Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

2002/1 LSF 152Lovforslag som fremsatBeskæftigelsesministeriet29. januar 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 29. januar 2003 af

beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om forbud mod

forskelsbehandling

på arbejdsmarkedet m.v.1)

§ 1

I lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet m.v., foretages følgende ændringer:

1.

Som fodnote til lovens titel indsættes: »(1) Loven

indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv

2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr.

180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november

2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000, nr. 303, L s. 16).«

2.

I § 1 indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

3.

I § 1 indsættes efter stk. 1, som nye

stykker:

»Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når

en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk

anskuelse, seksuel orientering, eller national, social eller etnisk

oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive

behandlet i en tilsvarende situation.

Stk. 3.

Læs alt

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når

en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral,

vil stille personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro,

politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk

oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende

bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt

formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og

nødvendige.

Stk. 4.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling,

når en uønsket optræden i relation til en persons race,

hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering,

nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med det formål

eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et

truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima

for den pågældende.

Stk. 5.

En instruktion om at forskelsbehandle en person

på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse,

seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse betragtes som

forskelsbehandling.«

Stk. 2.

bliver herefter stk. 6.

4.

§ 2, stk. 4 ophæves.

5.

I § 3 indsættes som stykke 4:

»Stk. 4. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige

enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en

lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, og de fordele

sådanne organisationer giver medlemmerne.«

6.

I § 4 indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

7.

I § 5 indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

8.

Efter § 5 indsættes:

»§ 5 a. Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler

og overenskomster, og i virksomheders interne reglementer m.v., som er i

strid med forbudet mod forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige. Dette

gælder også bestemmelser i vedtægter m.v. for

selvstændige erhverv og for arbejdsgiver- og

lønmodtagerorganisationer.

Stk. 2.

Bestemmelser i aftaler og i virksomheders reglementer

m.v., som vedrører mere end en arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige,

hvis de hjemler forskelsbehandling på grund af et af de i § 1,

stk. 1 omfattede kriterier inden for de i §§ 2-5 områder

nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i

vedtægter m.v. for selvstændige erhverv.

§ 5 b.

Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges

til ugunst for lønmodtageren.«

9.

§ 6 affattes således:

»Forbudet mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse,

religion eller tro i §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis

virksomhed har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt politisk

eller religiøst standpunkt, eller en bestemt trosretning, og hvor

lønmodtagerens politiske anskuelse, religiøse overbevisning

eller trosretning må anses for at være af betydning for

virksomheden.

Stk. 2.

Såfremt det ved visse former for

erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende betydning, at

udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel

orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt

hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller trosretning,

og kravet om bestemt tilhørsforhold står i rimeligt forhold

til den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende minister

efter indhentet udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige

bestemmelserne i §§ 2-5.«

10.

Overskriften til Kapitel 4 affattes

således:

»Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v.«.

11.

I § 7 indsættes som stykke 2:

»Stk. 2.

En person, der udsættes for ufordelagtig

behandling eller ufordelagtige følger, fordi denne har fremsat krav om

ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.«

12.

Efter § 7 indsættes:

»§ 7 a. Hvis en person, der anser sig for

krænket, jf. §§ 2-4, påviser faktiske omstændigheder,

som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller

indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at

ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I. Indledning

Med lovforslaget foreslås indsættelse af

diskriminationskriteriet »tro« i forskelsbehandlingsloven, lovfæstelse

af definitionen af forskelsbehandling og af proportionalitetsprincippet,

indførelse af delt bevisbyrde i sager om forskelsbehandling samt en

beskyttelse mod repressalier.

2. Baggrund for lovforslaget

Forslaget gennemfører dele af Rådets direktiv

2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (direktivet om

etnisk ligebehandling) og dele af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.

november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet). Begge

direktiver blev vedtaget som led i Europa-Kommissionens

anti-diskriminationspakke, der blev fremsat den 25. november 1999 med hjemmel

i EF-traktatens artikel 13, hvorefter der kan træffes

hensigtsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af

forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk

oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering.

2.1 Direktivet om etnisk ligebehandling

Direktivet om etnisk ligebehandling har et bredt sagligt

anvendelsesområde og gennemfører ligebehandlingsprincippet for

så vidt angår race og etnisk oprindelse på en række

samfundsområder, herunder også arbejdsmarkedet. Direktivet har

til formål at fastlægge en ramme for bekæmpelse af

forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik

på iværksættelse af princippet om ligebehandling i

medlemsstaterne, og indeholder regler om ligebehandling på en

række samfundsområder, bl.a. med hensyn til vilkårene for

adgang til lønnet beskæftigelse og med hensyn til

beskæftigelse, løn og arbejdsvilkår, samt om og under

hvilke betingelser, der kan ske undtagelser fra forbudet mod

forskelsbehandling i forbindelse med bestemte erhvervsaktiviteter. Direktivet

indeholder endvidere en definition af forskelsbehandlingsbegrebet,

fastsættelse af bevisbyrderegler, og regler om beskyttelse mod

repressalier, hvis en person klager med det formål, at sikre at

princippet om ligebehandling overholdes. Direktivet er et minimumsdirektiv og

berører ikke medlemsstaternes adgang til at indføre

bestemmelser, der er gunstigere for beskyttelsen af princippet om

ligebehandling. Direktivet berettiger ikke til at forringe det eksisterende

beskyttelsesniveau overfor forskelsbehandling i medlemsstaterne.

Den del af direktivet, der vedrører

arbejdsmarkedet, foreslås gennemført i dansk ret gennem denne

lovændring. Implementeringsfristen udløber den 19. juli

2003.

2.2. Beskæftigelsesdirektivet

Beskæftigelsesdirektivet vedrører kriterierne

religion, tro, alder, handicap og seksuel orientering og relaterer sig alene

til arbejdsmarkedet. Det saglige anvendelsesområde svarer med en enkelt

tilføjelse (medlemskab af og deltagelse i en arbejdsgiver- eller

arbejdstagerorganisation) til anvendelsesområdet for

forskelsbehandlingsloven, og gælder med hensyn til vilkårene for

adgang til lønnet beskæftigelse, adgang til erhvervsvejledning,

erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, med

hensyn til beskæftigelse, løn og arbejdsvilkår, og med

hensyn til medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller

arbejdsgiverorganisation. Direktivet fastsætter endvidere regler om,

hvornår og under hvilke betingelser der kan ske undtagelser fra

forbudet mod forskelsbehandling i forbindelse med udøvelse af bestemte

erhvervsaktiviteter.

Kredsen af diskriminationskriterier er bredere end

forskelsbehandlingslovens, idet loven ikke i dag beskytter mod

forskelsbehandling på grund af tro, alder eller handicap.

Forskelsbehandlingsloven beskytter derimod, ud over de af direktivet

dækkede diskriminationskriterier, også mod forskelsbehandling

på grund af hudfarve, politisk anskuelse, national og social

oprindelse.

Direktivet indeholder en række bestemmelser, der er

parallelle til direktivet om etnisk ligebehandling. Dette gælder med

hensyn til bestemmelserne, der definerer forskelsbehandlingsbegrebet,

reglerne om bevisbyrde og reglerne om beskyttelse mod repressalier, hvis en

person klager med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling

overholdes. Direktivet indeholder derudover særregler for så vidt

angår forskelsbehandling på grund af alder og handicap.

Direktivet er et minimumsdirektiv og berører ikke medlemsstaternes

adgang til at indføre bestemmelser, der er gunstigere for beskyttelsen

af princippet om ligebehandling. Gennemførelsen af direktivet

berettiger ikke til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau overfor

forskelsbehandling i medlemsstaterne.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet m.v. foreslås ændret med henblik på

gennemførelsen af beskæftigelsesdirektivet for så vidt

angår kriterierne religion, tro og seksuel orientering. Der er mulighed

for forlængelse af implementeringsfristen for kriterierne alder og

handicap i op til 3 år. Arbejdsmarkedets parter har ønsket at

forhandle om en aftale om implementeringen af direktivet på disse

områder, og lovforslaget omfatter derfor ikke et forbud mod

forskelsbehandling på grund af alder eller handicap.

Implementeringsfristen udløber den 2. december 2003.

Begge direktiver giver mulighed for at arbejdsmarkedets

parter kan indgå aftale om at gennemføre direktiverne ved

kollektive overenskomster.

2.3 Ligebehandlingsudvalget

Indenrigsministeren nedsatte den 8. juni 2001 Udvalget om

implementeringen i dansk ret af direktivet om gennemførelse af

princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse

(Ligebehandlingsudvalget). Ligebehandlingsudvalget skulle se på

hvorledes direktivet om etnisk ligebehandling mest hensigtsmæssigt

kunne gennemføres i dansk lovgivning, herunder også

bestemmelserne vedrørende arbejdsmarkedet. I forbindelse med

ressortomlægningen i november 2001 blev udvalget overført til

Integrationsministeriet.

Ligebehandlingsudvalget afgav betænkning til

Integrationsministeren den 18. september 2002.

Udvalget har udarbejdet et forslag til en generel lov om

etnisk ligebehandling. Med hensyn til bestemmelserne i direktivet, der

vedrører arbejdsmarkedet (artikel 3 litra a-d) har udvalget anbefalet,

at bestemmelserne gennemføres i dansk lovgivning gennem en

ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet m.v. Udvalget har udarbejdet forslag til ændringer i

denne lov.

Det af beskæftigelsesministeren nedsatte udvalg til

implementering af direktiver på arbejdsmarkedet har sideløbende

hermed drøftet gennemførelsen af

beskæftigelsesdirektivet.

3. Lovforslagets indhold

Lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet m.v. blev vedtaget i 1996 bl.a. med henblik på

effektivt at gennemføre ILO konvention nr. 111 om forskelsbehandling

med hensyn til beskæftigelse og erhverv og FN’s

racediskriminationskonvention i dansk lovgivning. Loven lever allerede i vidt

omfang op til direktivernes krav for så vidt angår forholdene

på arbejdsmarkedet. Dette lovforslag er derfor begrænset til de

bestemmelser i direktiverne, som loven ikke lever op til i dag, eller hvor

det af hensyn til EU-rettens krav om klarhed er fundet nødvendigt at

præcisere eller indsætte definitioner. Lovforslaget tager

udgangspunkt i direktivets bestemmelser og går ikke videre end

direktivets krav, bortset fra at de generelle tværgående

bestemmelser, fx om delt bevisbyrde, foreslås at gælde for alle

lovens diskriminationskriterier, også dem der ikke er omfattet af de to

direktiver, dvs. for kriterierne hudfarve, politisk anskuelse, samt national

eller social oprindelse.

Lovforslaget indeholder kriteriet »tro«, som et nyt diskriminationskriterium.

Lovforslaget indeholder endvidere en definition af

forskelsbehandlingsbegrebet, dvs. om direkte og indirekte forskelsbehandling,

om chikane og om instruktion om forskelsbehandling.

Proportionalitetsprincippet foreslås lovfæstet

i bestemmelsen om adgang til undtagelser fra forbudet mod forskelsbehandling

på baggrund af direktivernes formuleringer.

Der forslås indsat en bestemmelse om beskyttelse mod

ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som følge af

en klage med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling

iagttages.

Endelig foreslås indsat en bestemmelse om delt

bevisbyrde i sager om overtrædelse af forbudet mod

forskelsbehandling.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

Forslaget indeholder primært bestemmelser, der

præciserer forbudet mod forskelsbehandling på grund af de i loven

omhandlede kriterier. Forslaget vil kunne medføre en lille stigning i

antallet af sager om forskelsbehandling for domstolene. Såfremt

arbejdsmarkedets parter gennemfører direktiverne gennem kollektive

aftaler, vil sager herom dog i stedet skulle behandles i det fagretlige

system. Endvidere bemærkes, at Institut for Menneskerettigheder som

oprettet ved lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og

Menneskerettigheder i henhold til lovens § 2, stk. 2, litra 4, skal

bistå ofre for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk

oprindelse som led i gennemførelsen af artikel 13 i direktiv

2000/43/EF. Forslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Forslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser af betydning for erhvervslivet.

De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have

kønsligestillingsmæssige konsekvenser.

Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos

Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes

og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes

Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ledernes

Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen,

Københavns og Frederiksberg kommuner, Centralorganisationernes

Fællesudvalg og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.

Derudover har forslaget været sendt til høring hos

Personalestyrelsen, Advokatsamfundet, Det Danske Center for

Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Etniske

Minoriteters Landsorganisation, Rådet for Etniske Minoriteter,

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination og

Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive

Konsekvenser / mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

Konsekvenser / merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

En lille stigning i antallet af sager for domstolene kan ikke

udelukkes. Merudgifterne skønnes begrænsede.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

En lille stigning i antallet af sager for domstolene kan ikke

udelukkes. Merudgifterne skønnes begrænsede.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har til formål at gennemføre dele

af Rådets direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr.

180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november

2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000 nr. 303, L s. 16).

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen indfører en note i loven om, at

forslaget indeholder bestemmelser der gennemfører dele af direktivet

om etnisk ligebehandling og dele af beskæftigelsesdirektivet i dansk

ret.

Til nr. 2

Det følger af beskæftigelsesdirektivets

artikel 1, at forskelsbehandling på grund af tro er forbudt. Loven

forbyder allerede i dag forskelsbehandling på grund af religion. Dette

kriterium er også omfattet af direktivet. Kriteriet »tro« må

på den baggrund antages at dække et bredere område end

religion, og må antages at skulle sikre mod forskelsbehandling på

grund af en nærmere defineret overbevisning, som noget mere og andet

end beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af bekendelse til en

bestemt (anerkendt) religion. Som følge heraf indsættes tro som

nyt diskriminationskriterium i loven. Det bemærkes, at

beskæftigelsesdirektivets artikel 2, stk. 5, indeholder en »ordre

public« undtagelse, hvorefter direktivet ikke berører foranstaltninger

fastsat ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er

nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, den offentlige

orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at

beskytte andres rettigheder eller friheder. I det omfang en tro/overbevisning

hviler på et ulovligt grundlag eller bevirker udførelsen af

ulovlige handlinger, gælder beskyttelsen mod forskelsbehandling

således ikke. Det er dog ikke fundet nødvendigt at

indsætte en særskilt bestemmelse herom i loven. Den

europæiske menneskerettighedskonvention indeholder i artikel 9 en

beskyttelse af samvittigheds- og religionsfriheden, herunder retten til at

skifte religion eller tro. Heller ikke her defineres begrebet »tro«.

Også denne bestemmelse om beskyttelsen af tro/overbevisning indeholder

i stk. 2 en ordre public undtagelse.

Til nr. 3

Efter den gældende forskelsbehandlingslov og

direktivet om etnisk ligebehandling og beskæftigelsesdirektivet

må der ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted. Der

er ikke i loven en nærmere definition af forskelsbehandlingsbegrebet.

Både direktivet om etnisk ligebehandling og

beskæftigelsesdirektivet indeholder i artikel 2, stk. 2, en

definition af forskelsbehandlingsbegrebet. Der skal derfor i forbindelse med

gennemførelsen af direktiverne ske en fastlæggelse af begreberne

i den danske lovgivning.

Det foreslås, at der i forskelsbehandlingslovens

§ 1, indsættes definitioner af henholdsvis direkte og indirekte

forskelsbehandling som svarer til direktivernes, samt at det lovfæstes,

at forskelsbehandling også omfatter chikane og instruktioner om

forskelsbehandling, jf. direktivernes artikel 2, stk. 3 og 4.

Til stk. 2

Forslaget til nyt stk. 2, definerer direkte

forskelsbehandling. Forslaget svarer til den i direktivernes artikel 2,

stk. 2, litra a), indeholdte definition.

Direkte forskelsbehandling foreligger fx i de

tilfælde, hvor arbejdsgivere undlader at ansætte en

lønmodtager eller afskediger denne med den udtalte begrundelse, at den

pågældende er af en bestemt race, hudfarve, religion, m.v.

Den nærmere vurdering af, om en person

udsættes for direkte forskelsbehandling på grund af race,

hudfarve, religion m.v., kan ske ved, at behandlingen af den person, der

føler sig krænket, sammenlignes med, hvordan en anden person

uden samme fx etniske tilhørsforhold bliver, er blevet eller ville

blive behandlet i en tilsvarende situation.

Det er uden betydning for, om der foreligger direkte

forskelsbehandling, om den arbejdsgiver, der udøver

forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at

forskelsbehandle lønmodtageren af en af de i § 1 anførte

grunde. Det bemærkes, at direkte forskelsbehandling ikke kan begrundes

i varetagelsen af saglige hensyn, jf. dog nedenfor.

I forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 1 og 2,

gøres der undtagelse fra forbudet mod direkte forskelsbehandling, idet

det i disse situationer kan være lovligt at lægge vægt

på fx lønmodtagerens religiøse overbevisning eller

etniske oprindelse, jf. bemærkningerne til nr. 9.

Der tilsigtes med lovændringen en lovfæstelse

af den gældende forståelse af begrebet, således at der

sikres klarhed i lovgivningen, som krævet i EU-retten.

Til stk. 3

Det forslås i stk. 3, at der indsættes en

definition af indirekte forskelsbehandling. Ændringen er

nødvendig for at sikre en korrekt opfyldelse af direktiverne.

Definitionen svarer indholdsmæssigt til definitionen i direktivernes

artikel 2, stk. 2, litra b). Den i direktiverne indeholdte definition er

bl.a. udledt af EF-domstolens dom i O'Flynn-sagen (sag C-237/94 O'Flynn mod

Chief Adjudication Officer, Saml. 1996 I-2617). Domstolen antog i sagen, der

vedrørte arbejdskraftens frie bevægelighed og forordning 1612/68

af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor

fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467), og det heri fastsatte princip om

ligebehandling, at hvis en national retsforskrift efter selve sin karakter er

egnet til i højere grad at berøre vandrende end indenlandske

arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende

arbejdstagere ringere, anses dette for at medføre indirekte

forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsprincippet, medmindre

retsforskriften er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til

det tilstræbte formål. I Danmark har forståelsen af

begrebet indirekte forskelsbehandling været i overensstemmelse

hermed.

Der tilsigtes med lovændringen en lovfæstelse

af denne forståelse af begrebet, således at der sikres klarhed i

lovgivningen, som krævet i EU-retten.

Det følger af denne forståelse, at opstilles

der kriterier fx som betingelse for ansættelse, skal kriteriet

forfølge et lovligt formål, være nødvendigt for at

opnå målet og være proportionalt i forhold til

opnåelse af formålet.

Forbudet mod indirekte forskelsbehandling indebærer

ikke et direkte forbud mod anvendelsen af en tilsyneladende neutral

bestemmelse m.v., der stiller personer af fx en bestemt race eller etnisk

oprindelse særlig ufordelagtigt. Der vil således ikke foreligge

ulovlig indirekte forskelsbehandling, såfremt den

pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt

begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er

hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsvurdering). Det

må bero på en konkret vurdering, om det pågældende

formål er sagligt, og om midlerne er proportionale i forhold til

målet.

Et formelt set neutralt krav kan være fx sprogkrav,

der særligt berører lønmodtagere, der ikke har dansk som

modersmål sammenlignet med danske lønmodtagere. Der kan her

være tale om ulovlig indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver

stiller uforholdsmæssigt høje krav til sproglige eller andre

kvalifikationer. Det beror på en konkret vurdering, hvornår og i

hvilke situationer det fx er rimeligt at stille krav, om at den

pågældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk.

Beklædningskrav kan på samme måde

være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgivers

krav til de ansattes påklædning, fremtoning m.v. fortrinsvis

rammer visse etniske grupper. Det er imidlertid ikke nødvendigvis

udtryk for ulovlig indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver

kræver, at de ansatte bærer uniform eller en bestemt

beklædning, hvis dette er en del af virksomhedens præsentation

udadtil, og hvis dette krav stilles konsekvent til alle ansatte i samme

stillinger/stillingskategori. I det hele svarer forslaget også på

dette punkt til retsstillingen efter den gældende lov. Der henvises i

den forbindelse til U 2000.2350 Ø og Østre Landsrets dom i sag

B-0877/00 af 5. april 2001, der begge vedrørte

spørgsmålet om adgangen til at bære religiøst

betinget hovedbeklædning. I U 2000.2350 Ø fastslog Østre

Landsret, at hvis beklædningskrav er løst formulerede kan det

være vanskeligt for arbejdsgiveren at bevise, at

beklædningskravene praktiseres ens overfor alle politiske og

religiøse symboler. I B-0877 af 5. april 2001 blev arbejdsgiveren

frifundet, da Østre Landsret lagde til grund, at

beklædningskravet havde tilstrækkelig saglig grund, idet det

skyldtes hygiejnemæssige hensyn, og utvivlsomt blev praktiseret ens

overfor alle på en virksomhed, hvor ca. 20% af de ansatte havde anden

etnisk baggrund end dansk. Ankesagen for Højesteret blev hævet,

da parterne i sagen indgik forlig og i samarbejde udviklede et

hovedtørklæde, der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Til stk. 4

Med forslaget til ny § 1, stk. 4, foreslås

det lovfæstet, at chikane på grund af et af de i § 1,

stk. 1, beskyttede kriterier skal betragtes som forskelsbehandling.

Definitionen indsættes med henblik på at sikre en korrekt

gennemførelse af direktivernes artikel 2, stk. 3. Forslagets

definition af chikane svarer med en enkelt præcisering til disse

artikler.

Allerede i dag fortolkes forskelsbehandlingslovens

§ 2, stk. 1, så den beskytter mod chikane, idet en

arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn

til arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår fortolkes i den sammenhæng

således, at bestemmelsen også indebærer en pligt for

arbejdsgiveren til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til

rådighed, og arbejdsgiveren er forpligtet til i rimeligt omfang at

sikre sine ansatte mod chikane. Dette gælder ikke blot krænkelser

begået af arbejdsgiveren personligt, men også krænkelser,

der begås af andre ansatte. I U 1993.331 SH anså Sø- og

Handelsretten et rederi for at være ansvarlig efter

ligebehandlingsloven for en hovmesters seksuelle chikane af en anden ansat.

En ansat, der chikanerer en kollega på grund af dennes etniske

oprindelse eller religiøse tilhørsforhold m.v.,

overtræder således ikke selv ligebehandlingsprincippet i

forskelsbehandlingsloven, der ikke forpligter arbejdstagerne. Den ansatte,

der krænker en kollega, kan derimod efter omstændighederne

pålægges torterstatning overfor den krænkede efter

erstatningsansvarslovens § 26. Er den, der udøver chikanen, en

anden ansat, skal arbejdsgiveren sørge for at stoppe den

krænkende/chikanerende adfærd.

I henhold til direktiverne foreligger der chikane,

når en uønsket optræden i relation til race eller etnisk

oprindelse eller til de af beskæftigelsesdirektivet omfattede kriterier

finder sted med det formål eller den virkning at krænke en

persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende,

ydmygende eller ubehageligt klima.

Bestemmelsen indebærer, at chikane skal betragtes

som forskelsbehandling. Heri ligger, at den krænkede person ikke ville

være blevet udsat for chikane, såfremt den krænkede person

havde været af en anden race eller etnisk oprindelse eller havde

været af fx en anden religiøs overbevisning, haft en anden

hudfarve etc.

Chikanøs adfærd kan antage flere forskellige

former, herunder adfærd af fysisk eller psykisk karakter, af skreven

eller verbal karakter samt af visuel karakter. Den chikanøse

adfærd skal være rettet mod en eller flere konkrete

enkeltpersoner.

Det er efter bestemmelsen en betingelse, at adfærden

har været uønsket. Om en adfærd har været

uønsket, beror dels på en subjektiv vurdering af, om den

pågældende adfærd har været uønsket af den

person, der udsættes for den påståede chikane, dels

på en mere objektiv vurdering af den pågældende

adfærd.

Det indgår i den objektive vurdering, om den person,

der udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at

adfærden var uønsket. Som eksempler på forhold, der kan

indgå i denne vurdering, kan foruden den krænkende persons eget

udsagn nævnes krænkelsens grovhed, den krænkede persons

reaktion, og om der er tale om en gentagen adfærd. Det indgår

endvidere i den objektive vurdering, om krænkelsen er af så mild

karakter, at adfærden ikke kan karakteriseres som chikane. En meget

fintfølende person, der føler sin værdighed krænket

på grund af en enkelt bemærkning af forholdsvis mild karakter,

vil således ikke være beskyttet i denne situation.

Bestemmelsen stiller endvidere krav om, at den

pågældende adfærd skal finde sted i relation til race eller

etnisk oprindelse eller et af de øvrige af

beskæftigelsesdirektivet omfattede kriterier. Omfattet af forbudet mod

chikane er således såvel adfærd, der fx direkte henviser

til personens race eller etniske oprindelse, som adfærd, der uden at

henvise til personens race eller etniske oprindelse dog alligevel

indebærer en krænkelse af personens værdighed og finder

sted i relation til personens race eller etniske oprindelse. Eksempler

herpå kunne være sprog eller gestus.

Den pågældende adfærd skal desuden finde

sted med det formål eller den virkning at krænke en persons

værdighed og skabe et truende klima m.v. for den

pågældende. Dette indebærer, at såvel den tilsigtede

chikane (dvs. den chikane, som finder sted med det formål at

krænke en persons værdighed) som den utilsigtede chikane (dvs.

den uagtsomme chikane, som ikke finder sted med det formål at

krænke en persons værdighed, men imidlertid har den virkning at

krænke en persons værdighed), er omfattet af forbudet mod

chikane.

Det er ikke muligt at begrunde udøvelse af chikane

med varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.

Til stk. 5.

Med bestemmelsen fastsættes, at en instruktion om at

forskelsbehandle en person på grund af fx race eller etnisk oprindelse

betragtes som forskelsbehandling, som defineret i § 2, stk. 1.

Bestemmelsen har til formål at sikre gennemførelsen af

direktivernes artikel 2, stk. 2, nr. 4.

For at der kan foreligge en instruktion kræves, at

den person, der afgiver instruktionen, har instruktionsbeføjelse eller

tilsynsret over for den person, der modtager instruktionen, således at

der består et over- og underordnelsesforhold. Indenfor

forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde vil det således

være arbejdsgiveren, der har denne instruktionsbeføjelse overfor

sine ansatte.

Derimod vil en opfordring til at forskelsbehandle på

grund af et af de i § 1, stk. 1, omhandlede kriterier i

situationer, hvor der ikke foreligger en instruktionsbeføjelse, ikke

være omfattet af forbudet. Eksempelvis vil det forhold, at en

arbejdstager opfordrer en anden arbejdstager til at forskelsbehandle, ikke

være omfattet af forbudet, idet der ikke består det

nødvendige instruktionsforhold mellem disse parter.

Der er tale om en præcisering af

forskelsbehandlingsbegrebet, idet de fleste situationer formentlig allerede i

dag vil være omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod at

forskelsbehandle på grund af et af de i § 1, stk. 1,

dækkede kriterier.

Til nr. 4

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede

ændring under pkt. 12 til ny § 7 a, hvor der indføres delt

bevisbyrde i sager om forskelsbehandling efter §§ 2-4.

Til nr. 5

Det følger af direktivernes artikel 3 (d), at de

finder anvendelse på medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager-

eller arbejdsgiverorganisation samt de fordele sådanne organisationer

giver medlemmerne. Det er derfor nødvendigt til opfyldelse af

direktivernes krav, at fastsætte en bestemmelse herom. Der er tale om

en udvidelse af forskelsbehandlingslovens saglige

anvendelsesområde.

Til nr. 6

Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af

kriteriet »tro« i § 1.

Til nr. 7

Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af

kriteriet »tro« i § 1.

Til nr. 8

Som nævnt under nr. 4 følger det af

direktivernes artikel 3(d), at forbudet mod forskelsbehandling også

skal gælde de fordele som arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer

giver deres medlemmer. Det følger endvidere af direktivet om etnisk

ligebehandlings artikel 14(b) og beskæftigelsesdirektivets artikel

16(b), at alle bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, og

som indgår i individuelle eller kollektive kontrakter og

overenskomster, virksomheders interne reglementer, regler for

selvstændige erhverv, eller vedtægter for arbejdstager- og

arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige

eller ændres.

Forslaget skal sikre en opfyldelse af disse bestemmelser i

direktivet for så vidt angår forholdene på

arbejdsmarkedet.

De foreslåede bestemmelser svarer til § 11 og

§ 12 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til

beskæftigelse og barselorlov.

Til § 5 a, stk. 2

Den tilsvarende bestemmelse i ligebehandlingsloven

§ 11, stk. 2, blev indsat som følge af en af

Europa-Kommissionen indledt traktatkrænkelsesprocedure i 1980 om

gennemførelsen af ligebehandlingsdirektivet. Forslaget

indebærer, at fx bestemmelser i en kollektiv overenskomst, der finder

anvendelse på forskellige arbejdspladser og hos forskellige

arbejdsgivere, og som kan medføre, forskelsbehandling af

lønmodtagere - der er omfattet af overenskomsten - på grund af

et af de i § 1 omfattede diskriminationskriterier, vil være

ugyldige. Forslaget betyder, at ansatte på en virksomhed, der

hovedsagligt beskæftiger ansatte af fx anden etnisk baggrund eller

religiøst tilhørsforhold skal behandles lige med ansatte

på en anden virksomhed, dækket af den samme overenskomst, og hvor

dennes ansatte ikke har dette tilsvarende tilhørsforhold. Forslaget

udvider dermed sammenligningsgrundlaget i sager om forskelsbehandling.

Til nr. 9

Til stk. 1

Det følger af beskæftigelsesdirektivets

artikel 4, stk. 2, at medlemsstaterne i forbindelse med kirker og andre

offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på

religion eller tro, kan fastsætte eller opretholde bestemmelser om, at

ulige behandling på grund af en persons religion eller tro ikke

udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under

hensyntagen til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng de

indgår i udgør et regulært, legitimt og

erhvervsmæssigt berettiget krav på baggrund af organisationens

etik. På den baggrund foreslås den gældende lovs § 6,

stk. 1, ændret, således at proportionalitetsprincippet

lovfæstes.

Det vil sige, at spørgsmålet om lovligheden

af et krav om et bestemt religiøst tilhørsforhold eller

overbevisning skal vurderes på baggrund af formålet med

fastsættelsen af kravet. Det afgørende ved

proportionalitetsvurderingen er, om kravet står i fornuftigt forhold

til det formål, der forfølges.

Det fremgår endvidere af

beskæftigelsesdirektivets artikel 4, stk. 2, at den ulige

behandling, der tillades i medfør af undtagelsesbestemmelsen, ikke kan

berettige til forskelsbehandling med anden begrundelse. Den foreslåede

bestemmelse skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Bestemmelsens nugældende sidste punktum om

overensstemmelse med EU-retten ophæves, da loven med forslaget

implementerer et EF-direktiv og dermed er i overensstemmelse hermed.

Til stk. 2

Det følger af direktivet om etnisk ligebehandlings

artikel 4 og af beskæftigelsesdirektivets artikel 4, stk. 1, at

der kan fastsættes regler om, at ulige behandling, som er baseret

på en egenskab i forbindelse med race eller etnisk oprindelse eller de

i beskæftigelsesdirektivet beskyttede kriterier, ikke udgør

forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund

af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng,

hvori disse aktiviteter udøves, udgør et regulært

erhvervsmæssigt krav, forudsat at formålet er legitimt, og at

kravet står i rimeligt forhold hertil. Begge direktivers bestemmelser

svarer i høj grad til den gældende bestemmelse i

forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 2, og giver mulighed for at

opretholde denne bestemmelse.

Forslaget indebærer, at proportionalitetsprincippet

lovfæstes. Det vil sige, at spørgsmålet om det

afgørende og regulære erhvervsmæssige kravs lovlighed skal

vurderes på baggrund af formålet med fastsættelsen af

kravet. Det afgørende ved proportionalitetsvurderingen er, om kravet

er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det formål,

der forfølges.

Forslaget giver i lighed med den nugældende

bestemmelse adgang til administrativt at meddele undtagelser fra lovens

bestemmelser i tilfælde, hvor det på grund af

beskæftigelsens eller uddannelsens karakter er af afgørende

betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse,

seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse, eller har en

bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller tro. Som det

fremgår af bemærkningerne til den nugældende lov, må

det kræves, at det regulære erhvervsmæssige krav er et

objektivt, sagligt og relevant krav, der relaterer sig til

erhvervsudøvelsens art eller de forhold, under hvilke den

udføres.

Den gældende bestemmelse i forskelsbehandlingsloven

er fx relevant i situationer, hvor man ønsker, at der blandt de

ansatte i social- og sundhedsforvaltningen eller i politiet også er

personer med en særlig etnisk baggrund, eller hvor en person i en

bestemt stilling yder personlig service til en specifik etnisk gruppe med det

formål at fremme disses velfærd, og hvor denne service bedst ydes

af en person fra den pågældende etniske gruppe.

Da der er tale om en undtagelsesmulighed fra forbudet mod

forskelsbehandling, skal bestemmelsen i lighed med den nugældende lovs

§ 6, stk. 2, fortolkes snævert.

Bestemmelsens nugældende sidste punktum om

overensstemmelse med EU-retten ophæves, da loven med lovændringen

implementerer et EF-direktiv og er i overensstemmelse hermed.

Til nr. 10

Ændringen af overskriften til kapitel 4 er en

følge af forslagene under nummer 11 og 12.

Til nr. 11

Bestemmelsen er nødvendig til opfyldelsen af

artikel 9 i direktivet om etnisk ligebehandling og artikel 11 i

beskæftigelsesdirektivet. Bestemmelsen svarer tilnærmelsesvis til

§ 15 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til

beskæftigelse og barselorlov m.v. og § 3 i lov om ligeløn

til mænd og kvinder. Direktivet om etnisk ligebehandlings artikel 9 og

beskæftigelsesdirektivets artikel 11 beskytter dog ikke, som

ligebehandlingsdirektivet (Rådets direktiv 76/207/EF om

gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder

for så vidt angår adgang til beskæftigelse,

erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår), blot mod

afskedigelse som følge af en klage eller enhver anden form for

retsforfølgning med henblik på at sikre, at princippet om

ligebehandling iagttages, men også mod enhver anden ufordelagtig

behandling eller følge (repressalier). Baggrunden for bestemmelsen er

at sikre en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.

Beskyttelsen gælder, i lighed med

afskedigelsesbeskyttelsen i ligebehandlingsloven, for lønmodtagere,

der fremsætter krav om ligebehandling af sig selv eller af andre.

Beskyttelsen mod repressalier gælder både i

tilfælde, hvor der indgives en formel klage til en domstol eller en

anden myndighed, hvor et forhold mundtligt påtales på

arbejdspladsen, eller hvor en lønmodtager tager kontakt til sin

fagforening om forholdet.

Det er derudover en forudsætning, at der er

årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling og det

forhold, at lønmodtageren har fremsat krav om ligebehandling. Som

udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behandling omfattet.

Ufordelagtig behandling kan foruden afskedigelse, fx være degradering,

forflyttelse, chikane el. lign.

Ufordelagtig behandling omfattet af denne bestemmelse er

ikke ulovlig forskelsbehandling i direktivernes forstand, selvom der kan

være visse lighedspunkter med chikane på grund af race, etnisk

oprindelse, eller et af de øvrige beskyttede diskriminationskriterier.

Der foreslås derfor ikke indført delt bevisbyrde i denne type

sager, jf. bemærkningerne til nr. 12 nedenfor samt til forslag til lov

om etnisk ligebehandling.

Der er ikke fastsat et maksimum for godtgørelsen,

men denne fastsættes af domstolene under hensyn til den enkelte sags

omstændigheder og med iagttagelse af det EU-retlige

effektivitetsprincip.

Lønmodtagere, der er omfattet af

funktionærloven, vil også være beskyttet mod urimelige

afskedigelser i medfør heraf, jf. funktionærlovens § 2 b,

men får dog ikke på det grundlag ret til godtgørelse i

medfør af flere regelsæt samtidig.

Til nr. 12

Forslaget er nødvendigt for at opfylde direktivet

om etnisk ligebehandlings artikel 8 og beskæftigelsesdirektivets

artikel 10, hvorefter der indføres en såkaldt delt bevisbyrde i

sager om forskelsbehandling. Formålet med direktivernes bestemmelser er

at lempe beviskravene for lønmodtageren. Når

lønmodtageren i en konkret sag påviser faktiske

omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er tale om

forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at

ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Hverken direktivet om etnisk ligebehandling,

beskæftigelsesdirektivet eller bevisbyrdedirektivet fremkommer med

eksempler på hvad der kan anses for at være faktiske

omstændigheder. Bortset fra et stort antal sager, der omhandler

graviditet, barsel og arbejdsvilkår (seksuel chikane), eksisterer der

hverken dansk retspraksis eller praksis fra EF-Domstolen for, hvad der kan

anses for at være faktiske omstændigheder. Det må derfor

forventes, at forståelsen af, hvad faktiske omstændigheder

indebærer, kommer til at afhænge af, hvorledes praksis udvikler

sig i konkrete sager.

Det er op til domstolene udfra princippet om den frie

bevisbedømmelse, at fastlægge den bevismæssige validitet

af de af lønmodtageren anførte "faktiske

omstændigheder" samt beviskravene til lønmodtageren og

arbejdsgiveren, under hensyntagen til, at formålet med direktivet har

været at forskyde bevisbyrden mellem de to parter.

En tilsvarende bevisbyrdebestemmelse findes fx i lov om

ligebehandling af mænd og kvinder mht. beskæftigelse og

barselorlov, i lov om ligeløn til mænd og kvinder og i lov om

ligestilling af mænd og kvinder. Bevisbyrdebestemmelserne i disse love

blev indført med henblik på at gennemføre Rådets

direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling

på grundlag af køn, jf. EFT. 1998 L s. 6.

Særreglen i forskelsbehandlingslovens § 2,

stk. 4, om sager om lønmæssig forskelsbehandling

ophæves jf. ovenfor pkt. 4.

Den delte bevisbyrde skal i henhold til direktivet ikke

omfatte sager om repressalier, da der ikke i disse tilfælde er tale om

forskelsbehandling, jf. bemærkningerne til § 8 i forslag til lov

om etnisk ligebehandling. Forslaget omfatter derfor ikke den foreslåede

bestemmelse i § 1 nr. 11.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

juli 2003.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

1.

Som fodnote til lovens titel indsættes: »(1) Loven

indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv

2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr.

180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november

2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000, nr. 303, L s. 16).«

§ 1.

Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver

direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve,

religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social

eller etnisk oprindelse.

----

2.

I § 1 indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

3.

I § 1 indsættes efter stk.1, som nye

stykker:

»Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når

en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk

anskuelse seksuel orientering, eller national, social eller etnisk oprindelse

behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet

i en tilsvarende situation.

Stk. 3.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når

en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral,

vil stille personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro,

politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk

oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende

bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt

formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og

nødvendige.

Stk. 4.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling

når en uønsket optræden i relation til en persons race,

hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering,

nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med det formål

eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et

truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima

for den pågældende.

Stk. 5.

En instruktion om at forskelsbehandle en person

på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse,

seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse betragtes som

forskelsbehandling.«

Stk. 2.

Loven finder ikke anvendelse, i det omfang en

tilsvarende beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektiv

overenskomst.

Stk. 2. bliver herefter stk. 6.

§ 2.

----

4.

§ 2, stk. 4 ophæves.

Stk. 4.

Hvis der sker lønmæssig

forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at

det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.

§ 3.

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte,

for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning,

erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Stk. 2.

Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige

enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i

stk. 1, og enhver, der anviser beskæftigelse.

5.

I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

»Stk. 4. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige

enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en

lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, og de fordele

sådanne organisationer giver medlemmerne.«

Stk. 3.

Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige

enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse

om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

§ 4.

En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller

under ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller

modtage og gøre brug af oplysninger om dennes race, hudfarve,

religion, politiske anskuelse, seksuelle orientering eller nationale, sociale

eller etniske oprindelse.

6.

I § 4 indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

§ 5.

Det må ikke ved annoncering angives, at der til

ansættelse eller erhvervsuddannelse søges eller

foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion, politisk

anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk

oprindelse. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en

person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.

7.

I § 5 indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

8.

Efter § 5 indsættes:

»§ 5a. Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og

overenskomster, og i virksomheders interne reglementer m.v., som er i strid

med forbudet mod forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige. Dette

gælder også bestemmelser i vedtægter m.v. for

selvstændige erhverv og for arbejdsgiver- og

lønmodtagerorganisationer.

Stk. 2.

Bestemmelser i aftaler og i virksomheders reglementer

m.v., som vedrører mere end en arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige,

hvis de hjemler forskelsbehandling på grund af et af de i § 1,

stk. 1 omfattede kriterier inden for de i §§ 2- 5 områder

nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i

vedtægter m.v. for selvstændige erhverv.

§ 5 b.

Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges til

ugunst for lønmodtageren.«

§ 6.

§§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis

virksomhed som sit udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk

eller religiøst standpunkt, medmindre dette er uforeneligt med

EU-retten.

9.

§ 6 affattes således:

»Stk. 1. Forbudet mod forskelsbehandling på grund af

politisk anskuelse, religion eller tro i §§ 2-5 gælder ikke for

arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit udtrykte formål at fremme et

bestemt politisk eller religiøst standpunkt, eller en bestemt

trosretning, og hvor lønmodtagerens politiske anskuelse,

religiøse overbevisning eller trosretning må anses for at

være af betydning for virksomheden.

Stk. 2.

Såfremt det ved visse former for

erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende betydning, at

udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel

orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt

hudfarve eller tilhører en bestemt religion, kan vedkommende minister

efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren fravige bestemmelserne i

§§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er uforeneligt med

EU-retten.

Stk. 2.

Såfremt det ved visse former for

erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende betydning, at

udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel

orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt

hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller trosretning,

og kravet om bestemt tilhørsforhold står i rimeligt forhold

til den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende minister

efter indhentet udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige

bestemmelserne i §§ 2-5.«

Kapitel 4

Godtgørelse m.v.

10.

Overskriften til Kapitel 4 affattes

således:

»Godtgørelse, bevisbedømmelse

m.v.«.

§ 7.

Personer, hvis rettigheder er krænket ved

overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

11.

I § 7 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2.

En person, der udsættes for ufordelagtig

behandling eller ufordelagtige følger, fordi denne har fremsat krav om

ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.«

12.

Efter § 7 indsættes i kapitel 4:

»§ 7a. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf.

§§ 2-4, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning

til at formode, at der udøves direkte eller indirekte

forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at

ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«

Bilag 1

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om

generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under

henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(2) ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(3) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske

og Sociale Udvalg(4) ,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(5) , og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union

bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati og respekt for

menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt

retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til

fælles, og den respekterer de grundlæggende rettigheder,

således som de garanteres ved den europæiske konvention til

beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

og således som de følger af medlemsstaternes fælles

forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for

fællesskabsretten.

(2) Princippet om ligebehandling af mænd og kvinder er

fastslået i flere EF-retsakter, særlig i Rådets direktiv

76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang

til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt

arbejdsvilkår(6)

.

Når Fællesskabet gennemfører princippet om

ligebehandling, bør det i henhold til EF-traktatens artikel 3, stk. 2,

tilstræbe at fjerne uligheder og at fremme ligestilling mellem

mænd og kvinder, da kvinder ofte er ofre for dobbelt

diskrimination.

Alle menneskers ret til lighed for loven og beskyttelse mod

forskelsbehandling er en universel rettighed, der anerkendes i

verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN's konventioner om

afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, om borgerlige og

politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle

rettigheder, og den europæiske konvention til beskyttelse af

menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle

medlemsstaterne har undertegnet. ILO-konvention nr. 111 forbyder

forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Det er vigtigt at respektere sådanne grundlæggende

rettigheder og frihedsrettigheder. Dette direktiv anfægter ikke

foreningsfriheden, herunder retten til sammen med andre at oprette og slutte

sig til fagforeninger for at forsvare egne interesser.

(6) Fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende

arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder anerkender betydningen af

at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, herunder

nødvendigheden af at træffe passende foranstaltninger til at

sikre social og økonomisk integrering af ældre og personer med

handicap.

(7) EF-traktaten omhandler også bestræbelser på at

fremme en samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Med

henblik herpå blev der i EF-traktaten indføjet et nyt kapitel om

beskæftigelse som et middel til at udvikle en samordnet europæisk

strategi for beskæftigelsen med det formål at fremme en

veluddannet, velkvalificeret og smidig arbejdsstyrke.

I retningslinjerne for beskæftigelsen 2000, som blev godkendt af

Det Europæiske Råd i Helsingfors den 10. og 11. december 1999,

understreges behovet for at skabe forudsætninger for et arbejdsmarked,

der fremmer den sociale integrering gennem formulering af et

sammenhængende sæt foranstaltninger til bekæmpelse af

forskelsbehandling af grupper som f.eks. handicappede. Det fremhæves

desuden, at der bør lægges særlig vægt på

støtte til ældre arbejdstagere for at øge deres

deltagelse i arbejdsstyrken.

(9) Beskæftigelse og erhverv er afgørende områder,

når det gælder om at sikre lige muligheder for alle og bidrage

effektivt til, at alle borgere kan deltage i fuldt omfang i det

økonomiske, kulturelle og sociale liv, og til den personlige

udvikling.

(10) Rådet vedtog den 29. juni 2000 direktiv 2000/43/EF om

gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race

eller etnisk oprindelse(7) ,

som i sig selv yder beskyttelse mod sådanne former for

forskelsbehandling på beskæftigelses- og

arbejdsmarkedsområdet.

(11) Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering kan hindre opfyldelsen af målene i

EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt

beskæftigelsesniveau og et højt socialt beskyttelsesniveau,

højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og

social samhørighed og solidaritet samt fri bevægelighed for

personer.

(12) Med henblik herpå bør enhver form for direkte eller

indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering inden for de områder, der er

dækket af dette direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. Dette

forbud mod forskelsbehandling bør også gælde for

tredjelandsstatsborgere, men det omfatter ikke ulige behandling på

grund af nationalitet, og det berører ikke bestemmelserne om

tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres adgang til

beskæftigelse og erhverv.

(13) Dette direktiv finder ikke anvendelse på ordninger for

social sikring og social beskyttelse, hvis ydelser ikke er sidestillet med

løn i den betydning, dette udtryk er anvendt i EF-traktatens artikel

141, eller på udbetalinger af enhver art fra staten, hvor

formålet er adgang til eller bibeholdelse af beskæftigelsen.

(14) Dette direktiv berører ikke nationale bestemmelser

vedrørende fastsættelse af pensionsalder.

(15) Det er de nationale retslige myndigheder eller andre kompetente

organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller

praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til at formode,

at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse

bestemmelser kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk

materiale eller på enhver anden måde at konstatere, om der

foreligger indirekte forskelsbehandling.

(16) Iværksættelse af foranstaltninger, der tager hensyn

til behovene hos personer med handicap på arbejdspladsen, spiller en

vigtig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af

handicap.

(17) Med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage

tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver dette direktiv

hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller

uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at

udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den

pågældende stilling eller at følge en given

uddannelse.

(18) Navnlig må dette direktiv ikke medføre, at de

væbnede styrker og politiet, fængselsvæsnet og

redningstjenesterne skal være forpligtet til ansættelse eller

fortsat ansættelse af en person, der ikke opfylder de nødvendige

krav for at kunne udføre samtlige opgaver, der kan blive pålagt

vedkommende under hensyn til det legitime mål at sikre disse tjenesters

operationelle karakter.

(19) For at medlemsstaterne fortsat kan opretholde deres væbnede

styrkers kapacitet, kan de desuden vælge, at de væbnede styrker

eller dele heraf skal være undtaget fra dette direktivs bestemmelser om

handicap og alder. De medlemsstater, der benytter sig heraf, skal definere

undtagelsens anvendelsesområde.

(20) Der bør vedtages passende, dvs. effektive og praktiske

foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en

handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr,

arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og

instruktion.

(21) Når det vurderes, om disse tilpasninger medfører en

uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de

finansielle og andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til

organisationens eller virksomhedens størrelse og finansielle midler

samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden

støtte.

(22) Dette direktiv berører ikke national ret vedrørende

civilstand og ydelser, der er afhængige heraf.

(23) Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige

behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der

vedrører religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering, udgør et regulært og afgørende

erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet

står i et rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder

bør medtages i de oplysninger, som medlemsstaterne skal meddele

Kommissionen.

(24) Unionen har i sin erklæring nr. 11 om kirkers og

konfessionsløse organisationers status, der er knyttet som bilag til

slutakten til Amsterdam-traktaten, udtrykkeligt anført, at den

respekterer og ikke anfægter den status i henhold til national

lovgivning, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har

i medlemsstaterne, samt at den ligeledes respekterer filosofiske og

konfessionsløse organisationers status, og at medlemsstaterne på

baggrund heraf kan opretholde eller fastsætte specifikke bestemmelser

om regulære, legitime og berettigede erhvervsmæssige krav, der

kan stilles til at udøve en erhvervsmæssig aktivitet.

(25) Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder er en

afgørende forudsætning for, at de mål, der er fastsat i

retningslinjerne for beskæftigelse, kan nås, og der kan

tilskyndes til diversitet i beskæftigelsen. Ulige behandling på

grund af alder kan dog være berettiget under visse omstændigheder

og kræver derfor særlige bestemmelser, der kan variere alt efter

situationen i medlemsstaterne. Det er afgørende at skelne mellem ulige

behandling, der er berettiget, især under hensyn til legitime

beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske

mål, og forskelsbehandling, der skal forbydes.

(26) Forbud mod forskelsbehandling bør ikke være til

hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til

formål at forebygge eller opveje ulemper for en gruppe af personer af

en bestemt religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt

alder eller seksuel orientering, og sådanne foranstaltninger kan

gøre det muligt at oprette organisationer af personer af en bestemt

religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt alder eller

seksuel orientering, når deres hovedmål er at fremme disse

personers særlige behov.

(27) Rådet har i sin henstilling 86/379/EØF af 24. juli

1986 om beskæftigelsen af handicappede i Fællesskabet(8) fastlagt en

referenceramme, hvori er opregnet eksempler på positive

særforanstaltninger til fremme af handicappedes beskæftigelse og

uddannelse, og har i sin resolution af 17. juni 1999 om lige

beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap (9) påpeget betydningen af at tage

særligt hensyn navnlig ved ansættelse, fortsat

beskæftigelse og uddannelse og livslang uddannelse for

handicappede.

(28) Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver således

medlemsstaterne mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere

bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv kan ikke anvendes som

begrundelse for en forringelse af eksisterende vilkår på dette

felt i de enkelte medlemsstater.

(29) Personer, som udsættes for forskelsbehandling på grund

af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, bør

sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv

retsbeskyttelse, bør også foreninger eller juridiske personer

have beføjelse til efter nærmere bestemmelser fastlagt af

medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte for ethvert

offer for forskelsbehandling at indtræde som part i en sag uden at

tilsidesætte nationale procesregler vedrørende

repræsentation og forsvar i retten.

(30) Effektiv gennemførelse af princippet om ligebehandling

forudsætter passende retsbeskyttelse mod repressalier.

(31) Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der

umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden

bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt,

gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for

en sådan forskelsbehandling. Sagsøgte skal imidlertid ikke

fremlægge bevis for, at sagsøgeren tilhører en bestemt

religion, har en bestemt tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

(32) Medlemsstaterne behøver ikke at anvende reglerne om

bevisbyrde i sager, hvor domstolen eller en anden kompetent instans skal

undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal anvendes

procedurer, hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans, der skal

undersøge omstændighederne, og ikke sagsøgeren, der skal

fremlægge beviser herfor.

(33) Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets

parter og i overensstemmelse med national praksis med de ikke-statslige

organisationer om de forskellige former for forskelsbehandling på

arbejdspladsen, og om hvordan de bekæmpes.

(34) Behovet for at fremme freden og forsoningen mellem de vigtigste

samfund i Nordirland nødvendiggør særlige bestemmelser i

dette direktiv.

(35) Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner,

der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en

afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde

af handlinger, der strider mod forpligtelserne i dette direktiv.

(36) Medlemsstaterne kan overlade det til arbejdsmarkedets parter,

efter en fælles anmodning fra disse, at gennemføre dette

direktiv for så vidt angår bestemmelser, som henhører

under kollektive overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer de

fornødne foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt

at være i stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i dette

direktiv.

(37) I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i

EF-traktaten, kan målet for den påtænkte handling, nemlig

at sikre ensartede vilkår i Fællesskabet med hensyn til

beskyttelse af retten til ligestilling i relation til beskæftigelse og

erhverv, ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan

derfor på grund af den påtænkte handlings omfang og

virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. I

overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel,

går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at

nå dette mål

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er, med henblik på at

gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at

fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling

med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 2

Begrebet forskelsbehandling

1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen

må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte

forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2. I henhold til stk. 1

a) foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en

eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en

anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive

behandlet

b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende

neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en

bestemt religion eller tro, et bestemt handicap, personer, som

tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med en bestemt

seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer,

medmindre

i) den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er

objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det

er hensigtsmæssige og nødvendige, eller

ii) medmindre arbejdsgiveren eller enhver anden person eller

organisation omfattet af dette direktiv, i medfør af den nationale

lovgivning er nødt til at træffe passende foranstaltninger for

så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold til

principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige

virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne

praksis.

3. Chikane betragtes som forskelsbehandling som defineret

i stk. 1, hvis en uønsket optræden i relation til en af de i

artikel 1 anførte grunde finder sted med det formål eller den

virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende,

fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. I den

forbindelse kan begrebet chikane defineres i overensstemmelse med

medlemsstaternes nationale lovgivning og praksis.

4. Enhver instruktion om at forskelsbehandle en person af

en af de i artikel 1 anførte grunde, betragtes som forskelsbehandling

som defineret i stk. 1.

5. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger

fastsat ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er

nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, den offentlige

orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at

beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder

dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor,

herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt

angår:

a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse,

udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og

erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier

og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i

erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse

b) adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning,

erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling,

herunder praktisk arbejdserfaring

c) ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og

løn

d) medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller

arbejdsgiverorganisation eller en organisation, hvis medlemmer udøver

et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne organisationer giver

medlemmerne.

2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling

på grundlag af nationalitet, og berører ikke bestemmelser og

betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse

personers indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for

behandling, der skyldes de pågældende tredjelandsstatsborgeres

eller statsløse personers retsstilling.

3. Dette direktiv omfatter ikke udbetalinger af enhver art

fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger for

social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.

4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at i det omfang

dette direktiv vedrører forskelsbehandling på grund af handicap

eller alder, finder det ikke anvendelse på tjeneste i de væbnede

styrker.

Artikel 4

Erhvervsmæssige krav

1. Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige

behandling, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en

eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke udgør

forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund

af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng,

hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært

og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er

legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

2. I forbindelse med kirker og andre offentlige eller

private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan

medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers

erhvervsmæssige aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som

gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv, opretholde

eller i en kommende lovgivning, som er baseret på national praksis, som

gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv,

fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en

persons religion eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når

denne religion eller tro, under hensyn til disse aktiviteters karakter eller

den sammenhæng de indgår i, udgør et regulært,

legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af

organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse

af medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt

de generelle principper i fællesskabsretten og kan ikke berettige til

forskelsbehandling med anden begrundelse.

Under forudsætning af at dette direktiv i

øvrigt overholdes, er det således ikke til hinder for, at kirker

og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret

på religion eller tro, og som handler i overensstemmelse med den

nationale forfatning og lovgivning, kan kræve af personer, der arbejder

for dem, at de har en redelig indstilling til og er loyale over for

organisationens etik.

Artikel 5

Tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang

Med henblik på at sikre, at princippet om

ligebehandling af handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i

rimeligt omfang. Det betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de

foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete

behov, for at give en handicappet adgang til beskæftigelse, til at

udøve den eller have fremgang i den eller for at give vedkommende

adgang til uddannelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges

en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis denne byrde i tilstrækkeligt

omfang lettes gennem foranstaltninger, der er normale elementer i den

pågældende medlemsstats handicappolitik, anses den ikke for at

være uforholdsmæssig stor.

Artikel 6

Berettigelse af ulige behandling på grund af

alder

1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme,

at ulige behandling på grund af alder ikke udgør

forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt

formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime

beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske

mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende

formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former

for ulige behandling:

a) tilvejebringelse af særlige vilkår for adgang til

beskæftigelse og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og erhverv,

herunder betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning, for

unge, ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med

henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration eller at

beskytte dem

b) fastsættelse af minimumsbetingelser vedrørende alder,

erhvervserfaring eller anciennitet for adgang til beskæftigelse eller

til visse fordele i forbindelse med beskæftigelse

c) fastsættelse af en maksimal aldersgrænse for

ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige krav til

den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have

tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før

pensionering.

2. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme,

at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til

erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af

forskellige aldersgrænser for ansatte eller grupper eller kategorier af

ansatte, og anvendelse af alderskriteriet til aktuarberegninger inden for

rammerne af disse ordninger ikke udgør forskelsbehandling på

grund af alder, for så vidt dette ikke medfører

forskelsbehandling på grund af køn.

Artikel 7

Positiv særbehandling og

særforanstaltninger

1. For at sikre fuld ligestilling i arbejdslivet er princippet om

ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder

eller vedtager særforanstaltninger, der har til formål at

forebygge eller opveje ulemper knyttet til en eller flere af de i artikel 1

anførte grunde.

2. For så vidt angår handicappede er

princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at medlemsstaterne

opretholder eller vedtager bestemmelser vedrørende sundhedsbeskyttelse

og sikkerhed på arbejdspladsen, eller for foranstaltninger, der tager

sigte på at oprette eller opretholde bestemmelser eller faciliteter med

henblik på at beskytte eller fremme deres erhvervsmæssige

integration.

Artikel 8

Mindstekrav

1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser, som er

gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end

bestemmelserne i dette direktiv.

2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger

under ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende

beskyttelsesniveau i medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de

områder, der er omfattet af direktivet.

KAPITEL II

RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE

Artikel 9

Klageadgang

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi

princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den

pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller

administrative instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt,

til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af

forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold,

hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer

og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har

en legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes,

er berettigede til - enten på vegne af eller til støtte for

klageren med dennes godkendelse - at indtræde som part i klagen til

retslige og/eller administrative instanser med henblik på

håndhævelsen af forpligtelserne i henhold til dette direktiv.

3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om

tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om

ligebehandling.

Artikel 10

Bevisbyrde

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale

retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,

når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om

ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende,

for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske

omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er

udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den

indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet

tilsidesat.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne

indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for

klageren.

3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.

4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på

sager som nævnt i artikel 9, stk. 2.

5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1

på sager, hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der

skal undersøge sagens faktiske omstændigheder.

Artikel 11

Beskyttelse mod repressalier

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige

foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere mod afskedigelse eller anden

ufordelagtig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på en

klage inden for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning med

det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

Artikel 12

Formidling af information

Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages i

medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede

finder anvendelse, på hele deres område bringes til de

berørte personers kendskab ved hjælp af alle egnede midler,

f.eks. på arbejdspladserne.

Artikel 13

Dialog mellem arbejdsmarkedets parter

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis passende foranstaltninger til at tilskynde

til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme

ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,

kollektive overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller

udveksling af erfaringer og god praksis.

2. Når det er i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets

parter til på passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi,

at indgå aftaler indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling

på de i artikel 3 anførte områder, som falder ind under

kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne aftaler skal overholde

mindstekravene i dette direktiv og de relevante nationale

gennemførelsesforanstaltninger.

Artikel 14

Dialog med ikke-statslige organisationer

Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med relevante ikke-statslige

organisationer, som i overensstemmelse med nationale traditioner og national

praksis har en legitim interesse i at bidrage til bekæmpelse af

forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte grunde med henblik

på at fremme princippet om ligebehandling.

KAPITEL III

SÆRLIGE BESTEMMELSER

Artikel 15

Nordirland

1. For at imødegå et af de vigtigste religiøse

samfunds underrepræsentation i Nordirlands politistyrke, foreligger der

ved ulige behandling i forbindelse med ansættelser i denne styrke,

herunder dens støttepersonale, ikke forskelsbehandling, for så

vidt den nationale lovgivning udtrykkeligt tillader denne

forskelsbehandling.

2. Med henblik på opretholde lige

beskæftigelsesmuligheder for lærere i Nordirland og samtidig

bidrage til at overvinde den historiske splittelse mellem de vigtigste

religiøse samfund, der er repræsenteret i Nordirland, finder

dette direktivs bestemmelser om religion og tro ikke anvendelse på

skolerne i Nordirland, for så vidt den nationale lovgivning

udtrykkeligt tillader dette.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 16

Overholdelse

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at

sikre, at

a) alle love og administrative bestemmelser, der strider imod

princippet om ligebehandling, ophæves

b) alle bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling, og

som indgår i kontrakter eller kollektive overenskomster, virksomheders

interne reglementer og vedtægter for selvstændige erhverv og fag

samt for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller

kan erklæres ugyldige eller ændres.

Artikel 17

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes ved

overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til

gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige

skridt til at sikre deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan

indebære, at der ydes ofret skadeserstatning, skal være

effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have

afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 2. december

2003 Kommissionen meddelelse herom og underretter den endvidere hurtigst

muligt om senere ændringer.

Artikel 18

Gennemførelse

Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og administrative

bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 2. december 2003

eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter overlade

det til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår

bestemmelser, der henhører under kollektive overenskomster. I så

tilfælde sikrer medlemsstaterne, at arbejdsmarkedets parter senest den

2. december 2003 har indført de nødvendige foranstaltninger ad

aftalemæssig vej, idet medlemsstaterne er forpligtet til at

træffe alle nødvendige foranstaltninger for til enhver tid at

kunne garantere de resultater, der foreskrives i direktivet. De underretter

straks Kommissionen herom.

For at tage hensyn til særlige forhold kan

medlemsstaterne om nødvendigt få en yderligere frist på

tre år fra den 2. december 2003, dvs. i alt seks år, til at

iværksætte dette direktivs bestemmelser om forskelsbehandling

på grund af alder og handicap. I så fald underretter de straks

Kommissionen. Medlemsstater, der vælger at benytte denne yderligere

periode, aflægger hvert år rapport til Kommissionen om, hvilke

foranstaltninger de træffer for at bekæmpe forskelsbehandling

på grund af alder og handicap, og hvilke fremskridt der er gjort med at

gennemføre direktivet. Kommissionen aflægger hvert år

rapport til Rådet.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde

en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen

ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for

henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 19

Beretning

1. Medlemsstaterne meddeler senest den 2. december 2005 og hvert femte

år herefter Kommissionen alle oplysninger, denne har brug for til at

udarbejde en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen

af dette direktiv.

2. I Kommissionens beretning skal der i relevant omfang

tages hensyn til arbejdsmarkedets parters og vedkommende ikke-statslige

organisationers synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige

muligheder for mænd og kvinder skal beretningen bl.a. indeholde en

evaluering af virkningen for kvinder og mænd af de foranstaltninger,

der er truffet. På baggrund af de modtagne oplysninger skal beretningen

om nødvendigt indeholde forslag med henblik på revision og

ajourføring af direktivet.

Artikel 20

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers

Tidende.

Artikel 21

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2000.

På Rådets vegne

É. Guigou

Formand

(2) EFT C 177 E af

27.6.2000, s. 42.

(3) Udtalelse af

12.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(4) EFT C 204 af

18.7.2000, s. 82.

(5) EFT C 226 af 8.8.2000,

s. 1.

(6) EFT L 39 af 14.2.1976,

s. 40.

(7) EFT L 180 af

19.7.2000, s. 22.

(8) EFT L 225 af

12.8.1986, s. 43.

(9) EFT C 186 af 2.7.1999,

s. 3.

Bilag 2

Rådets direktiv 2000/43/EF

af 29. juni 2000

om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race

eller etnisk oprindelse

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(10) ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(11) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske

og Sociale Udvalg(12) ,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(13) , og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Traktaten om Den Europæiske Union udgør en ny fase i

processen hen imod en stadigt snævrere union mellem de europæiske

folk.

(2) I henhold til EU-traktatens artikel 6 bygger Unionen på

principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de

grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er

principper, som medlemsstaterne har til fælles, og den skal respektere

de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den

europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger

af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som

generelle principper for fællesskabsretten.

(3) Alle menneskers ret til lighed for loven og beskyttelse mod

forskelsbehandling er en universel ret, der anerkendes i

verdenserklæringen om menneskerettigheder, De Forenede Nationers

konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, den

internationale konvention om afskaffelse af alle former for

racediskrimination og De Forenede Nationers konventioner om borgerlige og

politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle

rettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af

menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle

medlemsstaterne har tiltrådt.

(4) Det er vigtigt at respektere sådanne grundlæggende

rettigheder og frihedsrettigheder, herunder foreningsfriheden. Det er i

forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser også

vigtigt at sikre beskyttelse af privat- og familieliv.

(5) Europa-Parlamentet har vedtaget en række beslutninger om

bekæmpelse af racisme i Den Europæiske Union.

(6) Den Europæiske Union afviser teorier, der søger at

fastslå, at der findes forskellige menneskeracer. Anvendelsen af

udtrykket "race" i dette direktiv indebærer ikke en accept af

sådanne teorier.

(7) Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde

i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 Kommissionen til snarest muligt at

forelægge forslag vedrørende gennemførelsen af

EF-traktatens artikel 13 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

(8) I retningslinjerne for beskæftigelsen 2000, som blev godkendt

af Det Europæiske Råd i Helsingfors den 10. og 11. december 1999,

understreges behovet for at skabe forudsætninger for et socialt

solidarisk arbejdsmarked gennem formulering af et sammenhængende

sæt foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling af

bestemte grupper såsom etniske mindretal.

(9) Forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse

kan undergrave opfyldelsen af EF-traktatens mål, særlig

opnåelse af et højt beskæftigelsesniveau og et højt

socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og

livskvaliteten samt økonomisk og social samhørighed og

solidaritet. Forskelsbehandling kan også undergrave indsatsen for at

opfylde målsætningen om udvikling af Den Europæiske Union

som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(10) Kommissionen forelagde i december 1995 en meddelelse om racisme,

fremmedhad og antisemitisme.

Rådet vedtog den 15. juli 1996 fælles aktion 96/443/RIA om

bekæmpelse af racisme og fremmedhad(14) , hvori der indgås en forpligtelse

til at sikre effektivt retligt samarbejde om bekæmpelse af

lovovertrædelser, der er begrundet i racisme eller fremmedhad.

For at sikre udviklingen af demokratiske og tolerante samfund, hvori alle

kan deltage uanset race eller etnisk oprindelse, bør foranstaltninger

til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller

etnisk oprindelse række videre end adgang til lønnet eller

selvstændig beskæftigelse og dække områder som

uddannelse, social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje,

sociale goder, adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.

(13) Med henblik herpå bør enhver form for direkte eller

indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse

inden for de områder, der er dækket af dette direktiv, forbydes

overalt i Fællesskabet. Forbuddet mod forskelsbehandling bør

også gælde tredjelandes statsborgere, men omfatter ikke ulige

behandling på grund af nationalitet og berører ikke bestemmelser

om tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres adgang til

beskæftigelse.

(14) Når Fællesskabet gennemfører princippet om

ligebehandling uanset race eller etnisk oprindelse, bør det i henhold

til traktatens artikel 3, stk. 2, tilstræbe at fjerne uligheder og at

fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, da kvinder ofte er ofre for

dobbelt diskrimination.

(15) Det er de nationale juridiske eller andre kompetente organer, der

skal vurdere de faktiske forhold, på grundlag af hvilke det kan

udledes, at der har været direkte eller indirekte forskelsbehandling, i

overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller praksis.

Sådanne bestemmelser vil i første omgang skulle sikre, at

indirekte forskelsbehandling kan fastslås, bl.a. på grundlag af

statistisk materiale eller på enhver anden måde.

(16) Det er vigtigt at beskytte fysiske personer mod forskelsbehandling

på grund af race eller etnisk oprindelse. Medlemsstaterne bør

også, hvor det er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med deres

nationale traditioner og praksis, drage omsorg for beskyttelse af juridiske

personer, når de forskelsbehandles på grund af deres medlemmers

race eller etniske oprindelse.

(17) Forbud mod forskelsbehandling bør ikke være til

hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til

formål at forebygge eller opveje ulemper for en gruppe af personer af

en bestemt race eller etnisk oprindelse, og sådanne foranstaltninger

kan gøre det muligt at oprette organisationer af personer af en

særlig race eller etnisk oprindelse, når deres hovedmål er

at fremme disse personers særlige behov.

(18) Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige

behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der

vedrører race eller etnisk oprindelse, udgør et regulært

erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet

står i et rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder

bør medtages i de oplysninger, som medlemsstaterne skal meddele

Kommissionen.

(19) Personer, som udsættes for forskelsbehandling på grund

af race eller etnisk oprindelse, bør sikres den fornødne

retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv retsbeskyttelse, bør

også foreninger eller juridiske personer have beføjelse til, som

nærmere fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af eller til

støtte for ethvert offer for forskelsbehandling at indtræde som

part i en sag uden at tilsidesætte nationale procesregler

vedrørende repræsentation og forsvar i retten.

(20) Effektiv gennemførelse af princippet om ligestilling

forudsætter passende retsbeskyttelse i civile sager mod

repressalier.

(21) Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der

umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden

bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt,

gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for

en sådan forskelsbehandling.

(22) Medlemsstaterne behøver ikke at anvende reglerne om

bevisbyrde i sager, hvor en domstol eller en anden kompetent instans skal

undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal anvendes

procedurer, hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans, der skal

undersøge omstændighederne, og ikke sagsøgeren, der skal

fremlægge beviser herfor.

(23) Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets

parter og med de ikke-statslige organisationer om forskellige former for

forskelsbehandling, og hvordan de bekæmpes.

(24) Tilstedeværelsen af et organ eller organer i hver

medlemsstat, som har kompetence til at analysere problemer i forbindelse med

forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse,

undersøge mulige løsninger og yde konkret hjælp til

ofrene, vil i sig selv give øget beskyttelse mod sådan

forskelsbehandling.

(25) Dette direktiv fastsætter mindstekrav, og medlemsstaterne

har således mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere

bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv bør ikke tjene

som begrundelse for en forringelse af de eksisterende vilkår på

dette felt i de enkelte medlemsstater.

(26) Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner,

der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har

afskrækkende virkning i tilfælde af handlinger, der strider imod

forpligtelserne i dette direktiv.

(27) Medlemsstaterne kan overlade det til arbejdsmarkedets parter,

efter en fælles anmodning fra disse, at gennemføre dette

direktiv for så vidt angår bestemmelser, som henhører

under kollektive overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer de

fornødne foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt

at være i stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i dette

direktiv.

(28) I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og

proportionalitetsprincippet, jf. EF-traktatens artikel 5, kan direktivets

mål, nemlig at sikre et fælles højt beskyttelsesniveau mod

forskelsbehandling i alle medlemsstaterne, ikke i tilstrækkelig grad

opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor, på grund af den

påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre

gennemføres på fællesskabsplan. Dette direktiv går

ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er at fastlægge en ramme for

bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk

oprindelse med henblik på at iværksætte princippet om

ligebehandling i medlemsstaterne.

Artikel 2

Begrebet forskelsbehandling

1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen

må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling

på grund af race eller etnisk oprindelse.

2. I henhold til stk. 1

a) foreligger der direkte forskelsbehandling, når en person

på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden

bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation

b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende

neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en

bestemt race eller etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt i forhold til

andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse

eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til

at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

3. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling som

defineret i stk. 1, når en uønsket optræden i relation til

race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den

virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende,

fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. I den

forbindelse kan begrebet chikane defineres i overensstemmelse med

medlemsstaternes nationale lovgivning og praksis.

4. En instruktion om at forskelsbehandle en person

på grund af race eller etnisk oprindelse betragtes som

forskelsbehandling som defineret i stk. 1.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1. Inden for de beføjelser, traktaten tillægger

Fællesskabet, finder dette direktiv, for så vidt angår

både den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer,

anvendelse på alle personer for så vidt angår

a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse,

udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og

erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier

og ansættelsesvilkår, uanset sektor eller branche og uanset

niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse

b) adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning,

erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling,

herunder praktisk arbejdserfaring

c) beskæftigelse og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og

løn

d) medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller

arbejdsgiverorganisation eller en organisation, hvis medlemmer udøver

et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver

medlemmerne

e) social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje

f) sociale goder

g) uddannelse

h) adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder

bolig.

2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling

på grundlag af nationalitet og berører ikke bestemmelser og

betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse

personers indrejse og ophold på medlemsstaternes territorium og heller

ikke nogen form for behandling, der skyldes de pågældende

tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.

Artikel 4

Regulære og afgørende erhvervsmæssige

krav

Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige

behandling, som er baseret på en egenskab i forbindelse med race eller

etnisk oprindelse, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den

pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte

erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne

aktiviteter udøves, udgør et regulært og afgørende

erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet

står i rimeligt forhold hertil.

Artikel 5

Positiv særbehandling

For at sikre fuld ligestilling i praksis er princippet om ligebehandling

ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager

specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller

opveje ulemper knyttet til race eller etnisk oprindelse.

Artikel 6

Mindstekrav

1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser, som er

gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end

bestemmelserne i dette direktiv.

2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger

under ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende

beskyttelsesniveau i medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de

områder, der er omfattet af direktivet.

KAPITEL II

RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE

Artikel 7

Klageadgang

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi

princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den

pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller

administrative instanser, herunder hvor de finder det hensigtsmæssigt

til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af

forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold,

hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer

og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har

en legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes,

er berettigede til - enten på vegne af eller til støtte for

klageren med dennes godkendelse - at indtræde som part i klagen til

retslige og/eller administrative instanser med henblik på

håndhævelse af forpligtelserne i dette direktiv.

3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om

tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om

ligebehandling.

Artikel 8

Bevisbyrde

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale

retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,

når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om

ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende,

for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske

omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er

udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den

indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet

tilsidesat.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne

indfører regler for bevisførelse, som er gunstigere for

klageren.

3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.

4. Stk. 1, 2 og 3 finder også anvendelse på

sager som nævnt i artikel 7, stk. 2.

5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1

på sager, hvor det er Domstolen eller en kompetent instans, der skal

undersøge sagens faktiske omstændigheder.

Artikel 9

Repressalier

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige

foranstaltninger til at beskytte enkeltpersoner mod ufordelagtig behandling

eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller enhver

form for retsforfølgning med det formål at sikre, at princippet

om ligebehandling iagttages.

Artikel 10

Formidling af information

Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages i

medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede

finder anvendelse, på hele deres område bringes til de

berørte personers kendskab ved hjælp af alle egnede midler.

Artikel 11

Dialog mellem arbejdsmarkedets parter

1. Medlemsstaterne skal i overensstemmelse med nationale traditioner og

national praksis træffe passende foranstaltninger til at tilskynde til

dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme

ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,

kollektive aftaler, regler for god opførsel, forskning eller

udveksling af erfaringer og god praksis.

2. Når det er i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis, skal medlemsstaterne tilskynde

arbejdsmarkedets parter til på passende niveau og under hensyntagen til

deres autonomi, at indgå aftaler indeholdende regler om forbud mod

forskelsbehandling på de i artikel 3 anførte områder, som

falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne aftaler

skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de relevante nationale

gennemførelsesforanstaltninger.

Artikel 12

Dialog med ikke-statslige organisationer

Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med relevante ikke-statslige

organisationer, som i overensstemmelse med nationale traditioner og national

praksis har en legitim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af

forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik

på at fremme princippet om ligebehandling.

KAPITEL III

UAFHÆNGIGE ORGANER FOR FREMME AF

LIGEBEHANDLING

Artikel 13

1. Medlemsstaterne udpeger et eller flere organer for fremme af

ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller

etnisk oprindelse. Sådanne organer kan være en del af

institutioner, der har til opgave på nationalt plan at forsvare

menneskerettighederne eller beskytte enkeltpersoners rettigheder.

Medlemsstaterne sikrer, at disse organer også

har kompetence til at

bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet

deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes,

foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder,

jf. artikel 7, stk. 2

indlede uafhængige undersøgelser af

forskelsbehandling

offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om

spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 14

Overholdelse af direktivet

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at

sikre, at

a) alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet

om ligebehandling, ophæves

b) alle bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling, og

som indgår i individuelle eller kollektive kontrakter og

overenskomster, virksomheders interne reglementer, vedtægter for

foreninger med eller uden lukrativt formål, regler for

selvstændige erhverv og vedtægter for arbejdstager- og

arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige

eller ændres.

Artikel 15

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes i

tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er

vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og tager alle

nødvendige skridt til at sikre deres anvendelse. Sanktionerne, der kan

indebære, at der ydes ofret skadeserstatning, skal være

effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en

afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 19. juli 2003

Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser samt enhver senere

ændring heri så tidligt som muligt.

Artikel 16

Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative

bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 19. juli

2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter

overlade det til dem at gennemføre direktivet for så vidt

angår bestemmelser, der henhører under kollektive

overenskomster. I så tilfælde sikrer den enkelte medlemsstat sig,

at arbejdsmarkedets parter senest den 19. juli 2003 har indført de

nødvendige bestemmelser ad aftalemæssig vej, idet den skal

træffe de nødvendige foranstaltninger for på et hvilket

som helst tidspunkt at være i stand til at sikre de resultater, der er

foreskrevet i direktivet. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en

henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen

ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for

henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 17

Beretning

1. Medlemsstaterne meddeler inden den 19. juli 2005 og hvert femte

år herefter Kommissionen alle oplysninger, den har brug for til at

udarbejde en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen

af dette direktiv.

2. I Kommissionens beretning skal der, hvor det er

relevant, tages hensyn til de synspunkter, som Det Europæiske

Observatorium for Racisme og Fremmedhad giver udtryk for, samt til

arbejdsmarkedets parters og de relevante ikke-statslige organisationers

synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige muligheder for

mænd og kvinder skal denne beretning bl.a. indeholde en vurdering af

indvirkningen af de foranstaltninger, der er truffet, for kvinder og

mænd. På baggrund af de modtagne oplysninger skal denne beretning

i givet fald indeholde forslag med henblik på en revision og

ajourføring af direktivet.

Artikel 18

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers

Tidende.

Artikel 19

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 29. juni 2000.

På Rådets vegne

M. Arcanjo

Formand

(10) Endnu ikke

offentliggjort i EFT.

(11) Udtalelse af 18. maj

2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(12) Udtalelse af 12.

april 2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(13) Udtalelse af 31. maj

2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(14) EFT L 185 af

24.7.1996, s. 5.

Officielle noter

1) Forslaget

gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000

om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race

eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af Rådets

direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000 303,

L s. 16).

Lignende dokumenter