Spring til indhold

Retsinformation

Stop for dagpenge, anmeldelse af 3. mand, refusion

KEN nr 9883 af 16/09/2004Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet28. februar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Stop

for dagpenge, anmeldelse af 3. mand, refusion

Nævnet traf denne 2. september 2004

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet finder, at der var tilstrækkeligt grundlag

for at stoppe udbetalingen af dagpenge til kassens medlem den 1. november

2002.

Ankenævnet har lagt til grund, at

–

medlemmet på sin

ledighedserklæring den 3. juni 2002 angav Omsorgscentret NN, som sidste

arbejdsforhold,

–

kassen den 26. september

2003 modtog en anmeldelse vedrørende ”en persons” ledigmeldelse,

trods fortsat

deltidsbeskæftigelse,

–

anmeldelsen den 1.

november 2002 blev udbygget med navn og cpr. nr på et af kassens medlemmer,

samt oplysning om 2 arbejdssteder, Omsorgshjemmet i NN og Sct. Hans,

–

et midlertidigt

dagpengestop ikke behøvede få betydning for medlemmet, da udbetalingsperioden

var månedlig og det i aktuelle tilfælde gav et tidsmæssigt spillerum til

afklaring af anmeldelsen på ca. 3 uger, og

–

a-kassen påbegyndte

behandling af dagpengekort for perioden 21. oktober – 17. november 2002

den 18.

Læs alt

november 2002.

Ankenævnet har lagt vægt på, at der var tale om en anmeldelse på

et medlem, hvor der blev oplyst 2 navngivne arbejdsgivere, og at der blev

angivet en arbejdsgiver, som kassen ikke havde kendskab til.

Ankenævnet finder, at a-kassen fra den 1. november 2002, hvor

a-kassen modtog oplysninger, som gjorde det muligt for a-kassen at iværksætte

en undersøgelse, og frem til den 18. november 2002, hvor a-kassen påbegyndte

behandling

af dagpengekortene for den pågældende periode, havde mulighed for at afklare

medlemmets forhold og herefter for at iværksætte et dagpengestop den 18.

november 2002.

Ankenævnet finder derfor, at a-kassen ikke er berettiget til

refusion for perioden 18. november 2002 – 10. januar 2003, idet det kan

bebrejdes kassen, at den fortsatte udbetalingerne af dagpenge på trods af den

foreliggende usikkerhed om udbetalingsgrundlaget og i øvrigt uden

fra den 1. november og frem til den 18.

november at have forsøgt at afklare, om der var noget til hinder for

udbetaling

af dagpenge til medlemmet.

Ankenævnet henviser til § 86, stk. 4 og stk. 6, § 87, stk. 5 og

stk. 8 i lov om arbejdsløshedsforsikring m. v. jf. lovbekendtgørelse nr. 799

af

24. september 2002

og Arbejdsdirektoratets

bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en

arbejdsløshedskasse § 4, og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om a-kassernes ret til refusion

for

udbetalte ydelser §§ 1, 2, 3 og 5.

Ankenævnet ændrer således delvist direktoratets afgørelse af 28.

januar 2004.

Kassen har i sin klage henvist til principperne i

forvaltningslovens § 19 i relation til situationen, at en anmeldelse danner

grundlag for en afgørelse om et dagpengestop.

Sekretariatet skal bemærke, at dagpengestoppet skal ske, når

kassen bliver bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem ved

svig eller uagtsomhed med urette har fået ydelser fra a-kassen. Sekretariatet

er enig i, at et dagpengestop ikke kan foretages uden iagttagelse af

forvaltningslovens

§ 19, hvorfor ankenævnet i den konkrete sag er af den opfattelse, at et

dagpengestop først vil kunne iværksættes efter a-kassens nærmere undersøgelse

af forholdene, herunder en høring af medlemmet. Ankenævnet finder, at en

sådan

undersøgelse ville have kunnet finde sted i perioden fra den 1. november til

den 18. november 2002.

På ankenævnets vegne

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag

på de følgende sider.

Kopi til:

xx

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

” A-kassen traf den 4. november 2003 afgørelse om, at medlemmet

skulle betale 81.012 kr. tilbage til a-kassen på grund af svig og uagtsomhed.

Medlemmet skulle betale 9.877 kr. tilbage, da medlemmet ikke havde

oplyst a-kassen om afholdt ferie, samt arbejdstimer, samtidig med, at

medlemmet

fik udbetalt dagpenge i ugerne 28-33 i 2002.

Medlemmet blev den 31. maj 2002 selvforskyldt ledig, da medlemmet

blev afskediget fra et job i Glostrup Kommune. Medlemmet oplyste ikke til

a-kassen, at medlemmet samtidig havde et job på Sankt Hans Hospital.

Medlemmet havde således arbejde under medlemmets karantæne,

hvorfor karantænen ikke var udstået, da medlemmet igen modtog dagpenge fra

uge

28-33 i 2002. Det fremgik af afgørelsen om karantænen, at denne kun kunne

afvikles i ledige timer eller med 185 arbejdstimer.

Medlemmet havde endvidere et opsigelsesvarsel i ansættelsen på

Sankt Hans Hospital, hvorfor medlemmet ikke havde ret til supplerende

dagpenge,

med mindre medlemmet havde en frigørelsesattest. Medlemmet har på denne

baggrund fået udbetalt 8.243 kr. i dagpenge med urette. A-kassen har vurderet

dette forhold som uagtsomt.

Den 16. august 2002 ophørte medlemmet med arbejdet på Sankt Hans

Hospital. Medlemmet havde selv opsagt stillingen.

Da a-kassen ikke havde kendskab til dette arbejde udbetalte

a-kassen fulde dagpenge til medlemmet fra uge 34 i 2002.

Da a-kassen fik kendskab til, at medlemmet var ophørt i denne

stilling, og at hun ikke havde en gyldig grund, traf a-kassen afgørelse om,

at

medlemmet havde mistet retten til dagpenge fra den 16. august 2002, og at hun

skulle betale de dagpenge tilbage, som hun havde modtaget i perioden den 16.

august 2002 til den 10. januar 2003 tilbage, svarende til 62.892 kr. A-kassen

fandt, at dette forhold var uagtsomt.

Det fremgår dog af sagen, at a-kassen den 1. november 2002 modtog

en anmeldelse om, at medlemmet havde arbejdet samtidig med, at medlemmet

modtog

dagpenge.

A-kassen stoppede ikke for medlemmets dagpenge den 1. november

2002, men først den 10. januar 2003, hvor medlemmet bekræftede, at medlemmet

havde arbejdet samtidig med, at hun fik dagpenge ”.

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets

afgørelse

Direktoratet traf den 22. december 2003 denne afgørelse:

” A-kassen har ret til refusion af de dagpenge, som medlemmet har

fået med urette på grund af svig, i alt 9.877 kr.

A-kassen har ret til refusion for de supplerende dagpenge,

medlemmet har fået med urette, i alt 8.243 kr.

A-kassen har ret til refusion for de dagpenge, medlemmet har fået

med urette fra den 16. august til og med den 31. oktober 2002.

A-kassen har ikke ret til refusion for de dagpenge, medlemmet har

fået med urette fra den 1. november 2002 til den 10. januar 2003.

Begrundelse

Dagpenge udbetalt

med urette på grund af svig

A-kassen har ret til refusion af det beløb, som

medlemmet har fået udbetalt med urette på grund af svig, svarende til 9.877

kr.

Se lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved

lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 86, stk. 4, og bekendtgørelse

nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte

ydelser,

§ 4.

Supplerende dagpenge udbetalt med urette på grund af

uagtsomhed.

A-kassen har ret til refusion af de supplerende

dagpenge, der er udbetalt med urette på grund af medlemmets uagtsomhed,

svarende til 8.423 kr.

Direktoratet har ved denne vurdering lagt til grund, at dagpengene

er udbetalt som en afledt følge af medlemmets svigagtige forhold, og at

a-kassen ikke har haft mulighed for at hindre udbetalingen, da a-kassen ikke

på

tidspunktet for udbetalingen havde kendskab til medlemmets svigagtige

forhold.

Der er lagt vægt på, at medlemmet fik udbetalt supplerende

dagpenge, som medlemmet ikke havde ret til, da medlemmet ikke havde en

frigørelsesattest. A-kassen har anset dette forhold for uagtsomt.

Se lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved

lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 86, stk. 4 og 6, og

bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for

udbetalte ydelser, § 7.

Dagpenge udbetalt med urette på grund af uagtsomhed i perioden den

16. august til den 31. oktober 2002.

A-kassen har ret til refusion af de supplerende dagpenge, der er

udbetalt med urette på grund af medlemmets uagtsomhed i perioden den 16.

august

til og med den 31. oktober 2002.

Direktoratet har ved denne vurdering lagt til grund, at dagpengene

er udbetalt som en afledt følge af medlemmets svigagtige forhold, og at

a-kassen ikke har haft mulighed for at hindre udbetalingen, da a-kassen ikke

på

tidspunktet for udbetalingen havde kendskab til medlemmets svigagtige

forhold.

Der er lagt vægt på følgende:

–

Medlemmet blev

selvforskyldt ledig den 31. maj 2002, og blev pålagt 5 ugers karantæne på

grund

af ophør hos Glostrup Kommune.

–

Medlemmet oplyste

ikke, at hun havde arbejdet 2 steder på deltid, og at hun fortsatte med at

arbejde

på deltid på Sankt Hans Hospital frem til 16. august 2003.

–

Medlemmet fik således

udbetalt dagpenge samtidig med at hun holdt ferie, samt udbetalt dagpenge

uden

fratræk af arbejdstimer i ugerne 28-33 i 2002 på grund af medlemmets

svigagtige

forhold.

–

Medlemmet fik

endvidere udbetalt supplerende dagpenge, som medlemmet ikke havde ret til, da

medlemmet ikke havde en frigørelsesattest. A-kassen har anset dette forhold

for

uagtsomt.

–

Medlemmet blev

selvforskyldt ledig den 16. august 2002, men a-kassen har ikke kunnet pålægge

medlemmet et arbejdskrav på 300 timer inden for 10 uger på dette tidspunkt,

da

a-kassen ikke havde kendskab til, at medlemmet arbejdede på Sankt Hans

Hospital. A-kassen har vurderet, at medlemmet har handlet uagtsomt i

forbindelse med dette ophør, da medlemmet ikke troede, at hun var

selvforskyldt

ledig, da medlemmet selv opsagde arbejdet og ikke blev afskediget, som ved

medlemmets

første arbejdsophør.

–

A-kassen modtog den 1.

november 2002 en anmeldelse om, at medlemmet havde modtaget dagpenge samtidig

med, at medlemmet havde arbejde.

Se lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved

lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 86, stk. 4 og 6, og

bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for

udbetalte ydelser, § 7.

Dagpenge udbetalt med urette på grund af uagtsomhed i perioden den

1. november 2002 til og med den 10. januar 2003

A-kassen har ikke ret til refusion for dagpenge udbetalt i

perioden den 1. november 2002 til den 10. januar 2003.

Direktoratet har ved denne vurdering lagt vægt på, at a-kassen

kunne have undgået fejludbetalingen, hvis a-kassen havde stoppet for

udbetaling

af dagpenge til medlemmet, da a-kassen modtog anmeldelse om, at medlemmet

havde

modtaget dagpenge samtidig med, at medlemmet havde arbejdet.

Se lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved

lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 86, stk. 4, og bekendtgørelse

nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte

ydelser,

§ 3, stk. 1”.

3. Klagen til

ankenævnet

A-kassen klagede den 12. januar 2004:

”Vedrørende XX, refusion,

anke

Arbejdsdirektoratet har med afgørelse af 22. december

2003 anmodet a-kassen om at opgøre tilbagebetalingskrav dels for perioden 16.

august til 31. oktober 2002 (med refusion) samt tilbagebetalingskravet for

perioden 1 . november 2002 til l0. januar 2003. Desuden anmoder direktoratet

os

om at tage stilling til om konstateringstidspunktet bør være 1. november 2002

eller 10. januar 2003.

Tilbagebetalingsbeløbet for 17. august (den dag dagpengeretten

mistedes) til og med 31. oktober 2002 er brutto 32.616 kr..

Tilbagebetalingsbeløbet for 1. november 2002 til og med 9. januar

2003 er brutto 30.276 kr.. Undersøgelsesstop er lagt l0. januar 2003.

Vi skal i den sammenhæng anke afgørelsen til Arbejdsmarkedets

Ankenævn. Efter vejledning nr. 47 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer

af

en a-kasse, bemærkningerne til § 4, skal der - for at kassen kan standse

udbetalingerne til et medlem - foreligge en bestyrket mistanke om at der er

sket fejludbetaling. Vejledningen giver dernæst nogle eksempler på hvornår

kassen skal lægge stoppet.

De to mails vi fik fra anmelderen, henholdsvis 26. september og 1.

november 2002 kan efter vores opfattelse ikke sidestilles med de eksempler

vejledningen giver. Den første angiver ikke hvilket medlem der er tale om.

Straks den 27. september 2002 beder vi anmelderen om at sende

yderligere til A-kassen, hvis han kunne angive medlemmets navn og adresse og

hvilket arbejdsforhold der skulle være tale om.

Den næste mail, den 1. november 2002, angiver medlemmets navn og

cpr.nr., men er lidt diffus derved at anmelderen nævner, at medlemmet blev

fyret fra omsorgscentret i MM og fik karantæne, men skulle have pralet med,

at

hun fik mere udbetalt fra Sct. Hans i samme periode.

Om samme periode betyder karantæneperioden eller karantæneperioden

+ en efterfølgende periode på dagpenge ligger ikke klart.

For os er det en henvendelse,

der bestemt gør, at vi beder medlemmet udtale sig, men der er ikke alene på

grund af mailen en bestyrket mistanke om fejludbetaling. Derfor er

konstateringstidspunkt

og tilhørende stop ikke 1. november 2002. Begrundelserne for en tredjemands

anmeldelse af et medlem, kan være forskellige. Det kan være forargelse

(berettiget

eller uberettiget), det kan være en ren misforståelse, det kan også bero på

personligt uvenskab med medlemmet.

Vi vil være utrygge ved en

praksis, hvor den blotte anmeldelse er nok til at udløse et

undersøgelsesstop.

Undersøgelsesstop er som bekendt ikke sagens endelige afgørelse, men det er

en

bebyrdende afgørelse, som påføres klagevejledning, se vores brev af 14.

januar

2003 til medlemmet.

Der skal tungtvejende grunde til

at stoppe for dagpengene, uden at medlemmet har haft chance for at kommentere

på en anmeldelse fra en privatperson. Vi mener ikke en sådan praksis er

korrekt

rent forvaltningsretligt, jf. principperne i forvaltningslovens § 19.

I forlængelse af ovenstående

betragter vi 10. januar 2003 som konstateringstidspunkt.”

4. Arbejdsdirektoratets

bemærkninger til klagen

Direktoratet skrev den 28. januar 2004:

”

XX, cpr.nr. 031263-1180

Direktoratet sender klage over

afgørelse af 22. december 2003.

Der er ikke kommet nye

oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Direktoratet finder, at der

den 1. november 2002, hvor a-kassen modtager en e-mail med oplysninger om

medlemmets navn, cpr.nr. og oplysninger om, at medlemmet praler med, at hun

fik

mere udbetalt fra Sankt Hans i samme periode som hun havde en karantæne,

foreligger en bestyrket mistanke om, at der kan være sket en fejludbetaling.

Direktoratet mener derfor, at

a-kassen på dette tidspunkt burde have stoppet for udbetaling af dagpenge til

medlemmet, og truffet afgørelse om et foreløbigt dagpengestop, mens sagen

blev

undersøgt.

Direktoratet skal samtidig

bemærke, at a-kassen havde en periode på minimum 3 uger til at undersøge

sagen,

inden medlemmet skulle have udbetalt dagpenge for november måned 2002.

Medlemmet

havde derfor mulighed for at af- eller bekræfte oplysningerne i anmeldelsen

inden udbetaling af dagpengene for november 2002.

Det fremgår af et

samtalenotat af 4. december 2002, at der denne dag sendes en høring til

medlemmet,

og at a-kassen den 10. januar 2003 tager telefonisk kontakt til medlemmet, da

medlemmet ikke har svaret på a-kassen brev af 4. december 2002. A-kassen

stopper herefter på baggrund af medlemmets oplysninger for udbetaling af

dagpenge til medlemmet fra den 10. januar 2003.

Direktoratet finder derfor,

at a-kassen burde have stoppet for medlemmets udbetaling af dagpenge i

forbindelse med anmeldelsen den 1. november 2002.”

5. Nyt efter

klagen

Intet.

6. Regler

Lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001

og nr. 799 af 24. september 2002

§ 86.

Stk. 4.

Hvis dagpenge

eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har kassen

ikke

krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalt refusionsbeløb for

den

fejludbetalte ydelse tilbage fuldt ud, medmindre den fejlagtige udbetaling

skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Stk. 6.

Direktøren for

Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætte

regler om administrationen af stk. 4, og stk. 5 og kan herunder bestemme, at

kassen skal have ret til refusion i ganske særlige situationer, selv om

fejludbetalingen ikke skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Med virkning fra

1. juli 2003 fik § 86, stk. 4 følgende ordlyd ved lov nr. 415 af 10. juni

2003

§ 86.

Stk. 4. Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er

udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal

betale udbetalt refusionsbeløb for den fejludbetalte ydelse tilbage fuldt ud,

medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Tilbagebetaling

skal ske, uanset om staten har lidt økonomisk tab. Direktøren for

Arbejdsdirektoratet kan dog i ganske særlige tilfælde give tilladelse til, at

kassen helt eller delvis får ret til refusion, hvis staten ikke har lidt et

økonomisk tab af samme størrelse som det fejludbetalte beløb. Direktørens

afgørelse

herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 87.

Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for kassen,

kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå

en

effektiv karantæne på højst 962 timer. Er medlemmet tidligere pålagt en

sanktion for svig, kan direktøren bestemme, at pågældende slettes som medlem

af

kassen, hvis den seneste forseelse er begået mindre end 5 år efter den første

administrative afgørelse i den tidligere sag. Et medlem, som slettes af

kassen,

kan genoptages som nyt medlem.

Stk. 2.

Har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse over for

kassen, kan kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne

på højst 37 timer.

Stk. 8.

Direktøren for

Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet

nærmere

regler om anvendelse af stk. 1-7.

Ved lov nr. 420 af 10. juni 2003 fik Landsarbejdsrådet

ændret navn til Beskæftigelsesrådet med virkning fra 1. juli 2003.

Med virkning fra den 1. juli 2003 foretages følgende

ændringer til § 87 ved lov nr. 290 af 30. april 2003

I § 87, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

"Hvis beløbet, der er udbetalt eller søgt udbetalt med

urette, højst svarer til 5 gange dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. §

47, træffer arbejdsløshedskassen dog afgørelse.",

i § 87, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres

"direktørens tidligere afgørelse" til: "den første

administrative afgørelse i den tidligere sag"

Arbejdsdirektoratets

bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en

arbejdsløshedskasse

Procedure ved mistanke om svig og uagtsomhed

§ 4.

Bliver en a-kasse bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem

ved svig eller ved uagtsomhed med urette har fået ydelser fra a-kassen, skal

den standse udbetalingerne fra konstateringstidspunktet. A-kassen skal give

medlemmet en særskilt afgørelse herom og begrunde, at udbetalingerne er

stoppet.

Stk. 2.

Når a-kassen har

truffet en afgørelse om sagens realitet, skal den stoppe udbetalingerne af

ydelser i overensstemmelse med sin afgørelse eller indstilling.

§ 10.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003

Stk. 2.

Bekendtgørelsen

har virkning for alle sager om sanktion, hvor a-kassen ikke har truffet

afgørelse

om tilbagebetaling, jf. § 86 i loven, før den 1. juli 2003.

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om

arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte

ydelser

§ 1.

Hvis en kasse med urette har udbetalt

1)

ydelser efter lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. ,

2)

etableringsydelse

eller uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik ,

eller

3)

ydelser efter lov om

orlov , har kassen ikke ret til refusion fra statskassen og udbetalte

refusionsbeløb

skal tilbagebetales.

Stk. 2.

Kassen har dog

ret til refusion i de i §§ 2-5 anførte tilfælde.

§ 2.

Skyldes fejludbetalingen medlemmets svigagtige forhold, jf. § 87 , stk. 1, i

lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har kassen ret til refusion. Retten

bortfalder dog i det omfang, udbetalingen kan tilskrives fejl i kassen.

§ 3.

Hvis fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har kassen ret til

refusion, såfremt kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det

udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

Stk. 2.

Kassen har

endvidere ret til refusion, hvis fejludbetalingen skyldes urigtige

oplysninger

fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller en anden arbejdsløshedskasse,

medmindre kassen vidste eller burde vide, at oplysningerne var urigtige.

Stk. 3.

Stk. 1 og stk.

2, finder dog ikke anvendelse i tilfælde, hvor medlemmet i forbindelse med

fejludbetalingen har udvist uagtsomt forhold, således at der er grundlag for

at

pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter § 86 , stk. 1, i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog § 5.

§ 5.

Direktøren

for Arbejdsløshedsforsikringen kan i ganske særlige situationer give

tilladelse

til, at kassen får ret til refusion for fejludbetalte beløb, hvor dette ikke

følger af §§ 2-4.

Bekendtgørelse

nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte

ydelser

§ 3.

En a-kasse har

ikke ret til refusion, hvis den med urette har udbetalt ydelser. Er der

udbetalt refusion, skal a-kassen betale den tilbage.

§ 4.

Skyldes

udbetalingen at medlemmet har udvist svig, jf. § 87 , stk. 1, i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., har a-kassen ret til refusion. Retten falder

dog

bort i det omfang, udbetalingen kan tilskrives fejl i a-kassen.

§ 7.

Direktøren

for Arbejdsdirektoratet kan i ganske særlige tilfælde give en a-kasse ret til

refusion for beløb, der er udbetalt med urette, hvor dette ikke følger af §§

4-6.

§ 8.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003.

Stk. 2.

Bekendtgørelsen

har virkning for udbetalinger af ydelser, der udbetales for perioder efter

den

1. juli 2003.

Kassen har henvist til, at der skal tungtvejende grunde til at

reagere på en anmeldelse fra en privatperson, uden at medlemmet har haft en

chance for at kommentere

anmeldelsen og

har henvist til princippet i forvaltningslovens § 19.

Forvaltningsloven

Lov nr. 571 af

19. december 1985

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i

besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,

må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med

oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det

gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og

er

af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en

frist

for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter