Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt boligstøtteloven - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 28 ophævet 8 afgørelser
- Boligstøtteloven § 58 3 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 84 ophævet 6 afgørelser
- Boligstøtteloven § 7 28 afgørelser
- Forvaltningsloven § 22 2.803 afgørelser
- Forvaltningsloven § 24 3.516 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 78 ophævet 3 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 97 ophævet 13 afgørelser
- Boligstøtteloven § 36 5 afgørelser
- Boligstøtteloven § 47 25 afgørelser
Teksten
Nyt
fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt
boligstøtteloven
- af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen
Serviceloven
§ 28 om merudgiftsydelse
Et nævn pålagde en kommune at yde tilskud til betaling af leje
af et mobilhome under ferieophold i Italien.
Der var tale om en familie, som sædvanligvis holdt ferie i
telt.
Der var i familien en datter, der
var født med rygmarvsbrok og nu var 8 år gammel.
På grund af handicappet havde hun dagligt brug for at få klysma
rectalt om morgenen for at kunne komme af med afføring. Desuden skulle hun
kateriseres med et engangskateter hver 3.-4. time.
Det blev anført, at det var uhygiejnisk og uværdigt, at datteren
i forbindelse med klysma skulle ligge på gulvet. På handicaptoilettet
forefandtes der ikke noget hæve-/sænkebord.
Nævnet lagde til grund, at det efter (dagældende) bekendtgørelse
nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelse for i særlige tilfælde at få hjælp
efter lov om social service under ferieophold i udlandet er hovedreglen, at
retten til hjælp efter servicelovens § 28 bevares under ferieophold i
udlandet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 5.
Efter § 1, stk. 5 kan der kun i særlige tilfælde efter en
konkret vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er
forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.
Der var efter nævnets opfattelse tale om et særligt tilfælde,
jf. § 1, stk. 5 i bekendtgørelsen, idet det måtte anses for særligt
påkrævet og en afgørende forudsætning for gennemførelsen af ferien, at
datterens behov for adgang til relevante sanitære forhold blev tilgodeset
Læs alt
I nævnets vurdering var indgået Ankestyrelsens praksis som den
kommer til udtryk i SM C-16-00 og SM C-37-03.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen finder, at afgørelsen er tvivlsom og ville såfremt
sagen havde været indbragt for Ankestyrelsen eventuelt have antaget sagen til
afklaring af, om det ved vurderingen af, om det må anses for særligt påkrævet
og en afgørende forudsætning for afholdelse af ferien, kan lægges vægt på, at
familien altid har ligget i telt.
Der var ved den indsendte afgørelse ikke oplysninger om, at det
lejede mobilhome var af en anden karakter end hvad en tilsvarende familie med
børn uden handicap, lejede under en sådan ferieform.
Ankestyrelsen kan i øvrigt henvise til yderligere praksis på
området.
Det drejer sig om SM C-40-03 og SM C-49-03. Sidstnævnte var ikke
offentliggjort ved tidspunktet for nævnets afgørelse.
SM C-49-03 drejede sig om et forældrepar med to børn, hvoraf det
ene barn havde en psykisk funktionsnedsættelse, som bl.a. medførte, at barnet
ikke tålte lange transporter.
Ankestyrelsen fandt ikke familien berettiget til tilskud til
dækning af ekstra omkostninger i form af flybilletter til familien i
forbindelse
med en uges skiferie.
Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering af familiens
situation, at det ikke var særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning
for
gennemførelse af rejsen, at der blev ydet tilskud til ekstra omkostninger i
forbindelse med, at rejsen foregik med fly (og ikke med bil).
Ankestyrelsen lagde vægt på den samlede beskrivelse af familiens
situation, og på, at det ikke kunne anses for usædvanligt, at familier med to
børn benyttede fly, når de skulle på udlandsrejser, for at gøre
transporttiden
så kort som muligt.
En anden sag
drejede
sig om afslag på at yde merudgiftsydelse til dækning af udgifter forbundet
med
en drengs handicapridning.
Nævnet tiltrådte kommunens afslag.
Drengen led af en gennemgribende mental udviklingsforstyrrelse,
der foreløbigt er diagnosticeret som infantil autisme og kommunen fandt på
baggrund heraf drengen omfattet af personkredsen i servicelovens § 28.
Drengen var begrænset i valget af fritidsaktiviteter i forhold
til ikke handicappede børn.
Nævnet havde dog vurderet, at den ansøgte merudgift til
handicapridning ikke på nuværende tidspunkt kunne anses for en nødvendig
merudgift.
Nævnet lagde vægt på, at han kun var 4 år og dermed under den
alder, hvor børn almindeligvis begynder at deltage i fritidsaktiviteter.
Der er i afgørelsen ikke henvist til praksis.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har i SM O-40-96 fundet, at merudgiften ved
handicapridning i forhold til almindelig ridning kunne anses for en nødvendig
merudgift ved forsørgelsen af en handicappet pige på 5 år.
Der blev lagt vægt på, at ridningen i overvejende grad måtte
anses for at være en fritidsaktivitet for pigen, der var stærkt begrænset i
valget af fritidsaktiviteter i forhold til normalt fungerende børn.
Ved udmålingen af hjælpen til dækning af merudgifter ved
handicapridning skulle fratrækkes et beløb svarende til, hvad det ville have
kostet, hvis pigen gik til almindelig rideundervisning på en lokal rideskole.
Ankestyrelsen skal bemærke, at der i den offentliggjorte SM er
truffet en positiv afgørelse, hvor styrelsen ikke fandt, at aldersgrænsen på
de
5 ½ år var til hinder for dækning af merudgifter til handicapridning som
fritidsaktivitet.
Ankestyrelsen finder ikke, at SM`en kan tages til udtryk for, at
der med afgørelsen var gjort op med en fast aldersgrænse for at yde hjælp til
fritidsaktiviteter til børn
Da nævnet i den konkrete sag har truffet en afgørelse, hvor
ansøgeren ikke har fået medhold burde nævnet have begrundet afgørelsen, jf.
forvaltningslovens §§ 22 og 24, stk. 1, herunder hvilke hensyn, der
ligger
til grund for nævnets afgørelse om, at børn på fire år ikke i almindeligvis
begynder at deltage i fritidsaktiviteter, og at der heller ikke i den
konkrete
sag foreligger særlige omstændigheder.
§ 78 om ledsageordning
Et nævn tiltrådte en kommunes afslag på ledsageordning.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger på grund af
nedsat funktionsevne som følge af ansøgers øjensygdom var omfattet af den
personkreds, som ville kunne modtage ledsagelse efter servicelovens
§ 78.
Imidlertid var det nævnets vurdering, at ansøger ikke opfyldte
lovens betingelse om ikke at kunne færdes alene udenfor hjemmet.
Der var herved lagt vægt på oplysningerne om, at ansøger kunne
færdes i lokalområdet, dog ikke efter mørkets frembrud eller naturstier på
grund af ujævnheder.
Ansøger kunne selv handle ind ca. 2 gange om ugen i kendt område
samt tage offentlig transport til familiebesøg. Ansøger kunne klare at tage i
aktivitetscentret 2 gange om måneden.
Om ansøgers behov for ledsagelse var det oplyst, at ansøger
havde vanskeligheder ved indkøb af tøj, at ansøger havde brug for hjælp til
at
færdes i ukendte forretninger og byer samt ved deltagelse i arrangementer,
som
krævede transport med offentlige transportmidler.
Det var herefter nævnets vurdering, at ansøger var i stand til
at færdes alene udenfor hjemmet uden altid at skulle bede andre om hjælp,
hvorfor lovens betingelser for bevilling af ledsageordning ikke var opfyldt.
Nævnet henviste i øvrigt til Ankestyrelsens offentliggjorte
praksis i SM C-4-02, hvori Ankestyrelsen fandt, at en kvinde med Downs
Syndrom,
der kunne færdes alene i et større lokalområde, ikke var berettiget til
ledsageordning.
Ansøgningen var begrundet i ledsagelse til ridning i nabobyen 1
gang ugentligt. Ønsket om ledsagelse var begrundet i trafikfarlig vej og
manglende fortov.
Ankestyrelsen vurderede således, at kvinden ikke opfyldte lovens
betingelse om ikke at kunne færdes alene udenfor hjemmet.
Ankestyrelsen lagde vægt på lovens ordlyd og inddrog formålet
med hjælp efter lov om social service og formålet med ledsagelse og fandt, at
ledsageordningen var begrænset til personer, der på grund af en
funktionsnedsættelse ikke kunne færdes alene udenfor hjemmet og deltage i
aktiviteter m.v. uden altid at skulle bede andre om hjælp.
Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at selv om kvinden ikke
kunne færdes alene overalt, kunne hun efter eget valg færdes alene i et
større
lokalområde, herunder i den by, hvor hun boede, og hun kunne tage med bus til
nabobyen. Hun kunne endvidere gå til tandlæge, frisør, på biblioteket, i
svømmehal samt i forretninger og selv købe ind.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen skal bemærke, at som sagen foreligger oplyst for
Ankestyrelsen, har det ikke været muligt at vurdere sagen og dens
overensstemmelse med praksis.
Ankestyrelsen finder, at sagen er for sparsomt belyst. Der er
således ikke oplysninger om øjenlidelsen karakter eller sværhedsgrad,
ansøgers
alder, om ansøger bor alene eller oplysninger om et eventuelt netværk
herunder
til hjælp ved køb af tøj eller hvad behovet for at færdes alene om aftenen
eller at deltage i arrangementer på ukendte steder er.
Ankestyrelsen finder, at dette burde have været bedre belyst.
§ 84 om merudgifter
En sag drejede sig om en ansøger som havde fibromyalgi, slidgigt
og spiserørsbrok.
Kommunen havde givet afslag på hjælp til dækning af udgifter til
massage, Pure MSM, Glucosamine sulfater, fiskeolie, varmtvandsgymnastik, og
medlemskab af gigtforeningen.
Det var oplyst, at ansøger selv kunne komme rundt i hjemmet også
1. sal, men at det nogle dage kunne være strengt. Ansøger anvendte ingen
hjælpemidler i det daglige.
Nævnet tiltrådte kommunens afslag med henvisning til at ansøger
ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.
Nævnet lagde herved særligt vægt på, at ansøger kunne komme
omkring, både ude og inde uden hjælpemidler, selvom det nogle gange var
svært.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ingen praksis som er sammenlignelig med den
beskrevne sag.
Ankestyrelsen vurderer imidlertid umiddelbart, at nævnets
afgørelse er i overensstemmelse med reglerne.
Det fremgår således bl.a. af § 1, stk. 2 i Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om nødvendige merudgifter ved den
daglige livsførelse efter servicelovens § 84, at der med varigt nedsat
funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte
er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der
må
sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.
§ 97 om hjælpemidler
Et nævn hjemviste en kommunal afgørelse om afslag på partiel
brystprotese til kommunen til fornyet behandling, idet nævnet fandt, at
kommunens afgørelse var truffet på et forkert grundlag.
Kommunen havde henvist til, at der i henhold til appendiks 7 i
Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler,
biler, boligindretning m.v. kun kan bevilges en brystprotese, hvis hele
brystet
mangler.
Nævnet udtalte, at ifølge servicelovens § 97, stk. 1 yder
kommunen i visse tilfælde støtte til hjælpemidler til personer med varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
I henhold til § 97, stk. 7, kan Socialministeren bl.a.
fastsætte regler om afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes
støtte.
Denne hjemmel er udnyttet i Socialministeriets bekendtgørelse
nr. 195 af 20. marts 2003 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter
serviceloven (hjælpemiddelbekendtgørelsen).
I denne bekendtgørelse er intet nævnt om, at der ikke kan
bevilges partielle brystproteser og der forelå ikke afgørelser fra
Ankestyrelsen herom.
Nævnet fandt på denne baggrund, at bemærkningerne i ovennævnte
appendiks 7 til vejledningen om hjælpemidler ikke generelt kunne udelukke
muligheden for at få bevilget en partiel brystprotese.
Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling ved kommunen.
Kommunen skulle herefter foretage en konkret vurdering af, om
ansøger opfyldte væsentlighedsbetingelserne i hjælpemiddelbekendtgørelsens
§ 1
og herefter træffe en ny afgørelse.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen kan bekræfte, at der ikke er truffet principiel
afgørelse om partielle brystproteser.
Ankestyrelsen har imidlertid på det foreliggende ikke
bemærkninger til nævnets afgørelse.
§ 99 om støtte til køb af bil
Sagen drejede sig om, at et nævn fandt en ansøger berettiget til
støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag.
Ansøgeren havde i 1984 og 1991 fået tilkendt støtte til køb af bil
på erhvervsmæssigt grundlag.
I 1998 havde ansøgeren fået afslag på støtte til køb af bil på
ikke-erhvervsmæssigt grundlag, hvilket var tiltrådt af Ankestyrelsen.
I afgørelsen havde Ankestyrelsen bl.a. anført, at gangfunktionen
var relativt upåvirket, og at det forhold, at der var lammelser i armene og
dermed besvær med at holde sig fast i offentlige transportmidler ikke efter
praksis kunne berettige til støtte til køb af bil.
Nævnet lagde nu til grund, at ansøger led af nedsat
hjertepumpefunktion og af poliofølger i form af svær lammelse af begge
skulderbælter, begge overarme og hænder, således at venstre arm var uden
funktion.
Nævnet fandt, at der i forhold til afgørelsen fra 1998 var sket
en tydelig forværring af specielt højre skulder, som gjorde, at ansøger ville
kunne have meget svært ved at benytte offentlige transportmidler, da han
havde
svært ved at holde sig fast, betjene døre og klare ind- og udstigning.
Nævnet havde i afgørelsen anført, at ansøger på grund af
hjertelidelsen i koldt vejr og ved anstrengelse fik brystsmerter. Det var
også
anført, at ansøger havde svært ved selv at tage tøj på.
Kørselsbehovet var oplyst til vedligeholdelsestræning 2 gange
ugentlig, møder i 5 foreninger, indkøb og familiebesøg.
Kommunen havde indstillet til afslag på bilstøtte og havde
begrundet afgørelsen med, at ansøgers nedsættelse af funktionsevnen ikke var
af
en sådan sværhedsgrad, at betingelserne for støtte til køb af bil var
opfyldt,
eller at den i væsentlig grad forringede evnen til at færdes uden brug af
bil.
Ankestyrelsens bemærkninger
Nævnets afgørelse synes at være udtryk for en konkret vurdering
og Ankestyrelsen har derfor ikke umiddelbart bemærkninger til nævnets
resultat.
Ankestyrelsen skal dog understrege, at gangdistancen er et af de
centrale elementer i skønnet over, om en ansøger er berettiget til støtte til
køb af bil.
Ankestyrelsen har ingen udmeldt praksis for så vidt angår
lammelse af begge skuldre/arme. Vi kan dog henvise til praksis udmeldt i SM
C-37-00, sag nr. 1, hvor en ansøger ikke blev fundet berettiget til bilstøtte
på erhvervsmæssigt grundlag.
Ansøgeren var lammet i højre arm og højre skulder og således
funktionelt en-armet. Desuden led ansøgeren af løshed i højre knæ.
Boligstøtteloven
§ 7, stk. 2 – barn i familiepleje kan
medregnes i biologisk forælders husstand ved beregningen af boligstøtte
Nævnets afgørelse:
Nævnet traf afgørelse om, at ansøgerens boligstøtte skulle
beregnes med udgangspunkt i, at husstanden også bestod af ansøgers datter,
selvom hun var anbragt uden for hjemmet.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på boligstøttelovens § 7,
stk. 2, hvorefter et barn skal være under 23 år og bo i lejligheden for at
medregnes ved beregningen af boligstøtte.
Nævnet henviste til boligstøttevejledningens pkt. 18, hvoraf
bl.a. fremgår, at barnet skal have fast ophold i ansøgerens hjem, og at et
barn
i familiepleje (frivillig eller tvangsmæssig anbringelse) kan - uanset at
plejeforholdet er af ubestemt varighed - tillige medregnes som
husstandsmedlem
i de biologiske forældres husstand (udover i plejefamiliens husstand), når
der
ved indretning af hjemmet er taget hensyn dels til barnets midlertidige
ophold
og dels til muligheden for senere varigt ophold.
Vedrørende handicappede børn anbragt på institution er
formodningen for fast ophold til stede, hvis der ved indretningen af hjemmet
er
taget hensyn til barnets midlertidige ophold i hjemmet under ferie og
lignende
og muligheden for senere varigt ophold.
Nævnet fandt, at denne fortolkning af § 7, stk. 2, måtte
være i overensstemmelse med formålet med boligstøtteloven, der ikke har været
at umuliggøre, at kommunen kan arbejde hen imod en hjemgivelse på et ukendt
og
ikke nødvendigvis nærliggende tidspunkt, eller at der kan opretholdes et
(midlertidig) samvær mellem forældre og barn i hjemmet i
anbringelsesperioden.
Nævnet lagde i den konkrete sag bl.a. vægt på, at der ved
indretningen af hjemmet var taget hensyn til datterens ophold hos ansøgeren
samt oplysningerne om omfanget af samvær mv.
Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at der ved beregningen
af boligstøtte burde tages udgangspunkt i, at ansøgerens husstand også bestod
af datteren, som ansøgeren havde samvær med i hjemmet under
anbringelsesforløbet.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ikke bemærkninger til nævnets afgørelse.
§ 36, stk. 2 – skadesløsbrev, spørgsmål om
nævnets kompetence mv.
Nævnets afgørelse:
Nævnet traf bl.a. afgørelse om, at spørgsmålet om størrelsen af
et skadesløsbrev hørte under nævnets kompetence, idet nævnet har kompetencen
i
forhold til spørgsmål om fortolkningen af boligstøttelovens § 36.
Nævnet hjemviste herefter spørgsmålet om skadesløsbrevets
størrelse til ny behandling og afgørelse i kommunen, idet nævnet ikke fandt,
at
skadesløsbrevets størrelse stod i rimeligt forhold til størrelsen af den
gæld,
som skadesløsbrevet skulle sikre.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ikke taget principiel stilling til spørgsmålet
om klageadgang for så vidt angår afgørelse om størrelsen af et skadesløsbrevs
størrelse, men vi er umiddelbart enige i, at nævnet kan behandle dette
spørgsmål.
§ 58, stk. 4 – ophør af rente- og afdragsfrihed af
boligindskudslån, tilbagebetaling af boligindskudslån opnået ved svig.
Nævnets afgørelse:
Nævnet ophævede kommunens afgørelse om ophør af rente- og
afdragsfrihed på et boligindskudslån samt afdrag af boligindskudslånet i
løbet
af to år, jf. boligstøttelovens § 58, stk. 4.
Nævnet fandt, at ændringen i husstandsindkomsten, efter at
ægtefællen flyttede ind hos støttemodtageren, ikke var af en sådan
størrelsesorden, at det i henhold til § 58, stk. 4, kunne begrunde ophør
af rente- og afdragsfrihed for boligindskudslånet, samt at lånet skulle
afdrages over de næste to år.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at støttemodtagerens
husstandsindkomst, efter at ægtefællen var flyttet ind hos pågældende, var
opgjort til 177.000 kr., og at grænsen for at opnå boligindskudslån i 2003
var
på 167.303 kr.
Nævnet lagde desuden vægt på, at der udover, at ægtefællen var
flyttet ind, ikke sås at være væsentligt ændrede forhold for
boligstøttemodtageren i henhold til § 58, stk. 4.
Det forhold, at kommunen havde vurderet, at
boligstøttemodtageren havde handlet svigagtigt i forbindelse med bevillingen
af
boligindskuds-lånet, kunne ikke føre til, at der efter boligstøttelovens
regler
kunne træffes afgørelse om ophør af rente- og afdragsfrihed på lånet, og om
at
lånet skulle afdrages over to år, uden at betingelserne i § 58, stk. 4,
var opfyldte.
Nævnet henviste til, at hvis kommunen fandt at kunne løfte
bevisbyrden for, at bevillingen var opnået ved svig, ville den kunne
tilbagekaldes
efter dansk rets almindelige regler, eventuelt som led i en strafferetlig
forfølgelse. Dette spørgsmål hørte under domstolene.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ikke haft anledning til at tage principiel
stilling til spørgsmålet om ophør af rente- og afdragsfrihed efter
boligstøttelovens § 58, stk. 4 og vi har derfor ingen praksis på
området.
Ankestyrelsen er dog umiddelbart enig i nævnets afgørelse.
Ankestyrelsen har heller ikke haft anledning til at tage
stilling til spørgsmålet om tilbagebetaling af boligindskudslån, der er
opnået
ved svig, men vi er umiddelbart enige med nævnet i, at der ikke er hjemmel i
boligstøtteloven til at kræve tilbagebetaling af boligindskudslån ud over
§ 58, stk. 4.
Ankestyrelsen vil gerne antage en lignende sag for at tage stilling
til denne problemstilling.
Nævnets afgørelse i
en
anden sag
vedrørende § 58:
Nævnet traf bl.a. afgørelse om, at kommunen var berettiget til
at kræve tilbagebetaling af et bevilget boligindskudslån, jf.
boligstøttelovens
§ 58, stk. 4, som pågældende mod bedre vidende havde modtaget med
urette.
Nævnet lagde bl.a. vægt på, at boligstøttemodtageren i
forbindelse med ansøgningen om boligindskudslån afgav urigtige økonomiske
oplysninger, og at pågældende ved afgivelsen af oplysningerne, var vidende
om,
at de var urigtige, og at pågældende var vejledt om oplysningspligten.
Nævnet var opmærksomt på, at boligstøttelovens § 47, stk.
7, kun direkte angiver betingelserne for at kræve tilbagebetaling af
boligstøtte.
Nævnet fandt, at hjemmelen for at kræve tilbagebetaling af
boligindskudslån var en analogi af bestemmelsen, eller skulle søges i
almindelige retsgrundsætninger om tilbagebetaling af ydelser opnået ved svig.
Ankestyrelsens bemærkninger
Der henvises til Ankestyrelsens bemærkninger til den
foranstående sag.
Vi finder således umiddelbart ikke, at der er hjemmel i
boligstøtteloven til at kræve tilbagebetaling af boligindskudslånet.
Vi er interesseret i at antage en sag til prøvelse af, om
hjemlen kan søges i almindelige retsgrundsætninger og til afklaring af
Ankestyrelsens kompetence til at anvende almindelige retsgrundsætninger ved
afgørelse af tilbagebetalingsspørgsmål af denne karakter.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Nyt fra Ankestyrelsen - hjælp til boligændring og boligskift - af fuldmægtig Helle Østergaard Stisen Retsinformation · 11. november 2002
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven samt retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser vedrørende serviceloven - af fuldmægtig Niels Henrik Dam Retsinformation · 8. juni 1999
- Nyt fra Ankestyrelsen - computer som en merudgift ved forsørgelsen - og som hjælpemiddel - af fuldmægtig Bodil Irgens Hansen Retsinformation · 8. juni 1999
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Inge Henriksen Retsinformation · 11. november 2002
- Boligstøtte - Klage over kommunens nedsættelse af huslejen ved beregning af boligstøtten - Afgørelsen ændres og hjemsendes til fornyet behandling af ankenævnet Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005) Retsinformation · 1. februar 2006
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter retssikkerhedsloven - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen Retsinformation · 10. september 2002
- Afgørelse i sag om midlertidig landzonetilladelse til to beboelsespavilloner i Århus Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. september 2014
- Ny antagelsespraksis i Ankestyrelsen - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4, november 2004) Retsinformation · 25. januar 2005
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven samt retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i sag om mellemkommunal refusion for udgifter til anbringelse af en borger på institution, og frifinder de to kommuner Domsdatabasen · 23. januar 2025