteriseres som chikane. En meget
fintfølende person, der føler sin værdighed krænket
på grund af en enkelt bemærkning af forholdsvis mild karakter,
vil således ikke være beskyttet i denne situation.
Bestemmelsen stiller endvidere krav om, at den
pågældende adfærd skal finde sted i relation til race eller
etnisk oprindelse eller et af de øvrige af
beskæftigelsesdirektivet omfattede kriterier. Omfattet af forbudet mod
chikane er således såvel adfærd, der fx direkte henviser
til personens race eller etniske oprindelse, som adfærd, der uden at
henvise til personens race eller etniske oprindelse dog alligevel
indebærer en krænkelse af personens værdighed og finder
sted i relation til personens race eller etniske oprindelse. Eksempler
herpå kunne være sprog eller gestus.
Den pågældende adfærd skal desuden finde
sted med det formål eller den virkning at krænke en persons
værdighed og skabe et truende klima m.v. for den
pågældende. Dette indebærer, at såvel den tilsigtede
chikane (dvs. den chikane, som finder sted med det formål at
krænke en persons værdighed) som den utilsigtede chikane (dvs.
den uagtsomme chikane, som ikke finder sted med det formål at
krænke en persons værdighed, men imidlertid har den virkning at
krænke en persons værdighed), er omfattet af forbudet mod
chikane.
Det er ikke muligt at begrunde udøvelse af chikane
med varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.
Til stk. 5.
Med bestemmelsen fastsættes, at en instruktion om at
forskelsbehandle en person på grund af fx race eller etnisk oprindelse
betragtes som forskelsbehandling, som defineret i § 2, stk. 1.
Bestemmelsen har til formål at sikre gennemførelsen af
direktivernes artikel 2, stk. 2, nr. 4.
For at der kan foreligge en instruktion kræves, at
den person, der afgiver instruktionen, har instruktionsbeføjelse eller
tilsynsret over for den person, der modtager instruktionen, således at
der består et over- og underordnelsesforhold. Indenfor
forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde vil det således
være arbejdsgiveren, der har denne instruktionsbeføjelse overfor
sine ansatte.
Derimod vil en opfordring til at forskelsbehandle på
grund af et af de i § 1, stk. 1, omhandlede kriterier i
situationer, hvor der ikke foreligger en instruktionsbeføjelse, ikke
være omfattet af forbudet. Eksempelvis vil det forhold, at en
arbejdstager opfordrer en anden arbejdstager til at forskelsbehandle, ikke
være omfattet af forbudet, idet der ikke består det
nødvendige instruktionsforhold mellem disse parter.
Der er tale om en præcisering af
forskelsbehandlingsbegrebet, idet de fleste situationer formentlig allerede i
dag vil være omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod at
forskelsbehandle på grund af et af de i § 1, stk. 1,
dækkede kriterier.
Til nr. 4
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede
ændring under pkt. 12 til ny § 7 a, hvor der indføres delt
bevisbyrde i sager om forskelsbehandling efter §§ 2-4.
Til nr. 5
Det følger af direktivernes artikel 3 (d), at de
finder anvendelse på medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager-
eller arbejdsgiverorganisation samt de fordele sådanne organisationer
giver medlemmerne. Det er derfor nødvendigt til opfyldelse af
direktivernes krav, at fastsætte en bestemmelse herom. Der er tale om
en udvidelse af forskelsbehandlingslovens saglige
anvendelsesområde.
Til nr. 6
Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af
kriteriet »tro« i § 1.
Til nr. 7
Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af
kriteriet »tro« i § 1.
Til nr. 8
Som nævnt under nr. 4 følger det af
direktivernes artikel 3(d), at forbudet mod forskelsbehandling også
skal gælde de fordele som arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer
giver deres medlemmer. Det følger endvidere af direktivet om etnisk
ligebehandlings artikel 14(b) og beskæftigelsesdirektivets artikel
16(b), at alle bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, og
som indgår i individuelle eller kollektive kontrakter og
overenskomster, virksomheders interne reglementer, regler for
selvstændige erhverv, eller vedtægter for arbejdstager- og
arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige
eller ændres.
Forslaget skal sikre en opfyldelse af disse bestemmelser i
direktivet for så vidt angår forholdene på
arbejdsmarkedet.
De foreslåede bestemmelser svarer til § 11 og
§ 12 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse og barselorlov.
Til § 5 a, stk. 2
Den tilsvarende bestemmelse i ligebehandlingsloven
§ 11, stk. 2, blev indsat som følge af en af
Europa-Kommissionen indledt traktatkrænkelsesprocedure i 1980 om
gennemførelsen af ligebehandlingsdirektivet. Forslaget
indebærer, at fx bestemmelser i en kollektiv overenskomst, der finder
anvendelse på forskellige arbejdspladser og hos forskellige
arbejdsgivere, og som kan medføre, forskelsbehandling af
lønmodtagere - der er omfattet af overenskomsten - på grund af
et af de i § 1 omfattede diskriminationskriterier, vil være
ugyldige. Forslaget betyder, at ansatte på en virksomhed, der
hovedsagligt beskæftiger ansatte af fx anden etnisk baggrund eller
religiøst tilhørsforhold skal behandles lige med ansatte
på en anden virksomhed, dækket af den samme overenskomst, og hvor
dennes ansatte ikke har dette tilsvarende tilhørsforhold. Forslaget
udvider dermed sammenligningsgrundlaget i sager om forskelsbehandling.
Til nr. 9
Til stk. 1
Det følger af beskæftigelsesdirektivets
artikel 4, stk. 2, at medlemsstaterne i forbindelse med kirker og andre
offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på
religion eller tro, kan fastsætte eller opretholde bestemmelser om, at
ulige behandling på grund af en persons religion eller tro ikke
udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under
hensyntagen til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng de
indgår i udgør et regulært, legitimt og
erhvervsmæssigt berettiget krav på baggrund af organisationens
etik. På den baggrund foreslås den gældende lovs § 6,
stk. 1, ændret, således at proportionalitetsprincippet
lovfæstes.
Det vil sige, at spørgsmålet om lovligheden
af et krav om et bestemt religiøst tilhørsforhold eller
overbevisning skal vurderes på baggrund af formålet med
fastsættelsen af kravet. Det afgørende ved
proportionalitetsvurderingen er, om kravet står i fornuftigt forhold
til det formål, der forfølges.
Det fremgår endvidere af
beskæftigelsesdirektivets artikel 4, stk. 2, at den ulige
behandling, der tillades i medfør af undtagelsesbestemmelsen, ikke kan
berettige til forskelsbehandling med anden begrundelse. Den foreslåede
bestemmelse skal fortolkes i overensstemmelse hermed.
Bestemmelsens nugældende sidste punktum om
overensstemmelse med EU-retten ophæves, da loven med forslaget
implementerer et EF-direktiv og dermed er i overensstemmelse hermed.
Til stk. 2
Det følger af direktivet om etnisk ligebehandlings
artikel 4 og af beskæftigelsesdirektivets artikel 4, stk. 1, at
der kan fastsættes regler om, at ulige behandling, som er baseret
på en egenskab i forbindelse med race eller etnisk oprindelse eller de
i beskæftigelsesdirektivet beskyttede kriterier, ikke udgør
forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund
af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng,
hvori disse aktiviteter udøves, udgør et regulært
erhvervsmæssigt krav, forudsat at formålet er legitimt, og at
kravet står i rimeligt forhold hertil. Begge direktivers bestemmelser
svarer i høj grad til den gældende bestemmelse i
forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 2, og giver mulighed for at
opretholde denne bestemmelse.
Forslaget indebærer, at proportionalitetsprincippet
lovfæstes. Det vil sige, at spørgsmålet om det
afgørende og regulære erhvervsmæssige kravs lovlighed skal
vurderes på baggrund af formålet med fastsættelsen af
kravet. Det afgørende ved proportionalitetsvurderingen er, om kravet
er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det formål,
der forfølges.
Forslaget giver i lighed med den nugældende
bestemmelse adgang til administrativt at meddele undtagelser fra lovens
bestemmelser i tilfælde, hvor det på grund af
beskæftigelsens eller uddannelsens karakter er af afgørende
betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse,
seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse, eller har en
bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller tro. Som det
fremgår af bemærkningerne til den nugældende lov, må
det kræves, at det regulære erhvervsmæssige krav er et
objektivt, sagligt og relevant krav, der relaterer sig til
erhvervsudøvelsens art eller de forhold, under hvilke den
udføres.
Den gældende bestemmelse i forskelsbehandlingsloven
er fx relevant i situationer, hvor man ønsker, at der blandt de
ansatte i social- og sundhedsforvaltningen eller i politiet også er
personer med en særlig etnisk baggrund, eller hvor en person i en
bestemt stilling yder personlig service til en specifik etnisk gruppe med det
formål at fremme disses velfærd, og hvor denne service bedst ydes
af en person fra den pågældende etniske gruppe.
Da der er tale om en undtagelsesmulighed fra forbudet mod
forskelsbehandling, skal bestemmelsen i lighed med den nugældende lovs
§ 6, stk. 2, fortolkes snævert.
Bestemmelsens nugældende sidste punktum om
overensstemmelse med EU-retten ophæves, da loven med lovændringen
implementerer et EF-direktiv og er i overensstemmelse hermed.
Til nr. 10
Ændringen af overskriften til kapitel 4 er en
følge af forslagene under nummer 11 og 12.
Til nr. 11
Bestemmelsen er nødvendig til opfyldelsen af
artikel 9 i direktivet om etnisk ligebehandling og artikel 11 i
beskæftigelsesdirektivet. Bestemmelsen svarer tilnærmelsesvis til
§ 15 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse og barselorlov m.v. og § 3 i lov om ligeløn
til mænd og kvinder. Direktivet om etnisk ligebehandlings artikel 9 og
beskæftigelsesdirektivets artikel 11 beskytter dog ikke, som
ligebehandlingsdirektivet (Rådets direktiv 76/207/EF om
gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder
for så vidt angår adgang til beskæftigelse,
erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår), blot mod
afskedigelse som følge af en klage eller enhver anden form for
retsforfølgning med henblik på at sikre, at princippet om
ligebehandling iagttages, men også mod enhver anden ufordelagtig
behandling eller følge (repressalier). Baggrunden for bestemmelsen er
at sikre en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.
Beskyttelsen gælder, i lighed med
afskedigelsesbeskyttelsen i ligebehandlingsloven, for lønmodtagere,
der fremsætter krav om ligebehandling af sig selv eller af andre.
Beskyttelsen mod repressalier gælder både i
tilfælde, hvor der indgives en formel klage til en domstol eller en
anden myndighed, hvor et forhold mundtligt påtales på
arbejdspladsen, eller hvor en lønmodtager tager kontakt til sin
fagforening om forholdet.
Det er derudover en forudsætning, at der er
årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling og det
forhold, at lønmodtageren har fremsat krav om ligebehandling. Som
udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behandling omfattet.
Ufordelagtig behandling kan foruden afskedigelse, fx være degradering,
forflyttelse, chikane el. lign.
Ufordelagtig behandling omfattet af denne bestemmelse er
ikke ulovlig forskelsbehandling i direktivernes forstand, selvom der kan
være visse lighedspunkter med chikane på grund af race, etnisk
oprindelse, eller et af de øvrige beskyttede diskriminationskriterier.
Der foreslås derfor ikke indført delt bevisbyrde i denne type
sager, jf. bemærkningerne til nr. 12 nedenfor samt til forslag til lov
om etnisk ligebehandling.
Der er ikke fastsat et maksimum for godtgørelsen,
men denne fastsættes af domstolene under hensyn til den enkelte sags
omstændigheder og med iagttagelse af det EU-retlige
effektivitetsprincip.
Lønmodtagere, der er omfattet af
funktionærloven, vil også være beskyttet mod urimelige
afskedigelser i medfør heraf, jf. funktionærlovens § 2 b,
men får dog ikke på det grundlag ret til godtgørelse i
medfør af flere regelsæt samtidig.
Til nr. 12
Forslaget er nødvendigt for at opfylde direktivet
om etnisk ligebehandlings artikel 8 og beskæftigelsesdirektivets
artikel 10, hvorefter der indføres en såkaldt delt bevisbyrde i
sager om forskelsbehandling. Formålet med direktivernes bestemmelser er
at lempe beviskravene for lønmodtageren. Når
lønmodtageren i en konkret sag påviser faktiske
omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er tale om
forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at
ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Hverken direktivet om etnisk ligebehandling,
beskæftigelsesdirektivet eller bevisbyrdedirektivet fremkommer med
eksempler på hvad der kan anses for at være faktiske
omstændigheder. Bortset fra et stort antal sager, der omhandler
graviditet, barsel og arbejdsvilkår (seksuel chikane), eksisterer der
hverken dansk retspraksis eller praksis fra EF-Domstolen for, hvad der kan
anses for at være faktiske omstændigheder. Det må derfor
forventes, at forståelsen af, hvad faktiske omstændigheder
indebærer, kommer til at afhænge af, hvorledes praksis udvikler
sig i konkrete sager.
Det er op til domstolene udfra princippet om den frie
bevisbedømmelse, at fastlægge den bevismæssige validitet
af de af lønmodtageren anførte "faktiske
omstændigheder" samt beviskravene til lønmodtageren og
arbejdsgiveren, under hensyntagen til, at formålet med direktivet har
været at forskyde bevisbyrden mellem de to parter.
En tilsvarende bevisbyrdebestemmelse findes fx i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder mht. beskæftigelse og
barselorlov, i lov om ligeløn til mænd og kvinder og i lov om
ligestilling af mænd og kvinder. Bevisbyrdebestemmelserne i disse love
blev indført med henblik på at gennemføre Rådets
direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling
på grundlag af køn, jf. EFT. 1998 L s. 6.
Særreglen i forskelsbehandlingslovens § 2,
stk. 4, om sager om lønmæssig forskelsbehandling
ophæves jf. ovenfor pkt. 4.
Den delte bevisbyrde skal i henhold til direktivet ikke
omfatte sager om repressalier, da der ikke i disse tilfælde er tale om
forskelsbehandling, jf. bemærkningerne til § 8 i forslag til lov
om etnisk ligebehandling. Forslaget omfatter derfor ikke den foreslåede
bestemmelse i § 1 nr. 11.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
juli 2003.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
1.
Som fodnote til lovens titel indsættes: »(1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv
2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr.
180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november
2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000, nr. 303, L s. 16).«
§ 1.
Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver
direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve,
religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social
eller etnisk oprindelse.
----
2.
I § 1 indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
3.
I § 1 indsættes efter stk.1, som nye
stykker:
»Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når
en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk
anskuelse seksuel orientering, eller national, social eller etnisk oprindelse
behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet
i en tilsvarende situation.
Stk. 3.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når
en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral,
vil stille personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro,
politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk
oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende
bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt
formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og
nødvendige.
Stk. 4.
Chikane skal betragtes som forskelsbehandling
når en uønsket optræden i relation til en persons race,
hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering,
nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med det formål
eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et
truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima
for den pågældende.
Stk. 5.
En instruktion om at forskelsbehandle en person
på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse,
seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse betragtes som
forskelsbehandling.«
Stk. 2.
Loven finder ikke anvendelse, i det omfang en
tilsvarende beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektiv
overenskomst.
Stk. 2. bliver herefter stk. 6.
§ 2.
----
4.
§ 2, stk. 4 ophæves.
Stk. 4.
Hvis der sker lønmæssig
forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at
det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.
§ 3.
En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte,
for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning,
erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.
Stk. 2.
Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige
enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i
stk. 1, og enhver, der anviser beskæftigelse.
5.
I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke:
»Stk. 4. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige
enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en
lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, og de fordele
sådanne organisationer giver medlemmerne.«
Stk. 3.
Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige
enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse
om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.
§ 4.
En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller
under ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller
modtage og gøre brug af oplysninger om dennes race, hudfarve,
religion, politiske anskuelse, seksuelle orientering eller nationale, sociale
eller etniske oprindelse.
6.
I § 4 indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
§ 5.
Det må ikke ved annoncering angives, at der til
ansættelse eller erhvervsuddannelse søges eller
foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion, politisk
anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk
oprindelse. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en
person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.
7.
I § 5 indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
8.
Efter § 5 indsættes:
»§ 5a. Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og
overenskomster, og i virksomheders interne reglementer m.v., som er i strid
med forbudet mod forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige. Dette
gælder også bestemmelser i vedtægter m.v. for
selvstændige erhverv og for arbejdsgiver- og
lønmodtagerorganisationer.
Stk. 2.
Bestemmelser i aftaler og i virksomheders reglementer
m.v., som vedrører mere end en arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige,
hvis de hjemler forskelsbehandling på grund af et af de i § 1,
stk. 1 omfattede kriterier inden for de i §§ 2- 5 områder
nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i
vedtægter m.v. for selvstændige erhverv.
§ 5 b.
Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges til
ugunst for lønmodtageren.«
§ 6.
§§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis
virksomhed som sit udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk
eller religiøst standpunkt, medmindre dette er uforeneligt med
EU-retten.
9.
§ 6 affattes således:
»Stk. 1. Forbudet mod forskelsbehandling på grund af
politisk anskuelse, religion eller tro i §§ 2-5 gælder ikke for
arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit udtrykte formål at fremme et
bestemt politisk eller religiøst standpunkt, eller en bestemt
trosretning, og hvor lønmodtagerens politiske anskuelse,
religiøse overbevisning eller trosretning må anses for at
være af betydning for virksomheden.
Stk. 2.
Såfremt det ved visse former for
erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende betydning, at
udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel
orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt
hudfarve eller tilhører en bestemt religion, kan vedkommende minister
efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren fravige bestemmelserne i
§§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er uforeneligt med
EU-retten.
Stk. 2.
Såfremt det ved visse former for
erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende betydning, at
udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel
orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt
hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller trosretning,
og kravet om bestemt tilhørsforhold står i rimeligt forhold
til den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende minister
efter indhentet udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige
bestemmelserne i §§ 2-5.«
Kapitel 4
Godtgørelse m.v.
10.
Overskriften til Kapitel 4 affattes
således:
»Godtgørelse, bevisbedømmelse
m.v.«.
§ 7.
Personer, hvis rettigheder er krænket ved
overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.
11.
I § 7 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 2.
En person, der udsættes for ufordelagtig
behandling eller ufordelagtige følger, fordi denne har fremsat krav om
ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.«
12.
Efter § 7 indsættes i kapitel 4:
»§ 7a. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf.
§§ 2-4, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning
til at formode, at der udøves direkte eller indirekte
forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at
ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«
Bilag 1
Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om
generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under
henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,
under henvisning til forslag fra Kommissionen(2) ,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(3) ,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske
og Sociale Udvalg(4) ,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(5) , og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union
bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati og respekt for
menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt
retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til
fælles, og den respekterer de grundlæggende rettigheder,
således som de garanteres ved den europæiske konvention til
beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
og således som de følger af medlemsstaternes fælles
forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for
fællesskabsretten.
(2) Princippet om ligebehandling af mænd og kvinder er
fastslået i flere EF-retsakter, særlig i Rådets direktiv
76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang
til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt
arbejdsvilkår(6)
.
Når Fællesskabet gennemfører princippet om
ligebehandling, bør det i henhold til EF-traktatens artikel 3, stk. 2,
tilstræbe at fjerne uligheder og at fremme ligestilling mellem
mænd og kvinder, da kvinder ofte er ofre for dobbelt
diskrimination.
Alle menneskers ret til lighed for loven og beskyttelse mod
forskelsbehandling er en universel rettighed, der anerkendes i
verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN's konventioner om
afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, om borgerlige og
politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder, og den europæiske konvention til beskyttelse af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle
medlemsstaterne har undertegnet. ILO-konvention nr. 111 forbyder
forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
Det er vigtigt at respektere sådanne grundlæggende
rettigheder og frihedsrettigheder. Dette direktiv anfægter ikke
foreningsfriheden, herunder retten til sammen med andre at oprette og slutte
sig til fagforeninger for at forsvare egne interesser.
(6) Fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende
arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder anerkender betydningen af
at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, herunder
nødvendigheden af at træffe passende foranstaltninger til at
sikre social og økonomisk integrering af ældre og personer med
handicap.
(7) EF-traktaten omhandler også bestræbelser på at
fremme en samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Med
henblik herpå blev der i EF-traktaten indføjet et nyt kapitel om
beskæftigelse som et middel til at udvikle en samordnet europæisk
strategi for beskæftigelsen med det formål at fremme en
veluddannet, velkvalificeret og smidig arbejdsstyrke.
I retningslinjerne for beskæftigelsen 2000, som blev godkendt af
Det Europæiske Råd i Helsingfors den 10. og 11. december 1999,
understreges behovet for at skabe forudsætninger for et arbejdsmarked,
der fremmer den sociale integrering gennem formulering af et
sammenhængende sæt foranstaltninger til bekæmpelse af
forskelsbehandling af grupper som f.eks. handicappede. Det fremhæves
desuden, at der bør lægges særlig vægt på
støtte til ældre arbejdstagere for at øge deres
deltagelse i arbejdsstyrken.
(9) Beskæftigelse og erhverv er afgørende områder,
når det gælder om at sikre lige muligheder for alle og bidrage
effektivt til, at alle borgere kan deltage i fuldt omfang i det
økonomiske, kulturelle og sociale liv, og til den personlige
udvikling.
(10) Rådet vedtog den 29. juni 2000 direktiv 2000/43/EF om
gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race
eller etnisk oprindelse(7) ,
som i sig selv yder beskyttelse mod sådanne former for
forskelsbehandling på beskæftigelses- og
arbejdsmarkedsområdet.
(11) Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap,
alder eller seksuel orientering kan hindre opfyldelsen af målene i
EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt
beskæftigelsesniveau og et højt socialt beskyttelsesniveau,
højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og
social samhørighed og solidaritet samt fri bevægelighed for
personer.
(12) Med henblik herpå bør enhver form for direkte eller
indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap,
alder eller seksuel orientering inden for de områder, der er
dækket af dette direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. Dette
forbud mod forskelsbehandling bør også gælde for
tredjelandsstatsborgere, men det omfatter ikke ulige behandling på
grund af nationalitet, og det berører ikke bestemmelserne om
tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres adgang til
beskæftigelse og erhverv.
(13) Dette direktiv finder ikke anvendelse på ordninger for
social sikring og social beskyttelse, hvis ydelser ikke er sidestillet med
løn i den betydning, dette udtryk er anvendt i EF-traktatens artikel
141, eller på udbetalinger af enhver art fra staten, hvor
formålet er adgang til eller bibeholdelse af beskæftigelsen.
(14) Dette direktiv berører ikke nationale bestemmelser
vedrørende fastsættelse af pensionsalder.
(15) Det er de nationale retslige myndigheder eller andre kompetente
organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller
praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til at formode,
at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse
bestemmelser kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk
materiale eller på enhver anden måde at konstatere, om der
foreligger indirekte forskelsbehandling.
(16) Iværksættelse af foranstaltninger, der tager hensyn
til behovene hos personer med handicap på arbejdspladsen, spiller en
vigtig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af
handicap.
(17) Med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage
tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver dette direktiv
hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller
uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at
udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den
pågældende stilling eller at følge en given
uddannelse.
(18) Navnlig må dette direktiv ikke medføre, at de
væbnede styrker og politiet, fængselsvæsnet og
redningstjenesterne skal være forpligtet til ansættelse eller
fortsat ansættelse af en person, der ikke opfylder de nødvendige
krav for at kunne udføre samtlige opgaver, der kan blive pålagt
vedkommende under hensyn til det legitime mål at sikre disse tjenesters
operationelle karakter.
(19) For at medlemsstaterne fortsat kan opretholde deres væbnede
styrkers kapacitet, kan de desuden vælge, at de væbnede styrker
eller dele heraf skal være undtaget fra dette direktivs bestemmelser om
handicap og alder. De medlemsstater, der benytter sig heraf, skal definere
undtagelsens anvendelsesområde.
(20) Der bør vedtages passende, dvs. effektive og praktiske
foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en
handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr,
arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og
instruktion.
(21) Når det vurderes, om disse tilpasninger medfører en
uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de
finansielle og andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til
organisationens eller virksomhedens størrelse og finansielle midler
samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden
støtte.
(22) Dette direktiv berører ikke national ret vedrørende
civilstand og ydelser, der er afhængige heraf.
(23) Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige
behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der
vedrører religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering, udgør et regulært og afgørende
erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet
står i et rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder
bør medtages i de oplysninger, som medlemsstaterne skal meddele
Kommissionen.
(24) Unionen har i sin erklæring nr. 11 om kirkers og
konfessionsløse organisationers status, der er knyttet som bilag til
slutakten til Amsterdam-traktaten, udtrykkeligt anført, at den
respekterer og ikke anfægter den status i henhold til national
lovgivning, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har
i medlemsstaterne, samt at den ligeledes respekterer filosofiske og
konfessionsløse organisationers status, og at medlemsstaterne på
baggrund heraf kan opretholde eller fastsætte specifikke bestemmelser
om regulære, legitime og berettigede erhvervsmæssige krav, der
kan stilles til at udøve en erhvervsmæssig aktivitet.
(25) Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder er en
afgørende forudsætning for, at de mål, der er fastsat i
retningslinjerne for beskæftigelse, kan nås, og der kan
tilskyndes til diversitet i beskæftigelsen. Ulige behandling på
grund af alder kan dog være berettiget under visse omstændigheder
og kræver derfor særlige bestemmelser, der kan variere alt efter
situationen i medlemsstaterne. Det er afgørende at skelne mellem ulige
behandling, der er berettiget, især under hensyn til legitime
beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske
mål, og forskelsbehandling, der skal forbydes.
(26) Forbud mod forskelsbehandling bør ikke være til
hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til
formål at forebygge eller opveje ulemper for en gruppe af personer af
en bestemt religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt
alder eller seksuel orientering, og sådanne foranstaltninger kan
gøre det muligt at oprette organisationer af personer af en bestemt
religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt alder eller
seksuel orientering, når deres hovedmål er at fremme disse
personers særlige behov.
(27) Rådet har i sin henstilling 86/379/EØF af 24. juli
1986 om beskæftigelsen af handicappede i Fællesskabet(8) fastlagt en
referenceramme, hvori er opregnet eksempler på positive
særforanstaltninger til fremme af handicappedes beskæftigelse og
uddannelse, og har i sin resolution af 17. juni 1999 om lige
beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap (9) påpeget betydningen af at tage
særligt hensyn navnlig ved ansættelse, fortsat
beskæftigelse og uddannelse og livslang uddannelse for
handicappede.
(28) Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver således
medlemsstaterne mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere
bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv kan ikke anvendes som
begrundelse for en forringelse af eksisterende vilkår på dette
felt i de enkelte medlemsstater.
(29) Personer, som udsættes for forskelsbehandling på grund
af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, bør
sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv
retsbeskyttelse, bør også foreninger eller juridiske personer
have beføjelse til efter nærmere bestemmelser fastlagt af
medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte for ethvert
offer for forskelsbehandling at indtræde som part i en sag uden at
tilsidesætte nationale procesregler vedrørende
repræsentation og forsvar i retten.
(30) Effektiv gennemførelse af princippet om ligebehandling
forudsætter passende retsbeskyttelse mod repressalier.
(31) Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der
umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden
bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt,
gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for
en sådan forskelsbehandling. Sagsøgte skal imidlertid ikke
fremlægge bevis for, at sagsøgeren tilhører en bestemt
religion, har en bestemt tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
(32) Medlemsstaterne behøver ikke at anvende reglerne om
bevisbyrde i sager, hvor domstolen eller en anden kompetent instans skal
undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal anvendes
procedurer, hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans, der skal
undersøge omstændighederne, og ikke sagsøgeren, der skal
fremlægge beviser herfor.
(33) Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets
parter og i overensstemmelse med national praksis med de ikke-statslige
organisationer om de forskellige former for forskelsbehandling på
arbejdspladsen, og om hvordan de bekæmpes.
(34) Behovet for at fremme freden og forsoningen mellem de vigtigste
samfund i Nordirland nødvendiggør særlige bestemmelser i
dette direktiv.
(35) Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner,
der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en
afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde
af handlinger, der strider mod forpligtelserne i dette direktiv.
(36) Medlemsstaterne kan overlade det til arbejdsmarkedets parter,
efter en fælles anmodning fra disse, at gennemføre dette
direktiv for så vidt angår bestemmelser, som henhører
under kollektive overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer de
fornødne foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt
at være i stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i dette
direktiv.
(37) I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i
EF-traktaten, kan målet for den påtænkte handling, nemlig
at sikre ensartede vilkår i Fællesskabet med hensyn til
beskyttelse af retten til ligestilling i relation til beskæftigelse og
erhverv, ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan
derfor på grund af den påtænkte handlings omfang og
virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel,
går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at
nå dette mål
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er, med henblik på at
gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at
fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling
med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion
eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 2
Begrebet forskelsbehandling
1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen
må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte
forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.
2. I henhold til stk. 1
a) foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en
eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en
anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive
behandlet
b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende
neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en
bestemt religion eller tro, et bestemt handicap, personer, som
tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med en bestemt
seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer,
medmindre
i) den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er
objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det
er hensigtsmæssige og nødvendige, eller
ii) medmindre arbejdsgiveren eller enhver anden person eller
organisation omfattet af dette direktiv, i medfør af den nationale
lovgivning er nødt til at træffe passende foranstaltninger for
så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold til
principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige
virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne
praksis.
3. Chikane betragtes som forskelsbehandling som defineret
i stk. 1, hvis en uønsket optræden i relation til en af de i
artikel 1 anførte grunde finder sted med det formål eller den
virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende,
fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. I den
forbindelse kan begrebet chikane defineres i overensstemmelse med
medlemsstaternes nationale lovgivning og praksis.
4. Enhver instruktion om at forskelsbehandle en person af
en af de i artikel 1 anførte grunde, betragtes som forskelsbehandling
som defineret i stk. 1.
5. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger
fastsat ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er
nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, den offentlige
orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at
beskytte andres rettigheder og friheder.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder
dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor,
herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt
angår:
a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse,
udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og
erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier
og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i
erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse
b) adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning,
erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling,
herunder praktisk arbejdserfaring
c) ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og
løn
d) medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller
arbejdsgiverorganisation eller en organisation, hvis medlemmer udøver
et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne organisationer giver
medlemmerne.
2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling
på grundlag af nationalitet, og berører ikke bestemmelser og
betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse
personers indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for
behandling, der skyldes de pågældende tredjelandsstatsborgeres
eller statsløse personers retsstilling.
3. Dette direktiv omfatter ikke udbetalinger af enhver art
fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger for
social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.
4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at i det omfang
dette direktiv vedrører forskelsbehandling på grund af handicap
eller alder, finder det ikke anvendelse på tjeneste i de væbnede
styrker.
Artikel 4
Erhvervsmæssige krav
1. Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige
behandling, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en
eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke udgør
forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund
af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng,
hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært
og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er
legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.
2. I forbindelse med kirker og andre offentlige eller
private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan
medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers
erhvervsmæssige aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som
gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv, opretholde
eller i en kommende lovgivning, som er baseret på national praksis, som
gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv,
fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en
persons religion eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når
denne religion eller tro, under hensyn til disse aktiviteters karakter eller
den sammenhæng de indgår i, udgør et regulært,
legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af
organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse
af medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt
de generelle principper i fællesskabsretten og kan ikke berettige til
forskelsbehandling med anden begrundelse.
Under forudsætning af at dette direktiv i
øvrigt overholdes, er det således ikke til hinder for, at kirker
og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret
på religion eller tro, og som handler i overensstemmelse med den
nationale forfatning og lovgivning, kan kræve af personer, der arbejder
for dem, at de har en redelig indstilling til og er loyale over for
organisationens etik.
Artikel 5
Tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang
Med henblik på at sikre, at princippet om
ligebehandling af handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i
rimeligt omfang. Det betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de
foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete
behov, for at give en handicappet adgang til beskæftigelse, til at
udøve den eller have fremgang i den eller for at give vedkommende
adgang til uddannelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges
en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis denne byrde i tilstrækkeligt
omfang lettes gennem foranstaltninger, der er normale elementer i den
pågældende medlemsstats handicappolitik, anses den ikke for at
være uforholdsmæssig stor.
Artikel 6
Berettigelse af ulige behandling på grund af
alder
1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme,
at ulige behandling på grund af alder ikke udgør
forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt
formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime
beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske
mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende
formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Der kan bl.a. være tale om følgende former
for ulige behandling:
a) tilvejebringelse af særlige vilkår for adgang til
beskæftigelse og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og erhverv,
herunder betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning, for
unge, ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med
henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration eller at
beskytte dem
b) fastsættelse af minimumsbetingelser vedrørende alder,
erhvervserfaring eller anciennitet for adgang til beskæftigelse eller
til visse fordele i forbindelse med beskæftigelse
c) fastsættelse af en maksimal aldersgrænse for
ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige krav til
den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have
tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før
pensionering.
2. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme,
at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til
erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af
forskellige aldersgrænser for ansatte eller grupper eller kategorier af
ansatte, og anvendelse af alderskriteriet til aktuarberegninger inden for
rammerne af disse ordninger ikke udgør forskelsbehandling på
grund af alder, for så vidt dette ikke medfører
forskelsbehandling på grund af køn.
Artikel 7
Positiv særbehandling og
særforanstaltninger
1. For at sikre fuld ligestilling i arbejdslivet er princippet om
ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder
eller vedtager særforanstaltninger, der har til formål at
forebygge eller opveje ulemper knyttet til en eller flere af de i artikel 1
anførte grunde.
2. For så vidt angår handicappede er
princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at medlemsstaterne
opretholder eller vedtager bestemmelser vedrørende sundhedsbeskyttelse
og sikkerhed på arbejdspladsen, eller for foranstaltninger, der tager
sigte på at oprette eller opretholde bestemmelser eller faciliteter med
henblik på at beskytte eller fremme deres erhvervsmæssige
integration.
Artikel 8
Mindstekrav
1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser, som er
gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end
bestemmelserne i dette direktiv.
2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger
under ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende
beskyttelsesniveau i medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de
områder, der er omfattet af direktivet.
KAPITEL II
RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE
Artikel 9
Klageadgang
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi
princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den
pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller
administrative instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt,
til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af
forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold,
hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.
2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer
og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har
en legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes,
er berettigede til - enten på vegne af eller til støtte for
klageren med dennes godkendelse - at indtræde som part i klagen til
retslige og/eller administrative instanser med henblik på
håndhævelsen af forpligtelserne i henhold til dette direktiv.
3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om
tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om
ligebehandling.
Artikel 10
Bevisbyrde
1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale
retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,
når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om
ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende,
for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er
udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den
indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet
tilsidesat.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne
indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for
klageren.
3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på
sager som nævnt i artikel 9, stk. 2.
5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1
på sager, hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der
skal undersøge sagens faktiske omstændigheder.
Artikel 11
Beskyttelse mod repressalier
Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige
foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere mod afskedigelse eller anden
ufordelagtig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på en
klage inden for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning med
det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.
Artikel 12
Formidling af information
Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages i
medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede
finder anvendelse, på hele deres område bringes til de
berørte personers kendskab ved hjælp af alle egnede midler,
f.eks. på arbejdspladserne.
Artikel 13
Dialog mellem arbejdsmarkedets parter
1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis passende foranstaltninger til at tilskynde
til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme
ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,
kollektive overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller
udveksling af erfaringer og god praksis.
2. Når det er i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets
parter til på passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi,
at indgå aftaler indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling
på de i artikel 3 anførte områder, som falder ind under
kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne aftaler skal overholde
mindstekravene i dette direktiv og de relevante nationale
gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 14
Dialog med ikke-statslige organisationer
Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med relevante ikke-statslige
organisationer, som i overensstemmelse med nationale traditioner og national
praksis har en legitim interesse i at bidrage til bekæmpelse af
forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte grunde med henblik
på at fremme princippet om ligebehandling.
KAPITEL III
SÆRLIGE BESTEMMELSER
Artikel 15
Nordirland
1. For at imødegå et af de vigtigste religiøse
samfunds underrepræsentation i Nordirlands politistyrke, foreligger der
ved ulige behandling i forbindelse med ansættelser i denne styrke,
herunder dens støttepersonale, ikke forskelsbehandling, for så
vidt den nationale lovgivning udtrykkeligt tillader denne
forskelsbehandling.
2. Med henblik på opretholde lige
beskæftigelsesmuligheder for lærere i Nordirland og samtidig
bidrage til at overvinde den historiske splittelse mellem de vigtigste
religiøse samfund, der er repræsenteret i Nordirland, finder
dette direktivs bestemmelser om religion og tro ikke anvendelse på
skolerne i Nordirland, for så vidt den nationale lovgivning
udtrykkeligt tillader dette.
KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 16
Overholdelse
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at
sikre, at
a) alle love og administrative bestemmelser, der strider imod
princippet om ligebehandling, ophæves
b) alle bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling, og
som indgår i kontrakter eller kollektive overenskomster, virksomheders
interne reglementer og vedtægter for selvstændige erhverv og fag
samt for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller
kan erklæres ugyldige eller ændres.
Artikel 17
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes ved
overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til
gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige
skridt til at sikre deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan
indebære, at der ydes ofret skadeserstatning, skal være
effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have
afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 2. december
2003 Kommissionen meddelelse herom og underretter den endvidere hurtigst
muligt om senere ændringer.
Artikel 18
Gennemførelse
Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og administrative
bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 2. december 2003
eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter overlade
det til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår
bestemmelser, der henhører under kollektive overenskomster. I så
tilfælde sikrer medlemsstaterne, at arbejdsmarkedets parter senest den
2. december 2003 har indført de nødvendige foranstaltninger ad
aftalemæssig vej, idet medlemsstaterne er forpligtet til at
træffe alle nødvendige foranstaltninger for til enhver tid at
kunne garantere de resultater, der foreskrives i direktivet. De underretter
straks Kommissionen herom.
For at tage hensyn til særlige forhold kan
medlemsstaterne om nødvendigt få en yderligere frist på
tre år fra den 2. december 2003, dvs. i alt seks år, til at
iværksætte dette direktivs bestemmelser om forskelsbehandling
på grund af alder og handicap. I så fald underretter de straks
Kommissionen. Medlemsstater, der vælger at benytte denne yderligere
periode, aflægger hvert år rapport til Kommissionen om, hvilke
foranstaltninger de træffer for at bekæmpe forskelsbehandling
på grund af alder og handicap, og hvilke fremskridt der er gjort med at
gennemføre direktivet. Kommissionen aflægger hvert år
rapport til Rådet.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde
en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for
henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
Artikel 19
Beretning
1. Medlemsstaterne meddeler senest den 2. december 2005 og hvert femte
år herefter Kommissionen alle oplysninger, denne har brug for til at
udarbejde en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen
af dette direktiv.
2. I Kommissionens beretning skal der i relevant omfang
tages hensyn til arbejdsmarkedets parters og vedkommende ikke-statslige
organisationers synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige
muligheder for mænd og kvinder skal beretningen bl.a. indeholde en
evaluering af virkningen for kvinder og mænd af de foranstaltninger,
der er truffet. På baggrund af de modtagne oplysninger skal beretningen
om nødvendigt indeholde forslag med henblik på revision og
ajourføring af direktivet.
Artikel 20
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers
Tidende.
Artikel 21
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2000.
På Rådets vegne
É. Guigou
Formand
(2) EFT C 177 E af
27.6.2000, s. 42.
(3) Udtalelse af
12.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
(4) EFT C 204 af
18.7.2000, s. 82.
(5) EFT C 226 af 8.8.2000,
s. 1.
(6) EFT L 39 af 14.2.1976,
s. 40.
(7) EFT L 180 af
19.7.2000, s. 22.
(8) EFT L 225 af
12.8.1986, s. 43.
(9) EFT C 186 af 2.7.1999,
s. 3.
Bilag 2
Rådets direktiv 2000/43/EF
af 29. juni 2000
om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race
eller etnisk oprindelse
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,
under henvisning til forslag fra Kommissionen(10) ,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(11) ,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske
og Sociale Udvalg(12) ,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(13) , og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Traktaten om Den Europæiske Union udgør en ny fase i
processen hen imod en stadigt snævrere union mellem de europæiske
folk.
(2) I henhold til EU-traktatens artikel 6 bygger Unionen på
principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de
grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er
principper, som medlemsstaterne har til fælles, og den skal respektere
de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den
europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger
af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som
generelle principper for fællesskabsretten.
(3) Alle menneskers ret til lighed for loven og beskyttelse mod
forskelsbehandling er en universel ret, der anerkendes i
verdenserklæringen om menneskerettigheder, De Forenede Nationers
konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, den
internationale konvention om afskaffelse af alle former for
racediskrimination og De Forenede Nationers konventioner om borgerlige og
politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle
medlemsstaterne har tiltrådt.
(4) Det er vigtigt at respektere sådanne grundlæggende
rettigheder og frihedsrettigheder, herunder foreningsfriheden. Det er i
forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser også
vigtigt at sikre beskyttelse af privat- og familieliv.
(5) Europa-Parlamentet har vedtaget en række beslutninger om
bekæmpelse af racisme i Den Europæiske Union.
(6) Den Europæiske Union afviser teorier, der søger at
fastslå, at der findes forskellige menneskeracer. Anvendelsen af
udtrykket "race" i dette direktiv indebærer ikke en accept af
sådanne teorier.
(7) Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde
i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 Kommissionen til snarest muligt at
forelægge forslag vedrørende gennemførelsen af
EF-traktatens artikel 13 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad.
(8) I retningslinjerne for beskæftigelsen 2000, som blev godkendt
af Det Europæiske Råd i Helsingfors den 10. og 11. december 1999,
understreges behovet for at skabe forudsætninger for et socialt
solidarisk arbejdsmarked gennem formulering af et sammenhængende
sæt foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling af
bestemte grupper såsom etniske mindretal.
(9) Forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse
kan undergrave opfyldelsen af EF-traktatens mål, særlig
opnåelse af et højt beskæftigelsesniveau og et højt
socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og
livskvaliteten samt økonomisk og social samhørighed og
solidaritet. Forskelsbehandling kan også undergrave indsatsen for at
opfylde målsætningen om udvikling af Den Europæiske Union
som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
(10) Kommissionen forelagde i december 1995 en meddelelse om racisme,
fremmedhad og antisemitisme.
Rådet vedtog den 15. juli 1996 fælles aktion 96/443/RIA om
bekæmpelse af racisme og fremmedhad(14) , hvori der indgås en forpligtelse
til at sikre effektivt retligt samarbejde om bekæmpelse af
lovovertrædelser, der er begrundet i racisme eller fremmedhad.
For at sikre udviklingen af demokratiske og tolerante samfund, hvori alle
kan deltage uanset race eller etnisk oprindelse, bør foranstaltninger
til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller
etnisk oprindelse række videre end adgang til lønnet eller
selvstændig beskæftigelse og dække områder som
uddannelse, social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje,
sociale goder, adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.
(13) Med henblik herpå bør enhver form for direkte eller
indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse
inden for de områder, der er dækket af dette direktiv, forbydes
overalt i Fællesskabet. Forbuddet mod forskelsbehandling bør
også gælde tredjelandes statsborgere, men omfatter ikke ulige
behandling på grund af nationalitet og berører ikke bestemmelser
om tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres adgang til
beskæftigelse.
(14) Når Fællesskabet gennemfører princippet om
ligebehandling uanset race eller etnisk oprindelse, bør det i henhold
til traktatens artikel 3, stk. 2, tilstræbe at fjerne uligheder og at
fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, da kvinder ofte er ofre for
dobbelt diskrimination.
(15) Det er de nationale juridiske eller andre kompetente organer, der
skal vurdere de faktiske forhold, på grundlag af hvilke det kan
udledes, at der har været direkte eller indirekte forskelsbehandling, i
overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller praksis.
Sådanne bestemmelser vil i første omgang skulle sikre, at
indirekte forskelsbehandling kan fastslås, bl.a. på grundlag af
statistisk materiale eller på enhver anden måde.
(16) Det er vigtigt at beskytte fysiske personer mod forskelsbehandling
på grund af race eller etnisk oprindelse. Medlemsstaterne bør
også, hvor det er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med deres
nationale traditioner og praksis, drage omsorg for beskyttelse af juridiske
personer, når de forskelsbehandles på grund af deres medlemmers
race eller etniske oprindelse.
(17) Forbud mod forskelsbehandling bør ikke være til
hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til
formål at forebygge eller opveje ulemper for en gruppe af personer af
en bestemt race eller etnisk oprindelse, og sådanne foranstaltninger
kan gøre det muligt at oprette organisationer af personer af en
særlig race eller etnisk oprindelse, når deres hovedmål er
at fremme disse personers særlige behov.
(18) Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige
behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der
vedrører race eller etnisk oprindelse, udgør et regulært
erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet
står i et rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder
bør medtages i de oplysninger, som medlemsstaterne skal meddele
Kommissionen.
(19) Personer, som udsættes for forskelsbehandling på grund
af race eller etnisk oprindelse, bør sikres den fornødne
retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv retsbeskyttelse, bør
også foreninger eller juridiske personer have beføjelse til, som
nærmere fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af eller til
støtte for ethvert offer for forskelsbehandling at indtræde som
part i en sag uden at tilsidesætte nationale procesregler
vedrørende repræsentation og forsvar i retten.
(20) Effektiv gennemførelse af princippet om ligestilling
forudsætter passende retsbeskyttelse i civile sager mod
repressalier.
(21) Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der
umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden
bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt,
gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for
en sådan forskelsbehandling.
(22) Medlemsstaterne behøver ikke at anvende reglerne om
bevisbyrde i sager, hvor en domstol eller en anden kompetent instans skal
undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal anvendes
procedurer, hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans, der skal
undersøge omstændighederne, og ikke sagsøgeren, der skal
fremlægge beviser herfor.
(23) Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets
parter og med de ikke-statslige organisationer om forskellige former for
forskelsbehandling, og hvordan de bekæmpes.
(24) Tilstedeværelsen af et organ eller organer i hver
medlemsstat, som har kompetence til at analysere problemer i forbindelse med
forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse,
undersøge mulige løsninger og yde konkret hjælp til
ofrene, vil i sig selv give øget beskyttelse mod sådan
forskelsbehandling.
(25) Dette direktiv fastsætter mindstekrav, og medlemsstaterne
har således mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere
bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv bør ikke tjene
som begrundelse for en forringelse af de eksisterende vilkår på
dette felt i de enkelte medlemsstater.
(26) Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner,
der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har
afskrækkende virkning i tilfælde af handlinger, der strider imod
forpligtelserne i dette direktiv.
(27) Medlemsstaterne kan overlade det til arbejdsmarkedets parter,
efter en fælles anmodning fra disse, at gennemføre dette
direktiv for så vidt angår bestemmelser, som henhører
under kollektive overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer de
fornødne foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt
at være i stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i dette
direktiv.
(28) I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og
proportionalitetsprincippet, jf. EF-traktatens artikel 5, kan direktivets
mål, nemlig at sikre et fælles højt beskyttelsesniveau mod
forskelsbehandling i alle medlemsstaterne, ikke i tilstrækkelig grad
opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor, på grund af den
påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre
gennemføres på fællesskabsplan. Dette direktiv går
ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er at fastlægge en ramme for
bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk
oprindelse med henblik på at iværksætte princippet om
ligebehandling i medlemsstaterne.
Artikel 2
Begrebet forskelsbehandling
1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen
må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling
på grund af race eller etnisk oprindelse.
2. I henhold til stk. 1
a) foreligger der direkte forskelsbehandling, når en person
på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden
bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation
b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende
neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en
bestemt race eller etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt i forhold til
andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse
eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til
at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
3. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling som
defineret i stk. 1, når en uønsket optræden i relation til
race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den
virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende,
fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. I den
forbindelse kan begrebet chikane defineres i overensstemmelse med
medlemsstaternes nationale lovgivning og praksis.
4. En instruktion om at forskelsbehandle en person
på grund af race eller etnisk oprindelse betragtes som
forskelsbehandling som defineret i stk. 1.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Inden for de beføjelser, traktaten tillægger
Fællesskabet, finder dette direktiv, for så vidt angår
både den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer,
anvendelse på alle personer for så vidt angår
a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse,
udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og
erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier
og ansættelsesvilkår, uanset sektor eller branche og uanset
niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse
b) adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning,
erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling,
herunder praktisk arbejdserfaring
c) beskæftigelse og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og
løn
d) medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller
arbejdsgiverorganisation eller en organisation, hvis medlemmer udøver
et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver
medlemmerne
e) social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje
f) sociale goder
g) uddannelse
h) adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder
bolig.
2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling
på grundlag af nationalitet og berører ikke bestemmelser og
betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse
personers indrejse og ophold på medlemsstaternes territorium og heller
ikke nogen form for behandling, der skyldes de pågældende
tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.
Artikel 4
Regulære og afgørende erhvervsmæssige
krav
Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige
behandling, som er baseret på en egenskab i forbindelse med race eller
etnisk oprindelse, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den
pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte
erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne
aktiviteter udøves, udgør et regulært og afgørende
erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet
står i rimeligt forhold hertil.
Artikel 5
Positiv særbehandling
For at sikre fuld ligestilling i praksis er princippet om ligebehandling
ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager
specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller
opveje ulemper knyttet til race eller etnisk oprindelse.
Artikel 6
Mindstekrav
1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser, som er
gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end
bestemmelserne i dette direktiv.
2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger
under ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende
beskyttelsesniveau i medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de
områder, der er omfattet af direktivet.
KAPITEL II
RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE
Artikel 7
Klageadgang
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi
princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den
pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller
administrative instanser, herunder hvor de finder det hensigtsmæssigt
til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af
forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold,
hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.
2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer
og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har
en legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes,
er berettigede til - enten på vegne af eller til støtte for
klageren med dennes godkendelse - at indtræde som part i klagen til
retslige og/eller administrative instanser med henblik på
håndhævelse af forpligtelserne i dette direktiv.
3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om
tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om
ligebehandling.
Artikel 8
Bevisbyrde
1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale
retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,
når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om
ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende,
for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er
udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den
indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet
tilsidesat.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne
indfører regler for bevisførelse, som er gunstigere for
klageren.
3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder også anvendelse på
sager som nævnt i artikel 7, stk. 2.
5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1
på sager, hvor det er Domstolen eller en kompetent instans, der skal
undersøge sagens faktiske omstændigheder.
Artikel 9
Repressalier
Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige
foranstaltninger til at beskytte enkeltpersoner mod ufordelagtig behandling
eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller enhver
form for retsforfølgning med det formål at sikre, at princippet
om ligebehandling iagttages.
Artikel 10
Formidling af information
Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages i
medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede
finder anvendelse, på hele deres område bringes til de
berørte personers kendskab ved hjælp af alle egnede midler.
Artikel 11
Dialog mellem arbejdsmarkedets parter
1. Medlemsstaterne skal i overensstemmelse med nationale traditioner og
national praksis træffe passende foranstaltninger til at tilskynde til
dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme
ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,
kollektive aftaler, regler for god opførsel, forskning eller
udveksling af erfaringer og god praksis.
2. Når det er i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis, skal medlemsstaterne tilskynde
arbejdsmarkedets parter til på passende niveau og under hensyntagen til
deres autonomi, at indgå aftaler indeholdende regler om forbud mod
forskelsbehandling på de i artikel 3 anførte områder, som
falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne aftaler
skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de relevante nationale
gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 12
Dialog med ikke-statslige organisationer
Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med relevante ikke-statslige
organisationer, som i overensstemmelse med nationale traditioner og national
praksis har en legitim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af
forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik
på at fremme princippet om ligebehandling.
KAPITEL III
UAFHÆNGIGE ORGANER FOR FREMME AF
LIGEBEHANDLING
Artikel 13
1. Medlemsstaterne udpeger et eller flere organer for fremme af
ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller
etnisk oprindelse. Sådanne organer kan være en del af
institutioner, der har til opgave på nationalt plan at forsvare
menneskerettighederne eller beskytte enkeltpersoners rettigheder.
Medlemsstaterne sikrer, at disse organer også
har kompetence til at
bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet
deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes,
foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder,
jf. artikel 7, stk. 2
indlede uafhængige undersøgelser af
forskelsbehandling
offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om
spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.
KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 14
Overholdelse af direktivet
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at
sikre, at
a) alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet
om ligebehandling, ophæves
b) alle bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling, og
som indgår i individuelle eller kollektive kontrakter og
overenskomster, virksomheders interne reglementer, vedtægter for
foreninger med eller uden lukrativt formål, regler for
selvstændige erhverv og vedtægter for arbejdstager- og
arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige
eller ændres.
Artikel 15
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes i
tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er
vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og tager alle
nødvendige skridt til at sikre deres anvendelse. Sanktionerne, der kan
indebære, at der ydes ofret skadeserstatning, skal være
effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en
afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 19. juli 2003
Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser samt enhver senere
ændring heri så tidligt som muligt.
Artikel 16
Gennemførelse
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative
bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 19. juli
2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter
overlade det til dem at gennemføre direktivet for så vidt
angår bestemmelser, der henhører under kollektive
overenskomster. I så tilfælde sikrer den enkelte medlemsstat sig,
at arbejdsmarkedets parter senest den 19. juli 2003 har indført de
nødvendige bestemmelser ad aftalemæssig vej, idet den skal
træffe de nødvendige foranstaltninger for på et hvilket
som helst tidspunkt at være i stand til at sikre de resultater, der er
foreskrevet i direktivet. De underretter straks Kommissionen herom.
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en
henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for
henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
Artikel 17
Beretning
1. Medlemsstaterne meddeler inden den 19. juli 2005 og hvert femte
år herefter Kommissionen alle oplysninger, den har brug for til at
udarbejde en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen
af dette direktiv.
2. I Kommissionens beretning skal der, hvor det er
relevant, tages hensyn til de synspunkter, som Det Europæiske
Observatorium for Racisme og Fremmedhad giver udtryk for, samt til
arbejdsmarkedets parters og de relevante ikke-statslige organisationers
synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige muligheder for
mænd og kvinder skal denne beretning bl.a. indeholde en vurdering af
indvirkningen af de foranstaltninger, der er truffet, for kvinder og
mænd. På baggrund af de modtagne oplysninger skal denne beretning
i givet fald indeholde forslag med henblik på en revision og
ajourføring af direktivet.
Artikel 18
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers
Tidende.
Artikel 19
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Luxembourg, den 29. juni 2000.
På Rådets vegne
M. Arcanjo
Formand
(10) Endnu ikke
offentliggjort i EFT.
(11) Udtalelse af 18. maj
2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
(12) Udtalelse af 12.
april 2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
(13) Udtalelse af 31. maj
2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
(14) EFT L 185 af
24.7.1996, s. 5.
Officielle noter
1) Forslaget
gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000
om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race
eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af Rådets
direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om
ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000 303,
L s. 16).
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (ophævelse af 18 års grænsen i § 2b) Retsinformation · 11. november 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven)1) Retsinformation · 11. november 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven)1) Retsinformation · 3. januar 2005
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Forhøjelse af aldersgrænsen for aftaler om fratræden) Retsinformation · 3. november 2006
- Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Retsinformation · 18. april 2024
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Undtagelse for unge under 18 år) Retsinformation · 8. december 2005